|
|
||
|
|||
"§ 38. Når to tredjedele
af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået, afgør
justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, om den
dømte skal løslades på prøve. Stk. 2. Løsladelse på prøve kan ske tidligere, når særlige omstændigheder taler derfor, og den dømte har udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder. Bestemmelse herom træffes af justitsministeren eller den, som han med hensyn til bestemte grupper af sager bemyndiger dertil. Stk. 3. Prøveløsladelse kan ikke ske med hensyn til den ubetingede del af en dom efter § 58, stk. 1. Stk. 4. Løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret ham passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at han erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter § 39, stk. 2. § 39. Løsladelse betinges af, at den pågældende ikke i prøvetiden begår strafbart forhold. Prøvetiden kan ikke overstige 3 år. Hvis den resterende straffetid overstiger 3 år, kan der dog fastsættes en prøvetid på indtil 5 år. Stk. 2. Det kan fastsættes som vilkår for løsladelsen, at den pågældende i hele prøvetiden eller en del af denne undergives tilsyn. Yderligere vilkår kan fastsættes efter reglerne i § 57. Vilkår om ophold i hjem, hospital eller anden institution har ikke gyldighed for længere tidsrum end den resterende straffetid. § 40. Begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og foretages der inden dennes udløb rettergangsskridt, hvorved han sigtes for forholdet, træffer retten afgørelse i overensstemmelse med § 61, stk. 2, således at reststraffen ligestilles med en betinget dom. Har prøveløsladelse i medfør af § 40 a, stk. 3 eller 4, været forbundet med vilkår om samfundstjeneste, skal der ved fastsættelse af en fællesstraf tages hensyn til omfanget af den udførte samfundstjeneste. Stk. 2. Overtræder den prøveløsladte i øvrigt de fastsatte vilkår, kan justitsministeren 1) tildele advarsel, 2) ændre vilkårene og forlænge prøvetiden inden for den i § 39 fastsatte længstetid eller 3) under særlige omstændigheder bestemme, at han skal indsættes til udståelse af reststraffen. Stk. 3. Begår den prøveløsladte strafbart forhold i prøvetiden, uden at der rejses tiltale herfor, finder reglerne i stk. 2 tilsvarende anvendelse. Det samme gælder, såfremt den prøveløsladte i udlandet dømmes for strafbart forhold begået i prøvetiden, uden at der i forbindelse med dommen er taget stilling til spørgsmålet om fuldbyrdelse af reststraffen. Stk. 4. Afgørelse efter stk. 2, jf. stk. 3, kan kun træffes inden prøvetidens udløb. Stk. 5. Træffes der ikke bestemmelse om fuldbyrdelse af reststraffen efter stk. 1 eller stk. 2, jf. stk. 3, anses straffen for udstået på det tidspunkt, da prøveløsladelse fandt sted. Stk. 6. Såfremt genindsættelse er bestemt i medfør af stk. 2, jf. stk. 3, kan fornyet prøveløsladelse ske, selv om de tidsmæssige betingelser i § 38, stk. 1 og 2, eller § 40 a, stk. 1, ikke er opfyldt med hensyn til reststraffen. Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til omfanget af samfundstjeneste, som den pågældende har udført i medfør af § 40 a, stk. 3 eller 4. Med hensyn til prøvetid efter sådan prøveløsladelse gælder de i § 39 fastsatte tider med fradrag af den tid, i hvilken den pågældende tidligere har været prøveløsladt." |
|||
Ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 blev den tidligere bestemmelse i straffelovens § 38, stk. 3, ophævet, således at den dagældende regel om, at prøveløsladelse i almindelig ikke kan ske, når den resterende straffetid er mindre end 30 dage, blev ophævet Reglerne om prøveløsladelse, tilsyn, vilkår for prøveløsladelse, vilkårsovertrædelser mv. er behandlet nærmere i en række betænkninger: Kapitel 12 i 2. del om prøveløsladelse i betænkning 1099 om strafferammer og prøveløsladelse afgivet af Straffelovrådet i 1987 Hele betænkning 1099 om strafferammer og prøveløsladelse - 1987 Betænkning 1211 om samfundstjeneste - 1990 Betænkning 519 om vilkår ved betingede domme og prøveløsladelser - 1969 Betænkning 82 om forsorgsdomme og betingede domme - straffelovskommissionen 1952 Betænkning 563 om rekruttering og instruktion af honorarlønnede tilsynsførende - 1970 Se også Justitsministeriets vejledning nr. 52 af 30. juni 2011 om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf (løsladelsesvejledningen) Indledende om prøveløsladelse efter § 38 samt adgangen til at fastsætte vilkår efter § 39 Reglerne om de tidsmæssige betingelser for prøveløsladelse findes i straffelovens § 38. § 39, stk. 1, fastsætter, at løsladelse på prøve er betinget af, at den løsladte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. I § 39, stk. 2, 1. pkt., bestemmes det, at der kan fastsættes vilkår om tilsyn i prøvetiden. Af § 39, stk. 2, 2. pkt., fremgår det, at der kan fastsættes yderligere vilkår efter reglerne i § 57 om vilkår for betingede domme. Prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1 Praksis med hensyn til løsladelse efter § 38, stk. 1, (løsladelse efter "hovedreglen") gengivet i betænkning 1099/1987, side 216 til side 221. Der skal ved de fleste tidsbestemte straffe ske prøveløsladelse efter 2/3 af straffen, når dette kke er "utilrådeligt" I en utrykt højesteretsdom fandt højesteret, at der skulle ske prøveløsladelse af en person, der som prøveløsladt havde begået røveri og nu var blevet idømt 5 års fængsel. Den pågældende havde haft mange såkaldt "ledsagede udgange" fra fængslet men ikke ledsagede, idet direktoratet havde nægtet ham dette. Politiet var blevet hørt, og politiet havde udtalt sig imod, at den dømte fik uledsagede udgange. Direktoratet nægtede at prøveløslade den pågældende med henvisning til, at denne ikke havde haft et "sædvanligt udslusningsforløb", hvorfor man fandt det utilrådeligt at prøveløslade ham. Højesteret lagde vægt på, at der i den aktuelle sag forelå en "særlig gunstig løsladelsessituation med hensyn til arbejde eller uddannelse, opholdssted, forhold til familie". Man fandt også, at der var sket "en modning og væsentlig holdningsændring hos den indsatte, som i sig selv taler for, at der kun er ringe risiko for recidiv". Højesteret fandt derfor ikke, at der er "grundlag for at antage, at løsladelse på prøve vil være utilrådelig, jf. straffelovens § 38, stk. 5". Læs Kendelse afsagt af Højesteret den 18. august 2006 i sag nr. 58/2006 her. Justitsministeriets svar af 17. oktober 2007 på spørgsmål nr. 453 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg, hvor retsudvalget blandt andet opfordrede ministeriet til at svare på, om de relevante medarbejdere i kriminalforsorgen er gjort bekendt med afgørelsen, og hvor ministeriet bestrider, at der findes "en generel regel eller en ufravigelig praksis om, at der ikke kan ske prøveløsladelse efter udståelse af to tredjedele af straffen, hvis den indsatte ikke har tilladelse til uledsaget udgang og dermed har været gennem et udslusningsforløb". Af dommen UfR 2002.1316V fremgår, at en indsat af kriminalforsorgen blev anset for "negativt stærkt styrende". Han var blevet nægtet ordinær prøveløsladelse. Nægtelsen af prøveløsladelse blev tilsidesat både af byretten og landsretten. Hans Jørgen Engbo anfører i "Straffuldbyrdelsesret", 2. udgave, DJØF's forlag 2005, side 352 om "ordinær prøveløsladelse efter 2/3 af straffetiden blandt andet: "Efter strl. § 38, stk. 1, afgør justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, om prøveløsladelse skal ske efter udståelse af 2/3 (dog mindst to måneder) af straffetiden. Prøveløsladelse på dette tidspunkt er forudsat som et normalt led i straffuldbyrdelsen og må derfor betragtes som den ordinære løsladelsesform. Det skal ikke dokumenteres eller antages, at det vil være hensigtsmæssigt eller tilrådeligt at løslade. Der skal som udgangspunkt ikke argumenteres for en prøveløsladelse. Der skal tværtimod argumenteres særligt for at undlade løsladelse, typisk med at en løsladelse vil være utilrådeligt, jfr. ovenfor om utilrådelighedskrtiteriet." I en prøveløsladelsesresolution 2013/601/00039-0012-0001 af 7. august 2013 bestemte kriminalforsorgen, at en domfældt efter straffelovens § 38, stk. 1, skulle løslades på prøve den 4. oktober 2013, hvor den pågældende havde udstået 2/3 af den idømte straf. Dette skete på vilkår af, at den pågældende ikke i et tidsrum på 3 år fra løsladelsen at regne begår nyt strafbart forhold. Den pågældende var 4. juni 2008 ved Østre Landsret idømt fængsel i 6 år for skyldnersvig for cirka 210 mio. kroner og ved Østre Landsrets dom af 26. september 2012 idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed begået under afsoningen af dommen fra juni 2008. Forud for dommen i 2008 var den pågældende i 2000 straffet med betinget fængsel i 2 år og 6 måneder blandt andet for skyldnersvig. Derudover var den pågældende i Frankrig i 2003 straffet med fængsel i 3 år, der blev gjort betinget. Kriminalforsorgens afgørelse viser, at selv den omstændighed, at en flere gange straffet person begår ny ligeartet kriminalitet under afsoningen af en tidligere idømt straf ikke nødvendigvis gør prøveløsladelse utilrådelig. Afgørelsen stemmer godt overens med motiverne bag straffelovens § 38, stk. 1, der blandt andet har baggrund i erfaringer, der viser, at personer, der prøveløslades (eventuelt med særvilkår), har lavere recidiv end personer, der ikke prøveløslades. Det er også værd at bemærke, at der ikke er tale om såkaldt "forskudt 2/3 tid", der er nemmere at opnå end sædvanlig prøveløsladelse, men at prøveløsladelsen fandt sted til sædvanlig tid, hvilket vil sige på datoen hvor 2/3 af straffen var udstået. Sagen viser endelig, at kriminalforsorgen tilsyneladende er begyndt at overholde de gældende administrative regler, idet kriminalforsorgen hidtil meget ofte - i strid med lovgivningen - først har afgjort sager om sædvanlig prøveløsladelse længe efter 2/3-datoen. I den aktuelle sag har kriminalforsorgen fulgt de administrative regler og afgjort sagen i god tid før 2/3-datoen. I TfK 2011.277 ØLK nægtede kriminalforsorgen at prøveløslade en person, der udstod straf for sædelighedskriminalitet mod sin mindreårige datter. Der blev i det væsentlige henvist til, at den domfældte ikke havde erkendt den pådømte kriminalitet. Kriminalforsorgen havde fundet, at den manglende erkendelse medførte, at det ikke har "været muligt for Anstalten ved Herstedvester og Statsfængslet ved Horserød at vurdere hans behandlingsbehov og dermed foretage en endelig afklaring af behandlingsbehovet". Denne omstændighed sammenholdt med "kriminalitetens art" førte til, at kriminalforsorgen fandt, at prøveløsladelse efter udståelse af to tredjedele af straffen fandtes utilrådelig. Såvel byretten som landsretten fandt, at prøveløsladelse efter udståelse af 2/3 af straffen burde være sket. Landsretten udtalte således: "På anmodning fra Statsfængslet ved Horserød vurderede Anstalten ved Herstedvester den 5. maj 2010 navnlig på grund af indkæredes benægtende holdning til den pådømte kriminalitet, at man ikke kunne udelukke en recidivrisiko. Landsretten finder, at dette ikke i sig selv, når alle andre relevante momenter i sagen, herunder navnlig den lange tid der forløb mellem dommen og afsoningen, pegede i modsat retning, kan føre til en vurdering af, at der forelå en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet og dermed, at prøveløsladelse var utilrådelig, jf. straffelovens § 38, stk. 5. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, bestemmes: Byrettens dom stadfæstes". Det er værd at bemærke, at det fremgår af oplysningerne i kendelsen, at den domfældte ifølge en udtalelse fra Anstalten ved Herstedvester havde en "garderet fremtoning", som "begrænser hans egnethed til at indgå i et behandlingsforløb vedrørende det pådømte", og at den pågældende ikke ønskede "at engagere sig i forhold til jævnaldrende kvinder og beskriver et nedtonet seksuelt behov". Disse forhold har landsretten tilsyneladende ikke fundet "relevante" i forhold til bedømmelsen af, hvorvidt prøveløsladelse til sædvanlig tid er "utilrådelig". I TfK 2011.747/1 ØLK bestemte såvel byretten som landsretten at ophæve Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens, afgørelse af 20. august 2010 om ikke at prøveløslade en person, der afsonede en dom af fængsel i 1 år og 9 måneder blandt andet for røveri. Såvel byrettens som landsretten begrundede i det væsentlige kendelserne med, at den domfældte var blevet lovet sædvanlig prøveløsladelse, og at der ikke havde været grundlag for at tilbagekalde en begunstigende forvaltningsakt. Det fremgår af forklaringerne afgivet under sagen, at den pågældende på et tidspunkt i juli 2010 af en socialrådgiver i fængslet var blevet lovet, at hun ville blive prøveløsladt den 24. august 2010, hvor 2/3 af straffen var udstået. Af en "indstilling" af 30. juni 2010 fra statsfængslet fremgik blandt, at "fængselsfunktionær, ut. og den frie Kriminalforsorg" i samarbejde havde besluttet, at domfældte skulle prøveløslades den 24. august 2010. Den 30. juni 2010 var den dømte blevet testet positiv for opiater ved en urinprøve. Den 9. juli 2010 besluttede statsfængslet at nægte den pågældende sædvanlig prøveløsladelse. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, stadfæstede den 20. august 2010 statsfængslets afgørelse af 9. juli 2010 om afslag på prøveløsladelse. Direktoratet lagde vægt på, at der var tale om personfarlig kriminalitet, og at domfældte inden for en kort periode flere gange var recidiveret til ligeartet kriminalitet. Direktoratet lagde derudover blandt andet vægt på, at domfældte fortsat sås at have et misbrug af euforiserende stoffer, sammenholdt med at den begåede kriminalitet sås at have en nær sammenhæng med dette misbrug. Direktoratet for Kriminalforsorgen gjorde blandt andet gældende, at indstillingen fra statsfængslet ikke udgjorde en forvaltningsakt, der kan støttes ret på, og at der kun kan blive tale om tilbagekaldelse af en forvaltningsakt, når der foreligger en afgørelse. Det var ifølge Direktoratet for Kriminalforsorgen "afgørelsen af 9. juli 2010 om afslag på prøveløsladelse, der er forvaltningsakten". Byretten ophævede kriminalforsorgens afslag på prøveløsladelse og anførte blandt andet, at den domfældte mundtligt havde fået oplyst fra socialrådgiveren i fængslet, at hun ville blive prøveløsladt til sædvanlig tid. Byretten anførte også, at det ikke burde komme domfældte til skade, at hun ikke havde kendskab til, hvem i statsfængslet der i medfør af § 25, stk. 1, i løsladelsesbekendtgørelsen var blevet bemyndiget til at træffe afgørelse om prøveløsladelse. Landsretten stadfæstede byrettens kendelse og udtalte blandt andet: "Ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger finder landsretten ikke, at det forhold, at domfældte den 30. juni 2010 blev testet positiv for indtagelse af morfin, taler med en sådan afgørende vægt imod prøveløsladelse, at Kriminalforsorgen var berettiget til at tilbagekalde den begunstigende afgørelse herom. Det er herved navnlig tillagt betydning, at direktoratet i begrundelsen for afslaget på prøveløsladelse af 9. juli 2010 henviser til domfældtes hurtige og tætte recidiv og ikke til, at hun var blevet testet positiv for indtagelse af euforiserende stoffer. I landsrettens vurdering har det forhold, at domfældte var undveget fra fængslet i perioderne 1. oktober-16. november og den 27. november-9. december 2010, og at hun er tiltalt for strafbare handlinger begået i den forbindelse, ikke i sig selv kunnet føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at der er tale om efterfølgende forhold, der er indtruffet ca. 3 måneder efter Kriminalforsorgens afgørelse." Prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 2 Praksis med hensyn til løsladelse efter § 38, stk. 2, (løsladelse efter "undtagelsesbestemmelsen") gengivet i betænkning 1099/1987, side 221 til side 224. Praksis ved Folketingets Ombudsmand I FOB 2007.125 fandt ombudsmanden, at et afslag på prøveløsladelse ikke var forelagt domstolene "uden unødigt ophold" Krav om konkret vurdering af behov for krav om arbejde som betingelse for prøveløsladelse efter § 40 a. FOB.2005.208 Prøveløsladelse, overførsel fra udland. FOB.1998.153 Prøveløsladelsesvilkår. FOB.1997.161
Se "SAMARBEJDSAFTALE
vedr. en særlig udvalgt gruppe af kriminelle MELLEM
KRIMINALFORSORGEN OG ODENSE KOMMUNE Den europæiske
Menneskerettighedskonvention og prøveløsladelse Prøveløsladelsesvilkårene
I
FOB 1997.161 var en prøveløsladt flyttet til en ny adresse uden
at tilsynsmyndigheden havde godkendt bopælsskiftet. Myndigheden
betragtede flytningen som en overtrædelse af det vilkår man havde
sat for prøveløsladelsen - nemlig at den pågældende skulle
"efterkomme tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold". Den
prøveløsladte fik pålæg om at flytte ind på en af kriminalforsorgens
institutioner. Ombudsmanden kunne efter sin gennemgang af sagen ikke
kritisere at flytningen uden godkendelse blev anset for at være en
overtrædelse af vilkåret for prøveløsladelse. Ombudsmanden
kritiserede derimod pålægget om institutionsophold. Der var efter
hans mening ikke hjemmel i vilkårsgrundlaget til at give pålæg af
sådan art. Den pågældende afdeling under kriminalforsorgen burde i
stedet have foretaget en indberetning til Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
|
|||
|
|||