Sagsbehandlingen ved erstatningskrav og/eller
klager fremsat af varetægtsfængslede
 

 

Af advokat Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM

24. december 2009

Såfremt en varetægtsfængslet har været udsat for et uberettiget "indgreb" under varetægtsfængslingen, kan denne søge erstatning efter en særlig regel (varetægtsbekendtgørelsens § 96). Der findes ligeledes særlige regler i retsplejelovens § 778, hvorefter varetægtsfængslede kan klage over "fængselspersonalets adfærd". Endeligt findes der regler i retsplejeloven, hvorefter varetægtsfængslede kan klage over indgreb i den varetægtsfængsledes rettigheder iværksat af politiet som et led i efterforskningen af den straffesag, der begrunder varetægtsfængslingen. 

I det følgende gennemgås først reglerne om, hvorledes erstatningskrav fra varetægtsfængslede for uforskyldte indgreb skal behandles. Derpå behandles reglerne om varetægtsfængsledes klager over fængselspersonalets adfærd. Afslutningsvist omtales reglerne, der gælder, når den varetægtsfængslede klager over indgreb iværksat af politiet som et led i efterforskningen af den straffesag, der begrunder varetægtsfængslingen.  

Erstatningskrav fra varetægtsfængslede


Indsatte, der udstår straf (såkaldte "afsonere"), kan søge erstatning for "uforskyldte" indgreb efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens kapitel 20 (§§ 106 til 109). Disse regler gælder imidlertid ikke for varetægtsfængslede, der i stedet kan søge erstatning for uforskyldte indgreb efter bestemmelsen i varetægtsbekendtgørelsens § 96.

Af varetægtsbekendtgørelsens § 96 følger:
 

  § 96. Spørgsmål om erstatning til varetægtsarrestanter i anledning af indgreb under opholdet i varetægtsfængsel behandles efter reglerne om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning i retsplejelovens kapitel 93 a og bekendtgørelse om behandlingen af krav fra indsatte i kriminalforsorgens institutioner om erstatning i anledning af uforskyldte indgreb.

Retsplejelovens kapitel 93 a (retsplejelovens §§ 1018 a - 1018 h), som der henvises til i bestemmelsen, angår krav om erstatning fra borgere, der har været udsat for uberettigede straffeprocessuelle indgreb fra politiet. Har en person for eksempel været anholdt af politiet i anledning af en sigtelse for strafbart forhold, og opgiver politiet senere påtalen, eller bliver den pågældende frifundet, vil den pågældende kunne fremsætte et krav om erstatning efter retsplejelovens § 1018 a. Af § 1018 b følger, at også andre indgreb end frihedsberøvelse vil kunne føre til erstatning. Sådanne indgreb kan for eksempel være ransagninger eller undersøgelse af borgerens person (kropsvisitationer) eller telefonaflytninger.

Det medfører af retsplejelovens § 1018 e, at det er statsadvokaten, som træffer afgørelse i tilfælde, hvor der kræves erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a. Det følger af bestemmelsen, at fristen for at fremsætte kravet  er 2 måneder efter, at borgeren har fået oplyst, at sigtelsen er frafaldet, eller at der er afsagt endelig dom vedrørende det forhold, der har begrundet indgrebet. Af stk. 3 følger det, at statsadvokatens afgørelse kan påklages til rigsadvokaten, og af stk. 5 følger det, at fristen for at klage til rigsadvokaten er 4 uger.. Af § 1018 f følger det, at en borger, der ikke får hel eller delvis medhold i sit krav hos rigsadvokaten, kan kræve kravet indbragt for domstolene inden for en frist af 2 måneder efter, at borgeren har fået meddelelse om afgørelsen truffet af rigsadvokaten. 

Denne klageprocedure (herunder klagefristerne) gælder således også i tilfælde, hvor en varetægtsfængslet kræver erstatning for indgreb efter varetægtsbekendtgørelsens § 96.

De mere præcise regler om sagsbehandlingen i tilfælde, hvor varetægtsfængslede fremsætter krav om erstatning for uforskyldte indgreb under varetægtsfængslingen, findes i varetægtsvejledningens punkt 235 til punkt punkt 238, der har følgende indhold:
 
  235. Straffuldbyrdelseslovens §§ 105-106 indeholder regler om dømtes mulighed for erstatning for uforskyldte indgreb under straffuldbyrdelsen. Disse regler gælder ikke for varetægtsarrestanter, som imidlertid har mulighed for at få erstatning efter retsplejelovens regler.

236.
Efter varetægtsbekendtgørelsens § 96 behandles spørgsmål om erstatning til varetægtsarrestanter i anledning af indgreb under opholdet i varetægtsfængsel efter i reglerne retsplejelovens kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning samt bekendtgørelse om behandlingen af krav fra indsatte i kriminalforsorgens institutioner om erstatning i anledning af uforskyldte indgreb.

237.
Det er anklagemyndigheden, som afgør, om erstatningskravet skal anerkendes. Varetægtsarrestanten kan begære erstatningskravet indbragt for retten efter reglerne i retsplejelovens § 1018 f.

238. Hvis varetægtsarrestanten rejser spørgsmålet om erstatning over for institutionen, eller institutionen finder, at sådan sag bør rejses, sendes sagen til direktoratet med en redegørelse for det passerede og institutionens indstilling om, hvorvidt erstatning bør udbetales. Direktoratet sender herefter sagen til anklagemyndigheden.

 
Det ses af reglerne, at det er anklagemyndigheden, der foretager den administrative del af sagsbehandlingen. (punkt 237, 1. pkt.). Det følger af 2. pkt. i punkt 237, at anklagemyndighedens afgørelse kan begæres indbragt for retten efter reglerne i retsplejelovens § 1018 f.

Der er således adgang til domstolsprøvelse af varetægtsfængsledes krav om erstatning for uforskyldte indgreb under varetægtsfængslingen. Det fremgår også, at varetægtsarrestanten kan "begære erstatningskravet indbragt for retten". Den varetægtsfængslede skal således ikke søge fri proces og derpå anlægge en civil sag mod det offentlige efter grundlovens § 63. Den varetægtsfængslede kan blot bede anklagemyndigheden om at indbringe kravet for retten. Den varetægtsfængslede skal blot have udtømt klagemulighederne hos statsadvokaten og hos rigsadvokaten.

Det er tilrådeligt, når klagen fremsendes til statsadvokaten (i første instans) også at fremsende en kopi af klagen til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Nærmere om hvad der forstås ved "indgreb"

Det er ikke umiddelbart oplagt, hvad der forstås ved "indgreb". Varetægtsbekendtgørelsens afsnit 5 bærer imidlertid overskriften "Indgreb over for den varetægtsfængslede". I dette afsnit beskæftiger bekendtgørelsen sig med undersøgelse af varetægtsarrestanters person og opholdsrum (§ 87), magtanvendelse (§ 88), hvor der henvises til magtanvendelsesbekendtgørelsen, udelukkelse fra fællesskab (§ 89) og sikringsmidler i form af håndjern (§ 90) samt håndjern (§ 91). 

Af magtanvendelsesbekendtgørelsens § 2 kan udledes, at brug af "greb, skjold, stav og tåregas" anses som "magtanvendelse". Dette indebærer blandt andet, at en fængselsfunktionærs "greb" i den varetægtsfængslede (for eksempel for at føre ham eller hende ind i en celle), er et "indgreb", som kan udløse erstatning efter varetægtsbekendtgørelsens § 96, hvis fængselsfunktionæren ikke burde have taget fat i den indsatte. 

Hvorvidt andre begrænsninger i den varetægtsfængsledes rettigheder under varetægtsfængslingen er "indgreb" afhænger af en nærmere fortolkning. Såfremt statsadvokaten eller rigsadvokaten afviser at behandle et erstatningskrav fra en indsat med henvisning til, at den påklagede begrænsning ikke er et "indgreb", kan en sådan afvisning formentlig indbringes for retten efter retsplejelovens § 1018 f, således at det er retten, der endeligt afgør tvisten om, had der forstås ved et indgreb.

Anklagemyndigheden kan formentlig kun i meget begrænset omfang modsætte sig at indbringe en afgørelse for retten i tilfælde, hvor den varetægtsfængslede begærer dette, også selv om anklagemyndigheden for eksempel måtte mene, at den handling, der begrunder kravet om erstatning, ikke er et "indgreb".

Af artiklen "Erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning" i Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, punkt 7.3, side 71, følger blandt andet:

"...Sager om erstatningspådragende adfærd fra de strafforfølgende myndigheders side vil som regel indebære en række helt konkrete vurderinger af myndighedernes adfærd set i forhold til regler og normer for myndighedernes virksomhed samt af hensigtsmæssigheden af de relevante dispositioner. Selvom et krav rejst med henvisning til § 1018 h umiddelbart kan synes åbenbart grundløst, må bestemmelsen antages at indebære en pligt for anklagemyndigheden til efter anmodning at behandle og eventuelt indbringe et sådant krav for retten. ..."


Det må således være domstolene, der skal fastlægge, hvornår der er tale om et "indgreb", der skal udløse erstatning, hvis indgrebet er uforskyldt.

Varetægtsfængsledes klager over fængselspersonalets adfærd

Retsplejelovens § 778 har følgende indhold: 
 
  § 778. Varetægtsarrestanters klager over fængselspersonalets adfærd indgives til vedkommende fængselsinspektør (arrestinspektør) eller til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Har klageren ikke fået medhold, eller er der ikke truffet endelig afgørelse inden 2 uger efter indgivelsen, kan klagen indbringes for retten på det sted, hvor varetægtsfængslet (arresthuset) er beliggende.

Stk. 2. Retten kan afvise at iværksætte en undersøgelse, hvis klagen findes åbenbart grundløs, hvis den angår forhold af uvæsentlig betydning, eller hvis den indgives mere end 4 uger efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted. Rettens undersøgelse foretages i overensstemmelse med reglerne i § 1019 b, § 1019 e, stk. 1 og stk. 3-5, § 1019 f, stk. 2, og § 1019 g. Dommeren træffer bestemmelse om afhøring af klageren, indklagede og vidner samt om tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og af andre bevismidler.

Stk. 3. Når undersøgelsen er afsluttet, afgiver retten en redegørelse herfor, som sendes til klageren, til den, klagen angår, og til fængselsinspektøren (arrestinspektøren) samt til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

 
Ovennævnte bestemmelser angår klager over fængselspersonalets "adfærd". Er der tale om egentlig vold mod den indsatte begået af fængselspersonalet henvises der til afsnittet nedenfor om vold mod varetægtsarrestanter.

Adfærd, der kan føre til at den varetægtsfængslede klager, kan være overdreven magtmisbrug (der eventuelt også kan begrunde et erstatningskrav efter varetægtsbekendtgørelsens § 96 omtalt ovenfor), ubehøvlet tiltale af den varetægtsfængslede, chikane mv. Bemærk, at egentligt magtmisbrug kan være strafbar efter straffelovens kapitel 16, hvorfor politianmeldelse i sådanne tilfælde kan overvejes eventuelt sideløbende med indgivelse 
 
Advokatbistand ved indgivelse af klage over fængselspersonalets adfærd

Der henvises i ovennævnte bestemmelse ikke til § 1019 e, stk. 2, der vedrører adgangen til at beskikke en advokat for klageren også i de tilfælde, hvor der ikke skal foretages afhøring i retten. Imidlertid er alle varetægtsfængslede beskikket en forsvarer efter retsplejelovens § 731. Principperne i kendelsen UfR.2004.1358.VLK omtalt nedenfor taler imidlertid for, at forsvarerens beskikkelse også omfatter bistand til den varetægtsfængslede med at indgive en sådan klage.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har den 13. oktober 2009 i sagen Dayanan mod Tyrkiet, sagsnummer 7377/03, fundet, at der var sket en krænkelse af EMRK, artikel 6, i et tilfælde, hvor en person ikke havde fået lov til at få bistand fra en advokat, medens den pågældende var i politiets varetægt. Han havde ikke udtalt sig til politiet under tilbageholdelsen. På trods af dette fandt EMD, at nægtelsen af forsvarerbistand udgjorde en krænkelse. EMD lagde vægt på, at forsvareren ikke kun havde til opgave at bistå den pågældende under eventuel afhøring. EMD udtalte, at en retfærdig rettergang mod en sigtet person, der er frihedsberøvet, kræver, at den pågældende kan opnå adgang til alle de ydelser, der normalt forbindes med juridisk bistand: adgang til at diskutere sagen, planlægningen af forsvaret, indsamling af bevismateriale, forberedelse af afhøring, støtte til en sigtet i krise og kontrol af forholdene, hvorunder den pågældende er frihedsberøvet (præmis 32).

Det må formodes, at forsvarerens bistand til "kontrol med forholdene, hvorunder den pågældende er frihedsberøvet, også omfatter bistand  til at indgive klage over personalets adfærd.

Vold eller anden strafbar adfærd mod varetægtsarrestanter

Klager en indsat over egentlig vold begået af fængselspersonalet, undersøges sagen af politiet ligesom andre voldssager. Den indsatte vil under en sådan sag kunne få beskikket en bistandsadvokat efter retsplejelovens § 741 a. En sådan advokat bistår den indsatte under politiets afhøringer og under eventuelle afhøringer i retten. Advokaten bistår også den indsatte med eventuelle erstatningskrav mv. I kendelsen UfR.2004.1358.VLK ses, at en bistandsadvokat også kan bistå en indsat, der frygter fortsat ophold i institutionen, hvor volden er begået, i at blive overført til en anden institution. Andre straffelovsovertrædelser begået af fængselspersonalet kan for eksempel være magtmisbrug, som er kriminaliseret efter straffelovens kapitel 16.

Indgreb overfor varetægtsfængslede, der er iværksat af politiet eller retten

Politiet og/eller retten kan iværksætte indgreb over for en varetægtsfængslet som et led i efterforskningen af den straffesag, der har begrundet varetægtsfængslingen. Sådanne indgreb kan bestå i udelukkelse fra fællesskab (isolation) af den varetægtsfængslede, brevstandsning, gennemlæsning af post til og fra den varetægtsfængslede samt nægtelse af eller kontrol med besøg til den varetægtsfængslede. Politiets krav om, at den varetægtsfængslede skal nægtes besøg, eller at besøgene skal være overvågede, kan indbringes for retten efter retsplejelovens § 771, stk. 1, nr. 4. En beslutning om at tilbageholde et brev skal prøves af retten efter retsplejelovens § 772, stk. 1, nr. 4. Andre begrænsninger i den varetægtsfængsledes rettigheder fastsat af politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed kan domstolsprøves efter retsplejelovens § 773.