Kommentarer til regler med videre om
sagsbehandlingen i straffuldbyrdelsesretten

 


Af advokat (H) Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

Senest opdateret 18. oktober 2014


Landsforeningen KRIMs samling af regler mv. om sagsbehandlingen og domstolsprøvelse i straffuldbyrdelsesretten.
Udateret skrivelse uden angivelse af forfatter mv. fundet den 7. marts 2009 på kriminalforsorgens hjemmeside om målsætninger for sagsbehandlingstiden i kriminalforsorgen
Udateret skrivelse uden angivelse af forfatter om "klare mål for 2009" fundet på kriminalforsorgens hjemmeside den 7. marts 2009
Udateret skrivelse uden angivelse af forfatter om "klare mål og resultater i 2008" fundet på kriminalforsorgens hjemmeside den 7. marts 2009

Sagsbehandlingen i kriminalforsorgen og forvaltningsloven, reglerne om notatpligt mv. i offentlighedsloven

Kriminalforsorgen (herunder Direktoratet for Kriminalforsorgen) er en forvaltningsmyndighed og er som sådan blandt andet undergivet forvaltningsloven. Justitsministeriet har udarbejdet en vejledning om forvaltningsloven (vejledning nr. 11740 af 4. december 1986). Vejledningen indeholder retningslinjer for forvaltningsmyndighederne om, hvorledes forvaltningsloven kan forstås. Nedenfor gengives vejledningen i sin helhed. Derudover er der direkte adgang til de enkelte kapitler i vejledningen.
 
Justitsministeriets vejledning 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven
l,  Indledning
ll. Lovens anvendelsesområde
lll. Reglerne om inhabilitet
lV. Reglerne om vejledning og repræsentation
V. Reglerne om parters ret til aktindsigt
Vl. Reglerne om partshøring
Vll. Reglerne om begrundelse
Vlll. Reglerne om klagevejledning
lX. Reglerne om tavshedspligt
X. Reglerne om videregivelse af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed mv.
Xl. Lovens ikrafttræden og forholdet til anden lovgivning mv.
Xll. Almindelige regler i øvrigt om sagsbehandlingens tilrettelæggelse mv.

Justitsministeriets vejledning nr. 11687 af 3. november 1986 om lov om offentlighed i forvaltningen vejleder blandt andet om reglerne i offentlighedsloven om aktindsigt, egenaccess og notatpligt i den offentlige forvaltning. Lov om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven) gælder også faktisk forvaltningsvirksomhed modsat af forvaltningsloven, der alene gælder i afgørelsessager. 

Betænkning 1510 om offentlighedsloven - 2009

Administrativ klageadgang


Straffuldbyrdelseslovens § 111 har følgende ordlyd:

"§ 111. Afgørelser, der i henhold til denne lov er truffet af de lokale kriminalforsorgsmyndigheder, politiet eller restanceinddrivelsesmyndigheden, kan påklages til justitsministeren, jf. dog § 90, stk. 4, og § 91, stk. 4.

Stk. 2. Klage til justitsministeren skal iværksættes inden to måneder efter, at afgørelsen er meddelt den dømte. Justitsministeren kan i særlige tilfælde bortse fra overskridelse af denne frist.

Stk. 3. En klage til justitsministeren har ikke opsættende virkning, medmindre den, der har truffet afgørelsen, eller justitsministeren træffer bestemmelse herom.

Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om klagevejledning og om behandlingen af klagesager."


Afgørelser truffet af Direktoratet for Kriminalforsorgen kan normalt ikke indbringes for Justitsministeriet, idet direktoratet har såkaldt "direkte referat"

Se skrivelse nr. 11275 af 5. maj 1980 fra Justitsministeriet

Borgerens overskridelse af klagefristen i straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2


Det følger af forvaltningslovens § 25, at afgørelser, der kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, når de meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder eventuel tidsfrist.

Undlader myndigheden at give en vejledning i overensstemmelse med forvaltningslovens § 25, fører dette i almindelighed til, at klagefristen suspenderes jævnfør for eksempel Folketingets Ombudsmands udtalelse i FOB 2005.434.

Klagefristen på 2 måneder gælder kun for afgørelser truffet af den underordnede myndighed i henhold til straffuldbyrdelsesloven. Klager over underordnede myndigheder under kriminalforsorgen, der er truffet i henhold til anden lovgivning, er således ikke omfattet af fristen på 2 måneder. Annette Esdorf m. fl. anfører i "Straffuldbyrdelsesloven", DJØF forlag 2003, side 251, herom blandt andet følgende: "Klagefristen på to måneder er ny i forhold til den tidligere, ulovbestemte rekurs. I det omfang der klages over afgørelser, som ikke er truffet i "henhold til denne lov", f. eks. afgørelser om aktindsigt, gælder der ikke nogen klagefrist. Disse afgørelser vil fortsat være omfattet af den almindelige, ulovbestemte rekursadgang. ..."

Annette Esdorf m. fl. påpeger (også på side 251), at der ifølge lovens forarbejder kan "være anledning til at se bort fra en overskridelse af klagefristen, hvis klageren først efter klagefristen kommer i besiddelse af oplysninger, der er helt afgørende for fremsættelse af klagen."

Beregning af klagefrister, bevisbyrden for afsendelse af breve mv.

Praksis med hensyn til fristberegning er nærmere omtalt i artiklen "Beregning af klagefrister, fejl i postekspeditionen vedrørende breve til og fra Kriminalforsorgen mv." af Claus Bonnez, hvor det også påpeges, at det er myndigheden, der har bevisbyrden for, at breve afsendt af myndigheden, rettidigt er nået frem til modtageren. 

I FOU 2004.425 udtaler Folketingets Ombudsmand blandt andet, at det er ombudsmandens opfattelse, at bevisbyrden for, at et brev afsendt af en offentlig myndighed anses for at være kommet frem til modtageren (dagen efter afsendelsen ved A- post), påhviler den offentlige myndighed. Myndigheden vil normalt kunne løfte denne bevisbyrde ved "detaljeret" at redegøre for proceduren på det pågældende tidspunkt for afsendelse af post. Brevet må herefter anses for at være kommet (rettidigt) frem medmindre der foreligger oplysninger der kan sandsynliggøre et andet forløb. Ombudsmanden henviser til, at det offentliges pligt til at foranstalte de relevante undersøgelser i tilfælde, hvor borgeren hævder, at borgeren ikke har modtaget et brev fra myndigheden, kan udledes af "officialprincippet. Ombudsmanden udtaler herom nærmere: "Officialprincippet er en garantiforskrift. Iagttagelse af princippet er generelt af væsentlig betydning for en afgørelses lovlighed og rigtighed. Utilstrækkelig sagsoplysning vil ud fra en konkret vurdering kunne medføre afgørelsens ugyldighed, se nærmere i Kaj Larsen mfl., Forvaltningsretten, 2002, 2. udgave, s. 447 ff, og Jens Garde mfl., Forvaltningsret – Sagsbehandling, 2001, 5. udgave, s. 128 ff og s. 339 f. Københavns Kommune har i udtalelsen af 29. september 2003 oplyst at det ikke er ualmindeligt at borgere påberåber sig at et brev fra kommunen ikke er modtaget. Om sådanne situationer oplyser kommunen at den efter praksis ikke kontakter Post Danmark. Hertil skal jeg for en god ordens skyld bemærke at det ikke kan udelukkes at kommunens praksis kan føre til at kommunen i visse sager derved tilsidesætter officialprincippet. Kommunen bør i hver enkelt sag vurdere om en indsigelse giver grundlag for videre undersøgelse."

Kriminalforsorgen og god forvaltningsskik

En forvaltningsmyndighed som kriminalforsorgen er ikke kun undergivet forvaltningsloven men skal blandt andet også udvise "god forvaltningsskik". Folketingets Ombudsmand har i Folketingets Ombudsmands Beretning for 2010, side 9 til 13, skrevet en artikel om kravene til "god forvaltningsskik". Heraf følger blandt andet forvaltningens ansattes pligt til at  "tale og skrive høfligt" til borgeren eller til at "præsentere sig ved navn" over for borgerne.  

I "Etik, Ansvar og Værdier i den offentlige sektor - en debatbog" udgivet i juni 2000 af Finansministeriet på Schultz Grafik A/S, udtaler Hans Gammeltoft-Hansen sig i artiklen "God forvaltningsskik i samspillet med borgerne" sig om god forvaltningsskik. På side 17, 2. afsnit, anfører forfatteren følgende:
"Efter forvaltningslovens §§ 25-26 er der ikke pligt til i almindelighed at vejlede om muligheden for at indbringe en afgørelse for domstolene. Men, som også anført i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, vil det være god forvaltningsskik alligevel at vejlede den skuffede borger om denne mulighed, hvis et sagsanlæg kunne være nærliggende, f. eks. fordi der på det pågældende område er særlige regler for, at sager kan indbringes for domstolene." Se herom punkt 43 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

Videre udtaler Hans Gammeltoft-Hansen i ovennævnte artikel på side 21, 3. afsnit, blandt andet, at den gode forvaltningsskik afspejler "de almindelige opfattelser af, hvad der anses for anstændigt, høfligt og rimeligt i mellemmenneskelig adfærd, tilsat almindelig sund fornuft. Ombudsmandens opgave har derfor i nogen måde bestået i, efter behov, at oversætte og artikulere disse almindelige holdninger ind i det særlige område, der udgøres af forvaltningens sagsbehandling og adfærd over for borgerne. På det tidspunkt har det f. eks. måttet konstateres, at selv om man måske formelt har overtaget i forhold til andre (som arbejdsgiver, forælder, lærer, hospitalslæge, etc.), så er tiden løbet fra, at dette formelle forhold i sig selv er fuldt tilstrækkeligt til at bære de instrukser, ordrer og beslutninger, man foretager over for de undergivne. Det er efter omstændighederne også nødvendigt, eller i hvert fald hensigtsmæssigt, at man afslører sine grunde - ja, måske ligefrem lægger dem frem til forudgående drøftelse. ...."

Det følger af princippet om god forvaltningsskik, at forvaltningen skal være "venlig og hensynsfuld", hvilket Folketingets Ombudsmand udtalte blandt andet i sagen 2005-3606-609, hvor en ordblind, der havde ringet mange gange til en forvaltningsmyndighed og fremkommet med diverse forulempende udtalelser til personalet, kunne afskæres fra fortsat at måtte ringe til myndigheden. 

I Justitsministeriets vejledning nr. 224 af 15. oktober 1969  om sproget i love og andre retsforskrifter. Vejledningen gælder for eksempel i forhold til såvel generelle forskrifter som konkrete afgørelser udformet af kriminalforsorgen (herunder fængsler og arresthuse).

Kriminalforsorgens notatpligt

Kriminalforsorgens personales daglige adfærd - herunder anvisninger overfor de indsatte - i fængselsinstitutioner og arresthuse har meget ofte karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed og er dermed ikke afgørelsessager i forvaltningslovens forstand. Dette indebærer blandt andet, at reglerne om notatpligt i offentlighedslovens § 6 ikke umiddelbart er gældende i forhold til sådan virksomhed.

Det følger imidlertid af en ulovbestemt forvaltningsretlig grundsætning, at der også består en pligt til at tage notat af ”alle væsentlige ekspeditioner i en sag” i såvel afgørelsessager som i ”traditionelle” administrative sager, der har en vis indgribende og væsentlig betydning for borgeren, og hvor det er naturligt og ønskeligt, at der stilles krav om, at der tages notat om væsentlige sagsekspeditionsskridt.

Megen faktisk forvaltningsvirksomhed udøvet af kriminalforsorgen overfor de indsatte må anses for at være indgribende og af væsentlig betydning for disse, hvorfor kriminalforsorgen som følge af ovennævnte grundsætning i realiteten ofte har notatpligt, også selv om der ikke er tale om en afgørelsessag.

Herudover følger det af god forvaltningsskik, at forvaltningen sørger for, at der skabes et tillidsforhold mellem borgeren og forvaltningen. Et sådant tillidsforhold skabes bl.a. ved, at forvaltningen sikrer sig bevis og herved undgår tvivl om, hvad der er foregået og sagt i en foreliggende sag, jf. Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., side 642. Der kan således henvises til FOB 2006, side 644, hvor et amtsligt behandlingscenter havde truffet beslutning om at begrænse to stofmisbrugeres adgang til for fremtiden at benytte repræsentation/besiddere ved ugentlige behandlingssamtaler under hensyn til, at det – på grund af bisiddernes tilstedeværelse – ikke havde været muligt at etablere en reel behandling. I den forbindelse udtalte ombudsmanden, at det havde været mest hensigtsmæssigt – og bedst stemmende med god forvaltningsskik – hvis amtet havde gjort notat på sagen om, hvilke hensyn der var inddraget i beslutningen om at afskære muligheden for at benytte repræsentation/bisiddere.

Praksis. lovforarbejder mv. med hensyn til forvaltningens notatpligt er behandlet blandt andet i kapitel 13 i Betænkning nr. 1510/2009 om offentlighedsloven.

Kriminalforsorgens pligt til at oplyse sagen (officialprincippet)

En forvaltningsmyndighed (herunder kriminalforsorgen) har pligt til at tilvejebringe de oplysninger, som er nødvendige, for at myndigheden kan træffe afgørelse i en sag på et tilstrækkeligt grundlag. Myndigheden må på den ene side ikke indhente overflødige oplysninger, og myndigheden skal på den anden side hente de oplysninger, som er nødvendige for, at der kan træffes afgørelse på et fuldt tilstrækkeligt grundlag. Se nærmere herom i
punkt 199 i Justitsministeriets vejledning 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven.

I Folketingets Ombudsmands udtalelse af 13. april 2011 med sagsnummer 2009-3690-810 beskæftiger ombudsmanden sig i punkt 3.c på side 12 og 13 under overskriften "undersøgelsesprincippet" med officialprincippet. Ombudsmanden udtaler blandt andet: "Et grundlæggende princip i forvaltningsretten er myndighedernes pligt til at oplyse sagerne inden de træffer afgørelse. Det kaldes official- eller undersøgelsesprincippet. Det indebærer at myndigheden selv skal fremskaffe de nødvendige oplysninger i en sag eller sørge for at private, navnlig parterne, medvirker til at oplyse sagen. En forvaltningsmyndighed har altså pligt til at sørge for at der er et tilstrækkeligt fyldestgørende - retligt og faktisk - grundlag for at den kan træffe en fuldt forsvarlig og lovlig afgørelse. Omfanget af undersøgelserne i en sag afhænger af sagens karakter og af omstændighederne i sagen i øvrigt. Officialprincippet er en såkaldt garantiforskrift som har til formål at bidrage til at sikre at en forvaltningsmyndigheds afgørelse bliver indholdsmæssigt lovlig og rigtig. Jeg henviser til Jens Garde, Carl Aage Nørgaard og Karsten Revsbech, Forvaltningsret - Sagsbehandling, 6. udgave (2007), s. 161 ff og s. 406 ff, Steen Rønsholdt, Forvaltningsret - Retssikkerhed, proces, sagsbehandling, 3. udgave (2010), s. 365 ff, og Jon Andersen, Forvaltningsret - Sagsbehandling. Hjemmel. Prøvelse, 7. udgave (2010), s. 56 ff."

§ 41, stk. 1, i Bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område har følgende ordlyd: "Kommunen, statsforvaltningen, Pensionsstyrelsen og Ankestyrelsen betaler nødvendige udgifter til lægeerklæringer, undersøgelser, behandlinger, transport og lignende, som myndigheden pålægger borgeren eller klageren, og som ikke afholdes efter anden lovgivning. Udgifter i forbindelse med behandling af sager efter § 168 i lov om social service dækkes efter § 168, stk. 5, i lov om social service." Denne bekendtgørelse er ikke gældende på kriminalforsorgens område men synes at være udtryk for den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om officialprincippet.

I en sag, hvor en domfældt ansøger om udsættelse af strafafsoning eller om benådning med henvisning til sygdom, vil der være behov for indhentelse af lægelige oplysninger vedrørende ansøgeren. Det er kriminalforsorgen, der skal oplyse sagen, og det er som følge heraf kriminalforsorgen, som skal indhente de relevante lægelige oplysninger. Denne pligt kan kriminalforsorgen i nogle tilfælde muligvis opfylde ved at bede borgeren tilvejebringe oplysningerne. I tilfælde, hvor det er særligt besværligt eller omkostningskrævende for den domfældte selv at indhente oplysningerne, er kriminalforsorgen imidlertid forpligtet til at bistå den domfældte hermed for eksempel ved at tilbyde at betale for relevante lægeerklæringer. I FOU 1997.256 udtalte Folketingets Ombudsmand således, at det er "almindeligt antaget at parten ikke uden særlig hjemmel kan mødes med processuel skadevirkning over for oplysninger som det vil være særligt belastende, besværligt eller omkostningskrævende for parten at skaffe. .."

I FOU 2003.385 udtaler Folketingets Ombudsmand sig om, hvorvidt myndighederne kunne pålægge en borger, der søgte om offentlige ydelser til tandbehandling, selv at betale for tilvejebringelsen af lægelig dokumentation for, at borgerens tandlidelse var af en art, der kunne begrunde hjælp til tandbehandlingen fra det offentlige. Ombudsmanden udtalte blandt andet, at hvis der "er tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen, jf. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 449f." I overensstemmelse hermed havde myndighederne – eftersom de mente at der var tvivl om holdbarheden af de oplysninger, som borgeren havde fremlagt – efter ombudsmandens opfattelse pligt til at undersøge de pågældende oplysninger. Ombudsmanden udtalte nærmere: "Det er almindeligt antaget at en part ikke uden særlig hjemmel kan mødes med processuel skadevirkning over for oplysninger som vil være særligt indgribende, belastende, besværlige eller omkostningskrævende for parten at skaffe. F.eks. kan en kommunal aftenskole som har fået overtegnet sit hold til handicapsvømning, ikke kræve at ansøgerne til brug for kommunens prioritering og fordeling af pladserne for egen regning fremlægger en speciallægeerklæring om deres behov for at deltage, jf. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 479. Herefter må myndighederne efter min opfattelse (hvis myndighederne forsat anser det for påkrævet) selv indhente speciallægeerklæring(er) til belysning af spørgsmålet om Deres lidelse er medfødt."


Forvaltningsmyndigheders krav om fuldmagt fra partsrepræsentanter

Det følger af forvaltningslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., at det er hovedreglen, at den, der er part i en sag ved forvaltningen, på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan "lade sig repræsentere eller bistå af andre".

Forvaltningen kan afkræve en person, der gør gældende, at den pågældende repræsenterer en part overfor forvaltningen, behørig (eventuelt skriftlig) fuldmagt fra fuldmagtsgiveren som dokumentation for fuldmagtsforholdet. Forvaltningen afkræver således partsrepræsentanten fuldmagt, for eksempel hvor partsrepræsentanten er partens ægtefælle, barn eller anden pårørende.

Det er i forvaltningslovens forarbejder forudsat at det er den enkelte myndighed der afgør om den skal kræve dokumentation for at en person kan optræde som partsrepræsentant, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 131, hvor der bl.a. står: "Den myndighed, der behandler sagen, afgør, om den, der optræder som partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde godtgøre, at den pågældende kan optræde som repræsentant for parten. Er den, der optræder på partens vegne, advokat eller medlem af en stand, der inden for det pågældende forvaltningsområde typisk optræder som partsrepræsentant, f.eks. revisor, landinspektør eller socialrådgiver, vil der i almindelighed ikke være grund til at forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet, medmindre det er særligt begrundet i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt."

I 1994 anførte Hans Gammeltoft-Hansen således i "forvaltningsret" 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets forlag 1994, side 352, 2. afsnit, blandt andet følgende: "Den myndighed, der behandler sagen, kan efter omstændighederne forlange dokumentation for repræsentationsforholdet, f. eks. i form af fremlæggelse af skriftlig fuldmagt. Er repræsentanten medlem af en stand, der almindeligvis optræder som partsrepræsentant f. eks. revisor, landinspektør, socialrådgiver eller advokat, vil der normalt kun kunne forlanges dokumentation, hvis der foreligger forhold, der gør repræsentationsforholdets (fortsatte) eksistens tvivlsom."

I FOU nr. 1997.141 anfører Folketingets Ombudsmand blandt andet: "Den myndighed der behandler sagen, kan stille krav om at partsrepræsentanten fremlægger dokumentation for repræsentationsforholdet f.eks. ved en fuldmagt fra parten, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 131, og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 352.". Det anføres således, at myndigheden "kan" kræve, at partsrepræsentanten fremlægger dokumentation for fuldmagtsforholdet "f. eks." ved fuldmagt fra parten. Ombudsmandens udtalelse må forstås således, at myndighederne i hvert enkelt tilfælde må foretage en konkret vurdering af behovet for skriftlig fuldmagt fra en partsrepræsentant, og at der kan foreligge tilfælde, hvor der ikke er behov for sådan fuldmagt. Folketingets Ombudsmand forholder sig i udtalelsen også til spørgsmålet om myndighedernes fortolkning af omfanget af en skriftlig fuldmagt. I sin udtalelse anfører ombudsmanden herom blandt andet: ".. Er omfanget af et partsrepræsentationsforhold ikke angivet præcist, må myndigheden normalt kunne gå ud fra at repræsentanten varetager alle partens interesser i sagen. Er myndigheden i tvivl med hensyn til repræsentationsomfanget, må myndigheden tage initiativ til at få spørgsmålet afklaret, jf. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 351. .."

Punkt 56 i Justitsministeriets vejledning 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven er formuleret således: "Den, der er part i en sag, kan bemyndige en anden til på sine vegne at udnytte adgangen til aktindsigt. Navnlig hvis begæringen om aktindsigt på partens vegne fremsættes af andre end advokater eller udøvere af erhverv, der inden for det pågældende forvaltningsområde typisk optræder som partsrepræsentanter, som f.eks. revisorer og landinspektører, vil det oftest være rigtigst at forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet."

Når Folketingets Ombudsmand vurderer, hvorvidt en myndighed bør afkræve en professionel partsrepræsentant (for eksempel en organisation) skriftlig fuldmagt fra den borger, som den omhandlede partsrepræsentant angiver at repræsentere, foretager ombudsmanden en prøvelse af, hvorvidt den omhandlede organisation kan anses for at være en sædvanlig aktør inden for det fagområde, som forvaltningsmyndigheden beskæftiger sig med.

Folketingets Ombudsmand har i et "egen drift-projekt" angående 105 sager fra EF-direktoratet om EF’s markedsordninger for landbrug mv. gengivet i ombudsmandsudtalelsen EDP 1995.481 under afsnit B, punkt 2, om partsrepræsentation behandlet spørgsmålet om bemyndigelse for partsrepræsentanter. Ombudsmanden udtaler for eksempel, at "landbrugsorganisationer" som udgangspunkt ikke behøver at forevise forvaltningsmyndigheden skriftlig fuldmagt i "mælkekvote-sager". Ombudsmanden anfører nærmere: "Det er myndighedens ansvar, at der foreligger den fornødne bemyndigelse for partsrepræsentanten, og myndigheden må i givet fald søge tvivl herom afklaret, jf. Jon Andersen m.fl.: Forvaltningsret (1994), s. 351 ff. I almindelighed antages, at visse professionelle partsrepræsentanter som udgangspunkt ikke behøver at forevise en skriftlig fuldmagt over for myndigheden; med mindre der konkret er anledning til tvivl om repræsentationsforholdets eksistens, antages dette at foreligge. Som eksempler herpå kan nævnes advokater i alle arter af sager, revisorer i skattesager, landinspektører i udstykningssager og socialrådgivere i sociale sager. Efter min opfattelse ville det være forsvarligt tilsvarende at antage det samme udgangspunkt for så vidt angår landbrugsorganisationer, landbrugs- eller regnskabskonsulenter el. lign. i mælkekvote-sager. Med andre ord ville landbrugsorganisationer m.fl. normalt som udgangspunkt kunne anses for egentlige partsrepræsentanter i mælkekvote-sager. I de fleste af de 28 sager, hvori en landbrugsorganisation m. fl. optræder som partsrepræsentant, ville EF-direktoratet derfor formentlig kunne have valgt udelukkende at korrespondere med partsrepræsentanten. .."

I "Endelig redegørelse om ombudsmandens undersøgelse af 40 klagesager fra Landsskatteretten" (sagsnummer 2004-3405-980) udtaler ombudsmanden sig om fuldmagtskravet til foreninger og andre professionelle aktører. På side 52, punkt 2, a, om partsrepræsentation udtaler ombudsmanden blandt andet: "Normalt vil der ikke være grund til at forlange nærmere dokumentation for fuldmagtsforholdet hvis den der tilkendegiver at optræde på partens vegne, typisk må antages at have stillingsfuldmagt som almindeligvis også vil dække en klage til Landsskatteretten. Hvis den pågældende nok må antages typisk at optræde som partsrepræsentant, men ikke inden for det pågældende forvaltningsområde, kan dette tale for at forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet". I et konkret tilfælde havde en "landbrugsorganisation" repræsenteret en borger ved Landsskatteretten uden skriftlig fuldmagt. Der forelå ikke oplysninger om, hvorvidt den pågældende forening havde de fornødne forudsætninger for at repræsentere borgere i skattespørgsmål, men ombudsmanden foretog en prøvelse af, hvorvidt der var tale om et "tema der umiddelbart vedrørte landbrugsvirksomhed eller dertil knyttede spørgsmål". Ombudsmanden fandt det ikke påkrævet at afkræve en landbrugsforening skriftlig fuldmagt for repræsentationsforholdet i et tilfælde som det foreliggende, hvor parten drev landbrugsvirksomhed. Ombudsmanden udtaler på side 54 (øverst), at det "i situationer hvor den pågældende repræsentant optræder uden for sit almindelige rådgivningsområde, kan være hensigtsmæssigt at have skriftlig fuldmagt som dokumentation for repræsentationsforholdet eller på anden måde sikre sig fuldmagtsforholdets eksistens."

Ankestyrelsen behandler nærmere spørgsmålet om fuldmagt ved partsrepræsentation i styrelsens "Vejledning om fuldmagt" af 19. marts 2009. Her anføres på side 1, over midten, blandt andet, at der sædvanligvis ikke afkræves fuldmagt fra repræsentanter fra fagforeninger og andre "typiske repræsentanter" som for eksempel "interesseorganisationer eller andre som Fuld Valuta eller Ældresagen".

På hjemmesiden "nyidanmark.dk", der drives af Udlændingestyrelsen og Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, findes der vejledninger vedrørende sagsgangen, når der klages over udlændingestyrelsens afgørelser til Ministeriet for Flygtninge, indvandrere og Integration. Vejledningerne er opdelt i forskellige emner men er enslydende for så vidt angår praksis vedrørende partsrepræsentation. Her anføres under punktet "Hvem kan klage til ministeriet?" blandt andet: "Partsrepræsentanter kan på vegne af den udlænding, der er omfattet af Udlændingestyrelsens afgørelse, klage over Udlændingestyrelsens afgørelse til ministeriet. Ministeriet betragter visse professionelle parter, fx advokater og retshjælpskontorer, som partsrepræsentanter, der uden skriftlig fuldmagt kan klage til ministeriet over Udlændingestyrelsens afgørelser". Som eksempel er valgt vejledningen vedrørende familiesammenføring på Færøerne.

Af punkt 1.4 om adgangen til at lade sig repræsentere af andre i "datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 om registreredes rettigheder
efter reglerne i kapitel 8-10 i lov om behandling af personoplysninger
" fremgår blandt andet følgende: ".. Det er den dataansvarlige, som afgør, hvorledes repræsentanten skal godtgøre, at den pågældende er berettiget til at optræde som repræsentant for den, om hvem oplysninger behandles. Er repræsentanten advokat, revisor, eller optræder den pågældende i øvrigt typisk som repræsentant inden for det pågældende område, vil der i almindelighed ikke være grund til at forlange dokumentation for et fuldmagtsforhold, medmindre det er særligt begrundet i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt. Der kan navnlig være grund til at forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet i de tilfælde, hvor den dataansvarlige ikke i forvejen eller i løbet af sagsbehandlingen er kommet i kontakt med den person, om hvem der behandles personoplysninger, eller hvor det ikke på anden måde kan konstateres, om den pågældende er indforstået med fuldmagtsforholdet. .."

Indenrigsministeriets skrivelse af 3. juli 1990 til en advokat i sagen 4. k.kt. j.nr. 1990/122/0200-1. Her gentages, at der ikke eksisterer et krav om, at offentlige myndigheder forlanger fuldmagt i tilfælde, hvor der er tale om "typiske partsrepræsentanter".

Af notat af 13. marts 2008 om Patent- og Varemærkestyrelsens praksis for så vidt angår muligheden for at undtage fra kravet om indsendelse af fuldmagt fremgår det, at Patent- og Varemærkestyrelsen for at "sikre en administrativ let og gennemskuelig løsning" vil opstille nogle regler for, hvornår repræsentanter for personer, der søger patent mv., skal fremlægge skriftlig fuldmagt. Det bestemmes blandt andet, at rådgivere mv., der er beskæftiget i virksomheder, der har "fungeret som repræsentant for ansøgere/rettighedshavere i forbindelse" med ansøgninger om patenter mv. i de sidste tre år", ikke skal fremvise skriftlig fuldmagt. 

Af § 10, stk. 2, i Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 800 af 28. juni 2010 om kravene til arbejdsløshedskassernes sagsbehandling og afgørelser fremgår følgende: "A-kassen kan kræve, at medlemmets repræsentant har en skriftlig fuldmagt eller på anden måde godtgør, at han eller hun er bemyndiget til at optræde som repræsentant for medlemmet". Af beskæftigelsesministeriets "Vejledning nr. 58 af 30. juni 2010 om kravene til arbejdsløshedskassernes sagsbehandling og afgørelser" fremgår vedrørende § 10, stk. 2, følgende: "Hvis der er tale om en socialrådgiver, advokat, revisor eller en faglig organisation, der som led i professionen optræder som repræsentant for parten, er der normalt ikke grund til at kræve dokumentation for fuldmagtsforholdet."

I "Nyt fra Ankestyrelsen" nr. 2, 1997, side 14, 1. spalte, anføres blandt andet: "Enhver, der er part i en sag, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan efter forvaltningslovens § 9 forlange aktindsigt og at se sagens dokumenter. Anmodningen om aktindsigt skal ikke begrundes, idet det er uden betydning, hvorfor parten ønsker aktindsigt. Den eneste betingelse er, at parten ved anmodningen skal angive den sag, som der ønskes aktindsigt i. Hvis begæringen om aktindsigt fremsættes af en fuldmægtig eller hjælper for parten, vil det ofte være rigtigst at kræve dokumentation for fuldmagtsforholdet, medmindre begæringen fremsættes af advokater, godkendte retshjælpsinstitutioner eller udøvere af erhverv, som inden for deres arbejdsområde typisk optræder som partsrepræsentanter ....".

I strid med ovennævnte praksis har Direktoratet for Kriminalforsorgen ved brev af 4. juli 2012 bedt Krims Retshjælp om at ændre praksis med hensyn til fremsendelse af fuldmagter fra de klienter, som retshjælpen repræsenterer i forhold til kriminalforsorgen. Direktoratet for kriminalforsorgen anfører blandt andet, at "Krim som hovedregel fremsender fotokopier af fuldmagter eller scanner fuldmagter og fremsender dem elektronisk". Brevet har fået KRIMs bestyrelse til at undersøge nærmere, hvorfor medarbejderne ved Krims Retshjælp ikke følger sædvanlig praksis og helt undlader at indhente skriftlige fuldmagter, idet en sådan praksis påfører retshjælpen unødige udgifter til porto mv.

Det hævdes undertiden, at krav om skriftlig fuldmagt bruges i chikanøst øjemed. Af artiklen "FDM - Europark spænder ben for kundeklager" i Politiken den 12. april 2011 fremgår blandt andet, at FDM på vegne af foreningens medlemmer klager over parkeringsafgifter, som efter foreningens opfattelse er forkerte. Det anføres, at Europark "siden slutningen af 2010" er begyndt at forlange, at FDM fremsender en fuldmagt fra bilisten, før Europark tager stilling til FDM's henvendelse. FDM's jurist Helle Brasch citeres i artiklen for at udtale, at formålet er at "gøre det sværere for bilisterne at klage over en bøde".

Juridisk bistand til indsatte, der klager over administrative afgørelser i kriminalforsorgen

Af princip 17 i FN's principper af 9. december 1988 om beskyttelse af enhver person under enhver form for frihedsberøvelse eller fængsling fremgår af punkt 1, at frihedsberøvede personer har ret til juridisk bistand, at de frihedsberøvende myndigheder skal vejlede om denne rettighed, og at den frihedsberøvede skal udstyres med rimelige faciliteter nødvendige for at kunne udøve denne rettighed. Af punkt 2 fremgår, at i tilfælde, hvor en frihedsberøvet person ikke har advokatbistand efter sit eget valg, har denne ret til advokatbistand beskikket ham af en dømmende myndighed eller anden myndighed i alle situationer, hvor dette er nødvendigt i retfærdighedens interesse. Dette skal ske uden, at den pågældende skal betale herfor, hvis den pågældende ikke har tilstrækkelige midler til selv at betale.

I sagen Keenan mod Storbritannien, sagsnummer 27229/95, der blev afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 3. april 2001, fandt EMD, at de britiske myndigheder havde krænket EMRK artikel 3 og artikel 13 ved deres behandling af en indsat, der kan have medvirket til, at den indsatte begik selvmord.

EMD fandt, at der forelå en krænkelse af artikel 3, fordi et fængsel havde anbragt en psykisk syg i isolation i 7 dage og udsat datoen for hans prøveløsladelse med 28 dage kort tid før den planmæssige prøveløsladelse. Dette var en disciplinærstraf som følge af et påstået overfald på en fængselsfunktionær. Dette var sket til trods for indikationer på, at den pågældende var selvmordstruet.

Det blev anset som en krænkelse af artikel 13, at der ikke var tilstrækkelige muligheder for at anke afgørelsen om disciplinærstraf, inden denne blev iværksat eller ville være udstået, idet sagsbehandlingstiden i fængselsdirektoratet forventedes at ville vare 6 uger. Det blev også kritiseret, at der ikke var tilstrækkelig juridisk bistand til rådighed for den indsatte (præmis 126). Endelig blev det anset for en krænkelse af artikel 13, at den efterladte (moderen) var henvist til at anlægge erstatningssag som civilt søgsmål ved de almindelige domstole, og at hun ikke havde adgang til ikke-økonomisk skade som følge af den stress og den angst, som hun og sønnen havde været igennem.

Indsatte ret til at modtage gratis retshjælp fra retshjælpsinstitutioner gennem skriftlig eller telefonisk korrespondance

I Justitsministeriets svar af 7. januar 2011 på Folketingets Retsudvalgs spørgsmål nr. 383, hvor retsudvalget beder justitsministeriet kommentere en række oplysninger fra Talsmandsgruppen i Statsfængslet i Ringe, udtaler Justitsministeriet sig blandt andet om de indsattes ret til juridisk rådgivning. Ministeriet anfører blandt andet: "Med hensyn til retshjælp i øvrigt har de indsatte mulighed for at skrive eller eventuelt ringe til de gratis retshjælpstilbud, der findes i Danmark,herunder Landsforeningen Krims retshjælp."

FN's økonomiske og sociale råd ("ECOSOC") vedtog på 45. plenarforsamling den 26. juli 2007 Resolution 2007/24,hvor det blandt andet blev bestemt, at der skulle udvikles nye retningslinjer vedrørende forbedring af adgangen til retshjælp til sigtede, anklagede og frihedsberøvede personer. På denne baggrund har rådet i 2011 offentliggjort "Draft United Nations Principles and Guidelines on Access to Legal Aid in Criminal Justice Systems" (V.11-85805 (E) Af "Guideline 6", præmis 40, fremgår, at personer, der udstår fængselsstraf, bør sikres gratis retshjælp under straffuldbyrdelsen. Dette bør blandt andet gennemføres ved, at blandt andet retshjælpsinstitutioner får adgang til fængslerne, hvor de indsatte skal have mulighed for at føre fortrolige samtaler med medarbejderne fra retshjælpsinstitutionerne. Særligt fremhæves behovet for indsattes adgang til sådan retshjælp i tilfælde, hvor disse ønsker at klage over behandlingen i fængslet, forholdene i fængslet, disciplinærstraffe mv. Hjælpen skal også omfatte hjælp til ansøgning om prøveløsladelse, benådning og genoptagelse af deres straffesag. Hjælpen skal kunne formidles således, at den (også) forstås af ordblinde, minoriteter og yngre domfældte.

Se også Indsattes ret til ukontrollerede telefonsamtaler med juridiske rådgivere (herunder advokater, forsvarere og retshjælpsinstitutioner)

Generelt om indsattes rettigheder i forbindelse med sagsbehandlingen i kriminalforsorgen

Ombudsmandspraksis må forstås således, at indsatte har ret til kvittering for aflevering til fængselspersonalet af såkaldte "anmodningssedler", som de indsatte afleverer til fængselspersonalet med anmodning om at få for eksempel socialrådgiver, præst eller ledelse i tale.

Kriminalforsorgens almindelige vejledningspligt overfor borgerne
En forvaltningsmyndighed har efter forvaltningslovens § 7 vejledningspligt over for borgerne. Bestemmelsen har følgende indhold:

§ 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Stk. 2. Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed.


Kriminalforsorgen, såvel Direktoratet for Kriminalforsorgen, som de enkelte institutioner under kriminalforsorgen, er forvaltningsmyndigheder og er forpligtede efter forvaltningsloven herunder forvaltningslovens § 7.

Derudover har en person, der er idømt fængselsstraf, efter § 7 i straffuldbyrdelsesloven også før straffuldbyrdelsens iværksættelse ret til at få nærmere rådgivning hos kriminalforsorgen om sine arbejdsmæssige, uddannelsesmæssige, sociale og personlige forhold i forbindelse med fuldbyrdelsen. Efter § 31 i samme lov skal en indsat "snarest efter at være anbragt i institutionen vejledes af denne om sine rettigheder, pligter og øvrige forhold" under straffuldbyrdelsen. Derudover har institutionen efter samme bestemmelse med få undtagelser pligt til "i samarbejde med den indsatte snarest efter indsættelsen" at udarbejde en plan for strafudståelsen og tiden efter løsladelsen.

Justitsministerens udaterede besvarelse fra 2007 på spørgsmål nr. S 4023 fra Folketingets Retsudvalg, hvor ministeriet oplyser om den information, som indsatte modtager fra kriminalforsorgen ved indsættelsen. 

Kriminalforsorgen har et professionsansvar, når kriminalforsorgen vejleder for eksempel de indsatte. I forbindelse med en klage fra en indsat A i et fængsel over, at hans tv-apparat var blevet beskadiget, da A blev flyttet fra et fængsel til et andet, tog ombudsmanden stilling til ansvarsgrundlaget ved vejledningsfejl. Ansvaret for beskadigelsen af A's tv-apparat lå hos DSB, som havde stået for transporten. Erstatningskravet var imidlertid indgivet efter udløbet af en 7-dages-frist i statsbaneloven, og ansvaret for denne forsinkelse måtte ifølge ombudsmanden placeres hos kriminalforsorgen, som havde forsømt sin vejledningspligt ved ikke at oplyse A om fristen. Offentlige myndigheders ansvar i tilfælde som det foreliggende må ifølge ombudsmanden bedømmes på baggrund af reglerne om professionsansvar, dvs. efter en strengere målestok end den, der gælder for personer, der ikke udøver vejledning som et led i deres erhvervsudøvelse, jf. FOB 1987.102.

Kriminalforsorgen skal, når der er anledning til dette, vejlede indsatte, disses pårørende og eventuelt andre om for eksempel:
- adgangen til at opnå tilskud eller rabat på rejser efter cirkulæreskrivelse nr. 9629 af 12. november 2011,
- kontanthjælp til indsatte efter bekendtgørelse nr. 559 af 21. juni 2000, skrivelse 11311/2000 og svar af 16. marts 2012 på spørgsmål 243 fra retsudvalget.
- at fængsling kan være en "social begivenhed", der kan udløse ret til kontanthjælp umiddelbart efter løsladelsen, selv om den pågældende har arbejde,
- at fængslede kan have ret til dækning til udgifter til samvær med besøgende barn i fængslet,
- at pårørende til indsatte efter skrivelse nr. 11435 af 17. juli 1980 i nogle tilfælde har mulighed for tilskud til rejseudgifter ved besøg hos indsatte,
- at fængslede i nogle tilfælde kan få hjælp til at betale udgiften til kurser mv. under strafudståelsen,
- at indsatte i nogle tilfælde kan få hjælp til betalingen for beklædning til brug under udgang,
- at indsatte efter skrivelse 27095 af 12. oktober 1995 har mulighed for at få psykologhjælp eller hjælp fra psykiater for kriminalforsorgens regning,

Fængselsmyndigheder skal i rimeligt omfang bistå indsatte med ekspedition af klager over fængselsforholdene
Et fængsel skal i "rimeligt omfang" hjælpe en indsat med for eksempel at kopiere og fremsende afgørelser mv. i sager om indsattes afsoningsforhold til den indsattes advokat. Se DfK's afgørelse af 16. maj 2008 med journalnummer 2007-403-03414-0051.

Af Vejledning nr. 11122 af 3. marts 1997 om forvaltningsloven og offentlighedsloven for Kriminalforsorgens personale følger under punktet "Hvem er part i en afgørelsessag? blandt andet, at i tilfælde, hvor en indsat klager over en bestemt ansat, anses begge som part i klagesagen. Hvis klagesagen resulterer i en disciplinærsag mod den ansatte, vil den indsatte derimod normalt ikke være part i disciplinærsagen.  

Kriminalforsorgens pligt til at samarbejde med de sociale myndigheder mv.

Vejledning nr. 90 af 17. november 2011 om kriminalforsorgens samarbejde med de sociale myndigheder og politiet som led i indsatsen i forbindelse med dømte personers løsladelse (KSP-samarbejdet) og om videregivelse af oplysninger i forbindelse med samarbejdet

Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 6 af 16. februar 2006 fra Folketingets Retsudvalg, hvor ministeren spørges om, hvordan det nødvendige samarbejde mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgen sikres set i forhold til gruppen af unge. Ministeren svarer blandt andet følgende: "Efter reglerne påbegyndes den koordinerede indsats under den dømtes afsoning. Det er kriminalforsorgen, der har initiativpligten i forhold til kommunerne, mens kommunerne har ansvaret for opfølgning i sagerne."

Kriminalforsorgens pligt til at bistå indsatte, der ikke forstår dansk med tolke- og oversættelsesbistand

Punkt 32 i Justitsministeriets vejledning nr. 11740 om af 4. december 1986 om forvaltningsloven udtaler følgende:

32. Det må antages at følge af bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1, om vejledningspligten og den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om forvaltningens undersøgelsespligt, at forvaltningsmyndighederne i almindelighed må sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge, der retter henvendelse til myndighederne om sager, der skal tages under behandling af myndighederne. Efter omstændighederne må myndighederne således om fornødent stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed for den pågældende.

Danmark har ratificeret den nordiske sprogkonvention, som medfører, at statsborgere i et andet nordisk land under sagsbehandlingen, i almindelighed uden særlige omkostninger, kan anvende sit eget sprog ved henvendelse til myndigheden. Det påhviler således myndigheden, hvis der er behov derfor, såvidt muligt at stille den fornødne tolkebistand til rådighed for den pågældende. Konventionen er optrykt som bilag 4 til vejledningen.

De forpligtelser, som følger af konventionen, går ikke videre, end hvad der efter omstændighederne må antages at følge af myndighedernes ovennævnte pligter efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, og § 25 sammenholdt med undersøgelsespligten.

Den præcisering, der i denne henseende er sket i den nordiske sprogkonvention, har således tilsvarende betydning i forbindelse med behandlingen af sager, der vedrører andre udenlandske statsborgere, i tilfælde hvor disse har krav på at få en sag taget under behandling i den offentlige forvaltning.

Artikel 30.1 i De europæiske Fængselsregler siger: "Alle indsatte skal ved indsættelsen, og så ofte som det er nødvendigt efterfølgende, informeres skriftligt og mundtligt på et sprog, de forstår, om fængslets disciplinære regler og om deres rettigheder og pligter i fængslet."

Reglerne indebærer blandt andet en pligt for kriminalforsorgen til at sikre sig, at de bliver forstået af udlændinge.

I sagen FOB.1990.240 fandt Folketingets Ombudsmand, at det var kritisabelt, at Arbejdsskadestyrelsen ikke havde sikret sig, at en udenlandsk borger forstod de skrivelser, som den pågældende modtog fra styrelsen, og som den pågældende ikke besvarede, idet han var udlænding og ikke forstod indholdet af skrivelserne. Ombudsmanden udtalte blandt andet: "Efter min opfattelse burde Arbejdsskadestyrelsen, da den ikke fik nogen reaktion på sine henvendelser til en person med et åbenbart udenlandsk klingende navn, af egen drift have undersøgt, om den pågældende havde mulighed for at forstå/få oversat styrelsens henvendelser."  Ombudsmanden udtaler videre: "Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at manglende eller mangelfuld vejledning efter omstændighederne bør tillægges den retlige virkning, at den pågældende stilles på den måde, som behørig vejledning ville have medført." Ombudsmanden henviste nærmere til Folketingets Ombudsmands beretning, 1989, side 21 og side 168 ff, til Jon Andersen, Juristen, 1990, side 311 ff, samt til Jens Vedsted-Hansen i Nyhedsbrev for Social- og Sundhedssektor nr. 2/1991, side 16-19.

Manglende oversættelse af skrivelser fra for eksempel kriminalforsorgen til en udenlandsk indsat, der ikke forstår skrivelserne, kan således få den retsvirkning, at der kan ses bort fra fristoverskridelser eller andre retsvirkninger af, at den pågældende ikke har reageret på skrivelsen - for eksempel en indkaldelse til afsoning.

I Socialministeriets svar af 29. juni 2010 på spørgsmål nr. 60 fra Folketingets Grønlandsudvalg følger blandt andet, at myndighederne også i forhold til faktisk forvaltningsvirksomhed har pligt til at indrette sig således, at de i fornødent omfang forstås af udenlandske borgere, og at disse borgere i fornødent omfang forstår myndighederne, for eksempel ved at sørge for tolkebistand.

Aktindsigt i sager om anbringelse/overførsel af indsatte

En anmodning om aktindsigt fra en part i en sag indebærer også ret til at se partens egne indlæg i sagen, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 165, samt Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 267.

Hovedreglen om parters aktindsigt i forvaltningens dokumenter følger af forvaltningslovens § 9. Forvaltningslovens § 9, stk. 4, der blev indsat ved lov nr. 382 af 6. juni 2002, (lovforslag nr. 140 af 27. februar 2002), begrænser imidlertid aktindsigten for indsatte i fængsler og arresthuse vedrørende akter, der angår indsattes overførsel mellem forskellige institutioner og afdelinger. Bestemmelsen har følgende indhold:

"..Stk. 4. I forbindelse med varetægtsfængsling samt fuldbyrdelse af fængselsstraf og forvaring gælder bestemmelserne i dette kapitel endvidere ikke sager om

1) valg af varetægtsfængsel eller afsoningsinstitution,

2) overførelse til andet varetægtsfængsel eller anden afsoningsinstitution,

3) overførelse til anden afdeling i et varetægtsfængsel eller en afsoningsinstitution og

4) udelukkelse fra fællesskab..."


Forvaltningslovens § 9, stk. 4, begrænser således indsattes adgang til aktindsigt i sagsakter, der vedrører kriminalforsorgens beslutning om at overføre indsatte mellem fængsler, arresthuse eller afdelinger i sådanne institutioner. Dette kan for eksempel være overførsel fra åbent til lukket fængsel eller en beslutning om udelukkelse fra fællesskabet. I sådanne sager forekommer det ofte, at det forhold, der har begrundet overførslen, også har ført til andre reaktioner mod den indsatte - for eksempel udgangskarantæne. Er dette tilfældet, foreligger der en såkaldt "blandet sag". Forvaltningslovens § 9, stk. 4, om begrænsninger i indsattes adgang til aktindsigt gælder ikke i sådanne "blandede sager". I "blandede sager" skal der ifølge Folketingets Ombudsmand gives aktindsigt.

Se særligt kapitel 3 i lovforslag nr. 140 af 27. februar 2002, der indeholder bemærkningerne til reglerne om begrænsning af indsattes aktindsigt. 

I et svar til retsudvalget på retsudvalgets spørgsmål 14 af 13. maj 2002 anfører Justitsministeriet blandt andet: ".. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den foreslåede bestemmelse risikerer særligt at ramme de svage fanger, bemærkes, at der – som anført i pkt. 3.3.2. i bemærkningerne til lovforslaget – efter omstændighederne udfra et princip om meroffentlighed kan gives aktindsigt i sager, som er omfattet af den foreslåede bestemmelse om begrænsning i retten til aktindsigt, i det omfang hverken private eller offentlige inter imod. Hermed lægges der op til, at der udfra et princip om meroffentlighed vil kunne meddeles aktindsigt i sager om overførsel til andet fængsel m.v., såfremt der til den konkrete sag ikke er knyttet nogle af de beskyttelseshensyn til medindsatte og fængselspersonale, som er begrundelsen for forslaget om at begrænse retten til aktindsigt. .." Se Justitsministeriets svar på retsudvalgets spørgsmål 13 og 14 om begrænsningen af aktindsigt i sager om overførsel af indsatte)

Se artikel af Claus Bonnez om loven om begrænsning af indsattes aktindsigt og Den europæiske Menneskerettighedskonvention. I artiklen gøres det gældende, at loven kan være uforenelig med EMRK artikel 6 og artikel 17.3 i De europæiske Fængselsregler. Af sidstnævnte bestemmelse fremgår følgende: "17.3 De indsatte skal så vidt muligt høres i forbindelse med deres første anbringelse og ved alle senere overførsler fra et fængsel til et andet.".

En "høring" forudsætter, at den indsatte gøres bekendt med ("høres" om) grundlaget for den påtænkte afgørelse og får en rimelig frist til (eventuelt sammen med sin advokat) at kommentere den påtænkte afgørelse.  

Af lovforslagets punkt 3.3.5 fremgår, at man ikke har tænkt sig, at lovens regler om begrænsning af aktindsigt skal gælde i tilfælde, hvor der anmodes om aktindsigt (fremsættes provokation) under en sag, der er anlagt ved domstolene. Se artikel herom af Claus Bonnez. 

I Csüllög mod Ungarn afgjort 7. juni 2011 af EMD under sagsnummer 30042/08 fandt EMD, at udelukkelse fra fællesskabet over en periode på 4 år og 2 dage havde udgjort en krænkelse af EMRK artikel 3. Endvidere fandt EMD, at EMRK artikel 13 var krænket, idet myndighederne over for den indsatte havde tilbageholdt begrundelsen for udelukkelsen fra fællesskabet. I præmis 50 udtalte EMD, at princippet om "equality of arms" var krænket, idet klageren var blevet nægtet oplysninger om begrundelsen for udelukkelsen fra fællesskabet. Det fremgår af præmis 33 blandt andet, at klageren under opholdet havde haft adgang til besøg fra pårørende og fængselspræsten samt til fjernsyn og bøger. Af præmis 24 fremgår videre, at klageren havde adgang til en times ophold i fri luft dagligt, og at han havde adgang til at dyrke motion uden for cellen nogle få gange om ugen. EMD bemærkede (i præmis 33), at isolationen var "delvis" og "relativ" ("partial and relative"). I præmis 34 nævner EMD, at man var opmærksom på myndighedernes anbringende om, at den pågældende var flugttruet, men EMD udtalte herom, at indgrebene ikke kunne siges at stå i forhold til det påståede formål med at forhindre flugt. Den pågældende afsonede 5 års fængsel for medvirken til drab.

Aktindsigt i personalesager i kriminalforsorgen
I 1998 blev lov om offentlighed i forvaltningen med lov nr. 276 af 13/05/1998 ændret, således at offentligheden ikke længere har aktindsigt i for eksempel oplysninger om disciplinære afgørelser mod underordnede ansatte i kriminalforsorgen. Derimod blev forvaltningsloven ikke ændret. En part kan således fortsat få aktindsigt i personalesager i samme omfang, som tilfældet var før lovændringen.

Af 2. afsnit i De almindelige bemærkninger til L 33 fremsat under titlen: "Forslag til lov om ændring af lov om offentlighed i forvaltningen. (Aktindsigt i personalesager)" fremgår blandt andet følgende: "Lovforslaget indebærer alene en ændring af offentlighedsloven og har derfor kun betydning for offentlighedens adgang til aktindsigt i personalesager. Lovforslaget berører ikke de særlige regler om partsaktindsigt i forvaltningslovens kapitel 4. Indgår der f.eks. i en klagesag i forvaltningen oplysninger om de pågældende medarbejderes personalemæssige forhold med henblik på at supplere det faktiske afgørelsesgrundlag, vil disse oplysninger ligesom i dag være undergivet aktindsigt for sagens parter efter forvaltningsloven."

Se artikel om aktindsigt i personalesager i kriminalforsorgen.

Aktindsigt til pårørende til indsatte, der er afgået ved døden i kriminalforsorgens anstalter

I en udtalelse af 5. februar 2010 (Folketingets Ombudsmands sagsnummer 2006-3974-401) udtaler Folketingets Ombudsmand blandt andet, at på baggrund af de klare forarbejder til sundhedslovens § 45 må loven skulle forstås sådan, at afdødes nærmeste pårørende som udgangspunkt har en egentlig ret til indsigt i oplysninger om afdødes sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde. Endvidere fastslog ombudsmanden at Patientklagenævnet skal informere sundhedspersonen hvis nævnet mener at en sundhedsperson har handlet i strid med sin pligt til at udlevere oplysninger.

Svar af 11. marts 2008 fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse på spørgsmål nr. 255 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende aktindsigt i dødsattester, retslægelige obduktionserklæringer mv.

Regler, der begrænser indsattes aktindsigt, øger risikoen for magtmisbrug i fængsler og arresthuse

I sagen 2010/210/00927-0003 behandlet ved Direktoratet for Kriminalforsorgen i foråret 2011 var en indsat den 3. december 2010 blevet udelukket fra fællesskab med andre indsatte (isoleret) og derefter overført til et andet fængsel, efter at han samme dag havde rettet telefonisk henvendelse til indehaveren af et benzintank-anlæg og fortalt denne, at han havde været vidne til, at en fængselsbetjent tidligere samme dag havde påkørt benzin-anlægget og derpå straks var kørt bort fra stedet. Den pågældende var indsat i Statsfængslet på Søbysøgård. Han havde den omhandlede dag befundet sig i en bus sammen med andre indsatte fra fængslet. De indsatte havde været inde i den lokale Coop-butik for at købe ind. En fængselsbetjent kørte bussen. Da bussen var på vej af sted, bemærkede de indsatte, at bussen påkørte et anlæg med benzin-standere, som stod foran forretningen. Den indsatte samt andre indsatte, som også befandt sig i bussen, råbte straks til chaufføren, at han skulle standse, idet han havde påkørt benzin-anlægget. Ifølge de indsatte tog fængselsbetjenten sig ikke af, at han blev anråbt, men fortsatte kørslen væk fra benzin-anlægget og tilbage til fængslet. Den indsatte valgte efter ankomsten til fængslet at ringe til forretningens indehaver og fortælle denne, hvad han havde observeret, og at han kunne oplyse registreringsnummeret på det køretøj, som havde forårsaget skaderne. Ifølge den indsatte, blev han lidt senere på dagen kaldt ind på kontoret, hvor fængselsbetjenten, der havde ført bussen opholdt sig. Den indsatte oplyser, at han fik skæld ud over, at "brugsuddeleren" havde haft ringet. Derpå var den indsatte blevet afhørt om, hvorvidt det havde sin rigtighed, at det var den indsatte, som havde "sladret til brugsuddeleren". Den indsatte erkendte, at det var ham, som havde ringet til forretningen. Han blev derpå udelukket fra fællesskab med andre indsatte (sat i isolationscelle). I brev af 26. januar 2011 oplyste Statsfængslet på Søbysøgård til Direktoratet for Kriminalforsorgen, at udelukkelsen fra fællesskab og den efterfølgende overførsel til et andet fængsel var begrundet i forebyggelse af "overgreb på personale (m.fl.)". Den indsatte klagede til Direktoratet for Kriminalforsorgen, som ved afgørelse af 11. april 2011 fandt, at udelukkelsen fra fællesskabet var uberettiget, og at overførslen til andet fængsel også var uberettiget. Den indsatte søgte efterfølgende aktindsigt i sagen, hvilket han ved afgørelse af 20. april 2011 blev nægtet med henvisning til bestemmelsen i forvaltningslovens § 9, stk. 4. Den pågældendes advokat klagede ved brev af 29. april 2011 til Folketingets Ombudsmand og påpegede, at aktindsigt ikke kunne nægtes efter forvaltningslovens § 9, stk. 4, idet der er tale om en såkaldt "blandet sag". Efter få dage modtog advokaten delvis aktindsigt. Direktoratet for Kriminalforsorgen undlod at anmelde fængselspersonalet til politiet for magtmisbrug. Den 28. maj 2011 anmeldte Landsforeningen KRIM forholdet til Fyns Politi..

Kravet til bevis i afgørelser truffet af de straffuldbyrdende myndigheder mod indsatte
Hans Jørgen Engbo anfører på side 268 i "Straffuldbyrdelsesret", 2. udgave, 2005, blandt andet følgende: "Jo mere indgribende en forvaltningsafgørelse er for borgeren, des strengere beviskrav må der i almindelighed stilles. På baggrund heraf stilles i almindelighed i dansk ret samme beviskrav i disciplinærsager som i straffesager. Det samme gælder ved andre indgribende reaktioner, fx tvangsmæssig overførsel fra åbent til lukket fængsel i tilfælde, hvor overførslen begrundes med faktisk udvist adfærd, jfr. sfbl. § 25, stk. 1, nr. 1 og 2." Forfatteren henviser til Gammeltoft-Hansen m.fl. 2002:542; Garde m.fl. 2001: Endvidere henvises til forfatterens egen "Disciplinærstraf og andre reaktioner mod indsatte" fra april 2005, som anvendes til uddannelsen af forhørsledere i kriminalforsorgens uddannelsescenter.

Folketinget Ombudsmand foretager under sine inspektioner i fængsler og arresthuse undertiden en stikprøvevis gennemgang af forhørsrapporter fra disciplinærsager i institutionen. Her påpeger ombudsmanden blandt andet, hvis han finder for eksempel bevisvurderinger eller hjemmelshenvisninger i rapporterne mangelfulde. Se for eksempel side 38-70 i Folketingets Ombudsmands rapport om inspektion af Arresthuset i Rønne i august 2000.

Bevisvurdering i disciplinærsager mod indsatte. FOB.77.138

Kriminalforsorgens pligt til at tage hensyn til påtaleopgivelser eller frifindelser i disciplinærsager mv., når dette er relevant

I tilfælde, hvor kriminalforsorgen både har anmeldt en indsat til politiet og tillige har idømt samme indsatte en disciplinærstraf eller iværksat andre indgreb overfor den indsatte (for eksempel udelukkelse fra fællesskabet) som følge af et påstået strafbart forhold begået af den indsatte, sker det ikke sjældent at politiet opgiver påtalen mod den indsatte, eller at domstolene frifinder den pågældende for det strafbare forhold, idet der ikke er tilstrækkeligt bevis for, at det skulle være begået. Ved kriminalforsorgens efterfølgende behandling af for eksempel erstatningskrav fra den indsatte, har kriminalforsorgen pligt til at inddrage oplysningerne fra de andre myndigheders afgørelser. I FOU 1997.256 udtalte ombudsmanden således, at et dagpengeudvalg ikke burde have truffet afgørelse om standsning af klagerens dagpenge som følge af et familiemedlems anmeldelse mod klageren for at have "tjent sorte penge", uden at udvalget havde inddraget oplysningerne fra politiets efterforskning mod klageren om, hvorvidt klageren havde begået socialt bedrageri. Politiet havde opgivet påtalen mod klageren, idet politiet ikke mente, at det kunne bevises, at anmeldelsen mod dagpengemodtageren for at have tjent sorte penge var rigtig. Ombudsmanden udtalte, at det var uden betydning, at Dagpengeudvalget ikke var forpligtet til at lægge politiets bevisvurdering til grund. Det afgørende var, at relevante oplysninger sandsynligvis var kommet frem i disse undersøgelser.


Særligt om beviskravet for beslutninger om, at en indsat kan overføres til afdeling for "negative stærke indsatte"
I en afgørelse under journalnummer 2005-1870-621 har Folketingets Ombudsmand forholdt sig til kravene til bevis, når myndighederne vil placere en indsat på særlige afdelinger for "negative stærke styrende fanger" med henvisning til, at den indsatte har relationer til rockere. Ombudsmanden udtalte blandt andet:

  "Det påhviler således myndighederne – her Direktoratet for Kriminalforsorgen – at
tilvejebringe det fornødne grundlag for afgørelsen om særlig anbringelse begrundet i
rockertilknytning. Da der er tale om en forholdsvis indgribende afgørelse af bebyrdende
karakter, må der efter min opfattelse kræves et oplysningsgrundlag hvorved der
dokumenteres en overvejende sandsynlighed for rockertilknytningen; jf. herved Kaj Larsen
mfl., Forvaltningsret (2002), s. 453. At myndighederne ikke i alle tilfælde kan gøre den
pågældende bekendt med de pågældende oplysninger, har jeg kendskab til fra adskillige
klagesager som jeg har behandlet. Dette berører ikke det nævnte dokumentationskrav.
Jeg kan oplyse at jeg den 24. februar 2006 havde et møde med Direktoratet for
Kriminalforsorgen hvor spørgsmålet om oplysningsgrundlaget for afgørelser om
rockertilknytning, herunder navnlig spørgsmålet om hvad der skal til for at en rocker eller
en negativ stærk indsat i øvrigt kan få ophævet denne betegnelse, blev drøftet. For så vidt
angår spørgsmålet om oplysningsgrundlaget, oplyste direktoratet under mødet at direktoratet
ikke blot lægger oplysningerne fra (…)/politiet til grund, men foretager en selvstændig
vurdering.

I det foreliggende tilfælde må jeg lægge til grund at myndighederne (det vil navnlig
sige politiet og kriminalforsorgen) ikke er i stand til at præstere tilstrækkeligt
dokumenterbare oplysninger om (fortsat) rockertilknytning for (A). Efter min opfattelse har
myndighederne herefter ikke i fornødent omfang opfyldt det dokumentationskrav for
rockertilknytning som påhviler myndighederne, jf. ovenfor. Der har således efter min
opfattelse ikke været det fornødne grundlag for at anse (A) for rockerrelateret med den
konsekvens at han blev placeret i en afdeling for stærke negative indsatte."

Af afgørelsen kan det således blandt andet udledes, at ombudsmanden finder, at det påhviler myndighederne at finde "det fornødne grundlag for afgørelsen". Ombudsmanden finder også, at der skal "dokumenteres en overvejende sandsynlighed for rockertilknytningen", idet der er tale om en efter ombudsmandens opfattelse "forholdsvis indgribende afgørelse af en bebyrdende karakter".

Det er værd at bemærke, at ombudsmanden fremhæver, at den omstændighed, at den indsatte ikke gøres bekendt med oplysningerne, der ligger til grund for afgørelsen, ikke berører "det nævnte dokumentationskrav". Kriminalforsorgen skal således dokumentere, at grundlaget for afgørelsen er til stede, i samme grad, som hvis den indsatte kunne kræve at blive gjort bekendt med dokumentationen for afgørelsen.

Ombudsmanden forholder sig i øvrigt ikke til, hvorvidt det kan være i strid med EMRK, at indsatte i dansk ret ikke har krav på at blive gjort bekendt med de oplysninger, der ligger til grund for en beslutning om at flytte dem til andre afdelinger eller institutioner uden deres samtykke.

Vejledning til sagsbehandlerne i KRIMs retshjælp om sagsbehandlingen i sager, hvor indsatte ufrivilligt er overført til andet fængsel eller afdeling.

Placering i afdeling for negativt stærke indsatte skal begrundes og prøves af uafhængigt organ
Torturkomiteen henstiller i sin rapport fra september 2008 (præmis 34) efter sit besøg i Danmark i februar 2008 til, at de danske myndigheder sikrer, at indsatte, der placeres i særlige afdelinger for "negativt stærke indsatte" modtager en begrundelse for afgørelsen, og til at de indsatte kan få en sådan afgørelse prøvet ved et uafhængigt organ for eksempel en domstol. Læs mere.

Kravene til undersøgelsen, når indsatte klager over personalets vold eller overdrevne magtanvendelse
I sagen Kucheruk mod Ukraine afgjort den 6. september 2007 under sagsnummer 2570/04 af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) blev EMRK artikel 3 anset for krænket, fordi det var fængselsmyndighederne selv, der undersøgte en klage fra en indsat over påstået vold begået af fængselspersonalet. Se indledningen af afgørelsens præmis 157. Fængselsbetjentene havde under sagen henvist til, at de havde anvendt den fornødne magt til at pacificere den pågældende, der var psykisk ustabil, og som netop havde angrebet andre indsatte på det tidspunkt, hvor "pacificeringen" havde fundet sted. Det er værd at bemærke, at de nationale myndigheder faktisk havde afhørt andre indsatte udover fængselspersonalet. I præmis 157 kritiserede EMD endvidere, at fængselsbetjentenes skriftlige redegørelser uden nærmere prøvelse var blevet lagt til grund ("taken at face value") som bevis i sagen. Endelig blev det kritiseret, at der gik 37 dage, inden der blev foretaget en retsmedicinsk undersøgelse af den indsatte (præmis 157 in fine). I præmis 158 påtalte EMD, at der ikke var tale om en offentlig undersøgelse ("public scrutiny"). Det var den indsattes moder, der havde klaget, og EMD bemærkede, at moderen ikke var blevet underrettet inden for rimelig tid om, at fængselsledelsen havde standset undersøgelsen. EMD var under sagen enig med de nationale myndigheder, at anklagemyndighedens undersøgelse opfyldte kravet om uafhængighed. Denne undersøgelse indledtes imidlertid ført 2 år og 2 måneder efter hændelsen. De blev kritiseret, at de indsatte, som havde overværet episoden, ikke var blevet afhørt på ny af anklagemyndigheden, og at man ikke gjorde tilstrækkelige forsøg på at kompensere for de manglende lægelige oplysninger om skaderne, som klageren havde pådraget sig (præmis 160).

I Kommentarer om vold, overgreb og overdreven magtanvendelse mod indsatte behandles kravene til sagsbehandlingen i tilfælde, hvor indsatte påstår, at de har været udsat for vold eller overgreb fra fængselspersonalet eller andre indsatte.

Når menneskerettighedsdomstolens (EMD) bedømmer sager om påståede krænkelser efter EMRK artikel 3 mod frihedsberøvede personer, skelner EMD ikke mellem for eksempel fængselspersonale eller politipersonale, idet EMD alene forholder sig til, hvorvidt personerne, som i klagen beskyldes for krænkelser, er "agents of the state". Se som et af mange eksempler præmis 60 i Ali og Ayse Duran mod Tyrkiet afgjort af EMD den 8. april 2008 under sagsnummer 42942/02.

Den praksis ved EMD, som er gengivet i kapitlet om EMRK artikel 2 og artikel 3 under politiklageordningen, kræver, at påstande om myndigheders vold undersøges grundigt. Denne praksis er gældende også i tilfælde, hvor myndighedspersonen er for eksempel fængselspersonale. 

Bistandsadvokat betalt af det offentlige til klageren ved klager over vold i fængsler
Det følger af retsplejelovens § 741 a, at forurettede i sager om blandt andet vold som hovedregel har ret til at få beskikket en bistandsadvokat. Det er almindeligt antaget, at bistandsadvokaten skal bistå den forurettede med eventuelle erstatningskrav samt under afhøringerne hos politiet og i retten. Denne ret gælder naturligvis også, hvis forurettede er en indsat i et fængsel eller arresthus. Af kendelsen UfR.2004.1358.V kan udledes, at Vestre Landsret har fundet, at det i tilfælde, hvor forurettede er indsat, tillige kan være bistandsadvokatens pligt at hjælpe den pågældende med spørgsmål om for eksempel strafafbrydelse, benådning eller andet, såfremt disse spørgsmål knytter sig direkte til volden. Dette vil ofte være tilfældet, idet en indsat vil kunne føle sig utryg ved fortsat afsoning på en fængselsafdeling eller i et fængsel, hvor den fængselsfunktionær eller medindsatte, som den pågældende har anmeldt, fortsat befinder sig.

Prøvelsen af påstande om konventionskrænkelser ved DfK og de nationale domstole.
Artikel 13 i EMRK kræver, at medlemsstaterne skal stille "effektive retsmidler" til rådighed for personer, der gør gældende, at en eller flere af disses rettigheder efter konventionen er blevet krænket. 

I Silver m. fl. mod Storbritannien afgjort ved EMD den 25. marts 1983 under blandt andet sagsnummer 5947/72 fandt EMD blandt andet, at EMRK artikel 13 var krænket, idet det britiske fængselsdirektorat ikke var tilstrækkeligt uafhængigt, i et tilfælde, hvor dette direktorat skulle tage stilling til, hvorvidt en administrativ bestemmelse udstedt af direktoratet selv, der regulerede adgangen til at censurere fængelsindsattes korrespondance, var i strid med EMRK 8. I afgørelsens præmis 116 fastslår EMD, at i tilfælde, hvor en klage til Justitsministeren angår lovligheden af de administrative bestemmelser, der hjemler adgangen til kontrollen med korrespondancen, kunne Justitsministeren ("the Home Secretary") ikke antages at være uafhængig i en sådan grad, at kravene i artikel 13 var opfyldt. I sin egenskab af at være de administrative bestemmelsers ophavsmand, ville Justitsministeren i virkeligheden skulle vurdere sit eget værk. Situationen ville være anderledes i et tilfælde, hvor en klager gør gældende, at kontrolforanstaltningen skyldtes en fejlagtig fortolkning af selve de administrative bestemmelser. EMD finder, at i sidstnævnte tilfælde, ville en adgang til at klage til Justitsministeren være et effektivt retsmiddel til at sikre, at fremgangsmåden er i overensstemmelse med de administrative regler.

En domstolsprøvelse af fængselsmyndighedens afgørelser opfylder ikke EMRK artikel 13, hvis prøvelsen alene angår spørgsmål om, hvorvidt afgørelsen er vilkårlig eller hviler på usaglige hensyn. Domstolsprøvelsen skal omfatte en egentlig prøvelse af, hvorvidt afgørelsen strider mod den eller de påberåbte konventionsbestemmelser for at opfylde artikel 13. Se præmis 117 og 119. 

I Slawomir Musial mod Polen afgjort af EMD den 20. januar 2009 under sagsnummer 28300/06 fandt EMD, at artikel 3 var krænket blandt andet som følge af, at en selvmordstruet og psykisk syg person havde været anbragt i fængsel og ikke i et psykiatrisk hospital. Præmis 96 er særlig interessant, idet det blandt andet fremgår af bestemmelsen, at EMD er opmærksom på, at Recommendation No. R (98) 7 samt De Europæiske Fængselsregler ikke er bindende for medlemsstaterne, men at EMD i nyere afgørelser har henledt myndighedernes opmærksomhed på betydningen af disse regler på trods af, at de ikke er bindende for medlemsstaterne. Dette udtrykkes i præmis 96 således: "In particular, the Court notes that the recommendations of the Committee of Ministers to the member States, namely Recommendation No. R (98) 7 concerning the ethical and organisational aspects of health care in prison and Recommendation on the European Prison Rules provide that prisoners suffering from serious mental disturbance should be kept and cared for in a hospital facility which is adequately equipped and possesses appropriately trained staff (see paragraphs 62 and 63 above). In recent judgments the Court has drawn the authorities' attention to the importance of this recommendation, notwithstanding its non-binding nature for the member States .. . De polske myndigheders manglende opfyldelse af kravene i Recommendation No. R (98) 7 og De Europæiske Fængselsregler synes at være en væsentlig grund til, at EMRK artikel 3 anses for krænket. Afgørelsen viser, at tilsidesættelse af "soft law"-rettigheder således indirekte kan føre til, at konventionsbestemmelser anses for krænket.

Om usaglig sagsbehandling i kriminalforsorgen

Opdeling af indsatte i "almindelige sager" og i "særlige sager".

I svar af 9. marts 2012 på spørgsmål 478 fra Folketingets Retsudvalg redegør justitsministeren for sagsbehandlingen ved Direktoratet for Kriminalforsorgen. Der oplyses blandt andet følgende: "Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at indsatte, der udstår fængsel i 8 år eller derover, herunder livstid eller forvaring (langtidsindsatte) er delt op i såkaldte ”almindelige” sager og ”særlige” sager. Som eksempler på ”særlige” sager kan nævnes sager vedrørende livstids- og forvaringsdømte, sager vedrørende negativt stærke indsatte, sager hvor der er særlige hensyn til retshåndhævelsen, hvilket kan være sammenfaldende med, at den konkrete sag har været meget omtalt i medierne, eller sager, hvor der er særlige sikkerhedsmæssige hensyn, hvilket kan være tilfældet, såfremt den indsatte er meget undvigelsestruet og/eller har begået ny farlig eller personfarlig kriminalitet under afsoning, undvigelse, udgang, eller udeblivelse/undvigelse fra udgang. Direktoratet for Kriminalforsorgen har endvidere oplyst, at opdelingen af sagerne har betydning for, hvordan sagerne bliver behandlet. Hvis der er tale om en ”særlig” sag, vil sagen på grund af sin særlige karakter blive behandlet på årlige fællesmøder mellem direktoratet og det fængsel, hvor den indsatte udstår straffen. Hvis der derimod er tale om en ”almindelig” sag, vil der kun blive afholdt ét fællesmøde under hele strafudståelsen. Den øvrige behandling af sagen vil herefter ske på skriftligt grundlag." Spørgsmålet fra retsudvalget blev stillet på baggrund af henvendelser af 26. januar 2012 og 3. april 2012 fra talsmandsgruppen i Statsfængslet i Vridsløselille til retsudvalget med anmodning om foretræde for udvalget.

Ugyldige forvaltningsakter

Træffer forvaltningen en ugyldig afgørelse er konsekvensen, at den oprindelige retstilstand står ved magt.

I FOB 1989.213 klagede en elev fra Ribe Katedralskole til Folketingets Ombudsmand over, at Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen havde annulleret samtlige karakterer givet til studentereksamen i mundtlig tysk den 12. og 13. august 1989 på skolen. Dette var sket, fordi man på baggrund af en indberetning fra skolens rektor havde fundet, at karaktererne var for høje. Ombudsmanden fandt med henvisning til, at der ikke fandtes "lovbestemmelser eller andre lignende retskilder, som tillægger Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen en beføjelse til at annullere eksamenskarakterer". Ombudsmanden udtalte derpå blandt andet: "Jeg må således være af den opfattelse, at Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen har været ubeføjet til at annullere de pågældende karakterer. Der er derfor tale om en ugyldig afgørelse, hvis konsekvens er, at de oprindelige karakterer skal stå ved magt, og at eleverne får udleveret nye eksamensbeviser."


Sagsbehandlingen i øvrigt

Aktindsigt, kopiering, ophavsret. FOB.93.149

Aktindsigt (sagsbehandlingstider). FOB.91.59

Aktindsigt, afslag, begrundelseskrav. FOB.83.144

Begrundelseskrav - FOB.77.136

Begunstigende forvaltningsakt. FOB.95.182

Farlighed, forskelsbehandling. FOB.95.199

Forhaling af sagsbehandlingen ved at DfK foretager unødige høringer FOB fra 2006

Notatpligt også ved SMS-beskeder, Justitsministerens svar af 29. april 2011 på spørgsmål nr. 159 fra Folketingets Retsudvalg

Partshøring, begrundelse. FOB.2000.199

Partshøringsmangel, genbehandling. . FOB.93.156

Sag var ikke oplyst ordentligt. FOB.77.195

Sagsbehandling og sagsbehandlingstid i Direktoratet for Kriminalforsorgen. FOB.2005.241

Sagsbehandlingstid. FOB.2003.233

Sagsbehandlingstid, frister. FOB.2000.205

Tavshedsbrud, helbredsoplysninger. FOB.99.408

Undvigers krav på sagsbehandling. FOB.2000.175

Videregivelse af fortrolige oplysninger. FOB.2000.181

Videregivelse af oplysninger fra fængsel til politiet kritiseret pga. sagsbehandling FOB.1996.164

FOB 1966.43 - Spørgsmålet om fængselsfunktionærs tavshedspligt vedrørende det under de indsattes gruppemøder passerede. Henstillet til Direktoratet for Fængselsvæsenet at overveje, om deltagerne i gruppemøder bør have forevist et trykt eksemplar af reglerne vedrørende tavshedspligten (J. nr. 823/66).

FOB 1962.68 - Spørgsmålet om anvendelsen af loven af 2. februar 1866 på fængselsmyndighedernes erklæringer vedrørende en fanges klage (J. nr. 603/61)

FOB 1963.33 - Fængselsmyndighederne må normalt ikke uden en fanges samtykke rette henvendelse til vedkommendes familie. (J. nr. 264/63).