Sygedagpenge
Dokumentation for afsendelse af
brev med indkaldelse til
opfølgningssamtale. Bevisbyrde.
Proportionalitet
A var i maj
2002 ude for en bilulykke som
medførte at han måtte opereres i
hånden, og at han blev sygemeldt
fra arbejdet. A blev opsagt og
oplyste i brevet til mig at det
var første gang i 17 år at han
var arbejdsløs.
Af journal
fra X hospital fremgår bl.a.:
”03.07.02
Håndkir. amb.:
Fortsat meget
hævet ve. hånd. Træner dagl. i
ergoterapien.
Ve. hånd:
Fortsat betydeligt ødem af hånd
og fingre. Dorsal flekterer 5 º,
volar flekterer 30 º i
håndleddet. Flekterer 0-30 i
MP-leddene. Betydelig rigiditet
i PIP- og DIP-led 3. og 4.
finger. Frakturene virker faste,
er nu 8 uger gamle og pt. kan
behandles med
nedbindingshandske.
Fortsætter
med intensiv ergoterapi.
Læge (B)/ab
29.07.02
Håndkirurgisk sektion.
Træner
dagligt og ihærdigt i
ergoterapien. Der er
bevægeproblemer specielt af 2-5
fingers PIP- og DIP-led, men der
er små fremskridt i
størrelsesordenen 10-15º.
Objektivt
Ve. hånd
fortsat betydelig ødem af hele
hånden.
Dorso
flektere og volar flektere ca.
10º.
Flektere
MP-leddene 0-45º og PIP- og DIP-
led omkring 10-20º.
Fortsat meget
stor PVA.
Der er
fremskridt.
Pt.
fortsætter i ergoterapien. Har
spurgt, om han kan påregne at gå
i arbejde 17.08.02, hvilket ikke
er realistisk.
Klinisk
kontrol om 3 uger
Læge
(B)/ds-elev
16.8.2002 –
Håndkir. amb. 3004:
Møder til
klinisk kontrol. Er meget
generet af hævede fingre på den
venstre hånd.
Vi diskuterer
behov for videre træning.”
Københavns
Kommune har oplyst at kommunen
den 24. juli 2002 sendte et brev
til A, hvoraf følgende fremgår:
”Vedrørende
din sygedagpengesag
Socialcentret
har modtaget meddelelse om, at
du har været sygemeldt siden d.
06.05.2002.
I henhold til
Dagpengelovens § 24, stk. 1,
skal kommunen senest efter 8
uger og derefter mindst hver 8.
uge tage den sygemeldtes forhold
op til vurdering med henblik på,
om der er behov for behandling,
optræning, revalidering,
overgang til pension eller andre
former for bistand til den
sygemeldte og dennes familie.
Dette må ske
i fornødent samarbejde med
læger, hospitals- og
revalideringsinstitutioner samt
faglige organisationer.
Under
henvisning til ovenstående bedes
du venligst møde til samtale i
dagpengeafsnittet hos:
Sagsbehandler
(C) d. 01/08 2002 kl. 15.00.
Du bedes
medbringe en liste over hvilke
beskæftigelsesforhold du har
haft siden folkeskolen.
Du er
velkommen til at have en
bisidder med. Det kan være et
familiemedlem, en ven, en
kollega, en fra din fagforening
eller lignende.
Skulle du
være forhindret i at møde
ovenstående dag, på grund af
eventuel behandling eller
raskmelding, bedes du venligst
kontakte mig pr. telefon på tlf.
nr. (...).
Det skal
oplyses, at dagpengeudbetalingen
vil blive bragt til ophør, hvis
man udebliver fra samtale uden
at have meddelt socialcentret om
årsagen hertil, inden den
anførte dato.”
Af
journalnotat af 24. juli 2002
fremgår:
”
Der sendes
d.d. brev til (A) om at møde til
samtale d. 1.8. kl. 15.00 2002.
”
Den 1. august
2002 traf Københavns Kommune
afgørelse om at standse A’s
sygedagpenge. Kommunen skrev
således:
”Vedr. ophør
af udbetaling af refusion til
Deres arbejdsgiver
Det skal
hermed meddeles, at det er
besluttet at bringe Deres
sygedagpengesag til ophør pr.
02.08.2002.
Begrundelsen
er, at De er udeblevet fra
samtale på Lokalcentret (Y) d.
01.08.2002 kl. 15.00. De er
blevet indkaldt til samtale ved
brev af d. 24.07.2002.
Retten til
udbetaling af sygedagpenge og
herunder refusion til
arbejdsgiver bortfalder såfremt
man uden rimelig grund undlader
at medvirke ved kommunens
opfølgning, jf.
Sygedagpengelovens § 8 stk. 1,
nr. 3.
”
Af kommunens
journalark af 12. august 2002
fremgår bl.a.:
”Han medd.
mig da vi taler sammen, at han
kommer for at få dp.
Han instr. om
forretningsgangen ved klager.
Han medd. at han ikke har fået
brevet, og jeg opl. at vi ikke
har fået det retur, dertil siger
han at han har fået det, men så
sent at han var til behl. og
først var hjemme efter 13.00
(samtalen var først kl. 15.00) ”
A klagede
over kommunens afgørelse idet
han bestred at have modtaget
mødeindkaldelsen. Ved personligt
fremmøde ved nævnssekretariatet
modtog A aktindsigt i sagen den
21. august 2002. Nævnet bad
samtidig A om at sende
eventuelle kommentarer til sagen
inden 20 dage. A henvendte sig
også til postvæsenet samt til
sine naboer for at undersøge om
brevet af 24. juli 2002 var
afleveret forkert.
Den 1.
oktober 2002 skrev Post Danmark
følgende til A:
”Du har
rettet henvendelse hertil i
forbindelse med, at du mangler
en forsendelse afsendt fra
Socialforvaltningen i (Z)-gade,
som Socialcenteret påstår at de
har afsendt til dig i uge 36.
Du har
forespurgt, om der har været
uregelmæssigheder omkring
postgangen i den omtalte uge.
Det har der
ikke været i den omtalte uge.
Da brevet
skulle være afsendt som en
almindelig brevforsendelse, er
det os ikke muligt at se, om vi
her på postkontoret, har haft
forsendelsen til omdeling.
Vi kan heller
ikke udelukke, at hvis vi har
haft forsendelse til omdeling i
den pågældende periode, at denne
så er havnet hos en forkert
modtager.
Vi har i
øjeblikket en del nye
medarbejdere, der ikke er så
rutineret. En af disse
medarbejdere, har i en periode
afløst i det område hvor du er
bosiddende.”
Den 15.
november 2002 tiltrådte Det
Sociale Nævn for Københavns og
Frederiksberg Kommuner kommunens
afgørelse. Nævnet skrev således
i sin afgørelse:
”
A F G Ø R E L
S E
Nævnet finder
ikke grundlag for at ændre
forvaltningens afgørelse om
ophør af sygedagpenge pr. 2.
august 2002.
Begrundelsen
for afgørelsen er, at De anses
for uden rimelig grund at have
undladt at medvirke ved
kommunens opfølgning, jf.
dagpengelovens § 24 og § 8, stk.
1, nr. 3. De findes ikke at have
godtgjort, at De ikke har
modtaget kommunens brev af 24.
juli 2002, og at dette brev
skulle være bortkommet.
Nævnet har
lagt til grund, at kommunen har
afsendt brev om indkaldelse til
samtale samt oplyst om
konsekvensen ved udeblivelse den
24. juli 2002.
Nævnet har
lagt vægt på, at kommunen ikke
har modtaget brevet retur.
Nævnet lægger desuden vægt på
brev til Dem af 1. oktober 2001
[2002; min rettelse] fra Post
Danmark, som bl.a. oplyser, at
der i den omhandlede uge ikke
har været uregelmæssigheder
omkring postgangen. Post Danmark
kan dog ikke udelukke, at posten
kan være havnet hos en forkert
modtager.
Nævnet
finder, at kommunen har
godtgjort, at brevet om
indkaldelse til samtale i
forvaltningen er afsendt den 24.
juli 2002 til Dem på Deres
adresse.
Nævnet
tiltræder hermed kommunens
afgørelse.”
Den 19.
november 2002 skrev A følgende
til det sociale nævn:
”Jeg (A),
anker hermed afgørelsen af min
sygedagpengesag. Papirerne er
modtaget den 18-11-02.
Jeg forstår
stadig ikke afgørelsen, da jeg
intet brev har modtaget, af dato
24-7-02 fra kommunen. Hvordan
skal jeg dokumentere, at jeg
taler sandt, når der ikke er
noget brev? Alt er undersøgt,
fra min side, hvor brevet
eventuelt skulle være havnet,
intet resultat. Jeg har flere
gange gået til kommunen (Z)-
gade for at få en personlig
samtale m. sagsbehandler (C), er
blevet afvist, kunne ikke engang
bestille tid. Det er vel enhvers
ret at kunne det. Går stadig til
genoptræning på (X) hospital.
Har ikke modtaget nogen form for
penge, siden juli md. 02.
Jeg er
fuldstændig klar over
konsekvensen ved at udeblive,
men hvad skulle jeg gøre, da jeg
ingen indkaldelse har fået.
Nu håber jeg
at De vil se på sagen igen, da
jeg absolut ikke har noget at
skjule.”
I brev af 19.
december 2002 til Den Sociale
Ankestyrelse (nu Ankestyrelsen)
anførte det sociale nævn:
”
Nævnet har
efter genvurdering af sagen
besluttet at fastholde sin
afgørelse, hvortil der i øvrigt
henvises. Nævnet finder, at
kommunen har godtgjort, at
afgørelsen er sendt den 24. juli
2002 til korrekt adresse og har
ikke modtaget brevet retur.
Nævnet har desuden lagt vægt på,
at der ikke skønnes at have
været uregelmæssigheder med
posten i den omhandlede periode.
”
Den 30.
december 2002 afviste
Ankestyrelsen at tage stilling
til sagen. Styrelsen fandt ikke
at sagen var af generel eller
principiel betydning.
Ankestyrelsen anførte:
”Efter loven
kan Ankestyrelsen kun behandle
sagen, hvis den har principiel
eller generel betydning.
Ankestyrelsen
finder, at sagen ikke har
principiel eller generel
betydning.
Begrundelsen
herfor er, at afgørelsen beror
på en konkret vurdering af, om
betingelserne for at standse
udbetalingen af sygedagpenge
efter dagpengelovens § 8, stk.
1, nr. 3 er opfyldt. Det fremgår
af dagpengelovens § 8, stk. 1,
nr. 3, at retten til dagpenge
bortfalder, hvis lønmodtageren
ikke medvirker til kommunens
opfølgning af sygedagpengesagen.
Nævnets
afgørelse strider ikke på det
foreliggende grundlag imod
Ankestyrelsens praksis. Den
skønnes heller ikke at have
generel betydning for
retsanvendelsen på området.
En afgørelse
fra Ankestyrelsen kan derfor
ikke forventes at ville blive
til vejledning for kommunerne og
de sociale nævn ved den
fremtidige sagsbehandling.
Ankestyrelsen
skal med hensyn til det, der er
anført i klagen om, at De ikke
har modtaget brev fra kommunen
henvise til nævnets brev af 19.
december 2002.
Ankestyrelsen
kan derfor ikke behandle sagen.”
Den 25. marts
2003 bad jeg Det Sociale Nævn
for Københavns og Frederiksberg
Kommuner om en udtalelse. Jeg
bad nævnet om forinden at
indhente en udtalelse om sagen
fra Københavns Kommune samt om
at tilsende mig udtalelserne og
sagens akter via Ankestyrelsen
således at styrelsen kunne få
lejlighed til at kommentere
styrelsens afvisning af sagen.
I et brev med
bilag som jeg modtog den 16.
juni 2003, gjorde A bl.a.
opmærksom på at kommunens brev
af 24. juli 2002 ikke var sendt
i uge 36. Den 19. juni 2003
sendte jeg materialet videre til
det sociale nævn således at det
kunne indgå i grundlaget for
myndighedernes behandling af
sagen.
Den 29.
september 2003 udtalte
Københavns Kommune følgende:
”
Med
udgangspunkt i sagsgennemgang og
på baggrund af forespørgsler til
Nævnet, har forvaltningen taget
stilling til følgende punkter:
Partshøring.
Interne
postgange.
Behandling af
klagesag.
Manglende
inddragelse af borgeren.
Aktuelle
status.
Ad) 1
I henhold til
indkaldelsen til
opfølgningssamtale dateret den
24.07.2002 fremgår det, at
Lokalcentret gør (A) opmærksom
på, at dagpengeudbetalingen vil
ophøre, hvis han udebliver fra
samtalen uden at have meddelt
Lokalcentret om årsagen.
Lokalcentret
træffer den 01.08.2003
[01.08.2002; min rettelse]
afgørelse om ophør af
sygedagpenge, idet (A) udebliver
fra samtalen den 01.08.2003
[01.08.2002; min rettelse] uden
at meddele Lokalcentret om
årsagen hertil.
Lokalcentret
forudsætter, at (A) har modtaget
brevet og derfor er blevet gjort
bekendt med, at sygedagpenge vil
blive bragt til ophør ved
udeblivelse fra samtale.
I forbindelse
med remonstration af klagesag
den 09.08.2002 modtager
Lokalcentret ikke nye
oplysninger, hvorfor der ikke i
forbindelse med behandling af
klage er foretaget yderligere
partshøring.
Det fremgår
af journalnotat den 7. oktober
2002, at Lokalcentret modtager
en skrivelse fra Post Danmark,
som er adresseret til (A), denne
oversendes til Det sociale nævn.
Skrivelsen er
adresseret til (A), som
endvidere selv afleverer
skrivelsen fra Post Danmark til
Lokalcentret, der er således
ikke foretaget partshøring af
sagsaktet, idet (A) personligt
har afleveret det omtalte
dokument til Lokalcentret.
Ad) 2
Af sag
fremgår det, at brevet
vedrørende indkaldelse til
opfølgningssamtale er fremsendt
den 24.07.2002.
Lokalcentret
har efterfølgende ikke modtaget
brevet retur. Lokalcentret har
derfor en formodning for, at (A)
har modtaget brevet vedrørende
indkaldelse til samtale.
Lokalcentret
fremsender mange breve hver dag,
hvorfor Lokalcentret
nødvendigvis må forudsætte, at
brevet er indleveret til
postvæsenet når det er noteret i
sagen og der er vedlagt kopi af
brevet i sagen.
Det skal
yderligere bemærkes, at
Lokalcentret i omhandlede
periode ikke har oplevet
uregelmæssigheder i forhold til
vores interne postgange.
Lokalcenteret
har som udgangspunkt tillid til
Post Danmark, hvorfor at der
ikke er praksis for at kontakte
Postvæsenet når en borger
påberåber sig ikke at have
modtaget et brev, hvilket ikke
er ualmindeligt i Lokalcentret.
Ovenstående
er ikke ensbetydende med, at
Lokalcenteret mistænkeliggør
borgerens troværdighed, men
Lokalcentret er nødsaget til at
forholde sig til vores praksis
vedrørende afsendelse af breve.
(A)
fremskaffer, efter sagens
oversendelse til Det sociale
nævn, en skrivelse fra Post
Danmark som oplyser, at der ikke
har været uregelmæssigheder i
posten i den omhandlede uge.
Lokalcentret
finder derfor ikke anledning til
at foretage sig yderligere og
oversender derfor skrivelsen til
det sociale nævn til brug for
deres behandling af klagesagen.
Ad) 3
Klagen bliver
remonstreret af Lokalcentret den
09.08.2002, Lokalcentret
fastholder afgørelsen, idet det
ikke vurderes, at der er
tilkommet sagen nye oplysninger.
(A) anfører i
sin klage, at han ikke har
modtaget indkaldelsen til
samtalen. Lokalcentret finder
det godtgjort, at han har
modtaget brevet, idet brevet
ikke er kommet retur og det
fremgår i øvrigt af sagen, at
brevet er fremsendt.
(A) anfører
endvidere i sin klageskrivelse,
at han gik til genoptræning hver
dag.
Lokalcentret
burde have vurderet
selvstændigt, om dette var en
gyldig grund for udeblivelse til
samtale, men dette synes dog
ikke at ændre på udfaldet, idet
det må lægges til grund, at (A)
har haft mulighed for at melde
afbud til Lokalcentret.
Ad) 4
(A) møder i
forbindelse med ophør af sine
sygedagpenge den 05.08.02, hvor
han taler med en
kontorassistent, som ikke havde
de faglige forudsætninger for at
yde konkret vejledning, men
henviser ham i stedet til at
møde den 12.08.02, hvor der vil
være en sagsbehandler til stede.
Den 12.08.02
møder (A) og taler med en
sagsbehandler, som informerer
ham om forretningsgangen
vedrørende klagesager, samt
udtaler at Lokalcentret ikke har
modtaget brevet retur.
(A) udtaler i
den forbindelse, at han har
modtaget brevet men så sent, at
han var til behandling, og først
var hjemme klokken 1300.
Sagsbehandleren bemærker i den
forbindelse, at samtalen først
fandt sted klokken 1500.
Ved samtalen
får (A) endvidere råd og
vejledning i forbindelse med
ansøgning om kontanthjælp.
Den
22.08.2002 møder (A) igen i
modtagelsen og kommer til at
tale med en af centrets
sagsbehandlere.
Ved denne
samtale er (A) meget ophidset og
råber, at han stadigvæk er syg.
(A)
orienteres om, at afgørelsen
ikke omhandler, hvorvidt han er
syg eller ej, men begrundelsen
for afgørelsen skyldes, at han
udeblev fra samtalen.
Der findes
ikke at være oplysninger som
indikerer, at (A) er blevet
afvist, men selvfølgelig kan det
ikke udelukkes, at (A) har følt
sig afvist når han har været
mødt uanmeldt og ikke har kunnet
tale med en sagsbehandler samme
dag.
Lokalcentrets
sagsbehandlere sidder med mange
samtaler hver dag og har derfor
ikke altid mulighed for at tale
med en borger uden forudgående
aftale.
(A) burde
allerede i ophørsskrivelsen være
blevet vejledt om muligheden for
at ansøge om kontanthjælp,
hvilket må betragtes som en
fejl, som dog forsøges udbedret
ved ovenstående samtale.
Et andet
forhold, der kan være
medvirkende til, at (A) har følt
sig afvist af Lokalcentret er,
at (A) havde svært ved at forstå
afgørelsens konkrete indhold,
ikke på grund af sproglige
vanskeligheder, men fordi (A)
ikke kunne forstå, hvordan
Lokalcentret kunne ophøre
udbetalingen af sygedagpenge,
når han fortsat var syg.
Herefter var
dialogen vanskelig, idet
Lokalcenteret henholdte sig til,
at (A) ikke var mødt til
samtalen, og (A) fastholdt
fortsat at være syg.
Ad) 5
Hvad angår
den aktuelle status skal
følgende bemærkes:
- (A)
modtager supplerende
kontanthjælp.
-
Lokalcentrets
kontanthjælpsafsnit tager
stilling til ansøgning om
førtidspension.”
I brev af 6.
november 2003 udtalte kommunen
supplerende:
”Vedrørende manglende
journaloplysninger
Forvaltningen
anmodes om at redegøre for
manglende kopi af journalnotat
af 12. august 2002. Herudover
anmodes forvaltningen om at
kommentere journalnotat af 12.
august 2003 [2002; min
rettelse].
Redegørelse
Det fremgår
af journalnotat af 9. august
2003 [2002; min rettelse] at
sagen oversendes til Det Sociale
Nævn denne dato. Forklaringen er
altså at sagen oversendes den 9.
august 2003 [2002; min
rettelse], og der bliver ikke
efterfølgende sendt kopi af
journalnotat af 12. august 2002
til Det Sociale Nævn.
Vedrørende
indholdet af journalnotat af 12.
august 2002, må forvaltningen
forholde sig til det, der står i
det pågældende journalnotat.
Forvaltningen kan således på
nuværende tidspunkt ikke
forholde sig til borgerens
bemærkninger om det modsatte
forhold.
”
I brev af 21.
november 2003 anførte A’s
advokat bl.a.:
”Min klient
oplyser, at han ikke har fået
brevet af 24. juli. Min klient
vidste på det tidspunkt, at hans
arbejdsgiver ville standse
lønudbetaling med udgangen af
juli måned, så min klient har
givetvis været særdeles
interesseret i et møde med
kommunen. Det har således
sandsynligheden imod sig, at min
klient i denne situation skulle
ignorere et brev fra kommunen.”
Det sociale
nævn udtalte den 18. december
2003 bl.a. følgende:
”1.
Nævnets afgørelse af 15.
november 2002.
Det fremgår
af § 8, stk. 1, i lov om
dagpenge ved sygdom eller
fødsel, at retten til dagpenge
bortfalder, hvis lønmodtageren
ikke medvirker til kommunens
opfølgning af sygedagpengesagen.
Om disse
betingelser er opfyldt beror i
den konkrete sag på en konkret
vurdering af omstændighederne
omkring udeblivelse fra
opfølgningssamtalen i kommunen,
herunder en konkret bevismæssig
vurdering af, om indkaldelsen
til opfølgningssamtalen i
kommunen må antages at være
kommet frem.
Det er efter
nævnets opfattelse i
overensstemmelse med almindelige
forvaltningsretlige principper
at anse et brev sendt til en
adresse i Danmark for at være
kommet frem dagen efter
afsendelsen. Denne formodning
kan afkræftes, hvis konkrete
omstændigheder taler for det.
Nævnet lagde
ved sin afgørelse af 15.
november 2002 til grund, at
kommunen den 24. juli 2002 havde
afsendt brev om indkaldelse til
samtale den 1. august 2002 samt
oplyst om konsekvenserne ved
udeblivelse fra samtalen. Nævnet
lagde endvidere til grund, at
brevet af 24. juli 2002 måtte
antages at være kommet frem.
Nævnet lagde herved vægt på, at
kommunen ikke havde modtaget
brevet retur, og at Post Danmark
havde oplyst, at der i den
omhandlede uge ikke havde været
uregelmæssigheder omkring
postgangen.
Nævnet fandt
på denne baggrund ikke
tilstrækkeligt grundlag for at
ændre kommunens afgørelse.
Nævnet har
ikke i selve afgørelsen forholdt
sig til de helbredsmæssige
oplysninger i sagen, men
bemærker, at nævnet som anført
har lagt til grund, at kommunens
brev af 24. juli er kommet frem
og ud fra de helbredsmæssige
oplysninger må man antage, at
han ikke har været forhindret i
at melde afbud til mødet den 1.
august.
2. Nævnets
partshøring.
Nævnet har
den 21. august 2002 efter
anmodning fra (A) givet
aktindsigt med anmodning om
eventuelle kommentarer inden 20
dage i samtlige akter nævnet
modtog den 12. august 2002 fra
kommunen ved sagens
fremsendelse, herunder kommunens
afgørelse af 1. august 2002 samt
kommunens journalark vedrørende
ekspeditionerne den 24. juli, 1.
august, 5. august og 9. august
2002 (i journalen fejlagtigt
anført som den 9. september
2002).
Nævnet modtog
den 3. oktober 2002 kopi af Post
Danmarks brev af 1. oktober
stilet til (A). Nævnet har ikke
foretaget partshøring af dette
brev, da brevet er fremkommet på
initiativ af (A) selv. Det kan i
øvrigt oplyses, at (A) den 21.
august 2002 under fremmøde i
nævnet med en hjælper anmodede
om ovennævnte aktindsigt. Nævnet
oplyste i den forbindelse på
opfordring fra hjælper, at han
kunne henvende sig til
postvæsenet for at forhøre sig,
om der havde været
uregelmæssigheder i postgangen.
(A) henvendte sig herefter til
Post Danmark – som under (A)’s
tilstedeværelse – ringer op til
Nævnet den 24. september for at
blive orienteret om
nødvendigheden af oplysningerne
om postgangen. Nævnet er
opmærksom på officialprincippet,
hvorefter det påhviler den
enkelte forvaltningsmyndighed
selv at sørge for at oplyse
sagen. Nævnet finder ikke at
princippet er brudt, fordi
nævnet på opfordring vejledte
om, at oplysningerne om
postgangen også gerne kunne
fremskaffes af klager selv.
Nævnet modtog
den 9. oktober 2002 kopi af
kommunens journal fra den 12.
august ifølge hvilken (A) har
udtalt, at han har fået
kommunens brev (af 24. juli
2002) men så sent, at han var
til behandling.
Desværre
skete der i nævnet en
journaliseringsfejl, idet
kommunens brev af 9. oktober med
journalkopien fra 12. august
fejlagtigt blev henlagt på en
anden sag vedrørende (A). Fejlen
medførte, dels at nævnet ikke
gav aktindsigt i journalen fra
12. august, dels at
oplysningerne ikke kom til at
indgå i grundlaget for nævnets
afgørelse.
Nævnet
beklager, at fejlen først er
blevet opdaget nu i forbindelse
med udarbejdelsen af udtalelsen
til Folketingets Ombudsmand.
Nævnet finder ikke, at fejlen
kan danne grundlag for at nævnet
genoptager sagen. Nævnet lægger
herved vægt på, at nævnets
afgørelse ikke kan forventes at
ville have fået et andet
resultat, hvis nævnet havde
kendt til journaloplysningerne
og kendt til (A)’s afvisning af
den 1. august at have modtaget
kommunens brev af 24. juli. Hvis
(A) først havde modtaget brevet
den 1. august kl. 13, kan det
ikke afvises at han havde
mulighed for at aflyse mødet
klokken 15. Da (A) senere
afviser at have modtaget brevet
den 1. august, må nævnet fortsat
henholde sig til ovennævnte
forvaltningsmæssige princip om,
at et brev sendt til en adresse
i Danmark, anses for at være
kommet frem dagen efter
afsendelsen, medmindre konkrete
omstændigheder afkræfter
formodningen.”
Den 9. januar
2004 meddelte Ankestyrelsen at
styrelsen ikke på det
foreliggende grundlag havde
bemærkninger til sagen.
I brev af 20.
januar 2004 kommenterede A’s
advokat myndighedernes
udtalelser således:
”
I brevet fra
Københavns Kommune til Det
Sociale Nævn, ad) 4 på side 3,
2. afsnit vedr. mødet den 12.
august, er det anført, at min
klient skulle have udtalt, at
han har modtaget brevet. Det
brev, han har modtaget, er ikke
indkaldelsesbrevet af 24. juli
2002, jf. i øvrigt min tidligere
skrivelse.
Det fremgår
af skrivelsen, at der åbenbart
findes en praksis inden for
kommunen, hvor man har valgt at
fremsende vigtige breve som
almindelig post, og hvor man har
valgt at placere bevisbyrden for
ikke-modtagelse af breve på
modtageren, hvilket er i strid
med almindelig retsopfattelse.
Hvis man går
ud fra, at dette er den
sædvanlige håndtering af denne
type sager, skal jeg anmode
Folketingets Ombudsmand om at
tage stilling til den generelle
problemstilling, idet det
forekommer uacceptabelt, at alle
parter skal bruge så store
ressourcer på at bevise noget,
som ikke kan bevises.
Kommunen kan
ikke bevise, at brevet er sendt.
Min klient kan ikke bevise, at
han ikke har modtaget brevet, og
på den måde bruges der en masse
ressourcer på en uløselig
opgave.
Det gøres
således gældende, at kommunen må
være forpligtet til enten at
fremsende denne type særdeles
væsentlige breve som anbefalet
forsendelse, eller at kommunen,
såfremt der ikke bliver givet
møde på et foreslået tidspunkt,
tager fat i den pågældende og
giver vedkommende en ny mulighed
for at komme til et møde.
Jeg skal i
øvrigt henvise til min skrivelse
af 21. november f. å., hvor jeg
har understreget det
usandsynlige i, at min klient
skulle have valgt at udeblive
fra et møde, som var så vitalt
for ham og for hans økonomi. Det
er ganske urimeligt at lægge
bevisbyrden for, at min klient
ikke har modtaget et brev, på
min klient.”
Ombudsmandens udtalelse
”Retsgrundlaget
§§ 5, 8 og 24
i lov om dagpenge ved sygdom
eller fødsel (lovbekendtgørelse
nr. 147 af 2. marts 2001) har
følgende ordlyd:
’§ 5.
Dagpenge ydes ved fuld
uarbejdsdygtighed på grund af
sygdom. Udbetaling af dagpenge
ophører den dag, lønmodtageren
er arbejdsdygtig, uanset om den
pågældende undlader at træde i
arbejde eller at raskmelde sig.
§ 8.
Retten til dagpenge bortfalder,
så længe den
sikrede mod lægens opfordring
hertil nægter at lade sig
indlægge på sygehus eller at
modtage nødvendig lægebehandling
eller mod lægens eller kommunens
opfordring at deltage i
hensigtsmæssig optræning for at
genvinde arbejdsevnen,
hvis den
sikrede ved sin adfærd forhaler
helbredelsen, eller
hvis den
sikrede uden rimelig grund
undlader at medvirke ved
kommunens opfølgning, jf. § 24,
stk. 1-3.
§ 24.
Kommunen skal med henblik på at
bevare den sikredes tilknytning
til arbejdsmarkedet senest efter
8 uger og derefter mindst hver
8. uge tage dennes forhold op
til vurdering med henblik på, om
der er behov for behandling,
optræning, revalidering, eller
andre former for bistand til den
pågældende eller dennes familie.
Dette skal ske i samarbejde med
dagpengemodtageren, læger,
hospitals- og
revalideringsinstitutioner,
virksomheder og de faglige
organisationer samt
arbejdsformidlingen.
Stk. 2.
Kommunen skal før den første
kontakt til den sikrede tage
stilling til, om karakteren af
den sikredes sygdom eller den
sikredes sygdomsfrekvens kræver,
at den sikrede indkaldes til en
personlig samtale. Samtidig skal
der tages stilling til, i
hvilket omfang der skal ske
inddragelse af læger, hospitals-
og revalideringsinstitutioner,
virksomheder og de faglige
organisationer samt
arbejdsformidlingen.
Stk. 3.
Kommunen skal ved den første
opfølgning tage stilling til
udarbejdelsen af en
opfølgningsplan. Planen skal i
alle tilfælde senest udarbejdes,
når dagpengemodtageren har været
sygemeldt i 6 måneder inden for
de sidste 12 måneder. Har
kommunen forlænget
dagpengeperioden efter § 22,
stk. 1, nr. 1, skal nødvendige
afklarende aktiviteter forud for
revalideringen være iværksat
senest 6 måneder efter
forlængelsen.
’
§ 63 i lov om
retssikkerhed og administration
på det sociale område
(lovbekendtgørelse nr. 807 af
26. september 2002) har følgende
ordlyd:
’§ 63.
Det sociale nævns afgørelser kan
ikke indbringes for anden
administrativ myndighed. Den
Sociale Ankestyrelse kan dog
optage en sag til behandling,
når Ankestyrelsen skønner, at
sagen har principiel eller
generel betydning. Det er den
person, som afgørelsen vedrører,
kommunen eller amtskommunen, der
kan anmode Ankestyrelsen om at
optage sagen til behandling.’
Det
sociale nævns afgørelse
Dagpenge ydes
ved fuld uarbejdsdygtighed på
grund af sygdom. Udbetaling af
dagpenge ophører den dag
lønmodtageren er arbejdsdygtig,
uanset om den pågældende
undlader at træde i arbejde
eller at raskmelde sig, jf.
dagpengelovens § 5, stk. 1. Som
sagen foreligger oplyst for mig,
er det ubestridt at (A) den 1.
august 2002 fortsat var
uarbejdsdygtig på grund af
sygdom, og at han nøje fulgte de
lægelige anvisninger med henblik
på hurtigst mulig helbredelse.
Efter
dagpengelovens § 8, stk. 1, nr.
3, bortfalder retten til
dagpenge hvis den sikrede uden
rimelig grund undlader at
medvirke ved kommunens
opfølgning. En afgørelse om at
standse sygedagpengeudbetalingen
på et tidspunkt hvor den sikrede
er uarbejdsdygtig på grund af
sygdom, er en særdeles
indgribende afgørelse idet den
sikredes forsørgelsesgrundlag jo
derved bortfalder.
Vurderingen
af om (A)’s manglende fremmøde
til opfølgningssamtalen den 1.
august 2002 er udtryk for
manglende medvirken ved
kommunens opfølgning, og i
bekræftende fald om den
manglende deltagelse er sket
uden rimelig grund således at
dagpengeretten bortfalder i
medfør af dagpengelovens § 8,
stk. 1, nr. 3, bygger på en
konkret vurdering af en række
hensyn og omstændigheder (jf.
således SM D-5-02).
Bedømt ud fra
ordlyden af (X) Hospitals
journalnotat af 29. juli 2002
tyder meget på at (A) var yderst
motiveret for at vende tilbage
til arbejdspladsen hurtigst
muligt. Der er intet i sagens
faktum der tyder på at (A) ikke
ønskede at medvirke ved sagens
opfølgning snarere tværtimod.
(A) har gjort
gældende at han ikke har
modtaget indkaldelsesbrevet som
var sendt med almindelig post.
Det er almindeligt anerkendt at
ikke alle breve sendt med
almindelig post når frem til
modtageren.
I den
foreliggende sag er den
bevismæssige vurdering af om
kommunens brev af 24. juli 2002
kan antages at være kommet frem
til (A), af stor betydning.
I brev af 20.
januar 2004 har (A)’s advokat
bl.a. anført:
’Kommunen kan
ikke bevise, at brevet er sendt.
Min klient kan ikke bevise, at
han ikke har modtaget brevet, og
på den måde bruges der en masse
ressourcer på en uløselig
opgave.
Det gøres
således gældende, at kommunen må
være forpligtet til enten at
fremsende denne type særdeles
væsentlige breve som anbefalet
forsendelse, eller at kommunen,
såfremt der ikke bliver givet
møde på et foreslået tidspunkt,
tager fat i den pågældende og
giver vedkommende en ny mulighed
for at komme til et møde.’
Ved beregning
af klagefrister og
søgsmålsfrister er det praksis
som udgangspunkt at anse
afgørelser sendt fra en
offentlig myndighed for i
overensstemmelse med sædvanlig
postgang at være kommet frem til
adressaten dagen efter
afsendelsen. Myndighedernes
afgørelser i den foreliggende
sag er truffet i
overensstemmelse med denne
praksis.
I den
foreliggende sag var der
imidlertid særdeles indgribende
konsekvenser af manglende møde
til opfølgningssamtalen idet den
sikrede blev frataget sit
forsørgelsesgrundlag.
For så vidt
angår de bevismæssige krav til
forvaltningsmyndighederne om at
kunne godtgøre at brevet er
afsendt samme dag som det er
dateret, og er kommet frem dagen
efter, henvises til
ombudsmandens sag j.nr.
1993-156-199 og Vestre Landsrets
dom af 12. februar 1998
(6.,1.B-1982-96) som de er
gengivet af Karsten Loiborg mfl.
i Forvaltningsret, 2002, 2.
udgave, s. 974. For så vidt
angår de tilsvarende krav der
gælder på det obligationsretlige
område, henvises til UfR 1973,
s. 396 Ø, og til Bernard Gomard
i Almindelig Kontraktret, 1996,
2. udgave, s. 101.
På baggrund
af disse retsafgørelser er det
min opfattelse at bevisbyrden
for at et brev afsendt af en
offentlig myndighed anses for at
være kommet frem til modtageren
(dagen efter afsendelsen ved A-
post), påhviler den offentlige
myndighed. Myndigheden vil
normalt kunne løfte denne
bevisbyrde ved detaljeret at
redegøre for proceduren på det
pågældende tidspunkt for
afsendelse af post. Brevet må
herefter anses for at være
kommet (rettidigt) frem
medmindre der foreligger
oplysninger der kan
sandsynliggøre et andet forløb.
Jeg henviser i øvrigt også til
Lennart Lynge Andersen og Palle
Bo Madsen i Aftaler og
mellemmænd, 2001, 4. udgave, s.
60, hvor der gives udtryk for at
man på sagsområder med kraftige
sociale undertoner fordi
parterne ikke er jævnbyrdige,
meget vel kan forestille sig at
en domstol vil være mindre
tilbøjelig til at mene at et
brev er kommet (rettidigt) frem.
I kommunens
udtalelse af 29. september 2003
har kommunen bl.a. anført:
’Lokalcentret
fremsender mange breve hver dag,
hvorfor Lokalcentret
nødvendigvis må forudsætte, at
brevet er indleveret til
postvæsenet når det er noteret i
sagen og der er vedlagt kopi af
brevet i sagen.
Det skal
yderligere bemærkes, at
Lokalcentret i omhandlede
periode ikke har oplevet
uregelmæssigheder i forhold til
vores interne postgange.’
Om den
bevismæssige vurdering af om
kommunens brev af 24. juli 2002
er afsendt og kommet frem til
(A), har nævnet i afgørelsen af
15. november 2002 nærmere
anført:
’
Nævnet har
lagt til grund, at kommunen har
afsendt brev om indkaldelse til
samtale samt oplyst om
konsekvensen ved udeblivelse den
24. juli 2002.
Nævnet har
lagt vægt på, at kommunen ikke
har modtaget brevet retur.
Nævnet lægger desuden vægt på
brev til Dem af 1. oktober 2001
[2002; min rettelse] fra Post
Danmark, som bl.a. oplyser, at
der i den omhandlede uge ikke
har været uregelmæssigheder
omkring postgangen. Post Danmark
kan dog ikke udelukke, at posten
kan være havnet hos en forkert
modtager.
Nævnet
finder, at kommunen har
godtgjort, at brevet om
indkaldelse til samtale i
forvaltningen er afsendt den 24.
juli 2002 til Dem på Deres
adresse.
’
Post Danmark
har i sit brev anført følgende:
’Du har
rettet henvendelse hertil i
forbindelse med, at du mangler
en forsendelse afsendt fra
Socialforvaltningen i (Z)-gade,
som Socialcenteret påstår at de
har afsendt til dig i uge 36.
Du har
forespurgt, om der har været
uregelmæssigheder omkring
postgangen i den omtalte uge.
Det har der
ikke været i den omtalte uge.
Da brevet
skulle være afsendt som en
almindelig brevforsendelse, er
det os ikke muligt at se, om vi
her på postkontoret, har haft
forsendelsen til omdeling.
Vi kan heller
ikke udelukke, at hvis vi har
haft forsendelse til omdeling i
den pågældende periode, at denne
så er havnet hos en forkert
modtager.
Vi har i
øjeblikket en del nye
medarbejdere, der ikke er så
rutineret. En af disse
medarbejdere, har i en periode
afløst i det område hvor du er
bosiddende.’
Post Danmarks
brev af 1. oktober 2002 til (A)
omhandler efter sin ordlyd uge
36, det vil sige perioden fra
den 2. til den 9. september 2002
og således ikke dagene omkring
kommunens afsendelse af brevet
af 24. juli 2002. Jeg finder det
meget beklageligt at nævnet har
lagt vægt på oplysninger
angående en periode der ikke er
relevant for bedømmelsen af
sagen. Jeg skal samtidig tilføje
at det efter min opfattelse ikke
er utvivlsomt om kommunen i
tilstrækkeligt omfang har
dokumenteret afsendelsen af
brevet af 24. juli 2002. Jeg har
i den forbindelse noteret mig at
kommunen har valgt ikke at
fremsende indkaldelsesbrevet på
den optimale måde; se nærmere
sag omtalt i Folketingets
Ombudsmands beretning for 1990,
s. 45 ff*, og for1991, s. 261
f*, samt Anbefalet brev som
bevismiddel af Jens Frederik
Hansen i UfR 1989 B, s. 38.
Jeg har gjort
det sociale nævn bekendt med min
opfattelse og har samtidig
henstillet til nævnet at
genoptage behandlingen af sagen.
Officialprincippet
Københavns
Kommune har i udtalelsen af 29.
september 2003 bl.a. anført:
’Lokalcentret
fremsender mange breve hver dag,
hvorfor Lokalcentret
nødvendigvis må forudsætte, at
brevet er indleveret til
postvæsenet når det er noteret i
sagen og der er vedlagt kopi af
brevet i sagen.
Det skal
yderligere bemærkes, at
Lokalcentret i omhandlede
periode ikke har oplevet
uregelmæssigheder i forhold til
vores interne postgange.
Lokalcenteret
har som udgangspunkt tillid til
Post Danmark, hvorfor at der
ikke er praksis for at kontakte
Postvæsenet når en borger
påberåber sig ikke at have
modtaget et brev, hvilket ikke
er ualmindeligt i Lokalcentret.
Ovenstående
er ikke ensbetydende med, at
Lokalcenteret mistænkeliggør
borgerens troværdighed, men
Lokalcentret er nødsaget til at
forholde sig til vores praksis
vedrørende afsendelse af breve.’
Det er et
grundlæggende princip i dansk
forvaltningsret at det er den
myndighed der skal træffe
afgørelse i en sag der har
ansvaret for at få sagen
tilstrækkeligt oplyst.
Sagsoplysningen kan ske i
samarbejde med andre myndigheder
eller private – eventuelt parten
selv.
Officialprincippet er en
garantiforskrift. Iagttagelse af
princippet er generelt af
væsentlig betydning for en
afgørelses lovlighed og
rigtighed. Utilstrækkelig
sagsoplysning vil ud fra en
konkret vurdering kunne medføre
afgørelsens ugyldighed, se
nærmere i Kaj Larsen mfl.,
Forvaltningsretten, 2002, 2.
udgave, s. 447 ff, og Jens Garde
mfl., Forvaltningsret –
Sagsbehandling, 2001, 5. udgave,
s. 128 ff og s. 339 f.
Københavns
Kommune har i udtalelsen af 29.
september 2003 oplyst at det
ikke er ualmindeligt at borgere
påberåber sig at et brev fra
kommunen ikke er modtaget. Om
sådanne situationer oplyser
kommunen at den efter praksis
ikke kontakter Post Danmark.
Hertil skal jeg for en god
ordens skyld bemærke at det ikke
kan udelukkes at kommunens
praksis kan føre til at kommunen
i visse sager derved
tilsidesætter
officialprincippet. Kommunen bør
i hver enkelt sag vurdere om en
indsigelse giver grundlag for
videre undersøgelse.
Jeg har gjort
kommunen bekendt med min
opfattelse.
Proportionalitetsprincippet
Jeg har ikke
ved min behandling af sagen
taget stilling til
proportionalitetsprincippets
anvendelse i den foreliggende
sag. Jeg har imidlertid hæftet
mig ved den særdeles indgribende
konsekvens som (A)’s manglende
møde til opfølgningssamtalen
havde i og med at han blev
frataget sit
forsørgelsesgrundlag. Jeg har
endvidere hæftet mig ved at der
var tale om en enkelt
udeblivelse til første
opfølgningssamtale som (A) var
indkaldt til på et tidspunkt
hvor han uomtvisteligt var
uarbejdsdygtig på grund af
sygdom, og hvor han fulgte alle
lægelige anvisninger om
genoptræning. Der er, som
tidligere anført, intet der
tyder på at (A) ikke ønskede at
medvirke ved sagens opfølgning
snarere tværtimod.
Jeg
har på denne baggrund henstillet
til nævnet at det ved den
fornyede behandling af sagen
udtrykkeligt tager stilling til
om afgørelsen er i
overensstemmelse med den
almindelige forvaltningsretlige
grundsætning om
proportionalitet.
Proportionalitetsprincippet er
bl.a. omtalt af Jon Andersen
mfl., Forvaltningsret, 2002, 2.
udgave, s. 372 ff, Jens Garde
mfl., Forvaltningsret –
Almindelige emner, 1997, 3.
udgave, s. 217 ff, Bent
Christensen, Forvaltningsret –
Opgaver – Hjemmel –
Organisation, 2. udgave, 1997,
s. 201 ff, og Timmermann
Pedersen,
Proportionalitetsprincippet,
2000.
Jeg har
tidligere haft lejlighed til at
tage stilling til om en
afgørelse om at slette en person
som a-kasse-medlem var i
overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet. Jeg
henviser til min beretning for
1999, s. 80ff. I denne sag
klagede en mand over at han var
blevet slettet som medlem af en
arbejdsløshedskasse fordi han
ikke rettidigt havde indbetalt
et nærmere angivet beløb til en
anden arbejdsløshedskasse. Efter
min opfattelse var det tvivlsomt
om afgørelsen om at slette
medlemmet som a-kasse-medlem var
i overensstemmelse med det
grundlæggende
proportionalitetsprincip.
Afgørelsen om at slette
medlemmet som a-kasse-medlem
ramte den pågældende særdeles
hårdt økonomisk. Ved min
vurdering af sagen hæftede jeg
mig endvidere ved at medlemmet
ved at deponere restgælden havde
vist at han var indstillet på at
betale. Han befandt sig
imidlertid i en vildfarelse med
hensyn til retsvirkningerne af
deponeringen, og den vildfarelse
burde have været åbenbar for
myndighederne. For så vidt angår
domspraksis, henviser jeg
specielt til UfR 1999.1916 Ø.
I sager
gengivet i Folketingets
Ombudsmands beretning for 1994,
s. 365 ff*, og for 2001, s. 479
ff*, har jeg ligeledes vurderet
myndighedernes afgørelser i
forhold til
proportionalitetsgrundsætningen.
I beretningen for 2001, s. 479
ff, omtales også nyere
domspraksis.
Herefter traf
det sociale nævn følgende
afgørelse der blev meddelt (A)’s
advokat i brev af 16. august
2004:
’
AFGØRELSE
På baggrund
af den fornyede vurdering af
sagen har nævnet fundet grundlag
for at ændre forvaltningens
afgørelse, således at Deres
klient pr. 2. august 2002
fortsat var berettiget til at
modtage sygedagpenge. Kommunen
skal efter denne dato fortsat
foretage opfølgning i sagen og
vurdere, hvorvidt (A) fortsat er
berettiget til dagpenge efter
dagpengelovens § 5, stk. 1. Ved
varighedens indtræden skal
kommunen tillige vurdere,
hvorvidt betingelserne i
dagpengelovens § 22, stk. 1, nr.
1-6 er opfyldt for fortsat
udbetaling af sygedagpenge.
Begrundelsen
for afgørelsen er, at det ikke
kan dokumenteres, at Deres
klient uden rimelig grund har
undladt at medvirke ved
kommunens opfølgning, jf.
dagpengelovens § 8, stk. 1, nr.
3. Kommunen har i Deres klients
tilfælde ikke efterfølgende
foretaget en vurdering af,
hvorvidt han er udeblevet fra
kommunens opfølgning uden
rimelig grund.
Nævnet har
lagt til grund, at kommunen har
afsendt brev om indkaldelse til
samtale med oplysning om
konsekvensen for udeblivelsen
den 24. juli 2002 med almindelig
A-post uden at sikre sig
dokumentation for brevets
afsendelse. (A) har overfor
nævnet og Folketingets
Ombudsmand oplyst, at han ikke
har haft kendskab til kommunens
brev af 24. juli 2002 før
anmodningen om aktindsigt i
nævnet.
Nævnet har
lagt vægt på, at kommunen ikke
har afsendt indkaldelsesbrevet
på den mest optimale måde.
Nævnet finder dog ikke grundlag
for generelt at afkræve kommunen
at sende sådanne breve anbefalet
eller ved afkrævning af attest
fra postvæsenet. Begrundelsen
er, at kommunen dagligt afsender
mange lignende breve i lignende
sager hver dag, og det vil
indebære store
ekstraomkostninger for kommunen
i forhold til de breve, der
bortkommer under postgang.
Nævnet finder
dog, at kommunen ved henvendelse
om bortkomne breve skal foretage
en nærmere undersøgelse om
forholdene, herunder indkalde
til en yderligere afklarende
samtale om forløbet samt
undersøge, hvorvidt udeblivelsen
er sket uden rimelig grund.
Nævnet finder desuden, at
[kommunen] når kommunen er ude
af stand til at dokumentere
afsendelse af brevet, ikke kan
afvise at gå nærmere ind i Deres
klients situation med henvisning
til, at brevet ikke er kommet
retur til kommunen.
Nævnet har
under sagens behandling på ny
spurgt Post Danmark om
uregelmæssigheder ved postgangen
i perioden 24. juli til 2.
august 2002. Post Danmark har i
brev af 18. juni 2004 meddelt,
at der heller ikke i den nu
angivne periode har været
driftsforstyrrelser omkring
postgangen. Nævnet beklager at
have lagt vægt på oplysningerne
fra postvæsenet vedrørende
postgangen i uge 36.
Nævnet
finder, at der er hjemmel i
dagpengelovens § 8, stk. 1, nr.
3 til at ophøre udbetalingen af
dagpenge, såfremt den sikrede
uden rimelig grund undlader at
medvirke ved kommunens
opfølgning efter dagpengelovens
§ 24. Nævnet er vidende om, at
ophør af dagpenge er en særdeles
indgribende konsekvens, da det
medfører tab af det hidtidige
forsørgelsesgrundlag.
Nævnet har
endvidere lagt vægt på, at (A)
deltager dagligt i
genoptræningen på (X) Hospital,
og at han ifølge de lægelige
oplysninger fortsat på
tidspunktet for ophør af
dagpengene var fuldt
uarbejdsdygtig. Egen læge har
den 23. juli 2002 udarbejdet en
statusattest om Deres klients
helbredssituation. Dette er
heller ikke bestridt af
forvaltningen. Der er tale om
udeblivelse fra kommunens første
indkaldelse.
Nævnet har
ved den fornyede vurdering lagt
vægt på kommunens
journaloplysning af 12. august
2002. Det fremgår af
journaloplysningen, at (A) alene
er blevet instrueret om
forretningsgange ved klager. Han
meddeler, at han ikke har
modtaget brevet, men da
sagsbehandleren oplyser, at
dette ikke er modtaget retur,
oplyser han, at brevet er
modtaget men så sent, at han var
til behandling og først var
hjemme efter kl. 13.00. Det
fremgår ligeledes af
journaloplysningen, at Deres
klient blev noget ophidset.
Nævnet skal bemærke, at nævnet
ikke har nogen grund til at
betvivle rigtigheden af
journalnotater udarbejdet af
offentlige myndigheder. Nævnet
har dog i denne situation lagt
vægt på Deres klients
sindsstemning, samt det forhold,
at kommunen ikke i denne
sammenhæng nærmere har udspurgt
ham, om han faktisk henviser til
indkaldelsesbrevet af 24. juli
2002. Kommunen har heller ikke
foretaget nærmere undersøgelse
af, om der har været en rimelig
grund til udeblivelsen.
Nævnet har
derfor ved anvendelsen af
proportionalitetsprincippet lagt
vægt på, at der er tale om en
enkelt udeblivelse ved første
opfølgningssamtale, og at Deres
klient har dokumenteret, at han
har fulgt alle lægelige
anvisninger om genoptræning. Han
har tillige efter nævnets
opfattelse ikke udvist en sådan
adfærd som kunne karakteriseres
som modvillighed ved medvirken
til sagens opfølgning. Ophør af
dagpenge som følge af
udeblivelse fra kommunens
samtale synes i dette konkrete
tilfælde således at være en for
vidtgående konsekvens i forhold
til tab af
forsørgelsesgrundlaget. Nævnet
har sluttelig lagt vægt på, at
kommunen ikke i sagen har
foretaget en nærmere
undersøgelse af Deres klients
forhold, herunder ikke taget
stilling til om udeblivelsen er
sket uden rimelig grund.
Nævnet ændrer
hermed nævnets afgørelse af 15.
november 2002, hvorefter Deres
klient er berettiget til
sygedagpenge efter den 1. august
2002 trods udeblivelsen. Nævnet
skal henstille til kommunen at
foretage opfølgning i sagen.
Nævnet skal bemærke, at Deres
klient kun er berettiget til
dagpenge, så længe at
betingelserne i dagpengeloven er
opfyldt.
’
I brev af 19.
august 2004 meddelte jeg det
sociale nævn at jeg ikke foretog
mig mere i sagen.
Det sociale
nævn meddelte i brev af 16.
august 2004 at nævnet havde
ændret forvaltningens afgørelse
således at A pr. 2. august 2002
fortsat var berettiget til at
modtage sygedagpenge.
NOTER: (*)
FOB 1991, s. 261, 1993, s. 41,
1994, s. 365, og 2001, s. 479.