Uansvarlighed i kriminalforsorgens ledelse kan være strafbar og udnyttes af en
gruppe magtfulde fængselsbetjente, der tyranniserer indsatte og kolleger

 

Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

19. april 2009



I slutningen af 2007 og begyndelsen af 2008 bragte Jyllands-Posten mere end 60 artikler, der afslørede, hvorledes indsatte og kolleger tyranniseres af en mindre - men særdeles magtfuld - gruppe fængselsfunktionærer i flere lukkede fængsler i Danmark herunder i Anstalten ved Herstedvester, der i vidt omfang huser psykisk afvigende indsatte, der har brug for psykiatrisk hjælp og behandling. Året før (21. januar 2006) afslørede dagbladet Politiken, at 3 indsatte på kun fire måneder havde begået selvmord i Anstalten ved Herstedvester på den berygtede afdeling HI. Her afstraffes psykisk afvigende mennesker med ofte langvarige anbringelser i uhumske, nøgne og mørke celler opført i 1930'erne. Siden en lovændring i 2002 gennemført af VKO-flertallet i folketinget sker disse anbringelser, uden at fængselsmyndighederne skal bevise, at den indsatte har gjort noget forkert. Der er ikke adgang til domstolsprøvelse. Dette er i strid med artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention, der kræver, at sådanne anbringelser skal kunne prøves ved en domstol, og at der skal være ført tilstrækkeligt bevis for, at den indsatte har begået noget forkert. I den danske kriminalforsorg har fængselsbetjentenes ord siden 2002 således været lov.   

13. februar 2007 bragtes TV2-udsendelsen ”Er du åndsvag”. Her afslørede en optagelse foretaget med skjult kamera, at psykisk udviklingshæmmede blev tyranniseret af personale på institutionen "Strandvænget" i Nyborg.

TV-udsendelsen om institutionen Strandvænget førte til en stor debat i socialpædagogernes faglige organisationer og hos de ansvarlige myndigheder. Man har opprioriteret "synlig ledelse" på området, man har afskediget medarbejdere og taget en række andre initiativer for at undgå, at lignende forhold skal finde sted i fremtiden.

Debatten i Jyllands-Posten om kriminalforsorgen i 2007 og 2008 har ført til, at man har ført en resultatløs straffesag mod en enkelt fængselsfunktionær, hvor man ikke kunne "bevise", at der var noget galt. Derpå har kriminalforsorgens ledelse og fængselsfunktionærernes faglige organisation "Dansk Fængselsforbund" i fællesskab tilsyneladende kæmpet for at få stoppet debatten blandt andet ved at håne "Jydepotten", som Morgenavisen Jyllands-Posten nu kaldes i fængselsfunktionærernes fagblad. Det er i høj grad lykkes at få kvalt debatten. Ingen er blevet afskediget. Der er ingen organisatoriske ændringer. De indsatte klager fortsat om vold og overgreb fra personalets side, uden at ledelsen reagerer. En indsat i Anstalten ved Herstedvester har netop fortalt KRIM, at de indsatte ikke længere får Morgenavisen Jyllands-Posten på den afdeling, hvor han sidder. Han mener, at dette også gælder i resten af fængslet.  

Artikelserien i Jyllands-Posten afslørede forhold, der indikerer, at kriminalforsorgen reelt ikke ledes af ledelsen men af fængselsfunktionærernes fagforening "Dansk Fængselsforbund". Udtalelser fra en tidligere leder af Dansk Fængselsforbund underbygger, hvad KRIM har følt gennem mange år, at Dansk Fængselsforbund gennem et stærkt samarbejde med Dansk Folkeparti reelt har styret kriminalforsorgen, medens en lydig ledelse blot pænt har kigget på. Det er gennem de seneste cirka 10 år lykkes at opbygge egentlig lovgivning samt interne regler i fængslerne og arresthusene, der krænker de indsattes fundamentale menneskerettigheder, uden nogen er grebet ind.

Fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo har ledet Anstalten ved Herstedvester, siden den sidste leder i efteråret 2007 tog sin afsked angiveligt, fordi hun ikke kunne klare det psykiske pres fra en gruppe magtfulde fængselsfunktionærer, der tyranniserede hende, mere moderate kolleger samt indsatte. KRIM har rettet mange forgæves klager over forholdene på vegne af de indsatte over de umenneskelige forhold i fængslet. Indsatte fortæller, at de som et led i afstraffelsen fastspændes gennem mange timer eller ligefrem i flere dage i pinefulde stillinger i såkaldte "sikringsceller", hvor mennesker ifølge Den europæiske torturkomite kun må være fastspændt i minutter og i ekstraordinære tilfælde i op til nogle få timer, hvis de er helt ustyrlige og ikke kan beroliges på anden måde. I Anstalten ved Herstedvester ligger de indsatte ifølge personalets egne sikringscellerapporter ligefrem og "sover" i disse celler i mange timer. Der synes således at være tale om åbenlyse krænkelser af det absolutte forbud mod tortur og nedværdigende behandling i Den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3. 

Ledelsen foretager ikke andet i anledning af KRIMs klager end at meddele, at KRIM ikke kan bevise noget som helst. Afgørelserne er ledsaget af indholdsløse begrundelser, og der foretages efter KRIMs opfattelse ikke nogen egentlig undersøgelse i anledning af de indsattes påstande. Kriminalforsorgens ledelse lægger blot betjentenes forklaringer til grund. Indsatte fortæller også til KRIM, at de udsættes for chikane fra personalets side, hvis de klager over forholdene, og at mange kun undlader at klage over forholdene, fordi de frygter overgreb fra personalets side, hvis de klager. 

Indsatte fortæller regelmæssigt KRIM, at den nye leder i Anstalten ved Herstedvester, Hans Jørgen Engbo, meget sjældent ses i fængslet. Det er KRIMs opfattelse, at grunden til, at nye leder ikke har lidt samme skæbne som den forrige, er, at han i højere grad har formået at indrette sig efter de retningslinjer, som fængselsbetjentene udstikker i fængslet. Han holder sig på sit kontor eller helt uden for fængslet. 
   
Morgenavisen Jyllands-Posten offentliggjorde den 2. januar 2009 en e-mail med et svar modtaget fra fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo. Journalist Peter Ernstved Rasmussen gengav e-mailen således:  
 

"...Flere har i den senere tid givet udtryk for, at de godt kunne ønske sig at se fængselsinspektøren lidt oftere på visit ude i afdelingerne, idet det er vigtigt, at inspektøren har føling med, hvad der foregår ude i anstalten. Man efterlyser "synlig ledelse".

Hertil vil jeg svare følgende:

Det en misforståelse at tro, at jeg ikke ved, hvad der rører sig i anstalten, hvis jeg ikke rent fysisk kommer ud i afdelingerne. Jeg skal primært have mine informationer om anstaltslivet via bl.a afdelingslederne og via personalets tillidsrepræsentanter, bl.a. gennem samarbejdsudvalget, og det oplever jeg også, at jeg får. Når man på afdelingerne fortæller mig noget vigtigt over en hyggelig kop kaffe, er det i de fleste tilfælde noget, som jeg forlængst har fået at vide ad de regulære kanaler.

Efter strukturen er det afdelingslederne (og deres souschefer), som repræsenterer ledelsen ude i afdelingerne. Jeg føler det som en pligt loyalt at efterleve afdelingsstrukturen og ville i nogen grad føle, at jeg trængte mig ind på afdelingsledernes domæne, hvis jeg jævnligt færdedes ude i afdelingerne. Afdelingslederne kunne hurtigt få den opfattelse, at jeg ikke stoler på de informationer, som jeg får fra dem. Jeg ville selv føle det som en mistænkeliggørelse af min ledelse af anstalten, hvis direktør Rentzmann i tide og utide færdedes ude i "min" anstalt. (Jeg skal dog i retfærdighedens navn understrege, at afdelingslederne selv ikke har givet udtryk for, at de ser skævt til, at jeg besøger afdelingerne - snarere tværtimod).

Jeg må prioritere min tid og vælge, hvordan jeg bedst kan udfylde min chefrolle til gavn for alle i anstalten, og der er nu engang for en inspektør vigtige opgaver, som skal løses ved skrivebordet og under møder i og uden for anstalten. Lidt provokerende kunne jeg derfor stille følgende spørgsmål: Vil I have en chef, som primært finder det er hyggeligt at komme ud og få en sludder og en kop kaffe sammen med jer, eller vil I have en chef, som først og fremmest satser på at varetage sine ledelsesopgaver, selv om det kan betyde, at I ser lidt mindre til ham?

Synlig ledelse betyder for mig ikke, at lederen (nødvendigvis) skal være synlig i optisk forstand, men derimod at det er synligt, at der ledes, og det kan man sikre på mange andre måder end ved at vise sig for øjnene af medarbejderne. Jeg vil hellere tale om "tydelig ledelse", og det prøver jeg bl.a. at udvise ved at udsende denne mail.

På trods af, hvad jeg lige har skrevet, ville jeg ønske, at jeg havde mere tid til at besøge afdelingerne (og værkstederne mv.). Det er altid hyggeligt at komme rundt i anstalten, og frem for alt ville jeg gerne lære hver enkelt af jer bedre at kende. Men lige nu fører jeg bevidst en lav profil, da jeg som bekendt kun er engageret til at lede anstalten til udgangen af oktober måned i år. Jeg har en forventning om, at det snart afgøres, hvem der skal lede anstalten fremover.

Med venlig hilsen

Hans Jørgen Engbo


Efter KRIMs opfattelse er det utvivlsomt i strid med alle gængse ledelsesteorier, at en leder finder, at der er tale om "mistænkeliggørelse", hvis lederen vælger at "færdes" ude i den organisation, som han skal lede. Det er uansvarligt, at især en fængselsinspektør kan mene noget sådant. Et fængsel er et lukket miljø, som det er særdeles vanskeligt for omverdenen (for eksempel KRIM) at holde øje med. Få måneder efter offentliggørelsen af videoen, der blev optaget i smug på institutionen "Strandvænget", og som afslørede personales overgreb mod beboere på institutionen, indførte Justitsminister Lene Espersen regler i straffeloven, hvorefter pårørende og andre, der smugler mobiltelefoner eller anden fotoudstyr ind i fængslerne, straffes. Fængselsbetjenten har siden håndhævet disse regler med hård hånd. Muligheden for at foretage skjulte optagelser af personalets overgreb mod de indsatte i Anstalten ved Herstedvester eller i andre fængsler må i dag anses for ganske hypotetiske. Dette er særligt interessant, når henses til, at man i mange andre fængselssystemer i verden gennem de senere år har indført regler om, at personalet skal optage enhver situation, hvor der anvendes magt i fængslerne, på video, således at det efterfølgende kan afsløres, hvis personalet har overdrevet brugen af magt. Sådanne regler påtænker man efter det oplyste ikke i Danmark.

Den væsentligste reaktion på kritikken af forholdene i fængslet fra inspektør Hans Jørgen Engbos side, som KRIM har bemærket, er at fremsætte trusler om en injuriesag mod KRIM i anledning af sekretariatsleder Hanne Ziebes kritik af forholdene i fængslet i november 2007 i tv-udsendelsen "Deadline".   

Medens kriminalforsorgen ikke har foretaget andet end at true en kritiker med en injuriesag samt gøre det vanskeligere for omgivelserne at sikre bevis for mulige overgreb mod de indsatte i vore lukkede fængsler, har man reageret ganske modsat i institutioner, der ikke hører under kriminalforsorgen.

I artiklen "Strandvænget: Og vi er ikke en stor familie" skriver Lone Marie Pedersen i Socialpædagogen, nr. 4, 2008, om de initiativer, der blev taget efter afsløringerne. Hun skriver blandt andet:

 

Synlig ledelse
Den nye øverste ledelse tog straks fat på at efteruddanne personalet. Eksempelvis har Litha undervist alle i “systematik i pædagogikken”, et kursus over tre dage. Og  Carsten har deltaget i personalemøder i alle husene og undervist i kommunikationsmodeller mellem medarbejderne indbyrdes, og om hvordan man kan hjælpe hinanden og være opmærksomme på, hvor kollegaerne er henne i forhold til beboerne.

Anne-Mette: – Ledelsen er blevet synlig for alle medarbejdere. Tidligere kom ledelsen kun i forbindelse med problemer, og vi har ikke før oplevet, at den øverste ledelse fortalte os om en viden, de lå inde med. Den nuværende ledelse har faktisk en viden, de vil formidle, og de deltager for eksempel i temadage. Vi oplever, at de er en del af arbejdet med beboerne, og at de ved, hvad der rører sig, og hvad vi tumler med. Også hvis der er problemer, er de der.

Anne-Mette: – Man kan altid få en tid til samtale. Det gælder for alle medarbejdere. Sådan har kulturen ikke været før.

Det er ikke kun socialpædagogernes arbejde, som er kommet i fokus under den nye ledelse. Blikket er også rettet mod afdelingslederne, og det hilser de tre tillidsrepræsentanter meget velkommen, fordi der er kommet en klar rollefordeling mellem afdelingslederne og de menige medarbejdere. Det er afdelingsledernes ansvar at gennemføre rammestyring.

Ann: – Jeg føler virkelig, at der er taget et stort ansvar fra vores skuldre. Vores opgave er at tage os af beboerne, og afdelingslederne skal lede. Tidligere følte vi, at vi alle sammen skulle være lidt ledere og lidt ansvarlige. Hvis vi for eksempel foreslog noget til den øverste ledelse, var svaret ofte: “Hvor i budgettet vil du spare for at få råd til det?” Bolden blev hele tiden kastet tilbage.

Torben: – Jeg tror, vi kan beskrive det på den måde, at vi ikke længere er én stor familie. Lederen får sin løn for at være leder.

 
I Undervisningsministeriets "Vejledning om disciplin, god adfærd og trivsel i Folkeskolen" udgivet i 2006, kapitel 4, anføres under overskriften "Hvad kan skolelederen gøre?" blandt andet:
 

Hanne Ellegaard, Kredsformand, Socialpædagogerne Lillebælt, anførte i sin artikel "Strandvænget, hvad nu? den 28. februar 2007 på socialpædagogernes hjemmeside på linket http://www.sl.dk/Kredse/Lilleb%C3%A6lt/Nyhedsarkiv/Strandv%C3%A6nget%20-%20hvad%20nu,-q-,.aspx blandt andet:
  Ligeledes ønsker vi afdækket, hvilken rolle ledelsen spiller, når tingene kan udvikle sig, som det var tilfældet på afdelingen på Strandvænget. For os er der ingen tvivl om, at gode forhold på bostederne for både personale og beboere i høj grad handler om god og synlig ledelse. Den har øjensynligt været utilstrækkelig her. 

Ovennævnte eksempler viser, at en enkelt tv-udsendelse med dokumentation for, at beboerne på en institution tilsyneladende udsættes for overgreb fra personalet, har således ført til omfattende initiativer fra ledelsen.

I kriminalforsorgen greb man tilsvarende dokumentation for vold og overgreb mod såvel indsatte som ansatte fra en mindre gruppe magtfulde fængselsbetjente an på en ganske anden måde. Mere end 60 avisartikler bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten over godt et års tid har tilsyneladende ikke ført til forandring eller refleksioner i kriminalforsorgen. Det er KRIMs opfattelse, at man alene har anstrengt sig for at dække over forholdene.  Direktør for Kriminalforsorgen, William Rentzmann, konkluderede blot, at der ikke findes "beviser". I Jyllands-Posten den 30. oktober 2007 udtalte han sig om dette i et interview. Han citeredes blandt andet således: 
  Kan du leve med, at en lokalafdeling under fængselsforbundet tyranniserer de ansatte i et lukket fængsel i en grad, så de føler sig nødsaget til at sige op?

»Nej, det kan jeg ikke. Hvis jeg kunne bevise det, kunne jeg gøre noget. Men man kan i vores land inden for staten ikke bare afskedige folk, fordi de ikke opfører sig, som man gerne vil have. Der skal foreligge nogle særlige beviser, og de er der bare ikke. Det er irriterende, men sådan er det.«

Direktør William Rentzmann, der er arbejdsgiver for mange tusinde ansatte i alle landets fængsler, arresthuse og kriminalforsorgsafdelinger, demonstrerer med disse udtalelser en åbenlys uvidenhed inden for det område, som han har ansvar for. Det er en grundlæggende regel i ansættelsesretten, at en arbejdsgiver kan skille sig af med personale, der "ikke opfører sig, som man gerne vil have". Det er arbejdsgiveren, der leder og fordeler arbejdet. Det er således arbejdsgiveren, der bestemmer, hvad "man gerne vil have" hos personalet. Arbejdstagere, der ikke udfører de opgaver tilfredsstillende, som ledelsen beder dem om at udføre, kan (sædvanligvis efter en eller flere advarsler) afskediges. Medlemmer af personalet på en arbejdsplads, der forulemper kolleger eller det klientel, som man beskæftiger sig med på arbejdspladsen, vil meget ofte kunne afskediges helt uden forudgående advarsel. Dette gælder både i det offentlige og i det private, og det gælder uden hensyn til ansættelsesformen. Tjenestemænd kan således også afskediges på denne måde. Beviskravene er i øvrigt ikke strenge.

Nedenfor gengives en række eksempler fra domstolenes praksis:

I Højesteretsdommen UfR 2007.2995 H fandtes det berettiget, at en tjenestemandsansat lærer var blevet diskretionært afskediget på grund af samarbejdsvanskeligheder. Landsretten udtalte blandt andet:

  "... Samarbejdsproblemerne bestod bl.a. i, at L ikke ville acceptere, at ledelsen fungerede som et lederteam, at hun ikke ville acceptere ledelsens beslutninger, og at der som følge af L's udmeldinger om, hvilke arbejdsopgaver hun kunne og ville påtage sig, var store problemer i forbindelse med skemalægningen i forhold til hende. Det er efter bevisførelsen utvivlsomt, at samarbejdsvanskelighederne hovedsageligt kunne tilskrives L. ...."

Den 28. januar 2008 afsagde Sø- og Handelsretten dom i sagen F1305, hvor HK Danmark havde sagsøgt COOP Danmark A/S i anledning af, at COOP Danmark uden varsel i november 2004 havde afskediget et medarbejder i anledning af, at medarbejderen over for en kunde og en anden medarbejder havde kaldt en tredje medarbejder, der bar tørklæde af religiøse grunde for "hættemåge".

Retten fandt efter en meget konkret vurdering af sagen, at det ikke havde været berettiget at afskedige den pågældende uden varsel. Retten lagde blandt andet vægt på, at udtalelsen ikke var fremsat over for personen, der bar tørklæde, men over for andre, og at den medarbejder, der var blevet afskediget, havde været ansat i den sagsøgte virksomhed i 10 år, uden at der tidligere havde været anledning til at påtale hendes omgangstone eller adfærd i øvrigt. Retten udtalte således blandt andet:
  Udtrykket "hættemåge" må i tilfælde som det foreliggende, hvor det var møntet på en medborger, der bærer tørklæde af religiøse eller kulturelle årsager, efter en generel målestok anses for nedsættende og nedvurderende. På en sådan måde blev ud
trykket da også opfattet af vidnet Maria Nielsen, som udtrykket var henvendt til.

Retten må være enig med HK i, at udtrykket i lighed med en række andre udtryk af tilsvarende karakter ­ alt efter den sammenhæng og det tonefald, hvori det frem sættes, kan optræde i forskellige grader af grovhed og på en sådan måde, at dets
betydning efter omstændighederne kan være nuancemæssigt forskelligartet.

I det foreliggende tilfælde, hvor der ikke i de knap 10 år, hvor F var ansat hos COOP, havde været anledning til for COOP at påtale hendes omgangstone eller adfærd i øvrigt, og hvor hun ikke forud for bortvisningen havde haft lejlighed til forklare sig i forhold til udtalelsen, der var enkeltstående, og som ikke var rettet til den person, den angik, finder retten på grundlag af hendes egen forklaring, der er uimodsagt, at bemærkningen som anført af HK overvejende må betegnes som "dumsmart" og anses for fremsat snarere i tankeløshed end i chikanøs hensigt.

Under disse omstændigheder, og hvor hverken COOPs henvisning til personalepolitikken eller den omstændighed, at bemærkningen blev overhørt af en kunde ved kassen, findes at kunne føre til et andet resultat, har COOP ikke haft tilstrækkeligt
grundlag for uden forudgående advarsel at bortvise F.

 
I UfR 2002.1269 H. fik en kommune medhold i, at en tjenestemandsansat viceskoleinspektør kunne afskediges. I afskedigelsesgrundlaget indgik blandt andet anonyme oplysninger om viceskoleinspektøren fra en konsulentundersøgelse af forholdene på arbejdspladsen. Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt det er vanskeligere at afskedige tjenestemænd end andre personalegrupper, udtalte arbejdsgiveren under sin procedure blandt andet:
  "... Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at der ikke foreligger indholdsmæssige mangler ved afskedigelsesbeslutningen. Sagsøgte har som ansættelsesmyndighed en meget betydelig frihed i udøvelsen af skønnet over, hvorvidt sagsøgeren måtte afskediges, idet der jf. tjenestemandslovens § 28 er en materielt fri afskedigelsesret over for tjenestemænd. Domstolene skal ikke efterprøve forvaltningens frie skøn. Beskyttelsen af tjenestemænd ligger i, at afskedigelse kun kan ske med pension. .."

Det er langt fra kun Morgenavisen Jyllands-Posten, der har fremlagt dokumentation for, at en gruppe magtfulde og brutale fængselsbetjente styrer fængslerne, medens ledelsen passivt ser på. I årevis har konsulentrapporter bestilt af kriminalforsorgen samt andre kilder vist et nogenlunde tilsvarende billede: 

En undersøgelse i en rapport fra det såkaldte Nordskov Nielsen udvalg afslørede i 2001, at indsatte i fængslerne frygter overgreb fra fængselspersonalet mere end overgreb fra andre indsatte.

En anden rapport offentliggjort af kriminalforsorgen i 2005 viser, at grupper af fængselsbetjente pjækker for at passe bijobs, og at de ser TV og spiller kort i arbejdstiden. Dette stemmer efter KRIMs opfattelse overens med de mange klager, der tilgår KRIM om, at dele af personalet ikke gider lukke de indsatte ind og ud af cellerne, når de skal på toilettet. I en avisartikel i påsken 2007 stod nogle fængselsbetjente anonymt frem og fortalte, at det er helt almindeligt, at indsatte for "tæv" af kolleger, og at kriminalforsorgens ledelse ser igennem fingre med det.

Som nævnt ovenfor er det ikke kun de indsatte, der frygter de fængselsbetjente, der tilsyneladende har ophøjet sig selv som ledere af fængslerne. De frygtes også af de kolleger. Fængselsbetjente, der vil gøre deres arbejde, frygter "bad standing" hos tyranniske kolleger.

Det er KRIMs opfattelse, at der i visse fængsler hersker noget, der minder om et anarki, hvor den mest ukvalificerede og brutale del af fængselspersonalet har overtaget føringen. KRIM har for tiden overvejelser om, hvorvidt en eller flere personer i kriminalforsorgens ledelse skal meldes til politiet for mere eller mindre systematiske overtrædelser af straffeloven muligvis gennem en længere årrække. En relevant bestemmelse i straffeloven kunne være § 156, der lyder således:

  § 156. Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, nægter eller undlader at opfylde pligt, som tjenesten eller hvervet medfører, eller at efterkomme lovlig tjenstlig befaling, straffes han med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Uden for foranstående bestemmelse falder hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg.