|
|
Uansvarlighed i kriminalforsorgens ledelse kan være strafbar og
udnyttes af en
gruppe magtfulde fængselsbetjente, der tyranniserer
indsatte og kolleger
|
|
Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM
19. april 2009
I slutningen af 2007 og begyndelsen af 2008 bragte Jyllands-Posten
mere end 60 artikler, der afslørede, hvorledes indsatte og kolleger
tyranniseres af en mindre - men særdeles magtfuld - gruppe
fængselsfunktionærer i flere lukkede fængsler i Danmark herunder i
Anstalten ved Herstedvester, der i vidt omfang huser psykisk
afvigende indsatte, der har brug for psykiatrisk hjælp og behandling. Året før
(21. januar 2006) afslørede dagbladet Politiken, at 3 indsatte på
kun fire måneder havde begået selvmord i Anstalten ved Herstedvester
på den berygtede afdeling HI. Her afstraffes psykisk afvigende
mennesker med ofte langvarige anbringelser i uhumske, nøgne og mørke
celler opført i 1930'erne. Siden en lovændring i 2002 gennemført af
VKO-flertallet i folketinget sker disse anbringelser, uden at
fængselsmyndighederne skal bevise, at den indsatte har gjort noget
forkert. Der er ikke adgang til domstolsprøvelse. Dette er i strid
med artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention, der
kræver, at sådanne anbringelser skal kunne prøves ved en domstol, og
at der skal være ført tilstrækkeligt bevis for, at den indsatte har
begået noget forkert. I den danske kriminalforsorg har
fængselsbetjentenes ord siden 2002 således været lov.
13. februar 2007 bragtes TV2-udsendelsen ”Er du åndsvag”. Her
afslørede en optagelse foretaget med skjult kamera, at psykisk
udviklingshæmmede blev tyranniseret af personale på institutionen
"Strandvænget" i Nyborg.
TV-udsendelsen om institutionen Strandvænget førte til en stor
debat i socialpædagogernes faglige organisationer og hos de
ansvarlige myndigheder. Man har opprioriteret "synlig ledelse" på
området, man har afskediget medarbejdere og taget en række andre
initiativer for at undgå, at lignende forhold skal finde sted i
fremtiden.
Debatten i Jyllands-Posten om kriminalforsorgen i 2007 og 2008 har ført til, at man har ført en
resultatløs straffesag mod en enkelt fængselsfunktionær, hvor man
ikke kunne "bevise", at der var noget galt. Derpå har
kriminalforsorgens ledelse og fængselsfunktionærernes faglige
organisation "Dansk Fængselsforbund" i fællesskab
tilsyneladende kæmpet for at få
stoppet debatten blandt andet ved at håne "Jydepotten", som
Morgenavisen Jyllands-Posten nu kaldes i fængselsfunktionærernes
fagblad. Det er i høj grad lykkes at få kvalt debatten. Ingen er
blevet afskediget. Der er ingen organisatoriske ændringer. De
indsatte klager fortsat om vold og overgreb fra personalets side,
uden at ledelsen reagerer. En indsat i Anstalten ved Herstedvester
har netop fortalt KRIM, at de indsatte ikke længere får Morgenavisen
Jyllands-Posten på den afdeling, hvor han sidder. Han mener, at
dette også gælder i resten af fængslet.
Artikelserien i Jyllands-Posten afslørede forhold, der indikerer, at
kriminalforsorgen reelt ikke ledes af ledelsen men af
fængselsfunktionærernes fagforening "Dansk Fængselsforbund".
Udtalelser fra en tidligere leder af Dansk Fængselsforbund
underbygger, hvad KRIM har følt gennem mange år, at Dansk
Fængselsforbund gennem et stærkt samarbejde med Dansk Folkeparti
reelt har styret kriminalforsorgen, medens en lydig ledelse blot
pænt har kigget på. Det er gennem de seneste cirka 10 år lykkes at
opbygge egentlig lovgivning samt interne regler i fængslerne og
arresthusene, der krænker de indsattes fundamentale
menneskerettigheder, uden nogen er grebet ind.
Fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo har ledet Anstalten ved
Herstedvester, siden den sidste leder i efteråret 2007 tog sin
afsked angiveligt, fordi hun ikke kunne klare det psykiske pres fra
en gruppe magtfulde fængselsfunktionærer, der tyranniserede hende,
mere moderate kolleger samt indsatte. KRIM har rettet mange forgæves
klager over forholdene på vegne af de indsatte over de umenneskelige
forhold i fængslet. Indsatte fortæller, at de som et led i
afstraffelsen fastspændes gennem mange timer eller ligefrem i flere
dage i pinefulde stillinger i såkaldte "sikringsceller", hvor mennesker ifølge Den
europæiske torturkomite kun må være fastspændt i minutter og i
ekstraordinære tilfælde i op til nogle få timer,
hvis de er helt ustyrlige og ikke kan beroliges på anden måde. I
Anstalten ved Herstedvester ligger de indsatte ifølge personalets
egne sikringscellerapporter ligefrem og "sover" i disse celler i
mange timer. Der synes således at være tale om åbenlyse krænkelser
af det absolutte forbud mod tortur og nedværdigende behandling i Den
europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3.
Ledelsen foretager ikke andet i anledning af KRIMs klager end at
meddele, at KRIM ikke kan bevise noget som helst. Afgørelserne er
ledsaget af indholdsløse begrundelser, og der foretages efter KRIMs
opfattelse ikke nogen egentlig undersøgelse i anledning af de
indsattes påstande. Kriminalforsorgens ledelse lægger blot
betjentenes forklaringer til grund. Indsatte fortæller også til
KRIM, at de udsættes for chikane fra personalets side, hvis de
klager over forholdene, og at mange kun undlader at klage over
forholdene, fordi de frygter overgreb fra personalets side, hvis de
klager.
Indsatte fortæller regelmæssigt KRIM, at den nye leder i Anstalten
ved Herstedvester, Hans Jørgen Engbo, meget sjældent ses i
fængslet. Det er KRIMs opfattelse, at grunden til, at nye leder ikke
har lidt samme skæbne som den forrige, er, at han i højere grad har
formået at indrette sig efter de retningslinjer, som
fængselsbetjentene udstikker i fængslet. Han holder sig på sit
kontor eller helt uden for fængslet. |
|
|
|
|
Morgenavisen Jyllands-Posten offentliggjorde den 2. januar 2009 en
e-mail med et svar modtaget fra fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo.
Journalist Peter Ernstved Rasmussen gengav e-mailen således: |
|
|
"...Flere har i den
senere tid givet udtryk for, at de godt
kunne ønske sig at se
fængselsinspektøren lidt oftere på visit
ude i afdelingerne, idet det er vigtigt,
at inspektøren har føling med, hvad der
foregår ude i anstalten. Man efterlyser
"synlig ledelse".
Hertil vil jeg svare
følgende:
Det en misforståelse
at tro, at jeg ikke ved, hvad der rører
sig i anstalten, hvis jeg ikke rent
fysisk kommer ud i afdelingerne. Jeg
skal primært have mine informationer om
anstaltslivet via bl.a afdelingslederne
og via personalets
tillidsrepræsentanter, bl.a. gennem
samarbejdsudvalget, og det oplever jeg
også, at jeg får. Når man på
afdelingerne fortæller mig noget vigtigt
over en hyggelig kop kaffe, er det i de
fleste tilfælde noget, som jeg forlængst
har fået at vide ad de regulære kanaler.
Efter strukturen er
det afdelingslederne (og deres
souschefer), som repræsenterer ledelsen
ude i afdelingerne. Jeg føler det som en
pligt loyalt at efterleve
afdelingsstrukturen og ville i nogen
grad føle, at jeg trængte mig ind på
afdelingsledernes domæne, hvis jeg
jævnligt færdedes ude i afdelingerne.
Afdelingslederne kunne hurtigt få den
opfattelse, at jeg ikke stoler på de
informationer, som jeg får fra dem. Jeg
ville selv føle det som en
mistænkeliggørelse af min ledelse af
anstalten, hvis direktør Rentzmann i
tide og utide færdedes ude i "min"
anstalt. (Jeg skal dog i retfærdighedens
navn understrege, at afdelingslederne
selv ikke har givet udtryk for, at de
ser skævt til, at jeg besøger
afdelingerne - snarere tværtimod).
Jeg må prioritere min
tid og vælge, hvordan jeg bedst kan
udfylde min chefrolle til gavn for alle
i anstalten, og der er nu engang for en
inspektør vigtige opgaver, som skal
løses ved skrivebordet og under møder i
og uden for anstalten. Lidt provokerende
kunne jeg derfor stille følgende
spørgsmål: Vil I have en chef, som
primært finder det er hyggeligt at komme
ud og få en sludder og en kop kaffe
sammen med jer, eller vil I have en
chef, som først og fremmest satser på at
varetage sine ledelsesopgaver, selv om
det kan betyde, at I ser lidt mindre til
ham?
Synlig ledelse betyder
for mig ikke, at lederen (nødvendigvis)
skal være synlig i optisk forstand, men
derimod at det er synligt, at der ledes,
og det kan man sikre på mange andre
måder end ved at vise sig for øjnene af
medarbejderne. Jeg vil hellere tale om
"tydelig ledelse", og det prøver jeg
bl.a. at udvise ved at udsende denne
mail.
På trods af, hvad jeg
lige har skrevet, ville jeg ønske, at
jeg havde mere tid til at besøge
afdelingerne (og værkstederne mv.). Det
er altid hyggeligt at komme rundt i
anstalten, og frem for alt ville jeg
gerne lære hver enkelt af jer bedre at
kende. Men lige nu fører jeg bevidst en
lav profil, da jeg som bekendt kun er
engageret til at lede anstalten til
udgangen af oktober måned i år. Jeg har
en forventning om, at det snart afgøres,
hvem der skal lede anstalten fremover.
Med venlig hilsen
Hans Jørgen Engbo
|
Efter KRIMs opfattelse er det utvivlsomt i strid med alle gængse
ledelsesteorier, at en leder finder, at der er tale om
"mistænkeliggørelse", hvis lederen vælger at "færdes" ude i den
organisation, som han skal lede. Det er uansvarligt, at især en
fængselsinspektør kan mene noget sådant. Et fængsel er et lukket
miljø, som det er særdeles vanskeligt for omverdenen (for eksempel
KRIM) at holde øje med. Få måneder efter offentliggørelsen af videoen, der blev
optaget i smug på institutionen "Strandvænget", og som afslørede
personales overgreb mod beboere på institutionen, indførte
Justitsminister Lene Espersen regler i straffeloven, hvorefter pårørende og andre, der
smugler mobiltelefoner eller anden fotoudstyr ind i fængslerne,
straffes. Fængselsbetjenten har siden håndhævet disse regler med
hård hånd. Muligheden for at foretage skjulte
optagelser af personalets overgreb mod de indsatte i Anstalten ved
Herstedvester eller i andre fængsler må i dag anses for ganske hypotetiske. Dette
er særligt interessant, når henses til, at man i mange andre
fængselssystemer i verden gennem de senere år har indført regler om,
at personalet skal optage enhver situation, hvor der anvendes magt i
fængslerne, på video, således at det efterfølgende kan afsløres,
hvis personalet har overdrevet brugen af magt. Sådanne regler
påtænker man efter det oplyste ikke i Danmark.
Den væsentligste reaktion på kritikken af forholdene i fængslet fra
inspektør Hans Jørgen Engbos side, som KRIM har bemærket, er at
fremsætte
trusler om en injuriesag mod KRIM i
anledning af sekretariatsleder Hanne Ziebes kritik af forholdene i
fængslet i november 2007 i tv-udsendelsen "Deadline".
Medens kriminalforsorgen ikke har foretaget andet end at true en
kritiker med en injuriesag samt gøre det
vanskeligere for omgivelserne at sikre bevis for mulige overgreb mod
de indsatte i vore lukkede fængsler, har man reageret ganske modsat
i institutioner, der ikke hører under kriminalforsorgen.
I artiklen "Strandvænget: Og vi er ikke en stor familie" skriver
Lone Marie Pedersen i Socialpædagogen, nr. 4, 2008, om de
initiativer, der blev taget efter afsløringerne. Hun skriver blandt
andet: |
|
|
Synlig
ledelse
Den nye øverste ledelse tog straks fat på at
efteruddanne personalet. Eksempelvis har Litha
undervist alle i “systematik i pædagogikken”, et
kursus over tre dage. Og Carsten har deltaget i
personalemøder i alle husene og undervist i
kommunikationsmodeller mellem medarbejderne
indbyrdes, og om hvordan man kan hjælpe hinanden
og være opmærksomme på, hvor kollegaerne er
henne i forhold til beboerne.
Anne-Mette: –
Ledelsen er blevet synlig for alle medarbejdere.
Tidligere kom ledelsen kun i forbindelse med
problemer, og vi har ikke før oplevet, at den
øverste ledelse fortalte os om en viden, de lå
inde med. Den nuværende ledelse har faktisk en
viden, de vil formidle, og de deltager for
eksempel i temadage. Vi oplever, at de er en del
af arbejdet med beboerne, og at de ved, hvad der
rører sig, og hvad vi tumler med. Også hvis der
er problemer, er de der.
Anne-Mette: –
Man kan altid få en tid til samtale. Det gælder
for alle medarbejdere. Sådan har kulturen ikke
været før.
Det er ikke kun
socialpædagogernes arbejde, som er kommet i
fokus under den nye ledelse. Blikket er også
rettet mod afdelingslederne, og det hilser de
tre tillidsrepræsentanter meget velkommen, fordi
der er kommet en klar rollefordeling mellem
afdelingslederne og de menige medarbejdere. Det
er afdelingsledernes ansvar at gennemføre
rammestyring.
Ann: – Jeg
føler virkelig, at der er taget et stort ansvar
fra vores skuldre. Vores opgave er at tage os af
beboerne, og afdelingslederne skal lede.
Tidligere følte vi, at vi alle sammen skulle
være lidt ledere og lidt ansvarlige. Hvis vi for
eksempel foreslog noget til den øverste ledelse,
var svaret ofte: “Hvor i budgettet vil du spare
for at få råd til det?” Bolden blev hele tiden
kastet tilbage.
Torben: – Jeg
tror, vi kan beskrive det på den måde, at vi
ikke længere er én stor familie. Lederen får sin
løn for at være leder.
|
|
I Undervisningsministeriets "Vejledning om disciplin, god adfærd og trivsel i
Folkeskolen" udgivet i 2006, kapitel 4, anføres under overskriften "Hvad kan
skolelederen gøre?" blandt andet:
|
|
|
|
Hanne Ellegaard, Kredsformand, Socialpædagogerne Lillebælt, anførte
i sin artikel "Strandvænget, hvad nu? den 28. februar 2007 på
socialpædagogernes hjemmeside på linket
http://www.sl.dk/Kredse/Lilleb%C3%A6lt/Nyhedsarkiv/Strandv%C3%A6nget%20-%20hvad%20nu,-q-,.aspx
blandt andet:
|
|
|
Ligeledes ønsker vi afdækket, hvilken rolle ledelsen
spiller, når tingene kan udvikle sig, som det var tilfældet på
afdelingen på Strandvænget. For os er der ingen tvivl om, at gode
forhold på bostederne for både personale og beboere i høj grad
handler om god og synlig ledelse. Den har øjensynligt været
utilstrækkelig her.
|
Ovennævnte eksempler viser, at en enkelt tv-udsendelse med
dokumentation for, at beboerne på en institution tilsyneladende
udsættes for overgreb fra personalet, har således ført til omfattende initiativer
fra ledelsen.
I kriminalforsorgen greb man tilsvarende dokumentation for vold og
overgreb mod såvel indsatte som ansatte fra en mindre gruppe
magtfulde fængselsbetjente an på en ganske anden måde. Mere end 60 avisartikler
bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten over godt et års tid har
tilsyneladende ikke ført til forandring eller refleksioner i
kriminalforsorgen. Det er KRIMs opfattelse, at man alene har
anstrengt sig for at dække over forholdene. Direktør
for Kriminalforsorgen, William Rentzmann, konkluderede blot, at der ikke findes
"beviser". I Jyllands-Posten den 30. oktober 2007 udtalte
han sig om dette i et
interview. Han citeredes blandt andet således:
|
|
|
Kan du leve med, at en lokalafdeling under
fængselsforbundet tyranniserer de ansatte i et lukket fængsel i en
grad, så de føler sig nødsaget til at sige op?
»Nej, det kan jeg ikke. Hvis jeg kunne bevise det, kunne jeg gøre
noget. Men man kan i vores land inden for staten ikke bare afskedige
folk, fordi de ikke opfører sig, som man gerne vil have. Der skal
foreligge nogle særlige beviser, og de er der bare ikke. Det er
irriterende, men sådan er det.« |
Direktør William Rentzmann, der er arbejdsgiver for mange tusinde
ansatte i alle landets fængsler, arresthuse og
kriminalforsorgsafdelinger, demonstrerer med disse udtalelser en åbenlys uvidenhed
inden for det område, som han har ansvar for. Det er en
grundlæggende regel i ansættelsesretten, at en arbejdsgiver kan
skille sig af med personale, der "ikke opfører sig, som man gerne
vil have". Det er arbejdsgiveren, der leder og fordeler arbejdet.
Det er således arbejdsgiveren, der bestemmer, hvad "man gerne vil
have" hos personalet.
Arbejdstagere, der ikke udfører de opgaver tilfredsstillende, som
ledelsen beder dem om at udføre, kan (sædvanligvis efter en eller
flere advarsler) afskediges. Medlemmer af personalet på en
arbejdsplads, der forulemper kolleger eller det klientel, som man
beskæftiger sig med på arbejdspladsen, vil meget ofte kunne
afskediges helt uden forudgående advarsel. Dette gælder både i det
offentlige og i det private, og det gælder uden hensyn til
ansættelsesformen. Tjenestemænd kan således også afskediges på denne
måde. Beviskravene er i øvrigt ikke strenge. Nedenfor gengives en
række eksempler fra domstolenes praksis:
I Højesteretsdommen UfR 2007.2995 H fandtes det berettiget, at en
tjenestemandsansat lærer var blevet diskretionært afskediget på
grund af samarbejdsvanskeligheder. Landsretten udtalte blandt andet: |
|
|
"... Samarbejdsproblemerne bestod bl.a. i, at L ikke
ville acceptere, at ledelsen fungerede som et lederteam, at hun ikke
ville acceptere ledelsens beslutninger, og at der som følge af L's
udmeldinger om, hvilke arbejdsopgaver hun kunne og ville påtage sig,
var store problemer i forbindelse med skemalægningen i forhold til
hende. Det er efter bevisførelsen utvivlsomt, at
samarbejdsvanskelighederne hovedsageligt kunne tilskrives L. ...." |
Den 28. januar 2008 afsagde Sø- og Handelsretten dom i sagen F1305,
hvor HK Danmark havde sagsøgt COOP Danmark A/S i anledning af, at
COOP Danmark uden varsel i november 2004 havde afskediget et
medarbejder i anledning af, at medarbejderen over for en kunde og en
anden medarbejder havde kaldt en tredje medarbejder, der bar
tørklæde af religiøse grunde for "hættemåge".
Retten fandt efter en meget konkret vurdering af sagen, at det ikke
havde været berettiget at afskedige den pågældende uden varsel.
Retten lagde blandt andet vægt på, at udtalelsen ikke var fremsat
over for personen, der bar tørklæde, men over for andre, og at den
medarbejder, der var blevet afskediget, havde været ansat i den
sagsøgte virksomhed i 10 år, uden at der tidligere havde været
anledning til at påtale hendes omgangstone eller adfærd i øvrigt.
Retten udtalte således blandt andet: |
|
|
Udtrykket "hættemåge" må i tilfælde som det
foreliggende, hvor det var møntet på en medborger, der bærer
tørklæde af religiøse eller kulturelle årsager, efter en generel
målestok anses for nedsættende og nedvurderende. På en sådan måde
blev ud
trykket da også opfattet af vidnet Maria Nielsen, som udtrykket var
henvendt til.
Retten må være enig med HK i, at udtrykket i lighed med en række
andre udtryk af tilsvarende karakter alt efter den sammenhæng og
det tonefald, hvori det frem sættes, kan optræde i forskellige
grader af grovhed og på en sådan måde, at dets
betydning efter omstændighederne kan være nuancemæssigt
forskelligartet.
I det foreliggende tilfælde, hvor der ikke i de knap 10 år, hvor F
var ansat hos COOP, havde været anledning til for COOP at påtale
hendes omgangstone eller adfærd i øvrigt, og hvor hun ikke forud for
bortvisningen havde haft lejlighed til forklare sig i forhold til
udtalelsen, der var enkeltstående, og som ikke var rettet til den
person, den angik, finder retten på grundlag af hendes egen
forklaring, der er uimodsagt, at bemærkningen som anført af HK
overvejende må betegnes som "dumsmart" og anses for fremsat snarere
i tankeløshed end i chikanøs hensigt.
Under disse omstændigheder, og hvor hverken COOPs henvisning til
personalepolitikken eller den omstændighed, at bemærkningen blev
overhørt af en kunde ved kassen, findes at kunne føre til et andet
resultat, har COOP ikke haft tilstrækkeligt
grundlag for uden forudgående advarsel at bortvise F.
|
|
I UfR 2002.1269 H. fik en kommune medhold i, at en
tjenestemandsansat viceskoleinspektør kunne afskediges. I
afskedigelsesgrundlaget indgik blandt andet anonyme oplysninger om
viceskoleinspektøren fra en konsulentundersøgelse af forholdene på
arbejdspladsen. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt det er
vanskeligere at afskedige tjenestemænd end andre personalegrupper,
udtalte arbejdsgiveren under sin procedure blandt andet: |
|
|
"... Sagsøgte
har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at der ikke
foreligger indholdsmæssige mangler ved afskedigelsesbeslutningen.
Sagsøgte har som ansættelsesmyndighed en meget betydelig frihed i
udøvelsen af skønnet over, hvorvidt sagsøgeren måtte afskediges,
idet der jf. tjenestemandslovens § 28 er
en materielt fri afskedigelsesret over for tjenestemænd. Domstolene
skal ikke efterprøve forvaltningens frie skøn. Beskyttelsen af
tjenestemænd ligger i, at afskedigelse kun kan ske med pension. .." |
Det er langt fra kun Morgenavisen Jyllands-Posten, der har fremlagt
dokumentation for, at en gruppe magtfulde og brutale
fængselsbetjente styrer fængslerne, medens ledelsen passivt ser på.
I årevis har konsulentrapporter bestilt af kriminalforsorgen samt
andre kilder vist et nogenlunde tilsvarende billede:
En undersøgelse i en rapport fra det såkaldte
Nordskov Nielsen udvalg afslørede i 2001, at indsatte i fængslerne
frygter overgreb fra fængselspersonalet mere end overgreb fra andre
indsatte.
En anden rapport offentliggjort af
kriminalforsorgen i 2005 viser, at grupper af fængselsbetjente
pjækker for at passe bijobs, og at de ser TV og spiller kort i
arbejdstiden. Dette stemmer efter KRIMs opfattelse
overens med de mange klager, der tilgår KRIM om, at dele af
personalet ikke gider lukke de indsatte ind og ud af cellerne, når
de skal på toilettet.
I en avisartikel i påsken 2007 stod nogle
fængselsbetjente anonymt frem og fortalte, at det er helt
almindeligt, at indsatte for "tæv" af kolleger, og at
kriminalforsorgens ledelse ser igennem fingre med det.
Som nævnt ovenfor er det ikke kun de indsatte, der frygter de
fængselsbetjente, der tilsyneladende har ophøjet sig selv som ledere
af fængslerne. De frygtes også af de kolleger.
Fængselsbetjente, der vil gøre deres arbejde,
frygter "bad standing" hos tyranniske kolleger.
Det er KRIMs opfattelse, at der i visse fængsler hersker noget, der
minder om et anarki, hvor den mest ukvalificerede og brutale del af
fængselspersonalet har overtaget føringen. KRIM har for tiden
overvejelser om, hvorvidt en eller flere personer i
kriminalforsorgens ledelse skal meldes til politiet for mere eller
mindre systematiske overtrædelser af straffeloven muligvis gennem en
længere årrække. En relevant bestemmelse i straffeloven kunne være §
156, der lyder således: |
|
|
§ 156.
Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, nægter eller
undlader at opfylde pligt, som tjenesten eller hvervet medfører,
eller at efterkomme lovlig tjenstlig befaling, straffes han med bøde
eller fængsel indtil 4 måneder. Uden for foranstående bestemmelse
falder hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg. |
|
|