|
|
||
Lov nr. 432 om fuldbyrdelse af straf mv. af 31. maj 2000 med senere
ændringer Bestemmelsen regulerer, hvilke vilkår der skal og
kan fastsættes for en tilladelse til udsættelse af
straffuldbyrdelsen, og fastsætter, hvornår tilladelsen kan
tilbagekaldes. Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 13 i
Straffelovrådets lovudkast, jf. pkt. 5.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget. § 13, stk. 1, indebærer, at en tilladelse
til udsættelse altid betinges af, at den dømte ikke begår strafbart
forhold. Tilladelse til udsættelse kan endvidere betinges af andre
vilkår, herunder at den pågældende undergiver sig tilsyn af
kriminalforsorgen. Det følger af tilladelsens karakter, at de
fastsatte vilkår alene har virkning for perioden, indtil
straffuldbyrdelsen iværksættes. § 13, stk. 2, medfører, at manglende
overholdelse af de fastsatte vilkår, f.eks. at den indsatte begår
strafbart forhold, kan bevirke, at tilladelsen tilbagekaldes. Det
samme gælder, hvis der tilvejebringes nye oplysninger, hvorefter den
dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået strafbart forhold.
Det bemærkes, at bestemmelsen om tilbagekaldelse i anledning af
kriminalitet, der er begået forud for meddelelse af tilladelsen,
ikke udelukker, at der kan ske tilbagekaldelse i andre tilfælde,
hvor der i medfør af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger
måtte være grundlag for det. Spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske
tilbagekaldelse, beror på en konkret vurdering af omstændighederne i
hvert enkelt tilfælde. Sker der tilbagekaldelse, forudsættes
fuldbyrdelsen af fængselsstraffen iværksat snarest muligt, jf.
bemærkningerne til lovforslagets § 7. 5.3. Udsættelse og benådning 5.3.1. Gældende ret Regler om udsættelse med straffuldbyrdelsen er
fastsat i retsplejeloven. Efter retsplejelovens § 951, stk. 2,
§ 962, stk. 4, § 966, stk. 2, og § 986 kan retten i visse tilfælde,
når der er indgivet ansøgning om tilladelse til anke efter
ankefristens udløb eller om genoptagelse af en straffesag, træffe
bestemmelse om, at straffuldbyrdelsen skal udsættes. Endvidere kan retten efter retsplejelovens § 998,
stk. 1, træffe bestemmelse om udsættelse af straffuldbyrdelsen, når
der er rejst spørgsmål om fortolkning af den idømte straffedom mv. Efter retsplejelovens § 1001, stk. 1, skal
straffuldbyrdelsen udsættes, såfremt den, der er idømt frihedsstraf,
bliver alvorligt syg. Efter § 1001, stk. 2, kan justitsministeren
tillade, at straffuldbyrdelsen udsættes, når en umiddelbar udståelse
af straffen ville medføre uforholdsmæssige, uden for straffens
øjemed liggende følger for den pågældendes velfærd eller væsentlige
ulemper for det offentlige. Af § 1001, stk. 3, 1. pkt., 1. led,
følger, at straffuldbyrdelsen skal udsættes, når den ret, der har
afsagt dommen, finder grund til at indstille den dømte til hel eller
delvis benådning. Det samme gælder, når ansøgning herom indgives af
den dømte, for så vidt en ansøgning ikke allerede tidligere er
afslået, jf. § 1001, stk. 3, 1. pkt., 2. led. Disse bestemmelser skal sammenholdes med
retsplejelovens § 1000, hvorefter retten eller de lægdommere, der
har medvirket ved sagens behandling, kan indstille til
justitsministeren, at den dømte skal benådes. Justitsministeren kan
i den forbindelse fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved
udøvelsen af lægdommernes adgang til at afgive indstilling om
benådning. Om en påbegyndt fuldbyrdelse af straffen skal standses på
grund af en ansøgning om benådning afgøres ifølge § 1001, stk. 3, 2.
pkt., af justitsministeren. Nærmere regler om udsættelse med
straffuldbyrdelsen og benådning for frihedsstraf er bl.a. fastsat i
Justitsministeriets cirkulære nr. 113 af 26. juni 1975 med senere
ændringer om benådning og udsættelse af straffuldbyrdelse samt om
eftergivelse, henstand og afdragsvis betaling af bøder mv. samt i
vejledning af 18. juni 1996 om benådning, udsættelse, eftergivelse
og henstand mv. Endvidere er der i §§ 19 og 22 i
Justitsministeriets cirkulære nr. 92 af 18. maj 1994 om
iværksættelse af frihedsstraf eller forvaring mv. fastsat regler om
bortfald af tilsigelse til straffuldbyrdelse i tilfælde, hvor den
dømte har indgivet ansøgning om benådning eller udsættelse med
straffuldbyrdelsen. Endelig er der i Justitsministeriets cirkulære
nr. 54 af 14. marts 1994 med senere ændringer fastsat regler om
udsættelse med afsoning af og benådning for frihedsstraffe på 60
dage og derunder, idømt for spiritus- og promillekørsel. Herudover henvises til 1989-betænkningen, s.
59-63. Reglerne om tilladelse til udsættelse med
straffuldbyrdelsen skal i øvrigt sammenholdes med reglerne om
tilladelse til strafafbrydelse. Efter praksis skal der foreligge
vægtigere grunde til at afbryde straffuldbyrdelsen end for at
udsætte straffuldbyrdelsen, jf. pkt. 5.10. nedenfor. Indgives
ansøgning om udsættelse med en del af straffuldbyrdelsen, før
straffuldbyrdelsen iværksættes, behandles ansøgningen efter reglerne
om udsættelse med straffuldbyrdelsen. 5.3.2. Straffelovrådets forslag Om arbejdsgruppens overvejelser henvises til
1989-betænkningen, s. 63-64, 646-647, jf. §§ 10-13 i arbejdsgruppens
lovudkast, og s. 684-686, og om Straffelovrådets overvejelser
henvises til 1998-betænkningen, s. 98-99, jf. §§ 10-13 i rådets
lovudkast, og s. 154-159. Straffelovrådet kan med enkelte redaktionelle
ændringer tiltræde arbejdsgruppens forslag. Rådet foreslår på den baggrund, at der som
§ 10 i rådets lovudkast indsættes en bestemmelse, hvorefter
justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at
fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller en del af denne skal
udsættes, når hensynet til den dømte, herunder dennes arbejds-,
uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige forhold taler herfor,
og hensynet til retshåndhævelsen ikke taler imod udsættelse af
straffuldbyrdelsen. § 10 svarer til den administrative praksis, der i
dag følges på området. § 10 tilsigter sammen med § 12 i rådets
lovudkast, der omtales nedenfor, at erstatte de nugældende regler i
retsplejelovens §§ 1000 og 1001. Det bemærkes herved, at reglerne om
rettens og lægdommernes adgang til at indstille den dømte til
benådning ikke længere har praktisk betydning, idet de oprindeligt
blev indført med henblik på dødsstraffen, som blev endeligt ophævet
ved lov nr. 1097 af 22. december 1993. Som nævnt under pkt. 5.3.1. ovenfor, indebærer
§ 1001, stk. 1, at straffuldbyrdelsen skal udsættes, hvis den dømte
bliver alvorligt syg. § 10 i rådets lovudkast afviger herved fra
retsplejelovens regel, idet udsættelse med straffuldbyrdelsen efter
denne bestemmelse forudsætter, at der er meddelt tilladelse hertil
efter en konkret vurdering. Afvigelsen har imidlertid ingen praktisk
betydning, idet alvorlig sygdom i praksis altid fører til, at
straffuldbyrdelsen udsættes. Som § 11 i rådets lovudkast foreslås en
bestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte
regler om behandlingen af sager om udsættelse af straffuldbyrdelsen
og om den administrative behandling af sager om benådning.
Justitsministeren kan i forbindelse hermed bestemme, at der kun
tillægges ansøgninger, indgivet inden udløbet af bestemte frister,
opsættende virkning efter § 12 i rådets lovudkast. Formålet med
bestemmelsen, der svarer til den administrative praksis, der i dag
følges på området, er bl.a. at modvirke, at der indgives ansøgning
om udsættelse med straffuldbyrdelsen mv. umiddelbart før
straffuldbyrdelsens iværksættelse med den følge, at ansøgningen
tillægges opsættende virkning, og straffuldbyrdelsen derved
udsættes. Som § 12 i rådets lovudkast foreslås
bestemmelser om udsættelse af straffuldbyrdelsen på behandlingen af
en ansøgning herom eller om benådning. Forslaget svarer til de
gældende administrative regler på området. Efter § 12, stk. 1, skal
straffuldbyrdelsen udsættes, når en dømt på fri fod rettidigt søger
om udsættelse eller benådning, indtil der er truffet afgørelse i
sagen. Har den dømte tidligere fået straffuldbyrdelsen udsat eller
fået afslag på en ansøgning om udsættelse eller benådning, skal
straffuldbyrdelsen kun udsættes på behandlingen af den nye
ansøgning, når denne indeholder nye væsentlige oplysninger, hvis
rigtighed så vidt muligt er godtgjort, eller der i øvrigt er særlig
grund til at afvente afgørelsen af den nye ansøgning, jf. § 12,
stk. 2, i rådets lovudkast. Som det fremgår, er § 12, stk. 1, begrænset til
dømte på fri fod. Ansøgning fra dømte, der er varetægtsfængslet
efter dom, behandles som hidtil som en anmodning om løsladelse, der
forelægges politiet eller retten med henblik på, at spørgsmålet om
løsladelse kan afgøres efter retsplejelovens regler. Endvidere
behandles ansøgning fra dømte, der er ved at afsone en anden straf,
som en anmodning om afbrydelse af straffuldbyrdelsen, idet flere
straffe efter rådets lovudkast normalt fuldbyrdes i forlængelse af
hinanden, jf. pkt. 5.10. nedenfor. Endelig er som § 13, stk. 1, i rådets
lovudkast indsat en bestemmelse, hvorefter udsættelse af
straffuldbyrdelsen betinges af, at den dømte ikke begår strafbart
forhold, og kan betinges af, at den dømte i øvrigt overholder
fastsatte vilkår, herunder undergiver sig tilsyn af
kriminalforsorgen. Hertil føjes i stk. 2 en bestemmelse, der
giver mulighed for at tilbagekalde tilladelsen, således at
straffuldbyrdelsen herefter skal påbegyndes snarest muligt, hvis den
dømte ikke overholder de fastsatte vilkår, f.eks. ved at begå
strafbart forhold i udsættelsesperioden, eller på ny dømmes for
strafbart forhold, dvs. forhold begået forud for idømmelsen af den
straf, hvis fuldbyrdelse tillades udsat, eller i perioden mellem
idømmelsen af denne straf og tilladelsen til udsættelse af
straffuldbyrdelsen. § 13 medfører i forhold til den nuværende
retstilstand og arbejdsgruppens lovudkast, at adgangen til
tilbagekaldelse i anledning af strafbart forhold også omfatter
strafbart forhold, begået forud for idømmelsen af den straf, hvis
fuldbyrdelse tillades udsat, eller i perioden mellem idømmelsen af
denne straf og tilladelsen til udsættelse af straffuldbyrdelsen i de
tilfælde, hvor den pågældende er dømt for vedkommende forhold, jf.
udtrykket »på ny dømmes for strafbart forhold« i § 13, stk. 2.
Bestemmelsen er herved på linie med § 49, nr. 1, om tilbagekaldelse
af tilladelse til udgang, § 76, stk. 3, om tilbagekaldelse af
tilladelse til strafafbrydelse og § 78, stk. 4, om tilbagekaldelse
af tilladelse til anbringelse uden for fængsel eller arresthus i
rådets lovudkast. § 13 medfører ikke i øvrigt ændringer i forhold
til de nugældende regler og praksis på dette område. 5.3.3. Justitsministeriets overvejelser Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets
udkast til bestemmelser om udsættelse og benådning. Som det fremgår af pkt. 5.3.2. ovenfor, indebærer
§ 13, stk. 2, sammenholdt med stk. 1 i rådets lovudkast, at der
gælder strengere krav for at kunne tilbagekalde en tilladelse som
følge af kriminalitet, der er begået forud for meddelelse af
tilladelsen (forudgående kriminalitet) end for kriminalitet, der er
begået efter, at tilladelsen er givet (efterfølgende kriminalitet).
Ved forudgående kriminalitet kræves således, at den pågældende skal
være dømt for forholdet, mens der for efterfølgende kriminalitet
alene stilles krav om, at den pågældende har begået strafbart
forhold. Efter Justitsministeriets opfattelse bør også
forudgående kriminalitet som hidtil kunne føre til, at tilladelsen
tilbagekaldes, selv om den pågældende ikke er dømt forholdet. Det
foreslås derfor, at udtrykket »på ny dømmes for strafbart forhold« i
§ 13, stk. 2, ændres til: »eller nye oplysninger tilvejebringes,
hvorefter den dømte, før tilladelsen blev givet, havde begået
strafbart forhold«. Det bemærkes herved, at den ændrede formulering
ikke tilsigter at udelukke, at der kan ske tilbagekaldelse af
tilladelsen i andre tilfælde, hvor der efter almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger er grundlag herfor. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse
hermed, jf. §§ 10-13.
|
|||
|
|||