Kommentarer til straffeprocessen, dele af civilprocessen, politilovgivningen og strafferetten


 

Af advokat Claus Bonnez

Teksten er senest opdateret 21. juni 2011

Vælg emne nedenfor:

1: Forord


2: Straffeproces og udvalgte dele af den øvrige proces
   2.1 - 2.6: Domstolene, retsmøder, dørlukning mv., retsbøger, aktindsigt, EMD, anklagemyndigheden, politiet, tolkning, vidner mv.
   2.7 : Retshjælp og fri proces i civile sager
   2.8.1: Administrativ frihedsberøvelse herunder tvangsfjernelse af børn
   2.8.2: Anholdelse og tilbageholdelse af skyldnere i fogedsager (såkaldt "politifremstilling")
   2.9: Tiltalerejsning, gengivelse af forklaringer afgivet i retten i straffesager mv.
   2.10: Sigtede og dennes forsvarer
   2.11: Advokatbistand til vidner og bistandsadvokat til den forurettede
   2.12: Straffeprocessuelle indgreb
   2.12.3: Afhøring hos politiet
   2.12.4: Anholdelse
   2.12. 5: Varetægtsfængsling
   2.12.6: Frihedsberøvede sigtedes og tiltaltes tilstand under retsmøder
   2.12.7: Andre straffeprocessuelle indgreb
   2.12.8: Særligt om børn og unge under 18, der sigtes for strafbart forhold
   2.12.9: Straffeprocessuelle indgreb i Danmark på begæring af andre landes myndigheder
   2.13: Sagens rejsning for retten - tilståelsessager, anklageskriftet, forkyndelse, frihedsberøvedes tilstedeværelse i retten mv.
   2.14: Hovedforhandlingen
   2.15: Anke og kære
   2.16 - 2.19: Genoptagelse af straffesager, erstatning, fortolkning af domme, sagkyndig bistand, sagsomkostninger mv.


3: Erstatning og godtgørelse for uberettiget strafferetlig forfølgning samt klage mv. over politiet
   3.1: Erstatning og godtgørelse for uberettiget strafferetlig forfølgning
  
3.2: klager over og strafforfølgning mod politipersonalet


4: Strafferetten

   4.2.1: Straffelovens almindelige del
   4.2.2: Straffelovens specielle del
   4.3:    Særlove

   4.4:    Pligten til at rette sig efter "politiets anvisninger

5: Udvisning af udlændinge, der findes skyldige i strafbart forhold

6: Straffede personers retsstilling


7: Særligt om retsplejen, kriminallovgivningen, fuldbyrdelse af straf mv. i Grønland og på Færøerne


 


 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

1 - Forord


2 - Straffeproces og udvalgte dele af den øvrige proces

- 2.1 - Indledende om straffeprocessen og udvalgte dele af den øvrige proces
- 2.2 - Domstolene mv.

- - 2.2.1 - Retsmøder (dørlukning, referatforbud, navneforbud, billedoptagelse af retsmøder mv.)
- - - 2.2.1.2 - Navneforbud
- - 2.2.2.1.1 - Retsbøger og sagens dokumenter
- - 2.2.2.1.2 - Aktindsigt i domme og kendelser mv.
- - 2.2.2.2 - Oplæsning af vidners og tiltaltes forklaring til retten og eventuel vedtagelse (vedståelse) af forklaringen
- - 2.2.3.1 - Dommere, dommerens pligter, dommerhabilitet mv.
- - 2.2.3.2 - Domstolenes indretning, resultater, økonomi, organisering mv.
- - 2.2.4.1.1 - Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD)
- - - 2.2.4.1.2 - Klageformular og den øvrige "klagepakke" til brug for indgivelse af klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
- - 2.2.4.2 - Øvrige institutioner, regler mv., der har til formål at forebygge menneskerettighedskrænkelser
- - 2.2.4.3 - Menneskerettighedsdomstolens afgørelser forpligter medlemsstaterne - udtalelser fra CPT m. fl. kan indirekte binde medlemslandene
- 2.3 -  Anklagemyndigheden og politiet
- 2.3.1.1 - Objektivitetsprincippet
- 2.3.1.2 Anklagemyndighedens pligt til at medvirke til at forebygge overgreb mod frihedsberøvede personer
- 2.3.2 - Politimyndigheden
- 2.4 - Tolkebistand under retssager herunder straffesager
- 2.5 - Forkyndelse mv.
- 2.6 - Vidner
- - Vidner kan - med visse undtagelser - pålægges at afgive forklaring for retten men ikke til politiet (retsplejelovens § 168)
- - Undtagelser fra vidnepligten
- - - Begrænsningen i brugen af vidneudsagn fra visse faggrupper (Retsplejelovens § 170)
- - - En parts nærmestes adgang til vidnefritagelse (Retsplejelovens § 171)
- - - Pressens adgang til vidnefritagelse (Retsplejelovens § 172)
- - - Rettens (og politiets) vejledningspligt om reglerne i retsplejelovens §§ 169-172 (Retsplejelovens § 173)
- - Vidner skal normalt føres for "den dømmende ret"
- - Vidner har normalt krav på "aftens varsel" - bor vidnet længere væk end 30 km., forlænges varslet med 2 døgn
- - Gennemførelsen af vidnetvang
- - Hvert vidne afhøres for sig
- - Bevisførelse om vidnets almindelige troværdighed
- - Vidnegodtgørelse og godtgørelse til personer, der afhøres hos politiet mv.
- - Særlige regler om afhøring af vidner ved hjælp af telekommunikation med billede (retsplejelovens § 192)
- 2.7. Retshjælp og fri proces i civile sager
- - 2.7.1 - Retshjælp ved advokater og ved retshjælpskontorer som for eksempel KRIMs Retshjælp
- - 2.7.2.1 - Fri proces i civile sager

- - 2.7.2.2 - Fri proces under indbringelse af sager for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
- - 2.7.2.3 - Fri proces til fængslede personer
- 2.8.1 - Administrativ frihedsberøvelse
- - Administrativ (og straffeprocessuel) frihedsberøvelse og EMRK artikel 5
- - Administrativ frihedsberøvelse i dansk ret
- - - Politiloven
- - - - Administrativ frihedsberøvelse efter politilovens § 5
- - - - Administrativ frihedsberøvelse efter politilovens § 8 og § 9
- - - - Administrativ frihedsberøvelse efter politiloven fordrer en "konkret og nærliggende" fare
- - - - Særligt om politiloven og EMRK artikel 5
- - - - Mindre betydelige ordenskrænkelser kan næppe begrunde frihedsberøvelse
- - - - Nærmere om praksis vedrørende detentionsanbringelse og anden administrativ frihedsberøvelse
- - - - Lægeundersøgelsen af detentionsanbragte personer
- - - - - Lægeundersøgelser af spirituspåvirkede med hovedtraumer bør ske på hospital og ikke i detentionen
- - - - Andre spørgsmål vedrørende detentionsophold
- - - Anden lovgivning en politiloven, som hjemler mulighed for administrativ frihedsberøvelse
- - - - Tvangsfjernelse af børn (anbringelse af børn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke)
- - - - Domstolsprøvelse af administrativ frihedsberøvelse, tvangsfiksering mv. i psykiatrien efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a
- - - - Bæltefiksering i psykiatrien og retsplejelovens kapitel 43 a
- - - Særligt om processen under domstolsprøvelsen i retsplejelovens kapitel 43 a
- 2.8.2 - Anholdelse og tilbageholdelse af skyldnere i fogedsager (såkaldt "politifremstilling)"
- 2.9 - Tiltalerejsning, gengivelse af forklaringer afgivet i retten i straffesager mv.
- - Samtidighedsprincippet ved anklagemyndighedens tiltalerejsning
- - Gengivelsen af forklaringer i straffesager (retsplejelovens kapitel 64)
- - Domstolenes beføjelser inden eventuel tiltalerejsning
- - Påtalen
- - Uretfærdig tiltalerejsning
- - Påtaleopgivelse, påtalebegrænsning mv.
- - Tiltalefrafald
- - Underretning om og omgørelse af en afgørelser om påtaleopgivelse mv. (Retsplejelovens § 724)
- 2.10 - Sigtede og dennes forsvarer
- - Sigtedes, forsvarerens og andres adgang til aktindsigt under og efter straffesagen
- - Beskikkelse af forsvarer under straffesager (retsplejelovens § 731 og § 732)
- - Politiets vejledningspligt om adgangen til forsvarerbistand under afhøring af sigtede (retsplejelovens § 732, stk. 2)
- - Beneficerede advokater (retsplejelovens § 733, stk. 1, 1. pkt.)
- - Nægtelse af beskikkelse af en bestemt forsvarer
- - Beskikkelse med rejseforbehold
- - Forsvarerens opgaver omfatter blandt andet kontrol af de forhold, som tilbydes frihedsberøvede klienter
- - Fængsledes ret til at korrespondere med andre advokater end den beskikkede forsvarer
- - Sigtede må tage ordet, kommentere beviser og procedere sin sag - selv om han/hun har en forsvarer
- - Straffesager, klager mv. mod advokater og især forsvarsadvokater
- - Særligt om sanktioner mod advokater for disses ytringer
- 2.11 - Advokatbistand til vidner og bistandsadvokat til den forurettede
- - Bistandsadvokatens adgang til aktindsigt, deltagelse i afhøringer og andre processuelle beføjelser
- - Bistandsadvokatens opgaver
- - Adgangen til at få beskikket en bistandsadvokat
- - Retsmøder skal så vidt muligt berammes, således at bistandsadvokaten kan være til stede
- - Offererstatningsloven
- - Bistandsadvokatens habilitet
- - Afsluttende om bistandsadvokater
- - Det offentliges regreskrav mod skadevolder for udgiften til erstatningsnævnets udbetaling af erstatninger
- 2.12 - Straffeprocessuelle indgreb
- - 2.12.1 - Indledende om straffeprocessuelle indgreb
- - - 2.12.2 - Forsvarerens kontrol med politiets efterforskning
- - - - Forsvarerens tilstedeværelse ved visse efterforskningsskridt
- - - - Forsvarerens ret til domstolsprøvelse af tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt
- - - - Begæring efter rpl. § 747 om retsmøde f. eks. vedrørende anticiperet bevisførelse for at begrænse varetægtsfængsling
- - - - Sigtede underrettes med få undtagelser så vidt muligt om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem
- - - - Retsmøder skal aftales med forsvareren, således at denne har en rimelig mulighed for at være til stede
- - - - Forsvarerens fravær under retsmøder
- - - - Sigtedes deltagelse i retsmøder ved anvendelse af telekommunikation (videokonference) (Retsplejelovens § 748 a og § 748 b)
- - - 2.12.3 - Afhøring hos politiet
- - - - Pligten til at oplyse sit navn, sin adresse og sin fødselsdag til politiet, og retten til i øvrigt ikke at udtale sig til politiet (retsplejelovens § 750)
- - - - Politiet skal nedskrive det "væsentlige indhold af de afgivne forklaringer" i afhøringsrapporten (retsplejelovens § 751)
- - - - Politiets vejledningspligt om retten til ikke at udtale sig, forsvarerbistand mv. forud for afhøring (retsplejelovens § 752, stk. 2)
- - - - Politiets afhøring af mentalt afvigende personer
- - - - Politiets afhøring af børn og unge (Retsplejelovens § 752, stk. 2)
- - - - Politiets afhøring af vidner (personer der ikke er sigtet)
- - - - Afsluttende om politiafhøringers bevismæssige værdi
- - - - Fremgangsmåden ved afhøringer i retten af sigtede, vidner m. fl. (retsplejelovens § 754)
- - - - Politiets brug af agenter
- - - 2.12.4 - Anholdelse
- - - - Politiets adgang til at foretage anholdelse (retsplejelovens § 755, stk. 1)
- - - - Anholdelse kan ikke finde sted alene med henblik på afhøring
- - - - Der er ikke hjemmel til at anholde en person med henblik på forkyndelse
- - - - Anholdelse efter retsplejelovens § 755, stk. 2, såkaldt "privat anholdelse" eller "civil anholdelse"
- - - - Anholdelse efter retsplejelovens § 755, stk. 3, af personer, der deltager i "opløb"
- - - - Anholdelse ved mistanke om spirituskørsel (færdselslovens § 55)
- - - - Skånsomhedsprincippet, den anholdtes ret til at underrette andre om anholdelsen mv. (retsplejelovens § 758)
- - - - Brug af magt herunder håndjern mv. under anholdelse
- - - - Isolation under anholdelse
- - - - En anholdt skal løslades, når begrundelsen ikke længere er til stede. Tilbageholdelse ud over 24 timer besluttes af retten
- - - 2.12.5 - Varetægtsfængsling
- - - - Indledende om varetægtsfængsling
- - - - Varetægtsfængsling af udlændinge (herunder EU-borgere) sigtet for mindre forbrydelser
- - - - Varetægtsfængsling for spirituskørsel
- - - - Varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen (retsplejelovens § 762, stk. 2)
- - - - Proportionalitet og varetægtsfængsling (retsplejelovens § 762, stk. 3)
- - - - Sigtedes ret til at udtale sig, retten til forsvarerbistand, begrundelseskravet mv. under retsmøde om varetægtsfængsling (retsplejelovens § 764)
- - - - Mindre indgribende foranstaltninger end varetægtsfængsling - herunder varetægtsfængsling i surrogat (retsplejelovens § 765)
- - - - Surrogatvaretægtsfængsling af unge under 18 år
- - - - Retten (og politiet) kan til enhver tid omgøre en afgørelse om varetægtsfængsling (retsplejelovens § 766)
- - - - Forlængelse af varetægtsfængslingen ved fængslingsfristens udløb (retsplejelovens § 767, stk. 1)
- - - - Skriftlig forlængelse af fængslingsfristen for et kort tidsrum, indtil den valgte forsvarer kan deltage i retsmøde om fortsat fængsling
- - - - Varetægtsfængsling efter anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift (retsplejelovens § 767, stk. 2 og 3)
- - - - Mundtlig prøvelse ved overordnet ret af fortsat varetægtsfængsling efter 3 måneders varetægtsfængsling
- - - - Fremmes en sag ikke "med tilstrækkelig hurtighed", kan dette begrunde løsladelse efter rpl. § 768, 2. pkt.
- - - - Længerevarende varetægtsfængsling og retsplejelovens § 768 a
- - - - Varetægtsfængsling efter domsafsigelsen i første instans eller senere (retsplejelovens § 769)
- - - - Isolation efter rettens bestemmelse under varetægtsfængsling (retsplejelovens §§ 770 a-e)
- - - - Begrænsninger i varetægtsfængsledes rettigheder af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed (retsplejelovens §§ 771-773)
- - - - - Nægtelse af besøg eller begrænsninger i omfanget af besøg (retsplejelovens § 771)
- - - - - Besøgskontrol
- - - - - Den retlige interesse i at få prøvet restriktioner under varetægtsfængsling består fortsat efter varetægtsfængslingens ophør
- - - - EMRKs krav til domstolsprøvelse under varetægtsfængsling
- - - - Erstatning for indgreb under varetægtsfængsling samt klager over fængselspersonalets adfærd
- - - 2.12.6 - Frihedsberøvede sigtedes og tiltaltes tilstand før, mellem og under retsmøder, bevogtning under retsmødet mv.
- - - - Behandlingen af frihedsberøvede før og mellem retsmøder
- - - - Standarden af venterum, hvor anholdte opholder sig i pauser mv. under retsmøder, kan krænke EMRK
- - - - Polititjenestemænds eller fængselspersonales bevogtning under retsmøder
- - - - Håndjern i retten
- - - 2.12.7 - Andre straffeprocessuelle indgreb
- - - - Indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation, dataaflæsning mv.
- - - -
Tilfældighedsfund - retsplejelovens § 789
- - - - Afbrydelse af telekommunikation, telefonskanning mv.

- - - - Kropsvisitation og andre legemsindgreb foretaget af politiet
- - - - Særligt om adgangen til legemsindgreb efter politiloven
- - - - Optagelse af fingeraftryk, personfotografi samt udtagelse af spyt- eller blodprøve til brug for identifikation
- - - - Politiets opbevaring af personfotos, fingeraftryk DNA mv.
- - - - Ransagning
- - - - - Retten til at overvære en ransagning samt tilstedeværelsen af ransagningsvidner
- - - - - Ransagning mv. uden for strafferetsplejen
- - - - Beslaglæggelse, edition, fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation
- - - - Personundersøgelser og mentalundersøgelser
- - - - - Personundersøgelser (retsplejelovens § 808)
- - - - - Mentalundersøgelser (retsplejelovens § 809)
- - - - Fotoforevisning og konfrontation
- - - - Retsplejelovens § 818 og retsplejelovens § 819 om offentlig efterlysning af mistænkte personer
- - - 2.12.8 - Særligt om børn og unge under 18 år der sigtes for strafbart forhold
- - - - Børns ret til advokatbistand og forældremyndighedsindehaverens ret til at vælge advokat til børn under 18 år
- - - 2.12.9 - Straffeprocessuelle indgreb i Danmark på begæring af andre landes myndigheder
- 2.13 - Sagens rejsning for retten - tilståelsessager, anklageskriftet, forkyndelse, frihedsberøvedes tilstedeværelse i retten mv.
- - 2.13.1 - Tilståelsessager
- - 2.13.2 - Anklageskriftets udformning, indhold og forkyndelse

- - 2.13.3 - Berigtigelse af anklageskriftet under hovedforhandlingen
- - 2.13.4 - Fremsendelse af anklageskrift, forkyndelse af hovedforhandlingen overfor tiltalte mv.
- - 2.13.5 - Det er anklagemyndighedens (eller politiets) ansvar, at fængslede sigtede, tiltalte eller vidner bringes til retten
- 2.14 - Hovedforhandlingen i første instans
- - 2.14.1 - Retsmødets udsættelse, tiltaltes udeblivelse fra retsmødet mv.
- - 2.14.2 - Tiltaltes udelukkelse fra retslokalet under afhøring af vidner og medtiltalte

- - 2.14.3 - Adgangen til at lade bevisførelsen helt eller delvist gå om efter lange afbrydelser af hovedforhandlingen
- - 2.14.4.1 Tiltaltes ret til ikke at udtale sig under retsmøder
- - 2.14.4.2 Afhøringen i retten, afhøringens form, ledende spørgsmål mv.
- - 2.14.5 - Tiltaltes ret til at kommentere hvert enkelt vidneudsagn eller andet bevis ført for retten
- - 2.14.6 - Dokumentation og foreholdelse under hovedforhandlingen af retsbøger, politirapporter mv.
- - - Dokumentation af retsbøger
- - - Politiafhøring før afhøringen i retten kan forvanske afhøringens bevismæssige betydning
- - - Lydoptagelse af politiafhøringer af sigtede og vidner i udlandet og i Danmark
- - - Forehold af tilståelser opnået under afhøring af sigtede, uden at en forsvarer har været til stede under afhøringen
- - - EMD's afgørelse i Salduz mod Tyrkiet har fået vidtrækkende følger i strafferetsplejen i Europa
- - - Forsvarerbistand betalt af det offentlige under politiets afhøringer af sigtede i Europa og Salduz-dommen
- - - Salduz-dommen og dansk ret
- - - Forskellen på "forehold" og "dokumentation" i dansk ret
- - - Har sigtede ikke haft rimelig tid til at overveje konsekvenserne af at udtale sig til politiet, kan udtalelserne ikke dokumenteres
- - - Dokumentation og forehold af forklaringer afgivet af vidner til politiet
- - - Forsvareren bør have mulighed for at afhøre et vidne forud for anklagers foreholdelse og "medgerningsmænd" har status som "vidner"
- - - Afhøring af den rapportoptagende polititjenestemand i stedet for dokumentation af forklaring til politirapport
- - - Dokumentation af afhøringer af medgerningsmænd fra retsmøder, hvor tiltalte og dennes forsvarer ikke har været til stede
- - - Dokumentation af forstraffe og mentalerklæringer inden afgørelsen af skyldsspørgsmålet
- - - Dokumentation af oplysninger fra efterforskningsregisteret, "forakter" mv.
- - - Dokumentation af tiltaltes udtalelser om skyldsspørgsmålet i mentalundersøgelser og personundersøgelser
- - - Videoafhøringer af børn samt udviklingshæmmede/retarderede som bevismiddel
- - - Forehold af politirapporter, forevisning af gerningsstedsrids mv. kan være uhensigtsmæssig påvirkning
- - 2.14.7 - Mere om bevisførelsen under hovedforhandlingen
- - - For sent anmeldte beviser - herunder beviser anmeldt under hovedforhandlingen - kan tillades ført
- - - Bevisførelsens omfang og nægtelse af bevisførelse
- - - Synbare bevismidler kan kræves fremlagt for den dømmende ret
- - - Tiltaltes adgang til at få det sidste ord inden sagens optagelse til dom og til selv at procedere sin sag
- - 2.14.8.1 - Bevisvurderingen i straffesager - retsplejelovens § 880
- - - Uskyldsformodningen
- - - Bevisumiddelbarhed
- - - Tekniske bevismidler
- - - - Sporing af genstande ved hjælp af politihund
- - - - DNA som bevismiddel
- - - Særligt om vidneudsagn fra polititjenestemænd
- - - Bevisvurderingen i sædelighedssager mod børn
- - 2.14.8.2 - Dommernes afstemninger, domsafsigelse, hovedforhandlingens afslutning, begrundelse for domfældelse, rådslagning mv.
- - 2.14.9 - Nævningesager
- - 2.14.10 - Straffesager, i hvilke der ikke medvirker lægdommere
- - 2.14.11 - Rettens meddelelse af advarsel i straffesager efter retsplejelovens § 900
- 2.15 - Anke og kære i straffesager
- - Ankefrister
- - Anke efter ankefristens udløb
- - Afvisning af ankesager, hvor tiltalte har anket, og hvor tiltalte udebliver fra sagens behandling ved ankeinstansen
- - Anke med procesbevillingsnævnets tilladelse
- - Kære
- - Ankefristens og kærefristens beregning
- 2.16 - Genoptagelse af straffesager
- 2.16.2 - Påtale af borgerlige krav under straffesager (adhæsionsprocessen)
- - 2.16.2.1 - Erstatning til forurettede for tort efter erstatningsansvarslovens § 26
- - 2.16.3 - Indbringelse af spørgsmål om dommes fortolkning for retten efter retsplejelovens § 998
- - 2.16.4 - Fuldbyrdelse af straffedomme, retsplejelovens § 999
- 2.17 - Sagsomkostninger i strafferetsplejen, sagkyndig bistand til forsvareren mv.

- 2.18 - Domfældtes pligt til at refundere det offentliges udgifter til sagsomkostninger
- - Tiltalte, der frifindes, skal normalt ikke betale sagsomkostninger og har krav på transportgodtgørelse
- - Opkrævning af gæld opstået som følge af sagsomkostninger hos domfældte
- -
Eftergivelse og henstand vedr. gæld opstået som følge af sagsomkostninger hos domfældte
- - Ved domstolsprøvelse af erstatningskrav for uberettiget straffeprocessuel frihedsberøvelse opnås der i dansk ret ikke fri proces
- 2.19 - Retsplejelovens § 1016 a om offentlige udtalelser om skyldspørgsmålet i en uafsluttet straffesag
- 2.20 - Diverse retskilder indenfor straffeprocessen


3: Erstatning for uberettiget strafferetlig forfølgning og klager mv. over politiet


3.1 - Erstatning og godtgørelse for uberettiget strafferetlig forfølgning
-  3.1.1 - Indledende om erstatning og godtgørelse for uberettiget strafferetlig forfølgning
- - - 3.1.1.2 - Erstatningens eller godtgørelsens størrelse
- - - 3.1.1.3 - Udover taksmæssig godtgørelse for tort mv. kan der ydes erstatning efter erstatningsansvarslovens regler
- - - 3.1.1.4 - Forhøjet erstatning for ulovlige indgreb
- - - 3.1.1.5 - Krav affødt af ulovlige (men ikke culpøse) indgreb og af traktatmæssige forpligtelser kan støttes på § 1018 a, stk. 2.
- - 3.1.2 - Erstatning til sigtede og mistænkte
- - 3.1.3 - Erstatning til ikke-sigtede

- - 3.1.4.1 - Erstatning for frihedsberøvelse
- - 3.1.4.2 - Erstatning for ransagninger
- - 3.1.4.3 - Erstatning for visitationer
- - 3.1.4.4 - Erstatning for andre typer indgreb
- - 3.1.4.5 - Erstatning for lang sagsbehandlingstid og inaktivitet eller anden culpøs adfærd hos de strafforfølgende myndigheder
- - 3.1.5.1 - Nægtelse af erstatning under henvisning til erstatningssøgendes "egen skyld"
- - 3.1.5.2 - Erstatning i tilfælde, hvor indgrebet står i misforhold til den senere sanktion
- - 3.1.6 - Særligt om erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb mod børn
- - 3.1.7 - Særligt om, hvor mistanke om strafbart forhold fører til fængsling efter udlændingeloven
- - 3.1.8 - Om modregning af gæld til det offentlige i erstatningskrav for frihedsberøvelse mv.
- - 3.1.9 - Overskridelse af klagefristen i retsplejelovens § 1018 e
- - 3.1.10 - Forsvarerbeskikkelse ved behandlingen af krav efter retsplejelovens kapitel 93 a ved domstolene
- - 3.1.11 - Administrativ praksis og domspraksis
- - 3.1.11.1 - Domspraksis
- - 3.1.11.2 - Administrativ praksis og domspraksis
- - 3.1.11.3 Erstatningskrav i anledning af strafferetlig forfølgning kan alternativt anlægges som almindelige civile sager


3.2 - Klager over og strafforfølgning mod politipersonalet
- 3.2.1 - Indledende om klager over politiet
- - 3.2.2.1 - Advokatbeskikkelse til borgeren under politiklagesager
- - - 3.2.2.2 - Advokatens og klagerens beføjelser under straffesager mod polititjenestemænd
- - - 3.2.2.3 - Bistandsadvokat til pårørende til afdøde
- - - 3.2.2.4 - Polititjenestemændenes retsstilling under behandlingen af politiklagesager
- - 3.2.3.1 - Efterforskning og strafforfølgning i politiklagesager og i straffesager om overgreb fra myndighedspersoner i dansk ret
- - - 3.2.3.2 - EMRK artikel 2 og artikel 3 kræver, at påstande om myndigheders vold undersøges grundigt
- - - - 3.2.3.2.1 - Begrebet "Hasty or ill-founded conclusions"
- - - - 3.2.3.2.2 - Relevante vidner, herunder klageren eller medindsatte, skal udfindes og afhøres
- - - - 3.2.3.2.3 - Påstande om, at politifolk har vanskeliggjort forfølgningen af en sag mod politifolk, skal undersøges
- - - - 3.2.3.2.4 - Myndighedspersoners og borgeres gensidige beskyldninger om vold skal undersøges efter samme standarder
- - - - 3.2.3.2.5 - Lægeundersøgelsen af en person, der påstår sig udsat for vold fra myndighedspersoner, skal ske straks
- - - - 3.2.3.2.6 - Myndighedspersoner må ikke være til stede i lægeværelset, når en klager undersøges for mærker efter påstået vold
- - - - 3.2.3.2.7 - Sager om påstået politibrutalitet skal undersøges hurtigt
- - - - 3.2.3.2.8 - Undersøgelser af en klage foretaget i forbindelse med en straffesag mod klageren opfylder ikke kravene i EMRK artikel 3
- - - 3.2.3.3 - Undladelse af at yde et offer for politivold oprejsning eller retsforfølge de skyldige kan være en krænkelse af EMRK artikel 3
- - - 3.2.3.4.1 - Om begrebet "Impunity" (nationale myndigheders undladelse af at retsforfølge ansvarlige for menneskerettighedsbrud)
- - - 3.2.3.4.2 - Statens pligt til at forebygge myndighedsovergreb
- - 3.2.4.1.1 - Staten skal sandsynliggøre, at skader på frihedsberøvede ikke hidrører fra krænkelser af EMRK art. 3
- - 3.2.4.1.2 - Ved planlagte anholdelser har staten bevisbyrden for, at magtanvendelse ikke er overdreven
- - - 3.2.4.2 - Statens bevisbyrde gælder, medens en borger er under myndighedernes kontrol
- - - 3.2.4.3 - Uoverensstemmelse mellem tekniske beviser og politifolks forklaringer (bevisvurdering ved EMD)
- - - 3.2.4.4.1 - Vægtningen af politifolkenes benægtelser af at have brugt overdreven magt under sager mod politifolk
- - - 3.2.4.4.2 - Tidligere klager over en polititjenestemand skal indgå i bevisvurderingen under behandlingen af nye klager mod denne
- - - 3.2.4.5 - Klagers sene anmeldelse og andre forhold, der påvirker troværdigheden af klagerens påstande om overgreb
- - 3.2.5 - Krænkende kropsvisitationer
- - 3.2.6 - Politiets magtmidler
- - - 3.2.6.1.1 - Politiets brug af skydevåben
- - - 3.2.6.1.2 - Politipersonalets adgang til at være bevæbnet med skydevåben
- - -
3.2.6.2 - Politiets brug af stav
- - - 3.2.6.3 - Politiets brug af hund
- - - 3.2.6.4 - Politiets brug af gas og peberspray
- - - 3.2.6.5 - Politiets brug af håndjern
- - - 3.2.6.6 - Forhold i venterum, transportmidler, placering i ubekvemme stillinger, forplejning mv
- - 3.2.7.1 - Særligt om dødsfald i politiets varetægt, under anholdelse mv.
- - - 3.2.7.2 - De efterladtes offerstatus, ret til aktindsigt og adgang til at påvirke efterforskningen
- - 3.2.8 - Tavshedsbrud
- - 3.2.9 - Særligt om klager over politiets efterretningstjeneste
- - 3.2.10.1 - Frygt for at klage over politiet
- - - 3.2.10.2 - Sager om falsk anmeldelse mod personer, der klager over politiet

- - 3.2.11 - Kritik af den danske politiklageordning
- - 3.2.12 - Borgernes muligheder for at retsforfølge politiet og klage over politiet i tidligere ordninger
- - 3.2.13 - Politiklageordninger i andre lande
- - 3.2.14 - Muligheden for prøvelse af sager om politibrutalitet ved nationale domstole eller menneskerettighedsdomstolen (EMD)
- - 3.2.15 - Disciplinærsager mod polititjenestemænd i dansk ret

4 - Strafferet

- 4.1 - Indledende om strafferetten

- - Nogle strafferetlige betænkninger
- 4.2 - Straffeloven

- - 4.2.1 - Straffelovens almindelig del
- - - Legalitetsprincippet i strafferetten

- - - Forbudet mod dobbelt straf ("ne bis in idem")
- - - Nødværge efter straffelovens § 13
- - - Nødret efter straffelovens § 14
- - - Straffrihed for børn efter straffelovens § 15
- - - Straffrihed efter straffelovens § 16
- - - Forsætslæren
- - - Straffelovens § 21 om forsøg på en forbrydelse
- - - Straffelovens § 22 om frivillig tilbagetræden fra forsøg
- - - Straffelovens § 23 og § 24 om medvirken til en forbrydelse
- - - Straffene
- - - Prøveløsladelse efter straffelovens §§ 38 til 42
- - - Straffelovens § 53 om bødeforvandling
- - - Betingede domme
- - - Vilkår for en betinget dom fastsat efter § 57 kan på begæring senere ændres eller ophæves
- - - Vilkårsovertrædelser
- - - Rettergangsskridt for nyt strafbart forhold begået i prøvetiden
- - - Andre retsfølger af den kriminelle handling end straf
- - - Straffelovens §§ 68, 69 og 70 - foranstaltninger mv.
- - - Fastsættelse af en ny længstetid efter straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt. og § 69 a, stk. 1, 3. pkt.
- - - Straffelovens § 72 om ophævelse eller ændring af foranstaltninger efter straffelovens kapitel 9
- - - Proportionalitet og vægtningen af lægelige udtalelser i sager efter straffelovens § 72
- - - Ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a
- - - Konfiskation efter straffelovens §§ 75-77
- - - Rettighedsfrakendelse som følge af strafbart forhold
- - - Strafudmålingen
- - - - Rigsadvokatens strafpåstande i sager om overtrædelse af straffeloven
- - - - Straffelovens § 80
- - - - Straffelovens § 81 (skærpende omstændigheder ved straffens udmåling)
- - - - Straffelovens § 81 a om strafforhøjelse indtil det dobbelte ved visse voldsforbrydelser mv.
- - - - Straffelovens § 82 (formildende omstændigheder ved straffens udmåling)

- - - - Lang sagsbehandlingstid mv. kan mildne straffen
- - - - Straffelovens § 83 om strafnedsættelse eller strafbortfald begrundet i oplysninger om gerningen eller gerningsmanden
- - - - Straffelovens § 84 om gentagelsesvirkning
- - - - Straffelovens § 86 om afkortning i straf som følge af anholdelse, varetægtsfængsling eller indlæggelse til mentalundersøgelse
- - - - Straffelovens § 89 om tillægsstraf
- - - Strafferetlig forældelse
- - - - Forældelse af bøder og konfiskationsbeløb

- - 4.2.2 - Straffelovens specielle del
- - - Straffelovens kapitel 12 og 13 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, forfatningen mv. samt terrorisme

- - - - Terrorisme (straffelovens § 114 til 114 h)
- - - - En selvstændig kriminalisering af "terrorisme" og middelalderens kasuistiske lovteknik
- - - Vold og trusler mod offentligt ansatte (Straffelovens § 119)
- - - - Særligt om retsgarantierne i sager om anklager mod frihedsberøvede personer for vold mod personalet
- - - - Straffen for vold mod visse grupper af offentligt ansatte - herunder politiet - i Danmark
- - - - Straffen for vold mod visse grupper af offentligt ansatte - herunder politiet - andre steder i verden
- - - - Omfanget af trusler og vold mod offentligt ansatte m. fl.
- - - - Straffelovens § 121
- - - Straffelovens § 123 om vidnetrusler
- - - Straffelovens § 124 om straf for fangeflugt og besiddelse af mobiltelefoner i fængsler mv.
- - - Straffelovens § 134a
- - - Straffelovens § 144 om bestikkelse
- - - Tavshedsbrud (Straffelovens § 152)
- - - Magtmisbrug, grov forsømmelse eller skødesløshed i det offentliges tjeneste mv. - straffelovens §§ 155-157
- - - - Repressalier mod borgere kan lægge en dæmper på lysten til at klage over myndighedspersoners magtmisbrug
- - - Strafskærpelser ved tortur (Straffelovens § 157 a)
- - - Statens pligt til at forebygge og retsforfølge tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
- - - Falsk forklaring (straffelovens § 158)
- - - Falsk anmeldelse (straffelovens § 164)
- - - Forbrydelser vedrørende bevismidler (straffelovens § 171 til § 171
- - - Brandstiftelse (straffelovens §§ 180, 181 og 182)
- - - Narkotika (Straffelovens § 191 og lov om euforiserende stoffer mv.)
- - - - Stoffets renhed eller narkotiske virkning har betydning for strafudmålingen
- - - - Narkotika-typernes farlighed, virkning, priser mv.
- - - - Loven og bekendtgørelsen om euforiserende stoffer
- - - - Mængder der efter praksis anses for at være til eget brug og således ikke besiddes med henblik på overdragelse
- - - - Bødegrænsen i sager om euforiserende stoffer
- - - - Overdragelse af mindre mængder hash og piller straffes med bøde
- - - - Grænsen for anvendelse af lov om euforiserende stoffer i stedet for straffelovens § 191
- - - - Advarsel for besiddelse af euforiserende stoffer
- - - - Euforiserende stoffer i fængsler og arresthuse
- - - - Indsmugling af euforiserende stoffer i fængsler og arresthuse
- - - - Beviskravene i narkotikasager
- - - Straffelovens § 192 a om skærpet straf for grove overtrædelser af våbenloven
- - - Voldtægt
- - - Sædelighedskriminalitet mod børn
- - - Blufærdighedskrænkelse - § 232
- - - Drab (straffelovens § 237)
- - - Uagtsomt manddrab - § 241
-
- - Vold (Straffelovens §§ 244 til 248)
- - - - Bagatelagtige forulempelser falder uden for voldsbestemmelserne
- - - - Straffelovens § 244
- - - - Straffelovens § 245 om "særlig rå, brutal eller farlig" vold eller "mishandling"
- - - - Om straffelovens § 247, stk. 1
- - - - Om straffelovens § 247, stk. 2

- - - - Straffelovens § 248 om legemsbeskadigelse under slagsmål
- - - Straffelovens § 253
- - - Ulovlig tvang efter straffelovens § 260
- - - Frihedsberøvelse - straffelovens § 261
- - - Freds- og ærekrænkelser
- - - - Uberettiget krænkelse af brevhemmeligheden, aflytning mv. - Straffelovens § 263
- - - - Ulovlig indtrængen - straffelovens § 264
- - - - Overtrædelse af polititilhold (advarsel) meddelt efter straffelovens § 265
- - - - - Bortvisning fra hjemmet og udstedelse af tilhold, når almene hensyn kræver dette
- - - - Trusler - straffelovens § 266
- - - - Diskrimination (straffelovens § 266b)
-
- - - Ærekrænkelser (straffelovens § 268)

- - - - Sanktionen for ærekrænkelser
- - - Formueforbrydelser, straffelovens kapitel 28
- - - - Straffelovens § 279 (bedrageri) og straffelovens § 279 a (datakriminalitet)
- - - - Straffelovens § 281 - afpresning

- - - - Strafudmålingen ved de fleste typer af berigelsesforbrydelser - §§ 285 til 287
- - - - - Særligt om straffelovens § 287
- - - - Eksempler fra domstolenes praksis i sager om berigelseskriminalitet
- - - - Røveri (Straffelovens § 288)
- - - - - Særligt om såkaldte "hjemmerøverier"
- - - - Grove overtrædelser af skattelovgivningen (straffelovens § 289)
- - - - Hæleri (Straffelovens § 290)
- - - - Hærværk (Straffelovens § 291)
- - - - Brugstyveri (straffelovens § 293 og § 293 a)
- - - - Ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter (straffelovens § 299 a og § 299 b)
- - - - Betinget privat påtale (Straffelovens § 305)


- 4.3 - Særlove

- - Dopingloven
- - Fyrværkeriloven)
- - Færdselsstrafferetten
- - - Modereret kumulation og strafnedsættelse som følge af lav indkomst i færdselssager
- - - Færdselslovens § 1 (lovens anvendelsesområde)
- - - Færdselslovens § 9
- - - Hastighedsoverskridelser mv.
- - - Kørsel uden kørekort
- - - Gentagelsesvirkningen af kørsel uden kørekort ophører efter 5 år
- - - Sprituskørsel
- - - Kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom mv (færdselslovens § 54)
- - - Kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer kombineret med spirituskørsel
- - - Oplysningspligten i færdselslovens § 65
- - - Førerretsfrakendelse
- - - Frakendelsen kan i visse tilfælde gøres betinget, selv om normalreaktionen er ubetinget frakendelse
- - - Følgerne af en betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten
- - - Kørselsforbud
- - Hashklubber
- - Ordensbekendtgørelsen

- - - Ordensbekendtgørelsen og demonstrationer, gadeteatre mv.
- - - Beviskravene i sager om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen
- - - Sanktionen i sager om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen

- - - Bøder (og anden straf) for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen kan bortfalde på grund af lang sagsbehandlingstid
- - Restaurationsloven
- - Skattelovgivningen, momsloven, lov om arbejdsmarkedsbidrag, lønsumafgiftsloven mv. (fiskalstraffesager)
- - Udlændingelovgivningens strafbestemmelser
- - Våbenloven
- - Særligt om den militære strafferetspleje og militære straffelov


5 - Udvisning af udlændinge, der findes skyldige i strafbart forhold

- Indledende om udvisning af Danmark som følge af strafbart forhold
- - Praksis i udvisningssager
- - Udvisning på trods af risikoen for dobbeltstraf, overlast i hjemlandet, tortur mv.
- - Særligt om udvisning af EU-borgere
- - Særligt om udvisning af statsløse personer og flytninge
- - Særligt om udvisning af personer, hvis kriminalitet har sammenhæng med, at de har været udsat for menneskehandel
- - Betinget udvisning
- - Nægtelse af at forny opholdstilladelse begrundet i straf
- - Adgangen til at få en ikke-fuldbyrdet udvisningsdom ophævet
- - Manglende muligheder for at gennemføre udsendelse kan være "væsentlige ændringer" efter udlændingelovens § 50
- - Tiden i fængslet tæller med, når myndighederne skal tage stilling til udvisning

- - Udlændingelovens § 50 a om ophævelse af visse udvisningsdomme som følge af udlændingens helbredsmæssige tilstand
- - Om processen i forbindelse med udsendelse af udviste udlændinge
- - Varetægtsfængsling og administrativ frihedsberøvelse af udlændinge i forbindelse med udvisning, udsendelse mv.
- - Udlændinge, der ikke udstår straf eller er sigtede, bør ikke opholde sig i fængsel eller arresthus, medens de afventer udsendelse


6 - Straffede personers retsstilling

- Presseomtale af straffede personers kriminelle fortid mv.
- Ansættelse af straffede personer i det offentlige samt i den private sektor

7: Særligt om retsplejen, kriminallovgivningen, fuldbyrdelse af straf mv. i Grønland og på Færøerne


 

 

 

 

 

 

 


 

1 - Forord

Landsforeningen KRIM har siden 1968 drevet rådgivning til personer, der har søgt hjælp i anledning af, at de eller deres pårørende er kommet i konflikt med straffelovgivningen. Spørgsmål fra rådsøgende personer angår oftest forhold i fængsler og arresthuse, straffeproces og strafferet.

KRIMs rådgivningsaktivitet har således gennem årene i det væsentligste drejet sig om de juridiske discipliner, der sædvanligvis betegnes som straffeproces, strafferet og straffuldbyrdelse.

Siden 1998 har Landsforeningen KRIM drevet en egentlig retshjælp, der er bemandet med jurastuderende, og hvor jurister og advokater har det overordnede ansvar for driften.

Som forsvarsadvokat, medlem af retshjælpens bestyrelse og med en stor interesse for straffeproces, strafferet og straffuldbyrdelsesret har jeg fundet det passende at studere og berette om den praksis og den teori, som knytter sig til disse juridiske discipliner. I 2006 blev min interesse for Den europæiske Menneskerettighedskonvention betydeligt skærpet, og i denne fremstilling vil der forekomme mange henvisninger blandt andet til afgørelser truffet af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) og til anbefalinger mv. for eksempel fra Den europæiske Torturkomité (CPT).

I fremstillingen tilstræber jeg at følge samme systematik som findes i retsplejeloven, straffeloven og straffuldbyrdelsesloven. En læser, som ønsker at læse mine kommentarer til en bestemmelse i en af disse love, kan således finde mine kommentarer på bestemmelsens sædvanlige plads i selve lovteksten, forudsat jeg har bemærkninger til bestemmelsen. Mange bestemmelser har (indtil videre) ikke givet anledning til kommentarer, andre har givet anledning til mange kommentarer. Der behandles i mindre omfang også andre love end de ovenfor nævnte. For eksempel er der under behandlingen af retsplejelovens kapitel 43 a om administrativ frihedsberøvelse tillige behandlet en del relevante bestemmelser i politiloven, i psykiatriloven og i serviceloven.

Kommentarerne er opdelt i to udgivelser. Den ene bærer titlen "Kommentarer til straffeprocessen, dele af civilprocessen og strafferetten" og beskæftiger sig i det væsentlige med strafferetsplejen og strafferetten. Den anden bærer titlen "Straffuldbyrdelseslovgivningen med kommentarer" og beskæftiger sig i det væsentlige med straffuldbyrdelseslovgivningen.

I denne udgivelse behandles først en række emner af processuel karakter, som ikke kun vedrører straffeprocessen men også civilprocessen. Dette gælder for eksempel bestemmelserne om domstolene, politiet og vidner. Også bestemmelserne om administrativ frihedsberøvelse i retsplejelovens kapitel 43 a henhører under denne kategori. Dernæst behandles den egentlige straffeproces. 

Behandlingen af reglerne om erstatning i anledning af straffeprocessuelle indgreb samt adgangen til at klage over eller indgive anmeldelse mod politiet behandles i et kapitel for sig selv, selv om disse regler egentlig henhører under straffeprocessen. Dette skyldes den forholdsvis omfattende behandling af disse regler.

I kapitlet om strafferet behandles straffelovgivningen i den sædvanlige rækkefølge, således at straffelovens specielle del behandles efter den almindelige del. Til sidst behandles visse strafferetlige særlove.

Der er medtaget et kapitel om udvisning af udlændinge begrundet i disses strafbare forhold. 

Afslutningsvist behandles visse spørgsmål om straffede personers retsstilling og om den grønlandske strafferetspleje og strafferet.  

Afgørelser fra domstole og administrative afgørelser citeres med myndighedernes sagsnumre eller med de betegnelser som de har i UfR, TfR, Hudoc eller andre doms- og praksissamlinger.

Jeg påbegyndte denne fremstilling i sommeren 2007 og har derefter løbende opdateret den. I perioder opdateres fremstillingen flere gange dagligt. I andre perioder kan der gå længere tid imellem opdateringerne.

I januar 2010 var fremstillingen efterhånden blevet temmelig voluminøs, hvorfor jeg i slutningen af januar 2010 fik indsat nummerering af hovedkapitlerne.

Fremstillingen henvender sig især til advokater og andre jurister eller jurastuderende. Oprindeligt var tanken med min fremstilling at sikre de jurastuderende ved KRIMs retshjælp adgang til relevante retskilder. Efterhånden er det blevet tanken generelt at bidrage til, at alle interesserede gennem fremstillingen sikres rimelig indsigt i straffeprocessen, strafferetten og straffuldbyrdelsesretten. Andre steder på KRIMs hjemmeside forsøger KRIM at formidle relevant jura således, at den i højere grad gøres tilgængelig for personer uden juridisk baggrund.

Fremstillingerne giver på ingen måde en udtømmende dækning af straffeprocessen, strafferetten og straffuldbyrdelsesretten. Der kan således være store huller forstået på den måde, at der er områder inden for den omhandlede lovgivning, som fremstillingen ikke omtaler, eller som eventuelt omtales meget overfladisk. Dette udelukker naturligvis ikke, at et emne, der ikke for tiden er omtalt, ikke senere vil blive det.

KRIM tror på, at det er rimeligt, at retskilder (ikke mindst retskilder, der vedrører spørgsmålet om at påføre borgerne straf) herunder domstolenes praksis bør være tilgængelige for offentligheden på en nem måde og uden, at den enkelte skal betale vederlag for adgangen. Dette er således også en del af filosofien bag offentliggørelsen af retskilder med kommentarer på KRIMs hjemmeside. Det har været hævdet, at det i Danmark i forhold til mange andre lande er særligt dyrt og vanskeligt at få adgang til oplysninger om domstolenes praksis. Se om dette emne artiklen af undertegnede: "Et privat firma har reelt monopol på offentliggørelsen af  afgørelser fra danske domstole og offentliggør kun en brøkdel af afgørelserne til en høj pris". Se også lovforslag nr. 149 fremsat den 16. marts 2001 af Søren Søndergaard (EL) og Frank Aaen (EL) samt en række spørgsmål til og svar fra Justitsministeren vedrørende etableringen af en offentlig domsdatabase. Det fremgår blandt andet af ministerens svar, at retsudvalget i 2001 blev stillet i udsigt, at en offentlig domsdatabase ville være tilgængelig inden for 5 år. I Jyllands-Posten den 16. april 2009 blev Justitsminister Brian Mikkelsen citeret for at oplyse, at en base med alle domme ville være "meget ressourcekrævende". Der var ikke i artiklen nogen diskussion om de besparelser, som ville kunne opnås for eksempel ved, at det offentlige ikke længere skulle abonnere på private samlinger som for eksempel Ugeskrift for Retsvæsen. Den 18. januar 2011 stillede Line Barfod (EL) gennem Folketingets Retsudvalg spørgsmål nr. 529 (Retsudvalget, Alm. del 2010-11) med følgende indhold: "Hvor langt er arbejdet med en offentlig - og gratis - domsdatabase, så interesserede borgere, herunder også folketingsmedlemmer kan få adgang til de domme, som skatteborgerne betaler dommerne for at afsige og nedskrive." Justitsministeren besvarede spørgsmålet den 10. marts 2011 og anførte blandt andet, at der "ikke i forbindelse med finanslovsaftalen for 2010 blev afsat særskilte midler til etableringen af en domsdatabase, og da styrelsen havde andre it-projekter, som styrelsen måtte prioritere, havde styrelsen ikke ressourcer til at sætte arbejdet med at etablere en domsdatabase i gang .." Justitsministeriet lovede dog, at man fortsat forsøger at få oprettet databasen. Det skal bemærkes, at anklagemyndigheden i 2009 etablerede "Anklagemyndighedens Vidensbase", som er tilgængelig fra anklagemyndighedens interne netværk "AnklagerNet". Denne vidensbase er alene tilgængelig for anklagemyndigheden og ikke for forsvareren, hvilket muligvis kan være i strid med det menneskeretlige princip om "Equality of Arms", som kræver, at forsvaret skal have adgang til de samme "våben" som anklagemyndigheden under en straffesag. Det kan undre, at vidensbasen ikke er åben for forsvaret (eller for offentligheden i almindelighed herunder sigtede og tiltalte, der ikke har råd til en forsvarer og må forsvare sig selv under straffesagen mod dem), idet afgørelserne i vidensbasen er anonymiserede. Afgørelserne fra vidensbasen anvendes af anklagemyndigheden blandt andet til støtte for anklagemyndighedens strafpåstande under konkrete straffesager. I disse tilfælde modtager retten og forsvareren fra anklageren hver en kopi af den eller de afgørelser fra vidensbasen, som anklagemyndigheden ønsker at påberåbe sig under den aktuelle sag. Forsvareren har således ikke haft mulighed for i Vidensbasen at udvælge de afgørelser, som efter forsvarerens opfattelse måtte være gunstige for tiltalte. Sagen K01-4132/2010 ved Retten i Sønderborg er et eksempel på, hvorledes anklagemyndigheden bruger vidensbasen. Denne sag blev afgjort ved Retten i Sønderborg den 19.maj 2011. Her blev en person, der var flere gange tidligere straffet herunder en enkelt gang for besiddelse af euforiserende stoffer, straffen med fængsel i 5 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste i 80 timer blandt andet for videresalg af ikke under 50 gram amfetamin samt videreoverdragelse af 4 gram heroin. Forholdet vedrørende salg af ikke under 50 gram amfetamin og 4 gram heroin blev henført under straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt. Anklagemyndigheden havde under sagen forlangt ubetinget fængsel. Til støtte for denne strafpåstand udleverede anklagemyndigheden til retten og forsvareren afgørelserne AM2006.10.30B og AM2000.10.25B fra Anklagemyndighedens Vidensbase. Begge afgørelser er truffet af Københavns Byret. I sidstnævnte afgørelse blev en person straffet med 3 måneders ubetinget fængsel for besiddelse af 10,72 gram heroin med henblik på videresalg. Den pågældende blev også fundet skyldig i besiddelse af en CS-gasspray samt hæleri af en mobiltelefon. Til sammenligning kan nævnet Østre Landsrets dom i sagen
TfK 2000.50 ØLD, hvor straffen for videresalg af 12 gram heroin blev gjort betinget, eller Vestre Landsrets afgørelse i TfK 2004.424 VLD, hvor straffen blandt andet for videresalg af 55 gram amfetamin og 75 stk. ecstasy tabletter blev gjort betinget. Eksemplet giver anledning til overvejelser om, hvorvidt den omstændighed, at anklagemyndigheden alene har adgang til den omhandlede vidensbase, kan bidrage til at skævvride strafniveauet til skade for de tiltalte.

Se i øvrigt betænkning nr. 1144/1988 om databaser med konkrete afgørelser.

Jeg modtager gerne bemærkninger fra læserne. Disse kan eventuelt fremsættes ved at klikke her, hvorefter der fremkommer en skriveboks, hvor bemærkningerne kan indsættes.



Claus Bonnez

Århus, den 1. juni 2011
 

 

2 - Straffeprocessen og udvalgte dele af den øvrige proces

2.1 - Indledende om straffeprocessen og udvalgte dele af den øvrige proces
Straffeprocessen er den del af procesretten, der særligt beskæftiger sig med reglerne om, hvorledes strafferetlig forfølgning af lovovertrædere skal gennemføres. Civilprocessen er den del af procesretten, der beskæftiger sig med reglerne om, hvorledes retssager anlagt af borgere, virksomheder myndigheder. mv. skal gennemføres. Både de civilprocessuelle og de straffeprocessuelle regler findes i retsplejeloven. De straffeprocessuelle regler er samlet i retsplejelovens fjerde bog. Der er imidlertid en række regler, der er fælles for civilprocessen og straffeprocessen. Dette gælder for eksempel de generelle regler om domstolenes, politiets og advokaternes organisation, pligter og beføjelser, der er behandlet i retsplejelovens første bog. Reglerne om vidners rettigheder og pligter er behandlet i retsplejelovens anden bog. Frihedsberøvelse uden for strafferetten (såkaldt "administrativ" eller "præventiv" frihedsberøvelse) behandles i retsplejelovens tredje bog om civile sager.

Denne fremstilling beskæftiger sig i det væsentlige med straffeprocessen. Imidlertid berøres i større eller mindre grad også spørgsmål om domstolene, politiet, advokater, vidner samt administrativ frihedsberøvelse.

2.2 - Domstolene

Betænkning 1352 om nævningesager - 2001

Betænkning 1330 om samarbejdet mellem retterne og pressen - 1997
Betænkning 994 om lægdommerordningen i straffesager mv. - 1983
Betænkning 825 om retternes kompetence og arbejdsform i straffesager - 1977

2.2.1 - Retsmøder (dørlukning, referatforbud, navneforbud, billedoptagelse af retsmøder mv.)
Retsplejelovens kapitel 2 vedrører offentlighedens adgang til retsmøder samt adgangen til at videregive oplysninger om, hvad der er foregået på et retsmøde. Af retsplejelovens § 28 a følger, at retsmøder er offentlige, medmindre andet er bestemt ved lov eller i medfør af lov. Af andet stykke følger, at retsmøder, hvori der afsiges dom, "altid" er offentlige. § 29 til 29 e vedrører dørlukning, § 30 til 30 b vedrører referatforbud, og § 31 og 31 a vedrører navneforbud. § 31 b vedrører offentlig gengivelse af dokumenter anvendt under skriftlig forelæggelse eller procedure. § 32 vedrører forbuddet mod transmission af billeder, lyd og tekst fra retsmøder, retsbygninger mv. § 32 a vedrører muligheden for at forbyde tegning under retsmøder og offentliggørelsen af tegninger fra retsmøder. De sidste bestemmelser i kapitlet vedrører blandt andet straffen for overtrædelse af bestemmelserne i kapitlet. 

Se
Betænkning 1427 om reform af den civile retspleje II - Offentlighed i civile sager og straffesager afgivet af Retsplejerådet i 2003

I Luchaninova mod Ukraine afgjort af EMD den 9. juni 2011 under sagsnummer 16347/02 fandt EMD, at EMRK artikel 6, § 1, var krænket, blandt andet fordi oplysninger om tid og sted for retsmødet ikke havde været offentliggjort. Retsmødet var blevet holdt på et hospital, og klageren var blevet idømt en bøde for tyveri fra sin arbejdsplads. I præmis 56 udtalte EMD: "The Court observes that, although public access to the hearing at issue was not formally excluded, the circumstances in which the hearing was held constituted a clear obstacle to its public character. First, the hearing was held in a clinic with restricted access. Secondly, the trial court did not allow persons other than those participating in the proceedings to remain in or enter the room in which it was held. Thirdly, it does not appear that there was any public information about the date and place of the hearing."
 
Straffelovens § 32, stk. 6, har følgende indhold: "Billedoptagelse uden for rettens bygninger af sigtede, tiltalte og vidner, der er på vej til eller fra retsmøde i en straffesag, er forbudt, medmindre den pågældende har samtykket i optagelsen. Stk. 1, 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse." Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 215 af 31. marts 2004 om ændring af retsplejeloven mv. Af punkt 3.4.2.1 i bemærkningerne følger blandt andet: "Rådet foreslår et forbud mod at fotografere sigtede, tiltalte og vidner, der er på vej til eller fra et retsmøde i en straffesag . Forslaget er navnlig begrundet i, at der i praksis har vist sig et behov for beskyttelse af disse personer, som pålægges at møde i retten. Rådet nævner i den forbindelse bl.a. de tilfælde, hvor en person, der er anholdt eller varetægtsfængslet, filmes på vej til eller fra retsbygningen, og hvor man jævnligt ser sådanne personer dække sig med jakker eller andet. Forslaget omfatter ikke parter og vidner i civile sager, hvor der ikke har vist sig et tilsvarende behov. .." 

I TfK 2005.567 VLD blev en journalist fundet skyldig i overtrædelse af retsplejelovens § 32, stk. 6, ved at have optaget billeder af tiltalte i en straffesag, der var på vej ind i retsbygningen sammen med sin advokat. Journalisten blev straffet med en bøde på 10.000 kr.

Navneforbud
I TfK 2006.557/1 ØLK var en advokat blevet sigtet for besiddelse af børnepornografiske billeder. Landsretten tiltrådte, at byretten havde bestemt, at der skulle være navneforbud på et tidspunkt, hvor hovedforhandlingen ikke var påbegyndt. Landsretten udtalte nærmere: "Uanset tiltaltes stilling som advokat finder landsretten ud fra en samlet vurdering af sagens forløb og lovovertrædelsens grovhed og art, at en ophævelse af navneforbuddet på nuværende tidspunkt, hvor domsforhandling ikke er påbegyndt, vil indebære en unødvendig krænkelse af tiltalte. På denne baggrund finder landsretten, at det nedlagte navneforbud ikke nu bør ophæves, jf. retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2."

I TfK 2005.740/1 VLK var nogle pædagogmedhjælpere sigtet for vold mod beboer på et opholdssted. Forsvareren af hensyn til "sagens karakter" medhold, at der skulle være navneforbud både med hensyn til de sigtedes navne samt med hensyn til institutionens navn. Vedrørende navnet på institutionen udtalte landsretten blandt andet: "Navneforbudet i medfør af retsplejelovens § 31, stk. 2, jf. § 31, stk. 1, nr. 2, er ikke så vidtgående som for fysiske personer. Det skal være muligt at lave meningsfulde referater af retssagen, men den juridiske persons navn må ikke fæstne sig i offentlighedens erindring. Hvis navnet på opholdsstedet J bliver offentliggjort er der risiko for, at de tiltalte kan identificeres . . ."

I TfK 2010.451 HK blev en kvinde, der var kendt i visse medier for kvindens tilknytning til erhvervslivet, den 31. juli 2009 i et grundlovsforhør forsøgt varetægtsfængslet for besiddelse af euforiserende stoffer. Kvinden blev først sigtet for at have modtaget 140 gram kokain helt eller delvist med henblik på videreoverdragelse. Kvinden blev ikke varetægtsfængslet, men sigtelsen blev opretholdt. Ved Københavns Byrets dom af 4. februar 2010 blev kvinden idømt en bøde på 20.000 kr. for i 6 tilfælde at have modtaget 1 gram kokain til eget forbrug. Over omkring 30 minutter i tiden kort før grundlovsforhøret havde forskellige medier offentliggjort kvindens navn, stilling mv. på internettet. Under grundlovsforhøret blev der nedlagt navneforbud men ikke referatforbud. Efterfølgende forsøgte en række medier at få ophævet navneforbuddet, idet de blandt andet henviste til, at sagen allerede var omtalt i vidt omfang med gengivelse af kvindens navn og stilling på internettet, og at yderligere omtale derfor ikke (længere) udgjorde nogen unødig krænkelse af kvinden. Et medie henviste yderligere til, at "lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning" talte for, at navneforbuddet burde ophæves. Anklagemyndigheden udtalte til støtte for, at navneforbuddet burde opretholdes, blandt andet følgende: "Sagen er alene interessant i medierne, fordi T og hendes velhavende familie er kendt i offentligheden og ofte er omtalt i de medier, der særligt følger »kendte personer«. At sådanne kendte personers forhold rent faktisk interesserer mange mennesker, kan ikke anses for tilstrækkeligt til, at enhver straffesag mod kendte personer er af samfundsmæssig betydning. Kendte personer har krav på en rimelig beskyttelse efter retsplejelovens § 31, og det bemærkes, at den kriminalitet, T er tiltalt for, ikke er begået som led i hendes deltagelse i bestyrelses- eller direktionsarbejde eller har karakter af stillingsmisbrug, jf. herved retsplejelovens § 31, stk. 3, og forarbejderne hertil". Højesteret fandt at betingelserne for nedlæggelse af navneforbud var opfyldt, og udtalte blandt andet: "Efter retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, kan der nedlægges navneforbud i en straffesag, når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for unødvendig krænkelse. Afgørelse om navneforbud skal efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder træffes efter en konkret afvejning af hensynet til den sigtede over for hensynet til offentlighed under straffesagen. Der skal efter stk. 3 bl.a. tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning. Umiddelbart forud for grundlovsforhøret var oplysninger om sigtelsen mod T blevet omtalt bl.a. i aviser på internettet. Uanset dette kunne et navneforbud være af væsentlig betydning for T, og Højesteret tiltræder derfor, at den forudgående omtale ikke i sig selv kan medføre, at der ikke kunne nedlægges navneforbud. Der er heller ikke grundlag for at antage, at navneforbuddet er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10."

I UfR 2011.1285/2 HK blev et navneforbud opretholdt i et tilfælde, hvor en for offentligheden
ukendt person, der var sigtet for at have dræbt sin hustru og sine to døtre, skulle afhøres i retten. Af begrundelsen for at opretholde navneforbuddet fremgår blandt andet følgende: "Det foreliggende tilfælde - der angår en sigtelse mod en far for drab på sin hustru og parrets to døtre - må betegnes som en familietragedie, og den sigtede, der har erkendt sig skyldig, er en person, der var helt ukendt i den brede offentlighed. Navneforbuddet blev nedlagt i grundlovsforhøret og således på et helt indledende stadium af sagen. På denne baggrund tiltrædes det, uanset sigtelsens alvor, at betingelserne for nedlæggelse af navneforbud var opfyldt efter den påberåbte bestemmelse i retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2. Heller ikke det forhold, at identiteten forinden muligt var afsløret af visse medier og på internettet samt i øvrigt var kendt i lokalsamfundet, kan føre til, at navneforbud ikke har kunnet nedlægges."

2.2.2.1.1 - Retsbøger og sagens dokumenter
I retsplejelovens § 35 er det præciseret, hvad en retsbog nærmere skal indeholde. Oplysninger om påstået kriminel adfærd hos en part i en retssag, som ikke har relevans for sagens afgørelse, kan krænke EMRK artikel 8. Se Sanchez Cardenas mod Norge, sagsnr. 12148/03, afgjort den 4. oktober 2007, hvor EMD anså det for unødvendigt, at en norsk domstol i retsbogen havde henvist til, at der var holdepunkter for, at klageren efter rettens opfattelse havde begået seksuelle overgreb mod sin søn. Den norske domstol havde selv påpeget, at den ikke tillagde oplysningerne betydning for afgørelsen af den samværssag, der var under pådømmelse. 

2.2.2.1.2 - Aktindsigt i domme og kendelser mv.
Retsplejelovens § 41 og § 41 a - g (kapitel 3 a) behandler reglerne om aktindsigt i domme og kendelser mv. Enhver har ret til aktindsigt i domme og kendelser mv. efter reglerne i §§ 41 a til § 41 c og § 41 e. Den, der uden at være part, har en særlig interesse i en sag, har endvidere ret til aktindsigt efter reglerne i §§ 41 d og 41 e.Massemedier omfattet af medieansvarsloven har endvidere ret til aktindsigt efter reglen i § 41 f. § 41 g giver mulighed for aktindsigt i videre omfang end bestemt i §§ 41 a til 41 f.

§§ 729 a-729 c indeholder regler om sigtedes aktindsigt i verserende straffesager. § 729 d indeholder regler om sigtedes aktindsigt i afsluttede straffesager. Se om disse bestemmelser nedenfor under sigtedes og forsvarerens aktindsigt under og efter sagen.

Se Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2010 om aktindsigt i sager hos politiet og anklagemyndigheden.

2.2.2.2 - Oplæsning af vidners og tiltaltes forklaring til retten og eventuel vedtagelse (vedståelse) af forklaringen
Når et vidne, en skønsmand eller tiltalte afhøres i retten, kan den afhørende (normalt forsvareren eller anklageren) være af den opfattelse, at forklaringen - eller dele af denne - er af særlig betydning for sagen, hvorfor den afhørende er interesseret i at sikre, at forklaringen - eller dele af denne - protokolleres mere eller mindre ordret i retsbogen, således at det senere kan dokumenteres, hvad der blev sagt. Det kan derfor være ønskeligt for den afhørende, at retten oplæser ordret, hvorledes retten har gengivet forklaringen i retsbogen.

Af retsplejelovens § 36 følger, at oplæsning af et protokollat i retsbogen normalt kun finder sted, "når rettens formand af særlige grunde anser det for nødvendigt". Ordlyden af denne bestemmelse giver indtryk af, at det har været lovgivningsmagtens hensigt ikke at indrømme sagens parter nogen adgang til at anmode retten om at få oplæst, hvorledes den afhørtes forklaring er refereret i retsbogen. En sådan fortolkning af bestemmelsen synes ikke at stemme overens med bestemmelsens forarbejder. Bestemmelsen blev ændret ved
lov nr. 652 af 15. juni 2010, og lovændringen trådte i kraft 1. juli 2010. Endvidere blev der indsat et nyt kapitel 64 i retsplejeloven, hvorefter det er hovedreglen, at forklaringer, der afgives i byret blandt andet under hovedforhandlingen, lydoptages. Det fremgår af afsnit 1.1. af bemærkningerne til lovforslaget blandt andet, at man med loven havde til hensigt at sikre en "autentisk, entydig og sikker metode til at registrere forklaringer, og man vil, så længe optagelsen opbevares, altid kunne gå tilbage og konstatere, hvad der på et givent tidspunkt faktisk blev sagt.

Umiddelbart kunne man mene, at der ikke længere er behov for at få protokolleret forklaringer i retsbogen (og få oplæst det protokollerede referat), idet forklaringerne som udgangspunkt lydoptages, hvorfor der vil være dokumentation i form af en ordret gengivelse på lydoptagelsen af, hvad der er blevet sagt. Til trods herfor fremgår det af kapitel 4.3.9. i bemærkningerne til lov nr. 652 af 15. juni 2010, at strafferetsplejeudvalget fandt, "at reglen i § 36 herefter bør ændres, således at der efter retsformandens bestemmelse (uanset om lydoptagelse foretages eller ej) kan ske protokollering i retsmødet med oplæsning og vedståelse af det protokollerede, når det findes hensigtsmæssigt. En sådan bestemmelse bør dog fortsat anvendes ret undtagelsesvis og typisk for særligt udpegede dele af en forklaring. Udvalget finder endvidere, at der ved anvendelsen af bestemmelsen bør lægges særlig vægt på parternes ønsker."

Det fremgår af lovbemærkningerne - også kapitel 4.3.9. - at, der under lovforberedelsen blev udtalt "betænkeligheder" ved, at der ikke foretages "oplæsning" af forklaringer under retsmøder. Heroverfor henviste Justitsministeriet blandt andet til, at "det heller ikke efter de gældende regler er et krav, at der sker protokollering under retsmøder eller foretages oplæsning og vedståelse af forklaringer ..". Endvidere fremhævede Justitsministeriet: "at selv om det efter den foreslåede § 36 fortsat vil være op til retsformanden, om der bør ske oplæsning og vedståelse af en protokolleret forklaring, forudsættes det som ovenfor nævnt, at der ved anvendelsen af bestemmelsen lægges særlig vægt på parternes ønsker."   

Som det fremgår af ovenstående synes lovgivningsmagten at have forudsat, at retsplejelovens § 36 anvendes således, at retten lægger "særlig vægt på parternes ønsker", når retten tager stilling til begæringer om oplæsning af referatet af forklaringer.

Se bemærkningerne til lovforslag nr. 186 af 26. marts 2010. Se også Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1513/2010.

Reglerne om, i hvilket omfang forklaringer skal gengives i retsbøger og/eller lydoptages, findes i retsplejelovens kapitel 64, som behandles nedenfor.


2.2.3.1 - Dommere, dommerens pligter, dommerhabilitet mv.

Betænkning vedrørende dommeres uddannelse - 1951

Retsplejelovens § 48, stk. 1, har følgende indhold: "Gør en dommer sig skyldig i forsømmelse eller skødesløshed i embedsførelsen, der dog ikke er af en sådan karakter, at den efter lovgivningen medfører straf, eller udviser dommeren i øvrigt utilbørligt eller usømmeligt forhold, kan der meddeles den pågældende en advarsel". Straffelovens 16. kapitel om "forbrydelser i det offentliges tjeneste eller hverv" vedrører mere alvorlige handlinger, som vil kunne medføre egentlig straf. En dommer har efter praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) pligt til at viderebringe oplysningerne herom til rette myndighed, hvis dommeren får mistanke til, at for eksempel en person, der fremstilles i retten, har været udsat for vold begået af fængselspersonale eller af polititjenestemænd. Jon Fridrik Kjølbro skriver således i "Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - for praktikere", 2. udgave, DJØF 2007, på side 192: "Pligten til at iværksætte en undersøgelse er ikke begrænset til tilfælde, hvor der foreligger en anmeldelse, men gælder også i tilfælde, hvor nationale domstole konfronteres med klare oplysninger i officielle dokumenter, herunder lægeerklæringer, der giver grundlag for at antage, at personer har været udsat for en behandling i strid med artikel 3. Hvis den nationale domstol ikke har kompetence til at foretage en undersøgelse, har den pligt til at viderebringe oplysningerne til rette myndighed, således at denne kan iværksætte undersøgelsen". I note 78 og 79 på samme side henviser forfatteren til afgørelsen Ahmet Özkan m.fl. mod Tyrkiet af 6. april 2004, præmis 359.

I "The CPT standards, "Substansive" sections of the CPT's Generel Reports" udgivet af Europarådet i 2006 behandles spørgsmålet om dommerens og anklagemyndighedens pligter, hvis en dommer får oplysninger om eller blot mistanke om, at en person, der er eller har været anholdt (været i "police custody"), og som stilles for dommeren, kan have været udsat for vold eller overgreb fra poltiet. Af præmis 45 (side 14) fremgår følgende (oversat til dansk af undertegnede): "Torturkomiteen ("The CPT") har ved adskillige lejligheder fremhævet de judicielle myndigheders og anklagemyndighedens pligter med hensyn til at bekæmpe overgreb fra politiet. For eksempel skal alle personer, der er tilbageholdt af politiet, og som ønskes varetægtsfængslet, stilles for en dommer, som skal afgøre dette spørgsmål. Der er fortsat lande, som CPT besøger, hvor dette ikke sker. Fremstilling for en dommer giver mulighed for, at en mistænkt, der har været udsat for overgreb, i tide får lejlighed til at fremkomme med en klage. Selv i tilfælde, hvor der ikke fremkommer en udtrykkelig klage, har dommeren mulighed for at handle i tide, hvis der er andre indikationer på overgreb (for eksempel synlige skader, personens almindelige fremtræden eller adfærd). I sagens natur skal dommeren træffe relevante forholdsregler, når der er indikationer for, at overgreb fra politiet har fundet sted. Med hensyn til dette skal dommeren på et hvilket som helst tidspunkt, hvor en mistænk efter at have været i politiets varetægt stilles for dommeren, optage skriftlig rapport om dette, straks beordre en retslægelig ("forensic") undersøgelse og tage de nødvendige skridt til, at klagen undersøges ordentligt. Denne fremgangsmåde skal følges, uanset om den omhandlede person har synlige tegn på overlast eller ikke. I tilfælde, hvor der ikke fremkommer udtrykkelige klager fra personen over overgreb, skal dommeren begære en retslægelig undersøgelse, såfremt der er andre grunde til at antage, at personen kan være offer for overgreb. En omhyggelig undersøgelse fra de judicielle myndigheder og andre relevante myndigheder af alle klager over overgreb fra de retshåndhævende myndigheder ("law enforcement officials") og, når dette er relevant, idømmelse af en passende straf, vil have en stærk ("strong") afskrækkende virkning. På den anden side, hvis disse myndigheder ikke yder en effektiv indsats i anledning af en klage, vil myndighedspersoner, der kan finde på at begå overgreb mod frihedsberøvede personer, hurtigt få den opfattelse, at de ustraffet kan begå disse". (Understregning i teksten er foretaget af undertegnede).

CPT har i "Report to the Government of Greece on the visit to Greece carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT) from 23 to 29 September 2008" præciseret, at en dommer, der får oplysninger om, at en sigtet eller frihedsberøvet påstår, at denne har været udsat for en behandling i strid med EMRK artikel 3, har pligt til at handle. Præmis 15 i rapporten har følgende ordlyd (oversat): "Troværdigheden af forbuddet mod tortur og overgreb bliver undermineret, hver gang myndighedspersoner bag sådan adfærd ikke bliver stillet til ansvar. Fra den information, som har været tilgængelig for komiteen, fremgår det, at meget mangler at blive gjort på dette område. Ligesom tilfældet var under tidligere besøg, modtog CPT-delegationen igen klager over, at påstande om overgreb, selv i tilfælde hvor de blev fremsat overfor den undersøgende dommer, ikke blev systematisk fulgt op, herunder med straks at iværksætte en retsmedicinsk undersøgelse. For eksempel i Thessaloniki mødte CPT-delegationen en ung mand, som sagde, at han havde informeret den undersøgende dommer om, at han var blevet udsat for overgreb, men at hans påstande var blevet afvist på et summarisk grundlag. Den frihedsberøvede mands advokat, som var tilstede under afhøringen hos dommeren, bekræftede hans udlægning. CPT beder de græske myndigheder sikre, at på et hvilket som helst tidspunkt, hvor en sigtet person, der fremstilles for en dommer, hævder, at den sigtede har været udsat for overgreb fra repræsentanter for de retshåndhævende myndigheder, skal dommeren nedskrive påstandene og tage de nødvendige skridt til at sikre, at påstandene bliver korrekt undersøgt. Denne fremgangsmåde skal følges, uanset om den omhandlede person har synlige skader eller ikke. Selv i det tilfælde, hvor en udtrykkelig udtalelse om overgreb udebliver, skal dommeren bede om en retsmedicinsk undersøgelse, såfremt der er grunde til at antage, at en person, der fremstilles for dommeren, har været udsat for overgreb."

Princip 37 i FN's principper af 9. december 1988 om beskyttelse af enhver person under enhver form for frihedsberøvelse eller fængsling indledes med at fastslå, at enhver, der anholdes, har krav på at få spørgsmålet om fortsat frihedsberøvelse (varetægtsfængsling) prøvet ved en domstol. Af sidste led fremgår, at en frihedsberøvet person har ret til at udtale sig for retten om den behandling, som denne har modtaget under frihedsberøvelsen ("A detained person shall, when brought before such an authority, have the right to make a statement on the treatment received by him while in custody").

Retsplejelovens § 61 bestemmer, at ingen må handle som dommer i en sag, når der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.

En dommer eller en lægdommer, der tidligere har medvirket i en sag, hvor der er truffet fældende afgørelser mod en eller flere medgerningsmænd, og hvor man i denne tidligere sag har fundet det bevist, at (også) tiltalte har begået den eller de forbrydelser, som han under den aktuelle sag er tiltalt for, vil være at anse for inhabil under sagen mod tiltalte. I UfR 2005 908 blev en dom i en straffesag ophævet i et tilfælde, hvor dommer og domsmænd havde medvirket i en tilståelsessag mod en medgerningsmand. Dette ville naturligvis også have været tilfældet, hvis der havde været tale om en domsmandssag mod medgerningsmanden. Afgørelsen er ikke underlig, idet domfældelse i en tilståelsessag også forudsætter rettens stillingtagen til tiltaltes skyld, idet retten blandt andet skal tage stilling til efter retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 1, om "tilståelsens rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger".

Skal der under en sag, hvor en borger efter retsplejelovens kapitel 93 a rejser krav om erstatning for et uberettiget straffeprocessuelt indgreb tages stilling til et anbringende fra anklagemyndigheden om, at erstatningen skal nedsættes eller bortfalde som følge af den erstatningssøgende borgers egen skyld, må en dommer eller lægdommere, der tidligere har medvirket til at domfælde den erstatningssøgende i den sag, der har givet anledning til erstatningssagen, ikke deltage i hovedforhandlingen i erstatningssagen. Se for eksempel kendelsen UfR 1992.11 VLK, hvor denne problemstilling forudsætningsvist diskuteres.

2.2.3.2 - Domstolenes indretning, resultater, økonomi, organisering mv.
Af "Status for implementering af domstolsreformen" udgivet af Domstolsstyrelsen i april 2009 fremgår det blandt andet, at danske domstole sammenlignet med domstolene i andre lande er "billige og effektive" (side 35, afsnit 4). Af tabel 4.1. på samme side ses, at der i 2006 blev afsluttet 771 straffesager pr. 100.000 indbyggere i Sverige. I Norge blev der samme år afsluttet 1.196 straffesager pr. 100.000 indbyggere, medens der i Danmark blev afsluttet 2.094 straffesager pr. 100.000 indbyggere. Disse tal skal sammenholdes med, at det af tabellen også fremgår, at der samme år var 13,9 dommere pr. 100.000 indbyggere i Sverige, 10,9 i Norge og 6,6 i Danmark. Tallene viser utvivlsomt, at en gennemsnitlig dansk dommer afsagde langt flere domme end sine gennemsnitlige kolleger i både Sverige og Norge i 2006. I afhandlingen "Vidnebeviset - En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer" af Eva Smith, GADs forlag 1986, anføres det på side 363, nederst, at frifindelser forekommer "forholdsvist sjældent" i Danmark sammenlignet med de angelsaksiske lande. Der ses ikke at være lavet egentlige undersøgelser, der afdækker, hvorvidt fokus på "billige og effektive" domstole i Danmark er gået ud over retssikkerheden. Det kunne overvejes om ikke der er behov for en sådan undersøgelse. 

Se eventuelt domstolsstyrelsens hjemmeside samt Justitsministeriets udkast af 15. december 2005 til forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform)

2.2.4.1.1 - Menneskerettighedsdomstolen
Når de nationale myndigheder endeligt har afgjort en sag, kan der inden for en frist af 6 måneder fra den endelige afgørelse, klages til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (i det følgende "EMD") over afgørelsen, såfremt klageren mener, at de nationale myndigheder med afgørelsen har krænket en eller flere af de rettigheder, der er indeholdt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (i det følgende "EMRK") eller i en af de ændrings- og tillægsprotokoller, som Danmark har ratificeret.

Enhver person eller juridisk person kan klage til EMD, hvis den pågældende person eller institution er "offer" i konventionens forstand.

Der kan klages til EMD over staters krænkelse af konventionsbestemmelser. Staten er ansvarlig for alle myndigheder herunder regioner og kommuner. Staten har i visse tilfælde pligt til at gribe ind over for privates eller virksomheders behandling af andre mennesker, hvorfor disses handlinger indirekte kan blive genstand for en klage. Foretager et privat vagtfirma for eksempel en uberettiget frihedsberøvelse af en person, uden at de nationale myndigheder efterfølgende "reparerer" krænkelsen, kan personen af denne grund opnå "offerstatus", hvorefter der kan klages til domstolen. 

Får klageren medhold i sin klage, skal staten "reparere" den krænkelse, som sagen angår. Har klageren for eksempel fået medhold i, at domfældelsen i en straffesag har krænket den pågældendes menneskerettigheder, skal sagen genoptages. Endvidere kan medlemsstaten pålægges at udbetale erstatning eller godtgørelse til klageren, hvis klageren har bedt om dette.

EMD kan yde fri proces til klagere, hvor der er behov for dette, og når klageren ikke selv har midler til at føre sagen. Der kan tidligst opnås retshjælp fra det tidspunkt, hvor domstolen har anmodet om den indklagede stats bemærkninger til klagen, og staten har svaret eller ikke har overholdt fristen for at svare. Fri proces ydes i det væsentlige til bistand til at føre sagen fra en person, som domstolen har godkendt. Advokater kan godkendes af domstolene, hvis advokaten må praktisere i et medlemsland, og hvis advokaten kan tale engelsk eller fransk. 

Civilstyrelsen kan fri proces fra det tidspunkt, hvor EMD har bedt de danske myndigheder om at fremkomme med bemærkninger til en klage. Fri proces fra de danske myndigheder ydes kun i det omfang, at dækning ikke kan opnås fra EMD.

Om fri proces henvises der i øvrigt til kapitel 2.7. om fri proces og retshjælp i civile sager.

Klageren skal have udtømt nationale retsmidler, inden der indgives klage. Det er værd at bemærke, at i tilfælde, hvor de danske myndigheder har undladt at rejse straffesag mod myndighedspersoner (for eksempel polititjenestemænd eller fængselspersonale), som en borger beskylder for vold, vil det ofte være muligt at klage til menneskerettighedsdomstolen fra det tidspunkt, hvor rigsadvokaten afviser at rejse tiltale mod den indklagede myndighedsperson. Der vil i sådanne sager således normalt ikke være behov for at anlægge en civil sag ved de danske domstole, inden sagen indbringes for EMD. Se herom nærmere i afsnittet nedenfor om muligheden for prøvelse af sager om politivold mv. ved EMD.

Klagen må ikke indgives senere end 6 måneder efter, at sagen er endeligt afgjort ved de nationale myndigheder.

Klagen sendes direkte til EMD med brev og eventuelt suppleret med telefax men ikke e-mail. Se nærmere om fremgangsmåden ved indgivelse af klager til EMD. 

Når klagen modtages ved EMD, vurderer EMD i første omgang, om klagebetingelserne er opfyldt. Er dette ikke tilfældet, bliver klagen afvist. Kræver klageren erstatning, skal kravet om erstatning være modtaget af EMD senest 2 måneder efter, at EMD har givet klageren meddelelse om, at klagesagen opfylder betingelserne for at blive behandlet. Se nærmere om sagens behandling ved EMD.

Se eventuelt Justitsministeriet vejledning fra 2007 om, hvordan klager indgives til EMD og skematisk oversigt over forløbet af en klagesag udarbejdet af EMD. Se også Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med tillægsprotokoller.

De processuelle regler vedrørende sager ved EMD findes i de såkaldte "Rules of Court" senest revideret 1. juni 2010. I kapitlet "Title ll - Procedure" findes de almindelige processuelle regler. Her findes bestemmelserne om for eksempel sproget ved EMD, partsrepræsentation, skriftlige begæringer, sagsbehandlingen, midlertidige afgørelser, 3-parters mulighed for at intervenere, den indklagede stats pligter til at samarbejde med EMD osv.

2.2.4.1.2 - Klageformular og den øvrige "klagepakke" til brug for indgivelse af klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Klageformularen til brug for indgivelse af klager fra dansk-talende personer findes i den "danske klagepakke", som indeholder de dokumenter, der skal anvendes, når der klages til menneskerettighedsdomstolen. Selve klageformularen findes cirka i midten af pakken. Der findes i pakken også en standardfuldmagt, som skal underskrives af klageren, hvis denne vælger at klage gennem en partsrepræsentant. Advokater skal også have skriftlig fuldmagt fra klageren. I sager, hvor pårørende klager over dødsfald opstået som følge af handlinger, som de anser som menneskerettighedskrænkelser, er det de pårørende, der er klagere, og som derfor kan indgive klage eller underskrive fuldmagten. Se også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols Hjemmeside (på engelsk).

2.2.4.2 - Øvrige institutioner, regler mv., der har til formål at forebygge menneskerettighedskrænkelser

OPCAT og Folketingets Ombudsmand
Danmark har ratificeret FN's valgfrie protokol til konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf ("OPCAT"). Af artikel 17 til artikel 23 fremgår, at de medlemsstater, som har ratificeret tillægsprotokollen, er forpligtede til at indrette "national prevention mechanisms", som skal have til formål at forebygge tortur mv. i medlemsstaten. Der skal blandt andet være en eller flere uafhængige institutioner, der inspicerer lokaliteter mv., hvor personer frihedsberøves. I 2007 udpegede den danske regering Folketingets Ombudsmand til at foretage disse inspektioner i Danmark.

Se Notat 15. april 2009 om grundlaget for Folketingets Ombudsmands OPCAT-virksomhed.

Efter en OPCAT-inspektion foretaget af Folketingets Ombudsmand i december 2009 har ombudsmanden udfærdiget en redegørelse af 20. december 2010 om Københavns Politis behandling af anholdte/tilbageholdte under klimatopmødet i december 2009. Det fremgår blandt andet af undersøgelsen, at ombudsmanden er opmærksom på, at EMD i visse tilfælde har anvendt omvendt bevisbyrde ved "planlagte anholdelser", således "at det er myndighederne, der skal godtgøre, at magtanvendelsen var nødvendig og proportionel". Ombudsmanden henviser således til præmis 72 i Rehbock mod Slovenien afgjort af EMD den 28. november 2000 under sagsnummer 29462/95.

Institut for Menneskerettigheder
Institut for Menneskerettigheder har blandt andet til opgave at "rådgive Folketinget og regeringen om Danmarks forpligtelser på menneskerettighedsområdet", hvilket er bestemt i § 2, stk. 2, nr. 2, i lov nr. 411 af 6. juni 2002 om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder.

Institut for Menneskerettigheders hjemmeside findes blandt andet nyheder på menneskerettighedsområdet. Derudover offentliggøres der forskningsresultater mv. Fra hjemmesiden kan der søges i  Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheders bibliotek.

Danmark har ratificeret "The Paris Principples", som pålægger de kontraherende parter at etablere en national institution, som skal have kompetence til at fremme og beskytte menneskerettigheder ("to promote and protect human rights"). Ovennævnte lov nr. 411. af 6. juni 2002, der er grundlaget for etableringen og driften af Institut for Menneskerettigheder, er således vedtaget som et led i, at Danmark kan opfylde sine forpligtelser i henhold til "The Paris Principples". Artikel 3, a, punkt iv, bestemmer, at den nationale institution skal "henlede regeringens opmærksomhed på situationer i enhver del af landet, hvor der sker krænkelser af menneskerettighederne og fremkomme med forslag til regeringen til initiativer, som kan bringe sådanne situationer til ophør, og - hvor dette er nødvendigt - udtale sin mening om regeringens holdning og reaktioner". Artikel 3, b, pålægger den nationale institution at sikre harmoniseringen af national lovgivning, regler og praksis med internationale menneskerettigheds-instutmenter, som staten har ratificeret.

Af ovennævnte kan udledes, at Institut for Menneskerettigheder er forpligtet til at reagere, hvis instituttet bliver opmærksom på mulige krænkelser begået af danske myndigheder herunder administrative myndigheder.

Institut for Menneskerettigheder reagerede ikke, da Folketinget i 2002 vedtog bestemmelsen i forvaltningslovens § 9, stk. 4, om nægtelse af aktindsigt til indsatte i sager om disses overførsel mellem fængselsinstitutioner, uanset at bestemmelsen synes at stride mod de europæiske fængselsregler herunder artikel 17.3. Instituttets forgænger angav i en svarskrivelse af 3. april 2002 til Justitsministeriet som grund, at man ikke havde "ressourcer" til at kommentere lovforslaget. Dette skete efter, at instituttets forgænger i foråret 2002 af folketingspolitikere var blevet beskyldt for at være "smagsdommere". Sådanne beskyldninger er flere gange senere fremsat mod Institut for Menneskerettigheder. Se Debat og § 20-spørgsmål om Institut for Menneskerettigheder, som er vanskelige at forstå anderledes, end at der er medlemmer af Folketinget, som vil begrænse bevillingerne til instituttet, hvis instituttet udtaler sig om nationale menneskerettighedskrænkelser i stedet for alene at beskæftige sig med menneskerettighedskrænkelser i andre lande end Danmark.   

2.2.4.3 - Menneskerettighedsdomstolens afgørelser forpligter medlemsstaterne - udtalelser fra CPT m. fl. kan indirekte binde medlemslandene
Af EMRK artikel 46, § 1, fremgår det, at at medlemsstaterne er forpligtede til at rette sig "efter domstolens endelige dom i enhver sag, som de er part i". Af artikel 46, § 2, fremgår det, at ministerkomiteen overvåger dommens fuldbyrdelse.

Udtalelser fra institutioner som for eksempel Menneskerettighedskommissæren eller Europarådets Torturkomite (CPT) er kke direkte bindende for de nationale myndigheder, idet der alene er tale om anbefalinger ("recommendations"). Det ses imidlertid ofte, at EMD lægger betydelig vægt på udtalelser fra sådanne institutioner under prøvelse af sager, der vedrører de områder, som institutionerne udtaler sig om. Se for eksempel Khider mod Frankrig afgjort af EMD den 9. juli 2009 under sagsnummer 39364/05, hvor udtalelser fra CPT gennemgås særdeles grundigt i præmis 81, og hvor udtalelserne i vidt omfang indgår i begrundelsen for, at behandlingen af klageren i forskellige franske fængsler ansås for at have udgjort en krænkelse af EMRK artikel 3. EMD lægger også ofte vægt på de Europæiske Fængselsregler, når der skal tages stilling til, om for eksempel EMRK artikel 3 er krænket. Se for eksempel Mathew mod Holland afgjort 15. februar 2006 under sagsnummer 24919/03, præmis 126, eller Modarca mod Moldova afgjort den 10. maj 2007 under sagsnummer 14437/05, præmis 40.

Betænkning 1220/1991 om den europæiske menneskerettighedskonvention og dansk ret

Folketinget og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Folketingets Europaudvalg, Christiansborg, marts 2002.

2.3 - Anklagemyndigheden og politiet

Betænkning 1194 om anklagemyndighedens struktur -1990

I tiden fra 1974 til 2005 udgav Rigsadvokaten "Anklagemyndighedens Årsberetning". Af forordet til Anklagemyndighedens Årsberetning fra 2005 fremgår det, at årsberetningen fra 2005 er den sidste, idet anklagemyndigheden fremover vil udgive sine meddelelser i elektronisk form. Nedenfor er der adgang til årsberetningerne fra 2000 og frem til 2005:

Anklagemyndighedens Årsberetning 2005
Anklagemyndighedens Årsberetning 2003-2004
Anklagemyndighedens Årsberetning 2001-2002
Anklagemyndighedens Årsberetning 2000
Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 1
Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 2

Register til Anklagemyndighedens Årsberetning 1974 til 2002
Register til gældende meddelelser fra Rigsadvokaten - 1974 til april 2005

Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/2010 om juridiske arbejdsredskaber til anklagemyndighedens medarbejdere. Meddelelsen vedrører den litteratur og de elektroniske retskilder mv., som anklagemyndighedens medarbejdere skal have adgang til.

Grønbog om strafferetlig beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser og oprettelse af en europæisk anklagemyndighed KOM(2001) 715 dateret 11. december 2001.

2.3.1.1 - Objektivitetsprincippet
Retsplejelovens § 96, stk. 2, bestemmer, at de "offentlige anklagere skal fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader, og derved ikke blot påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted". Bestemmelsen udtrykker det såkaldte "objektivitetsprincip".

Betydningen af objektivitetsprincippet i dansk ret fremgår for eksempel af justitsministeriets besvarelse fra 2006 af spørgsmål nr. 410 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del). I svarskrivelsen, der har journalnr. 2006-150-0260, anfører Justitsministeriet blandt andet følgende: ".... Denne regel er udtryk for objektivitetsprincippet, der er et grundlæggende princip i strafferetsplejen, og som anses for en af de vigtigste retssikkerhedsgarantier. Princippet gælder bl.a., når anklagemyndigheden skal tage stilling til spørgsmålet om tiltale, og indebærer, at anklagemyndigheden er forpligtet til at tage enhver omstændighed, der tyder på en mistænkts uskyld, i betragtning, samt til ikke at rejse tiltale, medmindre anklagemyndigheden skønner, at tiltalerejsningen vil føre til domfældelse. .."

Lektor, dr. jur. Eva Smith kalder i et indlæg med overskriften "Menneskerettighedskonventionerne og de nordiske retsplejeordninger" fra det 32. nordiske juristmøde i Reykjavik den 22. - 24. august 1990 objektivitetsprincippet "et fundamentalt princip i disse retsplejeordninger", der regnes "for en af de vigtigste retssikkerhedsgarantier" (indlæggets side 14).

Eva Smith skiver videre, at objektivitetsprincippet ikke er en selvfølgelig retsgaranti, som "man vil finde i ethvert demokratisk samfund. I angelsaksisk ret f.eks. er det ikke sædvanligt, at understrege domstolens forpligtelse til at søge at nå frem til den materielle sandhed. Domstolens opgave er efter angelsaksisk opfattelse ikke at afgøre, om en tiltalt er skyldig eller ej, men blot om der er tilstrækkeligt bevis til at dømme ham." (side 15). 

Eva Smith henviser i artiklen også til, at politiet i de angelsaksiske lande ikke har "en lovfæstet pligt til at følge objektivitetsprincippet" (side 16).

Storbritannien er et eksempel på et angelsaksisk land, der - ligesom Danmark - er medlem af Europarådet og dermed pligtig til at respektere de europæiske menneskerettigheder, således som disse tolkes af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Det er ikke uinteressant, at et eller flere af Europarådets medlemslande har en "lovfæstet pligt til at følge objektivitetsprincippet", medens andre ikke har det, særligt når henses til, at man i dansk ret tilsyneladende anser det som "et fundamentalt princip" og "en af de vigtigste retsgarantier". 

Det kunne overvejes, om den omstændighed, at det fremgår af lovteksten i nogle lande, at anklagemyndigheden og politiet skal være "objektiv", muligvis kunne modvirke en anden internationalt anerkendt retsgaranti - nemlig princippet om "equality of arms". Princippet om "equality of arms" pålægger myndighederne at sørge for, at anklagemyndigheden og forsvarer har adgang til de samme "våben". Der er således tale om et princip, der skal sikre en ligestilling af anklagemyndigheden og forsvaret. § 96, stk. 2, i den danske retsplejelov foreskriver som nævnt ovenfor, at anklagemyndigheden skal fremlægge de efterforskningsresultater, der taler for tiltaltes uskyld, såvel som de resultater, der taler for, at denne er skyldig. Dette anses for at være et udtryk for et lovfæstet "objektivitetsprincip", der sætter begrænsninger for anklagemyndigheden. Forsvareren er i sagens natur ikke underlagt et sådant princip men skal derimod (inden for lovens rammer) alene varetage tiltaltes interesser. Anklagemyndigheden skal således varetage en bredere samfundsinteresse i, at de skyldige dømmes, medens de uskyldige går fri. Det er således fristende for den dømmende magt i sine afgørelser at tage hensyn til, at synspunkter, der fremføres af anklagemyndigheden, er "objektive", medens de, der fremlægges af forsvareren, er "subjektive". En stærk tro på objektivitetsprincippets betydning kan eventuelt begrunde, at domstolene tillægger anklagemyndighedens synspunkter større værdi end forsvarets.

Det forekommer ikke overbevisende, at en ophævelse af det udtrykkelige objektivitetsprincip, for eksempel kunne føre til, at flere uskyldige risikerede at blive straffet, end tilfældet er i dag. Måske ville det forholde sig lige omvendt. En ophævelse af den udtrykkelige bestemmelse om, at anklagemyndigheden skal være objektiv, ville i praksis næppe give anklagemyndigheden friere hænder til at misbruge sin særlige magt til for eksempel systematisk at forsøge at få uskyldige domfældt, idet en sådan adfærd næppe ville blive tolereret for eksempel af domstolene, pressen eller offentligheden i videre omfang, end tilfældet er i dag. Skjuler anklagemyndigheden bevismateriale for forsvareren eller retten, der er til gunst for tiltalte, vil dette kunne straffes efter straffelovens kapitel 16, selv om det ikke fremgår udtrykkeligt af lovgivningen, at anklagemyndigheden skal være "objektiv". En ophævelse af det lovfæstede objektivitetsprincip ville muligvis kunne mindske den formelle forskel på anklagemyndighedens og forsvarerens stilling og muligvis give princippet om "equality of arms" bedre livsbetingelser i dansk ret. En henvisning netop til, at anklagemyndigheden er bundet af "objektivitetsprincippet", ville ikke længere kunne bruges som et argument for at stille (den subjektive) forsvarer ringere end (den objektive) anklager. At dette sker, fremgår efter min opfattelse for eksempel af afgørelsen UfR 2005.1724 H.K, hvor Højesteret blandt andet henviste til "objektivitetsprincippet", da Højesteret gav anklagemyndigheden medhold i, at forsvaret ikke kunne forlange at få et anonymt vidne indkaldt til at vidne i retten - et vidne som anklagemyndigheden oprindeligt havde indkaldt, men som anklagemyndigheden alligevel ikke ønskede indkaldt, og som derfor blev afvarslet af anklagemyndigheden. Også i TfK 2005.66 H blev forsvaret nægtet bevisførelse under henvisning blandt andet til objektivitetsprincippet. Tiltalte var tiltalt for seksualforbrydelser mod et barn. Forsvareren var bekendt med, at der i en anden retskreds også verserede en sag, hvor en anden person var tiltalt for seksuelle krænkelser mod samme barn. Højesteret tillod ikke, at videoafhøringen af barnet fra den anden sag skulle indgå som bevis i sagen mod forsvarerens klient.


En henvisning til udtrykkelige lovbestemmelser i national lovgivning om, at der gælder et objektivitetsprincip, der forpligter anklagemyndigheden til at være objektiv, nyder tilsyneladende ikke så stor anerkendelse ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, at dette accepteres som et argument for at minimere betydningen af princippet om "equality of arms". I sagen Janatuinen v. Finland (sagsnummer 28552/05) fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sin afgørelse af 8. december 2009, at artikel 6 var krænket, idet de finske domstole havde fundet klageren skyldig i narkotikakriminalitet i en sag, hvor politiet havde destrueret en del telefonaflytninger, som ikke forinden var blevet fremlagt for retten eller for forsvareren. Forsvareren, der som følge af, at telefonaflytningerne var blevet destrueret, ikke havde haft lejlighed til at vurdere betydningen af disse, gjorde under sagen gældende, at der i telefonaflytningerne kunne forekomme samtaler, der kunne bekræfte tiltaltes uskyld.

De finske myndigheder henviste overfor EMD til, at intet materiale af relevans for rettens bevisvurdering ("relevant to the courts' decision-making") var blevet destrueret (præmis 36). Myndighederne henviste også til, at en politiassistent, der havde kendskab til materialet, havde været indkaldt i retten, og at denne havde afgivet vidneforklaring om, at alt materiale, der var relevant for sagen, havde været fremlagt for retten (også præmis 36). Af præmis 37 fremgår det, at de finske myndigheder endvidere gjorde gældende, at forsvarets rettigheder var blevet yderligere beskyttet af objektivitetsprincippet, som anklagemyndigheden har pligt til at følge efter kapitel 1 i den finske lov om offentlige anklagere. Man henviste til, at anklageren havde samarbejdet med politiet under efterforskningen og derfor havde deltaget i udvælgelsen af de  telefonaflytninger, der var inkluderet i sagens materiale, på grundlag af dennes vurdering af, hvilken information, der var relevant for sagen, og hvilken der ikke var dette. Præmis 37 lyder på originalsproget således: "37. The Government also contended that the rights of the defence had been further safeguarded by the principle of objectivity governing the duties of public prosecutors, as provided in section 1 of the Act on Public Prosecutors. The prosecutor had co-operated with the police during the pre-trial investigation and had thus been able to participate in the selection of the recordings included in the case file, based on his view of which information did or did not relate to the matter."

I præmis 50 udtaler EMD, at EMD har lagt vægt på, at beslutningen om udelukkelse af bevismateriale blev truffet under efterforskningen, uden at man tilbød forsvareren en mulighed for at deltage i denne beslutningsproces. I præmis 48 fremhæves det, at den nationale appelret havde vurderet, at materialet var uden betydning for sagen, uagtet at den ikke selv havde haft lejlighed til at gennemgå materialet, idet dette var destrueret. EMD fandt, at der forelå en krænkelse af artikel 6 § 1, jævnfør artikel 6, § 3 (b).

Det skal afslutningsvis bemærkes, at Højesteret i
i TfK 2005.66 H omtalt ovenfor efter det oplyste ikke gjorde sig bekendt med materialet, som forsvareren ønskede fremlagt under sagen, inden højesteret konkluderede, at materialet ikke var relevant for sagen. Højesteret udtalte således: "Det bemærkes, at relevansbedømmelsen i denne sag ikke forudsætter indsigt i det materiale, der begæres aktindsigt i, hvorfor forsvarerens begæring om at pålægge politiet at fremlægge materialet for Højesteret ikke tages til følge". Denne afgørelse synes ikke at være forenelig med EMDs praksis som gengivet blandt andet i Janatuinen v. Finland omtalt umiddelbart ovenfor. EMD anerkender efter denne praksis ikke, at objektivitetsprincippet kan begrunde, at de nationale domstole afviser forsvarerens anmodning om fremlæggelse for retten af bevismateriale (for eksempel telefonaflytninger) med henvisning til anklagemyndighedens og politiets forsikringer om, at materialet er uden betydning for sagen, uden at de nationale domstole selv foretager en prøvelse af materialets relevans for sagen. EMD tilskrev således ikke det påberåbte "objektivitetsprincip" nogen betydning.  

Det er ikke kun i Finland, at troen på "objektivitetsprincippet" synes at være stor. I sin afhandling "Vidnebeviset - En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer" af Eva Smith, GADs forlag 1986, anføres på side 363, nederst, blandt andet: "I et system, hvor anklagemyndigheden ikke arbejder ud fra et objektivitetsprincip, må det antages, at et større antal sager vil nå frem til retten end i et system som det danske, hvor en række tvivlsomme sager på forhånd henlægges af anklagemyndigheden. Dette synes også at fremgå ved en sammenligning af antallet af frifindelser inden for de to systemer. I de angelsaksiske lande er en frifindelse en ganske almindelig foreteelse. I Danmark, derimod, forekommer frifindelser forholdsvist sjældent." Forfatteren henviser i note 79 til Koktvedgaard og Gammeltoft-Hansen, der på side 60 i note 1 skulle udtale noget lignende.

Allerede fordi det må formodes, at man i "de angelsaksiske lande" også har gjort sig procesøkonomiske overvejelser i forbindelse med indretningen af sine retssystemer, forekommer det usandsynligt, at borgerne i disse lande skulle finde sig i, at politiet og anklagemyndigheden rejser "tvivlsomme sager" i stedet for at agere som politiet og anklagemyndigheden "i et system som det danske", hvor "en række tvivlsomme sager" i følge Eva Smith "på forhånd henlægges af anklagemyndigheden".

Det forekommer at være en urigtig præmis, som Eva Smith lægger til grund, når hun hævder, at der i de angelsaksiske lande ikke eksisterer et "objektivitetsprincip". Af punkt 2.3 i "The Code for Crown Prosecutors", der er de gældende retningslinjer for anklagemyndigheden i England og Wales, og som er udgivet i 2004 af "Crown Prosecution Service", fremgår det, at repræsentanter for anklagemyndigheden i England og Wales er underlagt et objektivitetsprincip. Dette objektivitetsprincip synes i øvrigt at have et indhold, der i det væsentlige er identisk indholdet af objektivitetsprincippet i Danmark. Punkt 2.3 i ovennævnte "Code for Crown Prosecutors" lyder således: 

"2.3. It is the duty of Crown Prosecutors to make sure that the right person is prosecuted for the right offence. In doing so, Crown Prosecutors must always act in the interests of justice and not solely for the purpose of obtaining a conviction."

Det er imidlertid ikke kun i England og Wales, at der foruden i de skandinaviske lande, findes et kodificeret objektivitetsprincip. I september 1990 blev der på den 8. kongres om forebyggelse af kriminalitet samt behandlingen af lovovertrædere vedtaget et sæt vedtægter for anklagere. Titlen er "Guidelines on the Role of Prosecutors Adopted by the Eighth United Nations Congress on the Prevention of Crime and the Treatment of Offenders, Havana, Cuba, 27 August to 7 September 1990".  Artikel 13 (b) i disse "guidelines" pålægger enhver anklager at "beskytte det offentliges interesser, at optræde objektivt, at tage rimeligt hensyn til tiltaltes og forurettedes situation og være opmærksom på alle relevante omstændigheder, uanset om disse er til fordel eller skade for tiltalte". Af originalteksten fremgår følgende ".. Protect the public interest, act with objectivity, take proper account of the position of the suspect and the victim, and pay attention to all relevant circumstances, irrespective of whether they are to the advantage or disadvantage of the suspect; .."

Den internationale organisation af anklagere ("IAP") har også tilsluttet sig, at et objektivitetsprincip skal være en selvfølge i forhold til anklagemyndighedens arbejde. Dette fremgår af "Standards of professional responsibility and statement of the essential duties and rights of prosecutors adopted by the International Association of Prosecutors on the twenty third day of April 1999." Af punkt 1 med overskriften "Professional conduct" fremgår også et "objektivitetsprincip". Det fremgår af dette, at anklagere "altid skal beskytte en sigtet persons ret til en retfærdig rettergang og især sikre, at materiale, der er til gavn for tiltalte, kommer for dagen i overensstemmelse med loven og med kravet til en retfærdig rettergang". På originalsproget lyder teksten således: " ...always protect an accused person's right to a fair trial, and in particular ensure that evidence
favourable to the accused is disclosed in accordance with the law or the requirements of a fair trial;
..."
 
Den omstændighed, at der forekommer et kodificeret objektivitetsprincip i engelsk ret og tilsyneladende også i de fleste andre lande i verden, der synes at have stor lighed med det danske, fører uundgåeligt til overvejelser om, hvad der kan være årsagen til, at frifindelser er "en ganske almindelig foreteelse" i de angelsaksiske lande, medens frifindelser "forholdsvist sjældent" forekommer i Danmark som anført af Eva Smith i citatet ovenfor. Denne forskel kan næppe forklares af fraværet af objektivitetsprincippet i disse lande (der alle er medlemmer af FN) og tilstedeværelsen af samme i Danmark, som hævdet af Eva Smith, idet dette princip tilsyneladende er gældende såvel i det meste af den øvrige verden som i Danmark. En mulig forklaring kunne være, at man på den ene side i de angelsaksiske lande og den øvrige verden og på den anden side i Danmark vurderer betydningen af objektivitetsprincippet forskelligt. Det kunne for eksempel overvejes, om domstolene i den øvrige verden (herunder EMD) tager det som en selvfølge, at anklagemyndigheden skal optræde sagligt og ikke forsøge at få domfældt uskyldige, medens objektivitetsprincippet hos den dømmende magt i Danmark ikke anses som en selvfølge men derimod som "en af de vigtigste retsgarantier" (som anført i citaterne af Eva Smith og af Justitsministeriet gengivet ovenfor). En tro på "objektivitetsprincippet" som en af de "vigtigste retsgarantier" og ikke blot som en selvfølge må formentlig kunne bidrage til, at den dømmende magt bliver forblændet af objektivitetsprincippets betydning og bevidst eller ubevidst risikerer at komme til at overvurdere anklagemyndighedens udlægning og tolkning af en straffesags jus og fakta i forhold til forsvarerens eller den urepræsenterede tiltaltes.

Man kunne naturligvis overveje, om der er sket en udligning af forskellene i forskellige landes opfattelse af betydningen af objektivitetsprincippet efter 1990, hvor de ovenfor citerede "guidelines" fra FN kom til verden. Der er imidlertid noget, der tyder på, at domsmagten i Skandinavien fortsat anlægger en fortolkningsstil, der fører til, at pricippet om "equality of arms" begrænses under henvisning til "objektivitetsprincippet" i en grad, der kan krænke EMRK artikel 6. Dette fremgår for eksempel af den ovenfor citerede sag Janatuinen v. Finland afgjort ved EMD i december 2009.

Den canadiske anklagemyndighed udgav i september 2004 publikationen  "REPORT ON THE PREVENTION OF MISCARRIAGES OF JUSTICE", hvor der gennemgås en lang række forhold, som nationens anklagere skal være opmærksomme på i forsøget på at minimere justitsmord. Se for eksempel siderne 26-29, hvor det påpeges, at DNA-beviset skal anvendes til at efterkontrollere, om personer, der tidligere er fundet skyldig i forbrydelser, måtte være uskyldige, således at deres sager kan genoptages.

2.3.1.2 Anklagemyndighedens pligt til at medvirke til at forebygge overgreb mod frihedsberøvede personer

I "The CPT standards, "Substansive" sections of the CPT's Generel Reports" udgivet af Europarådet i 2006 behandles spørgsmålet om dommerens og anklagemyndighedens pligter, hvis der fremkommer oplysninger om eller blot mistanke om, at en person, der er eller har været anholdt (været i "police custody"), kan have været udsat for vold eller overgreb fra poltiet. Se nærmere præmis 45 (side 14).

2.3.2 - Politimyndigheden

Af retsplejelovens § 108 og § 109 fremgår den overordnede opbygning af politiets organisation. Den tidligere "flerstrengede" ledelsesstruktur i politiet er nu erstattet med ”direktoratsmodel”, hvorefter der som udgangspunkt etableres et sædvanligt administrativt over-/underordnelsesforhold mellem Justitsministeriet, rigspolitichefen og politidirektørerne.

Det har været hævdet, at det var et centralt formål med politireformen i 2007 at sikre, at flest mulige beslutninger om den konkrete varetagelse af politiets opgaver og om den konkrete administration af politiets og anklagemyndighedens ressourcer kan træffes lokalt, blandt andet således at der sker en reel decentralisering af beslutningskompetence fra rigspolitichefen til politikredsene. Det skulle være tanken med reformen, at der i videst muligt omfang skal overføres ressourcer fra rigspolitichefen til politikredsene. Heri ligger også, at alle politiets operative opgaver (med undtagelse af dem, der varetages af Politiets Efterretningstjeneste og Rigspolitiets Udlændingeafdeling) skal være ledelsesmæssigt forankrede i politikredsene og i videst muligt omfang udføres af politikredsene selv.

I hver af landets politikredse er der ifølge retsplejelovens § 111 oprettet et såkaldt kredsråd. Kredsrådene har afløst de tidligere lokalnævn. Kredsrådene er tænkt som et overordnede formelt samarbejdsforum mellem politikredsens ledelse og kommunerne. Politidirektøren udarbejder efter retsplejelovens § 113 efter drøftelse i kredsrådet en samlet årlig plan for samarbejdet mellem politiet og kommunerne, andre offentlige myndigheder, interesseorganisationer, foreninger mv. i politikredsen. Planen offentliggøres hvert år på de enkelte politikredses hjemmesider.

Se resumé af 16. december 2005 af forslaget til en politireform og domstolsreform.

Af kapitel V, side 7, i Justitsministeriets instruks af 7. december 2009 til chefen for politiets efterretningstjeneste fremgår blandt andet følgende:

"..Politiets Efterretningstjeneste skal indsamle og bearbejde oplysninger, der er eller kunne være af betydning for løsningen af de ovennævnte opgaver. Registrering af personoplysninger skal indskrænkes til det absolut påkrævede. Registrering af danske statsborgere og herboende udlændinge må ikke ske alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Alle sager vedrørende nyregistrering af danske statsborgere og herboende udlændinge skal forelægges for Wamberg-udvalget."

2.4 - Tolkebistand under retssager herunder straffesager
Retsplejelovens § 149, stk. 1, har følgende ordlyd. "Retssproget er dansk. Afhøring af personer, der ikke er det danske sprog mægtig, skal så vidt muligt ske ved hjælp af en translatør. Dog kan i borgerlige sager tilkaldelse af tolk undlades, når ingen af parterne gør fordring herpå, og retten tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog. Det samme kan under sidstnævnte forudsætning finde sted i straffesager uden for hovedforhandling for landsret."

EMRK artikel 6, stk. 3, litra a og e, har følgende ordlyd:

"Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal mindst have ret til følgende:

a) at blive underrettet snarest muligt, udførligt og på et sprog, som han forstår, om indholdet af og
årsagen til den sigtelse, der er rejst mod ham; .....

e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten."

I UfR 1997.1422 VLD blev en sag, hvor en person i byretten var blevet straffet med fængsel i 3 år og 11 måneder for narkokriminalitet, hjemvist til fornyet behandling i byretten, idet landsretten fandt, at det havde været påkrævet at anvende tolk også ved byrettens behandling af sagen. Vestre Landsret udtalte nærmere: "Bestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra e, om ret til bistand af en tolk i tilfælde, hvor tiltalte ikke i tilstrækkelig grad forstår og taler retssproget og dermed ikke er i stand til forsvarligt at varetage sine interesser under sagen, er en væsentlig straffeprocessuel retssikkerhedsgaranti og et centralt element i beskyttelsen efter artikel 6, stk. 1. Efter det indtryk, tiltalte har givet under landsretssagens behandling og den forklaring, han har afgivet - til dels under medvirken af tolk - sammenholdt med sagens karakter, findes det godtgjort, at det har været påkrævet at anvende tolk også ved byrettens behandling af sagen. Da tolkning har været undladt i byretten, og da en så væsentlig fejl må medføre at dommen ophæves og sagen hjemvises til byretten til fornyet behandling tages tiltaltes påstand herom til følge."

I UfR 1996.1488 VLD blev en byretsdom ophævet og hjemvist til fornyet behandling ved byretten i et tilfælde, hvor en tolk ikke havde været personligt til stede under hovedforhandlingen men i stedet havde foretaget oversættelse via telefon.

I sagen Kamasinski mod Østrig, sagsnummer 9783/82, fandt EMD i sin afgørelse af 19. december 1989, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 6 3 (e), idet en person, der var fundet skyldig i en straffesag, ikke havde haft adgang til oversættelser af relevante sagsakter. Han havde alene haft tolkebistand under hovedforhandlingen. Af sagens præmis 79 fremgår, at tiltalte havde krav på at få en skriftlig oversættelse af anklageskriftet på et sprog, som denne forstod. EMD anførte blandt andet: "... An indictment plays a crucial role in the criminal process, in that it is from the moment of its service that the defendant is formally put on written notice of the factual and legal basis of the charges against him. A defendant not conversant with the court’s language may in fact be put at a disadvantage if he is not also provided with a written translation of the indictment in a language he understands. ..." Det er ofte ikke tilstrækkeligt i en straffesag, at tiltalte får en skriftlig oversættelse af anklageskriftet udleveret. I præmis 74 i ovennævnte afgørelse udtalte EMD: "74. The right, stated in paragraph 3 (e) of Article 6 (art. 6-3-e), to the free assistance of an interpreter applies not only to oral statements made at the trial hearing but also to documentary material and the pre-trial proceedings. Paragraph 3 (e) (art. 6-3-e) signifies that a person "charged with a criminal offence" who cannot understand or speak the language used in court has the right to the free assistance of an interpreter for the translation or interpretation of all those documents or statements in the proceedings instituted against him which it is necessary for him to understand or to have rendered into the court’s language in order to have the benefit of a fair trial (see the Luedicke, Belkacem and Koç judgment of 28 November 1978, Series A no. 29, p. 20, § 48). However, paragraph 3 (e) (art. 6-3-e) does not go so far as to require a written translation of all items of written evidence or official documents in the procedure. The interpretation assistance provided should be such as to enable the defendant to have knowledge of the case against him and to defend himself, notably by being able to put before the court his version of the events. Det fremgår af afgørelsen således blandt andet, at den pågældende ikke har krav efter bestemmelsen på at få skriftlige oversættelser af alt materiale udleveret, men at en sigtet i en straffesag har ret til gratis tolkebistand under hele sagen i et sådant omfang, at han eller hun sættes i stand til overfor retten at kunne fremkomme med hans eller hendes version af sagen.

Af side 8, næstsidste afsnit, i "Rapport om tolkebistand i retssager" afgivet af Arbejdsgruppen om tolkebistand i retssager
nedsat under Domstolsstyrelsen i april 2003 fremgår følgende: Retten bør kunne forvente, at anklagemyndigheden alt efter sagens karakter har foranlediget i hvert fald anklageskrift og retsmødebegæring skriftligt oversat for den anklagede, men bør dog ex officio påse, at forholdet er i orden ved indledningen af domsforhandlingen. Af § 2 i Justitsministeriets cirkulære nr. 104 af 7. juli 1989 om afholdelse af udgifter til tolk fremgår, at udgifter til tolkning i straffesager afholdes endeligt af statskassen. Der er således ikke mulighed for efter retsplejelovens § 1008, stk. 1, at pålægge domfældte i straffesager at erstatte det offentlige udgifterne til tolkebistand. "Rapport om tolkebistand i retssager" afgivet af Arbejdsgruppen om tolkebistand i retssager nedsat under Domstolsstyrelsen i april 2003. Rapporten beskæftiger sig blandt andet med de danske regler om tolkebistand såvel i civile sager som i straffesager, herunder disse reglers forhold til EMRK artikel 6. Den beskæftiger sig med en række praktiske spørgsmål vedrørende tolkebistand i straffesager, tolkes habilitet, uddannelseskravet til tolke i retssager samt reglerne om optagelse af tolke i rigspolitiets tolkeoversigt.

I TfK 2003.189 HK protesterede anklagemyndigheden imod, at forsvareren til sit forberedende møde med sin klient ville benytte den tolk, der også skulle tolke under den kommende hovedforhandling i sagen. Anklagemyndigheden gjorde gældende, at forsvarerens deltagelse i et sådant møde ville gøre den pågældende inhabil til at tolke i retten. Anklagemyndigheden anførte blandt andet, at der gælder "de samme habilitetsregler for tolke som for dommere, jf. retsplejelovens § 149, stk. 6, der henviser til § 60 og § 61. Retten må kunne have tillid til, at tolken i retten loyalt, samvittighedsfuldt og korrekt udøver sin virksomhed som bistand for retten. Hvis en tolk uden for retten drøfter sagen og tiltaltes forhold med tiltalte, vil dette i høj grad være egnet til at rejse tvivl om tolkens fuldstændige upartiskhed, jf. retsplejelovens § 61." Højesteret fandt, at der ikke var noget til hinder for, at forsvareren uden for retten kunne benytte den tolk, som anvendtes under domsforhandlingen. Højesteret anførte som begrundelse følgende: "Det forhold, at en forsvarer uden for retsmøderne benytter den tolk , der fungerer som bistand for retten i retsmøderne, kan ikke i sig selv give grundlag for at anse tolken for at være udelukket fra at bistå retten, jf. retsplejelovens § 149, stk. 6. Der er heller ikke oplyst konkrete omstændigheder, der i det foreliggende tilfælde kunne give grundlag for en sådan antagelse. Landsretten burde derfor ikke have taget anklagemyndighedens protest til følge."

2.5 - Forkyndelse mv.
Af retsplejelovens § 157 fremgår, at forkyndelse "så vidt muligt" bør ske for den pågældende "personligt". Såfremt personen ikke træffes, kan forkyndelse ifølge samme bestemmelse ske "på bopælen eller opholdsstedet for personer, der hører til husstanden, eller, hvis den pågældende bor til leje i en andens bolig, for udlejeren eller dennes ægtefælle, for så vidt de pågældende træffes på bopælen eller opholdsstedet, eller på den pågældendes arbejdssted over for arbejdsgiveren eller dennes  repræsentant eller, for så vidt angår selvstændige næringsdrivende, på den pågældendes kontor, værksted eller forretningslokale over for personer, der er ansat i virksomheden". Af § 157, stk. 2, fremgår den begrænsning, at forkyndelsen over for andre end den, som forkyndelsen vedrører, ikke kan ske i tilfælde, hvor disse andre personer er under 18 år.

Det var i strid med EMRK artikel 6, § 1, ikke at admittere en anke af en straffedom fra en domfældt, hvor forkyndelse af dommen var sket over for dennes moder, der led af skizofreni, og som efter det oplyste ikke havde meddelt sønnen om, at hun havde modtaget forkyndelsen. Sønnen havde således ikke nået at få dommen anket inden fristens udløb. I det pågældende land (Kroatien) er ankefristen i øvrigt 30 dage i straffesager. Over for de nationale myndigheder fremkom personen med dokumentation for, at moderen led af skizofreni, men dette blev ikke anset som en rimelig begrundelse for at se bort fra fristoverskridelsen. Se Maresti mod Kroatien afgjort ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) under sagsnummer 55759/07 den 25. juni 2009. EMD fandt det kritisabelt, at de nationale myndigheder ikke havde foretaget en nærmere prøvelse af, hvorvidt moderen grundet sin sindslidelse var i stand til at sørge for, at beskeden om, at dommen var modtaget, blev videregivet til sønnen i så god tid, at sønnen havde mulighed for at tage stilling til, om denne eventuelt ville anke. I præmis 41 udtaler EMD således: "The Court cannot endorse the views of the national courts. In this connection, it notes that they made their findings without hearing any evidence from the applicant's mother or making any assessment of her mental state. In view of the nature of her illness, the Court considers that it was necessary to establish her capacity to understand the nature of the court judgment she had received on behalf of the applicant and the need to pass it on to the applicant. In the Court's view, the domestic court's laconic conclusion that service of the impugned judgment on the applicant's mother sufficed because she had signed the authority for the applicant's defence counsel was not compatible with the requirements of Article 6 § 1 of the Convention."

Betænkning 1202 om Forkyndelse - afgivet af en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet, 1990

2.6 - Vidner

Vidner kan - med visse undtagelser - pålægges at afgive forklaring for retten men ikke til politiet (retsplejelovens § 168)
Enhver kan - med visse lovbestemte undtagelser - efter retsplejelovens § 168 pålægges at afgive forklaring "for retten" som vidne. Derimod kan vidner (ligesom tilfældet er for sigtede og tiltalte) alene pålægges at oplyse navn, adresse og fødselsdato til politiet. Vidner har derudover ikke pligt til at udtale sig til politiet. I tilfælde, hvor politiet ønsker en forklaring fra et vidne, som ikke ønsker at udtale sig til politiet, kan politiet foranledige vidnet indkaldt til et retsmøde. I retten har vidnet pligt til at afgive forklaring, medmindre vidnet efter loven er undtaget derfra, hvilket for eksempel er tilfældet hvis vidnet er nærstående til den sigtede/mistænkte i sagen.

Et vidnes ret til ikke at udtale sig til politiet er på side 81 i betænkning nr. 316/1962 udtrykt således: "..Personer, der giver møde til afhøring hos politiet, har ingen pligt til at afgive forklaring, og de kan ikke straffes for falsk forklaring til politiet". Vidner er dog (lige som enhver anden) pligtige til at oplyse navn, adresse og fødselsdag til politiet, hvilket fremgår af retsplejelovens § 750, som har følgende indhold: "Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring, og ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale sig. Enhver er dog pligtig på forlangende at opgive navn, adresse og fødselsdato til politiet. Undladelse heraf straffes med bøde". At en person ikke kan straffes for at afgive falsk forklaring til politiet følger forudsætningsvist af straffelovens § 158, som knytter strafansvar til falsk forklaring "for retten". 

Det er indlysende, at det almindelige forbud mod "selvinkriminering", som blandt andet følger af EMRK artikel 6, fører til, at sigtede og tiltalte personer ikke kan pålægges at afgive forklaring til politiet (eller for retten). Det kan umiddelbart forekomme mindre indlysende, at vidner i de tilfælde, hvor vidnet har pligt til at afgive forklaring for retten, ikke også kan pålægges at afgive forklaring til politiet. I
betænkning nr. 316/1962, side 79, 1. spalte, anføres om dette følgende: "I udkastet fra 1899 var bestemmelsen om indkaldelse til vidneafhøring hos politiet udeladt, dels som overflødig, dels fordi den frygtedes at kunne medføre misbrug fra politiet ved indkaldelse i videre omfang end rimeligt .."

Undtagelser fra vidnepligten
I retsplejelovens § 169 findes hovedreglen om, at tjenestemænd og visse andre faggrupper som udgangspunkt kun må afgive vidneforklaring, efter at samtykke er indhentet fra "vedkommende myndighed".

Begrænsningen i brugen af vidneudsagn fra visse faggrupper (Retsplejelovens § 170)
Af retsplejelovens § 170 følger, at præster, læger, forsvarere og visse andre faggrupper - som udgangspunkt - ikke kan afkræves at afgive vidneforklaring mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse". Det er værd at bemærke, at det af 2. stykke følger, at forsvarsadvokater under ingen omstændigheder kan pålægges at afgive vidneforklaring mod den, som efter første stykke har "krav på hemmeligholdelse".

I UfR 2004.2814 VLK havde en advokat kontaktet en klient, som han repræsenterede i en civil sag. Under samtalen talte de om, at der var en mulig sigtelse mod klienten på vej. Senere blev advokaten beskikket som forsvarer for sin klient. Anklagemyndigheden ønskede at føre advokaten som vidne mod klienten og henviste til, at advokaten ikke var forsvarer for den pågældende, da samtalerne blev ført. Landsretten gav advokaten medhold i, at han ikke kunne afhøres som vidne. Landsretten udtalte blandt andet: "Under telefonsamtalerne mellem advokat Niels Fjeldberg og K den 26. maj 2004 kl. 12.13 og kl. 12.24 var K endnu ikke sigtet, men hverken hun eller advokat Niels Fjeldberg kunne efter omstændighederne være i tvivl om, at sigtelse mod K meget muligt ville blive rejst. Efter de omstændigheder, der forelå, var det endvidere helt nærliggende, at advokat Niels Fjeldberg i forbindelse med den forventelige sigtelse mod K ville blive anmodet om at være hendes forsvarer, hvad han også blev."

TfK 2001.400/2 HK angik vidnetvang overfor en speciallæge i psykiatri, som i Fyens Stiftstidende den 23. juni 2000 i et læserbrev havde skrevet om, at han fra nogle patienter i sin praksis havde fået oplysninger om, at de havde været udsat for vold hos politiet i Odense. Statsadvokaten henvendte sig til speciallægen og bad denne om at oplyse navnene på de patienter, der var fremkommet med anklagerne mod politiet, således at disse kunne blive efterforsket. Dette nægtede lægen. Statsadvokaten fik ved Højesteret medhold i, at lægen efter bestemmelsen i retsplejelovens § 170, stk. 2, kunne pålægges at fremkomme med oplysningerne. Højesteret henviste til de grunde, som landsretten havde anført. Landsretten havde blandt andet henvist til, at der bestod en "væsentlige samfundsmæssige interesse i at få sagen opklaret". Da lægen efterfølgende undlod at fremkomme med de omhandlede oplysninger, blev der iværksat vidnetvang mod ham. Der henvises til behandlingen af reglerne om vidnetvang nedenfor. Se også artikel fra april 2008 af Claus Bonnez, hvor sagen omtales nærmere. I artiklen citeres professor Gorm Toftegaard Nielsen, Aarhus Universitet, for i en artikel i Ugeskrift for Læger 2001;163(26):3666 blandt andet at udtale bekymring om, at vidnetvang overfor for eksempel læger, der udtaler sig om oplysninger om politivold, som de får fra for eksempel patienter, kan skræmme lægerne til at udlade at fremkomme med sådanne oplysninger. En sådan praksis kan ifølge Gorm Toftegaard Nielsen være "ensbetydende med, at man forhindrer den slags oplysninger i at komme frem." Det synes i øvrigt ikke at være foreneligt med EMRK artikel 10 at pålægge en person, der i et læserbrev citerer anonyme kilder for at oplyse om politivold, pligt til at afsløre identiteten på sine kilder.
I sagen Thorgeir Thorgeirson mod Island afgjort af EMD den 25. juni 1992 under sagsnummer 13778/88 blev Island dømt for at have krænket EMRK artikel 10, idet en forfatter var blevet straffet for injurier, efter at denne i et læserbrev havde videregivet oplysninger om politivold, som den pågældende havde fået fra anonyme kilder. I præmis 65 til 66 fremhæver EMD blandt andet, at artiklerne i det væsentlige henviste til "historier" eller "rygter" om politivold, som stammede fra andre personer end klageren. EMD konstaterede, at "klageren i det væsentlige gengav, hvad andre havde fortalt om politibrutalitet". EMD bemærkede, at hans kritik ikke kunne anses for at være kritik af alle i politiet eller bestemte politifolk. EMD bemærker, at i det omfang klageren ved de nationale myndigheder blev pålagt at føre sandhedsbevis for hans bemærkninger, var han efter EMDs opfattelse blevet pålagt en urimelig - hvis ikke umulig - opgave. I præmis 67 udtaler EMD, at artiklerne vedrørte et emne af stor offentlig betydning, og at det var utvivlsomt, at artiklerne var formuleret i et særdeles stærk sprog. EMD fandt, når henses til artiklernes formål og den virkning, som det var tanken, at de skulle have, at det anvendte sprog ikke kan anses for overdrevet. I præmis 68 udtaler EMD, at den omstændighed, at klageren var blevet fundet skyldig og straffet ved de nationale domstole, kunne skræmme mennesker væk fra at deltage i en åben diskussion om emner af offentlig betydning.

I UfR 1990.413 ØLK blev en samtale mellem en sigtet og en medarbejder ved Københavns Retshjælp anset som en samtale omfattet af retsplejelovens § 170. Landsretten udtalte blandt andet: "Under hensyn til formålet med bestemmelserne og i øvrigt af de grunde, byretten har anført, tiltræder landsretten, at reglerne i retsplejelovens § 170, stk. 1, jf. stk. 4, finder anvendelse. Når henses til, at B havde søgt Retshjælpens bistand i anledning af den sigtelse for strafbart forhold, som han kunne vente rejst mod sig, finder tillige undtagelsesbestemmelsen om forsvarere i straffesager i § 170, stk. 2, anvendelse." Det fremgår af afgørelsen, at landsretten også lagde vægt på, at retshjælpen var organiseret således, at der var advokater i ledelsen, som i et vist omfang var involveret i sagsbehandlingen i retshjælpen.

I UfR 1977.776/ ØLK havde en forsvarer modtaget et brev fra en person, der var efterlyst, og hvor afsenderen bad forsvareren om at meddele sin klient, der var varetægtsfængslet, hvad denne skulle forklare til politiet, hvilket forsvareren imidlertid valgte ikke at gøre. Forsvareren oplyste politiet om brevets eksistens men nægtede at udlevere brevet til politiet. Politiet anmodede derpå retten om tilladelse til beslaglæggelse af brevet. Advokaten protesterede og henviste til "princippet i retsplejelovens § 170, stk. 1, jfr. § 748, og pegede på, at det ikke i medfør af § 170, stk. 2, kan pålægges en forsvarer at afgive vidneforklaring, selv når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald." Forsvareren fik medhold i, at brevet ikke burde beslaglægges. Landsretten udtalte blandt andet, at "det følger af bestemmelsen i retsplejelovens § 748, stk. 1, jfr. § 170, stk. 2, at det ikke kan pålægges advokat Jørgen Jacobsen at udlevere det af ham i hans egenskab af forsvarer for A modtagne brev, hvorfor begæringen om beslaglæggelse ikke kan tage, til følge."

I UfR 1968.656 HK havde en for politiet indtil videre ukendt advokat (her benævnt A) videregivet nogle oplysninger om et dokument til en anden advokat B. Politiet ønskede at aftvinge advokat B en vidneforklaring om, hvad advokat A havde fortalt ham. Landsretten gav advokat B medhold i, at advokat B ikke kunne pålægges at afgive vidneforklaring, idet advokat A, som formentlig senere ville blive sigtet for strafbart forhold, sandsynligvis ville få beskikket advokat B's overordnede som forsvarer. Landsretten udtalte herom nærmere "Der findes ikke at kunne bortses fra, at der kan blive rejst sigtelse mod den omhandlede unavngivne advokat, og at højesteretssagfører Jarding kan blive anmodet om, at overtage forsvaret for den pågældende, samt at oplysningerne til den kærende er meddelt også med en sådan situation for øje."

En parts nærmestes adgang til vidnefritagelse (retsplejelovens § 171)
Af retsplejelovens § 171 følger, at et vidne ikke kan pålægges at afgive forklaring i et tilfælde, hvor forklaringen kan udsætte vidnet selv for "straf eller tab af velfærd". Det samme gælder, hvis forklaringen kan påføre vidnet "anden væsentlig skade".

I Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2008 (rettet maj 2011) om behandlingen af sager om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser findes i kapitel 4.3 en gennemgang af reglerne om vidnefritagelse efter retsplejelovens § 171. Af meddelelsen fremgår blandt andet følgende: "Såfremt den forurettede er mistænktes nærmeste, skal forurettede altid vejledes om vidnefritagelsesreglerne. Det gælder også, selv om forurettede selv har indgivet anmeldelsen. Vejledningen skal ske forud for afhøringen, idet en forudgående vejledning har afgørende betydning for, om forurettedes forklaring kan benyttes under en eventuel retssag."

I TfK 2008.291/1 VLK anmodede anklagemyndigheden retten om at pålægge en person at afgive vidneforklaring mod personer, der var sigtet for køb af narkotika. Politiet havde tidligere opgivet påtalen mod vidnet efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, og omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724 var udløbet. Landsretten ville ikke imødekomme begæringen om at pålægge vidnet at afgive forklaret og udtalte blandt andet: "Den ønskede vidneafhøring af V må antages i det væsentlige at skulle angå hans eventuelle forhold som sælger i de handler, som anklagemyndigheden gør gældende, at en af eller begge de tiltalte har deltaget i som købere. Det kan derfor ikke udelukkes, at en vidneforklaring af V vil kunne føre til nye beviser mod ham med en sådan vægt, at tiltale senere vil kunne rejses mod ham ved genoptagelse i medfør af retsplejelovens § 975."

I UfR 1994.20/2 ØLK blev personer, der tidligere var blevet straffet for deres deltagelse i et røveri mod et postkontor, fritaget for at vidne mod en person, der efterfølgende var blevet tiltalt for deltagelse i det samme røveri. Ved røveriet var en polititjenestemand blevet dræbt af skud, som formentlig er affyret af en af røverne. Landsretten begrundede afgørelsen om vidnefritagelse således: "Det var indtil nu ikke godtgjort, hvem der affyrede skuddet. Under hensyn hertil og til at begivenhedsforløbet vedrørende røveriet og drabet var tæt sammenhængende, kunne det ikke udelukkes, at der ved vidnernes forklaringer sammenholdt med andre oplysninger fremkom grundlag for efter retsplejelovens § 976 at genoptage manddrabssagen overfor et eller flere af vidnerne. Under disse særlige omstændigheder måtte der gives vidnerne medhold i, at deres forklaringer som vidner under den foreliggende sag ville kunne udsætte dem selv for yderligere straf, jfr. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1,"

Retsplejelovens § 171 indeholder en regel om, at en person normalt ikke kan pålægges at afgive vidneforklaring i tilfælde, hvor vidneforklaringen kan udsætte dennes "nærmeste for straf eller tab af velfærd". Det samme gælder, hvis forklaringen kan påføre de samme "anden væsentlig skade". 

I UfR 2003.1029 HD fastslog højesteret blandt andet, at det ikke var i strid med EMRK 6, at en ejer eller bruger af et køretøj efter færdselslovens § 65 pålægges på forlangende fra politiet at oplyse, hvem der har benyttet køretøjet, selv om personen, der har benyttet køretøjet, er en nærstående til ejeren/brugeren. Det udtales i afgørelsen, at det derimod ville være i strid med EMRK artikel 6 at forlange af en person at inkriminere sig selv. I dommen lægges det til grund, at det ikke har været lovgivers hensigt, at retsplejelovens § 171 skulle gælde i forhold til færdselslovens § 65. Se i øvrigt betænkning nr. 316/1962 om vidner.

I TfK.2004.538/ VLD blev tiltalte frifundet for vold med henvisning til, at belastende forklaringer fra to nærstående afgivet til politiet, var det "eneste bevis" mod tiltalte, og at disse nærstående på grund af sagens "mindre alvorlige karakter" ikke skulle pålægges efter retsplejelovens § 171, stk. 3, at afgive forklaring for retten.

I UfR 1986.500 HK var et 14-årigt barn ikke vejledt om sin ret efter retsplejelovens § 171, stk. 1, til ikke at udtale sig om sin far. I retten ønskede barnet ikke at udtale sig om sin far. Anklagemyndigheden ønskede at føre den rapportoptagende polititjenestemand som vidne. Højesteret udtalte blandt andet: "Da K's forklaring til politirapport er afgivet, uden at hun har været gjort bekendt med sin ret til at nægte at afgive forklaring, jfr. retsplejelovens § 171, stk. 1, tiltrædes det ligeledes, at det ikke er tilladt anklagemyndigheden at føre den rapporttagende politibetjent som vidne."

I UfR 1975.254/1 VLK havde et vidne tidligere haft et kort samliv af cirka 3 måneders varighed med tiltalte i en sag om spirituskørsel. Vidnet påberåbte sig reglerne om vidnefritagelse med henvisning til dette tidligere samlivsforhold med tiltalte. Landsretten pålagde den pågældende at afgive vidneforklaring, idet landsretten fandt, at det "tidligere bestående kortvarige samlivsforhold mellem vidnet og tiltalte ikke findes at kunne begrunde, at vidnet i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 1 er berettiget til at nægte afgivelse af forklaring under vidneansvar."

Efter retsplejelovens § 171, stk. 3, kan et vidne under visse nærmere betingelser pålægges at afgive forklaring, selv om forklaringen kan udsætte vidnets nærmeste for straf eller tab af velfærd. I TfK 2007.310/1 ØLK imødekom landsretten ikke anklagemyndighedens anmodning om at pålægge en mindreårig at afgive forklaring i en sag mod barnets far.

I TfK 2004.540/2 ØLK fik anklagemyndigheden ikke medhold i, at "et kæresteforhold med lejlighedsvis seksuelt samkvem" ikke kan anses for omfattet af retsplejelovens § 171, stk. 1, om parts nærmeste. Vidnet, der ikke var forurettet i sagen, anmodede om at få beskikket en advokat til at varetage vidnets interesser under behandlingen af spørgsmålet om vidnefritagelse. Anklagemyndigheden gjorde gældende, at der ikke er hjemmel til at beskikke en advokat for vidner bortset fra visse tilfælde, hvor vidnet er forurettet i straffesagen. Landsretten tiltrådte byrettens afgørelse om at beskikke en advokat for vidnet. Landsretten udtalte blandt andet: "at der normalt ikke bør ske beskikkelse af advokat for et vidne, der påberåber sig en vidnefritagelses- eller vidneudelukkelsesgrund. Efter retspraksis er der mulighed for ganske undtagelsesvis at beskikke advokat for et sådant vidne, hvis helt særlige forhold gør sig gældende."

Om dokumentation af vidneforklaringer afgivet til politiet uden vejledning af vidnet om vidnefritagelsesgrundene henvises til det nedenfor anførte om dokumentation, foreholdelse mv. af forklaringer afgivet af vidner til politiet.

Pressens adgang til vidnefritagelse (Retsplejelovens § 172)
Retsplejelovens § 172 indeholder reglerne om pressens kildebeskyttelse, som i et vist omfang beskytter repræsentanter fra pressen mod, at disse pålægges at afgive vidneforklaringer, der røber identiteten på pressens kilder. 

I sag nr. 158/2010 afsagde Højesteret den 8. februar 2011 kendelse om, at det ikke skulle pålægges en nyhedschef og en journalist ved et elektronisk medie at afgive forklaring om, hvem der havde videregivet fortrolige oplysninger i april 2007 om Forsvarets planlagte udsendelse af Jægerkorpset til Irak, og at det ikke skulle pålægges DR at udlevere kopi af den lydfil, som en navngiven journalist - medens han var ansat i DR – den 25. januar 2010 optog af en telefonsamtale, hvori det angiveligt nævnes, hvem der i april 2007 til en eller flere medarbejdere ved TV 2 har videregivet fortrolige oplysninger om Forsvarets planlagte udsendelse af Jægerkorpset til Irak. Højesteret udtalte vedrørende nyhedschefens og journalistens vidnepligt blandt andet: "Ifølge retsplejelovens § 172, stk. 6, 2. pkt., kan der ikke pålægges redaktører og redaktionelle medarbejdere mv. vidnepligt, hvis forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning. Højesteret finder, at bestemmelsens forarbejder ikke giver grundlag for en forståelse af bestemmelsen, der afviger fra, hvad den klare ordlyd fører til. Det må således antages, at der ved tavshedsbrud, som alene omfattes af straffelovens §§ 152-152 c, ikke – som efter retspleje-lovens § 172, stk. 5, om lovovertrædelser af alvorlig karakter – skal foretages en afvejning af hensynet til sagens opklaring over for massemediernes behov for at kunne beskytte deres kilder. Der skal udelukkende foretages en vurdering af, om forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning." Vedrørende DR's editionspligt udtalte Højesteret: "Det må efter de afgivne forklaringer lægges til grund, at de oplysninger, som journalist Nils Giversen modtog under telefonsamtalen den 25. januar 2010, herunder om hvem der forud for udsendelsen af Jægerkorpset i 2007 videregav oplysninger herom til en journalist, var omfattet af Nils Giversens redaktionelle arbejde for DR. Niels Giversen er derfor ikke forpligtet til at afgive vidneforklaring herom, medmindre pålæg kan gives i medfør af retsplejelovens § 172, stk. 6. På baggrund af det anførte vedrørende vidnepligt for Michael Dyrby og Rasmus Tantholdt finder Højesteret, at det heller ikke ville kunne pålægges Nils Giversen at afgive vidneforklaring om kilden til oplysningen om Jægerkorpsets indsættelse. Allerede som følge heraf kan DR ikke pålægges at udlevere lydfilen, jf. retsplejelovens § 804, stk. 4."

Rettens (og politiets) vejledningspligt om reglerne i retsplejelovens §§ 169-172 (Retsplejelovens § 173)

Retsplejelovens § 173, stk. 1, pålægger retten, såfremt omstændighederne giver grund dertil, at vejlede vidnet om indholdet af bestemmelserne i §§ 169-172.

Reglen gælder for afhøringer af vidner i retten. Det fremgår imidlertid af retsplejelovens § 753, at reglen også gælder for politiets afhøringer af vidner.

Vidner skal normalt føres for "den dømmende ret"
Retsplejelovens § 174 vedrører den såkaldte bevisumiddelbarhed, der foreskriver, at vidner skal føres for den dømmende ret.

Vidner har normalt krav på "aftens varsel" - bor vidnet længere væk end 30 km., forlænges varslet med 2 døgn
Af retsplejelovens § 175, stk. 3, følger, at vidner i straffesager har krav på "aftens varsel, hvortil der kan lægges to døgn, såfremt afstanden til mødestedet er over 30 km. Af § 175, stk. 4, følger det, at retten kan "fastsætte andet varsel eller pålægge vidnet at møde straks". Af § 176 følger, at retten kan pålægge "enhver, som er til stede i et retsmøde eller i umiddelbar nærhed at mødestedet, straks at afgive vidneforklaring".

Vil anklagemyndigheden ikke indkalde et vidne på forsvarets begæring, kan forsvareren bede retten afgøre spørgsmålet efter reglen i retsplejelovens § 746, stk. 1, hvoraf det fremgår, at retten "afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt samt om sigtedes og forsvarerens beføjelser". Det følger tillige af retsplejelovens § 874, at bevis, "som er tilstede", ikke kan nægtes ført med den begrundelse, at beviset ikke er anmeldt i så god tid, at modparten har haft tilstrækkelig tid til at forberede sig. Forsvareren (eller tiltalte) kan derfor bede et vidne, som disse måtte finde relevant at føre, om at møde op til hovedforhandlingen, hvorpå forsvareren kan anmode retten om tilladelse til, at vidnet føres.

Reglerne skal ses i lyset af "den materielle sandheds princip" i strafferetsplejen. Retten vil derfor kun afvise, at et vidne føres, hvis retten måtte finde, at vidnets forklaring må antages at være uden betydning for sagen. Princippet om, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode ("in dubio pro reo-grundsætningen"), fører til, at retten efter praksis udviser forsigtighed med at afskære bevisførelse begæret af forsvareren med den begrundelse, at den ikke skønnes relevant.

Bemærk, at det følger af retsplejelovens § 844, stk.2, at tiltalte normalt har krav på at få retsmøder forkyndt med et varsel på 4 dage.

Gennemførelsen af vidnetvang
Retsplejelovens § 178 vedrører vidnetvang mv. I afgørelsen U.2002.607H blev en speciallæge i psykiatri blev pålagt tvangsbøder efter retsplejelovens § 178, idet lægen nægtede frivilligt at afgive vidneforklaring. Speciallægen havde i Fyns Stiftstidende 23. juni 2000 i et læserbrev udtalt, at han havde kendskab til identiteten på 5 personer, der havde været udsat for voldelige overgreb fra politiet. Anklagemyndigheden havde påstået den pågældende anbragt i forvaring i indtil 6 måneder, eller indtil han ville fremkomme med de omhandlede oplysninger. Højesteret efterkom dog kun påstanden om at pålægge lægen tvangsbøder i 3 måneder eller frem til et tidligere tidspunkt, hvor lægen fremkommer med oplysningerne. Højesteret bemærkede til støtte for ikke at efterkomme påstanden om forvaring, at "de forbrydelser, som oplysningerne angiver at vedrøre, skal have fundet sted i perioden 1995-1998", og "at det efter sagens øvrige oplysninger ikke kan udelukkes, at oplysningerne vedrører nogle patienters dramatisering af visse - ubekræftede - rygter".

I sagen
Voskuil mod Holland, sagsnummer 64752/01 afgjort 22. november 2007 fandt den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at de hollandske myndigheder havde krænket Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 ved at spærre en journalist inde i 14 dage, fordi denne ikke ville røbe identiteten på en kilde, som han i en avis havde oplyst var ansat i politiet, og som i samme avis var citeret for at fortælle, at politifolk skulle have begået ulovligheder i forbindelse med efterforskningen af en straffesag om ulovlig våbenbesiddelse. Til trods for at det var forsvareren, der havde indkaldt journalisten som vidne, og til trods for at forsvarer og anklager var enige med de nationale domstole om, at vidneudsagnet kunne få betydning for sagens udfald, fandt EMD ikke, at det havde været berettiget at indespærre journalisten, idet hensynet til, at kilder ikke skræmmes fra at informere pressen om eventuelle uregelmæssigheder i myndighedsudøvelsen, skal vægtes højt i en demokratisk retsstat.

Retsplejelovens § 180 om vidners pligt til at genopfriske deres hukommelse, inden de skal afgive forklaring i retten, giver ikke polititjenestemænd adgang til at gennemlæse deres egen tidligere forklaring afgivet til politirapport, inden de skal afgive forklaring i retten. Se artikel. En sådan praksis vil få polititjenestemænd til at fremstå som bedre vidner end andre vidner, fordi retten kan forledes til at tro, at de husker sagsforløbet bedre end sagens eventuelle øvrige vidner (og tiltalte). 

Hvert vidne afhøres for sig
Retsplejelovens § 182 har følgende indhold: "Hvert vidne afhøres for sig. Et vidne må ikke påhøre forklaringer af andre vidner, syns- og skønsmænd eller parter, medmindre andet bestemmes af retten."

Reglen gælder for afhøringer af vidner i retten. Det fremgår imidlertid af retsplejelovens § 753, at reglen også gælder for politiets afhøringer af vidner.

I TfK 2010.637 ØLK var en person, der var sigtet i en straffesag, indkaldt som vidne mod nogle medgerningsmænd, hvis sag var udskilt til særskilt behandling. Han ønskede selv at overhøre hele sagen. Anklagemyndigheden fik ikke medhold i, at han skulle udelukkes fra at overvære den del af hovedforhandlingen, som lå forud for det tidspunkt, hvor han selv skulle afgive vidneforklaring. Landsretten udtalte blandt andet: "....Henset til det ovenfor anførte, og da S fortsat er sigtet i sagen, finder landsretten ikke grundlag for i medfør af retsplejelovens § 182, 2. pkt., at afskære S fra at påhøre forklaringer af andre vidner eller de tiltalte i sagen, jf. retsplejelovens § 748, stk. 1, 1. pkt. S skal derfor i medfør af § 748, stk. 1, 1. pkt., underrettes om alle for ham relevante retsmøder, og han er - med de i retsplejelovens § 748, stk. 5, nævnte undtagelser - berettiget til at overvære dem.

I TfK 2009.768 HK havde et vidne ved en fejl overhørt de tiltaltes forklaringer i retten. Højesteret tillod, at vidnet blev ført men udtalte blandt andet, at "retten ved bevisvurderingen bør være opmærksom på, om hendes forklaring kan være præget af, at hun har overhørt de tiltaltes forklaringer."

Bevisførelse om vidnets almindelige troværdighed
Det følger af retsplejelovens § 185, stk. 1, at bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed kun må finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer.

I UfR 1983.500 ØLK af 24. januar 1983 i anke 5-433/1982 pålagde Østre Landsret på forsvarerens begæring, at en straffeattest vedrørende et vidne blev dokumenteret under sagen. En politirapport kunne forstås således, at vidnets anmeldelse var en "hævnakt". Af byrettens kendelse fremgik det blandt andet, at "den begærede bevisførelse, blandt andet under hensyn til V's udtalelse om, at der er tale om en hævnakt, findes at være af betydning for sagens afgørelse, og at den ikke findes at gå udover den bevisførelse om et vidnes troværdighed, som bestemmelsen i retsplejelovens § 185 forudsætter kan finde sted, idet eventuel dokumentation kan finde sted for lukkede døre". Kendelsen blev uden yderligere bemærkninger stadfæstet af landsretten.   

I UfR 1998.1476 VLK fandt landsretten, at forurettede eller dennes bistandsadvokat ikke har adgang til at udtale sig om en begæring fra tiltaltes forsvarer om tilladelse til at stille spørgsmål til forurettede, der vedrører forurettedes almindelige troværdighed og derfor er omfattet af retsplejelovens § 185. Landsretten udtalte blandt andet:

"Det fremgår af forarbejderne til reglerne om advokatbeskikkelse for den forurettede, jf. Folketingstidende 1979-80 (2. samling), Tillæg A, spalte 470f, at bistandsadvokaten ikke skal kunne virke som en yderligere anklager i sagen. I betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager tiltrådte et enigt udvalg dette synspunkt, jf. betænkningen s. 57ff. Flertallet i udvalget kunne af samme grund ikke gå ind for, at bistandsadvokaten med henblik på en klarlæggelse af hændelsesforløbet direkte skulle kunne deltage i afhøringerne af forurettede og andre vidner samt eventuelt tiltalte, jf. betænkningen s. 58.

De samme hensyn må føre til, at en bistandsadvokat ikke skal have adgang til at udtale sig om spørgsmål, der vedrører bevisførelsen om skyldsspørgsmålet. Der er på den baggrund ikke grundlag for at give en advokat, der er beskikket for den forurettede i en voldssag, ret til at udtale sig om, hvorvidt der bør gives en af sagens parter adgang til at stille spørgsmål til den forurettede af den art, der er nævnt i retsplejelovens § 185, stk. 1, 2. pkt. Det må derimod høre til bistandsadvokatens opgaver bl.a. at anmode retten om at gribe ind, såfremt der stilles spørgsmål af den nævnte art til den forurettede, uden at der er givet tilladelse af retten hertil.

Det skal tilføjes, at det åbenbare hensyn, der er til et vidne i situationer, hvor vidnet skal besvare spørgsmål om, hvorvidt vidnet er under tiltale eller har været straffet, er taget ved den procedure, retsplejeloven foreskriver for, hvordan sådanne spørgsmål skal stilles og besvares, jf. retsplejelovens § 185, stk. 1, 3. pkt.

Med denne begrundelse stadfæstes den trufne beslutning.
"

Om adgangen til at indkalde børnesagkyndige som vidner i retten i sager, hvor børn har afgivet forklaring om påstået seksuelt misbrug af barnet se kapitel 4.3 om børnesagkyndige vidner under domsforhandlingen i betænkning nr. 1420 afgivet i august 2002 af Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn. I kapitlet gennemgås retspraksis, hvor der blandt andet henvises til kendelsen UfR 2002 551 HK, hvor retten afviste, at der kunne stilles spørgsmål til en psykolog, der havde haft et terapeutisk forløb med to drenge, om hendes opfattelse af troværdigheden af de oplysninger, som børnene var fremkommet med. Derimod fandt landsretten ikke, at der var noget til hinder for, at psykologen kunne afgive forklaring om det terapeutiske forløb og om de oplysninger, børnene havde givet under hendes samtaler med dem.

Det har ofte været hævdet, at retsplejelovens § 185, stk. 1, kan føre til, at uskyldige straffes, idet forsvaret med bestemmelsen effektivt afskæres fra at føre bevis for, at et vidne, der belaster forsvaret, ikke taler sandt i retten. Se for eksempel spørgsmål nr. 924 fremsat den 19. juni 1992 af Kim Behnke (FP). Spørgsmålet blev stillet efter, at forsvareren i "Roum-sagen" i medfør af retsplejelovens § 185, stk. 1, var blevet nægtet som vidne at føre en psykolog, som efter forsvarerens opfattelse havde manipuleret barnet til at fremkomme med usande beskyldninger om seksuelt misbrug begået af tiltalte. Kim Behnke afsluttede sit spørgsmål til ministeren med at bede denne sikre de "nødvendige ændringer" af retsplejelovens § 185, "således at retssikkerheden for tiltalte i straffesager kan genetableres".  

"Roum-sagen", hvor de tiltalte i begyndelsen af 90'erne blev fundet skyldige, blev efter nye lægelige vurderinger genoptaget af Den Særlige Klageret i 1994-95. Forsvareren, advokat Mogens Tange, udgav i 1995 på forlaget "Tange" bogen "Roum-sagen - en omvendt hekseproces?". Her sætter forfatteren blandt andet fokus på  mediernes påvirkning af straffesager, børns troværdighed som vidner og behandleres manipulation af børn.

Betænkning 316 udgivet i 1962 af et udvalg nedsat af Justitsministeriet førte blandt andet til indsættelsen af retsplejelovens § 183, som indeholdt en forenkling af de tidligere regler om bevisførelsen vedrørende vidners almindelige troværdighed. Indtil fandtes der særskilte regler herom i civilprocessen og i straffeprocessen.

Retsplejelovens § 185, stk. 1, suppleres med § 185, stk. 2, som vedrører bevisførelse om forurettedes tidligere seksuelle adfærd. Det fremgår af stk. 2, at en sådan bevisførelse kan "kun tillades, hvis den kan antages at være af væsentlig betydning for sagen".

Retsplejelovens § 185, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 257 af 27. maj 1981. Det oprindelige lovforslag indeholdt et generelt og absolut forbud mod den omhandlende bevisførelse. Under behandlingen i Folketinget blev der dog utrykt betænkeligheder ved et sådant generelt forbud, idet man henviste til, at der kan forekomme sager, hvor det af hensyn til sagens rette opklaring kan være nødvendigt i større eller mindre omfang at komme ind på forurettedes tidligere seksuelle adfærd. Forslaget blev derfor under retsudvalgets behandling ændret til den nugældende formulering, således at muligheden for at tillade en sådan bevisførelse, hvor det er af væsentlig betydning for sagen, blev opretholdt. Se lovbemærkningerne til lov nr. 257 af 27. maj 1981

Ved lov nr. 319 af 28. april 2009 blev § 185, stk. 2, udvidet således at den særlige vidnebeskyttelse ikke kun vedrører sager om voldtægt men nu også sager om overtrædelse af straffelovens § 210 samt alle sager i straffelovens kapitel 24 om sædelighedsforbrydelser. Se bemærkninger til lov nr. 319 af 28. april 2009

Om § 185, stk. 2, se nærmere kapitel 2.7 om reglerne om "indskrænket bevisførelse" i betænkning nr. 1458 om forbedring af voldtægtsofres retsstilling afgivet af Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg i 2005.

§ 185 fører i praksis til, at sagkyndige vidner afskæres fra at foretage generelle vurderinger af vidners troværdighed som det for eksempel var tilfældet i den ovenfor omtalte afgørelse UfR 2002 551 HK. Domstolene finder, at det tilkommer dommerne at vurdere beviser og ikke andre sagkyndige. Hvorvidt domstolene er gode til at vurdere beviser, har der gennem tiderne været sået tvivl om. Justitsministeriets forskningspulje afsatte i 2001 midler til støtte af projektet "De retlige aktørers kendskab til vidnepsykologi" af Sune Nolsøe og Camilla Hammer, Københavns Universitet. Specialeafhandlingen udkom den 22. august 2001, og på Justitsministeriets Hjemmeside er der under "rapporter vedrørende forskningspuljen" gengivet et resume af specialeafhandlingen.

Formålet med specialeafhandlingen var at undersøge, "hvor udbredt kendskabet er til de variabler, der har betydning for vidneforklaringers troværdighed". I undersøgelsen indgik seks forskellige respondentgrupper bestående af dommere, anklagere, advokater, jurastuderende, politielever og ”almindelige” mennesker. I Justitsministeriets resume hedder det blandt andet: "De juridisk uddannede grupper, der indgår i undersøgelsen, er ikke bedre end de øvrige grupper til at vurdere vidners objektive troværdighed. Resultaterne tilkendegiver dermed, at de juridisk uddannede har et forholdsvist lille kendskab til vidnepsykologi, og at kendskab til vidnepsykologi ikke blot er et spørgsmål om ”common sense”."

I andre lande er det ikke en selvfølge, at vidner skal beskyttes mod bevisførelse om vidnets almindelig troværdighed. I England og Wales anses det for en væsentlig del af tiltaltes forsvar, at tiltalte får lejlighed til at afhøre et vidne, der belaster tiltalte, for eksempel om vidnets forstraffe.

Den britiske anklagemyndighed ("The Crown Prosecution Service") har på sin hjemmeside fremlagt en vejledning til landets offentlige anklagere under "legal guidance" om anklagemyndighedens pligter med hensyn til offentliggørelse af oplysninger om straffedomme, advarsler mv.,der er overgået vidner, som anklagemyndigheden ønsker at føre mod tiltalte i en straffesag.

Det fremgår nærmere af vejledning af 12. september 2007 om "Disclosure of Previous Convictions of Prosecution Witnesses" fra The Crown Prosecution Service i England og Wales, at enhver oplysning om et vidnes forstraffe, der kan forventes at ville kunne underminere ("undermine") anklagemyndighedens bevisførelse, eller som forventes at ville kunne gavne ("assist") tiltaltes bevisførelse, skal videregives til forsvaret. Dette gælder for eksempel også oplysninger om såkaldte "spent convictions", hvilket vil sige oplysninger om strafferetlige afgørelser mod vidnet, der er så gamle, at de ikke længere findes på vidnets straffeattest. En lang række tidligere sager mod vidnet som for eksempel sager om falsk forklaring, vold mod tjenestemand og bedrageri skal uden undtagelse fremlægges for forsvaret. Tidligere bagatelsager mod vidnet skal også fremlægges, hvis de skønnes relevante efter kriteriet nævnt ovenfor. Kun i tilfælde, hvor anklagemyndigheden er overbevist om, at oplysninger om et vidnes forstraffe ikke kan underminere anklagemyndighedens bevisførelse eller være til gavn for forsvarets bevisførelse, behøver anklagemyndigheden ikke underrette forsvaret om vidnets forstraffe. Der angives en række vejledende eksempler: Har anklagemyndighedens vidne for eksempel under afhøringen benægtet, at vidnet har haft noget med narkotiske stoffer at gøre, og er vidnet tidligere straffet for forhold, der relaterer sig til narkotiske stoffer, skal eventuelle forstraffe fremlægges. Benægter anklagemyndighedens vidne, at vidnet kan føre bil, og findes der tidligere afgørelser mod vidner, der indicerer, at vidnet har ført bil, skal disse fremlægges.

I sagen James Holland underkendte "Privy Council" i 2005 en afgørelse, hvor de skotske domstole havde fundet en person skyldig i en forbrydelse, idet anklagemyndigheden havde undladt for forsvaret under sagens forberedelse at fremlægge oplysninger om vidnernes relevante forstraffe. Der var i afgørelsen enighed om, at EMRK artikel 6 (1) skal forstås således, at anklagemyndigheden forud for en straffesags behandling for retten skal fremlægge oplysninger om relevante forstraffe vedrørende anklagemyndighedens vidner. Se side 25 og 26. Der henvistes blandt andet til EMDs afgørelse i sagen Edwards v United Kingdom (1993) 15 EHRR 417, 431–432, para 36, hvor blandt andet følgende fremgår: “The Court considers that it is a requirement of fairness under paragraph 1 of Article 6 (art. 6-1), indeed one which is recognised under English law, that the prosecution authorities disclose to the defence all material evidence for or against the accused. ...

Se nærmere i kapitlet "Mere om bevisførelsen under hovedforhandlingen" nedenfor, hvor der blandt andet behandles forskellige vidnepsykologiske aspekter.

Betænkning 1056 om anonyme vidner - 1985

Vidnegodtgørelse og godtgørelse til personer, der afhøres hos politiet mv.
Det følger af retsplejelovens § 188, stk. 1, at domstolsstyrelsen fastsætter regler om godtgørelse til vidner. Af § 188, stk. 2, følger, at Justitsministeriet fastsætter regler om godtgørelse til personer, der efter indkaldelse har afgivet forklaring til politiet. Reglerne er fastsat i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 712 af 17. november 1987 med senere ændringer.

Personer, der afgiver forklaring hos statsadvokaten vedrørende en klage over politiet eller anmeldelse mod polititjenestemænd i medfør af retsplejelovens kapitel 93 b eller kapitel 93 c, har krav på vidnegodtgørelse mv. efter Justitsministeriets skrivelse af 5. januar 1996, Justitsministeriets journalnummer 1995-945-0226. Se nærmere nedenfor om
politiklageordningen.

I TfK 2004.57 VLK fik et vidne godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste. Vidnet var indkaldt til at afgive vidneforklaring i en straffesag, der blev aflyst aftenen før, at den var berammet. Vidnet kunne ikke møde på arbejde, idet det på arbejdspladsen var bestemt, at en anden skulle udføre vidnets arbejde i anledning af, at vidnet havde meddelt, at vidnet ikke kunne møde på arbejde på grund af indkaldelsen til retsmødet.

I TfK 2004.4 ØLK En advokat og tre revisorer fik alle godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste udover den sædvanlige godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste i anledning af, at de skulle afgive vidneforklaring under en straffesag. Østre Landsret udtalte blandt andet: "Det må antages, at de fire vidner, der alle driver liberalt erhverv, har haft indtægtstab, der overstiger den normale vidnegodtgørelse i anledning af deres indkaldelse til at afgive forklaring som vidne i retten." Det fremgik af et brev fra advokaten til retten, at advokaten var indkaldt til kl. 11.00, og at afhøringen sluttede kl. 12.30. Det fremgår videre, at han måtte rejse hjemmefra kl. 8.00, og at han var hjemme igen kl. 15.30. Advokaten fik tilkendt kr. 3.000 i godtgørelse og 2.471 kr. til dækning af rejseudgifter.   

I UfR 1991.918 HK skulle en person med ophold i udlandet afhøres som vidne under en dommerundersøgelse, der var nedsat for at undersøge behandlingen af flygtninge i Københavns Fængsler. Den pågældende skulle rejse fra Gambia og gjorde gældende, at han på grund af en behandlingskrævende psykisk lidelse havde behov for en ledsager til rejsen. Det offentlige betalte rejse- og opholdsomkostningerne for ledsageren.

Særlige regler om afhøring af vidner ved hjælp af telekommunikation med billede (retsplejelovens § 192)
Af bestemmelsens stykke 2 fremgår, at et vidne kan indkaldes til at give møde for
1) en ret,
2) en offentlig myndighed, der er bemyndiget til at stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for telekommunikation med billede i retssager, jf. stk. 3, eller
3) en fysisk eller juridisk person, der har autorisation til at stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for telekommunikation med billede i retssager.

Bestemmelsens 3., 4. og 5. stykke hjemler domstolsstyrelsen adgang til at bemyndige offentlige myndigheder og fysiske eller juridiske personer til at stille kommunikations udstyr til rådighed til brug for telekommunikation med billede i retssager, samt til at tilbagekalde tilladelser. 6. stykke giver mulighed for, at vidner, der befinder sig i udlandet, kan afhøres ved hjælp af telekommunikation med billede.

Vedrørende anvendelse af telekommunikation med billede straffesager se nedenfor under retsplejelovens §§ 748 a og 748 b.

2.7. Retshjælp og fri proces i civile sager

Betænkning nr. 1436 om reform af den civile retspleje, kapitel 8 om retshjælp
Betænkning 1113 om advokatretshjælp, fri proces og retshjælpsforsikring - 1987
Betænkning 404 om ændring af reglerne om fri proces og organisation af den vederlagsfri retshjælp - 1966

Retsplejelovens
§§ 323 til 336 i retsplejelovens kapitel 31 regulerer adgangen til retshjælp og fri proces i civile sager. Reglerne gælder ikke for straffesager, hvor der ikke er adgang til at opnå fri proces. Offentlig retshjælp kan kun opnås i meget begrænset omfang i straffesager. Se nærmere herom nedenfor under sagsomkostninger i strafferetsplejen.

2.7.1 - Retshjælp ved advokater og ved retshjælpskontorer som for eksempel KRIMs Retshjælp
Borgerne kan få "helt grundlæggende mundtlig rådgivning" i advokatvagter. De kan derudover få offentligt tilskud til rådgivning "ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning" og  "rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger" hos advokater. Reglerne herom er fastsat i retsplejelovens § 323. Derudover findes der en række offentligt støttede retshjælpskontorer, hvor borgerne kan søge gratis retshjælp. Kontorerne er ofte bemandet med jurastuderende, der har den egentlige kontakt med borgerne, medens kontorerne ledes af egentlige jurister eller advokater. Eksempler på større retshjælpsinstitutioner i Danmark er Københavns Retshjælp, Århus Retshjælp, Gellerup Retshjælp og KRIMs Retshjælp. Der findes i hele landet lidt mere end 100 institutioner. Det er Civilstyrelsen som fastsætter størrelsen af den offentlige støtte til de enkelte institutioner. Tilskud fra Civilstyrelsen ydes efter reglerne i retsplejelovens § 324. 

Retshjælpen, der ydes på et retshjælpskontor, kan som ovenfor anført bestå af "helt grundlæggende mundtlig rådgivning", rådgivning "ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning" og  "rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger". Disse tre kategorier betegnes som retshjælp efter trin 1, retshjælp efter trin 2 og retshjælp efter trin 3. Retshjælpskontorer kan yde retshjælp efter alle tre trin. Se uddrag af kapitel 8 i betænkning 1436, der blandt andet gennemgår omfanget af retshjælp på hvert enkelt af de tre trin.

Bemærk, at det udtrykkeligt fremgår af retsplejelovens § 323, stk. 2, at enhver "har ret til vederlagsfri retshjælp på trin 1 vedrørende ethvert retsspørgsmål". Dette indebærer for eksempel, at Krims Retshjælp kan yde retshjælp inden for det straffuldbyrdelsesretlige, politiretlige og strafferetlige område. Bestemmelsen indebærer også, at retshjælp efter trin 1 kan ydes uden hensyn til den retshjælpssøgendes økonomiske forhold, og at den kan ydes til anonyme personer, udlændinge m. fl.


Der kan ikke ydes vederlag for retshjælp hos advokat i sager, der er under behandling hos en forvaltningsmyndighed, medmindre der er tale om en klage over en afgørelse truffet af en forvaltningsmyndighed. Der kan således ikke gives retshjælp til dækning af advokatomkostninger til en indsat i et fængsel, der ønsker advokatbistand til at ansøge om udgang fra fængslet. Nægter fængslet den pågældende udgang, kan den indsatte derimod opnå offentlig retshjælp til advokatbistand i forbindelse med indgivelsen af en klage over fængslets afgørelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Se for eksempel UfR 2008.2202 HD, hvor Højesteret fandt, at Retten i Sønderborg havde været berettiget til at nægte at yde vederlag for retshjælp til en advokat, der havde forlangt vederlag fra det offentlige i 21 retshjælpsblanketter vedrørende sager, "der angik eller var under behandling ved en forvaltningsmyndighed, "såfremt det må antages, at vejledning og bistand i fornødent omfang gives af myndigheden". Det var ikke godtgjort, at myndighederne i de omhandlede sager ikke havde ydet vejledning og bistand i fornødent omfang til advokatens klienter.

2.7.2.1 - Fri proces i civile sager

Udgangspunktet er, at personer, der opfylder visse nærmere bestemte økonomiske betingelser for at opnå fri proces, kan få fri proces, såfremt der er rimelig grund til at føre sagen.
Se artikel af 20. marts 2011 af Claus Bonnez om betingelserne for fri proes

I kendelse nr. 11191 af 7. november 1990 meddelte Civilretsdirektoratet fri proces til ansøgeren, uagtet at sagen udsprang af strafbart forhold.


Det kan efter Den europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis udgøre en krænkelse af artikel 6 at udelukke borgere fra adgangen til fri proces, hvis dette kan føre til uretfærdighed.

I sagen Steel og Morris mod Storbritannien, sagsnummer 68416/01, der blev afgjort den 15. februar 2005 af EMD, fandtes det, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, at nogle mindre bemidlede borgere, der var sagsøgt af et stort transnationalt selskab (burgerkæden "McDonald's") ikke havde fået fri proces. I præmis 69 henviser menneskerettighedsdomstolen til, at "the disparity between the respective levels of legal assistance enjoyed by the applicants and McDonald's (see paragraph 16 above) was of such a degree that it could not have failed, in this exceptionally demanding case, to have given rise to unfairness, despite the best efforts of the judges at first instance and on appeal. Den omstændighed, at retten havde gjort dens bedste ("best efforts") for at bistå de sagsøgte under sagen, var således ikke tilstrækkeligt for at undgå, at EMRK artikel 6 blev anset for krænket ved at nægte de sagsøgte fri proces. 
 

Af retsplejelovens § 328, stk. 2, fremgår blandt andet, at "sagens betydning for ansøgeren" tillægges betydning, når der skal tages stilling til, om ansøgeren har "rimelig grund til at føre proces", som er et af de krav, der skal være opfyldt, førend der kan gives fri proces. Herom anføres i note 5, side 690, 2. spalte, i Kommenteret Retsplejelov, bind 1, 8. udgave, DJØF forlag 2008, blandt andet: "..Som eksempler på tilfælde, hvor sagen fra en objektiv betragtning kan have stor betydning for ansøgeren, kan nævnes sager om en persons bolig, arbejde og helbred. I sager om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål, om opsigelse og ophævelse af ansættelsesforhold eller om personskade er lejeren, arbejdstageren og skadelidte ofte i en svag stilling i forhold til udlejeren, arbejdsgiveren og skadevolderen, og samtidig vil sagerne kunne have stor velfærdsmæssig betydning for den, der risikerer at miste sin bolig, den, der risikerer at miste eller har mistet sit arbejde, og den, der er kommet - måske alvorligt - til skade. I de nævnte sager findes i øvrigt en særlig afvejningsregel, jf. bestemmelsens stk. 3. Som et andet eksempel kan nævnes sager om forældremyndighed, hvor ansøgeren risikerer at miste forældremyndigheden eller del i forældremyndigheden. Sådanne sager har så afgørende betydning for ansøgeren, at det normalt vil være udslagsgivende, herunder selv om ansøgeren har tabt sagen i første instans og nu ansøger om fri proces til appel. Det bemærkes, at sager i første instans af denne karakter er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 1, og at § 328, stk. 2, nr. 1, således netop får betydning i appelsager. Det bemærkes endvidere, at særlige omstændigheder kan begrunde, at udgangspunktet fraviges, og at der dermed ikke gives fri proces. Sådanne særlige omstændigheder kan navnlig bestå i oplysninger om, at ansøgeren har udøvet vold over for barnet eller har misbrugt barnet seksuelt, eller - hvis der er tale om et stort barn (som udgangspunkt over 12 år) - om, at barnet klart ønsker at bo hos den anden af forældrene. .."

2.7.2.2 - Fri proces under indbringelse af sager for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
EMD kan yde fri proces til klagere, hvor der er behov for dette, og når klageren ikke selv har midler til at føre sagen. Der kan tidligst opnås retshjælp fra det tidspunkt, hvor domstolen har anmodet om den indklagede stats bemærkninger til klagen, og staten har svaret eller ikke har overholdt fristen for at svare. Fri proces ydes i det væsentlige til bistand til at føre sagen fra en person, som domstolen har godkendt. Advokater kan godkendes af domstolene, hvis advokaten må praktisere i et medlemsland, og hvis advokaten kan tale engelsk eller fransk. 

Civilstyrelsen kan fri proces fra det tidspunkt, hvor EMD har bedt de danske myndigheder om at fremkomme med bemærkninger til en klage. Fri proces fra de danske myndigheder ydes kun i det omfang, at dækning ikke kan opnås fra EMD.

2.7.2.3 - Fri proces til fængslede personer

I sagen Larin mod Rusland afgjort af EMD den 20. maj 2010 under sagsnummer 15034/02 udtalte EMD i præmis 54, at udgangspunktet er, at der ikke består noget krav på gratis juridisk bistand i civile sager, men at der er undtagelser til denne regel. Det fremgår videre af præmis 54, at i de tilfælde, hvor en frihedsberøvet persons muligheder for effektivt at varetage sine interesser i en civil ikke kan sikres på andre måder, bør der i lovgivningen sikres adgang til fri proces til den pågældende. Klageren var blevet fundet skyldig i blandt andet at have købt en bil for falske penge. Efterfølgende havde sælgeren forlangt bilen tilbage under en civil sag. I præmis 44 bemærker EMD, at klageren formentlig ikke havde store chancer for at få medhold under den civile sag, hvilket imidlertid ikke førte til, at EMD fandt, at fri proces kunne nægtes.

2.8 - Administrativ frihedsberøvelse

Betænkning 1039 om tvangsindgreb uden for strafferetsplejen - 1985

Administrativ (og straffeprocessuel) frihedsberøvelse og EMRK artikel 5

Den europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 5 har følgende indhold:

"1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse
med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde:
- a) lovlig forvaring af en person efter domfældelse af en kompetent domstol;
- b) lovlig anholdelse eller forvaring for ikke-efterkommelse af en domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse;
- c) lovlig anholdelse eller forvaring af en person med det formål at stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har foretaget en retsstridig handling, eller når der er rimelig grund til at anse det for nødvendigt for at hindre ham i at foretage en retsstridig handling eller i at flygte efter at have fuldbyrdet en sådan;
- d) forvaring af en mindreårig ifølge lovlig kendelse med det formål at føre tilsyn med hans opdragelse eller for at stille ham for den kompetente myndighed; e) lovlig forvaring af personer for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, af personer der er mentalt abnorme, drankere, narkomaner eller vagabonder;
- f) lovlig anholdelse eller forvaring af en person for at hindre ham i uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem udvisnings- eller udleveringssag er svævende.
2. Enhver, der anholdes, skal ufortøvet på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver mod ham rettet anklage.
3. Enhver, der anholdes eller tages i forvaring i henhold til bestemmelserne i denne Artikels stk. 1 c), skal ufortøvet stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til rettergang inden en rimelig tid, eller til at blive løsladt i afventning af rettergang. Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen.
4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller forvaring, skal være berettiget til at tage skridt til, at der af en domstol træffes hurtig afgørelse om lovligheden af hans forvaring, og at hans løsladelse beordres, hvis forvaringen ikke er retmæssig;
5. Enhver, der har været genstand for anholdelse eller forvaring i modstrid med bestemmelserne i denne Artikel, har ret til erstatning.
"

Jon Fridrik Kjølbro anfører i "Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - for praktikere", 3. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2010, side  285, nederst, side 286, øverst: ".. Konventionen stiller nogle krav til frihedsberøvelsens formål. For at være forenelig med konventionen skal en frihedsberøvelse varetage mindst ét af de formål og dermed være omfattet af mindst en af de frihedsberøvelsesgrunde, der er opregnet i litra a til f. Opregningen af tilfælde, hvor frihedsberøvelsen kan være forenelig med konventionen, er udtømmende og udgør en undtagelse fra retten til frihed og skal derfor fortolkes indskrænkende. Det gælder, selv om der er tale om bekæmpelse af f. eks. organiseret kriminalitet. .."

Administrativ frihedsberøvelse i dansk ret

Politiloven

Politiloven giver i en række tilfælde mulighed for, at der kan foretages administrativ frihedsberøvelse af personer:

Politiet kan i henhold til politilovens § 5, stk. 3, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren, om nødvendigt frihedsberøve personer for at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed. Efter politilovens § 8, stk. 4, kan politiet, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren, om nødvendigt frihedsberøve personer, "der giver anledning til fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed".  Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.

Af politilovens § 7, stk. 6, fremgår, at politiet kan "skride ind som ved opløb", hvis "forsamlinger under åben himmel" befrygtes at være til fare for den offentlige fred", og forsamlingen ikke efterkommer et forbud efter politilovens § 7, stk. 4, eller et påbud efter politilovens § 7, stk. 5, om at opløses. Frihedsberøvelse efter bestemmelsen kan således finde sted, når betingelserne i bestemmelsen samt betingelserne i § 9, stk. 3 (omtalt umiddelbart nedenfor), er opfyldt. 

Efter politilovens § 9, stk. 3, kan politiet, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren, om nødvendigt frihedsberøve personer for at afværge opløb, der indebærer fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.

Politiet kan efter politilovens § 10, stk. 4, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge fare for en syg eller hjælpeløs person eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, om nødvendigt frihedsberøve denne med henblik på hjemtransport, lægeundersøgelse eller overgivelse til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt.

Politiet kan efter politilovens § 11, stk. 4, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige, om nødvendigt frihedsberøve en person, der er ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af indtagelse af alkohol eller andre berusende eller bedøvende midler, og som træffes under forhold, der indebærer fare for den pågældende selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Dette må ske, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige, og frihedsberøvelsen sker "med henblik på hjemtransport, overgivelse til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende, indbringelse til hospital, forsorgshjem eller lignende eller indsættelse i detention. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt".

Efter politilovens § 13, stk. 4, kan børn, som træffes under forhold, som indebærer fare for barnets sikkerhed eller sundhed, om nødvendigt frihedsberøves, hvis ikke mindre indgribende midler findes tilstrækkelige for at afværge faren. Frihedsberøvelsen må findes sted "med henblik på overgivelse til forældremyndighedens indehaver, de sociale myndigheder eller andre, der på forsvarlig vis er i stand til at tage sig af barnet. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer."

Frihedsberøvelse inden for strafferetsplejen kan prøves ved domstolene efter retsplejelovens kapitel 93 a, såfremt erstatningssøgende ikke har fået helt eller delvist medhold i et krav om erstatning rejst overfor anklagemyndigheden efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. I det følgende behandles alene reglerne om domstolsprøvelse af afgørelser om administrativ frihedsberøvelse. Om erstatning for straffeprocessuelle indgreb henvises til kapitel 3.1 nedenfor om erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb i retsplejelovens kapitel 93 a.

Administrativ frihedsberøvelse efter politilovens § 5
Efter § 5, stk. 3, i politiloven kan politiet frihedsberøve den eller dem, "der giver anledning" til fare, hvis ikke mindre indgribende midler er tilstrækkelige til at afværge faren. Loven giver således hjemmel til såkaldte "administrative" eller "præventive" frihedsberøvelser. Efter retsplejelovens kapitel 43 a kan enhver, der har været udsat for en administrativ frihedsberøvelse forlange denne prøvet ved retten, og den pågældende kan ved retten blandt andet forlange erstatning, hvis betingelserne for indgrebet ikke er opfyldt. 

Adgangen til erstatning for indgreb efter politiloven behandles i lovbemærkningernes punkt 9. Det er værd at bemærke, at det fremgår heraf, at rigspolitichefen i forbindelse med politikommissionens drøftelse af mindretallets forslag om en ændring af reglerne om domstolsprøvelse har gjort gældende, at "man ved afgørelse af spørgsmål om erstatning anlægger en for politiet streng culpavurdering", og at "langt de fleste erstatningskrav imødekommes".

Se bemærkningerne til § 5 i forslag nr. 159 af 4. februar 2004 fremsat af justitsministeren (Lene Espersen) til lov om politiets virksomhed

Se nærmere om anvendelsen af politilovens § 5 samt om domstolsprøvelse og erstatning til personer, der har været administrativt frihedsberøvet efter bestemmelsen

Administrativ frihedsberøvelse efter politilovens § 8 og § 9
Politilovens §§ 8 og 9 vedrører reglerne om administrativ frihedsberøvelse i forbindelse med forsamlinger og opløb. Med lov nr. 1107 af 1. december 2009 blev der vedtaget en ændring af politiloven som et led i en "styrket indsats mod omfattende forstyrrelse af den offentlige orden m.v". Loven skulle angiveligt give politiet bedre muligheder for at gribe ind overfor personer, der efter politiets opfattelse ville forstyrre den offentlige orden under demonstrationer mv. Ændringen medførte, at reglen i politiloven om, at administrativ frihedsberøvelse som udgangspunkt kan finde sted i indtil 6 timer blev udvidet til at gælde i indtil 12 timer. Denne ændring gælder imidlertid ikke i forhold til lovens § 5 men alene i forhold til lovens § 8 (om offentlige forsamlinger) og lovens § 9 (om opløb). Se mere om lov nr. 1107 af 1. december 2009

Særligt om politiloven og EMRK artikel 5

Politikommissionen udtaler sig i punkt 4.4.6 i betænkning 1410, side 70, om, hvorledes kommissionen fortolker EMRK artikel 5. Kommissionen udtaler blandt andet: "Det følger bl.a. af bestemmelsen, at en frihedsberøvelse skal have hjemmel i national lovgivning (jf. formuleringen ”den ved lov foreskrevne fremgangsmåde” og ”lovlig”), og at national lovgivning skal være overholdt i den konkrete sag. Det er endvidere et krav, at den nationale lovgivning opfylder de kvalitative krav, der følger af konventionen, herunder kravet om at retsreglerne skal være tilgængelige, at de skal være tilstrækkeligt klare og præcise, og at retstilstanden skal være forudsigelig. De nationale regler skal beskytte mod vilkårlige frihedsberøvelser."

Endvidere udtales på samme side:

"Konventionen stiller endvidere nogle krav til frihedsberøvelsens formål. For at være forenelig med konventionen, skal frihedsberøvelsen varetage mindst ét af de formål, og dermed være omfattet af mindst én af de frihedsberøvelsesgrunde, der er opregnet i artikel 5, stk. 1, litra a til f. Opregningen er udtømmende, og skal efter praksis fortolkes indskrænkende."

Af politilovens § 5, stk. 3, jævnfør stk. 1, følger, at politiet kan foretage frihedsberøvelse alene for at "afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed". Litra a-f i EMRK artikel 5 ses ikke at indeholde en lignende begrundelse for frihedsberøvelse. Da litra a-f i EMRK artikel 5 efter praksis ved EMD - og tilsyneladende også politikommissionens opfattelse - anses for at være en udtømmende opregning af de grunde, der kan give anledning til frihedsberøvelse efter EMRK artikel 5, kan det vel anses for tvivlsomt, om politilovens § 5 opfylder betingelserne i EMRK artikel 5. Kommissionen anfører - også på side 70 - at administrative anholdelser i dansk praksis "opfylder de krav til hjemmelen, der følger af artikel 5, stk. 1". Kommissionen argumenterer ikke på nogen måde for denne konklusion.

Der har i længere tid blandt danske retsteoretikere været antaget, at betingelserne for at frihedsberøve personer i Danmark kan være mindre strenge end i andre europæiske lande. Erik Christensen anfører i J 1968.8 således: "Ethvert politimæssigt indgreb forudsætter en politiretlig interesse... Fuldmagten (retsplejelovens § 108) kan alene påberåbes til afværgelse af fare og dette for politiretten konstitutive farebegreb er bestemmende både for spørgsmålet om, om indgreb overhovedet kan ske, og for dets opretholdelse, form og intensitet. Den fare, der skal imødegås, må være af objektiv påviselig karakter, og risikoen for dens indtræden ikke blot være en abstrakt mulighed, men sandsynlig. Drejer det sig om indgreb i den personlige frihed, stilles i svensk og tysk ret strengere krav  til farens intensitet, for så vidt som sandsynlighedskravet skærpes til et krav om overhængende fare - en skærpelse der er kommet direkte til udtryk i nyere tysk politilovgivning."

Mindre betydelige ordenskrænkelser kan næppe begrunde frihedsberøvelse
I politikommissionens betænkning 1410 fra 2002 om politilovgivning anfører kommissionen på side 168, nederst, og videre på side 169 blandt andet følgende:

"... Udtrykket ”afværge fare” indebærer, at politiets indgreb forudsætter en konstateret konkret og nærliggende fare for en forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Afgørelsen af, om der foreligger den til et indgreb fornødne fare, afhænger af en konkret vurdering af situationen, men det bør ikke være således, at politiet lader en fare udvikle sig, før der gribes ind. Politiet kan således f.eks. gribe ind ved optræk til slagsmål foran et værtshus o.lign.

Det er ikke en betingelse, at en krænkelse af de nævnte politiretlige beskyttelsesinteresser endnu er realiseret, men der skal være en vis sandsynlighed for, at det vil ske. Et indgreb forudsætter ikke nødvendigvis viden om, hvorledes en krænkelse i detaljer vil udmønte sig, eller hvilke konkrete interesser der vil blive krænket. Endvidere forudsætter en konkret og nærliggende fare ikke nødvendigvis, at faren i tidsmæssig sammenhæng er tæt på at blive realiseret. Det afgørende er sandsynligheden for, at faren vil blive realiseret, hvis ikke politiet griber ind. Hvis f.eks. en person er ved at opstille et musikanlæg med henblik på at forstyrre afviklingen af et politisk møde, kan politiet gribe ind, selvom mødet først starter flere timer senere.

Alene det forhold, at en person er kendt som uromager, kan ikke i sig selv danne grundlag for et indgreb. Tidligere erfaringer med en person - eller en gruppe af personer - kan dog sammen med de konkrete omstændigheder indgå i vurderingen af, om der er en konkret og nærliggende fare for en forstyrrelse m.v.

Politiet skal efter bestemmelsen om muligt anvende det mindst indgribende middel i en given situation. Kan en faresituation afværges ved, at politiet udsteder et påbud, er politiet således afskåret fra at gennemføre en frihedsberøvelse. Vurderingen af, hvilke indgreb der bør iværksættes, vil i øvrigt afhænge af en konkret vurdering af situationen.

Endvidere indebærer det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, at politiet alene må foretage indgreb i det omfang, et indgreb er proportionalt i forhold til den fare, der truer de politiretlige beskyttelsesinteresser (orden og sikkerhed). Det kan f.eks. tænkes, at politiet i en situation, hvor mindre indgrebsmidler har vist sig nytteløse, alligevel må afstå fra at gennemføre en frihedsberøvelse, fordi en frihedsberøvelse vil være uproportional i forhold til faren. Mindre betydelige ordenskrænkelser vil f.eks. næppe altid kunne danne grundlag for frihedsberøvelse, og politiet må derfor i sådanne tilfælde i stedet overveje at udstede et bødeforelæg i anledning af krænkelsen.

Af det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip følger endvidere bl.a., at indgreb skal gennemføres så skånsomt som forsvarligt
. .."

Administrativ frihedsberøvelse efter politiloven fordrer en "konkret og nærliggende" fare
Retten i Odense tilkendte den 16. september 2005 i sagen BS 8-4962/2004 erstatning til tre personer. I dommen - som er upåanket - fik de tre medhold i, at en administrativ anholdelse af disse havde været ulovlig. De tre personer var den 18. september 2004 blevet anholdt af politiet få minutter efter, at de havde forladt deres minibus på en parkeringsplads i Odense centrum for at begive sig hen til en demonstration arrangeret af "Odenseanere mod racisme". Demonstrationen skulle begynde omtrent på det tidspunkt, hvor de tre blev anholdt, og den skulle foregå i Kongens Have i Odense centrum i anledning af, at Dansk Folkeparti samme weekend holdt landsmøde i Odense Congress Center. Retten anførte i sine bemærkninger til dommen blandt andet følgende: "Retten finder særligt efter det anførte ikke, at der har foreligget en tilstrækkelig konkret og nærliggende fare for forstyrrelse af den offentlige orden eller for enkeltpersoners sikkerhed, som er en forudsætning for, at der kan ske frihedsberøvelse efter politilovens § 5, stk. 3." Politidirektøren ankede ikke afgørelsen.

I TfK 2009.346 ØLD blev en person den 26. november 2006 anholdt under en uanmeldt demonstration ved "Faderhuset" i Rødovre, hvor der blandt andet var begået hærværk inde i bygningen. Den pågældende blev såvel ved byretten som landsretten frifundet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3. For landsretten påberåbte anklagemyndigheden sig yderligere politilovens §§ 8 og 9. Landsretten udtalte herom: "Vedrørende politilovens § 8 finder landsretten, at det efter det anførte om demonstration ikke er godtgjort, at betingelserne for anholdelse, var opfyldt, og allerede fordi der ikke forelå opløb, kan politilovens § 9 heller ikke finde anvendelse.

Nærmere om praksis vedrørende detentionsanbringelse og anden administrativ frihedsberøvelse
Politiet skal bevise, at det er nødvendigt at anbringe en person i detentionen, og personen har krav på erstatning, hvis anbringelsen ikke er berettiget. Detentionsanbringelser er begrundet i orden og sikkerhed. Kan en person ikke tage vare på sig selv for eksempel på grund af spirituspåvirkethed, og findes der ikke et bedre middel til at hjælpe personen som for eksempel at køre den pågældende hjem, kan personen anbringes i detentionen. Bevisbyrden ligger imidlertid hos det offentlige. Se for eksempel
UfR 2006.2491V.

I dommen UfR 1996.21 ØLD blev en 23-årig mand tilkendt erstatning for uberettiget frihedsberøvelse. Han var blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af retsplejelovens § 750, idet han havde nægtet at oplyse sin adresse til politiet. Ved ankomst til politistationen opgav han sine data. Han var derpå blevet anbragt 4 timer i detentionen, hvorpå han blev afhørt og løsladt. Politifolkene begrundede under sagen detentionsanbringelsen med, at den pågældende var "spirituspåvirket og ophidset", at han havde "balancebesvær og røde øjne, ligesom han slog lidt ud efter betjentene, da de ville visitere ham". Modsat byretten tilkendte Østre Landsret den pågældende erstatning for uberettiget frihedsberøvelse. Landsretten henviste i sin begrundelse blandt andet til, at "selv om E på det pågældende tidspunkt i et vist omfang var spirituspåvirket og ophidset, findes der ikke grundlag for at fastslå, at han havde balancebesvær eller i øvrigt ikke kunne tage vare på sig selv."

I Steel m. fl. mod Storbritannien afgjort af EMD den 23. september 1998 under sagsnummer 24838/94 fandt EMD, at EMRK artikel 5 var krænket. 3 personer havde deltaget i en fredsdemonstration ved et konferencecenter, hvor der blev holdt et arrangement om kamphelikoptere. De tre personer klagede til EMD over, at de af de britiske myndigheder under demonstrationen var blevet anholdt og derpå tilbageholdt i 7 timer, uden at der havde været grundlag for dette skridt. Af præmis 64 følger, at EMD ikke så nogen grund til at anse protesten for andet end fuldt ud fredelig. EMD fandt ingen indikationer på, at klagerne har forstyrret eller forsøgt at forstyrre dem, som deltog i konferencen, eller at de har opført sig på en måde, der kunne fremprovokere vold fra andre. Der var efter EMD's opfattelse intet ved klagernes opførsel, der kunne berettige politiet til at frygte, at fredsforstyrrelser skulle finde sted. EMD fandt ikke, at frihedsberøvelsen var i overensstemmelse med engelsk lovgivning, der tillader, at personer kan tilbageholdes efter den af myndighederne påberåbte bestemmelse i national lovgivning, hvis det er rimeligt at antage, at de pågældende vil optræde fredsforstyrrende ("cause a breach of the peace"). Se præmis 57. Af præmis 110 følger, at EMD også fandt EMRK artikel 10 krænket for de tre klageres vedkommende.   

I sagen Witold Litwa mod Polen (sagsnummer 26629/95 fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 4. april 2000, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 5, stk. 1 (e) i et tilfælde, hvor en person havde været frihedsberøvet i et afrusningscenter i 6 timer og 30 minutter. I præmis 79 udtaler EMD blandt andet, at der efter national lovgivning er muligheder for at vælge mindre indgribende midler over for en beruset person herunder at bringe den pågældende på hospitalet eller til sit hjem. Man havde uden nærmere prøvelse valgt den mest indgribende foranstaltning, som var frihedsberøvelse i det omhandlede afrusningscenter (et såkaldt "sobering-up centre). Dette udgjorde efter EMD en krænkelse af artikel 5, § 1 (e). Den pågældende ved menneskerettighedsdomstolen tilkendt en erstatning, der udgjorde 8.000 Zlotys (ca. 15.000 kr.)

I Kharin mod Rusland afgjort af EMD den 3. februar 2011 under sagsnummer 37345/03 fandt 4 ud af 7 dommere ved EMD, at tilbageholdelse i detentionen i 11 timer og 50 minutter af en spirituspåvirket person, der - efter at være smidt ud af en butik - var kommet tilbage til butikken, og som umiddelbart havde slået ud efter de politifolk, der var tilkaldt for at få den pågældende fjernet fra butikken. Af præmis 44 fremgår det, at flertallet af EMDs medlemmer lagde vægt på, at det af vidneudsagn fra en ansat i butikken, en vagt fra butikken samt de tilkaldte polititjenestemænd fremgik, at klageren havde været aggressiv og truet de tilstedeværende, at han havde forsøgt at komme i slagsmål med politiet, at han havde kastet sin taske rundt i butikken, og at han efterfølgende havde fortsat sin aggressive adfærd i politibilen og i detentionen. EMD's flertal udtaler (også i præmis 44), at de fandt, at politiet havde haft tilstrækkelig grund til at tilbageholde klageren i detentionen, indtil han var blevet ædru ("....the police had sufficient reasons to detain the applicant in the centre until he had sobered up ..."). Flertallet bemærker i præmis 45 også, at det fremgik af sagen, at politiet havde forsøgt sig med mindre indgribende midler end detentionsanbringelse, men at disse var utilstrækkelige (".. It also appears that the police contemplated less serious measures, found them insufficient to safeguard the public interest and reasonably considered that it was necessary to detain the applicant .."). Mindretallet - 3 dommere - fandt, at EMRK artikel 5 § 1 (e) var krænket (dissensens præmis 7). De lagde blandt andet vægt på, at udtalelserne fra de civile vidner var fremkommet meget sent under sagen.

Lægeundersøgelsen af detentionsanbragte personer
Det fremgår af detentionsbekendtgørelsens § 9, at den frihedsberøvede "inden den endelige anbringelse" i detentionen "altid" skal undersøges af en læge.

Af bekendtgørelsens § 11 fremgår følgende:

"§ 11. Lægeundersøgelse af den frihedsberøvede foretages enten ved tilkald af læge/vagtlæge eller ved undersøgelse på skadestue. Vagthavende skal ved lægevalget vurdere, hvad der er mest hensigtsmæssigt under hensyn til tid og afstand.

Stk. 2. Lægeundersøgelsen skal belyse, om den frihedsberøvede er i en tilstand, der taler imod anbringelse i detention, og om den pågældende er i en tilstand, der eventuelt kræver behandling på sygehus, hos læge eller lignende.
"

I "Ugeskrift for Læger", 2001;163(33):4441, udtaler lægeforeningen sig om kravene til lægeundersøgelsen af detentionsanbragte personer. Det fremgår blandt andet, at lægen ved undersøgelse af detentionsanbragte skal foretage "en samlet klinisk vurdering af undersøgtes tilstand på undersøgelsestidspunktet", og at undersøgelsen skal gentages, hvis tilstanden "på nogen måde" forværres. Lægeforeningen anser ifølge artiklen lægeundersøgelsen af detentionsanbragte for "vigtigt lægeligt arbejde". Det fremgår også, at lægen er "konsulent for politiet", men at lægen ikke derved er "en del af et sanktionssystem". Det præciseres, at lægen skal "være med til at sikre, at de personer, der i "i situationen har behov for lægelig behandling, får det". Det fremgår, at lægen skal benytte lægeattest ID-nummer 03.07.21.01 ved afgivelsen af sin erklæring om undersøgelsen. Læs mere om lægeforeningens krav.

Patientskadeankenævnet har i sin afgørelse af 3. juni 2008 med journalnummer 2008-00-330 afgjort, at en person, der havde været udsat for mulige lægefejl i forbindelse med lægeundersøgelsen under detentionsanbringelse, ikke kan få erstatning fra patientforsikringen, idet behandlingen ikke findes at "være omfattet af lov om patientforsikringens dækningsområde, jf. lovens § 1, stk. 1. Nævnet udtalte nærmere: "Nævnet kan tiltræde, at lægetilsyn der foregår i detentionen efter lægens aftale med politiet ikke er omfattet af patientforsikringslovens dækningsområde".  

I UfR 2009.1835 HD fik de pårørende til en person, der var "tvangstilbageholdelig" på en psykiatrisk afdeling, tilkendt erstatning, efter, at personen havde begået selvmord, medens denne befandt sig alene på sin stue. Personen blev af personalet fundet død på sin stue den 26. november 2003, kl. 16.15. Hun havde kvalt sig selv med snørebånd. Det fremgik af "retningslinjerne" for den psykiatriske afdeling, at den pågældende burde have været tilset mindst en gang af personalet i tiden mellem kl. 14.30 og kl. 16.15. Dette var ikke sket. Hospitalet gjorde under sagen blandt andet gældende, at et sådant selvmord kunne være blevet begået, uagtet at man havde ført tilsyn efter forskrifterne. Højesteret fandt imidlertid, at der ikke kunne ses bort fra, at selvmordet "kunne have været afværget, hvis personalet havde tilset hende i overensstemmelse med retningslinjerne". De pårørende fik derfor tilkendt erstatning efter patientforsikringslovens § 2, stk 1, nr. 1. Dommen viser, at forsømmelighed fra de personer, der har en psykisk syg (eller frihedsberøvet) person i sin varetægt, kan udløse erstatning til de pårørende. Efter detentionsbekendtgørelsen skal politiet føre tilsyn med jævnlige intervaller med detentionsanbragte. Det forekommer nærliggende, at afgørelsen vil kunne få relevans ved bedømmelsen af erstatningskrav, der rejses i anledning af svigt i sådanne tilsyn.

Lægeundersøgelser af spirituspåvirkede med hovedtraumer bør ske på hospital og ikke i detentionen
Lægerne Michael Hardt-Madsen, Claus Falck Larsen og politikommissær Dennis Schmidt har i Ugeskrift for Læger fra 1990, side 392, i en artikel under overskriften "Lægelig medvirken ved detentionsanbringelse" offentliggjort en undersøgelse af cirka 1.000 personer, der har været anbragt i detentionen ved Odense politi i løbet af 1988. De udtaler i artiklen blandt andet, at det er "velkendt, at alkoholpåvirkning i kombination med selv lette traumer mod hovedet kan medføre intrakiale blødninger. Disse blødninger er ofte ledsaget af et såkaldt frit interval uden erkendelige symptomer og udgør således trods lægetilsyn en meget farlig gruppe".

I Patientklagenævnets årsberetning fra 1992, side 36, er der henvist til en sag, hvor Retslægerådet blandt andet påpeger, at "lægelig observation og diagnose altid er yderst vanskelig på patienter, der er berusede ved indlæggelsen, og som har været udsat for hovedtraumer. De diagnostiske vanskeligheder kan være så store, at patienten retteligt bør observeres i sygehusvæsenets regi og ikke i detentionen eller på andre institutioner."

Se i øvrigt Detentionsbekendtgørelsen.

Om politiets brug af magtmidler henvises til afsnit 3.2.6 nedenfor.

Andre spørgsmål vedrørende detentionsophold
I udtalelsen FOU 1990.122 var en person anbragt i detentionen hos politiet på Københavns Hovedbanegård blevet overfaldet af en medindsat. Politiet havde ikke i forbindelse med indsættelsen af den medindsatte efterkontrolleret i kriminalregisteret, om den pågældende var kendt for vold, hvilket han viste sig at være. Ombudsmanden fandt, at dette burde være sket. Endvidere tog ombudsmanden en oplysning fra Justitsministeriet om, at der fremover ville blive etableret tv-overvågning af detentionslokalerne på Københavns Hovedbanegård, til efterretning. 

Anden lovgivning end politiloven, som hjemler mulighed for administrativ frihedsberøvelse

Tvangsfjernelse af børn (anbringelse af børn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke)

Frihedsberøvelse af psykisk syge personer kan finde sted, når betingelserne herfor i lov om tvang i psykiatrien er opfyldt.

Beslutninger om administrativ frihedsberøvelse kan domstolsprøves efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Frihedsberøvelse af skyldnere kan, når visse betingelser er opfyldt, ske efter retsplejelovens § 494, stk. 2.

Tvangsfjernelse af børn (anbringelse af børn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke)
Det følger af § 58 i lov om social service, at det offentlige kan anbringe et barn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke. Bestemmelsen lyder således:

"Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af
1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,
2) vold eller andre alvorlige overgreb,
3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller
4) andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge,
kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 8. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.
"

Det fremgår af bestemmelsen, at det er "børn og unge-udvalget", der træffer afgørelsen om at anbringe et barn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke.

Af § 72 følger retten til "gratis advokatbistand" til forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, blandt andet i tilfælde, hvor der skal træffes afgørelse om tvangsfjernelse af et barn eller en ung samt i en sag, hvor spørgsmålet om at opretholde en tidligere truffet afgørelse skal opretholdes. Se nærmere i punkt 378 og 379 i vejledning nr. 3 om særlig støtte til børn og unge og deres familier.  

Af § 73 følger det, at det "påhviler" kommunalbestyrelsen, at "at gøre indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig, inden afgørelsen træffes" blandt andet i sager om anbringelse af børn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke.

§ 170, stk. 2, lyder: "Sagerne behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de ændringer, der er angivet i dette kapitel." Se nærmere nedenfor om processen under domstolsprøvelse efter retsplejelovens kapitel 43 a.

Forældremyndighedsindehaveren bevarer forældremyndigheden over det barn, som tvangsfjernes. Se forudsætningsvist artikel af 31. oktober 1999 af souschef Tove B. Andersen i Nyt Fra Ankestyrelsen.

Tvangsfjernelse af børn kan være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, der har følgende ordlyd:

"Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
"

Af FN-konventionen af 20 november 1989 om Barnets Rettigheder (børnekonventionen) fremgår af artikel 9, stk. 1, og af artikel 18, stk. 2, følgende:

Artikel 9, stk. 1, Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.

artikel 18, stk. 2, Med henblik på at sikre og fremme de rettigheder, der er indeholdt i denne konvention, skal deltagerstaterne yde passende bistand til forældre og værger ved disses udførelse af deres pligter som opdragere af børn og skal sikre udviklingen af institutioner, ordninger og tjenesteydelser til omsorg for børn.

FN's børnekomite "( COMMITTEE ON THE RIGHTS OF THE CHILD) udtaler i "Concluding observations - Denmark" af 23. november 2005 bekymring over det stigende antal anbringelser uden for hjemmet af børn i Danmark. I præmis 33 udtales det blandt andet, at "en grundig vurdering af behovet for" ("a thorough assessment of the need of") anbringelse af børn uden for hjemmet ikke altid finder sted i Danmark, og at kontakten mellem det anbragte barn og forældrene er "meget begrænset" ("very limited"). I præmis 34 anbefales det blandt andet, at de danske myndigheder øger indsatsen med at yde støtte til børnene og deres forældre med henblik på at begrænse antallet af anbringelser uden for hjemmet.

Se FN's "Guidelines for the Alternative Care of Children" af 24. februar 2010. I afsnit ll (a), punkt 3, fastslås princippet om, at anbringelse af børn uden for deres familie skal tilrettelægges således, at man mest muligt øger muligheden for, at barnet kan returnere til sin familie. I de efterfølgende afsnit beskrives den indsats, som myndighederne skal foretage for at støtte familier i at kunne passe deres egne børn. 

I punkt a i afsnittet om "Children deprived of a family environment" i "Concluding Observations" of the Committee on the Rights of the Child vedrørende Danmark af 4. februar 2011 anbefaler komiteen, at de danske myndigheder i højere grad "tilbyder tilstrækkelig støtte" ("provide appropriate support") til familier for at begrænse omfanget af anbringelse af børn uden for hjemmet.

Sagsgangen i Ankestyrelsen i sager om anbringelse af børn uden for hjemmet - 2006
Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier (Vejledning nr. 3 til serviceloven) - høring i Folketinget 2010
Familiestyrelsens vejledning nr. 9735 af 18. september 2009 om børnesagkyndige undersøgelser.
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1581 af 16. december 2010 om forretningsorden for børn og unge-udvalgene
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 708 af 3. juli 2009 om forretningsorden for Ankestyrelsen (med ændringer af 27. september 2010)

Praksis ved EMD viser, at tvangsfjernelse af børn fra deres forældre er i strid med retten til "familieliv" i stk. 1, men at den kan finde sted, såfremt betingelserne i stk. 2 er opfyldt. I forhold til tvangsfjernelse af børn, er det relevant for menneskerettighedsdomstolen at efterprøve, om indgrebet er hjemlet i national lovgivning, om det er "nødvendig i et demokratisk samfund", og om det skal "beskytte sundheden" eller "andres [barnets] rettigheder og friheder". 

I Dolhamre mod Sverige afgjort den 8. juni 2010 under sagsnummer 67/04 fandt EMD, at en tvangsfjernelse af 3 børn opfyldt de processuelle krav, der kræves i EMRK artikel 8. I afgørelsens præmis 117 fremhæver EMD, at sagen blev prøvet ved to retsinstanser, hvor der var mundtlig forhandling, og hvor hver af parterne havde mulighed for at indkalde vidner, hvilket forældrene i den konkrete sag benyttede sig af. EMD fremhæver i præmis 117 også, at forældrene havde juridisk bistand under hele sagen. EMD bemærker endelig, at forældrene fik udleveret kopi af alle bilag, som de besluttende myndigheder havde adgang til. Dog udtaler EMD også i præmis 117, at man er opmærksom på, at der i et tilfælde var gået lang tid, inden forældrene modtog nogle sagsakter, som de havde bedt om, men at de fik dem, og at forsinkelsen ikke hindrede forældrene i at påberåbe sig bilagene under sagen. Det er værd at bemærke, at appelinstansen omgjorde forvaltningens beslutning om, at børnene fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet, hvorefter børnene blev hjemgivet

I Saviny mod Ukraine afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 18. december 2008 under sagsnummer 39948/06 fandt EMD, at myndighedernes tvangsfjernelse af to børn fra disses forældre, havde udgjort en krænkelse af artikel 8, blandt andet fordi myndighederne ved at placere et af børnene på et børnehjem omkring 100 km. fra familiens hjemby havde gjort det vanskeligt for forældrene at have en regelmæssig kontakt ("regular contact") med barnet (præmis 28 og præmis 59). Forud for tvangsfjernelsen havde kommunen foretaget observationer i hjemmet og konstateret, at det bar præg af dårlig hygiejne mv. Kommunen havde blandt andet observeret, at et af børnenes madras var rådden. Kommunen havde også fundet, at forældrene var uansvarlige i forhold til pasningen af deres børn. I præmis 58 udtaler EMD bekymring over, at de nationale domstole i for høj grad har forladt sig på kommunens udtalelser. EMD bemærker, at de nationale domstole ikke i tilstrækkelig grad har søgt at verificere kommunens iagttagelser ved at indhente sagkyndige udtalelser om forældrenes forældrerevne samt andet materiale, der kunne be- eller afkræfte kommunens observationer. I præmis 59 kritiserer EMD, at børnene blev placeret i forskellige institutioner, og at børnenes synspunkter ikke blev hørt af de nationale domstole. I præmis 57 bemærker EMD, at de nationale myndigheder skal anvende mindre indgribende midler end tvangsfjernelse til at imødegå, at børn mistrives i hjemmet, hvis dette er muligt. Det påpeges, at finansiel støtte og rådgivning til familien kan være alternativer, der skal være forsøgt, hvor dette er relevant, førend det besluttes at tvangsfjerne børn fra hjemmet.   

I K. og T. mod Finland afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol EMD (Storkammeret) 12. juli 2001 under sagsnummer 25702/94 blev EMRK artikel 8 anset for krænket blandt andet fordi, myndighederne ikke havde gjort sig tilstrækkelige anstrengelser for at forsøge at genforene familien i et tilfælde, hvor der var sket tvangsfjernelse af familiens børn. Det fremgår af sagen, at moderen havde været tvangsindlagt flere gange med psykiatriske lidelser (blandt andet skizofreni), da hendes søn "M" i 1993, der dengang var 4 år gammel, blev anbragt på et børnehjem med moderens samtykke. I juni 1993 fødte moderen endnu et barn "J", som straks blev fjernet fra moderen. 14 dage senere blev den anbringelsen af sønnen M ændret til også at være tvangsmæssig. Som begrundelse for anbringelse af J uden for hjemmet uden forældrenes samtykke henviste myndighederne til moderens sygdom og de foreliggende oplysninger om aggressiv adfærd fra moderens side. For så vidt angik faderen henviste myndighederne til, at han ikke kunne overkomme pasningen af både den syge moder og det nyfødte barn. Også efter tvangsfjernelsen af børnene fortsatte moderen med med mellemrum at blive indlagt på psykiatrisk hospital såvel frivilligt som tvangsmæssigt. Faderen flyttede i juli 1993 i familiecenter sammen med det nyfødte barn J. Moderen fik tilladelse til at besøge børnene, når der var en sygeplejerske til stede. Børnene blev efter nogen tid overført til en plejefamilie. Forældrene måtte besøge børnene en gang om måneden i 3 timer ad gangen. Derudover ville plejefamilien besøge forældrene sammen med børnene hver 6. måned (præmis 77). I præmis 60 udtaler en sagkyndig, at et samvær af det omhandlede omfang var tilstrækkeligt til, at familien ville kunne genforenes, hvis det senere viser sig, at det ikke længere er nødvendigt, at børnene er tvangsfjernede. I november 2000 ophævede myndighederne kravet om, at samværet skulle være overvåget. Der skulle være et samvær om måneden. Hver 2. måned skulle være i forældrenes hjem, hvor børnene ankommer lørdag kl. 11 og rejser søndag kl. 16.00. De øvrige besøg skulle være hos plejefamilien, og de skulle strejke sig fra kl. 11.00 om søndagen og frem til kl. 17.00. Derudover tillodes det, at børnene kom på ferie hos forældrene 2 uger i sommerferien og en enkelt dag og nat i julen. Af præmis 179 følger det, at EMD (Storkammeret) fandt, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, at myndighederne ikke havde udvist større anstrengelser i forsøget på at genforene familien, end tilfældet var. I præmis 178 udtales, at artikel 8 kræver, at det er et vejledende princip ("guiding principle"), at tvangsfjernelse skal anses for en midlertidig foranstaltning ("temporay measure"), og at ethvert skridt i forbindelse med en tvangsfjernelse skal være foreneligt med det endelige mål at genforene familien ("ultimate aim of reuniting the natural parents and the child"). Den foreløbige anbringelse af det nyfødte barn J blev anset for en selvstændig krænkelse af moderens rettigheder. I præmis 168 udtaler storkammeret blandt andet, at det er en særdeles indgribende foranstaltning at tage et nyfødt barn fra sin mor, og det kræver ekstraordinære grunde at fjerne et nyfødt barn fra sin mor. Storkammeret bemærkede blandt andet, at det ikke var oplyst, at myndighederne havde overvejet andre midler end tvangsfjernelse (også præmis 168). Afsnittet afsluttes således: "..... when such a drastic measure for the mother, depriving her totally of her new-born child immediately on birth, was contemplated, it was incumbent on the competent national authorities to examine whether some less intrusive interference into family life, at such a critical point in the lives of the parents and child, was not possible."      

I R mod Finland afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 30. maj 2006 under sagsnummer 34141/96 blev der statueret krænkelse af EMRK artikel 8. 24. november 1992 indvilgede et barns forældre i, at barnet, der var 5 år gammelt, blev anbragt uden for hjemmet. Anbringelsen var blandt andet begrundet i, at moderen, der havde udviklet en psykiatrisk lidelse, optrådte voldeligt over for barnet, og at hverken faderen eller moderen kunne yde den tilstrækkelige omsorg for barnet. I starten kunne barnet komme på besøg hos sin far. Af præmis 12 fremgår det imidlertid, at myndighederne inddrog faderens tilladelse til at få barnet på besøg i sit hjem, idet man konstaterede, at barnet begyndte at masturbere", hvilket man overvejede kunne skyldes seksuelt misbrug af barnet. Han fik nu tilladelse til at besøge barnet 1 gang og nogle gange 2 gange om måneden på børnehjemmet. Fra juni 1994 kunne barnet igen komme på besøg hos faderen en gang om måneden. Myndighederne overvågede ikke på noget tidspunkt hjemmebesøgene. Af præmis 12 fremgår yderligere, at det fremgår af journalark, at det på et møde den 1. december 1992, hvor faderen deltog, blev besluttet, at faderen kunne besøge sønnen cirka 2 gange om måneden, idet "konstante" besøg kunne virke forstyrrende på barnet. Af præmis 14 fremgår, at det af myndighedernes journal fra 11. marts 1993 fremgår følgende: "... Idet det ikke længere er hensigten at få barnet placeret hos sine forældre men derimod hos plejeforældrene, bør processen med hensyn til at få barnet adskilt fra forældrene fortsættes". Af præmis 20 fremgår det, at forvaltningen 4. november 1994 besluttede ikke at hjemgive barnet, efter at faderen forudgående havde begæret det hjemgivet. Det blev også besluttet, at man ville arbejde for, at barnet skulle forblive hos plejeforældrene (også præmis 20). Af præmis 21 og 23 fremgår det, at faderen indbragte forvaltningens afgørelse for retten, og at retten ikke imødekom faderens anmodning om, at barnet skulle undersøges af en af faderen navngiven psykiater. Retten stadfæstede forvaltningens afgørelse og opretholdt anbringelsen. Den 1. juni 1995 blev barnet placeret hos en plejefamilie 150 km. fra faderens hjem. I indledningen af præmis 89 udtaler EMD blandt andet: "EMD skal gentage det ledende princip, hvorefter en tvangsanbringelse skal anses som en midlertidig foranstaltning, som skal afbrydes, så snart forholdene tillader dette, og at ethvert skridt, der fører til midlertidig anbringelse uden for hjemmet, skal være forenelig med det ultimative krav forsøg på at genforene de biologiske forældre og barnet". I præmis 94 konkluderer EMD, at artikel 8 er krænket. EMD henviser i præmis 92 og 93 blandt andet til, at faderen i begyndelsen kun fik lov til at besøge barnet 2 gange om måneden og senere kun en gang hver anden måned. Dette hindrede efter EMDs opfattelse muligheden for, at familien kunne genforenes, hvilket er i strid med EMRK artikel 8, med mindre der foreligger ganske særlige omstændigheder. EMD fandt også, at der gik lang tid, inden faderen fik aktindsigt i journalark vedrørende barnet.       

I P, C og S mod Storbritannien afgjort den 16. juli 2002 under sagsnummer 56547/00 udtaler Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i indledningen af præmis 113 generelt: "The mutual enjoyment by parent and child of each other's company constitutes a fundamental element of family life, and domestic measures hindering such enjoyment amount to an interference with the right protected by Article 8 of the Convention". Deraf følger, at udgangspunktet er, at EMRK artikel 8 beskytter forældres og børns ret til at være sammen, og at foranstaltninger i national lovgivning, der forhindrer dette, kan være i strid med artikel 8. Af præmis 113 følger imidlertid også, at EMRK anerkender, at børn kan tvangsfjernes fra deres familie, hvor dette anses for "necessary in a democratic society" ("nødvendigt i et demokratisk samfund"). I præmis 116 udtales det - også som en generel forudsætning - følgende: "While the authorities enjoy a wide margin of appreciation in assessing the necessity of taking a child into care, in particular where an emergency situation arises, the Court must still be satisfied in the particular case that there existed circumstances justifying the removal of the child, and it is for the respondent State to establish that a careful assessment of the impact of the proposed care measure on the parents and the child, as well as of the possible alternatives to taking the child into public care, was carried out prior to implementation of such a measure". Heraf følger, at det under en sag ved EMD er de nationale myndigheder, som skal bevise ("establish"), at man har foretaget en omhyggelig ("careful") vurdering af det påtænkte indgrebs indvirkning på forældrene og barnet, og at man inden iværksættelsen af en tvangsfjernelse omhyggeligt har overværet mulige alternativer til tvangsfjernelse ("possible alternatives to taking the child into public care"). I den aktuelle sag var en mor den 7. maj 1998, kl. 04.42 blevet indlagt for at føde ved kejsersnit. Moderen var straffet for tidligere at have vanrygtet sit tidligere barn. Samme dag, kl. 10.30 besluttede kommunen, at barnet skulle tvangsfjernes. Kl. 16.00 fjernede socialrådgivere fra kommunen barnet fra moderen, der fortsat lå på hospitalet. EMD fandt, at dette udgjorde en krænkelse af artikel 8. Af præmis 132 fremgår blandt andet, at myndighederne under sagen ved EMD havde henvist til, at man ikke kunne tillade overvåget samvær mellem barnet og forældrene, idet der havde været et spændt forhold mellem forældrene og personalet på hospitalet, og at hospitalet derfor ikke kunne tage ansvaret for barnets sikkerhed, hvis det skulle forblive hos moderen under indlæggelsen. EMD noterede sig blandt andet, at moderen var så svag efter fødslen, at hun var nødt til at ligge i sengen. EMD fandt, at det ikke var åbenbart, at det ikke var muligt, at barnet og moderen kunne forblive sammen under opholdet på hospitalet under overvågning, idet moderens muligheder for at skade barnet på dette tidspunkt har været væsentligt mere begrænset end efter udskrivningen. Derudover fandt EMD, at der ikke forelå oplysninger om, at moderen ville udsætte barnet for livsfare. Det var ikke godtgjort, at den fare, der eventuelt var, kunne modvirkes med mindre indgribende foranstaltninger. Som det fremgår af afgørelsens præmis 131 anser EMD tvangsfjernelsen af et nyfødt barn fra sin moder for "traumatisk for moderen" og udsætter hendes fysiske og mentale helbred for pres, og det berøver den nyfødte baby for nærkontakt med dennes naturlige moder herunder muligheden for at få brøst.

I Johansen mod Norge, sagsnr. 17383/90, afgjort af EMD den 7. august 1996, var et barn blevet tvangsfjernet fra sin mor en uge efter fødslen den 7. december 1989. Tvangsfjernelsen var blandt andet begrundet med, at moderen over en længere periode havde haft et misbrug af narkotika, og at hun havde et ældre barn, som det også havde været nødvendigt at tvangsfjerne. Eksperter havde udtalt, at det ville udgøre en stor fare for barnets trivsel, hvis barnet ikke blev fjernet fra moderen. Barnet blev foreløbigt anbragt på en institution, hvor moderen måtte besøge barnet 2 gange om ugen. I maj 1990 besluttede myndighederne, at barnet skulle overføres til en plejefamilie eventuelt med henblik på adoption. Moderen klagede til EMD blandt andet over, at den ekspert, som hun havde peget på, ikke havde været tilsagt til mødet, hvor de administrative myndigheder afgjorde spørgsmålet om tvangsfjernelse. EMD fandt ikke, at processen havde udgjort en krænkelse af EMRK og begrundede dette med, at moderen oprindeligt havde godkendt eksperten, der var tilsagt til mødet, og at moderen først pegede på den anden ekspert, efter at førstnævnte ekspert var fremkommet med sin udtalelse. Selve tvangsfjernelsen udgjorde efter EMDs opfattelse ikke en krænkelse af EMRK artikel 8. EMD påpegede i præmis 73, at indgrebet var baseret på en særdeles omhyggelig og detaljeret vurdering foretaget af eksperterne. ("The measures were supported by painstaking and detailed assessments by the experts ...."). EMD fandt derimod, at det udgjorde en krænkelse af artikel 8, at moderen var blevet frataget sine forældrerettigheder, samt at hun var blevet nægtet samvær med barnet. EMD lagde blandt andet vægt på, at der i maj 1990 forelå oplysninger om, at klagerens (moderens) tilstand i et vist omfang var under forandring til det bedre (præmis 83). Af præmis 83 fremgår det også, at EMD er opmærksom på, at myndighederne havde henvist til, at moderen ikke havde samarbejdet med myndighederne i forbindelse med tvangsfjernelsen af det ældre barn, og at myndighederne på dette grundlag antog, at hun nok heller ikke ville samarbejde under den aktuelle tvangsfjernelse. EMD fandt, at man ikke havde gjort tilstrækkeligt for at forsøge at genforene ("reunite") moderen og barnet. I præmis 78 henviser EMD til, at myndighederne skal udfolde store bestræbelser på at forsøge at genforene barn og forældre i tilfælde, hvor det har været nødvendigt at tvangsfjerne et barn. Om beslutningen om at fratage moderen forældrerettighederne og retten til samvær med barnet udtaler EMD også i præmis 78: "These measures were particularly far-reaching in that they totally deprived the applicant of her family life with the child and were inconsistent with the aim of reuniting them."

Domstolsprøvelse af administrativ frihedsberøvelse, tvangsfiksering mv. i psykiatrien efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a
En person, der har været frihedsberøvet (tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt) efter psykiatriloven, kan klage over et sådant indgreb til det psykiatriske patientklagenævn. Nævnets afgørelse kan inden for 4 uger kræves indbragt for retten i medfør af reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Derudover er der på samme måde adgang til domstolsprøvelse af en række andre indgreb foretaget i henhold til psykiatrilovgivningen. Dette følger af § 37 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien.

§ 37 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien har følgende indhold: "Det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering og aflåsning af døre i afdelingen for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a."

Uddrag af afgørelser truffet under domstolsprøvelse af tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse i psykiatrien i medfør af retsplejelovens kapitel 43 a gengivet i Betænkning 1068 om tvang i psykiatrien, bind 2, side 520-529, afgivet af Justitsministeriet i 1986.

Se også bemærkningerne til psykiatrilovens § 37 i lov nr. 534 af 8. juni 2006.

Bæltefiksering i psykiatrien og retsplejelovens kapitel 43 a
Vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende bæltefiksering kan der henvises til sagen Wiktorko mod Polen, der blev afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) under sagsnummer 14612/02 den 31. marts 2009, omtales, og hvor 10 timers bæltefiksering blev anset som "excessive".

Den europæiske torturkomite (CPT) besøgte i februar 2008 blandt andet Statsfængslet Østjylland. Komiteen udtalte i en rapport offentliggjort på CPT's hjemmeside den 25. september 2008, at de langvarige anbringelser i sikringscelle, hvor de indsatte fastspændes i mange timer og nogle gange i flere dage, kan betragtes som mishandling ("Ill-treatment"). Sådan mishandling er i strid med Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, der omhandler tortur. Komiteen henstiller, at behovet for sikringscelleanbringelse vurderes af en læge og ikke af fængselspersonale. Endvidere henstiller komiteen, at den indsatte skal have menneskelig kontakt under hele fikseringen af personer - helst sundhedspersoner - der er til stede i rummet, hvor den fikserede ligger. En normal fiksering bør ikke vare mere end "minutter" og bør sjældent udstrækkes til at vare i "timer".

Udtalelserne fra CPT fremgår af "Report to the Government of Denmark on the visit to Denmark carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT) from 11 to 20 February 2008", offentliggjort den 25. september 2008 på CPTs hjemmeside. Udtalelserne fremgår af rapportens §§ 69-71. Læs mere.

Den europæiske torturkomite kritiserede i 2007 et tilfælde, hvor en indsat i Tjekkiet havde været fikseret til en seng i en sikringscelle i 6 timer og 10 minutter. Torturkomiteen bemærkede i samme sag, at beslutningen om anbringelse i sikringscelle ikke skal træffes af fængselsfunktionærer men en læge, at der skal være fast vagt under hele forløbet, at den faste vagt skal være i "direkte" kontakt med den indsatte, og at der skal udfærdiges en tilsynsrapport, hvoraf det løbende fremgår, hvilke overvejelser der foretages for at bringe anbringelsen til ophør. Læs mere om udtalelsen her.

Særligt om processen under domstolsprøvelsen i retsplejelovens kapitel 43 a

Retsplejelovens § 469, som findes i retsplejelovens kapitel 43 a, indeholder en regel om, at lovligheden af administrative frihedsberøvelse kan begæres prøvet af domstolene. Det følger af bestemmelsens stykke 4, at begæringen skal være fremsat over for den myndighed, som har truffet beslutning om frihedsberøvelsen, "inden for 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør", og at senere fremsættelse af begæringen "indtil 6 måneder" efter frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis kan tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen. Det følger endvidere af § 469, stk. 6, at krav om erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse efter begæring skal pådømmes under sagen om frihedsberøvelsens lovlighed. Det følger af samme bestemmelse, at retten kan udskyde erstatningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen om frihedsberøvelsens lovlighed.

Retsplejelovens kapitel 43 a skal ses i sammenhæng med Grundlovens § 71, stk. 6, som har følgende indhold:

"Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov."

Siden retsplejelovens kapitel 43 a blev til, er der gennemført flere speciallove vedrørende administrativ frihedsberøvelse, som henviser til de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 43 a. Som eksempler kan nævnes lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (psykiatriloven) og lov om social service (serviceloven). Efter politiloven, som er behandlet ovenfor, kan der også ske administrativ frihedsberøvelse. Det fremgår imidlertid ikke af lovteksten, at der er adgang til domstolsprøvelse efter kapitel 43 a i retsplejeloven. Såvel grundloven som EMRK artikel 5 fordrer, at der skal være domstolsprøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Det er således uden betydning for adgangen til domstolsprøvelse, at adgangen til domstolsprøvelse ikke fremgår af lovteksten. Af punkt 9.1 i bemærkningerne til lov nr. 444 af 9. juni 2004 om politiets virksomhed (politiloven) fremgår følgende: "For så vidt angår politiets beslutninger om at frihedsberøve personer uden for strafferetsplejen er der efter gældende ret en særlig nem adgang for borgerne til at få prøvet lovligheden af frihedsberøvelsen samt krav om erstatning i anledning heraf. Det følger af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 43 a, at den, der administrativt har været berøvet sin frihed, kan fremsætte begæring om prøvelse af lovligheden af frihedsberøvelsen over for den myndighed, der har truffet beslutning om frihedsberøvelsen. Den pågældende myndighed skal herefter inden for en nærmere fastsat frist forelægge sagen for retten. Eventuelt krav om erstatning for ulovlig frihedsberøvelse kan efter begæring pådømmes i forbindelse med sagen om prøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed."

Af psykiatrilovens § 37 fremgår det blandt andet, at en person, der har været udsat for de af bestemmelsen omhandlede indgreb, kan begære domstolsprøvelse af lovligheden af disse indgreb. Dette indebærer, at de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 43 finder anvendelse vedrørende en sådan domstolsprøvelse. Der skal således beskikkes en advokat for klageren efter reglen i retsplejelovens § 470, stk. 2. Retten skal oplyse sagen efter reglerne i § 471, stk. 1, og det er retten, der forestår indkaldelse af parter og vidner efter bestemmelsen i § 471, stk. 4. Af § 469, stk. 6, følger, at en påstand om erstatning efter begæring også skal pådømmes under sagen om prøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed.

I bind 2 i betænkning 1068 om tvang i psykiatrien afgivet af Justitsministeriet i 1986, side 516 til side 536 gennemgås retspraksis i sager, hvor der er sket domstolsprøvelse efter psykiatrilovgivningen. Endvidere findes  der en gennemgang af visse processuelle spørgsmål og omfanget af domstolsprøvelsen efter retsplejelovens kapitel 43 a. Betænkningen er derfor relevant for vurderingen af processuelle spørgsmål samt af omfanget af domstolsprøvelsen efter retsplejelovens kapitel 43 a også på andre områder end psykiatriområdet.

Af side 529 i Betænkning 1068, bind 2, fremgår vedrørende omfanget af domstolsprøvelsen herunder spørgsmålet om prøvelsen af forvaltningens skøn følgende: "Når det drejer sig om frihedsberøvelsens lovlighed finder udvalget, at domstolene bør foretage en fuldstændig efterprøvelse både formelt og materielt, herunder også af de mere eller mindre skønsmæssige elementer, der måtte indgå i kriterierne for frihedsberøvelse".

Af side 533, nederst, side 534, øverst, i Betænkning 1068, bind 2, fremgår vedrørende advokatens adgang til sagkyndig bistand følgende: "Udvalget har endvidere overvejet, om der bør gives den for klageren beskikkede advokat adgang til at søge sagkyndig bistand hos en psykiater dels med henblik på udformningen af de spørgsmål, han eventuelt gennem retten ønsker at stille til retslægerådet, dels som psykiatrisk rådgiver for advokaten ved sagens førelse iøvrigt. Under hensyn til at den advokat, der repræsenterer modparten, har hospitalets overlæge som sin sagkyndige konsulent, taler hensynet til en ligestilling af sagens parter for at imødekomme en begrundet begæring herom, hvis en sådan fremsættes af den advokat,, som beskikkes for klageren."

Af side 535, nederst, side 536, øverst, i ovennævnte betænkning fremgår vedrørende parternes adgang til at begære bevisførelse: "Bevisførelse i retten bør foregå ikke alene efter rettens bestemmelse, men også kunne ske efter anmodning fra parternes advokater, herunder fra den for klageren beskikkede advokat, som bør medvirke til at fremdrage oplysninger til brug for rettens afgørelse. Selv om der i disse sager bør være både ret og pligt til en vidtgående materiel procesledelse fra dommerens side, udelukker dette ikke, at den beskikkede advokat efter samtaler med klienten og dennes patientrådgiver begærer vidner afhørt, supplerende lægeerklæringer indhentet, spørgsmål stillet til retslægerådet og eventuelt foretaget yderligere lægeundersøgelser af klienten ved afdelingens overlæge eller eventuelt af en anden psykiater, hvis dette er konkret velbegrundet. Bevisbegæringer, der fremsættes af den beskikkede advokat, og begæring om forelæggelse for retslægerådet eller indhentelse af nye psykiatriske erklæringer eller andre sagkyndige udtalelser bør som hidtil forelægges for retten med henblik på iværksættelse ved rettens foranstaltning eller med dennes godkendelse. Faren ved at overlade det til retten alene at fremskaffe alle nødvendige oplysninger er, at dette ikke nødvendigvis sker, blot fordi det står i loven, at dommeren har denne opgave. Dommeren vil ikke spørge om andet end det, der forekommer ham tvivlsomt, hvortil kommer, at det måske først er under domsforhandlingen, at der opstår tvivl og et ønske om at indhente yderligere oplysninger. Den beskikkede advokat har derimod klientens fortrolighed og kan ved sine samtaler med klienten bedre få afdækket de problemer, som kan begrunde særlig bevisførelse. Dommeren og parternes advokater bør derfor i forening have til opgave at fremskaffe de nødvendige oplysninger og beviser."

Som nævnt ovenfor må betragtningerne anført i Betænkning 1068, bind 2 omtalt umiddelbart ovenfor vedrørende domstolsprøvelse af forvaltningens skøn, advokatens adgang til sagkyndig bistand og parternes adgang til at begære bevisførelse antages at gælde for alle de retsområder, hvor der kan forlanges domstolsprøvelse efter kapitel 43 a i retsplejeloven og således ikke kun for psykiatriområdet.

Af § 469, stk. 2, følger blandt andet, at forelæggelsen for retten "skal finde sted inden 5 søgnedage" efter begæringens fremsættelse". I UfR 1998.1087 ØLD havde et hospital ikke indbragt en sag for retten før den 5. februar 1998, uagtet at klageren allerede den 13. oktober 1997 havde forlangt tvangstilbageholdelsen indbragt for retten. Landsretten fandt, at den del af tvangsindlæggelsen, der lå efter den 18. oktober 1997 var ulovlig. Landsretten udtalte nærmere: "Det er ubestridt, at appellanten den 13. oktober 1997 har klaget over tvangstilbageholdelsen, og at forelæggelsen for retten er sket den 5. februar 1998 uanset den i retsplejelovens § 469, stk. 2, fastsatte frist, hvorefter klagen skulle have været forelagt for retten senest den 18. oktober 1997. Det fremgår af forløbet, at den lovbestemte adgang til rettens prøvelse af tvangstilbageholdelsen har været afskåret, medens den var aktuel. Som følge heraf må tvangstilbageholdelsen den 18. oktober 1997 til den 23. oktober 1997 anses for at have været ulovlig." Det skal bemærkes, at tvangstilbageholdelsen blev ophævet den 23. oktober 1997.

Ved domstolsprøvelsen i sager om administrativ frihedsberøvelse foregår der, i modsætning til hvad tilfældet er ved en domstolsprøvelse efter grundlovens § 63, en meget intensiv prøvelse af forvaltningens skøn, og der er i realiteten "tale om en egentlig ny behandling af sagerne". Se herom Jens Garde, Jørgen Albæk Jensen, Orla Friis Jensen, Helle Bødker Madsen og Karsten Revsbech i Forvaltningsret, Almindelige emner, 5. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2009, side 400, 401 og 418.

Anholdelse og tilbageholdelse af skyldnere i fogedsager (såkaldt "politifremstilling")
Af retsplejelovens § 494, stk. 2, følger, at fogedretten i tilfælde, hvor en skyldner, der er udeblevet fra et møde i fogedretten, uanset at lovlig tilsigelse er forkyndt for ham, uden anmeldt lovlig forfald, ved kendelse kan bestemme, "at han skal tages i forvaring af politiet, indtil han kan fremstilles i fogedretten". Videre hedder det i bestemmelsen: "Det samme gælder, hvor skyldneren ikke giver personligt møde, uagtet dette er pålagt ham". Af § 494, skt. 3, fremgår følgende: "Anser fogedretten det for overvejende sandsynligt, at der ikke under forretningen kan opnås hel eller delvis dækning af kravet, bør den i almindelighed ikke træffe bestemmelse om fremstilling ved politiet. Det samme gælder, hvis fremstilling ved politiets foranstaltning  ikke vil stå i rimeligt forhold til gældens størrelse".

Af retsplejelovens § 497, stk. 2 fremgår det, at en skyldner, der ikke vil give de oplysninger til fogedretten, som er nødvendige til gennemførelse af tvangsfuldbyrdelsen, ved kendelse kan bestemme, "at skyldneren ved politiets foranstaltning skal tages i forvaring, indtil han indvilger i at opfylde sin pligt", og at en sådan tilbageholdelse "i samme sag" ikke kan udstrækkes "ud over 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt".

Retsplejelovens § 505 har følgende indhold: 

"§ 505. Den, som har anmodet om tvangsfuldbyrdelse af en fordring eller et krav, som viser sig ikke at bestå, skal betale skyldneren erstatning for tab og godtgørelse for tort samt, hvis frihedsberøvelse er sket, for lidelse. Sådant ansvar påhviler ligeledes fordringshaveren, hvis der i øvrigt ved fogedretten er truffet foranstaltninger til tvangsfuldbyrdelse, uden at betingelserne herfor har været til stede, og dette kan lægges fordringshaveren til last.

Stk. 2. Har fogedretten truffet bestemmelse om fremstilling eller tilbageholdelse af skyldneren, uden at betingelserne herfor har været til stede, eller er forretning ved en fejltagelse foretaget hos en anden end skyldneren, har skyldneren eller den, hos hvem forretningen er foretaget, krav på erstatning og godtgørelse i samme omfang som efter stk. 1, 1. pkt. Beløbet betales af staten og skal godtgøres statskassen af den, som har anmodet om forretningen, hvis han er ansvarlig efter reglerne i stk. 1.

Stk. 3. Krav efter stk. 1 og 2 må fremsættes over for fogedretten eller de almindelige domstole senest tre måneder efter det tidspunkt, da vedkommende blev i stand til at gøre kravet gældende. Fogedrettens afgørelse træffes ved kendelse. Fogedretten kan henskyde kravet til søgsmål ved de almindelige domstole.

Stk. 4. Afgørelser efter stk. 3, jf. stk. 2, kan kæres både af parterne og af Domstolsstyrelsen
."

Efter § 505 kan der således ydes erstatning til en "skyldner", der har været udsat for tvangsfuldbyrdelse af en fordring eller et krav, som viser sig ikke at bestå. Det er således ikke noget krav, at tvangsfuldbyrdelsen har medført anholdelse eller frihedsberøvelse af skyldneren, idet den blotte omstændighed, at der har været indledt uberettiget tvangsfuldbyrdelse, udløser godtgørelsen. I UfR 2004.2866 ØLK fik en person tilkendt godtgørelse efter bestemmelsen. En udlejer havde opsagt en vicevært og bedt ham fraflytte den bolig, som han var stillet til rådighed inden udløbet af opsigelsesvarslet. Dette gjorde viceværten ikke, hvorfor udlejeren anmodede om fogedrettens bistand til at få udsat viceværten. Det viste sig, at opsigelsen ikke opfyldte lejelovens krav, og udlejeren trak derfor sagen fra fogedretten med henblik på at få affattet en ny opsigelse, der opfyldte kravene i lejeloven. Landsretten tilkendte skyldneren (viceværten) en godtgørelse på 2.000 kr. i medfør af retsplejelovens § 505, idet det kunne "tilskrives indkæredes forhold, at kærende blev indkaldt til fogedretten på et grundlag, som indkærede frafaldt".

Godtgørelse eller erstatning til en skyldner, der har været anholdt eller frihedsberøvet med urette i forbindelse med en fogedsag, ydes på et objektivt grundlag. Skyldneren skal således ikke bevise, at nogen har begået fejl, for at få godtgørelse eller erstatning. Endvidere kan kravet rettes direkte mod statskassen, også selvom indgrebet skyldes en fejl begået af fordringshaveren ("rekvirenten"). Af side 65, 1. spalte, i betænkning 634 fremgår blandt andet følgende: "Fra tid til anden er der sket beklagelige fejltagelser, hvorved skyldnere er blevet fremstillet af politiet, uden at betingelserne herfor har været til stede, eller hvorved fogeden har forskaffet sig adgang til en forkert persons rum. I sådanne tilfælde bør der efter udvalgets mening ydes den pågældende erstatning og godtgørelse, så snart fejlen opdages, og uden hensyn til, om fejltagelsen har været undskyldelig. Fremstilling kan f. eks. være sket for en fordring, som i virkeligheden var betalt, eller stævningsmandens påtegning på en tilsigelse kan have været unøjagtig, således at fogeden med urette har anset forkyndelsen for behørig. Fogedretten kan have skaffet sig adgang til en lejlighed eller et hus, hvor ingen var til stede, i den urigtige antagelse, at det var skyldnerens hjem. Erstatning skal da betales for tab, og godtgørelse skal ydes for tort og i tilfælde af frihedsberøvelse for lidelse, stk. 2, 1. pkt., jfr. stk. 1, 1. pkt.
Bærer fordringshaveren efter reglerne i stk. 1 ansvaret for fejltagelsen, bør erstatningen endeligt betales af ham; men for at den skadelidte ikke skal vente på, at det udredes, om en fejl skyldes fogedretten eller fordringshaveren, kan han efter udkastet, når betingelserne efter stk. 2 er opfyldt, kræve beløbet af statskassen, der så eventuelt kan gøre regres gældende mod fordringshaveren. Det er ikke muligt at angive, hvor stort et beløb staten vil komme til at betale i erstatning og godtgørelse; men beløbet vil i hvert fald ikke være af væsentlig finansiel betydning.
"

Indgreb (typisk anholdelser eller ransagninger) foretaget af politiet for at kunne gennemføre en politifremstilling af en skyldner er ikke straffeprocessuelle indgreb. Erstatning for sådanne indgreb skal således ikke søges efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a men efter § 505 i retsplejeloven omtalt ovenfor.

I UfR 1983.485 ØLK havde politiet skaffet sig adgang til en persons bopæl med henblik på at anholde en skyldner, som ifølge oplysninger, der var tilgået politiet fra skyldnerens familie, skulle opholde sig hos personen. Politiet fandt ikke skyldneren hos personen. Personen forlangte spørgsmålet om ransagningens lovlighed indbragt for retten. Landsretten var enig med politiet i, at ransagningen ikke var straffeprocessuel, men at den var foretaget i anledning af, at fogedretten i medfør af retsplejelovens § 494, stk. 2, havde besluttet, at skyldneren skulle anholdes med henblik på fremstilling i fogedretten. Landsretten fandt ikke anledning til at kritisere indgrebet og udtalte blandt andet: "Efter de oplysninger, som politiet havde indhentet om den pågældendes bolig og opholdssted. kan det imidlertid ikke kritiseres. at politiet er gået ud fra, at han kunne findes på kærendes adresse, og at der efter omstændighederne er truffet de foranstaltninger, som skønnedes fornødne for at gennemføre politifremstillingen i fogedretten." Det er muligt, at personen ville kunne have opnået erstatning, hvis han havde forlangt en sådan i medfør af retsplejelovens § 505, stk. 2,

Godtgørelsens størrelse i tilfælde, hvor der ydes godtgørelse for for eksempel anholdelse, frihedsberøvelse eller ransagning efter retsplejelovens § 505 kan fastsættes efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a om godtgørelse for uberettigede indgreb i straffeprocessen. Herom fremgår af "Kommenteret Retsplejelov" af Bernhard Gomard m. fl., 8. udgave, DJØF 2008, bind 2, side 169, blandt andet følgende: "..Erstatning for ikke-økonomisk skade ved frihedsberøvelse kan ydes på grundlag af de administrative takster, som anvendes ved krav om erstatning i henhold til § 1018a, jf. A.F. Wehner i Adv. 1984.26. ...."

I FED 2005.51 ØLD afsagde fogedretten kendelse om frifindelse af en passager (rekvisitus) for DSB's krav om kontrolafgift, idet fogedretten ikke fandt, at der var "ført det til domfældelse fornødne bevis for at rekvisitus den 7. marts 2003 kørte med S-tog uden at være i besiddelse af gyldig rejsehjemmel". Rekvirenten var SKAT, idet SKAT havde inddrevet det beløb, som DSB mente at have til gode, ved tilbageholdelse af overskydende skat hos rekvirenten. Rekvisitus forlangte erstatning for fogedforretningen. Idet rekvisitus havde overskredet fristen på 3 måneder i retsplejelovens § 505, stk. 3, blev kravet afvist. Efter § 18 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal restanceinddrivelsesmyndigheden på skyldnerens begæring indbringe sager om inddrivelse af blandt andet kontrolafgifter for fogedretten. 

Se nærmere nedenfor i afsnit 3.1.1.2 om erstatningens eller godtgørelsens størrelse.

I øvrigt henvises der til Betænkning 634 om udlæg og udpantning afgivet af et udvalg under Justitsministeriet - 1971

2.9 - Tiltalerejsning, gengivelse af forklaringerne afgivet i retten i straffesager mv.

Samtidighedsprincippet ved anklagemyndighedens tiltalerejsning
Det følger af retsplejelovens § 705, stk. 1, at samtidig "forfølgning mod samme sigtede for flere forbrydelser eller mod flere sigtede som delagtige i en eller flere forbrydelser bør  ske under én sag, hvis dette kan ske uden væsentlig forhaling eller vanskelighed". Af § 706 følger, at retten "på begæring eller i embeds medfør" kan beslutte adskillelse af de straffesager, som er forenede efter § 705.

I TfK 2010.541 VLK havde anklagemyndigheden kæret byrettens kendelse om, at straffesagerne mod to forskellige tiltalte ikke skulle sammenlægges i medfør af retsplejelovens § 705. De to tiltaltes forsvarere havde for byretten protesteret mod, at sagerne mod de to forsvareres klienter blev lagt ammen. En af forsvarerne henviste til, at sammenlægningen ville medføre en væsentlig forsinkelse af sagen, idet den sammenlagte sag ikke ville kunne færdiggøres på de to retsdage, der oprindeligt var afsat til sagen mod denne forsvarers klient. Skulle der ske omberammelse, ville denne forsvarer først kunne give møde flere måneder senere. Landsretten afviste anklagemyndighedens kæremål og anførte blandt andet: "Der er ikke i retsplejeloven foreskrevet en særskilt adgang til at kære afgørelser om sammenlægning eller adskillelse af sager, og sådanne afgørelser er ikke omfattet af opregningen i retsplejelovens § 968, stk. 4, nr. 1-6, over afgørelsestyper, der kan kæres. Herefter, og da kendelsen ikke angår et spørgsmål af fundamental betydning for sagens videre behandling eller er af vidtrækkende principiel betydning, er der ikke grundlag for uanset ordlyden af retsplejelovens § 968, stk. 4, at tage kæremålet under behandling. Landsretten afviser derfor kæremålet."

Gengivelsen af forklaringer i straffesager (retsplejelovens kapitel 64)
I retsplejelovens § 710 til § 714 (retsplejelovens kapitel 64) findes reglerne om gengivelse af forklaringer afgivet i retten af sigtede, tiltalte og vidner. Kapitlet hjemler adgang til at foretage lyd- og billedoptagelser af forklaringerne. Endelig behandles reglerne om adgangen til aktindsigt i forklaringerne. § 710 fastslår hovedreglen om, at forklaringer afgivet i retten, skal optages i retsbogen, § 711 fastslår hovedreglen om, at forklaringer afgivet ved byret skal lydoptages, § 712 bestemmer, at der kun i visse nærmere opregnede tilfælde skal ske optagelse af forklaringer i retsbogen, hvis der er foretaget billed- eller lydoptagelse af forklaringen. § 713 regulerer sigtedes, tiltaltes og andres adgang til at se eller høre billed- eller lydoptagelsen af forklaringer afgivet i retten. § 714 regulerer adgangen til lydoptagelse af rettens gengivelse af en forklaring.

Kapitel 64 blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 652 af 15. juni 2010 og trådte i kraft 1. juli 2010. Lovforslaget blev fremsat som lovforslag nr. 186 af 26. marts 2010 af Justitsministeren. Se bemærkningerne til lovforslaget. Lovforslaget bygger på  Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1513/2010 om optagelse og protokollering af forklaringer i straffesager.

Af lovforslagets kapitel 1.2. fremgår blandt andet, at der indføres en "ordning med adgang til lydoptagelse af forklaringer afgivet under retsmøder i straffesager". Lovforslaget begrundes blandt andet med, at den vil "medføre en lettelse af processen". Videre anføres det i indledningen: "Lydoptagelse af forklaringer indebærer endvidere en autentisk, entydig og sikker metode til at registrere forklaringer, og man vil, så længe optagelsen opbevares, altid kunne gå tilbage og konstatere, hvad der på et givent tidspunkt faktisk blev sagt."

Det foreslås endvidere, at i de tilfælde, hvor der sker lyd- eller billedoptagelse af forklaringer, skal indholdet af forklaringen som udgangspunkt ikke protokolleres, dvs. optages i retsbogen, og forklaringerne medtages som udgangspunkt kun i dommen i det omfang, det er nødvendigt at gengive forklaringerne i begrundelsen for dommen. Forklaringer vil dog blive optaget i retsbogen, hvis (1) rettens formand bestemmer det, (2) sigtede, tiltalte, forsvareren eller anklagemyndigheden anmoder om det, (3) en dom ankes, et spørgsmål i sagen indbringes for højere ret, eller der indgives ansøgning til Procesbevillingsnævnet, eller (4) der gives aktindsigt i medfør af retsplejelovens § 41 d (om retlig interesse) i indførsler i retsbogen vedrørende en forklaring. Herved tages hensyn til det behov for skriftlig gengivelse af forklaringer, der fortsat vil være i en række tilfælde.

Det foreslås, at den sigtede eller tiltalte skal have adgang til at se eller høre en billed- eller lydoptagelse af en forklaring, medmindre den pågældende ikke har adgang til at gøre sig bekendt med forklaringen. Anklagemyndigheden har adgang til at få en kopi af billed- eller lydoptagelser af forklaringer i sagen. Det samme gælder som udgangspunkt forsvareren.

Det foreslås endvidere, at personer, der har mulighed for aktindsigt efter retsplejelovens § 41 f (journalister mv.) eller § 41 g (meroffentlighed for bl.a. forskere) i indførsler i retsbogen vedrørende en forklaring, hvor der er sket billed- eller lydoptagelse, uden at forklaringen er optaget i retsbogen, har adgang til at høre optagelsen hos retten, medmindre retten finder det betænkeligt. Under
samme betingelser vil retten kunne tillade, at der mod betaling tilvejebringes en afskrift af en lydoptagelse af en forklaring til brug for meddelelse af aktindsigt til journalister og forskere mv. Billed- eller lydoptagelse vil efter lovforslaget herudover ikke være genstand for aktindsigt.

Det foreslås endvidere, at den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 36 lempes således, at der efter dommerens bestemmelse kan ske oplæsning og vedståelse af rettens gengivelse af en forklaring, når det findes hensigtsmæssigt.

Det foreslås også, at vidner, hvis forklaring gengives i retsbogen, skal have adgang til at gennemse gengivelsen af forklaringen efter retsmødet.

Kapitel 64 fastsætter regler om gengivelse af forklaringer afgivet i retten af sigtede og vidner. Reglerne behandler derimod ikke spørgsmålet om, hvorvidt forsvareren eller anklagemyndigheden har krav på under retsmødet i forbindelse med afhøringen at få oplæst, hvorledes forklaringen er refereret i retsbogen. Reglerne herom findes i i retsplejelovens § 36 om forsvarerens eller anklagemyndighedens adgang til helt eller delvist at bede om
oplæsning af et protokollat i retsbogen.

Domstolenes beføjelser inden eventuel tiltalerejsning
Af retsplejelovens § 718 følger, at retterne inden for strafferetsplejens område kun træder i virksomhed "efter begæring af anklagemyndigheden eller en privat påtaleberettiget". Reglen er udtryk for de grundlæggende principper i strafferetsplejen om, at domstolene ikke kan træde i virksomhed uden begæring ("uden anklager, ingen dommer"). Dette indebærer, at domstolene ikke kan tage forhold under påkendelse, der ikke er omfattet af anklagen.

I retsplejelovens § 718 a er der med lov nr. 493 af 17. juni 2008 indsat en bestemmelse om, at afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning skal træffes "inden rimelig tid efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt med sigtelsen". Af § 718 b følger, at sigtede kan indbringe en sag for retten, hvis en afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning ikke er truffet, eller der ikke er anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 831 inden 1 år og 6 måneder efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt med sigtelsen. Retten kan herefter, når visse nærmere betingelser er opfyldt, undtagelsesvist fremsætte en frist herfor. Bestemmelserne har baggrund i
betænkning 1492 om begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængsling afgivet af justitsministeriets strafferetsplejeudvalg i 2007.

I TfK 2010.339 VLK var en person sigtet for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1. Anklagemyndigheden ønskede en sag mod personer, der var sigtet for at have deltaget i det samme voldsforhold, afgjort inden, at man ville tage stilling til tiltalerejsningen i sigtedes sag. Den pågældende sigtede fandt, at sagsbehandlingen havde været langsommelig og indbragte derfor sagen for retten i medfør af retsplejelovens § 718 b, stk. 1. Byretten undlod at fastsætte en frist for anklagemyndigheden. Denne afgørelse blev kæret til landsretten, som fastsatte en frist på 6 måneder. Landsretten udtalte blandt andet: "Forholdet er begået den 7. oktober 2006. S har været sigtet siden 18. januar 2007 og blev løsladt efter varetægtsfængsling den 28. marts 2007. Som anført af byretten har efterforskningen været afsluttet i en længere periode, og sagen beror nu på gennemførelse af sagen mod T1 og T2, der er tiltalt i samme forhold, som S er sigtet for. Anklageskriftet mod T1 og T2 er af 20. maj 2009, og sagen afventer berammelse. Efter en samlet vurdering af hensynet til S, sagens beskaffenhed, dens samfundsmæssige betydning og hidtidige forløb er der nu særlig grund til at kræve fremskyndelse af afgørelsen af tiltalespørgsmålet. Landsretten finder derfor, at der undtagelsesvis skal fastsættes en frist herfor, jf. retsplejelovens § 718 b, stk. 2, og fastsætter fristen til 6 måneder. Der er ikke i det, der er anført, grundlag for at træffe bestemmelse om, at berammelse af sagen mod T1 og T2 udsættes og afventer anklagemyndighedens stillingtagen til tiltalespørgsmålet vedrørende S."

Påtalen
Retsplejelovens § 719, stk. 1, fastslår, at offentlig påtale tilkommer politidirektøren. Af § 719, stk. 2, fremgår en række tilfælde, hvor påtalekompetencen er tillagt statsadvokaten. § 720 bestemmer, at justitsministeren kan fastsætte, at offentlig påtale i nærmere angivne sager er betinget af Justitsministerens eller rigsadvokatens beslutning. 

Påtales en sag af en myndighed, der ikke er påtaleberettiget, kan sagen afvises som for eksempel i UfR 1983.829 ØLD, hvor politimesteren ikke havde haft kompetence til at rejse krav om konfiskation som sket. Denne kompetence henhørte under statsadvokaten.

Uretfærdig tiltalerejsning
I artiklen UfR 1977B.137 skrev universitetslektor Bent Unmack Larsen i Ugeskrift for Retsvæsen i 1977 artiklen "Om uretfærdig tiltalerejsning". Han gjorde i artiklen gældende, at domstolene i et tilfælde, hvor anklagemyndigheden har rejst tiltale i strid med en fast praksis for at undlade tiltale, burde frifinde den tiltalte. Han begrundede dette således: "Dette udfald forekommer mig at følge af et for strafferetten helt elementært retfærdighedskrav". I samme artikel anførte Bent Unmack Larsen også: "Havde vi i den danske straffelov (som i den svenske, jfr. nedenfor) haft regler, der overlod det til domstolene efter et ret frit skøn at lade straf bortfalde i særlige tilfælde, ville svaret kunne ligge dér. Domstolene ville da kunne statuere straffrihed med direkte henvisning til den foreliggende praksis for at undlade tiltale. At vi ikke i øjeblikket har en tilsvarende lovregel, betyder imidlertid ikke, at domstolene er afskåret fra at nå et tilsvarende praktisk resultat. Men det gør, at det er vanskeligere at nå dette resultat på en måde, som ikke medfører uoverskuelige og/eller utilsigtede konsekvenser. Resultatet, straffrihed, ville imidlertid efter min opfattelse på betryggende måde kunne nås ved i et sådant tilfælde at tilsidesætte tiltalebeslutningen som ugyldig ud fra (formelle) retfærdigheds- eller lighedsbetragtninger. Støtte herfor ville bl.a. kunne søges i den anerkendelse af lighedsprincippet, der i domstolenes egen praksis er sket for så vidt angår andre typer af forvaltningsafgørelser, og som her har ført til tilsidesættelse af uretfærdige afgørelser. Som en alternativ, omend e. o. vanskeligere vej til at nå resultatet kunne der peges på muligheden af en indskrænkende fortolkning, hvorved de tilfælde, der omfattes af en fast praksis for at undlade tiltale, holdes uden for vedkommende strafbestemmelses anvendelsesområde. Begge disse veje til resultatet ville føre til straffrihed via frifindelse."

Bent Unmack Larsen påpeger i artiklen, at Peter Rørdam ved et par lejligheder har været inde på spørgsmålet om »overførelse« af de i forvaltningsretten udviklede lighedsprincipper på anklagemyndighedens beslutninger. Bent Unmack Larsen anfører videre herom, at Peter Rørdam ud fra ønsket om "at opretholde den afgørende indflydelse på straffesagers afgørelse for domstolene" har "udtrykt sympati for, at man også ad denne vej sætter grænser for anklagemyndighedens beslutningsfrihed". Ifølge Bent Unmack Larsen har anklagemyndigheden i de senere årtier "mere og mere" udnyttet "tiltalemonopolet til på egen hånd at drive aktiv kriminalpolitik," Bent Unmack Larsen påpeger i artiklen også, at Peter Rørdam har "fremhævet ønskeligheden af, at anklagemyndigheden anses for bundet af en fast tiltalepraksis til ikke at ændre denne praksis i skærpende retning."

Som et eksempel på, at domstolene har statueret strafbortfald i et tilfælde, hvor der var rejst tiltale, uagtet at anklagemyndigheden tilsyneladende normalt ikke gør dette, henviser Bent Unmack Larsen til Østre Landsrets dom af 28. oktober 1976 (7. afd. as. nr. 156/1976). Om denne afgørelse anfører han: "I den nu afgjorte sag var der rejst tiltale mod N. N. for overtrædelse af presselovens § 1, stk. 3, som bestemmer, at man i tilfælde, hvor et »trykt skrift« ikke, som foreskrevet i stk. 1 og 2, angiver bogtrykkerens navn eller firma og trykkestedet, kan drage den, der offentligt udbreder skriftet, strafferetligt til ansvar efter presselovens § 19. Tiltalte, der selv havde modtaget nogle plakater vedr. beskæftigelsessituationer, som i teksten angav at hidrøre fra »Danmarks kommunistiske Ungdom«, havde overladt nogle af disse til forskellige andre personer med henblik på ophængning. Han erkendte i ankeinstansen, at plakaterne ikke opfyldte kravene i presselovens § 1, stk. 1 og 2, og bestred ikke, at plakaterne var trykte skrifter i presselovens forstand. I 1. instans var han straffet med en bøde på 100 kr. På forespørgsel havde han i ankeinstansen erklæret sig imod sagens afgørelse ved advarsel, jfr. retsplejelovens § 937, stk. 1, og påstod sig frifundet, idet han gjorde gældende, at »lignende tilfælde i praksis tolereres eller højst giver anledning til en af politiet meddelt advarsel«. Når tiltale til trods herfor var rejst i dette tilfælde, måtte det efter tiltaltes opfattelse være, fordi plakaterne hidrørte fra den pågældende politiske forening, hvilket hævdedes at være en sådan »tilsidesættelse af lighedsgrundsætningen«, at han ikke burde kunne domfældes. Af forsvareren blev der under sagen fremlagt en liste over et større antal plakater med reklamer for DSB, Tivoli m. m. ophængt på Københavns hovedbanegård og andre steder, som ikke opfyldte kravene i presselovens § 1, stk. 1 og 2. Det blev i tilslutning hertil af anklagemyndigheden oplyst, at Københavns Politi i 1975 havde behandlet 11 sager af tilsvarende art som den foreliggende, hvoraf 9 var sluttet med en af politiet meddelt advarsel, mens 2 sager på det pågældende tidspunkt endnu ikke var afsluttede. Ifølge dommen blev der ikke i ankeinstansen fra anklagemyndighedens side anført nogen konkret begrundelse for tiltalerejsningen i den pådømte sag. Det blev heller ikke gjort gældende, at praksis med hensyn til tiltalerejsning i Holbæk politikreds, hvor forholdene var begået, og hvor tiltalen var rejst, afveg fra den omtalte praksis i København. Ved landsrettens dom fandtes straffen »efter sagens omstændigheder, herunder det om anklagemyndighedens tiltalepraksis oplyste«, at kunne bortfalde i medfør af straffelovens § 84, stk. 2, jfr. stk. 1, nr. 3. Derimod henholdt landsretten sig for så vidt angik frifindelsespåstanden til underretsdommens præmisser. I disse var der imidlertid blot herom anført: »… idet tiltalte i det i hans egen forklaring angivne omfang findes offentligt at have udbredt plakater, findes han skyldig i overtrædelse af den i tiltalen afgivne bestemmelse i presseloven".

Påtaleopgivelse, påtalebegrænsning mv.
Retsplejelovens § 721 giver hjemmel til, at påtalen mod en person kan opgives, når visse nærmere betingelser er opfyldt. Af § 724 følger, at sigtede og forurettede skal underrettes om en eventuel påtaleopgivelse. Af § 724, stk. 2, følger, at den "overordnede anklagemyndighed" kan omgøre en beslutning om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, hvis meddelelse herom er forkyndt for den, der har været sigtet, "inden 2 måneder fra afgørelsens dato, medmindre sigtedes forhold har hindret forkyndelse eller betingelserne for genoptagelse efter § 975 er til stede".

Påtalen mod en person kan imidlertid også ske stiltiende. Det forekommer ofte, at en sigtet person sigtes for og afhøres om flere forskellige forhold, men at nogle af disse forhold ikke medtages i anklageskriftet. Det forekommer også, at en sigtet eller tiltalt hævder, at politiet eller anklagemyndigheden har udvist en adfærd, som den sigtede eller tiltalte har oplevet således, at påtalen helt eller delvist er opgivet, medens påtalemyndigheden er af en anden opfattelse. I disse tilfælde opstår der spørgsmål om, hvorvidt påtalemyndigheden er blevet bundet, således at der foreligger en bindende påtaleopgivelse eller en bindende påtalebegrænsning. I UfR 2002.2514 var der rejst tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 244 ved byretten. Sagen blev anket og først under hovedforhandlingen i landsretten påberåbte anklagemyndigheden sig strafskærpelsesbestemmelsen i straffelovens § 247, stk. 1. Landsretten fandt, at anklagemyndigheden var bundet af den oprindelige (mildere) påtale. Se også UfR 2005.12, hvor anklagemyndigheden inden proceduren havde påstået frifindelse. Den kunne ikke senere påstå domfældelse i disse forhold. Se endelig UfR1994.510, hvor en spiritusbilist i august fik oplyst fra politiet, hvorledes han ønskedes straffet. 13 måneder senere kom anklageskriftet med en skærpet gentagelsesstraf. Under de foreliggende omstændigheder var anklagemyndigheden bundet. 

I sagen VL 9. afd. a.s. S-1618-06 stadfæstede Vestre Landsret byrettens afgørelse om, at der var sket bindende påtaleopgivelse. Anklagemyndigheden havde under sagen udtalt sig til pressen og forsvareren om, at de tiltalte uberettiget havde brugt nogle penge men derimod ikke havde bestukket nogen. Disse udtalelser havde efter byrettens og landsrettens opfattelse givet tiltalte en berettiget forventning om, at der ikke senere blev rejst tiltale mod ham for bestikkelse. Det skal særligt bemærkes, at anklagemyndigheden tidligt i sagsforløbet havde taget forbehold for senere at udvide tiltalen. 

I TfK 2010.560 VLD var en person i byretten blevet idømt en betinget førerretsfrakendelse. Han havde ikke været tilstede ved domsafsigelsen den 15. januar 2009, og det vides ikke, hvornår han er blevet bekendt med dommen. Den 18. januar 2009 pågribes personen i at køre bil med en hastighed, der overskrider den tilladte hastighed med 60%. Den 24. februar 2009 underskrev personen en tilkendegivelse fra politiet, hvor han accepterede ("vedtog"), at han skal betale en bøde, at han får førerretten fradømt betinget, og at han senere skal op til en orienterende køreprøve. Den 2. marts 2009 modtog personen en "Meddelelse om betinget frakendelse af førerretten" fra politiet, hvori betingelserne er nærmere præciseret. Efter praksis fradømmes førerretten ubetinget i tilfælde, hvor er person, der sædvanligvis skal idømmes en betinget frakendelse af førerretten, inden for en nærmere angivet periode forudgående er fradømt førerretten betinget. Da anklagemyndigheden blev opmærksom på, at personen havde fået førerretten betinget fradømt ved dommen af 15. januar 2009, rejste anklagemyndigheden ved anklageskrift af 14. april 2009 tiltale med påstand om ubetinget frakendelse af førerretten for forholdet begået den 18. januar 2009. Landsretten frifandt tiltalte og udtalte blandt andet: "Under de anførte omstændigheder har tiltalte haft en berettiget forventning om, at sagen var afsluttet med den vedtagne bøde og betingede frakendelse af førerretten, og anklagemyndigheden er derfor afskåret fra at søge sanktionen i anledning af tiltaltes kørsel den 18. januar 2009 skærpet.

I TfK 2006.220 VLD var en person, der tidligere havde modtaget et tiltalefrafald for overtrædelse af byggelovgivningen, på ny blevet tiltalt for overtrædelse af byggelovgivningen vedrørende det samme byggeri. Landsretten afviste sagen og udtalte blandt andet: "Denne sag vedrører overtrædelse af byggelovens § 30, stk. 1, litra c. Ifølge tiltalen har tiltalte undladt at efterkomme et påbud af 30. oktober 2002 fra Ebeltoft Kommune. Påbuddet er udstedt med henblik på lovliggørelse af et byggeri på en ejendom, som tiltalte tidligere har ejet. Ved afgørelsen af 21. august 2000 har anklagemyndigheden tidligere over for tiltalte frafaldet en tiltale for overtrædelse af byggelovens § 30 vedrørende det samme byggeri. Det er ikke anført i afgørelsen, hvorvidt tiltalefrafaldet er begrænset til nærmere bestemte forhold. På denne baggrund, og under hensyn til indholdet af Ebeltoft Kommunes brev af 29. marts 2000 til tiltalte, må tiltalefrafaldet af 21. august 2000 antages at vedrøre ikke blot fremtvingelse af oplysninger til bedømmelse af byggeriets lovlighed, men også kravet om dets lovliggørelse, som er grundlaget for kommunens påbud og dermed for tiltalen under denne sag. Anklagemyndigheden har herved afskåret sig fra at rejse tiltale som gjort, og der er derfor ikke grundlag for at behandle sagen ved domstolene."

I FOU 2006.191 klagede en advokat på vegne af en klient til Rigsadvokaten over at en statsadvokat havde indstillet efterforskningen i en sag hvor en politibetjent i forbindelse med forfølgelse af en stjålen bil havde affyret et skud mod klientens søn. Sønnen døde kort efter. Politibetjenten blev ikke sigtet i forbindelse med efterforskningen, men blev afhørt med en sigtets rettigheder. Rigsadvokaten afgjorde, at fristen for at omgøre en afgørelse om påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 724, skulle anvendes i sagen, og at fristen var udløbet kort tid efter at der var blevet klaget over afgørelsen til Rigsadvokaten. Det var derfor ikke længere muligt at omgøre statsadvokatens afgørelse om at standse undersøgelsen i sagen. Rigsadvokaten kritiserede statsadvokaten for ikke allerede i forbindelse med afgørelsen om påtaleopgivelse og påklagen heraf at have gjort sig klart om omgørelsesfristen fandt anvendelse i sagen. Ombudsmanden udtalte at han var enig med Rigsadvokaten i at omgørelsesfristen skulle anvendes, idet politibetjenten måtte betragtes som sigtet i sagen. Ombudsmanden kunne på den baggrund ikke kritisere at Rigsadvokaten ikke havde taget stilling til om han ville have anlagt en anden vurdering af skyldsspørgsmålet i sagen end statsadvokaten. Ombudsmanden udtalte endvidere at Rigsadvokaten generelt set i forbindelse med behandlingen af klager over påtaleopgivelser bør være opmærksom på påtalefristen og tilstræbe at afgøre sagerne inden for omgørelsesfristens udløb.

Se Rigsadvokatens Informerer nr. 36/2005 af 2. november 2005 om underretning til sigtede og parter om omgørelsesfristen
ved påtaleopgivelser og tiltalefrafald.

I FOB 2006.206 klagede en advokat til ombudsmanden over, at påtalen mod advokatens klient for afpresning var opgivet med henvisning til retsplejelovens § 721, nr. 2, og ikke med henvisning til retsplejelovens § 721, nr. 1. Politiet havde begrundet påtaleopgivelsen med, at videre forfølgning ikke kunne ventes at føre til at A fandtes skyldig til straf. Samme dag informerede politimesteren D om, at hun havde besluttet at opgive påtale mod bl.a. A og hans ven C. I dette brev anførte politimesteren bl.a. følgende: “Jeg har ved min afgørelse navnlig lagt vægt på f.s.v. (C) og (A), at disse intet ses at have med sagen at gøre og (…).” A's advokat, B, klagede den 13. december 2004 over politiets afgørelse idet han mente at hjemlen til påtaleopgivelse burde havde været retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1, i stedet for nr. 2 i samme bestemmelse. I et svar til advokaten skrev statsadvokaten blandt andet: "Den 16. november 2004 opgav Politimesteren på Frederiksberg påtale mod Deres klient i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2. Som begrundelse anførtes, at videre forfølgning ikke kan ventes at føre til, at Deres klient findes skyldig til straf. Påtaleopgivelsen skete således under hensyn til, at der ikke, uanset den nævnte kontakt, Deres klient havde med en sigtet i sagen, antoges at være bevismæssigt grundlag for at antage, at Deres klient havde noget med det nævnte strafbare forhold at gøre. En påtaleopgivelse i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1, forudsætter at sigtelsen har vist sig grundløs. Heri må ligge, ikke blot at der ikke er (tilstrækkeligt) bevis for den rejste sigtelses rigtighed, men at det herudover må antages, at der intet grundlag har været for sigtelsen. I denne sag var grundlaget for sigtelsen som anført, at Deres klient den pågældende dag i Søndermarken havde kontakt med en af de sigtede i en straffesag om afpresning. Den videre efterforskning har ikke kunnet underbygge en antagelse om, at denne kontakt havde noget med det strafbare forhold at gøre, men har på den anden side heller ikke kunnet udelukke det. Forudsætningen for at opgive påtale i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1, har efter min opfattelse derfor ikke været til stede.” I sin efterfølgende klage til Folketingets Ombudsmand anførte advokaten om dennes opfattelse af betydningen af, hvorvidt der i en påtaleopgivelse er henvist til retsplejelovens § 721, nr. 1, eller § 721, nr. 2, blandt andet: "Grænsedragningen er også af vigtighed på anden måde, nemlig derved at den uskyldige borger ved citeringen af nr. 1, får en art moralsk oprejsning for den anholdelse og sigtelse, han har været udsat for. Det kan heller ikke afvises, at sagen er registreret i et af politiets kartoteker, og det har selvfølgelig en betydning for borgere, om påtaleopgivelsen der er anført som sket efter den ene eller den anden bestemmelse." Efter at sagen var indbragt for ombudsmanden omgjorde Rigsadvokaten afgørelsen. Rigsadvokaten udtalte blandt andet: "at det er min opfattelse, at afgørelsen om påtaleopgivelse i den foreliggende konkrete sag burde være truffet i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1. Jeg har herved lagt vægt på, at politimesteren i den foreliggende sag efter anholdelsen af (A) den 31. august 2004 har ment, at (A)'s kontakt med de øvrige sigtede i sagen ikke har været andet end tilfældig, og at der ikke, efter at (A) havde benægtet ethvert kendskab til de strafbare forhold, er foretaget yderligere efterforskning med henblik på at opklare hans eventuelle rolle i sagen. Jeg har endvidere lagt vægt på, at politimesteren i skrivelse af 16. november 2004 meddelte (A) og hans ven, (C), at disse intet ses at have med sagen at gøre."

Statsadvokatens begrundelse for at citere retsplejelovens § 721, nr. 2, i stedet for nr. 1 i ovennævnte ombudsmandsudtalelse indeholder utvivlsomt en vis formodning for skyld, idet statsadvokaten blandt andet udtaler, at "grundlaget for sigtelsen" var, at den sigtede "havde kontakt med en af de sigtede i en straffesag om afpresning", men at politiets efterforskning ikke kunne "underbygge en antagelse om, at denne kontakt havde noget med det strafbare forhold at gøre, men har på den anden side heller ikke kunnet udelukke det". Når henses til det oplyste om sondringen mellem retsplejelovens § 721, nr. 1, og § 721, nr. 2, må en påtaleopgivelse efter retsplejelovens § 721, nr. 2, indeholde en formodning om skyld, som skal kunne domstolsprøves for, at EMRK artikel 6, § 2, ikke krænkes jævnfør det under tiltalefrafald anførte om menneskerettighedsdomstolens praksis.

Tiltalefrafald

Rigsadvokaturens bekendtgørelse af 25. juni 2001 om politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale.

Efter retsplejelovens § 722 kan anklagemyndigheden - hvis anklagemyndigheden mener, at den sigtede er skyldig i et strafbart forhold - under visse betingelser angivet i §§ 722 og 723 frafalde tiltalen ved at give den sigtede et såkaldt "tiltalefrafald". Hvis anklagemyndigheden mener, at den sigtede er uskyldig, skal anklagemyndigheden opgive påtalen og må således ikke give den sigtede et tiltalefrafald. Anklagemyndigheden kan vælge at give den sigtede et tiltalefrafald i stedet for at rejse en sag mod denne, hvis forholdet er bødebelagt eller af ringe strafværdighed. Dette kan for eksempel også ske, hvor der fastsættes hjælpeforanstaltninger efter servicelovens § 52, hvor sigtede var under 18 år på gerningstidspunktet eller hvor omkostningerne eller vanskelighederne ved sagens gennemførelse står i misforhold til den sanktion, som kan forventes idømt. Af § 723 fremgår, at der kan fastsættes vilkår for et tiltalefrafald om at betale en bøde eller indgå på konfiskation. Derudover kan der fastsættes samme vilkår som i betingede domme. Det fremgår imidlertid af bestemmelsens 2. stykke, at der kun kan fastsættes vilkår, hvis sigtede "i retten har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende omstændigheder", og hvis retten godkender vilkårene. Af § 724 følger, at tiltalefrafald - ligesom påtaleopgivelser - kan påklages til den "overordnede anklagemyndighed". Som det fremgår af ovenstående kan sigtede således ikke få domstolsprøvet et tiltalefrafald, medmindre der er fastsat vilkår for tiltalefrafaldet. Dette indebærer blandt andet, at en sigtet, der af anklagemyndigheden modtager et tiltalefrafald og dermed af anklagemyndigheden er anset som skyldig i et strafbart forhold, ikke kan få skyldsspørgsmålet prøvet ved retten, medmindre anklagemyndigheden har valgt at knytte vilkår til tiltagefrafaldet.

En person, der af anklagemyndigheden er fundet skyldig i et strafbart forhold og derpå meddelt et tiltalefrafald, kan i teorien anlægge en almindelig civil sag ved domstolene efter grundlovens § 63 og under en sådan sag nedlægge påstand om, at det offentlige skal anerkende, at den pågældende ikke er skyldig. Det er imidlertid tvivlsomt, om domstolene vil foretage en sådan prøvelse, idet domstolene efter praksis i sager, der domstolsprøves efter grundlovens § 63, formentlig alene foretager en legalitetsprøvelse, hvilket vil sige en prøvelse af afgørelsens retsgrundlag, myndighedens kompetence m.v. Se nærmere om dette spørgsmål i Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 148 af 22. december 2005 fra Folketingets Retsudvalg.

Anklagemyndighedens adgang til at træffe afgørelse i et tiltalefrafald om, at en person er skyldig i et strafbart forhold, uden at sigtede har adgang til at få prøvet skyldsspørgsmålet ved en domstol, strider mod det grundlæggende princip i den danske og internationale strafferetspleje om, at skyldsspørgsmålet i en straffesag kan kræves prøvet af en kompetent domstol. Reglen synes således ikke at være forenelig med EMRK artikel 6, stk. 1, som lyder: "Enhver skal, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse, være berettiget til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig tid for en ved lov oprettet uafhængig og upartisk domstol." I Mikolajova mod Slovakiet afgjort af EMD den 18. januar 2011 under sagsnummer 4479/03 var en kvinde blevet sigtet for vold mod sin ægtefælle, idet ægtefællen havde indgivet anmeldelse til politiet om, at hun havde begået vold mod ham. Af præmis 7 fremgår blandt andet, at politiet den 3. juli 2000 udstedte en afgørelse, hvoraf det fremgik, at anklagemyndigheden havde opgivet tiltalen, idet kvindes ægtemand havde modsat sig, at der blev rejst straffesag mod kvinden. Det fremgik nærmere af afgørelsen, at politiets efterforskning viste, at kvinden havde begået et strafbart forhold, men at tiltalen var frafaldet, idet offeret ikke havde givet sit samtykke som krævet i den nationale retsplejelov (også præmis 7). Ifølge kvinden blev hun bekendt med tiltalefrafaldet længe efter, at afgørelsen var truffet, idet det forsikringsselskab, som havde betalt ægtefællens helbredsudgifter, skrev til kvinden og fremkom med et regreskrav mod hende. Til støtte for kravet henviste forsikringsselskabet til tiltalefaldet (præmis 8). Af præmis 42 fremgår, at EMD ikke fandt, at tiltalefrafaldet i sig selv udgjorde en krænkelse af uskyldsformodningen i EMRK artikel 6, 2, idet kvinden ikke før hun hørte fra forsikringsselskabet havde hørt om tiltalefrafaldet. Hun havde således ikke været "formelt sigtet" ("formally charged"). Hun var ifølge EMD ikke "officielt underrettet eller på anden måde "substantielt påvirket" som følge af sin ægtefælles anmeldelse den 30. juni 2000 af hende for strafbart forhold" (".. officially notified or otherwise “substantially affected” following her husband's filing of a criminal complaint against her on 30 June 2000 .."). EMD fandt med denne begrundelse, at EMRK artikel 6, § 2, ikke var krænket. Derimod fandtes EMRK artikel 8 at være krænket. I præmis 41 udtaler EMD blandt andet: "... The prominent place held in a democratic society by the right to a fair trial favours a "substantive", rather than a "formal", conception of the "charge" referred to by Article 6; it impels the Court to look behind the appearances and examine the realities of the procedure in question in order to determine whether there has been a "charge" within the meaning of Article 6 .." Et tiltalefrafald efter retsplejelovens § 722 må utvivlsomt anses for at være baseret på en "formel sigtelse", hvorfor det må antages, at meddelelsen af et tiltalefrafald indeholder en formodning om skyld, som skal kunne domstolsprøves for, at EMRK artikel 6, § 2, ikke krænkes.

Se Østjyllands Politis afgørelse af 14. oktober 2010 i sagen 4200-84172-00118-10. Den pågældende nægtede sig i den omhandlede sag skyldig i ulovlig våbenbesiddelse. Som det fremgår af sagen, har anklagemyndigheden fundet den pågældende skyldig. Den pågældende har ikke mulighed for at få skyldsspørgsmålet prøvet ved en domstol. Afgørelsen synes at være åbenlyst uforenelig med principperne, der er redegjort for i Mikolajova mod Slovakiet omtalt umiddelbart ovenfor. 

Mogens Koktvedgaard & Hans Gammeltoft-Hansen anfører om tiltalefrafald i "Lærebog i strafferetspleje", Juristforbundet 1978, side 101 og side 102, blandt andet følgende: ”Et særligt problem – af mere principiel end praktisk betydning – kan knytte sig til tiltalefrafaldet. I lighed med domfældelse indebærer tiltalefrafald, at den pågældende anses for skyldig i de påsigtede forhold. Da tiltalefrafaldet ikke kræver noget egentlig samtykke fra den sigtede, kunne det forekomme, at personer, der anser sig for ikke-skyldige, og ønsker dette godtgjort gennem en frifindelse, påtvinges tiltalefrafaldet med den deri liggende skyldformodning. Problemet er dog som nævnt ikke særlig praktisk. Ved tiltalefrafald med vilkår efter § 723 a kræves sigtedes tilståelse; og også i andre tilfælde ville man næppe give frafald uden den sigtedes tilståelse eller i hvert fald hans indforståelse med denne afgørelsesmåde. Situationen kunne imidlertid tænkes at opstå, og under en mere principiel synsvinkel burde der nok indføres hjemmel for, at den sigtede i givet fald kan begære sagen indbragt for domstolene”.

I kapitel 6 i bind 13 af PET-Kommissionens Beretning, der vedrører KGB's kontakt- og agentnet i Danmark, omtales den såkaldte "Herløv-Petersen-sag". Denne person havde været sigtet for overtrædelse af straffelovens § 108 men modtog i 1982 et tiltalefrafald. I kapitlet diskuteres det blandt andet, hvorvidt tiltalefrafaldet indeholder en formodning om skyld. Af sidste afsnit i kapitel 6 fremgår blandt andet følgende: "..For PET var tiltalefrafaldet ikke nogen dårlig udgang på sagen. Som anført af politiassessor Arne Stevns var det lige så vigtigt, at sagen fik en presseeksponering og en vinkel på historien, der ville skade sovjetiske interesser og handlemuligheder i fremtiden, som at Arne Herløv Petersen blev straffet. Med justitsministerens afgørelse blev begge mål indfriet, selv om tiltalefrafald næppe var så streng en straf, som PET havde håbet på. Den britiske efterretningsekspert Chapman Pincher er inde på et lignende ræsonnement i bogen om The Secret Offensive: ”I foråret 1982 besluttede det danske Justitsministerium at undlade at retsforfølge Petersen med den begrundelse, at danske interesser ikke i tilstrækkeligt omfang var blevet skadet, men det gjorde offentligheden bekendt med hovedanklagerne og beviserne mod Petersen…. Den danske regerings aktion er et eksempel til efterfølgelse for andre vestlige regeringer, som er utilbøjelige til at involvere sig i retssager og, som tidligere har ladet en sådan undergravende opførsel gå ustraffet hen”. .."

Underretning om og omgørelse af en afgørelser om påtaleopgivelse mv. (Retsplejelovens § 724)

Retsplejelovens § 724 har følgende indhold:

"Stk. 1. Ved afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald underrettes sigtede, forurettede eller, hvis forurettede er afgået ved døden, forurettedes nære pårørende. Det samme gælder andre, der må antages at have en rimelig interesse heri. En afgørelse om påtaleopgivelse kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10. Sigtede kan efter samme regler klage over en afgørelse om tiltalefrafald.

Stk. 2. Er der truffet afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, kan strafforfølgning mod den, der har været sigtet, kun fortsættes efter den overordnede anklagemyndigheds bestemmelse, hvis meddelelse herom er forkyndt for den pågældende inden 2 måneder fra afgørelsens dato, medmindre sigtedes forhold har hindret rettidig forkyndelse, eller betingelserne for genoptagelse efter § 975 er til stede.

Stk. 3. Anses påtale for opgivet efter § 718 b, stk. 2 eller 3, kan den overordnede anklagemyndighed uanset stk. 2 kun træffe bestemmelse om, at strafforfølgning skal fortsættes, hvis betingelserne for genoptagelse i § 975 er opfyldt.
"

I FOB 2006.191 klagede en advokat på vegne af en klient til Rigsadvokaten over at en statsadvokat havde indstillet efterforskningen i en sag hvor en politibetjent i forbindelse med forfølgelse af en stjålen bil havde affyret et skud mod klientens søn. Sønnen døde kort efter. Politibetjenten blev ikke sigtet i forbindelse med efterforskningen, men blev afhørt med en sigtets rettigheder. Rigsadvokaten afgjorde at fristen for at omgøre en afgørelse om påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 724, skulle anvendes i sagen, og at fristen var udløbet kort tid efter at der var blevet klaget over afgørelsen til Rigsadvokaten. Det var derfor ikke længere muligt at omgøre statsadvokatens afgørelse om at standse undersøgelsen i sagen. Rigsadvokaten kritiserede statsadvokaten for ikke allerede i forbindelse med afgørelsen om påtaleopgivelse og påklagen heraf at have gjort sig klart om omgørelsesfristen fandt anvendelse i sagen. Ombudsmanden udtalte at han var enig med Rigsadvokaten i at omgørelsesfristen skulle anvendes, idet politibetjenten måtte betragtes som sigtet i sagen. Ombudsmanden kunne på den baggrund ikke kritisere at Rigsadvokaten ikke havde taget stilling til om han ville have anlagt en anden vurdering af skyldsspørgsmålet i sagen end statsadvokaten. Ombudsmanden udtalte endvidere at Rigsadvokaten generelt set i forbindelse med behandlingen af klager over påtaleopgivelser bør være opmærksom på påtalefristen og tilstræbe at afgøre sagerne inden for omgørelsesfristens udløb. Rigsadvokaten bør således i forbindelse med en indledende gennemgang af de indkomne klager ikke alene hæfte sig ved hvad statsadvokaten har anført om fristen, men også overveje om der eventuelt kan være begået fejl hos statsadvokaten i denne henseende. Ombudsmanden mente derfor at det havde været ønskeligt om Rigsadvokaten i forbindelse med klagen i den konkrete sag havde overvejet om omgørelsesfristen skulle anvendes, og havde vurderet om det var muligt at behandle sagen inden fristens udløb.

2.10 - Sigtede og dennes forsvarer

Sigtedes, forsvarerens og andres adgang til aktindsigt under og efter straffesagen
Retsplejelovens § 729 a vedrører forsvarerens ret til aktindsigt og forsvarerens muligheder for med politiets tilladelse at videregive kopi af sagsakterne til tiltalte. Politiet skal give forsvareren lov til at videregive kopi af sagens akter til sigtede, hvis "det findes ubetænkeligt".

§ 729 a, stk. 3, har følgende indhold: "Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. Forsvareren skal have udleveret kopi af materialet, i det omfang det uden ulempe kan kopieres. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre. Politiet giver samtykke, hvis det findes ubetænkeligt. Med hensyn til materiale, der er omfattet af § 871, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, kan samtykke dog kun nægtes af de i stk. 4 nævnte grunde."

Bestemmelsen omhandler "materiale", og forsvarerens aktindsigt begrænser sig således ikke kun til dokumenter som for eksempel politirapporter mv. I TfK 2004.643 ØLK fik forsvareren medhold i, at politiet skulle udlevere en "fotografisk kopi" af gerningsstedsfingeraftrykket og det sammenligningsaftryk, som politiet havde tilvejebragt.

Ved gennemførelsen af den såkaldte "rockerlov" i 2003 blev begrænsningen "til brug for den sag, som sigtelsen angår" tilføjet. Denne begrænsning kan komme i konflikt med EMRK artikel 6, stk. 3, (b) og synes nærmest at være bortcensureret af domstolene.

I TfK 2005.66/2 HK havde forsvareren begæret aktindsigt i sagsakter vedrørende en straffesag mod en anden person i en anden politikreds. Tiltalte var ikke sigtet i denne anden sag. Her udtalte Højesteret blandt andet: "De oplysninger, som advokat Claus Nørregaard som forsvarer for tiltalte har anmodet om aktindsigt i, er ikke tilvejebragt af politiet til brug for den sag, som tiltalen angår. Efter forarbejderne til bestemmelsen sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6 omfatter forsvarerens adgang til aktindsigt imidlertid alt materiale, som er af betydning for sagen, uanset om det er tilvejebragt til brug for den pågældende sag."

I TfK 2007.283/1 HK havde politiet begrænset forsvarernes aktindsigt i en straffesag, hvilket forsvarerne forlangte indbragt for retten. Anklagemyndigheden henholdt sig blandt andet til, at de oplysninger og det materiale, som forsvarerne efterlyste, ikke var tilvejebragt af den omhandlede politikreds, og at det ikke var indhentet til brug for den aktuelle sag, og at det ikke befandt sig i politikredsen. Højesteret udtaler blandt andet følgende: "Efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3, har forsvareren adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. Dette gælder uden hensyn til materialets betydning for sagen. De oplysninger, som advokat Kristian Mølgaard som forsvarer for tiltalte har anmodet om aktindsigt i, er ikke tilvejebragt af politiet til brug for den sag, som tiltalen angår. Efter forarbejderne til bestemmelsen sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6 omfatter forsvarerens adgang til aktindsigt imidlertid alt materiale, som er af betydning for sagen, uanset om det er tilvejebragt til brug for den pågældende sag. Forsvareren ønsker aktindsigt i de kendelser, som har givet tilladelse til at foretage de aflytninger, som skal anvendes som bevis i sagen, med henblik på at kontrollere, at disse aflytninger er tilvejebragt på lovlig måde. Uanset erklæringen af 20. december 2005 fra chefen for Politiets Efterretningstjeneste finder Højesteret, at det ikke kan udelukkes, at det af forsvareren ønskede materiale kan være af betydning for sagen. Forsvarerens anmodning om aktindsigt i de omhandlede kendelser tages herefter til følge, dog således at der forinden skal gives anklagemyndigheden mulighed for at vurdere, om kendelserne indeholder oplysninger, som bør undtages fra aktindsigt, jf. retsplejelovens § 729 c."

Af TfK 2010.798/1 VLK fremgår blandt andet, at en forsvarer ikke uden videre kan informere en sagkyndig, som forsvareren måtte ønske at gøre brug af under forberedelsen af en straffesag, om indholdet af straffesagens akter. Det tilkommer i første række politiet at tage stilling til spørgsmålet om forsvarerens overlevering af relevant materiale til den sagkyndige, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 3. Et eventuelt afslag vil kunne indbringes for byretten i medfør af retsplejelovens § 746.

I Sagen Luboch mod Polen (sagsnummer 37469/05) præciserede Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i en afgørelse fra januar 2008 sigtedes ret til at tage notater af akterne i dennes straffesag samt sigtedes ret til, hvis det er nødvendigt, tillige at få kopi af sagens akter. Samme resultat når menneskerettighedsdomstolen frem til i sagen Lawrence Pullicino mod Malta (sagsnummer 45441/99), hvor det yderligere præciseres, at sigtedes ret til at tage egne notater af sagens akter ikke kan nægtes denne med henvisning til, at sigtede har en forsvarer.

Læs mere om sigtedes adgang til aktindsigt hos sin forsvarer. Se også bemærkningerne til retsplejelovens § 729 om aktindsigt i straffesager.    

Af betænkning nr. 622/1971 om efterforskning i straffesager fremgår ad forslag til ny § 745 (nu retsplejelovens § 729 a), at: "Det materiale, som forsvareren får udleveret fra politiet (eller genparter heraf), må ikke uden politiets tilladelse overleveres til sigtede eller andre, således at de beholder det. Derimod er der i almindelighed intet til hinder for, at forsvareren orienterer sigtede om materialets indhold eller foreviser materialet for sigtede. Vil politiet forhindre dette, må der gives forsvareren pålæg i henhold til forslagets stk. 4- - -".

I UfR 1995.693 VLK havde en forsvarer fået en påtale fra Politimesteren i Varde (nu inddraget under Syd- og Sønderjyllands Politi) for forud for en afhøring hos politiet at have overdraget sagsakter til sin klient, således at klienten selv kunne læse fra materialet. Advokaten indbragte spørgsmålet for retten efter retsplejelovens § 746. Byretten gav politiet medhold i, at kritikken var berettiget, idet forsvareren efter byrettens opfattelse ifølge bestemmelsen alene havde adgang til at "orientere sigtede om materialets indhold" samt "forevise" sigtede materialet. Byretten mente ikke, at forsvareren efter bestemmelsen havde lov til at "række" materialet til sigtede. Landsretten fandt politiets kritik af forsvareren uberettiget og udtalte blandt andet:  "En forsvarers overladelse af det fra politiet modtagne materiale alene til klientens gennemsyn i forsvarerens overværelse kan herefter ikke - ej heller sprogligt - betegnes som overlevering."

I UfR 1997.1325 ØLD fandt byretten, at det var i strid med retsplejelovens § 745, stk. 1, 3. pkt. [nu retsplejelovens § 729 a, stk. 3), at en forsvarer havde overladt sigtede i en straffesag sagens akter, således at sigtede havde adgang til sagsakterne, uden at forsvareren var til stede. Det fremgår af sagen, at forsvareren boede i København, og sigtede, som var advokat af profession, boede på Færøerne. Landsretten udtalte vedrørende sagens forhold a: "Hvad angår materiale vedrørende efterforskningen i Skálafjall-sagen bemærkes, at den ordning, som tiltalte uden at indhente politiets samtykke havde etableret, og hvorefter den da tiltalte A uden kontrol af tiltalte havde fri adgang til sagsakterne og herunder til at tage kopier af materialet, må karakteriseres som en overlevering, der er i klar strid med forbudet i retsplejelov for Færøerne § 745, stk. 1, 3. pkt. Når henses til, at ordningen må antages etableret på baggrund af de praktiske vanskeligheder med hensyn til kommunikationen mellem tiltalte og hans klient, der skyldtes den geografiske afstand, og til, at tiltalte havde føje til at regne med, at materialet ikke ville komme uvedkommende i hænde eller i øvrigt blive misbrugt, findes overtrædelsen ikke at være af en sådan grovhed, at den kan henføres under straffelovens § 155." Med hensyn til sagens forhold b udtalte landsretten: "Den skete overlevering til A og til nyhedsmedierne var i strid med forbudet i den færøske retsplejelov § 745, stk. 1, 3. pkt. Instruktionsrapporterne omhandlede tilrettelæggelsen af den allerede gennemførte ransagning og havde derfor ved overleveringen alene betydning i forbindelse med en række forsvareres klage over ransagningen. Under disse omstændigheder findes overtrædelsen ikke at være af en sådan grovhed, at den kan henføres under straffelovens § 155."

Afgørelsen forekommer særlig interessant for så vidt angår materialet omtalt i forhold b, idet landsretten - ligesom byretten - synes at være af den opfattelse, at materialet, som forsvareren i strid med retsplejeloven havde overleveret til sin klient, ikke (længere) vedrørte politiets efterforskning men alene advokaternes klagesag.

I TfK 2005.602/1 ØLD var en forsvarsadvokat sigtet for overtrædelse af straffelovens § 155 ved at have afsendt en fuldstændig afskrift af en politirapport til forsvarsadvokatens klient, som var indsat på Anstalten ved Herstedvester. Rapporten indgik i en straffesag mod forsvarsadvokatens klient. Det fremgik af sagen, at forsvarerens sekretær havde afsendt et brev til klienten indeholdende afskriften af rapporten. Forsvarsadvokaten blev frifundet, idet det ikke blev anset for bevist, at forsvarsadvokaten havde instrueret sekretæren i at fremsende afskriften.

Af retsplejelovens § 729, stk. 2, sidste pkt, fremgår, at forsvareren ikke må overlevere kopierne til sigtede eller andre, "hvis det må befrygtes, at kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde".

I TfK 2006.4472 ØLK tilkendegav tiltalte under en straffesag, at han havde til hensigt at lægge retsbøgerne vedrørende sagen på sin hjemmeside. Anklagemyndigheden anmodede retten om at forbyde, at tiltalte lægger retsbøgerne ud på sin hjemmeside og således offentliggør alt det i retten sagte. Anklagemyndigheden anførte blandt andet: "at retsplejelovens § 41 f, stk. 6, 1. pkt., som videreførte den tidligere § 41 a, stk. 6, fastsætter, at de til pressen udleverede retsbøger alene må benyttes af massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere og kun til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde, hvilket bl.a. indebærer, at disse udskrifter og dokumenter ikke over for offentligheden må gengives ordret i lange sammenhængende passager, ligesom de ikke må foreholdes f.eks. en person, der interviewes. I forarbejderne til den tidligere § 41 a, stk. 6, anføres udtrykkeligt, at »[P]rincippet i retsplejelovens § 182 om, at vidner ikke må påhøre andres forklaringer i sagen, vil således ikke kunne undergraves ved ordrette gengivelser af retsbogsudskrifter i massemedierne« (Folketingstidende 1998-99, tillæg A, pag. 2036). Det gøres herefter gældende, at den samme begrænsning i retning af at udelukke offentliggørelse i videre omfang, som gælder journalister, analogisk må udstrækkes til parterne." Landsretten fulgte ikke anklagemyndighedens anmodning. Landsretten udtalte nærmere: "T's offentliggørelse af straffesagernes retsbøger i deres helhed må antages at kunne indebære en tilsidesættelse af blandt andet retsplejelovens regler om beskyttelse af navneforbud samt andre regler, herunder regler i den almindelige lovgivning om behandling af personoplysninger. Landsretten finder, at der i så fald - uanset det, der er anført af T om begrundelsen for en offentliggørelse - vil foreligge en retsstridig benyttelse af retsbøgerne, der kan begrunde, at der efter retsplejelovens § 729 a, stk. 2, 3. pkt., foretages nærmere begrænsninger i T's adgang til at få udleveret retsbogsudskrifter. En offentliggørelse, hvorved regler i lovgivningen tilsidesættes, kan desuden medføre, at der pålægges straf efter de regler, der gælder herom. Uanset at en offentliggørelse kan være retsstridig og strafbar som anført, ses der ikke at være hjemmel til, at retten som led i sin behandling af straffesagerne kan nedlægge forbud mod, at T offentliggør retsbøger, som han er i besiddelse af. Landsretten tiltræder i den forbindelse, at et sådant forbud ikke kan have hjemmel i en analogi af retsplejelovens § 41 f, stk. 7, sammenholdt med stk. 6, hvorefter det er strafbart for presserepræsentanter at offentliggøre blandt andet retsbøger. Endvidere finder landsretten, at hensynene bag retsplejelovens § 182 om vidneafhøring uden andre vidners påhør ikke udgør tilstrækkelig hjemmel til at nedlægge et sådant forbud."

Efter retsplejelovens § 729 a, stk. 4, kan politiet under visse nærmere betingelser give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet. Et sådant pålæg, som generelt betegnes som "forsvarerpålæg") kan efter bestemmelsen "udstrækkes indtil tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen".

I UfR 1999.90 HK blev et "generelt" forsvarerpålæg ophævet.

Om almindelig adgang - herunder pressens adgang - til aktindsigt i domme og kendelser mv. henvises der til behandlingen af retsplejelovens § 41 og § 41 a til g (kapitel 3 a) ovenfor.

Retsplejelovens § 729 c bestemmer, at reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og 729 b fraviges. Bestemmelsen har følgende indhold: 

"§ 729 c. Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og 729 b fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til
1) fremmede magter,
2) statens sikkerhed,
3) sagens opklaring,
4) tredjemands liv eller helbred,
5) efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller
6) beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes forsvar.
Stk. 3. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af materialet, skal forsvareren eller sigtede gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet.
Stk. 4. Afgørelsen træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder en fravigelse fra §§ 729 a og 729 b. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal retten på ny vurdere fravigelsen, før hovedforhandlingen indledes. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere kendelse. Rettens afgørelse kan kæres.
Stk. 5. Inden retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en advokat for sigtede, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2. Advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse fra §§ 729 a og 729 b, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
"

Af retsplejelovens § 729 c følger således, at retten efter anmodning fra politiet kan bestemme, at reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og 729 b kan fraviges, når betingelserne fastsat i bestemmelsen er opfyldt. Af 2. stykke følger, at en sådan fravigelse ikke kan bestemmes, "hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes forsvar". I TfK 2008.75/1 HK hjemviste Højesteret en sag til fornyet behandling ved landsretten, idet forsvarerne fik medhold i, at landsretten ikke burde have forladt sig på politiets redegørelse om indholdet af nogle dokumenter, som anklagemyndigheden havde ønsket undtaget fra forsvarets aktindsigt, da landsretten havde besluttet at imødekomme anklagemyndighedens anmodning. Landsretten burde selv have foretaget en vurdering af de omhandlede dokumenter. Højesteret udtalte nærmere: "Vedrørende sagens realitet finder Højesteret, at afgørelsen om afslag af den foreliggende anmodning om aktindsigt i henhold til retsplejelovens § 729 a, stk. 3, ikke burde være truffet alene på grundlag af Politiets Efterretningstjenestes redegørelse af 19. oktober 2007, men at landsretten i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 2, 2. pkt., burde have pålagt politiet over for retten at fremlægge det materiale, som tvisten angår."

Justitsministeriets lovafdeling har 25. januar 2006 udearbejdet en redegørelse om erfaringerne i praksis med de nye regler om civile agenter og om begrænsning af forsvarerens adgang til aktindsigt. På side 11 i redegørelsen konkluderes blandt andet: "På baggrund af indberetningerne er det Rigsadvokatens vurdering, at anklagemyndigheden er bevidst om, at undtagelse af materiale fra forsvarerens almindelige adgang til aktindsigt må have undtagelsens karakter, og at der kun fremsættes begæring herom, når det eller de hensyn, der ligger til grund for begæringen om undtagelse, er af væsentlig betydning. Rigsadvokaten bemærker også, at domstolene i intet tilfælde har afslået anklagemyndighedens begæring om at undtage materiale fra forsvarerens aktindsigt med den begrundelse, at en fravigelse kunne give anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes forsvar. Rigsadvokatens konklusion er på denne baggrund, at de nye regler ikke har givet anledning til problemer for varetagelsen af de sigtedes eller tiltaltes forsvar i indberetningsperioden."

Beskikkelse af forsvarer under straffesager (retsplejelovens § 731 og § 732)

Betænkning 830 om beskikkelse af forsvarer under efterforskningen - 1977
Betænkning 728 om anholdelse og varetægt - 1974
Lovbekendtgørelse nr  827 af 25. august 2005 om adgang til forsvarerbistand  under en administrativ skatte- eller afgiftsstraffesag
(forsvarerbistandsloven)

Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 960 af 12. oktober 2005 om vejledning om forsvarerbeskikkelse under en administrativ skatte- eller afgiftsstraffesag

I retsplejelovens § 731 findes reglerne om obligatorisk beskikkelse af forsvarer. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"§ 731. Offentlig forsvarer bliver, for så vidt sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte forsvarer udebliver, at beskikke,
a) når sigtede fremstilles for retten med henblik på varetægtsfængsling eller opretholdelse af anholdelsen,
b) når der, forinden tiltale er rejst, skal afhøres vidner, eller besigtigelse skal ske eller syn eller skøn afgives til brug under hovedforhandling, dog at retshandlingen ej bliver at udsætte efter forsvarers tilstedekomst, når det må befrygtes, at beviset derved ville spildes,
c) når der er spørgsmål om beslaglæggelse af en formue eller en del af denne, jf. § 802, stk. 3.
d) når tiltale er rejst i sager, der skal behandles under medvirken af nævninger eller domsmænd,
e) når tiltale er rejst i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om højere straf end bøde,
f) når der i anledning af indankning eller begæring om genoptagelse af en sag eller undtagelsesvis i anledning af kære, jf. § 972, stk. 2, skal finde mundtlig forhandling sted for retten,
g) når vidners eller syns- eller skønsmænds beedigede forklaring begæres til brug under en i udlandet indledet straffesag,
h) i alle tilfælde, hvor retten i medfør af § 29, stk. 1, og stk. 3, nr. 3, beslutter, at afhøring af sigtede skal foregå for lukkede døre,
i) når sager, hvor der er spørgsmål om fængselsstraf, fremmes i medfør af § 855, stk. 3, nr. 4.
Stk. 2. I det under litra e nævnte tilfælde og i det i § 831, stk. 4, nævnte tilfælde bliver offentlig forsvarer kun at beskikke, når den sigtede (eller hans værge) begærer det. Herom skal der gives sigtede lejlighed til at udtale sig.
"

Vedrørende ankesager følger af retsplejelovens § 915, at der i tilfælde, hvor landsretten ikke straks afviser anken, sker beskikkelse af forsvarer for tiltalte under sagens behandling ved landsretten, medmindre tiltalte selv har antaget en forsvarer. § 935, stk. 2, indeholder en tilsvarende regel vedrørende ankesager ved Højesteret. For så vidt angår kæremål følger det af retsplejelovens § 972, stk. 2, at der skal beskikkes en forsvarer i tilfælde, hvor sigtede ikke selv har antaget en forsvarer, og hvor det er bestemt, at kæremålet skal behandles mundtligt.

Af retsplejelovens § 1007, stk. 2, følger, at vederlaget til en valgt forsvarer normalt ikke betales af det offentlige. Af 2. punktum følger det imidlertid, at det offentlige kan betale udgiften til den valgte forsvarer, når dette "efter sagens særlige omstændigheder findes rimeligt".

Bestemmelsen i retsplejelovens § 732 vedrører den fakultative beskikkelse af forsvarer. Efter denne bestemmelse kan der ske beskikkelse for eksempel fordi, der skal føres vidner i en sag. Det kan også føre til beskikkelse af forsvarer, hvis tiltaltes personlige forhold taler for, at tiltalte kan have svært ved at varetage sine interesser under sagen på en betryggende måde uden forsvarer. Demens eller alkoholafhængighed kan for eksempel være grunde til, at der bør ske beskikkelse, selv om der er tale om en bagatelsag. Er sagen ikke en bagatelsag, taler dette naturligvis i sig selv for, at der skal ske beskikkelse. I betænkning 830, side 18, udtales det, at det kan tale for beskikkelse af forsvarer, at et særligt modsætningsforhold er opstået mellem den sigtede og politiet. Der er også adgang til at beskikke forsvarer i afsluttede straffesager, der søges genoptaget i Den Særlige Klageret.

I UfR 1985.434 VLK beskikkede landsretten en forsvarer i en mindre færdselssag, hvor en person havde nægtet at vedtage en bøde på 500 kr. Landsretten redegjorde for, hvilke forhold, der sædvanligvis skal lægges vægt på, når det skal vurderes, om der er behov for forsvarerbeskikkelse i mindre sager. Landsretten udtalte blandt andet: "Afgørelsen af, om der i medfør af retsplejelovens § 732, stk. 1, skal beskikkes en forsvarer, findes at burde træffes på grundlag af en samlet bedømmelse, herunder også af det både for tiltalte og for retten hensigtsmæssige i, at en tiltalt under en politisag, hvori der skal ske afhøring af vidner, og hvori der kan opstå bevistvivl eller tvivl om anvendelsen af en straffebestemmelse m.v., har bistand af en forsvarer, og der findes ved afgørelsen ikke at burde anlægges noget snævert skøn. Det ønskelige i at undgå en meget restriktiv praksis er særligt fremtrædende i sager, hvori der er rejst tiltale efter 1. juli 1984, idet anke fra tiltaltes side i sådanne politisager som hovedregel kun kan ske, hvis der er idømt højere straf end 10 dagbøder eller bøde på 1.000 kr., jfr. den ved lov nr. 298 af 6. juni 1984 gennemførte ændring af retsplejelovens § 962, stk. 2."

Læs mere om praksis med hensyn til fakultativ beskikkelse af forsvarer i straffesager. 

I sagen Prezec mod Kroatien afgjort af Den europæiske Menneskeretsdomstol (EMD) den 15. oktober 2009 under sagsnummer 48185/07 fandt EMD, at EMRK artikel 6 var krænket, fordi klageren ikke havde fået advokatbistand under en straffesag ved sagens behandling i første instans. Der havde således alene været advokatbistand ved sagens behandling i 2. instans. EMD fremhævede, at klageren var indsat i et fængsel og tiltalt for vold mod en ansat i fængslet. Det blev også fremhævet, at klageren led af en personlighedsforstyrrelse. Disse forhold talte for, at han burde have adgang til advokatbistand under straffesagen (præmis 29). Det udtales således, at EMD finder, at der består et særligt behov for advokatbistand i tilfælde, hvor en frihedsberøvet person er tiltalt for vold mod personale i den institution, hvor han eller hun er frihedsberøvet. I præmis udtaler EMD yderligere: " ..Furthermore, the Court's case-law is clear on the principle that where deprivation of liberty is at stake, the interests of justice in principle call for legal representation ...". EMD fastslår således, at såfremt frihedsberøvelse kan komme på tale, skal der efter praksis ved EMD ske beskikkelse af en advokat.

I Luchaninova mod Ukraine afgjort af EMD den 9. juni 2011 under sagsnummer 16347/02 fandt EMD i en bødesag, at EMRK artikel 6, § 1,samt artikel 6, § 3, (b) og (c) var krænket, blandt andet fordi klageren ikke forud for retsmødet havde haft tilstrækkelig tid til at forberede sit forsvar sammen med den forsvarer, som retten havde beskikket for hende. Det fremgår af præmis 64, at EMD var opmærksom på, at der ikke var tale om en kompliceret sag hverken med hensyn til jus eller de faktiske forhold, idet klageren var sigtet for tyveri af nogle få labels fra sin arbejdsplads, og idet bevisførelsen gik ud på afhøring af en vagt samt nogle kolleger. Klageren havde erkendt, at hun havde fjernet de omhandlede labels fra arbejdspladsen, men at hun blot ville smide dem i skraldespanden og således ikke stjæle dem. Hun var blevet idømt en bøde i første instans. I anden instans var hun fundet skyldig, men straffen var bortfaldet. I præmis 65 bemærker EMD, at klageren havde været bekendt med sigtelsen omkring to måneder før retsmødet i første instans. I præmis 66 bemærker EMD, at klageren ikke havde haft kendskab til tidspunktet for retsmødet, førend på dagen, hvor det blev afholdt. Hun havde således ikke haft tilstrækkelig tid til at forberede sagen sammen med sin beskikkede forsvarer. 

I UfR 1999.1744/1 ØLK bestemte landsretten, at nogle fængselsbetjente, der skulle afhøres med "en sigtets retsstilling", ikke kunne få beskikket forsvarer efter bestemmelserne i retsplejelovens § 731 eller § 732. Om denne afgørelses forenelighed med EMRK artkel 6 henvises der til det nedenfor anførte i kapitlet "Forsvarerbistand betalt af det offentlige under politiets afhøringer af sigtede i Europa og Salduz-dommen".

Af retsplejelovens § 731, stk. 2, fremgår: "I det under litra e) nævnte tilfælde og i det i § 831, stk. 4, nævnte tilfælde bliver offentlig forsvarer kun at beskikke , når den sigtede (eller hans værge) begærer det. Herom skal der gives sigtede lejlighed til at udtale sig."

I TfK 2008.710 ØLD havde byretten truffet bestemmelse om, at en fængselsstraf skulle fuldbyrdes, idet byretten gav anklagemyndigheden medhold i, at den pågældende ikke havde overholdt et vilkår om samfundstjeneste. Den pågældende var ikke blevet vejledt om muligheden for at få forsvarerbistand under sagens behandling ved byretten. Landsretten ophævede dommen og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. Landsretten udtalte blandt andet: "Landsretten lægger til grund, at tiltalte ikke i forbindelse med byrettens behandling af sagen er blevet vejledt om adgangen til forsvarerbistand som foreskrevet i retsplejelovens § 731, stk. 2, jf. stk. 1, litra e. Herefter, og da det på det foreliggende grundlag må antages, at overholdelsen af den nævnte bestemmelse i retsplejeloven kunne have medført, at sagen fik et andet udfald, jf. retsplejelovens § 925, stk. 1, ophæver landsretten den indankede dom og hjemviser sagen til fornyet behandling i byretten."

I TfK 2000.331. ØLD havde en person under 18 år i byretten samtykket i, at en sag mod ham blev fremmet som tilståelsessag, uden at han var repræsenteret af en forsvarer. Den pågældende var blevet idømt en straf af fængsel i 4 måneder, hvoraf de to blev gjort betinget. Tiltalte ankede dommen. Dommen blev ophævet af landsretten og hjemvist til fornyet behandling ved byretten. Landsretten udtalte blandt andet: "Da forældremyndighedsindehaveren ikke har haft mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om forsvarerbeskikkelse, jf. retsplejelovens § 731, stk. 2, og da det ikke kan udelukkes, at sagen ville have fået et andet udfald, såfremt der havde medvirket forsvarer, ophæves dommen og sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten, jf. retsplejelovens § 963, stk. 3, jf. § 946."

Politiets vejledningspligt om adgangen til forsvarerbistand under afhøring af sigtede (§ 732, stk. 2)

Retsplejelovens § 732, stk. 2, har følgende indhold: "Begæring om beskikkelse af en offentlig forsvarer kan fremsættes såvel af sigtede som af politiet. Justitsministeren fastsætter regler om vejledning af sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket. Det skal af politirapporten fremgå, at den sigtede har modtaget behørig vejledning. Politiet drager omsorg for, at spørgsmålet indbringes for retten." Se Justitsministeriets "bekendtgørelse nr. 467 af 26. september 1978 om vejledning af sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket".

Beneficerede advokater (retsplejelovens § 733, stk. 1, 1. pkt.)

Retsplejelovens § 733, stk. 1, 1. pkt., har følgende indhold: "Til at beskikke som offentlige forsvarere antager justitsministeriet efter overenskomst et passende antal af de til møde for vedkommende domstol berettigede advokater eller, om fornødent, andre dertil egnede personer."

Denne bestemmelse vedrører justitsministeriets antagelse af de såkaldte "beneficerede advokater". Af punkt 2 i Justitsministeriets cirkulære af 8. juli 2002 fremgår om kriterierne, der lægges vægt på, ved antagelse af beneficerede advokater blandt andet:

"På baggrund af drøftelser med Dommerforeningen, Advokatrådet og Landsforeningen af beskikkede advokater har Justitsministeriet derfor besluttet at orientere om de hensyn, der lægges vægt på ved antagelsen af beneficerede advokater.

Det afgørende hensyn ved antagelse af en beneficeret advokat er ansøgerens kvalifikationer. Der lægges i den forbindelse vægt på, om ansøgeren har erfaring med straffesager eller strafferet i øvrigt, om ansøgeren har møderet for landsret, om ansøgeren har procedureerfaring, herunder også fra civile sager, og om ansøgeren har udvist dygtighed og engagement i sit virke som advokat. I øvrigt lægges der vægt på ansøgerens kvalifikationer som procederende advokat, således som disse kvalifikationer fremstår for de pågældende dommere. Herudover lægges der vægt på køn, alder og hensynet til den geografiske spredning af advokater i retskredsen.

Det tilstræbes, at der er i hvert fald én kvindelig beneficeret advokat i retskredsen.
"

Justitsministeriets cirkulære nr. 51 af 27. april 1929 til Præsidenterne for Københavns Byret og Sø- og Handelsretten i København og samtlige Underretsdommere angaaende Sagførerers Udførelse af offentlige og beneficerede Sager

Cirkulæreskrivelse nr. 11116 af 16. april 1970 om antagelse af advokater til udførelse af offentlige og beneficerede sager

Ved cirkulære nr. 99 af 3. juni 1971 og cirkulæreskrivelser af henholdsvis 14. juli 1998 og Justitsministeriets cirkulære af 8. juli 2002 har Justitsministeriet fastsat regler om antagelse af offentlige forsvarere og advokater til at udføre sager for parter, der har fri proces.

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9649 af 10. oktober 2003 om begrundelseskravet til advokater, der får afslag på ansøgning om et beneficium.

Nægtelse af beskikkelse af en bestemt forsvarer

Retsplejelovens § 733, stk. 2, har følgende indhold: 

"Retten kan ved kendelse nægte at beskikke den advokat, som sigtede ønsker som forsvarer, hvis dennes medvirken vil medføre en forsinkelse af betydning for sagens fremme eller der er påviselig risiko for, at advokaten vil hindre eller modvirke sagens opklaring."

Bestemmelsen medfører blandt andet, at sigtede kan nægtes at få beskikket en bestemt forsvarer, hvis valget af netop denne forsvarer medfører "en forsinkelse af betydning for sagens fremme". I forarbejderne til bestemmelsen udtales, at det er i overensstemmelse med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, at tillade medlemsstaterne at nægte sigtede en bestemt forsvarer, hvis valget af denne forsvarer forsinker sagen. Ifølge samme forarbejder synes praksis efter denne bestemmelse dog "at vise, at afvisning af den ønskede forsvarer navnlig kan komme på tale ved forsinkelser i størrelsesordenen 3-5 måneder eller derover". Se bemærkningerne til ændringerne af retsplejelovens § 733, der blev indsat i retsplejeloven ved Lov nr.493 af 17. juni 2008.

I sag 69/2011 afgjort den 30. marts 2011 af Højesteret havde landsretten i en kendelse af 2. december 2010 bestemt, at hovedforhandlingen i en stor sag med 14 tiltalte og et stort antal forsvarere skulle berammes med første retsdag den 3. maj 2011 og sidste retsdag den 20. december 2011. Dette skete til trods for, at der var nogle af de beskikkede forsvarere, der ikke kunne møde på alle de omhandlede datoer. Det fremgår af sagen, at landsretten havde forsøgt at få retsmødet berammet over et længere stykke tid. Havde landsretten fastholdt de datoer, som var valgt ved en "foreløbig berammelse", ville alle forsvarerne kunne have givet møde, men dette ville indebære en forsinkelse af sagen med cirka 3 måneder. Højesteret ophævede kendelsen, således at den foreløbige berammelse, der gav alle forsvarere mulighed for at møde, og som indebar en forsinkelse af sagen, blev opretholdt. Højesteret begrundede afgørelsen således: "Efter en samlet vurdering af sagens kompleksitet og omfang, den forholdsvis beskedne tidsgevinst, der vil blive opnået ved den ændrede berammelse, samt hensynet til de kærendes forsvarervalg, finder Højesteret, at den foreløbige berammelse af 8. november 2010 må opretholdes. Dette resultat findes ikke at være i strid med retsplejelovens § 843 a, jf. § 917, eller art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist. .."

I TfK 2009 158 tilsidesatte Den Særlige Klageret en kendelse fra byretten om ikke at beskikke en varetægtsfængslet den forsvarer, som den varetægtsfængslede havde anmodet om. Kendelsen var blevet afsagt den 4. september 2008. Byretten havde i kendelsen henvist til, at der var flere varetægtsfængslede i sagen, at medgerningsmandens forsvarer kunne møde den 23. og 24. oktober 2008, og at den af sagen omhandlede forsvarer tidligst kunne møde den 8. og 9. december 2008, hvorfor byretten fandt, at beskikkelse af denne forsvarer ville "medføre en sådan forsinkelse af sagen", at der burde ske ombeskikkelse til en anden forsvarer. Byretten henviste også til, at sagen blandt andet vedrørte overtrædelse af straffelovens § 281, stk. 1, jf. § 286, stk. 1. Klageretten fandt ikke, at retsplejelovens § 736, stk. 2, jf. § 733, stk. 2, var tilstrækkeligt grundlag for, at beskikkelsen af den omhandlede advokat som forsvarer for den pågældende skulle tilbagekaldes

I TfK 2005.184/1 ØLK var det vanskeligt at få berammet 2 yderligere dage i en større sag, idet forsvarenes kalendere var optagede. Der blev derfor berammet retsdage på to lørdage.

I TfK 2006 441 havde en person under samme straffesag ved landsretten skiftet forsvarer 5 gange og ønskede at skifte forsvarer endnu engang til Advokat A. Dette havde landsretten afvist "under hensyn til sagens forløb og fremme". Denne afgørelse blev af tiltalte kæret til Den Særlige Klageret. Af kendelsen fremgår blandt andet: "Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at landsrettens afgørelse stadfæstes, og har navnlig anført, at hensynet til sagens behørige fremme må føre til, at den tiltaltes begæring om at få beskikket advokat A i stedet for advokat B må afvises, at der siden sagens indbringelse for landsretten har været gennemført 5 forsvarerskifter, således at der under sagen har været beskikket i alt 7 forskellige advokater som forsvarer for tiltalte, at landsretten allerede i marts 2005 tilkendegav, at yderligere begæringer om forsvarerskift måtte forventes afslået, såfremt sådan begæring ville medføre, at domsforhandlingen alene af den grund skulle udsættes, at bistandsadvokaten for forurettede, F, telefonisk har oplyst, at sagen går hende meget på, og at det er magtpåliggende at få ankesagen, hvorunder hun skal afgive vidneforklaring, afsluttet hurtigst muligt, og at tiltaltes gentagne uoverensstemmelser med forsvarere, klager over disse og begæringer om udsættelse af domsforhandlingen i vidt omfang må anses for forsøg på trainering af ankesagen". Den Særlige Klageret tillod forsvarerskiftet og anførte: "Da advokat A har oplyst, at han kan give møde til den berammede domsforhandling, tages kærendes påstand til følge."

Efter retsplejelovens § 734, stk. 2, kan forsvaret for flere sigtede i samme sag kun udføres af samme advokat, når de sigtedes interesser under sagen ikke er modstridende. Er de sigtede varetægtsfængslet i isolation, taler dette indgreb yderligere imod en sådan beskikkelse.

I TfK 2010.214/1 VLK nægtede byretten to sigtede, der som varetægtsfængslede i en større narkotikasag havde nægtet at udtale sig til politiet og under grundlovsforhøret, at få beskikket forsvarere fra samme advokatkontor. Som begrundelse anførte byretten blandt andet: "Selv om der som udgangspunkt ikke er noget til hinder for, at advokater fra samme kontor beskikkes som forsvarere for flere sigtede i samme sag, må dette udgangspunkt fraviges i situationer, hvor samme advokat ikke vil kunne beskikkes for de pågældende sigtede. I den foreliggende sag er de sigtede, der ikke har ønsket af afgive forklaring, hverken til politiet eller i retten, varetægtsfængslede, fordi der er fundet at foreligge bestemte grunde til at antage, at de vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen ved (bl.a.) at advare eller påvirke andre, og der er fundet at foreligge bestemte grunde til at antage, at varetægtsfængslingen ikke i sig selv er tilstrækkelig til at hindre de sigtede i at vanskeliggøre forfølgningen i sagen. Uanset at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at antage, at de sigtede har modstridende interesser i sagen, er der efter sagens beskaffenhed en så nærliggende risiko herfor, at beskikkelse af advokat Jan Schneider efter § 734, stk. 2, eller dennes analogi, må afslås." Afgørelsen blev af en af de sigtede kæret til landsretten, som tillod, at han fik beskikket en forsvarer fra samme advokatkontor som medsigtedes forsvarer. Landsretten udtalte: "De sigtede S2 og S1 har ikke ønsket at udtale sig om sigtelserne. Begge er varetægtsfængslet i isolation. Det er ikke herved eller ved det, der i øvrigt er anført af anklagemyndigheden, påvist, at de har modstridende interesser i sagen. Sigtede S2's anmodning om, at advokat Jan Schneider beskikkes som forsvarer, kan derfor ikke afslås i medfør af retsplejelovens § 734, stk. 2, eller dennes analogi."

Beskikkelse med rejseforbehold
Af retsplejelovens § 336 c, stk. 3, følger, at beskikkelse af udenbys advokater kan betinges af et såkaldt rejseforbehold, der indebærer, at sigtede eller tiltalte selv skal afholde rejseudgifterne for den valgte forsvarer, idet rejseforbeholdet indebærer, at advokaten skal acceptere, at han eller hun ikke får sine rejseudgifter - og sin rejsetid - dækket af det offentlige. Bestemmelsen overlader det efter sin formulering til domstolene at skønne over, hvornår der bør tages rejseforbehold.

Østre Landsrets præsident afgav den 22. juni 2001 en udtalelse til Landsforeningen af Beskikkede Advokater om, hvorledes landsretten forholder sig til spørgsmålet om rejseforbehold. Heraf følger blandt andet: "For så vidt angår . . . praksis vedrørende rejseforbehold, er det landsrettens opfattelse, at der er tale om konkrete afgørelser, som tager i betragtning 1) sagens størrelse og 2) betydning for tiltalte samt 3) forsvarerens eventuelle hidtidige beskæftigelse med sagen på den ene side, og 4) den geografiske afstand på den anden side, og at landsretten vil være åben over for argumenter fra forsvarerne, også efter et i beskikkelsen taget forbehold. ..." Der er afsagt adskillige kendelser om spørgsmålet om advokaters rejseudgifter, der også i visse tilfælde skal afholdes af det offentlige, selvom retten har taget rejseforbehold. Se om praksis her. Vestre Landsret har i skrivelse af 1. juli 2010 præciseret de faktorer, som landsretten lægger vægt på, når der tages stilling til spørgsmålet om rejseforbehold. Østre Landsret har i skrivelse af 11. november 2010 på samme måde præciseret de retningslinjer, som følges, når der her tages stilling til spørgsmålet om rejseforbehold.

I TfK 2011.264 VLK var en person ved Retten i Viborg tiltalt for et enkelt tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Der var afsat to timer til retsmødet. Tiltalte havde valgt en forsvarer fra Vejle, som havde repræsenteret ham tidligere. Retten i Viborg afsagde kendelse om, at beskikkelsen skulle ske med rejseforbehold. Retten i Viborg henviste til "sagens karakter og forventede omfang, herunder forholdet mellem rejseudgifter og udgiften til forsvareren i øvrigt". Advokaten kærede afgørelsen til Vestre Landsret. Vestre Landsret ophævede rejseforbeholdet. Af landsrettens kendelse fremgår blandt andet følgende: "Advokat Niels Juncker har i kæreskriftet bl.a. oplyst, at han tidligere har været beskikket som forsvarer for T. På denne baggrund, og efter størrelsen af de merudgifter, der er forbundet med advokat Niels Junckers kørsel fra Vejle til Viborg t/r, ophæver landsretten rejseforbeholdet." Ifølge google maps er der fra den omhandlede advokats kontor på Havnepladsen 2 i Vejle til Retten i Viborg en afstand på 95,2 km. og en rejsetid (i bil) på 1 time og 39 minutter.

I TfK 2010.1057 VLK ophævede Vestre Landsret et rejseforbehold bestemt af Retten i Esbjerg vedrørende en advokat med kontor i Kolding i en sag, hvor forurettede ønskede advokaten som bistandsadvokat i en sag, hvor tiltalte senere blev fundet skyldig i vold efter straffelovens § 244 mod forurettede samt trusler efter straffelovens § 266 mod forurettede. Retten i Esbjerg havde fastsat et salær på kr. 4.600 tillagt moms. Vestre Landsret ophævede rejseforbeholdet og udtalte blandt andet: "Navnlig efter det oplyste om den hidtidige tilknytning mellem F og advokat Vickie Fogeds kontor, sammenholdt med den relativt beskedne merudgift ved beskikkelse af en advokat fra Kolding frem for en advokat hjemmehørende i Esbjerg Retskreds samt i øvrigt efter sagens karakter, finder landsretten, at det tagne rejseforbehold bør ophæves". Det er oplyst i sagen, at advokaten havde oplyst, at hun havde kørt 152 km.

Et rejseforbehold omfatter normalt også forsvarerens transport til og fra politiafhøringer, således at sigtede/tiltalte selv må afholde udgiften til sin forsvarers transport til og fra politiafhøringer jævnfør for eksempel TfK 2010.558/2 VLK. Sigtede og tiltalte har ikke pligt til at udtale sig til politiet. En forsvarer har pligt til at medvirke til, at dennes klient ikke påføres unødige omkostninger. Forsvareren bør derfor overveje at vejlede sin klient om muligheden for, at klientens deltagelse i politiafhøringen betinges af, at afhøringen foregår på advokatens kontor. De forøgede afstande til politiets tjenestesteder, som følger af politireformen i 2007, må formodes at øge den samlede udgift til sigtede og tiltalte, som skal afhøres af politiet, og som ønsker en udenbys advokat er tilstede under afhøringen. Rådgivning om spørgsmålet kan derfor være mere påkrævet, end tilfældet var tidligere.   

I TfK 2010.11/1 ØLK var en forsvarer ved Retten i Hillerød blevet beskikket med rejseforbehold. Klienten var tiltalt efter færdselslovens § 53, stk. 1, for spirituskørsel. Forsvareren havde kontor i Gentofte. Under hovedforhandlingen mødte to vidner ikke op, idet de ved en fejl ikke var indkaldt, hvorfor sagen blev udsat. Forsvareren var således mødt forgæves. Ved det følgende retsmøde udeblev vidnerne også, idet de fejlagtigt ikke var indkaldt, hvorfor hovedforhandlingen på ny blev udsat. Ved det tredje retsmøde mødte vidnerne frem, og sagen kunne gennemføres. Tiltalte og dennes forsvarer gjorde gældende, at det offentlige måtte bære udgiften til forsvarerens transporttid og transportudgifter for de to forgæves retsmøder. Landsretten gav forsvareren og tiltalte medhold og udtalte blandt andet: "Det forgæves fremmøde ved de to retsmøder har påført tiltalte ekstraudgifter til forsvarerens transport, der i medfør af retsplejelovens § 741, stk. 1, jf. § 334, stk. 5, 2. pkt., skal betales af tiltalte, idet landsretten forudsætter, at der er indgået aftale mellem tiltalte og forsvareren herom. Da det forgæves fremmøde skyldes, at retten fejlagtigt ikke havde tilsagt vidnerne, finder landsretten, at statskassen skal betale disse udgifter. Der tillægges derfor forsvareren yderligere 1.800 kr. med tillæg af moms i salær for rejsetid samt 455,68 kr. med tillæg af moms i kørselsgodtgørelse, som endeligt betales af statskassen."

TfK 2009.255 ØLK er en færdselssag, hvor anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om betinget frakendelse af førerretten samt bøde. Her godkendte Østre Landsret, at Retten i Nykøbing Falster havde taget rejseforbehold i et tilfælde, hvor tiltalte havde valgt en forsvarer med kontor i København.

I UfR 2009.1423 H ophævede Højesteret et rejseforbehold i et tilfælde, hvor såvel Retten i Næstved som Østre Landsret havde truffet bestemmelse om rejseforbehold. Den pågældende var tiltalt for tre indbrudstyverier, et tyveriforsøg, to tilfælde af vold efter straffelovens § 245, hæleri samt to tilfælde af overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Der skete frifindelse for indbrudstyverierne, idet tiltalte alene blev dømt for hæleri samt de øvrige forhold i anklageskriftet Den pågældende blev idømt en straf af fængsel i 1 år, der indeholdt en reststraf af fængsel i 2 måneder. Det fremgår af sagen, at den tiltalte var varetægtsfængslet i Arresthuset i Køge, og at byretten havde præciseret, at rejseforbeholdet ikke udelukkede, at forsvareren fik sine rejseomkostninger mv dækket i forbindelse med arrestbesøg. Forsvareren havde kontor i København. I Højesterets kendelse af 21. maj 2010 i sag nr. 38/2010, hvor der alene var rejst tiltale for og sket domfældelse for et enkelt tilfælde af vold efter straffelovens § 244 og idømt en straf af fængsel i 40 dage, godkendte højesteret, at en udenbys forsvarer var blevet beskikket med rejseforbehold og tillagt et salær på 8.000 kr. med tillæg af moms, uagtet at tiltalte havde været repræsenteret af samme advokat to gange tidligere. 

I TfK 2008.735/1 VLK ophævede Vestre Landsret et rejseforbehold, som Retten i Aalborg havde taget over for en forsvarer fra Århus. Landsretten lagde vægt på, at klienten var sigtet for indførsel af ikke under 3.200 gram kokain til Norge, og at han derfor risikerede en lang fængselsstraf. Landsretten udtalte videre, at rejseudgifterne ved at gennemføre sagen med advokaten fra Århus ville være "relativt beskedne".

I UfR 2005.1592 H ophævede Højesteret et rejseforbehold taget af Østre Landsret i en sag, hvor der var rejst tiltale for drabsforsøg, og som skulle behandles ved et nævningeting i Odense. Forsvareren havde kontor i Københavnsområdet.

Rejseforbehold udelukker ikke, at en forsvarer skal have salær for sin rejsetid og dækket sine transportudgifter til og fra besøg hos en varetægtsfængslet klient. Se for eksempel TfK 2002.673/1 VLK, hvor en forsvarer, der var beskikket med rejseforbehold, fik sine rejseomkostninger og sin rejsetid dækket vedrørende arrestbesøg hos sin klient. I TfK 2010.269/2 VLK var en advokat beskikket med rejseforbehold under henvisning til, at der ikke forelå oplysninger om "tidligere klientrelationer til advokaten". Advokaten havde kontor i København, sagen verserede ved Retten i Århus, og klienten havde været indsat i arresthusene i Aalborg og Kolding under sagens behandling. Da landsretten afsagde kendelse om, at rejseforbeholdet ikke blev ophævet, præciserede landsretten dog, at "forsvareren vil kunne få dækket rejsetid og udgifter i forbindelse med arrestbesøg, der ikke overstiger, hvad en forsvarer med kontor i Århus Retskreds ville få godtgjort".

I TfK 2000.335 ØLK var en person sigtet for overtrædelse af skattekontrolloven og momsloven. Der var nedlagt påstand om ubetinget frihedsstraf og en tillægsbøde på ikke under 1.050.000 kr. Den pågældende fik ved Retten i Slagelse beskikket en forsvarer men med rejseforbehold. Den pågældende kærede og henviste til, at han havde valgt den udenbys forsvarer, idet han mente, at denne forsvarer var særligt specialiseret inden for det omhandlede område. Østre Landsret ophævede rejseforbeholdet og udtalte blandt andet: "Under hensyn til karakteren af sigtelsen for overtrædelse af henholdsvis skattekontrolloven og momsloven, for så vidt angår unddragne skattebetalinger på 635.436 kr. og unddragelse af moms for 427.546 kr., samt til, at anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf samt om tillægsbøde på ikke under 1.050.000 kr., finder landsretten, at væsentlige hensyn taler for at imødekomme sigtedes ønske om at få beskikket en bestemt advokat, der efter sigtedes opfattelse har særligt kendskab til skatte- og afgiftsstrafferet, selv om denne har kontor uden for Slagelse retskreds." Kendelsen må forstås således, at landsretten ikke har foretaget nogen vurdering af forsvarerens særlige kvalifikationer, men at landsretten har lagt vægt på, at sigtede selv opfattede den pågældende forsvarer som særlig kvalificeret på området.

Landsdommer Ole Dybdahl, Østre Landsret, anfører i en artikel med overskriften "Sådan trimmer den gode forsvarer sig" i "Advokaten", nr. 6/2009 den 24. august 2009, at udviklingen "inden for de seneste ti år" formentlig er gået i retning af, at rejseforbehold tages i mindre omfang end tidligere.

Det har gennem de senere år været hævdet, at advokater i højere grad end tidligere specialiserer sig. En af de væsentlige begrundelser for politireformen i 2007 var at sikre en yderligere specialisering af politiet og anklagemyndigheden. Af side 14, 1. spalte, i "Anklagemyndighedens Resultater 2007" udgivet af Rigsadvokaten i 2008 fremgår blandt andet følgende: "..Som led i reformen blev anklagemyndigheden i politikredsene som hovedregel samlet på hovedstationen. Mens der i de gamle politikredse normalt var relativt få anklagere – ned til tre-fire i de mindste kredse – er der med samlingen på hovedstationen normalt ca. 35 jurister ved hvert embede. Formålet med samlingen af anklagemyndigheden er at opnå et bedre fagligt miljø med mulighed for specialisering og en bedre udnyttelse af anklagernes ressourcer. .." På side 16 i samme publikation diskuteres blandt andet den omstændighed, at reformen har medført, at politiet og anklagemyndigheden bruger flere ressourcer på transport. Se også
Justitsministeriets udkast af 15. december 2005 til forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) side 141. Her anføres blandt andet "Efterforskningsenheden vil kunne bestå af en række specialafdelinger (f.eks. narkoafdeling, bedrageriafdeling mv.) og særlige taskforces (f.eks. vedrørende organiseret kriminalitet). Dette vil bl.a. give øgede muligheder for specialisering inden for efterforskningsfunktionen og kunne medvirke til at opbygge et stærkt fagligt miljø." Som en ganske væsentlig begrundelse for reformen anførtes også, at der var behov for en specialisering af dommerne. Af side 175 fremgår således følgende: "Retsplejerådet lægger endvidere bl.a. op til, at der skal være mulighed for en vis specialisering af dommerne ved de enkelte byretter." Om øget specialisering af dommere se også kapitel 4.2.3 på side 209 f.

Det forekommer oplagt, at advokaterne specialiserer sig for eksempel således, at visse advokater fremover i højere grad alene beskæftiger sig med straffesager. En sådan udvikling vil utvivlsomt føre til, at de specialiserede advokater - ligesom anklagemyndighedens ansatte - vil skulle rejse over større afstande for at kunne udføre disse mere specialiserede opgaver. Udviklingen i retning af, at rejseforbehold gives mindre i dag end tidligere, som anført af landsdommer Ole Dybdahl, kan således hænge sammen med princippet om "Equality of Arms", som forudsætter, at forsvaret i en straffesag ikke stilles ringere end anklagemyndigheden. 

Forsvarerens opgaver omfatter blandt andet kontrol af de forhold, som tilbydes frihedsberøvede klienter
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har den 13. oktober 2009 i sagen Dayanan mod Tyrkiet, sagsnummer 7377/03, fundet, at der var sket en krænkelse af EMRK, artikel 6, i et tilfælde, hvor en person ikke havde fået lov til at få bistand fra en advokat, medens den pågældende var i politiets varetægt. Han havde ikke udtalt sig til politiet under tilbageholdelsen. På trods af dette fandt EMD, at nægtelsen af forsvarerbistand udgjorde en krænkelse. EMD lagde vægt på, at forsvareren ikke kun havde til opgave at bistå den pågældende under eventuel afhøring. EMD udtalte, at en retfærdig rettergang mod en sigtet person, der er frihedsberøvet, kræver, at den pågældende kan opnå adgang til alle de ydelser, der normalt forbindes med juridisk bistand: adgang til at diskutere sagen, planlægningen af forsvaret, indsamling af bevismateriale, forberedelse af afhøring, støtte til en sigtet i krise og kontrol af forholdene, hvorunder den pågældende er frihedsberøvet (præmis 32).

I afgørelsen UfR 2008.2378 havde en forsvarer i en periode på 2½ måned aflagt sin klient 12 fængselsbesøg med en samlet varighed på ca. 20 timer. Advokaten havde til støtte for sit forslag til salær anført, at sagen har været tidskrævende på grund af en omstændelig kommunikation med klienten. Hun har i tilknytning til oplysningerne om klientens personlige forhold oplyst, at han, grundet sin alder, har følt sig isoleret i fængslet. Østre Landsret udtalte: " ..at fængselsbesøg honoreres, i det omfang det har været begrundet i varetagelsen af hvervet som forsvarer. Der er ikke nærmere redegjort for baggrunden for det ekstraordinært store antal fængselsbesøg, og advokat X har ikke forudgående indhentet tilladelse fra landsretten til at gennemføre besøg med den skete hyppighed. Efter sagens karakter, og da kommunikationen til tiltalte i et vist omfang er sket gennem tolk, fastsætter retten efter et samlet skøn af det for sagen rimelige tidsforbrug salæret for fængselsbesøg til 10.000 kr."

Fængsledes ret til at korrespondere med andre advokater end den beskikkede forsvarer
Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fandt i sagen Schönenberger og Durmaz mod Schweiz, sagsnummer 11368/85, afgjort den 20. juni 1988, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 8, idet de schweiziske myndigheder havde undladt at videresende et brev til en arrestant fra en advokat, der tilbød arrestanten, at han ville påtage sig at bistå arrestanten i den sag, der havde ført til, at han var blevet fængslet. Arrestantens hustru havde den 16. februar 1984 kontaktet advokaten, da hun havde fået oplyst, at hendes ægtemand tidligere samme dag var blevet anholdt. Advokaten havde straks både ringet og skrevet til politiet. Han havde i sit brev til politiet vedlagt et brev til den fængslede ægtemand samt en fuldmagt, der skulle underskrives og returneres til advokaten af ægtemanden, såfremt denne ønskede advokatens bistand. Advokaten havde bedt politiet videresende brevet til den anholdte ægtemand. Politiet opfordrede den fængslede ægtemand til selv at finde en advokat, uden at politiet fortalte den fængslede ægtemand, at politiet var blevet kontaktet af advokaten, som hustruen havde anmodet om at bistå ægtemanden. Den fængslede havde, da politiet havde bedt ham om selv at vælge en advokat, således valgt en advokat, der var en anden end den, som hustruen havde bedt om at repræsentere den fængslede. Han var fortsat uvidende om, at hustruen havde bedt en advokat om at bistå ham. Retten havde derpå beskikket den advokat, som den fængslede havde valgt. Advokaten, som på hustruens opfordring havde kontakte politiet, havde i brevet, som han havde bedt politiet videresende til ægtemanden, blandt andet anført, at han anbefalede ægtemanden ikke at udtale sig til politiet om sagen. Han havde også vejledt ægtemanden om risikoen for, at politiet kan finde på at lægge pres på arrestanter, for at få dem til ikke at benytte deres ret til ikke at udtale sig. Advokaten valgt af hustruen (hr. Schönenberger) og ægtemanden (hr. Durmaz) klagede efterfølgende begge til EMD og gjorde gældende, at det var en krænkelse af EMRK artikel 8, at brevet ikke var blevet videresendt. De var begge af den opfattelse, at myndighederne ikke krænkede artikel 8 ved at åbne brevet og læse det. Myndighederne burde blot have videresendt brevet. Såvel advokaten som ægtemanden var således klagere i konventionens forstand, og begge deres klager blev antaget til realitetsbehandling. I præmis 29 anfører de schweiziske myndigheder, at advokaten, som hustruen antog til at bistå sin mand, ikke var formelt beskikket af retten, og at myndighederne derfor var berettiget til at forhindre denne i at rådgive den fængslede. EMD udtalte (også i præmis 29), at EMD ikke fandt det væsentligt, hvorvidt den pågældende var formelt beskikket, men at det er en væsentlig ret efter konventionens artikel 6, at en fængslet kan vælge sin egen forsvarer. EMD anførte således, at hustruens skridt og de skridt, som blev taget af den advokat, som hustruen havde valgt, var indledende skridt, der kunne sætte den fængslede i stand til at vælge sin egen forsvarer ("preliminary steps intended to enable the second applicant to have the benefit of the assistance of a defence lawyer of his choice"). Det er værd at bemærke, at den omstændighed, at den fængslede ægtemand af politiet blev tilbudt selv at vælge en forsvarer, og at han faktisk valgte en forsvarer selv, ikke førte til, at EMD undlod at finde, at artikel 8 var krænket. Det var ikke oplyst, at ægtemanden af myndighederne var blevet presset til at vælge en bestemt forsvarer. Derimod fremgår det af sagen, at han fik lov til at vælge den forsvarer, som han selv ønskede. Artikel 8 blev dog anset for krænket, fordi manden blev afskåret fra den information, som den af ægtefællen valgte forsvarer, fremsendte til den fængslede. Havde han haft adgang til denne information, ville dette kunne have påvirket ham til at vælge den af hustruen foreslåede forsvarer. Det er denne påvirkning, der efter EMDs opfattelse er legitim, og som er et bidrag til, at klageren havde haft en reel mulighed for at vælge en forsvarer efter sit eget ønske.

En praksis, der følges af de danske advokatmyndigheder, hvorefter der gives disciplinærstraffe i form af bøder mv. til advokater, der henvender sig til fængslede, der allerede er repræsenteret ved en forsvarer, for at tilbyde disse deres bistand, må antages at være uforenelig med EMDs praksis som vist i ovennævnte afgørelse. Det er ikke ualmindeligt at for eksempel pårørende til en varetægtsfængslet retter henvendelse til en advokat og anmoder om, at advokaten vil overtage sagen efter en advokat, som de pårørende giver udtryk for, at de (eller den varetægtsfængslede) ikke er tilfredse med. I sådanne tilfælde straffes advokaten efter praksis ved de danske advokatmyndigheder, hvis han eller hun vælger at rette henvendelse til den fængslede. En kendelse af 6. november 2008 fra advokatnævnet er et eksempel på denne praksis. Et andet eksempel er en kendelse af 10. januar 2003 fra Advokatnævnet. Advokaterne A og B var beskikkede forsvarere for to udenlandske personer, der den 21/12 2001 blev isolationsfængslet frem til den 7/1 2002. I slutningen af december 2001 aflagde advokat X besøg hos de to fængslede personer og drøftede muligheden for, at han repræsenterede dem. Advokat X forklarede under klagesagen, at han rettede henvendelse på baggrund af anmodninger fra de pågældendes familier. Advokatnævnet udtalte følgende: Det er nævnets opfattelse, at advokat [X] vidste, at de to varetægtsfængslede personer var repræsenteret af advokat. Nævnet finder, at den borger, der er fængslet og som er beskikket en forsvarer, må beskyttes mod at modtage henvendelser fra andre advokater med tilbud om overtagelse af sagen. Det er på den baggrund nævnets opfattelse, at det er stridende mod god advokatskik, at advokat [X] rettede henvendelse direkte til de varetægtsfængslede på baggrund af henvendelsen fra disses familie. Nævnet tildelte advokaten en irettesættelse.  

Ovennævnte forskelle i praksis på den ene side hos EMD og på den anden side hos de danske advokatmyndigheder synes at indikere, at EMD lægger hovedvægten på det udgangspunkt, at advokater skal beskytte fængslede (og disses familie) mod overgreb fra politiet, fængselsmyndighederne og domstolene, medens de danske myndigheder synes at lægge megen vægt på, at fængslede skal værnes mod markedsføring fra advokater, der går på såkaldt "klientfiskeri". Det er muligt, at EMD under en eventuel sag kan tilslutte sig de danske myndigheders synspunkt om, at uanmodede henvendelser fra grådige advokater til fængslede personer, kan være en ulempe, der kan forstyrre indsatte i fængsler og arresthuse. Det er imidlertid tydeligt, at EMD prioriterer det højere, at fængslede skal have muligheden for at modtage information fra forskellige advokater (herunder advokater foreslået af bekendte og pårørende) i samme grad som alle andre borgere, således at de kan få et mere kvalificeret grundlag at træffe beslutning om forsvarervalg på.

I Saman mod Tyrkiet afgjort 5. april 2011 under sagsnummer 35292/05 udtalte EMD i præmis 33, in fine, blandt andet, at hvis en sigtet ikke har nogen advokat, har han en mindre chance for at blive informeret om sine rettigheder, og, som en følge heraf, er der mindre chance for, at den pågældendes rettigheder vil blive respekteret ("if an accused has no lawyer he has less chance of being informed of his rights and, as a consequence, there is less chance that they will be respected ...")

Danske domstole accepterer tilsyneladende, at advokater anmoder om beskikkelse som forsvarer i straffesager på grundlag af henvendelser fra de pårørende og ikke den varetægtsfængslede selv. Se for eksempel UfR 1977.776/ ØLK. Heraf fremgår blandt andet følgende: "Den 1. februar 1977 meddelte advokat Jørgen Jacobsen, København, telefonisk til kriminalpolitiet i Nakskov, at han havde fået telefonisk henvendelse fra en navngiven advokatforbindelse i Sverige, som var blevet opsøgt af fængsledes kæreste, der er bosiddende i Hagersten og havde bedt om, at der måtte blive beskikket en anden forsvarer for fængslede, da han ikke kunne forstå den beskikkede stedlige advokat. Den svenske advokat havde anmodet advokat Jørgen Jacobsen om at overtage forsvaret, hvilket han var villig til. Fængslede, der samme dag blev underrettet herom, erklærede derefter den 4. februar 1977, at han i stedet ønskede advokat Jørgen Jacobsen beskikket, hvilket skete i et retsmøde den 15. februar 1977 ..."

Sigtede må selv tage ordet, kommentere beviser og procedere sin sag - selv om han/hun har en forsvarer

Det må vel nærmest anses som sædvanlig praksis ved domstolene, at sigtede "har ordet", når dommeren, forsvareren eller anklageren stiller denne spørgsmål. Det sker formentlig ikke sjældent, at retten som et led i sin procesledelse oplyser sigtede, der ønsker løbende at komme med bemærkninger og kommentarer til bevisførelsen, at disse må fremsætte deres bemærkninger gennem forsvareren.

Opmærksomheden skal henledes på, at retsplejelovens § 738, stk. 1, har følgende ordlyd: "Retten kan tillade, at flere valgte forsvarere optræder for samme sigtede. Retten kan endvidere undtagelsesvis beskikke flere offentlige forsvarere for sigtede. Sigtede er berettiget til selv tillige at tage ordet til sit forsvar".

Reglen kan næppe forstås anderledes, end at sigtede har et retskrav på selv at måtte tage ordet til sit forsvar, uagtet at denne er repræsenteret ved en eller flere forsvarere. Reglen skal ses i sammenhæng med § 877, der foreskriver, at tiltalte ligesom forsvareren har ret til at udtale sig om "bevisførelsens resultat og om de retlige spørgsmål i sagen (proceduren)". I UfR 1971.10 HD bemærkede højesteret, at det er "rettest", at en tiltalt "spørges, om han ønsker at udtale sig".

En væsentlig bestemmelse vedrørende sigtedes adgang til at have ordet under et retsmøde er retsplejelovens § 866, stk. 2. Af denne bestemmelse fremgår følgende: "Efter hvert enkelt vidnes forklaring og efter ethvert andet bevis har tiltalte adgang til at afgive forklaring, hvis beviset giver anledning til dette".

Man kan af ovenstående tre bestemmelser udlede, at sigtede løbende under forhandlingerne i et retsmøde har ret til at "tage ordet i sit forsvar". Bestemmelsen er bred og må forstås således, at den giver tiltalte ret til at tage ordet, når dette blot sker for at tilgodese den sigtedes "forsvar". Dertil kommer, at tiltalte kan kommentere "hvert enkelt vidnes forklaring" og "ethvert andet bevis". Sidstnævnte kan for eksempel være et dokumentbevis, en fotofremvisning eller en afspilning af en lydoptagelse. Endelig følger det af § 877, at tiltalte selv har ret til at procedere sagen, selv om denne har en forsvarer, der gør det samme.

Sigtedes ret til at tage ordet i retten er således alene undergivet de begrænsninger, der også gælder for anklageren og forsvareren. Retten kan som et led i den almindelige procesledelse bede enhver herunder naturligvis også sigtede om kke at tage ordet, medens andre taler. Retten kan endvidere afskære irrelevant bevisførelse, begrænse upassende sprogbrug, fornærmelige udtalelser osv. 

Det er værd at være opmærksom på, at en god forsvarer utvivlsomt vil vejlede (i hvert tilfælde nogle af) deres klienter om, at det kan være hensigtsmæssigt ud fra blandt andet taktiske overvejelser, at de er mere eller mindre tilbageholdende med at udnytte muligheden for at tage ordet ved en hver given lejlighed under forhandlingerne i retten. Sigtede har en ret til men ikke nogen pligt til at komme til orde i retten. Sigtedes ret til ikke at udtale sig i retten, er en højt værdsat rettighed i en demokratisk retsstat. 

Straffesager, klager mv. mod advokater og især forsvarsadvokater
Retsplejelovens § 739 fastslår, at advokater kan straffes efter straffelovens kapitel 16 for at tilsidesætte sine pligter eller "modarbejde sagens oplysning".

I TfK 2009.430/2 ØLD blev en forsvarer straffet med dagbøder for overtrædelse af straffelovens § 155 jævnfør retsplejelovens § 739. Forsvareren var tiltalt for i juni 2007 at have misbrugt sin stilling som beskikket forsvarer for en person, der var varetægtsfængslet og undergivet brev- og besøgskontrol, idet tiltalte, efter ukontrolleret besøg i arresten hos sin klient telefonisk kontaktede klientens svigerdatter B og bad denne om at kontakte vidnet C og oplyse vidnet C om, at hendes forklaring ville kunne påvirke udfaldet af straffesagen, og at hun ikke behøvede at vidne mod sin far (forsvarerens klient). Landsretten fandt forsvareren skyldig og udtalte blandt andet: "Også for landsretten har tiltalte forklaret, at han bad B om at orientere C om vidnefritagelsesgrunden, og at han ved den lejlighed samtidig orienterede B om forskellen mellem straffelovens § 244 og § 245. Tiltalte har forklaret, at han ikke regnede med, at B ville videregive oplysningerne om straffelovsbestemmelserne og disses betydning for sagen til C. Efter den af B nu afgivne forklaring, der understøttes af hendes noter fra telefonsamtalen, finder landsretten, at det kan lægges til grund, at tiltalte orienterede hende om uenigheden om, hvad der var blevet kastet med, og om dennes betydning for, hvorvidt forholdet skulle dømmes efter straffelovens § 244 eller § 245, og konsekvenserne heraf, samt at B videregav disse oplysninger til C. Det tiltrædes herefter, at tiltalte har indset eller anset det for overvejende sandsynligt, at B under samtalen med C ville videregive ikke blot oplysningerne om vidnefritagelsesmuligheden, men også oplysningerne om, at der var uenighed om, hvad der var blevet kastet med, og om, at hendes forklaring herom kunne have betydning for sagens udfald. Landsretten finder, at formidling af oplysningen om vidnefritagelsesmuligheden i den skete sammenhæng naturligt af C ville blive opfattet som en opfordring til at undlade at afgive forklaring, og at dette må have stået klart for tiltalte. Landsretten finder på den baggrund, at tiltalte ved sine dispositioner har misbrugt sin stilling som beskikket forsvarer til at modarbejde sagens oplysning, og derfor med rette er fundet skyldig som sket."

Ovennævnte dom kommenteres i Karnov, Retspleje og Strafferet, Thomson Reuters Professional A/S, København 2010, side 524 i note 667 til straffelovens § 155. Her anføres blandt andet: ".. Afgørelsen ligger til en vis grad i forlængelse af retspraksis, hvorefter § 155 i et vist omfang har fundet anvendelse på handlinger foretaget af forsvarere i strid med § 739, men det må nok erkendes, at gerningsindholdet i § 155 kun vanskeligt kan siges at dække et forhold som det beskrevne, idet det jo næppe kan være i strid med det offentliges ret at vejlede et vidne om indholdet af rp. § 171. Det ville formentlig være bedre at indsætte en særskilt straffehjemmel i rpl. § 739 med (sædvanligt) forbehold for højere straf efter retsplejelovens kapitel 16). ..." Umiddelbart kan man få den opfattelse, at forfatteren til kommentaren til dommen har overset, at landsretten udtrykkeligt udtalte i sin begrundelse for dommen, at forsvareren - udover at fortælle B om muligheden for vidnefritagelse - også fortalte hende om "uenigheden om, hvad der blev kastet med, og om dennes betydning for, hvorvidt forholdet skulle dømmes efter straffelovens § 244 eller § 245, og konsekvenserne heraf ...". Der synes således ikke at være grundlag for den opfattelse, at forsvareren alene blev straffet for at ville vejlede vidnet om indholdet af retsplejelovens § 171. Derimod synes det at være den omstændighed, at forsvareren videregav oplysninger til B fra politiets materiale i straffesagen mod forsvarerens klient, der førte til, at forsvareren blev straffet.

I sagen UfR 2005.2674 ØLD blev en forsvarsadvokat frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155, fordi det ikke fandtes bevist, at han uden politiets samtykke i strid med retsplejelovens § 729 a, stk. 3, 4. pkt., havde tilladt sin medhjælper at fremsende en afskrift af en politirapport fra forsvarergenparterne til sin klient. I byrettens afgørelse efter hvilken advokaten også blev frifundet, henvistes der til, at lovens forarbejder kun foreskrev, at der skulle rejses straffesag mod en forsvarer for at udlevere kopi af sagsakter uden politiets tilladelse i tilfælde, hvor de omhandlede sagsakter er omfattet af et forsvarerpålæg. Efter praksis ved EMD kan tiltalte kun nægtes aktindsigt i sin sag, hvis dette er "strictly necessary".

Nordjyllands Politi overvejede i marts 2008 en straffesag mod en forsvarsadvokat, idet man fandt, at forsvarsadvokaten ikke var berettiget til at foretage efterforskning til fordel for sin klient på egen hånd. Politiet meddelte samme dag i medierne, at man havde opgivet straffesagen mod advokaten. KRIM anmeldte Nordjyllands Politi til statsadvokaten for at forsøge at intimidere advokater med den omhandlede straffesag, idet forsvarsadvokater efter en fast praksis, som politiet burde kende, har ret til selv at foretage efterforskning herunder at foretage vidneafhøring uden først at underrette politiet. KRIM fandt således, at det kunne være et udtryk for strafbar magtmisbrug, at politiet havde rejst sagen mod advokaten. Se nærmere om praksis i dansk ret og ved EMD, der diskuteres med udgangspunkt i en konkret sag om strafforfølgning af en advokat.

Af et Ritzau-telegram gengivet i en artikel af 25. maj 2011 i jp.dk, indland, fremgik blandt andet følgende: "Rigsadvokaten vil ikke rejse tiltale mod en ung advokat, som var sigtet for at advare en klient om, at hun risikerede at blive aflyttet af politiet. - Der er intet grundlag for at rejse tiltale, oplyser rigsadvokatens kontor. Den unge advokat er ansat på et højprofileret københavnsk advokatkontor. Hans klient var netop løsladt fra varetægtsfængsel i en narkosag, da han over telefonen gav hende rådgivning, fortæller advokatens forsvarer, Torben Koch: - Han indskærpede, at hun stadig var sigtet og nævnte som led i sin generelle rådgivning, at hun dermed risikerede at blive aflyttet. - Men han vidste ikke, at deres samtale blev aflyttet af politiet, som derefter sigtede ham for blandt andet brud på tavshedspligten og embedsmisbrug, siger Torben Koch. Det er et år siden, at advokaten blev sigtet af Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi for tre overtrædelser af straffeloven. Politiet mente, at han havde talt med klienten trods et pålæg fra retten om, at det måtte han ikke ..."

I Mirilashvilli mod Rusland afgjort af EMD den 11. december 2008 under sagsnummer 6293/04 fremgår det af præmis 224, at national lov forbyder forsvarsadvokater som led i deres efterforskning til fordel for sin klient i en straffesag at foretage afhøring af vidner, som anklagemyndigheden allerede har afhørt. Dette blev under sagen ved EMD anført som begrundelse for, at de russiske domstole ikke havde tilladt en forsvarsadvokat som bevis under en straffesag mod advokatens klient at fremlægge nogle erklæringer fra 3 vidner om, at disse 3 vidner ikke længere ville vedstå de belastende forklaringer mod tiltalte, som de tidligere havde afgivet til politiet. I præmis 227 kritiserer EMD, at forsvarsadvokaten ikke ved de nationale domstole fik lov til at fremlægge de omhandlede erklæringer. I præmis 226 udtaler EMD, at loven om at forbyde forsvarsadvokater som led i deres efterforskning at afhøre vidner, som er afhørt af anklagemyndigheden, efter EMDs opfattelse ikke synes at varetage noget sagligt formål ("persue any identifiable legitimate interest").

En forsvarsadvokat havde til sin klient udarbejdet et referat af en straffesag mod klienten, hvor politiets materiale fyldte 10 ringbind, og hvor Nordjyllands Politi kun havde udleveret materialet til forsvarsadvokaten og ikke til klienten. Advokatens referat blev under en ransagning senere fundet hos klientens bekendte i København. Anklagemyndigheden rejste straffesag mod advokaten, idet anklagemyndigheden mente, at advokaten ikke var berettiget til at lave det omhandlede referat af sagen og udlevere dette til vennen. Den 8. juni 2009 blev forsvarsadvokaten frifundet ved Retten i Aalborg, der fastslog, at en sådan handling ikke er strafbar efter straffelovens § 155. Sagen blev anket af anklagemyndigheden til Vestre Landsret, som i november 2009 frifandt forsvarsadvokaten. Se Vestre landsrets dom med rigsadvokatens kommentarer.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har anlagt en streng kurs ved bedømmelsen af sager, hvor en advokat gør gældende, at straffesager, civile sager eller disciplinærsager mod advokater krænker EMRK. Indblanding fra ivrige advokater på vegne af borgere, som er i karambolage med myndighederne, kan i visse tilfælde utvivlsomt irritere myndighedspersoner. Særligt i straffesager eller i sager om påståede menneskerettighedskrænkelser for eksempel i fængsler står advokaten over for magtfulde myndigheder som for eksempel politiet eller fængselsmyndighederne. Disciplinærsager eller straffesager mod advokater rejst af sådanne myndigheder eller på initiativ af sådanne myndigheder synes i særlig grad at påkalde sig menneskerettighedsdomstolens opmærksomhed. Eksempler fra EMDs praksis findes blandt andet nedenfor i afsnittet om ærekrænkelser, hvor der ses eksempler på, at de nationale myndigheder har rejst straffesager eller disciplinærsager mod advokater på grund af disses udtalelser om myndighedspersoner.

Den russiske NGO "The International Protection Centre", som yder gratis retshjælp navnlig i sager om påståede menneskerettighedskrænkelser i russiske fængsler, har på organisationens hjemmeside www.ip-centre.ru gengivet forskellige eksempler på de russiske myndigheders forfølgelse af advokater ("persecution of lawyers") fra centret samt på chikane mod forsvarsadvokater ("haressment of defence lawyers"). Myndighedernes midler består i følge hjemmesiden blandt andet i at sætte begrænsninger i kommunikationen mellem forsvarsadvokaten og klienterne ("restricting communications between defence lawyers and their clients"), indblanding i advokat-klient privilegiet ("interference in attorney-client privilege"), irettesættelser og forsøg på at indlede disciplinærsager mod advokaterne ("..reprimands and attempted disciplinary proceedings ...").

Kendelse af 18. juli 2007 fra Advokatnævnet: Under behandlingen af en drabssag ved retten afgav A's datter vidneforklaring. Den sigtedes forsvarer, advokat X, nævnte i sin procedure 10 vidners for- og efternavne. Advokat X oplyste under en senere drøftelse, at der på intet tidspunkt under retssagen var indgået aftale mellem parterne om vidnernes anonymitet, at anklagemyndigheden dog havde orienteret hende om, at man ikke agtede at nævne vidnernes efternavne, men at Østre Landsret ikke havde truffet bestemmelse om anonym vidneførsel, ligesom der ikke under retssagen fra parterne eller fra landsrettens side, var givet nogen vidner løfter om anonymitet. Ingen af vidnerne havde fremsat begæring om anonymitet eller om, at tiltalte eller tilhørere blev ført ud, når forklaringen skulle afgives. Samtlige vidneforklaringer under retssagen var afgivet for åbne døre, og hverken politiet eller anklagemyndigheden havde fremsat begæring over for retten om, at de tiltalte ikke blev gjort bekendt med vidnernes identitet. Anklagemyndigheden og politiet havde været fuldt klar over, at vidnernes identitet ikke var hemmelig, og at der på intet tidspunkt under retssagen havde været oplysninger fremme om, at nogen vidner skulle have været udsat for trusler. Senere udtalte retsformanden, at det var en misforståelse mellem forsvareren og anklageren, der førte til, at forsvareren under sin afsluttende procedure havde nævnt både for- og efternavn på en række vidner, der ifølge dem selv var blevet lovet navnebeskyttelse. Advokat X havde efter hans opfattelse handlet i god tro. A klagede til Advokatnævnet, der afgjorde sagen således: ”Advokatnævnet lægger til grund, at der ikke af Østre Landsret er afsagt kendelser om beskyttelse af vidnets identitet, jf. retsplejelovens § 848, stk. 2, nr. 2 – nu § 856, stk. 2, nr. 2. Nævnet lægger endvidere til grund, at der ikke er indgået aftale mellem anklagemyndigheden og forsvaret om ikke at nævne vidnernes efternavne under domsforhandlingen. På den baggrund finder nævnet ikke, at advokat [X] ved at nævne vidnernes efternavne i sin procedure har tilsidesat god advokatskik, hvorfor hun frifindes for den rejste klage.

Kendelse af 14. december 2006 fra Advokatnævnet:  Advokat A repræsenterede faderen, og advokat X repræsenterede moderen i en sag om samvær til parrets fællesbørn. I sagen blev der gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, og statsamtet traf afgørelse i sagen i to omgange. Advokat X påklagede den sidste afgørelse til Familiestyrelsen. Der blev efterfølgende rejst en sædelighedssag mod advokat faderen. Advokat X blev beskikket som bistandsadvokat for barnet i denne sag. Advokat A klagede til Advokatnævnet bl.a. over, at advokat X havde ladet sig beskikke som bistandsadvokat for barnet i sædelighedssagen, når hun samtidig var advokat for moderen i samværssagen. Advokatnævnet afgjorde sagen således: ”Advokatnævnet [finder], at advokat [X] handlede i strid med god advokatskik, da hun lod sig beskikke som bistandsadvokat for pigen i straffesagen mod faderen, efter at hun havde optrådt som advokat for moderen i samværssagen, idet pigens interesser ikke uden videre var identiske med moderens, og idet der kunne være grund til frygt for, at advokat [X], når hun repræsenterede pigen, lod sig influere af moderens interesser i samværssagen. Som følge heraf har advokat [X] i medfør af retsplejelovens § 126, stk. 1, tilsidesat god advokatskik og tildeles i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, efter omstændighederne en irettesættelse."

Særligt om sanktioner mod advokater for disses ytringer
Dette emne er nærmere behandlet nedenfor under kapitlet om ærekrænkelser. Det fremgår af kapitlet om ærekrænkelser blandt andet, at advokater, som mødes med sanktioner eller trusler om sanktioner fra de nationale myndigheder for udtalelser fremsat af advokaten for eksempel under retsmøder, i processkrifter eller i pressen, ofte får medhold ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i, at sanktioner eller trusler om sanktioner mod advokater for sådanne ytringer er i strid med EMRK artikel 10. Menneskerettighedsdomstolen udtaler i nogle af sine afgørelser bekymring over, at truslen om sanktioner mod advokater, der udtaler sig for skarpt navnlig om myndigheder eller myndighedspersoner, kan have en såkaldt "chilling effect". 

2.11 - Advokatbistand til vidner og bistandsadvokat til den forurettede
Udgangspunktet er, at vidner ikke har krav på at få beskikket en advokat. Ønsker et vidne advokatbistand, må vidnet normalt selv afholde udgiften herved.

I TfK 2004.540/2 ØLK, hvor et vidne havde anmodet om advokatbistand i forbindelse med, at der skulle tages stilling til, om vidnet var omfattet af retsplejelovens § 171 om vidnefritagelse for en parts nærmeste, gjorde anklagemyndigheden gældende, at der ikke er hjemmel til at beskikke en advokat for vidner bortset fra visse tilfælde, hvor vidnet er forurettet i straffesagen. Landsretten tiltrådte byrettens afgørelse om at beskikke en advokat for vidnet. Landsretten udtalte blandt andet: "at der normalt ikke bør ske beskikkelse af advokat for et vidne, der påberåber sig en vidnefritagelses- eller vidneudelukkelsesgrund. Efter retspraksis er der mulighed for ganske undtagelsesvis at beskikke advokat for et sådant vidne, hvis helt særlige forhold gør sig gældende."

Betænkning 1102 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager - 1987

Af retsplejelovens § 741 a til § 741 f (kapitel 66) følger, at forurettede i en straffesag i visse tilfælde har adgang til at få beskikket en bistandsadvokat, hvis salær skal udredes af det offentlige.

Bistandsadvokatens adgang til aktindsigt, deltagelse i afhøringer og andre processuelle beføjelser
Retsplejelovens § 741 c indeholder en række regler om de beføjelser, som bistandsadvokaten har under sagen. I medfør af retsplejelovens § 741 c, stk. 1, har advokaten adgang til at overvære afhøringer af den forurettede såvel hos politiet som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten underrettes endvidere om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.

Advokaten har endvidere adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forklaring til politirapport, jf. retsplejelovens § 741 c, stk. 2, 1. pkt. Når der er rejst tiltale i sagen, har advokaten tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiet har tilvejebragt, jf. § 741 c, stk. 2, 2. pkt. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart tilstilles advokaten. Advokaten må dog ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til den forurettede eller andre, og han må ikke uden politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med indholdet af det i stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale, jf. § 741 c, stk. 3.

Af forarbejderne til retsplejelovens § 741 c, stk. 2, jf. FT 1979-80, tillæg A, sp. 469 ff, fremgår det, at advokaten for den forurettede – i modsætning til forsvareren – først har fuld aktindsigt, efter at der er rejst tiltale i sagen. Det anføres i den forbindelse, at denne forskel må ses i sammenhæng med forskellen mellem den sigtedes og den forurettedes stilling i sagen. Mens den sigtede under sagen har adgang til at nægte at udtale sig og ikke kan straffes, hvis den pågældende giver falsk forklaring, er den forurettede hovedkilden til sagens oplysning og som vidne i retten forpligtet til at udtale sig i overensstemmelse med sandheden.

Bistandsadvokatens processuelle stilling i retten, herunder advokatens stilling i forbindelse med afhøringer af den forurettede eller andre vidner samt sigtede, er ikke nærmere reguleret i § 741 c. Af bemærkningerne til § 741 c, jf. FT 1979-80, tillæg A, sp. 470, fremgår det, at det i vidt omfang vil være overladt til domstolene at fastlægge advokatens beføjelser i forbindelse med den almindelige retsledelse. Det gælder bl.a. med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt og på hvilken måde advokaten kan stille spørgsmål til andre end den forurettede, dvs. til sigtede og eventuelle vidner, samt advokatens stilling i forbindelse med forsvarets og anklagemyndighedens afhøringer.

Det understreges dog i bemærkningerne, at advokaten under afhøringerne ikke bør kunne rådgive sin klient om den umiddelbare besvarelse af stillede spørgsmål. Det anføres således, at da denne regel er udtrykkeligt fastslået i retsplejelovens § 752, stk. 5, og § 754, stk. 1, for så vidt angår den sigtede og dennes forsvarer, må det på grund af den forurettedes stilling som vidne så meget mere desto mere gælde, når det drejer sig om forholdet mellem den forurettede og dennes advokat.

Det fremhæves endvidere, at den forurettedes advokat ikke bør kunne virke som en yderligere anklager i sagen. Advokaten bør derfor ikke have adgang til at procedere med hensyn til skyldsspørgsmålet og strafudmålingen. Derimod fremgår det, at det vil være rimeligt, at advokaten får adgang til at procedere med hensyn til en række andre spørgsmål, f.eks. spørgsmål om hvorvidt sagen skal behandles for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29 a, og om afhøring af den forurettede skal ske uden den tiltaltes tilstedeværelse mv., jf. retsplejelovens § 848. Ligeledes har bistandsadvokaten adgang til at procedere spørgsmålet om en eventuel erstatning. Der henvises til FT 1979-80, tillæg A, sp. 471.

Bistandsadvokatens opgaver
Bistandsadvokatens arbejde består i almindelighed i at bistå forurettede med en eventuel erstatningsopgørelse samt at bistå samme under afhøringer hos politiet og i retten.

Bistandsadvokatens arbejde kan af domstolene ikke begrænses til kun at omfatte opgørelse af erstatningskrav og eventuelt møde med forurettede uden for retten. Forurettede har krav på at få dækket udgiften til, at bistandsadvokaten giver møde under hovedforhandlingen. Se artikel af 22. januar 2010 om bistandsadvokatens pligter og adgangen til salær for udførelsen af disse. Artiklen gennemgår blandt andet bistandsadvokatens opgaver, således som der er redegjort for disse i betænkning 1102 fra 1987, kapitel 4, afsnit 4.1.3. side 41 ff.

Se i øvrigt artikel af 14. september 2004 af advokat Jørgen Lange, København, i Advokaten nr. 9, 2004. Jørgen Lange anfører blandt andet, at der "ikke findes entydige og udtømmende retningslinier for, hvilke arbejdsopgaver, der naturligt henhører under" bistandsadvokatens hverv. Han anfører videre: "
Efter sagens natur må grænsen være flydende, og bistandsadvokaten er – inden for en rimelig margin – berettiget til at skønne over klientens konkrete og relevante behov for assistance. I det omfang der måtte opstå situationer, hvor det kan være tvivlsomt at anvende betydelige tidsmæssige ressourcer eller afholde væsentlige udgifter på f.eks. indhentelse af lægelige oplysninger i form af speciallægeerklæringer, bør forholdet i første omgang forelægges retten ved en uformel henvendelse."

Adgangen til at få beskikket en bistandsadvokat
Af Rigsadvokatens meddelelse nr. 8/2007 af 28. september 2007 fremgår politiets pligt til at vejlede forurettede om reglerne om bistandsadvokat, erstatning og offerrådgivning til forurettede.

Af TfK 2009.802 V fremgår det, at forurettede kan få beskikket en bistandsadvokat efter det tidspunkt, hvor politiet har besluttet at indstille efterforskningen. Vestre Landsret udtalte i sin kendelse blandt andet: "...NN har anmodet om beskikkelse af bistandsadvokat den 3. oktober 2008, og politiet har herefter den 21. oktober 2008 indstillet efterforskningen uden forinden at have fremsendt anmodningen om advokatbeskikkelse til retten. Den omstændighed, at retten som følge heraf først har taget stilling til anmodningen om advokatbeskikkelse, efter at politiet har indstillet efterforskningen i sagen, kan ikke i sig selv ændre vurderingen efter retsplejelovens § 741 a. Herefter og da advokatbistand efter de foreliggende oplysninger om overfaldet på NN ikke kan anses for åbenbart unødvendig, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 3, ændres byrettens kendelse, således at advokat Hans Kjellund beskikkes som bistandsadvokat for NN, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 1. ..."

Af kendelsen UfR.2004.1358.V kan udledes, at Vestre Landsret har fundet, at der i tilfælde, hvor forurettede er indsat i kriminalforsorgens institutioner, tillige kan bestå en pligt for bistandsadvokaten til at bistå den forurettede med spørgsmål om for eksempel strafafbrydelse eller benådning, hvis dette har sammenhæng med den forbrydelse, der har ført til beskikkelse af bistandsadvokaten.

I UfR.2007.1463.Ø afslog landsretten at beskikke bistandsadvokat til en fængselsfunktionær, der var forurettet i en sag om overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3.

Ved Lov nr. 349 af 23. maj 1997 ændredes reglerne blandt andet således, at forurettede i voldssager og sædelighedssager som udgangspunkt har krav på at få beskikket en bistandsadvokat. En lovændring i 2005 sikrede voldtægtsofre en bedre adgang til bistandsadvokat, samtidigt med at bistandsadvokatens processuelle beføjelser blev forbedret. Se nærmere betænkning 1458 afgivet i 2005 af Justitsministeriets strafferetsplejeudvalg om forbedring af voldtægtsofres retsstilling.

Retsmøder skal så vidt muligt berammes, således at bistandsadvokaten kan være til stede
I UfR 2010.77 VLK fastslog Vestre Landsret, at retsmøder, hvor "forurettede skal afhøres", så vidt muligt skal berammes efter aftale med bistandsadvokaten, jf. retsplejelovens § 741 c, stk.

Se også UfR 2007.879 ØLK, hvor Østre Landsret udtalte: "
Efter retsplejelovens § 741 c, stk. 1, som affattet ved lov nr. 558 af 14. juni 2005, skal retsmøder, hvor forurettede skal afhøres, så vidt muligt berammes efter aftale med bistandsadvokaten. I en situation som den foreliggende, hvor domsforhandlingen allerede var berammet, da bistandsadvokaten blev beskikket, og hvor bistandsadvokaten straks anmodede om omberammelse, må bestemmelsen føre til, at byretten burde have undersøgt, om sagen kunne behandles på et andet tidspunkt, eller om bistandsadvokaten kunne give møde ved en kollega. Imidlertid foretog byretten sig intet og reagerede ikke over for bistandsadvokaten, før denne nogle dage før domsforhandlingen rykkede for et svar. Bistandsadvokaten har oplyst, at hun som følge heraf endnu ikke har afholdt møde med forurettede om opgørelse af erstatningskrav m.v. og i øvrigt end ikke har modtaget sagens akter fra politiet. I hvert fald under de således foreliggende omstændigheder, hvor domsforhandlingen den 12. december 2006 herefter ikke vil kunne gennemføres på en måde, hvor forurettedes interesser varetages forsvarligt, finder landsretten, at domsforhandlingen ikke bør fastholdes."

Offererstatningsloven

Betænkning 751 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser - 1975
Betænkning 1412 om godtgørelse til efterladte ved dødsfald - 2002

Efter lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser kan der i nogle tilfælde ydes erstatning til ofre for forbrydelser. Ansøgning om erstatning indgives til det såkaldte "erstatningsnævn", som henhører under Civilstyrelsen. Udgangspunktet er, at det er gerningsmanden til en forbrydelse (skadevolder), der skal yde erstatning til ofret for en forbrydelse (skadelidte). Blandt andet fordi gerningsmænd til forbrydelser ofte er uden midler, og denne derfor helt eller delvist er ude af stand til at betale erstatning til forurettede, gennemførte folketinget i 1976 loven om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

Ifølge side 6, nederst, i erstatningsnævnets årsberetning for 2008 tilkendte nævnet i 2008 erstatning med i alt 113.005.292 kr. Det fremgår endvidere, at det lykkedes politiet at inddrive i alt 3.138.705 kr. fra skadevolderne, hvilket svarer til ca. 2,5 pct. af det beløb, der inkl. renter i alt er udbetalt i 2008 til ansøgerne via politiet.

Erstatningsnævnet betaler erstatning for personskade som følge af overtrædelser af straffeloven og for visse afgrænsede personlige ejendele, der er blevet ødelagt, samt mindre kontantbeløb, som mistes i forbindelse med straffelovsovertrædelsen. Nævnet betaler ikke i øvrigt erstatning for tingsskade, medmindre straffelovsovertrædelsen er begået af den personkreds, der er nævnt i offererstatningslovens § 3, der hovedsageligt omfatter personer, der er tvangsanbragt i institutioner under Kriminalforsorgen. Nævnet betaler ikke erstatning i forbindelse med færdselsforseelser, overtrædelse af ordensbekendtgørelsen eller andre lovovertrædelser, der ikke er omfattet af straffeloven.

I det omfang ansøgerens krav betales af skadevolderen eller arbejdsskadesikringen, betaler nævnet ikke erstatning. Dette følger direkte af bestemmelserne i offererstatningslovens § 7, stk. 1, og arbejdsskadesikringslovens § 77 (erstatningsansvars-lovens § 30). Nævnet betaler heller ikke erstatning for konkrete udgifter, f.eks. helbredelsesudgifter og udgifter som følge af beskadiget beklædning, hvis disse udgifter dækkes af ansøgerens forsikringsselskab eller andre, jf. herved offererstatningslovens § 7.

Ansøgeren kan i "særlige tilfælde" efter offererstatningslovens § 15, stk. 2, få dækket "udgifter, som han har afholdt i anledning af sagen". Efter nævnets praksis kan der efter denne bestemmelse ydes ansøgeren hel eller delvis dækning for dennes udgifter til advokatbistand i forbindelse med sagen.

I øvrigt betaler nævnet erstatning efter dansk rets almindelige regler. Det betyder blandt andet, at erstatningen udmåles efter reglerne i erstatningsansvarsloven, og at nævnet har mulighed for at nedsætte erstatningen eller helt lade den bortfalde, hvis ansøgeren har udvist egen skyld, der berettiger til det.

Der redegøres i et vist omfang for erstatningsnævnets praksis i konkrete sager i nævnets årsberetninger.
Se erstatningsnævnets årsberetning for 2004.
Se erstatningsnævnets årsberetning for 2005.
Se erstatningsnævnets årsberetning for 2006.
Se erstatningsnævnets årsberetning for 2007.
Se erstatningsnævnets årsberetning for 2008.

Bistandsadvokatens habilitet
I UfR 1996.827 V fandt Vestre Landsret, at en beskikkelse af advokat som forsvarer under ankesag kunne tilbagekaldes, da advokatens kompagnon under såvel byretssagen som ankesagen var beskikket som bistandsadvokat for forurettede.

Afsluttende om bistandsadvokater
Europakommissionen har i 2004 udgivet "Håndbog - erstatning til ofre for forbrydelser, 2004". Her behandles loven forholdsvist detaljeret. Se også retsplejelovens kapitel 93 b og 93 c nedenfor om beskikkelse af advokat til forurettede i sager, hvor der klages over politiet, eller hvor polititjenestemænd anmeldes for strafbart forhold. 

Det offentliges regreskrav mod skadevolder for udgiften til erstatningsnævnets udbetaling af erstatninger

Efter § 17 i offererstatningsloven kan det offentlige søge regres hos skadevolder i mange af de tilfælde, hvor det offentlige har udbetalt erstatning til forurettede. I UfR 2006.356 VLD blev en polititjenestemand, som tidligere var fundet skyldig i vold begået mod en person i forbindelse med anholdelse, pålagt at erstatte det offentlige det beløb, som erstatningsnævnet havde udbetalt til forurettede. Landsretten udtalte blandt andet: "P's handlinger, herunder også den udøvede vold mod F, blev foretaget i forbindelse med en anholdelse. Handlingerne er således udøvet som led i P's tjeneste som politiassistent, og de er dermed omfattet af bestemmelsen i Danske Lov 3-19-2. Såfremt F havde valgt at rette sit krav mod P, ville denne kunne påberåbe sig bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 23, stk. 2, 2. led, jf. stk. 1, over for Politimesteren. Uanset at erstatningen i det foreliggende tilfælde ikke kan anses for udredt af Politimesteren i dennes egenskab af P's arbejdsgiver, finder landsretten, at de hensyn, der ligger bag erstatningsansvarslovens § 23, i et sådant tilfælde må medføre, at der alene kan kræves regres i et omfang, som følger af denne bestemmelse."

Vedrørende erstatningskrav, som fremsættes mod tiltalte under en straffesag, henvises der til kapitlet nedenfor om adhæsionsprocessen
, der blandt andet beskæftiger sig med erstatningsansvarsloven. 

2.12 - Straffeprocessuelle indgreb
Betænkning 622 om efterforskning i straffesager mv. - 1971

Betænkning 1385 om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v. - 2000

2.12.1 - Indledende om straffeprocessuelle indgreb
Politiet har en særlig adgang til - når visse betingelser er opfyldt - at anvende såkaldte "straffeprocessuelle indgreb" mod borgere og virksomheder i forbindelse med efterforskningen af straffesager. Sådanne indgreb kan bestå i for eksempel anholdelse, ransagning, telefonaflytning, rumaflytning, brevåbning, brevstandsning, optagelse af fingeraftryk eller legemsundersøgelser. Personundersøgelser og mentalundersøgelser er også straffeprocessuelle indgreb. Formålet med at udstyre politiet med beføjelser til at foretage sådanne indgreb er at sikre politiet muligheder for at opklare forbrydelser. Indgreb af den omhandlede slags kan virke ubehagelige på mennesker - herunder mennesker som ikke har begået den forbrydelse, som politiet mistænker dem for. Lovgivningsmagten har derfor indsat en række bestemmelser i retsplejeloven, der sætter begrænsninger for politiets adgang til at foretage sådanne indgreb. Retsplejelovens kapitel 93 a giver adgang til, at der i visse tilfælde kan udbetales erstatning til personer, der har været udsat for straffeprocessuelle indgreb.

Private har en meget snæver adgang til i visse tilfælde at foretage straffeprocessuelle indgreb for eksempel anholdelse og ransagning. Har en privat foretaget en uberettiget anholdelse, og vælger politiet at opretholde anholdelsen, når politiet kommer til stede, kan borgeren søge erstatning hos politiet efter retsplejelovens kapitel 93 a. Såfremt politiet ikke opretholder anholdelsen, er borgeren henvist til at anlægge et civilt søgsmål med krav om erstatning over for den borger, der har foretaget den uberettigede anholdelse. Har den uberettigede anholdelse karakter af ulovlig frihedsberøvelse, kan den i øvrigt være strafbar. 

Politiet har i visse tilfælde af præventive årsager adgang til at foretage indgreb, der minder om straffeprocessuelle indgreb, for eksempel anholdelse, selvom der ikke er mistanke om, at en person har begået et strafbart forhold. I så fald er der ikke tale om et "straffeprocessuelt" indgreb. Indgreb, som politiet foretager af præventive grunde, er ikke regulerede i retsplejeloven men i politiloven. Skønner politiet for eksempel, at en person eller gruppe af personer vil udgøre en fare (eller blive udsat for fare), hvis ikke de tilbageholdes af politiet et kortere eller længere stykke tid, kan politiet tilbageholde personerne, hvis ikke en mindre indgribende foranstaltning er tilstrækkelig til at forebygge faren. Retsplejelovens kapitel 43 a giver borgerne ret til domstolsprøvelse, såfremt indgrebet har karakter af frihedsberøvelse (selv en kortvarig tilbageholdelse), og borgeren senest 4 uger efter indgrebets ophør overfor politiet begærer spørgsmålet om indgrebets lovlighed og/eller hensigtsmæssighed prøvet ved retten. Viser det sig, at domstolene finder, at politiets skøn var forkert, kan borgeren i visse tilfælde tilkendes erstatning efter retsplejelovens kapitel 43 a.   

Andre offentlige myndigheder kan i forskellige love være tillagt beføjelser til at foretage indgreb overfor borgere og virksomheder. For eksempel har skattemyndighederne i visse tilfælde adgang til at henvende sig på en virksomhed for at gennemgå virksomhedens regnskabsdokumenter, bilag mv. Sådanne indgreb er ikke "straffeprocessuelle indgreb" men betegnes normalt som "indgreb uden for strafferetsplejen". Se eventuelt "Redegørelse til Folketinget om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen", som er afgivet af Justitsministeriets lovafdeling i februar 2009. Publikationen indeholder en række eksempler på lovgivning, der hjemler adgang for andre offentlige myndigheder end politiet til at foretage indgreb (uden for strafferetsplejen). Der gælder også her - ligesom indenfor strafferetsplejen - et almindeligt proportionalitetsprincip. 

Straffeprocessuelle indgreb som for eksempel anholdelse og ransagning er så indgribende for den enkelte, at såvel grundloven som den europæiske menneskerettighedskonvention indeholder bestemmelser, der skal beskytte borgerne mod misbrug af de omhandlede indgreb.

I det følgende behandles nogle af de straffeprocessuelle indgreb.

2.12.2 - Forsvarerens kontrol med politiets efterforskning

Forsvarerens tilstedeværelse ved visse efterforskningsskridt

Af retsplejelovens § 745 c fremgår, at forsvareren har "adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede og ret til at stille yderligere spørgsmål". Endvidere hedder det, at forsvareren "efter begæring" skal underrettes om tidspunktet for afhøringerne. Endelig fremgår det, at i tilfælde, hvor sigtede er varetægtsfængslet, og hvor der vil blive truffet bestemmelse om isolation jævnfør retsplejelovens § 770 a, må sigtede ikke afhøres uden at forsvareren er til stede, medmindre såvel den sigtede som forsvareren samtykker heri.

Forsvareren har adgang til selv at stille spørgsmål til sigtede, men sigtede har ikke adgang til at rådføre sig med forsvareren om den "umiddelbare besvarelse af et stillet spørgsmål". Dette udelukker naturligvis ikke, at forsvareren på et hvert tidspunkt under afhøringen kan anbefale sigtede ikke at udtale sig yderligere.

Af betænkning nr. 622 fra 1971, side 42, 2. spalte, fremgår blandt andet, at bestemmelsen "hjemler forsvareren en adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede og til i forbindelse hermed at stille yderligere spørgsmål". Videre anføres der: "En tilsvarende lovhjemlet adgang har forsvareren ikke i dag, men sigtede kan ved at nægte at udtale sig, medmindre hans forsvarer er til stede, normalt opnå samme resultat. Afhøringerne ledes af politiet, og forsvarerens ret til at stille yderligere spørgsmål må ikke benyttes til at overtage afhøringen eller til at gribe ind i politiets  afhøring. Sigtede må således ikke rådføre sig med forsvareren om den umiddelbare besvarelse af et stillet spørgsmål, jfr. § 752, stk. 5, ligesom forsvarerens yderligere spørgsmål normalt først må stilles, når politiets afhøring er til ende, eller afhøringen om et enkelt afsnit er afsluttet. Reglen hjemler ikke forsvareren adgang til at overvære afhøringen af andre f. eks. anmelderen eller medsigtede, men udelukker ikke, at politiet giver forsvareren adgang dertil. Bestemmelsen om forsvarerens adgang til at være til stede under politiafhøring af sigtede kan ikke fraviges efter stk. 4. Dette følger allerede af, at sigtede altid kan nægte at udtale sig, medmindre forsvareren er til stede."

I UfR 1998.384 ØLD blev en polititjenestemand straffet for overtrædelse af straffelovens § 156 ved at have foretaget afhøring af en varetægtsfængslet person, uagtet at forsvareren havde meddelt politiet, at den pågældende ikke ønskede at udtale sig til politiet.

Se også bemærkningerne til retsplejelovens § 752.

Retsplejelovens § 745 d foreskriver, at forsvareren skal underrettes af politiet, når "en afhøring, en konfrontation, en fotoforevisning eller andet efterforskningsskridt af lignende betydning kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under hovedforhandlingen". Det fremgår også af teksten, at grunden til denne regel er, at "forsvareren kan få lejlighed til at være til stede". Endelig følger det, at forsvareren "har adgang til at stille forslag med hensyn til gennemførelsen af det pågældende efterforskningsskridt".

Retsplejelovens § 745 d har følgende indhold: 

".. Når en afhøring, en konfrontation, en fotoforevisning eller andet efterforskningsskridt af lignende betydning kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, giver politiet meddelelse til forsvareren inden foretagelsen, således at forsvareren kan få lejlighed til at være til stede. Forsvareren har adgang til at stille forslag med hensyn til gennemførelsen af det pågældende efterforskningsskridt. Forsvarerens bemærkninger i så henseende skal tilføres politirapporten. Har forsvareren ikke mulighed for at komme til stede, eller er det ikke muligt for politiet at give forsvareren meddelelse, kan der kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes. Har forsvareren ikke været til stede, skal forsvareren uden ophold underrettes om det foretagne. .."

Af betænkning nr. 622 fra 1971, side. 42, fremgår om bestemmelsen blandt andet, at den "pålægger politiet pligt til at underrette forsvareren, inden der foretages udenretlige efterforskningsskridt, der kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under sagen. Forsvareren skal endvidere have lejlighed til at være til stede. De pågældende efterforskningsskridt - typisk konfrontationer, rekonstruktioner af handlingsforløb eller fonetisk optagelse af børns forklaringer - må i realiteten anses som anteciperet bevisførelse og vil kunne have en lignende betydning for sagens afgørelse. .."

Fra praksis kan der henvises til UfR 2003 1327 HK. Her fandt Højesteret i et tilfælde, hvor et vidne hos politiet fik forevist flere skydevåben og blandt disse skulle forsøge at udpege gerningsvåbnet, var et "efterforskningsskridt", hvor forsvareren burde have haft mulighed for at være til stede. I UfR 2003.2645 ØLK fandt Østre Landsret, at politiet ikke havde pligt til at underrette forsvareren om en forestående ransagning hos en sigtet. Østre Landsret anførte i sine bemærkninger blandt andet følgende: ".. Af betænkning nr. 622/1971, s. 42, fremgår bl.a., at retsplejelovens § 745, stk. 3 (nu § 745 d, stk. 1), om pligt til at underrette forsvareren, ikke gælder ransagninger. ..".

EMD har den 25. februar 2010 i sagen Lisica mod Kroatien (sagsnr. 20100/06) fundet, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, § 1, at et plasticstykke fra et dørhåndtag til en VW Golf personbil, der var blevet fundet i klagerens BMW personbil under en ransagning af denne, blev anvendt som bevis i en straffesag mod klageren, uagtet at klagerens advokat og klageren ikke var blevet tilbudt at overvære ransagningen af klagerens bil. Det omhandlede plasticstykke ansås af de nationale domstole for at være en del af et dørhåndtag, der manglede på netop den VW Golf personbil, som havde været anvendt til et røveri mod en pengetransport. Klageren havde nægtet sig skyldig i dette røveri. Der var meget få beviser mod klageren. Plasticstykket fundet i klagerens bil knyttede imidlertid klageren til røveriet. Han blev ved de nationale domstole fundet skyldig i røveriet. Af afgørelsens præmis 60 fremgår blandt andet følgende: "In the present case the search of the VW Golf vehicle carried out by the police on 24 May 2000 as well as the entry of the police into the first applicant’s vehicle on 26 May 2000, both without the applicants or their counsel being present or even informed of these acts and without a search warrant for the search of the BMW on 26 May 2000, produced an important piece of evidence". Såfremt danske domstole - for eksempel ved at henvise til UfR 2003.2645 ØLK - fremover fortsat udelukker forsvareren fra at overvære ransagninger af dennes klients lokaliteter mv., vil det bevismateriale, som måtte fremkomme under sådanne ransagninger, næppe kunne anvendes som bevis i en straffesag mod klienten, uden at dette kan risikere at udgøre en krænkelse af EMRK artikel 6.

I kendelsen TfK 2009.643 VLK afsagt af Vestre Landsret den 20. maj 2009 fastslog landsretten, at en fotoforevisning ikke kunne indgå som bevis i en straffesag, hvor en mand var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244 ved i juni 2008 at have slået en person i ansigtet med knyttet hånd og med tandskade til følge. Forsvareren havde ikke været underrettet om fotooptagelsen og dermed haft mulighed for for eksempel at påvirke sammensætningen af fotos under konfrontationen. Anklageren fastholdt, at fotoforevisningen kunne anvendes som bevis. Da tiltalte ikke var sigtet i sagen på det tidspunkt, skulle der heller ikke beskikkes forsvarer for ham. Landsrettens kendelse lød således: "På tidspunktet for fotoforevisningens foretagelse havde politiet fra lederen af campen fået oplyst, at tiltalte af vidner den pågældende aften var blevet udpeget som gerningsmanden. Det må antages, at denne oplysning er baggrunden for, at tiltaltes billede er blandt de personfotografier, der blev forevist for vidnerne. Selv om en anden person på det tidspunkt var sigtet i sagen, burde tiltalte under de foreliggende omstændigheder også være sigtet og have haft adgang til at få en forsvarer beskikket. Da retsplejelovens § 745 d om forsvarerens adgang til at være til stede således ikke kan anses for overholdt, og da forsvareren har fremsat konkrete indsigelser mod fotoforevisningens gennemførelse, som ikke uden videre kan afvises, tages forsvarerens protest mod forevisningens anvendelse som bevis til følge."

Af retsplejelovens 745 e fremgår, at forsvareren skal underrettes om efterforskningsskridt som for eksempel en videoafhøring af et barn og have lejlighed til at være til stede under denne. Det fremgår også, at sigtede ikke har ret til at overvære afhøringen men har ret til at se denne og eventuelt forlange genafhøring.

I TfK 2003 714 ØLK fik forsvareren medhold i, at det var relevant at foretage en genafhøring af barnet.

I V.L. S-0096-11 skiftede de sigtede forsvarer umiddelbart efter, at de børn, som de var sigtede for at have forbrudt sig imod, havde afgivet forklaring til politiet under en videoafhøring. Den nye forsvarer ønskede genafhøring af børnene, og han anmodede derfor inden 14 dage efter videoafhøringen om, at der blev foretaget en ny videoafhøring. Politiet afviste at imødekomme begæringen fra den nye forsvarer, som derpå forlangte spørgsmålet domstolsprøvet. Byretten afviste begæringen, som af forsvareren blev kæret til Vestre Landsret. Landsretten udtalte i sin kendelse af 2. februar 2011, at spørgsmålene, som den nye forsvarer ønskede stillet til børnene ikke var relevante, således som tiltalen var rejst. Imidlertid bemærkede landsretten, at begæringen om genafhøring var fremkommet inden for den af politiet fastsatte frist på 14 dage, og at det må "anses for rimeligt begrundet i hensynet til tiltaltes varetagelse af sit forsvar i forhold til den rejste tiltale, at der gives forsvareren lejlighed til, at der stilles yderligere spørgsmål til børnene", hvorpå forsvarerens anmodning om genafhøring af børnene blev taget til følge.

Se nærmere nedenfor under afsnittet om videoafhøring af børn som bevismiddel.

Forsvarerens ret til domstolsprøvelse af tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt

Retsplejelovens § 746, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Retten afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt samt om sigtedes og forsvarerens beføjelser, herunder om begæringer fra forsvareren eller sigtede om foretagelsen af yderligere efterforskningsskridt. Afgørelsen træffes på begæring ved kendelse."


I TfK 2009.141 VLK var en person sigtet for overtrædelse af skattekontrollovens § 13 B og momslovens § 81, stk. 4, ved at have udstedt fakturaer til sine kunder med et urigtigt indhold, idet fakturaerne var påført teksten »Erhvervs-beklædning« o.l. i stedet for det, der rent faktisk er leveret/solgt, hvorved der var unddraget skat for 98.989 kr. og moms for 82.415,53 kr. Forsvareren anmodede i medfør af retsplejelovens § 746 om, at retten skulle pålægge politiet at rette henvendelse til samtlige kunder blandt andet med forespørgsel om, hvorledes kunderne faktisk anvendte tøjet, og hvorledes fakturaerne var anvendt skattemæssigt og momsmæssigt. Anklagemyndigheden protesterede og anførte blandt andet: "at det af forarbejderne til skattekontrollovens § 13 B, jf. lovforslag nr. 229 af 21. april 1999, fremgår, at det strafbare er udstedelse af en faktura, der er egnet til at blive anvendt som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og som på grund af sit urigtige indhold fremmer modtagerens muligheder for på et senere tidspunkt at begå skattesvig. Da forholdet fuldbyrdes allerede ved fakturaens udstedelse, er det uden betydning, om modtageren faktisk har foretaget fradrag i skatteregnskabet for det købte. Det afgørende for sagen er, at sigtede ved at nøjes med at skrive »erhvervsbeklædning« har åbnet op for muligheden for skattesvig." Forsvareren fik delvist medhold såvel ved byretten som landsretten. Landsretten udtalte blandt andet: "Det kan ikke på forhånd udelukkes, at en undersøgelse af købernes anvendelse af beklædningen kan få betydning for bedømmelsen af, om fakturaerne har "et urigtigt indhold"..". Landsretten pålagde således politiet at efterforske, hvorledes beklædningen var anvendt af sigtedes kunder. Derimod fik forsvaret ikke medhold i, at det kunne pålægges politiet at undersøge, hvorledes fakturaerne var anvendt skattemæssigt og momsmæssigt. Landsretten udtalte herom: "Som sigtelsen er formuleret, forudsættes det, at der rent faktisk er unddraget skat og moms. Anklagemyndigheden har bevisbyrden herfor, og landsretten finder ikke, at sigtelsens formulering i sig selv kan begrunde, at det - mod anklagemyndighedens protest - pålægges politiet at foretage denne efterforskning, der må antages at være forholdsvis omfattende."

I TfK 2008.529 ØLK blev anklagemyndigheden på forsvarerens begæring i en sag om udlevering til strafforfølgning for narkotikakriminalitet i USA pålagt at indhente og fremlægge sagsmateriale herunder nogle mulige "plea agreements" fra myndighederne i USA. Anklagemyndigheden fik ikke medhold i et synspunkt om, at der ikke er de samme beviskrav i en udleveringssag som i en straffesag, og at forsvareren derfor ikke havde behov for materialet. Landsretten fandt, at forsvareren burde have adgang til materialet, således at denne havde mulighed for "på et kvalificeret grundlag" at kunne "varetage sine pligter i relation til sagen".

I TfK 2008.75 HK hjemviste Højesteret en sag til fornyet behandling i landsretten. Landsretten burde ikke have have truffet afgørelse om at nægte forsvarerne adgang til politiets materiale i en sag alene på grundlag af en redegørelse om materialet fremlagt af Politiets Efterretningstjeneste (PET). Landsretten burde selv have undersøgt materialet. Højesteret udtalte blandt andet: "Vedrørende sagens realitet finder Højesteret, at afgørelsen om afslag af den foreliggende anmodning om aktindsigt i henhold til retsplejelovens § 729 a, stk. 3, ikke burde være truffet alene på grundlag af Politiets Efterretningstjenestes redegørelse af 19. oktober 2007, men at landsretten i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 2, 2. pkt., burde have pålagt politiet over for retten at fremlægge det materiale, som tvisten angår."

En person, der var blevet anholdt for overtrædelse af retsplejelovens § 750 for at nægte at oplyse navn med videre til politiet, forlangte i sagen UfR 1993 196 VLK i medfør af retsplejelovens § 746 at få prøvet lovligheden af anholdelsen for retten. Efterforskningen var, da den pågældende forlangte sagen indbragt for retten, afsluttet. Anklagemyndigheden fik ved byretten medhold i, at sagen burde afvises, idet klager "over politiets adfærd under anholdelse og tilbageholdelse" skulle behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93. Vestre Landsret hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. Landsretten anførte blandt andet: "Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 746, stk. 1, kan domstolene efterprøve lovligheden af blandt andet en anholdelse, og der er ikke grundlag for at statuere, at domstolene ikke kan udøve legalitetskontrol, fordi kærende ikke har indgivet klage til lokalnævnet, eller at prøvelse efter retsplejelovens § 746, stk. 1, skulle være udelukket, fordi efterforskningen er afsluttet."

Selv om det fremgår af retsplejelovens § 746, stk. 1, at retten afgør tvistigheder om bl.a. lovligheden af politiets efterforskningsskridt, finder bestemmelsen efter praksis ikke anvendelse på klager over sagsbehandlingstiden, jf. UfR 1982.1201 Ø. I Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4, 2006, med titlen: "Sagsbehandlingstiden i straffesager. Klager fra sigtede over lang sagsbehandlingstid samt indberetning af domme med vurdering af sagsbehandlingstiden", udtales blandt andet: "I kraft af over/underordnelsesforholdet kan den overordnede anklagemyndighed imidlertid give den underordnede anklagemyndighed pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager. Det betyder, at den overordnede anklagemyndighed f.eks. kan pålægge den under-ordnede anklagemyndighed at afslutte efterforskningen af en sag, fremme behandlingen af sagen, tage stilling til spørgsmålet om tiltalerejsning m.m. Den overordnede anklagemyndighed kan meddele sådanne pålæg bl.a. på baggrund af en klage fra f.eks. den sigtede. Det følger heraf, at den sigtede f.eks. kan klage til statsadvokaten over sagsbehandlingstiden i straffesager".

Begæring efter rpl. § 747 om retsmøde f. eks. vedrørende anticiperet bevisførelse for at begrænse varetægtsfængsling

Betænkning 622/1971 om efterforskning i straffesager mv.
Betænkning 1492/2007 om begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængsling
Betænkning 1469/2006 om varetægtsfængsling i isolation efter 2000-loven

Retsplejelovens § 747 har følgende indhold:
Retsmøde afholdes, når der fremsættes anmodning om foranstaltninger, som kræver rettens medvirken.
Stk. 2. Efter anmodning afholdes endvidere retsmøde, når det er påkrævet for at sikre bevis, som
1) det ellers må befrygtes vil gå tabt,
2) ikke uden uvæsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres for den dømmende ret eller
3) må antages at være af betydning for efterforskningen eller af hensyn til en offentlig interesse.
Stk. 3. Retsmøde med henblik på at sikre bevis kan endvidere afholdes efter anmodning, hvis
1) sigtede er varetægtsfængslet, herunder i isolation,
2) sikringen af bevis vil kunne få betydning for spørgsmålet om varetægtsfængslingens eller isolationens ophævelse og
3) væsentlige praktiske hensyn ikke taler imod.
Stk. 4. Imødekommer retten en anmodning efter stk. 3, skal retsmødet afholdes snarest og så vidt muligt inden for 2 uger fra rettens modtagelse af anmodningen
.

Af betænkning 822 om efterforskning i straffesager mv,, side 43 og side 44 fremgår blandt andet, at det med indsættelsen af § 747 i retsplejeloven var hensigten at udvide den adgang til anticiperet bevisførelse i forhold til de dagældende bestemmelser i § 806, stk. 3, og § 818.

Ved lov nr. 493 af 17. juni 2008 blev § 747, stk. 3, ændret således, at for eksempel forsvareren kan anmode om, at der afholdes et retsmøde, hvor sigtede, medsigtede eller vidner kan afgive forklaring med henblik på, at varetægtsfængsling kan bringes hurtigere til ophør. Indtil lovændringen i 2008 havde bestemmelsen kun givet denne mulighed i tilfælde, hvor varetægtsfængslingen fandt sted i isolation, hvilket forudgående var blevet gennemført med lov nr. 1561 af 20. december 2006. Se bemærkningerne vedrørende § 747, stk. 3, i lov nr. 1561 af 20. december 2006. I bemærkningerne til § 747, stk. 3, i lov nr. 493 af 17. juni 2008 fremhæves det, at lovændringen er rettet mod de tilfælde, hvor varetægtsfængslingen er "begrundet i hensynet til at hindre sigtede i at vanskeliggøre forfølgningen i sagen, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3". I sådanne tilfælde "vil en anticiperet (foregrebet) bevisførelse på samme måde som i sager om isolationsfængsling efter omstændighederne kunne medføre, at der efter den skete bevisførelse vil være grundlag for at ophæve varetægtsfængslingen". Det fremhæves i bemærkningerne, at en anmodning om bevisførelse efter bestemmelsen bør imødekommes, hvis ikke "væsentlige praktiske hensyn taler imod". Som et eksempel på et sådant væsentligt praktisk hensyn nævnes, at "der skal indkaldes vidner fra udlandet".

I "Rigsadvokatens meddelelse nr. 7-1997: Meddelelse om indenretlig afhøring af vidner - Anteciperet bevisførelse" anmodes politiet om i "videst muligt omfang" at benytte bestemmelsen om anteciperet bevisførelse i kampen mod organiseret kriminalitet og rockerkriminalitet. Rigsadvokaten anfører i meddelelsen blandt andet: "hvis der er risiko for, at det vil være faktisk umuligt at opnå en vidneforklaring senere under domsforhandlingen, f.eks. fordi et vidne ligger for døden. Bestemmelsen kan imidlertid også anvendes, hvor vidnet nok vil kunne afhøres senere, men hvor der er mulighed for, at den pågældende ikke vil være i stand til - eller ønske - at afgive en troværdig forklaring, f.eks. ved afhøring af vidner, der kan tænkes at blive udsat for trusler. Det samme må antages at gælde, når der kan være risiko for, at vidner kan blive udsat for vold, pression eller i øvrigt føle sig under pres, som får dem til at ændre forklaring eller nægte at afgive forklaring." Rigsadvokaten gør i meddelelsen yderligere opmærksom på retsplejelovens § 748, stk. 1, hvor af det følger, at sigtede så vidt muligt underrettes om retsmødet, og er berettiget til at overvære retsmødet. Herom anfører rigsadvokaten blandt andet: "Retten kan dog på begæring bestemme, at der ikke skal gives sigtede underretning om et retsmødes afholdelse, eller at sigtede skal være udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller delvis, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring undtagelsesvis gør det påkrævet, jf. retsplejelovens § 748, stk. 5."

Sigtede underrettes med få undtagelser så vidt muligt om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem
Retsplejelovens § 748, stk. 1, lyder således: "Sigtede underrettes så vidt muligt om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Dette gælder ikke retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om foretagelse af foranstaltninger i henhold til kapitlerne 69-74. Er sigtede varetægtsfængslet, kan fremstilling af ham undlades, hvis den vil være forbundet med uforholdsmæssigt besvær".

I TfK 2010.402 VLK indkaldte politiet sigtede til et retsmøde, hvor spørgsmålet om opretholdelse af en beslaglæggelse af sigtedes bil skulle behandles, ved at fremsende et almindeligt brev til sigtedes adresse i Danmark, idet politiet mente, at sigtedes adresse i Sverige var en "proformaadresse". Byretten godkendte beslaglæggelsen. Denne kendelse blev kæret til landsretten. Landsretten ophævede kendelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. Landsretten udtalte blandt andet: "Sigtede skal ifølge retsplejelovens § 748, stk. 1, 1. pkt., så vidt muligt underrettes om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Det er uklart, om den adresse i Sverige, der fremgår af sagens dokumenter, og hvor S gør gældende, at han bor, er S' reelle adresse, eller om der som hævdet af politiet er tale om en proformaadresse. Ved alene at sende underretningen om retsmødet til den adresse i - - -, hvor S efter politiets opfattelse bor, og ikke tillige til adressen i Sverige, har S ikke fået behørig underretning om retsmødet. Landsretten ophæver herefter byrettens kendelse og hjemviser sagen til byretten til fornyet behandling".

I TfK 2010.904/1 ØLK havde byretten forgæves forsøgt at få berammet et retsmøde med forsvareren, hvor der skulle tages stilling til spørgsmålet om, hvorvidt sigtede skulle mentalundersøges. Forsvareren havde lovet retten at ringe tilbage vedrørende berammelse af sagen men gjorde angiveligt ikke dette. Byretten havde derfor afsagt kendelse om, at der skulle ske mentalundersøgelse, uden at sigtede og forsvareren havde være tilstede i retsmødet. Landsretten hjemviste sagen til fornyet behandling i byretten og udtalte blandt andet: "Hverken sigtede eller hans forsvarer var til stede i retsmødet, hvor der blev truffet bestemmelse om mentalundersøgelse. Retsplejelovens § 809, stk. 1, forudsætter, at tiltalte er til stede, og at han har adgang til at udtale sig om sin holdning til en begæring om mentalundersøgelse. Det følger endvidere af retsplejelovens § 810, at sigtede skal spørges om, hvorvidt han samtykker i, at der søges tilvejebragt oplysninger om hans personlige forhold ved henvendelse til hans pårørende eller andre personer til brug for mentalundersøgelsen. Forsvareren har endvidere krav på underretning om ethvert retsmøde og adgang til at være til stede i sådanne møder, jf. retsplejelovens § 748, stk. 2."

I TfK 2009.600/ ØLK anmodede anklagemyndigheden om, at en sigtet person blev udelukket i medfør af retsplejelovens § 748, stk. 5, fra at overvære et retsmøde, der var berammet med henblik på at fremme sagen mod en medsigtet som en tilståelsessag. Anklagemyndighedens anmodning blev afvist. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter ordlyden af retsplejelovens § 748, stk. 5, kan en sigtet kun undtagelsesvis udelukkes fra at overvære et retsmøde helt eller delvis. Efter de for landsretten foreliggende oplysninger er der ikke grundlag for at antage, at S' tilstedeværelse under det planlagte retsmøde til fremme af sagen mod M som tilståelsessag vil være til hinder for, at M afgiver en uforbeholden forklaring om de rejste sigtelser. Den mere teoretiske mulighed for, at S senere som vidne vil skulle afgive forklaring mod M, kan ikke begrunde, at S undtagelsesvis udelukkes fra at overvære retsmødet, jf. retsplejelovens § 748, stk. 5. Der er herefter ikke grundlag for på forhånd at udelukke S fra at overvære retsmødet."

I TfK 2007.441 VLK var en varetægtsfængslet person ikke underrettet om et retsmøde mod en af dennes medsigtede. Den pågældendes forsvarer, der var til stede under retsmødet mod den medsigtede, begærede retsmødet udsat med henblik på, at hans klient blev bragt til stede. Retten imødekom ikke begæringen men udsatte på samme forsvarers begæring retsmødet, idet denne forsvarer til støtte for udsættelsesbegæringen også havde henvist til, at han ikke havde modtaget alle sagsakter forud for retsmødet, idet han var blevet opmærksom på, at medforsvareren var i besiddelse af 3 ringbind, medens han kun var i besiddelse af 2. Landsretten gav under et kæremål forsvareren medhold i, at sagen skulle være udsat også med den begrundelse, at denne forsvarers klient skulle have mulighed for at komme til stede til retsmødet. Landsretten udtalte blandt andet: "Det følger af retsplejelovens § 748, stk. 1, 1. pkt., at en sigtet så vidt muligt skal underrettes om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Det fremgår af Højesterets kendelse af 7. november 1996 (Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 113), at dette udgangspunkt tillige finder anvendelse vedrørende et retsmøde, hvor en medsigtet i et sagskompleks skal afgive forklaring med henblik på fremme af dennes sag som tilståelsessag. Fravigelse af ovennævnte hovedregel om sigtedes ret til at være til stede forudsatte - da retsmødet den 28. februar 2007 ikke var af en karakter, som omfattes af § 748, stk. 1, 2. pkt., eller af § 748, stk. 7 - en forhandling om, hvorvidt der var grundlag for at udelukke sigtede i medfør af § 748, stk. 5. Det fremgår af betænkning nr. 622 fra 1968 om efterforskning i straffesager m.v., side 44, at bestemmelserne i § 748, stk. 1, svarede til de dagældende regler i bl.a. § 822. Denne bestemmelse, som vedrørte retsmøder under forundersøgelsen, havde følgende ordlyd: »Er sigtede fængslet, kan han forlange sig henbragt til retsmødet - i hvilken henseende der bør gives ham lejlighed til at udtale sig - medmindre det afholdes uden for underretskredsen og i en sådan afstand, at uforholdsmæssig besvær kan forudses at følge deraf«. .."

Det følger modsætningsvist af retsplejelovens § 748, stk. 1, 3. pkt., at myndighederne har pligt til at "fremstille" sigtede for retsmøder. Kun i tilfælde, hvor en sådan fremstilling er forbundet med "uforholdsmæssigt besvær", kan den undlades. Der skal ganske meget til, før domstolene finder, at en sådant besvær måtte være "uforholdsmæssigt". I TfK 2001.333 VLK blev en sag hjemvist til fornyet behandling i byretten, idet landsretten ikke fandt, at det var "forbundet med uforholdsmæssigt besvær", at fremstille en person, der var indlagt til mentalundersøgelse i Århus til en fristforlængelse i Fredericia.

Det er anklagemyndighedens pligt at sørge for, at sigtede, tiltalte eller vidner, der er fængslede eller anholdte, bringes til retsmøder. Se retsplejelovens § 844, stk. 3 og 4, som er behandlet nærmere nedenfor under 2.13.4 - Det er anklagemyndighedens (eller politiets) ansvar, at fængslede sigtede, tiltalte eller vidner bringes til retten.

Retsmøder skal aftales med forsvareren, således at denne har en rimelig mulighed for at være til stede
Efter retsplejelovens § 748, stk. 2, skal forsvareren "underrettes om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Det fremgår videre, at uopsættelige retsmøder kan foretages uden underretning af forsvareren. Selv om det ikke direkte fremgår af lovteksten, skal retten beramme retsmødet med forsvarerens kontor og bestræbe sig på at lægge retsmødet på et tidspunkt, hvor forsvareren har mulighed for at give møde. I kendelsen UfR 2008.803 ØLK omgjorde landsretten en kendelse om edition afsagt af byretten under et retsmøde, som man ganske vist havde underrettet forsvareren om, men hvor byretten havde afholdt retsmødet på et tidspunkt, hvor forsvareren havde meddelt retten, at forsvareren ikke havde mulighed for at give møde på grund af sin deltagelse i et andet retsmøde. Landsretten fandt, at byretten ikke havde "udfoldet sådanne bestræbelser på at muliggøre advokat A's tilstedeværelse, at retsmødet mod hans ønske kunne gennemføres uden hans deltagelse. Efter karakteren af den beføjelse, som forsvareren herved blev afskåret fra at udøve, tager landsretten kærendes påstand til følge."

I TfK 2008.106 VLK ønskede anklagemyndigheden at afhøre en sigtet indenretligt under en fristforlængelse, der var berammet 4 uger senere. En medsigtets forsvarer meddelte, at hun ikke havde mulighed for at give møde under den omhandlede fristforlængelse, og at hun derfor anmodede om, at man berammede et retsmøde, hvor hun havde mulighed for at deltage, hvor den omhandlede indenretlige afhøring af medgerningsmanden kunne finde sted. Byretten ville ikke omberamme retsmødet og anførte i sin kendelse blandt andet: "S1 har i medfør af retsplejelovens § 767, stk. 1, jf. § 764, stk. 2, ret til at udtale sig i retsmødet og også til at afgive forklaring, herunder en grundig forklaring, som vil kunne indgå i rettens vurdering af, om han skal løslades eller fortsat fængsles. Retten finder imidlertid også af de grunde, som anklagemyndigheden har anført, at betingelserne for at afhøre S1 med henblik på at sikre bevis i forhold til de øvrige sigtede, er til stede, jf. retsplejelovens § 747, og at de øvrige forsvarere er underrettet med et rimeligt varsel om afhøringen". Landsretten hjemviste sagen byretten med henblik på, at byretten forsøger at beramme retsmødet, så de forsvarere, der ønsker det, kan deltage. Landsretten udtalte: "Anklagemyndigheden har ved anmodningen til byretten om berammelse af et retsmøde med henblik på, at S1 skal afgive forklaring, henvist til retsplejelovens § 747. Dette må indebære, at anklagemyndigheden forbeholder sig muligheden for at anvende forklaringen som bevis under en eventuel straffesag mod de medsigtede. Det følger af Højesterets afgørelse af 30. december 2004 (UfR 2005.1004), at der skal udfoldes betydelige bestræbelser fra rettens side med henblik på at sikre, at forsvarerne for medsigtede, der ønsker at være til stede under et retsmøde, hvor der skal afgives forklaring, jf. retsplejelovens § 747, også har mulighed herfor. Det må lægges til grund, at byretten ikke har udfoldet bestræbelsen som anført. Landsretten ophæver derfor byrettens afgørelse og hjemviser sagen til byretten med henblik på, at byretten søger at beramme retsmødet, så de forsvarere, der ønsker det, kan deltage."
 
I TfK 2010.637 ØLK var en person blevet løsladt efter varetægtsfængsling. Han var fortsat sigtet for røveri sammen med 14 andre personer. Der blev rejst nævningesag mod de 14 andre, hvor der var afsat omkring 50 retsdage. Den sigtede og dennes forsvarer gjorde over for anklagemyndigheden gældende, at de ønskede at overvære hovedforhandlingen mod de øvrige. Anklagemyndigheden gjorde gældende, at det ikke var nødvendigt, at den sigtedes forsvarer overværede retsmøderne, idet anklagemyndigheden ikke ville dokumentere forklaringer fra nævningesagen under en eventuel senere sag mod den sigtede, man ville alene foretage forehold, hvis der var behov derfor. Forsvareren gjorde gældende, at hun ønskede at være til stede under nævningesagen, når medgerningsmænd og vidner afgiver forklaringer. Hun henviste til, at det ikke kunne udelukkes, at det kunne blive relevant for hende at foretage kontraafhøringer. Endvidere gjorde hun gældende, at der kunne fremkomme oplysninger, som hun måtte ønske at anvende i sit forsvar under en eventuel senere sag mod hendes klient. Den sigtede ønskede også at overvære retsmøderne. Anklagemyndigheden havde indkaldt sigtede som vidne under nævningesagen, og gjorde gældende, at den sigtede ikke havde ret til at overvære hovedforhandlingen i nævningesagen, forinden han selv havde afgivet vidneforklaring. Landsretten fandt, at forsvareren burde have mulighed for at høre forklaringerne under hovedforhandlingen i nævningesagen, og landsretten fandt også, at sigtede havde ret til at overvære hovedforhandlingen, også den del, som måtte ligge forud for det tidspunkt, hvor han eventuelt selv skulle afgive vidneforklaring. Landsretten udtalte blandt andet: "S er efter det oplyste fortsat sigtet i det samme sagskompleks som de tiltalte i Retten i Glostrups nævningesag SS 70/2010, hvori hovedforhandlingen er påbegyndt den 8. marts 2010 og forventes afsluttet medio september 2010. Efter det af anklagemyndigheden anførte er sagen mod S sat i bero således, at der vil blive taget stilling til tiltalespørgsmålet i forhold til ham, når ovennævnte nævningesag er afgjort. Retsmøderne i Retten i Glostrups nævningesag har på denne baggrund i forhold til sigtede, S, karakter af retsmøder under efterforskning med henblik på at sikre bevis i form af forklaring fra en eller flere af de tiltalte og/eller et eller flere af vidnerne, jf. retsplejelovens § 747. Efter retsplejelovens § 748, stk. 2, 1. pkt., har forsvareren for sigtede, S, herefter krav på underretning om retsmøderne og ret til at overvære dem, i det omfang der under disse kan forventes at skulle afgives forklaring om forhold af betydning for en eventuel senere sag imod S, jf. tillige princippet i retsplejelovens § 745 d, stk. 1. Det af anklagemyndigheden anførte om, at forklaringerne under nævningesagen ikke under en eventuel senere sag imod S vil blive begæret dokumenteret, men alene forbeholdes anvendt til forehold, kan ikke ændre herpå. På baggrund af det af forsvareren for S anførte er forsvareren berettiget til under beskikkelsen at modtage vederlag for overværelse af retsmøderne, for så vidt der under en eller flere af disse retsmøder kan forventes bevisførelse af betydning for en eventuel senere straffesag mod S. Henset til det ovenfor anførte, og da S fortsat er sigtet i sagen, finder landsretten ikke grundlag for i medfør af retsplejelovens § 182, 2. pkt., at afskære S fra at påhøre forklaringer af andre vidner eller de tiltalte i sagen, jf. retsplejelovens § 748, stk. 1, 1. pkt. S skal derfor i medfør af § 748, stk. 1, 1. pkt., underrettes om alle for ham relevante retsmøder, og han er - med de i retsplejelovens § 748, stk. 5, nævnte undtagelser - berettiget til at overvære dem.

I TfK 2010.359 VLK havde byretten imødekommet anklagemyndighedens begæring om at meddele editionspålæg overfor en række virksomheder. Forsvareren havde forudgående anmodet om, at der blev afholdt et retsmøde i sagen. Denne anmodning havde byretten ikke imødekommet. Byretten havde tilbudt parterne at udtale sig skriftligt om spørgsmålet. Der var således ingen af parterne, der havde været indkaldt til et retsmøde. Forsvareren kærede til landsretten, hvor forsvareren principalt påstod sagen hjemvist til fornyet behandling ved byretten. Landsretten ophævede byrettens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter politiets fremsættelse af anmodningen om edition har retsmøde som udgangspunkt skullet afholdes efter retsplejelovens § 747, stk. 1, jf. § 806, stk. 1 og stk. 2. Forsvareren havde forud for byrettens behandling af begæringen om edition udtalt sig herom i et brev af 30. oktober 2009 til byretten samt anmodet om indkaldelse til retsmøde. Forsvareren havde videre i et brev af 5. november 2009 gentaget sit ønske om at modtage underretning om tidspunktet for retsmødets afholdelse med henblik på at overveje at få sine bemærkninger til editionsbegæringen ført til protokol. På denne baggrund og efter sagens karakter burde byretten ikke have truffet afgørelse i sagen uden at imødekomme forsvarerens begæring om afholdelse af et retsmøde eller uden at give forsvareren mulighed for skriftligt at uddybe sine synspunkter, inden retten traf sin afgørelse."

Forsvarerens fravær under retsmøder
I sagen Hanzevacki mod Kroatien (sagsnummer 17182/07), der blev afgjort 16. april 2009 ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), blev det anset for en krænkelse af EMRK artikel 6 § 1 sammenholdt med artikel 6 § 3(c), at en retssag ikke var blevet udsat som følge af, at forsvareren havde meldt sig syg og derfor ikke kunne give møde på sagens sidste retsdag. Det fremgår af sagen ved EMD, at klageren blev idømt en betinget fængselsstraf for overtrædelse af nogle softwareproducenters ophavsret. Sagen varede over flere dage. Klageren havde valgt sin egen forsvarer, der havde været til stede under bevisførelsen. Om morgenen på den sidste retsdag meddelte forsvareren telefonisk til en retsbetjent, at han ikke kunne give møde, idet han var blevet syg. Retten gennemførte sagen til trods herfor. Under sagen ved menneskerettighedsdomstolen henviste myndighederne blandt andet til, at forsvareren burde have meldt sig syg via telefax dagen forinden, hvor han var blevet syg, og at forsvareren havde været til stede under bevisførelsen. Af præmis 25 fremgår blandt andet, at EMD finder, at det er af stor betydning i en straffesag, at parterne har muligheden for under de afsluttende bemærkninger at kunne præsentere deres syn på hele sagen og beviserne fremlagt under sagen samt at kunne fremkomme med deres vurdering af, hvorledes sagen bør afgøres. Den omstændighed, at anklagemyndigheden også valgte ikke at fremkomme med sin procedure, ændrede ikke den omstændighed, at det udgjorde en krænkelse ikke at udsætte sagen, således at forsvareren kunne deltage i resten af sagen.

Sigtedes deltagelse i retsmøder ved anvendelse af telekommunikation (videokonference) (Retsplejelovens § 748 a og § 748 b)

§ 748 a vedrører sigtedes deltagelse i retsmøder i almindelighed ved hjælp af telekommunikation, medens § 748 b særligt vedrører varetægtsfængslede sigtedes deltagelse i retsmøder ved hjælp af telekommunikation i retsmøder om forlængelse af fængslingsfristen.

Bestemmelserne har følgende indhold:

retsplejelovens § 748 a.

"Stk. 1. Retten kan tillade, at sigtede deltager i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis sigtedes tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig. Skal sigtede afgive forklaring, finder § 192 tilsvarende anvendelse. En eventuel forsvarer skal deltage i retsmødet på samme sted som sigtede, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder frem i retten. 1. pkt. gælder ikke i de i § 760, stk. 2, og § 764, stk. 2, nævnte tilfælde.
Stk. 2. Retten kan tillade, at forsvareren deltager i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis det er forsvarligt og sigtede ikke deltager i retsmødet.
Stk. 3. Retten kan tillade, at anklageren deltager i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis
1) sigtede ikke deltager i retsmødet,
2) anklagerens deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede er forsvarlig og
3) der i øvrigt foreligger særlige grunde.
"

retsplejelovens § 748 b.

"Stk. 1. Retten kan bestemme, at en sigtet, der er undergivet varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen eller foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. Dette gælder ikke for retsmøder, hvor der første gang skal tages stilling til forlængelse af en varetægtsfængsling eller varetægtsfængsling i isolation ud over de frister, som er nævnt i § 768 a, stk. 1 og 2, og § 770 c, stk. 3-5, eller når kæremål behandles mundtligt efter § 767, stk. 4, og § 770 e. Skal sigtede afgive forklaring, finder § 192 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Deltager sigtede i et retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse af telekommunikation med billede, skal forsvareren deltage i retsmødet på samme sted som sigtede, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder frem i retten eller deltager ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end sigtede. Deltager sigtede ikke i et retsmøde om fristforlængelse, kan retten tillade, at forsvareren deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis det er forsvarligt.
Stk. 3. Deltager sigtede i et retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse af telekommunikation med billede, eller deltager sigtede ikke i et retsmøde om fristforlængelse, kan retten tillade, at anklageren deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis
1) anklagerens deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede er forsvarlig og
2) der i øvrigt foreligger særlige grunde.
"

Bestemmelserne blev indsat i retsplejeloven ved Lov nr. 493 af 12. juni 2009 om ændring af retsplejeloven og udlændingeloven (Videokommunikation ved fristforlængelser og justering af dommernormering).

Se også kapitel 12 om videomøder og telefonmøder mv. i retsplejerådets Betænkning 1401 om reform af den civile retspleje l, Instansordningen, byrettens sammensætning og almindelige regler om sagsbehandlingen i første instans -2001 afgivet i 2001.


2.12.3 Afhøring hos politiet

Pligten til at oplyse sit navn, sin adresse og sin fødselsdag til politiet, og retten til i øvrigt ikke at udtale sig til politiet (retsplejelovens § 750)
Det følger af retsplejelovens § 750, at politiet kan foretage afhøringer, "men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring, og ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale sig". Retten til ikke at udtale sig til politiet er en af de grundlæggende rettigheder i straffeprocessen. Der findes i dansk ret en grundsætning om, at ingen kan pålægges at inkriminere sig selv. I
høringssvar fra Justitsministeriet vedrørende Kommissionens "grønbog om uskyldsformodningen", side 5, afgivet i 2006 til "Europa-Kommissionen Generaldirektoratet for Retfærdighed, Frihed og Sikkerhed" udtrykker Justiitsministeriet sig således om dette princip: "Forbuddet mod selvinkriminering er lovfæstet i dansk ret. Det følger af retsplejelovens § 752, stk. 1, at sigtede – inden politiet afhører den pågældende – udtrykkeligt skal gøres bekendt med sigtelsen og med, at vedkommende ikke har pligt til at udtale sig. Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring."

Retsplejelovens § 750, 2. pkt., udtaler, at enhver er "pligtig på forlangende at opgive navn, adresse og fødselsdag til politiet. Undladelse heraf straffes med bøde."

Afhøringer foretaget i udlandet foranlediget af danske myndigheder skal foretages i overensstemmelse med retsplejelovens § 750, således at den afhørte ikke i strid med bestemmelsen pålægges at afgive forklaring, se om dette Rigsadvokaten Informerer nr. 29, 2005

Der er i dansk ret ikke tvivl om, at en undladelse af at oplyse sit navn, sin adresse og sin fødselsdag til politiet kan medføre anholdelse med henblik på identifikation af den pågældende. Se for eksempel UfR.1959.949.

Almindelige proportionalitetshensyn sætter naturligvis grænser for længden af tilbageholdelsen af personer, der ikke vil oplyse deres identitet til politiet. I sagen Vasileva mod Danmark, sagsnummer 52792/99, fandt den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sin afgørelse af 25. september 2003, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 5, § 1, idet klageren havde været tilbageholdt i 13 timer og 30 minutter af politiet, fordi hun ikke ville oplyse sit navn til politiet. Klageren blev anholdt den 11. august 1995, kl. 21.30, idet politiet var blevet tilkaldt af en billetkontrollør i en bus i Århus, idet kontrolløren mente, at klageren rejste uden gyldig rejsehjemmel. Klageren havde nægtet at oplyse sit navn og øvrige data til billetkontrolløren, og hun nægtede ligeledes at opgive disse data til politiet. Hun blev anholdt for overtrædelse af retsplejelovens § 750. Da kvinden den 12. august kl. 10.45 om formiddagen oplyste sit navn mv. til politiet, blev hun kl. 11.00 løsladt. Af afgørelsens præmis 40 fremgår, at EMDs flertal fandt, at anholdelsen i sig selv hverken havde krænket retsplejeloven eller artikel 5, § 1. Imidlertid finder EMD (i præmis 41), at udstrækningen af frihedsberøvelsen i 13 og en halv time udgjorde en krænkelse af artikel 5, § 1, i konventionen. EMD henviste navnlig til det oplyste om årsagen til frihedsberøvelsen samt til, at overtrædelsen af retsplejelovens § 750 er en mindre forbrydelse, der alene kan straffes med bøde. Der var i afgørelsen dissens, idet to dommere fandt, at frihedsberøvelsens længde i sig selv udgjorde en overtrædelse af retsplejelovens § 755, stk. 4 (præmis 51). I øvrigt var de to dommere enige med flertallet. Af afgørelsen kan udledes, at politiet efter at have anholdt en person, der ikke vil oplyse navn, adresse og fødselsdag, har en pligt til hurtigst muligt at forsøge at fastslå den pågældendes identitet på anden måde end ved at opretholde frihedsberøvelsen. Sådanne forsøg kan navnlig bestå i at undersøge den pågældendes effekter for at få afklaret, om der i disse findes dokumenter mv. der kan bidrage til opklaringen af den pågældendes identitet (se præmis 41, øverst). Når identiteten er fastslået, skal der (naturligvis) straks ske løsladelse. I tilfælde, hvor polititjenestemændene kender den pågældendes identitet sikkert i forvejen, må anholdelse alene med henvisning til retsplejelovens § 750 anses for udelukket. I nogle tilfælde kender politiet måske lidt af en anholdt persons navn, øgenavn, omgangskreds, familie mv. Der vil i sådanne tilfælde kunne være behov for en - formentlig ofte ganske kortvarig - frihedsberøvelse, indtil politiet gennem sine registre, henvendelser til andre eller lignende efterforskningsskridt kan få fastslået den pågældendes identitet.

Politiet skal nedskrive det "væsentlige indhold af de afgivne forklaringer" i afhøringsrapporten (retsplejelovens § 751)
Af retsplejelovens § 751 følger det, at det "væsentlige indhold af de afgivne forklaringer" skal tilføres afhøringsrapporten. Af samme bestemmelse følger, at den afhørte skal have lejlighed til at gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen i rapporten, og at denne skal have sine "eventuelle rettelser og tilføjelser" medtaget. Den afhørte skal efter § 752 vejledes om, at denne ikke har pligt til at udtale sig. Af stk. 4 fremgår den selvfølgelighed, at afhøringen ikke må "forlænges alene for at opnå en tilståelse".

Den europæiske torturkomite (CPT) besøgte i februar 2008 Danmark og afgav i september samme år en rapport til de danske myndigheder med sine henstillinger mv. I rapportens præmis 21 henstillede komiteen til, at man i Danmark gennemfører en lovændring, der pålægger politiet at optage politiafhøringer på lydfil, som vil kunne afspilles for eksempel, hvis den afhørte gør gældende, at denne har været udsat for mishandling eller pression under afhøringen.

I UfR 1999.122 HD blev to journalister straffet for overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 1 og 3, og straffelovens § 268 ved den 22. april 1991 i Danmarks Radio, TV-udsendelsen »Politiets blinde Øje«, mod bedre vidende eller uden rimelig grund til at anse sigtelsen for sand at have fremsat eller udbredt ærekrænkende sigtelser mod en kriminalinspektør, om under efterforskningen af en straffesag at have gjort sig skyldig i bevisforvanskning og embedsmisbrug, hvilket er egnet til at nedsætte kriminalinspektøren i medborgernes agtelse, idet de tiltalte som journalistiske medarbejdere i udsendelsen rejste spørgsmålene: Hvorfor forsvandt den afgørende del af Jane Nielsens forklaring, og hvem inden for politi eller anklagemyndighed bærer ansvaret for dette? Var det kriminalinspektør Kaj Nielsen, der besluttede, at rapporten ikke skulle indgå i sagen? Eller har han sammen med Karl Nikolajsen fra Rigspolitiets Rejsehold holdt vidneudsagnet skjult for forsvar og dommere og nævninge? De to journalister havde efter Højesterets flertals mening "ikke begrænset sig til at beskylde politiet som sådant for at undertrykke" en vidneforklaring, men de havde også fremsat en konkret sigtelse mod en navngiven kriminalinspektør for at have begået et alvorligt strafbart forhold i form af undertrykkelse af et centralt vidneudsagn. Højesterets mindretal ville frifinde dem blandt andet med henvisning til, at det var "nærliggende for de tiltalte at gå ud fra", at en væsentlig vidneforklaring til politiet ville blive optaget i en rapport, jf. herved retsplejelovens § 744. Mindretallet anfører blandt andet også: "Det fremgår af TV-udsendelsen, at de tiltalte var bekendt med, at Frederikshavns politi dengang ikke overholdt kravet i retsplejelovens § 751, stk. 2, om, at den afhørte skulle gives mulighed for at gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen. De tiltalte kan herefter have haft en vis føje til at antage, at 0-22 rapporten af 30. december 1981 ikke gengav Jane Nielsens fulde forklaring, eller at der forelå en anden rapport herom."

Politiets vejledningspligt om retten til ikke at udtale sig, forsvarerbistand mv. forud for afhøring (retsplejelovens § 752, stk. 1)

Retsplejelovens § 752 forpligter politiet til at vejlede en sigtet person om sigtelsen samt om, at han eller hun ikke er forpligtet til at udtale sig. Bestemmelsens 1. stykke har følgende indhold: "Inden politiet afhører en sigtet, skal han udtrykkeligt gøres bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig. Det skal af rapporten fremgå, at disse regler er iagttaget."

Politiet skal ifølge retsplejelovens § 732, stk. 2, forud for afhøringen af en sigtet vejlede denne om adgangen til at få beskikket en forsvarer. Bestemmelsen har følgende ordlyd: "Begæring om beskikkelse af en offentlig forsvarer kan fremsættes såvel af sigtede som af politiet. Justitsministeren fastsætter regler om vejledning af sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket. Det skal af politirapporten fremgå, at den sigtede har modtaget behørig vejledning. Politiet drager omsorg for, at spørgsmålet indbringes for retten."

Omfanget af politiets vejledningspligt til anholdte er ofte genstand for prøvelsen af sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Endvidere udtaler Den Europæiske Torturkomite sig ofte om indholdet af denne vejledningspligt.

I Justitsministeriets "Grundnotat" med sagsnummer 2004-165-0618 afgivet i 2004 om forslag til Rådets rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union (KOM(2004)328) redegør ministeriet forholdsvis detaljeret blandt andet om omfanget af politiets vejledningspligt overfor anholdte personer efter retsplejelovens § 732 og § 752.

Ministeriet redegør i grundnotatet blandt andet om dansk rets regler om anholdte børns adgang til forsvarerbistand. Ministeriet anfører på side 11, 4. afsnit, herom følgende:

"Der findes ikke i dansk ret særlige regler om forsvarerbeskikkelse til unge mellem 15 og 18 år. Derimod indeholder retsplejelovens § 821 e en bestemmelse om, at der under visse nærmere angivne omstændigheder efter anmodning fra forældremyndighedens indehaver eller fra politiet kan beskikkes en advokat for en person under 15 år."

Justitsministeriet synes at forbigå den omstændighed, at der netop findes særlige regler i dansk ret om forsvarerbeskikkelse til børn under 14 år, der skal afhøres af politiet eller udsættes for andre straffeprocessuelle indgreb omfattet af retsplejelovens kapitel 75 b. Børn under 14 år er ifølge dansk ret udelukket fra forsvarerbistand i samme omfang som personer over 14 år, idet forsvarerbistanden kun ydes, når der er "et ganske særligt behov" herfor. Retsplejelovens § 821 e har følgende indhold:

"Efter anmodning fra forældremyndighedens indehaver eller fra politiet kan der beskikkes en advokat for en person under 14 år, når den pågældende efter sagens karakter og omfang må antages at have et ganske særligt behov for advokatbistand"

I grundnotatet omtaler ministeriet også bestemmelsen i retsplejelovens § 1008, stk. 1, om at personer, der findes skyldige i det påsigtede strafbare forhold, skal refundere blandt anden udgiften til den beskikkede forsvarer. Herom anføres på side 21, 2. afsnit, følgende:

"Formuleringen af rammeafgørelsens artikel 5 om retten til gratis juridisk bistand kan give anledning til lovgivningsmæssige overvejelser med hensyn til den måde, hvorpå der i Danmark pålægges og inddrives sagsomkostninger, herunder udgifterne til beskikket forsvarer."

Af punkt 3.1 i "Cirkulæreskrivelse nr. 12154 af 12. juni 2001 til politi og anklagemyndighed om underretning til pårørende eller andre om en anholdelse, om anholdtes lejlighed til at kontakte advokat og om anholdtes adgang til at få tilkaldt lægelig bistand." fremgår det blandt andet, at politiet "uden ugrundet ophold skal give anholdte lejlighed til at kontakte en advokat". Af punkt 3.4 i samme cirkulæreskrivelse fremgår imidlertid følgende: "
3.4. Politiet skal som hidtil i forbindelse med vejledningen af en sigtet om adgangen til at kontakte en advokat oplyse den sigtede om, at han er pligtig at erstatte det offentlige vederlaget til forsvareren, hvis han findes skyldig, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 467 af 26. september 1978. Politiet må selvsagt ikke herved søge at påvirke den sigtedes vurdering af sit behov for advokatbistand."

Den europæiske torturkomite (cpt) kritiserede i præmis 17 i sin rapport fra september 2008 om Danmark blandt andet politiets "vejledning" til personer, der skal afhøres, om, at de kunne risikere at skulle betale sagsomkostninger, hvis de gjorde brug af deres ret til at få tilkaldt en forsvarer. Komiteen henstillede, at denne fremgangsmåde fremover blev bragt til ophør, idet komiteen udtalte, at den kan skræmme den person, der skal afhøres, fra at benytte sin ret til bistand fra en forsvarer. I
Rapport fra torturkomiteens (CPT's) besøg i Danmark i perioden fra den 29. september til den 9. oktober 1996  advarede torturkomiteen i præmis 35 om, at politiets vejledning til en sigtet om, at denne vil blive pålagt at betale for sin forsvarerbistand, hvis denne findes skyldig, kan skræmme den sigtede fra at benytte sin ret til at have en forsvarer til stede ved afhøringen. I præmis 34 - in fine - henviser komiteen til en samtale, som komiteen under sit besøg i 1996 havde med en overordnet polititjenestemand ved rejseholdet, som ifølge komiteen pralede med, at politiets vejledning til sigtede om, at de ville blive pålagt at betale for forsvarerbistand i tilfælde af domfældelse, normalt førte til, at de sigtede tilbagekaldte ønsket om forsvarerbistand ("usually led such persons to withdraw  their request").  

Det hænder ikke sjældent, at tiltalte eller sigtede i retten nægter sig skyldig i en forbrydelse, men at der i sagen findes en politirapport - måske endda en politirapport, som den pågældende selv har underskrevet - hvoraf det fremgår, at den pågældende tidligere over for politiet har erkendt den omhandlede forbrydelse. I sådanne tilfælde ses det under tiden, at den pågældende var anholdt på det tidspunkt, hvor forklaringen fremkom, og at forklaringen er afgivet sent om aftenen eller i weekender, hvor det kan være svært for den afhørte at få fat i den advokat, som den pågældende ellers måtte ønske til stede som sin forsvarer. Det sker, at den pågældende, når sagen senere kommer for retten, hævder, at han eller hun i strid med sandheden aflagde tilståelsen med det formål at blive løsladt, idet han eller hun havde den opfattelse, at tilbageholdelsen ville komme til at trække ud, hvis ikke den pågældende aflagde tilståelse.

S
åfremt politiet foretager afhøring af en mistænkt eller sigtet uden at vejlede denne om adgangen til at have en forsvarer til stede under afhøringen, politiet lægger pres på en sigtet eller mistænkt for at få denne til at udtale sig til politiet, eller endda foretager afhøringen, uagtet at forsvareren har meddelt, at denne ikke ønsker den pågældende afhørt uden forsvarerens tilstedeværelse, kan den eller de implicerede polititjenestemænd straffes for magtmisbrug. I UfR 1998.384 ØLD blev en polititjenestemand straffet for overtrædelse af straffelovens § 156 ved at have foretaget afhøring af en varetægtsfængslet person, uagtet at forsvareren havde meddelt politiet, at dennes klient ikke ønskede at udtale sig til politiet.

Har sigtede ikke været tilbudt forsvarerbistand under en afhøring hos politiet, kan anklagemyndigheden være afskåret fra efterfølgende at bruge afhøringsrapporten som bevis mod sigtede under en senere straffesag mod denne. Se kapitlet nedenfor om forehold af tilståelser opnået under afhøring af sigtede, uden at en forsvarer har været til stede under afhøringen.

I UfR 1997.336 VLD udtalte Vestre Landsret, at politiets pligt efter retsplejelovens § 752 til forud for en afhøring af sigtede at gøre denne bekendt med sigtelsen og med, at den pågældende ikke er forpligtet til at udtale sig, er en "væsentlig retssikkerhedsgaranti", og at "konsekvensen af tilsidesættelse af denne bestemmelse" som "hovedregel" må medføre, at de "fremkomne oplysninger ikke kan bruges af anklagemyndigheden til skade for tiltalte."

Se nærmere ovenfor under bemærkningerne til retsplejelovens § 745 c om forsvarerens adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede.

Politiets afhøring af mentalt afvigende personer
I kendelsen V.L. S-2678-10 af 2. maj 2011 anmodede anklagemyndigheden om landsrettens tilladelse til at foreholde tiltalte dennes forklaring afgivet under en forudgående politiafhøring. Forsvaret protesterede herimod og henviste til tiltaltes psykiske tilstand og Rigsadvokatens meddelelse nr. 5 af 12. juli 2007 om behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af straffelovens § 70, som blandt andet foreskriver, at der normalt skal være forsvarer til stede under afhøringen af mentalt afvigende personer. Den pågældende var i en mentalundersøgelse blevet anset for at være omfattet af straffelovens § 16, stk. 1. Landsretten tog ikke anklagemyndighedens begæring til følge, hvorfor der ikke kunne ske forehold af den omhandlede rapportforklaring. Det følger blandt andet af den omhandlede meddelelse, at mentalt afvigende, der bør bistås af en forsvarer, ikke må afhøres til politirapport, før retten har taget stilling til spørgsmålet om forsvarerbeskikkelse. Det fremgår videre, at dette dog ikke gælder i tilfælde, hvor uopsættelige efterforskningsskridt, f.eks. af hensyn til offeret for en strafbar handling, gør det nødvendigt straks at få oplysninger fra sigtede. I tilfælde, hvor sigtede f.eks. er taget på fersk gerning, kan det ligeledes være nødvendigt at foretage en række indledende efterforskningsskridt, som forudsætter afhøringer af sigtede. Endelig følger det om afhøring af mentalt afvigende personer, at der i tilfælde, hvor en forsvarer er beskikket, ikke må foretages afhøring til politirapport, påhør af diktat til politirapport, gennemgang af den nedskrevne politirapport eller gennemlæsning og eventuel underskrift af politirapporten uden forsvarerens tilstedeværelse. Det skal af politirapporten fremgå, hvornår afhøringen er påbegyndt og tilendebragt, samt at forsvareren har været til stede.

Politiets afhøring af børn og unge (Retsplejelovens § 752, stk. 2)

Retsplejelovens § 752, stk. 2, har følgende indhold:

"Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilke tilfælde kommunalbestyrelsen skal underrettes om og have adgang til at overvære afhøringen af sigtede under 18 år. For mistænkte personer under 14 år gælder bestemmelsen i § 821 d."

Se Rigsadvokaturens bekendtgørelse nr. 803 af 28. juni 2010 om underretning af kommunen om afhøringer af sigtede under 18 år.

Se nedenfor under retsplejelovens § 821 vedrørende børn og unge, der sigtes for strafbart forhold.

Politiets afhøring af vidner (personer der ikke er sigtet)
Af retsplejelovens § 753 fremgår følgende: "Ved politiets afhøring af en person, der ikke er sigtet, finder bestemmelserne i §§ 173, stk. 1, 182 og 184, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse".

I betænkning 622/1971, side 46, gengives udvalgets bemærkninger til retsplejelovens § 753. Heraf fremgår følgende: "Bestemmelsen overfører nogle af reglerne fra retsplejelovens kap. 18 om indenretlig vidneafhøring på politiets afhøringer af vidner. Dette medfører navnlig, at politiet, inden det afhører personer, der kan begære sig fritaget for at afgive vidneforklaring i retten, skal gøre de pågældende bekendt med deres retsstilling. Herved modvirker man, at der til politiet afgives vidneforklaringer, som den afhørte kan begære sig fritaget for at gentage i retten. Den i en sag, refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1968, side 152, anvendte fremgangsmåde, hvor det tillodes den politimand, der havde optaget rapporten, at afgive indenretlig vidneforklaring om indholdet heraf, vil efter forslaget ikke kunne opretholdes. Udvalget har fundet det ønskeligt, at reglen i retsplejelovens § 182 om, at vidner skal afhøres hver for sig, og normalt ikke må påhøre hinandens forklaringer, overføres på politiafhøringer, selv om udvalget erkender, at lokaleforhold og andre forhold undertiden kan gøre det vanskeligt at overholde reglen."

Retsplejelovens § 753, som blandt andet fordrer, at politiet afhører vidner "hver for sig", således som dette sker i retten efter retsplejelovens § 182, er utvivlsomt en bestemmelse, hvis overholdelse kan bidrage til mere valide forklaringer fra vidner. I sagen 22-485/2011 behandlet ved Retten i Randers i 2011 (politiets sagsnummer 4200-75211-01909-10), hvor der var rejst tiltale mod to personer for tyveri af store mængder designermøbler i Jylland og på Fyn, havde politiet hos de mistænkte beslaglagt nogle designermøbler, som politiet antog var stjålet. Politiet havde fremlyst de beslaglagte møbler i medierne og havde opfordret personer, der mente, at de havde fået designermøbler stjålet, til at henvende sig til Østjyllands Politi. Under afhøringen af en polititjenestemand i retten henviste forsvaret til det betænkelige i, at polititjenestemanden ifølge en politirapport havde vist to forurettede (en mand og dennes hustru) ind på det lager, hvor politiet opbevarede de beslaglagte møbler, og derpå havde anmodet de to forurettede om at udpege de møbler, som de mente måtte tilhøre dem. De to forurettede kunne efter det oplyste overhøre hinandens forklaringer til politiet om, hvilke møbler de hver især genkendte. De udpegede blandt andet nogle højtalere, som de mente var deres. Under den videre efterforskning kunne den forhandler, som havde solgt de højtalere, som de forurettede havde anmeldt stjålne, imidlertid oplyse, at serienumrene på de højtalere, som politiet havde beslaglagt hos de tiltalte, ikke var identiske med de serienumre, som fandtes på højtalerne, som forhandleren havde solgt til de to forurettede. En mere kritisk tilgang til de afhørtes oplysninger samt en adskillelse af de to vidner, medens de udtalte sig til politiet, kunne muligvis have bidraget til et andet afhøringsresultat.

Afsluttende om politiafhøringers bevismæssige værdi
Om den bevismæssige værdi af politirapporter, der indeholder forklaringer afgivet af sigtede eller vidner under afhøring hos politiet, henvises til afsnittet "Politiafhøring før afhøringen i retten kan forvanske afhøringens bevismæssige betydning" under bemærkningerne til retsplejelovens § 871 nedenfor.

Fremgangsmåden ved afhøringer i retten af sigtede, vidner m. fl (retsplejelovens § 754)

Af retsplejelovens § 754 fremgår:

"Stk. 1. Ved afhøringer i retten finder §§ 751 og 752 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Om fremgangsmåden ved afhøring af sigtede gælder regler svarende til dem, der er fastsat om vidner i § 183, stk. 1 og 2. Endvidere finder § 186, stk. 3-6, tilsvarende anvendelse.
"

Henvisningen til retsplejelovens § 751 indebærer, at det "væsentlige indhold af de afgivne forklaringer" skal tilføres rapporterne, og at "særlig vigtige dele" af forklaringer "så vidt muligt gengives "med den afhørtes egne ord". Andet stykke i § 751 bestemmer, at den afhørte skal have "mulighed for at gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen", og at den afhørtes eventuelle rettelser og tilføjelser medtages". Henvisningen til retsplejelovens § 752 indebærer blandt andet, at afhørte sigtede eller tiltalte skal vejledes om adgangen til ikke at udtale sig.

Se nærmere om afhøringer i retten af henholdsvis tiltalte og vidner nedenfor under retsplejelovens § 863 og § 866.

Politiets brug af agenter
Retsplejelovens § 754 a til § 754 e regulerer politiets adgang til brug af agenter. § 754 b bestemmer, at politiets foranstaltninger ikke må "bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed". Af § 754 c fremgår det, at det som udgangspunkt er retten, der afgør, om foranstaltninger i form af brug af agenter skal anvendes. Af 3. stk. følger det imidlertid, at foranstaltningen kan iværksættes af politiet, hvis øjemedet med foranstaltningen ville forspildes, hvis rettens kendelse skulle afventes. Af § 754 d følger, at forsvaret skal underrettes om, at der i en sag har været anvendt agent. Af § 754 e følger, at § 754 a-d ikke gælder ved forfølgelsen af visse overtrædelser af straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed.

Reglerne bygger på lov nr. 319 fra 1986, som er ændret ved lov nr. 436 fra 2003, lov nr. 218 fra 2004 og lov nr. 366 fra 2005. Bestemmelsernes baggrund er blandt andet
Betænkning 1023 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter udgivet af strafferetsplejeudvalget i 1984.

I sagen Bulfinsky mod Rumænien afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 1. juni 2010 under sagsnummer 28823/04 blev brugen af agenter i en narkotikasag efter en konkret vurdering anset for at udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 6, 1. Nogle personer var blevet anholdt på en restaurant, hvor de havde aftalt at mødes med nogle personer, der viste sig at være politiagenter. Her var en af personerne fundet i besiddelse af en pose med 2.016 tabletter, som viste sig at være ecstasy-tabletter. Den pågældende påstod, at han var lokket i en fælde, og at posen i virkeligheden tilhørte politiet. I præmis 40 udtaler EMD blandt andet, at det påhviler de nationale myndigheder at foretage en grundig undersøgelse af sagens omstændigheder i tilfælde, hvor en sigtet hævder, at politiet har lokket den pågældende på en utilbørlig måde. I præmis 44 fremhæver EMD, at de nationale myndigheder undlod at reagere på forsvarets begæringer om, at der blev foretaget undersøgelser af fingeraftryk på den pose, som pillerne befandt sig i på anholdelsestidspunktet. I samme præmis fremhæves det yderligere, at forsvaret ikke fik adgang til at afhøre agenterne.  

I UfR 2002.340 HD udtalte højesteret, at agentvirksomhed, der strider mod reglerne i retsplejelovens §§ 754 a-d, kan få betydning for strafudmålingen. Der henvistes under sagen til kapitel 3.5.7 i ovennævnte betænkning 1023, der nærmere udtaler, at det kan få betydning for strafudmålingen, og at der eventuelt kan blive tale om strafbortfald, i tilfælde, hvor agentvirksomhed er udøvet i strid med bestemmelserne i retsplejeloven.

2.12.4 - Anholdelse

Betænkning 728 om anholdelse og varetægt - 1974

Politiets adgang til at foretage anholdelse (retsplejelovens § 755, stk. 1)

Retsplejelovens § 755, stk. 1, har følgende indhold: 

"Politiet kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at hindre yderligere strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem med andre."

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5 bestemmer, at ingen må berøves friheden undtagen i en række nærmere opregnede tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde. Et af de opregnede tilfælde findes i bestemmelsens litra c, som under disse betingelser tillader "lovlig anholdelse eller forvaring af en person med det formål at stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har foretaget en retsstridig handling, eller når der er rimelig grund til at anse det for nødvendigt for at hindre ham i at foretage en retsstridig handling eller i at flygte efter at have fuldbyrdet en sådan"

Endvidere fremgår følgende af stykke 2 til stykke 5 i EMRK artikel 5 følgende:

"2. Enhver, der anholdes, skal ufortøvet på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver mod ham rettet anklage.
3. Enhver, der anholdes eller tages i forvaring i henhold til bestemmelserne i denne Artikels stk. 1 c), skal ufortøvet stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til rettergang inden en rimelig tid, eller til at blive løsladt i afventning af rettergang. Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen.
4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller forvaring, skal være berettiget til at tage skridt til, at der af en domstol træffes hurtig afgørelse om lovligheden af hans forvaring, og at hans løsladelse beordres, hvis forvaringen ikke er retmæssig;
5. Enhver, der har været genstand for anholdelse eller forvaring i modstrid med bestemmelserne i denne Artikel, har ret til erstatning."


I Lazoroski mod det tidligere Makedonien afgjort af EMD den 8. oktober 2009 under sagsnummer 4922/04 fandt EMD, at de nationale myndigheder ikke havde godtgjort, at en anholdelse og efterfølgende tilbageholdelse i en periode af 21 timer og 3 kvarter var begrundet i "rimelige mistanke" ("reasonable suspicion") som krævet i EMRK artikel 5 § 1 (c) i konventionen. Af præmis 14 fremgår det, at den pågældende havde været mistænkt for våbensmugling og på dette grundlag var blevet anholdt og tilbageholdt. I præmis 48 udtaler EMD, at de fakta, der kan begrunde en mistanke, ikke behøver at være på samme niveau, som de fakta, der begrunder en domfældelse eller en tiltalerejsning. Imidlertid finder EMD - også i præmis 48 - at myndighederne i den konkrete sag ikke havde tilvejebragt udtalelser eller konkrete oplysninger, der var tilstrækkelige til at understøtte "rimeligheden" ("the "reasonableness"") af den mistanke, der havde begrundet anholdelsen og tilbageholdelsen.

Anholdelse kan ikke finde sted alene med henblik på afhøring
Ingen har som nævnt ovenfor alene pligt til at oplyse navn, adresse og fødselsdag til politiet Ingen har pligt til at udtale sig yderligere til politiet, uanset om politiet anser personen som vidne eller sigtet i sagen. Det er således ulovligt, når politiet anholder en person for at afhøre den pågældende. En sådan anholdelse udløser derfor erstatning, også selv om den person, der anholdes, senere findes skyldig i det forhold, som førte til anholdelsen. Dette udelukker ikke, at politiet må anholde personer af andre grunde end for at afhøre den pågældende. Politiet må for eksempel anholde en person for at få optaget foto, fingeraftryk og DNA i tilfælde, hvor betingelserne for disse indgreb er til stede, og hvor efterforskningsskridtet er uopsætteligt og derfor ikke kan afvente domstolenes stillingtagen efter retsplejelovens § 746. Politiet må naturligvis også anholde en person med henblik på at forsøge at få den pågældende varetægtsfængslet, hvis man skønner, at betingelserne herfor er til stede.

Statsadvokaten for København har i en klagesag af 10. oktober 2005 under journalnummer SA1-2005-42-0258 udtalt sig nærmere om, hvorledes politiet skal skride frem, når politiet vil afhøre en person. Det fremgår således også af udtalelsen, at det ikke er lovligt at anholde en person med henblik på afhøring.

Anholdelse alene til afhøring til trods for tumult på anholdelsesstedet udløste erstatning i administrativ sag hos statsadvokaten i sagen SA1-2005-521-1428.

I afgørelsen UfR 1995.548 Ø blev en person tilkendt forhøjet erstatning, idet han var blevet anholdt alene til en afhøring (hvor han i øvrigt ikke udtalte sig og derpå blev løsladt).

Der er ikke hjemmel til at anholde en person med henblik på forkyndelse
I sagen BS 41-2-322/2006 afgjorde Retten i Haderslev en sag, hvor Sydøstjyllands Politi i Vejle den 24. maj 2006 i Vejle havde antruffet en kvinde, som politiet ønskede at overrække et brev fra "ATK" (Automatisk Trafik Kontrol). Af politiets dispositionsrapport af samme dato fremgik det, at hun var "efterlyst til konstatering af bopæl", hvilket sker, når politiet for eksempel ikke kan finde en person, for hvem man ønsker at forkynde en indkaldelse til et retsmøde. Kvinden havde været meget vanskelig at få fat i, og da politiet tilfældigvis havde fået fat i hende, bad man hende vente i sin bil, medens man fik det omhandlede brev bragt ud til hende. Dette ønskede kvinden ikke, hvorfor politiet erklærede hende for anholdt og lod hende sidde og vente i bilen i 30 minutter, indtil en anden patrulje fik brevet bragt frem til hende. Kvinden klagede og sagen blev indbragt for retten med krav om erstatning for uberettiget frihedsberøvelse. Politiet tog under sagen bekræftende til genmæle, og kvinden fik således medhold i sit krav om erstatning. Ved politiet har sagen journalnummer 3700-83169-00164-05.

I UfR 1996.1103/1 ØLK havde politiet 18 gange over for en person forgæves forsøgt at forkynde en tilsigelse til et retsmøde i en straffesag mod den pågældende. Efter at sagen var blevet omberammet, forsøgte politiet på ny i alt 22 gange at forkynde en indkaldelse til den pågældende. Anklagemyndigheden bad derpå retten om at træffe beslutning om anholdelse, hvilket forsvareren protesterede imod. Anklagemyndigheden henviste blandt andet til stævningsmandens oplysninger om, at der var personer til stede ved dennes henvendelser, men at der ikke blev lukket op. Såvel byretten som landsretten nåede frem til, at retsplejelovens § 755, stk. 1, ikke giver hjemmel til sådan anholdelse.  

Anholdelse efter retsplejelovens § 755, stk. 2, såkaldt "privat anholdelse" eller "civil anholdelse"
I 2010.496 ØLD blev en person frifundet for at have sparket mod en person, der angiveligt havde forsøgt at foretage en civil anholdelse af tiltalte. Landsretten fandt, at betingelserne for at foretage en civil anholdelse ikke var tilstede, hvorfor den pågældende blev frifundet.

Anholdelse efter retsplejelovens § 755, stk. 3, af personer, der deltager i "opløb"
Retsplejelovens § 755, stk. 3, udtaler: "Finder opløb sted, hvorunder der øves eller trues med vold på person eller gods, eller er slagsmål, hvori flere har deltaget, resulteret i drab eller betydelig legemsbeskadigelse, og den eller de skyldige ikke med sikkerhed kan udpeges, kan politiet anholde enhver, der er til stede, og som kan mistænkes for strafbar deltagelse".

I TfK 2009.346 ØLD blev en person den 26. november 2006 anholdt under en demonstration ved "Faderhuset" i Rødovre som sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3. Det blev anset for bevist, at hun havde bidt en polititjenestemand i fingeren, og at hun havde gjort dette som følge af de smerter, som hun var blevet påført i forbindelse med anholdelsen. Hun blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121, idet anholdelsen ikke havde været lovlig. Hun blev med samtlige dommerstemmer i landsretten derimod fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244. Fem dommere i landsretten fandt, at hun havde overskredet grænserne for lovligt nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1, og de fandt endvidere, at dette ikke var straffrit efter samme bestemmelses stk. 2. Tiltalte var efter, at forholdet var begået, men inden sagens afgørelse i landsretten, i en anden sag ved Københavns Byret blevet idømt en straf af fængsel i 1 år og 3 måneder blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 119. De fem dommere fandt, at der ikke var grundlag for at idømme tiltalte en tillægsstraf i medfør af straffelovens § 244, jf. § 89. En dommer fandt ligesom byretten, at tiltalte havde handlet i lovligt nødværge. Anholdelsen blev såvel af byretten som landsretten anset for ulovlig, idet betingelserne for anholdelse hverken efter retsplejelovens § 755, stk. 1, eller efter § 755, stk. 3, var opfyldt. Byretten udtalte blandt andet følgende: "Efter de afgivne forklaringer må det lægges til grund, at tiltalte ankom til pladsen foran Faderhuset i Rødovre i en bus fra Nørrebro med det formål sammen med de øvrige personer i bussen at deltage i en demonstration mod Faderhusets køb af Ungdomshuset, og at demonstrationen på forhånd var annonceret ved hjælp af bl.a. »flyers«. Det forhold, at demonstrationen ikke var anmeldt til politiet, ændrer ikke ved, at demonstrationen var en forsamling beskyttet af grundlovens § 79. Efter vicepolitikommissær G og vicepolitikommissær H's forklaringer, må det lægges til grund, at politiet ankom ca. samtidig med bussen, at der forinden havde været et antal personer inde i Faderhuset, hvor der var udøvet hærværk, og at disse personer, da politiet ankom, var på vej ud af huset. Det må endvidere lægges til grund, at der på et ukendt tidspunkt forud for politiets ankomst har været kastet maling mod Faderhusets facade. Det kan således ikke lægges til grund, at tiltalte har været inde i Faderhuset eller har kastet med maling. Da politiet ved anholdelsen har været klar over, at et stort antal af de anholdte ikke kan have været inde i huset eller have deltaget i kast med maling, idet de ankom til stedet samtidig med politiet, har politiet ikke haft rimelig grund til at mistænke tiltalte for disse strafbare forhold, jf. retsplejelovens § 755, stk. 1. Det forhold, at der under demonstrationen er råbt slagord, og at deltagerne således har optrådt støjende og fornærmende, kan ikke under de givne omstændigheder anses for en overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Mistanke om overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3 kan derfor ikke danne grundlag for anholdelse, og der har således ikke været hjemmel til anholdelsen i retsplejelovens § 755, stk. 1. Anklagemyndigheden har endvidere påberåbt sig retsplejelovens § 755, stk. 3, som hjemmel for anholdelsen. Efter § 755, stk. 3, kan politiet, når de øvrige betingelser i bestemmelsen er opfyldt, anholde enhver, der er til stede, og som kan mistænkes for strafbar deltagelse. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, jf. FT 1977-78, Tillæg A, sp. 2930, at Justitsministeriet fandt, at den tidligere regel, hvorefter det påhvilede de tilstedeværende at bevise, at de ikke på strafbar måde havde deltaget i opløbet eller slagsmålet, ikke burde opretholdes. I stedet foresloges den nugældende regel, hvorefter anholdelse kan ske af personer, der kan mistænkes for strafbar deltagelse. Uanset at det fremgår af forarbejder, at der ikke kan stilles store krav til mistankens styrke i denne situation, må bestemmelsen forstås således, at den blotte tilstedeværelse ikke er tilstrækkelig anholdelsesgrund, men at yderligere momenter, som indicerer strafbar deltagelse må foreligge. Der er ikke af anklagemyndigheden oplyst momenter, der giver grundlag for at mistænke tiltalte for at have deltaget i de strafbare handlinger, der blev begået inde i Faderhuset. Uanset om de øvrige betingelser for anvendelse af retsplejelovens § 755, stk. 3, måtte være opfyldt, har der således ikke været hjemmel i bestemmelsen til anholdelse af tiltalte." Landsretten udtalte yderligere: "... Landsretten tiltræder af de grunde, byretten har anført, at tiltalte, der var kommet med bussen nogenlunde samtidig med G og H, ikke kan have været blandt dem, der havde været inde i Faderhuset og udøve hærværk dér, ligesom hun ikke kan have kastet maling mod bygningen, og at det samme gælder de øvrige mindst ca. 35-40 personer, der kom med bussen. Som følge af, at politiet måtte vide, at dette store antal demonstranter ikke havde udøvet hærværk inde i Faderhuset eller ved at kaste maling på det, tiltræder landsretten endvidere, at der ikke forelå en rimelig grund til at mistænke tiltalte for disse strafbare forhold. Landsretten har herved også henset til karakteren og omfanget af de hos Faderhuset krænkede retsgoder. Der hengik alene ca. 3 minutter efter politiets ankomst til stedet, før beslutningen om anholdelsen blev meddelt, og landsretten finder, at der ikke er bevis for, at ordensbekendtgørelsens § 3 blev overtrådt i denne periode, eller grundlag for at mistænke nogen af de tilstedeværende herfor. Der var derfor ikke hjemmel til at foretage anholdelse efter retsplejelovens § 755, stk. 1, ligesom der af de herom af byretten anførte grunde heller ikke var grundlag for anholdelse efter denne bestemmelses stk. 3. Vedrørende politilovens § 8 finder landsretten, at det efter det anførte om demonstration ikke er godtgjort, at betingelserne for anholdelse, var opfyldt, og allerede fordi der ikke forelå opløb, kan politilovens § 9 heller ikke finde anvendelse. Der har herefter ikke været hjemmel til at anholde tiltalte, og landsretten tiltræder derfor, at tiltalte er frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121. .."

I TfK 2010.411 ØLD blev en person frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, og for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for vold mod polititjenestemænd, som skulle være udøvet i forbindelse med anholdelse i Vollsmose i Odense. Han blev endvidere frifundet for overtrædelse af straffelovens § 121 for at skulle være fremkommet med ringeagtsytringer mod polititjenestemændene. Landsretten fandt ikke, at han havde "lagt hindringer i vejen for visitationen", og landsretten fandt endvidere, at anholdelsen ikke opfyldte kravene i retsplejelovens § 755, skt. 1. Landsretten fandt derfor ikke, at anholdelsen var en "lovlig tjenestehandling". Endvidere fandt landsretten ikke anledning til at "henføre handlinger, som er begået under anholdelsen, under bestemmelserne i straffelovens § 119, stk. 1, og § 121".  

Anholdelse ved mistanke om spirituskørsel (færdselslovens § 55)
Af færdselslovens § 55 følger, at politiet kan tilbageholde en "fører af et køretøj eller en rytter" ved mistanke om, at den pågældende har overtrådt færdselsloven som følge af sin tilstand herunder spirituspåvirkethed eller påvirkethed af euforiserende stoffer mv. Tilbageholdelsen kan ske med henblik på at lade den pågældendes tilstand undersøge for eksempel ved blodprøveudtagning. Se Justitsministeriets skrivelse nr. 11110 af 30. januar 1974 om tilbageholdelse i sager om spirituskørsel. 

Skånsomhedsprincippet, den anholdtes ret til at underrette andre om anholdelsen mv. (retsplejelovens § 758).

Retsplejelovens § 758 har følgende indhold:

"Stk. 1. Anholdelsen skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Politiet kan under iagttagelse af bestemmelserne i § 792 e foretage besigtigelse og undersøgelse af den anholdtes legeme og tøj med henblik på at fratage vedkommende genstande, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt kan medføre fare for den anholdte eller andre. Politiet kan tage sådanne effekter samt penge, der findes hos den anholdte, i bevaring. Under anholdelsen er den pågældende i øvrigt ikke undergivet andre indskrænkninger i sin frihed, end anholdelsens øjemed og ordenshensyn nødvendiggør.
Stk. 2. Politiet skal snarest muligt gøre den anholdte bekendt med sigtelsen og tidspunktet for anholdelsen. Af rapporten skal fremgå, at denne regel er iagttaget.
"

Retsplejelovens § 758 kodificerer således en almindelig proportionalitetsgrundsætning om, at en anholdelse skal foretages så skånsomt som muligt. En anholdt har for eksempel som udgangspunkt - hvis det er nødvendigt eventuelt gennem en polititjenestemand - ret til at underrette pårørende, arbejdsgiver, advokat eller andre om anholdelsen. Dette fremgår af Betænkning 728 fra 1974, side 64. En anholdt har som udgangspunkt også adgang til lægebistand efter eget valg. Se endvidere "Cirkulæreskrivelse nr. 12154 af 12. juni 2001 til politi og anklagemyndighed om underretning til pårørende eller andre om en anholdelse, om anholdtes lejlighed til at kontakte advokat og om anholdtes adgang til at få tilkaldt lægelig bistand."

Brug af magt herunder håndjern mv. under anholdelse
Princippet i retsplejelovens § 758 om, at en anholdelse skal foretages "så skånsomt som muligt" tilsiger, at håndjern kun kan benyttes, hvis dette er påkrævet. Praksis ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) lægger bevisbyrden for, at det er nødvendigt for politiet at anvende magt (herunder håndjern), hos myndighederne.

Se nærmere nedenfor under politiets magtmidler.

Isolation under anholdelse
Som nævnt ovenfor under bemærkningerne til retsplejelovens § 755, stk. 1, fremgår det blandt andet af bestemmelsen, at anholdelse af en mistænkt kan finde sted "for at hindre hans samkvem med andre." Dette indebærer, at politiet kan bestemme, at den pågældende skal være udelukket fra kontakt med andre (isoleret), hvis dette er nødvendigt efter en konkret vurdering, hvor politiet har pligt til overveje, om hel eller delvis isolation er nødvendig. Kun hvis dette er tilfældet, kan politiet opretholde sådan isolation. Bliver den anholdte senere varetægtsfængslet, er det naturligvis retten, som afgør, om fortsat isolation er påkrævet jævnfør bemærkningerne nedenfor om varetægtsfængsling i isolation. I "Notat om isolation under anholdelse" besvarede Justitsministeriets lovafdeling den 29. juni 2004 en forespørgsel fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvor Justitsministeriet udtalte, at der ikke er hjemmel til, at kriminalforsorgen uden videre isolerer anholdte, men at den anholdte alene må isoleres, hvis politiet "anmoder herom" (side 5, sidste linje). I notatet argumenterer lovafdelingen forholdsvis detaljeret for resultatet af lovafdelingens overvejelser. 

En anholdt skal løslades, når begrundelsen ikke længere er til stede. Tilbageholdelse ud over 24 timer besluttes af retten
Retsplejelovens § 760 indeholder et proportionalitetsprincip, der siger, at en anholdt skal løslades, "så snart begrundelsen for anholdelse ikke længere er til stede, og at tidspunktet for løsladelsen skal fremgå af rapporten. Af § 760, stk. 2, fremgår, at anholdte, der ikke inden for 24 timer er løsladt, skal fremstilles for retten. I TfK 2006.818 lykkedes det ikke politiet at få berammet retsmøde inden for 24 timer efter anholdelsen af 2 personer i en sag om vold. De måtte derfor løslades inden 24-timers fristen. Den Særlige Klageret misbilligede, at den administrerende dommer D ikke inden 24-timers-fristens udløb havde berammet det grundlovsforhør, anklagemyndigheden havde anmodet om.

2.12.5 - Varetægtsfængsling

Betænkning 1492 om begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængsling - 2007
Betænkning 1469 om varetægtsfængsling i isolation - 2006
Betænkning 1358 om isolation under varetægtsfængsling - 1998
Betænkning 978 om varetægtsfængsling i voldssager - 1983
Betænkning 975 om isolation af varetægtsarrestanter - 1983
Betænkning 728 om anholdelse og varetægt - 1974

2.12.5.1 - Indledende om varetægtsfængsling
§ 762, stk. 1, i retsplejeloven foreskriver, at en person kan varetægtsfængsles, når der er "begrundet mistanke" om, at vedkommende har begået en forbrydelse, der er undergivet offentlig påtale, og at forbrydelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Det er en yderligere betingelse, at der er grunde til at antage, at personen på fri fod vil "unddrage sig" strafforfølgningen, begå nye alvorligere lovovertrædelser eller vanskeliggøre politiets opklaring af sagen for eksempel ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre. Efter retsplejelovens § 762, stk. 2, kan der i visse tilfælde ske varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen, selv om betingelserne for varetægtsfængsling efter 1. stykke ikke er opfyldt. Varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen kan kun finde sted, når der foreligger en "særligt bestyrket mistanke" om, at der er begået en af de grovere lovovertrædelser, der efter bestemmelsen kan medføre varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen. Varetægtsfængsling er ikke en straf men et straffeprocessuelt indgreb, der ligesom andre straffeprocessuelle indgreb alene skal have til formål at bistå efterforskningen af en straffesag, gennemførelsen af en straffesag og/eller forebyggelsen af yderligere kriminalitet fra den person, der varetægtsfængsles.  

I TfK 2010.269.ØLK forsøgte politiet at få en person, der var blevet anholdt under klimatopmødet i København i december 2009, varetægtsfængslet som sigtet for medvirken til samt forsøg på overtrædelse af straffelovens § 134a. Han var sigtet for i forening med andre "at have transporteret ikke under 80 skjolde lavet af træplader og 3 spraydåser, der skulle anvendes i forening og efter aftale med andre uidentificerede personer til slagsmål eller anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentlige steder under demonstrationer og lignende aktioner i København under klimakonferencen, formentlig samme dag kl. 11 ved Forsvarsministeriet". Udover de af sigtelsen omhandlede skjolde blev der i køretøjet blandt andet også fundet "beskyttelsesbriller", spraymaling samt stof, som politiet antog kunne anvendes som maskering. Den pågældende erkendte at have været med i køretøjet. Han forklarede blandt andet, at genstandene fundet i bilen skulle bruges til "gadeteater". Han bestred, at han skulle have forklaret til politiet, at skjoldene skulle anvendes "til kamp". Den pågældende var udlænding og havde siden oktober opholdt sig i Danmark som turist. Byretten løslod den pågældende, hvilket anklagemyndigheden kærede til landsretten. Landsretten tiltrådte, at den pågældende skulle løslades og henviste til, at "der navnlig ikke er fundet hærværksredskaber af betydning eller våben hos sigtede". Landsretten fandt, at det var "overvejende betænkeligt at fastslå, at der er begrundet mistanke om, at sigtede er skyldig i forsøg på deltagelse i slagsmål eller grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, jf. straffelovens § 134 a".

I UfR 2007.2827 HK havde en person været anholdt af politiet under en demonstration i "Ungdomshuset" på Nørrebro i København den 16. december 2006. Den 17. december 2006 var hun blevet løsladt. Den 7. februar 2007 blev hun efter, at politiet havde foretaget fornyet efterforskning mod hende, på ny anholdt og sigtedes for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 119, § 245 og § 134a i forbindelse med demonstrationen den 16. december 2006. Anmodningen om varetægtsfængsling støttedes af anklagemyndigheden på retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, om gentagelsesfare eller såkaldt "recidivfare". Anklagemyndigheden fik ved Højesteret medhold i, at den omstændighed, at en person ikke tidligere er straffet, ikke uden videre er til hinder for, at varetægtsfængsling kan ske af hensyn til gentagelsesfaren. Imidlertid fandt højesteret, at der ikke forelå oplysninger om, at der "i perioden indtil den 8. februar 2007 har været tilsvarende uroligheder", hvorfor betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, ikke var opfyldt. Sigtede blev derfor løsladt.

I Oprea mod Moldova afsagt af EMD den 21. december 2010 under sagsnummer 38055/06 fandt EMD, at en person under en varetægtsfængsling af nogle få måneders varighed ikke havde fået tilstrækkelig lægelig behandling for epilepsi, hvorfor EMRK artikel 3 ansås for krænket. Myndighedernes synspunkt (anført i præmis 37) om, at EMRK artikel 3 ikke var relevant som følge af, at varetægtsfængslingen havde været kortvarig, toges således ikke til følge af EMD. Da fængslingsgrundlaget havde været for spinkelt, blev artikel 5 § 3 også anset for krænket. I præmis 46 anfører EMD således, at de nationale myndigheder ikke havde henvist til nogen "konkrete omstændigheder eller dokumenter", som støttede anklagemyndighedens synspunkt om, at der bestod en undvigelsesrisiko samt en risiko for, at klageren på fri fod ville modvirke efterforskningen (".. did not refer to any specific fact or document which supported the prosecutor's allegation of a risk of absconding or interfering with the investigation .."). Endvidere havde man ikke undersøgt alternativer til varetægtsfængsling som for eksempel husarrest eller ophold på en psykiatrisk institution (også præmis 46). Endelig anfører EMD (også i præmis 46), at de nationale domstole "begrænsede dem selv til i deres afgørelser at gentage - på en abstrakt og formular-agtig måde - de formelle begrundelser for varetægtsfængsling anført i lovgivningen. Disse begrundelser var gengivet uden noget forsøg på at påvise, hvorledes de var gældende i klagerens sag, eller hvilke konkrete grunde man havde lagt vægt på, da man vurderede den risiko, som klageren frembød". Sidstnævnte er i afgørelsen fra EMD formuleret således: "The courts limited themselves in their decisions to repeating in an abstract and formulaic way the formal grounds for detention provided by law. These grounds were cited without any attempt to show how they applied to the applicant's case or on which specific facts the courts had relied when assessing the risks posed by the applicant."

Varetægtsfængsling af udlændinge (herunder EU-borgere) sigtet for mindre forbrydelser
Om varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35 af udlændinge i forbindelse med udvisning eller udsendelse henvises der til behandlingen af dette emne nedenfor under udvisning varetægtsfængsling og administrativ frihedsberøvelse af udlændinge i forbindelse  med udvisning, udsendelse mv.

Varetægtsfængsling for spirituskørsel
Med den forhøjede strafferamme i færdselslovens § 117, stk. 2, er der hjemmel til varetægtsfængsling i sager om spirituskørsel.

Om varetægtsfængsling er det i pkt. 4.3. i bemærkningerne til lov nr. 363 af 24. maj 2005 bl.a. anført:

"..I relation til sager om spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden vil det navnlig være fængslingsgrunden i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, som kan have betydning. .."

og videre hedder det:

".. De situationer, hvor der kan blive tale om varetægtsfængsling efter reglen om gentagelsesrisiko i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, vil navnlig være tilfælde, hvor en person adskillige gange tidligere er dømt for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden og ofte vil have flere kørsler til samtidig påkendelse, og hvor der tegner sig et aktuelt mønster med så hyppige kørsler, at der er en betydelig og nærliggende risiko for, at den pågældende på fri fod på ny vil begå en lovovertrædelse af samme karakter.

Varetægtsfængsling efter reglen om gentagelsesrisiko i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, vil i praksis således alene finde anvendelse i de allergroveste tilfælde, hvor der er tale om helt vanemæssig spirituskørsel og/eller kørsel i frakendelsestiden, og hvor den aktuelle kørsel derfor udløser en længere fængselsstraf.


Som eksempel herpå kan nævnes UfR 2008.29 VLK. Sagen vedrørte sigtelse for fire forhold af spirituskørsel i frakendelsestiden med promiller på henholdsvis 1,36, 1,19, 1,75 og 1,56, begået i perioden 11. juli 2007 til 24. september 2007. Sigtede havde endvidere en verserende sag vedrørende spirituskørsel i maj 2005 og var i perioden på 4 år og senest i 2003 dømt ni gange for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden samt i 2005 i Polen for spirituskørsel. I byretten blev sigtede løsladt, idet byretten fandt, at det uanset begrundet mistanke om, at sigtede var skyldig, ville være ude af proportioner at varetægtsfængsle ham. Landsretten henviste bl.a. til bemærkningerne til lov nr. 363 af 24. maj 2005 og udtalte: ”Landsretten finder, at dette forløb tegner et aktuelt mønster med så hyppige kørsler, at der er en betydelig og nærliggende risiko for, at [sigtede] på fri fod på ny vil gøre sig skyldig i spirituskørsel i frakendelsestiden. Det bemærkes herved, at dette er bestyrket ved [sigtedes] forklaring om hans aktuelle spiritusmisbrug og om hans behov for at køre bil. Det er endvidere bestyrket af, at [sigtede] efter hver af de fire aktuelle kørsler, hvor politiets hver gang har beslaglagt hans biler, har været i stand til at anskaffe sig en ny bil. Heroverfor kan [sigtedes] forklaring om, at han nu ikke har råd til at købe en ny bil, ikke tillægges vægt. På den anførte baggrund hører de spirituskørsler, [sigtede] er sigtet for, til de allergroveste tilfælde af helt vanemæssige spirituskørsler i frakendelsestiden, som de citerede bemærkninger tager sigte på. Betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 er herefter opfyldt.


Varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen (retsplejelovens § 762, stk. 2)
§ 762, stk. 2, foreskriver, at en person kan varetægtsfængsles, hvis der er en "særlig bestyrket mistanke" om, at han eller hun har begået visse alvorligere lovovertrædelser, "og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve", at den pågældende ikke er på fri fod. "Retshåndhævelsen" betegnes af jurister og politikere også ofte som "retsfølelsen". 

I 246/2011 afsagde Højesteret den 18. april 2011 kendelse om, at en 15-årig, der havde erkendt sig skyldig i røveri ved med kniv at have truet en anden til at udlevere en mobiltelefon og en halskæde, ikke burde have været varetægtsfængslet af hensyn til retshåndhævelsen. Den 19. maj 2010 var den pågældende blevet varetægtsfængslet for røveriet. Ved en efterfølgende fristforlængelse ville byretten ikke forlængevaretægtsfængslingen efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, yderligere, idet den pågældende havde erkendt røveriet, og idet den medsigtede nu var blevet anholdt. Byretten fandt derimod, at den pågældende kunne varetægtsfængsles af hensyn til retshåndhævelsen efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1. Den 25. juni 2010 blev hovedforhandlingen berammet til foretagelse den 7. september 2010, og det blev bestemt, at tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet, indtil der var afsagt dom i sagen jf. § 762, stk. 2, nr. 1, jf. § 765, jf. § 767, stk. 2. Kendelsen blev stadfæstet af Østre Landsret den 1. juli 2010. Højesteret fandt, at påstanden om fortsat varetægtsfængsling ikke burde være taget til følge ved byretten og landsretten. Højesteret udtalte blandt andet: "Som anført i Højesterets kendelse af 16. marts 1983 (UfR 1983 s. 391) forudsætter anvendelse af varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2 (nu stk. 2, nr. 1), efter bestemmelsens forarbejder, at sigtelsen angår forhold af en sådan grovhed, at der må forventes idømt en langvarig fængselsstraf eller anden strafferetlig foranstaltning af tilsvarende indgribende betydning. Af forarbejderne til lov nr. 386 af 10. juni 1987, hvor nr. 2 blev indsat i § 762, stk. 2, fremgår, at man med lovforslaget opretholdt den almindelige bestemmelse om retshåndhævelsesarrest som § 762, stk. 2, nr. 1, og at der efter Justitsministeriets opfattelse ikke var grundlag for den antagelse, at domstolene efter vedtagelse af den foreslåede nye bestemmelse skulle ændre anvendelsesområdet for den gældende bestemmelse, nu § 762, stk. 2, nr. 1 (FT 1986-87, tillæg A, sp. 2608, og tillæg B, sp. 2170). Efter de oplysninger, der forelå om karakteren og grovheden af det påsigtede forhold og om T’s personlige forhold, herunder hans unge alder og ustraffede fortid, da byretten og landsretten traf afgørelse om varetægtsfængsling den 25. juni og den 1. juli 2010, finder Højesteret, at T måtte forventes idømt en straf udmålt i måneder. På den baggrund var betingelserne for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, ikke opfyldt, og Højesteret ændrer derfor byrettens og landsrettens kendelser som nedenfor bestemt. .."

I TfK 2010.282 VLK begærede anklagemyndigheden en person varetægtsfængslet som sigtet for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, idet der på dennes bopæl var fundet et jagtgevær med 46 patroner. Byretten varetægtsfængslede den pågældende blandt andet af "hensynet til retshåndhævelsen". Landsretten løslod den pågældende og udtalte blandt andet: "Uansat om S' besiddelse af jagtgeværet er omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1, der indeholder en strafferamme på fængsel fra 1 år indtil 6 år, er der ikke oplysninger om det konkrete forholds grovhed, som af hensyn til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at han ikke er på fri fod under sagen".

I TfK 2010.1073 VLK løslod Vestre Landsret to personer, der var varetægtsfængslede efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 192 a, idet de var sigtede for med en riffel, der hidrørte fra indbrudstyveri, at have skudt mod nogle kvier med henblik på at dræbe disse, hvilket mislykkedes i det ene tilfælde. Henholdsvis den 1. og den 16. september 2010 blev varetægtsfængslingen af byretten for de to sigtede forlænget indtil, der er afsagt dom i sagen. Hovedforhandlingen var berammet til den 16. og 17. november 2010. De havde begge været varetægtsfængslede fra 11. juni 2010. Landsretten løslod i sin kendelse af 24. september 2010 dem begge og anførte blandt andet: "Det er oplyst, at sagen er færdigefterforsket, og at der er indleveret anklageskrift til byretten, som har berammet hovedforhandling i sagen til den 16. og 17. november 2010. Af de grunde, som er anført i landsrettens kendelse af 11. juni 2010, er der fortsat særligt bestyrket mistanke om, at de tiltalte har overtrådt straffelovens § 192 a, stk. 1. Det må antages, at de tiltalte S1 og S2 har haft en mindre aktiv rolle i forbindelse med anvendelsen af riflen. De tiltalte har været frihedsberøvede siden den 9. juni 2010, og efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes hensynet til retshåndhævelsen ikke længere at kræve, at de ikke er på fri fod, jf. herved retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1. Der er ikke grundlag for på nuværende tidspunkt som påstået af anklagemyndigheden at varetægtsfængsle de tiltalte i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3." Afgørelsen viser blandt andet, at behovet for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen kan aftage over tid.

I TfK 2005.139/2 HK begærede anklagemyndigheden den 29. april 2003 i Københavns Byret to personer fortsat varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr.2, som sigtede for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og straffelovens § 134 a. De to sigtede havde været frihedsberøvet siden 18. marts 2003. Ved byretten blev de to fængslet for yderligere 4 uger. Denne kendelse blev stadfæstet ved Østre Landsret den 30. april 2003. Denne afgørelse blev kæret til Højesteret. Inden Højesteret den 13. oktober 2003 afsagde kendelse i sagen, var de to sigtede ved byretten blevet fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 134 a ved den 18. marts 2003 uden for Det Udenrigspolitiske Nævn på Christiansborg i København at have kastet maling på henholdsvis statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller. De blev ved Københavns Byrets dom af 27. maj 2003 for blandt andet dette forhold straffet med fængsel i henholdsvis 4 og 3 måneder. De blev begge løsladt i forbindelse med domsafsigelsen. Højesteret udtalte blandt andet: "T1 og T2 havde den 30. april 2003, da landsretten stadfæstede byrettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling, været fængslet i 6 uger. Vi finder, at hensynet til retshåndhævelsen ikke krævede, at varetægtsfængslingen blev forlænget yderligere, og at anklagemyndighedens påstand herom derfor ikke burde være taget til følge. Vi stemmer således for at tage T1's og T2's påstand til følge.

I TfK 2001.120/2 HK havde en person været varetægtsfængslet i godt 10 måneder. De første cirka 6 måneder af varetægtsfængslingen havde været i isolation efter rettens bestemmelse. Anklageskriftet forelå før behandlingen af kæremålet om fortsat varetægtsfængsling ved Højesteret, og den pågældende var ifølge anklageskriftet tiltalt for sammen med andre at have indført eller forsøgt at indføre cirka 700 kg. hash. Han havde erkendt sig skyldig i indførsel af 149 kg. Hovedforhandlingen var berammet til at skulle finde sted over 21 retsdage nogle måneder efter kæremålets behandling ved højesteret. Højesteret tiltrådte, at der var en særlig bestyrket mistanke om, at den pågældende havde overtrådt straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved med henblik på videreoverdragelse at have indført og forsøgt at indføre hash i Danmark i betydeligt omfang. Højesteret løslod imidlertid den pågældende. Højesteret udtalte blandt andet: "Det er ikke af anklagemyndigheden gjort gældende, at tiltalte havde en central rolle i organisering og finansiering af indførslen. Under henvisning hertil og til den tid, tiltalte har været varetægtsfængslet, samt til oplysningerne om tidspunktet for domsforhandlingen finder Højesteret, at hensynet til retshåndhævelsen ikke kan begrunde en fortsat varetægtsfængsling. Tiltalte bør derfor løslades."

Den europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Dumont-Maliverg mod Frankrig, der blev afgjort den 31. maj 2005 fundet, at hensynet til retshåndhævelsen ikke kunne føre til, at en person mistænkt for seksuelt misbrug af børn kunne varetægtsfængsles. Frankrig ansås derfor for at have krænket EMRK artikel 5, stk. 3. Det samme resultat er EMD nået frem til i andre sager mod Frankrig. Se for eksempel afgørelsen Tomasi mod Frankrig afsagt 27. august 1992. EMD har undladt at statuere, at der er sket en krænkelse af EMRK artikel 5, stk. 3, i tilfælde, hvor forbrydelsen har en sådan karakter, at der kan opstå uroligheder ("social disturbance") i en sådan grad, at det er nødvendigt at varetægtsfængsle den mistænkte for at undgå dette.

Den Europæiske Menneskerettighedskommission afviste sidst i 80'erne en sag mod Danmark indbragt af en person, der havde tilstået forbrydelsen, og som var blevet varetægtsfængslet i retshåndhævelsesarrest efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2. Fredsted og Thomas Rørdam kritiserer i Advokaten 1989, side 449ff og side 452f denne afgørelse. De anfører blandt andet, at afvisningen kan skyldes, at der var tale om en tilståelsessag. Se også Eva Smith i Juristen 1990, side 234. Efter at EMD i 2005 har afsagt ovennævnte dom i sagen Dumont-Maiverg mod Frankrig har menneskerettighedskommissionens afgørelse i sagen mod Danmark næppe længere stor relevans. 

Der ses ikke i nyere danske afgørelser, hvor der er sket varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, at foreligge tilfælde, hvor der er argumenteret for, at der ville opstå sociale uroligheder, hvis ikke varetægtsfængslingen blev gennemført. Dette kan for så vidt ikke undre, idet det ikke fremgår af bestemmelsen, at dette krav (også) skal være opfyldt. Det må således lægges til grund, at nogle af afgørelserne efter § 762, stk. 2 - hvis ikke dem alle - krænker artikel 5, stk. 3, i Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Et eksempel på en afgørelse, som må formodes at krænke konventionen, kunne være UfR. 2004.740, hvor en person blev varetægtsfængslet af hensyn til retshåndhævelsen, idet der var en særlig bestyrket mistanke om, at den pågældende havde overtrådt straffelovens § 215, jævnfør straffelovens § 261, stk. 2, ved at have taget sin søn med til udlandet og forhindret sin tidligere hustru i at have kontakt med sønnen. Hustruen var ved danske myndigheder blevet tillagt forældremyndigheden, medens faderen var blevet tillagt forældremyndigheden i sit hjemland, hvilket dog er mindre interessant i spørgsmålet om grundlaget for varetægtsfængslingen af manden.

Det burde ikke overraske de danske myndigheder, at Den europæiske Menneskerettighedsdomstol har fundet det konventionsstridigt at varetægtsfængsle borgere af hensyn til retshåndhævelsen. Den 9. april 1965 fremkom Europarådet med en resolution, der udelukker varetægtsfængsling begrundet i retshåndhævelsen. I Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 101 af 6. oktober 1965 er resolutionen oversat således, at det af § 1, punkt c, i bekendtgørelsen fremgår, at varetægtsfængsling ikke må anvendes som en "straffeforanstaltning". I nyere afgørelser fra EMD ses det ofte, at rekommandationer fra for eksempel CPT eller andre organer under Europarådet indgår i EMDs afvejninger, når det skal bedømmes, om der i et konkret tilfælde er sket en krænkelse af menneskerettighederne. Afgørelserne truffet mod Frankrig omtalt ovenfor i sager om varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen kan formentlig ses som et udtryk for en sådan udvikling. 

Proportionalitet og varetægtsfængsling (retsplejelovens § 762, stk. 3)
§ 762, stk. 3. Varetægtsfængsling må ikke stå i misforhold til den straf, som kan forventes idømt, hvis personen senere findes skyldig i de strafbare forhold, der har begrundet varetægtsfængslingen. Det følger nærmere af bestemmelsen, at varetægtsfængsling ikke kan anvendes, hvis lovovertrædelsen "kan ventes" at ville medføre bøde eller straf af fængsel i højst 30 dage, eller hvis "frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan forventes, hvis tiltalte findes skyldig". Gammeltoft-Hansen anfører i "Varetægtsfængsling", side 253, at der bør tages hensyn til sædvanlig prøveløsladelse.

I sag 167/2010 afgjort af Højesteret den 23. juli 2010 afsagde Højesteret kendelse vedrørende spørgsmålet om varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sager om sædelighedskriminalitet. I sagen diskuteredes proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 762, stk. 3. Der blev således henvist til bemærkningerne til § 1 i lov nr. 499 af 17. juni 2008, hvoraf blandt andet følgende fremgår: "Proportionalitetsprincippet vil gælde uændret, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3. Varetægtsfængsling kan således ikke anvendes, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge,
som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig. Proportionalitetsprincippet har navnlig betydning i relation til forlængelse af varetægtsfængsling. Varetægtsfængslingen vil således ikke kunne udstrækkes ud over længden af den straf, som må forventes at skulle afsones, hvis sigtede findes skyldig. I vurderingen heraf indgår, at prøveløsladelse normalt kan ske, når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået, jf. straffelovens § 38.


I sagen V.L. S-0242-11 afsagde Vestre Landsret den 7. februar 2011 kendelse om, at to personer, der havde været varetægtsfængslet fra oktober 2010, skulle løslades. Landsretten bemærkede, at der "fortsat er begrundet mistanke om, at de tiltalte er skyldige i røveriforholdet (nu forhold 14)". Imidlertid påpegede landsretten, at "betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 3, nu er til hinder for fortsat varetægtsfængsling". De to personer var blevet sigtet for at røveri, idet politiet mente, at de havde begået vold mod butikspersonale og en vagt umiddelbart efter, at de var blevet pågrebet i et butikstyveri. De var begge sigtede for en række andre forhold. Landsretten bemærkede herom: "Det fremgår ikke af byrettens retsbøger, at de tiltalte er foreholdt de øvrige forhold i retten. Retten har således ikke taget stilling til mistankegrundlaget vedrørende de øvrige forhold. Der er derfor ikke grundlag for at inddrage de øvrige tiltalepunkter i vurderingen af, om proportionalitetshensyn er til hinder for fortsat varetægtsfængsling frem til hovedforhandlingen."  Forsvareren påpegede i sit processkrift, at i tilfælde, hvor butikstyveri udvikler sig til røveri som følge af, at gerningsmanden for eksempel skubber, slår eller truer personer i forbindelse med, at denne forsøger at få genstanden i sikkerhed, typisk straffes med fængsel i 3 til 4 måneder, der kan gøres helt eller delvist betinget efter omstændighederne. Det er værd at bemærke, at det af denne sag omhandlede røveri blev begået af flere i forening, hvilket efter praksis anses som en skærpende omstændighed

I sagen Tase mod Romanien, der blev afgjort af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 10. juni 2008 under sagsnummer 29761/02, udtalte EMD blandt andet, at varetægtsfængsling af sigtede personer som udgangspunkt ikke skal finde sted, og at varetægtsfængsling kun må finde sted, når myndighederne kan påvise "relevante og tilstrækkelige" grunde til dette. Begrundelsen skal være konkret. Processen må ikke være delvis automatisk ("quasi-automatic"). Kravet om konkret begrundelse gælder også hver gang, varetægtsfængslingen skal forlænges. Kravet gælder ved alle frihedsberøvelser, uanset hvor kortvarige de er. I den konkrete sag blev klageren anholdt den 6. juni 2002 og var varetægtsfængslet frem til den 10. oktober 2002 - dvs. 5 måneder og 4 dage.  

I Kubik mod Polen, app.nr. 12848/03, tog EMD den 29. januar 2008 stilling til længden af en varetægtsfængsling. Klageren blev i Polen idømt fængsel i 4 år for adskillige indbrudstyverier, forsøg på indbrudstyverier og hæleri. Han havde under sagen været varetægtsfængslet i to omgange. Sammenlagt var han varetægtsfængslet i 1 år, 11 måneder og 17 dage. EMD fandt, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 5 § 3. EMD medgav medlemsstaten, at der i periodens begyndelse havde været rimelig grund til varetægtsfængsling, men at disse var aftaget med tiden. EMD fandt, at blotte henvisninger til fængslingsbestemmelserne i retsplejeloven ikke kunne begrunde fængslingen. Der var ikke anført konkrete grunde til, hvorfor man mente, at klageren ville modvirke efterforskningen eller true vidner, hvis han var på fri fod. EMD henviste til, at der i fortolkningen af artikel 5 § 3 eksisterer et princip om, at man har krav på afgørelse af sin sag inden for en rimelig tid eller løsladelse under sagen. Det er værd at bemærke, at den idømte straf (4 år) er væsentlig længere end den faktiske varetægtsfængsling.

I Titovi mod Bulgarien, sagsnummer 3475/03 afgjort af EMD den 25. juni 2009 fandt EMD, at en varetægtsfængsling af en længde på 1 år og 5 dage udgjorde en krænkelse af artikel 5 § 3. Den pågældende var varetægtsfængslet for at besidde falske penge og falske værdipapirer. EMD fandt blandt andet, at de nationale myndigheder ikke havde givet en tilstrækkelig overbevisende forklaring på, hvorfor de betragtede sådan ikke-voldelig ("non-violent") kriminalitet for "alvolig" ("serious") under vurderingen af behovet for varetægtsfængsling. EMD gentog også princippet om, at det er op til de nationale myndigheder at sikre sig i en konkret sag, at varetægtsfængsling af en sigtet er rimelig på grundlag af relevante og tilstrækkelige grunde og ikke strækker sig ud over et rimeligt tidsrum ("it is for the national authorities to ensure that, in a given case, the pre-trial detention of an accused person is justified on the basis of relevant and sufficient reasons and does not exceed a reasonable period"). Se afgørelsens præmis 26-29.     

I Szepesi mod Ungarn afgjort af EMD den 21. december 2010 under sagsnummer 7983/06 ansås EMRK artikel 5 § 3 for krænket i et tilfælde, hvor en person havde været varetægtsfængslet i 3 år i en sag, hvor den pågældende blev idømt 6 års fængsel. I præmis 25 udtaler EMD, at tilstedeværelsen af en rimelig mistanke om, at den varetægtsfængslede har begået en forbrydelse, er en ufravigelig betingelse for lovligheden af en fortsat varetægtsfængsling, og at denne betingelse efter et vist tidsrum ikke længere er tilstrækkelig. I disse tilfælde må EMD vurdere, hvorvidt de øvrige grunde, som de nationale domstole fremfører, fortsat kan begrunde varetægtsfængslingen. I tilfælde, hvor sådanne grunde er "relevante" og "tilstrækkelige" må EMD vurdere, hvorvidt de kompetente nationale myndigheder har udvist "særlige bestræbelser" under sagens gennemførelse. I præmis 28 bemærker EMD, at der gik 10 måneder fra anklageskriftet var udfærdiget, indtil hovedforhandlingen påbegyndtes. EMD bemærker - også i præmis 28 - at denne periode af 10 måneders inaktivitet ikke levede op til kravet om "særlige bestræbelser" ("special diligence"). Af præmis 34 fremgår, at den pågældende fik tilkendt 4.800 euros i godtgørelse, idet EMRK artikel 5 § 3 ansås for krænket.

Sigtedes ret til at udtale sig, retten til forsvarerbistand, begrundelseskravet mv. under retsmøde om varetægtsfængsling (retsplejelovens § 764)

I bemærkningerne til § 766 i
Betænkning 728 om anholdelse og varetægt - 1974, anfører udvalget på side 73, 2. spalte, og på side 74, 1. spalte:

"Stk. 1 og 2 svarer til reglerne i § 779, stk. 1, og § 783, stk. 1, i den gældende retsplejelov. I udkastet foreskrives, at sigtede ikke alene skal være »hørt . . . angående sigtelsens genstand «, jfr. den gældende formulering, men at han »skal have lejlighed til at udtale sig«. Heri ligger, at sigtede skal have adgang til at få ordet for at fremføre sine synspunkter.

Som tilfælde, hvor fremstilling af sigtede i retten må anses for nytteløs eller skadeligt for ham, kan især nævnes sygdom eller bevidstløshed. Reglen bør ikke anvendes på tilfælde, hvor f. eks. sproglige hindringer og umuligheden af at fremskaffe en tolk til retsmødet vil vanskeliggøre en afhøring.

Stk. 3 svarer til retsplejelovens § 731, stk. 1, a), men foreskriver, at forsvarerbeskikkelse skal ske allerede i det retsmøde, hvor
varetægtsspørgsmålet behandles. Det er altså efter udkastet ikke tilstrækkeligt først at beskikke forsvarer, når kendelse om varetægt er afsagt. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne ovenfor s. 40.

Stk. 4 svarer til retsplejelovens § 782. Kravet om begrundelse af en varetægtskendelse er skærpet i forhold til de gældende
regler, jfr. s. 41. I udkastet foreskrives det endvidere, at der straks i retsmødet skal gives sigtede en mundtlig vejledning om de
anvendte retsregler, om begrundelsen for kendelsen og om sigtedes adgang til at kære afgørelsen, jfr. foran s. 43. Endelig har sigtede
ifølge udkastet - ligesom i dag - ret til at få en udskrift af kendelsen. Den frist på 24 timer, der i dag gælder for levering af udskrift, er udeladt, da fristen i enkelte tilfælde (helligdage, weekend) vanskeligt kan overholdes.
"

Det er almindeligt antaget, at de processuelle regler i retsplejeloven, der gælder for straffesagers behandling ved domstolene, også gælder ved grundlovsforhør og ved fristforlængelser. Se til støtte herfor for eksempel "Grundlovsforhøret" af Jørgen Johcimsen, Thomson Reuters Forlag 2010, side 79. Han anfører: ".. I retsplejelovens § 28 a er det foreskrevet, at retsmøder er offentlige, medmindre andet er bestemt ved lov eller i medfør af lov. Bestemmelsen gælder også for grundlovsforhør, der således skal afholdes for åbne døre, medmindre retten træffer bestemmelse om dørlukning, ..."

Den omstændighed, at de processuelle regler i retsplejeloven, der gælder for straffesagers behandling ved domstolene, også gælder ved grundlovsforhør og fristforlængelser, indebærer for eksempel, at reglen i retsplejelovens § 861 om, at tiltalte (sigtede) af retten skal vejledes om retten til ikke at udtale sig om sagen, skal iagttages. Reglen i retsplejelovens § 866, stk. 2, gælder således også i sådanne retsmøder. Heraf følger, at tiltalte (sigtede) har adgang til at afgive forklaring efter "hvert enkelt vidnes forklaring og efter ethvert andet bevis", hvis "beviset giver anledning til dette". Der er således intet til hinder for, at forsvareren og sigtede kan beslutte, at sigtede ikke udtaler sig om sagen under grundlovsforhøret eller under en fristforlængelse, men at sigtede begrænser sig til at kommentere de beviser, som anklagemyndigheden dokumenterer for retten, enten efter dokumentationen af de enkelte beviser, eller efter anklagemyndighedens afslutning af den samlede dokumentation. En sådan fremgangsmåde kan overvejes, hvis sigtede på den ene side gerne vil forsøge at rense sig med henblik på at undgå varetægtsfængsling eller fortsat varetægtsfængsling, og på den anden side ikke ønsker at udtale sig uden at kende det materiale, som anklagemyndigheden har mod sigtede. 

Med hensyn til begrundelseskravet kan der henvises til TfK 2008.419/1 ØLK, hvor byretten under en fristforlængelse havde bestemt, at en røverisigtet person fortsat skulle være varetægtsfængslet. Byretten havde som begrundelse anført: "Grundlaget for rettens kendelse af 25. januar 2008, som senest stadfæstet af Østre Landsret den 3. marts 2008, findes fortsat at foreligge, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3." Landsretten bestemte, at den pågældende skulle løslades. Landsretten begrundede sin kendelse således: "Det fremgår ikke af byrettens retsbog af 12. marts 2008, på hvilket grundlag anklageren begærede fortsat varetægtsfængsling, og hvad der skulle ske i sagen mod arrestanten under den begærede forlængelse af varetægtsfængslingen. Dette synes heller ikke at fremgå af det til landsretten fremsendte rapportmateriale. På baggrund heraf må landsretten nære betænkelighed ved at anse betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af sigtede for opfyldt"

Mindre indgribende foranstaltninger end varetægtsfængsling - herunder varetægtsfængsling i surrogat (retsplejelovens § 765)

Retsplejelovens § 765, stk. 1, har følgende indhold:

"Stk. 1. Er betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling til stede, men kan varetægtsfængslingens øjemed opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, træffer retten, hvis sigtede samtykker heri, i stedet for varetægtsfængsling bestemmelse derom.

§ 765, stk. 1, pålægger således domstolene at bruge mindre indgribende midler end varetægtsfængsling, hvis disse er tilstrækkelige til at opfylde målet. Dette princip om proportionalitet følger også af praksis ved EMD som vist ovenfor, og det følger endvidere af Europarådets resolution af 9. april 1965 omtalt ovenfor om varetægtsfængsling, som er oversat i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 101 af 6. oktober 1965 ligeledes omtalt ovenfor. I resolutionen foreslås, at bevogtning i hjemmet, forbud mod at forlade et bestemt opholdssted eller område uden rettens tilladelse, påbud om regelmæssigt at give møde hos bestemte myndigheder; beslaglæggelse af pas eller andre legitimationspapirer, sikkerhedsstillelse eller anbringelse af unge lovovertrædere i særlig institution i nogle tilfælde vil kunne træde i stedet for varetægtsfængsling.

Det følger videre af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 og nr. 4, at retten bl.a. kan bestemme, at sigtede skal tage ophold i egnet hjem eller institution (nr. 3), eller at sigtede skal undergive sig psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende, om fornødent på hospital eller særlig institution (nr. 4).

Se nærmere Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5, 2007, om varetægtsfængsling af mentalt afvigende lovovertrædere efter disse bestemmelser.

I
betænkning 728 om anholdelse og varetægt - 1974 udtales det, at varetægtssurrogater bør anvendes i alle tilfælde, hvor disse er tilstrækkelige foranstaltninger. På side 34, 1. spalte, udtaler udvalget blandt andet: "Det er udvalgets opfattelse, at der er grund til at anspore retterne, politiet og forsvarerne til at søge varetægtssurrogater anvendt i tilfælde, hvor disse vil være tilstrækkelige foranstaltninger. Dette skyldes først og fremmest hensynet til den sigtede og hans familie, der typisk vil blive påført langt mindre ulemper ved et surrogat end ved varetægtsfængsling. Også samfundshensyn kan tale for anvendelse af varetægtssurrogater, der som regel vil være langt billigere foranstaltninger end varetægtsfængsel. På den anden side bør anvendelse af varetægtssurrogater ikke ske i tilfælde, hvor betingelserne for fængsling ikke er opfyldt. Man bør ikke ved hjælp af surrogater for varetægt udvide området for straffeprocessuelle foranstaltninger."

I UfR 1974.14 HK tillod landsretten og senere Højesteret mod anklagemyndighedens protest en person, som havde dårligt helbred, som var sigtet og tiltalt for mange tilfælde af sædelighedskriminalitet, og som havde været varetægtsfængslet næsten i 1 år, at blive overført til en præstegård, hvor præsten havde lovet "efter bedste evne" at sørge for, at tiltalte ikke fjernede sig fra præstegården, og for at sigtede mødte op i retten, når dennes sag skulle behandles.

I UfR 1973.350 VLK var en person blevet idømt 1 års fængsel i byretten for sædelighedskriminalitet mod sin datter. Han blev løsladt under anken, men det blev bestemt som vilkår for løsladelsen, at den pågældende ikke måtte tage ophold hos sin hustru eller have samkvem med hende eller med datteren.

Surrogatvaretægtsfængsling af unge under 18 år

Varetægtsfængsling i surrogat af børn og unge under 18 år er reguleret i § 765 i retsplejeloven omtalt ovenfor samt i lov om social service. De nærmere regler om institutionerne, hvor surrogatvaretægtsfængslingen af unge under 18 år finder sted, er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1093 af 21. september 2010 om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Bekendtgørelsens § 28, stk. 6, giver hjemmel til besøgsnægtelse, besøgskontrol, brevkontrol mv. Stk. 7 bestemmer, at begrænsninger fastsat efter stykke 6 kan forlanges domstolsprøvet. 8. stykke bestemmer, at den unge blandt andet har adgang til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.

Artikel 37. c, i
FN-konventionen af 20 november 1989 om Barnets Rettigheder (børnekonventionen) har følgende indhold: "ethvert barn, der er berøvet friheden, behandles menneskeligt og med respekt for menneskets naturlige værdighed og på en måde, der tager hensyn til deres aldersmæssige behov. Især skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv, og skal have ret til at opretholde kontakt med sin familie gennem brevveksling og besøg, bortset fra under særlige omstændigheder ..."

Børn og unge under 18 år, som varetægtsfængsles, skal i henhold til konventionen således anbringes på en måde, der tager hensyn til deres aldersmæssige behov, de skal som udgangspunkt være adskilt fra voksne, og de skal have ret til at opretholde kontakt med sin familie gennem brevveksling og besøg.

I afsnit IX.G.1. (side 91 til side 97) om frihedsberøvelse af børn inden for strafferetsplejen i "Danmarks tredje rapport til FN’s Børnekomité om de foranstaltninger, der er truffet for at virkeliggøre de rettigheder, der er anerkendt i FN-konventionen af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder" redegør de danske myndigheder nærmere for, hvorledes disse forsøger at opretholde deres forpligtelser i henhold til konventionen i forhold til varetægtsfængslede børn og unge. Afsnit IX.G.1.c. Isolationsfængsling, side 95 f, vedrører adgangen til at varetægtsfængslet unge under 18 år i isolation.

Til brug for en høring om ungdomskriminalitet i 2007 udfærdigede docent i strafferet, Jørn Vestergaard, en oversigt over foranstaltninger over for børn og unge. Oversigten er offentliggjort af Folketingets Retsudvalg og Folketingets Socialudvalg i 2006 som bilag 188. Af side 1, nederst, fremgår blandt andet følgende: "Ud af knap 23.500 anholdelser i 2005 vedrørte en godt sjettedel (godt 3.700 tilfælde) de 15-17 årige. Ud af godt 6.100 varetægtsfængslinger samme år vedrørte godt 450 disse aldersgrupper."

I punkt 1 (side 2 til 4) i Justitsministeriets svar på spørgsmål 385 stillet af Folketingets Retsudvalg den 17. december 2009 redegør ministeriet for praksis med hensyn til varetægtsfængsling i surrogat af unge under 18 år. Med henvisning til Højesterets kendelse i TfK 2008.731/ HK udtaler ministeriet, at den omstændighed, at der ikke er plads til en ung på en institution, ikke fører til, at den unge af denne grund løslades. I den omhandlede kendelse nåede Højesteret frem til, at det i den konkrete sag havde været rimeligt, at de to unge måtte have hensiddet et stykke tid i et almindeligt varetægtsfængsel, indtil der kunne findes en plads på en egnet institution. Det skal bemærkes, at det overfor byretten var oplyst, at der ville være plads i en egnet institution til den ene af de to unge den efterfølgende dag. Der var dissens i Højesteret, idet en dommer fandt, at de to unge burde løslades. Højesterets flertal udtalte nærmere: "Under hensyn til karakteren og grovheden af det påsigtede forhold sammenholdt med de omstændigheder, der efter byrettens og landsrettens kendelser begrundede anvendelsen af fængslingsbestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, finder vi, at det ikke ville have været i strid med proportionalitetsreglen i § 762, stk. 3, at træffe bestemmelse om varetægtsfængsling af de sigtede, selv om der på tidspunktet for byrettens kendelse af 23. oktober 2007 ikke var pladser i en sikret institution for unge, hvor de sigtede kunne anbringes i surrogat i medfør af retsplejelovens § 765. Der er herved tillige henset til, at der allerede dagen efter byrettens kendelse var plads til den ene af de sigtede i en sikret institution, og at retten - evt. i forbindelse med at varetægtsfængslingsperioden i første omgang blev fastsat til f.eks. 7 dage - kunne have truffet afgørelse om, at de sigtede skulle overføres til en sikret institution for unge, så snart pladsforholdene tillod dette."

Det fremgår også af Justitsministeriets svar til retsudvalget omtalt ovenfor, at unge, der er mistænkt for "særlig alvorlig kriminalitet" kan placeres i et almindeligt arresthus.

Justitsministeriets svar af 7. juli 2009 på spørgsmål nr. 918 fra Folketingets Retsudvalg stillet den 16. juni 2009, der omhandler spørgsmålet om, hvorvidt FN's børnekonvention efterleves af danske myndigheder blandt andet i sager om varetægtsfængsling af personer under 18 år.

Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 203 stillet af Folketingets Retsudvalg den 20. november 2009 til Justitsministeriet, hvor der spørges der om, hvorvidt regeringen mener, om "det er i overensstemmelse med Børnekonventionen, at varetægtsfængsle flygtningebørn, der som led i deres flugt indrejser på falske dokumenter i de fængsler og institutioner der har kriminelle danske unge som målgruppe".

Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 413 stillet af Folketingets Retsudvalg den 2. februar 2010 til Justitsministeriet. Spørgsmålet lød således: ”I 2008 var de sikrede institutioner mange gange fuldt optaget, og det betød, at de syv institutioner tilsammen måtte sende 243 kriminelle børn videre til Kriminalforsorgens institutioner. Finder ministeren, at almindelig pladsmangel godtgør tilsidesættelse af FN's Børnekonvention og de europæiske fængselsregler, og dermed fængsling af børn i Danmark?"

I TfK 2010.820/1 ØLK var en 17-årig blevet varetægtsfængslet i surrogat. Under en fristforlængelse meddelte anklagemyndigheden, at det ikke havde været muligt at finde en institutionsplads til den pågældende, hvorfor han stadig opholdt sig i et arresthus. Byretten fandt, at betingelserne for varetægtsfængsling fortsat var til stede. Imidlertid løslod byretten den pågældende med henvisning til, at han var "mindreårig", og at varetægtsfængsling "som udgangspunkt skal ske i surrogat, jf. retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3. Det har ikke været muligt at finde plads til T i de fire uger, der er forløbet siden varetægtsfængslingen, og der foreligger ikke oplysninger, der begrunder, at institutionsplads med sikkerhed kan forventes at være til rådighed inden hovedforhandlingen. Efter en samlet, konkret vurdering finder retten herefter, at den kriminalitet, som er omfattet af anklageskriftet, og de forhold, der taler for en fortsat varetægtsfængsling, ikke står i et rimeligt forhold til den forstyrrelse af T's forhold, som en fortsat varetægtsfængsling i arrest medfører. Retten lægger tillige vægt på, at det ved varetægtsfængslingen den 7. maj 2010 blev tilkendegivet fra retten, at proportionalitetshensyn på det foreliggende grundlag ville tale imod en fortsat varetægtsfængsling efter 4 uger, hvis den ikke fandt sted i surrogat. Retten finder på det grundlag, at fortsat varetægtsfængsling efter § 762, stk. 1, eller § 763, stk. 1, ikke bør finde sted, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3". Denne afgørelse blev stadfæstet af landsretten, hvorfor den pågældende blev løsladt.

Af beslutningsforslag nr. 117 fremsat den 30. januar 2004 af 4 medlemmer af folketinget "om målsætning om en hurtig behandling af sager om kriminalitet begået af 15-17-årige" henvises der til undersøgelser, som blandt andet skulle vise, at "den samlede ungdomskriminalitet er faldet de sidste 20 år. Antallet af lovovertrædelser begået af unge i perioden 1981-2000 er således faldet med 35 pct. De sidste 10 år har niveauet dog ligget nogenlunde stabilt."
 
Se nedenfor om ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a.

Retten (og politiet) kan til enhver tid omgøre en afgørelse om varetægtsfængsling (retsplejelovens § 766)

Retsplejelovens § 766 har følgende indhold:

"Retten kan til enhver tid omgøre kendelser om varetægtsfængsling eller foranstaltninger, der træder i stedet herfor".

I bemærkningerne til § 766 i
Betænkning 728 om anholdelse og varetægt - 1974, anfører udvalget på side 74, 1. spalte, følgende: "Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 789. Politiet kan - som hidtil - løslade en varetægtsarrestant uden forelæggelse for retten".

Forlængelse af varetægtsfængslingen ved fængslingsfristens udløb (retsplejelovens § 767, stk. 1)

§ 767, stk. 1. "Bortset fra tilfælde, hvor sigtede ikke er til stede her i landet, fastsættes der i kendelsen en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde. Fristen skal være så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger. Fristen kan forlænges, men højst med 4 uger ad gangen. Forlængelsen sker ved kendelse, medmindre sigtede erklærer sig indforstået med forlængelsen. Reglerne i § 764 finder, indtil dom er afsagt i 1. instans, tilsvarende anvendelse på retsmøder og kendelser om fristforlængelse. Fremstilling af en sigtet, der er varetægtsfængslet eller undergivet anden frihedsberøvende foranstaltning, kan dog undlades, når han giver afkald derpå eller retten finder, at fremstillingen vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder."

I TfK 2002.208 VLK var de 3 sigtede, der var varetægtsfængslet henholdsvis i Arresthuset i Aalborg og i Arresthuset i Ringkøbing, ikke blevet fremstillet ved fængslingsfristens udløb med henblik på fristforlængelse i Retten i Varde, idet politiet gjorde gældende, at vejrforholdene medførte, at fremstillingen var forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder. Dette blev påtalt af byretten, hvilket anklagemyndigheden kærede. Landsretten ophævede påtalen og udtalte blandt andet: "Henset til oplysningerne om vejrliget den pågældende dag og navnlig på baggrund af, at det efter politimesterens redegørelse må lægges til grund, at politiet skriftligt med kopi til forsvarerne samme formiddag anmodede om rettens stillingtagen til anmodningen om ikke at fremstille de pågældende efter retsplejelovens § 767, stk. 1 - hvilken skrivelse retten og forsvarerne efter det oplyste ikke reagerede på inden retsmødet - har der ikke været tilstrækkeligt grundlag for at påtale den manglende fremstilling af de fængslede".

I TfK 2006.39 VLK fandt hverken byretten eller landsretten, at det "ville være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder" at fremstille en person, der var varetægtsfængslet i Politigårdens Fængsel i København, for Retten i Frederikshavn. Landsretten stadfæstede byrettens kendelse og henviste i sin kendelse til byrettens begrundelse, hvor det blandt andet udtaltes, at "alene det forhold, at fængslede er anbragt i arresten på Københavns Politigård, ikke kan medføre, at fremstilling af fængslede i retsmødet den 14. oktober 2005 vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder .....".

Skriftlig forlængelse af fængslingsfristen for et kort tidsrum, indtil den valgte forsvarer kan deltage i retsmøde om fortsat fængsling

Tidspunktet for retsmøder skal aftales med sigtedes forsvarer efter bestemmelsen i retsplejelovens § 748, stk. 2. Som anført ovenfor under bemærkningerne til retsplejelovens § 764 er det almindeligt antaget, at de processuelle regler i retsplejeloven, der gælder for straffesagers behandling ved domstolene, også gælder ved grundlovsforhør og ved fristforlængelser. Da en varetægtsfængslet, indtil der er berammet hovedforhandling, efter retsplejelovens § 767, stk. 1, 2. pkt., har krav på at blive fremstillet for retten senest 4 uger efter, at der sidst er truffet bestemmelse om varetægtsfængsling eller fortsat varetægtsfængsling, afholdes der undertiden adskillige retsmøder i løbet af den periode, hvor en person er varetægtsfængslet. Ofte har den valgte forsvarer ikke mulighed for at give møde i retten netop på den dag, hvor 4-ugers fristen udløber, hvilket kan gøre det vanskeligt eller umuligt for retten at aftale et tidspunkt for retsmødet med den forsvarer, som sigtede ønsker. I praksis løses dette ved, at den varetægtsfængslede erklærer sig indforstået med, at fristen forlænges uden fremstilling for retten enten for yderligere 4 uger, som er den maksimale fængslingsperiode uden fornyet fremstilling for retten jævnfør § 767, stk. 1, eller frem til et tidspunkt, hvor forsvareren har mulighed for at give møde. Som eksempel kan nævnes UfR 1977.776/ ØLK, hvoraf det blandt andet fremgår, at fængslingsfristen blev forlænget "til den følgende dag" med henvisning til, at den forsvarer, som den varetægtsfængslede ønskede beskikket i stedet for den aktuelle, havde mulighed for at give møde denne dag.    

Varetægtsfængsling efter anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift (retsplejelovens § 767, stk. 2 og 3)

§ 767, stk. 2. "Når anklagemyndigheden har indleveret anklageskrift til retten og retten har fastsat tidspunkt for hovedforhandlingen, kan retten ved udløb af en frist efter stk. 1 bestemme, at varetægtsfængslingen eller foranstaltningen skal fortsætte uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen. Træffer retten sådan bestemmelse, kan tiltalte tidligst 3 uger efter afgørelsen anmode retten om at ophæve varetægtsfængslingen eller foranstaltningen efter § 766 eller § 768. I så fald skal retten inden 7 dage træffe afgørelse herom. Hvis retten ikke imødekommer anmodningen, kan tiltalte tidligst 3 uger efter rettens afgørelse fremsætte en ny anmodning. Efter hovedforhandlingens begyndelse finder § 767, stk. 3, 4.-6. pkt., tilsvarende anvendelse."

§ 767, stk. 3. "Når en frist, der er fastsat efter stk. 1, udløber, efter at hovedforhandlingen er begyndt, fortsætter varetægtsfængslingen eller foranstaltningen uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen. Tiltalte kan efter udløbet af den før hovedforhandlingen fastsatte frist anmode retten om at ophæve varetægtsfængslingen eller en foranstaltning, der træder i stedet herfor, efter § 766 eller § 768. Hvis tiltalte efter fristens udløb anmoder retten om at ophæve varetægtsfængslingen eller en foranstaltning, der træder i stedet herfor, skal retten inden 7 dage træffe afgørelse herom. Hvis retten ikke imødekommer anmodningen, kan tiltalte tidligst 14 dage efter rettens afgørelse fremsætte en ny anmodning. Hvis der er spørgsmål om varetægtsfængsling efter § 762, stk. 2, træffes afgørelsen om eventuel ophævelse af en dommer eller afdeling, som ikke deltager i hovedforhandlingen, jf. § 60, stk. 3, medmindre en af betingelserne i § 60, stk. 3, 2. pkt., er opfyldt. Tiltaltes anmodning kan efter rettens bestemmelse behandles på skriftligt grundlag, hvis afgørelsen træffes af en dommer eller afdeling, som ikke deltager i hovedforhandlingen."

Mundtlig prøvelse ved overordnet ret af fortsat varetægtsfængsling efter 3 måneders varetægtsfængsling

§ 767, stk. 4. "Kæres en kendelse om fristforlængelse, hvorved varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning udstrækkes ud over 3 måneder, skal kæremålet efter begæring behandles mundtligt. Når kæremål én gang er blevet behandlet mundtligt, afgør den overordnede ret, om en senere begæring om mundtlig behandling skal imødekommes. Bestemmelsen i stk. 1, sidste pkt., finder tilsvarende anvendelse. ..."

Fremmes en sag ikke "med tilstrækkelig hurtighed", kan dette begrunde løsladelse efter rpl. § 768, 2. pkt.
Retsplejelovens § 768, 2. pkt. udtaler: "Finder retten, at undersøgelsen ikke fremmes med tilstrækkelig hurtighed, og at fortsat varetægtsfængsling eller anden foranstaltning ikke er rimelig, skal retten ophæve den". Løsladelse efter denne bestemmelse kan således finde sted, uagtet at varetægtsfængslingen endnu ikke kan anses for uproportionel i forhold til den forventede straf eller retsfølge.

I TfK 2008.809 Ø.L.K havde to personer været varetægtsfængslede fra henholdsvis 20. juni 2008 og 14. august 2008. Under en fristforlængelse kærede forsvarerne byrettens afgørelse om fortsat varetægtsfængsling. Landsretten bad derpå statsadvokaten om "snarest muligt" at redegøre for de omstændigheder, der efter anklagemyndighedens opfattelse begrundede fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1. Anklagemyndigheden blev endvidere anmodet om at redegøre for det forventede strafniveau. Den 27. august 2008 oplyste anklagemyndigheden, at sagen blev videresendt til politiet torsdag den 21. august 2008, og at politiet endnu ikke har afgivet sit svar i sagen. Østre Landsret fandt, "at undersøgelsen i sagen ikke fremmes med tilstrækkelig hurtighed, og at fortsat varetægtsfængsling ikke er rimelig, jf. retsplejelovens § 768", hvorefter der skete løsladelse.

I kendelsen TfK 2009 877 bestemte Østre Landsret, at en person, der havde været varetægtsfængslet i cirka 6 måneder, hvor der fortsat var begrundet mistanke om, at den pågældende havde gjort sig skyldig i narkotikakriminalitet, og hvor proportionalitetsprincippet ikke var til hinder for fortsat varetægtsfængsling, skulle løslades. Landsretten henviste til den omstændighed, at der ikke var foretaget efterforskningsskridt mod den pågældende inden for de seneste 4 måneder, og at sagen således ikke blev fremmet med tilstrækkelig hurtighed. Af kendelsen fremgår blandt andet følgende:

"...Efter de foreliggende oplysninger, herunder om telefonaflytninger og fund under ransagning af S' bopæl, finder landsretten, at der er begrundet mistanke om, at S har gjort sig skyldig i overtrædelse af i hvert fald lov om euforiserende stoffer.
Henset til S' tidligere straf for ligeartet kriminalitet og S' og medsigtede B's forsøg på ved brevveksling at afstemme forklaringer, tiltræder landsretten, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3, er opfyldt.

Der er dog ikke foretaget efterforskningsskridt i sagen mod S i de seneste 4 måneder, og efter de foreliggende oplysninger er der ikke grundlag for at antage, at hovedforhandlingen i sagen mod A vil bidrage med væsentligt nyt i sagen mod S.
På denne baggrund finder landsretten, at undersøgelsen i sagen mod S ikke fremmes med tilstrækkelig hurtighed, og at fortsat varetægtsfængsling ikke er rimelig, jf. retsplejelovens § 768, 2. pkt. ."

Længerevarende varetægtsfængsling og retsplejelovens § 768 a
Efter retsplejelovens § 768 a skal der foreligge "særlige omstændigheder", førend varetægtsfængsling kan ske for længere end 6 måneder i tilfælde, hvor den angår en lovovertrædelse, der efter loven ikke kan medføre fængsel i 6 år. Er straframmen 6 år eller derover, kan fængslingen ske i op til et år, uden at der foreligger særlige omstændigheder. I stykke 2 er indsat nogle bestemmelser, der sigter til yderligere at begrænse længden af varetægtsfængsling vedrørende personer under 18 år.

I UfR 2011.96 HK afsagt den 1. oktober 2010 blev tiltalte, der havde været varetægtsfængslet i mere end 1 år, løsladt. Der var rejst tiltale for menneskesmugling efter straffelovens § 262 a. Der var, da kendelsen blev afsagt, berammet hovedforhandling i sagen den 23. november 2010. Anklagemyndigheden havde under sagen protesteret mod løsladelse og anførte blandt andet, at "indholdet af en række telefonaflytninger og afhøringer til politirapport giver begrundet mistanke om, at tiltalte og de øvrige tiltalte har været en del af et organiseret samvirke, der har skaffet kvinder her til landet og fastholdt dem i prostitution, idet de tiltalte har sørget for kvindernes indkvartering eller har medvirket i forbindelse med misbrug af et magtforhold i forhold til kvinderne". Endvidere anførte anklagemyndigheden, at der er "bestemte grunde til at antage, at tiltalte på fri fod vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at advare eller påvirke andre, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3." Anklagemyndigheden anførte til støtte herfor, at der er 9 tiltalte i sagen, at flere af disse hidtil har nægtet at udtale sig i sagen, at flere unavngivne personer fortsat er på fri fod, og at der under hovedforhandlingen vil blive afhørt en række vidner, herunder 8 rumænske kvinder, der har arbejdet som gadeprostituerede". Endelig anførte anklagemyndigheden, at en fortsat varetægtsfængsling frem til domsafsigelsen ikke ville være i strid med proportionalitetsprincippet, når henses til sagens alvorlige karakter. Højesteret udtalte blandt andet: "Tiltalte har været frihedsberøvet siden den 22. september 2009 og vil, hvis varetægtsfængslingen opretholdes, indtil byretten afsiger dom i sagen, på det tidspunkt have været frihedsberøvet i ca. 15 måneder. Opretholdelse af varetægtsfængslingen, indtil byretten afsiger dom, kan derfor kun ske, hvis der findes at foreligge særlige omstændigheder, jf. retsplejelovens § 768 a, stk. 1, nr. 2. Efter forarbejderne til denne bestemmelse skal der ved varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, i et sammenhængende tidsrum, der overstiger 1 år, foreligge en kvalificeret kollusionsrisiko. .." Højesteret fandt ikke, at der forelå en sådan kvalificeret kollusionsrisiko.

I TfK 2010.860/1 VLK havde en varetægtsfængslet været undveget for et tidsrum af få dage. Landsretten udtalte, at dette "ikke i sig selv" kunne medføre, at varetægtsfængsling ikke anses for at have fundet sted i et "sammenhængende tidsrum", jf. retsplejelovens § 768 a.

I TfK 2010.456 ØLK havde en person været varetægtsfængslet fra 31. december 2008 til februar 2010 som sigtet for narkotikakriminalitet. Hovedforhandlingen var endnu ikke berammet, idet anklagemyndigheden først ønskede en sag mod en medgerningsmand afgjort, idet denne medgerningsmand derefter ville kunne afhøres som vidne med sædvanlig vidnepligt i sagen mod sigtede. Hverken byretten eller landsretten fandt, at der forelå "særlige omstændigheder", der kunne begrunde, at varetægtsfængslingens længde kunne strækkes ud over et år. 

I TfK 2009.354 V.L.K. var en person under 18 år sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119. Anklagemyndigheden ønskede at rejse sagen som nævningesag, og sagen var forelagt "Samrådet for udviklingshæmmede lovovertrædere". Den pågældende havde været varetægtsfængslet i cirka 8 måneder. Vestre Landsret fandt ikke, at der forelå sådanne "helt særlige omstændigheder", som kræves efter rpl. § 768 a, stk. 2, nr. 2. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter sagens omfang og kompleksitet finder landsretten, at det har været muligt - også uanset behovet for en grundig undersøgelse og vurdering af S' personlige, herunder mentale forhold - at få tilvejebragt de nødvendige oplysninger og vurderinger til brug for sagen, således at hovedforhandlingen har kunnet berammes inden for en periode på 8 måneder. Efter en samlet vurdering af sagens forløb, herunder at der endnu ikke er rejst tiltale eller berammet hovedforhandling, jf. herved retsplejelovens § 843 b, og under hensyn til omfanget og karakteren af sigtelserne mod S finder landsretten det herefter ikke godtgjort, at der foreligger sådanne helt særlige omstændigheder, at varetægtsfængslingen kan overstige 8 måneder."

I TfK 2000.352 V.L.K. afsagt 8. marts 2000 i kære 9. afdeling S-0553-00 var en person blevet varetægtsfængslet. På grund af den pågældendes unge alder, blev det bestemt, at varetægtsfængslingen skulle ske i surrogat. Da der ikke var plads på en egnet institution, var han midlertidigt blevet anbragt i et arresthus. Da anklagemyndigheden ikke tilstrækkeligt hurtigt fik fundet en egnet institutionsplads til den pågældende, blev den pågældende løsladt. Af kendelsen fremgår nærmere: "Den påkærede kendelse om fortsat varetægtsfængsling foreløbigt i arresten af S er afsagt den 7. marts 2000 af Retten i Århus, 1. afdeling.
Da det efter det oplyste fortsat er uafklaret, hvornår der kan findes institutionsplads til sigtede, findes sigtede under hensyn til dennes unge alder at burde løslades, jf. herved landsrettens kendelse af 2. marts 2000, hvorfor bestemmes: Sigtede, S løslades."


Se lovbemærkningerne til bestemmelsen, der blev indsat i retsplejeloven ved Lov nr.493 af 17. juni 2008.

Betænkning 1492 om begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængsling afgivet af justitsministeriets strafferetsplejeudvalg i 2007.

I Meddelelse fra Rigsadvokaten nr. 6/2008 gennemgår Rigsadvokaten blandt andet rpl. §§ 764, stk. 1, 768 a, 767, stk. 2 og 769, stk. 2 om varetægtsfængsling uden fristfastsættelse, begrundelseskravet ved begæring om fristforlængelse mv. Endvidere gennemgås rpl. § 747, stk. 3, der hjemler udvidet adgang til såkaldt "anticiperet bevisførelse" som et alternativ til fortsat varetægtsfængsling.

Varetægtsfængsling efter domsafsigelsen i første instans eller senere (retsplejelovens § 769)
Af retsplejelovens § 769, stk. 1, fremgår det, at bestemmelser om "varetægtsfængsling eller anden foranstaltning kun har virkning indtil sagens afgørelse i retten". Videre hedder det: "På begæring træffer retten efter afgørelsen bestemmelse om, hvorvidt tiltalte under eventuel appel, eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, skal varetægtsfængsles eller forblive varetægtsfængslet eller undergives foranstaltninger, der træder i stedet herfor".

Retten foretager en samlet afvejning, når retten skal tage stilling til en begæring om fortsat varetægtsfængsling. Har personen adskillige (især nyere) forstraffe bag sig, anses risikoen for, at den pågældende begår ny kriminalitet, større, hvilket kan tale for fortsat varetægtsfængsling efter domsafsigelsen. Det samme kan være tilfældet, hvis kriminalitetens art (eventuelt kombineret med straffens størrelse) kan tale for, at den såkaldte "retsfølelse" vil blive krænket, hvis den pågældende løslades. Omvendt, hvis der ikke er forhold, der taler for, at den pågældende vil begå ny kriminalitet eller unddrage sig strafforfølgningen, hvis denne løslades, kan dette tale mod varetægtsfængsling. Det er naturligvis sværere at varetage sine interesser ordentligt under en appelsag, hvilket isoleret set er en grund til, at man bør være tilbageholdende med varetægtsfængsling i forhold til en person, der vil anke.

I TfK 2005 678 ØLK, hvor en person for to såkaldte "gaderøverier" var idømt en fængselsstraf af 1 år, hvor 6 måneder af straffen blev gjort betinget (en såkaldt "kombinationsdom"), var blevet varetægtsfængslet ved Københavns Byret, ophævede landsretten varetægtsfængslingen med henvisning til, at tiltalte "nu er idømt en kombinationsdom på i alt 1 års fængsel". Den pågældende havde været varetægtsfængslet i cirka 1 og en halv måned. Der resterede således 4 og en halv måned at afsone, hvis ikke straffen blev ændret under en eventuel anke.

I TfK 2008.428/1 VLK var to personer ved byretten blev straffet med fængsel i henholdsvis 10 måneder og 1 år og 2 måneder for i forening at have solgt ikke under 200 gram heroin, som de havde modtaget fra en anden. Byretten bestemte, at de skulle forblive varetægtsfængslede under anken af hensyn til retshåndhævelsen. Byretten udtalte blandt andet: "Retten finder, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 769, stk. 1, 1. punktum, jf. § 762, stk. 1, nr. 3, ikke er til stede. Retten har lagt vægt på, at der er sket indenretlig afhøring i sagen, at der foreligger dokumentation i form af sms-beskeder og aflytninger, hvorfor der ikke er bestemte grunde til at antage, at der vil ske påvirkning af vidner under en eventuel ankesag. Retten finder, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 769, stk. 1, 1. punktum, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, er til stede. Retten har for begge de domfældtes vedkommende lagt vægt på, at der er tale om narkotikakriminalitet og salg af et ikke ubetydeligt kvantum heroin over en længere periode til et større antal personer, hvorfor hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at de domfældte ikke er på fri fod." Landsretten bestemte, at personen, der var idømt fængsel i 10 måneder skulle løslades under anken, medens personen, der var idømt fængsel i 1 år og 2 måneder, skulle forblive varetægtsfængslet. Landsretten udtalte om dette: "Af de grunde, som byretten har anført, og under hensyn til længden af den idømte straf tiltrædes det, at T1 skal forblive varetægtsfængslet, jf. retsplejelovens § 769, stk. 1, jf. 762, stk. 2, nr. 1. Under hensyn til at T2 er straffet med fængsel i 10 måneder og til byrettens begrundelse herfor, er betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, for fortsat varetægtsfængsling ikke opfyldt."

I UfR 1968 888 VLK ville Vestre Landsret ikke varetægtsfængsle en person med flere verserende sager. Vestre Landsret udtalte: "Idet der efter det foreliggende ikke er grundlag for at antage, at sigtede, der er tjenestgørende ved en militær afdeling, ikke vil efterkomme en tilsigelse til et retsmøde, hvori en begæring om mentalundersøgelse kan fremsættes, tiltrædes det, at der efter sagens hidtidige behandling ikke er fundet tilstrækkeligt grundlag" for at imødekomme begæringen om varetægtsfængsling.

I UfR 1979 532 H løsladt, efter at denne var idømt en fællesstraf af fængsel i 2 år for sædelighedskriminalitet.

I sagen TfK 2005 679 blev tiltalte, der var født i 1982, ved Københavns Byrets dom af 12. juli 2005 fundet skyldig i røveri, idet han aftvang en bartender kontanter mv. ved at true og tildele bartenderen et slag med en ølflaske og ved at tildele bartenderen to knytnæveslag i ansigtet. Han havde været frihedsberøvet fra 23. maj 2005, og han blev straffet med en fællesstraf på 10 måneder, heraf 7 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste. Der lagdes herved vægt på T's særlige personlige og arbejdsmæssige forhold. Anklagemyndigheden begærede den pågældende varetægtsfængslet. Hverken byretten eller landsretten imødekom anklagemyndighedens begæring om varetægtsfængsling, hvorfor den pågældende blev løsladt.

I UfR 1992.952/2 VLK var tiltalte i byretten blevet straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder for vold efter straffelovens § 245, stk. 1, og § 246. Det blev i forbindelse med domsafsigelsen bestemt, at tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 2. Tiltalte afgav efter domfældelsen en ny forklaring til politiet, som afveg fra tiltaltes forklaring for byretten. Der blev endvidere foretaget fornyede politiafhøringer af 2 vidner. Vidnernes forklaringer til politiet afveg også fra de forklaringer, som de havde givet i byretten. Landsretten fandt, at betingelserne for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, ikke længere var til stede, hvorfor de blev løsladt.
 
I TfK 2007 289 VLK udtalte Vestre Landsret, at der ikke var hjemmel til at varetægtsfængsle en person, der var idømt fængsel i 30 dage for butikstyverier, og som tidligere var straffet "utallige" gange også for butikstyverier. Anklagemyndighedens begæring om varetægtsfængsling indtil fuldbyrdelsen kunne finde sted, blev ikke taget til følge. Landsretten udtalte:

"Efter retsplejelovens § 762, stk. 3, kan varetægtsfængsling bl.a. ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre straf af fængsel i højst 30 dage.

Af forarbejderne (lovforslagets § 2, nr. 12) til lov nr. 433 af 31. maj 2000, hvorved retsplejelovens § 762, stk. 3, fik sin nuværende formulering, fremgår:

»I den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 762, stk. 3, kan varetægtsfængsling bl.a. ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen højst kan ventes at ville medføre straf af bøde eller hæfte. Bestemmelsen er således ikke til hinder for varetægtsfængsling, hvis straffen må forventes at blive fængsel, som i dag har et minimum på 30 dage. Med henblik på at bevare den nuværende adgang til varetægtsfængsling så vidt muligt uændret, foreslås § 762, stk. 3, ændret således, at der fremover vil gælde et krav om, at den forventede straf skal overstige fængsel i 30 dage. Forslaget skal også ses på baggrund af forslaget om, at fængselsstraffens minimum nedsættes til 7 dage.« ..
"

Udsigten til prøveløsladelse kan naturligvis også påberåbes til støtte for, at varetægtsfængsling bør undlades. Efter straffelovens § 38, stk. 1, prøveløslades personer, der er idømt fængselsstraffe af en varighed af mere end 2 måneder, medmindre dette findes "utilrådeligt".

Løsladelsesbekendtgørelsens § 14 har følgende indhold:
"§ 14. Institutionen skal overveje, om indsatte, der var under 18 år på gerningstidspunktet, kan løslades på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2. Indstilling herom skal forelægges for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, medmindre institutionen finder løsladelse i medfør af denne bestemmelse klart utilrådelig."

Under en sag, hvor anklagemyndigheden begærer fortsat varetægtsfængsling, kan det således tale mod varetægtsfængsling, at gerningsmanden har begået kriminaliteten før sit fyldte 18 år, idet der vil være kortere tid frem til prøveløsladelsestidspunktet.

Isolation efter rettens bestemmelse under varetægtsfængsling (retsplejelovens §§ 770 a - e)
§ 770 b. Isolation må ikke iværksættes eller skal standses, hvis ikke efterforskningen fremmes med særlig hurtighed. Er bevissikring efter § 747 mulig som alternativ til isolation, skal dette alternativ søges benyttet. Se eventuelt betænkning 1469 om varetægtsfængsling i isolation og
betænkning 1358 om isolation under varetægtsfængsling. Se eventuelt også Betænkning 1219 om isolationsfængsling i andre europæiske lande - 1991  Adgangen til varetægtsfængsling af unge under 18 år i isolation behandles ovenfor under varetægt i surrogat af unge under 18 år.

I sagen SS 1-7103/2008 nægtede Retten på Frederiksberg i en kendelse af 10. oktober 2008 at tage anklagemyndighedens begæring om isolation til følge i en sag, hvor den sigtede var blevet varetægtsfængslet blandt andet for forsøg på manddrab. Anklagemyndigheden kærede til landsretten. Østre Landsrets 21. afdeling stadfæstede i sin kendelse af 13. oktober 2008 byrettens kendelse. Landsrettens kendelse har sagsnummer S-2922-08. Landsretten bemærkede yderligere, "at der ikke i retsplejelovens § 969, stk. 2, er hjemmel til at tillægge kæremålet om isolation opsættende virkning, således at sigtede skal være varetægtsfængslet i isolation under kæremålet".

Begrænsninger i varetægtsfængsledes rettigheder af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed (retsplejelovens §§ 771-773)
§ 771 angår indsattes ret til besøg under varetægtsfængsling, og § 772 angår retten til brevveksling under varetægtsfængsling. Det fremgår af den første bestemmelse, at politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed kan nægte en varetægtsfængslet besøg eller beslutte, at besøg kun kan finde sted under kontrol. Af § 772 fremgår, at politiet også af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed kan tilbageholde breve til eller fra den varetægtsfængslede, og at politiet af samme hensyn kan gennemlæse brevene, inden de videresendes til modtageren.

Politiets nægtelse af besøg eller krav om, at besøg skal finde sted under kontrol, kan af den varetægtsfængslede forlanges indbragt for prøvelse ved retten. Politiets tilbageholdelse af et brev skal straks forelægges for retten. Politiets beslutning om gennemlæsning af breve kan derimod ikke kræves indbragt for retten af den varetægtsfængslede.

Nægtelse af besøg eller begrænsninger i omfanget af besøg (retsplejelovens § 771)
Det kan udgøre en krænkelse af EMRK artikel 8 at nægte varetægtsfængslede besøg ikke mindst fra familiemedlemmer.

I Mazgaj mod Polen afgjort af EMD under sagsnummer 41656/02 den 21. september 2010 fandt EMD, at EMRK artikel 8 var krænket i et tilfælde, hvor en person, der havde været varetægtsfængslet fra den 28. juni 2000 til den 18. januar 2001, først havde fået tilladelse til besøg af sin søn den 14. oktober 2000 og af sin hustru den 14. januar 2001, uagtet at hustruen og sønnen allerede den 10. juli 2000 første gang havde anmodet om at få lov til at besøge den varetægtsfængslede. I afgørelsens præmis 48 udtaler EMD generelt: "The Court reiterates that detention, like any other measure depriving a person of his liberty, entails inherent limitations on private and family life. However, it is an essential part of a detainee's right to respect for family life that the authorities enable him or, if need be, assist him in maintaining contact with his close family." EMD anerkender således, at frihedsberøvelse - herunder varetægtsfængsling - i sig selv begrænser personers privatliv og familieliv, men udtaler samtidigt, at myndighederne har pligt til at lade en person have kontakt med sin nærmeste familie, og at myndighederne om nødvendigt skal bistå den pågældende hermed. I præmis 50 udtaler EMD, at nationale begrænsninger i en persons ret til respekt for sit familieliv og privatliv skal være hjemlede i tilstrækkelig præcis og tydelig national lovgivning. I præmis 51 bemærker EMD, at anklagemyndigheden den 17 august 2000 havde begrundet afvisningen af besøg til den varetægtsfængslede med hensynet til efterforskningen ("the need to secure the proper conduct of the investigation"). I præmis 54 til 57 udtaler EMD, at man finder den nationale lovgivning for upræcis, at anklagemyndighedens begrundelse ("hensynet til efterforskningen") var for generel, og at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 8 § 1. Af præmis 64 fremgår, at den pågældende blev tilkendt en ikke-økonomisk erstatning på 1.500 euro. Blandt andet af præmis 26 fremgår det, at den pågældende ved de nationale domstole var blevet tilkendt erstatning for uberettiget frihedsberøvelse samt for de pårørendes rejseudgifter i forbindelse med fængselsbesøg, idet han var blevet frifundet for det forhold, der havde begrundet varetægtsfængslingen. De nationale myndigheder gjorde under sagen gældende, at han havde fået erstatning, og at han derfor ikke var offer ("victim") i konventionens forstand. EMD udtalte i præmis 43, at klageren var "offer" i konventionens forstand, idet erstatningen, som han havde modtaget fra de nationale myndigheder, ikke specifikt var kompensation for den omstændighed, at han var blevet nægtet besøg af sin familie.

I TfK 2005.85/1 ØLK ville anklagemyndigheden nægte en journalist adgang til at besøge en varetægtsfængslet med henblik på interview. Den varetægtsfængslede og journalisten gjorde overfor såvel byretten som landsretten gældende, at interviewet ikke indebar, at den indsatte og journalisten skulle drøfte den sag, der havde begrundet varetægtsfængslingen, men at de alene skulle tale om forholdende, hvorunder den pågældende var varetægtsfængslet. Såvel byretten som landsretten fandt ,at betingelserne for at nægte besøget ikke var til stede, idet hensynet til efterforskningen kunne tilgodeses alene gennem besøgskontrol. Landsretten udtalte blandt andet: "T har anført, at formålet med interviewet er at fortælle om belastningen ved at være varetægtsfængslet, og at han ikke ønsker at fortælle om selve sagen. Som følge af den opretholdte besøgskontrol vil et besøg af en journalist med henblik på det ønskede interview i givet fald være overvåget, således at politiet kan være til stede under interviewet og vil have mulighed for at afbryde interviewet, såfremt der fremkommer oplysninger om sagen. På denne baggrund, og henset til at den fortsatte varetægtsfængsling af T efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, navnlig har til formål at hindre, at han og de øvrige tiltalte i sagen får mulighed for at samstemme deres forklaringer, findes de forhold, som anklagemyndigheden har henvist til, ikke at kunne begrunde, at det ønskede interview vil kunne skade varetægtsfængslingens øjemed. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten .."

I TfK 2005.170 ØLK anførte forsvareren under en fristforlængelse til støtte for, at dennes klient ikke fortsat skulle være varetægtsfængslet, blandt andet, at de begrænsede besøgstider i Politigårdens Fængsel i København for forsvarere udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 3, litra b, idet tiltalte på grund af disse besøgstider ikke fik tilstrækkelig tid til at forberede sit forsvar. Anklagemyndigheden henviste til, at der var mere end 5 måneder til hovedforhandlingens begyndelse, og at forsvareren derfor måtte have rigelig tid til sammen med sin klient at tilrettelægge dennes forsvar. Endvidere anførte anklagemyndigheden, at hvis det skulle "komme til at knibe med tiden", var politiet villig til at stille et besøgslokale til rådighed på Glostrup Politistation. Landsretten udtalte indledningsvist, at dette ikke er et spørgsmål, der som udgangspunkt er undergivet domstolsprøvelse i forbindelse med en afgørelse om eventuel forlængelse af fristen for varetægtsfængsling. Landsretten fandt ikke, at der "på nuværende tidspunkt" var grundlag for at antage, at arrestantens anbringelse i fængslet på Københavns Politigård udgjorde en sådan begrænsning i adgangen til at forberede arrestantens forsvar, at EMRK art. 6, stk. 3, litra b, sås at være blevet tilsidesat. Afgørelsen synes således at være ganske konkret begrundet, og det har formentlig ikke været uden betydning, at det var oplyst, at der resterede 5 måneder, inden hovedforhandlingen skulle begynde, og at politiet var villig til at stille lokaler til rådighed på politistationen, således at forsvareren og den indsatte kunne få mere tid sammen, hvis der var behov for dette. 

I UfR 1986.846/2 ØLK finder landsretten, at domstolene er kompetente til at prøve omfanget af besøg til en varetægtsfængslet.

Besøgskontrol
Hvis ikke en varetægtsfængsling er begrundet med hensynet til efterforskningen men for eksempel med hensynet til risikoen for, at den pågældende begår ny kriminalitet, hvis den pågældende forbliver på fri fod, er der ikke grund til at træffe beslutning om, at besøg skal foregå under kontrol. I UfR 1992.905 VLK havde statsadvokaten bestemt, at en person skulle være undergivet besøgskontrol under varetægtsfængslingen. Dette fik statsadvokaten ikke medhold i ved landsretten, idet tiltalte "alene er varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1".

Besøgskontrol skal være konkret begrundet. I TfK 2010.283 ØLK havde Retten i Nykøbing Falster under en sag, hvor en varetægtsfængsling blev forlænget, nægtet at imødekomme forsvarets anmodning om at få ophævet besøgskontrollen i forhold til den sigtedes moder. Østre Landsret afsagde kendelse om, at der ikke skulle være besøgskontrol for så vidt angik moderen. Dette skete til trods for, at landsretten opretholdt varetægtsfængslingen med den begrundelse, at sigtede om et af de forhold, som han var sigtet for, havde afgivet "divergerende forklaringer", der var "i modstrid" med den medsigtedes forklaring, og at der således efter landsrettens opfattelse forelå "bestemte grunde til at antage, at sigtede vil modvirke forfølgningen ved at påvirke medsigtede eller vidner". Begrundelsen for at ophæve besøgskontrollen i forhold til moderen lød således: "Således som sagen er forelagt for landsretten, ses der ikke at være anført nogen nærmere begrundelse for, at kontrol ved besøg af M er nødvendigt af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed, jf. retsplejelovens § 771, stk. 1. Byrettens kendelse om besøgskontrol ophæves derfor."

I sagen 4200-76323-00005-10 havde Østjyllands Politi ved Retten i Århus fået en person varetægtsfængslet for røveri. Hans forældre var herboende udenlandske statsborgere, som kun i meget begrænset omfang forstår dansk. Politiet forlangte, at der skulle være besøgskontrol efter retsplejelovens § 771, når de pårørende aflagde sigtede besøg. Politiet forlangte endvidere, at samtalerne mellem den sigtede og de besøgende alene måtte foregå på dansk, således at polititjenestemanden, som forestod besøgskontrollen kunne høre, hvad der blev talt om. Forsvareren gjorde gældende, at de pågældende havde ret til at tale med hinanden på deres eget sprog og foreslog politiet, at politiet, hvis politiet ikke ville anerkende denne ret, alternativt kunne have en tolk til stede ved fremtidige besøg, således at den tilstedeværende polititjenestemand kunne forstå, hvad der blev talt om. Politiet ville ikke imødekomme forsvarerens begæring, hvorpå forsvareren forlangte spørgsmålet indbragt for retten. Forsvareren støttede sit krav på, at det ville være i strid med retten til familieliv i EMRK artikel 8 og muligvis også diskriminationsforbuddet i artikel 14, såfremt fremmedsprogede varetægtsfængslede nægtes at tale med disses pårørende på deres eget sprog. Kort tid før sagen skulle være behandlet ved retten, meddelte politiet forsvareren, at man ville imødekomme begæringen fra forsvareren, således at der fremover ville være en tolk til stede ved hvert andet besøg, der kunne oversætte samtalerne for politiet. Forsvareren ville i første omgang ikke acceptere den løsning, som politiet tilbød, idet den indebar færre besøg, end den varetægtsfængslede havde krav på, hvorfor forsvareren fastholdt kravet om domstolsprøvelse. Den varetægtsfængslede var imidlertid tilfreds med ordningen, idet den muliggjorde, at han kunne modtage besøg fra sine dansk-talende familiemedlemmer de gange, hvor tolken ikke kom til stede. Sagen er et eksempel på de vanskeligheder, som opstår, når politipersonale kun rekrutteres fra en afgrænset del af de etniske grupper, som bor i det land, hvor det omhandlede politikorps opererer.    

Torturkomiteen oplyst fra de danske myndigheder, at indsatte i arresthus normalt får besøg af 2-3 timers varighed, hvis rejsetiden for de besøgende overstiger en time

I sagen 4100-76317-00014-10 anerkendte Midt- og Vestjyllands Politi i brev af 7. marts 2011, at en person, der havde besøgskontrol under varetægtsfængslingen, havde "krav på" at få besøg af en varighed af "mindst 1 time" af sine pårørende, der havde meget langt til besøgsstedet. De pårørende rejste fra Århus til Arresthuset i Frederikshavn.

§ 773 bestemmer, at politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed kan pålægge en varetægtsarrestant andre begrænsninger end de i § 771 og § 772 nævnte. Den varetægtsfængslede kan forlange spørgsmålet om sådanne begrænsningers fortsatte opretholdelse indbragt for retten til afgørelse. Sådanne begrænsninger kan for eksempel bestå i hel eller delvis nægtelse af den indsattes adgang til aviser, radio eller tv, hvis den varetægtsfængsledes adgang til sådanne medier vil kunne skade sagens opklaring.

Den retlige interesse i at få prøvet restriktioner under varetægtsfængsling består fortsat efter varetægtsfængslingens ophør
I UfR 1999.1536 HK var en varetægtsfængslet blevet nægtet at modtage besøg af en journalist med henblik på interview, idet interviewet drejede sig om den straffesag, der begrundede varetægtsfængslingen, og idet anklagemyndigheden fik medhold i, at et sådant interview ville kunne skade efterforskningen af straffesagen. Det er værd at bemærke, at det fremgår af sagen, at den pågældende var blevet løsladt, inden sagen skulle behandles ved højesteret. Til trods herfor fandt Højesteret, at den pågældende fortsat havde en retlig interesse i at få spørgsmålet prøvet ved domstolene.


EMRKs krav til domstolsprøvelse under varetægtsfængsling
Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5 § 4 har følgende ordlyd:

"Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden tilbageholdelse, har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen, og beordre ham løsladt, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig."

I afgørelsen Becciev mod Moldova, sagsnummer 9190/03, afgjort af EMD den 4. oktober 2005, fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 5 § 4, at en varetægtsfængslet under en fristforlængelse var blevet nægtet at føre et vidne, der eventuelt kunne afkræfte mistanken mod sigtede og dermed skabe tvivl om grundlaget for den fortsatte varetægtsfængsling. Vidnet var en polititjenestemand, der tidligere havde deltaget i efterforskningen mod den varetægtsfængslede, og som efterfølgende i pressen havde udtalt sig om, at der ikke var tilstrækkelige beviser mod den fængslede. I præmis 71 udtaler EMD, at ifølge EMDs praksis kan artikel 6 i et begrænset omfang anvendes i forhold til retsmøder om fristforlængelser. Videre udtaler EMD, at en sag efter artikel 5 § 4 i princippet i videst muligt omfang skal opfylde de grundlæggende krav til en "retfærdig rettergang". Af præmis 73-76 fremgår det yderligere, at EMD finder, at de nationale domstole burde have tilladt, at klageren havde fået lov til at føre vidnet under retsmødet, hvor der skulle tages stilling til forlængelsen af fængslingsfristen. 

Den europæiske torturkomite har i 2002 kritiseret, at der ikke i dansk ret - ex officio - sker domstolsprøvelse af de af politiet fastsatte restriktioner som for eksempel besøgskontrol eller brevkontrol hver eneste gang, der er retsmøde om spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling (såkaldte "fristforlængelsesmøder").

Princip 37 i FN's principper af 9. december 1988 om beskyttelse af enhver person under enhver form for frihedsberøvelse eller fængsling indledes med at fastslå, at enhver, der anholdes, har krav på at få spørgsmålet om fortsat frihedsberøvelse (varetægtsfængsling) prøvet ved en domstol. Af sidste led fremgår, at en frihedsberøvet person har ret til at udtale sig for retten om den behandling, som denne har modtaget under frihedsberøvelsen ("A detained person shall, when brought before such an authority, have the right to make a statement on the treatment received by him while in custody").

Erstatning for indgreb under varetægtsfængsling samt klager over fængselspersonalets adfærd
Såfremt en varetægtsfængslet har været udsat for et uberettiget "indgreb" under varetægtsfængslingen, kan denne søge erstatning efter en særlig regel (varetægtsbekendtgørelsens § 96). Der findes ligeledes særlige regler i retsplejelovens § 778, hvorefter varetægtsfængslede kan klage over "fængselspersonalets adfærd". Endeligt findes der regler i retsplejeloven, hvorefter varetægtsfængslede kan klage over indgreb i den varetægtsfængsledes rettigheder iværksat af politiet som et led i efterforskningen af den straffesag, der begrunder varetægtsfængslingen. Reglerne giver en særlig vid adgang til domstolsprøvelse. Læs nærmere om disse bestemmelser her.

2.12.6 Frihedsberøvede sigtedes og tiltaltes tilstand før, mellem og under retsmøder, bevogtning under retsmødet mv.

Behandlingen af frihedsberøvede før og mellem retsmøder
I sagen Barberá, Messegué og Jabardo mod Spanien, afgjort 6. december 1988 (§§ 69 og 70) var transporten af de tiltalte til retsmødet foregået om natten, således at de ikke var tilstrækkeligt udhvilede, og at det derfor måtte antages, at de ikke i tilstrækkelig grad ville være i stand til at varetage deres interesser på betryggende vis under retsmøderne. EMD fandt, at det var nødvendigt, at de tiltalte havde tilstrækkelige ressourcer til at forsvare sig selv, tale med deres forsvarere osv.

Standarden af venterum, hvor anholdte opholder sig i pauser mv. under retsmøder, kan krænke EMRK
 I sagen Moiseyev mod Rusland, der har sagsnummer 62936/00, og som blev afgjort 9. oktober 2008 ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), udtalte EMD sig om kravene til de rum i retsbygninger, hvor anholdte opholder sig - normalt i meget få timer - når de venter på at komme ind til retsmøder, eller når der er pauser i retsmøderne under frokost, voteringer eller lignende. EMD lagde under sagen til grund, at den af sagen omhandlede klager normalt kun opholdt sig i det af sagen omhandlede venterum i få timer ad gangen, når han skulle fremstilles i retten, og at de længste ophold varede i op til 8 til 10 timer. EMD udtalte blandt andet, at den omstændighed, at der ikke var toilet i venterummet, at der ikke var rimeligt møbleret, og at der ikke var sikret rimelig adgang til sund mad og drikke, var "uacceptabelt". Når dette blev sammenholdt med klagerens forhold under varetægtsfængsling og forholdene under transport, fandt EMD i øvrigt, at forholdene i venterummet udgjorde en krænkelse af EMRK, artikel 3.

Polititjenestemænds eller fængselspersonales bevogtning under retsmøder

I det omfang, at politiet eller fængselspersonalets bevogtning i et retslokale kommer i konflikt med retsplejemæssige hensyn, har retten kompetence til at træffe afgørelse om måden, hvorpå sådan bevogtning skal gennemføres. I andre tilfælde er det politiet eller fængselspersonalet, som har kompetencen til at træffe beslutning om bevogtningen efter bestemmelserne henholdsvis i politiloven og i straffuldbyrdelsesloven. Såfremt bevogtningen for eksempel forstyrrer en sigtets eller tiltalts mulighed for fortrolig kommunikation med sin forsvarer, kan retten træffe bestemmelse om, at bevogtningen skal afvikles på en anden måde (se for eksempel TfK 2004.653/2 VLK). Retsplejeloven stiller krav om, at rettergangen skal være offentlig. Pressen har som følge deraf normalt ret til at referere fra retsmøder, og i TfK 2005.571/2 HD fandt Højesteret derfor, at domstolene var kompetente til at tage stilling til, hvorvidt det var rimeligt, at politiet havde pålagt en journalist ikke at medtage en bærbar computer i et retslokale under et offentligt retsmøde. Højesteret udtalte blandt andet: "Spørgsmål om politiforanstaltninger, herunder bevogtning og adgangskontrol i forbindelse med afviklingen af en retssag, afgøres i medfør af politilovens § 4 af politiet med rekurs til Justitsministeriet og efterfølgende domstolskontrol, men dog således, at det tilkommer den ret, som behandler retssagen, at træffe afgørelse om politiforanstaltningernes overensstemmelse med retsplejelovgivningen og retsplejemæssige hensyn".

Håndjern i retten

Tiltalte skal kun i ekstraordinære tilfælde bære håndjern i retten. I UfR.1999.642VLD. Her bemærkedes det, at det frem til 1978 fremgik direkte af rpl. § 766, stk. 1, at en sigtet skulle fremstilles i retten "fri af bånd". Det konkluderes, at der med lovændringen ikke var "tilsigtet nogen ændring heraf". Det fremgik af sagen, at tiltalte i et retsmøde godt en måned tidligere havde forsøgt at undvige fra retsmødet. Retsformanden bemærkede også, at det er politiet, som bestemmer, hvorledes tiltalte skal være bevogtet i retten og henviste til UfR 1955.931. Retsformanden bestemte, at tiltalte ikke måtte være belagt med håndjern under retsmødet. I TfK 2001.592/2 VLK nåede landsretten til samme resultat. Det fremgik af sagen, at den sigtede i politibilen under vejs til retsmødet i byretten havde været voldsom. Han havde tidligere samme år været undveget. Byretten havde besluttet, at den pågældende skulle være belagt med håndjern under retsmødet. Denne beslutning blev påkæret af forsvareren. Landsretten underkendte byrettens beslutning om, at tiltalte skulle være belagt med håndjern under overværelsen af retsmødet, som vedrørte spørgsmålet om lovligheden af en beslaglæggelse. Landsretten bemærkede, at der "kan forekomme situationer, hvor der kan være grundlag for at gøre undtagelse fra reglen om, at en sigtet skal fremstilles i retten uden håndjern". Men landsretten fandt ikke, at dette var tilfældet i den aktuelle sag, idet der ikke forelå oplysninger om, at "han også skulle være uregerlig i retten". Landsretten tog således ikke hensyn til oplysningerne om, at den pågældende skulle have været voldsom uden for retslokalet (i politibilen). Om den strafferetlige reaktion mod myndighedspersoner, der begår overgreb mod anholdte, se nedenfor om straffelovens kapitel 16 angående magtmisbrug mv

I sagen Gorodnitchev mod Rusland, sagsnummer 52058/99, afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 24. maj 2007 fastslog EMD, at der var sket en krænkelse af artikel 3 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention, fordi en sigtet under retsmøder den 5. og og 22. februar 1999 i retten i Kirovskiy skulle være belagt med håndjern. EMD fandt, at det ikke var bevist, at det ville indebære en risiko for vold, hærværk, flugt eller en hindring for gennemførelsen af strafforfølgningen, at den pågældende var blevet fremstillet uden håndjern. EMD bemærkede også, at man var opmærksom på, at den pågældende skulle bære håndjern på steder, hvor han kunne beskues af offentligheden, og at dette udgjorde en krænkelse, selvom det ikke var godtgjort, at meningen var at nedværdige den pågældende.

I Pullicino af 15.06.2000 udtaltes det, at tiltalte har adgang til at tage notater af vidneforklaringer m.v. under domsforhandlingen og anvende dem i forbindelse med sin egen afgivelse af forklaring. Bestemmelsen synes således at forudsætte, at tiltalte ikke er belagt med håndjern i retssalen. 

2.12.7 - Andre straffeprocessuelle indgreb

Indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation, dataaflæsning mv.

Betænkning 1023 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter - 1984

Retsplejelovens § 780 har følgende indhold:

"§ 780. Politiet kan efter reglerne i dette kapitel foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden ved at

1) aflytte telefonsamtaler eller anden tilsvarende telekommunikation (telefonaflytning),

2) aflytte andre samtaler eller udtalelser ved hjælp af et apparat (anden aflytning),

3) indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende kommunikationsapparater der sættes i forbindelse med en bestemt telefon eller andet kommunikationsapparat, selv om indehaveren af dette ikke har meddelt tilladelse hertil (teleoplysning),

4) indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende kommunikationsapparater inden for et nærmere angivet område der sættes i forbindelse med andre telefoner eller kommunikationsapparater (udvidet teleoplysning),

5) tilbageholde, åbne og gøre sig bekendt med indholdet af breve, telegrammer og andre forsendelser (brevåbning) og

6) standse den videre befordring af forsendelser som nævnt i nr. 5 (brevstandsning).

Stk. 2. Politiet kan foretage optagelser eller tage kopier af de samtaler, udtalelser, forsendelser m.v., som er nævnt i stk. 1, i samme omfang som politiet er berettiget til at gøre sig bekendt med indholdet heraf.
"

Om retsplejelovens § 780 henvises der navnlig til lovbemærkningerne til lov nr. 465 fra 2001 om ændringer af retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden for at tilgodese en række behov for "it-efterforskning".

I sag nr. 82/2010 godkendte et flertal af Højesteret i kendelse af 14. januar 2011, at Københavns Politi forud for COP 15 (klimatopmødet i København i december 2009) havde foretaget telefonalytning af personer med tilknytning til ledelsen af organisationen Greenpeace. Ved kendelser af 14. november og 2. december 2009 godkendte Københavns Byret i medfør af retsplejelovens § 780, at Københavns Politi måtte foretage aflytning af telefoner, der blev benyttet af 5 personer (”F1”, ”F2”, ”F3”, ”F4” og ”F5”) med central tilknytning til organisationen Greenpeace, idet retten fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at der ved brug af de pågældende telefoner blev givet meddelelser til eller fra personer mistænkt for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 193, og at indgrebene måtte anses for at være af afgørende betydning for efterforskningen. Højesterets flertal (4 dommerstemmer) udtalte blandt andet, at "der forelå en rimeligt og konkret begrundet mistanke om, at de personer med tilknytning til Greenpeace, som indgrebene vedrører, ville begå en eller flere overtrædelser af straffelovens § 193 i forbindelse med klimatopmødet COP 15 i København i december 2009. Vi tiltræder derfor, at mistankekravet i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 1, var opfyldt. Vi tiltræder endvidere, at indikationskravet i § 781, stk. 1, nr. 2, var opfyldt, da de påkærede indgreb i meddelelseshemmeligheden måtte antages at være af afgørende betydning for efterforskningen". Mindretallet udtalte (en dommerstemme): "Til støtte for, at mistankekravet i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 1, var opfyldt, har anklagemyndigheden henvist til den redegørelse, der er givet i svarskriftet af 8. januar 2010 for landsretten. Der er heri navnlig lagt vægt på telefonsamtalen den 16. december 2009 mellem den i forvejen aflyttede F3 og en person ved navn G-24, hvor der tales om indkøb af 15 pandelamper og om et møde med ”Metro volunteers”, og på telefonsamtalen den 11. december 2009, hvor en person ved navn G-02 spørger den i forvejen aflyttede F4, om han må rive en måned ud af dennes kalender, idet han tilføjer, at han ikke kan garantere, at det ikke bliver 3 måneder. Anklagemyndighedens udlægning af disse samtaler bygger imidlertid efter min opfattelse på løse formodninger. Hverken disse samtaler eller de øvrige oplysninger, der er beskrevet i svarskriftet for landsretten, gav efter min opfattelse – vurderet i lyset af den sædvanlige karakter af Greenpeace´s aktioner – grundlag for en rimeligt og konkret begrundet mistanke om, at Greenpeace som sådan eller enkeltpersoner med tilknytning til Greenpeace ville iværksætte aktioner, som indebar en overtrædelse af straffelovens § 193 om fremkaldelse af omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler m.m."

Tilfældighedsfund - retsplejelovens § 789
I TfK 2010.335 ØLK fik anklagemyndigheden ikke medhold i, at telefonaflytninger, der var tilvejebragt i forbindelse med efterforskningen af en anden lovovertrædelse, og som dermed var et såkaldt "tilfældighedsfund", kunne bruges som bevis mod den sigtede i den aktuelle sag. Landsretten udtalte blandt andet: "Det følger af retsplejelovens § 789, stk. 2 og 3, om tilfældighedsfund, at oplysninger tilvejebragt ved indgreb i meddelelseshemmeligheden kun under visse betingelser kan anvendes som bevis i retten vedrørende en lovovertrædelse, der ikke har dannet og efter § 781, stk. 1, nr. 3, eller § 781, stk. 5, heller ikke kunne danne grundlag for indgrebet. Under hensyn til at der kunne peges på andre egnede efterforskningsskridt til at sikre bevis i sagen, jf. retsplejelovens § 789, stk. 3, nr. 1, finder landsretten ikke, at det burde være tilladt anklageren at referere fra de foretagne aflytninger."

Afbrydelse af telekommunikation, telefonskanning mv.
Retsplejelovens § 791 c, stk. 1, tillader, at politiet kan "forstyrre eller afbryde radio-  eller telekommunikation i et område, hvis der er afgørende grunde til det med henblik på at forebygge, at der i det pågældende område vil blive begået en lovovertrædelse, der efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13, og som kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier. I 2. stykke modificeres 1. stykke af proportionalitetshensyn.

Se i øvrigt strafferetsplejeudvalgets udtalelse fra september 2006 om telefonskanning.  

Kropsvisitation og andre legemsindgreb foretaget af politiet

Betænkning 1104 om legemsindgreb under efterforskning - 1987

Legemsindgreb med henblik på straffeprocessuel efterforskning er reguleret i retsplejelovens kapitel 72. § 792, stk. 1, nr. 1, giver hjemmel til, at politiet må foretage legemsbesigtigelse (for eksempel visitation af beklædning). § 792, stk. 1, nr. 2, vedrører legemsundersøgelser. Af § 792 a følger, at en legemsbesigtigelse kræver, at der er "rimelig grund" til at mistænke den pågældende for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, og at indgrebet må anses for at være af "væsentlig betydning" for efterforskningen. Ved legemsundersøgelser er kriminalitetskravet strengere, idet kravet med få undtagelser er, at sigtelsen skal angå et strafbart forhold, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Af § 792, stk. 3, fremgår, at legemsindgreb mod anholdte personer endvidere kan foretages efter retsplejelovens § 758, stk. 1, Af denne bestemmelse fremgår det, at politiet "under iagttagelse af bestemmelserne i § 792 e" kan "foretage besigtigelse og undersøgelse af den anholdtes legeme og tøj med henblik lpå at fratage vedkommende genstande, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt kan medføre fare for den anholdte eller andre".  

Kropsvisitationer, hvor politiet kontakter en person og undersøger dennes lommer mv. forholdsvist overfladisk for eksempel for at lede efter euforiserende stoffer eller våben er et meget almindeligt form for legemsindgreb.

I TfK 2000.304/1 VLD udløste tre kortvarige og resultatløse kropsvisitationer, der blev anset som ulovlige, og som var udført inden for få dage mod samme borger, erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a. 

I UfR 1994.677 HD havde politiet foretaget en kortvarig visitation af en person, der i hastig gang var på vej væk fra Christiania angiveligt for at lede efter euforiserende stoffer. Byretten udtalte blandt andet: "Det lægges til grund, at betjenten standsede erstatningssøgende alene begrundet i hans fremtoning og hastige gang væk fra Christiania, og at betjenten før sigtelsen og visitationen genkendte erstatningssøgende som den journalist han havde været i diskussion med få dage forinden om politiets visiteringer, og hvis forhold han havde undersøgt med hensyn til status som journalist. Retten finder, at betjenten på denne baggrund ikke har haft den fornødne rimelige grund til at mistænke erstatningssøgende for besiddelse af euforiserende stoffer som forudsat i retsplejelovens § 792 a, stk. 1." Højesteret tiltrådte, at den pågældende skulle tilkendes erstatning.

I UfR 1997 972 VLK ville en mand, der ifølge hans forsvarer var "sur på politiet", ikke afgive en blodprøve til brug for efterforskningen af en sag om et drab på en kvinde, hvis lig var fundet i nærheden af, hvor manden havde siddet i sin hyrevogn og spist morgenbrød. Hverken byretten eller landsretten fandt, at betingelserne for at udtage blodprøve var tilstede. Byretten udtalte blandt andet: "Det fremgår af motiverne til retsplejelovens § 792a, stk. 2, nr. 1, jfr. herved Betænkning om legemsindgreb under efterforskning - Betænkning nr. 1104 - side 52, at mistankekravet, der er anført i denne bestemmelse, svarer til mistankekravet, der stilles i forbindelse med varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1. På denne baggrund finder retten ikke, at mistanken mod sigtede har en sådan styrke, at betingelserne i retsplejelovens § 792a, stk. 2, nr. 1, er opfyldt. Det skal specielt bemærkes, at det forhold, at sigtede ikke har ønsket at medvirke ved blodprøveudtagning, ikke kan bevirke, at mistankekravet derved får den fornødne styrke, da sigtede under sagen er fremkommet med en rimelig begrundelse for sine motiver til ikke frivilligt at ville medvirke". I landsretten forklarede sigtede supplerende, at grunden til, at han ikke ønskede at afgive blodprøven, var, at han ikke vil stå i politiets registre. Hans broder har dårlige erfaringer med hensyn til en fotoregistrering, han var ude for som strejkevagt. Han har endvidere en principiel modstand mod at få foretaget indgreb i legemet, medmindre det var efter hans eget ønske. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse og anførte blandt andet: "Efter retsplejelovens § 792a, stk. 2, nr. 1, er det en betingelse for, at der mod en sigtets protest kan foretages legemsindgreb i form af legemsundersøgelse, herunder udtagelse af blodprøve, at der er en »begrundet mistanke« om, at sigtede har gjort sig skyldig i den forbrydelse, han er mistænkt for. Denne betingelse må på baggrund af bestemmelsens forarbejder forstås på linie med det tilsvarende udtryk i retsplejelovens § 762, stk. 1, om varetægtsfængsling". Landsretten fandt ikke, at mistanken havde "en sådan styrke", at "dette kriterium" kunne anses for opfyldt.

I TfK 2006 744 ØLK havde politiet på baggrund af en kvindes anmeldelse af en person for sædelighedskriminalitet mod kvinden hos denne person foretaget optagelse af fotografi og fingeraftryk samt udtagelse af spyt til brug for DNA. Efter at politiet den 26. juni 2006 havde meddelt personen påtaleopgivelse, bad denne om i medfør af retsplejelovens § 746 om domstolsprøvelse af indgrebets lovlighed. Både byretten og landsretten fandt indgrebet uhjemlet. Byretten udtalte blandt andet: "Det fremgår af sagen, at mistanken mod T ved foretagelsen af de omhandlede legemsindgreb alene byggede på forklaringen afgivet af F. Der var således ikke på dette tidspunkt sket anden efterforskning. Efter de foreliggende oplysninger må det imidlertid lægges til grund, at den yderligere efterforskning, der var fornøden, var ukompliceret og bestod i afhøringer af T's familie. Denne efterforskning støttede ikke F's forklaring, hvorfor anklagemyndigheden opgav påtale mod T. Under disse omstændigheder, hvor det umiddelbart har kunnet konstateres, at der ikke var grundlag for påtale, finder retten ikke, at der har foreligget en sådan rimelig grund til mistanke mod T, at der var hjemmel i retsplejelovens § 792 b, stk. 1, til at foretage de omhandlede legemsindgreb. ..". Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse af "de grunde, som byretten har anført".

Særligt om adgangen til legemsindgreb efter politiloven
Politiet kan med hjemmel i politilovens § 5, stk. 2, nr. 2 2) "besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed".

Se bemærkningerne til § 5 i forslag nr. 159 af 4. februar 2004 fremsat af justitsministeren (Lene Espersen) til lov om politiets virksomhed

Endvidere kan politiet efter politilovens § 6 foretage besigtigelse af en persons legeme med henblik på at finde våben, når visse nærmere betingelser er opfyldt. § 6 har følgende ordlyd:

"§ 6. På steder, hvor der efter lov om våben og eksplosivstoffer § 4, stk. 1, gælder forbud mod at besidde eller bære knive m.v., kan politiet besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben, jf. stk. 2.

Stk. 2. Besigtigelse og undersøgelse som nævnt i stk. 1 kan ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

Stk. 3. Beslutning om besigtigelse og undersøgelse efter stk. 1 træffes af politimesteren (politidirektøren) eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal være skriftlig og indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som beslutningen gælder for.
"

Når der vedrørende et område er truffet beslutning efter stk. 3 om, at politiet kan foretage de af stk. 1 omhandlede visitationer, betegnes området i folkemunde og i pressen ofte som "visitationszoner".

Bestemmelsen i politilovens § 6, stk. 2, stiller ikke noget krav om, at der skal være en rimelig mistanke om, at den pågældende bærer ulovlige våben. Kropsvisitationen kan foretages, når "der er grund til det med henblik på at forebygge", at nogen foretager visse strafbare handlinger. Legemsindgreb efter § 5 i samme lov kan foretages, når "vedkommende formodes at være i besiddelse" af de af loven omhandlede genstande.

Se bemærkningerne til § 6 i forslag nr. 159 af 4. februar 2004 fremsat af justitsministeren (Lene Espersen) til lov om politiets virksomhed

Under folketingets behandling af lovforslaget fremsatte SF og Enhedslisten et ændringsforslag, hvor de foreslog, at § 6 udgik af politiloven, idet de to partier mente, at indgreb af den omhandlede art fordrer et "strengere mistankekrav". Endvidere henviste partierne til en artiklen "Visitation uden mistanke - et retspolitisk skråplan", Lov & Ret, 2004, nr. 3, side 3f. af Lars Holmberg, Københavns Universitet. Han citeres blandt andet for i artiklen at udtale, at "forslaget rummer en ganske stor mulighed for misbrug, og at forslaget har en negativ indvirkning på forholdet mellem politiet og de mennesker, der er særlig udsat for politiets kontroller". Se "betænkning afgivet af Retsudvalget den 13. maj 2004 over forslag til lov om politiets virksomhed".

I sagen Gillan og Quinton mod Det forenede Kongerige (sagsnummer 4158/05), fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sin afgørelse af 12. januar 2010, at de britiske myndigheder havde krænket EMRK artikel 8. Som et led i kampen mod terrorisme indførte de britiske myndigheder i 2000 en adgang for politiet til at standse og visitere enhver, hvis den enkelte polititjenestemand fandt, at dette kunne være et "hensigtsmæssigt" ("expedient") led i kampen mod terrorisme. Loven, der tillagde polititjenestemænd denne beføjelse, krævede, at den lokale politiledelse havde besluttet, at der i politikredsen helt eller delvist var brug for en sådan ordning. Det fremgik også af loven, at en bemyndigelse efter loven højest kunne gælde i 28 dage, men at den kunne forlænges. Der var ikke i loven et krav om, at en polititjenestemand, der vil foretage en visitation, skulle have en begrundet mistanke mod personen, der ønskedes visiteret. Nogle personer, der var på vej til en demonstration, klagede over, at de blev udsat for en visitation efter loven. De fik ikke medhold ved de nationale domstole, men Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fandt, at visitationerne udgjorde en krænkelse. EMD henviste til, at loven ikke tilstrækkeligt præcist beskrev, hvilken type adfærd, der kunne begrunde visitationerne. Derudover henviste EMD til, at lovens upræcise formulering medførte, at det ikke kunne pålægges den enkelte polititjenestemand at godtgøre, at der lå en rimelig mistanke bag en visitation, idet loven netop ikke krævede en sådan mistanke (navnlig præmis 86 og 87). EMD henviser i sagen til, at indgreb af den omhandlede art (visitationer) skal være i overensstemmelse med princippet om "rule of law" ("legalitetsprincippet"). En lov, der indeholder bemyndigelse til at foretage visitation af borgerne skal være tilstrækkelig tilgængelig og forudsigelig. Se navnlig præmis 75. Det er endelig værd at bemærke, at EMD udtrykte bekymring over, at reglen kunne misbruges til uden rimelig grund at visitere personer, der var på vej til demonstrationer (se præmis 85). Af præmis 8 fremgår det, at den ene af klagerne blev tilbageholdt i cirka 20 minutter. For så vidt angår den anden klager gjorde politiet gældende, at han var tilbageholdt i 5 minutter, medens klageren selv mente, at tilbageholdelsen varede cirka 30 minutter. De to klagere fik refunderet deres sagsomkostninger med 35.000 britiske pund (præmis 95-97). Da foranstaltninger for at modvirke terrorisme normalt kan begrunde mere indgribende foranstaltninger end for eksempel besiddelse af ulovlige våben, vil menneskerettighedsdomstolen formentlig stille større krav om proportionalitet til visitationer foretaget med hjemmel i den danske politilovs § 6 end ovennævnte britiske regel. Det kan således ikke udelukkes, at de danske regler strider mod EMRK artikel 8. 

Om erstatning for legemsindgreb i dansk ret henvises til kapitlet nedenfor om erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb.

Optagelse af fingeraftryk, personfotografi samt udtagelse af spyt- eller blodprøve til brug for identifikation
Retsplejelovens § 792 b opstiller et krav om, at disse indgreb kan foretages, hvis den pågældende "med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller for en overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2. 

Afgørelse om fotografering træffes af politiet, jf. § 792 c. En sådan fotografering er et "efterforskningsskridt", og sigtede har derfor adgang til domstolsprøvelse efter den almindelige regel i retsplejelovens § 746. Se Betænkning 1298 om fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation, 1995, side 24, nederste afsnit.

I UfR 1985.153 HK udtalte Højesteret, at spørgsmålet om optagelse af fingeraftryk mod sigtedes protest burde have været forelagt retten, idet adgangen til optagelse af fingeraftryk på tidspunktet for afsigelse af kendelsen ikke var "ordnet ved lov". Adgangen til optagelse af fingeraftryk er i dag ordnet ved lov, hvoraf det fremgår at kompetencen til at bestemme, om fingeraftryk skal optages, tilkommer politiet. Dette udelukker naturligvis ikke, at sigtede kan forlange spørgsmålet domstolsprøvet efter retsplejelovens § 746.

Det følger af lov nr. 369 fra 2005 om det centrale DNA-register, at kompetencen til at træffe beslutning om optagelse af fingeraftryk samt udtagelse af spytprøver med henblik på senere identifikation ligger hos politiet. Politiets beslutning herom kan af sigtede - ligesom andre efterforskningsskridt - forlanges prøvet af retten i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1.

I UfR 1993.499/2 havde politiet anmodet alle mænd i en bestemt aldersgruppe, som boede i Avedøre Stationsby at afgive fingeraftryk til brug for politiets efterforskning af en drabssag. Der blev afgivet cirka 2.500 fingeraftryk. Tre personer, som nægtede at afgive fingeraftryk, fik medhold i, at de ikke skulle afgive fingeraftryk, idet de ikke var sigtede, idet der ikke var forhold, som tilknyttede dem til forbrydelsen, og idet det ikke var af afgørende betydning for efterforskningen, at politiet fik de tre personers fingeraftryk.

I sagen TfK 2006.744/1 ØLK havde politiet optaget fingeraftryk, fotografi samt udtaget spyt fra en person, der var sigtet for sædelighedskriminalitet, efter at en kvinde havde anmeldt personen for sædelighedskriminalitet, som skulle være begået mange år tidligere. Den 26. juni 2006 modtog den pågældende påtaleopgivelse i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, idet der ikke er fremkommet vidneforklaringer eller tekniske beviser, der støttede forurettedes forklaring. Forsvareren forlangte efterfølgende i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1 spørgsmålet om, hvorvidt indgrebene var "lovligt sket", indbragt for retten. Under sagens behandling i retten henviste anklagemyndigheden blandt andet til, at tiltalte "har været mistænkt med rimelig grund". Anklagemyndigheden henviste endvidere til, at forurettede havde "afgivet en detaljeret forklaring, og at hun i forbindelse hermed er vurderet som troværdig". Der havde således efter anklagemyndighedens opfattelse "foreligget en rimelig grund til mistanken" mod tiltalte. Byretten udtalte i sin kendelse: "Indledningsvist bemærkes, at det af bemærkningerne til lovforslaget om ændring af lov om oprettelse af et centralt dna-profilregister og retsplejeloven (LFF 2005-02-23, nr. 14) fremgår, at reglen i retsplejelovens § 792 b, stk. 1, er en særregel om udtagelse af prøver med henblik på senere identifikation i modsætning til den almindelige regel om udtagelse af prøver med henblik på konkret efterforskning. Der er således ikke grundlag for at anse de skete legemsindgreb for uhjemlede, alene fordi der ikke forelå et identifikationsspørgsmål i den konkrete sag. Det fremgår af sagen, at mistanken mod T ved foretagelsen af de omhandlede legemsindgreb alene byggede på forklaringen afgivet af F. Der var således ikke på dette tidspunkt sket anden efterforskning. Efter de foreliggende oplysninger må det imidlertid lægges til grund, at den yderligere efterforskning, der var fornøden, var ukompliceret og bestod i afhøringer af T's familie. Denne efterforskning støttede ikke F's forklaring, hvorfor anklagemyndigheden opgav påtale mod T. Under disse omstændigheder, hvor det umiddelbart har kunnet konstateres, at der ikke var grundlag for påtale, finder retten ikke, at der har foreligget en sådan rimelig grund til mistanke mod T, at der var hjemmel i retsplejelovens § 792 b, stk. 1, til at foretage de omhandlede legemsindgreb." Østre Landsret stadfæstede byrettens kendelse alene med henvisning til "de grunde, som byretten har anført"

I TfK 2001.135/1 VLK krævede forsvareren spørgsmålet om fotomappens sammensætning ved en fotokonfrontation domstolsprøvet efter retsplejelovens § 746, stk. 1. Det fremgår af sagen, at der endnu ikke var fastsat administrative regler vedrørende gennemførelsen af fotokonfrontationer. Landsretten udtalte blandt andet: "Der er ikke fastsat regler om sammensætning af en fotomappe, der skal anvendes ved en konfrontation, og landsretten finder, at sammensætningen af fotomappen må afgøres af politiet under iagttagelse af reglerne i retsplejelovens § 745, stk. 3. Spørgsmålet om, hvilken bevisværdi en foretagen fotokonfrontation kan tillægges, må afgøres under domsforhandlingen. Idet politiet har overholdt bestemmelsen i retsplejelovens § 745, stk. 3, finder landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte den påtænkte fotokonfrontation som ulovlig".

I kendelsen TfK 2009.643 VLK afsagt af Vestre Landsret den 20. maj 2009 fastslog landsretten, at en fotoforevisning ikke kunne indgå som bevis i en straffesag, hvor en mand var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244 ved i juni 2008 at have slået en person i ansigtet med knyttet hånd og med tandskade til følge. Forsvareren havde ikke været underrettet om fotooptagelsen og dermed haft mulighed for for eksempel at påvirke sammensætningen af fotos under konfrontationen. Anklageren fastholdt, at fotoforevisningen kunne anvendes som bevis. Da tiltalte ikke var sigtet i sagen på det tidspunkt, skulle der heller ikke beskikkes forsvarer for ham. Landsrettens kendelse lød således: "På tidspunktet for fotoforevisningens foretagelse havde politiet fra lederen af campen fået oplyst, at tiltalte af vidner den pågældende aften var blevet udpeget som gerningsmanden. Det må antages, at denne oplysning er baggrunden for, at tiltaltes billede er blandt de personfotografier, der blev forevist for vidnerne. Selv om en anden person på det tidspunkt var sigtet i sagen, burde tiltalte under de foreliggende omstændigheder også være sigtet og have haft adgang til at få en forsvarer beskikket. Da retsplejelovens § 745 d om forsvarerens adgang til at være til stede således ikke kan anses for overholdt, og da forsvareren har fremsat konkrete indsigelser mod fotoforevisningens gennemførelse, som ikke uden videre kan afvises, tages forsvarerens protest mod forevisningens anvendelse som bevis til følge."

Politiets opbevaring af personfotos, fingeraftryk DNA mv.
Af retsplejelovens § 792 f, stk. 1, fremgår følgende: "Politiet må ikke opbevare personfotografier med henblik på senere identifikation af personer, der ikke har været sigtet, eller som er frifundet, eller mod hvem påtale er opgivet". Stk. 2 udtaler: "Politiet må ikke opbevare andet materiale og andre oplysninger, der er tilvejebragt ved legemsindgreb, og som vedrører personer, der ikke har været sigtet. Af stk. 3 følger: "Oplysninger og materiale, der er tilvejebragt ved indgreb, som retten nægter at godkende i medfør af § 792 c, stk. 3, 2. pkt., eller som retten i medfør af § 746, stk. 1, finder uhjemlede, skal straks tilintetgøres.

I S og Marper mod Storbritannien afgjort af EMD den 4. december 2008 under sagsnummer 30562/04 og 30566/04 fandt EMD, at den ubegrænsede og vide adgang for myndighederne til at opbevare fingeraftryk, cellulære prøver og DNA-profile fra personer, der havde været mistænkt for strafbart forhold, men hvor påtalen var opgivet, eller hvor der var sket frifindelse, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8. Af præmis 125 fremgår blandt andet følgende: "In conclusion, the Court finds that the blanket and indiscriminate nature of the powers of retention of the fingerprints, cellular samples and DNA profiles of persons suspected but not convicted of offences, as applied in the case of the present applicants, fails to strike a fair balance between the competing public and private interests and that the respondent State has overstepped any acceptable margin of appreciation in this regard. Accordingly, the retention at issue constitutes a disproportionate interference with the applicants' right to respect for private life and cannot be regarded as necessary in a democratic society."

Det fremgår som vist ovenfor af retsplejelovens § 792f, stk. 2, modsætningsvist, at "materiale og andre oplysninger, der er tilvejebragt ved legemsindgreb" kan opbevares af politiet, hvis blot de angår personer, der har været sigtet. Dette gælder således også selv om sigtelsen er frafaldet, eller den pågældende under en efterfølgende straffesag er frifundet for det forhold, der har begrundet indgrebet. Denne bestemmelse synes således at stride mod EMRK artikel 8 som fastslået i S og Marper mod Storbritannien citeret umiddelbart ovenfor.

Retten i Kolding tilkendte i sagen SS 508/07 i dom afsagt den 26. februar 2008 en 51-årig kvinde en erstatning på 5.000 kr. for ulovlig opbevaring af et personfotografi af erstatningssøgende i en periode over 6 år. Se nærmere om afgørelsen i 3.1.4.2 om "Erstatning for andre typer indgreb" under Erstatning for straffeprocessuelle indgreb.

Ransagning

Betænkning 1159 om ransagning under efterforskning - 1989

Det er retten, som træffer afgørelse om ransagning af "boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande". For så vidt angår "andre genstande samt lokaliteter uden for husrum" træffes afgørelsen af politiet. Dette følger af retsplejelovens § 793, stk. 1, jf. § 796, stk. 1 og stk. 2.

Foretager politiet således ransagning af "boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande" uden først ved retten at have indhentet en kendelse, er ransagningen ulovlig. En vigtig undtagelse er dog retsplejelovens § 796, stk. 3, som foreskriver, at ransagninger af den art, der normalt kræver ransagningskendelse, kan gennemføres uden en sådan, såfremt "undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes".

I sagen TfK 2010.14 VLK havde politiet foretaget en ransagning på en landejendom efter forudgående indhentelse af en ransagningstilladelse. Efter at politiet havde forladt stedet, var politifolkene kommet i tvivl om, hvorvidt de havde aflæst et serienummer på en maskine, der stod i en lade, rigtigt. De vendte tilbage for at kontrollere dette. Sigtede oplyste politifolkene ved ankomsten, at han protesterede, idet en fornyet ransagning måtte kræve en ny retskendelse. Politifolkene henviste til, at den af den fornyede ransagning omhandlede maskine befandt sig i en åben lade, og at det derfor var politiet - og ikke retten - der kunne træffe beslutning om ransagning, hvorpå politifolkene gik ind i laden og kontrollerede maskinens serienummer. Sigtede forlangte rettens stillingtagen til, hvorvidt ransagningen havde været lovlig. Vestre Landsret fandt, at ransagning uden retskendelse var lovlig i det omhandlede tilfælde, idet det var politiet, som var den kompetente myndighed til at træffe afgørelsen om ransagning. Landsretten udtalte: "Efter de foreliggende oplysninger lægges det til grund, at den omhandlede ransagning blev foretaget i et uaflåst maskinhus/lade, hvor porten stod helt åben, da politiet foretog ransagningen, og at bygningen da bar præg af alene at være anvendt til opbevaring for blandt andet havemaskiner. På denne baggrund tiltrædes det, at ransagningen var omfattet af retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 2, og at retten derfor har afvist at prøve lovligheden af ransagningen, jf. retsplejelovens § 796, stk. 1, jf. § 793, stk. 1, nr. 2."

I UfR 1997.1572 ØLK fandtes en ransagning af en bil, som føreren netop var steget ud af, omfattet af retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 2,  således at det (som anført i bestemmelserne i retsplejelovens § 796, stk. 1 og stk. 2) er politiet og ikke retten, der træffer afgørelse om ransagning. I afgørelsen citerer anklagemyndigheden bemærkningerne til bestemmelsen og anfører blandt andet: "Ransagninger i medfør af retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 2, omfatter ifølge bemærkningerne til lovforslaget (side 15) lokaliteter uden for husrum samt uaflåste genstande som for eksempel kufferter og biler. Når det i bemærkningerne til loven anføres, at uaflåste biler er omfattet af § 793, stk. 1, nr. 2, må der modsætningsvist ved aflåste biler forstås biler, der ikke tjener som transportmiddel, men er forladt af rådighedsindehaveren og henstillet på parkeringsplads". Det kan udledes (modsætningsvist) af afgørelsen, at en bil, som er efterladt af ejeren/brugeren, medens ejeren/brugeren opholder sig for eksempel i sit hjem, på sin arbejdsplads eller i en butik, er omfattet af retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 1, således at det er domstolene, der skal afgøre spørgsmålet om ransagning af bilen og ikke politiet. Opmærksomheden skal henledes på, at forsvareren (eller sigtede selv) i en straffesag kan forlange en ransagning - ligesom andre efterforskningsskridt - forelagt retten i medfør af retsplejelovens § 746, hvilket forsvareren i den aktuelle sag subsidiært påberåbte sig overfor anklagemyndighedens afvisningspåstand, og hvilket anklagemyndigheden ikke protesterede imod.

Retten i Esbjerg underkendte i sagen 3-1079/2010 Syd- og Sønderjyllands Politi foretog efter anmodning fra hospitalets ledelse den 28. januar 2010 en ransagning på den retspsykiatriske afdeling på Amtssygehuset i Hvidding. Ifølge politiet foretog man alene ransagning af afdelingens "åbne arealer" samt de til afdelingen knyttede "værelser". Politiet understregede, at man ikke havde foretaget ransagning af "patienternes private skabe og skuffer. En advokat forlangte ved telefax af 19. marts 2010 på vegne af 5 patienter på afdelingen ransagningens lovlighed prøvet ved retten. Anklagemyndigheden gjorde ved brev af 24. marts 2010 overfor retten blandt andet gældende, at ransagningen ikke var omfattet af retsplejelovens § 794, idet ransagningen var foretaget "efter anmodning fra Amtssygehuset i Hvidding". Byretten godkendte ikke ransagningen og fastslog, at ransagningen måtte anses for omfattet af retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 1 ("boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande"). Endvidere bemærkede retten, at politiet ikke havde haft fornødent grundlag for selv at træffe beslutning om ransagningen jf. retsplejelovens § 796, stk. 3, jf. stk. 2. Endvidere kritiserede retten, at de personer, der havde rådighed over værelserne ikke havde fået lov til at overvære ransagningen i medfør af retsplejelovens § 798, stk. 1, og at de ikke havde modtaget den vejledning, der følger af retsplejelovens § 798, stk. 2, blandt andet om adgangen til at kræve ransagningens lovlighed domstolsprøvet. Anklagemyndigheden kærede ikke byrettens kendelse. 

Politiets ransagning af en fængselscelle er omfattet af retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 1 (om husrum mv.). En ransagning af en fængselscelle kan derfor blandt andet domstolsprøves, og en uberettiget ransagning kan udløse erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a. Se afgørelse herom truffet af Statsadvokaten for Midt-, Vest- og Sydøstjylland under sagsnummer SA5-2008-521-1071.
 
I TfK 2010.258 VLK havde en udlejer låst sig ind i et lejemål, der var beboet af en person, der på det omhandlede tidspunkt var varetægtsfængslet. Udlejeren meddelte politiet, at han havde fundet genstande i boligen, som han mente var tyvekoster. Politiet ransagede boligen samme dag, som de havde modtaget henvendelsen fra udlejeren, uden først at afvente en retskendelse. Forsvareren indbragte spørgsmålet om ransagningens lovlighed for retten. Landsretten fandt, at ransagningen var lovlig og udtalte blandt andet: "Ifølge ransagningsrapporten har udlejer kontaktet politiet, fordi han havde låst sig ind i T's lejlighed, hvor han havde konstateret, at der lå diverse koster. Ransagningen blev foretaget samme dag, umiddelbart efter at politiet havde modtaget oplysningen og var kommet til stedet. De fundne koster kunne i princippet blive fjernet fra lejligheden på et hvilket som helst tidspunkt. På denne baggrund finder landsretten ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte politiets skøn, hvorefter undersøgelsens øjemed ville kunne forspildes, hvis retskendelse skulle afventes. Den omstændighed, at T var varetægtsfængslet som sigtet for tyveri, og at politifolkene var bekendt hermed, kan ikke føre til andet resultat."

Af § 796, stk. 2, følger, at beslutning om ransagning af en mistænkts "bolig og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande" træffes af retten ved kendelse. Af 3. stykke følger, at politiet ikke behøver at afvente rettens kendelse i tilfælde, hvor "øjemedet ville forspildes, dersom rettens kendelse skulle afventes". I afgørelsen TfK 2007. 847 VLK nægtede landsretten at godkende to ransagninger, som politiet havde foretaget uden først at indhente en retskendelse, idet retten fandt, at politiet i den konkrete sag havde haft rigelig tid til at indhente en ransagningskendelse ved retten. Politiet havde aftenen inden ransagningen fået et telefonisk tip om, at der på adressen fandtes 1000 par "Nike" sko, som beboeren solgte for 500 kr. pr. par. Landsretten udtalte nærmere: "Henvendelsen til politiet kunne give anledning til at efterforske, om der var tale om tyveri eller hæleri, herunder eventuelt ved at foretage ransagning. Efter de oplysninger, som politiet modtog, var der imidlertid ikke grundlag for at antage, at undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, jf. retsplejelovens § 796. Politiet kunne derfor ikke træffe beslutning om at foretage ransagning". Ransagningerne kunne derfor ikke godkendes.

I TfK 2004 190 VLK godkendte Vestre Landsret ikke en ransagning foretaget den 7. november 2003, kl. 22.20. Landsretten udtalte blandt andet: "Baggrunden for ransagningen var to tyverier, der var begået henholdsvis den 26. og den 27.-28. oktober 2003, og indholdet af henvendelsen gav ikke grundlag for at antage, at undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes. Under disse omstændigheder kunne politiet ikke i medfør af retsplejelovens § 796, stk. 3, 1. pkt., træffe beslutning om at foretage ransagningen. Der er herefter ikke grundlag for at godkende ransagningen." Byretten havde i øvrigt godkendt ransagningen. 

I TfK 1999 91 ØLK havde politiet fået et tip fra en anonym person om, at der skulle befinde sig en større mængde hash på 2. sal i en bygning på Christiania. Landsretten godkendte ikke ransagningen. Landsretten lagde til grund, at der er ca. 14 lejligheder på 2.-salen, og at mistanken ikke blev rettet mod en eller flere konkrete rådighedshavere eller vedrørte opbevaring i et eller flere konkrete rum. Landsretten fandt ikke, at "politiet med føje kunne mistænke alle beboerne i de 14 lejligheder for at have forbindelse til det angivelige hashlager". Betingelsen i retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 1, for at tillade ransagningen af 2.-salen var derfor ikke opfyldt.

I TfK 2002 37 ØLK fandt hverken byretten eller landsretten, at en påtænkt ransagning hos en person, der var mistænkt for butikstyveri, kunne godkendes. Byretten udtalte: "Retten anser ransagning af mistænktes bolig for et indgreb, som vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af mistænktes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis mistænkte findes skyldig". For landsretten blev det oplyst, at det fremgik af sagen, at det forhold, der har begrundet begæringen, vedrører et muligt butikstyveri den 24. juli 2001, og at begæringen om ransagning er indgivet til Retten i Helsinge den 20. september 2001. Landsretten udtalte: "Da ransagningen på denne baggrund ikke findes at være af væsentlig betydning for efterforskningen, jf. retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 2, og i øvrigt af de af byretten anførte grunde" bestemmes det, at den påkærede kendelse stadfæstes.

I TfK 2008.879 VLK foretog politiet ransagning af en bil, idet politiet havde mistanke om, at der kunne findes euforiserende stoffer i bilen. Politifolkene havde bemærket, at bilen kørte "langsommere", og at "passageren rodede med noget ved benene". Derudover havde politifolkene bemærket, at der lugtede af hash i bilen. Personerne blev endvidere visiteret. Politiet beslaglagde 44.450 kr., som en af personerne i bilen havde på sig. Man fandt ikke narkotika i bilen, uagtet at man fik rekvireret en narkohund til brug for søgningen. Landsretten fandt ved en efterfølgende domstolsprøvelse, at ingen af indgrebene havde været lovlige.

Politiet kan have en interesse i at foretage en ransagning efter bevismateriale mod den sigtede i akterne hos sigtedes forsvarer. I sagen HKK af 14.2.1984 udtalte samtlige dommere i Højesteret, at ransagning og beslaglæggelse kan foretages hos en forsvarer, uanset at retten hverken kan pålægge forsvareren at afgive vidneforklaring under straffesagen, jfr. retsplejelovens § 170, stk. 2, eller pålægge denne editionspligt. Det udtaltes videre, at ransagning og beslaglæggelse hos en forsvarer imidlertid må "anses som et væsentligt indgreb, der kun undtagelsesvis bør anvendes". Se nærmere om ransagning hos forsvareren i Justitsministeriets meddelelse nr. 11327 af 4. september 1984.

I sagen Rachwalski og Ferenc mod Polen afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 28. juli 2009 under sagsnummer 47709/99 fandt EMD, at en ransagning udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8. Politiet var under patrulje cirka kl. 3 om natten den 14. juni 1997 blevet opmærksom på en uaflåst bil, som de troede kunne være stjålen. Politifolkene bankede på et vindue i et hus, som bilen holdt uden for, og som var beboet af en større gruppe unge studerende, som lå og sov. Der udviklede sig en diskussion mellem de unge og politifolkene. En ung blev tildelt slag med stav og anholdt. Der blev tilkaldt forstærkning, og politiet ransagede huset og beordrede de øvrige unge ud for på den måde at forsøge at udfinde bilens ejer. EMD statuerede krænkelse af såvel EMRK artikel 3 som EMRK artikel 8. EMD fandt at den anvendte magt (præmis 60) samt indtrængen (præmis 75) i de unges bolig stod i misforhold til, at der var tale om efterforskning af ejerforholdet af en parkeret bil. 

I Keegan mod Storbritannien afgjort af EMD den 18. juli 2006 under sagsnummer 28867/03 fandt EMD, at en ransagning udgjorde en krænkelse af EMRK, artikel 8, og at den omstændighed, at klageren under en civil sag skulle bevise, at politiet havde begået fejl, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 13. Politiet fik den 18. oktober 1999 en ransagningskendelse til at ransage klagerens bolig, idet politiet var af den opfattelse, at man kunne finde udbyttet fra nogle røverier på den omhandlede adresse. En person, som politiet havde haft mistænkt, havde tidligere oplyst, at han boede på denne adresse. Den 21. oktober 1999, kl. 07.00, trængte politiet ind på adressen ved brug af rambuk for at lede efter pengene og den mistænkte. Politiet fandt intet af politimæssig interesse, beklagede over for beboeren (klageren) og tilbød at lade skaderne udbedre. Klageren klagede til EMD, idet han ikke fik erstatning ved de britiske domstole. Klageren fik medhold i, at EMRK artikel 8 var krænket, idet politiet burde have foretaget bedre undersøgelser af, hvem der boede på adressen, inden man foretog ransagningen. EMD fandt endvidere i præmis 42, at EMRK artikel 13 var krænket, idet de britiske domstole efter britisk lovgivning var afskåret fra at prøve proportionaliteten eller rimeligheden i forhold til ransagningen ("proportionality or reasonableness"). Det blev også anset for en krænkelse, at national lovgivning krævede, at klageren skulle bevise, at politifolkene havde begået fejl. Af præmis 48 fremgår det, at de fire beboere på adressen ved EMD hver fik tilkendt mellem 2.000 og 3.000 Euros i ikke-økonomisk erstatning. 

I UfR 1965.410 HK fandt Højesteret, at det ikke udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for ransagning, at sigtedes tidligere hustru havde meddelt skattemyndighederne, at den pågældende til skattemyndighederne havde opgivet sin indtægt for lavt og begået skattesvig.

Særligt om ransagning hos ikke-mistænkte
Af retsplejelovens § 795, stk. 1, nr. 2, følger, at ransagning hos ikke-mistænkte kan foregå, når "der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved ransagningen".

I Zubal mod Slovakiet afgjort af EMD den 9. november 2010 under sagsnummer 44065/06 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, at politiet havde foretaget ransagning af en persons bolig i forbindelse med en sag om frembringelse og videresalg af falske malerier med henblik på at konstatere, om den pågældende var i besiddelse af et falsk maleri. Politiet havde efter det oplyste kendskab til, at den pågældende skulle have købt et af de falske malerier i 2003. Den pågældende var ikke sigtet i sagen. Af præmis 6 og 7 fremgår det, at anklagemyndigheden havde indhentet retskendelse, og at det af kendelsen fremgik, at der var mistanke om, at der på adressen fandtes materiale af betydning for efterforskningen. Af præmis 8 fremgår, at politiet den 22. juni 2005 besigtigede ("visually searched") alle lokaler i personens bolig, og at ransagningen tog 35 minutter. Det fremgår også, at personens søn, overværede ransagningen. Personen var ikke hjemme. Af præmis 45 fremgår, at EMD fandt, at ransagningen var foretaget uden tilstrækkelig grund ("sufficient grounds"). I præmis 42 udtaler EMD, at myndighederne ikke havde haft grund til, at tro, at personen ikke frivilligt ville have udleveret maleriet til politiet, hvis politiet havde bedt om dette. Af præmis 49 fremgår, at den pågældende fik tilkendt 3.000 euro i ikke-økonomisk skade.

I UfR 2000.2097 VLK havde politiet i forbindelse med efterforskningen af et røveri med tjenestehund fulgt efter et lugtspor, som endte i nærheden af klagerens bopæl. Politiet havde et signalement af røveren, der ifølge politiet kunne passe med personen Y, som politiet mente ofte kom på besøg hos klageren. Derfor henvendte politiet sig på klagerens bopæl. Politiet fik af klageren lov til at kigge sig rundt efter personen Y på klagerens bopæl. Klageren var ikke mistænkt. Byretten godkendte ransagningen. Landsretten godkendte ikke ransagningen, idet landsretten henviste navnlig til "misforholdet mellem signalementet og Y's udseende og til, at lugtsporet efter det oplyste ikke overvejende pegede mod kærendes bopæl".

Retten til at overvære en ransagning samt tilstedeværelsen af ransagningsvidner
I retsplejelovens § 798, stk. 2 og 3, findes reglerne om sigtedes eller andres adgang til at overvære en ransagning samt reglerne om ransagningsvidner. Politiet skal forespørge personer, der er til stede ved en ransagning, om de ønsker vidner hidkaldt, og politiet skal anføre svaret i politirapporten. Endvidere skal politiet, hvis der gives samtykke til ransagningen, sikre en underskrift fra den person, der giver samtykket. Se Justitsministeriets meddelelse nr. 11078 af 30. april 1959. I sagen TfK. 2008.788 VLK fandt Vestre Landsret, at bestemmelserne i retsplejelovens § 798, stk. 2, 4. og 5. punktum, ikke giver mulighed for "på forhånd at udelukke enhver tilstedeværende fra at overvære ransagningen". Landsretten fremhævede, at beslutningen om sådan udelukkelse skal træffes af politiet efter en konkret vurdering, og at beslutningen efterfølgende er genstand for domstolsprøvelse, såfremt en sådan begæres af den eller de personer, der har rådighed over den lokalitet, som er blevet ransaget.    

I TfK 2006.68 ØLD havde en person lagt hindringer i vejen for politiet ved at stille sig i vejen, da politiet skulle ransage personens mors lejlighed i et forsøg på at udfinde koster fra et røveri, som personens broder kort inden overfor politiet havde erkendt at have begået. Den sigtede broder havde givet skriftlig tilladelse til ransagningen, hvilken imidlertid ikke var gyldig, idet det ikke var hans bolig. Landsretten fandt, at betingelserne for at foretage ransagningen uden at afvente retskendelse var opfyldt. Personen blev imidlertid frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3. Landsretten begrundede frifindelsen således: "Landsretten finder det imidlertid ikke godtgjort, at tiltalte, da han blev antruffet i lejligheden, fik en kort beskrivelse af sigtelsen mod broderen og af de omstændigheder, der begrundede ransagningen, eller at han fik oplysning om det korrekt formelle grundlag for ransagningen, som var ransagning uden retskendelse, idet undersøgelsens øjemed ellers ville forspildes. Væsentlige formelle betingelser for lovligheden af ransagningen af boligen blev dermed ikke iagttaget, jf. retsplejelovens § 798, stk. 2, og tiltaltes handling er derfor ikke strafbar efter straffelovens § 119, stk. 3."  

I Turan mod Ungarn, sagsnummer 33068/05, afgjort af EMD den 6. juli 2010, havde politiet foretaget ransagning og beslaglagt nogle dokumenter fra en advokats kontor vedrørende en af advokatens klienter. Politiet havde forudgående indhentet en ransagningskendelse ved retten. Som ransagningsvidne havde politiet tilkaldt en anden advokat. Advokaten, hvis kontor blev ransaget, kom først tilstede 40 minutter efter, at ransagningen var iværksat. Ifølge national ret skal en ransagning af husrum "normalt" gennemføres, medens den person, som ransagningen vedrører, eller en repræsentant for denne er til stede. Repræsentanten skal være en person, som med tilstrækkelig sikkerhed kan antages at være en person, der vil varetage den persons interesser, som ransagningen vedrører. Advokaten, hvis kontor var blevet ransaget, gjorde i sin klage til EMD blandt andet gældende, at den tilkaldte advokat ikke repræsenterede hendes interesser. Da en sådan person, der opfyldte lovens krav, ikke var forsøgt tilkaldt som ransagningsvidne, fandt EMD, at ransagningen ikke blev udført i overensstemmelse med national ret (se især præmis 21). Af præmis 25 fremgår, at advokaten fik tillagt en godtgørelse for ikke-økonomisk skade på 3.000 euro.

I UfR 1962.788 ØLK misbilligede Østre Landsret, at politiet ikke havde tilkaldt ransagningsvidner.   

Efter retsplejelovens § 796, stk. 2, træffes beslutningen om ransagning af boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande af retten. 

I Ratushna mod Ukraine afgjort af EMD den 2. december 2010 under sagsnummer 17318/06 udtalte EMD sig om kravene til den proces, der ligger til grund for en ransagningskendelse. I præmis 72 udtaler EMD sig generelt om den undersøgelse, som EMD foretager af en klage over ransagning af husrum. EMD udtaler blandt andet, at hvor staten finder det nødvendigt at foretage skridt som at undersøge en bolig med henblik på at sikre bevis for en forbrydelse, vil EMD foretage en vurdering af, om begrundelsen for indgrebet er relevant og tilstrækkelig, og om man har taget hensyn til proportionalitetsprincippet. EMD vil også undersøge tilstedeværelsen af en effektiv beskyttelse mod misbrug og vilkårlighed i den nationale lovgivning og kontrollere, hvorledes denne beskyttelse er anvendt i den konkrete sag, som er genstand for undersøgelsen. Der tages blandt andet hensyn til måden, hvorpå kendelsen er afsagt. Der tages navnlig hensyn til, hvorvidt der var yderligere beviser til stede på tidspunktet, hvor kendelsen blev afsagt, og der tages hensyn til indholdet og omfanget af kendelsen, hvor der især lægges vægt på de foranstaltninger, der er truffet, for at sikre, at indgrebet begrænses til det rimelige. I præmis 76 foretog EMD en vurdering af de konkrete beviser mod klagerens søn, som havde været lagt til grund for ransagningskendelsen. Der var blevet lagt vægt på, at en bil mage til sønnens af et vidne var set ved gerningsstedet på det tidspunkt, hvor det af sagen omhandlede tyveri skulle være begået. I præmis 77 bemærker EMD, at der var et rimeligt grundlag for mistanken om, at tyvekosterne kunne findes på klagerens bopæl. EMD præciserer - også i præmis 77 - at de faktiske forhold, som ligger til grund for en sådan mistanke, ikke nødvendigvis er på samme niveau som de faktiske forhold, der kan begrunde en domfældelse eller en sigtelse, som er de næste skridt i efterforskningen af en straffesag. I præmis 78 bemærker EMD, at der ikke var blevet afsagt kendelse om, at ransagningen kunne gennemføres, førend retten havde studeret sagsakterne og personligt afhørt den polititjenestemand, som forestod efterforskningen. På denne måde havde retten sikret sig "en informeret mening" ("an informed opinion") om, at grundlaget for ransagningen var relevant og tilstrækkeligt. I præmis 81 bemærker EMD; at EMD fandt, at kendelsen var tilstrækkeligt konkret formuleret, idet den blandt andet opregnede de stjålne effekter samt prisen af disse.

Ransagninger mv. uden for strafferetsplejen
Se i øvrigt retssikkerhedskommissionens betænkning nr. 1428 fra 2003, hvor der foretages en gennemgang af  reglerne i lovgivningen, der indeholder hjemmel til, at offentlige myndigheder, som handler uden for strafferetsplejen, uden forudgående retskendelse kan opnå adgang til private boliger og virksomheder eller foretage andre tvangsindgreb omfattet af grundlovens § 72

Grundlovens § 72 har følgende indhold: "Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post- , telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse". Det har i den statsretlige teori været diskuteret, hvorvidt grundlovens krav om, at retskendelse kræves for at gennemføre de omhandlede indgreb, også gælder uden for strafferetsplejen. Der synes at være overvejende enighed om, at bestemmelsen også er gældende uden for strafferetsplejen, og at sådanne indgreb som udgangspunkt således ikke kan gennemføres uden retskendelse. I afsnit 3.3 i kapitel 3 i ovennævnte betænkning 1428 anføres om dette spørgsmål blandt andet: "Det er den overvejende opfattelse, at § 72 finder anvendelse uden for strafferetsplejen, jf. således Max Sørensen, a. st., side 360 ff, Poul Andersen, a. st., side 621 ff, Henrik Zahle, a. st., side 262 f og betænkning nr. 1039/1985 om tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, side 19 f, der anser spørgsmålet for uafklaret, men i sin fremstilling har valgt at forudsætte bestemmelsens anvendelse uden for strafferetsplejen. Lovgivningspraksis bygger på samme synspunkt".

Beslaglæggelse, edition, fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation

Betænkning 1223 om beslaglæggelse og edition under efterforskning - 1991
Betænkning 1298 om fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation - 1995

Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 801 om, hvornår der kan ske beslaglæggelse

Ved lov nr. 229 af 21. april 1999 indsattes der regler i retsplejeloven om beslaglæggelse, edition, fotoforevisning, efterlysning og observation. Indtil da var disse efterforskningsskridt ikke reguleret i lov. Ændringen af retsplejelovens byggede på betænkning nr. 1223/1991 om beslaglæggelse og edition under efterforskning samt betænkning nr. 1298/1995 om fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation. Se lovbemærkningerne mv. her. Reglerne om beslaglæggelse og edition findes i retsplejelovens kapitel 74. Reglerne om fotoforevisning, konfrontation og efterlysning findes i retsplejelovens kapitel 75 a. 

I TfK 2006 675 VLK blev en beslaglæggelse af en bil ophævet. Ejeren var 13. juni 2006 dømt for 4 tilfælde af kørsel i frakendelsestiden. Han var efterfølgende blevet pågrebet en enkelt gang i at køre bil. Byretten udtalte: "Henset til at sigtede efter dommen af 13. juni 2006 udelukkende har kørte en gang i frakendelsestiden, finder retten ikke, uanset det hurtig recidiv og ændringen af færdselslovens § 133 a, at anklagemyndigheden har antageliggjort, at bilen vil blive konfiskeret i medfør at færdselslovens § 133a, og retten finder ikke, at der er grundlag for at beslaglægge bilen i medfør af retsplejelovens § 802, stk. 1, jf. § 801, stk. 1, nr. 2, jf. § 806, stk. 3". Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse. I TfK 2003 337 ØLK havde en bilist 16 verserende sager om kørsel uden kørekort. Her blev beslaglæggelsen godkendt.

I TfK 2008 879 VLK afsagde Vestre Landsret kendelse af 25. september 2008 i kære 6. afd. S-1350-08 om, at en ransagning, visitation og beslaglæggelse foretaget mod en passager i en bil, som Syd- og Sønderjyllands Politi havde bragt til standsning på en motorvej, ikke var lovlig. Vestre Landsret udtalte i kendelsen: "Den bil, som J var passager i, blev bragt til standsning af to polititjenestemænd den 5. december 2007, og polititjenestemændene iværksatte ransagning og visitation og foretog beslaglæggelse af pengebeløbet på grundlag af en mistanke om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Det lægges efter politibetjent P's forklaring for byretten til grund, at han forinden havde bemærket, at bilen på motorvejen kørte »langsommere«, og at passageren rodede med noget ved benene. Det lægges endvidere til grund, at polititjenestemændene, som det fremgår af efterforskningsrapporten af 7. januar 2008, og som de har forklaret for byretten, fandt, at der lugtede af hash i bilen, da de, efter at den var bragt til standsning, henvendte sig. Det fremgår endvidere, at polititjenestemændene herefter foretog ransagning af bilen og visitation af føreren og af J. Der blev ikke fundet narkotika, heller ikke af en narkohund, der ankom, ca. 35 minutter efter at politiet havde henvendt sig. For landsretten er der indhentet en udtalelse af 27. august 2008 fra Syd- og Sønderjyllands Politi. Heraf fremgår, at den polititjenestemand, der ankom med hunden, har oplyst, at han har været narkohundefører i ca. 12 år. Han har endvidere oplyst, at han ikke registrerede nogen hashlugt, og at hunden ikke gav tegn på, at den registrerede hashlugt. Under de nævnte omstændigheder lægges det til grund, at polititjenestemændene ikke havde fornødent grundlag for deres opfattelse af, at der lugtede af hash i bilen. Herefter, og da J heller ikke på grundlag af de øvrige oplysninger med rimelig grund var mistænkt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. bestemmes: Den foretagne ransagning og visitation og beslaglæggelse var ikke lovlig."

I TfK 2007 622 ØLK var en kvinde af Københavns Politi sigtet for overtrædelse af straffelovens § 134a, jf. § 21. Det fremgår af sagen, at politiet blev sendt ud for at foretage ransagning med henblik på at søge efter udlændinge på adressen og med henblik på at søge efter effekter, der kunne bruges til opklæbning eller graffiti i forbindelse med modstand mod rydningen af Ungdomshuset. Det er under sagen oplyst, at en seddel med T's adresse forinden omkring midnat mellem den 7. og 8. marts 2007 var blevet fundet i en taske tilhørende en udenlandsk turist, der blev anholdt i Stengade, og at der i tasken tillige var en spraydåse. Københavns Byret bestemte, at den foretagne ransagning og beslaglæggelsen af ovennævnte effekter hos T kunne godkendes, ligesom beslaglæggelsen af effekterne, bortset fra 1 stk. digitalkamera af mr. Nikon Coolpix, opretholdtes. Østre Landsrets 24. afd. afsagde den 31. maj 2007 kendelse i sagen, der havde sagsnr. S-1125-07, med følgende indhold: "T blev på tidspunktet for ransagning og beslaglæggelse ikke gjort bekendt med, hvilken lovovertrædelse hun var mistænkt for. Hverken politiet eller anklagemyndigheden har efterfølgende oplyst nærmere herom. På dette grundlag finder landsretten det ikke godtgjort, at betingelserne for ransagning i medfør af retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 1, har været opfyldt. Af samme grund, og da de under ransagningen fundne genstande og det i øvrigt oplyste heller ikke findes at kunne danne grundlag for en rimelig mistanke om, at T har begået en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, findes betingelserne for beslaglæggelse i medfør af retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 1, ikke opfyldt. Der er derfor ikke grundlag for at godkende den skete ransagning og beslaglæggelserne, hvorfor bestemmes: Politiets ransagning hos T den 8. marts 2007 kl. 02.20-02.58 godkendes ikke.
Politiets beslaglæggelse af genstande hos T under ransagning den 8. marts 2007 godkendes ikke.
"

I TfK 2005 295 VLK ses, at politiet havde beslaglagt en guldhalskæde fra en person, der var registreret med fordringer hos politiet for skyldige bøder og sagsomkostninger. Personen gjorde gældende, at halskæden tilhørte hans mor. Der var for landsretten en temmelig omfattende bevisførelse, hvor blandt andet den guldsmed, der havde lavet kæden, blev afhørt. Efter en konkret vurdering fandt landsretten, at det var godtgjort, at kæden i virkeligheden tilhørte sigtede, og at beslaglæggelsen derfor kunne godkendes. 

I TfK 2010.430 VLK havde en person købt en bil i virksomheden A. Personen fremviste ved overdragelsen af bilen overfor A en bankkvittering, som viste, at købesummen på 140.000 kr. var overført til A. Det viste sig senere, at bankkvitteringen var falsk, og at personen ikke havde overført købesummen til virksomheden A's bank. Virksomheden A forlangte nu bilen tilbage fra virksomheden B, som personen havde videresolgt denne til. Personen blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 171 og § 279. Politiet beslaglagde bilen fra virksomheden B, hvilket virksomheden B forlangte indbragt for retten. Byretten opretholdt beslaglæggelsen, idet byretten fandt, at det ikke kunne udelukkes, at B havde været "ondttroende aftaleerhverver". Vestre Landsret ophævede beslaglæggelsen, hvilket landsretten begrundede således: "Det fremgår, at B A/S ikke er sigtet i forbindelse med S' salg af bilen til selskabet. Som også anført af Bernhard Gomard i Adhæsionsproces side 238, er det herefter hovedreglen, at spørgsmålet om B A/S' ret til bilen må afgøres under en civil sag anlagt af A A/S mod B A/S og ikke under straffeprocessen, der ikke vedkommer B A/S. I så fald skal der ikke ske beslaglæggelse efter retsplejelovens § 803, stk. 1, 3. led. Efter det foreliggende finder landsretten ikke grundlag for at fravige denne hovedregel".

I UfR 1986.4 HD forsøgte anklagemyndigheden at få konfiskeret 69.000 kr., som han under politiets visitation af ham var fundet i besiddelse af på Christiania, og som efter anklagemyndighedens opfattelse hidrørte fra handel med euforiserende stoffer. I byretten blev han fundet skyldig i handel med euforiserende stoffer, og beløbet blev konfiskeret. I landsretten blev han frifundet for handel med euforiserende stoffer, men beløbet blev konfiskeret i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1. Sagen blev af tiltalte indanket for Højesteret med påstand om, at dommens bestemmelse om konfiskation skulle udgå, hvilket tiltalte fik medhold i ved Højesteret. Højesteret udtalte: "Ved landsrettens dom er tiltalte frifundet for den del af tiltalen, som vedrørte indførsel og salg af hash for 69.000 kr. Betingelserne for konfiskation af dette beløb findes herefter ikke at foreligge. Tiltaltes påstand vil derfor være at tage til følge."

Om retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, der tillader beslaglæggelse, hvis "beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger ...", henvises der til kapitlet nedenfor om opkrævning af gæld opstået som følge af skyldige sagsomkostninger hos domfældte, hvor blandt blandt andet afgørelsen
TfK 2011.140 VLK er kommenteret.

I sagen TfK 2003 703 VLK fandt Vestre Landsret, at politiet, der efterforskede en bedragerisag mod en person, ikke kunne forlange retsbøger udleveret fra Retten i Nykøbing Mors med henblik på efterforskning af, om den pågældende eventuelt kunne have begået yderligere bedragerier. Landsrettens kendelse af 14. august 2003 i kære 5. afd. S-1516-03 havde følgende indhold: "Den påkærede kendelse om, at det tillades politiet i Thisted at forlange udskrifter af rets- og dombøger i de civile sager, som tiltalte har været impliceret i ved Retten i Nykøbing Mors, er afsagt den 11. juni 2003 af Retten i Nykøbing Mors. Politiets begæring om edition er ikke sket som led i efterforskningen af en konkret lovovertrædelse, men som led i politiets undersøgelse af, om kærende skulle have begået bedrageri ud over de tilfælde, kærende i forvejen er tiltalt for. Der er under disse omstændigheder ikke hjemmel i retsplejelovens § 804, stk. 1, til at pålægge Retten i Nykøbing Mors at udlevere udskrifter af rets- og dombøger i de civile sager, som T har været impliceret i ved Retten i Nykøbing Mors. .."

I Georgi Atanasov mod Bulgarien afsagt af EMD den 7. oktober 2010 under sagsnummer 5359/04 fandt EMD, at artikel 1 i protokol nr. 1 var krænket, idet de nationale myndigheder i 1997 havde beslaglagt et køretøj tilhørende klageren for at sikre bevis i en straffesag, og idet det først var blevet tilbageleveret i 2008 trods adskillige anmodninger fra klageren om at få det tilbageleveret.

Af retsplejelovens § 805, stk. 3, følger, at reglerne i §§ 509-516 finder "tilsvarende anvendelse" ved beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt., bødekrav eller forurettedes krav på erstatning.

I TfK 2009.13 VLK påstod anklagemyndigheden efter domfældelse af to rumænske statsborgere, der var blevet dømt for "alvorlig berigelseskriminalitet", at der skulle ske beslaglæggelse af 1.160,14 euro fra den ene domfældte og 23,92 euro fra den anden til dækning af sagsomkostninger. Den beskikkede forsvarer protesterede mod begæringen og nedlagde i anden række påstand om, at kun et mindre beløb burde beslaglægges, jf. princippet i retsplejelovens § 509. En beslaglæggelse som begæret af anklagemyndigheden ville efter forsvarets opfattelse unddrage de domfældte fra at kunne ernære sig og afholde sædvanlige leveomkostninger, når de er tilbage i Rumænien. Anklagemyndigheden anførte for landsretten, at det måtte anses for nødvendigt for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, at de omtalte beløb blev beslaglagt. Anklagemyndigheden henviste til, at de domfældte var dømt for alvorlig berigelseskriminalitet, således at det ikke kunne afvises, at beløbene er udbytte herfra. Derfor fandt princippet i retsplejelovens § 509 efter anklagemyndighedens opfattelse ikke anvendelse i den aktuelle sag, hvor begæringen var fremsat efter dom. Landsretten fandt, at retsplejelovens § 509 skulle iagttages. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter retsplejelovens § 805, stk. 3, jf. § 509, stk. 1, må der gives fradrag for beløb, der er nødvendige for de pågældendes underhold. Efter en samlet vurdering og i fravær af nærmere oplysninger fastsættes fradraget til 200 euro. Der er herefter ikke grundlag for at beslaglægge 23,92 euro hos D2, og der er alene grundlag for at beslaglægge 960,14 euro hos D1."

Af Retsplejelovens § 806, stk. 3 følger, at i tilfælde, hvor politiet træffer beslutning om beslaglæggelse eller edition kan den, hvem indgrebet er rettet imod, anmode om, at spørgsmålet indbringes for retten. Dette skal ske "snarest muligt og senest inden 24 timer".

I TfK 2009.175/2 ØLK var en række genstande ved Københavns Byrets dom af 24. oktober 2007 blevet konfiskeret hos en domfældt i en straffesag i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand. Koster 301, 301 a og 301 b bestående af en ring, en armlænke og en halskæde var imidlertid ikke blevet konfiskeret. Ved breve af 19. november og 20. december 2007 samt 19. februar 2008 til Københavns Politi, Advokatur City, anmodede domfældtes forsvarer om udlevering af de nævnte tre smykker. Det fremgik af anmeldelsesrapport af 9. juni 2008, at Københavns Politi samme dag kl. 10.30 beslaglagde smykkerne. Beslaglæggelsen blev indbragt for Københavns Byret ved brev af samme dato. Brevet blev modtaget i byretten den 10. juni 2008. Landsrettens flertal fandt ikke, at der kunne ske beslaglæggelse af effekterne til sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger. Flertallet udtalte blandt andet: "Efter retsplejelovens § 1002, stk. 1, finder reglerne i kapitel 74 om beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav på bl.a. sagsomkostninger og bødekrav tilsvarende anvendelse efter dom er afsagt. Efter retsplejelovens § 806, stk. 3, skal politiet efter anmodning herom snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge beslaglæggelsen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Selvom formelle fejl i forbindelse med politiets rådighedsberøvelse ikke udelukker, at beslaglæggelse kan ske, jf. herved U.2005.1696H, lægger vi i denne sag ligesom byretten til grund, at politiets beslaglæggelse af de omhandlede smykker må anses for at være sket senest ved politiets modtagelse af advokat Jacob Kiils brev af 19. november 2007. Indbringelsen af beslaglæggelsen for byretten den 9. juni 2008 udgør herefter en meget betydelig overskridelse af fristen i retsplejelovens § 806, stk. 3, og der er ikke oplyst nærmere om grunden til fristoverskridelsen. Vi finder derfor på denne baggrund, at beslaglæggelsen af de omhandlede smykker ikke bør godkendes."

I TfK 2005.682 HK var en person blevet straffet for overtrædelse af straffelovens § 191 og havde fået konfiskeret 966.500 kr., som var fundet hos tiltalte. Udover de 966.500 kr. fundet hos tiltalte, var der yderligere fundet 350.000 kr. i dennes bankboks. Tiltalte forklarede, at de 350.000 kr. var et beløb, som han havde fået i personskadeerstatning, og som han den 6. december 2001 havde hævet i sin bank og lagt i bankboksen. Politiet havde imidlertid også forlangt de 350.000 kr. beslaglagt dels til dækning for sagsomkostninger og dels til dækning af et krav fra forurettede i en bedragerisag, hvor personen også var sigtet. Personen gjorde under sagen gældende, at de 350.000 kr. var beskyttet mod udlæg (og dermed beslaglæggelse) efter retsplejelovens § 513, stk. 1, hvoraf det fremgår, at udlæg ikke kan foretages i "erstatning for invaliditet eller tab af forsørger eller i godtgørelse i forbindelse hermed, hvis beløbet tilkommer skadelidte eller den, som har mistet en forsørger". Denne beskyttelse mod udlæg kræver imidlertid, at den omhandlede erstatning eller godtgørelse har været indsat på en særskilt konto i bank eller sparekasse, "eller på anden måde er holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue". Højesteret prøvede dette spørgsmål og nåede frem til, at pengene i den konkrete sag ikke havde været "holdt klart adskilt" fra personens øvrige formue, hvorfor højesteret fandt, at beslaglæggelsen kunne opretholdes. Højesteret udtalte blandt andet: "Efter ordlyden af retsplejelovens § 513, stk. 1, 2. pkt., skal det pågældende erstatningsbeløb være »holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue«, hvilket i overensstemmelse med bestemmelsens formål og forarbejder må forstås således, at det afgørende er, at det, der påstås omfattet af bestemmelsen, utvivlsomt, direkte og udelukkende hidrører fra det udbetalte erstatningsbeløb, så der ikke foreligger nogen risiko for misbrug og omgåelse. Højesteret finder, at indsættelse af det beskyttede erstatningsbeløb på lønkonto ikke i sig selv kan bringe beløbet uden for beskyttelsesområdet efter retsplejelovens § 513, stk. 1. Om en sådan indsættelse bringer beskyttelsen til ophør, må bero på en samlet bedømmelse af muligheden for at følge erstatningsbeløbet under hensyn til saldoen på kontoen på indsættelsestidspunktet, kontoens almindelige benyttelse og de efterfølgende bevægelser samt længden af den periode, bedømmelsen angår. Højesteret er enig med byretten og landsretten i, at saldoen på lønkontoen ved indsættelsen af de 140.000 kr. ikke kan medføre, at udlægsbeskyttelsen fortabes. Højesteret er endvidere enig med byretten i, at de efterfølgende, ordinære bevægelser på kontoen i den korte periode indtil overførslen af 140.000 kr. til den nyoprettede konto ikke har indebåret en sådan sammenblanding, at udlægsbeskyttelsen er fortabt. Det følger heraf, at de 350.000 kr. på den nyoprettede konto den 6. december 2001 var omfattet af beskyttelsen efter § 513, stk. 1. Efter det oplyste om T's økonomiske forhold må denne beskyttelse imidlertid anses for ophørt, da han hævede de 350.000 kr. kontant den 6. december 2001, idet der ikke er det fornødne - utvivlsomme - grundlag for at anse beløbet i bankboksen for at være identisk med erstatningsbeløbet."

I TfK 2006.624 VLK havde politiet indbragt en sag om beslaglæggelse af et kontantbeløb efter udløbet af den i § 806, stk. 3, omhandlede frist. Landsretten fandt, at politiet ved at overskride denne frist havde "begået så væsentlige formelle fejl, der har bevirket en tilsidesættelse af væsentlige hensyn til S's retssikkerhed", at beslaglæggelsen af kontantbeløbet ikke kunne godkendes.

I TfK 2011.197/2 VLK blev en polsk indregistreret personbil tilhørende en polsk statsborger, som tilsyneladende havde haft bopæl i Danmark i en længere årrække, beslaglagt for at sikre SKATs krav på registreringsafgift i Danmark, jf. toldlovens § 83, stk. 1 og stk. 3, jf. retsplejelovens § 806, stk. 1. Den beskikkede forsvarer gjorde under domstolsprøvelsen af beslaglæggelsens lovlighed gældende, at Rådets direktiv af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Fællesskabet ved midlertidig indførsel af visse transportmidler (83/182) , og som er gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse 1567 af 20. december 2007 (nu Bekendtgørelse nr. 811 af 28. juni 2010 om registrering af køretøjer mv.) var gældende i dennes klients tilfælde, således at klienten måtte benytte sit polsk indregistrerede køretøj i Danmark uden at betale dansk registreringsafgift. Beslaglæggelsen blev opretholdt med henvisning til, at den pågældende ikke havde dokumenteret, at hun opholdt sig i polen i det omfang som kræves efter bekendtgørelsen. 

Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 802 om betingelserne for beslaglæggelse hos mistænkte.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 803 om betingelserne for beslaglæggelse hos ikke-mistænkte.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 804 om editionspligt.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 805 om proportionalitetshensynet ved beslaglæggelse og edition.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 806 om fremgangsmåden ved beslaglæggelse og edition.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 807 om politiets kompetence ved beslaglæggelse og edition.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 807a om civiles beføjelser til at foretage beslaglæggelse.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 807b om rådighedsbegrænsningen over beslaglagte genstande.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 807c om domstolsprøvelse af beslaglæggelse.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 807d om retsvirkningerne af beslaglæggelsens ophør.

Personundersøgelser og mentalundersøgelser

Personundersøgelser (retsplejelovens § 808)
Af retsplejelovens § 808 følger, at der skal "tilvejebringes sådanne oplysninger om sigtedes personlige forhold, som må antages at være af betydning for sagens afgørelse vedrørende straffastsættelse eller anvendelse af anden retsfølge end straf". Af stk. 2 fremgår, at en "nærmere" undersøgelse af sigtedes personlige forhold, herunder navnlig hans tidligere og nuværende forhold i hjem, skole og arbejde samt hans legemlige og åndelige tilstand" skal foretages, når der kan blive spørgsmål om anvendelse af

1) betinget dom i henhold til straffelovens kapitel 7 eller 8,

2) tiltalefrafald på andre vilkår end vedtagelse af bøde og betaling af erstatning,

3) retsfølger, der træder i stedet for straf.

Af Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/2000, punkt 2, fremgår, at det er "anklagemyndighedens pligt" at indhente relevante personundersøgelser. Forsvareren har mulighed for at anmode anklagemyndigheden om at indhente en personundersøgelse. I øvrigt gennemgår rigsadvokaten i meddelelsen de forhold, der efter rigsadvokatens opfattelse, kan begrunde, at der indhentes personundersøgelse. 

Mentalundersøgelser (retsplejelovens § 809)
Det fremgår af retsplejelovens § 809, at sigtede "skal underkastes mentalundersøgelse, når dette findes at være af betydning for sagens afgørelse. Hvis han ikke udtrykkeligt samtykker i undersøgelsen, kan denne kun finde sted efter retskendelse. Er sigtede fængslet, kan han ikke mentalundersøges uden rettens bestemmelse". Af 2. stykke fremgår, at sigtede "indlægges til mentalundersøgelse på hospital for sindslidende, i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller i anden egnet institution", hvis dette findes påkrævet. Det er retten, der ved kendelse træffer bestemmelse herom.

Se Rigsadvokatens meddelelse nr. 5 af 12. juli 2007 om behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af straffelovens § 70. Her findes i kapitel 4 en nærmere gennemgang af reglerne om mentalundersøgelser. Kapitlet er opdelt således:
4.1. Betingelser for iværksættelse af en mentalundersøgelse
4.2. Undersøgelsens form (ambulant eller under indlæggelse)
4.3. Fremgangsmåden
4.4. Grundlaget
4.5. Særligt vedrørende ambulante mentalundersøgelser

I bilag 2 til ovennævnte meddelelse fra Rigsadvokaten gengives en aftale af 26. januar 2001 mellem Justitsministeriet og Fyns Amt, Nordjyllands Amt og Århus Amt om ambulante mentalundersøgelser. Af aftalens 3. afsnit fremgår blandt andet følgende: "Ved anklagemyndighedens rekvirering af ambulante mentalundersøgelser angives, hvilke spørgsmål der ønskes besvaret i den retspsykiatriske erklæring. Anklagemyndigheden oplyser endvidere, hvad der er rejst sigtelse for, og om den sigtede erkender sig skyldig eller ikke"

Ifølge bilag 2 (side 5 til 7) skal mentalundersøgelsen tage stilling til 14 nærmere definerede punkter. 

I sagen Worwa mod Polen (27/11/03) fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, at hyppige mentalundersøgelser af den samme person krænkede EMRK, artikel 8.

I UfR 1979.218/2 VLK havde anklagemyndigheden anmodet retten om at afsige kendelse om, at en varetægtsfængslet mod dennes protest skulle overføres fra et arresthus til Sikringsanstalten med henblik på mentalundersøgelse. Den pågældende havde gennem længere tid modsat at medvirke til den ambulante mentalundersøgelse. Man kunne derfor ikke tage stilling til T's sjælelige tilstand på gerningstidspunktet og kunne ikke fremsætte sanktionsforslag. Hverken byretten eller landsretten ville imødekomme anklagemyndighedens begæring og udtalte: "Det fremgår af den i sagen indhentede erklæring af 15. november 1978 fra Retslægerådet, at der ikke er fundet holdepunkter for at antage, at den af sigtede gennemgåede medicinske behandling skulle kunne påvirke psyken eller i øvrigt have betydning for den påsigtede handling, hverken i sig selv eller i kombination med alkoholindtagelse, og at der heller ikke er fundet holdepunkter for at antage, at sigtede på tidspunktet for den påsigtede handling som følge af spiritusindtagelse befandt sig i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, som kan sidestilles dermed. Der findes ej heller i øvrigt oplyst omstændigheder, som giver anledning til at formode, at sigtede på gerningstidspunktet har befundet sig i en utilregnelighedstilstand. Under disse omstændigheder findes det i betragtning af sigtedes bestemte og gennem længere tid fastholdte modstand mod at medvirke ved en mentalundersøgelse usandsynligt, at der ved en sådan vil kunne fremskaffes yderligere oplysninger af betydning for sagens pådømmelse."

I TfK 2010.904/1 ØLK havde byretten forgæves forsøgt at få berammet et retsmøde med forsvareren, hvor der skulle tages stilling til spørgsmålet om, hvorvidt sigtede skulle mentalundersøges. Forsvareren havde lovet retten at ringe tilbage vedrørende berammelse af sagen men gjorde angiveligt ikke dette. Byretten havde derfor afsagt kendelse om, at der skulle ske mentalundersøgelse, uden at sigtede og forsvareren havde være tilstede i retsmødet. Landsretten hjemviste sagen til fornyet behandling i byretten og udtalte blandt andet: "Hverken sigtede eller hans forsvarer var til stede i retsmødet, hvor der blev truffet bestemmelse om mentalundersøgelse. Retsplejelovens § 809, stk. 1, forudsætter, at tiltalte er til stede, og at han har adgang til at udtale sig om sin holdning til en begæring om mentalundersøgelse. Det følger endvidere af retsplejelovens § 810, at sigtede skal spørges om, hvorvidt han samtykker i, at der søges tilvejebragt oplysninger om hans personlige forhold ved henvendelse til hans pårørende eller andre personer til brug for mentalundersøgelsen. Forsvareren har endvidere krav på underretning om ethvert retsmøde og adgang til at være til stede i sådanne møder, jf. retsplejelovens § 748, stk. 2."

Længden af mentalundersøgelser
Af punkt 4.3. i meddelelsen fra Rigsadvokaten, som der er henvist til umiddelbart ovenfor, fremgår der oplysninger om, hvor lang tid en mentalundersøgelse bør tage:
"Ambulante mentalundersøgelser skal så vidt muligt være gennemført senest 6 uger efter, at anklagemyndigheden har rekvireret en ambulant mentalundersøgelse. Kan erklæringen ikke foreligge inden dette tidspunkt, oplyser vedkommende læge anklagemyndigheden herom og om, hvornår erklæringen kan forventes at foreligge, jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 3. maj 2001 om gennemførelse af ambulante mentalundersøgelser i straffesager i politikredsene 23-54 (se pkt. 4.5. vedrørende nævnte cirkulæreskrivelse).
Mentalundersøgelse under indlæggelse på psykiatrisk afdeling må som udgangs-punkt forventes at kunne gennemføres på 8 uger, men det kan i nogle tilfælde være nødvendigt med en lidt længere hospitalsindlæggelse, hvilket kan medføre en forsinkelse af erklæringen."


Henvendelser til pårørende i forbindelse med personundersøgelser og mentalundersøgelser
Af retsplejelovens § 810 fremgår følgende: "Såfremt sigtede ikke samtykker i, at der søges tilvejebragt oplysninger om hans personlige forhold ved henvendelse til hans pårørende eller andre privatpersoner, kan dette kun ske, hvis retten finder det af væsentlig betydning for sagens afgørelse og ved kendelse træffer bestemmelse herom".

Fotoforevisning og konfrontation

Lovbemærkningerne til retsplejelovens §§ 812 til 816 om fotoforevisning mv.

Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 817 om konfrontation.

Se artikel af 12. september 2010 af Claus Bonnez om de retssikkerhedsmæssige problemer i, at et vidne opfordres til at udpege den person, som vidnet genkender som gerningsmanden blandt de tilstedeværende i retssalen under hovedforhandlingen ("dock identification" på engelsk). Her omtales nogle af de retssikkerhedsmæssige problemer, der knytter sig til denne form for bevisførelse.

I Laska og Lika mod Albanien afsagt af EMD den 20. april 2010 (sagsnummer 12315/04) udgjorde det en krænkelse af EMRK artikel 6, at to personer var blevet fundet skyldige i røveri i det væsentlige på grundlag af en konfrontation, hvor de skulle bære elefanthuer, der i farverne mindede om de elefanthuer, som vidner havde set gerningsmændene til røveriet benytte, medens de øvrige deltagere i konfrontationsparaden havde sorte elefanthuer på. I præmis 66 udtaler EMD blandt andet, at domfældelse på grundlag af en konfrontation, der "åbent inviterer" vidner til at udpege den sigtede som gerningsmanden, strider mod EMRK artikel 6. Dette udtrykkes i præmis 66 således: "The Court finds that the identification parade was tantamount to an open invitation to witnesses to point the finger of guilt at both applicants and B.L. as the perpetrators of the crime." I danske straffesager forekommer det ikke sjældent, at anklagemyndigheden under hovedforhandlingen i en straffesag beder et vidne udpege en mulig gerningsmand blandt de tilstedeværende i retssalen, medens vidnet fra sin plads kan se alle de tilstedeværende i retssalen herunder tiltalte, som sidder på den plads ved siden af sin forsvarer, som er forbeholdt tiltalte i straffesager. En sådan fremgangsmåde må anses som en "åben invitation" til at udpege tiltale, idet sandsynligheden er stor for, at vidnet er bekendt med, hvor tiltalte normalt sidder i en retssal, hvorfor fremgangsmåden må anses for uforenelig med EMRK artikel 6. Det samme må gælde "konfrontationsparader", hvor tiltalte for eksempel i forbindelse med anholdelse på eller ved gerningsstedet stilles op mellem polititjenestemænd, hvorpå tilstedeværende vidner skal passere forbi og tilkendegive, hvorvidt de genkender den anholdte som gerningspersonen eller ikke. Domfældelse på grundlag af en konfrontation, hvor tiltaltes forsvarer ikke har været til stede, blev i ovennævnte sag også anset for at udgøre en krænkelse af artikel 6 (se om dette nærmere afgørelsens præmis 67).    

Retsplejelovens § 818 og retsplejelovens § 819 om offentlig efterlysning af mistænkte personer

Af retsplejelovens § 818 om offentliggørelse af signalement mv. i forsøget på fastlæggelsen af en formodet gerningsmand fremgår følgende:

"Stk. 1. Politiet må kun offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand, såfremt

1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og

2) offentliggørelsen må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, herunder for fastlæggelsen af den pågældendes identitet, eller for at forebygge yderligere lovovertrædelse.

Stk. 2. Offentliggørelse af et fotografi af den formodede gerningsmand må kun finde sted, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Stk. 3. Offentliggørelse som nævnt i stk. 1 og 2 må dog ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 4. Afgørelse om offentliggørelse som nævnt i stk. 1 og 2 træffes af politiet.
"

Af retsplejelovens § 819 om offentlig efterlysning af bestemte personer, som er mistænkte for visse lovovertrædelser, fremgår følgende:

"Stk. 1. Er der særlig bestyrket mistanke om, at en person, hvis identitet er politiet bekendt, har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, kan politiet efterlyse den pågældende gennem presse, radio, fjernsyn eller ved anden form for offentlig efterlysning, såfremt dette må antages at være af afgørende betydning for strafforfølgningens gennemførelse eller for at forebygge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grovhed.

Stk. 2. Ved efterlysning som nævnt i stk. 1 kan der gives oplysninger om den påsigtede kriminalitet og om den sigtedes identitet, herunder navn, stilling og bopæl. Ved efterlysningen kan der tillige ske offentliggørelse af et fotografi af den pågældende.

Stk. 3. Efterlysning må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 4. Afgørelse om efterlysning træffes af politiet.
"

Politiets efterlysning af mistænkte efter retsplejelovens §§ 818 og 819 sker som led i en strafferetlig forfølgning, og politiets beslutning om at foretage offentlige efterlysning kan således påklages til statsadvokaten, jf. retsplejelovens § 101, stk. 2. Spørgsmålet kan endvidere indbringes for retten efter retsplejelovens § 746, hvorefter retten afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt.

Lovbemærkningerne til retsplejelovens §§ 818 til 819 om offentlige efterlysninger.

Justitsministeriets svar af 15. februar 2010 på retsudvalgets spørgsmål nr. 110 om overholdelsen af retsplejelovens § 818 i en konkret sag. Bilag til svaret er en afgørelse af 19. november 2009 fra Datatilsynet. Sagen drejer sig om politiets offentliggørelse af videooptagelser optaget af politiet i forbindelse med en politiaktion mod nogle udlændinge i Brorson Kirke på Nørrebro i København 13. august 2009.

2.12.8 - Særligt om børn og unge under 18 år der sigtes for strafbart forhold

Retsplejelovens kapitel 75 b (med reglerne i §§ 821 a til 821 g) vedrører særligt reglerne om straffeprocessuelle indgreb mod børn under den kriminelle lavalder.

Reglerne har deres baggrund navnlig i Betænkning 1431 om straffeprocessuelle tvangsindgreb over for børn under den kriminelle lavalder. Reglerne fører til, at retsplejelovens tvangsindgreb som udgangspunkt også kan anvendes på børn under den kriminelle lavalder, uagtet at disse ikke kan straffes.

Danmarks tredje rapport til FN’s Børnekomité om de foranstaltninger, der er truffet for at virkeliggøre de rettigheder, der er anerkendt i FN-konventionen af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder.

Børns ret til advokatbistand og forældremyndighedsindehaverens ret til at vælge advokat til børn under 18 år
Forældre har ifølge bestemmelsen normalt ret til at overvære afhøring af deres barn under 15 år, og forældrene har derfor også ret til at blive indkaldt til afhøringen. Af betænkning 728 kan det udledes, at dette også gælder for unge under 18 år. Forældre har også ret til at vælge forsvarer for deres barn under 18 år. Se Rigsadvokatens meddelelse nr. 4 fra 2007, og se KRIMs artikel af 31. august 2007 derom.

Se Rigsadvokaturens bekendtgørelse nr. 803 af 28. juni 2010 om underretning af kommunen om afhøringer af sigtede under 18 år.


Kravet i retsplejelovens § 821 e om, at barnet skal have "et ganske særligt behov for advokatbistand" indebærer, at børn under 15 år ikke i samme udstrækning som voksne efter dansk ret har ret til at få beskikket en forsvarer under efterforskningen af en straffesag. I visse sager har en voksen efter retsplejelovens § 731 en ubetinget ret til at få beskikket en forsvarer under efterforskningen. I alle andre sager kan en voksen efter retsplejelovens § 732 få beskikket en forsvarer under efterforskningen, når retten "anser det for ønskeligt".

Børn er således dårligere stillede end voksne med hensyn til adgangen til forsvarerbistand, når disse skal afhøres hos politiet. I praksis er forskellen på et barns og en voksens adgang til forsvarerbistand som sigtet i en straffesag formentlig af meget ringe betydning, idet et barn - ligesom tilfældet er for en voksen - ikke har pligt til at udtale sig til politiet. Et barn vil således (eventuelt gennem en advokat) blot kunne stille som betingelse for at lade sig afhøre, at der beskikkes barnet en advokat, som kan være til stede ved afhøringen sammen med barnet, og som inden afhøringen kan gennemgå sagens akter med barnet - akkurat som med en voksen sigtet. I sagen 32-76/2010 beskikkede Retten i Randers den 7. januar 2010 en forsvarer for en 14-årig, som politiet ønskede at sigte og afhøre vedrørende påstået hærværk mod et solcenter. Advokaten havde ved brev af 3. januar 2010 meddelt Østjyllands Politi, at barnet ikke ønskede at udtale sig til sagen, førend der var blevet beskikket advokat, og førend barnet havde haft lejlighed til at gennemgå sagens akter med forsvareren. Der var tale om en sigtelse for et enkeltstående - forholdsvist banalt - tilfælde af hærværk, hvor den sigtede sammen med nogle kammerater var sigtet for at have åbnet for en brandhane i et solcenter med deraf følgende vandskade. Barnet nægtede sig i øvrigt skyldig, idet han gjorde gældende, at der var tale om et uheld. 

Det synes at være i strid med artikel 40 i FN's børnekonvention, at børn ikke i alle tilfælde, hvor de skal afhøres som "sigtede" i straffesager, får beskikket en forsvarer. 4 pind i 2. stykke i artikel 40 siger, at "ethvert barn, der mistænkes eller anklages for at have begået strafbart forhold", har ret til "at blive oplyst straks og direkte om anklagernes indhold, om fornødent gennem sine forældre eller værge, og til at få juridisk eller anden passende bistand til forberedelse og fremstilling af sit forsvar". Se nærmere KRIMs artikel af 16. april 2008 om børns adgang til advokatbistand.

Se også Rigsadvokatens meddelelse nr. 4 af 12. juni 2007 om anklagemyndighedens behandling af straffesager mod børn og unge lovovertrædere.

Af artikel 40 i FN-konventionen af 20 november 1989 om Barnets Rettigheder (børnekonventionen) fremgår følgende:

"1. Deltagerstaterne anerkender retten for ethvert barn, der mistænkes eller anklages for eller er fundet skyldig i at have begået strafbart forhold, til at blive behandlet på en måde, der er i overensstemmelse med fremme af barnets sans for værdighed og værdi, som styrker barnets respekt for andres menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder, og som tager barnets alder og ønskeligheden af at fremme, at barnet resocialiseres og påtager sig en konstruktiv rolle i samfundet, i betragtning.

2. Med henblik herpå og under hensyn til vedkommende bestemmelser i internationale instrumenter skal deltagerstaterne især sikre, at

• (a) intet barn skal mistænkes eller anklages for at have begået strafbart forhold eller anses for skyldig heri på grund af handlinger eller undladelser, som ikke var forbudt ved national eller international ret på tidspunktet for overtrædelsen;
• (b) ethvert barn, der mistænkes eller anklages for at have begået strafbart forhold, har mindst følgende garantier:
• (i) at blive anset for uskyldig, indtil skyld er bevist i henhold til loven;
• (ii) at blive oplyst straks og direkte om anklagernes indhold, om fornødent gennem sine forældre eller værge, og til at få juridisk eller anden passende bistand til forberedelse og fremstilling af sit forsvar;
• (iii) at få sagen afgjort, uden forsinkelse, af en kompetent, uafhængig og upartisk myndighed eller dømmende organ efter en upartisk procedure i henhold til loven med tilstedeværelse af en juridisk eller anden passende rådgiver, medmindre dette ikke anses for at tjene barnets tarv, især i betragtning af dets alder eller situation, dets forældre eller værge;
• (iv) ikke at blive tvunget til at afgive vidneudsagn eller tilstå skyld; ret til at udspørge eller få forhørt vidner, som påberåbes mod barnet, og til for egen regning og på lige vilkår at få vidner indkaldt og forhørt;
• (v) hvis det anses for at have begået strafbart forhold, at få beslutningen derom og enhver foranstaltning, der er truffet som følge deraf, prøvet af en højere kompetent, uafhængig og upartisk myndighed eller dømmende organ i medfør af loven,
• (vi) at få gratis bistand af en tolk, hvis barnet ikke kan forstå eller tale det sprog, der anvendes;
• (vii) at få sit privatliv respekteret fuldt ud på alle stadier af sagsforløbet.
3. Deltagerstaterne skal søge at fremme indførelsen af love, fremgangsmåder, myndigheder og institutioner, som er specielt tilpasset børn, der mistænkes, anklages for eller anses for at have begået strafbart forhold, herunder især:

• (a) fastlæggelse af en minimumsalder, under hvilken børn anses ikke at være i stand til at begå strafbart forhold,
• (b) forholdsregler, hvor det er hensigtsmæssigt og ønskeligt, til at tage vare på sådanne børn uden at involvere retsinstanserne, forudsat at menneskerettigheder og retsgarantier respekteres i fuldt omfang.

4. Forskellige forholdsregler, såsom omsorg, vejledning og tilsynsføring, rådgivning, prøveløsladelse, plejeaftaler, undervisning og erhvervsorienterede uddannelsesprogrammer og andre alternativer til anbringelse i institution, skal være til rådighed for at sikre, at børn behandles på en måde, der tjener deres tarv og står i passende forhold til både deres personlige forhold og til forbrydelsen.
"


2.12.9 - Straffeprocessuelle indgreb i Danmark på begæring af andre landes myndigheder

Se Justitsministeriets grundnotat samt forslag vedrørende forslag til Rådets rammeafgørelse om en europæisk bevissikringskendelse til fremskaffelse af genstande, dokumenter og data til brug i straffesager. Det fremgår af grundnotatet, at hensigten med forslaget er at sikre et hurtigere og mere effektivt retligt samarbejde i straffesager, når det drejer sig om fremskaffelse af (eksisterende) genstande, dokumenter og data til brug i straffesager i et andet EU-medlemsland. Det fremgår videre, at rammeafgørelsen om en (ny) europæisk bevissikringskendelse på dette område vil skulle erstatte de traditionelle aftaler om gensidig retshjælp efter Europarådets konvention fra 1959 om gensidig retshjælp i straffesager og lignende instrumenter. Anmodninger om retshjælp til fremskaffelse af (nyt) bevismateriale, såsom erklæringer fra mistænkte, vidner mv., eller efterforskningsskridt, der indebærer bevisoptagelse i reel tid, f.eks. aflytning af samtaler eller overvågning af banktransaktioner, vil ikke være omfattet af rammeafgørelsen om den europæiske bevissikringskendelse, og de eksisterende internationale instrumenter på området vil således fortsat finde anvendelse her. Med forslaget fastlægges mindstekravene til den retshjælp, som EU-medlemslandene skal yde hinanden. Disse krav kan ifølge Kommissionen overordnet beskrives på følgende måde:

1 - En retsanmodning fra en anden EU-medlemsstat skal anerkendes umiddelbart, uden at der er behov for at omdanne den til en national afgørelse, før den kan fuldbyrdes.
2 - Retsanmodninger bliver standardiserede ved hjælp af formular
3 - Der skal indføres frister for efterkommelse af anmodninger.
4 - Der skal indføres minimumsbeskyttelse både for udstedelse og efterkommelse af retsanmodninger.
5 - Mulighederne for at afvise en retsanmodning skal begrænses.

2.13 - Sagens rejsning for retten - tilståelsessager, anklageskriftet, forkyndelse, frihedsberøvedes tilstedeværelse i retten mv.

2.13.1 - Tilståelsessager
Retsplejelovens § 831, stk. 1, har følgende indhold: "Afgiver sigtede i et retsmøde efter § 694, stk. 3, en uforbeholden tilståelse i en straffesag, hvor lægdommere ellers skulle have medvirket, kan sagen straks fremmes til dom, uden at der udarbejdes anklageskrift, hvis
1) tilståelsens rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger,
2) sigtede og anklageren giver samtykke,
3) retten ikke finder det betænkeligt at afgøre sagen uden hovedforhandling og
4) der ikke bliver spørgsmål om anvendelse af straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 73."

Af § 831, stk. 4, følger, at sigtede også i tilfælde, hvor han ikke er frihedsberøvet under sagen, har ret til at få beskikket en forsvarer, hvis sigtede ønsker dette, inden sigtede tager stilling til, om sigtede vil give samtykke til, at sagen fremmes som tilståelsessag.

I TfK 2009.941 VLD fik anklagemyndigheden ikke lov til under hovedforhandlingen i landsretten at påstå sagens tyveriforholde henført under straffelovens § 286, stk. 1, der hverken er nævnt i retsmødebegæringen for byretten, i byrettens retsbog for det retsmøde, hvor sagen blev fremmet efter retsplejelovens § 831, eller i ankemeddelelsen. Byrettens dom blev stadfæstet i landsretten.

I TfK 2011.46/2 ØLD blev en sag, der i byretten var fremmet som tilståelsessag, hjemvist til fornyet behandling i byretten, idet landsretten ikke fandt, at tiltalte havde "afgivet en uforbeholden tilståelse i forhold til den rejste tiltale". Tiltalte kunne i byretten ikke erkendte sig skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2, nr. 2, idet han alene kunne erkende, at han ville overdrage stofferne til nogle bekendte uden fortjeneste. 

I TfK 2006.536/2 HD var tiltalte i en tilståelsessag fundet skyldig i overtrædelse af beredskabslovens § 60, stk. 1, nr. 1, og straffet med fængsel i 6 måneder. Højesteret fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at den pågældende havde erkendt sig skyldig i overtrædelse af lovens § 60, stk. 1, nr. 1, om nægtelse af at gøre tjeneste men alene lovens § 60, stk. 1, nr. 2, om udeblivelse fra tjenesten. Højesteret fandt således alene den pågældende skyldig i udeblivelse fra tjenesten i overensstemmelse med dennes erkendelse og nedsatte straffen til en bøde.

I UfR 1986.11 HD blev en dom i en tilståelsessag af Højesterets flertal (3 dommere) ophævet og hjemvist til fornyet behandling ved byretten. Højesteret udtalte blandt andet: "Efter tiltaltes forklaring i grundlovsforhøret og retsmødet den 24. januar 1985 om sit økonomiske og retlige mellemværende med finansieringsselskaberne og efter de oplysninger herom, som i øvrigt må antages at være lagt til grund ved pådømmelsen, findes det overordentlig tvivlsomt, om tiltalte ved at foretage de i byretsdommen beskrevne handlinger har gjort sig skyldig i skyldnersvig og underslæb efter straffelovens §§ 283, stk. 1, nr. 1, og 278, stk. 1, nr. 1. Da betingelserne for at fremme sagen til dom som tilståelsessag efter retsplejelovens § 925 således ikke har været til stede, findes det - uanset at tiltaltes forsvarer ikke har fremsat ønske derom - rettest, at byrettens og landsrettens domme ophæves, og at sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten." To dommere ville frifinde tiltalte. Disse to dommere udtalte blandt andet: "Uanset om der i forbindelse med en hjemvisning måtte kunne tilvejebringes et andet grundlag for domfældelse af tiltalte, findes det - også under hensyn til sagens forløb - rettest på grund af den urigtige anvendelse af straffeloven at frifinde tiltalte, jfr. retsplejelovens § 959, stk. 1, nr. 1, og § 960, stk. 1."

I UfR 1962.215 ØLD blev byrettens dom i en tilståelsessag ophævet og hjemvist til fornyet behandling ved byretten, idet landsretten blandt andet udtalte: "Da der ikke før tiltalens rejsning og sagens optagelse til dom er tilført retsbogen nogen gengivelse af tiltaltes forklaring, således som det er foreskrevet i retsplejelovens § 824, stk. 2, samt da dommen savner enhver angivelse af de omstændigheder, som udkræves til forholdenes betegnelse, findes dommen ikke at kunne danne grundlag for behandling under den iværksatte anke."

2.13.2 - Anklageskriftets udformning, indhold og forkyndelse
Retsplejelovens § 834 kræver blandt andet, at anklageskriftet skal indeholde oplysninger "om det forhold, der rejses tiltalte for". I 2. stykke er dette præciseret, og det fremgår, at disse oplysninger skal omfatte "den regel, der påstås overtrådt, og forbrydelsens kendetegn, som de fremgår af reglen", "forbrydelsens navn, hvis loven indeholder angivelse heraf", "strafbestemmelsen" og "en kort beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, med sådan beskrivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder, som er nødvendig for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse" og "i givet fald de strafforhøjelses- eller strafnedsættelsesgrunde, der vil blive påberåbt".

I Mattoccia mod Italien, app. nr. 23969/94, afgjort af EMD den 25. juli 2000 fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 3, i en sag, hvor en skolebuschauffør var sigtet for voldtægt mod en mindreårig pige på en skole for handicappede. Anklageskriftet var udformet for upræcist med hensyn til tid og sted for forbrydelsen. Tiltalte havde endvidere ikke haft tilstrækkelig tid og muligheder for at forberede sit forsvar.

I TfK 2009.949/1 ØLD blev en sag af landsretten hjemvist til fornyet behandling i byretten. En person var i sagens forhold 2 tiltalt for medvirken til tyveri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, jf. § 23, ved i forening med 3 personer, hvis sager er afgjort, at have medvirket til at stjæle 9 skrueblade fra Scandlines' oplagringsplads i Gedser. Landsretten udtalte blandt andet: "Anklageskriftet indeholder ikke nogen form for beskrivelse af, på hvilken måde tiltalte skulle have medvirket til dette tyveri. Anklageskriftet vedrørende forhold 2 lever således ikke op til kravene i retsplejelovens § 834, og landsretten finder, at den valgte udformning af tiltalen har indebåret en sådan vanskeliggørelse af tiltaltes forsvar, at der ikke kan bortses fra, at en iagttagelse af reglerne i retsplejelovens § 834 kunne have medført et andet udfald af sagen."

Se TfK 2009.393/1 HD, hvor en tysk taxachauffør var tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1, "ved den 3. januar 2008 ca. kl. 14.00 via Oksevejen, 6330 Padborg, fra Tyskland til Danmark, i tysk registreret taxa - - -, forsætligt at have bistået 3 afghanske statsborgere med ulovlig indrejse og ophold i Danmark". Under sagens behandling ved Højesteret præciserede anklagemyndigheden, at tiltalen alene vedrørte § 59, stk. 7, nr. 1, og ikke nr. 2 om forsætlig bistand til ophold her i landet. Højesteret frifandt den pågældende med henvisning til anklageskriftets mangelfulde udformning og udtalte herom nærmere: "Efter landsrettens bevisvurdering kan det ikke anses for bevist, at T har haft forsæt til at bistå de 3 afghanske statsborgere med deres ulovlige indrejse i landet, og domfældelsen af T kan derfor alene antages at angå den resterende del af tiltalen. Beskrivelsen i anklageskriftet af denne del af tiltalen (»ophold i Danmark«) opfylder - i relation til § 59, stk. 7, nr. 1, 2. led - ikke kravene i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 1, hvorefter anklageskriftet skal angive »forbrydelsens kendetegn, som de fremgår af reglen«. Dette skyldes, at det ikke af anklageskriftet kan udledes, hvad det - efter de tre afghaneres indrejse i Danmark - er for en aktivitet, som T er tiltalt for at have ydet bistand til. Anklageskriftet har dermed ikke givet T anledning til at forholde sig til fortolkningen og anvendelsen af 2. led af § 59, stk. 7, nr. 1 (bistand til »rejse gennem landet«), herunder om dette udtryk alene omfatter bistand til transit og dermed til ulovlig passage af et andet lands grænse, og om bistandsyderen i givet fald har haft forsæt hertil. Højesteret finder herefter, at anklageskriftet ikke indeholder en sådan beskrivelse af forholdet, at det kan danne grundlag for en domfældelse efter udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1, 2. led, jf. herved retsplejelovens § 883, stk. 3."


I "Rigsadvokaten Informerer", nr. 7, 2009, kommenterer rigsadvokaten ovennævnte højesteretsdom.

I TfK 2006.505 VLD var en person i sagens forhold 1 tiltalt for at have modtaget "en ikke ubetydelig mængde" amfetamin med henblik på videreoverdragelse. Tiltalte blev delvist domfældt for dette forhold ved landsretten, som herom blandt andet udtalte: "Således som anklageskriftet er udformet, kan der med hensyn til mængden af amfetamin alene anses for at være rejst tiltale for at have modtaget en mængde på ikke under 50 g amfetamin, som er den mængde, der efter retspraksis kræves, for at forholdet er omfattet af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt."

I TfK 2004.574/1 HD hjemviste Højesteret en fældende dom vedrørende medvirken til indsmugling af narkotika til fornyet behandling i landsretten. Højesteret udtalte blandt andet: "Hverken anklageskriftet, hvis formulering ikke blev ændret under sagen, eller hovedspørgsmålet indeholder for så vidt angår den principale tiltale for medvirken nogen form for beskrivelse af, på hvilken måde T1, der ikke indrejste sammen med T2 ved indsmuglingen, skulle have medvirket til indførslen af kokainen. Selv om det kan være vanskeligt at fastlægge den nærmere rollefordeling mellem flere, der samvirker om forbrydelser, fører bestemmelserne i retsplejelovens § 831 og § 888 efter vores opfattelse til, at det ikke er tilstrækkeligt i et tilfælde som det foreliggende blot at angive, at en tiltalt har medvirket til en nærmere beskrevet indsmugling af narkotika, foretaget af en anden. Den valgte udformning af tiltalen og spørgsmålet til nævningerne har indebåret en sådan vanskeliggørelse af T1's forsvar, at der efter vores opfattelse ikke kan bortses fra, at en iagttagelse af reglerne i retsplejelovens § 831 og § 888 kunne have medført et andet udfald af sagen.

I TfK 2004.611 VLD var der rejst tiltale for overtrædelse af "straffelovens § 245, stk. 1 - legemsangreb af særlig rå og brutal karakter, ved ......". Ordene ".. eller farlig ..", som fremgår af straffelovens § 245, stk. 1, fremgik således ikke af anklageskriftet. Landsretten fandt de tiltalte skyldige i vold men fandt ikke, at legemsangrebet havde "været af særlig rå og brutal karakter, jf. straffelovens § 245, stk. 1." Anklagemyndigheden gjorde under proceduren gældende, at der vil kunne dømmes for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, for legemsangreb af særlig farlig karakter, fordi der er benyttet håndvægte ved voldsudøvelsen. Landsretten udtalte blandt andet: "Anklageskriftet for byretten, som ankemeddelelsen henviser til, er formuleret således, at det vedrører overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, legemsangreb af særlig rå og brutal karakter. Med denne formulering af anklageskriftet er der ikke grundlag for, at landsretten kan henføre forholdet under straffelovens § 245, stk. 1, fordi legemsangrebet eventuelt har været af særlig farlig karakter. Herefter er de tiltalte skyldige i overtrædelse af straffelovens § 244 ved i forening at have udøvet vold i det foran anførte omfang."

I TfK 2002.43 ØLD frifundet for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 15, stk. 3, "ved torsdag den 21. december 2000 kl. 15.44, at have ført Mazda 323 personbil, reg.nr. - - - ad Holbækmotorvejen mod vest i Vallensbæk Kommune og undladt at afpasse afstanden til de forankørende, så der ikke var fare for påkørsel, hvis køretøjet foran standsede eller dets hastighed nedsattes." Landsretten begrundede frifindelsen således: "Anklageskriftet indeholder ikke angivelse af den eller de strækninger, hvorunder den anførte videooptagelse har fundet sted, den hastighed, hvormed tiltalte førte sit køretøj, eller afstanden til det forankørende køretøj. Efter bevisførelsen og således som sagen er procederet af anklagemyndigheden, lægger landsretten til grund, at tiltalen omfatter tiltaltes to kørsler i kombination. Landsretten finder under disse omstændigheder, at anklageskriftet ikke opfylder de krav, som stilles i retsplejelovens § 930, jf. § 926, jf. § 831, stk. 1, nr. 3, til den tilstrækkelige og tydelige betegnelse af det forhold, tiltalen angår."

I TfK 2001.389 VLD ankede tiltalte byrettens dom for overtrædelse af straffelovens § 244 "ved natten til søndag den 8. august 1999 ud for restaurant Sunrise, Jomfru Anegade 14, Aalborg, at have slået A i ansigtet med knyttet hånd, hvorved han mistede en tand i overmunden." Tiltalte påstod for landsretten frifindelse. Til støtte herfor gjorde tiltalte blandt andet gældende, at der ved byretten var sket domfældelse "for et forhold, der ikke er rejst tiltale for". Landsretten frifandt den pågældende med henvisning til det af sagen omhandlede hændelsesforløb ikke var omfattet af anklageskriftets gerningsbeskrivelse. Landsretten utalte herom nærmere: "Ifølge anklageskriftet er tiltalte tiltalt for at have slået A i ansigtet med knyttet hånd, hvorved han mistede en tand i overmunden. Tiltalte er i byretten frifundet for at have slået A ansigtet med knytnæve, medens det er lagt til grund, at tiltalte har slynget sin arm omkring A hvorved han faldt, ligesom hun har sat sig oven på ham og trukket hans hoved bagover. Landsretten finder ikke, at dette hændelsesforløb er omfattet af anklageskriftets beskrivelse af det strafbare forholds udførelsesmåde, og landsretten frifinder derfor tiltalte."

2.13.3 - Berigtigelse af anklageskriftet under hovedforhandlingen
Af retsplejelovens § 836, stk. 2, fremgår, at anklageskriftet under hovedforhandlingen kun kan udvides med andre forhold med tiltaltes samtykke, medmindre forholdet er begået under hovedforhandlingen. Af § 836, stk. 2, 3. pkt., følger forudsætningsvist, at anklagemyndigheden kan foretaget "berigtigelser" af anklageskriftet under hovedforhandlingen uden hverken rettens eller tiltaltes samtykke. Retsplejelovens § 883, stk. 4, der vedrører rettens adgang til at fravige tiltalen, kan bidrage til afklaringen af, hvornår der foreligger en "udvidelse" af tiltalen, eller hvornår der blot er tale om en "berigtigelse". § 883, stk. 4, skal ses i sammenhæng med § 883, stk. 3, som fastslår hovedreglen om, at retten ikke kan domfælde for noget forhold, der ikke er omfattet af tiltalen. § 883, stk. 4, har følgende indhold: "Derimod er retten ikke udelukket fra at henføre det påtalte forhold under en anden strafbestemmelse end den, anklagemyndigheden har påstået anvendt. Retten kan også fravige tiltalen med hensyn til de med lovovertrædelsen forbundne biomstændigheder (tid og sted mv.). Dette kan dog kun ske, hvis retten med sikkerhed skønner, at tiltalte, også under forudsætning af sådan afvigelse fra tiltalen, har haft fyldestgørende adgang til forsvar. Finder retten, at dette ikke er tilfældet, eller nærer den tvivl i så henseende, skal den, inden dens afvigende bedømmelse lægges til grund for domfældelse, give parterne lejlighed til at udtale sig og efter omstændighederne udsætte sagen i det tidsrum, der er nødvendig for at varetage forsvaret."

I TfK 2011.137 VLD, hvor der var rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 192 a for besiddelse af et jagtgevær og ammunition, anmodede anklagemyndigheden under sagens behandling ved landsretten om tilladelse til at berigtige anklageskriftet, således at ordene "at have besiddet 49 patroner, cal. 16 af mærket Gyttorp Steel 70 mm og Kent Champion Pro Steel 67 mm" ændredes til: "at have besiddet 46 patroner, cal. 12 af mærket Gyttorp Steel 70 mm og 3 patroner, cal. 16 af mærket Kent Champion Pro Steel 67 mm". Forsvareren protesterede herimod, idet han gjorde gældende, at der er tale om en udvidelse af tiltalen, der ifølge retsplejelovens § 917, stk. 1, jf. § 836, stk. 2, kræver tiltaltes samtykke. Landsretten tillod ikke den omhandlede "berigtigelse", idet man fandt, at der reelt var tale om en udvidelse af tiltalen. Landsretten udtalte blandt andet: "Landsretten har ved en beslutning truffet under hovedforhandlingen fastslået, at der er tale om en udvidelse af tiltalen, der ikke kan ske uden tiltaltes samtykke. Landsretten har herved lagt vægt på, at tiltalen, som den er rejst, angår besiddelse af et jagtgevær og 49 patroner, der ikke passer til geværet, idet geværet er kaliber 12, mens patronerne ifølge formuleringen af tiltalen i forhold 2 er kaliber 16. Den ændring, som anklagemyndigheden har ønsket, vil indebære, at tiltalen angår besiddelse af et jagtgevær og 49 patroner, hvoraf de 46 patroner passer til geværet. Der ville således i realiteten være tale om en udvidelse af tiltalen fra at angå besiddelse af et jagtgevær uden tilhørende ammunition til at angå besiddelse af et jagtgevær med tilhørende ammunition."


I TfK 2010.214 ØLD havde anklagemyndigheden rejst tiltale mod en person for forsøg på overtrædelse af bekendtgørelse om privates indførsel af lægemidler. Der kan straffes med bøde for overtrædelse af bestemmelsen, og anklagemyndigheden havde således nedlagt påstand om bøde. Under hovedforhandlingen ønskede anklagemyndigheden at ændre tiltalen, således at den pågældende skulle tiltales for "at have indført" og ikke for "at have forsøgt at have indført". Dette tillod landsretten ikke. Landsretten udtalte: "Tiltalen i sagen er rejst som en forsøgshandling. Strafbart forsøg forudsætter efter straffelovens § 21, stk. 3, at der for lovovertrædelsen [kan] idømmes en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder. Dette er ikke tilfældet i det konkrete tilfælde, hvor strafferammen alene er bøde. En berigtigelse under hovedforhandlingen af et anklageskrift, hvorved et ikke-strafbart forhold erstattes i beskrivelse med et strafbart kan ikke finde sted, jfr. retsplejelovens § 836, stk. 2."

I sagen TfK 2009 941 VLD fik anklagemyndigheden ikke lov til under hovedforhandlingen i landsretten at påstå en række tyveriforhold henført under straffelovens § 286, stk. 1, der hverken er nævnt i retsmødebegæringen for byretten, i byrettens retsbog for det retsmøde, hvor sagen blev fremmet efter retsplejelovens § 831, eller i ankemeddelelsen. Byrettens dom blev stadfæstet i landsretten.

I TfK 2010.304 VLD var en person tiltalt efter straffelovens § 119, stk. 1, blandt andet for at være fremkommet med trusler over for fængselsbetjent A. Efter retsplejelovens § 834. stk. 1, skal anklageskriftet indeholde oplysninger om det forhold, der rejses tiltale for. Det fremgår af § 834, stk. 2, nr. 1 og 4, at oplysningerne blandt andet skal omfatte forbrydelsens kendetegn, som de fremgår af reglen, og en kort beskrivelse af de forhold, der rejses tiltale for med en sådan angivelse af blandt andet udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder, som er nødvendig for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse. Landsretten udtalte blandt andet, at anklageskriftet hverken indeholder "en angivelse af, at truslerne angik trusler om vold, eller ordlyden af truslerne". Landsretten udtalte videre: "Herefter opfylder anklageskriftet, der ikke er søgt berigtiget for byretten, ikke kravene efter retsplejelovens § 834. Byretten burde derfor have afvist den del af sagen, der angår overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, begået over for A". Den pågældende blev derpå frifundet for at have fremsat de af sagen omhandlede trusler. 

I TfK 2005.6/3 ØLD kunne tiltalen i medfør af retsplejelovens § 836, stk. 2, ikke udvides mod tiltaltes protest, således at straffelovens § 247, stk. 2, tillige skulle citeres vedrørende det voldsforhold efter straffelovens § 244, som byretten havde fundet tiltalte skyldig i. Landsretten udtalte blandt andet: "Uanset det i anklageskriftets beskrivelse af forhold 4 udtrykkeligt er anført, at forurettede var kontrollør eller dørmand, finder landsretten ikke, at der hermed er givet en så tilstrækkelig beskrivelse af forholdet, at dette kan henføres til straffelovens § 247, stk. 2, når denne bestemmelse ikke samtidig er nævnt i anklageskriftet, jf. retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3. Det bemærkes herved navnlig, at det ikke er utvivlsomt, at dørmænd eller kontrollører i enhver situation er omfattet af straffelovens § 247, stk. 2. Mod tiltaltes protest kan tiltalen derfor ikke udvides som efter anklagemyndighedens påstand, jf. retsplejelovens § 833, stk. 2 og 3."

I TfK 2005.179 VLD blev en person ved byretten fundet skyldig i brandstiftelse efter straffelovens § 181, stk. 1. Anklagemyndigheden under sagens behandling ved landsretten om tilladelse til at berigtige tiltalen, således:
at forholdet henføres både under straffelovens § 181, stk. 1 og 2,
at der efter »Silkeborg,« indsættes »til dels«,
at »til sin ejendom« ændres til »på sin hustrus ejendom«,
at der efter »skade på« indsættes »tiltaltes og hustruens« og at »ejendommen til« ændres til »på hustruens ejendom til«. Forsvareren protesterede. Landsretten fandt, at berigtigelsen, der var anmodet om, ikke angik "biomstændigheder" og tillod ikke berigtigelsen mod tiltaltes protest. Landsretten udtalte: ""Landsretten finder, at de yderligere ændringer, som anklagemyndigheden har anmodet om tilladelse til at foretage i tiltalen for landsretten, ikke kan anses som biomstændigheder. Berigtigelsen af tiltalen vil derfor kun kunne ske i overensstemmelse med retsplejelovens § 833, stk. 2 [nu § 836, stk. 2]. Da tiltalte ikke har samtykket i berigtigelsen, tages anklagemyndighedens begæring om den yderligere berigtigelse af tiltalen ikke til følge."
 
I TfK 2005.336/2 ØLD toges en påstand om konfiskation nedlagt under hovedforhandlingen i landsretten ikke til påkendelse ved landsretten. Landsretten udtalte herom: "Vedrørende den nedlagte påstand om konfiskation bemærkes, at byrettens dom ikke omtaler en sådan påstand, ligesom anklagemyndigheden ikke har nedlagt påstanden særskilt i ankemeddelelsen af 17. september 2004. Under disse omstændigheder finder landsretten at måtte give tiltalte medhold i, at påstanden herom, der under anken først er blevet nedlagt under selve domsforhandlingen, ikke bør kunne tages under påkendelse af landsretten."

I TfK 2002.644/2 VLD var tiltalte i byretten fundet skyldig i overtrædelse af blandt andet straffelovens § 222, stk. 1, og § 216. Tiltalte var blevet frifundet for et forhold. Anklagemyndigheden berigtigede for landsretten berigtiget tiltalen således: ".. I forhold 2 tilføjes efter straffelovens § 222, stk. 1,: »til dels jf. § 224«. I forhold 3 tilføjes efter § 223, stk. 2,: »til dels jf. § 224«. Efter »Kolding« indføjes ordene »under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed«. .." Tiltalte protesterede mod, at der i forhold 3 indføjes ordene »under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed«. Landsretten tillod ikke berigtigelsen mod tiltaltes protest og udtalte herom: "Med hensyn til anklagemyndighedens berigtigelse af tiltalens forhold 3 tiltræder landsretten, at tiltalens forhold 3 ikke opfylder betingelserne i retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, og tiltalen findes ikke mod tiltaltes protest at kunne ændres under anken, som anført af anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 965a, jf. § 833. Sagen afvises derfor, for så vidt angår forhold 3."

I TfK 2002.639/2 OE ankede tiltalte byrettens dom, hvor han var blevet fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191. For landsretten påstod tiltalte frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 191 i forhold 2-6 som følge af, at der ikke i anklageskriftet er rejst tiltale for køb med henblik på overdragelse, jf. retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, samt frifindelse i forhold 4 for så vidt angår 150 g heroin, frifindelse i forhold 5 og frifindelse for 100 g heroin i forhold 6, samt i øvrigt til formildelse. Tiltalte blev ved landsretten frifundet for overtrædelse af bestemmelsen. Landsretten udtalte vedrørende dette blandt andet: "Da anklageskriftet ikke indeholder en tilstrækkelig og tydelig angivelse af, at tiltalte skulle have købt eller forsøgt at købe stoffet med henblik på overdragelse, jf. retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, jf. § 965, stk. 1, og da den manglende beskrivelse ikke kan anses som en biomstændighed, jf. § 908, stk. 4, frifindes tiltalte i det hele for overtrædelse af straffelovens § 191."

2.13.4 - Fremsendelse af anklageskrift, forkyndelse af hovedforhandlingen overfor tiltalte mv.
Af retsplejelovens § 835 følger, at anklagemyndigheden indleverer anklageskriftet til retten, og at straffesagen "er indledt" ved indleveringen af anklageskriftet for retten. Det fremgår også, at anklagemyndigheden "uden ophold" sender kopi af anklageskriftet til forsvareren. Se

Rigsadvokatens cirkulæreskrivelse (RAC skrivelse 43/734 af 4. maj 1973 om genparter af anklageskrift og bevisfortegnelse til forsvarere (journalnummer 934/72).

Af retsplejelovens § 844, stk. 2, følger, at tiltalte har krav på forkyndelse med mindst 4 dages varsel. Retten kan i særlige tilfælde fastsætte et kortere varsel, for eksempel i forhold til hjemløse personer, der er vanskelige at komme i kontakt med.
Vidner har normalt krav på "aftens varsel" - bor vidnet længere væk end 30 km., forlænges varslet med 2 døgn.

I sagen UfR 2003.1636 Ø var tiltalte udeblevet fra hovedforhandlingen i byretten i en sag, hvor denne var tiltalt for vold. Sagen var blevet fremmet i tiltaltes fravær, og han blev idømt en fængselsstraf. Tiltalte ankede til landsretten (dog kun som en udmålingsanke, idet tiltalte ikke havde opnået procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke skyldsspørgsmålet). I landsretten kom det frem, at stævningen ikke var blevet forkyndt med mindst 4 dages varsel for tiltalte. Da tiltalte ikke havde været lovligt tilsagt, blev byrettens dom ophævet, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling for byretten.

2.13.5 - Det er anklagemyndighedens (eller politiets) ansvar, at fængslede sigtede, tiltalte eller vidner bringes til retten
Det følger af retsplejelovens § 844, stk. 2 og 3, at det er anklagemyndighedens ansvar at bringe anholdte eller fængslede tiltalte eller vidner frem til retten. Stk. 3 har følgende ordlyd: "Er tiltalte fængslet eller anholdt, sørger anklagemyndigheden for, at tiltalte bringes til retten". Stk. 4, 2. pkt., i samme bestemmelse har følgende indhold: "Er et vidne fængslet eller hensat i forvaring, sørger anklagemyndigheden for, at den pågældende bringes til retten."

I Romanov mod Rusland afgjort den 20. oktober 2005 af EMD udtalte EMD i præmis 108 blandt andet, at staten er forpligtet til at sørge for, at frihedsberøvede sigtede eller tiltalte personer bringes til stede til retsmøder i straffesager mod denne.

Det følger modsætningsvist af retsplejelovens § 748, stk. 1, 3. pkt., at myndighederne har pligt til at "fremstille" sigtede for retsmøder. Kun i tilfælde, hvor en sådan fremstilling er forbundet med "uforholdsmæssigt besvær", kan den undlades. Der skal ganske meget til, før domstolene finder, at en sådant besvær måtte være "uforholdsmæssigt". I TfK 2001.333 VLK blev en sag hjemvist til fornyet behandling i byretten, idet landsretten ikke fandt, at det var "forbundet med uforholdsmæssigt besvær", at fremstille en person, der var indlagt til mentalundersøgelse i Århus til en fristforlængelse i Fredericia.

2.14 - Hovedforhandlingen i første instans

2.14.1 - Sagens udsættelse, tiltaltes udeblivelse fra retsmødet mv.

Retsplejelovens § 847 har følgende indhold:

"Stk. 1. Retten kan udsætte hovedforhandlingen, inden den er begyndt, hvis dette er nødvendigt af hensyn til retten selv eller på grund af andre omstændigheder, herunder tiltaltes flugt, hindringer for anklagemyndigheden, tiltalte, forsvareren, vidner eller syns- og skønsmænd, ændringer i tiltalen eller anmeldelse af nye beviser.
Stk. 2. En part, der ønsker hovedforhandlingen udsat efter stk. 1, skal snarest muligt anmode retten herom.
"

I UfR 1971.191 ØLK havde tiltalte, der var arrestant, meddelt, at han "under ingen omstændigheder" ville lade sig fremstille i retten, idet han mente, at sagens udfald ville blive den samme, hvad enten han var tilstede eller ej. Efter denne udtalelse havde han smækket celledøren i, så en  kriminalassistent var ved at komme i klemme mellem celledøren og karmen. Kriminalassistenten oplyste, at han tidligere havde kunnet tale med tiltalte, som villigt havde afgivet forklaring, men han var blevet fuldstændig afvisende og tillukket, efter at han havde været på Vestre fængsel og til mentalundersøgelse på Statshospitalet, Nykøbing Sjælland. Arrestforvareren og kriminalassistenten var overbevist om, at tiltalte kun kunne fremstilles i retten ved brug af magt, og at han under sin tilstedeværelse i retten hele tiden måtte være belagt med håndjern, for at han ikke skulle blive desperat og slå alt i stykker. Arrestforvareren oplyste videre, at tiltalte tidligere var gået helt amok og havde knust inventaret i den celle, han var indsat i. Der var ingen udsigt til, at tiltalte forandrede standpunkt eller optræden, idet han lige siden marts måned havde optrådt på denne uforsonlige måde. Arrestforvareren frarådede at lade tiltalte fremstille, idet det var uforsvarligt og umuligt uden at anvende magt. Anklagemyndigheden ville fremme sagen uden tiltaltes tilstedeværelse. Forsvareren protesterede mod, at der førtes vidner uden, at tiltalte var til stede. Landsretten tiltrådte, at sagen var blevet udsat og udtalte: "Da der ikke er oplyst omstændigheder, der kan begrunde, at domsforhandlingen påbegyndes uden tiltaltes tilstedeværelse, jfr. retsplejelovens §§ 846 og 847, og da bestemmelsen i § 151 om tiltaltes fjernelse fra retssalen ikke findes at kunne bringes til anvendelse, uden at tiltalte forinden har været fremstillet i retten, tiltrædes det, at domsforhandlingen er udsat."

I UfR 1988.114/3 HK var tiltalte i byretten blevet frifundet for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed. Anklagemyndigheden havde anket sagen, og anklageskriftet samt indkaldelse til hovedforhandlingen var forkyndt korrekt for tiltalte. Denne havde bosat sig i London og meddelte, at han ikke havde tænkt sig at møde til hovedforhandlingen. Han udeblev ved hovedforhandlingens begyndelse. Anklagemyndigheden påstod sagen fremmet i tiltaltes fravær, hvilket forsvareren protesterede imod. Hverken landsretten eller Højesteret ville fremme sagen i tiltaltes fravær og udsatte derfor sagen. Højesteret udtalte blandt andet: "Som anført i kendelsen har tiltalte siden foråret 1981 haft fast bopæl i London, og han er fortsat bosat der. Under disse omstændigheder findes det forhold, at tiltalte i skrivelsen af 25. juni 1987 tilkendegav, at han ikke ville give møde til den berammede domsforhandling, og at dette muligt - som af anklagemyndigheden anført - skyldes et ønske om at unddrage sig videre strafforfølgning, ikke at kunne begrunde, at hans udeblivelse sidestilles med en undvigelse efter retsplejelovens § 847, stk. 2, nr. 1. Højesteret tiltræder herefter, at sagen ikke kan fremmes efter denne bestemmelse. Det bemærkes i øvrigt, at det tilkommer den ret, der skal dømme i en straffesag, at skønne over, om den kan fremmes i tiltaltes fravær, og at der kun under ganske særlige omstændigheder vil være grundlag for at tilsidesætte dette skøn."

I retsplejelovens § 855 findes virkningerne af, at tiltalte udebliver fra et retsmøde "trods lovlig indkaldelse og uden oplyst lovligt forfald". Af bestemmelsen fremgår blandt andet, at bevisførelsen (i visse tilfælde) kan gennemføres uden tiltaltes tilstedeværelse, hvis retten "finder at dette er foreneligt af hensyn til tiltalte". Det fremgår også, at tiltalte på trods af sit fravær kan idømmes kortere fængselsstraffe ved sådan udeblivelse. Se også bestemmelserne om forkyndelse ovenfor.

Af retsplejelovens § 855, stk. 2, følger (modsætningsvist), at vidner ikke kan føres i tilfælde, hvor tiltalte er udeblevet som følge af sygdom eller manglende forkyndelse. 

Ved lov nr. 256 af 8. maj 2002 blev retsplejelovens dagældende § 847, stk. 3, nr. 4, (nu § 855, stk. 3, nr. 4) ændret, således at en sag kan fremmes til dom i tiltaltes fravær i tilfælde, hvor tiltalte udebliver trods lovlig forkyndelse, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, og når tiltalte ikke idømmes højere straf end ubetinget fængsel i 3 måneder. Tidligere var det en betingelse, at der alene var spørgsmål om ubetinget frihedsstraf i 30 dage eller derunder. Det blev i § 987, stk. 2, bestemt, at den tiltalte har krav på genoptagelse af sagen, hvis sagen er fremmet i tiltaltes fravær efter § 855, stk. 3, nr. 4. Hovedreglen er at begæringen om genoptagelse skal være fremsat overfor den dømmende ret senest 4 uger efter, at dommen er forkyndt for tiltalte. Se Rigsadvokatens kommentarer fra oktober 2004 om bestemmelserne.

2.14.2 - Tiltaltes udelukkelse fra retslokalet under afhøring af vidner eller medtiltalte
Ifølge § 856 kan tiltalte pålægges at forlade retslokalet under afhøring af vidner eller medtiltalte, når der foreligger "særegne grunde" til at antage, at en uforbeholden forklaring ellers ikke vil kunne opnås. Alene hensynet til, at en "uforbeholden forklaring" ellers ikke vil kunne opnås, vil kunne begrunde anvendelse af bestemmelsen. I sagen UfR. 1995.590 H.K. henviste Rigsadvokaten til, "at der i denne sag er særegne grunde til at antage, at en uforbeholden forklaring ikke vil blive afgivet af de tiltalte, såfremt de påhører hinandens forklaringer. det er derfor afgørende for sagens oplysning, at de tiltalte hver for sig afhøres om deres kendskab til vidner, deres indbyrdes relationer samt de enkelte tiltalepunkter, da det kun herigennem vil kunne undgås, at de tiltalte indbyrdes afstemmer deres forklaringer og deres stillingtagen til tiltalepunkterne". Højesteret fandt, at bestemmelsen "efter sin ordlyd må forstås således, at det alene er hensynet til at opnå en uforbeholden forklaring fra medtiltalte og vidner, der kan begrunde, at en tiltalt udelukkes fra at overvære disses forklaringer". I den konkret sag fandt Højesteret ikke, at der "vil være større mulighed for at få en uforbeholden forklaring fra nogen (med)tiltalt, hvis en eller flere af de øvrige tiltalte ikke overværer vedkommendes forklaring". Det fremgår således af kendelsen fra Højesteret, at bestemmelsen ikke kan anvendes af anklagemyndigheden som et værn mod, at flere tiltalte i samme straffesag måtte udnytte muligheden for at overvære hinandens forklaringer til at afstemme deres forklaringer med hinanden. 

I UfR. 1998. 665 Ø.L.K. blev tiltalte, der havde tilknytning til en rockergruppe, ført ud, medens et vidne afgav forklaring. Forsvareren fik medhold i, at vidnet skulle afhøres om "grunden til hans begæring". Vidnet forklarede, at han var "bange for repressalier. Han har ikke været ude for trusler, men han har fået at vide, at folk, som han ikke kender, har spurgt efter ham på bopælen. Vidnet føler det ubehageligt at afgive forklaring, mens tiltalte er til stede". Retsformanden fandt, at der forelå "særegne grunde", der kunne begrunde, at tiltalte førtes ud af retslokalet, medens tiltalte afgav forklaring. Tiltalte blev herefter placeret i et lokale, hvor han via et højtaleranlæg kunne overhøre vidneforklaringen.   

Af § 856, stk. 4, følger, at en polititjenestemand, der har opereret som politiagent under sagens opklaring, kan afgive forklaring uden at skulle afsløre sin identitet. Af stykke 6 fremgår det, at rettens formand kan bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, når en politiagent eller "en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion" afhøres. Bestemmelsen kræver dog, at dette skal være "påkrævet af hensyn til hemmeligholdelsen af polititjenestemandens identitet, og det må antages at være uden væsentlig betydning for tiltaltes forsvar".

Formuleringen af denne bestemmelse forudsætter, at det i dansk ret skal sandsynliggøres, at det er "uden væsentlig betydning" for tiltaltes forsvar, at politiagenten føres anonymt, når blot dette er påkrævet af hensyn til hemmeligholdelsen af den pågældendes identitet. Det fremgår af EMRK artikel 6, at tiltalte har ret til enten selv eller gennem sin forsvarer at afhøre vidner herunder de vidner, der føres mod denne. Den europæiske menneskerettighedsdomstol (EMD) har afgjort, at der skal foreligge "ekstraordinære forhold", førend det kan tillades, at personer ansat i politiets tjeneste optræder som anonyme vidner, uden at dette krænker EMRK artikel 6. EMD begrunder blandt andet denne begrænsning med politipersonales relation til anklagemyndigheden. Derudover henviser EMD til, at det at skulle vidne i et åbent retsmøde, er et forhold, som man som udgangspunkt må tåle, når man har valgt at gøre tjeneste ved politiet. 

I afgørelsen Van Mechelen m. fl. mod Holland afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 23. april 1997, fandt EMD, at der var sket en krænkelse i et tilfælde, hvor politifolk optrådte som anonyme vidner, fordi de "ekstraordinære forhold", der eventuelt kan begrunde sådan vidneførsel, ikke sås at være til stede. Der var tale om en røverisag, hvor de tiltalte blev dømt for at have skudt mod og såret politifolk under deres flugt væk fra røveriet, som tillige var udført på en brutal måde. De national domstoles henvisning til, at der var tale om alvorlig kriminalitet, og til at politifolkene konkret følte sig bange for at vidne i et åbent retsmøde, kunne ikke begrunde, at politifolkene kunne optræde som anonyme vidner. Vidnerne afgav forklaring under hovedforhandlingen fra et tilstødende lokale. Tiltalte, forsvareren og anklageren kunne høre afhøringen fra selve retslokalet, og de havde selv mulighed for at stille spørgsmål. EMD fremhævede det uheldige i, at tiltalte (og forsvareren) ikke kunne se vidnernes reaktioner, medens disse udtalte sig. Dette begrænsede efter EMDs opfattelse disses muligheder for at vurdere vidnernes troværdighed.

Den omstændighed, at tiltalte i dansk ret kan føres ud af retslokalet, medens politiagenter afhøres, når blot tiltaltes tilstedeværelse i retslokalet kan føre til, at vidnets identitet ikke længere kan holdes skjult, og dette må anses for at "være uden væsentlig betydning" for tiltaltes forsvar, synes med henvisning til ovennævnte praksis ved EMD at være uforenelig med artikel 6, som kun tillader denne fremgangsmåde, når der foreligger "ekstraordinære forhold".

2.14.3 - Adgangen til at lade bevisførelsen helt eller delvist gå om efter lange afbrydelser af hovedforhandlingen
Af retsplejelovens § 858, stk. 1, følger, at en hovedforhandling, der er begyndt, "¨så vidt muligt" skal fortsættes uafbrudt, indtil retten har truffet endelig afgørelse i sagen. § 858, stk. 2, vedrører det tilfælde, hvor hovedforhandlingen har været afbrudt. Bestemmelsen lyder således: "Har hovedforhandlingen været afbrudt, bestemmer rettens formand, om og i hvilket omfang det, der allerede er foretaget, skal gentages, når hovedforhandlingen genoptages".

Retsplejelovens udgangspunkt om, at hovedforhandlingen så vidt muligt skal gennemføres uafbrudt, stemmer godt overens med det såkaldte bevisumiddelbarhedsprincip, der indebærer, at bevisførelsen skal foregå for den dømmende ret, således at retten har en direkte adgang til at forholde sig til de førte beviser. Adgangen i retsplejeloven til at lade bevisførelsen gå helt eller delvist om som følge af, at hovedforhandlingen har været afbrudt, blev indsat allerede i den første retsplejelov. Ifølge Straffeprocesudkast 1899, mot. sp. 155 (472) vil det "Så snart man ikke kan være sikker på, at indtrykket fra den Stedfundne del af Forhandlingen er bevaret usvækket, være rettest at lade denne gå om igen". 

Måtte retten - for eksempel af procesøkonomiske hensyn - vælge at fortsætte en hovedforhandling, der har været afbrudt, uden at bestemme, at den forud for afbrydelsen foretagne bevisførelse skal gå om, kan den almindelige grundsætning om, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode, sammenholdt med princippet i dansk ret om, at bevisbedømmelsen er fri, føre til, at retten vælger at vægte beviser, der måtte belaste tiltalte, og som er ført forud for afbrydelsen, lavere, og beviser, der måtte være til gavn for tiltalte, og som er ført forud for afbrydelsen, højere, hvis det er langt tilbage i tiden, at bevisførelsen er fundet sted. En sådan fremgangsmåde kan tænkes i nogle tilfælde at ville kunne kompensere for risikoen for, at rettens opfattelse af den omhandlede bevisførelse kan være blevet forvansket.

Til belysning af, hvor lang tid, der skal forløbe, uden at "indtrykket fra den stedfundne del af forhandlingen er bevaret usvækket", kan der henvises til TfK 2005.184/1 ØLK, hvor landsretten godkendte, at der blev berammet retsmøder på lørdage, for at få sagen hurtigst muligt afsluttet. Her udtalte landsretten blandt andet: "Landsretten tiltræder, at det ikke findes forsvarligt, at proceduren i en sag, hvor der er anvendt 14 retsdage, og hvor bevisførelsen hovedsageligt har bestået i gennemsyn af videoklip, først afholdes fem måneder efter bevisførelsens afslutning."

2.14.4.1 - Tiltaltes ret til ikke at udtale sig under retsmøder
Af retsplejelovens § 861 følger, at retten, når anklagemyndigheden har læst anklageskriftet op, skal gøre "tiltalte bekendt med, at tiltalte ikke har pligt til at udtale sig". Politiet har en tilsvarende pligt under politiafhøringer, idet det af retsplejelovens § 752, stk. 1, om politiets afhøringer fremgår, at politiet inden afhøringen "udtrykkeligt" skal gøre sigtede bekendt med sigtelsen "og med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig". Retsplejelovens § 863, stk. 1, lyder: "Bevisførelsen indledes med, at rettens formand spørger, om tiltalte er villig til at afgive forklaring. I bekræftende fald bestemmer formanden, på hvilket tidspunkt under bevisførelsen forklaringen skal afgives."

Per Lindegaard og Jørgen Trolle anfører i "Procedure i straffesager", Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, København 1975, side 65, om tiltaltes ret til ikke at udtale sig, at "tavshedsretten indebærer, at han også kan nægte at svare på enkelte spørgsmål .."

Tiltaltes ret til ikke at udtale sig til politiet eller under hovedforhandlingen hænger sammen med det generelle forbud mod selvinkriminering.
 
2.14.4.2 Afhøringen i retten, afhøringens form, ledende spørgsmål mv.

Af retsplejelovens § 863, stk. 2, fremgår følgende: "Når tiltalte afgiver forklaring, sker det ved, at anklageren stiller tiltalte spørgsmål om sagen. Derefter kan forsvareren stille spørgsmål til tiltalte. Anklageren, forsvareren og enhver af dommerne, nævningerne, domsmændene og de sagkyndige retsmedlemmer, jf. § 869, kan stille yderligere spørgsmål til tiltalte."

Retsplejelovens § 866, stk. 1, har følgende ordlyd: "Anklagemyndighedens vidner afhøres af anklageren og derefter af forsvareren. Forsvarets vidner afhøres først af forsvareren eller af tiltalte og derefter af anklageren. Rettens formand kan træffe bestemmelse om en anden rækkefølge."

Om fremgangsmåden under afhøringer i retten se også ovenfor under retsplejelovens § 754.

Per Lindegaard og Jørgen Trolle behandler  "Procedure i straffesager", Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, København 1975, side 74 f, blandt andet spørgsmålet om afhøring af vidner. De anfører blandt andet:

"Ledende spørgsmål, spørgsmål der efter deres form venter et bestemt svar, er ikke direkte forbudt, men kan komme i strid med forbuddet om, at afhøringen skal ske på en måde, som er egent til at fremkalde en tydelig og sandfærdig forklaring. Sådanne spørgsmål rummer i almindelighed en større fare ved afhøring af vidner end ved afhøring af tiltalte, men også her gælder det, at de introducerende spørgsmål om kendsgerninger, der ikke er bestridt, kan stilles i almindelig samtaleform, således at man leder vidnet på vej og prøver at bidrage det ro og tryghed, så at det kan samle sine tanker og koncentrere sin hukommelse. "De bor ... gade nr. 17. Jeg forstår, at De lejer nogle værelser ud? Blandt Deres lejere var en ung mand ved navn ...? Han boede også hos Dem den 17.8.1974? Ud på aftenen hørte De noget tumult inde fra hans værelse? Hvad skete så?"

Herefter er man fremme ved afhøringstemaet og spørgsmål, der lægger vidnet svaret i munden, bør undgås. Der spørges ikke: "Havde han blod i ansigtet?", men: "Var der noget at bemærke ved hans udseende?" Hvis vidnet ikke bringes på sporet: "Så han ud som han plejede, når De mødte ham på gangen om aftenen?" Der kan være vidner, der er så træge, at det ikke eer muligt at gennemføre en afhøring uden at stille ledende spørgsmål. I sådanne tilfælde kan det for at komme igennem afhøringen være nødvendigt at stille ledende spørgsmål, indtil man kommer til de helt afgørende spørgsmål. Men denne fremgangsmåde bør kun følges, når det har vist sig, at det ikke er muligt at gennemføre afhøringen på normal måde, og ofte vil det være rigtigst direkte eller stiltiende at indhente rettens tilslutning ved f. eks. at bemærke, at man vist bliver nødt til at spørge, så man leder vidnet på sporet".

Afhøringsformen kan utvivlsomt påvirke en sags udfald, og det er derfor naturligt at være opmærksom på, hvorledes spørgsmål til sigtede, tiltalte og vidner stilles i retten (og navnlig hos politiet, hvor de omhandlede personer udtaler sig om sagen i dennes tidligste stadier, medens forsvareren oftest ikke er til stede). Gennemførelse af en ordning, hvor forklaringer afgivet til politiet og domstolene under en straffesag, optages på en lydfil, vil kunne føre til, at man for eksempel under en hovedforhandling ved en gennemgang af lydoptagelserne vil kunne få indblik i, hvorledes politiets afhøring af en sigtet eller et vidne er forløbet. Sådanne optagelser vil formentlig også kunne medvirke til, at det under anke af eller genoptagelse af en straffesag kan afdækkes, om en afhørt har været udsat for ledende spørgsmål eller måske egentlig pression under afhøringer såvel hos politiet som i tidligere retsinstanser. I Betænkning 1513 om optagelse og protokollering af forklaringer i straffesager afgivet i 2010 af Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg foreslås en ordning, hvorefter blandt andet forklaringerne under hovedforhandlingen i en straffesag skal optages på en lydfil. Af betænkningens side 52, 3. afsnit, fremgår det imidlertid udtrykkeligt, at udvalgets overvejelser om protokollering ikke omfatter "forklaringer, der afgives for politiet, heller ikke med hensyn til billed- og lydoptagelse af sådanne forklaringer". Udvalget forholder sig ikke til Den europæiske torturkomites (CPT) anbefalinger fremkommet i en rapport afgivet i 2008 efter komiteens besøg i Danmark i februar 2008. I rapportens præmis 21 henstillede komiteen til, at man i Danmark gennemfører en lovændring, der pålægger politiet at optage politiafhøringer på lydfil, som vil kunne afspilles for eksempel, hvis den afhørte gør gældende, at denne har været udsat for mishandling eller pression under afhøringen.

2.14.5 - Tiltaltes ret til at kommentere hvert enkelt vidneudsagn eller andet bevis ført for retten
Af retsplejelovens § 866, stk. 2, fremgår følgende: "Efter hvert enkelt vidnes forklaring og efter ethvert andet bevis har tiltalte adgang til at afgive forklaring, hvis beviset giver anledning til dette". Se kommentaren til § 738, stk. 1. Bestemmelsen er i sin formulering obligatorisk og ikke fakultativ. Der er således ikke hjemmel til at forhindre tiltalte i at gøre brug af sin ret til at forklare sig efter "hvert enkelt vidnes forklaring" og efter førelsen af "ethvert andet bevis" som for eksempel fremvisning af et synbart bevismiddel, et gerningsstedsrids eller lignende. 
 
2.14.6 - Dokumentation og forehold under hovedforhandlingen af retsbøger, politirapporter mv. - rpl. § 871

Dokumentation af retsbøger
Har tiltaltes forsvarer ikke haft mulighed for at være til stede ved tidligere retsmøder, hvor vidner eller medgerningsmænd har været afhørt, kan disses forklaringer under disse tidligere retsmøder normalt ikke dokumenteres, idet forsvareren ikke har haft lejlighed til at afhøre de pågældende under retsmøderne.

I UfR 1992 949 VLD var en person fundet skyldig i byretten på grundlag af forklaringer afgivet til retsbøger fra medtiltalte og andre vidner under andre straffesager, som byretten havde tilladt anklagemyndigheden at dokumentere. Landsretten frifandt den pågældende og påtalte, at byretten havde tilladt dokumentation af de omhandlede forklaringer, uden at forsvareren havde haft mulighed for at være tilstede under de omhandlede straffesager, hvor de pågældende afgav deres forlaringer. Forsvareren havde således ikke haft mulighed for at kontraafhøre de pågældende. Landsretten henviste til EMRK artikel 6, stk. 3, litra d.   

I TfK 2005.551/2 VLK havde anklagemyndigheden indkaldt et vidne, som var sigtet i samme sag som tiltalte, men hvis sag var udskilt til særskilt behandling. Vidnet havde i et tidligere retsmøde afholdt den 11. februar 2005 afgivet indenretlig forklaring. Tiltaltes forsvarer havde været indkaldt til dette retsmøde, men var ikke mødt. Vidnet meddelte, at vidnet ikke ønskede at afgive forklaring i mod de tiltalte. Anklagemyndigheden anmodede derfor om tilladelse til at dokumentere den indenretlige forklaring afgivet den 11. februar 2005, hvilket tiltaltes forsvarer protesterede imod. Byretten tillod ikke dokumentation af den omhandlede retsbog, hvilket anklagemyndigheden kærede til landsretten. Landsretten tillod dokumentationen blandt andet under henvisning til, at tiltaltes forsvarer var orienteret om retsmødet, og at det ikke var gjort gældende, at han ikke havde haft mulighed for at være til stede. Landsretten udtalte nærmere: "Inden A den 11. februar 2005 i byretten afgav forklaring som sigtet, blev han gjort bekendt med, at han ikke havde pligt til at udtale sig. Der er derfor ikke noget hensyn til ham, der afgørende taler imod, at hans dengang afgivne forklaring nu, hvor han har valgt ikke at afgive forklaring i sagen mod T, anvendes som bevis. T's forsvarer var ikke til stede, da A afgav forklaring, men det fremgår af retsbogen, at han var orienteret om retsmødet, og det er ikke gjort gældende, at han ikke havde lejlighed til at være til stede. Under disse omstændigheder er der heller ikke hensyn til T, som afgørende taler imod, at forklaringen anvendes som bevismiddel. Landsretten finder, at der under de nævnte omstændigheder er grundlag for undtagelsesvis at give tilladelse til, at A's tidligere afgivne forklaring anvendes som bevismiddel, således at dokumentation af forklaringen sker under hans tilstedeværelse, jf. retsplejelovens § 877, stk. 3."

I sagen TfK 2010.36 VLD tillodes dokumentation af medgerningsmands forklaringer afgivet til retsbog, uden at tiltaltes forsvarer havde været til stede, idet denne var blevet indkaldt til retsmødet med få dages varsel. Såvel byret som landsret undlod at tillægge forklaringen nogen bevismæssig vægt, hvorfor der skete frifindelse for forhold, hvor denne forklaring var "det reelt afgørende bevis" for tiltaltes skyld. Tiltalte var tiltalt for sammen med en rumænsk medgerningsmand "R" at have indført kokain fra Holland til Norge. Den rumænske medgerningsmand var i Norge blevet dømt for indførslen på grundlag af sin egen erkendelse. Han havde oplyst, at tiltalte havde bistået ham på forskellige måder med henblik på at få stoffet afhentet i Holland og leveret i Norge. Tiltalte erkendte, at han havde rejst til Holland og Norge sammen med medgerningsmanden, men at han ikke var vidende om, at medgerningsmanden indsmuglede narkotika under rejserne. Under retssagen i Norge var tiltaltes forsvarer "med få dages varsel to gange" været underrettet om retsmøder mod medgerningsmanden. Tiltaltes forsvarer havde imidlertid ikke mulighed for at give møde med så kort et varsel. Under straffesagen mod tiltalte i Danmark blev medgerningsmanden tilsagt som vidne men gav ikke møde. Byretten tillod dokumentation af medgerningsmandens forklaringer til politiet og i retten i Norge. Byretten udtalte herom nærmere: "Generelt bemærker retten, at den bevisværdi, der kan tillægges det dokumenterede materiale vedrørende afhøring af R hos det norske politi og i forbindelse med domsafsigelsen ved Øvre Romerike Tingrett afsagt den 25. juni 2008, skal ses på baggrund af, at forsvareren, uanset at han med få dages varsel to gange har været underrettet om retsmøder, reelt ikke har haft lejlighed til at varetage sin klients interesse. Herefter finder retten, at forklaringer afgivet af R under disse omstændigheder kun kan tillægges begrænset bevisvægt og således ikke kan danne baggrund for domfældelse, hvis R's udsagn må anses for det reelt afgørende bevis". Landsretten tiltrådte frifindelsen for det omhandlede forhold med følgende begrundelse: "Det må lægges til grund, at tiltalte har befundet sig i Oslo den 14. maj 2007 og den 24. juni 2007 sammen med R og også, at de er rejst til Oslo sammen den 24. juni 2007. Da der ikke er fundet noget narkotika i forbindelse med disse rejser, kan en domfældelse af tiltalte ikke alene baseres på disse beviser. R har ikke afgivet forklaring i denne sag, og tiltalte har ikke gennem sin forsvarer haft adgang til at stille spørgsmål til vidnet. Under disse omstændigheder tiltræder landsretten, at de dokumenterede forklaringer vil udgøre det reelt afgørende bevis i disse forhold, og de kan derfor ikke danne grundlag for domfældelse. På denne baggrund tiltræder landsretten, at tiltalte er frifundet i disse forhold." Tiltalte blev ved landsretten ligesom i byretten fundet skyldig i nogle andre forhold om indførsel af narkotika, idet der fandtes at være "objektive omstændigheder", der - udover medgerningsmandens forklaring - udgjorde et bevis for tiltaltes skyld. 
 
Politiafhøring før afhøringen i retten kan forvanske afhøringens bevismæssige betydning
Det er helt almindeligt, at anklagemyndigheden (og i nogle tilfælde også forsvareren) under afhøringen i retten i de tilfælde, hvor tiltalte eller et vidne forud for retsmødet har udtalt sig om sagen til politiet, "foreholder" tiltalte eller vidnet dele af den forklaring, som den pågældende tidligere har afgivet til politiet. Dette sker ved at oplæse politiets referat af forklaringen fra relevante politirapporter for den pågældende i rettens påhør. Derpå spørges den pågældende om, hvorvidt det er korrekt, at den pågældende har forklaret til politiet, således som forklaringen er refereret i politirapporten. Forehold sker normalt, fordi anklageren (eller forsvareren) under den pågældendes afgivelse af forklaring i retten bemærker, at den forklaring, som fremkommer i retten, helt eller delvist afviger fra den forklaring, som den pågældende har afgivet til politiet, og som fremgår af den politirapport, der ønskes foreholdt den pågældende. Er der afvigelser mellem de forklaringer, der er afgivet til politiet ifølge politiets rapport, og den forklaring, som den afhørte afgiver i retten, kan dette få væsentlig betydning for rettens bedømmelse af forklaringens troværdighed. Derfor er det af afgørende betydning, at afhøringen hos politiet er foregået på en måde, der sikrer mest muligt, at personen ikke er blevet manipuleret med eller har været udsat for pres fra politiet for at formå den pågældende at fremkomme med en urigtig forklaring (for eksempel en falsk tilståelse).


I en skrivelse af 19. maj 2009 fra Sydsjællands og Lolland-Falster Politi (politiets sagsnummer 1900-73241-00657-08) havde politiet nægtet at imødekomme forsvarerens begæring om at indkalde nogle vidner til at afgive forklaring i retten, som ifølge tiltalte skulle have overværet episoden, som klienten var tiltalt for (vold foran et værtshus i Nykøbing F.) Politiet henviste i brevet til, at vidnerne "hverken er anført i politirapporterne eller afhørt" [af politiet]. Det er helt almindeligt, at politiet afhører et vidne og tiltalte "til rapport", inden vidnet eller tiltalte udtaler sig i retten. Da der ikke sker lydoptagelse af afhøringen, da forsvareren ikke er til stede under politiets afhøring af vidner, og da forsvareren ofte ikke er til stede under afhøringen af tiltalte, er det ikke muligt for forsvareren (eller retten) at efterprøve forklaringens validitet på anen måde end under en fornyet afhøring af den pågældende i retten. 

Lydoptagelse af politiafhøringer af sigtede og vidner i udlandet og i Danmark
I Storbritannien og flere steder i USA skal politiet foretage video- og/eller lydoptagelser af afhøringer. Flere mener, at afspilning af sådanne optagelser i retten øger retssikkerheden, idet der er mindre tvivl om, hvorvidt en sigtet har været manipuleret med eller under pres under afhøringen hos politiet. Tilstedeværelsen af sådanne optagelser vil formentlig gøre det mindre betænkeligt under afhøringen i retten at foreholde tiltalte og vidner de forklaringer, som de pågældende har givet til politiet.

Den europæiske torturkomite (CPT) besøgte i februar 2008 Danmark og afgav i september samme år en rapport til de danske myndigheder med sine henstillinger mv. I rapportens præmis 21 henstillede komiteen til, at man i Danmark gennemfører en lovændring, der pålægger politiet at optage politiafhøringer på lydfil, som vil kunne afspilles for eksempel, hvis den afhørte gør gældende, at denne har været udsat for mishandling eller pression under afhøringen. Komiteen udtaler blandt andet: "The electronic (i.e. audio and/or video) recording of police interviews represents an important additional safeguard against the ill-treatment of detainees. Such a facility can provide a complete and authentic record of the interview process, thereby greatly facilitating the investigation of any allegations of ill-treatment. This is in the interest both of persons who have been ill-treated by the police and of police officers confronted with unfounded allegations that they have engaged in physical ill-treatment or psychological pressure. Electronic recording of police interviews also reduces the opportunity for defendants to later falsely deny that they have made certain admissions. Consequently, the CPT invites the Danish to reconsider introducing electronic recording of police interviews." 

Justitsministeriets besvarede 23. februar 2009 torturkomieens henstilling om at gennemføre lydoptagelse af politiafhøringer i Danmark. Af rapportens side 13 fremgår blandt andet, at de danske myndigheder ikke har tænkt sig at følge komiteens henstilling. Justitsministeriet henviser navnlig til de "praksiske problemer" ("practical aspects") samt til politiets og anklagemyndighedens "resourcer" ("resources"). Justitsministeriet anførte nærmere: 

"..The Director of Public Prosecutions has noted that the CPT, at its visit in Denmark in 2008, heard no allegations of ill-treatment during police questioning and that the CPT has not otherwise found evidence of such treatment. According to the report of CPT, the great majority of people met by the CPT indicated that they had been correctly treated during questioning by the police.

It is clear that electronic recordings of police interviews would provide an additional safeguard for persons being interviewed by the police. However, the introduction of such measures into Danish law will give rise to a number of considerations of principles as well as practical aspects. Moreover, police and prosecution resources must be taken into account.

It is the assessment of the Director of Public Prosecutions that there are at the moment no specific indications of a need for electronic recordings of police interviews.  .." 
 

Læs hele Justitsministeriets besvarede 23. februar 2009 til torturkomiteen her.

Forehold af tilståelser opnået under afhøring af sigtede, uden at en forsvarer har været til stede under afhøringen

Efter praksis må anklagemyndigheden ikke dokumentere eller foreholde (oplæse for retten) politirapporter vedrørende forklaringer, der kan være til skade for tiltalte, og som tiltalte har afgivet under politiafhøringer, hvor sigtedes rettigheder har været tilsidesat, hvis sådanne forklaringer kan antages at ville være "afgørende bevis" mod tiltalte.

Se ovenfor om forbuddet i dansk ret mod at afhøre mentalt afvigende personer som sigtede uden forsvarerbistand.

I TfK 2003.267 VLK nægtede tiltalte at udtale sig i retten, og anklagemyndigheden ønskede at foreholde tiltalte dennes forklaring til politirapport. Anklagemyndigheden henviste til, at tiltalte havde underskrevet og gennemlæst rapporten, og at tiltalte forud for afhøringen var blevet vejledt om sin ret til at have en forsvarer til stede under afhøringen, hvilket tiltalte ikke havde ønsket. Hverken landsretten eller byretten fandt, at betingelserne for undtagelsesvist at tillade dokumentation af tiltaltes forklaring var opfyldt, idet "tiltaltes forklaring til politirapport må antages at blive det afgørende bevis i sagen". Det er værd at bemærke, at der var yderligere beviser mod tiltalte i sagen, der drejede sig om vold, herunder en politiattest vedrørende forurettede fra skadestuen samt et muligt vidne.

I UfR 1997.336 VLD udtalte Vestre Landsret, at politiets pligt efter retsplejelovens § 752 til forud for en afhøring af sigtede at gøre denne bekendt med sigtelsen og med, at den pågældende ikke er forpligtet til at udtale sig, er en "væsentlig retssikkerhedsgaranti", og at "konsekvensen af tilsidesættelse af denne bestemmelse" som "hovedregel" må medføre, at de "fremkomne oplysninger ikke kan bruges af anklagemyndigheden til skade for tiltalte."

I sagen Kolu mod Tyrkiet afsagt af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 2. august 2005 under sagsnummer 35811/97 fandtes det at udgøre en krænkelse af EMRK artikel 6, at en person blev fundet skyldig i røverier og indbrudstyverier i det væsentlige på grundlag af foreholdelse af politirapporter, hvor den pågældende under afhøring hos politiet havde tilstået forbrydelserne. Han havde underskrevet rapporterne. Tiltalte var blevet anholdt af politiet den 27. februar 1995 om aftenen, og han underskrev politirapporterne den 28. februar. Politirapporterne var ikke eneste bevis mod den pågældende, idet et vidne havde udpeget ham med sikkerhed på et fotografi. Tiltalte gjorde gældende, at han ikke var vejledt om adgangen til ikke at udtale sig, og at han ikke var vejledt om adgangen til at have en forsvarer til stede under afhøringen. EMD fandt, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 6 § 3 (c) og (d) jævnfør artikel 6 § 1. EMD lagde vægt på, at den pågældende havde været afhørt, uden at der havde været en forsvarer til stede, samtidigt med at han havde været tilbageholdt i isolation. Se i samme retning også Barberá, Messegué og Jabardo mod Spanien, som er afgjort af EMD den 6. december 1988. Denne afgørelse viser også, at EMD allerede i 1988 var opmærksom på, at det kunne stride mod artikel 6 at dokumentere en politiafhøring i retten, som er foretaget under frihedsberøvelse og uden en forsvarers tilstedeværelse. Se afgørelsens § 87. 

I Lopata mod Rusland afgjort den 13. juli 2010 under sagsnummer 72250/01 havde en person klaget over, at EMRK artikel 3 var krænket, fordi han som anholdt den 8. september og 9. september 2000 var blevet trakteret med slag under en indledende afhøring hos politiet, hvor han var sigtet for drab. Han klagede også over, at EMRK artikel 6 var krænket, fordi en tilståelse, som han havde underskrevet under pres, var blevet anvendt som bevis under den efterfølgende straffesag mod ham. Det fremgår af sagen, at klageren den 14. september 2000 blev undersøgt af en læge, som noterede, at han ikke kunne se mærker efter slag. I præmis 144 udtalte EMD, at der var tale om en uretfærdig rettergang, idet tilståelsen er fremkommet under omstændigheder, der rejser tvivl om, at klageren frivilligt havde aflagt tilståelse, at klageren ikke havde haft juridisk bistand samt, at der i øvrigt ikke havde været tilstrækkelige retsgarantier under sagens behandling.

I Bortnik mod Ukraine afgjort af EMD den 27. januar 2011 under sagsnummer 39582/04 anså EMD EMRK artikel 6, § 3 (c) for krænket, idet den forklaring, som klageren havde afgivet til politiet uden, at der var en forsvarer til stede, var blevet dokumenteret i retten under hovedforhandlingen. Den pågældende fik først beskikket en forsvarer efter, at han havde afgivet sine første forklaringer til politiet. Under hovedforhandlingen nægtede den pågældende sig skyldig i det drab, som han var tiltalt for. Han var blevet fundet skyldig dels på grundlag af forklaringen til politiet og dels på grundlag af andre indirekte beviser. De nationale myndigheder påpegede, at den pågældende udtrykkeligt havde frasagt sig retten til at have en forsvarer til stede under afhøringen, og at domfældelsen ikke alene var sket på grundlag af forklaringen afgivet til politiet, men at domfældelsen også var baseret på andre beviser. Se navnlig præmis 37. I præmis 46 fremhæver EMD, at domfældelsen navnlig hvilede på den tilståelse, som klageren var fremkommet med, da han var alene med politiet dels under afhøringen og dels under en efterfølgende rekonstruktion. De øvrige fældende beviser var af en indirekte art ("indirect nature"). I præmis 43 fremhæver EMD, at det er oplyst, at den pågældende havde et fysisk handicap, at han var kronisk alkoholiker, og at han tilhørte en socialt svagtstillet gruppe, og at dette kunne give grund til at antage, at han var særlig sårbar, ukyndig på det juridiske område og nem for andre at påvirke. I præmis 44 konkluderer EMD, at under disse omstændigheder er klagerens fravalg af forsvarerbistand i sagens indledende fase ikke ægte ("not genuine"). I præmis 47 henviser EMD til, at den omstændighed, at klageren har haft mulighed for at forsvare sig mod beviserne, der føres mod ham under hovedforhandlingen og senere under en ankesag, ikke kan opveje, at der ikke har været en advokat til stede under politiafhøringerne, idet dette uigenkaldeligt kan påvirke retten til et forsvar ("could irretrievably affect his defence rights"). EMD henviser her til Salduz mod Tyrkiet afgjort af Storkammeret i november 2008 gennemgået nedenfor.  

I Panovits mod Cypern afsagt af EMD den 11. december 2008 under sagsnummer 4268/02 fandt EMD blandt andet, at dokumentation af tiltaltes tilståelse i en sag, hvor tiltalte nægtede sig skyldig under hovedforhandlingen, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6. Tiltalte, der var 17 år gammel, var af politiet blevet bedt om at give møde på politistationen, hvor han mødte sammen med sin far. Medens far og søn befandt sig på en ledende politimands kontor, fik de oplyst, at sønnen var sigtet for drab og skulle anholdes. Sønnen nægtede sig skyldig. Sønnen kom ind i et andet rum, hvor han blev afhørt. Faderen fik kort tid efter, at sønnen var gået ind i det andet rum, oplyst, at sønnen havde erkendt sig skyldig. Faderen blev tilbudt at komme med ind og overvære resten af afhøringen, hvilket han dog ikke ønskede. Af præmis 13 fremgår, at klageren under sagens behandling ved de nationale domstole gjorde gældende, at hans tilståelse til politiet ikke havde været frivillig, men at den var resultatet af bedrag, psykisk pres, løfter, trusler og anden taktik, der havde til formål at fremkalde frygt. Han gjorde videre gældende, at han havde været spirituspåvirket på det tidspunkt, hvor han afgav forklaringen til politiet, og at han derfor ikke havde været i stand til nøjagtigt at huske de forhold, som var beskrevet i forklaringen. Derudover gjorde han gældende, at han ikke havde haft juridisk bistand i tiden fra han var blevet anholdt, og indtil han var blevet afhørt og lokket til at underskrive politirapporten. I præmis 59 henviser de nationale myndigheder til, at tiltaltes far, der havde optrådt som værge for tiltalte, var blevet opfordret til at kontakte en advokat umiddelbart efter, at sønnen var taget med ind til afhøring, hvilket tiltaltes far ikke havde ønsket. Derudover havde faderen ikke taget imod tilbuddet om at være til stede under afhøringen. Endelig havde sønnen gjort brug af forsvarerbistand allerede dagen efter anholdelsen og frem til sagens afslutning. I præmis 72 udtaler EMD, at de nationale myndigheder ikke havde gjort tilstrækkeligt for at sikre sig, at tiltalte før den første afhøring havde forstået, at han havde ret til adgang til forsvarerbistand, der om nødvendigt var gratis ("¨that he understood that he could request the assignment of a lawyer free of charge if necessary"). EMD fandt, at myndighederne ikke havde gjort tilstrækkeligt for at sikre tiltalte den nødvendige information, der kunne sætte ham i stand til at søge juridisk bistand. I præmis 46 henviser EMD blandt andet til CPTs 9. generelle rapport, hvoraf blandt andet fremgår, at unge fra det øjeblik, hvor de har pligt til at være hos politiet, blandt andet har ret til at have en advokat til stede.

I Yeremenko mod Ukraine afgjort under sagsnummer 32092/02 den 12. juni 2008 fandt EMD, at EMRK artikel 6 § 3 (c) var krænket, idet en sigtet under en afhøring hos politiet ikke havde haft en forsvarer til stede, og idet resultatet af denne afhøring, hvor sigtede havde erkendt sig skyldig, var blevet anvendt som bevis mod denne i retten under en senere straffesag. Myndighederne hævdede under sagen ved EMD, at det var efter klagerens eget ønske, at han havde været uden forsvarerbistand (præmis 87). I præmis 88 udtaler EMD blandt andet: "Den omstændighed, at klageren tilstod uden, at der var en forsvarer til stede, og tilbagekaldte tilståelserne umiddelbart efter, at en forsvarer kom til stede, viser klagerens sårbare position og nødvendigheden af tilstrækkelig juridisk bistand ..." ("The fact that the applicant made confessions without a lawyer being present and retracted them immediately in the lawyer’s presence demonstrates the vulnerability of his position and the real need for appropriate legal assistance ...") Afgørelsen er interessant, idet den må forstås således, at EMD finder, at den omstændighed, at en sigtet, der har været afhørt uden forsvarer, straks trækker sin forklaring tilbage, når den pågældende kommer i kontakt med en forsvarer, er en indikation for, at den pågældende ikke af egen fri vilje har givet afkald på forsvarerbistand under afhøringen.

I sagen Salduz mod Tyrkiet, sagsnummer 36391/02 afgjort af EMD (Storkammeret) den 27 November 2008, gentog EMD i § 55, at EMRK artikel 6 forudsætter, at der skal være en forsvarer til stede allerede ved den første afhøring af en anholdt person ("Article 6 § 1 requires that, as a rule, access to a lawyer should be provided as from the first interrogation of a suspect by the police ...."). Derpå nævner EMD, at denne regel kan fraviges i ganske særlige tilfælde, men tilføjer, at forsvaret vil i princippet blive uopretteligt skadet, såfremt belastende udtalelser fremkommet under en politiafhøring, hvor der ikke har været en advokat til stede, senere bruges som bevis i retten mod den pågældende. Dette er i afgørelsen formuleret således: "The rights of the defence will in principle be irretrievably prejudiced when incriminating statements made during police interrogation without access to a lawyer are used for a conviction." (også § 55). Det skal særligt bemærkes, at tiltalte i sagen Salduz mod Tyrkiet efter første afhøring fik en forsvarer, fik lov at indkalde vidner osv. EMD fandt, at tiltaltes rettigheder blev iagttaget under selve sagen mod denne med den begrænsning, at hans forklaringer til politiet under første afhøring blev dokumenteret og anvendt som bevis mod ham. Dette var i § 62 formuleret således: "..  In sum, even though the applicant had the opportunity to challenge the evidence against him at the trial and subsequently on appeal, the absence of a lawyer while he was in police custody irretrievably affected his defence rights. ..". Tiltalte påstod, at han havde været udsat for tvang fra politiets side under første afhøring. Han blev tilset af en læge umiddelbart efter afhøringen. Der var ifølge en lægeundersøgelse ingen tegn på, at han havde været udsat for hårdhændet behandling (§ 16). Endvidere havde tiltalte skrevet under på et dokument, hvoraf det fremgik, at han var vejledt om retten til at have en forsvarer til stede, men at han ikke havde ønsket dette. EMD fandt imidlertid, at man ikke kunne tillægge den underskrevne formular nogen betydning som et tegn på, at den tiltalte var blevet behørigt vejledt om retten til ikke at udtale sig. EMD anførte i § 59 således blandt andet ".. no reliance can be placed on the assertion in the form stating his rights that the applicant had been reminded of his right to remain silent  ...". Dommen synes at vise, at den blotte omstændighed, at en sigtet, der ikke har været repræsenteret ved en forsvarer under afhøringen, hævder, at denne har været udsat for pres fra politiet, også selv om der ikke er lægelige indikationer for dette, fører til, at det vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 6, hvis dennes belastende forklaring om sig selv, senere anvendes som bevis mod denne. At den afhørte har skrevet under på, at han er gjort bekendt med sine rettigheder under afhøringen, synes ikke at føre til et andet resultat, hvis tiltalte hævder, at underskriften er afgivet under pres.

EMD's afgørelse i Salduz mod Tyrkiet har fået vidtrækkende følger i strafferetsplejen i Europa
EMD's afgørelse i Salduz mod Tyrkiet gennemgået ovenfor har blandt andet ført til, at det skotske parlament den 26. oktober 2010 ændrede reglerne om anholdtes adgang til advokatbistand under politiafhøringer. Se skrivelse af 4. marts 2011 fra det skotske parlaments informationscenter (SPICe). Det fremgår blandt andet af skrivelsen, at parlamentet med lovændringen gjorde fri proces-reglerne mere smidige for at undgå, at de økonomiske krav for at det offentlige yder fri proces ikke fortsætter med at gøre adgangen for sigtede, der skal afhøres, til advokatbistand illusorisk. Den skotske rigsadvokat ("Lord Advocate") har i en meddelelse af 9. juni 2010 til politiet og anklagemyndigheden i Skotland udstedt ny retningslinjer vedrørende advokaters tilstedeværelse under politiafhøringer med baggrund i EMD-afgørelsen Salduz mod Tyrkiet og en efterfølgende skotsk sag ("HMA v Cadder"). Se meddelelse af 11. juni 2010 fra den skotske retshjælps-myndighed ("Scottish Legal Aid Board"), hvor landets advokater vejledes om, hvorledes de honoreres, når de deltager i afhøringer i aftens- og nattetimerne af deres klienter hos politiet. Det fremgår af vejledningen, at den er ændret i anledning af Salduz-dommen. Det belgiske advokatsamfund har i en meddelelse afgivet 25. januar 2011 meddelt, at man har udarbejdet standardprocedurer, som advokater opfordres til at anvende ved de nationale domstole og ved EMD med baggrund i EMD-afgørelsen Salduz mod Tyrkiet. I "Criminal Law & Justice Weekly" skriver professor i jura Jacqueline Hodgson, Warwick Universitet, den 21. august 2010 i en artikel, at den franske såkaldte "garde à vue"-procedure er blevet underkendt ved de franske domstole som forfatningsstridig blandt andet med henvisning til EMD-afgørelsen Salduz mod Tyrkiet, idet "garde à vue"-proceduren satte begrænsninger for forsvarerens adgang til at være til stede under politiafhøringer af sigtede i straffesager. I artiklen anføres det blandt andet (oversat fra engelsk af undertegnede): ".. Den 30. juli 2010 underkendte den franske "Counseil constitutionnel", at reglerne om politiets tilbageholdelse og afhøringer af mistænke, der begrænser advokatbistand under frihedsberøvelsen til en 30 minutters samtale med advokaten ved frihedsberøvelsens start, strider mod den franske forfatning (afgørelse nr. 2010-14/22 QPC af 30. juli 2010). Afgørelsen var resultatet af advokaters indsats under en ny procesform, som har været i kraft siden 1. marts samme år kendt som "la question prioritaire de constitutionnalité (QPC). Denne procesform indebærer, at i tilfælde, hvor det gøres gældende, at en bestemmelse strider mod rettighederne og frihederne garanteret i forfatningen, kan "Counseil constitutionnel" anmodes om at tage stilling til spørgsmålet, efter at sagen er henvist af enten "Conseil d'Etat" eller "Cour de casation". Afgørelsen skal træffes inden for 3 måneder (Cour de cassation henviste spørgsmålet den 31. maj og den 4. juni 2010). Spørgsmålet om medholdelighed må ikke være afgjort tidligere, og det skal vedrøre nye spørgsmål eller spørgsmål af væsentlig betydning. Advokater havde allerede haft held med at anfægte dele af "garde à vue" ved de almindelige kriminalretter med henvisning til, at bestemmelserne vedrørende juridisk bistand stred mod den praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), som blev indledt med "Salduz mod Tyrkiet (27. november 2008, nr. 36391/02). .." På side 19 i punkt A 8 refereres den hollandske regerings svar af 5. maj 2009 til til FN's menneskerettighedskomite i anledning af komiteens 4. periodiske rapport vedrørende Holland. Under overskriften "Liberty and security of the person and right to a fair trial" anføres i næstsidste afsnit blandt andet følgende om hollandsk lovgivning (oversat fra engelsk af undertegnede): "Justitsministeren informerede den 16. april 2009 parlamentet om, at et lovforslag er undervejs, ifølge hvilket sigtede personer, der er anholdt, vil få adgang til advokatbistand forud for politiets afhøring. Politiet vil snart blive pålagt at informere den sigtede om muligheden for juridisk bistand herunder muligheden for at konsultere juridisk bistand. Derudover skal den pågældende udtrykkeligt informeres om sine rettigheder. Afgørelsen truffet af EMD i sagen Salduz mod Tyrkiet har været taget med i overvejelserne."

CPT oplyser i præmis 23 til præmis 26 i rapport af 2007 vedrørende komiteens besøg i Estland samme år, at der i Estland siden 2005 har været adgang til fri proces til forsvarerbistand for personer, der skal afhøres af politiet

I nyhedsbrev nr. 17, april 2009 ("Newsletter, Issue 17, April 2009), kommenterer European Criminal Bar Association (ECBA) EMDs afgørelse Salduz mod Tyrkiet og Panovits mod Cypern (også kommenteret ovenfor). På side 10, 2. spalte, anføres det, at de to afgørelser er "land mark decisions" blandt andet vedrørende spørgsmålet om adgang til en forsvarer i efterforskningens indledende fase. 

Salduz-dommen og efterfølgende praksis ved EMD har bidraget til, at European Criminal Bar Associaltion (ECBA) sammen med blandt andet det østrigske advokatsamfund og en række universiteter har indledt studier, der betegnes "The Pre-Trial Emergency Defence Project", og at man forsøger at få et europæisk "emergency lawyer system" på benene, således at der vil være mulighed for at tilbyde advokatbistand under enhver afhøring af mistænkte og sigtede hos politiet rundt i Europa. Dette projekt blev præsenteret på Ljubljana efterårskonferencen den 1. og 2. oktober 2010. På side 3 i ECBA nyhedsbrev nr. 21 fra december 2010 udtales Blandt andet: "All speakers agreed that an adequate emergency lawyer system should exist throughout the EU in order to assist every suspect at the very first moment of police interrogations. This is what the Salduz doctrine is about."

Salduz mod Tyrkiet og en lang række andre (herunder nyere) domme fra EMD er kommenteret i "Factsheet - Police arrest" publiceret af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i februar 2011. Her henvises blandt andet til afgørelsen Dayanan mod Tyrkiet afgjort af EMD den 13. oktober 2009, hvor det blev anset for en krænkelse af EMRK artikel 6 § 3 (c), at den pågældende ikke havde haft adgang til advokatbistand under anholdelsen, uagtet at den pågældende faktisk ikke udtalte sig til politiet. Det er værd at bemærke, at det i præmis 32 og 33 i sidstnævnte afgørelse er præciseret, at adgangen til advokatbistand under fængsling ikke kun er en ret til at have en advokat til stede under afhøringen, men at den anholdte også har krav på advokatbistand af andre grunden, herunder at advokaten skal kunne føre kontrol med vilkårene i fængslet ("le contrôle des conditions de détention").  

Forsvarerbistand betalt af det offentlige under politiets afhøringer af sigtede i Europa og Salduz-dommen
Den omstændighed, at EMDs storkammer (enstemmigt) i Salduz mod Tyrkiet udtrykkeligt udtaler, at EMRK artikel 6 § 3 (c) er krænket som følge af "manglen på juridisk bistand til klageren under tilbageholdelsen" ("the lack of legal assistance to the applicant while he was in police custody"), har tilsyneladende ført til overvejelser i mange lande om, hvorvidt afgørelsen kræver ændringer i reglerne om fri proces til personer, der er tilbageholdt af politiet. Se herom for eksempel omtalen ovenfor af Skotland og Holland. "International Legal Aid Group" ("ILAG") omtaler i "Legal Aid Newsletter July-August 2010" Salduz-sagen. Her anfører Roger Smith, side 1, at Salduz-sagen er en "major intervention by an international human rights court in the scope of legal aid provision." (et omfattende indgreb fra en international menneskerettighedsdomstol i omfanget af adgangen til fri proces). Videre anføres det i artiklen: "For the 47 countries subject to the jurisdiction of the court, Salduz raises the bar in terms of what services the state must provide". (For de 47 lande, som er omfattet af domstolens jurisdiktion, hæver Salduz grænsen for, hvilke ydelser staten skal tilbyde).

EU har i en årrække arbejdet på at udvikle fælles minimumrettigheder til mistænkte og sigtede i straffesager i EU's medlemslande. I "Impact Assessment accompanying the Proposal for a DIRECTIVE OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL on the right to information in criminal proceedings" offentliggjort 20. juli 2010 har kommissionen blandt andet udtalt sig om omkostningerne for det offentlige ved, at mistænkte, der skal afhøres af politiet, ikke vejledes om adgangen til advokatbistand. Her anføres i afsnit 3.4.1, side 9, nederst, side 10, øverst, at det kan være kostbart for en medlemsstat ikke at sikre en person, der skal afhøres af politiet, advokatbistand under afhøringen, idet den afhørte senere risikerer i at få medhold i, at en eventuel domfældelse på grundlag af afhøringen er uretfærdig ("unfair"). Det vil påføre medlemsstaten betydelige udgifter til for eksempel sagsomkostninger, retsmøder mv., at afgørelsen senere ankes og eventuelt underkendes ved en højere instans eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Kommissionen henviser blandt andet til EMD's afgørelse i Salduz mod Tyrkiet for at eksemplificere de menneskeretlige krav til adgangen til forsvarerbistand. 

EU-Kommissionen har på hjemmesiden www.e-justice.europa.eu under rubrikken "sagsomkostninger" foretaget en gennemgang af reglerne om sagsomkostninger både i civile sager og i straffesager i de enkelte medlemslande af EU. I alle medlemslande af EU ydes der gratis retshjælp til ubemidlede i straffesager. Det er kun Tyskland og Danmark, som stiller krav om, at beløbet skal tilbagebetales af den pågældende uden hensyn til den pågældendes økonomiske forhold på tidspunktet, hvor "retshjælpen" ydes,hvis den sigtede senere findes skyldig i straffesagen. Det skal bemærkes, at domfældte i Ungarn, der i alvorlige sager har modtaget advokatbistand uden hensyn til deres indkomst, skal tilbagebetale beløbet, hvis de findes skyldige, og de ikke opfylder betingelserne for fri proces. Også i Sverige og Finland består der et tilbagebetalingskrav mod personer, der findes skyldige i en straffesag, såfremt de pågældende ikke opfylder de økonomiske krav til fri proces.  
 
I en undersøgelse, som er finansieret af EU og det tyske justitsministerium, som er offentliggjort i juli 2010 med titlen "EU–Wide Letter of Rights in Criminal Proceedings: Towards Best Practice", og som er udført af blandt andet Taru Spronken, Maastricht Universitet, forsøger man blandt andet at beskrive omfanget af den skriftlige vejledning, som personer, der skal afhøres som sigtede i en straffesag i EU's medlemslande, tilbydes. I indledningen af undersøgelsen henvises der blandt andet til betydningen af menneskerettighedsdomstolens afgørelse i Salduz mod Tyrkiet. (Se især side 8 og 9 med note 4). Appendiks 5 er en undersøgelse af det nærmere indhold af den skriftlige vejledning, som sigtede personer i medlemslandene modtager forud for eventuel afhøring hos politiet. I Appendiks 5, punkt 1, behandles spørgsmålet om vejledning om advokatbistand. Det følger blandt andet, at den sigtede udtrykkeligt vejledes om adgangen til at få advokatbistanden under afhøringen betalt af det offentlige i følgende EU-lande: Østrig, Den Czekiske Republik, England og Wales, Italien, Letland, Holland, Spanien og Sverige.

rI Danmark fremgår det udtrykkeligt af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 31 om retshjælp og fri proces, at straffesager er undtaget fra reglerne om retshjælp og fri proces. Dette indebærer, at sigtede i straffesager ikke kan få retshjælp eller fri proces til dækning af advokatomkostningerne under afhøringer hos politiet. Det følger ganske vist, at udgifterne til advokatbistand i første omgang finansieres af det offentlige, men at den pågældende i tilfælde af, at han eller hun senere findes skyldig, vil blive pålagt at erstatte det offentliges udgifter til advokatbistand. Se herom nedenfor under afsnit 2.18 om sagsomkostninger i strafferetsplejen, hvor det blandt andet påpeges, at Europarådets torturkomite har henstillet til de danske myndigheder, at man ophører med at fortælle sigtede personer, der skal afhøres hos politiet, at de, såfremt de vælger af have en forsvarer til stede under afhøringen, i tilfælde af senere domfældelse vil blive pålagt at tilbagebetale det offentliges udgifter til forsvarerbistand, idet en sådan fremgangsmåde efter torturkomiteens (og danske politifolks) opfattelse skræmmer sigtede til ikke at benytte sig af retten til forsvarerbistand under afhøringen. Det fremgår også af afsnit 2.18, at der i Grønland findes regler om fri proces i straffesager ligesom i de fleste andre europæiske lande, idet tiltalte, der her findes skyldig i en straffesag, kun pålægges helt eller delvist at betale sagens omkostninger, "når særlige omstændigheder foreligger". Dette følger af Retsplejelov for Grønland § 480, stk. 2. Se endvidere bemærkningerne til denne bestemmelse mv. i betænkning 1442/2004, bind 5. Af artikel af 20. september 2007 af Claus Bonnez vedrørende sagsomkostninger i vore nabolande, fremgår det yderligere, at der også i Norge eksisterer en ordning, hvor sigtede opnår fri proces i straffesager. Af EMD's afgørelse i Ognyan Asenov mod Bulgarien fremgår det, at Bulgarien har haft en ordning, der var identisk med den danske, idet staten i første omgang betalte for forsvarerbistanden til sigtede i straffesager men pålagde sigtede at betale udgiften i tilfælde af domfældelse. Af afgørelsens præmis 20 fremgår det imidlertid, at Bulgarien har afskaffet ordningen den 1. januar 2006, hvor man indførte en ordning med fri proces i straffesager. I præmis 37 udtaler den bulgarske regering, at ændringen skyldtes, at man ønsker en ordning, der utvivlsomt lever op til kravene i EMKR artikel 6 §§ 1 og 3 (c) i konventionen ("fully in line with the requirements of Article 6 §§ 1 and 3 (c) of the Convention.")

I Justitsministeriets "Grundnotat" med sagsnummer 2004-165-0618 afgivet i 2004 om forslag til Rådets rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union (KOM(2004)328) omtaler ministeriet også bestemmelsen i retsplejelovens § 1008, stk. 1, om at personer, der findes skyldige i det påsigtede strafbare forhold, skal refundere blandt anden udgiften til den beskikkede forsvarer. Herom anføres på side 21, 2. afsnit, følgende: "Formuleringen af rammeafgørelsens artikel 5 om retten til gratis juridisk bistand kan give anledning til lovgivningsmæssige overvejelser med hensyn til den måde, hvorpå der i Danmark pålægges og inddrives sagsomkostninger, herunder udgifterne til beskikket forsvarer."

Se nedenfor under domfældtes pligt til at erstatte det offentliges udgifter til sagsomkostninger.

Salduz-dommen og dansk ret
Salduz-dommen, der blev afsagt 27. november 2008, synes i skrivende stund (29. marts 2011) ikke at have haft indflydelse på praksis i dansk ret.  

I TfK 2009.459 VLK, bestemte Vestre Landsret i sin kendelse af 31. marts 2009, at tiltaltes forklaring til en politirapport kunne dokumenteres mod dennes protest under hovedforhandlingen. Den pågældende var efter det oplyste 16 år på tidspunktet for afhøringen, og han havde ikke haft en forsvarer til stede under afhøringen. Landsretten udtalte i sin begrundelse for at tillade dokumentation af afhøringen blandt andet: "Da tiltalte under hovedforhandlingen