|
Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM
Senest opdateret 19. august 2012
Landsforeningen KRIMs samling om straffens iværksættelse mv.
Udsættelsesansøgning. FOB.92.130
Kriminalforsorgen skal bevise, at domfældte er indkaldt
skriftligt til afsoning, hvis dette bestrides af domfældte
Det fremgår af iværksættelsesbekendtgørelsens § 11, at indkaldelse
til udståelse af fængselsstraf skal ske skriftligt. Af § 12, stk. 1,
fremgår, at den dømte indkaldes med en frist på "mindst 1 måned" før
datoen for fremmøde. I bestemmelsen er opregnet en række
undtagelser, der giver hjemmel til at indkalde med et kortere
varsel. Domfældte, der skal afsone straf for overtrædelse af visse
nærmere opregnede voldsforbrydelser og våbenlovsovertrædelser, kan
indkaldes med et varsel på mindst 10 dage.
I tilfælde, hvor en domfældt hævder, at den pågældende ikke har
modtaget indkaldelsen til udståelse af fængselsstraf fra
kriminalforsorgen, er det kriminalforsorgen, som har
bevisbyrden for, at indkaldelsen er nået frem til den domfældte.
Folketingets Ombudsmand gennemgår i sagen
2008-4469-025 praksis - herunder retspraksis - med hensyn til,
hvorledes forvaltningen løfter sin bevisbyrde for, at forvaltningen
har afsendt et brev, som adressaten nægter at have modtaget.
Ombudsmanden anfører på side 6 til 8 blandt andet:
"..I en udtalelse som er gengivet i Folketingets Ombudsmands
beretning for 2004, s. 425 ff, har jeg givet udtryk for at det er
min opfattelse at det er den offentlige myndighed der har
bevisbyrden for at et brev som er afsendt af myndigheden, anses for
at være kommet frem til modtageren (dagen efter at brevet er afsendt
med A-post). .."
og videre:
"..De bevismæssige krav til myndighederne om at kunne godtgøre at
brevet er afsendt samme dag som det er dateret, og at det er kommet
frem dagen efter, er blevet behandlet i en række sager.
I sager inden for retsplejen har domstolene stillet store krav til
beviset for at en part er blevet indkaldt til et retsmøde. Den sag
som er refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2009, s. 363 H, angik
spørgsmålet om hvorvidt det skulle tillægges udeblivelsesvirkning at
den ene part i sagen ikke var mødt op til et berammelsesmøde i
retten. Den pågældende part hævdede at han ikke havde modtaget
indkaldelsen til mødet. Højesteret mente at en parts manglende
fremmøde til et retsmøde kun kunne tillægges udeblivelsesvirkning
hvis den pågældende var blevet lovligt indkaldt. Af dommen fremgår
bl.a. følgende:
’Til lovlig indkaldelse ved almindeligt brev hører, at brevet er
kommet frem til modtageren. Afgivelse til postbesørgelse af et brev
kan ikke i sig selv udgøre fornødent bevis herfor, (…)’
Samme krav til bevisbedømmelse i sager inden for retsplejen fremgår
af Højesterets og Østre Landsrets kendelser som er offentliggjort i
henholdsvis Ugeskrift for Retsvæsen 2004, s. 2756 H/1, og Ugeskrift
for Retsvæsen 2007, s. 2756 Ø.
I sager uden for retsplejen er kravene til beviserne for at et brev
fra en myndighed må anses for at være afsendt og kommet frem (dagen
efter afsendelsen), ifølge praksis noget mere lempelige. Myndigheden
kan normalt løfte bevisbyrden ved for eksempel at:
Redegøre for myndighedens rutiner for postafsendelse.
Fremlægge kopi af det afsendte brev.
Fremlægge journalnotat eller postliste hvor det fremgår hvornår
brevet er afsendt.
Undersøge om og i givet fald hvornår eventuelle andre parter eller
myndigheder har modtaget deres version af brevet.
Redegøre for at brevet til borgeren ikke er returneret til
myndigheden.
Undersøge om der i perioden omkring afsendelsen har været
uregelmæssigheder i postbesørgelsen i det pågældende område.
Jeg henviser til Ugeskrift for Retsvæsen 2005, s. 1256 H, og
Ugeskrift for Retsvæsen 2007, s. 2791 H, samt Folketingets
Ombudsmands beretning for 2004, s. 425 ff, og til sag nr. 2010 4-3
som vil blive medtaget i min beretning for 2010 (…).
Det er dog min opfattelse at selvom en myndighed har redegjort for
de ovenfor omtalte forhold, har myndigheden kun løftet bevisbyrden
for at brevet er afsendt, hvis der ikke er oplysninger der
sandsynliggør uregelmæssigheder i forbindelse med myndighedens
postafsendelsesprocedure. Myndighedens postafsendelse skal med andre
ord kunne anses for at være sikker. I modsat fald må formodningen om
at brevet er afsendt (og dermed er kommet frem), være svækket. Efter
min opfattelse taler meget for at skærpe bevisbyrden ved afgørelser
med særdeles alvorlige konsekvenser som eksempelvis i denne sag hvor
borgerens forsørgelsesgrundlag faldt bort. .."
I
UfR 2009.363 H hjemvistes en sag til fortsat behandling ved
landsretten. Landsretten havde afvist sagen efter retsplejelovens §
386, idet sagsøgeren var udeblevet fra et retsmøde. Sagsøgeren
gjorde imidlertid gældende, at han (hans advokat) ikke havde
modtaget det brev fra landsretten, hvor landsretten havde indkaldt
advokaten til det omhandlede retsmøde. Højesteret udtalte blandt
andet: "En parts manglende fremmøde til et retsmøde kan kun
tillægges udeblivelsesvirkning, hvis den pågældende har været
lovligt indkaldt. Til lovlig indkaldelse ved almindeligt brev hører,
at brevet er kommet frem til modtageren. Afgivelse til
postbesørgelse af et brev kan ikke i sig selv udgøre fornødent bevis
herfor, jf. herved Højesterets kendelse af 24. august 2004 (UfR
2004.2756/1). Da A's advokat har benægtet at have modtaget
landsrettens indkaldelse af 9. august 2006, er sagens afvisning som
følge af hans manglende fremmøde til retsmødet den 30. august 2006
sket med urette. Højesteret ophæver derfor landsrettens dom og
hjemviser sagen til fortsat behandling." Sagen angik et
erstatningskrav mod kriminalforsorgen fra en fængselsbetjent, der
angav at være kommet til skade efter et fald på en trappe i
fængslet. Til støtte for, at sagen skulle afvises uanset modpartens
advokats anbringende om, at han ikke havde modtaget brevet med
indkaldelsen til retsmødet, anførte Direktoratet for
Kriminalforsorgen, der var modpart i sagen, blandt andet følgende: "...
at når en offentlig myndighed har truffet en afgørelse og
sandsynliggør, at den er blevet fremsendt til adressaten i
overensstemmelse med den almindelige postgang i myndigheden, når
myndigheden ikke har registreret afgørelsen som kommet retur fra
postvæsenet, og når afgørelsen i øvrigt er modtaget af den anden
part i sagen, må det antages, at afgørelsen rent faktisk er blevet
afsendt fra myndigheden. Retsbogsudskriften af 9. august 2006 blev
modtaget af Kriminalforsorgens advokat. Det må herefter påhvile A at
sandsynliggøre, at noget er hændt, som har medført, at brevet med
retsbogsudskriften ikke er kommet frem, jf. herved Højesterets dom
af 15. august 2007 (UfR 2007.2791). Da dette ikke er
sandsynliggjort, må det lægges til grund, at retsbogsudskriften var
kommet frem til advokat Ulrich, således at A var lovligt indkaldt
til retsmødet den 30. august 2006."
Praksis med hensyn til fristberegning er
nærmere omtalt i artiklen "Beregning
af klagefrister, fejl i postekspeditionen vedrørende breve til og
fra Kriminalforsorgen mv." af Claus Bonnez, hvor det også
påpeges, at det er myndigheden, der har bevisbyrden for, at breve
afsendt af myndigheden, rettidigt er nået frem til modtageren.
Følgerne af udeblivelse efter indkaldelse til afsoning
Af § 22 i
udgangsbekendtgørelsen følger blandt andet, at en indsat, der
uden lovlig grund er udeblevet efter tilsigelse til afsoning, "i et
tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen" skal fratages muligheden for
at kunne meddeles tilladelse til udgang.
Når henses til de meget byrdefulde sanktioner blandt andet i form af
udelukkelse fra udgange mv., som ifølge
straffuldbyrdelseslovgivningen skal overgå indsatte, der ikke giver
møde i overensstemmelse med en indkaldelse til afsoning, kan de
undre, at en sådan indkaldelse ikke sker efter tilsvarende regler om
forkyndelse, som gælder straffeprocessen ved indkaldelse til
retsmøder mv., eller med anbefalet brev, således som tilfældet er
efter § 17 i
Bekendtgørelse nr. 1243 af 12. december 2003 om session og
indkaldelse til værnepligtstjeneste m.v., hvoraf det fremgår, at
indkaldelsesordren sendes som anbefalet brev.
I
Folketingets Ombudsmands Beretning for 2010, side 9 til 13
udtaler Folketingets Ombudsmand sig
overordnet om begrebet "god forvaltningsskik". Her udtaler
ombudsmanden blandt andet: "Det er god forvaltningsskik at
respektere den borger hvis velfærd i større eller mindre omfang
afhænger af ens afgørelse, som et selvstændigt og ligeværdigt væsen
...". Videre udtaler ombudsmanden: "Den gode forvaltningsskik
udspringer af etikken. Det vil sige at god forvaltningsskik bygger
på nogle grundlæggende værdiforestillinger i menneskesyn og
samfundsopfattelse. Og den viser sig i form af en mangfoldighed af
handleregler og adfærdsmønstre mellem mennesker og mellem grupper af
mennesker."
Det kan på den ene side overvejes om forsvarets bekendtgørelse
citeret umiddelbart ovenfor blandt andet om indkaldelse af
værnepligtige ved anbefalet brev er udtryk for almindelig god
forvaltningsskik, hvor en værnepligtig anses som "et selvstændigt og
ligeværdigt væsen". Det kan på den anden side overvejes, om
kriminalforsorgens bekendtgørelse, hvorefter indkaldelse til
afsoning sker i almindeligt brev (givetvis for at spare porto eller
for at sikre kriminalforsorgen øget bekvemmelighed) er udtryk for en
tilsvarende manglende respekt for de mennesker, hvis skæbner
kriminalforsorgen forvalter. Det er således KRIMs indtryk, at det
ikke gør noget større indtryk på de ansvarlige i kriminalforsorgen,
at indkaldelser til afsoning i almindeligt brev forøger risikoen
for, at indsatte og deres børn - eventuelt med urette - skilles fra
hinanden gennem nægtelse af udgange til indsatte i de første 3
måneder af strafudståelsen.
indsatte, der ikke modtager indkaldelsen, til følge
v., ,
|