Prøveløsladelse efter straffelovens §§ 38-40

 



Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

Senest opdateret 28. september 2013



Straffelovens §§ 38 til 40 har følgende indhold:
 

  "§ 38. Når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået, afgør justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, om den dømte skal løslades på prøve.

Stk. 2. Løsladelse på prøve kan ske tidligere, når særlige omstændigheder taler derfor, og den dømte har udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder. Bestemmelse herom træffes af justitsministeren eller den, som han med hensyn til bestemte grupper af sager bemyndiger dertil.

Stk. 3. Prøveløsladelse kan ikke ske med hensyn til den ubetingede del af en dom efter § 58, stk. 1.

Stk. 4. Løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret ham passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at han erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter § 39, stk. 2.


§ 39. Løsladelse betinges af, at den pågældende ikke i prøvetiden begår strafbart forhold. Prøvetiden kan ikke overstige 3 år. Hvis den resterende straffetid overstiger 3 år, kan der dog fastsættes en prøvetid på indtil 5 år.

Stk. 2. Det kan fastsættes som vilkår for løsladelsen, at den pågældende i hele prøvetiden eller en del af denne undergives tilsyn. Yderligere vilkår kan fastsættes efter reglerne i § 57. Vilkår om ophold i hjem, hospital eller anden institution har ikke gyldighed for længere tidsrum end den resterende straffetid.


§ 40. Begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og foretages der inden dennes udløb rettergangsskridt, hvorved han sigtes for forholdet, træffer retten afgørelse i overensstemmelse med § 61, stk. 2, således at reststraffen ligestilles med en betinget dom. Har prøveløsladelse i medfør af § 40 a, stk. 3 eller 4, været forbundet med vilkår om samfundstjeneste, skal der ved fastsættelse af en fællesstraf tages hensyn til omfanget af den udførte samfundstjeneste.

Stk. 2. Overtræder den prøveløsladte i øvrigt de fastsatte vilkår, kan justitsministeren
1) tildele advarsel,
2) ændre vilkårene og forlænge prøvetiden inden for den i § 39 fastsatte længstetid eller
3) under særlige omstændigheder bestemme, at han skal indsættes til udståelse af reststraffen.

Stk. 3. Begår den prøveløsladte strafbart forhold i prøvetiden, uden at der rejses tiltale herfor, finder reglerne i stk. 2 tilsvarende anvendelse. Det samme gælder, såfremt den prøveløsladte i udlandet dømmes for strafbart forhold begået i prøvetiden, uden at der i forbindelse med dommen er taget stilling til spørgsmålet om fuldbyrdelse af reststraffen.

Stk. 4. Afgørelse efter stk. 2, jf. stk. 3, kan kun træffes inden prøvetidens udløb.

Stk. 5. Træffes der ikke bestemmelse om fuldbyrdelse af reststraffen efter stk. 1 eller stk. 2, jf. stk. 3, anses straffen for udstået på det tidspunkt, da prøveløsladelse fandt sted.

Stk. 6. Såfremt genindsættelse er bestemt i medfør af stk. 2, jf. stk. 3, kan fornyet prøveløsladelse ske, selv om de tidsmæssige betingelser i § 38, stk. 1 og 2, eller § 40 a, stk. 1, ikke er opfyldt med hensyn til reststraffen. Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til omfanget af samfundstjeneste, som den pågældende har udført i medfør af § 40 a, stk. 3 eller 4. Med hensyn til prøvetid efter sådan prøveløsladelse gælder de i § 39 fastsatte tider med fradrag af den tid, i hvilken den pågældende tidligere har været prøveløsladt.
"

Ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 blev den tidligere bestemmelse i straffelovens § 38, stk. 3, ophævet, således at den dagældende regel om, at prøveløsladelse i almindelig ikke kan ske, når den resterende straffetid er mindre end 30 dage, blev ophævet

Reglerne om prøveløsladelse, tilsyn, vilkår for prøveløsladelse, vilkårsovertrædelser mv. er behandlet nærmere i en række betænkninger:

Kapitel 12 i 2. del om prøveløsladelse i betænkning 1099 om strafferammer og prøveløsladelse afgivet af Straffelovrådet i 1987
Hele betænkning 1099 om strafferammer og prøveløsladelse - 1987
Betænkning 1211 om samfundstjeneste - 1990
Betænkning 519 om vilkår ved betingede domme og prøveløsladelser - 1969
Betænkning 82 om forsorgsdomme og betingede domme - straffelovskommissionen 1952
Betænkning 563 om rekruttering og instruktion af honorarlønnede tilsynsførende - 1970

Se også Justitsministeriets vejledning nr. 52 af 30. juni 2011 om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf (løsladelsesvejledningen)


Indledende om prøveløsladelse efter § 38 samt adgangen til at fastsætte vilkår efter § 39
Reglerne om de tidsmæssige betingelser for prøveløsladelse findes i straffelovens § 38. § 39, stk. 1, fastsætter, at løsladelse på prøve er betinget af, at den løsladte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. I § 39, stk. 2, 1. pkt., bestemmes det, at der kan fastsættes vilkår om tilsyn i prøvetiden. Af § 39, stk. 2, 2. pkt., fremgår det, at der kan fastsættes yderligere vilkår efter reglerne i § 57 om vilkår for betingede domme.


Prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1

Praksis med hensyn til løsladelse efter § 38, stk. 1, (løsladelse efter "hovedreglen") gengivet i betænkning 1099/1987, side 216 til side 221.

Der skal ved de fleste tidsbestemte straffe ske prøveløsladelse efter 2/3 af straffen, når dette kke er "utilrådeligt"
I en utrykt højesteretsdom fandt højesteret, at der skulle ske prøveløsladelse af en person, der som prøveløsladt havde begået røveri og nu var blevet idømt 5 års fængsel. Den pågældende havde haft mange såkaldt "ledsagede udgange" fra fængslet men ikke ledsagede, idet direktoratet havde nægtet ham dette. Politiet var blevet hørt, og politiet havde udtalt sig imod, at den dømte fik uledsagede udgange. Direktoratet nægtede at prøveløslade den pågældende med henvisning til, at denne ikke havde haft et "sædvanligt udslusningsforløb", hvorfor man fandt det utilrådeligt at prøveløslade ham. Højesteret lagde vægt på, at der i den aktuelle sag forelå en "særlig gunstig løsladelsessituation med hensyn til arbejde eller uddannelse, opholdssted, forhold til familie". Man fandt også, at der var sket "en modning og væsentlig holdningsændring hos den indsatte, som i sig selv taler for, at der kun er ringe risiko for recidiv". Højesteret fandt derfor ikke, at der er "grundlag for at antage, at løsladelse på prøve vil være utilrådelig, jf. straffelovens § 38, stk. 5". Læs Kendelse afsagt af Højesteret den 18. august 2006 i sag nr. 58/2006 her.

Justitsministeriets svar af 17. oktober 2007 på spørgsmål nr. 453 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg, hvor retsudvalget blandt andet opfordrede ministeriet til at svare på, om de relevante medarbejdere i kriminalforsorgen er gjort bekendt med afgørelsen, og hvor ministeriet bestrider, at der findes "en generel regel eller en ufravigelig praksis om, at der ikke kan ske prøveløsladelse efter udståelse af to tredjedele af straffen, hvis den indsatte ikke har tilladelse til uledsaget udgang og dermed har været gennem et udslusningsforløb".

Af dommen UfR 2002.1316V fremgår, at en indsat af kriminalforsorgen blev anset for "negativt stærkt styrende". Han var blevet nægtet ordinær prøveløsladelse. Nægtelsen af prøveløsladelse blev tilsidesat både af byretten og landsretten.

Hans Jørgen Engbo anfører i "Straffuldbyrdelsesret", 2. udgave, DJØF's forlag 2005, side 352 om "ordinær prøveløsladelse efter 2/3 af straffetiden blandt andet: "Efter strl. § 38, stk. 1, afgør justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, om prøveløsladelse skal ske efter udståelse af 2/3 (dog mindst to måneder) af straffetiden. Prøveløsladelse på dette tidspunkt er forudsat som et normalt led i straffuldbyrdelsen og må derfor betragtes som den ordinære løsladelsesform. Det skal ikke dokumenteres eller antages, at det vil være hensigtsmæssigt eller tilrådeligt at løslade. Der skal som udgangspunkt ikke argumenteres for en prøveløsladelse. Der skal tværtimod argumenteres særligt for at undlade løsladelse, typisk med at en løsladelse vil være utilrådeligt, jfr. ovenfor om utilrådelighedskrtiteriet."

I en prøveløsladelsesresolution 2013/601/00039-0012-0001 af 7. august 2013 bestemte kriminalforsorgen, at en domfældt efter straffelovens § 38, stk. 1, skulle løslades på prøve den 4. oktober 2013, hvor den pågældende havde udstået 2/3 af den idømte straf. Dette skete på vilkår af, at den pågældende ikke i et tidsrum på 3 år fra løsladelsen at regne begår nyt strafbart forhold. Den pågældende var 4. juni 2008 ved Østre Landsret idømt fængsel i 6 år for skyldnersvig for cirka 210 mio. kroner og ved Østre Landsrets dom af 26. september 2012 idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed begået under afsoningen af dommen fra juni 2008. Forud for dommen i 2008 var den pågældende i 2000 straffet med betinget fængsel i 2 år og 6 måneder blandt andet for skyldnersvig. Derudover var den pågældende i Frankrig i 2003 straffet med fængsel i 3 år, der blev gjort betinget. Kriminalforsorgens afgørelse viser, at selv den omstændighed, at en flere gange straffet person begår ny ligeartet kriminalitet under afsoningen af en tidligere idømt straf ikke nødvendigvis gør prøveløsladelse utilrådelig. Afgørelsen stemmer godt overens med motiverne bag straffelovens § 38, stk. 1, der blandt andet har baggrund i erfaringer, der viser, at personer, der prøveløslades (eventuelt med særvilkår), har lavere recidiv end personer, der ikke prøveløslades. Det er også værd at bemærke, at der ikke er tale om såkaldt "forskudt 2/3 tid", der er nemmere at opnå end sædvanlig prøveløsladelse, men at prøveløsladelsen fandt sted til sædvanlig tid, hvilket vil sige på datoen hvor 2/3 af straffen var udstået. Sagen viser endelig, at kriminalforsorgen tilsyneladende er begyndt at overholde de gældende administrative regler, idet kriminalforsorgen hidtil meget ofte - i strid med lovgivningen - først har afgjort sager om sædvanlig prøveløsladelse længe efter 2/3-datoen. I den aktuelle sag har kriminalforsorgen fulgt de administrative regler og afgjort sagen i god tid før 2/3-datoen.

I TfK 2011.277 ØLK nægtede kriminalforsorgen at prøveløslade en person, der udstod straf for sædelighedskriminalitet mod sin mindreårige datter. Der blev i det væsentlige henvist til, at den domfældte ikke havde erkendt den pådømte kriminalitet. Kriminalforsorgen havde fundet, at den manglende erkendelse medførte, at det ikke har "været muligt for Anstalten ved Herstedvester og Statsfængslet ved Horserød at vurdere hans behandlingsbehov og dermed foretage en endelig afklaring af behandlingsbehovet". Denne omstændighed sammenholdt med "kriminalitetens art" førte til, at kriminalforsorgen fandt, at prøveløsladelse efter udståelse af to tredjedele af straffen fandtes utilrådelig. Såvel byretten som landsretten fandt, at prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af straffen burde være sket. Landsretten udtalte således: "På anmodning fra Statsfængslet ved Horserød vurderede Anstalten ved Herstedvester den 5. maj 2010 navnlig på grund af indkæredes benægtende holdning til den pådømte kriminalitet, at man ikke kunne udelukke en recidivrisiko. Landsretten finder, at dette ikke i sig selv, når alle andre relevante momenter i sagen, herunder navnlig den lange tid der forløb mellem dommen og afsoningen, pegede i modsat retning, kan føre til en vurdering af, at der forelå en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet og dermed, at prøveløsladelse var utilrådelig, jf. straffelovens § 38, stk. 5. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, bestemmes: Byrettens dom stadfæstes". Det er værd at bemærke, at det fremgår af oplysningerne i kendelsen, at den domfældte ifølge en udtalelse fra Anstalten ved Herstedvester havde en "garderet fremtoning", som "begrænser hans egnethed til at indgå i et behandlingsforløb vedrørende det pådømte", og at den pågældende ikke ønskede "at engagere sig i forhold til jævnaldrende kvinder og beskriver et nedtonet seksuelt behov". Disse forhold har landsretten tilsyneladende ikke fundet "relevante" i forhold til bedømmelsen af, hvorvidt prøveløsladelse til sædvanlig tid er "utilrådelig".

I TfK 2011.747/1 ØLK bestemte såvel byretten som landsretten at ophæve Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens, afgørelse af 20. august 2010 om ikke at prøveløslade en person, der afsonede en dom af fængsel i 1 år og 9 måneder blandt andet for røveri. Såvel byrettens som landsretten begrundede i det væsentlige kendelserne med, at den domfældte var blevet lovet sædvanlig prøveløsladelse, og at der ikke havde været grundlag for at tilbagekalde en begunstigende forvaltningsakt. Det fremgår af forklaringerne afgivet under sagen, at den pågældende på et tidspunkt i juli 2010 af en socialrådgiver i fængslet var blevet lovet, at hun ville blive prøveløsladt den 24. august 2010, hvor 2/3 af straffen var udstået. Af en "indstilling" af 30. juni 2010 fra statsfængslet fremgik blandt, at "fængselsfunktionær, ut. og den frie Kriminalforsorg" i samarbejde havde besluttet, at domfældte skulle prøveløslades den 24. august 2010. Den 30. juni 2010 var den dømte blevet testet positiv for opiater ved en urinprøve. Den 9. juli 2010 besluttede statsfængslet at nægte den pågældende sædvanlig prøveløsladelse. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, stadfæstede den 20. august 2010 statsfængslets afgørelse af 9. juli 2010 om afslag på prøveløsladelse. Direktoratet lagde vægt på, at der var tale om personfarlig kriminalitet, og at domfældte inden for en kort periode flere gange var recidiveret til ligeartet kriminalitet. Direktoratet lagde derudover blandt andet vægt på, at domfældte fortsat sås at have et misbrug af euforiserende stoffer, sammenholdt med at den begåede kriminalitet sås at have en nær sammenhæng med dette misbrug. Direktoratet for Kriminalforsorgen gjorde blandt andet gældende, at indstillingen fra statsfængslet ikke udgjorde en forvaltningsakt, der kan støttes ret på, og at der kun kan blive tale om tilbagekaldelse af en forvaltningsakt, når der foreligger en afgørelse. Det var ifølge Direktoratet for Kriminalforsorgen "afgørelsen af 9. juli 2010 om afslag på prøveløsladelse, der er forvaltningsakten". Byretten ophævede kriminalforsorgens afslag på prøveløsladelse og anførte blandt andet, at den domfældte mundtligt havde fået oplyst fra socialrådgiveren i fængslet, at hun ville blive prøveløsladt til sædvanlig tid. Byretten anførte også, at det ikke burde komme domfældte til skade, at hun ikke havde kendskab til, hvem i statsfængslet der i medfør af § 25, stk. 1, i løsladelsesbekendtgørelsen var blevet bemyndiget til at træffe afgørelse om prøveløsladelse. Landsretten stadfæstede byrettens kendelse og udtalte blandt andet: "Ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger finder landsretten ikke, at det forhold, at domfældte den 30. juni 2010 blev testet positiv for indtagelse af morfin, taler med en sådan afgørende vægt imod prøveløsladelse, at Kriminalforsorgen var berettiget til at tilbagekalde den begunstigende afgørelse herom. Det er herved navnlig tillagt betydning, at direktoratet i begrundelsen for afslaget på prøveløsladelse af 9. juli 2010 henviser til domfældtes hurtige og tætte recidiv og ikke til, at hun var blevet testet positiv for indtagelse af euforiserende stoffer. I landsrettens vurdering har det forhold, at domfældte var undveget fra fængslet i perioderne 1. oktober-16. november og den 27. november-9. december 2010, og at hun er tiltalt for strafbare handlinger begået i den forbindelse, ikke i sig selv kunnet føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at der er tale om efterfølgende forhold, der er indtruffet ca. 3 måneder efter Kriminalforsorgens afgørelse."

Prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2

Praksis med hensyn til løsladelse efter § 38, stk. 2, (løsladelse efter "undtagelsesbestemmelsen") gengivet i betænkning 1099/1987, side 221 til side 224.

Praksis ved Folketingets Ombudsmand
I FOB 2007.125 fandt ombudsmanden, at et afslag på prøveløsladelse ikke var forelagt domstolene "uden unødigt ophold"

Krav om konkret vurdering af behov for krav om arbejde som betingelse for prøveløsladelse efter § 40 a. FOB.2005.208

Prøveløsladelse, overførsel fra udland. FOB.1998.153

Prøveløsladelsesvilkår. FOB.1997.161


Udslusningspligten


I FOB 1995.199 havde en mand, der var idømt livsvarigt fængsel, flere gange fået afslag på ansøgninger om benådning med henvisning til hans potentielle farlighed. Med henblik på at få en ny vurdering af den domfældtes farlighed iværksatte Justitsministeriet i 1991 en psykiatrisk undersøgelse. Ifølge undersøgelsen var der ikke holdepunkter for, at hans farlighed var aftaget. Retslægerådet var enig i denne vurdering men bemærkede samtidig, at mulighederne for at forudsige farligt recidiv for ikke-sindssyge personer var begrænsede. Med henvisning til de lægelige vurderinger afslog ministeriet benådning den 31. august 1993. Ombudsmanden udtalte blandt andet, at domfældte under afsoningsforhold, som stort set havde været uforandrede i en årrække, ikke ved sin adfærd havde haft og ikke ville få mulighed for helt eller delvist at afkræfte den vurdering af hans potentielle farlighed, som var grundlaget for Justitsministeriets afgørelse. Ombudsmanden henstillede til Justitsministeriet at iværksætte gradvise lempelser af afsoningsforholdene, således at der ville kunne tilvejebringes nye præmisser for en fremtidig vurdering af spørgsmålet om benådning.

Kriminalforsorgen skal påbegynde forberedelsen af den indsattes løsladelse allerede fra tidspunktet for indsættelsen og senest et år før tidspunktet for sædvanlig prøveløsladelse. Kriminalforsorgen har pligt til at udarbejde en handleplan sammen med den indsatte. Kriminalforsorgen har pligt til i god tid før tidspunktet for prøveløsladelse at tage kontakt til den relevante kommune og KiF-afdeling med henblik på forberedelse af løsladelsen. Se nærmere herom i publikationen "Projekt God Løsladelse, Erfaringer - metoder anbefalinger" udgivet af Servicestyrelsen i 2009.

Bilag 2 i publikationen indeholder "overordnede anbefalinger", som forekommer ganske konkrete. Af bilaget fremgår følgende:

"Der bør skabes et klart lovgrundlag for, at den kommune, hvor borgeren senest har haft folkeregisteradresse, forbliver handlekommune under
fængselsophold, indtil borgeren har opnået folkeregisteradresse i en anden kommune

Der bør skabes et klart lovgrundlag for integrering af jobcentrene i samarbejdet mellem Kriminalforsorgen og kommuner om koordinerede handleplaner

Kriminalforsorgen bør - hvis ikke forsorgsudgang (§ 31 udgang) til planlægning af løsladelse kan gøres til et retskrav – arbejde for, at § 31 udgang
bliver mulig og realiseret. Dette skal give mulighed for, at en indsat – trods eventuel disciplinær forseelse - kan mødes med KIF om planlægning
af tilsyn og senest en måned før løsladelsen kan mødes med beskæftigelses-/ socialforvaltning og evt. misbrugscenter om planlægningen
af løsladelsen

Kriminalforsorgen skal sikre, at fængsler og Kriminalforsorgen i Frihed (KIF) har en fælles forståelse af Kriminalforsorgens opgaver og mål og
får et øget kendskab til hinandens opgaver og procedurer med henblik på at styrke og udvikle samarbejdet mellem de to dele af organisationen.

Kriminalforsorgen skal på alle ledelsesniveauer intensivere styringen og øge dokumentationen af sin indsats i forbindelse med udarbejdelse af
handleplaner og løsladelse.

Ledelser i fængsler, arresthuse og KIF bør sikre og holdes ansvarlige for, at lovgivning og administrative bestemmelser om udarbejdelse og koordinering
af handleplaner overholdes.

Kriminalforsorgen skal på alle ledelsesniveauer sikre, at der arbejdes systematisk med udredning og handleplan efter samarbejdsmetoden: Køreplan
for god løsladelse.

Såvel arrester, som fængsler, skal arbejde resultatorienteret frem imod god løsladelse fra første indsættelsesdag, og ledelse og kompetencer i så henseende bør sikres.

Fængselsledelsen skal sikre tydeliggørelse og synliggørelse af kompetence-, ansvars- og opgavefordeling mellem forskellige faggrupper i fængslet.

Kommuner anbefales i deres udsattepolitik specifikt at forholde sig til det tværsektorielle samarbejde om borgere i fængsel og sikre, løsladte borgeres
mulighed for at blive reintegreret i samfundet.

Kommuner og Kriminalforsorgen skal opfordres til at indgå – og sikre overholdelse af - samarbejdsaftaler, herunder om at anvende samarbejdsmetoden:
Køreplan for god løsladelse

Det skal tydeliggøres for såvel borgere som samarbejdspartnere, hvilke afdelinger i kommunen der har ansvar for hvilke opgaver, når det gælder
indsatte borgere. Organiseringen på tværs af indsats-, ydelses- og beskæftigelsesafdelinger bør således præciseres, og fremgå af kommunernes
hjemmesider.

Kommuner skal helt konkret afklare og synliggøre, hvilken afdeling og sagsbehandler, der har ansvaret for at samarbejde med fængsler om løsladelser.

Kommuner skal sikre, at indsatte borgeres sag holdes åben under afsoning for så vidt angår forhold, som vedrører forberedelsen af løsladelsen,
samarbejdet om handleplaner og den konkrete planlægning af den gode løsladelse.
"

Der er formodning for, at de omhandlede anbefalinger ikke længere blot er anbefalinger men er blevet retligt bindende for kriminalforsorgen (og for kommunerne), idet Justitsministeriet i sit svar af 8. marts 2010 på retsudvalgets spørgsmål nr. 610 om, hvor initiativpligten ligger til at koordinere handleplaner med kommunerne, henviser til projekt "God Løsladelse". Ministeriet anfører i svaret blandt andet, at koordinering af handleplaner er "et helt centralt element i implementeringen af anbefalingerne i rapporten ”God Løsladelse” ..".

Justitsministeriets svar af 8. november 2010 på retsudvalgets spørgsmål nr. 181 om omfanget af personer, der løslades direkte fra et lukket fængsel.

Se "SAMARBEJDSAFTALE vedr. en særlig udvalgt gruppe af kriminelle MELLEM KRIMINALFORSORGEN OG ODENSE KOMMUNE
Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
" fra 2006, punkt 3.1.2, hvoraf det blandt andet fremgår, at projektet omfattet af aftalen også gælder unge, der ikke prøveløslades men først løslades efter udståelse af hele straffen.
 

Den europæiske Menneskerettighedskonvention og prøveløsladelse

I Clift mod Storbritannien afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 13. Juli 2010 under sagsnummer 7205/07 fandt EMD, at en nægtelse af at prøveløslade klageren udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 5 sammenholdt med EMRK artikel 14. Den pågældende var idømt 18 års fængsel. Da han i 2002 havde udstået halvdelen af straffen, besluttede prøveløsladelsesmyndigheden ("The Parole Board"), at han skulle løslades på prøve. Myndigheden lagde vægt på, at han ikke længere frembød nogen fare for andre, og at betingelserne for prøveløsladelse derfor var opfyldt. Denne afgørelse blev underkendt af Justitsministeren ("The Secretary of State"). Reglerne på daværende tidspunkt var således, at Justitsministeren kunne underkende beslutninger om prøveløsladelse truffet af prøveløsladelsesmyndigheden vedrørende indsatte, der afsonede tidsbestemte straffe af en længde på 15 år eller derover. Personer med mindre straffe samt personer idømt tidsubestemte straffe kunne derimod prøveløslades af prøveløsladelsesmyndigheden, uden at afgørelsen kunne underkendes af ministeren. EMD udtalte i præmis 42, at EMRK artikel 5 ikke garanterer nogen ret til automatisk prøveløsladelse. I det omfang, at en prøveløsladelsesordning organiseres således, at den indebærer, at løsladelserne af indsatte bliver diskriminerende, kan dette udgøre en krænkelse af artikel 5 sammenholdt med artikel 14. I præmis 75 udtaler EMD, at indsatte, der idømmes en tidsbestemt straf, må udgøre en mindre risiko for andre, end tilfældet er for indsatte, der idømmes en tidsubestemt straf. I præmis 75 til 78 når EMD frem til, at den valgte fremgangsmåde er usaglig, og at den derfor strider mod EMRK artikel 5 sammenholdt med EMRK artikel 14. 
 

Prøveløsladelsesvilkårene

I FOB 1997.161 var en prøveløsladt flyttet til en ny adresse uden at tilsynsmyndigheden havde godkendt bopælsskiftet. Myndigheden betragtede flytningen som en overtrædelse af det vilkår man havde sat for prøveløsladelsen - nemlig at den pågældende skulle "efterkomme tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold". Den prøveløsladte fik pålæg om at flytte ind på en af kriminalforsorgens institutioner. Ombudsmanden kunne efter sin gennemgang af sagen ikke kritisere at flytningen uden godkendelse blev anset for at være en overtrædelse af vilkåret for prøveløsladelse. Ombudsmanden kritiserede derimod pålægget om institutionsophold. Der var efter hans mening ikke hjemmel i vilkårsgrundlaget til at give pålæg af sådan art. Den pågældende afdeling under kriminalforsorgen burde i stedet have foretaget en indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen.


Vilkårsovertrædelser (§ 40)
Se bemærkningerne til straffelovens § 40 i Betænkning nr. 650 vedrørende nogle af- og nedkriminaliseringsspørgsmål afgivet i 1972, side 63 til side 67. I betænkningen foreslås det, at genindsættelse i tilfælde af, at der begås ny kriminalitet i prøvetiden, anvendes i sjældnere tilfælde end efter dagældende praksis. Man foreslår blandt andet, at "at genindsættelse i henhold til det foreliggende forslag kun helt undtagelsesvis finder sted, efter at 6 måneder af prøvetiden er gået". På side 65, 2. spalte, anføres blandt andet: "

"Arbejdsgruppen forestiller sig, at genindsættelse i henhold til det foreliggende forslag kun helt undtagelsesvis finder sted, efter at 6 måneder af prøvetiden er gået, og derudover kunne man tænke sig, at en forholdsvis stor del af de tilfælde, hvor recidivet finder sted inden for de første 6 måneder, ikke skulle føre til genindsættelse, men tværtimod til andre reaktioner efter forslagets § 40, stk. 1.

Man finder imidlertid, at de grunde, der førte arbejdsgruppen til at foreslå, at der kun undtagelsesvis finder genindsættelse sted efter 6 måneders forløb - udsigten til at falde ind under en lempeligere praksis, såfremt recidivet udskydes, - i en vis udstrækning kontraindicerer en sådan løsning. Man finder på den anden side ikke at burde foreslå ændringer i den nuværende praksis, hvorefter meget korte, ubetingede frihedsstraffe for forhold, begået forholdsvis kort tid efter prøveløsladelsen, kun undtagelsesvis fører til genindsættelse, idet man finder, at det navnlig er de mere alvorlige og professionelt prægede recidiver med længerevarende straffe til følge, som forslaget direkte sigter imod
."

I TfK 2007.782 VLK var en drabsdømt, som var blevet prøveløsladt, begyndt at drikke alkohol, uagtet at prøveløsladelsen var betinget af antabusvilkår. Han havde indledningsvist modtaget en advarsel. Da forholdene efter kriminalforsorgens opfattelse ikke ændrede sig, blev han genindsat. Retten udtalte blandt andet: "Efter straffelovens § 40, stk. 2. nr. 3, forudsætter indsættelse til udståelse af reststraffen, at der forligger særlige omstændigheder. Udgangspunktet er således, at overtrædelse af vilkårene for en prøveløsladelse, når der ikke foreligger nyt strafbart forhold, ikke skal medføre genindsættelse, men de konsekvenser, der er angivet i straffelovens § 40, stk. 2, nr. 1 og nr. 2. A er blevet advaret om de mulige konsekvenser af en fortsat overtrædelse af vilkåret. A er dømt for forsøg på manddrab. Forholdet blev ifølge mentalerklæringen begået, mens han var beruset. Han blev idømt fængsel i 6 år. Der er således tale om en meget alvorlig forbrydelse, der blev begået under beruselse. Derfor er det særligt alvorligt, at A ikke overholdt vilkåret om alkoholistbehandling, trods flere indskærpelser. Retten er derfor enig i, at der i dette tilfælde har foreligget særlige omstændigheder. Retten stadfæster derfor direktoratets afgørelse. Efter straffelovens § 40, stk. 6, udelukker afgørelsen ikke, at A igen søger om at blive prøveløsladt, således at det fortsat er muligt gennem prøveløsladelse at søge at motivere A til at leve et ædrueligt og kriminalitetsfrit liv." Sagen blev på kriminalforsorgens begæring behandlet på skriftligt grundlag.


Processen (straffuldbyrdelseslovens § 80)
Straffuldbyrdelseslovens § 80, stk. 1, regulerer nærmere, hvornår beslutningen om prøveløsladelse skal træffes, og af samme lovs § 80, stk. 2, fremgår det, at Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse. Se kommentarerne til bestemmelserne om prøveløsladelse i straffuldbyrdelsesloven i KRIMs kommentarer til straffuldbyrdelsesloven.
  

Erstatning ved uberettiget nægtelse af prøveløsladelse
Såfremt det må påregnes, at en person ville være blevet prøveløsladt men ikke er blevet det for eksempel på grund af sigtelse for ny kriminalitet under afsoningen, vil denne muligvis kunne få erstatning for den frihedsberøvelse, som ligger ud over prøveløsladelsesdatoen, såfremt det senere måtte vise sig, at sigtelsen var uberettiget. Se TfK.2005.356 VLD. Se nærmere om afgørelsen under behandlingen af adgangen til erstatning for uberettiget frihedsberøvelse efter udlændingeloven behandlet under kommentarerne til retsplejelovens kapitel 93 a.


Lovforslag mv.
Beslutningsforslag B 63 fremsat dem 25. november 2009 af Karina Lorentzen Dehnhardt m. fl. m udvidelse af "mentor-ordningen" til også at omfatte voksne prøveløsladte. Forslagsstillerne henviser til, at unge under 25, som har tilknytning til kriminalforsorgen, i dag tilbydes en mentor. Forslagsstillerne vil imidlertid udbrede ordningen til også at gælde for voksne, som står over for (prøve) løsladelse. Mentorarbejdet skal igangsættes i god tid, inden den dømte kriminelle (prøve)løslades, og ordningen skal løbe, indtil den nu tidligere
kriminelle har opbygget rammerne for et nyt kriminalitetsfrit liv. Mentorordningen skal omfatte prøveløsladte og fuldtidsafsonere, ligesom det skal undersøges, om den kan udvides til også at omfatte personer med betingede straffe m.v.

Der stilles også forslag om såkaldte "stormøder" for prøveløsladte som en forsøgsordning. Det fremgår af lovforslaget, at den prøveløsladte og andre, herunder "offeret" (eller en stedfortræder), kommunen, tilsynsførende og andre relevante parter fra lokalsamfundet, f.eks. en arbejdsgiver, en lærer, en træner, forældre m.v. skal deltage i dette stormøde. Parternes frivillige deltagelse er en forudsætning og tager sit udgangspunkt i »restorative justice«-tankegangen. På mødet udarbejdes en plan for, hvordan det forhindres, at den dømte gentager sin forbrydelse, og hvordan den dømte kan reintegreres i lokalsamfundet.

politiken.dk den 5. august 2011 citeres seniorkonsulent Niels Løppenthin, Direktoratet for Kriminalforsorgen, for i en afhandling fra Københavns Universitet at udtale, at indsatte i danske fængsler, der nægtes prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af straffen på en række områder er mindre belastede end for 10 år siden. Det fremgår videre af artiklen, at Niels Løppenthin i sin afhandling har undersøgt 231 afslag på prøveløsladelser. Han citeres blandt andet for at udtale: "Det skader retssikkerheden, at nu knap hver tredje indsatte nægtes prøveløsladelse – og at det sker med en begrundelse, der ikke holder" Det fremgår videre af artiklen, at Anette Esdorf i Direktoratet for Kriminalforsorgen kalder afhandlingen "interessante", og at direktoratet på baggrund af afhandlingen vil foretage en kulegravning af sammenhængen mellem afslag på prøveløsladelse og fangernes baggrund. Hun citeres endvidere således: "Vi er også bekymrede over, at så mange får afslag på prøveløsladelse, og det har vi i forvejen fokus på. Vi har dog hidtil ment, at vi ikke har skærpet vores praksis. Vi har mest skønnet, at klientellet var blevet mere belastet". Læs mere.