Kommentarer til straffeprocessen, dele af civilprocessen, politilovgivningen og strafferetten

Af advokat Claus Bonnez

Teksten er senest opdateret 21. juni 2011

Vælg emne nedenfor:

1: Forord

2: Straffeproces og udvalgte dele af den øvrige proces
   2.1 - 2.6: Domstolene, retsmøder, dørlukning mv., retsbøger, aktindsigt, EMD, anklagemyndigheden, politiet, tolkning, vidner mv.
   2.7 : Retshjælp og fri proces i civile sager
   2.8.1: Administrativ frihedsberøvelse herunder tvangsfjernelse af børn
   2.8.2: Anholdelse og tilbageholdelse af skyldnere i fogedsager (såkaldt "politifremstilling")
   2.9: Tiltalerejsning, gengivelse af forklaringer afgivet i retten i straffesager mv.
   2.10: Sigtede og dennes forsvarer
   2.11: Advokatbistand til vidner og bistandsadvokat til den forurettede
   2.12: Straffeprocessuelle indgreb
   2.12.3: Afhøring hos politiet
   2.12.4: Anholdelse
   2.12. 5: Varetægtsfængsling
   2.12.6: Frihedsberøvede sigtedes og tiltaltes tilstand under retsmøder
   2.12.7: Andre straffeprocessuelle indgreb
   2.12.8: Særligt om børn og unge under 18, der sigtes for strafbart forhold
   2.12.9: Straffeprocessuelle indgreb i Danmark på begæring af andre landes myndigheder
   2.13: Sagens rejsning for retten - tilståelsessager, anklageskriftet, forkyndelse, frihedsberøvedes tilstedeværelse i retten mv.
   2.14: Hovedforhandlingen
   2.15: Anke og kære
   2.16 - 2.19: Genoptagelse af straffesager, erstatning, fortolkning af domme, sagkyndig bistand, sagsomkostninger mv.

3: Erstatning og godtgørelse for uberettiget strafferetlig forfølgning samt klage mv. over politiet
   3.1: Erstatning og godtgørelse for uberettiget strafferetlig forfølgning
   3.2: klager over og strafforfølgning mod politipersonalet

4: Strafferetten
   4.2.1: Straffelovens almindelige del
   4.2.2: Straffelovens specielle del
   4.3:    Særlove
   4.4:    Pligten til at rette sig efter "politiets anvisninger

5: Udvisning af udlændinge, der findes skyldige i strafbart forhold

6: Straffede personers retsstilling

7: Særligt om retsplejen, kriminallovgivningen, fuldbyrdelse af straf mv. i Grønland og på Færøerne

1 - Forord

Landsforeningen KRIM har siden 1968 drevet rådgivning til personer, der har søgt hjælp i anledning af, at de eller deres pårørende er kommet i konflikt med straffelovgivningen. Spørgsmål fra rådsøgende personer angår oftest forhold i fængsler og arresthuse, straffeproces og strafferet.

KRIMs rådgivningsaktivitet har således gennem årene i det væsentligste drejet sig om de juridiske discipliner, der sædvanligvis betegnes som straffeproces, strafferet og straffuldbyrdelse.

Siden 1998 har Landsforeningen KRIM drevet en egentlig retshjælp, der er bemandet med jurastuderende, og hvor jurister og advokater har det overordnede ansvar for driften.

Som forsvarsadvokat, medlem af retshjælpens bestyrelse og med en stor interesse for straffeproces, strafferet og straffuldbyrdelsesret har jeg fundet det passende at studere og berette om den praksis og den teori, som knytter sig til disse juridiske discipliner. I 2006 blev min interesse for Den europæiske Menneskerettighedskonvention betydeligt skærpet, og i denne fremstilling vil der forekomme mange henvisninger blandt andet til afgørelser truffet af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) og til anbefalinger mv. for eksempel fra Den europæiske Torturkomité (CPT).

I fremstillingen tilstræber jeg at følge samme systematik som findes i retsplejeloven, straffeloven og straffuldbyrdelsesloven. En læser, som ønsker at læse mine kommentarer til en bestemmelse i en af disse love, kan således finde mine kommentarer på bestemmelsens sædvanlige plads i selve lovteksten, forudsat jeg har bemærkninger til bestemmelsen. Mange bestemmelser har (indtil videre) ikke givet anledning til kommentarer, andre har givet anledning til mange kommentarer. Der behandles i mindre omfang også andre love end de ovenfor nævnte. For eksempel er der under behandlingen af retsplejelovens kapitel 43 a om administrativ frihedsberøvelse tillige behandlet en del relevante bestemmelser i politiloven, i psykiatriloven og i serviceloven.

Kommentarerne er opdelt i to udgivelser. Den ene bærer titlen "Kommentarer til straffeprocessen, dele af civilprocessen og strafferetten" og beskæftiger sig i det væsentlige med strafferetsplejen og strafferetten. Den anden bærer titlen "Straffuldbyrdelseslovgivningen med kommentarer" og beskæftiger sig i det væsentlige med straffuldbyrdelseslovgivningen.

I denne udgivelse behandles først en række emner af processuel karakter, som ikke kun vedrører straffeprocessen men også civilprocessen. Dette gælder for eksempel bestemmelserne om domstolene, politiet og vidner. Også bestemmelserne om administrativ frihedsberøvelse i retsplejelovens kapitel 43 a henhører under denne kategori. Dernæst behandles den egentlige straffeproces.

Behandlingen af reglerne om erstatning i anledning af straffeprocessuelle indgreb samt adgangen til at klage over eller indgive anmeldelse mod politiet behandles i et kapitel for sig selv, selv om disse regler egentlig henhører under straffeprocessen. Dette skyldes den forholdsvis omfattende behandling af disse regler.

I kapitlet om strafferet behandles straffelovgivningen i den sædvanlige rækkefølge, således at straffelovens specielle del behandles efter den almindelige del. Til sidst behandles visse strafferetlige særlove.

Der er medtaget et kapitel om udvisning af udlændinge begrundet i disses strafbare forhold.

Afslutningsvist behandles visse spørgsmål om straffede personers retsstilling og om den grønlandske strafferetspleje og strafferet.

Afgørelser fra domstole og administrative afgørelser citeres med myndighedernes sagsnumre eller med de betegnelser som de har i UfR, TfR, Hudoc eller andre doms- og praksissamlinger.

Jeg påbegyndte denne fremstilling i sommeren 2007 og har derefter løbende opdateret den. I perioder opdateres fremstillingen flere gange dagligt. I andre perioder kan der gå længere tid imellem opdateringerne.

I januar 2010 var fremstillingen efterhånden blevet temmelig voluminøs, hvorfor jeg i slutningen af januar 2010 fik indsat nummerering af hovedkapitlerne.

Fremstillingen henvender sig især til advokater og andre jurister eller jurastuderende. Oprindeligt var tanken med min fremstilling at sikre de jurastuderende ved KRIMs retshjælp adgang til relevante retskilder. Efterhånden er det blevet tanken generelt at bidrage til, at alle interesserede gennem fremstillingen sikres rimelig indsigt i straffeprocessen, strafferetten og straffuldbyrdelsesretten. Andre steder på KRIMs hjemmeside forsøger KRIM at formidle relevant jura således, at den i højere grad gøres tilgængelig for personer uden juridisk baggrund.

Fremstillingerne giver på ingen måde en udtømmende dækning af straffeprocessen, strafferetten og straffuldbyrdelsesretten. Der kan således være store huller forstået på den måde, at der er områder inden for den omhandlede lovgivning, som fremstillingen ikke omtaler, eller som eventuelt omtales meget overfladisk. Dette udelukker naturligvis ikke, at et emne, der ikke for tiden er omtalt, ikke senere vil blive det.

KRIM tror på, at det er rimeligt, at retskilder (ikke mindst retskilder, der vedrører spørgsmålet om at påføre borgerne straf) herunder domstolenes praksis bør være tilgængelige for offentligheden på en nem måde og uden, at den enkelte skal betale vederlag for adgangen. Dette er således også en del af filosofien bag offentliggørelsen af retskilder med kommentarer på KRIMs hjemmeside. Det har været hævdet, at det i Danmark i forhold til mange andre lande er særligt dyrt og vanskeligt at få adgang til oplysninger om domstolenes praksis. Se om dette emne artiklen af undertegnede: "Et privat firma har reelt monopol på offentliggørelsen af afgørelser fra danske domstole og offentliggør kun en brøkdel af afgørelserne til en høj pris". Se også lovforslag nr. 149 fremsat den 16. marts 2001 af Søren Søndergaard (EL) og Frank Aaen (EL) samt en række spørgsmål til og svar fra Justitsministeren vedrørende etableringen af en offentlig domsdatabase. Det fremgår blandt andet af ministerens svar, at retsudvalget i 2001 blev stillet i udsigt, at en offentlig domsdatabase ville være tilgængelig inden for 5 år. I Jyllands-Posten den 16. april 2009 blev Justitsminister Brian Mikkelsen citeret for at oplyse, at en base med alle domme ville være "meget ressourcekrævende". Der var ikke i artiklen nogen diskussion om de besparelser, som ville kunne opnås for eksempel ved, at det offentlige ikke længere skulle abonnere på private samlinger som for eksempel Ugeskrift for Retsvæsen. Den 18. januar 2011 stillede Line Barfod (EL) gennem Folketingets Retsudvalg spørgsmål nr. 529 (Retsudvalget, Alm. del 2010-11) med følgende indhold: "Hvor langt er arbejdet med en offentlig - og gratis - domsdatabase, så interesserede borgere, herunder også folketingsmedlemmer kan få adgang til de domme, som skatteborgerne betaler dommerne for at afsige og nedskrive." Justitsministeren besvarede spørgsmålet den 10. marts 2011 og anførte blandt andet, at der "ikke i forbindelse med finanslovsaftalen for 2010 blev afsat særskilte midler til etableringen af en domsdatabase, og da styrelsen havde andre it-projekter, som styrelsen måtte prioritere, havde styrelsen ikke ressourcer til at sætte arbejdet med at etablere en domsdatabase i gang .." Justitsministeriet lovede dog, at man fortsat forsøger at få oprettet databasen. Det skal bemærkes, at anklagemyndigheden i 2009 etablerede "Anklagemyndighedens Vidensbase", som er tilgængelig fra anklagemyndighedens interne netværk "AnklagerNet". Denne vidensbase er alene tilgængelig for anklagemyndigheden og ikke for forsvareren, hvilket muligvis kan være i strid med det menneskeretlige princip om "Equality of Arms", som kræver, at forsvaret skal have adgang til de samme "våben" som anklagemyndigheden under en straffesag. Det kan undre, at vidensbasen ikke er åben for forsvaret (eller for offentligheden i almindelighed herunder sigtede og tiltalte, der ikke har råd til en forsvarer og må forsvare sig selv under straffesagen mod dem), idet afgørelserne i vidensbasen er anonymiserede. Afgørelserne fra vidensbasen anvendes af anklagemyndigheden blandt andet til støtte for anklagemyndighedens strafpåstande under konkrete straffesager. I disse tilfælde modtager retten og forsvareren fra anklageren hver en kopi af den eller de afgørelser fra vidensbasen, som anklagemyndigheden ønsker at påberåbe sig under den aktuelle sag. Forsvareren har således ikke haft mulighed for i Vidensbasen at udvælge de afgørelser, som efter forsvarerens opfattelse måtte være gunstige for tiltalte. Sagen K01-4132/2010 ved Retten i Sønderborg er et eksempel på, hvorledes anklagemyndigheden bruger vidensbasen. Denne sag blev afgjort ved Retten i Sønderborg den 19.maj 2011. Her blev en person, der var flere gange tidligere straffet herunder en enkelt gang for besiddelse af euforiserende stoffer, straffen med fængsel i 5 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste i 80 timer blandt andet for videresalg af ikke under 50 gram amfetamin samt videreoverdragelse af 4 gram heroin. Forholdet vedrørende salg af ikke under 50 gram amfetamin og 4 gram heroin blev henført under straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt. Anklagemyndigheden havde under sagen forlangt ubetinget fængsel. Til støtte for denne strafpåstand udleverede anklagemyndigheden til retten og forsvareren afgørelserne AM2006.10.30B og AM2000.10.25B fra Anklagemyndighedens Vidensbase. Begge afgørelser er truffet af Københavns Byret. I sidstnævnte afgørelse blev en person straffet med 3 måneders ubetinget fængsel for besiddelse af 10,72 gram heroin med henblik på videresalg. Den pågældende blev også fundet skyldig i besiddelse af en CS-gasspray samt hæleri af en mobiltelefon. Til sammenligning kan nævnet Østre Landsrets dom i sagen TfK 2000.50 ØLD, hvor straffen for videresalg af 12 gram heroin blev gjort betinget, eller Vestre Landsrets afgørelse i TfK 2004.424 VLD, hvor straffen blandt andet for videresalg af 55 gram amfetamin og 75 stk. ecstasy tabletter blev gjort betinget. Eksemplet giver anledning til overvejelser om, hvorvidt den omstændighed, at anklagemyndigheden alene har adgang til den omhandlede vidensbase, kan bidrage til at skævvride strafniveauet til skade for de tiltalte.

Se i øvrigt betænkning nr. 1144/1988 om databaser med konkrete afgørelser.

Jeg modtager gerne bemærkninger fra læserne. Disse kan eventuelt fremsættes ved at klikke her, hvorefter der fremkommer en skriveboks, hvor bemærkningerne kan indsættes.

Claus Bonnez

Århus, den 1. juni 2011

2 - Straffeprocessen og udvalgte dele af den øvrige proces

2.1 - Indledende om straffeprocessen og udvalgte dele af den øvrige proces
Straffeprocessen er den del af procesretten, der særligt beskæftiger sig med reglerne om, hvorledes strafferetlig forfølgning af lovovertrædere skal gennemføres. Civilprocessen er den del af procesretten, der beskæftiger sig med reglerne om, hvorledes retssager anlagt af borgere, virksomheder myndigheder. mv. skal gennemføres. Både de civilprocessuelle og de straffeprocessuelle regler findes i retsplejeloven. De straffeprocessuelle regler er samlet i retsplejelovens fjerde bog. Der er imidlertid en række regler, der er fælles for civilprocessen og straffeprocessen. Dette gælder for eksempel de generelle regler om domstolenes, politiets og advokaternes organisation, pligter og beføjelser, der er behandlet i retsplejelovens første bog. Reglerne om vidners rettigheder og pligter er behandlet i retsplejelovens anden bog. Frihedsberøvelse uden for strafferetten (såkaldt "administrativ" eller "præventiv" frihedsberøvelse) behandles i retsplejelovens tredje bog om civile sager.

Denne fremstilling beskæftiger sig i det væsentlige med straffeprocessen. Imidlertid berøres i større eller mindre grad også spørgsmål om domstolene, politiet, advokater, vidner samt administrativ frihedsberøvelse.

2.2 - Domstolene

Betænkning 1352 om nævningesager - 2001
Betænkning 1330 om samarbejdet mellem retterne og pressen - 1997
Betænkning 994 om lægdommerordningen i straffesager mv. - 1983
Betænkning 825 om retternes kompetence og arbejdsform i straffesager - 1977

2.2.1 - Retsmøder (dørlukning, referatforbud, navneforbud, billedoptagelse af retsmøder mv.)
Retsplejelovens kapitel 2 vedrører offentlighedens adgang til retsmøder samt adgangen til at videregive oplysninger om, hvad der er foregået på et retsmøde. Af retsplejelovens § 28 a følger, at retsmøder er offentlige, medmindre andet er bestemt ved lov eller i medfør af lov. Af andet stykke følger, at retsmøder, hvori der afsiges dom, "altid" er offentlige. § 29 til 29 e vedrører dørlukning, § 30 til 30 b vedrører referatforbud, og § 31 og 31 a vedrører navneforbud. § 31 b vedrører offentlig gengivelse af dokumenter anvendt under skriftlig forelæggelse eller procedure. § 32 vedrører forbuddet mod transmission af billeder, lyd og tekst fra retsmøder, retsbygninger mv. § 32 a vedrører muligheden for at forbyde tegning under retsmøder og offentliggørelsen af tegninger fra retsmøder. De sidste bestemmelser i kapitlet vedrører blandt andet straffen for overtrædelse af bestemmelserne i kapitlet.

Se Betænkning 1427 om reform af den civile retspleje II - Offentlighed i civile sager og straffesager afgivet af Retsplejerådet i 2003

I Luchaninova mod Ukraine afgjort af EMD den 9. juni 2011 under sagsnummer 16347/02 fandt EMD, at EMRK artikel 6, § 1, var krænket, blandt andet fordi oplysninger om tid og sted for retsmødet ikke havde været offentliggjort. Retsmødet var blevet holdt på et hospital, og klageren var blevet idømt en bøde for tyveri fra sin arbejdsplads. I præmis 56 udtalte EMD: "The Court observes that, although public access to the hearing at issue was not formally excluded, the circumstances in which the hearing was held constituted a clear obstacle to its public character. First, the hearing was held in a clinic with restricted access. Secondly, the trial court did not allow persons other than those participating in the proceedings to remain in or enter the room in which it was held. Thirdly, it does not appear that there was any public information about the date and place of the hearing."

Straffelovens § 32, stk. 6, har følgende indhold: "Billedoptagelse uden for rettens bygninger af sigtede, tiltalte og vidner, der er på vej til eller fra retsmøde i en straffesag, er forbudt, medmindre den pågældende har samtykket i optagelsen. Stk. 1, 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse." Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 215 af 31. marts 2004 om ændring af retsplejeloven mv. Af punkt 3.4.2.1 i bemærkningerne følger blandt andet: "Rådet foreslår et forbud mod at fotografere sigtede, tiltalte og vidner, der er på vej til eller fra et retsmøde i en straffesag . Forslaget er navnlig begrundet i, at der i praksis har vist sig et behov for beskyttelse af disse personer, som pålægges at møde i retten. Rådet nævner i den forbindelse bl.a. de tilfælde, hvor en person, der er anholdt eller varetægtsfængslet, filmes på vej til eller fra retsbygningen, og hvor man jævnligt ser sådanne personer dække sig med jakker eller andet. Forslaget omfatter ikke parter og vidner i civile sager, hvor der ikke har vist sig et tilsvarende behov. .."

I TfK 2005.567 VLD blev en journalist fundet skyldig i overtrædelse af retsplejelovens § 32, stk. 6, ved at have optaget billeder af tiltalte i en straffesag, der var på vej ind i retsbygningen sammen med sin advokat. Journalisten blev straffet med en bøde på 10.000 kr.

Navneforbud
I TfK 2006.557/1 ØLK var en advokat blevet sigtet for besiddelse af børnepornografiske billeder. Landsretten tiltrådte, at byretten havde bestemt, at der skulle være navneforbud på et tidspunkt, hvor hovedforhandlingen ikke var påbegyndt. Landsretten udtalte nærmere: "Uanset tiltaltes stilling som advokat finder landsretten ud fra en samlet vurdering af sagens forløb og lovovertrædelsens grovhed og art, at en ophævelse af navneforbuddet på nuværende tidspunkt, hvor domsforhandling ikke er påbegyndt, vil indebære en unødvendig krænkelse af tiltalte. På denne baggrund finder landsretten, at det nedlagte navneforbud ikke nu bør ophæves, jf. retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2."

I TfK 2005.740/1 VLK var nogle pædagogmedhjælpere sigtet for vold mod beboer på et opholdssted. Forsvareren af hensyn til "sagens karakter" medhold, at der skulle være navneforbud både med hensyn til de sigtedes navne samt med hensyn til institutionens navn. Vedrørende navnet på institutionen udtalte landsretten blandt andet: "Navneforbudet i medfør af retsplejelovens § 31, stk. 2, jf. § 31, stk. 1, nr. 2, er ikke så vidtgående som for fysiske personer. Det skal være muligt at lave meningsfulde referater af retssagen, men den juridiske persons navn må ikke fæstne sig i offentlighedens erindring. Hvis navnet på opholdsstedet J bliver offentliggjort er der risiko for, at de tiltalte kan identificeres . . ."

I TfK 2010.451 HK blev en kvinde, der var kendt i visse medier for kvindens tilknytning til erhvervslivet, den 31. juli 2009 i et grundlovsforhør forsøgt varetægtsfængslet for besiddelse af euforiserende stoffer. Kvinden blev først sigtet for at have modtaget 140 gram kokain helt eller delvist med henblik på videreoverdragelse. Kvinden blev ikke varetægtsfængslet, men sigtelsen blev opretholdt. Ved Københavns Byrets dom af 4. februar 2010 blev kvinden idømt en bøde på 20.000 kr. for i 6 tilfælde at have modtaget 1 gram kokain til eget forbrug. Over omkring 30 minutter i tiden kort før grundlovsforhøret havde forskellige medier offentliggjort kvindens navn, stilling mv. på internettet. Under grundlovsforhøret blev der nedlagt navneforbud men ikke referatforbud. Efterfølgende forsøgte en række medier at få ophævet navneforbuddet, idet de blandt andet henviste til, at sagen allerede var omtalt i vidt omfang med gengivelse af kvindens navn og stilling på internettet, og at yderligere omtale derfor ikke (længere) udgjorde nogen unødig krænkelse af kvinden. Et medie henviste yderligere til, at "lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning" talte for, at navneforbuddet burde ophæves. Anklagemyndigheden udtalte til støtte for, at navneforbuddet burde opretholdes, blandt andet følgende: "Sagen er alene interessant i medierne, fordi T og hendes velhavende familie er kendt i offentligheden og ofte er omtalt i de medier, der særligt følger »kendte personer«. At sådanne kendte personers forhold rent faktisk interesserer mange mennesker, kan ikke anses for tilstrækkeligt til, at enhver straffesag mod kendte personer er af samfundsmæssig betydning. Kendte personer har krav på en rimelig beskyttelse efter retsplejelovens § 31, og det bemærkes, at den kriminalitet, T er tiltalt for, ikke er begået som led i hendes deltagelse i bestyrelses- eller direktionsarbejde eller har karakter af stillingsmisbrug, jf. herved retsplejelovens § 31, stk. 3, og forarbejderne hertil". Højesteret fandt at betingelserne for nedlæggelse af navneforbud var opfyldt, og udtalte blandt andet: "Efter retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, kan der nedlægges navneforbud i en straffesag, når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for unødvendig krænkelse. Afgørelse om navneforbud skal efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder træffes efter en konkret afvejning af hensynet til den sigtede over for hensynet til offentlighed under straffesagen. Der skal efter stk. 3 bl.a. tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning. Umiddelbart forud for grundlovsforhøret var oplysninger om sigtelsen mod T blevet omtalt bl.a. i aviser på internettet. Uanset dette kunne et navneforbud være af væsentlig betydning for T, og Højesteret tiltræder derfor, at den forudgående omtale ikke i sig selv kan medføre, at der ikke kunne nedlægges navneforbud. Der er heller ikke grundlag for at antage, at navneforbuddet er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10."

I UfR 2011.1285/2 HK blev et navneforbud opretholdt i et tilfælde, hvor en for offentligheden ukendt person, der var sigtet for at have dræbt sin hustru og sine to døtre, skulle afhøres i retten. Af begrundelsen for at opretholde navneforbuddet fremgår blandt andet følgende: "Det foreliggende tilfælde - der angår en sigtelse mod en far for drab på sin hustru og parrets to døtre - må betegnes som en familietragedie, og den sigtede, der har erkendt sig skyldig, er en person, der var helt ukendt i den brede offentlighed. Navneforbuddet blev nedlagt i grundlovsforhøret og således på et helt indledende stadium af sagen. På denne baggrund tiltrædes det, uanset sigtelsens alvor, at betingelserne for nedlæggelse af navneforbud var opfyldt efter den påberåbte bestemmelse i retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2. Heller ikke det forhold, at identiteten forinden muligt var afsløret af visse medier og på internettet samt i øvrigt var kendt i lokalsamfundet, kan føre til, at navneforbud ikke har kunnet nedlægges."

2.2.2.1.1 - Retsbøger og sagens dokumenter
I retsplejelovens § 35 er det præciseret, hvad en retsbog nærmere skal indeholde. Oplysninger om påstået kriminel adfærd hos en part i en retssag, som ikke har relevans for sagens afgørelse, kan krænke EMRK artikel 8. Se Sanchez Cardenas mod Norge, sagsnr. 12148/03, afgjort den 4. oktober 2007, hvor EMD anså det for unødvendigt, at en norsk domstol i retsbogen havde henvist til, at der var holdepunkter for, at klageren efter rettens opfattelse havde begået seksuelle overgreb mod sin søn. Den norske domstol havde selv påpeget, at den ikke tillagde oplysningerne betydning for afgørelsen af den samværssag, der var under pådømmelse.

2.2.2.1.2 - Aktindsigt i domme og kendelser mv.
Retsplejelovens § 41 og § 41 a - g (kapitel 3 a) behandler reglerne om aktindsigt i domme og kendelser mv. Enhver har ret til aktindsigt i domme og kendelser mv. efter reglerne i §§ 41 a til § 41 c og § 41 e. Den, der uden at være part, har en særlig interesse i en sag, har endvidere ret til aktindsigt efter reglerne i §§ 41 d og 41 e.Massemedier omfattet af medieansvarsloven har endvidere ret til aktindsigt efter reglen i § 41 f. § 41 g giver mulighed for aktindsigt i videre omfang end bestemt i §§ 41 a til 41 f.

§§ 729 a-729 c indeholder regler om sigtedes aktindsigt i verserende straffesager. § 729 d indeholder regler om sigtedes aktindsigt i afsluttede straffesager. Se om disse bestemmelser nedenfor under sigtedes og forsvarerens aktindsigt under og efter sagen.

Se Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2010 om aktindsigt i sager hos politiet og anklagemyndigheden.

2.2.2.2 - Oplæsning af vidners og tiltaltes forklaring til retten og eventuel vedtagelse (vedståelse) af forklaringen
Når et vidne, en skønsmand eller tiltalte afhøres i retten, kan den afhørende (normalt forsvareren eller anklageren) være af den opfattelse, at forklaringen - eller dele af denne - er af særlig betydning for sagen, hvorfor den afhørende er interesseret i at sikre, at forklaringen - eller dele af denne - protokolleres mere eller mindre ordret i retsbogen, således at det senere kan dokumenteres, hvad der blev sagt. Det kan derfor være ønskeligt for den afhørende, at retten oplæser ordret, hvorledes retten har gengivet forklaringen i retsbogen.

Af retsplejelovens § 36 følger, at oplæsning af et protokollat i retsbogen normalt kun finder sted, "når rettens formand af særlige grunde anser det for nødvendigt". Ordlyden af denne bestemmelse giver indtryk af, at det har været lovgivningsmagtens hensigt ikke at indrømme sagens parter nogen adgang til at anmode retten om at få oplæst, hvorledes den afhørtes forklaring er refereret i retsbogen. En sådan fortolkning af bestemmelsen synes ikke at stemme overens med bestemmelsens forarbejder. Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 652 af 15. juni 2010, og lovændringen trådte i kraft 1. juli 2010. Endvidere blev der indsat et nyt kapitel 64 i retsplejeloven, hvorefter det er hovedreglen, at forklaringer, der afgives i byret blandt andet under hovedforhandlingen, lydoptages. Det fremgår af afsnit 1.1. af bemærkningerne til lovforslaget blandt andet, at man med loven havde til hensigt at sikre en "autentisk, entydig og sikker metode til at registrere forklaringer, og man vil, så længe optagelsen opbevares, altid kunne gå tilbage og konstatere, hvad der på et givent tidspunkt faktisk blev sagt."

Umiddelbart kunne man mene, at der ikke længere er behov for at få protokolleret forklaringer i retsbogen (og få oplæst det protokollerede referat), idet forklaringerne som udgangspunkt lydoptages, hvorfor der vil være dokumentation i form af en ordret gengivelse på lydoptagelsen af, hvad der er blevet sagt. Til trods herfor fremgår det af kapitel 4.3.9. i bemærkningerne til lov nr. 652 af 15. juni 2010, at strafferetsplejeudvalget fandt, "at reglen i § 36 herefter bør ændres, således at der efter retsformandens bestemmelse (uanset om lydoptagelse foretages eller ej) kan ske protokollering i retsmødet med oplæsning og vedståelse af det protokollerede, når det findes hensigtsmæssigt. En sådan bestemmelse bør dog fortsat anvendes ret undtagelsesvis og typisk for særligt udpegede dele af en forklaring. Udvalget finder endvidere, at der ved anvendelsen af bestemmelsen bør lægges særlig vægt på parternes ønsker."

Det fremgår af lovbemærkningerne - også kapitel 4.3.9. - at, der under lovforberedelsen blev udtalt "betænkeligheder" ved, at der ikke foretages "oplæsning" af forklaringer under retsmøder. Heroverfor henviste Justitsministeriet blandt andet til, at "det heller ikke efter de gældende regler er et krav, at der sker protokollering under retsmøder eller foretages oplæsning og vedståelse af forklaringer ..". Endvidere fremhævede Justitsministeriet: "at selv om det efter den foreslåede § 36 fortsat vil være op til retsformanden, om der bør ske oplæsning og vedståelse af en protokolleret forklaring, forudsættes det som ovenfor nævnt, at der ved anvendelsen af bestemmelsen lægges særlig vægt på parternes ønsker."

Som det fremgår af ovenstående synes lovgivningsmagten at have forudsat, at retsplejelovens § 36 anvendes således, at retten lægger "særlig vægt på parternes ønsker", når retten tager stilling til begæringer om oplæsning af referatet af forklaringer.

Se bemærkningerne til lovforslag nr. 186 af 26. marts 2010. Se også Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1513/2010.

Reglerne om, i hvilket omfang forklaringer skal gengives i retsbøger og/eller lydoptages, findes i retsplejelovens kapitel 64, som behandles nedenfor.

2.2.3.1 - Dommere, dommerens pligter, dommerhabilitet mv.

Betænkning vedrørende dommeres uddannelse - 1951

Retsplejelovens § 48, stk. 1, har følgende indhold: "Gør en dommer sig skyldig i forsømmelse eller skødesløshed i embedsførelsen, der dog ikke er af en sådan karakter, at den efter lovgivningen medfører straf, eller udviser dommeren i øvrigt utilbørligt eller usømmeligt forhold, kan der meddeles den pågældende en advarsel". Straffelovens 16. kapitel om "forbrydelser i det offentliges tjeneste eller hverv" vedrører mere alvorlige handlinger, som vil kunne medføre egentlig straf. En dommer har efter praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) pligt til at viderebringe oplysningerne herom til rette myndighed, hvis dommeren får mistanke til, at for eksempel en person, der fremstilles i retten, har været udsat for vold begået af fængselspersonale eller af polititjenestemænd. Jon Fridrik Kjølbro skriver således i "Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - for praktikere", 2. udgave, DJØF 2007, på side 192: "Pligten til at iværksætte en undersøgelse er ikke begrænset til tilfælde, hvor der foreligger en anmeldelse, men gælder også i tilfælde, hvor nationale domstole konfronteres med klare oplysninger i officielle dokumenter, herunder lægeerklæringer, der giver grundlag for at antage, at personer har været udsat for en behandling i strid med artikel 3. Hvis den nationale domstol ikke har kompetence til at foretage en undersøgelse, har den pligt til at viderebringe oplysningerne til rette myndighed, således at denne kan iværksætte undersøgelsen". I note 78 og 79 på samme side henviser forfatteren til afgørelsen Ahmet Özkan m.fl. mod Tyrkiet af 6. april 2004, præmis 359.

I "The CPT standards, "Substansive" sections of the CPT's Generel Reports" udgivet af Europarådet i 2006 behandles spørgsmålet om dommerens og anklagemyndighedens pligter, hvis en dommer får oplysninger om eller blot mistanke om, at en person, der er eller har været anholdt (været i "police custody"), og som stilles for dommeren, kan have været udsat for vold eller overgreb fra poltiet. Af præmis 45 (side 14) fremgår følgende (oversat til dansk af undertegnede): "Torturkomiteen ("The CPT") har ved adskillige lejligheder fremhævet de judicielle myndigheders og anklagemyndighedens pligter med hensyn til at bekæmpe overgreb fra politiet. For eksempel skal alle personer, der er tilbageholdt af politiet, og som ønskes varetægtsfængslet, stilles for en dommer, som skal afgøre dette spørgsmål. Der er fortsat lande, som CPT besøger, hvor dette ikke sker. Fremstilling for en dommer giver mulighed for, at en mistænkt, der har været udsat for overgreb, i tide får lejlighed til at fremkomme med en klage. Selv i tilfælde, hvor der ikke fremkommer en udtrykkelig klage, har dommeren mulighed for at handle i tide, hvis der er andre indikationer på overgreb (for eksempel synlige skader, personens almindelige fremtræden eller adfærd). I sagens natur skal dommeren træffe relevante forholdsregler, når der er indikationer for, at overgreb fra politiet har fundet sted. Med hensyn til dette skal dommeren på et hvilket som helst tidspunkt, hvor en mistænk efter at have været i politiets varetægt stilles for dommeren, optage skriftlig rapport om dette, straks beordre en retslægelig ("forensic") undersøgelse og tage de nødvendige skridt til, at klagen undersøges ordentligt. Denne fremgangsmåde skal følges, uanset om den omhandlede person har synlige tegn på overlast eller ikke. I tilfælde, hvor der ikke fremkommer udtrykkelige klager fra personen over overgreb, skal dommeren begære en retslægelig undersøgelse, såfremt der er andre grunde til at antage, at personen kan være offer for overgreb. En omhyggelig undersøgelse fra de judicielle myndigheder og andre relevante myndigheder af alle klager over overgreb fra de retshåndhævende myndigheder ("law enforcement officials") og, når dette er relevant, idømmelse af en passende straf, vil have en stærk ("strong") afskrækkende virkning. På den anden side, hvis disse myndigheder ikke yder en effektiv indsats i anledning af en klage, vil myndighedspersoner, der kan finde på at begå overgreb mod frihedsberøvede personer, hurtigt få den opfattelse, at de ustraffet kan begå disse". (Understregning i teksten er foretaget af undertegnede).

CPT har i "Report to the Government of Greece on the visit to Greece carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT) from 23 to 29 September 2008" præciseret, at en dommer, der får oplysninger om, at en sigtet eller frihedsberøvet påstår, at denne har været udsat for en behandling i strid med EMRK artikel 3, har pligt til at handle. Præmis 15 i rapporten har følgende ordlyd (oversat): "Troværdigheden af forbuddet mod tortur og overgreb bliver undermineret, hver gang myndighedspersoner bag sådan adfærd ikke bliver stillet til ansvar. Fra den information, som har været tilgængelig for komiteen, fremgår det, at meget mangler at blive gjort på dette område. Ligesom tilfældet var under tidligere besøg, modtog CPT-delegationen igen klager over, at påstande om overgreb, selv i tilfælde hvor de blev fremsat overfor den undersøgende dommer, ikke blev systematisk fulgt op, herunder med straks at iværksætte en retsmedicinsk undersøgelse. For eksempel i Thessaloniki mødte CPT-delegationen en ung mand, som sagde, at han havde informeret den undersøgende dommer om, at han var blevet udsat for overgreb, men at hans påstande var blevet afvist på et summarisk grundlag. Den frihedsberøvede mands advokat, som var tilstede under afhøringen hos dommeren, bekræftede hans udlægning. CPT beder de græske myndigheder sikre, at på et hvilket som helst tidspunkt, hvor en sigtet person, der fremstilles for en dommer, hævder, at den sigtede har været udsat for overgreb fra repræsentanter for de retshåndhævende myndigheder, skal dommeren nedskrive påstandene og tage de nødvendige skridt til at sikre, at påstandene bliver korrekt undersøgt. Denne fremgangsmåde skal følges, uanset om den omhandlede person har synlige skader eller ikke. Selv i det tilfælde, hvor en udtrykkelig udtalelse om overgreb udebliver, skal dommeren bede om en retsmedicinsk undersøgelse, såfremt der er grunde til at antage, at en person, der fremstilles for dommeren, har været udsat for overgreb."

Princip 37 i FN's principper af 9. december 1988 om beskyttelse af enhver person under enhver form for frihedsberøvelse eller fængsling indledes med at fastslå, at enhver, der anholdes, har krav på at få spørgsmålet om fortsat frihedsberøvelse (varetægtsfængsling) prøvet ved en domstol. Af sidste led fremgår, at en frihedsberøvet person har ret til at udtale sig for retten om den behandling, som denne har modtaget under frihedsberøvelsen ("A detained person shall, when brought before such an authority, have the right to make a statement on the treatment received by him while in custody").

Retsplejelovens § 61 bestemmer, at ingen må handle som dommer i en sag, når der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.

En dommer eller en lægdommer, der tidligere har medvirket i en sag, hvor der er truffet fældende afgørelser mod en eller flere medgerningsmænd, og hvor man i denne tidligere sag har fundet det bevist, at (også) tiltalte har begået den eller de forbrydelser, som han under den aktuelle sag er tiltalt for, vil være at anse for inhabil under sagen mod tiltalte. I UfR 2005 908 blev en dom i en straffesag ophævet i et tilfælde, hvor dommer og domsmænd havde medvirket i en tilståelsessag mod en medgerningsmand. Dette ville naturligvis også have været tilfældet, hvis der havde været tale om en domsmandssag mod medgerningsmanden. Afgørelsen er ikke underlig, idet domfældelse i en tilståelsessag også forudsætter rettens stillingtagen til tiltaltes skyld, idet retten blandt andet skal tage stilling til efter retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 1, om "tilståelsens rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger".

Skal der under en sag, hvor en borger efter retsplejelovens kapitel 93 a rejser krav om erstatning for et uberettiget straffeprocessuelt indgreb tages stilling til et anbringende fra anklagemyndigheden om, at erstatningen skal nedsættes eller bortfalde som følge af den erstatningssøgende borgers egen skyld, må en dommer eller lægdommere, der tidligere har medvirket til at domfælde den erstatningssøgende i den sag, der har givet anledning til erstatningssagen, ikke deltage i hovedforhandlingen i erstatningssagen. Se for eksempel kendelsen UfR 1992.11 VLK, hvor denne problemstilling forudsætningsvist diskuteres.

2.2.3.2 - Domstolenes indretning, resultater, økonomi, organisering mv.
Af "Status for implementering af domstolsreformen" udgivet af Domstolsstyrelsen i april 2009 fremgår det blandt andet, at danske domstole sammenlignet med domstolene i andre lande er "billige og effektive" (side 35, afsnit 4). Af tabel 4.1. på samme side ses, at der i 2006 blev afsluttet 771 straffesager pr. 100.000 indbyggere i Sverige. I Norge blev der samme år afsluttet 1.196 straffesager pr. 100.000 indbyggere, medens der i Danmark blev afsluttet 2.094 straffesager pr. 100.000 indbyggere. Disse tal skal sammenholdes med, at det af tabellen også fremgår, at der samme år var 13,9 dommere pr. 100.000 indbyggere i Sverige, 10,9 i Norge og 6,6 i Danmark. Tallene viser utvivlsomt, at en gennemsnitlig dansk dommer afsagde langt flere domme end sine gennemsnitlige kolleger i både Sverige og Norge i 2006. I afhandlingen "Vidnebeviset - En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer" af Eva Smith, GADs forlag 1986, anføres det på side 363, nederst, at frifindelser forekommer "forholdsvist sjældent" i Danmark sammenlignet med de angelsaksiske lande. Der ses ikke at være lavet egentlige undersøgelser, der afdækker, hvorvidt fokus på "billige og effektive" domstole i Danmark er gået ud over retssikkerheden. Det kunne overvejes om ikke der er behov for en sådan undersøgelse.

Se eventuelt domstolsstyrelsens hjemmeside samt Justitsministeriets udkast af 15. december 2005 til forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform).

2.2.4.1.1 - Menneskerettighedsdomstolen
Når de nationale myndigheder endeligt har afgjort en sag, kan der inden for en frist af 6 måneder fra den endelige afgørelse, klages til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (i det følgende "EMD") over afgørelsen, såfremt klageren mener, at de nationale myndigheder med afgørelsen har krænket en eller flere af de rettigheder, der er indeholdt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (i det følgende "EMRK") eller i en af de ændrings- og tillægsprotokoller, som Danmark har ratificeret.

Enhver person eller juridisk person kan klage til EMD, hvis den pågældende person eller institution er "offer" i konventionens forstand.

Der kan klages til EMD over staters krænkelse af konventionsbestemmelser. Staten er ansvarlig for alle myndigheder herunder regioner og kommuner. Staten har i visse tilfælde pligt til at gribe ind over for privates eller virksomheders behandling af andre mennesker, hvorfor disses handlinger indirekte kan blive genstand for en klage. Foretager et privat vagtfirma for eksempel en uberettiget frihedsberøvelse af en person, uden at de nationale myndigheder efterfølgende "reparerer" krænkelsen, kan personen af denne grund opnå "offerstatus", hvorefter der kan klages til domstolen.

Får klageren medhold i sin klage, skal staten "reparere" den krænkelse, som sagen angår. Har klageren for eksempel fået medhold i, at domfældelsen i en straffesag har krænket den pågældendes menneskerettigheder, skal sagen genoptages. Endvidere kan medlemsstaten pålægges at udbetale erstatning eller godtgørelse til klageren, hvis klageren har bedt om dette.

EMD kan yde fri proces til klagere, hvor der er behov for dette, og når klageren ikke selv har midler til at føre sagen. Der kan tidligst opnås retshjælp fra det tidspunkt, hvor domstolen har anmodet om den indklagede stats bemærkninger til klagen, og staten har svaret eller ikke har overholdt fristen for at svare. Fri proces ydes i det væsentlige til bistand til at føre sagen fra en person, som domstolen har godkendt. Advokater kan godkendes af domstolene, hvis advokaten må praktisere i et medlemsland, og hvis advokaten kan tale engelsk eller fransk.

Civilstyrelsen kan fri proces fra det tidspunkt, hvor EMD har bedt de danske myndigheder om at fremkomme med bemærkninger til en klage. Fri proces fra de danske myndigheder ydes kun i det omfang, at dækning ikke kan opnås fra EMD.

Om fri proces henvises der i øvrigt til kapitel 2.7. om fri proces og retshjælp i civile sager.

Klageren skal have udtømt nationale retsmidler, inden der indgives klage. Det er værd at bemærke, at i tilfælde, hvor de danske myndigheder har undladt at rejse straffesag mod myndighedspersoner (for eksempel polititjenestemænd eller fængselspersonale), som en borger beskylder for vold, vil det ofte være muligt at klage til menneskerettighedsdomstolen fra det tidspunkt, hvor rigsadvokaten afviser at rejse tiltale mod den indklagede myndighedsperson. Der vil i sådanne sager således normalt ikke være behov for at anlægge en civil sag ved de danske domstole, inden sagen indbringes for EMD. Se herom nærmere i afsnittet nedenfor om muligheden for prøvelse af sager om politivold mv. ved EMD.

Klagen må ikke indgives senere end 6 måneder efter, at sagen er endeligt afgjort ved de nationale myndigheder.

Klagen sendes direkte til EMD med brev og eventuelt suppleret med telefax men ikke e-mail. Se nærmere om fremgangsmåden ved indgivelse af klager til EMD.

Når klagen modtages ved EMD, vurderer EMD i første omgang, om klagebetingelserne er opfyldt. Er dette ikke tilfældet, bliver klagen afvist. Kræver klageren erstatning, skal kravet om erstatning være modtaget af EMD senest 2 måneder efter, at EMD har givet klageren meddelelse om, at klagesagen opfylder betingelserne for at blive behandlet. Se nærmere om sagens behandling ved EMD.

Se eventuelt Justitsministeriet vejledning fra 2007 om, hvordan klager indgives til EMD og skematisk oversigt over forløbet af en klagesag udarbejdet af EMD. Se også Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med tillægsprotokoller.

De processuelle regler vedrørende sager ved EMD findes i de såkaldte "Rules of Court" senest revideret 1. juni 2010. I kapitlet "Title ll - Procedure" findes de almindelige processuelle regler. Her findes bestemmelserne om for eksempel sproget ved EMD, partsrepræsentation, skriftlige begæringer, sagsbehandlingen, midlertidige afgørelser, 3-parters mulighed for at intervenere, den indklagede stats pligter til at samarbejde med EMD osv.

2.2.4.1.2 - Klageformular og den øvrige "klagepakke" til brug for indgivelse af klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Klageformularen til brug for indgivelse af klager fra dansk-talende personer findes i den "danske klagepakke", som indeholder de dokumenter, der skal anvendes, når der klages til menneskerettighedsdomstolen. Selve klageformularen findes cirka i midten af pakken. Der findes i pakken også en standardfuldmagt, som skal underskrives af klageren, hvis denne vælger at klage gennem en partsrepræsentant. Advokater skal også have skriftlig fuldmagt fra klageren. I sager, hvor pårørende klager over dødsfald opstået som følge af handlinger, som de anser som menneskerettighedskrænkelser, er det de pårørende, der er klagere, og som derfor kan indgive klage eller underskrive fuldmagten. Se også Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols Hjemmeside (på engelsk).

2.2.4.2 - Øvrige institutioner, regler mv., der har til formål at forebygge menneskerettighedskrænkelser

OPCAT og Folketingets Ombudsmand
Danmark har ratificeret FN's valgfrie protokol til konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf ("OPCAT"). Af artikel 17 til artikel 23 fremgår, at de medlemsstater, som har ratificeret tillægsprotokollen, er forpligtede til at indrette "national prevention mechanisms", som skal have til formål at forebygge tortur mv. i medlemsstaten. Der skal blandt andet være en eller flere uafhængige institutioner, der inspicerer lokaliteter mv., hvor personer frihedsberøves. I 2007 udpegede den danske regering Folketingets Ombudsmand til at foretage disse inspektioner i Danmark.

Se Notat 15. april 2009 om grundlaget for Folketingets Ombudsmands OPCAT-virksomhed.

Efter en OPCAT-inspektion foretaget af Folketingets Ombudsmand i december 2009 har ombudsmanden udfærdiget en redegørelse af 20. december 2010 om Københavns Politis behandling af anholdte/tilbageholdte under klimatopmødet i december 2009. Det fremgår blandt andet af undersøgelsen, at ombudsmanden er opmærksom på, at EMD i visse tilfælde har anvendt omvendt bevisbyrde ved "planlagte anholdelser", således "at det er myndighederne, der skal godtgøre, at magtanvendelsen var nødvendig og proportionel". Ombudsmanden henviser således til præmis 72 i Rehbock mod Slovenien afgjort af EMD den 28. november 2000 under sagsnummer 29462/95.

Institut for Menneskerettigheder
Institut for Menneskerettigheder har blandt andet til opgave at "rådgive Folketinget og regeringen om Danmarks forpligtelser på menneskerettighedsområdet", hvilket er bestemt i § 2, stk. 2, nr. 2, i lov nr. 411 af 6. juni 2002 om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder.

På Institut for Menneskerettigheders hjemmeside findes blandt andet nyheder på menneskerettighedsområdet. Derudover offentliggøres der forskningsresultater mv. Fra hjemmesiden kan der søges i Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheders bibliotek.

Danmark har ratificeret "The Paris Principples", som pålægger de kontraherende parter at etablere en national institution, som skal have kompetence til at fremme og beskytte menneskerettigheder ("to promote and protect human rights"). Ovennævnte lov nr. 411. af 6. juni 2002, der er grundlaget for etableringen og driften af Institut for Menneskerettigheder, er således vedtaget som et led i, at Danmark kan opfylde sine forpligtelser i henhold til "The Paris Principples". Artikel 3, a, punkt iv, bestemmer, at den nationale institution skal "henlede regeringens opmærksomhed på situationer i enhver del af landet, hvor der sker krænkelser af menneskerettighederne og fremkomme med forslag til regeringen til initiativer, som kan bringe sådanne situationer til ophør, og - hvor dette er nødvendigt - udtale sin mening om regeringens holdning og reaktioner". Artikel 3, b, pålægger den nationale institution at sikre harmoniseringen af national lovgivning, regler og praksis med internationale menneskerettigheds-instutmenter, som staten har ratificeret.

Af ovennævnte kan udledes, at Institut for Menneskerettigheder er forpligtet til at reagere, hvis instituttet bliver opmærksom på mulige krænkelser begået af danske myndigheder herunder administrative myndigheder.

Institut for Menneskerettigheder reagerede ikke, da Folketinget i 2002 vedtog bestemmelsen i forvaltningslovens § 9, stk. 4, om nægtelse af aktindsigt til indsatte i sager om disses overførsel mellem fængselsinstitutioner, uanset at bestemmelsen synes at stride mod de europæiske fængselsregler herunder artikel 17.3. Instituttets forgænger angav i en svarskrivelse af 3. april 2002 til Justitsministeriet som grund, at man ikke havde "ressourcer" til at kommentere lovforslaget. Dette skete efter, at instituttets forgænger i foråret 2002 af folketingspolitikere var blevet beskyldt for at være "smagsdommere". Sådanne beskyldninger er flere gange senere fremsat mod Institut for Menneskerettigheder. Se Debat og § 20-spørgsmål om Institut for Menneskerettigheder, som er vanskelige at forstå anderledes, end at der er medlemmer af Folketinget, som vil begrænse bevillingerne til instituttet, hvis instituttet udtaler sig om nationale menneskerettighedskrænkelser i stedet for alene at beskæftige sig med menneskerettighedskrænkelser i andre lande end Danmark.

2.2.4.3 - Menneskerettighedsdomstolens afgørelser forpligter medlemsstaterne - udtalelser fra CPT m. fl. kan indirekte binde medlemslandene
Af EMRK artikel 46, § 1, fremgår det, at at medlemsstaterne er forpligtede til at rette sig "efter domstolens endelige dom i enhver sag, som de er part i". Af artikel 46, § 2, fremgår det, at ministerkomiteen overvåger dommens fuldbyrdelse.

Udtalelser fra institutioner som for eksempel Menneskerettighedskommissæren eller Europarådets Torturkomite (CPT) er kke direkte bindende for de nationale myndigheder, idet der alene er tale om anbefalinger ("recommendations"). Det ses imidlertid ofte, at EMD lægger betydelig vægt på udtalelser fra sådanne institutioner under prøvelse af sager, der vedrører de områder, som institutionerne udtaler sig om. Se for eksempel Khider mod Frankrig afgjort af EMD den 9. juli 2009 under sagsnummer 39364/05, hvor udtalelser fra CPT gennemgås særdeles grundigt i præmis 81, og hvor udtalelserne i vidt omfang indgår i begrundelsen for, at behandlingen af klageren i forskellige franske fængsler ansås for at have udgjort en krænkelse af EMRK artikel 3. EMD lægger også ofte vægt på de Europæiske Fængselsregler, når der skal tages stilling til, om for eksempel EMRK artikel 3 er krænket. Se for eksempel Mathew mod Holland afgjort 15. februar 2006 under sagsnummer 24919/03, præmis 126, eller Modarca mod Moldova afgjort den 10. maj 2007 under sagsnummer 14437/05, præmis 40.

Betænkning 1220/1991 om den europæiske menneskerettighedskonvention og dansk ret

Folketinget og EU’s charter om grundlæggende rettigheder, Folketingets Europaudvalg, Christiansborg, marts 2002.

2.3 - Anklagemyndigheden og politiet

Betænkning 1194 om anklagemyndighedens struktur -1990

I tiden fra 1974 til 2005 udgav Rigsadvokaten "Anklagemyndighedens Årsberetning". Af forordet til Anklagemyndighedens Årsberetning fra 2005 fremgår det, at årsberetningen fra 2005 er den sidste, idet anklagemyndigheden fremover vil udgive sine meddelelser i elektronisk form. Nedenfor er der adgang til årsberetningerne fra 2000 og frem til 2005:

Anklagemyndighedens Årsberetning 2005
Anklagemyndighedens Årsberetning 2003-2004
Anklagemyndighedens Årsberetning 2001-2002
Anklagemyndighedens Årsberetning 2000
Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 1
Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 2

Register til Anklagemyndighedens Årsberetning 1974 til 2002
Register til gældende meddelelser fra Rigsadvokaten - 1974 til april 2005

Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/2010 om juridiske arbejdsredskaber til anklagemyndighedens medarbejdere. Meddelelsen vedrører den litteratur og de elektroniske retskilder mv., som anklagemyndighedens medarbejdere skal have adgang til.

Grønbog om strafferetlig beskyttelse af Fællesskabets finansielle interesser og oprettelse af en europæisk anklagemyndighed KOM(2001) 715 dateret 11. december 2001.

2.3.1.1 - Objektivitetsprincippet
Retsplejelovens § 96, stk. 2, bestemmer, at de "offentlige anklagere skal fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader, og derved ikke blot påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted". Bestemmelsen udtrykker det såkaldte "objektivitetsprincip".

Betydningen af objektivitetsprincippet i dansk ret fremgår for eksempel af justitsministeriets besvarelse fra 2006 af spørgsmål nr. 410 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del). I svarskrivelsen, der har journalnr. 2006-150-0260, anfører Justitsministeriet blandt andet følgende: ".... Denne regel er udtryk for objektivitetsprincippet, der er et grundlæggende princip i strafferetsplejen, og som anses for en af de vigtigste retssikkerhedsgarantier. Princippet gælder bl.a., når anklagemyndigheden skal tage stilling til spørgsmålet om tiltale, og indebærer, at anklagemyndigheden er forpligtet til at tage enhver omstændighed, der tyder på en mistænkts uskyld, i betragtning, samt til ikke at rejse tiltale, medmindre anklagemyndigheden skønner, at tiltalerejsningen vil føre til domfældelse. .."

Lektor, dr. jur. Eva Smith kalder i et indlæg med overskriften "Menneskerettighedskonventionerne og de nordiske retsplejeordninger" fra det 32. nordiske juristmøde i Reykjavik den 22. - 24. august 1990 objektivitetsprincippet "et fundamentalt princip i disse retsplejeordninger", der regnes "for en af de vigtigste retssikkerhedsgarantier" (indlæggets side 14).

Eva Smith skiver videre, at objektivitetsprincippet ikke er en selvfølgelig retsgaranti, som "man vil finde i ethvert demokratisk samfund. I angelsaksisk ret f.eks. er det ikke sædvanligt, at understrege domstolens forpligtelse til at søge at nå frem til den materielle sandhed. Domstolens opgave er efter angelsaksisk opfattelse ikke at afgøre, om en tiltalt er skyldig eller ej, men blot om der er tilstrækkeligt bevis til at dømme ham." (side 15).

Eva Smith henviser i artiklen også til, at politiet i de angelsaksiske lande ikke har "en lovfæstet pligt til at følge objektivitetsprincippet" (side 16).

Storbritannien er et eksempel på et angelsaksisk land, der - ligesom Danmark - er medlem af Europarådet og dermed pligtig til at respektere de europæiske menneskerettigheder, således som disse tolkes af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Det er ikke uinteressant, at et eller flere af Europarådets medlemslande har en "lovfæstet pligt til at følge objektivitetsprincippet", medens andre ikke har det, særligt når henses til, at man i dansk ret tilsyneladende anser det som "et fundamentalt princip" og "en af de vigtigste retsgarantier".

Det kunne overvejes, om den omstændighed, at det fremgår af lovteksten i nogle lande, at anklagemyndigheden og politiet skal være "objektiv", muligvis kunne modvirke en anden internationalt anerkendt retsgaranti - nemlig princippet om "equality of arms". Princippet om "equality of arms" pålægger myndighederne at sørge for, at anklagemyndigheden og forsvarer har adgang til de samme "våben". Der er således tale om et princip, der skal sikre en ligestilling af anklagemyndigheden og forsvaret. § 96, stk. 2, i den danske retsplejelov foreskriver som nævnt ovenfor, at anklagemyndigheden skal fremlægge de efterforskningsresultater, der taler for tiltaltes uskyld, såvel som de resultater, der taler for, at denne er skyldig. Dette anses for at være et udtryk for et lovfæstet "objektivitetsprincip", der sætter begrænsninger for anklagemyndigheden. Forsvareren er i sagens natur ikke underlagt et sådant princip men skal derimod (inden for lovens rammer) alene varetage tiltaltes interesser. Anklagemyndigheden skal således varetage en bredere samfundsinteresse i, at de skyldige dømmes, medens de uskyldige går fri. Det er således fristende for den dømmende magt i sine afgørelser at tage hensyn til, at synspunkter, der fremføres af anklagemyndigheden, er "objektive", medens de, der fremlægges af forsvareren, er "subjektive". En stærk tro på objektivitetsprincippets betydning kan eventuelt begrunde, at domstolene tillægger anklagemyndighedens synspunkter større værdi end forsvarets.

Det forekommer ikke overbevisende, at en ophævelse af det udtrykkelige objektivitetsprincip, for eksempel kunne føre til, at flere uskyldige risikerede at blive straffet, end tilfældet er i dag. Måske ville det forholde sig lige omvendt. En ophævelse af den udtrykkelige bestemmelse om, at anklagemyndigheden skal være objektiv, ville i praksis næppe give anklagemyndigheden friere hænder til at misbruge sin særlige magt til for eksempel systematisk at forsøge at få uskyldige domfældt, idet en sådan adfærd næppe ville blive tolereret for eksempel af domstolene, pressen eller offentligheden i videre omfang, end tilfældet er i dag. Skjuler anklagemyndigheden bevismateriale for forsvareren eller retten, der er til gunst for tiltalte, vil dette kunne straffes efter straffelovens kapitel 16, selv om det ikke fremgår udtrykkeligt af lovgivningen, at anklagemyndigheden skal være "objektiv". En ophævelse af det lovfæstede objektivitetsprincip ville muligvis kunne mindske den formelle forskel på anklagemyndighedens og forsvarerens stilling og muligvis give princippet om "equality of arms" bedre livsbetingelser i dansk ret. En henvisning netop til, at anklagemyndigheden er bundet af "objektivitetsprincippet", ville ikke længere kunne bruges som et argument for at stille (den subjektive) forsvarer ringere end (den objektive) anklager. At dette sker, fremgår efter min opfattelse for eksempel af afgørelsen UfR 2005.1724 H.K, hvor Højesteret blandt andet henviste til "objektivitetsprincippet", da Højesteret gav anklagemyndigheden medhold i, at forsvaret ikke kunne forlange at få et anonymt vidne indkaldt til at vidne i retten - et vidne som anklagemyndigheden oprindeligt havde indkaldt, men som anklagemyndigheden alligevel ikke ønskede indkaldt, og som derfor blev afvarslet af anklagemyndigheden. Også i TfK 2005.66 H blev forsvaret nægtet bevisførelse under henvisning blandt andet til objektivitetsprincippet. Tiltalte var tiltalt for seksualforbrydelser mod et barn. Forsvareren var bekendt med, at der i en anden retskreds også verserede en sag, hvor en anden person var tiltalt for seksuelle krænkelser mod samme barn. Højesteret tillod ikke, at videoafhøringen af barnet fra den anden sag skulle indgå som bevis i sagen mod forsvarerens klient.

En henvisning til udtrykkelige lovbestemmelser i national lovgivning om, at der gælder et objektivitetsprincip, der forpligter anklagemyndigheden til at være objektiv, nyder tilsyneladende ikke så stor anerkendelse ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, at dette accepteres som et argument for at minimere betydningen af princippet om "equality of arms". I sagen Janatuinen v. Finland (sagsnummer 28552/05) fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sin afgørelse af 8. december 2009, at artikel 6 var krænket, idet de finske domstole havde fundet klageren skyldig i narkotikakriminalitet i en sag, hvor politiet havde destrueret en del telefonaflytninger, som ikke forinden var blevet fremlagt for retten eller for forsvareren. Forsvareren, der som følge af, at telefonaflytningerne var blevet destrueret, ikke havde haft lejlighed til at vurdere betydningen af disse, gjorde under sagen gældende, at der i telefonaflytningerne kunne forekomme samtaler, der kunne bekræfte tiltaltes uskyld.

De finske myndigheder henviste overfor EMD til, at intet materiale af relevans for rettens bevisvurdering ("relevant to the courts' decision-making") var blevet destrueret (præmis 36). Myndighederne henviste også til, at en politiassistent, der havde kendskab til materialet, havde været indkaldt i retten, og at denne havde afgivet vidneforklaring om, at alt materiale, der var relevant for sagen, havde været fremlagt for retten (også præmis 36). Af præmis 37 fremgår det, at de finske myndigheder endvidere gjorde gældende, at forsvarets rettigheder var blevet yderligere beskyttet af objektivitetsprincippet, som anklagemyndigheden har pligt til at følge efter kapitel 1 i den finske lov om offentlige anklagere. Man henviste til, at anklageren havde samarbejdet med politiet under efterforskningen og derfor havde deltaget i udvælgelsen af de telefonaflytninger, der var inkluderet i sagens materiale, på grundlag af dennes vurdering af, hvilken information, der var relevant for sagen, og hvilken der ikke var dette. Præmis 37 lyder på originalsproget således: "37. The Government also contended that the rights of the defence had been further safeguarded by the principle of objectivity governing the duties of public prosecutors, as provided in section 1 of the Act on Public Prosecutors. The prosecutor had co-operated with the police during the pre-trial investigation and had thus been able to participate in the selection of the recordings included in the case file, based on his view of which information did or did not relate to the matter."

I præmis 50 udtaler EMD, at EMD har lagt vægt på, at beslutningen om udelukkelse af bevismateriale blev truffet under efterforskningen, uden at man tilbød forsvareren en mulighed for at deltage i denne beslutningsproces. I præmis 48 fremhæves det, at den nationale appelret havde vurderet, at materialet var uden betydning for sagen, uagtet at den ikke selv havde haft lejlighed til at gennemgå materialet, idet dette var destrueret. EMD fandt, at der forelå en krænkelse af artikel 6 § 1, jævnfør artikel 6, § 3 (b).

Det skal afslutningsvis bemærkes, at Højesteret ii TfK 2005.66 H omtalt ovenfor efter det oplyste ikke gjorde sig bekendt med materialet, som forsvareren ønskede fremlagt under sagen, inden højesteret konkluderede, at materialet ikke var relevant for sagen. Højesteret udtalte således: "Det bemærkes, at relevansbedømmelsen i denne sag ikke forudsætter indsigt i det materiale, der begæres aktindsigt i, hvorfor forsvarerens begæring om at pålægge politiet at fremlægge materialet for Højesteret ikke tages til følge". Denne afgørelse synes ikke at være forenelig med EMDs praksis som gengivet blandt andet i Janatuinen v. Finland omtalt umiddelbart ovenfor. EMD anerkender efter denne praksis ikke, at objektivitetsprincippet kan begrunde, at de nationale domstole afviser forsvarerens anmodning om fremlæggelse for retten af bevismateriale (for eksempel telefonaflytninger) med henvisning til anklagemyndighedens og politiets forsikringer om, at materialet er uden betydning for sagen, uden at de nationale domstole selv foretager en prøvelse af materialets relevans for sagen. EMD tilskrev således ikke det påberåbte "objektivitetsprincip" nogen betydning.

Det er ikke kun i Finland, at troen på "objektivitetsprincippet" synes at være stor. I sin afhandling "Vidnebeviset - En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer" af Eva Smith, GADs forlag 1986, anføres på side 363, nederst, blandt andet: "I et system, hvor anklagemyndigheden ikke arbejder ud fra et objektivitetsprincip, må det antages, at et større antal sager vil nå frem til retten end i et system som det danske, hvor en række tvivlsomme sager på forhånd henlægges af anklagemyndigheden. Dette synes også at fremgå ved en sammenligning af antallet af frifindelser inden for de to systemer. I de angelsaksiske lande er en frifindelse en ganske almindelig foreteelse. I Danmark, derimod, forekommer frifindelser forholdsvist sjældent." Forfatteren henviser i note 79 til Koktvedgaard og Gammeltoft-Hansen, der på side 60 i note 1 skulle udtale noget lignende.

Allerede fordi det må formodes, at man i "de angelsaksiske lande" også har gjort sig procesøkonomiske overvejelser i forbindelse med indretningen af sine retssystemer, forekommer det usandsynligt, at borgerne i disse lande skulle finde sig i, at politiet og anklagemyndigheden rejser "tvivlsomme sager" i stedet for at agere som politiet og anklagemyndigheden "i et system som det danske", hvor "en række tvivlsomme sager" i følge Eva Smith "på forhånd henlægges af anklagemyndigheden".

Det forekommer at være en urigtig præmis, som Eva Smith lægger til grund, når hun hævder, at der i de angelsaksiske lande ikke eksisterer et "objektivitetsprincip". Af punkt 2.3 i "The Code for Crown Prosecutors", der er de gældende retningslinjer for anklagemyndigheden i England og Wales, og som er udgivet i 2004 af "Crown Prosecution Service", fremgår det, at repræsentanter for anklagemyndigheden i England og Wales er underlagt et objektivitetsprincip. Dette objektivitetsprincip synes i øvrigt at have et indhold, der i det væsentlige er identisk indholdet af objektivitetsprincippet i Danmark. Punkt 2.3 i ovennævnte "Code for Crown Prosecutors" lyder således:

"2.3. It is the duty of Crown Prosecutors to make sure that the right person is prosecuted for the right offence. In doing so, Crown Prosecutors must always act in the interests of justice and not solely for the purpose of obtaining a conviction."

Det er imidlertid ikke kun i England og Wales, at der foruden i de skandinaviske lande, findes et kodificeret objektivitetsprincip. I september 1990 blev der på den 8. kongres om forebyggelse af kriminalitet samt behandlingen af lovovertrædere vedtaget et sæt vedtægter for anklagere. Titlen er "Guidelines on the Role of Prosecutors Adopted by the Eighth United Nations Congress on the Prevention of Crime and the Treatment of Offenders, Havana, Cuba, 27 August to 7 September 1990". Artikel 13 (b) i disse "guidelines" pålægger enhver anklager at "beskytte det offentliges interesser, at optræde objektivt, at tage rimeligt hensyn til tiltaltes og forurettedes situation og være opmærksom på alle relevante omstændigheder, uanset om disse er til fordel eller skade for tiltalte". Af originalteksten fremgår følgende ".. Protect the public interest, act with objectivity, take proper account of the position of the suspect and the victim, and pay attention to all relevant circumstances, irrespective of whether they are to the advantage or disadvantage of the suspect; .."

Den internationale organisation af anklagere ("IAP") har også tilsluttet sig, at et objektivitetsprincip skal være en selvfølge i forhold til anklagemyndighedens arbejde. Dette fremgår af "Standards of professional responsibility and statement of the essential duties and rights of prosecutors adopted by the International Association of Prosecutors on the twenty third day of April 1999." Af punkt 1 med overskriften "Professional conduct" fremgår også et "objektivitetsprincip". Det fremgår af dette, at anklagere "altid skal beskytte en sigtet persons ret til en retfærdig rettergang og især sikre, at materiale, der er til gavn for tiltalte, kommer for dagen i overensstemmelse med loven og med kravet til en retfærdig rettergang". På originalsproget lyder teksten således: " ...always protect an accused person's right to a fair trial, and in particular ensure that evidence
favourable to the accused is disclosed in accordance with the law or the requirements of a fair trial; ..."

Den omstændighed, at der forekommer et kodificeret objektivitetsprincip i engelsk ret og tilsyneladende også i de fleste andre lande i verden, der synes at have stor lighed med det danske, fører uundgåeligt til overvejelser om, hvad der kan være årsagen til, at frifindelser er "en ganske almindelig foreteelse" i de angelsaksiske lande, medens frifindelser "forholdsvist sjældent" forekommer i Danmark som anført af Eva Smith i citatet ovenfor. Denne forskel kan næppe forklares af fraværet af objektivitetsprincippet i disse lande (der alle er medlemmer af FN) og tilstedeværelsen af samme i Danmark, som hævdet af Eva Smith, idet dette princip tilsyneladende er gældende såvel i det meste af den øvrige verden som i Danmark. En mulig forklaring kunne være, at man på den ene side i de angelsaksiske lande og den øvrige verden og på den anden side i Danmark vurderer betydningen af objektivitetsprincippet forskelligt. Det kunne for eksempel overvejes, om domstolene i den øvrige verden (herunder EMD) tager det som en selvfølge, at anklagemyndigheden skal optræde sagligt og ikke forsøge at få domfældt uskyldige, medens objektivitetsprincippet hos den dømmende magt i Danmark ikke anses som en selvfølge men derimod som "en af de vigtigste retsgarantier" (som anført i citaterne af Eva Smith og af Justitsministeriet gengivet ovenfor). En tro på "objektivitetsprincippet" som en af de "vigtigste retsgarantier" og ikke blot som en selvfølge må formentlig kunne bidrage til, at den dømmende magt bliver forblændet af objektivitetsprincippets betydning og bevidst eller ubevidst risikerer at komme til at overvurdere anklagemyndighedens udlægning og tolkning af en straffesags jus og fakta i forhold til forsvarerens eller den urepræsenterede tiltaltes.

Man kunne naturligvis overveje, om der er sket en udligning af forskellene i forskellige landes opfattelse af betydningen af objektivitetsprincippet efter 1990, hvor de ovenfor citerede "guidelines" fra FN kom til verden. Der er imidlertid noget, der tyder på, at domsmagten i Skandinavien fortsat anlægger en fortolkningsstil, der fører til, at pricippet om "equality of arms" begrænses under henvisning til "objektivitetsprincippet" i en grad, der kan krænke EMRK artikel 6. Dette fremgår for eksempel af den ovenfor citerede sag Janatuinen v. Finland afgjort ved EMD i december 2009.

Den canadiske anklagemyndighed udgav i september 2004 publikationen "REPORT ON THE PREVENTION OF MISCARRIAGES OF JUSTICE", hvor der gennemgås en lang række forhold, som nationens anklagere skal være opmærksomme på i forsøget på at minimere justitsmord. Se for eksempel siderne 26-29, hvor det påpeges, at DNA-beviset skal anvendes til at efterkontrollere, om personer, der tidligere er fundet skyldig i forbrydelser, måtte være uskyldige, således at deres sager kan genoptages.

2.3.1.2 Anklagemyndighedens pligt til at medvirke til at forebygge overgreb mod frihedsberøvede personer

I "The CPT standards, "Substansive" sections of the CPT's Generel Reports" udgivet af Europarådet i 2006 behandles spørgsmålet om dommerens og anklagemyndighedens pligter, hvis der fremkommer oplysninger om eller blot mistanke om, at en person, der er eller har været anholdt (været i "police custody"), kan have været udsat for vold eller overgreb fra poltiet. Se nærmere præmis 45 (side 14).

2.3.2 - Politimyndigheden

Af retsplejelovens § 108 og § 109 fremgår den overordnede opbygning af politiets organisation. Den tidligere "flerstrengede" ledelsesstruktur i politiet er nu erstattet med ”direktoratsmodel”, hvorefter der som udgangspunkt etableres et sædvanligt administrativt over-/underordnelsesforhold mellem Justitsministeriet, rigspolitichefen og politidirektørerne.

Det har været hævdet, at det var et centralt formål med politireformen i 2007 at sikre, at flest mulige beslutninger om den konkrete varetagelse af politiets opgaver og om den konkrete administration af politiets og anklagemyndighedens ressourcer kan træffes lokalt, blandt andet således at der sker en reel decentralisering af beslutningskompetence fra rigspolitichefen til politikredsene. Det skulle være tanken med reformen, at der i videst muligt omfang skal overføres ressourcer fra rigspolitichefen til politikredsene. Heri ligger også, at alle politiets operative opgaver (med undtagelse af dem, der varetages af Politiets Efterretningstjeneste og Rigspolitiets Udlændingeafdeling) skal være ledelsesmæssigt forankrede i politikredsene og i videst muligt omfang udføres af politikredsene selv.

I hver af landets politikredse er der ifølge retsplejelovens § 111 oprettet et såkaldt kredsråd. Kredsrådene har afløst de tidligere lokalnævn. Kredsrådene er tænkt som et overordnede formelt samarbejdsforum mellem politikredsens ledelse og kommunerne. Politidirektøren udarbejder efter retsplejelovens § 113 efter drøftelse i kredsrådet en samlet årlig plan for samarbejdet mellem politiet og kommunerne, andre offentlige myndigheder, interesseorganisationer, foreninger mv. i politikredsen. Planen offentliggøres hvert år på de enkelte politikredses hjemmesider.

Se resumé af 16. december 2005 af forslaget til en politireform og domstolsreform.

Af kapitel V, side 7, i Justitsministeriets instruks af 7. december 2009 til chefen for politiets efterretningstjeneste fremgår blandt andet følgende:

"..Politiets Efterretningstjeneste skal indsamle og bearbejde oplysninger, der er eller kunne være af betydning for løsningen af de ovennævnte opgaver. Registrering af personoplysninger skal indskrænkes til det absolut påkrævede. Registrering af danske statsborgere og herboende udlændinge må ikke ske alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Alle sager vedrørende nyregistrering af danske statsborgere og herboende udlændinge skal forelægges for Wamberg-udvalget."

2.4 - Tolkebistand under retssager herunder straffesager
Retsplejelovens § 149, stk. 1, har følgende ordlyd. "Retssproget er dansk. Afhøring af personer, der ikke er det danske sprog mægtig, skal så vidt muligt ske ved hjælp af en translatør. Dog kan i borgerlige sager tilkaldelse af tolk undlades, når ingen af parterne gør fordring herpå, og retten tiltror sig fornødent kendskab til det fremmede sprog. Det samme kan under sidstnævnte forudsætning finde sted i straffesager uden for hovedforhandling for landsret."

EMRK artikel 6, stk. 3, litra a og e, har følgende ordlyd:

"Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal mindst have ret til følgende:

a) at blive underrettet snarest muligt, udførligt og på et sprog, som han forstår, om indholdet af og
årsagen til den sigtelse, der er rejst mod ham; .....

e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten."

I UfR 1997.1422 VLD blev en sag, hvor en person i byretten var blevet straffet med fængsel i 3 år og 11 måneder for narkokriminalitet, hjemvist til fornyet behandling i byretten, idet landsretten fandt, at det havde været påkrævet at anvende tolk også ved byrettens behandling af sagen. Vestre Landsret udtalte nærmere: "Bestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra e, om ret til bistand af en tolk i tilfælde, hvor tiltalte ikke i tilstrækkelig grad forstår og taler retssproget og dermed ikke er i stand til forsvarligt at varetage sine interesser under sagen, er en væsentlig straffeprocessuel retssikkerhedsgaranti og et centralt element i beskyttelsen efter artikel 6, stk. 1. Efter det indtryk, tiltalte har givet under landsretssagens behandling og den forklaring, han har afgivet - til dels under medvirken af tolk - sammenholdt med sagens karakter, findes det godtgjort, at det har været påkrævet at anvende tolk også ved byrettens behandling af sagen. Da tolkning har været undladt i byretten, og da en så væsentlig fejl må medføre at dommen ophæves og sagen hjemvises til byretten til fornyet behandling tages tiltaltes påstand herom til følge."

I UfR 1996.1488 VLD blev en byretsdom ophævet og hjemvist til fornyet behandling ved byretten i et tilfælde, hvor en tolk ikke havde været personligt til stede under hovedforhandlingen men i stedet havde foretaget oversættelse via telefon.

I sagen Kamasinski mod Østrig, sagsnummer 9783/82, fandt EMD i sin afgørelse af 19. december 1989, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 6 3 (e), idet en person, der var fundet skyldig i en straffesag, ikke havde haft adgang til oversættelser af relevante sagsakter. Han havde alene haft tolkebistand under hovedforhandlingen. Af sagens præmis 79 fremgår, at tiltalte havde krav på at få en skriftlig oversættelse af anklageskriftet på et sprog, som denne forstod. EMD anførte blandt andet: "... An indictment plays a crucial role in the criminal process, in that it is from the moment of its service that the defendant is formally put on written notice of the factual and legal basis of the charges against him. A defendant not conversant with the court’s language may in fact be put at a disadvantage if he is not also provided with a written translation of the indictment in a language he understands. ..." Det er ofte ikke tilstrækkeligt i en straffesag, at tiltalte får en skriftlig oversættelse af anklageskriftet udleveret. I præmis 74 i ovennævnte afgørelse udtalte EMD: "74. The right, stated in paragraph 3 (e) of Article 6 (art. 6-3-e), to the free assistance of an interpreter applies not only to oral statements made at the trial hearing but also to documentary material and the pre-trial proceedings. Paragraph 3 (e) (art. 6-3-e) signifies that a person "charged with a criminal offence" who cannot understand or speak the language used in court has the right to the free assistance of an interpreter for the translation or interpretation of all those documents or statements in the proceedings instituted against him which it is necessary for him to understand or to have rendered into the court’s language in order to have the benefit of a fair trial (see the Luedicke, Belkacem and Koç judgment of 28 November 1978, Series A no. 29, p. 20, § 48). However, paragraph 3 (e) (art. 6-3-e) does not go so far as to require a written translation of all items of written evidence or official documents in the procedure. The interpretation assistance provided should be such as to enable the defendant to have knowledge of the case against him and to defend himself, notably by being able to put before the court his version of the events. Det fremgår af afgørelsen således blandt andet, at den pågældende ikke har krav efter bestemmelsen på at få skriftlige oversættelser af alt materiale udleveret, men at en sigtet i en straffesag har ret til gratis tolkebistand under hele sagen i et sådant omfang, at han eller hun sættes i stand til overfor retten at kunne fremkomme med hans eller hendes version af sagen.

Af side 8, næstsidste afsnit, i "Rapport om tolkebistand i retssager" afgivet af Arbejdsgruppen om tolkebistand i retssager
nedsat under Domstolsstyrelsen i april 2003 fremgår følgende: Retten bør kunne forvente, at anklagemyndigheden alt efter sagens karakter har foranlediget i hvert fald anklageskrift og retsmødebegæring skriftligt oversat for den anklagede, men bør dog ex officio påse, at forholdet er i orden ved indledningen af domsforhandlingen. Af § 2 i Justitsministeriets cirkulære nr. 104 af 7. juli 1989 om afholdelse af udgifter til tolk fremgår, at udgifter til tolkning i straffesager afholdes endeligt af statskassen. Der er således ikke mulighed for efter retsplejelovens § 1008, stk. 1, at pålægge domfældte i straffesager at erstatte det offentlige udgifterne til tolkebistand. "Rapport om tolkebistand i retssager" afgivet af Arbejdsgruppen om tolkebistand i retssager nedsat under Domstolsstyrelsen i april 2003. Rapporten beskæftiger sig blandt andet med de danske regler om tolkebistand såvel i civile sager som i straffesager, herunder disse reglers forhold til EMRK artikel 6. Den beskæftiger sig med en række praktiske spørgsmål vedrørende tolkebistand i straffesager, tolkes habilitet, uddannelseskravet til tolke i retssager samt reglerne om optagelse af tolke i rigspolitiets tolkeoversigt.

I TfK 2003.189 HK protesterede anklagemyndigheden imod, at forsvareren til sit forberedende møde med sin klient ville benytte den tolk, der også skulle tolke under den kommende hovedforhandling i sagen. Anklagemyndigheden gjorde gældende, at forsvarerens deltagelse i et sådant møde ville gøre den pågældende inhabil til at tolke i retten. Anklagemyndigheden anførte blandt andet, at der gælder "de samme habilitetsregler for tolke som for dommere, jf. retsplejelovens § 149, stk. 6, der henviser til § 60 og § 61. Retten må kunne have tillid til, at tolken i retten loyalt, samvittighedsfuldt og korrekt udøver sin virksomhed som bistand for retten. Hvis en tolk uden for retten drøfter sagen og tiltaltes forhold med tiltalte, vil dette i høj grad være egnet til at rejse tvivl om tolkens fuldstændige upartiskhed, jf. retsplejelovens § 61." Højesteret fandt, at der ikke var noget til hinder for, at forsvareren uden for retten kunne benytte den tolk, som anvendtes under domsforhandlingen. Højesteret anførte som begrundelse følgende: "Det forhold, at en forsvarer uden for retsmøderne benytter den tolk , der fungerer som bistand for retten i retsmøderne, kan ikke i sig selv give grundlag for at anse tolken for at være udelukket fra at bistå retten, jf. retsplejelovens § 149, stk. 6. Der er heller ikke oplyst konkrete omstændigheder, der i det foreliggende tilfælde kunne give grundlag for en sådan antagelse. Landsretten burde derfor ikke have taget anklagemyndighedens protest til følge."

2.5 - Forkyndelse mv.
Af retsplejelovens § 157 fremgår, at forkyndelse "så vidt muligt" bør ske for den pågældende "personligt". Såfremt personen ikke træffes, kan forkyndelse ifølge samme bestemmelse ske "på bopælen eller opholdsstedet for personer, der hører til husstanden, eller, hvis den pågældende bor til leje i en andens bolig, for udlejeren eller dennes ægtefælle, for så vidt de pågældende træffes på bopælen eller opholdsstedet, eller på den pågældendes arbejdssted over for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant eller, for så vidt angår selvstændige næringsdrivende, på den pågældendes kontor, værksted eller forretningslokale over for personer, der er ansat i virksomheden". Af § 157, stk. 2, fremgår den begrænsning, at forkyndelsen over for andre end den, som forkyndelsen vedrører, ikke kan ske i tilfælde, hvor disse andre personer er under 18 år.

Det var i strid med EMRK artikel 6, § 1, ikke at admittere en anke af en straffedom fra en domfældt, hvor forkyndelse af dommen var sket over for dennes moder, der led af skizofreni, og som efter det oplyste ikke havde meddelt sønnen om, at hun havde modtaget forkyndelsen. Sønnen havde således ikke nået at få dommen anket inden fristens udløb. I det pågældende land (Kroatien) er ankefristen i øvrigt 30 dage i straffesager. Over for de nationale myndigheder fremkom personen med dokumentation for, at moderen led af skizofreni, men dette blev ikke anset som en rimelig begrundelse for at se bort fra fristoverskridelsen. Se Maresti mod Kroatien afgjort ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) under sagsnummer 55759/07 den 25. juni 2009. EMD fandt det kritisabelt, at de nationale myndigheder ikke havde foretaget en nærmere prøvelse af, hvorvidt moderen grundet sin sindslidelse var i stand til at sørge for, at beskeden om, at dommen var modtaget, blev videregivet til sønnen i så god tid, at sønnen havde mulighed for at tage stilling til, om denne eventuelt ville anke. I præmis 41 udtaler EMD således: "The Court cannot endorse the views of the national courts. In this connection, it notes that they made their findings without hearing any evidence from the applicant's mother or making any assessment of her mental state. In view of the nature of her illness, the Court considers that it was necessary to establish her capacity to understand the nature of the court judgment she had received on behalf of the applicant and the need to pass it on to the applicant. In the Court's view, the domestic court's laconic conclusion that service of the impugned judgment on the applicant's mother sufficed because she had signed the authority for the applicant's defence counsel was not compatible with the requirements of Article 6 § 1 of the Convention."

Betænkning 1202 om Forkyndelse - afgivet af en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet, 1990

2.6 - Vidner

Vidner kan - med visse undtagelser - pålægges at afgive forklaring for retten men ikke til politiet (retsplejelovens § 168)
Enhver kan - med visse lovbestemte undtagelser - efter retsplejelovens § 168 pålægges at afgive forklaring "for retten" som vidne. Derimod kan vidner (ligesom tilfældet er for sigtede og tiltalte) alene pålægges at oplyse navn, adresse og fødselsdato til politiet. Vidner har derudover ikke pligt til at udtale sig til politiet. I tilfælde, hvor politiet ønsker en forklaring fra et vidne, som ikke ønsker at udtale sig til politiet, kan politiet foranledige vidnet indkaldt til et retsmøde. I retten har vidnet pligt til at afgive forklaring, medmindre vidnet efter loven er undtaget derfra, hvilket for eksempel er tilfældet hvis vidnet er nærstående til den sigtede/mistænkte i sagen.

Et vidnes ret til ikke at udtale sig til politiet er på side 81 i betænkning nr. 316/1962 udtrykt således: "..Personer, der giver møde til afhøring hos politiet, har ingen pligt til at afgive forklaring, og de kan ikke straffes for falsk forklaring til politiet". Vidner er dog (lige som enhver anden) pligtige til at oplyse navn, adresse og fødselsdag til politiet, hvilket fremgår af retsplejelovens § 750, som har følgende indhold: "Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring, og ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale sig. Enhver er dog pligtig på forlangende at opgive navn, adresse og fødselsdato til politiet. Undladelse heraf straffes med bøde". At en person ikke kan straffes for at afgive falsk forklaring til politiet følger forudsætningsvist af straffelovens § 158, som knytter strafansvar til falsk forklaring "for retten".

Det er indlysende, at det almindelige forbud mod "selvinkriminering", som blandt andet følger af EMRK artikel 6, fører til, at sigtede og tiltalte personer ikke kan pålægges at afgive forklaring til politiet (eller for retten). Det kan umiddelbart forekomme mindre indlysende, at vidner i de tilfælde, hvor vidnet har pligt til at afgive forklaring for retten, ikke også kan pålægges at afgive forklaring til politiet. I betænkning nr. 316/1962, side 79, 1. spalte, anføres om dette følgende: "I udkastet fra 1899 var bestemmelsen om indkaldelse til vidneafhøring hos politiet udeladt, dels som overflødig, dels fordi den frygtedes at kunne medføre misbrug fra politiet ved indkaldelse i videre omfang end rimeligt .."

Undtagelser fra vidnepligten
I retsplejelovens § 169 findes hovedreglen om, at tjenestemænd og visse andre faggrupper som udgangspunkt kun må afgive vidneforklaring, efter at samtykke er indhentet fra "vedkommende myndighed".

Begrænsningen i brugen af vidneudsagn fra visse faggrupper (Retsplejelovens § 170)
Af retsplejelovens § 170 følger, at præster, læger, forsvarere og visse andre faggrupper - som udgangspunkt - ikke kan afkræves at afgive vidneforklaring mod dens ønske, som har krav på hemmeligholdelse". Det er værd at bemærke, at det af 2. stykke følger, at forsvarsadvokater under ingen omstændigheder kan pålægges at afgive vidneforklaring mod den, som efter første stykke har "krav på hemmeligholdelse".

I UfR 2004.2814 VLK havde en advokat kontaktet en klient, som han repræsenterede i en civil sag. Under samtalen talte de om, at der var en mulig sigtelse mod klienten på vej. Senere blev advokaten beskikket som forsvarer for sin klient. Anklagemyndigheden ønskede at føre advokaten som vidne mod klienten og henviste til, at advokaten ikke var forsvarer for den pågældende, da samtalerne blev ført. Landsretten gav advokaten medhold i, at han ikke kunne afhøres som vidne. Landsretten udtalte blandt andet: "Under telefonsamtalerne mellem advokat Niels Fjeldberg og K den 26. maj 2004 kl. 12.13 og kl. 12.24 var K endnu ikke sigtet, men hverken hun eller advokat Niels Fjeldberg kunne efter omstændighederne være i tvivl om, at sigtelse mod K meget muligt ville blive rejst. Efter de omstændigheder, der forelå, var det endvidere helt nærliggende, at advokat Niels Fjeldberg i forbindelse med den forventelige sigtelse mod K ville blive anmodet om at være hendes forsvarer, hvad han også blev."

TfK 2001.400/2 HK angik vidnetvang overfor en speciallæge i psykiatri, som i Fyens Stiftstidende den 23. juni 2000 i et læserbrev havde skrevet om, at han fra nogle patienter i sin praksis havde fået oplysninger om, at de havde været udsat for vold hos politiet i Odense. Statsadvokaten henvendte sig til speciallægen og bad denne om at oplyse navnene på de patienter, der var fremkommet med anklagerne mod politiet, således at disse kunne blive efterforsket. Dette nægtede lægen. Statsadvokaten fik ved Højesteret medhold i, at lægen efter bestemmelsen i retsplejelovens § 170, stk. 2, kunne pålægges at fremkomme med oplysningerne. Højesteret henviste til de grunde, som landsretten havde anført. Landsretten havde blandt andet henvist til, at der bestod en "væsentlige samfundsmæssige interesse i at få sagen opklaret". Da lægen efterfølgende undlod at fremkomme med de omhandlede oplysninger, blev der iværksat vidnetvang mod ham. Der henvises til behandlingen af reglerne om vidnetvang nedenfor. Se også artikel fra april 2008 af Claus Bonnez, hvor sagen omtales nærmere. I artiklen citeres professor Gorm Toftegaard Nielsen, Aarhus Universitet, for i en artikel i Ugeskrift for Læger 2001;163(26):3666 blandt andet at udtale bekymring om, at vidnetvang overfor for eksempel læger, der udtaler sig om oplysninger om politivold, som de får fra for eksempel patienter, kan skræmme lægerne til at udlade at fremkomme med sådanne oplysninger. En sådan praksis kan ifølge Gorm Toftegaard Nielsen være "ensbetydende med, at man forhindrer den slags oplysninger i at komme frem." Det synes i øvrigt ikke at være foreneligt med EMRK artikel 10 at pålægge en person, der i et læserbrev citerer anonyme kilder for at oplyse om politivold, pligt til at afsløre identiteten på sine kilder. I sagen Thorgeir Thorgeirson mod Island afgjort af EMD den 25. juni 1992 under sagsnummer 13778/88 blev Island dømt for at have krænket EMRK artikel 10, idet en forfatter var blevet straffet for injurier, efter at denne i et læserbrev havde videregivet oplysninger om politivold, som den pågældende havde fået fra anonyme kilder. I præmis 65 til 66 fremhæver EMD blandt andet, at artiklerne i det væsentlige henviste til "historier" eller "rygter" om politivold, som stammede fra andre personer end klageren. EMD konstaterede, at "klageren i det væsentlige gengav, hvad andre havde fortalt om politibrutalitet". EMD bemærkede, at hans kritik ikke kunne anses for at være kritik af alle i politiet eller bestemte politifolk. EMD bemærker, at i det omfang klageren ved de nationale myndigheder blev pålagt at føre sandhedsbevis for hans bemærkninger, var han efter EMDs opfattelse blevet pålagt en urimelig - hvis ikke umulig - opgave. I præmis 67 udtaler EMD, at artiklerne vedrørte et emne af stor offentlig betydning, og at det var utvivlsomt, at artiklerne var formuleret i et særdeles stærk sprog. EMD fandt, når henses til artiklernes formål og den virkning, som det var tanken, at de skulle have, at det anvendte sprog ikke kan anses for overdrevet. I præmis 68 udtaler EMD, at den omstændighed, at klageren var blevet fundet skyldig og straffet ved de nationale domstole, kunne skræmme mennesker væk fra at deltage i en åben diskussion om emner af offentlig betydning.

I UfR 1990.413 ØLK blev en samtale mellem en sigtet og en medarbejder ved Københavns Retshjælp anset som en samtale omfattet af retsplejelovens § 170. Landsretten udtalte blandt andet: "Under hensyn til formålet med bestemmelserne og i øvrigt af de grunde, byretten har anført, tiltræder landsretten, at reglerne i retsplejelovens § 170, stk. 1, jf. stk. 4, finder anvendelse. Når henses til, at B havde søgt Retshjælpens bistand i anledning af den sigtelse for strafbart forhold, som han kunne vente rejst mod sig, finder tillige undtagelsesbestemmelsen om forsvarere i straffesager i § 170, stk. 2, anvendelse." Det fremgår af afgørelsen, at landsretten også lagde vægt på, at retshjælpen var organiseret således, at der var advokater i ledelsen, som i et vist omfang var involveret i sagsbehandlingen i retshjælpen.

I UfR 1977.776/ ØLK havde en forsvarer modtaget et brev fra en person, der var efterlyst, og hvor afsenderen bad forsvareren om at meddele sin klient, der var varetægtsfængslet, hvad denne skulle forklare til politiet, hvilket forsvareren imidlertid valgte ikke at gøre. Forsvareren oplyste politiet om brevets eksistens men nægtede at udlevere brevet til politiet. Politiet anmodede derpå retten om tilladelse til beslaglæggelse af brevet. Advokaten protesterede og henviste til "princippet i retsplejelovens § 170, stk. 1, jfr. § 748, og pegede på, at det ikke i medfør af § 170, stk. 2, kan pålægges en forsvarer at afgive vidneforklaring, selv når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald." Forsvareren fik medhold i, at brevet ikke burde beslaglægges. Landsretten udtalte blandt andet, at "det følger af bestemmelsen i retsplejelovens § 748, stk. 1, jfr. § 170, stk. 2, at det ikke kan pålægges advokat Jørgen Jacobsen at udlevere det af ham i hans egenskab af forsvarer for A modtagne brev, hvorfor begæringen om beslaglæggelse ikke kan tage, til følge."

I UfR 1968.656 HK havde en for politiet indtil videre ukendt advokat (her benævnt A) videregivet nogle oplysninger om et dokument til en anden advokat B. Politiet ønskede at aftvinge advokat B en vidneforklaring om, hvad advokat A havde fortalt ham. Landsretten gav advokat B medhold i, at advokat B ikke kunne pålægges at afgive vidneforklaring, idet advokat A, som formentlig senere ville blive sigtet for strafbart forhold, sandsynligvis ville få beskikket advokat B's overordnede som forsvarer. Landsretten udtalte herom nærmere "Der findes ikke at kunne bortses fra, at der kan blive rejst sigtelse mod den omhandlede unavngivne advokat, og at højesteretssagfører Jarding kan blive anmodet om, at overtage forsvaret for den pågældende, samt at oplysningerne til den kærende er meddelt også med en sådan situation for øje."

En parts nærmestes adgang til vidnefritagelse (retsplejelovens § 171)
Af retsplejelovens § 171 følger, at et vidne ikke kan pålægges at afgive forklaring i et tilfælde, hvor forklaringen kan udsætte vidnet selv for "straf eller tab af velfærd". Det samme gælder, hvis forklaringen kan påføre vidnet "anden væsentlig skade".

I Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2008 (rettet maj 2011) om behandlingen af sager om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser findes i kapitel 4.3 en gennemgang af reglerne om vidnefritagelse efter retsplejelovens § 171. Af meddelelsen fremgår blandt andet følgende: "Såfremt den forurettede er mistænktes nærmeste, skal forurettede altid vejledes om vidnefritagelsesreglerne. Det gælder også, selv om forurettede selv har indgivet anmeldelsen. Vejledningen skal ske forud for afhøringen, idet en forudgående vejledning har afgørende betydning for, om forurettedes forklaring kan benyttes under en eventuel retssag."

I TfK 2008.291/1 VLK anmodede anklagemyndigheden retten om at pålægge en person at afgive vidneforklaring mod personer, der var sigtet for køb af narkotika. Politiet havde tidligere opgivet påtalen mod vidnet efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, og omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724 var udløbet. Landsretten ville ikke imødekomme begæringen om at pålægge vidnet at afgive forklaret og udtalte blandt andet: "Den ønskede vidneafhøring af V må antages i det væsentlige at skulle angå hans eventuelle forhold som sælger i de handler, som anklagemyndigheden gør gældende, at en af eller begge de tiltalte har deltaget i som købere. Det kan derfor ikke udelukkes, at en vidneforklaring af V vil kunne føre til nye beviser mod ham med en sådan vægt, at tiltale senere vil kunne rejses mod ham ved genoptagelse i medfør af retsplejelovens § 975."

I UfR 1994.20/2 ØLK blev personer, der tidligere var blevet straffet for deres deltagelse i et røveri mod et postkontor, fritaget for at vidne mod en person, der efterfølgende var blevet tiltalt for deltagelse i det samme røveri. Ved røveriet var en polititjenestemand blevet dræbt af skud, som formentlig er affyret af en af røverne. Landsretten begrundede afgørelsen om vidnefritagelse således: "Det var indtil nu ikke godtgjort, hvem der affyrede skuddet. Under hensyn hertil og til at begivenhedsforløbet vedrørende røveriet og drabet var tæt sammenhængende, kunne det ikke udelukkes, at der ved vidnernes forklaringer sammenholdt med andre oplysninger fremkom grundlag for efter retsplejelovens § 976 at genoptage manddrabssagen overfor et eller flere af vidnerne. Under disse særlige omstændigheder måtte der gives vidnerne medhold i, at deres forklaringer som vidner under den foreliggende sag ville kunne udsætte dem selv for yderligere straf, jfr. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1,"

Retsplejelovens § 171 indeholder en regel om, at en person normalt ikke kan pålægges at afgive vidneforklaring i tilfælde, hvor vidneforklaringen kan udsætte dennes "nærmeste for straf eller tab af velfærd". Det samme gælder, hvis forklaringen kan påføre de samme "anden væsentlig skade".

I UfR 2003.1029 HD fastslog højesteret blandt andet, at det ikke var i strid med EMRK 6, at en ejer eller bruger af et køretøj efter færdselslovens § 65 pålægges på forlangende fra politiet at oplyse, hvem der har benyttet køretøjet, selv om personen, der har benyttet køretøjet, er en nærstående til ejeren/brugeren. Det udtales i afgørelsen, at det derimod ville være i strid med EMRK artikel 6 at forlange af en person at inkriminere sig selv. I dommen lægges det til grund, at det ikke har været lovgivers hensigt, at retsplejelovens § 171 skulle gælde i forhold til færdselslovens § 65. Se i øvrigt betænkning nr. 316/1962 om vidner.

I TfK.2004.538/ VLD blev tiltalte frifundet for vold med henvisning til, at belastende forklaringer fra to nærstående afgivet til politiet, var det "eneste bevis" mod tiltalte, og at disse nærstående på grund af sagens "mindre alvorlige karakter" ikke skulle pålægges efter retsplejelovens § 171, stk. 3, at afgive forklaring for retten.

I UfR 1986.500 HK var et 14-årigt barn ikke vejledt om sin ret efter retsplejelovens § 171, stk. 1, til ikke at udtale sig om sin far. I retten ønskede barnet ikke at udtale sig om sin far. Anklagemyndigheden ønskede at føre den rapportoptagende polititjenestemand som vidne. Højesteret udtalte blandt andet: "Da K's forklaring til politirapport er afgivet, uden at hun har været gjort bekendt med sin ret til at nægte at afgive forklaring, jfr. retsplejelovens § 171, stk. 1, tiltrædes det ligeledes, at det ikke er tilladt anklagemyndigheden at føre den rapporttagende politibetjent som vidne."

I UfR 1975.254/1 VLK havde et vidne tidligere haft et kort samliv af cirka 3 måneders varighed med tiltalte i en sag om spirituskørsel. Vidnet påberåbte sig reglerne om vidnefritagelse med henvisning til dette tidligere samlivsforhold med tiltalte. Landsretten pålagde den pågældende at afgive vidneforklaring, idet landsretten fandt, at det "tidligere bestående kortvarige samlivsforhold mellem vidnet og tiltalte ikke findes at kunne begrunde, at vidnet i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 1 er berettiget til at nægte afgivelse af forklaring under vidneansvar."

Efter retsplejelovens § 171, stk. 3, kan et vidne under visse nærmere betingelser pålægges at afgive forklaring, selv om forklaringen kan udsætte vidnets nærmeste for straf eller tab af velfærd. I TfK 2007.310/1 ØLK imødekom landsretten ikke anklagemyndighedens anmodning om at pålægge en mindreårig at afgive forklaring i en sag mod barnets far.

I TfK 2004.540/2 ØLK fik anklagemyndigheden ikke medhold i, at "et kæresteforhold med lejlighedsvis seksuelt samkvem" ikke kan anses for omfattet af retsplejelovens § 171, stk. 1, om parts nærmeste. Vidnet, der ikke var forurettet i sagen, anmodede om at få beskikket en advokat til at varetage vidnets interesser under behandlingen af spørgsmålet om vidnefritagelse. Anklagemyndigheden gjorde gældende, at der ikke er hjemmel til at beskikke en advokat for vidner bortset fra visse tilfælde, hvor vidnet er forurettet i straffesagen. Landsretten tiltrådte byrettens afgørelse om at beskikke en advokat for vidnet. Landsretten udtalte blandt andet: "at der normalt ikke bør ske beskikkelse af advokat for et vidne, der påberåber sig en vidnefritagelses- eller vidneudelukkelsesgrund. Efter retspraksis er der mulighed for ganske undtagelsesvis at beskikke advokat for et sådant vidne, hvis helt særlige forhold gør sig gældende."

Om dokumentation af vidneforklaringer afgivet til politiet uden vejledning af vidnet om vidnefritagelsesgrundene henvises til det nedenfor anførte om dokumentation, foreholdelse mv. af forklaringer afgivet af vidner til politiet.

Pressens adgang til vidnefritagelse (Retsplejelovens § 172)
Retsplejelovens § 172 indeholder reglerne om pressens kildebeskyttelse, som i et vist omfang beskytter repræsentanter fra pressen mod, at disse pålægges at afgive vidneforklaringer, der røber identiteten på pressens kilder.

I sag nr. 158/2010 afsagde Højesteret den 8. februar 2011 kendelse om, at det ikke skulle pålægges en nyhedschef og en journalist ved et elektronisk medie at afgive forklaring om, hvem der havde videregivet fortrolige oplysninger i april 2007 om Forsvarets planlagte udsendelse af Jægerkorpset til Irak, og at det ikke skulle pålægges DR at udlevere kopi af den lydfil, som en navngiven journalist - medens han var ansat i DR – den 25. januar 2010 optog af en telefonsamtale, hvori det angiveligt nævnes, hvem der i april 2007 til en eller flere medarbejdere ved TV 2 har videregivet fortrolige oplysninger om Forsvarets planlagte udsendelse af Jægerkorpset til Irak. Højesteret udtalte vedrørende nyhedschefens og journalistens vidnepligt blandt andet: "Ifølge retsplejelovens § 172, stk. 6, 2. pkt., kan der ikke pålægges redaktører og redaktionelle medarbejdere mv. vidnepligt, hvis forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning. Højesteret finder, at bestemmelsens forarbejder ikke giver grundlag for en forståelse af bestemmelsen, der afviger fra, hvad den klare ordlyd fører til. Det må således antages, at der ved tavshedsbrud, som alene omfattes af straffelovens §§ 152-152 c, ikke – som efter retspleje-lovens § 172, stk. 5, om lovovertrædelser af alvorlig karakter – skal foretages en afvejning af hensynet til sagens opklaring over for massemediernes behov for at kunne beskytte deres kilder. Der skal udelukkende foretages en vurdering af, om forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning." Vedrørende DR's editionspligt udtalte Højesteret: "Det må efter de afgivne forklaringer lægges til grund, at de oplysninger, som journalist Nils Giversen modtog under telefonsamtalen den 25. januar 2010, herunder om hvem der forud for udsendelsen af Jægerkorpset i 2007 videregav oplysninger herom til en journalist, var omfattet af Nils Giversens redaktionelle arbejde for DR. Niels Giversen er derfor ikke forpligtet til at afgive vidneforklaring herom, medmindre pålæg kan gives i medfør af retsplejelovens § 172, stk. 6. På baggrund af det anførte vedrørende vidnepligt for Michael Dyrby og Rasmus Tantholdt finder Højesteret, at det heller ikke ville kunne pålægges Nils Giversen at afgive vidneforklaring om kilden til oplysningen om Jægerkorpsets indsættelse. Allerede som følge heraf kan DR ikke pålægges at udlevere lydfilen, jf. retsplejelovens § 804, stk. 4."

Rettens (og politiets) vejledningspligt om reglerne i retsplejelovens §§ 169-172 (Retsplejelovens § 173)
Retsplejelovens § 173, stk. 1, pålægger retten, såfremt omstændighederne giver grund dertil, at vejlede vidnet om indholdet af bestemmelserne i §§ 169-172.

Reglen gælder for afhøringer af vidner i retten. Det fremgår imidlertid af retsplejelovens § 753, at reglen også gælder for politiets afhøringer af vidner.

Vidner skal normalt føres for "den dømmende ret"
Retsplejelovens § 174 vedrører den såkaldte bevisumiddelbarhed, der foreskriver, at vidner skal føres for den dømmende ret.

Vidner har normalt krav på "aftens varsel" - bor vidnet længere væk end 30 km., forlænges varslet med 2 døgn
Af retsplejelovens § 175, stk. 3, følger, at vidner i straffesager har krav på "aftens varsel, hvortil der kan lægges to døgn, såfremt afstanden til mødestedet er over 30 km. Af § 175, stk. 4, følger det, at retten kan "fastsætte andet varsel eller pålægge vidnet at møde straks". Af § 176 følger, at retten kan pålægge "enhver, som er til stede i et retsmøde eller i umiddelbar nærhed at mødestedet, straks at afgive vidneforklaring".

Vil anklagemyndigheden ikke indkalde et vidne på forsvarets begæring, kan forsvareren bede retten afgøre spørgsmålet efter reglen i retsplejelovens § 746, stk. 1, hvoraf det fremgår, at retten "afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt samt om sigtedes og forsvarerens beføjelser". Det følger tillige af retsplejelovens § 874, at bevis, "som er tilstede", ikke kan nægtes ført med den begrundelse, at beviset ikke er anmeldt i så god tid, at modparten har haft tilstrækkelig tid til at forberede sig. Forsvareren (eller tiltalte) kan derfor bede et vidne, som disse måtte finde relevant at føre, om at møde op til hovedforhandlingen, hvorpå forsvareren kan anmode retten om tilladelse til, at vidnet føres.

Reglerne skal ses i lyset af "den materielle sandheds princip" i strafferetsplejen. Retten vil derfor kun afvise, at et vidne føres, hvis retten måtte finde, at vidnets forklaring må antages at være uden betydning for sagen. Princippet om, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode ("in dubio pro reo-grundsætningen"), fører til, at retten efter praksis udviser forsigtighed med at afskære bevisførelse begæret af forsvareren med den begrundelse, at den ikke skønnes relevant.

Bemærk, at det følger af retsplejelovens § 844, stk.2, at tiltalte normalt har krav på at få retsmøder forkyndt med et varsel på 4 dage.

Gennemførelsen af vidnetvang
Retsplejelovens § 178 vedrører vidnetvang mv. I afgørelsen U.2002.607H blev en speciallæge i psykiatri blev pålagt tvangsbøder efter retsplejelovens § 178, idet lægen nægtede frivilligt at afgive vidneforklaring. Speciallægen havde i Fyns Stiftstidende 23. juni 2000 i et læserbrev udtalt, at han havde kendskab til identiteten på 5 personer, der havde været udsat for voldelige overgreb fra politiet. Anklagemyndigheden havde påstået den pågældende anbragt i forvaring i indtil 6 måneder, eller indtil han ville fremkomme med de omhandlede oplysninger. Højesteret efterkom dog kun påstanden om at pålægge lægen tvangsbøder i 3 måneder eller frem til et tidligere tidspunkt, hvor lægen fremkommer med oplysningerne. Højesteret bemærkede til støtte for ikke at efterkomme påstanden om forvaring, at "de forbrydelser, som oplysningerne angiver at vedrøre, skal have fundet sted i perioden 1995-1998", og "at det efter sagens øvrige oplysninger ikke kan udelukkes, at oplysningerne vedrører nogle patienters dramatisering af visse - ubekræftede - rygter".

I sagen Voskuil mod Holland, sagsnummer 64752/01 afgjort 22. november 2007 fandt den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at de hollandske myndigheder havde krænket Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 ved at spærre en journalist inde i 14 dage, fordi denne ikke ville røbe identiteten på en kilde, som han i en avis havde oplyst var ansat i politiet, og som i samme avis var citeret for at fortælle, at politifolk skulle have begået ulovligheder i forbindelse med efterforskningen af en straffesag om ulovlig våbenbesiddelse. Til trods for at det var forsvareren, der havde indkaldt journalisten som vidne, og til trods for at forsvarer og anklager var enige med de nationale domstole om, at vidneudsagnet kunne få betydning for sagens udfald, fandt EMD ikke, at det havde været berettiget at indespærre journalisten, idet hensynet til, at kilder ikke skræmmes fra at informere pressen om eventuelle uregelmæssigheder i myndighedsudøvelsen, skal vægtes højt i en demokratisk retsstat.

Retsplejelovens § 180 om vidners pligt til at genopfriske deres hukommelse, inden de skal afgive forklaring i retten, giver ikke polititjenestemænd adgang til at gennemlæse deres egen tidligere forklaring afgivet til politirapport, inden de skal afgive forklaring i retten. Se artikel. En sådan praksis vil få polititjenestemænd til at fremstå som bedre vidner end andre vidner, fordi retten kan forledes til at tro, at de husker sagsforløbet bedre end sagens eventuelle øvrige vidner (og tiltalte).

Hvert vidne afhøres for sig
Retsplejelovens § 182 har følgende indhold: "Hvert vidne afhøres for sig. Et vidne må ikke påhøre forklaringer af andre vidner, syns- og skønsmænd eller parter, medmindre andet bestemmes af retten."

Reglen gælder for afhøringer af vidner i retten. Det fremgår imidlertid af retsplejelovens § 753, at reglen også gælder for politiets afhøringer af vidner.

I TfK 2010.637 ØLK var en person, der var sigtet i en straffesag, indkaldt som vidne mod nogle medgerningsmænd, hvis sag var udskilt til særskilt behandling. Han ønskede selv at overhøre hele sagen. Anklagemyndigheden fik ikke medhold i, at han skulle udelukkes fra at overvære den del af hovedforhandlingen, som lå forud for det tidspunkt, hvor han selv skulle afgive vidneforklaring. Landsretten udtalte blandt andet: "....Henset til det ovenfor anførte, og da S fortsat er sigtet i sagen, finder landsretten ikke grundlag for i medfør af retsplejelovens § 182, 2. pkt., at afskære S fra at påhøre forklaringer af andre vidner eller de tiltalte i sagen, jf. retsplejelovens § 748, stk. 1, 1. pkt. S skal derfor i medfør af § 748, stk. 1, 1. pkt., underrettes om alle for ham relevante retsmøder, og han er - med de i retsplejelovens § 748, stk. 5, nævnte undtagelser - berettiget til at overvære dem."

I TfK 2009.768 HK havde et vidne ved en fejl overhørt de tiltaltes forklaringer i retten. Højesteret tillod, at vidnet blev ført men udtalte blandt andet, at "retten ved bevisvurderingen bør være opmærksom på, om hendes forklaring kan være præget af, at hun har overhørt de tiltaltes forklaringer."

Bevisførelse om vidnets almindelige troværdighed
Det følger af retsplejelovens § 185, stk. 1, at bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed kun må finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer.

I UfR 1983.500 ØLK af 24. januar 1983 i anke 5-433/1982 pålagde Østre Landsret på forsvarerens begæring, at en straffeattest vedrørende et vidne blev dokumenteret under sagen. En politirapport kunne forstås således, at vidnets anmeldelse var en "hævnakt". Af byrettens kendelse fremgik det blandt andet, at "den begærede bevisførelse, blandt andet under hensyn til V's udtalelse om, at der er tale om en hævnakt, findes at være af betydning for sagens afgørelse, og at den ikke findes at gå udover den bevisførelse om et vidnes troværdighed, som bestemmelsen i retsplejelovens § 185 forudsætter kan finde sted, idet eventuel dokumentation kan finde sted for lukkede døre". Kendelsen blev uden yderligere bemærkninger stadfæstet af landsretten.

I UfR 1998.1476 VLK fandt landsretten, at forurettede eller dennes bistandsadvokat ikke har adgang til at udtale sig om en begæring fra tiltaltes forsvarer om tilladelse til at stille spørgsmål til forurettede, der vedrører forurettedes almindelige troværdighed og derfor er omfattet af retsplejelovens § 185. Landsretten udtalte blandt andet:

"Det fremgår af forarbejderne til reglerne om advokatbeskikkelse for den forurettede, jf. Folketingstidende 1979-80 (2. samling), Tillæg A, spalte 470f, at bistandsadvokaten ikke skal kunne virke som en yderligere anklager i sagen. I betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager tiltrådte et enigt udvalg dette synspunkt, jf. betænkningen s. 57ff. Flertallet i udvalget kunne af samme grund ikke gå ind for, at bistandsadvokaten med henblik på en klarlæggelse af hændelsesforløbet direkte skulle kunne deltage i afhøringerne af forurettede og andre vidner samt eventuelt tiltalte, jf. betænkningen s. 58.

De samme hensyn må føre til, at en bistandsadvokat ikke skal have adgang til at udtale sig om spørgsmål, der vedrører bevisførelsen om skyldsspørgsmålet. Der er på den baggrund ikke grundlag for at give en advokat, der er beskikket for den forurettede i en voldssag, ret til at udtale sig om, hvorvidt der bør gives en af sagens parter adgang til at stille spørgsmål til den forurettede af den art, der er nævnt i retsplejelovens § 185, stk. 1, 2. pkt. Det må derimod høre til bistandsadvokatens opgaver bl.a. at anmode retten om at gribe ind, såfremt der stilles spørgsmål af den nævnte art til den forurettede, uden at der er givet tilladelse af retten hertil.

Det skal tilføjes, at det åbenbare hensyn, der er til et vidne i situationer, hvor vidnet skal besvare spørgsmål om, hvorvidt vidnet er under tiltale eller har været straffet, er taget ved den procedure, retsplejeloven foreskriver for, hvordan sådanne spørgsmål skal stilles og besvares, jf. retsplejelovens § 185, stk. 1, 3. pkt.

Med denne begrundelse stadfæstes den trufne beslutning."

Om adgangen til at indkalde børnesagkyndige som vidner i retten i sager, hvor børn har afgivet forklaring om påstået seksuelt misbrug af barnet se kapitel 4.3 om børnesagkyndige vidner under domsforhandlingen i betænkning nr. 1420 afgivet i august 2002 af Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn. I kapitlet gennemgås retspraksis, hvor der blandt andet henvises til kendelsen UfR 2002 551 HK, hvor retten afviste, at der kunne stilles spørgsmål til en psykolog, der havde haft et terapeutisk forløb med to drenge, om hendes opfattelse af troværdigheden af de oplysninger, som børnene var fremkommet med. Derimod fandt landsretten ikke, at der var noget til hinder for, at psykologen kunne afgive forklaring om det terapeutiske forløb og om de oplysninger, børnene havde givet under hendes samtaler med dem.

Det har ofte været hævdet, at retsplejelovens § 185, stk. 1, kan føre til, at uskyldige straffes, idet forsvaret med bestemmelsen effektivt afskæres fra at føre bevis for, at et vidne, der belaster forsvaret, ikke taler sandt i retten. Se for eksempel spørgsmål nr. 924 fremsat den 19. juni 1992 af Kim Behnke (FP). Spørgsmålet blev stillet efter, at forsvareren i "Roum-sagen" i medfør af retsplejelovens § 185, stk. 1, var blevet nægtet som vidne at føre en psykolog, som efter forsvarerens opfattelse havde manipuleret barnet til at fremkomme med usande beskyldninger om seksuelt misbrug begået af tiltalte. Kim Behnke afsluttede sit spørgsmål til ministeren med at bede denne sikre de "nødvendige ændringer" af retsplejelovens § 185, "således at retssikkerheden for tiltalte i straffesager kan genetableres".

"Roum-sagen", hvor de tiltalte i begyndelsen af 90'erne blev fundet skyldige, blev efter nye lægelige vurderinger genoptaget af Den Særlige Klageret i 1994-95. Forsvareren, advokat Mogens Tange, udgav i 1995 på forlaget "Tange" bogen "Roum-sagen - en omvendt hekseproces?". Her sætter forfatteren blandt andet fokus på mediernes påvirkning af straffesager, børns troværdighed som vidner og behandleres manipulation af børn.

Betænkning 316 udgivet i 1962 af et udvalg nedsat af Justitsministeriet førte blandt andet til indsættelsen af retsplejelovens § 183, som indeholdt en forenkling af de tidligere regler om bevisførelsen vedrørende vidners almindelige troværdighed. Indtil fandtes der særskilte regler herom i civilprocessen og i straffeprocessen.

Retsplejelovens § 185, stk. 1, suppleres med § 185, stk. 2, som vedrører bevisførelse om forurettedes tidligere seksuelle adfærd. Det fremgår af stk. 2, at en sådan bevisførelse kan "kun tillades, hvis den kan antages at være af væsentlig betydning for sagen".

Retsplejelovens § 185, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 257 af 27. maj 1981. Det oprindelige lovforslag indeholdt et generelt og absolut forbud mod den omhandlende bevisførelse. Under behandlingen i Folketinget blev der dog utrykt betænkeligheder ved et sådant generelt forbud, idet man henviste til, at der kan forekomme sager, hvor det af hensyn til sagens rette opklaring kan være nødvendigt i større eller mindre omfang at komme ind på forurettedes tidligere seksuelle adfærd. Forslaget blev derfor under retsudvalgets behandling ændret til den nugældende formulering, således at muligheden for at tillade en sådan bevisførelse, hvor det er af væsentlig betydning for sagen, blev opretholdt. Se lovbemærkningerne til lov nr. 257 af 27. maj 1981.

Ved lov nr. 319 af 28. april 2009 blev § 185, stk. 2, udvidet således at den særlige vidnebeskyttelse ikke kun vedrører sager om voldtægt men nu også sager om overtrædelse af straffelovens § 210 samt alle sager i straffelovens kapitel 24 om sædelighedsforbrydelser. Se bemærkninger til lov nr. 319 af 28. april 2009.

Om § 185, stk. 2, se nærmere kapitel 2.7 om reglerne om "indskrænket bevisførelse" i betænkning nr. 1458 om forbedring af voldtægtsofres retsstilling afgivet af Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg i 2005.

§ 185 fører i praksis til, at sagkyndige vidner afskæres fra at foretage generelle vurderinger af vidners troværdighed som det for eksempel var tilfældet i den ovenfor omtalte afgørelse UfR 2002 551 HK. Domstolene finder, at det tilkommer dommerne at vurdere beviser og ikke andre sagkyndige. Hvorvidt domstolene er gode til at vurdere beviser, har der gennem tiderne været sået tvivl om. Justitsministeriets forskningspulje afsatte i 2001 midler til støtte af projektet "De retlige aktørers kendskab til vidnepsykologi" af Sune Nolsøe og Camilla Hammer, Københavns Universitet. Specialeafhandlingen udkom den 22. august 2001, og på Justitsministeriets Hjemmeside er der under "rapporter vedrørende forskningspuljen" gengivet et resume af specialeafhandlingen.

Formålet med specialeafhandlingen var at undersøge, "hvor udbredt kendskabet er til de variabler, der har betydning for vidneforklaringers troværdighed". I undersøgelsen indgik seks forskellige respondentgrupper bestående af dommere, anklagere, advokater, jurastuderende, politielever og ”almindelige” mennesker. I Justitsministeriets resume hedder det blandt andet: "De juridisk uddannede grupper, der indgår i undersøgelsen, er ikke bedre end de øvrige grupper til at vurdere vidners objektive troværdighed. Resultaterne tilkendegiver dermed, at de juridisk uddannede har et forholdsvist lille kendskab til vidnepsykologi, og at kendskab til vidnepsykologi ikke blot er et spørgsmål om ”common sense”."

I andre lande er det ikke en selvfølge, at vidner skal beskyttes mod bevisførelse om vidnets almindelig troværdighed. I England og Wales anses det for en væsentlig del af tiltaltes forsvar, at tiltalte får lejlighed til at afhøre et vidne, der belaster tiltalte, for eksempel om vidnets forstraffe.

Den britiske anklagemyndighed ("The Crown Prosecution Service") har på sin hjemmeside fremlagt en vejledning til landets offentlige anklagere under "legal guidance" om anklagemyndighedens pligter med hensyn til offentliggørelse af oplysninger om straffedomme, advarsler mv.,der er overgået vidner, som anklagemyndigheden ønsker at føre mod tiltalte i en straffesag.

Det fremgår nærmere af vejledning af 12. september 2007 om "Disclosure of Previous Convictions of Prosecution Witnesses" fra The Crown Prosecution Service i England og Wales, at enhver oplysning om et vidnes forstraffe, der kan forventes at ville kunne underminere ("undermine") anklagemyndighedens bevisførelse, eller som forventes at ville kunne gavne ("assist") tiltaltes bevisførelse, skal videregives til forsvaret. Dette gælder for eksempel også oplysninger om såkaldte "spent convictions", hvilket vil sige oplysninger om strafferetlige afgørelser mod vidnet, der er så gamle, at de ikke længere findes på vidnets straffeattest. En lang række tidligere sager mod vidnet som for eksempel sager om falsk forklaring, vold mod tjenestemand og bedrageri skal uden undtagelse fremlægges for forsvaret. Tidligere bagatelsager mod vidnet skal også fremlægges, hvis de skønnes relevante efter kriteriet nævnt ovenfor. Kun i tilfælde, hvor anklagemyndigheden er overbevist om, at oplysninger om et vidnes forstraffe ikke kan underminere anklagemyndighedens bevisførelse eller være til gavn for forsvarets bevisførelse, behøver anklagemyndigheden ikke underrette forsvaret om vidnets forstraffe. Der angives en række vejledende eksempler: Har anklagemyndighedens vidne for eksempel under afhøringen benægtet, at vidnet har haft noget med narkotiske stoffer at gøre, og er vidnet tidligere straffet for forhold, der relaterer sig til narkotiske stoffer, skal eventuelle forstraffe fremlægges. Benægter anklagemyndighedens vidne, at vidnet kan føre bil, og findes der tidligere afgørelser mod vidner, der indicerer, at vidnet har ført bil, skal disse fremlægges.

I sagen James Holland underkendte "Privy Council" i 2005 en afgørelse, hvor de skotske domstole havde fundet en person skyldig i en forbrydelse, idet anklagemyndigheden havde undladt for forsvaret under sagens forberedelse at fremlægge oplysninger om vidnernes relevante forstraffe. Der var i afgørelsen enighed om, at EMRK artikel 6 (1) skal forstås således, at anklagemyndigheden forud for en straffesags behandling for retten skal fremlægge oplysninger om relevante forstraffe vedrørende anklagemyndighedens vidner. Se side 25 og 26. Der henvistes blandt andet til EMDs afgørelse i sagen Edwards v United Kingdom (1993) 15 EHRR 417, 431–432, para 36, hvor blandt andet følgende fremgår: “The Court considers that it is a requirement of fairness under paragraph 1 of Article 6 (art. 6-1), indeed one which is recognised under English law, that the prosecution authorities disclose to the defence all material evidence for or against the accused. ...”

Se nærmere i kapitlet "Mere om bevisførelsen under hovedforhandlingen" nedenfor, hvor der blandt andet behandles forskellige vidnepsykologiske aspekter.

Betænkning 1056 om anonyme vidner - 1985

Vidnegodtgørelse og godtgørelse til personer, der afhøres hos politiet mv.
Det følger af retsplejelovens § 188, stk. 1, at domstolsstyrelsen fastsætter regler om godtgørelse til vidner. Af § 188, stk. 2, følger, at Justitsministeriet fastsætter regler om godtgørelse til personer, der efter indkaldelse har afgivet forklaring til politiet. Reglerne er fastsat i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 712 af 17. november 1987 med senere ændringer.

Personer, der afgiver forklaring hos statsadvokaten vedrørende en klage over politiet eller anmeldelse mod polititjenestemænd i medfør af retsplejelovens kapitel 93 b eller kapitel 93 c, har krav på vidnegodtgørelse mv. efter Justitsministeriets skrivelse af 5. januar 1996, Justitsministeriets journalnummer 1995-945-0226. Se nærmere nedenfor om politiklageordningen.

I TfK 2004.57 VLK fik et vidne godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste. Vidnet var indkaldt til at afgive vidneforklaring i en straffesag, der blev aflyst aftenen før, at den var berammet. Vidnet kunne ikke møde på arbejde, idet det på arbejdspladsen var bestemt, at en anden skulle udføre vidnets arbejde i anledning af, at vidnet havde meddelt, at vidnet ikke kunne møde på arbejde på grund af indkaldelsen til retsmødet.

I TfK 2004.4 ØLK En advokat og tre revisorer fik alle godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste udover den sædvanlige godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste i anledning af, at de skulle afgive vidneforklaring under en straffesag. Østre Landsret udtalte blandt andet: "Det må antages, at de fire vidner, der alle driver liberalt erhverv, har haft indtægtstab, der overstiger den normale vidnegodtgørelse i anledning af deres indkaldelse til at afgive forklaring som vidne i retten." Det fremgik af et brev fra advokaten til retten, at advokaten var indkaldt til kl. 11.00, og at afhøringen sluttede kl. 12.30. Det fremgår videre, at han måtte rejse hjemmefra kl. 8.00, og at han var hjemme igen kl. 15.30. Advokaten fik tilkendt kr. 3.000 i godtgørelse og 2.471 kr. til dækning af rejseudgifter.

I UfR 1991.918 HK skulle en person med ophold i udlandet afhøres som vidne under en dommerundersøgelse, der var nedsat for at undersøge behandlingen af flygtninge i Københavns Fængsler. Den pågældende skulle rejse fra Gambia og gjorde gældende, at han på grund af en behandlingskrævende psykisk lidelse havde behov for en ledsager til rejsen. Det offentlige betalte rejse- og opholdsomkostningerne for ledsageren.

Særlige regler om afhøring af vidner ved hjælp af telekommunikation med billede (retsplejelovens § 192)
Af bestemmelsens stykke 2 fremgår, at et vidne kan indkaldes til at give møde for
1) en ret,
2) en offentlig myndighed, der er bemyndiget til at stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for telekommunikation med billede i retssager, jf. stk. 3, eller
3) en fysisk eller juridisk person, der har autorisation til at stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for telekommunikation med billede i retssager.

Bestemmelsens 3., 4. og 5. stykke hjemler domstolsstyrelsen adgang til at bemyndige offentlige myndigheder og fysiske eller juridiske personer til at stille kommunikations udstyr til rådighed til brug for telekommunikation med billede i retssager, samt til at tilbagekalde tilladelser. 6. stykke giver mulighed for, at vidner, der befinder sig i udlandet, kan afhøres ved hjælp af telekommunikation med billede.

Vedrørende anvendelse af telekommunikation med billede straffesager se nedenfor under retsplejelovens §§ 748 a og 748 b.

2.7. Retshjælp og fri proces i civile sager

Betænkning nr. 1436 om reform af den civile retspleje, kapitel 8 om retshjælp
Betænkning 1113 om advokatretshjælp, fri proces og retshjælpsforsikring - 1987
Betænkning 404 om ændring af reglerne om fri proces og organisation af den vederlagsfri retshjælp - 1966

Retsplejelovens §§ 323 til 336 i retsplejelovens kapitel 31 regulerer adgangen til retshjælp og fri proces i civile sager. Reglerne gælder ikke for straffesager, hvor der ikke er adgang til at opnå fri proces. Offentlig retshjælp kan kun opnås i meget begrænset omfang i straffesager. Se nærmere herom nedenfor under sagsomkostninger i strafferetsplejen.

2.7.1 - Retshjælp ved advokater og ved retshjælpskontorer som for eksempel KRIMs Retshjælp
Borgerne kan få "helt grundlæggende mundtlig rådgivning" i advokatvagter. De kan derudover få offentligt tilskud til rådgivning "ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning" og "rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger" hos advokater. Reglerne herom er fastsat i retsplejelovens § 323. Derudover findes der en række offentligt støttede retshjælpskontorer, hvor borgerne kan søge gratis retshjælp. Kontorerne er ofte bemandet med jurastuderende, der har den egentlige kontakt med borgerne, medens kontorerne ledes af egentlige jurister eller advokater. Eksempler på større retshjælpsinstitutioner i Danmark er Københavns Retshjælp, Århus Retshjælp, Gellerup Retshjælp og KRIMs Retshjælp. Der findes i hele landet lidt mere end 100 institutioner. Det er Civilstyrelsen som fastsætter størrelsen af den offentlige støtte til de enkelte institutioner. Tilskud fra Civilstyrelsen ydes efter reglerne i retsplejelovens § 324.

Retshjælpen, der ydes på et retshjælpskontor, kan som ovenfor anført bestå af "helt grundlæggende mundtlig rådgivning", rådgivning "ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning" og "rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger". Disse tre kategorier betegnes som retshjælp efter trin 1, retshjælp efter trin 2 og retshjælp efter trin 3. Retshjælpskontorer kan yde retshjælp efter alle tre trin. Se uddrag af kapitel 8 i betænkning 1436, der blandt andet gennemgår omfanget af retshjælp på hvert enkelt af de tre trin.

Bemærk, at det udtrykkeligt fremgår af retsplejelovens § 323, stk. 2, at enhver "har ret til vederlagsfri retshjælp på trin 1 vedrørende ethvert retsspørgsmål". Dette indebærer for eksempel, at Krims Retshjælp kan yde retshjælp inden for det straffuldbyrdelsesretlige, politiretlige og strafferetlige område. Bestemmelsen indebærer også, at retshjælp efter trin 1 kan ydes uden hensyn til den retshjælpssøgendes økonomiske forhold, og at den kan ydes til anonyme personer, udlændinge m. fl.

Der kan ikke ydes vederlag for retshjælp hos advokat i sager, der er under behandling hos en forvaltningsmyndighed, medmindre der er tale om en klage over en afgørelse truffet af en forvaltningsmyndighed. Der kan således ikke gives retshjælp til dækning af advokatomkostninger til en indsat i et fængsel, der ønsker advokatbistand til at ansøge om udgang fra fængslet. Nægter fængslet den pågældende udgang, kan den indsatte derimod opnå offentlig retshjælp til advokatbistand i forbindelse med indgivelsen af en klage over fængslets afgørelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Se for eksempel UfR 2008.2202 HD, hvor Højesteret fandt, at Retten i Sønderborg havde været berettiget til at nægte at yde vederlag for retshjælp til en advokat, der havde forlangt vederlag fra det offentlige i 21 retshjælpsblanketter vedrørende sager, "der angik eller var under behandling ved en forvaltningsmyndighed, "såfremt det må antages, at vejledning og bistand i fornødent omfang gives af myndigheden". Det var ikke godtgjort, at myndighederne i de omhandlede sager ikke havde ydet vejledning og bistand i fornødent omfang til advokatens klienter.

2.7.2.1 - Fri proces i civile sager

Udgangspunktet er, at personer, der opfylder visse nærmere bestemte økonomiske betingelser for at opnå fri proces, kan få fri proces, såfremt der er rimelig grund til at føre sagen. Se artikel af 20. marts 2011 af Claus Bonnez om betingelserne for fri proes

I kendelse nr. 11191 af 7. november 1990 meddelte Civilretsdirektoratet fri proces til ansøgeren, uagtet at sagen udsprang af strafbart forhold.

Det kan efter Den europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis udgøre en krænkelse af artikel 6 at udelukke borgere fra adgangen til fri proces, hvis dette kan føre til uretfærdighed.

I sagen Steel og Morris mod Storbritannien, sagsnummer 68416/01, der blev afgjort den 15. februar 2005 af EMD, fandtes det, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, at nogle mindre bemidlede borgere, der var sagsøgt af et stort transnationalt selskab (burgerkæden "McDonald's") ikke havde fået fri proces. I præmis 69 henviser menneskerettighedsdomstolen til, at "the disparity between the respective levels of legal assistance enjoyed by the applicants and McDonald's (see paragraph 16 above) was of such a degree that it could not have failed, in this exceptionally demanding case, to have given rise to unfairness, despite the best efforts of the judges at first instance and on appeal. Den omstændighed, at retten havde gjort dens bedste ("best efforts") for at bistå de sagsøgte under sagen, var således ikke tilstrækkeligt for at undgå, at EMRK artikel 6 blev anset for krænket ved at nægte de sagsøgte fri proces.

Af retsplejelovens § 328, stk. 2, fremgår blandt andet, at "sagens betydning for ansøgeren" tillægges betydning, når der skal tages stilling til, om ansøgeren har "rimelig grund til at føre proces", som er et af de krav, der skal være opfyldt, førend der kan gives fri proces. Herom anføres i note 5, side 690, 2. spalte, i Kommenteret Retsplejelov, bind 1, 8. udgave, DJØF forlag 2008, blandt andet: "..Som eksempler på tilfælde, hvor sagen fra en objektiv betragtning kan have stor betydning for ansøgeren, kan nævnes sager om en persons bolig, arbejde og helbred. I sager om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål, om opsigelse og ophævelse af ansættelsesforhold eller om personskade er lejeren, arbejdstageren og skadelidte ofte i en svag stilling i forhold til udlejeren, arbejdsgiveren og skadevolderen, og samtidig vil sagerne kunne have stor velfærdsmæssig betydning for den, der risikerer at miste sin bolig, den, der risikerer at miste eller har mistet sit arbejde, og den, der er kommet - måske alvorligt - til skade. I de nævnte sager findes i øvrigt en særlig afvejningsregel, jf. bestemmelsens stk. 3. Som et andet eksempel kan nævnes sager om forældremyndighed, hvor ansøgeren risikerer at miste forældremyndigheden eller del i forældremyndigheden. Sådanne sager har så afgørende betydning for ansøgeren, at det normalt vil være udslagsgivende, herunder selv om ansøgeren har tabt sagen i første instans og nu ansøger om fri proces til appel. Det bemærkes, at sager i første instans af denne karakter er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 1, og at § 328, stk. 2, nr. 1, således netop får betydning i appelsager. Det bemærkes endvidere, at særlige omstændigheder kan begrunde, at udgangspunktet fraviges, og at der dermed ikke gives fri proces. Sådanne særlige omstændigheder kan navnlig bestå i oplysninger om, at ansøgeren har udøvet vold over for barnet eller har misbrugt barnet seksuelt, eller - hvis der er tale om et stort barn (som udgangspunkt over 12 år) - om, at barnet klart ønsker at bo hos den anden af forældrene. .."

2.7.2.2 - Fri proces under indbringelse af sager for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
EMD kan yde fri proces til klagere, hvor der er behov for dette, og når klageren ikke selv har midler til at føre sagen. Der kan tidligst opnås retshjælp fra det tidspunkt, hvor domstolen har anmodet om den indklagede stats bemærkninger til klagen, og staten har svaret eller ikke har overholdt fristen for at svare. Fri proces ydes i det væsentlige til bistand til at føre sagen fra en person, som domstolen har godkendt. Advokater kan godkendes af domstolene, hvis advokaten må praktisere i et medlemsland, og hvis advokaten kan tale engelsk eller fransk.

Civilstyrelsen kan fri proces fra det tidspunkt, hvor EMD har bedt de danske myndigheder om at fremkomme med bemærkninger til en klage. Fri proces fra de danske myndigheder ydes kun i det omfang, at dækning ikke kan opnås fra EMD.

2.7.2.3 - Fri proces til fængslede personer

I sagen Larin mod Rusland afgjort af EMD den 20. maj 2010 under sagsnummer 15034/02 udtalte EMD i præmis 54, at udgangspunktet er, at der ikke består noget krav på gratis juridisk bistand i civile sager, men at der er undtagelser til denne regel. Det fremgår videre af præmis 54, at i de tilfælde, hvor en frihedsberøvet persons muligheder for effektivt at varetage sine interesser i en civil ikke kan sikres på andre måder, bør der i lovgivningen sikres adgang til fri proces til den pågældende. Klageren var blevet fundet skyldig i blandt andet at have købt en bil for falske penge. Efterfølgende havde sælgeren forlangt bilen tilbage under en civil sag. I præmis 44 bemærker EMD, at klageren formentlig ikke havde store chancer for at få medhold under den civile sag, hvilket imidlertid ikke førte til, at EMD fandt, at fri proces kunne nægtes.

2.8 - Administrativ frihedsberøvelse

Betænkning 1039 om tvangsindgreb uden for strafferetsplejen - 1985

Administrativ (og straffeprocessuel) frihedsberøvelse og EMRK artikel 5

Den europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 5 har følgende indhold:

"1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse
med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde:
- a) lovlig forvaring af en person efter domfældelse af en kompetent domstol;
- b) lovlig anholdelse eller forvaring for ikke-efterkommelse af en domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse;
- c) lovlig anholdelse eller forvaring af en person med det formål at stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har foretaget en retsstridig handling, eller når der er rimelig grund til at anse det for nødvendigt for at hindre ham i at foretage en retsstridig handling eller i at flygte efter at have fuldbyrdet en sådan;
- d) forvaring af en mindreårig ifølge lovlig kendelse med det formål at føre tilsyn med hans opdragelse eller for at stille ham for den kompetente myndighed; e) lovlig forvaring af personer for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, af personer der er mentalt abnorme, drankere, narkomaner eller vagabonder;
- f) lovlig anholdelse eller forvaring af en person for at hindre ham i uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem udvisnings- eller udleveringssag er svævende.
2. Enhver, der anholdes, skal ufortøvet på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver mod ham rettet anklage.
3. Enhver, der anholdes eller tages i forvaring i henhold til bestemmelserne i denne Artikels stk. 1 c), skal ufortøvet stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til rettergang inden en rimelig tid, eller til at blive løsladt i afventning af rettergang. Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen.
4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller forvaring, skal være berettiget til at tage skridt til, at der af en domstol træffes hurtig afgørelse om lovligheden af hans forvaring, og at hans løsladelse beordres, hvis forvaringen ikke er retmæssig;
5. Enhver, der har været genstand for anholdelse eller forvaring i modstrid med bestemmelserne i denne Artikel, har ret til erstatning."

Jon Fridrik Kjølbro anfører i "Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - for praktikere", 3. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2010, side 285, nederst, side 286, øverst: ".. Konventionen stiller nogle krav til frihedsberøvelsens formål. For at være forenelig med konventionen skal en frihedsberøvelse varetage mindst ét af de formål og dermed være omfattet af mindst en af de frihedsberøvelsesgrunde, der er opregnet i litra a til f. Opregningen af tilfælde, hvor frihedsberøvelsen kan være forenelig med konventionen, er udtømmende og udgør en undtagelse fra retten til frihed og skal derfor fortolkes indskrænkende. Det gælder, selv om der er tale om bekæmpelse af f. eks. organiseret kriminalitet. .."

Administrativ frihedsberøvelse i dansk ret

Politiloven

Politiloven giver i en række tilfælde mulighed for, at der kan foretages administrativ frihedsberøvelse af personer:

Politiet kan i henhold til politilovens § 5, stk. 3, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren, om nødvendigt frihedsberøve personer for at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed. Efter politilovens § 8, stk. 4, kan politiet, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren, om nødvendigt frihedsberøve personer, "der giver anledning til fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed". Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.

Af politilovens § 7, stk. 6, fremgår, at politiet kan "skride ind som ved opløb", hvis "forsamlinger under åben himmel" befrygtes at være til fare for den offentlige fred", og forsamlingen ikke efterkommer et forbud efter politilovens § 7, stk. 4, eller et påbud efter politilovens § 7, stk. 5, om at opløses. Frihedsberøvelse efter bestemmelsen kan således finde sted, når betingelserne i bestemmelsen samt betingelserne i § 9, stk. 3 (omtalt umiddelbart nedenfor), er opfyldt.

Efter politilovens § 9, stk. 3, kan politiet, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren, om nødvendigt frihedsberøve personer for at afværge opløb, der indebærer fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.

Politiet kan efter politilovens § 10, stk. 4, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge fare for en syg eller hjælpeløs person eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, om nødvendigt frihedsberøve denne med henblik på hjemtransport, lægeundersøgelse eller overgivelse til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt.

Politiet kan efter politilovens § 11, stk. 4, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige, om nødvendigt frihedsberøve en person, der er ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af indtagelse af alkohol eller andre berusende eller bedøvende midler, og som træffes under forhold, der indebærer fare for den pågældende selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Dette må ske, når mindre indgribende midler ikke findes tilstrækkelige, og frihedsberøvelsen sker "med henblik på hjemtransport, overgivelse til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende, indbringelse til hospital, forsorgshjem eller lignende eller indsættelse i detention. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt".

Efter politilovens § 13, stk. 4, kan børn, som træffes under forhold, som indebærer fare for barnets sikkerhed eller sundhed, om nødvendigt frihedsberøves, hvis ikke mindre indgribende midler findes tilstrækkelige for at afværge faren. Frihedsberøvelsen må findes sted "med henblik på overgivelse til forældremyndighedens indehaver, de sociale myndigheder eller andre, der på forsvarlig vis er i stand til at tage sig af barnet. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer."

Frihedsberøvelse inden for strafferetsplejen kan prøves ved domstolene efter retsplejelovens kapitel 93 a, såfremt erstatningssøgende ikke har fået helt eller delvist medhold i et krav om erstatning rejst overfor anklagemyndigheden efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. I det følgende behandles alene reglerne om domstolsprøvelse af afgørelser om administrativ frihedsberøvelse. Om erstatning for straffeprocessuelle indgreb henvises til kapitel 3.1 nedenfor om erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb i retsplejelovens kapitel 93 a.

Administrativ frihedsberøvelse efter politilovens § 5
Efter § 5, stk. 3, i politiloven kan politiet frihedsberøve den eller dem, "der giver anledning" til fare, hvis ikke mindre indgribende midler er tilstrækkelige til at afværge faren. Loven giver således hjemmel til såkaldte "administrative" eller "præventive" frihedsberøvelser. Efter retsplejelovens kapitel 43 a kan enhver, der har været udsat for en administrativ frihedsberøvelse forlange denne prøvet ved retten, og den pågældende kan ved retten blandt andet forlange erstatning, hvis betingelserne for indgrebet ikke er opfyldt.

Adgangen til erstatning for indgreb efter politiloven behandles i lovbemærkningernes punkt 9. Det er værd at bemærke, at det fremgår heraf, at rigspolitichefen i forbindelse med politikommissionens drøftelse af mindretallets forslag om en ændring af reglerne om domstolsprøvelse har gjort gældende, at "man ved afgørelse af spørgsmål om erstatning anlægger en for politiet streng culpavurdering", og at "langt de fleste erstatningskrav imødekommes".

Se bemærkningerne til § 5 i forslag nr. 159 af 4. februar 2004 fremsat af justitsministeren (Lene Espersen) til lov om politiets virksomhed

Se nærmere om anvendelsen af politilovens § 5 samt om domstolsprøvelse og erstatning til personer, der har været administrativt frihedsberøvet efter bestemmelsen.

Administrativ frihedsberøvelse efter politilovens § 8 og § 9
Politilovens §§ 8 og 9 vedrører reglerne om administrativ frihedsberøvelse i forbindelse med forsamlinger og opløb. Med lov nr. 1107 af 1. december 2009 blev der vedtaget en ændring af politiloven som et led i en "styrket indsats mod omfattende forstyrrelse af den offentlige orden m.v". Loven skulle angiveligt give politiet bedre muligheder for at gribe ind overfor personer, der efter politiets opfattelse ville forstyrre den offentlige orden under demonstrationer mv. Ændringen medførte, at reglen i politiloven om, at administrativ frihedsberøvelse som udgangspunkt kan finde sted i indtil 6 timer blev udvidet til at gælde i indtil 12 timer. Denne ændring gælder imidlertid ikke i forhold til lovens § 5 men alene i forhold til lovens § 8 (om offentlige forsamlinger) og lovens § 9 (om opløb). Se mere om lov nr. 1107 af 1. december 2009.

Særligt om politiloven og EMRK artikel 5

Politikommissionen udtaler sig i punkt 4.4.6 i betænkning 1410, side 70, om, hvorledes kommissionen fortolker EMRK artikel 5. Kommissionen udtaler blandt andet: "Det følger bl.a. af bestemmelsen, at en frihedsberøvelse skal have hjemmel i national lovgivning (jf. formuleringen ”den ved lov foreskrevne fremgangsmåde” og ”lovlig”), og at national lovgivning skal være overholdt i den konkrete sag. Det er endvidere et krav, at den nationale lovgivning opfylder de kvalitative krav, der følger af konventionen, herunder kravet om at retsreglerne skal være tilgængelige, at de skal være tilstrækkeligt klare og præcise, og at retstilstanden skal være forudsigelig. De nationale regler skal beskytte mod vilkårlige frihedsberøvelser."

Endvidere udtales på samme side:

"Konventionen stiller endvidere nogle krav til frihedsberøvelsens formål. For at være forenelig med konventionen, skal frihedsberøvelsen varetage mindst ét af de formål, og dermed være omfattet af mindst én af de frihedsberøvelsesgrunde, der er opregnet i artikel 5, stk. 1, litra a til f. Opregningen er udtømmende, og skal efter praksis fortolkes indskrænkende."

Af politilovens § 5, stk. 3, jævnfør stk. 1, følger, at politiet kan foretage frihedsberøvelse alene for at "afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed". Litra a-f i EMRK artikel 5 ses ikke at indeholde en lignende begrundelse for frihedsberøvelse. Da litra a-f i EMRK artikel 5 efter praksis ved EMD - og tilsyneladende også politikommissionens opfattelse - anses for at være en udtømmende opregning af de grunde, der kan give anledning til frihedsberøvelse efter EMRK artikel 5, kan det vel anses for tvivlsomt, om politilovens § 5 opfylder betingelserne i EMRK artikel 5. Kommissionen anfører - også på side 70 - at administrative anholdelser i dansk praksis "opfylder de krav til hjemmelen, der følger af artikel 5, stk. 1". Kommissionen argumenterer ikke på nogen måde for denne konklusion.

Der har i længere tid blandt danske retsteoretikere været antaget, at betingelserne for at frihedsberøve personer i Danmark kan være mindre strenge end i andre europæiske lande. Erik Christensen anfører i J 1968.8 således: "Ethvert politimæssigt indgreb forudsætter en politiretlig interesse... Fuldmagten (retsplejelovens § 108) kan alene påberåbes til afværgelse af fare og dette for politiretten konstitutive farebegreb er bestemmende både for spørgsmålet om, om indgreb overhovedet kan ske, og for dets opretholdelse, form og intensitet. Den fare, der skal imødegås, må være af objektiv påviselig karakter, og risikoen for dens indtræden ikke blot være en abstrakt mulighed, men sandsynlig. Drejer det sig om indgreb i den personlige frihed, stilles i svensk og tysk ret strengere krav til farens intensitet, for så vidt som sandsynlighedskravet skærpes til et krav om overhængende fare - en skærpelse der er kommet direkte til udtryk i nyere tysk politilovgivning."

Mindre betydelige ordenskrænkelser kan næppe begrunde frihedsberøvelse
I politikommissionens betænkning 1410 fra 2002 om politilovgivning anfører kommissionen på side 168, nederst, og videre på side 169 blandt andet følgende:

"... Udtrykket ”afværge fare” indebærer, at politiets indgreb forudsætter en konstateret konkret og nærliggende fare for en forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Afgørelsen af, om der foreligger den til et indgreb fornødne fare, afhænger af en konkret vurdering af situationen, men det bør ikke være således, at politiet lader en fare udvikle sig, før der gribes ind. Politiet kan således f.eks. gribe ind ved optræk til slagsmål foran et værtshus o.lign.

Det er ikke en betingelse, at en krænkelse af de nævnte politiretlige beskyttelsesinteresser endnu er realiseret, men der skal være en vis sandsynlighed for, at det vil ske. Et indgreb forudsætter ikke nødvendigvis viden om, hvorledes en krænkelse i detaljer vil udmønte sig, eller hvilke konkrete interesser der vil blive krænket. Endvidere forudsætter en konkret og nærliggende fare ikke nødvendigvis, at faren i tidsmæssig sammenhæng er tæt på at blive realiseret. Det afgørende er sandsynligheden for, at faren vil blive realiseret, hvis ikke politiet griber ind. Hvis f.eks. en person er ved at opstille et musikanlæg med henblik på at forstyrre afviklingen af et politisk møde, kan politiet gribe ind, selvom mødet først starter flere timer senere.

Alene det forhold, at en person er kendt som uromager, kan ikke i sig selv danne grundlag for et indgreb. Tidligere erfaringer med en person - eller en gruppe af personer - kan dog sammen med de konkrete omstændigheder indgå i vurderingen af, om der er en konkret og nærliggende fare for en forstyrrelse m.v.

Politiet skal efter bestemmelsen om muligt anvende det mindst indgribende middel i en given situation. Kan en faresituation afværges ved, at politiet udsteder et påbud, er politiet således afskåret fra at gennemføre en frihedsberøvelse. Vurderingen af, hvilke indgreb der bør iværksættes, vil i øvrigt afhænge af en konkret vurdering af situationen.

Endvidere indebærer det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, at politiet alene må foretage indgreb i det omfang, et indgreb er proportionalt i forhold til den fare, der truer de politiretlige beskyttelsesinteresser (orden og sikkerhed). Det kan f.eks. tænkes, at politiet i en situation, hvor mindre indgrebsmidler har vist sig nytteløse, alligevel må afstå fra at gennemføre en frihedsberøvelse, fordi en frihedsberøvelse vil være uproportional i forhold til faren. Mindre betydelige ordenskrænkelser vil f.eks. næppe altid kunne danne grundlag for frihedsberøvelse, og politiet må derfor i sådanne tilfælde i stedet overveje at udstede et bødeforelæg i anledning af krænkelsen.

Af det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip følger endvidere bl.a., at indgreb skal gennemføres så skånsomt som forsvarligt. .."

Administrativ frihedsberøvelse efter politiloven fordrer en "konkret og nærliggende" fare
Retten i Odense tilkendte den 16. september 2005 i sagen BS 8-4962/2004 erstatning til tre personer. I dommen - som er upåanket - fik de tre medhold i, at en administrativ anholdelse af disse havde været ulovlig. De tre personer var den 18. september 2004 blevet anholdt af politiet få minutter efter, at de havde forladt deres minibus på en parkeringsplads i Odense centrum for at begive sig hen til en demonstration arrangeret af "Odenseanere mod racisme". Demonstrationen skulle begynde omtrent på det tidspunkt, hvor de tre blev anholdt, og den skulle foregå i Kongens Have i Odense centrum i anledning af, at Dansk Folkeparti samme weekend holdt landsmøde i Odense Congress Center. Retten anførte i sine bemærkninger til dommen blandt andet følgende: "Retten finder særligt efter det anførte ikke, at der har foreligget en tilstrækkelig konkret og nærliggende fare for forstyrrelse af den offentlige orden eller for enkeltpersoners sikkerhed, som er en forudsætning for, at der kan ske frihedsberøvelse efter politilovens § 5, stk. 3." Politidirektøren ankede ikke afgørelsen.

I TfK 2009.346 ØLD blev en person den 26. november 2006 anholdt under en uanmeldt demonstration ved "Faderhuset" i Rødovre, hvor der blandt andet var begået hærværk inde i bygningen. Den pågældende blev såvel ved byretten som landsretten frifundet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3. For landsretten påberåbte anklagemyndigheden sig yderligere politilovens §§ 8 og 9. Landsretten udtalte herom: "Vedrørende politilovens § 8 finder landsretten, at det efter det anførte om demonstration ikke er godtgjort, at betingelserne for anholdelse, var opfyldt, og allerede fordi der ikke forelå opløb, kan politilovens § 9 heller ikke finde anvendelse."

Nærmere om praksis vedrørende detentionsanbringelse og anden administrativ frihedsberøvelse
Politiet skal bevise, at det er nødvendigt at anbringe en person i detentionen, og personen har krav på erstatning, hvis anbringelsen ikke er berettiget. Detentionsanbringelser er begrundet i orden og sikkerhed. Kan en person ikke tage vare på sig selv for eksempel på grund af spirituspåvirkethed, og findes der ikke et bedre middel til at hjælpe personen som for eksempel at køre den pågældende hjem, kan personen anbringes i detentionen. Bevisbyrden ligger imidlertid hos det offentlige. Se for eksempel UfR 2006.2491V.

I dommen UfR 1996.21 ØLD blev en 23-årig mand tilkendt erstatning for uberettiget frihedsberøvelse. Han var blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af retsplejelovens § 750, idet han havde nægtet at oplyse sin adresse til politiet. Ved ankomst til politistationen opgav han sine data. Han var derpå blevet anbragt 4 timer i detentionen, hvorpå han blev afhørt og løsladt. Politifolkene begrundede under sagen detentionsanbringelsen med, at den pågældende var "spirituspåvirket og ophidset", at han havde "balancebesvær og røde øjne, ligesom han slog lidt ud efter betjentene, da de ville visitere ham". Modsat byretten tilkendte Østre Landsret den pågældende erstatning for uberettiget frihedsberøvelse. Landsretten henviste i sin begrundelse blandt andet til, at "selv om E på det pågældende tidspunkt i et vist omfang var spirituspåvirket og ophidset, findes der ikke grundlag for at fastslå, at han havde balancebesvær eller i øvrigt ikke kunne tage vare på sig selv."

I Steel m. fl. mod Storbritannien afgjort af EMD den 23. september 1998 under sagsnummer 24838/94 fandt EMD, at EMRK artikel 5 var krænket. 3 personer havde deltaget i en fredsdemonstration ved et konferencecenter, hvor der blev holdt et arrangement om kamphelikoptere. De tre personer klagede til EMD over, at de af de britiske myndigheder under demonstrationen var blevet anholdt og derpå tilbageholdt i 7 timer, uden at der havde været grundlag for dette skridt. Af præmis 64 følger, at EMD ikke så nogen grund til at anse protesten for andet end fuldt ud fredelig. EMD fandt ingen indikationer på, at klagerne har forstyrret eller forsøgt at forstyrre dem, som deltog i konferencen, eller at de har opført sig på en måde, der kunne fremprovokere vold fra andre. Der var efter EMD's opfattelse intet ved klagernes opførsel, der kunne berettige politiet til at frygte, at fredsforstyrrelser skulle finde sted. EMD fandt ikke, at frihedsberøvelsen var i overensstemmelse med engelsk lovgivning, der tillader, at personer kan tilbageholdes efter den af myndighederne påberåbte bestemmelse i national lovgivning, hvis det er rimeligt at antage, at de pågældende vil optræde fredsforstyrrende ("cause a breach of the peace"). Se præmis 57. Af præmis 110 følger, at EMD også fandt EMRK artikel 10 krænket for de tre klageres vedkommende.

I sagen Witold Litwa mod Polen (sagsnummer 26629/95 fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 4. april 2000, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 5, stk. 1 (e) i et tilfælde, hvor en person havde været frihedsberøvet i et afrusningscenter i 6 timer og 30 minutter. I præmis 79 udtaler EMD blandt andet, at der efter national lovgivning er muligheder for at vælge mindre indgribende midler over for en beruset person herunder at bringe den pågældende på hospitalet eller til sit hjem. Man havde uden nærmere prøvelse valgt den mest indgribende foranstaltning, som var frihedsberøvelse i det omhandlede afrusningscenter (et såkaldt "sobering-up centre). Dette udgjorde efter EMD en krænkelse af artikel 5, § 1 (e). Den pågældende ved menneskerettighedsdomstolen tilkendt en erstatning, der udgjorde 8.000 Zlotys (ca. 15.000 kr.)

I Kharin mod Rusland afgjort af EMD den 3. februar 2011 under sagsnummer 37345/03 fandt 4 ud af 7 dommere ved EMD, at tilbageholdelse i detentionen i 11 timer og 50 minutter af en spirituspåvirket person, der - efter at være smidt ud af en butik - var kommet tilbage til butikken, og som umiddelbart havde slået ud efter de politifolk, der var tilkaldt for at få den pågældende fjernet fra butikken. Af præmis 44 fremgår det, at flertallet af EMDs medlemmer lagde vægt på, at det af vidneudsagn fra en ansat i butikken, en vagt fra butikken samt de tilkaldte polititjenestemænd fremgik, at klageren havde været aggressiv og truet de tilstedeværende, at han havde forsøgt at komme i slagsmål med politiet, at han havde kastet sin taske rundt i butikken, og at han efterfølgende havde fortsat sin aggressive adfærd i politibilen og i detentionen. EMD's flertal udtaler (også i præmis 44), at de fandt, at politiet havde haft tilstrækkelig grund til at tilbageholde klageren i detentionen, indtil han var blevet ædru ("....the police had sufficient reasons to detain the applicant in the centre until he had sobered up ..."). Flertallet bemærker i præmis 45 også, at det fremgik af sagen, at politiet havde forsøgt sig med mindre indgribende midler end detentionsanbringelse, men at disse var utilstrækkelige (".. It also appears that the police contemplated less serious measures, found them insufficient to safeguard the public interest and reasonably considered that it was necessary to detain the applicant .."). Mindretallet - 3 dommere - fandt, at EMRK artikel 5 § 1 (e) var krænket (dissensens præmis 7). De lagde blandt andet vægt på, at udtalelserne fra de civile vidner var fremkommet meget sent under sagen.

Lægeundersøgelsen af detentionsanbragte personer
Det fremgår af detentionsbekendtgørelsens § 9, at den frihedsberøvede "inden den endelige anbringelse" i detentionen "altid" skal undersøges af en læge.

Af bekendtgørelsens § 11 fremgår følgende:

"§ 11. Lægeundersøgelse af den frihedsberøvede foretages enten ved tilkald af læge/vagtlæge eller ved undersøgelse på skadestue. Vagthavende skal ved lægevalget vurdere, hvad der er mest hensigtsmæssigt under hensyn til tid og afstand.

Stk. 2. Lægeundersøgelsen skal belyse, om den frihedsberøvede er i en tilstand, der taler imod anbringelse i detention, og om den pågældende er i en tilstand, der eventuelt kræver behandling på sygehus, hos læge eller lignende."

I "Ugeskrift for Læger", 2001;163(33):4441, udtaler lægeforeningen sig om kravene til lægeundersøgelsen af detentionsanbragte personer. Det fremgår blandt andet, at lægen ved undersøgelse af detentionsanbragte skal foretage "en samlet klinisk vurdering af undersøgtes tilstand på undersøgelsestidspunktet", og at undersøgelsen skal gentages, hvis tilstanden "på nogen måde" forværres. Lægeforeningen anser ifølge artiklen lægeundersøgelsen af detentionsanbragte for "vigtigt lægeligt arbejde". Det fremgår også, at lægen er "konsulent for politiet", men at lægen ikke derved er "en del af et sanktionssystem". Det præciseres, at lægen skal "være med til at sikre, at de personer, der i "i situationen har behov for lægelig behandling, får det". Det fremgår, at lægen skal benytte lægeattest ID-nummer 03.07.21.01 ved afgivelsen af sin erklæring om undersøgelsen. Læs mere om lægeforeningens krav.

Patientskadeankenævnet har i sin afgørelse af 3. juni 2008 med journalnummer 2008-00-330 afgjort, at en person, der havde været udsat for mulige lægefejl i forbindelse med lægeundersøgelsen under detentionsanbringelse, ikke kan få erstatning fra patientforsikringen, idet behandlingen ikke findes at "være omfattet af lov om patientforsikringens dækningsområde, jf. lovens § 1, stk. 1. Nævnet udtalte nærmere: "Nævnet kan tiltræde, at lægetilsyn der foregår i detentionen efter lægens aftale med politiet ikke er omfattet af patientforsikringslovens dækningsområde".

I UfR 2009.1835 HD fik de pårørende til en person, der var "tvangstilbageholdelig" på en psykiatrisk afdeling, tilkendt erstatning, efter, at personen havde begået selvmord, medens denne befandt sig alene på sin stue. Personen blev af personalet fundet død på sin stue den 26. november 2003, kl. 16.15. Hun havde kvalt sig selv med snørebånd. Det fremgik af "retningslinjerne" for den psykiatriske afdeling, at den pågældende burde have været tilset mindst en gang af personalet i tiden mellem kl. 14.30 og kl. 16.15. Dette var ikke sket. Hospitalet gjorde under sagen blandt andet gældende, at et sådant selvmord kunne være blevet begået, uagtet at man havde ført tilsyn efter forskrifterne. Højesteret fandt imidlertid, at der ikke kunne ses bort fra, at selvmordet "kunne have været afværget, hvis personalet havde tilset hende i overensstemmelse med retningslinjerne". De pårørende fik derfor tilkendt erstatning efter patientforsikringslovens § 2, stk 1, nr. 1. Dommen viser, at forsømmelighed fra de personer, der har en psykisk syg (eller frihedsberøvet) person i sin varetægt, kan udløse erstatning til de pårørende. Efter detentionsbekendtgørelsen skal politiet føre tilsyn med jævnlige intervaller med detentionsanbragte. Det forekommer nærliggende, at afgørelsen vil kunne få relevans ved bedømmelsen af erstatningskrav, der rejses i anledning af svigt i sådanne tilsyn.

Lægeundersøgelser af spirituspåvirkede med hovedtraumer bør ske på hospital og ikke i detentionen
Lægerne Michael Hardt-Madsen, Claus Falck Larsen og politikommissær Dennis Schmidt har i Ugeskrift for Læger fra 1990, side 392, i en artikel under overskriften "Lægelig medvirken ved detentionsanbringelse" offentliggjort en undersøgelse af cirka 1.000 personer, der har været anbragt i detentionen ved Odense politi i løbet af 1988. De udtaler i artiklen blandt andet, at det er "velkendt, at alkoholpåvirkning i kombination med selv lette traumer mod hovedet kan medføre intrakiale blødninger. Disse blødninger er ofte ledsaget af et såkaldt frit interval uden erkendelige symptomer og udgør således trods lægetilsyn en meget farlig gruppe".

I Patientklagenævnets årsberetning fra 1992, side 36, er der henvist til en sag, hvor Retslægerådet blandt andet påpeger, at "lægelig observation og diagnose altid er yderst vanskelig på patienter, der er berusede ved indlæggelsen, og som har været udsat for hovedtraumer. De diagnostiske vanskeligheder kan være så store, at patienten retteligt bør observeres i sygehusvæsenets regi og ikke i detentionen eller på andre institutioner."

Se i øvrigt Detentionsbekendtgørelsen.

Om politiets brug af magtmidler henvises til afsnit 3.2.6 nedenfor.

Andre spørgsmål vedrørende detentionsophold
I udtalelsen FOU 1990.122 var en person anbragt i detentionen hos politiet på Københavns Hovedbanegård blevet overfaldet af en medindsat. Politiet havde ikke i forbindelse med indsættelsen af den medindsatte efterkontrolleret i kriminalregisteret, om den pågældende var kendt for vold, hvilket han viste sig at være. Ombudsmanden fandt, at dette burde være sket. Endvidere tog ombudsmanden en oplysning fra Justitsministeriet om, at der fremover ville blive etableret tv-overvågning af detentionslokalerne på Københavns Hovedbanegård, til efterretning.

Anden lovgivning end politiloven, som hjemler mulighed for administrativ frihedsberøvelse

Tvangsfjernelse af børn (anbringelse af børn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke)

Frihedsberøvelse af psykisk syge personer kan finde sted, når betingelserne herfor i lov om tvang i psykiatrien er opfyldt.

Beslutninger om administrativ frihedsberøvelse kan domstolsprøves efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Frihedsberøvelse af skyldnere kan, når visse betingelser er opfyldt, ske efter retsplejelovens § 494, stk. 2.

Tvangsfjernelse af børn (anbringelse af børn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke)
Det følger af § 58 i lov om social service, at det offentlige kan anbringe et barn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke. Bestemmelsen lyder således:

"Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af
1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,
2) vold eller andre alvorlige overgreb,
3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller
4) andre adfærds eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge,
kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 8. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet."

Det fremgår af bestemmelsen, at det er "børn og unge-udvalget", der træffer afgørelsen om at anbringe et barn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke.

Af § 72 følger retten til "gratis advokatbistand" til forældrene og den unge, der er fyldt 15 år, blandt andet i tilfælde, hvor der skal træffes afgørelse om tvangsfjernelse af et barn eller en ung samt i en sag, hvor spørgsmålet om at opretholde en tidligere truffet afgørelse skal opretholdes. Se nærmere i punkt 378 og 379 i vejledning nr. 3 om særlig støtte til børn og unge og deres familier.

Af § 73 følger det, at det "påhviler" kommunalbestyrelsen, at "at gøre indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 15 år, bekendt med retten til efter forvaltningsloven at se sagens akter og retten til at udtale sig, inden afgørelsen træffes" blandt andet i sager om anbringelse af børn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke.

§ 170, stk. 2, lyder: "Sagerne behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige sager, herunder kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse med de ændringer, der er angivet i dette kapitel." Se nærmere nedenfor om processen under domstolsprøvelse efter retsplejelovens kapitel 43 a.

Forældremyndighedsindehaveren bevarer forældremyndigheden over det barn, som tvangsfjernes. Se forudsætningsvist artikel af 31. oktober 1999 af souschef Tove B. Andersen i Nyt Fra Ankestyrelsen.

Tvangsfjernelse af børn kan være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, der har følgende ordlyd:

"Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder."

Af FN-konventionen af 20 november 1989 om Barnets Rettigheder (børnekonventionen) fremgår af artikel 9, stk. 1, og af artikel 18, stk. 2, følgende:

Artikel 9, stk. 1, Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.

artikel 18, stk. 2, Med henblik på at sikre og fremme de rettigheder, der er indeholdt i denne konvention, skal deltagerstaterne yde passende bistand til forældre og værger ved disses udførelse af deres pligter som opdragere af børn og skal sikre udviklingen af institutioner, ordninger og tjenesteydelser til omsorg for børn.

FN's børnekomite "( COMMITTEE ON THE RIGHTS OF THE CHILD) udtaler i "Concluding observations - Denmark" af 23. november 2005 bekymring over det stigende antal anbringelser uden for hjemmet af børn i Danmark. I præmis 33 udtales det blandt andet, at "en grundig vurdering af behovet for" ("a thorough assessment of the need of") anbringelse af børn uden for hjemmet ikke altid finder sted i Danmark, og at kontakten mellem det anbragte barn og forældrene er "meget begrænset" ("very limited"). I præmis 34 anbefales det blandt andet, at de danske myndigheder øger indsatsen med at yde støtte til børnene og deres forældre med henblik på at begrænse antallet af anbringelser uden for hjemmet.

Se FN's "Guidelines for the Alternative Care of Children" af 24. februar 2010. I afsnit ll (a), punkt 3, fastslås princippet om, at anbringelse af børn uden for deres familie skal tilrettelægges således, at man mest muligt øger muligheden for, at barnet kan returnere til sin familie. I de efterfølgende afsnit beskrives den indsats, som myndighederne skal foretage for at støtte familier i at kunne passe deres egne børn.

I punkt a i afsnittet om "Children deprived of a family environment" i "Concluding Observations" of the Committee on the Rights of the Child vedrørende Danmark af 4. februar 2011 anbefaler komiteen, at de danske myndigheder i højere grad "tilbyder tilstrækkelig støtte" ("provide appropriate support") til familier for at begrænse omfanget af anbringelse af børn uden for hjemmet.

Sagsgangen i Ankestyrelsen i sager om anbringelse af børn uden for hjemmet - 2006
Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier (Vejledning nr. 3 til serviceloven) - høring i Folketinget 2010
Familiestyrelsens vejledning nr. 9735 af 18. september 2009 om børnesagkyndige undersøgelser.
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1581 af 16. december 2010 om forretningsorden for børn og unge-udvalgene
Socialministeriets bekendtgørelse nr. 708 af 3. juli 2009 om forretningsorden for Ankestyrelsen (med ændringer af 27. september 2010)

Praksis ved EMD viser, at tvangsfjernelse af børn fra deres forældre er i strid med retten til "familieliv" i stk. 1, men at den kan finde sted, såfremt betingelserne i stk. 2 er opfyldt. I forhold til tvangsfjernelse af børn, er det relevant for menneskerettighedsdomstolen at efterprøve, om indgrebet er hjemlet i national lovgivning, om det er "nødvendig i et demokratisk samfund", og om det skal "beskytte sundheden" eller "andres [barnets] rettigheder og friheder".

I Dolhamre mod Sverige afgjort den 8. juni 2010 under sagsnummer 67/04 fandt EMD, at en tvangsfjernelse af 3 børn opfyldt de processuelle krav, der kræves i EMRK artikel 8. I afgørelsens præmis 117 fremhæver EMD, at sagen blev prøvet ved to retsinstanser, hvor der var mundtlig forhandling, og hvor hver af parterne havde mulighed for at indkalde vidner, hvilket forældrene i den konkrete sag benyttede sig af. EMD fremhæver i præmis 117 også, at forældrene havde juridisk bistand under hele sagen. EMD bemærker endelig, at forældrene fik udleveret kopi af alle bilag, som de besluttende myndigheder havde adgang til. Dog udtaler EMD også i præmis 117, at man er opmærksom på, at der i et tilfælde var gået lang tid, inden forældrene modtog nogle sagsakter, som de havde bedt om, men at de fik dem, og at forsinkelsen ikke hindrede forældrene i at påberåbe sig bilagene under sagen. Det er værd at bemærke, at appelinstansen omgjorde forvaltningens beslutning om, at børnene fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet, hvorefter børnene blev hjemgivet.

I Saviny mod Ukraine afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 18. december 2008 under sagsnummer 39948/06 fandt EMD, at myndighedernes tvangsfjernelse af to børn fra disses forældre, havde udgjort en krænkelse af artikel 8, blandt andet fordi myndighederne ved at placere et af børnene på et børnehjem omkring 100 km. fra familiens hjemby havde gjort det vanskeligt for forældrene at have en regelmæssig kontakt ("regular contact") med barnet (præmis 28 og præmis 59). Forud for tvangsfjernelsen havde kommunen foretaget observationer i hjemmet og konstateret, at det bar præg af dårlig hygiejne mv. Kommunen havde blandt andet observeret, at et af børnenes madras var rådden. Kommunen havde også fundet, at forældrene var uansvarlige i forhold til pasningen af deres børn. I præmis 58 udtaler EMD bekymring over, at de nationale domstole i for høj grad har forladt sig på kommunens udtalelser. EMD bemærker, at de nationale domstole ikke i tilstrækkelig grad har søgt at verificere kommunens iagttagelser ved at indhente sagkyndige udtalelser om forældrenes forældrerevne samt andet materiale, der kunne be- eller afkræfte kommunens observationer. I præmis 59 kritiserer EMD, at børnene blev placeret i forskellige institutioner, og at børnenes synspunkter ikke blev hørt af de nationale domstole. I præmis 57 bemærker EMD, at de nationale myndigheder skal anvende mindre indgribende midler end tvangsfjernelse til at imødegå, at børn mistrives i hjemmet, hvis dette er muligt. Det påpeges, at finansiel støtte og rådgivning til familien kan være alternativer, der skal være forsøgt, hvor dette er relevant, førend det besluttes at tvangsfjerne børn fra hjemmet.

I K. og T. mod Finland afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol EMD (Storkammeret) 12. juli 2001 under sagsnummer 25702/94 blev EMRK artikel 8 anset for krænket blandt andet fordi, myndighederne ikke havde gjort sig tilstrækkelige anstrengelser for at forsøge at genforene familien i et tilfælde, hvor der var sket tvangsfjernelse af familiens børn. Det fremgår af sagen, at moderen havde været tvangsindlagt flere gange med psykiatriske lidelser (blandt andet skizofreni), da hendes søn "M" i 1993, der dengang var 4 år gammel, blev anbragt på et børnehjem med moderens samtykke. I juni 1993 fødte moderen endnu et barn "J", som straks blev fjernet fra moderen. 14 dage senere blev den anbringelsen af sønnen M ændret til også at være tvangsmæssig. Som begrundelse for anbringelse af J uden for hjemmet uden forældrenes samtykke henviste myndighederne til moderens sygdom og de foreliggende oplysninger om aggressiv adfærd fra moderens side. For så vidt angik faderen henviste myndighederne til, at han ikke kunne overkomme pasningen af både den syge moder og det nyfødte barn. Også efter tvangsfjernelsen af børnene fortsatte moderen med med mellemrum at blive indlagt på psykiatrisk hospital såvel frivilligt som tvangsmæssigt. Faderen flyttede i juli 1993 i familiecenter sammen med det nyfødte barn J. Moderen fik tilladelse til at besøge børnene, når der var en sygeplejerske til stede. Børnene blev efter nogen tid overført til en plejefamilie. Forældrene måtte besøge børnene en gang om måneden i 3 timer ad gangen. Derudover ville plejefamilien besøge forældrene sammen med børnene hver 6. måned (præmis 77). I præmis 60 udtaler en sagkyndig, at et samvær af det omhandlede omfang var tilstrækkeligt til, at familien ville kunne genforenes, hvis det senere viser sig, at det ikke længere er nødvendigt, at børnene er tvangsfjernede. I november 2000 ophævede myndighederne kravet om, at samværet skulle være overvåget. Der skulle være et samvær om måneden. Hver 2. måned skulle være i forældrenes hjem, hvor børnene ankommer lørdag kl. 11 og rejser søndag kl. 16.00. De øvrige besøg skulle være hos plejefamilien, og de skulle strejke sig fra kl. 11.00 om søndagen og frem til kl. 17.00. Derudover tillodes det, at børnene kom på ferie hos forældrene 2 uger i sommerferien og en enkelt dag og nat i julen. Af præmis 179 følger det, at EMD (Storkammeret) fandt, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, at myndighederne ikke havde udvist større anstrengelser i forsøget på at genforene familien, end tilfældet var. I præmis 178 udtales, at artikel 8 kræver, at det er et vejledende princip ("guiding principle"), at tvangsfjernelse skal anses for en midlertidig foranstaltning ("temporay measure"), og at ethvert skridt i forbindelse med en tvangsfjernelse skal være foreneligt med det endelige mål at genforene familien ("ultimate aim of reuniting the natural parents and the child"). Den foreløbige anbringelse af det nyfødte barn J blev anset for en selvstændig krænkelse af moderens rettigheder. I præmis 168 udtaler storkammeret blandt andet, at det er en særdeles indgribende foranstaltning at tage et nyfødt barn fra sin mor, og det kræver ekstraordinære grunde at fjerne et nyfødt barn fra sin mor. Storkammeret bemærkede blandt andet, at det ikke var oplyst, at myndighederne havde overvejet andre midler end tvangsfjernelse (også præmis 168). Afsnittet afsluttes således: "..... when such a drastic measure for the mother, depriving her totally of her new-born child immediately on birth, was contemplated, it was incumbent on the competent national authorities to examine whether some less intrusive interference into family life, at such a critical point in the lives of the parents and child, was not possible."

I R mod Finland afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 30. maj 2006 under sagsnummer 34141/96 blev der statueret krænkelse af EMRK artikel 8. 24. november 1992 indvilgede et barns forældre i, at barnet, der var 5 år gammelt, blev anbragt uden for hjemmet. Anbringelsen var blandt andet begrundet i, at moderen, der havde udviklet en psykiatrisk lidelse, optrådte voldeligt over for barnet, og at hverken faderen eller moderen kunne yde den tilstrækkelige omsorg for barnet. I starten kunne barnet komme på besøg hos sin far. Af præmis 12 fremgår det imidlertid, at myndighederne inddrog faderens tilladelse til at få barnet på besøg i sit hjem, idet man konstaterede, at barnet begyndte at masturbere", hvilket man overvejede kunne skyldes seksuelt misbrug af barnet. Han fik nu tilladelse til at besøge barnet 1 gang og nogle gange 2 gange om måneden på børnehjemmet. Fra juni 1994 kunne barnet igen komme på besøg hos faderen en gang om måneden. Myndighederne overvågede ikke på noget tidspunkt hjemmebesøgene. Af præmis 12 fremgår yderligere, at det fremgår af journalark, at det på et møde den 1. december 1992, hvor faderen deltog, blev besluttet, at faderen kunne besøge sønnen cirka 2 gange om måneden, idet "konstante" besøg kunne virke forstyrrende på barnet. Af præmis 14 fremgår, at det af myndighedernes journal fra 11. marts 1993 fremgår følgende: "... Idet det ikke længere er hensigten at få barnet placeret hos sine forældre men derimod hos plejeforældrene, bør processen med hensyn til at få barnet adskilt fra forældrene fortsættes". Af præmis 20 fremgår det, at forvaltningen 4. november 1994 besluttede ikke at hjemgive barnet, efter at faderen forudgående havde begæret det hjemgivet. Det blev også besluttet, at man ville arbejde for, at barnet skulle forblive hos plejeforældrene (også præmis 20). Af præmis 21 og 23 fremgår det, at faderen indbragte forvaltningens afgørelse for retten, og at retten ikke imødekom faderens anmodning om, at barnet skulle undersøges af en af faderen navngiven psykiater. Retten stadfæstede forvaltningens afgørelse og opretholdt anbringelsen. Den 1. juni 1995 blev barnet placeret hos en plejefamilie 150 km. fra faderens hjem. I indledningen af præmis 89 udtaler EMD blandt andet: "EMD skal gentage det ledende princip, hvorefter en tvangsanbringelse skal anses som en midlertidig foranstaltning, som skal afbrydes, så snart forholdene tillader dette, og at ethvert skridt, der fører til midlertidig anbringelse uden for hjemmet, skal være forenelig med det ultimative krav forsøg på at genforene de biologiske forældre og barnet". I præmis 94 konkluderer EMD, at artikel 8 er krænket. EMD henviser i præmis 92 og 93 blandt andet til, at faderen i begyndelsen kun fik lov til at besøge barnet 2 gange om måneden og senere kun en gang hver anden måned. Dette hindrede efter EMDs opfattelse muligheden for, at familien kunne genforenes, hvilket er i strid med EMRK artikel 8, med mindre der foreligger ganske særlige omstændigheder. EMD fandt også, at der gik lang tid, inden faderen fik aktindsigt i journalark vedrørende barnet.

I P, C og S mod Storbritannien afgjort den 16. juli 2002 under sagsnummer 56547/00 udtaler Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i indledningen af præmis 113 generelt: "The mutual enjoyment by parent and child of each other's company constitutes a fundamental element of family life, and domestic measures hindering such enjoyment amount to an interference with the right protected by Article 8 of the Convention". Deraf følger, at udgangspunktet er, at EMRK artikel 8 beskytter forældres og børns ret til at være sammen, og at foranstaltninger i national lovgivning, der forhindrer dette, kan være i strid med artikel 8. Af præmis 113 følger imidlertid også, at EMRK anerkender, at børn kan tvangsfjernes fra deres familie, hvor dette anses for "necessary in a democratic society" ("nødvendigt i et demokratisk samfund"). I præmis 116 udtales det - også som en generel forudsætning - følgende: "While the authorities enjoy a wide margin of appreciation in assessing the necessity of taking a child into care, in particular where an emergency situation arises, the Court must still be satisfied in the particular case that there existed circumstances justifying the removal of the child, and it is for the respondent State to establish that a careful assessment of the impact of the proposed care measure on the parents and the child, as well as of the possible alternatives to taking the child into public care, was carried out prior to implementation of such a measure". Heraf følger, at det under en sag ved EMD er de nationale myndigheder, som skal bevise ("establish"), at man har foretaget en omhyggelig ("careful") vurdering af det påtænkte indgrebs indvirkning på forældrene og barnet, og at man inden iværksættelsen af en tvangsfjernelse omhyggeligt har overværet mulige alternativer til tvangsfjernelse ("possible alternatives to taking the child into public care"). I den aktuelle sag var en mor den 7. maj 1998, kl. 04.42 blevet indlagt for at føde ved kejsersnit. Moderen var straffet for tidligere at have vanrygtet sit tidligere barn. Samme dag, kl. 10.30 besluttede kommunen, at barnet skulle tvangsfjernes. Kl. 16.00 fjernede socialrådgivere fra kommunen barnet fra moderen, der fortsat lå på hospitalet. EMD fandt, at dette udgjorde en krænkelse af artikel 8. Af præmis 132 fremgår blandt andet, at myndighederne under sagen ved EMD havde henvist til, at man ikke kunne tillade overvåget samvær mellem barnet og forældrene, idet der havde været et spændt forhold mellem forældrene og personalet på hospitalet, og at hospitalet derfor ikke kunne tage ansvaret for barnets sikkerhed, hvis det skulle forblive hos moderen under indlæggelsen. EMD noterede sig blandt andet, at moderen var så svag efter fødslen, at hun var nødt til at ligge i sengen. EMD fandt, at det ikke var åbenbart, at det ikke var muligt, at barnet og moderen kunne forblive sammen under opholdet på hospitalet under overvågning, idet moderens muligheder for at skade barnet på dette tidspunkt har været væsentligt mere begrænset end efter udskrivningen. Derudover fandt EMD, at der ikke forelå oplysninger om, at moderen ville udsætte barnet for livsfare. Det var ikke godtgjort, at den fare, der eventuelt var, kunne modvirkes med mindre indgribende foranstaltninger. Som det fremgår af afgørelsens præmis 131 anser EMD tvangsfjernelsen af et nyfødt barn fra sin moder for "traumatisk for moderen" og udsætter hendes fysiske og mentale helbred for pres, og det berøver den nyfødte baby for nærkontakt med dennes naturlige moder herunder muligheden for at få brøst.

I Johansen mod Norge, sagsnr. 17383/90, afgjort af EMD den 7. august 1996, var et barn blevet tvangsfjernet fra sin mor en uge efter fødslen den 7. december 1989. Tvangsfjernelsen var blandt andet begrundet med, at moderen over en længere periode havde haft et misbrug af narkotika, og at hun havde et ældre barn, som det også havde været nødvendigt at tvangsfjerne. Eksperter havde udtalt, at det ville udgøre en stor fare for barnets trivsel, hvis barnet ikke blev fjernet fra moderen. Barnet blev foreløbigt anbragt på en institution, hvor moderen måtte besøge barnet 2 gange om ugen. I maj 1990 besluttede myndighederne, at barnet skulle overføres til en plejefamilie eventuelt med henblik på adoption. Moderen klagede til EMD blandt andet over, at den ekspert, som hun havde peget på, ikke havde været tilsagt til mødet, hvor de administrative myndigheder afgjorde spørgsmålet om tvangsfjernelse. EMD fandt ikke, at processen havde udgjort en krænkelse af EMRK og begrundede dette med, at moderen oprindeligt havde godkendt eksperten, der var tilsagt til mødet, og at moderen først pegede på den anden ekspert, efter at førstnævnte ekspert var fremkommet med sin udtalelse. Selve tvangsfjernelsen udgjorde efter EMDs opfattelse ikke en krænkelse af EMRK artikel 8. EMD påpegede i præmis 73, at indgrebet var baseret på en særdeles omhyggelig og detaljeret vurdering foretaget af eksperterne. ("The measures were supported by painstaking and detailed assessments by the experts ...."). EMD fandt derimod, at det udgjorde en krænkelse af artikel 8, at moderen var blevet frataget sine forældrerettigheder, samt at hun var blevet nægtet samvær med barnet. EMD lagde blandt andet vægt på, at der i maj 1990 forelå oplysninger om, at klagerens (moderens) tilstand i et vist omfang var under forandring til det bedre (præmis 83). Af præmis 83 fremgår det også, at EMD er opmærksom på, at myndighederne havde henvist til, at moderen ikke havde samarbejdet med myndighederne i forbindelse med tvangsfjernelsen af det ældre barn, og at myndighederne på dette grundlag antog, at hun nok heller ikke ville samarbejde under den aktuelle tvangsfjernelse. EMD fandt, at man ikke havde gjort tilstrækkeligt for at forsøge at genforene ("reunite") moderen og barnet. I præmis 78 henviser EMD til, at myndighederne skal udfolde store bestræbelser på at forsøge at genforene barn og forældre i tilfælde, hvor det har været nødvendigt at tvangsfjerne et barn. Om beslutningen om at fratage moderen forældrerettighederne og retten til samvær med barnet udtaler EMD også i præmis 78: "These measures were particularly far-reaching in that they totally deprived the applicant of her family life with the child and were inconsistent with the aim of reuniting them."

Domstolsprøvelse af administrativ frihedsberøvelse, tvangsfiksering mv. i psykiatrien efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a
En person, der har været frihedsberøvet (tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt) efter psykiatriloven, kan klage over et sådant indgreb til det psykiatriske patientklagenævn. Nævnets afgørelse kan inden for 4 uger kræves indbragt for retten i medfør af reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Derudover er der på samme måde adgang til domstolsprøvelse af en række andre indgreb foretaget i henhold til psykiatrilovgivningen. Dette følger af § 37 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien.

§ 37 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien har følgende indhold: "Det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering og aflåsning af døre i afdelingen for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a."

Uddrag af afgørelser truffet under domstolsprøvelse af tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse i psykiatrien i medfør af retsplejelovens kapitel 43 a gengivet i Betænkning 1068 om tvang i psykiatrien, bind 2, side 520-529, afgivet af Justitsministeriet i 1986.

Se også bemærkningerne til psykiatrilovens § 37 i lov nr. 534 af 8. juni 2006.

Bæltefiksering i psykiatrien og retsplejelovens kapitel 43 a
Vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende bæltefiksering kan der henvises til sagen Wiktorko mod Polen, der blev afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) under sagsnummer 14612/02 den 31. marts 2009, omtales, og hvor 10 timers bæltefiksering blev anset som "excessive".

Den europæiske torturkomite (CPT) besøgte i februar 2008 blandt andet Statsfængslet Østjylland. Komiteen udtalte i en rapport offentliggjort på CPT's hjemmeside den 25. september 2008, at de langvarige anbringelser i sikringscelle, hvor de indsatte fastspændes i mange timer og nogle gange i flere dage, kan betragtes som mishandling ("Ill-treatment"). Sådan mishandling er i strid med Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, der omhandler tortur. Komiteen henstiller, at behovet for sikringscelleanbringelse vurderes af en læge og ikke af fængselspersonale. Endvidere henstiller komiteen, at den indsatte skal have menneskelig kontakt under hele fikseringen af personer - helst sundhedspersoner - der er til stede i rummet, hvor den fikserede ligger. En normal fiksering bør ikke vare mere end "minutter" og bør sjældent udstrækkes til at vare i "timer".

Udtalelserne fra CPT fremgår af "Report to the Government of Denmark on the visit to Denmark carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT) from 11 to 20 February 2008", offentliggjort den 25. september 2008 på CPTs hjemmeside. Udtalelserne fremgår af rapportens §§ 69-71. Læs mere.

Den europæiske torturkomite kritiserede i 2007 et tilfælde, hvor en indsat i Tjekkiet havde været fikseret til en seng i en sikringscelle i 6 timer og 10 minutter. Torturkomiteen bemærkede i samme sag, at beslutningen om anbringelse i sikringscelle ikke skal træffes af fængselsfunktionærer men en læge, at der skal være fast vagt under hele forløbet, at den faste vagt skal være i "direkte" kontakt med den indsatte, og at der skal udfærdiges en tilsynsrapport, hvoraf det løbende fremgår, hvilke overvejelser der foretages for at bringe anbringelsen til ophør. Læs mere om udtalelsen her.

Særligt om processen under domstolsprøvelsen i retsplejelovens kapitel 43 a

Retsplejelovens § 469, som findes i retsplejelovens kapitel 43 a, indeholder en regel om, at lovligheden af administrative frihedsberøvelse kan begæres prøvet af domstolene. Det følger af bestemmelsens stykke 4, at begæringen skal være fremsat over for den myndighed, som har truffet beslutning om frihedsberøvelsen, "inden for 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør", og at senere fremsættelse af begæringen "indtil 6 måneder" efter frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis kan tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen. Det følger endvidere af § 469, stk. 6, at krav om erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse efter begæring skal pådømmes under sagen om frihedsberøvelsens lovlighed. Det følger af samme bestemmelse, at retten kan udskyde erstatningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen om frihedsberøvelsens lovlighed.

Retsplejelovens kapitel 43 a skal ses i sammenhæng med Grundlovens § 71, stk. 6, som har følgende indhold:

"Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov."

Siden retsplejelovens kapitel 43 a blev til, er der gennemført flere speciallove vedrørende administrativ frihedsberøvelse, som henviser til de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 43 a. Som eksempler kan nævnes lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (psykiatriloven) og lov om social service (serviceloven). Efter politiloven, som er behandlet ovenfor, kan der også ske administrativ frihedsberøvelse. Det fremgår imidlertid ikke af lovteksten, at der er adgang til domstolsprøvelse efter kapitel 43 a i retsplejeloven. Såvel grundloven som EMRK artikel 5 fordrer, at der skal være domstolsprøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse. Det er således uden betydning for adgangen til domstolsprøvelse, at adgangen til domstolsprøvelse ikke fremgår af lovteksten. Af punkt 9.1 i bemærkningerne til lov nr. 444 af 9. juni 2004 om politiets virksomhed (politiloven) fremgår følgende: "For så vidt angår politiets beslutninger om at frihedsberøve personer uden for strafferetsplejen er der efter gældende ret en særlig nem adgang for borgerne til at få prøvet lovligheden af frihedsberøvelsen samt krav om erstatning i anledning heraf. Det følger af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 43 a, at den, der administrativt har været berøvet sin frihed, kan fremsætte begæring om prøvelse af lovligheden af frihedsberøvelsen over for den myndighed, der har truffet beslutning om frihedsberøvelsen. Den pågældende myndighed skal herefter inden for en nærmere fastsat frist forelægge sagen for retten. Eventuelt krav om erstatning for ulovlig frihedsberøvelse kan efter begæring pådømmes i forbindelse med sagen om prøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed."

Af psykiatrilovens § 37 fremgår det blandt andet, at en person, der har været udsat for de af bestemmelsen omhandlede indgreb, kan begære domstolsprøvelse af lovligheden af disse indgreb. Dette indebærer, at de processuelle regler i retsplejelovens kapitel 43 finder anvendelse vedrørende en sådan domstolsprøvelse. Der skal således beskikkes en advokat for klageren efter reglen i retsplejelovens § 470, stk. 2. Retten skal oplyse sagen efter reglerne i § 471, stk. 1, og det er retten, der forestår indkaldelse af parter og vidner efter bestemmelsen i § 471, stk. 4. Af § 469, stk. 6, følger, at en påstand om erstatning efter begæring også skal pådømmes under sagen om prøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed.

I bind 2 i betænkning 1068 om tvang i psykiatrien afgivet af Justitsministeriet i 1986, side 516 til side 536 gennemgås retspraksis i sager, hvor der er sket domstolsprøvelse efter psykiatrilovgivningen. Endvidere findes der en gennemgang af visse processuelle spørgsmål og omfanget af domstolsprøvelsen efter retsplejelovens kapitel 43 a. Betænkningen er derfor relevant for vurderingen af processuelle spørgsmål samt af omfanget af domstolsprøvelsen efter retsplejelovens kapitel 43 a også på andre områder end psykiatriområdet.

Af side 529 i Betænkning 1068, bind 2, fremgår vedrørende omfanget af domstolsprøvelsen herunder spørgsmålet om prøvelsen af forvaltningens skøn følgende: "Når det drejer sig om frihedsberøvelsens lovlighed finder udvalget, at domstolene bør foretage en fuldstændig efterprøvelse både formelt og materielt, herunder også af de mere eller mindre skønsmæssige elementer, der måtte indgå i kriterierne for frihedsberøvelse".

Af side 533, nederst, side 534, øverst, i Betænkning 1068, bind 2, fremgår vedrørende advokatens adgang til sagkyndig bistand følgende: "Udvalget har endvidere overvejet, om der bør gives den for klageren beskikkede advokat adgang til at søge sagkyndig bistand hos en psykiater dels med henblik på udformningen af de spørgsmål, han eventuelt gennem retten ønsker at stille til retslægerådet, dels som psykiatrisk rådgiver for advokaten ved sagens førelse iøvrigt. Under hensyn til at den advokat, der repræsenterer modparten, har hospitalets overlæge som sin sagkyndige konsulent, taler hensynet til en ligestilling af sagens parter for at imødekomme en begrundet begæring herom, hvis en sådan fremsættes af den advokat,, som beskikkes for klageren."

Af side 535, nederst, side 536, øverst, i ovennævnte betænkning fremgår vedrørende parternes adgang til at begære bevisførelse: "Bevisførelse i retten bør foregå ikke alene efter rettens bestemmelse, men også kunne ske efter anmodning fra parternes advokater, herunder fra den for klageren beskikkede advokat, som bør medvirke til at fremdrage oplysninger til brug for rettens afgørelse. Selv om der i disse sager bør være både ret og pligt til en vidtgående materiel procesledelse fra dommerens side, udelukker dette ikke, at den beskikkede advokat efter samtaler med klienten og dennes patientrådgiver begærer vidner afhørt, supplerende lægeerklæringer indhentet, spørgsmål stillet til retslægerådet og eventuelt foretaget yderligere lægeundersøgelser af klienten ved afdelingens overlæge eller eventuelt af en anden psykiater, hvis dette er konkret velbegrundet. Bevisbegæringer, der fremsættes af den beskikkede advokat, og begæring om forelæggelse for retslægerådet eller indhentelse af nye psykiatriske erklæringer eller andre sagkyndige udtalelser bør som hidtil forelægges for retten med henblik på iværksættelse ved rettens foranstaltning eller med dennes godkendelse. Faren ved at overlade det til retten alene at fremskaffe alle nødvendige oplysninger er, at dette ikke nødvendigvis sker, blot fordi det står i loven, at dommeren har denne opgave. Dommeren vil ikke spørge om andet end det, der forekommer ham tvivlsomt, hvortil kommer, at det måske først er under domsforhandlingen, at der opstår tvivl og et ønske om at indhente yderligere oplysninger. Den beskikkede advokat har derimod klientens fortrolighed og kan ved sine samtaler med klienten bedre få afdækket de problemer, som kan begrunde særlig bevisførelse. Dommeren og parternes advokater bør derfor i forening have til opgave at fremskaffe de nødvendige oplysninger og beviser."

Som nævnt ovenfor må betragtningerne anført i Betænkning 1068, bind 2 omtalt umiddelbart ovenfor vedrørende domstolsprøvelse af forvaltningens skøn, advokatens adgang til sagkyndig bistand og parternes adgang til at begære bevisførelse antages at gælde for alle de retsområder, hvor der kan forlanges domstolsprøvelse efter kapitel 43 a i retsplejeloven og således ikke kun for psykiatriområdet.

Af § 469, stk. 2, følger blandt andet, at forelæggelsen for retten "skal finde sted inden 5 søgnedage" efter begæringens fremsættelse". I UfR 1998.1087 ØLD havde et hospital ikke indbragt en sag for retten før den 5. februar 1998, uagtet at klageren allerede den 13. oktober 1997 havde forlangt tvangstilbageholdelsen indbragt for retten. Landsretten fandt, at den del af tvangsindlæggelsen, der lå efter den 18. oktober 1997 var ulovlig. Landsretten udtalte nærmere: "Det er ubestridt, at appellanten den 13. oktober 1997 har klaget over tvangstilbageholdelsen, og at forelæggelsen for retten er sket den 5. februar 1998 uanset den i retsplejelovens § 469, stk. 2, fastsatte frist, hvorefter klagen skulle have været forelagt for retten senest den 18. oktober 1997. Det fremgår af forløbet, at den lovbestemte adgang til rettens prøvelse af tvangstilbageholdelsen har været afskåret, medens den var aktuel. Som følge heraf må tvangstilbageholdelsen den 18. oktober 1997 til den 23. oktober 1997 anses for at have været ulovlig." Det skal bemærkes, at tvangstilbageholdelsen blev ophævet den 23. oktober 1997.

Ved domstolsprøvelsen i sager om administrativ frihedsberøvelse foregår der, i modsætning til hvad tilfældet er ved en domstolsprøvelse efter grundlovens § 63, en meget intensiv prøvelse af forvaltningens skøn, og der er i realiteten "tale om en egentlig ny behandling af sagerne". Se herom Jens Garde, Jørgen Albæk Jensen, Orla Friis Jensen, Helle Bødker Madsen og Karsten Revsbech i Forvaltningsret, Almindelige emner, 5. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2009, side 400, 401 og 418.

Anholdelse og tilbageholdelse af skyldnere i fogedsager (såkaldt "politifremstilling")
Af retsplejelovens § 494, stk. 2, følger, at fogedretten i tilfælde, hvor en skyldner, der er udeblevet fra et møde i fogedretten, uanset at lovlig tilsigelse er forkyndt for ham, uden anmeldt lovlig forfald, ved kendelse kan bestemme, "at han skal tages i forvaring af politiet, indtil han kan fremstilles i fogedretten". Videre hedder det i bestemmelsen: "Det samme gælder, hvor skyldneren ikke giver personligt møde, uagtet dette er pålagt ham". Af § 494, skt. 3, fremgår følgende: "Anser fogedretten det for overvejende sandsynligt, at der ikke under forretningen kan opnås hel eller delvis dækning af kravet, bør den i almindelighed ikke træffe bestemmelse om fremstilling ved politiet. Det samme gælder, hvis fremstilling ved politiets foranstaltning ikke vil stå i rimeligt forhold til gældens størrelse".

Af retsplejelovens § 497, stk. 2 fremgår det, at en skyldner, der ikke vil give de oplysninger til fogedretten, som er nødvendige til gennemførelse af tvangsfuldbyrdelsen, ved kendelse kan bestemme, "at skyldneren ved politiets foranstaltning skal tages i forvaring, indtil han indvilger i at opfylde sin pligt", og at en sådan tilbageholdelse "i samme sag" ikke kan udstrækkes "ud over 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt".

Retsplejelovens § 505 har følgende indhold:

"§ 505. Den, som har anmodet om tvangsfuldbyrdelse af en fordring eller et krav, som viser sig ikke at bestå, skal betale skyldneren erstatning for tab og godtgørelse for tort samt, hvis frihedsberøvelse er sket, for lidelse. Sådant ansvar påhviler ligeledes fordringshaveren, hvis der i øvrigt ved fogedretten er truffet foranstaltninger til tvangsfuldbyrdelse, uden at betingelserne herfor har været til stede, og dette kan lægges fordringshaveren til last.

Stk. 2. Har fogedretten truffet bestemmelse om fremstilling eller tilbageholdelse af skyldneren, uden at betingelserne herfor har været til stede, eller er forretning ved en fejltagelse foretaget hos en anden end skyldneren, har skyldneren eller den, hos hvem forretningen er foretaget, krav på erstatning og godtgørelse i samme omfang som efter stk. 1, 1. pkt. Beløbet betales af staten og skal godtgøres statskassen af den, som har anmodet om forretningen, hvis han er ansvarlig efter reglerne i stk. 1.

Stk. 3. Krav efter stk. 1 og 2 må fremsættes over for fogedretten eller de almindelige domstole senest tre måneder efter det tidspunkt, da vedkommende blev i stand til at gøre kravet gældende. Fogedrettens afgørelse træffes ved kendelse. Fogedretten kan henskyde kravet til søgsmål ved de almindelige domstole.

Stk. 4. Afgørelser efter stk. 3, jf. stk. 2, kan kæres både af parterne og af Domstolsstyrelsen."

Efter § 505 kan der således ydes erstatning til en "skyldner", der har været udsat for tvangsfuldbyrdelse af en fordring eller et krav, som viser sig ikke at bestå. Det er således ikke noget krav, at tvangsfuldbyrdelsen har medført anholdelse eller frihedsberøvelse af skyldneren, idet den blotte omstændighed, at der har været indledt uberettiget tvangsfuldbyrdelse, udløser godtgørelsen. I UfR 2004.2866 ØLK fik en person tilkendt godtgørelse efter bestemmelsen. En udlejer havde opsagt en vicevært og bedt ham fraflytte den bolig, som han var stillet til rådighed inden udløbet af opsigelsesvarslet. Dette gjorde viceværten ikke, hvorfor udlejeren anmodede om fogedrettens bistand til at få udsat viceværten. Det viste sig, at opsigelsen ikke opfyldte lejelovens krav, og udlejeren trak derfor sagen fra fogedretten med henblik på at få affattet en ny opsigelse, der opfyldte kravene i lejeloven. Landsretten tilkendte skyldneren (viceværten) en godtgørelse på 2.000 kr. i medfør af retsplejelovens § 505, idet det kunne "tilskrives indkæredes forhold, at kærende blev indkaldt til fogedretten på et grundlag, som indkærede frafaldt".

Godtgørelse eller erstatning til en skyldner, der har været anholdt eller frihedsberøvet med urette i forbindelse med en fogedsag, ydes på et objektivt grundlag. Skyldneren skal således ikke bevise, at nogen har begået fejl, for at få godtgørelse eller erstatning. Endvidere kan kravet rettes direkte mod statskassen, også selvom indgrebet skyldes en fejl begået af fordringshaveren ("rekvirenten"). Af side 65, 1. spalte, i betænkning 634 fremgår blandt andet følgende: "Fra tid til anden er der sket beklagelige fejltagelser, hvorved skyldnere er blevet fremstillet af politiet, uden at betingelserne herfor har været til stede, eller hvorved fogeden har forskaffet sig adgang til en forkert persons rum. I sådanne tilfælde bør der efter udvalgets mening ydes den pågældende erstatning og godtgørelse, så snart fejlen opdages, og uden hensyn til, om fejltagelsen har været undskyldelig. Fremstilling kan f. eks. være sket for en fordring, som i virkeligheden var betalt, eller stævningsmandens påtegning på en tilsigelse kan have været unøjagtig, således at fogeden med urette har anset forkyndelsen for behørig. Fogedretten kan have skaffet sig adgang til en lejlighed eller et hus, hvor ingen var til stede, i den urigtige antagelse, at det var skyldnerens hjem. Erstatning skal da betales for tab, og godtgørelse skal ydes for tort og i tilfælde af frihedsberøvelse for lidelse, stk. 2, 1. pkt., jfr. stk. 1, 1. pkt.
Bærer fordringshaveren efter reglerne i stk. 1 ansvaret for fejltagelsen, bør erstatningen endeligt betales af ham; men for at den skadelidte ikke skal vente på, at det udredes, om en fejl skyldes fogedretten eller fordringshaveren, kan han efter udkastet, når betingelserne efter stk. 2 er opfyldt, kræve beløbet af statskassen, der så eventuelt kan gøre regres gældende mod fordringshaveren. Det er ikke muligt at angive, hvor stort et beløb staten vil komme til at betale i erstatning og godtgørelse; men beløbet vil i hvert fald ikke være af væsentlig finansiel betydning."

Indgreb (typisk anholdelser eller ransagninger) foretaget af politiet for at kunne gennemføre en politifremstilling af en skyldner er ikke straffeprocessuelle indgreb. Erstatning for sådanne indgreb skal således ikke søges efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a men efter § 505 i retsplejeloven omtalt ovenfor.

I UfR 1983.485 ØLK havde politiet skaffet sig adgang til en persons bopæl med henblik på at anholde en skyldner, som ifølge oplysninger, der var tilgået politiet fra skyldnerens familie, skulle opholde sig hos personen. Politiet fandt ikke skyldneren hos personen. Personen forlangte spørgsmålet om ransagningens lovlighed indbragt for retten. Landsretten var enig med politiet i, at ransagningen ikke var straffeprocessuel, men at den var foretaget i anledning af, at fogedretten i medfør af retsplejelovens § 494, stk. 2, havde besluttet, at skyldneren skulle anholdes med henblik på fremstilling i fogedretten. Landsretten fandt ikke anledning til at kritisere indgrebet og udtalte blandt andet: "Efter de oplysninger, som politiet havde indhentet om den pågældendes bolig og opholdssted. kan det imidlertid ikke kritiseres. at politiet er gået ud fra, at han kunne findes på kærendes adresse, og at der efter omstændighederne er truffet de foranstaltninger, som skønnedes fornødne for at gennemføre politifremstillingen i fogedretten." Det er muligt, at personen ville kunne have opnået erstatning, hvis han havde forlangt en sådan i medfør af retsplejelovens § 505, stk. 2,

Godtgørelsens størrelse i tilfælde, hvor der ydes godtgørelse for for eksempel anholdelse, frihedsberøvelse eller ransagning efter retsplejelovens § 505 kan fastsættes efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a om godtgørelse for uberettigede indgreb i straffeprocessen. Herom fremgår af "Kommenteret Retsplejelov" af Bernhard Gomard m. fl., 8. udgave, DJØF 2008, bind 2, side 169, blandt andet følgende: "..Erstatning for ikke-økonomisk skade ved frihedsberøvelse kan ydes på grundlag af de administrative takster, som anvendes ved krav om erstatning i henhold til § 1018a, jf. A.F. Wehner i Adv. 1984.26. ...."

I FED 2005.51 ØLD afsagde fogedretten kendelse om frifindelse af en passager (rekvisitus) for DSB's krav om kontrolafgift, idet fogedretten ikke fandt, at der var "ført det til domfældelse fornødne bevis for at rekvisitus den 7. marts 2003 kørte med S-tog uden at være i besiddelse af gyldig rejsehjemmel". Rekvirenten var SKAT, idet SKAT havde inddrevet det beløb, som DSB mente at have til gode, ved tilbageholdelse af overskydende skat hos rekvirenten. Rekvisitus forlangte erstatning for fogedforretningen. Idet rekvisitus havde overskredet fristen på 3 måneder i retsplejelovens § 505, stk. 3, blev kravet afvist. Efter § 18 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige skal restanceinddrivelsesmyndigheden på skyldnerens begæring indbringe sager om inddrivelse af blandt andet kontrolafgifter for fogedretten.

Se nærmere nedenfor i afsnit 3.1.1.2 om erstatningens eller godtgørelsens størrelse.

I øvrigt henvises der til Betænkning 634 om udlæg og udpantning afgivet af et udvalg under Justitsministeriet - 1971

2.9 - Tiltalerejsning, gengivelse af forklaringerne afgivet i retten i straffesager mv.

Samtidighedsprincippet ved anklagemyndighedens tiltalerejsning
Det følger af retsplejelovens § 705, stk. 1, at samtidig "forfølgning mod samme sigtede for flere forbrydelser eller mod flere sigtede som delagtige i en eller flere forbrydelser bør ske under én sag, hvis dette kan ske uden væsentlig forhaling eller vanskelighed". Af § 706 følger, at retten "på begæring eller i embeds medfør" kan beslutte adskillelse af de straffesager, som er forenede efter § 705.

I TfK 2010.541 VLK havde anklagemyndigheden kæret byrettens kendelse om, at straffesagerne mod to forskellige tiltalte ikke skulle sammenlægges i medfør af retsplejelovens § 705. De to tiltaltes forsvarere havde for byretten protesteret mod, at sagerne mod de to forsvareres klienter blev lagt ammen. En af forsvarerne henviste til, at sammenlægningen ville medføre en væsentlig forsinkelse af sagen, idet den sammenlagte sag ikke ville kunne færdiggøres på de to retsdage, der oprindeligt var afsat til sagen mod denne forsvarers klient. Skulle der ske omberammelse, ville denne forsvarer først kunne give møde flere måneder senere. Landsretten afviste anklagemyndighedens kæremål og anførte blandt andet: "Der er ikke i retsplejeloven foreskrevet en særskilt adgang til at kære afgørelser om sammenlægning eller adskillelse af sager, og sådanne afgørelser er ikke omfattet af opregningen i retsplejelovens § 968, stk. 4, nr. 1-6, over afgørelsestyper, der kan kæres. Herefter, og da kendelsen ikke angår et spørgsmål af fundamental betydning for sagens videre behandling eller er af vidtrækkende principiel betydning, er der ikke grundlag for uanset ordlyden af retsplejelovens § 968, stk. 4, at tage kæremålet under behandling. Landsretten afviser derfor kæremålet."

Gengivelsen af forklaringer i straffesager (retsplejelovens kapitel 64)
I retsplejelovens § 710 til § 714 (retsplejelovens kapitel 64) findes reglerne om gengivelse af forklaringer afgivet i retten af sigtede, tiltalte og vidner. Kapitlet hjemler adgang til at foretage lyd- og billedoptagelser af forklaringerne. Endelig behandles reglerne om adgangen til aktindsigt i forklaringerne. § 710 fastslår hovedreglen om, at forklaringer afgivet i retten, skal optages i retsbogen, § 711 fastslår hovedreglen om, at forklaringer afgivet ved byret skal lydoptages, § 712 bestemmer, at der kun i visse nærmere opregnede tilfælde skal ske optagelse af forklaringer i retsbogen, hvis der er foretaget billed- eller lydoptagelse af forklaringen. § 713 regulerer sigtedes, tiltaltes og andres adgang til at se eller høre billed- eller lydoptagelsen af forklaringer afgivet i retten. § 714 regulerer adgangen til lydoptagelse af rettens gengivelse af en forklaring.

Kapitel 64 blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 652 af 15. juni 2010 og trådte i kraft 1. juli 2010. Lovforslaget blev fremsat som lovforslag nr. 186 af 26. marts 2010 af Justitsministeren. Se bemærkningerne til lovforslaget. Lovforslaget bygger på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1513/2010 om optagelse og protokollering af forklaringer i straffesager.

Af lovforslagets kapitel 1.2. fremgår blandt andet, at der indføres en "ordning med adgang til lydoptagelse af forklaringer afgivet under retsmøder i straffesager". Lovforslaget begrundes blandt andet med, at den vil "medføre en lettelse af processen". Videre anføres det i indledningen: "Lydoptagelse af forklaringer indebærer endvidere en autentisk, entydig og sikker metode til at registrere forklaringer, og man vil, så længe optagelsen opbevares, altid kunne gå tilbage og konstatere, hvad der på et givent tidspunkt faktisk blev sagt."

Det foreslås endvidere, at i de tilfælde, hvor der sker lyd- eller billedoptagelse af forklaringer, skal indholdet af forklaringen som udgangspunkt ikke protokolleres, dvs. optages i retsbogen, og forklaringerne medtages som udgangspunkt kun i dommen i det omfang, det er nødvendigt at gengive forklaringerne i begrundelsen for dommen. Forklaringer vil dog blive optaget i retsbogen, hvis (1) rettens formand bestemmer det, (2) sigtede, tiltalte, forsvareren eller anklagemyndigheden anmoder om det, (3) en dom ankes, et spørgsmål i sagen indbringes for højere ret, eller der indgives ansøgning til Procesbevillingsnævnet, eller (4) der gives aktindsigt i medfør af retsplejelovens § 41 d (om retlig interesse) i indførsler i retsbogen vedrørende en forklaring. Herved tages hensyn til det behov for skriftlig gengivelse af forklaringer, der fortsat vil være i en række tilfælde.

Det foreslås, at den sigtede eller tiltalte skal have adgang til at se eller høre en billed- eller lydoptagelse af en forklaring, medmindre den pågældende ikke har adgang til at gøre sig bekendt med forklaringen. Anklagemyndigheden har adgang til at få en kopi af billed- eller lydoptagelser af forklaringer i sagen. Det samme gælder som udgangspunkt forsvareren.

Det foreslås endvidere, at personer, der har mulighed for aktindsigt efter retsplejelovens § 41 f (journalister mv.) eller § 41 g (meroffentlighed for bl.a. forskere) i indførsler i retsbogen vedrørende en forklaring, hvor der er sket billed- eller lydoptagelse, uden at forklaringen er optaget i retsbogen, har adgang til at høre optagelsen hos retten, medmindre retten finder det betænkeligt. Under
samme betingelser vil retten kunne tillade, at der mod betaling tilvejebringes en afskrift af en lydoptagelse af en forklaring til brug for meddelelse af aktindsigt til journalister og forskere mv. Billed- eller lydoptagelse vil efter lovforslaget herudover ikke være genstand for aktindsigt.

Det foreslås endvidere, at den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 36 lempes således, at der efter dommerens bestemmelse kan ske oplæsning og vedståelse af rettens gengivelse af en forklaring, når det findes hensigtsmæssigt.

Det foreslås også, at vidner, hvis forklaring gengives i retsbogen, skal have adgang til at gennemse gengivelsen af forklaringen efter retsmødet.

Kapitel 64 fastsætter regler om gengivelse af forklaringer afgivet i retten af sigtede og vidner. Reglerne behandler derimod ikke spørgsmålet om, hvorvidt forsvareren eller anklagemyndigheden har krav på under retsmødet i forbindelse med afhøringen at få oplæst, hvorledes forklaringen er refereret i retsbogen. Reglerne herom findes i i retsplejelovens § 36 om forsvarerens eller anklagemyndighedens adgang til helt eller delvist at bede om oplæsning af et protokollat i retsbogen.

Domstolenes beføjelser inden eventuel tiltalerejsning
Af retsplejelovens § 718 følger, at retterne inden for strafferetsplejens område kun træder i virksomhed "efter begæring af anklagemyndigheden eller en privat påtaleberettiget". Reglen er udtryk for de grundlæggende principper i strafferetsplejen om, at domstolene ikke kan træde i virksomhed uden begæring ("uden anklager, ingen dommer"). Dette indebærer, at domstolene ikke kan tage forhold under påkendelse, der ikke er omfattet af anklagen.

I retsplejelovens § 718 a er der med lov nr. 493 af 17. juni 2008 indsat en bestemmelse om, at afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning skal træffes "inden rimelig tid efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt med sigtelsen". Af § 718 b følger, at sigtede kan indbringe en sag for retten, hvis en afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning ikke er truffet, eller der ikke er anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 831 inden 1 år og 6 måneder efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt med sigtelsen. Retten kan herefter, når visse nærmere betingelser er opfyldt, undtagelsesvist fremsætte en frist herfor. Bestemmelserne har baggrund i betænkning 1492 om begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængsling afgivet af justitsministeriets strafferetsplejeudvalg i 2007.

I TfK 2010.339 VLK var en person sigtet for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1. Anklagemyndigheden ønskede en sag mod personer, der var sigtet for at have deltaget i det samme voldsforhold, afgjort inden, at man ville tage stilling til tiltalerejsningen i sigtedes sag. Den pågældende sigtede fandt, at sagsbehandlingen havde været langsommelig og indbragte derfor sagen for retten i medfør af retsplejelovens § 718 b, stk. 1. Byretten undlod at fastsætte en frist for anklagemyndigheden. Denne afgørelse blev kæret til landsretten, som fastsatte en frist på 6 måneder. Landsretten udtalte blandt andet: "Forholdet er begået den 7. oktober 2006. S har været sigtet siden 18. januar 2007 og blev løsladt efter varetægtsfængsling den 28. marts 2007. Som anført af byretten har efterforskningen været afsluttet i en længere periode, og sagen beror nu på gennemførelse af sagen mod T1 og T2, der er tiltalt i samme forhold, som S er sigtet for. Anklageskriftet mod T1 og T2 er af 20. maj 2009, og sagen afventer berammelse. Efter en samlet vurdering af hensynet til S, sagens beskaffenhed, dens samfundsmæssige betydning og hidtidige forløb er der nu særlig grund til at kræve fremskyndelse af afgørelsen af tiltalespørgsmålet. Landsretten finder derfor, at der undtagelsesvis skal fastsættes en frist herfor, jf. retsplejelovens § 718 b, stk. 2, og fastsætter fristen til 6 måneder. Der er ikke i det, der er anført, grundlag for at træffe bestemmelse om, at berammelse af sagen mod T1 og T2 udsættes og afventer anklagemyndighedens stillingtagen til tiltalespørgsmålet vedrørende S."

Påtalen
Retsplejelovens § 719, stk. 1, fastslår, at offentlig påtale tilkommer politidirektøren. Af § 719, stk. 2, fremgår en række tilfælde, hvor påtalekompetencen er tillagt statsadvokaten. § 720 bestemmer, at justitsministeren kan fastsætte, at offentlig påtale i nærmere angivne sager er betinget af Justitsministerens eller rigsadvokatens beslutning.

Påtales en sag af en myndighed, der ikke er påtaleberettiget, kan sagen afvises som for eksempel i UfR 1983.829 ØLD, hvor politimesteren ikke havde haft kompetence til at rejse krav om konfiskation som sket. Denne kompetence henhørte under statsadvokaten.

Uretfærdig tiltalerejsning
I artiklen UfR 1977B.137 skrev universitetslektor Bent Unmack Larsen i Ugeskrift for Retsvæsen i 1977 artiklen "Om uretfærdig tiltalerejsning". Han gjorde i artiklen gældende, at domstolene i et tilfælde, hvor anklagemyndigheden har rejst tiltale i strid med en fast praksis for at undlade tiltale, burde frifinde den tiltalte. Han begrundede dette således: "Dette udfald forekommer mig at følge af et for strafferetten helt elementært retfærdighedskrav". I samme artikel anførte Bent Unmack Larsen også: "Havde vi i den danske straffelov (som i den svenske, jfr. nedenfor) haft regler, der overlod det til domstolene efter et ret frit skøn at lade straf bortfalde i særlige tilfælde, ville svaret kunne ligge dér. Domstolene ville da kunne statuere straffrihed med direkte henvisning til den foreliggende praksis for at undlade tiltale. At vi ikke i øjeblikket har en tilsvarende lovregel, betyder imidlertid ikke, at domstolene er afskåret fra at nå et tilsvarende praktisk resultat. Men det gør, at det er vanskeligere at nå dette resultat på en måde, som ikke medfører uoverskuelige og/eller utilsigtede konsekvenser. Resultatet, straffrihed, ville imidlertid efter min opfattelse på betryggende måde kunne nås ved i et sådant tilfælde at tilsidesætte tiltalebeslutningen som ugyldig ud fra (formelle) retfærdigheds- eller lighedsbetragtninger. Støtte herfor ville bl.a. kunne søges i den anerkendelse af lighedsprincippet, der i domstolenes egen praksis er sket for så vidt angår andre typer af forvaltningsafgørelser, og som her har ført til tilsidesættelse af uretfærdige afgørelser. Som en alternativ, omend e. o. vanskeligere vej til at nå resultatet kunne der peges på muligheden af en indskrænkende fortolkning, hvorved de tilfælde, der omfattes af en fast praksis for at undlade tiltale, holdes uden for vedkommende strafbestemmelses anvendelsesområde. Begge disse veje til resultatet ville føre til straffrihed via frifindelse."

Bent Unmack Larsen påpeger i artiklen, at Peter Rørdam ved et par lejligheder har været inde på spørgsmålet om »overførelse« af de i forvaltningsretten udviklede lighedsprincipper på anklagemyndighedens beslutninger. Bent Unmack Larsen anfører videre herom, at Peter Rørdam ud fra ønsket om "at opretholde den afgørende indflydelse på straffesagers afgørelse for domstolene" har "udtrykt sympati for, at man også ad denne vej sætter grænser for anklagemyndighedens beslutningsfrihed". Ifølge Bent Unmack Larsen har anklagemyndigheden i de senere årtier "mere og mere" udnyttet "tiltalemonopolet til på egen hånd at drive aktiv kriminalpolitik," Bent Unmack Larsen påpeger i artiklen også, at Peter Rørdam har "fremhævet ønskeligheden af, at anklagemyndigheden anses for bundet af en fast tiltalepraksis til ikke at ændre denne praksis i skærpende retning."

Som et eksempel på, at domstolene har statueret strafbortfald i et tilfælde, hvor der var rejst tiltale, uagtet at anklagemyndigheden tilsyneladende normalt ikke gør dette, henviser Bent Unmack Larsen til Østre Landsrets dom af 28. oktober 1976 (7. afd. as. nr. 156/1976). Om denne afgørelse anfører han: "I den nu afgjorte sag var der rejst tiltale mod N. N. for overtrædelse af presselovens § 1, stk. 3, som bestemmer, at man i tilfælde, hvor et »trykt skrift« ikke, som foreskrevet i stk. 1 og 2, angiver bogtrykkerens navn eller firma og trykkestedet, kan drage den, der offentligt udbreder skriftet, strafferetligt til ansvar efter presselovens § 19. Tiltalte, der selv havde modtaget nogle plakater vedr. beskæftigelsessituationer, som i teksten angav at hidrøre fra »Danmarks kommunistiske Ungdom«, havde overladt nogle af disse til forskellige andre personer med henblik på ophængning. Han erkendte i ankeinstansen, at plakaterne ikke opfyldte kravene i presselovens § 1, stk. 1 og 2, og bestred ikke, at plakaterne var trykte skrifter i presselovens forstand. I 1. instans var han straffet med en bøde på 100 kr. På forespørgsel havde han i ankeinstansen erklæret sig imod sagens afgørelse ved advarsel, jfr. retsplejelovens § 937, stk. 1, og påstod sig frifundet, idet han gjorde gældende, at »lignende tilfælde i praksis tolereres eller højst giver anledning til en af politiet meddelt advarsel«. Når tiltale til trods herfor var rejst i dette tilfælde, måtte det efter tiltaltes opfattelse være, fordi plakaterne hidrørte fra den pågældende politiske forening, hvilket hævdedes at være en sådan »tilsidesættelse af lighedsgrundsætningen«, at han ikke burde kunne domfældes. Af forsvareren blev der under sagen fremlagt en liste over et større antal plakater med reklamer for DSB, Tivoli m. m. ophængt på Københavns hovedbanegård og andre steder, som ikke opfyldte kravene i presselovens § 1, stk. 1 og 2. Det blev i tilslutning hertil af anklagemyndigheden oplyst, at Københavns Politi i 1975 havde behandlet 11 sager af tilsvarende art som den foreliggende, hvoraf 9 var sluttet med en af politiet meddelt advarsel, mens 2 sager på det pågældende tidspunkt endnu ikke var afsluttede. Ifølge dommen blev der ikke i ankeinstansen fra anklagemyndighedens side anført nogen konkret begrundelse for tiltalerejsningen i den pådømte sag. Det blev heller ikke gjort gældende, at praksis med hensyn til tiltalerejsning i Holbæk politikreds, hvor forholdene var begået, og hvor tiltalen var rejst, afveg fra den omtalte praksis i København. Ved landsrettens dom fandtes straffen »efter sagens omstændigheder, herunder det om anklagemyndighedens tiltalepraksis oplyste«, at kunne bortfalde i medfør af straffelovens § 84, stk. 2, jfr. stk. 1, nr. 3. Derimod henholdt landsretten sig for så vidt angik frifindelsespåstanden til underretsdommens præmisser. I disse var der imidlertid blot herom anført: »… idet tiltalte i det i hans egen forklaring angivne omfang findes offentligt at have udbredt plakater, findes han skyldig i overtrædelse af den i tiltalen afgivne bestemmelse i presseloven".

Påtaleopgivelse, påtalebegrænsning mv.
Retsplejelovens § 721 giver hjemmel til, at påtalen mod en person kan opgives, når visse nærmere betingelser er opfyldt. Af § 724 følger, at sigtede og forurettede skal underrettes om en eventuel påtaleopgivelse. Af § 724, stk. 2, følger, at den "overordnede anklagemyndighed" kan omgøre en beslutning om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, hvis meddelelse herom er forkyndt for den, der har været sigtet, "inden 2 måneder fra afgørelsens dato, medmindre sigtedes forhold har hindret forkyndelse eller betingelserne for genoptagelse efter § 975 er til stede".

Påtalen mod en person kan imidlertid også ske stiltiende. Det forekommer ofte, at en sigtet person sigtes for og afhøres om flere forskellige forhold, men at nogle af disse forhold ikke medtages i anklageskriftet. Det forekommer også, at en sigtet eller tiltalt hævder, at politiet eller anklagemyndigheden har udvist en adfærd, som den sigtede eller tiltalte har oplevet således, at påtalen helt eller delvist er opgivet, medens påtalemyndigheden er af en anden opfattelse. I disse tilfælde opstår der spørgsmål om, hvorvidt påtalemyndigheden er blevet bundet, således at der foreligger en bindende påtaleopgivelse eller en bindende påtalebegrænsning. I UfR 2002.2514 var der rejst tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 244 ved byretten. Sagen blev anket og først under hovedforhandlingen i landsretten påberåbte anklagemyndigheden sig strafskærpelsesbestemmelsen i straffelovens § 247, stk. 1. Landsretten fandt, at anklagemyndigheden var bundet af den oprindelige (mildere) påtale. Se også UfR 2005.12, hvor anklagemyndigheden inden proceduren havde påstået frifindelse. Den kunne ikke senere påstå domfældelse i disse forhold. Se endelig UfR1994.510, hvor en spiritusbilist i august fik oplyst fra politiet, hvorledes han ønskedes straffet. 13 måneder senere kom anklageskriftet med en skærpet gentagelsesstraf. Under de foreliggende omstændigheder var anklagemyndigheden bundet.

I sagen VL 9. afd. a.s. S-1618-06 stadfæstede Vestre Landsret byrettens afgørelse om, at der var sket bindende påtaleopgivelse. Anklagemyndigheden havde under sagen udtalt sig til pressen og forsvareren om, at de tiltalte uberettiget havde brugt nogle penge men derimod ikke havde bestukket nogen. Disse udtalelser havde efter byrettens og landsrettens opfattelse givet tiltalte en berettiget forventning om, at der ikke senere blev rejst tiltale mod ham for bestikkelse. Det skal særligt bemærkes, at anklagemyndigheden tidligt i sagsforløbet havde taget forbehold for senere at udvide tiltalen.

I TfK 2010.560 VLD var en person i byretten blevet idømt en betinget førerretsfrakendelse. Han havde ikke været tilstede ved domsafsigelsen den 15. januar 2009, og det vides ikke, hvornår han er blevet bekendt med dommen. Den 18. januar 2009 pågribes personen i at køre bil med en hastighed, der overskrider den tilladte hastighed med 60%. Den 24. februar 2009 underskrev personen en tilkendegivelse fra politiet, hvor han accepterede ("vedtog"), at han skal betale en bøde, at han får førerretten fradømt betinget, og at han senere skal op til en orienterende køreprøve. Den 2. marts 2009 modtog personen en "Meddelelse om betinget frakendelse af førerretten" fra politiet, hvori betingelserne er nærmere præciseret. Efter praksis fradømmes førerretten ubetinget i tilfælde, hvor er person, der sædvanligvis skal idømmes en betinget frakendelse af førerretten, inden for en nærmere angivet periode forudgående er fradømt førerretten betinget. Da anklagemyndigheden blev opmærksom på, at personen havde fået førerretten betinget fradømt ved dommen af 15. januar 2009, rejste anklagemyndigheden ved anklageskrift af 14. april 2009 tiltale med påstand om ubetinget frakendelse af førerretten for forholdet begået den 18. januar 2009. Landsretten frifandt tiltalte og udtalte blandt andet: "Under de anførte omstændigheder har tiltalte haft en berettiget forventning om, at sagen var afsluttet med den vedtagne bøde og betingede frakendelse af førerretten, og anklagemyndigheden er derfor afskåret fra at søge sanktionen i anledning af tiltaltes kørsel den 18. januar 2009 skærpet."

I TfK 2006.220 VLD var en person, der tidligere havde modtaget et tiltalefrafald for overtrædelse af byggelovgivningen, på ny blevet tiltalt for overtrædelse af byggelovgivningen vedrørende det samme byggeri. Landsretten afviste sagen og udtalte blandt andet: "Denne sag vedrører overtrædelse af byggelovens § 30, stk. 1, litra c. Ifølge tiltalen har tiltalte undladt at efterkomme et påbud af 30. oktober 2002 fra Ebeltoft Kommune. Påbuddet er udstedt med henblik på lovliggørelse af et byggeri på en ejendom, som tiltalte tidligere har ejet. Ved afgørelsen af 21. august 2000 har anklagemyndigheden tidligere over for tiltalte frafaldet en tiltale for overtrædelse af byggelovens § 30 vedrørende det samme byggeri. Det er ikke anført i afgørelsen, hvorvidt tiltalefrafaldet er begrænset til nærmere bestemte forhold. På denne baggrund, og under hensyn til indholdet af Ebeltoft Kommunes brev af 29. marts 2000 til tiltalte, må tiltalefrafaldet af 21. august 2000 antages at vedrøre ikke blot fremtvingelse af oplysninger til bedømmelse af byggeriets lovlighed, men også kravet om dets lovliggørelse, som er grundlaget for kommunens påbud og dermed for tiltalen under denne sag. Anklagemyndigheden har herved afskåret sig fra at rejse tiltale som gjort, og der er derfor ikke grundlag for at behandle sagen ved domstolene."

I FOU 2006.191 klagede en advokat på vegne af en klient til Rigsadvokaten over at en statsadvokat havde indstillet efterforskningen i en sag hvor en politibetjent i forbindelse med forfølgelse af en stjålen bil havde affyret et skud mod klientens søn. Sønnen døde kort efter. Politibetjenten blev ikke sigtet i forbindelse med efterforskningen, men blev afhørt med en sigtets rettigheder. Rigsadvokaten afgjorde, at fristen for at omgøre en afgørelse om påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 724, skulle anvendes i sagen, og at fristen var udløbet kort tid efter at der var blevet klaget over afgørelsen til Rigsadvokaten. Det var derfor ikke længere muligt at omgøre statsadvokatens afgørelse om at standse undersøgelsen i sagen. Rigsadvokaten kritiserede statsadvokaten for ikke allerede i forbindelse med afgørelsen om påtaleopgivelse og påklagen heraf at have gjort sig klart om omgørelsesfristen fandt anvendelse i sagen. Ombudsmanden udtalte at han var enig med Rigsadvokaten i at omgørelsesfristen skulle anvendes, idet politibetjenten måtte betragtes som sigtet i sagen. Ombudsmanden kunne på den baggrund ikke kritisere at Rigsadvokaten ikke havde taget stilling til om han ville have anlagt en anden vurdering af skyldsspørgsmålet i sagen end statsadvokaten. Ombudsmanden udtalte endvidere at Rigsadvokaten generelt set i forbindelse med behandlingen af klager over påtaleopgivelser bør være opmærksom på påtalefristen og tilstræbe at afgøre sagerne inden for omgørelsesfristens udløb.

Se Rigsadvokatens Informerer nr. 36/2005 af 2. november 2005 om underretning til sigtede og parter om omgørelsesfristen
ved påtaleopgivelser og tiltalefrafald.

I FOB 2006.206 klagede en advokat til ombudsmanden over, at påtalen mod advokatens klient for afpresning var opgivet med henvisning til retsplejelovens § 721, nr. 2, og ikke med henvisning til retsplejelovens § 721, nr. 1. Politiet havde begrundet påtaleopgivelsen med, at videre forfølgning ikke kunne ventes at føre til at A fandtes skyldig til straf. Samme dag informerede politimesteren D om, at hun havde besluttet at opgive påtale mod bl.a. A og hans ven C. I dette brev anførte politimesteren bl.a. følgende: “Jeg har ved min afgørelse navnlig lagt vægt på f.s.v. (C) og (A), at disse intet ses at have med sagen at gøre og (…).” A's advokat, B, klagede den 13. december 2004 over politiets afgørelse idet han mente at hjemlen til påtaleopgivelse burde havde været retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1, i stedet for nr. 2 i samme bestemmelse. I et svar til advokaten skrev statsadvokaten blandt andet: "Den 16. november 2004 opgav Politimesteren på Frederiksberg påtale mod Deres klient i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2. Som begrundelse anførtes, at videre forfølgning ikke kan ventes at føre til, at Deres klient findes skyldig til straf. Påtaleopgivelsen skete således under hensyn til, at der ikke, uanset den nævnte kontakt, Deres klient havde med en sigtet i sagen, antoges at være bevismæssigt grundlag for at antage, at Deres klient havde noget med det nævnte strafbare forhold at gøre. En påtaleopgivelse i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1, forudsætter at sigtelsen har vist sig grundløs. Heri må ligge, ikke blot at der ikke er (tilstrækkeligt) bevis for den rejste sigtelses rigtighed, men at det herudover må antages, at der intet grundlag har været for sigtelsen. I denne sag var grundlaget for sigtelsen som anført, at Deres klient den pågældende dag i Søndermarken havde kontakt med en af de sigtede i en straffesag om afpresning. Den videre efterforskning har ikke kunnet underbygge en antagelse om, at denne kontakt havde noget med det strafbare forhold at gøre, men har på den anden side heller ikke kunnet udelukke det. Forudsætningen for at opgive påtale i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1, har efter min opfattelse derfor ikke været til stede.” I sin efterfølgende klage til Folketingets Ombudsmand anførte advokaten om dennes opfattelse af betydningen af, hvorvidt der i en påtaleopgivelse er henvist til retsplejelovens § 721, nr. 1, eller § 721, nr. 2, blandt andet: "Grænsedragningen er også af vigtighed på anden måde, nemlig derved at den uskyldige borger ved citeringen af nr. 1, får en art moralsk oprejsning for den anholdelse og sigtelse, han har været udsat for. Det kan heller ikke afvises, at sagen er registreret i et af politiets kartoteker, og det har selvfølgelig en betydning for borgere, om påtaleopgivelsen der er anført som sket efter den ene eller den anden bestemmelse." Efter at sagen var indbragt for ombudsmanden omgjorde Rigsadvokaten afgørelsen. Rigsadvokaten udtalte blandt andet: "at det er min opfattelse, at afgørelsen om påtaleopgivelse i den foreliggende konkrete sag burde være truffet i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1. Jeg har herved lagt vægt på, at politimesteren i den foreliggende sag efter anholdelsen af (A) den 31. august 2004 har ment, at (A)'s kontakt med de øvrige sigtede i sagen ikke har været andet end tilfældig, og at der ikke, efter at (A) havde benægtet ethvert kendskab til de strafbare forhold, er foretaget yderligere efterforskning med henblik på at opklare hans eventuelle rolle i sagen. Jeg har endvidere lagt vægt på, at politimesteren i skrivelse af 16. november 2004 meddelte (A) og hans ven, (C), at disse intet ses at have med sagen at gøre."

Statsadvokatens begrundelse for at citere retsplejelovens § 721, nr. 2, i stedet for nr. 1 i ovennævnte ombudsmandsudtalelse indeholder utvivlsomt en vis formodning for skyld, idet statsadvokaten blandt andet udtaler, at "grundlaget for sigtelsen" var, at den sigtede "havde kontakt med en af de sigtede i en straffesag om afpresning", men at politiets efterforskning ikke kunne "underbygge en antagelse om, at denne kontakt havde noget med det strafbare forhold at gøre, men har på den anden side heller ikke kunnet udelukke det". Når henses til det oplyste om sondringen mellem retsplejelovens § 721, nr. 1, og § 721, nr. 2, må en påtaleopgivelse efter retsplejelovens § 721, nr. 2, indeholde en formodning om skyld, som skal kunne domstolsprøves for, at EMRK artikel 6, § 2, ikke krænkes jævnfør det under tiltalefrafald anførte om menneskerettighedsdomstolens praksis.

Tiltalefrafald

Rigsadvokaturens bekendtgørelse af 25. juni 2001 om politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale.

Efter retsplejelovens § 722 kan anklagemyndigheden - hvis anklagemyndigheden mener, at den sigtede er skyldig i et strafbart forhold - under visse betingelser angivet i §§ 722 og 723 frafalde tiltalen ved at give den sigtede et såkaldt "tiltalefrafald". Hvis anklagemyndigheden mener, at den sigtede er uskyldig, skal anklagemyndigheden opgive påtalen og må således ikke give den sigtede et tiltalefrafald. Anklagemyndigheden kan vælge at give den sigtede et tiltalefrafald i stedet for at rejse en sag mod denne, hvis forholdet er bødebelagt eller af ringe strafværdighed. Dette kan for eksempel også ske, hvor der fastsættes hjælpeforanstaltninger efter servicelovens § 52, hvor sigtede var under 18 år på gerningstidspunktet eller hvor omkostningerne eller vanskelighederne ved sagens gennemførelse står i misforhold til den sanktion, som kan forventes idømt. Af § 723 fremgår, at der kan fastsættes vilkår for et tiltalefrafald om at betale en bøde eller indgå på konfiskation. Derudover kan der fastsættes samme vilkår som i betingede domme. Det fremgår imidlertid af bestemmelsens 2. stykke, at der kun kan fastsættes vilkår, hvis sigtede "i retten har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende omstændigheder", og hvis retten godkender vilkårene. Af § 724 følger, at tiltalefrafald - ligesom påtaleopgivelser - kan påklages til den "overordnede anklagemyndighed". Som det fremgår af ovenstående kan sigtede således ikke få domstolsprøvet et tiltalefrafald, medmindre der er fastsat vilkår for tiltalefrafaldet. Dette indebærer blandt andet, at en sigtet, der af anklagemyndigheden modtager et tiltalefrafald og dermed af anklagemyndigheden er anset som skyldig i et strafbart forhold, ikke kan få skyldsspørgsmålet prøvet ved retten, medmindre anklagemyndigheden har valgt at knytte vilkår til tiltagefrafaldet.

En person, der af anklagemyndigheden er fundet skyldig i et strafbart forhold og derpå meddelt et tiltalefrafald, kan i teorien anlægge en almindelig civil sag ved domstolene efter grundlovens § 63 og under en sådan sag nedlægge påstand om, at det offentlige skal anerkende, at den pågældende ikke er skyldig. Det er imidlertid tvivlsomt, om domstolene vil foretage en sådan prøvelse, idet domstolene efter praksis i sager, der domstolsprøves efter grundlovens § 63, formentlig alene foretager en legalitetsprøvelse, hvilket vil sige en prøvelse af afgørelsens retsgrundlag, myndighedens kompetence m.v. Se nærmere om dette spørgsmål i Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 148 af 22. december 2005 fra Folketingets Retsudvalg.

Anklagemyndighedens adgang til at træffe afgørelse i et tiltalefrafald om, at en person er skyldig i et strafbart forhold, uden at sigtede har adgang til at få prøvet skyldsspørgsmålet ved en domstol, strider mod det grundlæggende princip i den danske og internationale strafferetspleje om, at skyldsspørgsmålet i en straffesag kan kræves prøvet af en kompetent domstol. Reglen synes således ikke at være forenelig med EMRK artikel 6, stk. 1, som lyder: "Enhver skal, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse, være berettiget til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig tid for en ved lov oprettet uafhængig og upartisk domstol." I Mikolajova mod Slovakiet afgjort af EMD den 18. januar 2011 under sagsnummer 4479/03 var en kvinde blevet sigtet for vold mod sin ægtefælle, idet ægtefællen havde indgivet anmeldelse til politiet om, at hun havde begået vold mod ham. Af præmis 7 fremgår blandt andet, at politiet den 3. juli 2000 udstedte en afgørelse, hvoraf det fremgik, at anklagemyndigheden havde opgivet tiltalen, idet kvindes ægtemand havde modsat sig, at der blev rejst straffesag mod kvinden. Det fremgik nærmere af afgørelsen, at politiets efterforskning viste, at kvinden havde begået et strafbart forhold, men at tiltalen var frafaldet, idet offeret ikke havde givet sit samtykke som krævet i den nationale retsplejelov (også præmis 7). Ifølge kvinden blev hun bekendt med tiltalefrafaldet længe efter, at afgørelsen var truffet, idet det forsikringsselskab, som havde betalt ægtefællens helbredsudgifter, skrev til kvinden og fremkom med et regreskrav mod hende. Til støtte for kravet henviste forsikringsselskabet til tiltalefaldet (præmis 8). Af præmis 42 fremgår, at EMD ikke fandt, at tiltalefrafaldet i sig selv udgjorde en krænkelse af uskyldsformodningen i EMRK artikel 6, 2, idet kvinden ikke før hun hørte fra forsikringsselskabet havde hørt om tiltalefrafaldet. Hun havde således ikke været "formelt sigtet" ("formally charged"). Hun var ifølge EMD ikke "officielt underrettet eller på anden måde "substantielt påvirket" som følge af sin ægtefælles anmeldelse den 30. juni 2000 af hende for strafbart forhold" (".. officially notified or otherwise “substantially affected” following her husband's filing of a criminal complaint against her on 30 June 2000 .."). EMD fandt med denne begrundelse, at EMRK artikel 6, § 2, ikke var krænket. Derimod fandtes EMRK artikel 8 at være krænket. I præmis 41 udtaler EMD blandt andet: "... The prominent place held in a democratic society by the right to a fair trial favours a "substantive", rather than a "formal", conception of the "charge" referred to by Article 6; it impels the Court to look behind the appearances and examine the realities of the procedure in question in order to determine whether there has been a "charge" within the meaning of Article 6 .." Et tiltalefrafald efter retsplejelovens § 722 må utvivlsomt anses for at være baseret på en "formel sigtelse", hvorfor det må antages, at meddelelsen af et tiltalefrafald indeholder en formodning om skyld, som skal kunne domstolsprøves for, at EMRK artikel 6, § 2, ikke krænkes.

Se Østjyllands Politis afgørelse af 14. oktober 2010 i sagen 4200-84172-00118-10. Den pågældende nægtede sig i den omhandlede sag skyldig i ulovlig våbenbesiddelse. Som det fremgår af sagen, har anklagemyndigheden fundet den pågældende skyldig. Den pågældende har ikke mulighed for at få skyldsspørgsmålet prøvet ved en domstol. Afgørelsen synes at være åbenlyst uforenelig med principperne, der er redegjort for i Mikolajova mod Slovakiet omtalt umiddelbart ovenfor.

Mogens Koktvedgaard & Hans Gammeltoft-Hansen anfører om tiltalefrafald i "Lærebog i strafferetspleje", Juristforbundet 1978, side 101 og side 102, blandt andet følgende: ”Et særligt problem – af mere principiel end praktisk betydning – kan knytte sig til tiltalefrafaldet. I lighed med domfældelse indebærer tiltalefrafald, at den pågældende anses for skyldig i de påsigtede forhold. Da tiltalefrafaldet ikke kræver noget egentlig samtykke fra den sigtede, kunne det forekomme, at personer, der anser sig for ikke-skyldige, og ønsker dette godtgjort gennem en frifindelse, påtvinges tiltalefrafaldet med den deri liggende skyldformodning. Problemet er dog som nævnt ikke særlig praktisk. Ved tiltalefrafald med vilkår efter § 723 a kræves sigtedes tilståelse; og også i andre tilfælde ville man næppe give frafald uden den sigtedes tilståelse eller i hvert fald hans indforståelse med denne afgørelsesmåde. Situationen kunne imidlertid tænkes at opstå, og under en mere principiel synsvinkel burde der nok indføres hjemmel for, at den sigtede i givet fald kan begære sagen indbragt for domstolene”.

I kapitel 6 i bind 13 af PET-Kommissionens Beretning, der vedrører KGB's kontakt- og agentnet i Danmark, omtales den såkaldte "Herløv-Petersen-sag". Denne person havde været sigtet for overtrædelse af straffelovens § 108 men modtog i 1982 et tiltalefrafald. I kapitlet diskuteres det blandt andet, hvorvidt tiltalefrafaldet indeholder en formodning om skyld. Af sidste afsnit i kapitel 6 fremgår blandt andet følgende: "..For PET var tiltalefrafaldet ikke nogen dårlig udgang på sagen. Som anført af politiassessor Arne Stevns var det lige så vigtigt, at sagen fik en presseeksponering og en vinkel på historien, der ville skade sovjetiske interesser og handlemuligheder i fremtiden, som at Arne Herløv Petersen blev straffet. Med justitsministerens afgørelse blev begge mål indfriet, selv om tiltalefrafald næppe var så streng en straf, som PET havde håbet på. Den britiske efterretningsekspert Chapman Pincher er inde på et lignende ræsonnement i bogen om The Secret Offensive: ”I foråret 1982 besluttede det danske Justitsministerium at undlade at retsforfølge Petersen med den begrundelse, at danske interesser ikke i tilstrækkeligt omfang var blevet skadet, men det gjorde offentligheden bekendt med hovedanklagerne og beviserne mod Petersen…. Den danske regerings aktion er et eksempel til efterfølgelse for andre vestlige regeringer, som er utilbøjelige til at involvere sig i retssager og, som tidligere har ladet en sådan undergravende opførsel gå ustraffet hen”. .."

Underretning om og omgørelse af en afgørelser om påtaleopgivelse mv. (Retsplejelovens § 724)

Retsplejelovens § 724 har følgende indhold:

"Stk. 1. Ved afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald underrettes sigtede, forurettede eller, hvis forurettede er afgået ved døden, forurettedes nære pårørende. Det samme gælder andre, der må antages at have en rimelig interesse heri. En afgørelse om påtaleopgivelse kan påklages til den overordnede anklagemyndighed efter reglerne i kapitel 10. Sigtede kan efter samme regler klage over en afgørelse om tiltalefrafald.

Stk. 2. Er der truffet afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, kan strafforfølgning mod den, der har været sigtet, kun fortsættes efter den overordnede anklagemyndigheds bestemmelse, hvis meddelelse herom er forkyndt for den pågældende inden 2 måneder fra afgørelsens dato, medmindre sigtedes forhold har hindret rettidig forkyndelse, eller betingelserne for genoptagelse efter § 975 er til stede.

Stk. 3. Anses påtale for opgivet efter § 718 b, stk. 2 eller 3, kan den overordnede anklagemyndighed uanset stk. 2 kun træffe bestemmelse om, at strafforfølgning skal fortsættes, hvis betingelserne for genoptagelse i § 975 er opfyldt."

I FOB 2006.191 klagede en advokat på vegne af en klient til Rigsadvokaten over at en statsadvokat havde indstillet efterforskningen i en sag hvor en politibetjent i forbindelse med forfølgelse af en stjålen bil havde affyret et skud mod klientens søn. Sønnen døde kort efter. Politibetjenten blev ikke sigtet i forbindelse med efterforskningen, men blev afhørt med en sigtets rettigheder. Rigsadvokaten afgjorde at fristen for at omgøre en afgørelse om påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 724, skulle anvendes i sagen, og at fristen var udløbet kort tid efter at der var blevet klaget over afgørelsen til Rigsadvokaten. Det var derfor ikke længere muligt at omgøre statsadvokatens afgørelse om at standse undersøgelsen i sagen. Rigsadvokaten kritiserede statsadvokaten for ikke allerede i forbindelse med afgørelsen om påtaleopgivelse og påklagen heraf at have gjort sig klart om omgørelsesfristen fandt anvendelse i sagen. Ombudsmanden udtalte at han var enig med Rigsadvokaten i at omgørelsesfristen skulle anvendes, idet politibetjenten måtte betragtes som sigtet i sagen. Ombudsmanden kunne på den baggrund ikke kritisere at Rigsadvokaten ikke havde taget stilling til om han ville have anlagt en anden vurdering af skyldsspørgsmålet i sagen end statsadvokaten. Ombudsmanden udtalte endvidere at Rigsadvokaten generelt set i forbindelse med behandlingen af klager over påtaleopgivelser bør være opmærksom på påtalefristen og tilstræbe at afgøre sagerne inden for omgørelsesfristens udløb. Rigsadvokaten bør således i forbindelse med en indledende gennemgang af de indkomne klager ikke alene hæfte sig ved hvad statsadvokaten har anført om fristen, men også overveje om der eventuelt kan være begået fejl hos statsadvokaten i denne henseende. Ombudsmanden mente derfor at det havde været ønskeligt om Rigsadvokaten i forbindelse med klagen i den konkrete sag havde overvejet om omgørelsesfristen skulle anvendes, og havde vurderet om det var muligt at behandle sagen inden fristens udløb.

2.10 - Sigtede og dennes forsvarer

Sigtedes, forsvarerens og andres adgang til aktindsigt under og efter straffesagen
Retsplejelovens § 729 a vedrører forsvarerens ret til aktindsigt og forsvarerens muligheder for med politiets tilladelse at videregive kopi af sagsakterne til tiltalte. Politiet skal give forsvareren lov til at videregive kopi af sagens akter til sigtede, hvis "det findes ubetænkeligt".

§ 729 a, stk. 3, har følgende indhold: "Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. Forsvareren skal have udleveret kopi af materialet, i det omfang det uden ulempe kan kopieres. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre. Politiet giver samtykke, hvis det findes ubetænkeligt. Med hensyn til materiale, der er omfattet af § 871, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, kan samtykke dog kun nægtes af de i stk. 4 nævnte grunde."

Bestemmelsen omhandler "materiale", og forsvarerens aktindsigt begrænser sig således ikke kun til dokumenter som for eksempel politirapporter mv. I TfK 2004.643 ØLK fik forsvareren medhold i, at politiet skulle udlevere en "fotografisk kopi" af gerningsstedsfingeraftrykket og det sammenligningsaftryk, som politiet havde tilvejebragt.

Ved gennemførelsen af den såkaldte "rockerlov" i 2003 blev begrænsningen "til brug for den sag, som sigtelsen angår" tilføjet. Denne begrænsning kan komme i konflikt med EMRK artikel 6, stk. 3, (b) og synes nærmest at være bortcensureret af domstolene.

I TfK 2005.66/2 HK havde forsvareren begæret aktindsigt i sagsakter vedrørende en straffesag mod en anden person i en anden politikreds. Tiltalte var ikke sigtet i denne anden sag. Her udtalte Højesteret blandt andet: "De oplysninger, som advokat Claus Nørregaard som forsvarer for tiltalte har anmodet om aktindsigt i, er ikke tilvejebragt af politiet til brug for den sag, som tiltalen angår. Efter forarbejderne til bestemmelsen sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6 omfatter forsvarerens adgang til aktindsigt imidlertid alt materiale, som er af betydning for sagen, uanset om det er tilvejebragt til brug for den pågældende sag."

I TfK 2007.283/1 HK havde politiet begrænset forsvarernes aktindsigt i en straffesag, hvilket forsvarerne forlangte indbragt for retten. Anklagemyndigheden henholdt sig blandt andet til, at de oplysninger og det materiale, som forsvarerne efterlyste, ikke var tilvejebragt af den omhandlede politikreds, og at det ikke var indhentet til brug for den aktuelle sag, og at det ikke befandt sig i politikredsen. Højesteret udtaler blandt andet følgende: "Efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3, har forsvareren adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. Dette gælder uden hensyn til materialets betydning for sagen. De oplysninger, som advokat Kristian Mølgaard som forsvarer for tiltalte har anmodet om aktindsigt i, er ikke tilvejebragt af politiet til brug for den sag, som tiltalen angår. Efter forarbejderne til bestemmelsen sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6 omfatter forsvarerens adgang til aktindsigt imidlertid alt materiale, som er af betydning for sagen, uanset om det er tilvejebragt til brug for den pågældende sag. Forsvareren ønsker aktindsigt i de kendelser, som har givet tilladelse til at foretage de aflytninger, som skal anvendes som bevis i sagen, med henblik på at kontrollere, at disse aflytninger er tilvejebragt på lovlig måde. Uanset erklæringen af 20. december 2005 fra chefen for Politiets Efterretningstjeneste finder Højesteret, at det ikke kan udelukkes, at det af forsvareren ønskede materiale kan være af betydning for sagen. Forsvarerens anmodning om aktindsigt i de omhandlede kendelser tages herefter til følge, dog således at der forinden skal gives anklagemyndigheden mulighed for at vurdere, om kendelserne indeholder oplysninger, som bør undtages fra aktindsigt, jf. retsplejelovens § 729 c."

Af TfK 2010.798/1 VLK fremgår blandt andet, at en forsvarer ikke uden videre kan informere en sagkyndig, som forsvareren måtte ønske at gøre brug af under forberedelsen af en straffesag, om indholdet af straffesagens akter. Det tilkommer i første række politiet at tage stilling til spørgsmålet om forsvarerens overlevering af relevant materiale til den sagkyndige, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 3. Et eventuelt afslag vil kunne indbringes for byretten i medfør af retsplejelovens § 746.

I Sagen Luboch mod Polen (sagsnummer 37469/05) præciserede Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i en afgørelse fra januar 2008 sigtedes ret til at tage notater af akterne i dennes straffesag samt sigtedes ret til, hvis det er nødvendigt, tillige at få kopi af sagens akter. Samme resultat når menneskerettighedsdomstolen frem til i sagen Lawrence Pullicino mod Malta (sagsnummer 45441/99), hvor det yderligere præciseres, at sigtedes ret til at tage egne notater af sagens akter ikke kan nægtes denne med henvisning til, at sigtede har en forsvarer.

Læs mere om sigtedes adgang til aktindsigt hos sin forsvarer. Se også bemærkningerne til retsplejelovens § 729 om aktindsigt i straffesager.

Af betænkning nr. 622/1971 om efterforskning i straffesager fremgår ad forslag til ny § 745 (nu retsplejelovens § 729 a), at: "Det materiale, som forsvareren får udleveret fra politiet (eller genparter heraf), må ikke uden politiets tilladelse overleveres til sigtede eller andre, således at de beholder det. Derimod er der i almindelighed intet til hinder for, at forsvareren orienterer sigtede om materialets indhold eller foreviser materialet for sigtede. Vil politiet forhindre dette, må der gives forsvareren pålæg i henhold til forslagets stk. 4- - -".

I UfR 1995.693 VLK havde en forsvarer fået en påtale fra Politimesteren i Varde (nu inddraget under Syd- og Sønderjyllands Politi) for forud for en afhøring hos politiet at have overdraget sagsakter til sin klient, således at klienten selv kunne læse fra materialet. Advokaten indbragte spørgsmålet for retten efter retsplejelovens § 746. Byretten gav politiet medhold i, at kritikken var berettiget, idet forsvareren efter byrettens opfattelse ifølge bestemmelsen alene havde adgang til at "orientere sigtede om materialets indhold" samt "forevise" sigtede materialet. Byretten mente ikke, at forsvareren efter bestemmelsen havde lov til at "række" materialet til sigtede. Landsretten fandt politiets kritik af forsvareren uberettiget og udtalte blandt andet: "En forsvarers overladelse af det fra politiet modtagne materiale alene til klientens gennemsyn i forsvarerens overværelse kan herefter ikke - ej heller sprogligt - betegnes som overlevering."

I UfR 1997.1325 ØLD fandt byretten, at det var i strid med retsplejelovens § 745, stk. 1, 3. pkt. [nu retsplejelovens § 729 a, stk. 3), at en forsvarer havde overladt sigtede i en straffesag sagens akter, således at sigtede havde adgang til sagsakterne, uden at forsvareren var til stede. Det fremgår af sagen, at forsvareren boede i København, og sigtede, som var advokat af profession, boede på Færøerne. Landsretten udtalte vedrørende sagens forhold a: "Hvad angår materiale vedrørende efterforskningen i Skálafjall-sagen bemærkes, at den ordning, som tiltalte uden at indhente politiets samtykke havde etableret, og hvorefter den da tiltalte A uden kontrol af tiltalte havde fri adgang til sagsakterne og herunder til at tage kopier af materialet, må karakteriseres som en overlevering, der er i klar strid med forbudet i retsplejelov for Færøerne § 745, stk. 1, 3. pkt. Når henses til, at ordningen må antages etableret på baggrund af de praktiske vanskeligheder med hensyn til kommunikationen mellem tiltalte og hans klient, der skyldtes den geografiske afstand, og til, at tiltalte havde føje til at regne med, at materialet ikke ville komme uvedkommende i hænde eller i øvrigt blive misbrugt, findes overtrædelsen ikke at være af en sådan grovhed, at den kan henføres under straffelovens § 155." Med hensyn til sagens forhold b udtalte landsretten: "Den skete overlevering til A og til nyhedsmedierne var i strid med forbudet i den færøske retsplejelov § 745, stk. 1, 3. pkt. Instruktionsrapporterne omhandlede tilrettelæggelsen af den allerede gennemførte ransagning og havde derfor ved overleveringen alene betydning i forbindelse med en række forsvareres klage over ransagningen. Under disse omstændigheder findes overtrædelsen ikke at være af en sådan grovhed, at den kan henføres under straffelovens § 155."

Afgørelsen forekommer særlig interessant for så vidt angår materialet omtalt i forhold b, idet landsretten - ligesom byretten - synes at være af den opfattelse, at materialet, som forsvareren i strid med retsplejeloven havde overleveret til sin klient, ikke (længere) vedrørte politiets efterforskning men alene advokaternes klagesag.

I TfK 2005.602/1 ØLD var en forsvarsadvokat sigtet for overtrædelse af straffelovens § 155 ved at have afsendt en fuldstændig afskrift af en politirapport til forsvarsadvokatens klient, som var indsat på Anstalten ved Herstedvester. Rapporten indgik i en straffesag mod forsvarsadvokatens klient. Det fremgik af sagen, at forsvarerens sekretær havde afsendt et brev til klienten indeholdende afskriften af rapporten. Forsvarsadvokaten blev frifundet, idet det ikke blev anset for bevist, at forsvarsadvokaten havde instrueret sekretæren i at fremsende afskriften.

Af retsplejelovens § 729, stk. 2, sidste pkt, fremgår, at forsvareren ikke må overlevere kopierne til sigtede eller andre, "hvis det må befrygtes, at kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde".

I TfK 2006.4472 ØLK tilkendegav tiltalte under en straffesag, at han havde til hensigt at lægge retsbøgerne vedrørende sagen på sin hjemmeside. Anklagemyndigheden anmodede retten om at forbyde, at tiltalte lægger retsbøgerne ud på sin hjemmeside og således offentliggør alt det i retten sagte. Anklagemyndigheden anførte blandt andet: "at retsplejelovens § 41 f, stk. 6, 1. pkt., som videreførte den tidligere § 41 a, stk. 6, fastsætter, at de til pressen udleverede retsbøger alene må benyttes af massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere og kun til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde, hvilket bl.a. indebærer, at disse udskrifter og dokumenter ikke over for offentligheden må gengives ordret i lange sammenhængende passager, ligesom de ikke må foreholdes f.eks. en person, der interviewes. I forarbejderne til den tidligere § 41 a, stk. 6, anføres udtrykkeligt, at »[P]rincippet i retsplejelovens § 182 om, at vidner ikke må påhøre andres forklaringer i sagen, vil således ikke kunne undergraves ved ordrette gengivelser af retsbogsudskrifter i massemedierne« (Folketingstidende 1998-99, tillæg A, pag. 2036). Det gøres herefter gældende, at den samme begrænsning i retning af at udelukke offentliggørelse i videre omfang, som gælder journalister, analogisk må udstrækkes til parterne." Landsretten fulgte ikke anklagemyndighedens anmodning. Landsretten udtalte nærmere: "T's offentliggørelse af straffesagernes retsbøger i deres helhed må antages at kunne indebære en tilsidesættelse af blandt andet retsplejelovens regler om beskyttelse af navneforbud samt andre regler, herunder regler i den almindelige lovgivning om behandling af personoplysninger. Landsretten finder, at der i så fald - uanset det, der er anført af T om begrundelsen for en offentliggørelse - vil foreligge en retsstridig benyttelse af retsbøgerne, der kan begrunde, at der efter retsplejelovens § 729 a, stk. 2, 3. pkt., foretages nærmere begrænsninger i T's adgang til at få udleveret retsbogsudskrifter. En offentliggørelse, hvorved regler i lovgivningen tilsidesættes, kan desuden medføre, at der pålægges straf efter de regler, der gælder herom. Uanset at en offentliggørelse kan være retsstridig og strafbar som anført, ses der ikke at være hjemmel til, at retten som led i sin behandling af straffesagerne kan nedlægge forbud mod, at T offentliggør retsbøger, som han er i besiddelse af. Landsretten tiltræder i den forbindelse, at et sådant forbud ikke kan have hjemmel i en analogi af retsplejelovens § 41 f, stk. 7, sammenholdt med stk. 6, hvorefter det er strafbart for presserepræsentanter at offentliggøre blandt andet retsbøger. Endvidere finder landsretten, at hensynene bag retsplejelovens § 182 om vidneafhøring uden andre vidners påhør ikke udgør tilstrækkelig hjemmel til at nedlægge et sådant forbud."

Efter retsplejelovens § 729 a, stk. 4, kan politiet under visse nærmere betingelser give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet. Et sådant pålæg, som generelt betegnes som "forsvarerpålæg") kan efter bestemmelsen "udstrækkes indtil tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen".

I UfR 1999.90 HK blev et "generelt" forsvarerpålæg ophævet.

Om almindelig adgang - herunder pressens adgang - til aktindsigt i domme og kendelser mv. henvises der til behandlingen af retsplejelovens § 41 og § 41 a til g (kapitel 3 a) ovenfor.

Retsplejelovens § 729 c bestemmer, at reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og 729 b fraviges. Bestemmelsen har følgende indhold:

"§ 729 c. Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og 729 b fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til
1) fremmede magter,
2) statens sikkerhed,
3) sagens opklaring,
4) tredjemands liv eller helbred,
5) efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller
6) beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes forsvar.
Stk. 3. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af materialet, skal forsvareren eller sigtede gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet.
Stk. 4. Afgørelsen træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder en fravigelse fra §§ 729 a og 729 b. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal retten på ny vurdere fravigelsen, før hovedforhandlingen indledes. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere kendelse. Rettens afgørelse kan kæres.
Stk. 5. Inden retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en advokat for sigtede, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2. Advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse fra §§ 729 a og 729 b, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse."

Af retsplejelovens § 729 c følger således, at retten efter anmodning fra politiet kan bestemme, at reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og 729 b kan fraviges, når betingelserne fastsat i bestemmelsen er opfyldt. Af 2. stykke følger, at en sådan fravigelse ikke kan bestemmes, "hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes forsvar". I TfK 2008.75/1 HK hjemviste Højesteret en sag til fornyet behandling ved landsretten, idet forsvarerne fik medhold i, at landsretten ikke burde have forladt sig på politiets redegørelse om indholdet af nogle dokumenter, som anklagemyndigheden havde ønsket undtaget fra forsvarets aktindsigt, da landsretten havde besluttet at imødekomme anklagemyndighedens anmodning. Landsretten burde selv have foretaget en vurdering af de omhandlede dokumenter. Højesteret udtalte nærmere: "Vedrørende sagens realitet finder Højesteret, at afgørelsen om afslag af den foreliggende anmodning om aktindsigt i henhold til retsplejelovens § 729 a, stk. 3, ikke burde være truffet alene på grundlag af Politiets Efterretningstjenestes redegørelse af 19. oktober 2007, men at landsretten i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 2, 2. pkt., burde have pålagt politiet over for retten at fremlægge det materiale, som tvisten angår."

Justitsministeriets lovafdeling har 25. januar 2006 udearbejdet en redegørelse om erfaringerne i praksis med de nye regler om civile agenter og om begrænsning af forsvarerens adgang til aktindsigt. På side 11 i redegørelsen konkluderes blandt andet: "På baggrund af indberetningerne er det Rigsadvokatens vurdering, at anklagemyndigheden er bevidst om, at undtagelse af materiale fra forsvarerens almindelige adgang til aktindsigt må have undtagelsens karakter, og at der kun fremsættes begæring herom, når det eller de hensyn, der ligger til grund for begæringen om undtagelse, er af væsentlig betydning. Rigsadvokaten bemærker også, at domstolene i intet tilfælde har afslået anklagemyndighedens begæring om at undtage materiale fra forsvarerens aktindsigt med den begrundelse, at en fravigelse kunne give anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes forsvar. Rigsadvokatens konklusion er på denne baggrund, at de nye regler ikke har givet anledning til problemer for varetagelsen af de sigtedes eller tiltaltes forsvar i indberetningsperioden."

Beskikkelse af forsvarer under straffesager (retsplejelovens § 731 og § 732)

Betænkning 830 om beskikkelse af forsvarer under efterforskningen - 1977
Betænkning 728 om anholdelse og varetægt - 1974
Lovbekendtgørelse nr 827 af 25. august 2005 om adgang til forsvarerbistand under en administrativ skatte- eller afgiftsstraffesag
(forsvarerbistandsloven)
Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 960 af 12. oktober 2005 om vejledning om forsvarerbeskikkelse under en administrativ skatte- eller afgiftsstraffesag

I retsplejelovens § 731 findes reglerne om obligatorisk beskikkelse af forsvarer. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"§ 731. Offentlig forsvarer bliver, for så vidt sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte forsvarer udebliver, at beskikke,
a) når sigtede fremstilles for retten med henblik på varetægtsfængsling eller opretholdelse af anholdelsen,
b) når der, forinden tiltale er rejst, skal afhøres vidner, eller besigtigelse skal ske eller syn eller skøn afgives til brug under hovedforhandling, dog at retshandlingen ej bliver at udsætte efter forsvarers tilstedekomst, når det må befrygtes, at beviset derved ville spildes,
c) når der er spørgsmål om beslaglæggelse af en formue eller en del af denne, jf. § 802, stk. 3.
d) når tiltale er rejst i sager, der skal behandles under medvirken af nævninger eller domsmænd,
e) når tiltale er rejst i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om højere straf end bøde,
f) når der i anledning af indankning eller begæring om genoptagelse af en sag eller undtagelsesvis i anledning af kære, jf. § 972, stk. 2, skal finde mundtlig forhandling sted for retten,
g) når vidners eller syns- eller skønsmænds beedigede forklaring begæres til brug under en i udlandet indledet straffesag,
h) i alle tilfælde, hvor retten i medfør af § 29, stk. 1, og stk. 3, nr. 3, beslutter, at afhøring af sigtede skal foregå for lukkede døre,
i) når sager, hvor der er spørgsmål om fængselsstraf, fremmes i medfør af § 855, stk. 3, nr. 4.
Stk. 2. I det under litra e nævnte tilfælde og i det i § 831, stk. 4, nævnte tilfælde bliver offentlig forsvarer kun at beskikke, når den sigtede (eller hans værge) begærer det. Herom skal der gives sigtede lejlighed til at udtale sig."

Vedrørende ankesager følger af retsplejelovens § 915, at der i tilfælde, hvor landsretten ikke straks afviser anken, sker beskikkelse af forsvarer for tiltalte under sagens behandling ved landsretten, medmindre tiltalte selv har antaget en forsvarer. § 935, stk. 2, indeholder en tilsvarende regel vedrørende ankesager ved Højesteret. For så vidt angår kæremål følger det af retsplejelovens § 972, stk. 2, at der skal beskikkes en forsvarer i tilfælde, hvor sigtede ikke selv har antaget en forsvarer, og hvor det er bestemt, at kæremålet skal behandles mundtligt.

Af retsplejelovens § 1007, stk. 2, følger, at vederlaget til en valgt forsvarer normalt ikke betales af det offentlige. Af 2. punktum følger det imidlertid, at det offentlige kan betale udgiften til den valgte forsvarer, når dette "efter sagens særlige omstændigheder findes rimeligt".

Bestemmelsen i retsplejelovens § 732 vedrører den fakultative beskikkelse af forsvarer. Efter denne bestemmelse kan der ske beskikkelse for eksempel fordi, der skal føres vidner i en sag. Det kan også føre til beskikkelse af forsvarer, hvis tiltaltes personlige forhold taler for, at tiltalte kan have svært ved at varetage sine interesser under sagen på en betryggende måde uden forsvarer. Demens eller alkoholafhængighed kan for eksempel være grunde til, at der bør ske beskikkelse, selv om der er tale om en bagatelsag. Er sagen ikke en bagatelsag, taler dette naturligvis i sig selv for, at der skal ske beskikkelse. I betænkning 830, side 18, udtales det, at det kan tale for beskikkelse af forsvarer, at et særligt modsætningsforhold er opstået mellem den sigtede og politiet. Der er også adgang til at beskikke forsvarer i afsluttede straffesager, der søges genoptaget i Den Særlige Klageret.

I UfR 1985.434 VLK beskikkede landsretten en forsvarer i en mindre færdselssag, hvor en person havde nægtet at vedtage en bøde på 500 kr. Landsretten redegjorde for, hvilke forhold, der sædvanligvis skal lægges vægt på, når det skal vurderes, om der er behov for forsvarerbeskikkelse i mindre sager. Landsretten udtalte blandt andet: "Afgørelsen af, om der i medfør af retsplejelovens § 732, stk. 1, skal beskikkes en forsvarer, findes at burde træffes på grundlag af en samlet bedømmelse, herunder også af det både for tiltalte og for retten hensigtsmæssige i, at en tiltalt under en politisag, hvori der skal ske afhøring af vidner, og hvori der kan opstå bevistvivl eller tvivl om anvendelsen af en straffebestemmelse m.v., har bistand af en forsvarer, og der findes ved afgørelsen ikke at burde anlægges noget snævert skøn. Det ønskelige i at undgå en meget restriktiv praksis er særligt fremtrædende i sager, hvori der er rejst tiltale efter 1. juli 1984, idet anke fra tiltaltes side i sådanne politisager som hovedregel kun kan ske, hvis der er idømt højere straf end 10 dagbøder eller bøde på 1.000 kr., jfr. den ved lov nr. 298 af 6. juni 1984 gennemførte ændring af retsplejelovens § 962, stk. 2."

Læs mere om praksis med hensyn til fakultativ beskikkelse af forsvarer i straffesager.

I sagen Prezec mod Kroatien afgjort af Den europæiske Menneskeretsdomstol (EMD) den 15. oktober 2009 under sagsnummer 48185/07 fandt EMD, at EMRK artikel 6 var krænket, fordi klageren ikke havde fået advokatbistand under en straffesag ved sagens behandling i første instans. Der havde således alene været advokatbistand ved sagens behandling i 2. instans. EMD fremhævede, at klageren var indsat i et fængsel og tiltalt for vold mod en ansat i fængslet. Det blev også fremhævet, at klageren led af en personlighedsforstyrrelse. Disse forhold talte for, at han burde have adgang til advokatbistand under straffesagen (præmis 29). Det udtales således, at EMD finder, at der består et særligt behov for advokatbistand i tilfælde, hvor en frihedsberøvet person er tiltalt for vold mod personale i den institution, hvor han eller hun er frihedsberøvet. I præmis udtaler EMD yderligere: " ..Furthermore, the Court's case-law is clear on the principle that where deprivation of liberty is at stake, the interests of justice in principle call for legal representation ...". EMD fastslår således, at såfremt frihedsberøvelse kan komme på tale, skal der efter praksis ved EMD ske beskikkelse af en advokat.

I Luchaninova mod Ukraine afgjort af EMD den 9. juni 2011 under sagsnummer 16347/02 fandt EMD i en bødesag, at EMRK artikel 6, § 1,samt artikel 6, § 3, (b) og (c) var krænket, blandt andet fordi klageren ikke forud for retsmødet havde haft tilstrækkelig tid til at forberede sit forsvar sammen med den forsvarer, som retten havde beskikket for hende. Det fremgår af præmis 64, at EMD var opmærksom på, at der ikke var tale om en kompliceret sag hverken med hensyn til jus eller de faktiske forhold, idet klageren var sigtet for tyveri af nogle få labels fra sin arbejdsplads, og idet bevisførelsen gik ud på afhøring af en vagt samt nogle kolleger. Klageren havde erkendt, at hun havde fjernet de omhandlede labels fra arbejdspladsen, men at hun blot ville smide dem i skraldespanden og således ikke stjæle dem. Hun var blevet idømt en bøde i første instans. I anden instans var hun fundet skyldig, men straffen var bortfaldet. I præmis 65 bemærker EMD, at klageren havde været bekendt med sigtelsen omkring to måneder før retsmødet i første instans. I præmis 66 bemærker EMD, at klageren ikke havde haft kendskab til tidspunktet for retsmødet, førend på dagen, hvor det blev afholdt. Hun havde således ikke haft tilstrækkelig tid til at forberede sagen sammen med sin beskikkede forsvarer.

I UfR 1999.1744/1 ØLK bestemte landsretten, at nogle fængselsbetjente, der skulle afhøres med "en sigtets retsstilling", ikke kunne få beskikket forsvarer efter bestemmelserne i retsplejelovens § 731 eller § 732. Om denne afgørelses forenelighed med EMRK artkel 6 henvises der til det nedenfor anførte i kapitlet "Forsvarerbistand betalt af det offentlige under politiets afhøringer af sigtede i Europa og Salduz-dommen".

Af retsplejelovens § 731, stk. 2, fremgår: "I det under litra e) nævnte tilfælde og i det i § 831, stk. 4, nævnte tilfælde bliver offentlig forsvarer kun at beskikke , når den sigtede (eller hans værge) begærer det. Herom skal der gives sigtede lejlighed til at udtale sig."

I TfK 2008.710 ØLD havde byretten truffet bestemmelse om, at en fængselsstraf skulle fuldbyrdes, idet byretten gav anklagemyndigheden medhold i, at den pågældende ikke havde overholdt et vilkår om samfundstjeneste. Den pågældende var ikke blevet vejledt om muligheden for at få forsvarerbistand under sagens behandling ved byretten. Landsretten ophævede dommen og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. Landsretten udtalte blandt andet: "Landsretten lægger til grund, at tiltalte ikke i forbindelse med byrettens behandling af sagen er blevet vejledt om adgangen til forsvarerbistand som foreskrevet i retsplejelovens § 731, stk. 2, jf. stk. 1, litra e. Herefter, og da det på det foreliggende grundlag må antages, at overholdelsen af den nævnte bestemmelse i retsplejeloven kunne have medført, at sagen fik et andet udfald, jf. retsplejelovens § 925, stk. 1, ophæver landsretten den indankede dom og hjemviser sagen til fornyet behandling i byretten."

I TfK 2000.331. ØLD havde en person under 18 år i byretten samtykket i, at en sag mod ham blev fremmet som tilståelsessag, uden at han var repræsenteret af en forsvarer. Den pågældende var blevet idømt en straf af fængsel i 4 måneder, hvoraf de to blev gjort betinget. Tiltalte ankede dommen. Dommen blev ophævet af landsretten og hjemvist til fornyet behandling ved byretten. Landsretten udtalte blandt andet: "Da forældremyndighedsindehaveren ikke har haft mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om forsvarerbeskikkelse, jf. retsplejelovens § 731, stk. 2, og da det ikke kan udelukkes, at sagen ville have fået et andet udfald, såfremt der havde medvirket forsvarer, ophæves dommen og sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten, jf. retsplejelovens § 963, stk. 3, jf. § 946."

Politiets vejledningspligt om adgangen til forsvarerbistand under afhøring af sigtede (§ 732, stk. 2)

Retsplejelovens § 732, stk. 2, har følgende indhold: "Begæring om beskikkelse af en offentlig forsvarer kan fremsættes såvel af sigtede som af politiet. Justitsministeren fastsætter regler om vejledning af sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket. Det skal af politirapporten fremgå, at den sigtede har modtaget behørig vejledning. Politiet drager omsorg for, at spørgsmålet indbringes for retten." Se Justitsministeriets "bekendtgørelse nr. 467 af 26. september 1978 om vejledning af sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket".

Beneficerede advokater (retsplejelovens § 733, stk. 1, 1. pkt.)

Retsplejelovens § 733, stk. 1, 1. pkt., har følgende indhold: "Til at beskikke som offentlige forsvarere antager justitsministeriet efter overenskomst et passende antal af de til møde for vedkommende domstol berettigede advokater eller, om fornødent, andre dertil egnede personer."

Denne bestemmelse vedrører justitsministeriets antagelse af de såkaldte "beneficerede advokater". Af punkt 2 i Justitsministeriets cirkulære af 8. juli 2002 fremgår om kriterierne, der lægges vægt på, ved antagelse af beneficerede advokater blandt andet:

"På baggrund af drøftelser med Dommerforeningen, Advokatrådet og Landsforeningen af beskikkede advokater har Justitsministeriet derfor besluttet at orientere om de hensyn, der lægges vægt på ved antagelsen af beneficerede advokater.

Det afgørende hensyn ved antagelse af en beneficeret advokat er ansøgerens kvalifikationer. Der lægges i den forbindelse vægt på, om ansøgeren har erfaring med straffesager eller strafferet i øvrigt, om ansøgeren har møderet for landsret, om ansøgeren har procedureerfaring, herunder også fra civile sager, og om ansøgeren har udvist dygtighed og engagement i sit virke som advokat. I øvrigt lægges der vægt på ansøgerens kvalifikationer som procederende advokat, således som disse kvalifikationer fremstår for de pågældende dommere. Herudover lægges der vægt på køn, alder og hensynet til den geografiske spredning af advokater i retskredsen.

Det tilstræbes, at der er i hvert fald én kvindelig beneficeret advokat i retskredsen."

Justitsministeriets cirkulære nr. 51 af 27. april 1929 til Præsidenterne for Københavns Byret og Sø- og Handelsretten i København og samtlige Underretsdommere angaaende Sagførerers Udførelse af offentlige og beneficerede Sager

Cirkulæreskrivelse nr. 11116 af 16. april 1970 om antagelse af advokater til udførelse af offentlige og beneficerede sager

Ved cirkulære nr. 99 af 3. juni 1971 og cirkulæreskrivelser af henholdsvis 14. juli 1998 og Justitsministeriets cirkulære af 8. juli 2002 har Justitsministeriet fastsat regler om antagelse af offentlige forsvarere og advokater til at udføre sager for parter, der har fri proces.

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9649 af 10. oktober 2003 om begrundelseskravet til advokater, der får afslag på ansøgning om et beneficium.

Nægtelse af beskikkelse af en bestemt forsvarer

Retsplejelovens § 733, stk. 2, har følgende indhold:

"Retten kan ved kendelse nægte at beskikke den advokat, som sigtede ønsker som forsvarer, hvis dennes medvirken vil medføre en forsinkelse af betydning for sagens fremme eller der er påviselig risiko for, at advokaten vil hindre eller modvirke sagens opklaring."

Bestemmelsen medfører blandt andet, at sigtede kan nægtes at få beskikket en bestemt forsvarer, hvis valget af netop denne forsvarer medfører "en forsinkelse af betydning for sagens fremme". I forarbejderne til bestemmelsen udtales, at det er i overensstemmelse med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, at tillade medlemsstaterne at nægte sigtede en bestemt forsvarer, hvis valget af denne forsvarer forsinker sagen. Ifølge samme forarbejder synes praksis efter denne bestemmelse dog "at vise, at afvisning af den ønskede forsvarer navnlig kan komme på tale ved forsinkelser i størrelsesordenen 3-5 måneder eller derover". Se bemærkningerne til ændringerne af retsplejelovens § 733, der blev indsat i retsplejeloven ved Lov nr.493 af 17. juni 2008.

I sag 69/2011 afgjort den 30. marts 2011 af Højesteret havde landsretten i en kendelse af 2. december 2010 bestemt, at hovedforhandlingen i en stor sag med 14 tiltalte og et stort antal forsvarere skulle berammes med første retsdag den 3. maj 2011 og sidste retsdag den 20. december 2011. Dette skete til trods for, at der var nogle af de beskikkede forsvarere, der ikke kunne møde på alle de omhandlede datoer. Det fremgår af sagen, at landsretten havde forsøgt at få retsmødet berammet over et længere stykke tid. Havde landsretten fastholdt de datoer, som var valgt ved en "foreløbig berammelse", ville alle forsvarerne kunne have givet møde, men dette ville indebære en forsinkelse af sagen med cirka 3 måneder. Højesteret ophævede kendelsen, således at den foreløbige berammelse, der gav alle forsvarere mulighed for at møde, og som indebar en forsinkelse af sagen, blev opretholdt. Højesteret begrundede afgørelsen således: "Efter en samlet vurdering af sagens kompleksitet og omfang, den forholdsvis beskedne tidsgevinst, der vil blive opnået ved den ændrede berammelse, samt hensynet til de kærendes forsvarervalg, finder Højesteret, at den foreløbige berammelse af 8. november 2010 må opretholdes. Dette resultat findes ikke at være i strid med retsplejelovens § 843 a, jf. § 917, eller art. 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist. .."

I TfK 2009 158 tilsidesatte Den Særlige Klageret en kendelse fra byretten om ikke at beskikke en varetægtsfængslet den forsvarer, som den varetægtsfængslede havde anmodet om. Kendelsen var blevet afsagt den 4. september 2008. Byretten havde i kendelsen henvist til, at der var flere varetægtsfængslede i sagen, at medgerningsmandens forsvarer kunne møde den 23. og 24. oktober 2008, og at den af sagen omhandlede forsvarer tidligst kunne møde den 8. og 9. december 2008, hvorfor byretten fandt, at beskikkelse af denne forsvarer ville "medføre en sådan forsinkelse af sagen", at der burde ske ombeskikkelse til en anden forsvarer. Byretten henviste også til, at sagen blandt andet vedrørte overtrædelse af straffelovens § 281, stk. 1, jf. § 286, stk. 1. Klageretten fandt ikke, at retsplejelovens § 736, stk. 2, jf. § 733, stk. 2, var tilstrækkeligt grundlag for, at beskikkelsen af den omhandlede advokat som forsvarer for den pågældende skulle tilbagekaldes

I TfK 2005.184/1 ØLK var det vanskeligt at få berammet 2 yderligere dage i en større sag, idet forsvarenes kalendere var optagede. Der blev derfor berammet retsdage på to lørdage.

I TfK 2006 441 havde en person under samme straffesag ved landsretten skiftet forsvarer 5 gange og ønskede at skifte forsvarer endnu engang til Advokat A. Dette havde landsretten afvist "under hensyn til sagens forløb og fremme". Denne afgørelse blev af tiltalte kæret til Den Særlige Klageret. Af kendelsen fremgår blandt andet: "Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at landsrettens afgørelse stadfæstes, og har navnlig anført, at hensynet til sagens behørige fremme må føre til, at den tiltaltes begæring om at få beskikket advokat A i stedet for advokat B må afvises, at der siden sagens indbringelse for landsretten har været gennemført 5 forsvarerskifter, således at der under sagen har været beskikket i alt 7 forskellige advokater som forsvarer for tiltalte, at landsretten allerede i marts 2005 tilkendegav, at yderligere begæringer om forsvarerskift måtte forventes afslået, såfremt sådan begæring ville medføre, at domsforhandlingen alene af den grund skulle udsættes, at bistandsadvokaten for forurettede, F, telefonisk har oplyst, at sagen går hende meget på, og at det er magtpåliggende at få ankesagen, hvorunder hun skal afgive vidneforklaring, afsluttet hurtigst muligt, og at tiltaltes gentagne uoverensstemmelser med forsvarere, klager over disse og begæringer om udsættelse af domsforhandlingen i vidt omfang må anses for forsøg på trainering af ankesagen". Den Særlige Klageret tillod forsvarerskiftet og anførte: "Da advokat A har oplyst, at han kan give møde til den berammede domsforhandling, tages kærendes påstand til følge."

Efter retsplejelovens § 734, stk. 2, kan forsvaret for flere sigtede i samme sag kun udføres af samme advokat, når de sigtedes interesser under sagen ikke er modstridende. Er de sigtede varetægtsfængslet i isolation, taler dette indgreb yderligere imod en sådan beskikkelse.

I TfK 2010.214/1 VLK nægtede byretten to sigtede, der som varetægtsfængslede i en større narkotikasag havde nægtet at udtale sig til politiet og under grundlovsforhøret, at få beskikket forsvarere fra samme advokatkontor. Som begrundelse anførte byretten blandt andet: "Selv om der som udgangspunkt ikke er noget til hinder for, at advokater fra samme kontor beskikkes som forsvarere for flere sigtede i samme sag, må dette udgangspunkt fraviges i situationer, hvor samme advokat ikke vil kunne beskikkes for de pågældende sigtede. I den foreliggende sag er de sigtede, der ikke har ønsket af afgive forklaring, hverken til politiet eller i retten, varetægtsfængslede, fordi der er fundet at foreligge bestemte grunde til at antage, at de vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen ved (bl.a.) at advare eller påvirke andre, og der er fundet at foreligge bestemte grunde til at antage, at varetægtsfængslingen ikke i sig selv er tilstrækkelig til at hindre de sigtede i at vanskeliggøre forfølgningen i sagen. Uanset at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at antage, at de sigtede har modstridende interesser i sagen, er der efter sagens beskaffenhed en så nærliggende risiko herfor, at beskikkelse af advokat Jan Schneider efter § 734, stk. 2, eller dennes analogi, må afslås." Afgørelsen blev af en af de sigtede kæret til landsretten, som tillod, at han fik beskikket en forsvarer fra samme advokatkontor som medsigtedes forsvarer. Landsretten udtalte: "De sigtede S2 og S1 har ikke ønsket at udtale sig om sigtelserne. Begge er varetægtsfængslet i isolation. Det er ikke herved eller ved det, der i øvrigt er anført af anklagemyndigheden, påvist, at de har modstridende interesser i sagen. Sigtede S2's anmodning om, at advokat Jan Schneider beskikkes som forsvarer, kan derfor ikke afslås i medfør af retsplejelovens § 734, stk. 2, eller dennes analogi."

Beskikkelse med rejseforbehold
Af retsplejelovens § 336 c, stk. 3, følger, at beskikkelse af udenbys advokater kan betinges af et såkaldt rejseforbehold, der indebærer, at sigtede eller tiltalte selv skal afholde rejseudgifterne for den valgte forsvarer, idet rejseforbeholdet indebærer, at advokaten skal acceptere, at han eller hun ikke får sine rejseudgifter - og sin rejsetid - dækket af det offentlige. Bestemmelsen overlader det efter sin formulering til domstolene at skønne over, hvornår der bør tages rejseforbehold.

Østre Landsrets præsident afgav den 22. juni 2001 en udtalelse til Landsforeningen af Beskikkede Advokater om, hvorledes landsretten forholder sig til spørgsmålet om rejseforbehold. Heraf følger blandt andet: "For så vidt angår . . . praksis vedrørende rejseforbehold, er det landsrettens opfattelse, at der er tale om konkrete afgørelser, som tager i betragtning 1) sagens størrelse og 2) betydning for tiltalte samt 3) forsvarerens eventuelle hidtidige beskæftigelse med sagen på den ene side, og 4) den geografiske afstand på den anden side, og at landsretten vil være åben over for argumenter fra forsvarerne, også efter et i beskikkelsen taget forbehold. ..." Der er afsagt adskillige kendelser om spørgsmålet om advokaters rejseudgifter, der også i visse tilfælde skal afholdes af det offentlige, selvom retten har taget rejseforbehold. Se om praksis her. Vestre Landsret har i skrivelse af 1. juli 2010 præciseret de faktorer, som landsretten lægger vægt på, når der tages stilling til spørgsmålet om rejseforbehold. Østre Landsret har i skrivelse af 11. november 2010 på samme måde præciseret de retningslinjer, som følges, når der her tages stilling til spørgsmålet om rejseforbehold.

I TfK 2011.264 VLK var en person ved Retten i Viborg tiltalt for et enkelt tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Der var afsat to timer til retsmødet. Tiltalte havde valgt en forsvarer fra Vejle, som havde repræsenteret ham tidligere. Retten i Viborg afsagde kendelse om, at beskikkelsen skulle ske med rejseforbehold. Retten i Viborg henviste til "sagens karakter og forventede omfang, herunder forholdet mellem rejseudgifter og udgiften til forsvareren i øvrigt". Advokaten kærede afgørelsen til Vestre Landsret. Vestre Landsret ophævede rejseforbeholdet. Af landsrettens kendelse fremgår blandt andet følgende: "Advokat Niels Juncker har i kæreskriftet bl.a. oplyst, at han tidligere har været beskikket som forsvarer for T. På denne baggrund, og efter størrelsen af de merudgifter, der er forbundet med advokat Niels Junckers kørsel fra Vejle til Viborg t/r, ophæver landsretten rejseforbeholdet." Ifølge google maps er der fra den omhandlede advokats kontor på Havnepladsen 2 i Vejle til Retten i Viborg en afstand på 95,2 km. og en rejsetid (i bil) på 1 time og 39 minutter.

I TfK 2010.1057 VLK ophævede Vestre Landsret et rejseforbehold bestemt af Retten i Esbjerg vedrørende en advokat med kontor i Kolding i en sag, hvor forurettede ønskede advokaten som bistandsadvokat i en sag, hvor tiltalte senere blev fundet skyldig i vold efter straffelovens § 244 mod forurettede samt trusler efter straffelovens § 266 mod forurettede. Retten i Esbjerg havde fastsat et salær på kr. 4.600 tillagt moms. Vestre Landsret ophævede rejseforbeholdet og udtalte blandt andet: "Navnlig efter det oplyste om den hidtidige tilknytning mellem F og advokat Vickie Fogeds kontor, sammenholdt med den relativt beskedne merudgift ved beskikkelse af en advokat fra Kolding frem for en advokat hjemmehørende i Esbjerg Retskreds samt i øvrigt efter sagens karakter, finder landsretten, at det tagne rejseforbehold bør ophæves". Det er oplyst i sagen, at advokaten havde oplyst, at hun havde kørt 152 km.

Et rejseforbehold omfatter normalt også forsvarerens transport til og fra politiafhøringer, således at sigtede/tiltalte selv må afholde udgiften til sin forsvarers transport til og fra politiafhøringer jævnfør for eksempel TfK 2010.558/2 VLK. Sigtede og tiltalte har ikke pligt til at udtale sig til politiet. En forsvarer har pligt til at medvirke til, at dennes klient ikke påføres unødige omkostninger. Forsvareren bør derfor overveje at vejlede sin klient om muligheden for, at klientens deltagelse i politiafhøringen betinges af, at afhøringen foregår på advokatens kontor. De forøgede afstande til politiets tjenestesteder, som følger af politireformen i 2007, må formodes at øge den samlede udgift til sigtede og tiltalte, som skal afhøres af politiet, og som ønsker en udenbys advokat er tilstede under afhøringen. Rådgivning om spørgsmålet kan derfor være mere påkrævet, end tilfældet var tidligere.

I TfK 2010.11/1 ØLK var en forsvarer ved Retten i Hillerød blevet beskikket med rejseforbehold. Klienten var tiltalt efter færdselslovens § 53, stk. 1, for spirituskørsel. Forsvareren havde kontor i Gentofte. Under hovedforhandlingen mødte to vidner ikke op, idet de ved en fejl ikke var indkaldt, hvorfor sagen blev udsat. Forsvareren var således mødt forgæves. Ved det følgende retsmøde udeblev vidnerne også, idet de fejlagtigt ikke var indkaldt, hvorfor hovedforhandlingen på ny blev udsat. Ved det tredje retsmøde mødte vidnerne frem, og sagen kunne gennemføres. Tiltalte og dennes forsvarer gjorde gældende, at det offentlige måtte bære udgiften til forsvarerens transporttid og transportudgifter for de to forgæves retsmøder. Landsretten gav forsvareren og tiltalte medhold og udtalte blandt andet: "Det forgæves fremmøde ved de to retsmøder har påført tiltalte ekstraudgifter til forsvarerens transport, der i medfør af retsplejelovens § 741, stk. 1, jf. § 334, stk. 5, 2. pkt., skal betales af tiltalte, idet landsretten forudsætter, at der er indgået aftale mellem tiltalte og forsvareren herom. Da det forgæves fremmøde skyldes, at retten fejlagtigt ikke havde tilsagt vidnerne, finder landsretten, at statskassen skal betale disse udgifter. Der tillægges derfor forsvareren yderligere 1.800 kr. med tillæg af moms i salær for rejsetid samt 455,68 kr. med tillæg af moms i kørselsgodtgørelse, som endeligt betales af statskassen."

TfK 2009.255 ØLK er en færdselssag, hvor anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om betinget frakendelse af førerretten samt bøde. Her godkendte Østre Landsret, at Retten i Nykøbing Falster havde taget rejseforbehold i et tilfælde, hvor tiltalte havde valgt en forsvarer med kontor i København.

I UfR 2009.1423 H ophævede Højesteret et rejseforbehold i et tilfælde, hvor såvel Retten i Næstved som Østre Landsret havde truffet bestemmelse om rejseforbehold. Den pågældende var tiltalt for tre indbrudstyverier, et tyveriforsøg, to tilfælde af vold efter straffelovens § 245, hæleri samt to tilfælde af overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Der skete frifindelse for indbrudstyverierne, idet tiltalte alene blev dømt for hæleri samt de øvrige forhold i anklageskriftet Den pågældende blev idømt en straf af fængsel i 1 år, der indeholdt en reststraf af fængsel i 2 måneder. Det fremgår af sagen, at den tiltalte var varetægtsfængslet i Arresthuset i Køge, og at byretten havde præciseret, at rejseforbeholdet ikke udelukkede, at forsvareren fik sine rejseomkostninger mv dækket i forbindelse med arrestbesøg. Forsvareren havde kontor i København. I Højesterets kendelse af 21. maj 2010 i sag nr. 38/2010, hvor der alene var rejst tiltale for og sket domfældelse for et enkelt tilfælde af vold efter straffelovens § 244 og idømt en straf af fængsel i 40 dage, godkendte højesteret, at en udenbys forsvarer var blevet beskikket med rejseforbehold og tillagt et salær på 8.000 kr. med tillæg af moms, uagtet at tiltalte havde været repræsenteret af samme advokat to gange tidligere.

I TfK 2008.735/1 VLK ophævede Vestre Landsret et rejseforbehold, som Retten i Aalborg havde taget over for en forsvarer fra Århus. Landsretten lagde vægt på, at klienten var sigtet for indførsel af ikke under 3.200 gram kokain til Norge, og at han derfor risikerede en lang fængselsstraf. Landsretten udtalte videre, at rejseudgifterne ved at gennemføre sagen med advokaten fra Århus ville være "relativt beskedne".

I UfR 2005.1592 H ophævede Højesteret et rejseforbehold taget af Østre Landsret i en sag, hvor der var rejst tiltale for drabsforsøg, og som skulle behandles ved et nævningeting i Odense. Forsvareren havde kontor i Københavnsområdet.

Rejseforbehold udelukker ikke, at en forsvarer skal have salær for sin rejsetid og dækket sine transportudgifter til og fra besøg hos en varetægtsfængslet klient. Se for eksempel TfK 2002.673/1 VLK, hvor en forsvarer, der var beskikket med rejseforbehold, fik sine rejseomkostninger og sin rejsetid dækket vedrørende arrestbesøg hos sin klient. I TfK 2010.269/2 VLK var en advokat beskikket med rejseforbehold under henvisning til, at der ikke forelå oplysninger om "tidligere klientrelationer til advokaten". Advokaten havde kontor i København, sagen verserede ved Retten i Århus, og klienten havde været indsat i arresthusene i Aalborg og Kolding under sagens behandling. Da landsretten afsagde kendelse om, at rejseforbeholdet ikke blev ophævet, præciserede landsretten dog, at "forsvareren vil kunne få dækket rejsetid og udgifter i forbindelse med arrestbesøg, der ikke overstiger, hvad en forsvarer med kontor i Århus Retskreds ville få godtgjort".

I TfK 2000.335 ØLK var en person sigtet for overtrædelse af skattekontrolloven og momsloven. Der var nedlagt påstand om ubetinget frihedsstraf og en tillægsbøde på ikke under 1.050.000 kr. Den pågældende fik ved Retten i Slagelse beskikket en forsvarer men med rejseforbehold. Den pågældende kærede og henviste til, at han havde valgt den udenbys forsvarer, idet han mente, at denne forsvarer var særligt specialiseret inden for det omhandlede område. Østre Landsret ophævede rejseforbeholdet og udtalte blandt andet: "Under hensyn til karakteren af sigtelsen for overtrædelse af henholdsvis skattekontrolloven og momsloven, for så vidt angår unddragne skattebetalinger på 635.436 kr. og unddragelse af moms for 427.546 kr., samt til, at anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf samt om tillægsbøde på ikke under 1.050.000 kr., finder landsretten, at væsentlige hensyn taler for at imødekomme sigtedes ønske om at få beskikket en bestemt advokat, der efter sigtedes opfattelse har særligt kendskab til skatte- og afgiftsstrafferet, selv om denne har kontor uden for Slagelse retskreds." Kendelsen må forstås således, at landsretten ikke har foretaget nogen vurdering af forsvarerens særlige kvalifikationer, men at landsretten har lagt vægt på, at sigtede selv opfattede den pågældende forsvarer som særlig kvalificeret på området.

Landsdommer Ole Dybdahl, Østre Landsret, anfører i en artikel med overskriften "Sådan trimmer den gode forsvarer sig" i "Advokaten", nr. 6/2009 den 24. august 2009, at udviklingen "inden for de seneste ti år" formentlig er gået i retning af, at rejseforbehold tages i mindre omfang end tidligere.

Det har gennem de senere år været hævdet, at advokater i højere grad end tidligere specialiserer sig. En af de væsentlige begrundelser for politireformen i 2007 var at sikre en yderligere specialisering af politiet og anklagemyndigheden. Af side 14, 1. spalte, i "Anklagemyndighedens Resultater 2007" udgivet af Rigsadvokaten i 2008 fremgår blandt andet følgende: "..Som led i reformen blev anklagemyndigheden i politikredsene som hovedregel samlet på hovedstationen. Mens der i de gamle politikredse normalt var relativt få anklagere – ned til tre-fire i de mindste kredse – er der med samlingen på hovedstationen normalt ca. 35 jurister ved hvert embede. Formålet med samlingen af anklagemyndigheden er at opnå et bedre fagligt miljø med mulighed for specialisering og en bedre udnyttelse af anklagernes ressourcer. .." På side 16 i samme publikation diskuteres blandt andet den omstændighed, at reformen har medført, at politiet og anklagemyndigheden bruger flere ressourcer på transport. Se også Justitsministeriets udkast af 15. december 2005 til forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) side 141. Her anføres blandt andet "Efterforskningsenheden vil kunne bestå af en række specialafdelinger (f.eks. narkoafdeling, bedrageriafdeling mv.) og særlige taskforces (f.eks. vedrørende organiseret kriminalitet). Dette vil bl.a. give øgede muligheder for specialisering inden for efterforskningsfunktionen og kunne medvirke til at opbygge et stærkt fagligt miljø." Som en ganske væsentlig begrundelse for reformen anførtes også, at der var behov for en specialisering af dommerne. Af side 175 fremgår således følgende: "Retsplejerådet lægger endvidere bl.a. op til, at der skal være mulighed for en vis specialisering af dommerne ved de enkelte byretter." Om øget specialisering af dommere se også kapitel 4.2.3 på side 209 f.

Det forekommer oplagt, at advokaterne specialiserer sig for eksempel således, at visse advokater fremover i højere grad alene beskæftiger sig med straffesager. En sådan udvikling vil utvivlsomt føre til, at de specialiserede advokater - ligesom anklagemyndighedens ansatte - vil skulle rejse over større afstande for at kunne udføre disse mere specialiserede opgaver. Udviklingen i retning af, at rejseforbehold gives mindre i dag end tidligere, som anført af landsdommer Ole Dybdahl, kan således hænge sammen med princippet om "Equality of Arms", som forudsætter, at forsvaret i en straffesag ikke stilles ringere end anklagemyndigheden.

Forsvarerens opgaver omfatter blandt andet kontrol af de forhold, som tilbydes frihedsberøvede klienter
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har den 13. oktober 2009 i sagen Dayanan mod Tyrkiet, sagsnummer 7377/03, fundet, at der var sket en krænkelse af EMRK, artikel 6, i et tilfælde, hvor en person ikke havde fået lov til at få bistand fra en advokat, medens den pågældende var i politiets varetægt. Han havde ikke udtalt sig til politiet under tilbageholdelsen. På trods af dette fandt EMD, at nægtelsen af forsvarerbistand udgjorde en krænkelse. EMD lagde vægt på, at forsvareren ikke kun havde til opgave at bistå den pågældende under eventuel afhøring. EMD udtalte, at en retfærdig rettergang mod en sigtet person, der er frihedsberøvet, kræver, at den pågældende kan opnå adgang til alle de ydelser, der normalt forbindes med juridisk bistand: adgang til at diskutere sagen, planlægningen af forsvaret, indsamling af bevismateriale, forberedelse af afhøring, støtte til en sigtet i krise og kontrol af forholdene, hvorunder den pågældende er frihedsberøvet (præmis 32).

I afgørelsen UfR 2008.2378 havde en forsvarer i en periode på 2½ måned aflagt sin klient 12 fængselsbesøg med en samlet varighed på ca. 20 timer. Advokaten havde til støtte for sit forslag til salær anført, at sagen har været tidskrævende på grund af en omstændelig kommunikation med klienten. Hun har i tilknytning til oplysningerne om klientens personlige forhold oplyst, at han, grundet sin alder, har følt sig isoleret i fængslet. Østre Landsret udtalte: " ..at fængselsbesøg honoreres, i det omfang det har været begrundet i varetagelsen af hvervet som forsvarer. Der er ikke nærmere redegjort for baggrunden for det ekstraordinært store antal fængselsbesøg, og advokat X har ikke forudgående indhentet tilladelse fra landsretten til at gennemføre besøg med den skete hyppighed. Efter sagens karakter, og da kommunikationen til tiltalte i et vist omfang er sket gennem tolk, fastsætter retten efter et samlet skøn af det for sagen rimelige tidsforbrug salæret for fængselsbesøg til 10.000 kr."

Fængsledes ret til at korrespondere med andre advokater end den beskikkede forsvarer
Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fandt i sagen Schönenberger og Durmaz mod Schweiz, sagsnummer 11368/85, afgjort den 20. juni 1988, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 8, idet de schweiziske myndigheder havde undladt at videresende et brev til en arrestant fra en advokat, der tilbød arrestanten, at han ville påtage sig at bistå arrestanten i den sag, der havde ført til, at han var blevet fængslet. Arrestantens hustru havde den 16. februar 1984 kontaktet advokaten, da hun havde fået oplyst, at hendes ægtemand tidligere samme dag var blevet anholdt. Advokaten havde straks både ringet og skrevet til politiet. Han havde i sit brev til politiet vedlagt et brev til den fængslede ægtemand samt en fuldmagt, der skulle underskrives og returneres til advokaten af ægtemanden, såfremt denne ønskede advokatens bistand. Advokaten havde bedt politiet videresende brevet til den anholdte ægtemand. Politiet opfordrede den fængslede ægtemand til selv at finde en advokat, uden at politiet fortalte den fængslede ægtemand, at politiet var blevet kontaktet af advokaten, som hustruen havde anmodet om at bistå ægtemanden. Den fængslede havde, da politiet havde bedt ham om selv at vælge en advokat, således valgt en advokat, der var en anden end den, som hustruen havde bedt om at repræsentere den fængslede. Han var fortsat uvidende om, at hustruen havde bedt en advokat om at bistå ham. Retten havde derpå beskikket den advokat, som den fængslede havde valgt. Advokaten, som på hustruens opfordring havde kontakte politiet, havde i brevet, som han havde bedt politiet videresende til ægtemanden, blandt andet anført, at han anbefalede ægtemanden ikke at udtale sig til politiet om sagen. Han havde også vejledt ægtemanden om risikoen for, at politiet kan finde på at lægge pres på arrestanter, for at få dem til ikke at benytte deres ret til ikke at udtale sig. Advokaten valgt af hustruen (hr. Schönenberger) og ægtemanden (hr. Durmaz) klagede efterfølgende begge til EMD og gjorde gældende, at det var en krænkelse af EMRK artikel 8, at brevet ikke var blevet videresendt. De var begge af den opfattelse, at myndighederne ikke krænkede artikel 8 ved at åbne brevet og læse det. Myndighederne burde blot have videresendt brevet. Såvel advokaten som ægtemanden var således klagere i konventionens forstand, og begge deres klager blev antaget til realitetsbehandling. I præmis 29 anfører de schweiziske myndigheder, at advokaten, som hustruen antog til at bistå sin mand, ikke var formelt beskikket af retten, og at myndighederne derfor var berettiget til at forhindre denne i at rådgive den fængslede. EMD udtalte (også i præmis 29), at EMD ikke fandt det væsentligt, hvorvidt den pågældende var formelt beskikket, men at det er en væsentlig ret efter konventionens artikel 6, at en fængslet kan vælge sin egen forsvarer. EMD anførte således, at hustruens skridt og de skridt, som blev taget af den advokat, som hustruen havde valgt, var indledende skridt, der kunne sætte den fængslede i stand til at vælge sin egen forsvarer ("preliminary steps intended to enable the second applicant to have the benefit of the assistance of a defence lawyer of his choice"). Det er værd at bemærke, at den omstændighed, at den fængslede ægtemand af politiet blev tilbudt selv at vælge en forsvarer, og at han faktisk valgte en forsvarer selv, ikke førte til, at EMD undlod at finde, at artikel 8 var krænket. Det var ikke oplyst, at ægtemanden af myndighederne var blevet presset til at vælge en bestemt forsvarer. Derimod fremgår det af sagen, at han fik lov til at vælge den forsvarer, som han selv ønskede. Artikel 8 blev dog anset for krænket, fordi manden blev afskåret fra den information, som den af ægtefællen valgte forsvarer, fremsendte til den fængslede. Havde han haft adgang til denne information, ville dette kunne have påvirket ham til at vælge den af hustruen foreslåede forsvarer. Det er denne påvirkning, der efter EMDs opfattelse er legitim, og som er et bidrag til, at klageren havde haft en reel mulighed for at vælge en forsvarer efter sit eget ønske.

En praksis, der følges af de danske advokatmyndigheder, hvorefter der gives disciplinærstraffe i form af bøder mv. til advokater, der henvender sig til fængslede, der allerede er repræsenteret ved en forsvarer, for at tilbyde disse deres bistand, må antages at være uforenelig med EMDs praksis som vist i ovennævnte afgørelse. Det er ikke ualmindeligt at for eksempel pårørende til en varetægtsfængslet retter henvendelse til en advokat og anmoder om, at advokaten vil overtage sagen efter en advokat, som de pårørende giver udtryk for, at de (eller den varetægtsfængslede) ikke er tilfredse med. I sådanne tilfælde straffes advokaten efter praksis ved de danske advokatmyndigheder, hvis han eller hun vælger at rette henvendelse til den fængslede. En kendelse af 6. november 2008 fra advokatnævnet er et eksempel på denne praksis. Et andet eksempel er en kendelse af 10. januar 2003 fra Advokatnævnet. Advokaterne A og B var beskikkede forsvarere for to udenlandske personer, der den 21/12 2001 blev isolationsfængslet frem til den 7/1 2002. I slutningen af december 2001 aflagde advokat X besøg hos de to fængslede personer og drøftede muligheden for, at han repræsenterede dem. Advokat X forklarede under klagesagen, at han rettede henvendelse på baggrund af anmodninger fra de pågældendes familier. Advokatnævnet udtalte følgende: Det er nævnets opfattelse, at advokat [X] vidste, at de to varetægtsfængslede personer var repræsenteret af advokat. Nævnet finder, at den borger, der er fængslet og som er beskikket en forsvarer, må beskyttes mod at modtage henvendelser fra andre advokater med tilbud om overtagelse af sagen. Det er på den baggrund nævnets opfattelse, at det er stridende mod god advokatskik, at advokat [X] rettede henvendelse direkte til de varetægtsfængslede på baggrund af henvendelsen fra disses familie. Nævnet tildelte advokaten en irettesættelse.

Ovennævnte forskelle i praksis på den ene side hos EMD og på den anden side hos de danske advokatmyndigheder synes at indikere, at EMD lægger hovedvægten på det udgangspunkt, at advokater skal beskytte fængslede (og disses familie) mod overgreb fra politiet, fængselsmyndighederne og domstolene, medens de danske myndigheder synes at lægge megen vægt på, at fængslede skal værnes mod markedsføring fra advokater, der går på såkaldt "klientfiskeri". Det er muligt, at EMD under en eventuel sag kan tilslutte sig de danske myndigheders synspunkt om, at uanmodede henvendelser fra grådige advokater til fængslede personer, kan være en ulempe, der kan forstyrre indsatte i fængsler og arresthuse. Det er imidlertid tydeligt, at EMD prioriterer det højere, at fængslede skal have muligheden for at modtage information fra forskellige advokater (herunder advokater foreslået af bekendte og pårørende) i samme grad som alle andre borgere, således at de kan få et mere kvalificeret grundlag at træffe beslutning om forsvarervalg på.

I Saman mod Tyrkiet afgjort 5. april 2011 under sagsnummer 35292/05 udtalte EMD i præmis 33, in fine, blandt andet, at hvis en sigtet ikke har nogen advokat, har han en mindre chance for at blive informeret om sine rettigheder, og, som en følge heraf, er der mindre chance for, at den pågældendes rettigheder vil blive respekteret ("if an accused has no lawyer he has less chance of being informed of his rights and, as a consequence, there is less chance that they will be respected ...")

Danske domstole accepterer tilsyneladende, at advokater anmoder om beskikkelse som forsvarer i straffesager på grundlag af henvendelser fra de pårørende og ikke den varetægtsfængslede selv. Se for eksempel UfR 1977.776/ ØLK. Heraf fremgår blandt andet følgende: "Den 1. februar 1977 meddelte advokat Jørgen Jacobsen, København, telefonisk til kriminalpolitiet i Nakskov, at han havde fået telefonisk henvendelse fra en navngiven advokatforbindelse i Sverige, som var blevet opsøgt af fængsledes kæreste, der er bosiddende i Hagersten og havde bedt om, at der måtte blive beskikket en anden forsvarer for fængslede, da han ikke kunne forstå den beskikkede stedlige advokat. Den svenske advokat havde anmodet advokat Jørgen Jacobsen om at overtage forsvaret, hvilket han var villig til. Fængslede, der samme dag blev underrettet herom, erklærede derefter den 4. februar 1977, at han i stedet ønskede advokat Jørgen Jacobsen beskikket, hvilket skete i et retsmøde den 15. februar 1977 ..."

Sigtede må selv tage ordet, kommentere beviser og procedere sin sag - selv om han/hun har en forsvarer
Det må vel nærmest anses som sædvanlig praksis ved domstolene, at sigtede "har ordet", når dommeren, forsvareren eller anklageren stiller denne spørgsmål. Det sker formentlig ikke sjældent, at retten som et led i sin procesledelse oplyser sigtede, der ønsker løbende at komme med bemærkninger og kommentarer til bevisførelsen, at disse må fremsætte deres bemærkninger gennem forsvareren.

Opmærksomheden skal henledes på, at retsplejelovens § 738, stk. 1, har følgende ordlyd: "Retten kan tillade, at flere valgte forsvarere optræder for samme sigtede. Retten kan endvidere undtagelsesvis beskikke flere offentlige forsvarere for sigtede. Sigtede er berettiget til selv tillige at tage ordet til sit forsvar".

Reglen kan næppe forstås anderledes, end at sigtede har et retskrav på selv at måtte tage ordet til sit forsvar, uagtet at denne er repræsenteret ved en eller flere forsvarere. Reglen skal ses i sammenhæng med § 877, der foreskriver, at tiltalte ligesom forsvareren har ret til at udtale sig om "bevisførelsens resultat og om de retlige spørgsmål i sagen (proceduren)". I UfR 1971.10 HD bemærkede højesteret, at det er "rettest", at en tiltalt "spørges, om han ønsker at udtale sig".

En væsentlig bestemmelse vedrørende sigtedes adgang til at have ordet under et retsmøde er retsplejelovens § 866, stk. 2. Af denne bestemmelse fremgår følgende: "Efter hvert enkelt vidnes forklaring og efter ethvert andet bevis har tiltalte adgang til at afgive forklaring, hvis beviset giver anledning til dette".

Man kan af ovenstående tre bestemmelser udlede, at sigtede løbende under forhandlingerne i et retsmøde har ret til at "tage ordet i sit forsvar". Bestemmelsen er bred og må forstås således, at den giver tiltalte ret til at tage ordet, når dette blot sker for at tilgodese den sigtedes "forsvar". Dertil kommer, at tiltalte kan kommentere "hvert enkelt vidnes forklaring" og "ethvert andet bevis". Sidstnævnte kan for eksempel være et dokumentbevis, en fotofremvisning eller en afspilning af en lydoptagelse. Endelig følger det af § 877, at tiltalte selv har ret til at procedere sagen, selv om denne har en forsvarer, der gør det samme.

Sigtedes ret til at tage ordet i retten er således alene undergivet de begrænsninger, der også gælder for anklageren og forsvareren. Retten kan som et led i den almindelige procesledelse bede enhver herunder naturligvis også sigtede om kke at tage ordet, medens andre taler. Retten kan endvidere afskære irrelevant bevisførelse, begrænse upassende sprogbrug, fornærmelige udtalelser osv.

Det er værd at være opmærksom på, at en god forsvarer utvivlsomt vil vejlede (i hvert tilfælde nogle af) deres klienter om, at det kan være hensigtsmæssigt ud fra blandt andet taktiske overvejelser, at de er mere eller mindre tilbageholdende med at udnytte muligheden for at tage ordet ved en hver given lejlighed under forhandlingerne i retten. Sigtede har en ret til men ikke nogen pligt til at komme til orde i retten. Sigtedes ret til ikke at udtale sig i retten, er en højt værdsat rettighed i en demokratisk retsstat.

Straffesager, klager mv. mod advokater og især forsvarsadvokater
Retsplejelovens § 739 fastslår, at advokater kan straffes efter straffelovens kapitel 16 for at tilsidesætte sine pligter eller "modarbejde sagens oplysning".

I TfK 2009.430/2 ØLD blev en forsvarer straffet med dagbøder for overtrædelse af straffelovens § 155 jævnfør retsplejelovens § 739. Forsvareren var tiltalt for i juni 2007 at have misbrugt sin stilling som beskikket forsvarer for en person, der var varetægtsfængslet og undergivet brev- og besøgskontrol, idet tiltalte, efter ukontrolleret besøg i arresten hos sin klient telefonisk kontaktede klientens svigerdatter B og bad denne om at kontakte vidnet C og oplyse vidnet C om, at hendes forklaring ville kunne påvirke udfaldet af straffesagen, og at hun ikke behøvede at vidne mod sin far (forsvarerens klient). Landsretten fandt forsvareren skyldig og udtalte blandt andet: "Også for landsretten har tiltalte forklaret, at han bad B om at orientere C om vidnefritagelsesgrunden, og at han ved den lejlighed samtidig orienterede B om forskellen mellem straffelovens § 244 og § 245. Tiltalte har forklaret, at han ikke regnede med, at B ville videregive oplysningerne om straffelovsbestemmelserne og disses betydning for sagen til C. Efter den af B nu afgivne forklaring, der understøttes af hendes noter fra telefonsamtalen, finder landsretten, at det kan lægges til grund, at tiltalte orienterede hende om uenigheden om, hvad der var blevet kastet med, og om dennes betydning for, hvorvidt forholdet skulle dømmes efter straffelovens § 244 eller § 245, og konsekvenserne heraf, samt at B videregav disse oplysninger til C. Det tiltrædes herefter, at tiltalte har indset eller anset det for overvejende sandsynligt, at B under samtalen med C ville videregive ikke blot oplysningerne om vidnefritagelsesmuligheden, men også oplysningerne om, at der var uenighed om, hvad der var blevet kastet med, og om, at hendes forklaring herom kunne have betydning for sagens udfald. Landsretten finder, at formidling af oplysningen om vidnefritagelsesmuligheden i den skete sammenhæng naturligt af C ville blive opfattet som en opfordring til at undlade at afgive forklaring, og at dette må have stået klart for tiltalte. Landsretten finder på den baggrund, at tiltalte ved sine dispositioner har misbrugt sin stilling som beskikket forsvarer til at modarbejde sagens oplysning, og derfor med rette er fundet skyldig som sket."

Ovennævnte dom kommenteres i Karnov, Retspleje og Strafferet, Thomson Reuters Professional A/S, København 2010, side 524 i note 667 til straffelovens § 155. Her anføres blandt andet: ".. Afgørelsen ligger til en vis grad i forlængelse af retspraksis, hvorefter § 155 i et vist omfang har fundet anvendelse på handlinger foretaget af forsvarere i strid med § 739, men det må nok erkendes, at gerningsindholdet i § 155 kun vanskeligt kan siges at dække et forhold som det beskrevne, idet det jo næppe kan være i strid med det offentliges ret at vejlede et vidne om indholdet af rp. § 171. Det ville formentlig være bedre at indsætte en særskilt straffehjemmel i rpl. § 739 med (sædvanligt) forbehold for højere straf efter retsplejelovens kapitel 16). ..." Umiddelbart kan man få den opfattelse, at forfatteren til kommentaren til dommen har overset, at landsretten udtrykkeligt udtalte i sin begrundelse for dommen, at forsvareren - udover at fortælle B om muligheden for vidnefritagelse - også fortalte hende om "uenigheden om, hvad der blev kastet med, og om dennes betydning for, hvorvidt forholdet skulle dømmes efter straffelovens § 244 eller § 245, og konsekvenserne heraf ...". Der synes således ikke at være grundlag for den opfattelse, at forsvareren alene blev straffet for at ville vejlede vidnet om indholdet af retsplejelovens § 171. Derimod synes det at være den omstændighed, at forsvareren videregav oplysninger til B fra politiets materiale i straffesagen mod forsvarerens klient, der førte til, at forsvareren blev straffet.

I sagen UfR 2005.2674 ØLD blev en forsvarsadvokat frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155, fordi det ikke fandtes bevist, at han uden politiets samtykke i strid med retsplejelovens § 729 a, stk. 3, 4. pkt., havde tilladt sin medhjælper at fremsende en afskrift af en politirapport fra forsvarergenparterne til sin klient. I byrettens afgørelse efter hvilken advokaten også blev frifundet, henvistes der til, at lovens forarbejder kun foreskrev, at der skulle rejses straffesag mod en forsvarer for at udlevere kopi af sagsakter uden politiets tilladelse i tilfælde, hvor de omhandlede sagsakter er omfattet af et forsvarerpålæg. Efter praksis ved EMD kan tiltalte kun nægtes aktindsigt i sin sag, hvis dette er "strictly necessary".

Nordjyllands Politi overvejede i marts 2008 en straffesag mod en forsvarsadvokat, idet man fandt, at forsvarsadvokaten ikke var berettiget til at foretage efterforskning til fordel for sin klient på egen hånd. Politiet meddelte samme dag i medierne, at man havde opgivet straffesagen mod advokaten. KRIM anmeldte Nordjyllands Politi til statsadvokaten for at forsøge at intimidere advokater med den omhandlede straffesag, idet forsvarsadvokater efter en fast praksis, som politiet burde kende, har ret til selv at foretage efterforskning herunder at foretage vidneafhøring uden først at underrette politiet. KRIM fandt således, at det kunne være et udtryk for strafbar magtmisbrug, at politiet havde rejst sagen mod advokaten. Se nærmere om praksis i dansk ret og ved EMD, der diskuteres med udgangspunkt i en konkret sag om strafforfølgning af en advokat.

Af et Ritzau-telegram gengivet i en artikel af 25. maj 2011 i jp.dk, indland, fremgik blandt andet følgende: "Rigsadvokaten vil ikke rejse tiltale mod en ung advokat, som var sigtet for at advare en klient om, at hun risikerede at blive aflyttet af politiet. - Der er intet grundlag for at rejse tiltale, oplyser rigsadvokatens kontor. Den unge advokat er ansat på et højprofileret københavnsk advokatkontor. Hans klient var netop løsladt fra varetægtsfængsel i en narkosag, da han over telefonen gav hende rådgivning, fortæller advokatens forsvarer, Torben Koch: - Han indskærpede, at hun stadig var sigtet og nævnte som led i sin generelle rådgivning, at hun dermed risikerede at blive aflyttet. - Men han vidste ikke, at deres samtale blev aflyttet af politiet, som derefter sigtede ham for blandt andet brud på tavshedspligten og embedsmisbrug, siger Torben Koch. Det er et år siden, at advokaten blev sigtet af Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi for tre overtrædelser af straffeloven. Politiet mente, at han havde talt med klienten trods et pålæg fra retten om, at det måtte han ikke ..."

I Mirilashvilli mod Rusland afgjort af EMD den 11. december 2008 under sagsnummer 6293/04 fremgår det af præmis 224, at national lov forbyder forsvarsadvokater som led i deres efterforskning til fordel for sin klient i en straffesag at foretage afhøring af vidner, som anklagemyndigheden allerede har afhørt. Dette blev under sagen ved EMD anført som begrundelse for, at de russiske domstole ikke havde tilladt en forsvarsadvokat som bevis under en straffesag mod advokatens klient at fremlægge nogle erklæringer fra 3 vidner om, at disse 3 vidner ikke længere ville vedstå de belastende forklaringer mod tiltalte, som de tidligere havde afgivet til politiet. I præmis 227 kritiserer EMD, at forsvarsadvokaten ikke ved de nationale domstole fik lov til at fremlægge de omhandlede erklæringer. I præmis 226 udtaler EMD, at loven om at forbyde forsvarsadvokater som led i deres efterforskning at afhøre vidner, som er afhørt af anklagemyndigheden, efter EMDs opfattelse ikke synes at varetage noget sagligt formål ("persue any identifiable legitimate interest").

En forsvarsadvokat havde til sin klient udarbejdet et referat af en straffesag mod klienten, hvor politiets materiale fyldte 10 ringbind, og hvor Nordjyllands Politi kun havde udleveret materialet til forsvarsadvokaten og ikke til klienten. Advokatens referat blev under en ransagning senere fundet hos klientens bekendte i København. Anklagemyndigheden rejste straffesag mod advokaten, idet anklagemyndigheden mente, at advokaten ikke var berettiget til at lave det omhandlede referat af sagen og udlevere dette til vennen. Den 8. juni 2009 blev forsvarsadvokaten frifundet ved Retten i Aalborg, der fastslog, at en sådan handling ikke er strafbar efter straffelovens § 155. Sagen blev anket af anklagemyndigheden til Vestre Landsret, som i november 2009 frifandt forsvarsadvokaten. Se Vestre landsrets dom med rigsadvokatens kommentarer.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har anlagt en streng kurs ved bedømmelsen af sager, hvor en advokat gør gældende, at straffesager, civile sager eller disciplinærsager mod advokater krænker EMRK. Indblanding fra ivrige advokater på vegne af borgere, som er i karambolage med myndighederne, kan i visse tilfælde utvivlsomt irritere myndighedspersoner. Særligt i straffesager eller i sager om påståede menneskerettighedskrænkelser for eksempel i fængsler står advokaten over for magtfulde myndigheder som for eksempel politiet eller fængselsmyndighederne. Disciplinærsager eller straffesager mod advokater rejst af sådanne myndigheder eller på initiativ af sådanne myndigheder synes i særlig grad at påkalde sig menneskerettighedsdomstolens opmærksomhed. Eksempler fra EMDs praksis findes blandt andet nedenfor i afsnittet om ærekrænkelser, hvor der ses eksempler på, at de nationale myndigheder har rejst straffesager eller disciplinærsager mod advokater på grund af disses udtalelser om myndighedspersoner.

Den russiske NGO "The International Protection Centre", som yder gratis retshjælp navnlig i sager om påståede menneskerettighedskrænkelser i russiske fængsler, har på organisationens hjemmeside www.ip-centre.ru gengivet forskellige eksempler på de russiske myndigheders forfølgelse af advokater ("persecution of lawyers") fra centret samt på chikane mod forsvarsadvokater ("haressment of defence lawyers"). Myndighedernes midler består i følge hjemmesiden blandt andet i at sætte begrænsninger i kommunikationen mellem forsvarsadvokaten og klienterne ("restricting communications between defence lawyers and their clients"), indblanding i advokat-klient privilegiet ("interference in attorney-client privilege"), irettesættelser og forsøg på at indlede disciplinærsager mod advokaterne ("..reprimands and attempted disciplinary proceedings ...").

Kendelse af 18. juli 2007 fra Advokatnævnet: Under behandlingen af en drabssag ved retten afgav A's datter vidneforklaring. Den sigtedes forsvarer, advokat X, nævnte i sin procedure 10 vidners for- og efternavne. Advokat X oplyste under en senere drøftelse, at der på intet tidspunkt under retssagen var indgået aftale mellem parterne om vidnernes anonymitet, at anklagemyndigheden dog havde orienteret hende om, at man ikke agtede at nævne vidnernes efternavne, men at Østre Landsret ikke havde truffet bestemmelse om anonym vidneførsel, ligesom der ikke under retssagen fra parterne eller fra landsrettens side, var givet nogen vidner løfter om anonymitet. Ingen af vidnerne havde fremsat begæring om anonymitet eller om, at tiltalte eller tilhørere blev ført ud, når forklaringen skulle afgives. Samtlige vidneforklaringer under retssagen var afgivet for åbne døre, og hverken politiet eller anklagemyndigheden havde fremsat begæring over for retten om, at de tiltalte ikke blev gjort bekendt med vidnernes identitet. Anklagemyndigheden og politiet havde været fuldt klar over, at vidnernes identitet ikke var hemmelig, og at der på intet tidspunkt under retssagen havde været oplysninger fremme om, at nogen vidner skulle have været udsat for trusler. Senere udtalte retsformanden, at det var en misforståelse mellem forsvareren og anklageren, der førte til, at forsvareren under sin afsluttende procedure havde nævnt både for- og efternavn på en række vidner, der ifølge dem selv var blevet lovet navnebeskyttelse. Advokat X havde efter hans opfattelse handlet i god tro. A klagede til Advokatnævnet, der afgjorde sagen således: ”Advokatnævnet lægger til grund, at der ikke af Østre Landsret er afsagt kendelser om beskyttelse af vidnets identitet, jf. retsplejelovens § 848, stk. 2, nr. 2 – nu § 856, stk. 2, nr. 2. Nævnet lægger endvidere til grund, at der ikke er indgået aftale mellem anklagemyndigheden og forsvaret om ikke at nævne vidnernes efternavne under domsforhandlingen. På den baggrund finder nævnet ikke, at advokat [X] ved at nævne vidnernes efternavne i sin procedure har tilsidesat god advokatskik, hvorfor hun frifindes for den rejste klage.”

Kendelse af 14. december 2006 fra Advokatnævnet: Advokat A repræsenterede faderen, og advokat X repræsenterede moderen i en sag om samvær til parrets fællesbørn. I sagen blev der gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, og statsamtet traf afgørelse i sagen i to omgange. Advokat X påklagede den sidste afgørelse til Familiestyrelsen. Der blev efterfølgende rejst en sædelighedssag mod advokat faderen. Advokat X blev beskikket som bistandsadvokat for barnet i denne sag. Advokat A klagede til Advokatnævnet bl.a. over, at advokat X havde ladet sig beskikke som bistandsadvokat for barnet i sædelighedssagen, når hun samtidig var advokat for moderen i samværssagen. Advokatnævnet afgjorde sagen således: ”Advokatnævnet [finder], at advokat [X] handlede i strid med god advokatskik, da hun lod sig beskikke som bistandsadvokat for pigen i straffesagen mod faderen, efter at hun havde optrådt som advokat for moderen i samværssagen, idet pigens interesser ikke uden videre var identiske med moderens, og idet der kunne være grund til frygt for, at advokat [X], når hun repræsenterede pigen, lod sig influere af moderens interesser i samværssagen. Som følge heraf har advokat [X] i medfør af retsplejelovens § 126, stk. 1, tilsidesat god advokatskik og tildeles i medfør af retsplejelovens § 147 c, stk. 1, efter omstændighederne en irettesættelse."

Særligt om sanktioner mod advokater for disses ytringer
Dette emne er nærmere behandlet nedenfor under kapitlet om ærekrænkelser. Det fremgår af kapitlet om ærekrænkelser blandt andet, at advokater, som mødes med sanktioner eller trusler om sanktioner fra de nationale myndigheder for udtalelser fremsat af advokaten for eksempel under retsmøder, i processkrifter eller i pressen, ofte får medhold ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i, at sanktioner eller trusler om sanktioner mod advokater for sådanne ytringer er i strid med EMRK artikel 10. Menneskerettighedsdomstolen udtaler i nogle af sine afgørelser bekymring over, at truslen om sanktioner mod advokater, der udtaler sig for skarpt navnlig om myndigheder eller myndighedspersoner, kan have en såkaldt "chilling effect".

2.11 - Advokatbistand til vidner og bistandsadvokat til den forurettede
Udgangspunktet er, at vidner ikke har krav på at få beskikket en advokat. Ønsker et vidne advokatbistand, må vidnet normalt selv afholde udgiften herved.

I TfK 2004.540/2 ØLK, hvor et vidne havde anmodet om advokatbistand i forbindelse med, at der skulle tages stilling til, om vidnet var omfattet af retsplejelovens § 171 om vidnefritagelse for en parts nærmeste, gjorde anklagemyndigheden gældende, at der ikke er hjemmel til at beskikke en advokat for vidner bortset fra visse tilfælde, hvor vidnet er forurettet i straffesagen. Landsretten tiltrådte byrettens afgørelse om at beskikke en advokat for vidnet. Landsretten udtalte blandt andet: "at der normalt ikke bør ske beskikkelse af advokat for et vidne, der påberåber sig en vidnefritagelses- eller vidneudelukkelsesgrund. Efter retspraksis er der mulighed for ganske undtagelsesvis at beskikke advokat for et sådant vidne, hvis helt særlige forhold gør sig gældende."

Betænkning 1102 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager - 1987

Af retsplejelovens § 741 a til § 741 f (kapitel 66) følger, at forurettede i en straffesag i visse tilfælde har adgang til at få beskikket en bistandsadvokat, hvis salær skal udredes af det offentlige.

Bistandsadvokatens adgang til aktindsigt, deltagelse i afhøringer og andre processuelle beføjelser
Retsplejelovens § 741 c indeholder en række regler om de beføjelser, som bistandsadvokaten har under sagen. I medfør af retsplejelovens § 741 c, stk. 1, har advokaten adgang til at overvære afhøringer af den forurettede såvel hos politiet som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten underrettes endvidere om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.

Advokaten har endvidere adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forklaring til politirapport, jf. retsplejelovens § 741 c, stk. 2, 1. pkt. Når der er rejst tiltale i sagen, har advokaten tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiet har tilvejebragt, jf. § 741 c, stk. 2, 2. pkt. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart tilstilles advokaten. Advokaten må dog ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til den forurettede eller andre, og han må ikke uden politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med indholdet af det i stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale, jf. § 741 c, stk. 3.

Af forarbejderne til retsplejelovens § 741 c, stk. 2, jf. FT 1979-80, tillæg A, sp. 469 ff, fremgår det, at advokaten for den forurettede – i modsætning til forsvareren – først har fuld aktindsigt, efter at der er rejst tiltale i sagen. Det anføres i den forbindelse, at denne forskel må ses i sammenhæng med forskellen mellem den sigtedes og den forurettedes stilling i sagen. Mens den sigtede under sagen har adgang til at nægte at udtale sig og ikke kan straffes, hvis den pågældende giver falsk forklaring, er den forurettede hovedkilden til sagens oplysning og som vidne i retten forpligtet til at udtale sig i overensstemmelse med sandheden.

Bistandsadvokatens processuelle stilling i retten, herunder advokatens stilling i forbindelse med afhøringer af den forurettede eller andre vidner samt sigtede, er ikke nærmere reguleret i § 741 c. Af bemærkningerne til § 741 c, jf. FT 1979-80, tillæg A, sp. 470, fremgår det, at det i vidt omfang vil være overladt til domstolene at fastlægge advokatens beføjelser i forbindelse med den almindelige retsledelse. Det gælder bl.a. med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt og på hvilken måde advokaten kan stille spørgsmål til andre end den forurettede, dvs. til sigtede og eventuelle vidner, samt advokatens stilling i forbindelse med forsvarets og anklagemyndighedens afhøringer.

Det understreges dog i bemærkningerne, at advokaten under afhøringerne ikke bør kunne rådgive sin klient om den umiddelbare besvarelse af stillede spørgsmål. Det anføres således, at da denne regel er udtrykkeligt fastslået i retsplejelovens § 752, stk. 5, og § 754, stk. 1, for så vidt angår den sigtede og dennes forsvarer, må det på grund af den forurettedes stilling som vidne så meget mere desto mere gælde, når det drejer sig om forholdet mellem den forurettede og dennes advokat.

Det fremhæves endvidere, at den forurettedes advokat ikke bør kunne virke som en yderligere anklager i sagen. Advokaten bør derfor ikke have adgang til at procedere med hensyn til skyldsspørgsmålet og strafudmålingen. Derimod fremgår det, at det vil være rimeligt, at advokaten får adgang til at procedere med hensyn til en række andre spørgsmål, f.eks. spørgsmål om hvorvidt sagen skal behandles for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29 a, og om afhøring af den forurettede skal ske uden den tiltaltes tilstedeværelse mv., jf. retsplejelovens § 848. Ligeledes har bistandsadvokaten adgang til at procedere spørgsmålet om en eventuel erstatning. Der henvises til FT 1979-80, tillæg A, sp. 471.

Bistandsadvokatens opgaver
Bistandsadvokatens arbejde består i almindelighed i at bistå forurettede med en eventuel erstatningsopgørelse samt at bistå samme under afhøringer hos politiet og i retten.

Bistandsadvokatens arbejde kan af domstolene ikke begrænses til kun at omfatte opgørelse af erstatningskrav og eventuelt møde med forurettede uden for retten. Forurettede har krav på at få dækket udgiften til, at bistandsadvokaten giver møde under hovedforhandlingen. Se artikel af 22. januar 2010 om bistandsadvokatens pligter og adgangen til salær for udførelsen af disse. Artiklen gennemgår blandt andet bistandsadvokatens opgaver, således som der er redegjort for disse i betænkning 1102 fra 1987, kapitel 4, afsnit 4.1.3. side 41 ff.

Se i øvrigt artikel af 14. september 2004 af advokat Jørgen Lange, København, i Advokaten nr. 9, 2004. Jørgen Lange anfører blandt andet, at der "ikke findes entydige og udtømmende retningslinier for, hvilke arbejdsopgaver, der naturligt henhører under" bistandsadvokatens hverv. Han anfører videre: "Efter sagens natur må grænsen være flydende, og bistandsadvokaten er – inden for en rimelig margin – berettiget til at skønne over klientens konkrete og relevante behov for assistance. I det omfang der måtte opstå situationer, hvor det kan være tvivlsomt at anvende betydelige tidsmæssige ressourcer eller afholde væsentlige udgifter på f.eks. indhentelse af lægelige oplysninger i form af speciallægeerklæringer, bør forholdet i første omgang forelægges retten ved en uformel henvendelse."

Adgangen til at få beskikket en bistandsadvokat
Af Rigsadvokatens meddelelse nr. 8/2007 af 28. september 2007 fremgår politiets pligt til at vejlede forurettede om reglerne om bistandsadvokat, erstatning og offerrådgivning til forurettede.

Af TfK 2009.802 V fremgår det, at forurettede kan få beskikket en bistandsadvokat efter det tidspunkt, hvor politiet har besluttet at indstille efterforskningen. Vestre Landsret udtalte i sin kendelse blandt andet: "...NN har anmodet om beskikkelse af bistandsadvokat den 3. oktober 2008, og politiet har herefter den 21. oktober 2008 indstillet efterforskningen uden forinden at have fremsendt anmodningen om advokatbeskikkelse til retten. Den omstændighed, at retten som følge heraf først har taget stilling til anmodningen om advokatbeskikkelse, efter at politiet har indstillet efterforskningen i sagen, kan ikke i sig selv ændre vurderingen efter retsplejelovens § 741 a. Herefter og da advokatbistand efter de foreliggende oplysninger om overfaldet på NN ikke kan anses for åbenbart unødvendig, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 3, ændres byrettens kendelse, således at advokat Hans Kjellund beskikkes som bistandsadvokat for NN, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 1. ..."

Af kendelsen UfR.2004.1358.V kan udledes, at Vestre Landsret har fundet, at der i tilfælde, hvor forurettede er indsat i kriminalforsorgens institutioner, tillige kan bestå en pligt for bistandsadvokaten til at bistå den forurettede med spørgsmål om for eksempel strafafbrydelse eller benådning, hvis dette har sammenhæng med den forbrydelse, der har ført til beskikkelse af bistandsadvokaten.

I UfR.2007.1463.Ø afslog landsretten at beskikke bistandsadvokat til en fængselsfunktionær, der var forurettet i en sag om overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3.

Ved Lov nr. 349 af 23. maj 1997 ændredes reglerne blandt andet således, at forurettede i voldssager og sædelighedssager som udgangspunkt har krav på at få beskikket en bistandsadvokat. En lovændring i 2005 sikrede voldtægtsofre en bedre adgang til bistandsadvokat, samtidigt med at bistandsadvokatens processuelle beføjelser blev forbedret. Se nærmere betænkning 1458 afgivet i 2005 af Justitsministeriets strafferetsplejeudvalg om forbedring af voldtægtsofres retsstilling.

Retsmøder skal så vidt muligt berammes, således at bistandsadvokaten kan være til stede
I UfR 2010.77 VLK fastslog Vestre Landsret, at retsmøder, hvor "forurettede skal afhøres", så vidt muligt skal berammes efter aftale med bistandsadvokaten, jf. retsplejelovens § 741 c, stk.

Se også UfR 2007.879 ØLK, hvor Østre Landsret udtalte: "Efter retsplejelovens § 741 c, stk. 1, som affattet ved lov nr. 558 af 14. juni 2005, skal retsmøder, hvor forurettede skal afhøres, så vidt muligt berammes efter aftale med bistandsadvokaten. I en situation som den foreliggende, hvor domsforhandlingen allerede var berammet, da bistandsadvokaten blev beskikket, og hvor bistandsadvokaten straks anmodede om omberammelse, må bestemmelsen føre til, at byretten burde have undersøgt, om sagen kunne behandles på et andet tidspunkt, eller om bistandsadvokaten kunne give møde ved en kollega. Imidlertid foretog byretten sig intet og reagerede ikke over for bistandsadvokaten, før denne nogle dage før domsforhandlingen rykkede for et svar. Bistandsadvokaten har oplyst, at hun som følge heraf endnu ikke har afholdt møde med forurettede om opgørelse af erstatningskrav m.v. og i øvrigt end ikke har modtaget sagens akter fra politiet. I hvert fald under de således foreliggende omstændigheder, hvor domsforhandlingen den 12. december 2006 herefter ikke vil kunne gennemføres på en måde, hvor forurettedes interesser varetages forsvarligt, finder landsretten, at domsforhandlingen ikke bør fastholdes."

Offererstatningsloven

Betænkning 751 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser - 1975
Betænkning 1412 om godtgørelse til efterladte ved dødsfald - 2002

Efter lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser kan der i nogle tilfælde ydes erstatning til ofre for forbrydelser. Ansøgning om erstatning indgives til det såkaldte "erstatningsnævn", som henhører under Civilstyrelsen. Udgangspunktet er, at det er gerningsmanden til en forbrydelse (skadevolder), der skal yde erstatning til ofret for en forbrydelse (skadelidte). Blandt andet fordi gerningsmænd til forbrydelser ofte er uden midler, og denne derfor helt eller delvist er ude af stand til at betale erstatning til forurettede, gennemførte folketinget i 1976 loven om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

Ifølge side 6, nederst, i erstatningsnævnets årsberetning for 2008 tilkendte nævnet i 2008 erstatning med i alt 113.005.292 kr. Det fremgår endvidere, at det lykkedes politiet at inddrive i alt 3.138.705 kr. fra skadevolderne, hvilket svarer til ca. 2,5 pct. af det beløb, der inkl. renter i alt er udbetalt i 2008 til ansøgerne via politiet.

Erstatningsnævnet betaler erstatning for personskade som følge af overtrædelser af straffeloven og for visse afgrænsede personlige ejendele, der er blevet ødelagt, samt mindre kontantbeløb, som mistes i forbindelse med straffelovsovertrædelsen. Nævnet betaler ikke i øvrigt erstatning for tingsskade, medmindre straffelovsovertrædelsen er begået af den personkreds, der er nævnt i offererstatningslovens § 3, der hovedsageligt omfatter personer, der er tvangsanbragt i institutioner under Kriminalforsorgen. Nævnet betaler ikke erstatning i forbindelse med færdselsforseelser, overtrædelse af ordensbekendtgørelsen eller andre lovovertrædelser, der ikke er omfattet af straffeloven.

I det omfang ansøgerens krav betales af skadevolderen eller arbejdsskadesikringen, betaler nævnet ikke erstatning. Dette følger direkte af bestemmelserne i offererstatningslovens § 7, stk. 1, og arbejdsskadesikringslovens § 77 (erstatningsansvars-lovens § 30). Nævnet betaler heller ikke erstatning for konkrete udgifter, f.eks. helbredelsesudgifter og udgifter som følge af beskadiget beklædning, hvis disse udgifter dækkes af ansøgerens forsikringsselskab eller andre, jf. herved offererstatningslovens § 7.

Ansøgeren kan i "særlige tilfælde" efter offererstatningslovens § 15, stk. 2, få dækket "udgifter, som han har afholdt i anledning af sagen". Efter nævnets praksis kan der efter denne bestemmelse ydes ansøgeren hel eller delvis dækning for dennes udgifter til advokatbistand i forbindelse med sagen.

I øvrigt betaler nævnet erstatning efter dansk rets almindelige regler. Det betyder blandt andet, at erstatningen udmåles efter reglerne i erstatningsansvarsloven, og at nævnet har mulighed for at nedsætte erstatningen eller helt lade den bortfalde, hvis ansøgeren har udvist egen skyld, der berettiger til det.

Der redegøres i et vist omfang for erstatningsnævnets praksis i konkrete sager i nævnets årsberetninger.
Se erstatningsnævnets årsberetning for 2004.
Se erstatningsnævnets årsberetning for 2005.
Se erstatningsnævnets årsberetning for 2006.
Se erstatningsnævnets årsberetning for 2007.
Se erstatningsnævnets årsberetning for 2008.

Bistandsadvokatens habilitet
I UfR 1996.827 V fandt Vestre Landsret, at en beskikkelse af advokat som forsvarer under ankesag kunne tilbagekaldes, da advokatens kompagnon under såvel byretssagen som ankesagen var beskikket som bistandsadvokat for forurettede.

Afsluttende om bistandsadvokater
Europakommissionen har i 2004 udgivet "Håndbog - erstatning til ofre for forbrydelser, 2004". Her behandles loven forholdsvist detaljeret. Se også retsplejelovens kapitel 93 b og 93 c nedenfor om beskikkelse af advokat til forurettede i sager, hvor der klages over politiet, eller hvor polititjenestemænd anmeldes for strafbart forhold.

Det offentliges regreskrav mod skadevolder for udgiften til erstatningsnævnets udbetaling af erstatninger
Efter § 17 i offererstatningsloven kan det offentlige søge regres hos skadevolder i mange af de tilfælde, hvor det offentlige har udbetalt erstatning til forurettede. I UfR 2006.356 VLD blev en polititjenestemand, som tidligere var fundet skyldig i vold begået mod en person i forbindelse med anholdelse, pålagt at erstatte det offentlige det beløb, som erstatningsnævnet havde udbetalt til forurettede. Landsretten udtalte blandt andet: "P's handlinger, herunder også den udøvede vold mod F, blev foretaget i forbindelse med en anholdelse. Handlingerne er således udøvet som led i P's tjeneste som politiassistent, og de er dermed omfattet af bestemmelsen i Danske Lov 3-19-2. Såfremt F havde valgt at rette sit krav mod P, ville denne kunne påberåbe sig bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 23, stk. 2, 2. led, jf. stk. 1, over for Politimesteren. Uanset at erstatningen i det foreliggende tilfælde ikke kan anses for udredt af Politimesteren i dennes egenskab af P's arbejdsgiver, finder landsretten, at de hensyn, der ligger bag erstatningsansvarslovens § 23, i et sådant tilfælde må medføre, at der alene kan kræves regres i et omfang, som følger af denne bestemmelse."

Vedrørende erstatningskrav, som fremsættes mod tiltalte under en straffesag, henvises der til kapitlet nedenfor om adhæsionsprocessen, der blandt andet beskæftiger sig med erstatningsansvarsloven.

2.12 - Straffeprocessuelle indgreb
Betænkning 622 om efterforskning i straffesager mv. - 1971

Betænkning 1385 om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v. - 2000

2.12.1 - Indledende om straffeprocessuelle indgreb
Politiet har en særlig adgang til - når visse betingelser er opfyldt - at anvende såkaldte "straffeprocessuelle indgreb" mod borgere og virksomheder i forbindelse med efterforskningen af straffesager. Sådanne indgreb kan bestå i for eksempel anholdelse, ransagning, telefonaflytning, rumaflytning, brevåbning, brevstandsning, optagelse af fingeraftryk eller legemsundersøgelser. Personundersøgelser og mentalundersøgelser er også straffeprocessuelle indgreb. Formålet med at udstyre politiet med beføjelser til at foretage sådanne indgreb er at sikre politiet muligheder for at opklare forbrydelser. Indgreb af den omhandlede slags kan virke ubehagelige på mennesker - herunder mennesker som ikke har begået den forbrydelse, som politiet mistænker dem for. Lovgivningsmagten har derfor indsat en række bestemmelser i retsplejeloven, der sætter begrænsninger for politiets adgang til at foretage sådanne indgreb. Retsplejelovens kapitel 93 a giver adgang til, at der i visse tilfælde kan udbetales erstatning til personer, der har været udsat for straffeprocessuelle indgreb.

Private har en meget snæver adgang til i visse tilfælde at foretage straffeprocessuelle indgreb for eksempel anholdelse og ransagning. Har en privat foretaget en uberettiget anholdelse, og vælger politiet at opretholde anholdelsen, når politiet kommer til stede, kan borgeren søge erstatning hos politiet efter retsplejelovens kapitel 93 a. Såfremt politiet ikke opretholder anholdelsen, er borgeren henvist til at anlægge et civilt søgsmål med krav om erstatning over for den borger, der har foretaget den uberettigede anholdelse. Har den uberettigede anholdelse karakter af ulovlig frihedsberøvelse, kan den i øvrigt være strafbar.

Politiet har i visse tilfælde af præventive årsager adgang til at foretage indgreb, der minder om straffeprocessuelle indgreb, for eksempel anholdelse, selvom der ikke er mistanke om, at en person har begået et strafbart forhold. I så fald er der ikke tale om et "straffeprocessuelt" indgreb. Indgreb, som politiet foretager af præventive grunde, er ikke regulerede i retsplejeloven men i politiloven. Skønner politiet for eksempel, at en person eller gruppe af personer vil udgøre en fare (eller blive udsat for fare), hvis ikke de tilbageholdes af politiet et kortere eller længere stykke tid, kan politiet tilbageholde personerne, hvis ikke en mindre indgribende foranstaltning er tilstrækkelig til at forebygge faren. Retsplejelovens kapitel 43 a giver borgerne ret til domstolsprøvelse, såfremt indgrebet har karakter af frihedsberøvelse (selv en kortvarig tilbageholdelse), og borgeren senest 4 uger efter indgrebets ophør overfor politiet begærer spørgsmålet om indgrebets lovlighed og/eller hensigtsmæssighed prøvet ved retten. Viser det sig, at domstolene finder, at politiets skøn var forkert, kan borgeren i visse tilfælde tilkendes erstatning efter retsplejelovens kapitel 43 a.

Andre offentlige myndigheder kan i forskellige love være tillagt beføjelser til at foretage indgreb overfor borgere og virksomheder. For eksempel har skattemyndighederne i visse tilfælde adgang til at henvende sig på en virksomhed for at gennemgå virksomhedens regnskabsdokumenter, bilag mv. Sådanne indgreb er ikke "straffeprocessuelle indgreb" men betegnes normalt som "indgreb uden for strafferetsplejen". Se eventuelt "Redegørelse til Folketinget om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen", som er afgivet af Justitsministeriets lovafdeling i februar 2009. Publikationen indeholder en række eksempler på lovgivning, der hjemler adgang for andre offentlige myndigheder end politiet til at foretage indgreb (uden for strafferetsplejen). Der gælder også her - ligesom indenfor strafferetsplejen - et almindeligt proportionalitetsprincip.

Straffeprocessuelle indgreb som for eksempel anholdelse og ransagning er så indgribende for den enkelte, at såvel grundloven som den europæiske menneskerettighedskonvention indeholder bestemmelser, der skal beskytte borgerne mod misbrug af de omhandlede indgreb.

I det følgende behandles nogle af de straffeprocessuelle indgreb.

2.12.2 - Forsvarerens kontrol med politiets efterforskning

Forsvarerens tilstedeværelse ved visse efterforskningsskridt

Af retsplejelovens § 745 c fremgår, at forsvareren har "adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede og ret til at stille yderligere spørgsmål". Endvidere hedder det, at forsvareren "efter begæring" skal underrettes om tidspunktet for afhøringerne. Endelig fremgår det, at i tilfælde, hvor sigtede er varetægtsfængslet, og hvor der vil blive truffet bestemmelse om isolation jævnfør retsplejelovens § 770 a, må sigtede ikke afhøres uden at forsvareren er til stede, medmindre såvel den sigtede som forsvareren samtykker heri.

Forsvareren har adgang til selv at stille spørgsmål til sigtede, men sigtede har ikke adgang til at rådføre sig med forsvareren om den "umiddelbare besvarelse af et stillet spørgsmål". Dette udelukker naturligvis ikke, at forsvareren på et hvert tidspunkt under afhøringen kan anbefale sigtede ikke at udtale sig yderligere.

Af betænkning nr. 622 fra 1971, side 42, 2. spalte, fremgår blandt andet, at bestemmelsen "hjemler forsvareren en adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede og til i forbindelse hermed at stille yderligere spørgsmål". Videre anføres der: "En tilsvarende lovhjemlet adgang har forsvareren ikke i dag, men sigtede kan ved at nægte at udtale sig, medmindre hans forsvarer er til stede, normalt opnå samme resultat. Afhøringerne ledes af politiet, og forsvarerens ret til at stille yderligere spørgsmål må ikke benyttes til at overtage afhøringen eller til at gribe ind i politiets afhøring. Sigtede må således ikke rådføre sig med forsvareren om den umiddelbare besvarelse af et stillet spørgsmål, jfr. § 752, stk. 5, ligesom forsvarerens yderligere spørgsmål normalt først må stilles, når politiets afhøring er til ende, eller afhøringen om et enkelt afsnit er afsluttet. Reglen hjemler ikke forsvareren adgang til at overvære afhøringen af andre f. eks. anmelderen eller medsigtede, men udelukker ikke, at politiet giver forsvareren adgang dertil. Bestemmelsen om forsvarerens adgang til at være til stede under politiafhøring af sigtede kan ikke fraviges efter stk. 4. Dette følger allerede af, at sigtede altid kan nægte at udtale sig, medmindre forsvareren er til stede."

I UfR 1998.384 ØLD blev en polititjenestemand straffet for overtrædelse af straffelovens § 156 ved at have foretaget afhøring af en varetægtsfængslet person, uagtet at forsvareren havde meddelt politiet, at den pågældende ikke ønskede at udtale sig til politiet.

Se også bemærkningerne til retsplejelovens § 752.

Retsplejelovens § 745 d foreskriver, at forsvareren skal underrettes af politiet, når "en afhøring, en konfrontation, en fotoforevisning eller andet efterforskningsskridt af lignende betydning kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under hovedforhandlingen". Det fremgår også af teksten, at grunden til denne regel er, at "forsvareren kan få lejlighed til at være til stede". Endelig følger det, at forsvareren "har adgang til at stille forslag med hensyn til gennemførelsen af det pågældende efterforskningsskridt".

Retsplejelovens § 745 d har følgende indhold:

".. Når en afhøring, en konfrontation, en fotoforevisning eller andet efterforskningsskridt af lignende betydning kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under domsforhandlingen, giver politiet meddelelse til forsvareren inden foretagelsen, således at forsvareren kan få lejlighed til at være til stede. Forsvareren har adgang til at stille forslag med hensyn til gennemførelsen af det pågældende efterforskningsskridt. Forsvarerens bemærkninger i så henseende skal tilføres politirapporten. Har forsvareren ikke mulighed for at komme til stede, eller er det ikke muligt for politiet at give forsvareren meddelelse, kan der kun foretages efterforskningsskridt, som ikke kan opsættes. Har forsvareren ikke været til stede, skal forsvareren uden ophold underrettes om det foretagne. .."

Af betænkning nr. 622 fra 1971, side. 42, fremgår om bestemmelsen blandt andet, at den "pålægger politiet pligt til at underrette forsvareren, inden der foretages udenretlige efterforskningsskridt, der kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under sagen. Forsvareren skal endvidere have lejlighed til at være til stede. De pågældende efterforskningsskridt - typisk konfrontationer, rekonstruktioner af handlingsforløb eller fonetisk optagelse af børns forklaringer - må i realiteten anses som anteciperet bevisførelse og vil kunne have en lignende betydning for sagens afgørelse. .."

Fra praksis kan der henvises til UfR 2003 1327 HK. Her fandt Højesteret i et tilfælde, hvor et vidne hos politiet fik forevist flere skydevåben og blandt disse skulle forsøge at udpege gerningsvåbnet, var et "efterforskningsskridt", hvor forsvareren burde have haft mulighed for at være til stede. I UfR 2003.2645 ØLK fandt Østre Landsret, at politiet ikke havde pligt til at underrette forsvareren om en forestående ransagning hos en sigtet. Østre Landsret anførte i sine bemærkninger blandt andet følgende: ".. Af betænkning nr. 622/1971, s. 42, fremgår bl.a., at retsplejelovens § 745, stk. 3 (nu § 745 d, stk. 1), om pligt til at underrette forsvareren, ikke gælder ransagninger. ..".

EMD har den 25. februar 2010 i sagen Lisica mod Kroatien (sagsnr. 20100/06) fundet, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, § 1, at et plasticstykke fra et dørhåndtag til en VW Golf personbil, der var blevet fundet i klagerens BMW personbil under en ransagning af denne, blev anvendt som bevis i en straffesag mod klageren, uagtet at klagerens advokat og klageren ikke var blevet tilbudt at overvære ransagningen af klagerens bil. Det omhandlede plasticstykke ansås af de nationale domstole for at være en del af et dørhåndtag, der manglede på netop den VW Golf personbil, som havde været anvendt til et røveri mod en pengetransport. Klageren havde nægtet sig skyldig i dette røveri. Der var meget få beviser mod klageren. Plasticstykket fundet i klagerens bil knyttede imidlertid klageren til røveriet. Han blev ved de nationale domstole fundet skyldig i røveriet. Af afgørelsens præmis 60 fremgår blandt andet følgende: "In the present case the search of the VW Golf vehicle carried out by the police on 24 May 2000 as well as the entry of the police into the first applicant’s vehicle on 26 May 2000, both without the applicants or their counsel being present or even informed of these acts and without a search warrant for the search of the BMW on 26 May 2000, produced an important piece of evidence". Såfremt danske domstole - for eksempel ved at henvise til UfR 2003.2645 ØLK - fremover fortsat udelukker forsvareren fra at overvære ransagninger af dennes klients lokaliteter mv., vil det bevismateriale, som måtte fremkomme under sådanne ransagninger, næppe kunne anvendes som bevis i en straffesag mod klienten, uden at dette kan risikere at udgøre en krænkelse af EMRK artikel 6.

I kendelsen TfK 2009.643 VLK afsagt af Vestre Landsret den 20. maj 2009 fastslog landsretten, at en fotoforevisning ikke kunne indgå som bevis i en straffesag, hvor en mand var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244 ved i juni 2008 at have slået en person i ansigtet med knyttet hånd og med tandskade til følge. Forsvareren havde ikke været underrettet om fotooptagelsen og dermed haft mulighed for for eksempel at påvirke sammensætningen af fotos under konfrontationen. Anklageren fastholdt, at fotoforevisningen kunne anvendes som bevis. Da tiltalte ikke var sigtet i sagen på det tidspunkt, skulle der heller ikke beskikkes forsvarer for ham. Landsrettens kendelse lød således: "På tidspunktet for fotoforevisningens foretagelse havde politiet fra lederen af campen fået oplyst, at tiltalte af vidner den pågældende aften var blevet udpeget som gerningsmanden. Det må antages, at denne oplysning er baggrunden for, at tiltaltes billede er blandt de personfotografier, der blev forevist for vidnerne. Selv om en anden person på det tidspunkt var sigtet i sagen, burde tiltalte under de foreliggende omstændigheder også være sigtet og have haft adgang til at få en forsvarer beskikket. Da retsplejelovens § 745 d om forsvarerens adgang til at være til stede således ikke kan anses for overholdt, og da forsvareren har fremsat konkrete indsigelser mod fotoforevisningens gennemførelse, som ikke uden videre kan afvises, tages forsvarerens protest mod forevisningens anvendelse som bevis til følge."

Af retsplejelovens 745 e fremgår, at forsvareren skal underrettes om efterforskningsskridt som for eksempel en videoafhøring af et barn og have lejlighed til at være til stede under denne. Det fremgår også, at sigtede ikke har ret til at overvære afhøringen men har ret til at se denne og eventuelt forlange genafhøring.

I TfK 2003 714 ØLK fik forsvareren medhold i, at det var relevant at foretage en genafhøring af barnet.

I V.L. S-0096-11 skiftede de sigtede forsvarer umiddelbart efter, at de børn, som de var sigtede for at have forbrudt sig imod, havde afgivet forklaring til politiet under en videoafhøring. Den nye forsvarer ønskede genafhøring af børnene, og han anmodede derfor inden 14 dage efter videoafhøringen om, at der blev foretaget en ny videoafhøring. Politiet afviste at imødekomme begæringen fra den nye forsvarer, som derpå forlangte spørgsmålet domstolsprøvet. Byretten afviste begæringen, som af forsvareren blev kæret til Vestre Landsret. Landsretten udtalte i sin kendelse af 2. februar 2011, at spørgsmålene, som den nye forsvarer ønskede stillet til børnene ikke var relevante, således som tiltalen var rejst. Imidlertid bemærkede landsretten, at begæringen om genafhøring var fremkommet inden for den af politiet fastsatte frist på 14 dage, og at det må "anses for rimeligt begrundet i hensynet til tiltaltes varetagelse af sit forsvar i forhold til den rejste tiltale, at der gives forsvareren lejlighed til, at der stilles yderligere spørgsmål til børnene", hvorpå forsvarerens anmodning om genafhøring af børnene blev taget til følge.

Se nærmere nedenfor under afsnittet om videoafhøring af børn som bevismiddel.

Forsvarerens ret til domstolsprøvelse af tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt

Retsplejelovens § 746, stk. 1, har følgende ordlyd:

"Retten afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt samt om sigtedes og forsvarerens beføjelser, herunder om begæringer fra forsvareren eller sigtede om foretagelsen af yderligere efterforskningsskridt. Afgørelsen træffes på begæring ved kendelse."

I TfK 2009.141 VLK var en person sigtet for overtrædelse af skattekontrollovens § 13 B og momslovens § 81, stk. 4, ved at have udstedt fakturaer til sine kunder med et urigtigt indhold, idet fakturaerne var påført teksten »Erhvervs-beklædning« o.l. i stedet for det, der rent faktisk er leveret/solgt, hvorved der var unddraget skat for 98.989 kr. og moms for 82.415,53 kr. Forsvareren anmodede i medfør af retsplejelovens § 746 om, at retten skulle pålægge politiet at rette henvendelse til samtlige kunder blandt andet med forespørgsel om, hvorledes kunderne faktisk anvendte tøjet, og hvorledes fakturaerne var anvendt skattemæssigt og momsmæssigt. Anklagemyndigheden protesterede og anførte blandt andet: "at det af forarbejderne til skattekontrollovens § 13 B, jf. lovforslag nr. 229 af 21. april 1999, fremgår, at det strafbare er udstedelse af en faktura, der er egnet til at blive anvendt som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og som på grund af sit urigtige indhold fremmer modtagerens muligheder for på et senere tidspunkt at begå skattesvig. Da forholdet fuldbyrdes allerede ved fakturaens udstedelse, er det uden betydning, om modtageren faktisk har foretaget fradrag i skatteregnskabet for det købte. Det afgørende for sagen er, at sigtede ved at nøjes med at skrive »erhvervsbeklædning« har åbnet op for muligheden for skattesvig." Forsvareren fik delvist medhold såvel ved byretten som landsretten. Landsretten udtalte blandt andet: "Det kan ikke på forhånd udelukkes, at en undersøgelse af købernes anvendelse af beklædningen kan få betydning for bedømmelsen af, om fakturaerne har "et urigtigt indhold"..". Landsretten pålagde således politiet at efterforske, hvorledes beklædningen var anvendt af sigtedes kunder. Derimod fik forsvaret ikke medhold i, at det kunne pålægges politiet at undersøge, hvorledes fakturaerne var anvendt skattemæssigt og momsmæssigt. Landsretten udtalte herom: "Som sigtelsen er formuleret, forudsættes det, at der rent faktisk er unddraget skat og moms. Anklagemyndigheden har bevisbyrden herfor, og landsretten finder ikke, at sigtelsens formulering i sig selv kan begrunde, at det - mod anklagemyndighedens protest - pålægges politiet at foretage denne efterforskning, der må antages at være forholdsvis omfattende."

I TfK 2008.529 ØLK blev anklagemyndigheden på forsvarerens begæring i en sag om udlevering til strafforfølgning for narkotikakriminalitet i USA pålagt at indhente og fremlægge sagsmateriale herunder nogle mulige "plea agreements" fra myndighederne i USA. Anklagemyndigheden fik ikke medhold i et synspunkt om, at der ikke er de samme beviskrav i en udleveringssag som i en straffesag, og at forsvareren derfor ikke havde behov for materialet. Landsretten fandt, at forsvareren burde have adgang til materialet, således at denne havde mulighed for "på et kvalificeret grundlag" at kunne "varetage sine pligter i relation til sagen".

I TfK 2008.75 HK hjemviste Højesteret en sag til fornyet behandling i landsretten. Landsretten burde ikke have have truffet afgørelse om at nægte forsvarerne adgang til politiets materiale i en sag alene på grundlag af en redegørelse om materialet fremlagt af Politiets Efterretningstjeneste (PET). Landsretten burde selv have undersøgt materialet. Højesteret udtalte blandt andet: "Vedrørende sagens realitet finder Højesteret, at afgørelsen om afslag af den foreliggende anmodning om aktindsigt i henhold til retsplejelovens § 729 a, stk. 3, ikke burde være truffet alene på grundlag af Politiets Efterretningstjenestes redegørelse af 19. oktober 2007, men at landsretten i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 2, 2. pkt., burde have pålagt politiet over for retten at fremlægge det materiale, som tvisten angår."

En person, der var blevet anholdt for overtrædelse af retsplejelovens § 750 for at nægte at oplyse navn med videre til politiet, forlangte i sagen UfR 1993 196 VLK i medfør af retsplejelovens § 746 at få prøvet lovligheden af anholdelsen for retten. Efterforskningen var, da den pågældende forlangte sagen indbragt for retten, afsluttet. Anklagemyndigheden fik ved byretten medhold i, at sagen burde afvises, idet klager "over politiets adfærd under anholdelse og tilbageholdelse" skulle behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93. Vestre Landsret hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. Landsretten anførte blandt andet: "Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 746, stk. 1, kan domstolene efterprøve lovligheden af blandt andet en anholdelse, og der er ikke grundlag for at statuere, at domstolene ikke kan udøve legalitetskontrol, fordi kærende ikke har indgivet klage til lokalnævnet, eller at prøvelse efter retsplejelovens § 746, stk. 1, skulle være udelukket, fordi efterforskningen er afsluttet."

Selv om det fremgår af retsplejelovens § 746, stk. 1, at retten afgør tvistigheder om bl.a. lovligheden af politiets efterforskningsskridt, finder bestemmelsen efter praksis ikke anvendelse på klager over sagsbehandlingstiden, jf. UfR 1982.1201 Ø. I Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4, 2006, med titlen: "Sagsbehandlingstiden i straffesager. Klager fra sigtede over lang sagsbehandlingstid samt indberetning af domme med vurdering af sagsbehandlingstiden", udtales blandt andet: "I kraft af over/underordnelsesforholdet kan den overordnede anklagemyndighed imidlertid give den underordnede anklagemyndighed pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager. Det betyder, at den overordnede anklagemyndighed f.eks. kan pålægge den under-ordnede anklagemyndighed at afslutte efterforskningen af en sag, fremme behandlingen af sagen, tage stilling til spørgsmålet om tiltalerejsning m.m. Den overordnede anklagemyndighed kan meddele sådanne pålæg bl.a. på baggrund af en klage fra f.eks. den sigtede. Det følger heraf, at den sigtede f.eks. kan klage til statsadvokaten over sagsbehandlingstiden i straffesager".

Begæring efter rpl. § 747 om retsmøde f. eks. vedrørende anticiperet bevisførelse for at begrænse varetægtsfængsling

Betænkning 622/1971 om efterforskning i straffesager mv.
Betænkning 1492/2007 om begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængsling
Betænkning 1469/2006 om varetægtsfængsling i isolation efter 2000-loven

Retsplejelovens § 747 har følgende indhold:
Retsmøde afholdes, når der fremsættes anmodning om foranstaltninger, som kræver rettens medvirken.
Stk. 2. Efter anmodning afholdes endvidere retsmøde, når det er påkrævet for at sikre bevis, som
1) det ellers må befrygtes vil gå tabt,
2) ikke uden uvæsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres for den dømmende ret eller
3) må antages at være af betydning for efterforskningen eller af hensyn til en offentlig interesse.
Stk. 3. Retsmøde med henblik på at sikre bevis kan endvidere afholdes efter anmodning, hvis
1) sigtede er varetægtsfængslet, herunder i isolation,
2) sikringen af bevis vil kunne få betydning for spørgsmålet om varetægtsfængslingens eller isolationens ophævelse og
3) væsentlige praktiske hensyn ikke taler imod.
Stk. 4. Imødekommer retten en anmodning efter stk. 3, skal retsmødet afholdes snarest og så vidt muligt inden for 2 uger fra rettens modtagelse af anmodningen.

Af betænkning 822 om efterforskning i straffesager mv,, side 43 og side 44 fremgår blandt andet, at det med indsættelsen af § 747 i retsplejeloven var hensigten at udvide den adgang til anticiperet bevisførelse i forhold til de dagældende bestemmelser i § 806, stk. 3, og § 818.

Ved lov nr. 493 af 17. juni 2008 blev § 747, stk. 3, ændret således, at for eksempel forsvareren kan anmode om, at der afholdes et retsmøde, hvor sigtede, medsigtede eller vidner kan afgive forklaring med henblik på, at varetægtsfængsling kan bringes hurtigere til ophør. Indtil lovændringen i 2008 havde bestemmelsen kun givet denne mulighed i tilfælde, hvor varetægtsfængslingen fandt sted i isolation, hvilket forudgående var blevet gennemført med lov nr. 1561 af 20. december 2006. Se bemærkningerne vedrørende § 747, stk. 3, i lov nr. 1561 af 20. december 2006. I bemærkningerne til § 747, stk. 3, i lov nr. 493 af 17. juni 2008 fremhæves det, at lovændringen er rettet mod de tilfælde, hvor varetægtsfængslingen er "begrundet i hensynet til at hindre sigtede i at vanskeliggøre forfølgningen i sagen, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3". I sådanne tilfælde "vil en anticiperet (foregrebet) bevisførelse på samme måde som i sager om isolationsfængsling efter omstændighederne kunne medføre, at der efter den skete bevisførelse vil være grundlag for at ophæve varetægtsfængslingen". Det fremhæves i bemærkningerne, at en anmodning om bevisførelse efter bestemmelsen bør imødekommes, hvis ikke "væsentlige praktiske hensyn taler imod". Som et eksempel på et sådant væsentligt praktisk hensyn nævnes, at "der skal indkaldes vidner fra udlandet".

I "Rigsadvokatens meddelelse nr. 7-1997: Meddelelse om indenretlig afhøring af vidner - Anteciperet bevisførelse" anmodes politiet om i "videst muligt omfang" at benytte bestemmelsen om anteciperet bevisførelse i kampen mod organiseret kriminalitet og rockerkriminalitet. Rigsadvokaten anfører i meddelelsen blandt andet: "hvis der er risiko for, at det vil være faktisk umuligt at opnå en vidneforklaring senere under domsforhandlingen, f.eks. fordi et vidne ligger for døden. Bestemmelsen kan imidlertid også anvendes, hvor vidnet nok vil kunne afhøres senere, men hvor der er mulighed for, at den pågældende ikke vil være i stand til - eller ønske - at afgive en troværdig forklaring, f.eks. ved afhøring af vidner, der kan tænkes at blive udsat for trusler. Det samme må antages at gælde, når der kan være risiko for, at vidner kan blive udsat for vold, pression eller i øvrigt føle sig under pres, som får dem til at ændre forklaring eller nægte at afgive forklaring." Rigsadvokaten gør i meddelelsen yderligere opmærksom på retsplejelovens § 748, stk. 1, hvor af det følger, at sigtede så vidt muligt underrettes om retsmødet, og er berettiget til at overvære retsmødet. Herom anfører rigsadvokaten blandt andet: "Retten kan dog på begæring bestemme, at der ikke skal gives sigtede underretning om et retsmødes afholdelse, eller at sigtede skal være udelukket fra at overvære et retsmøde helt eller delvis, hvis hensynet til fremmede magter, til statens sikkerhed eller til sagens opklaring undtagelsesvis gør det påkrævet, jf. retsplejelovens § 748, stk. 5."

Sigtede underrettes med få undtagelser så vidt muligt om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem
Retsplejelovens § 748, stk. 1, lyder således: "Sigtede underrettes så vidt muligt om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Dette gælder ikke retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om foretagelse af foranstaltninger i henhold til kapitlerne 69-74. Er sigtede varetægtsfængslet, kan fremstilling af ham undlades, hvis den vil være forbundet med uforholdsmæssigt besvær".

I TfK 2010.402 VLK indkaldte politiet sigtede til et retsmøde, hvor spørgsmålet om opretholdelse af en beslaglæggelse af sigtedes bil skulle behandles, ved at fremsende et almindeligt brev til sigtedes adresse i Danmark, idet politiet mente, at sigtedes adresse i Sverige var en "proformaadresse". Byretten godkendte beslaglæggelsen. Denne kendelse blev kæret til landsretten. Landsretten ophævede kendelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. Landsretten udtalte blandt andet: "Sigtede skal ifølge retsplejelovens § 748, stk. 1, 1. pkt., så vidt muligt underrettes om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Det er uklart, om den adresse i Sverige, der fremgår af sagens dokumenter, og hvor S gør gældende, at han bor, er S' reelle adresse, eller om der som hævdet af politiet er tale om en proformaadresse. Ved alene at sende underretningen om retsmødet til den adresse i - - -, hvor S efter politiets opfattelse bor, og ikke tillige til adressen i Sverige, har S ikke fået behørig underretning om retsmødet. Landsretten ophæver herefter byrettens kendelse og hjemviser sagen til byretten til fornyet behandling".

I TfK 2010.904/1 ØLK havde byretten forgæves forsøgt at få berammet et retsmøde med forsvareren, hvor der skulle tages stilling til spørgsmålet om, hvorvidt sigtede skulle mentalundersøges. Forsvareren havde lovet retten at ringe tilbage vedrørende berammelse af sagen men gjorde angiveligt ikke dette. Byretten havde derfor afsagt kendelse om, at der skulle ske mentalundersøgelse, uden at sigtede og forsvareren havde være tilstede i retsmødet. Landsretten hjemviste sagen til fornyet behandling i byretten og udtalte blandt andet: "Hverken sigtede eller hans forsvarer var til stede i retsmødet, hvor der blev truffet bestemmelse om mentalundersøgelse. Retsplejelovens § 809, stk. 1, forudsætter, at tiltalte er til stede, og at han har adgang til at udtale sig om sin holdning til en begæring om mentalundersøgelse. Det følger endvidere af retsplejelovens § 810, at sigtede skal spørges om, hvorvidt han samtykker i, at der søges tilvejebragt oplysninger om hans personlige forhold ved henvendelse til hans pårørende eller andre personer til brug for mentalundersøgelsen. Forsvareren har endvidere krav på underretning om ethvert retsmøde og adgang til at være til stede i sådanne møder, jf. retsplejelovens § 748, stk. 2."

I TfK 2009.600/ ØLK anmodede anklagemyndigheden om, at en sigtet person blev udelukket i medfør af retsplejelovens § 748, stk. 5, fra at overvære et retsmøde, der var berammet med henblik på at fremme sagen mod en medsigtet som en tilståelsessag. Anklagemyndighedens anmodning blev afvist. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter ordlyden af retsplejelovens § 748, stk. 5, kan en sigtet kun undtagelsesvis udelukkes fra at overvære et retsmøde helt eller delvis. Efter de for landsretten foreliggende oplysninger er der ikke grundlag for at antage, at S' tilstedeværelse under det planlagte retsmøde til fremme af sagen mod M som tilståelsessag vil være til hinder for, at M afgiver en uforbeholden forklaring om de rejste sigtelser. Den mere teoretiske mulighed for, at S senere som vidne vil skulle afgive forklaring mod M, kan ikke begrunde, at S undtagelsesvis udelukkes fra at overvære retsmødet, jf. retsplejelovens § 748, stk. 5. Der er herefter ikke grundlag for på forhånd at udelukke S fra at overvære retsmødet."

I TfK 2007.441 VLK var en varetægtsfængslet person ikke underrettet om et retsmøde mod en af dennes medsigtede. Den pågældendes forsvarer, der var til stede under retsmødet mod den medsigtede, begærede retsmødet udsat med henblik på, at hans klient blev bragt til stede. Retten imødekom ikke begæringen men udsatte på samme forsvarers begæring retsmødet, idet denne forsvarer til støtte for udsættelsesbegæringen også havde henvist til, at han ikke havde modtaget alle sagsakter forud for retsmødet, idet han var blevet opmærksom på, at medforsvareren var i besiddelse af 3 ringbind, medens han kun var i besiddelse af 2. Landsretten gav under et kæremål forsvareren medhold i, at sagen skulle være udsat også med den begrundelse, at denne forsvarers klient skulle have mulighed for at komme til stede til retsmødet. Landsretten udtalte blandt andet: "Det følger af retsplejelovens § 748, stk. 1, 1. pkt., at en sigtet så vidt muligt skal underrettes om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Det fremgår af Højesterets kendelse af 7. november 1996 (Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 113), at dette udgangspunkt tillige finder anvendelse vedrørende et retsmøde, hvor en medsigtet i et sagskompleks skal afgive forklaring med henblik på fremme af dennes sag som tilståelsessag. Fravigelse af ovennævnte hovedregel om sigtedes ret til at være til stede forudsatte - da retsmødet den 28. februar 2007 ikke var af en karakter, som omfattes af § 748, stk. 1, 2. pkt., eller af § 748, stk. 7 - en forhandling om, hvorvidt der var grundlag for at udelukke sigtede i medfør af § 748, stk. 5. Det fremgår af betænkning nr. 622 fra 1968 om efterforskning i straffesager m.v., side 44, at bestemmelserne i § 748, stk. 1, svarede til de dagældende regler i bl.a. § 822. Denne bestemmelse, som vedrørte retsmøder under forundersøgelsen, havde følgende ordlyd: »Er sigtede fængslet, kan han forlange sig henbragt til retsmødet - i hvilken henseende der bør gives ham lejlighed til at udtale sig - medmindre det afholdes uden for underretskredsen og i en sådan afstand, at uforholdsmæssig besvær kan forudses at følge deraf«. .."

Det følger modsætningsvist af retsplejelovens § 748, stk. 1, 3. pkt., at myndighederne har pligt til at "fremstille" sigtede for retsmøder. Kun i tilfælde, hvor en sådan fremstilling er forbundet med "uforholdsmæssigt besvær", kan den undlades. Der skal ganske meget til, før domstolene finder, at en sådant besvær måtte være "uforholdsmæssigt". I TfK 2001.333 VLK blev en sag hjemvist til fornyet behandling i byretten, idet landsretten ikke fandt, at det var "forbundet med uforholdsmæssigt besvær", at fremstille en person, der var indlagt til mentalundersøgelse i Århus til en fristforlængelse i Fredericia.

Det er anklagemyndighedens pligt at sørge for, at sigtede, tiltalte eller vidner, der er fængslede eller anholdte, bringes til retsmøder. Se retsplejelovens § 844, stk. 3 og 4, som er behandlet nærmere nedenfor under 2.13.4 - Det er anklagemyndighedens (eller politiets) ansvar, at fængslede sigtede, tiltalte eller vidner bringes til retten.

Retsmøder skal aftales med forsvareren, således at denne har en rimelig mulighed for at være til stede
Efter retsplejelovens § 748, stk. 2, skal forsvareren "underrettes om alle retsmøder og er berettiget til at overvære dem. Det fremgår videre, at uopsættelige retsmøder kan foretages uden underretning af forsvareren. Selv om det ikke direkte fremgår af lovteksten, skal retten beramme retsmødet med forsvarerens kontor og bestræbe sig på at lægge retsmødet på et tidspunkt, hvor forsvareren har mulighed for at give møde. I kendelsen UfR 2008.803 ØLK omgjorde landsretten en kendelse om edition afsagt af byretten under et retsmøde, som man ganske vist havde underrettet forsvareren om, men hvor byretten havde afholdt retsmødet på et tidspunkt, hvor forsvareren havde meddelt retten, at forsvareren ikke havde mulighed for at give møde på grund af sin deltagelse i et andet retsmøde. Landsretten fandt, at byretten ikke havde "udfoldet sådanne bestræbelser på at muliggøre advokat A's tilstedeværelse, at retsmødet mod hans ønske kunne gennemføres uden hans deltagelse. Efter karakteren af den beføjelse, som forsvareren herved blev afskåret fra at udøve, tager landsretten kærendes påstand til følge."

I TfK 2008.106 VLK ønskede anklagemyndigheden at afhøre en sigtet indenretligt under en fristforlængelse, der var berammet 4 uger senere. En medsigtets forsvarer meddelte, at hun ikke havde mulighed for at give møde under den omhandlede fristforlængelse, og at hun derfor anmodede om, at man berammede et retsmøde, hvor hun havde mulighed for at deltage, hvor den omhandlede indenretlige afhøring af medgerningsmanden kunne finde sted. Byretten ville ikke omberamme retsmødet og anførte i sin kendelse blandt andet: "S1 har i medfør af retsplejelovens § 767, stk. 1, jf. § 764, stk. 2, ret til at udtale sig i retsmødet og også til at afgive forklaring, herunder en grundig forklaring, som vil kunne indgå i rettens vurdering af, om han skal løslades eller fortsat fængsles. Retten finder imidlertid også af de grunde, som anklagemyndigheden har anført, at betingelserne for at afhøre S1 med henblik på at sikre bevis i forhold til de øvrige sigtede, er til stede, jf. retsplejelovens § 747, og at de øvrige forsvarere er underrettet med et rimeligt varsel om afhøringen". Landsretten hjemviste sagen byretten med henblik på, at byretten forsøger at beramme retsmødet, så de forsvarere, der ønsker det, kan deltage. Landsretten udtalte: "Anklagemyndigheden har ved anmodningen til byretten om berammelse af et retsmøde med henblik på, at S1 skal afgive forklaring, henvist til retsplejelovens § 747. Dette må indebære, at anklagemyndigheden forbeholder sig muligheden for at anvende forklaringen som bevis under en eventuel straffesag mod de medsigtede. Det følger af Højesterets afgørelse af 30. december 2004 (UfR 2005.1004), at der skal udfoldes betydelige bestræbelser fra rettens side med henblik på at sikre, at forsvarerne for medsigtede, der ønsker at være til stede under et retsmøde, hvor der skal afgives forklaring, jf. retsplejelovens § 747, også har mulighed herfor. Det må lægges til grund, at byretten ikke har udfoldet bestræbelsen som anført. Landsretten ophæver derfor byrettens afgørelse og hjemviser sagen til byretten med henblik på, at byretten søger at beramme retsmødet, så de forsvarere, der ønsker det, kan deltage."

I TfK 2010.637 ØLK var en person blevet løsladt efter varetægtsfængsling. Han var fortsat sigtet for røveri sammen med 14 andre personer. Der blev rejst nævningesag mod de 14 andre, hvor der var afsat omkring 50 retsdage. Den sigtede og dennes forsvarer gjorde over for anklagemyndigheden gældende, at de ønskede at overvære hovedforhandlingen mod de øvrige. Anklagemyndigheden gjorde gældende, at det ikke var nødvendigt, at den sigtedes forsvarer overværede retsmøderne, idet anklagemyndigheden ikke ville dokumentere forklaringer fra nævningesagen under en eventuel senere sag mod den sigtede, man ville alene foretage forehold, hvis der var behov derfor. Forsvareren gjorde gældende, at hun ønskede at være til stede under nævningesagen, når medgerningsmænd og vidner afgiver forklaringer. Hun henviste til, at det ikke kunne udelukkes, at det kunne blive relevant for hende at foretage kontraafhøringer. Endvidere gjorde hun gældende, at der kunne fremkomme oplysninger, som hun måtte ønske at anvende i sit forsvar under en eventuel senere sag mod hendes klient. Den sigtede ønskede også at overvære retsmøderne. Anklagemyndigheden havde indkaldt sigtede som vidne under nævningesagen, og gjorde gældende, at den sigtede ikke havde ret til at overvære hovedforhandlingen i nævningesagen, forinden han selv havde afgivet vidneforklaring. Landsretten fandt, at forsvareren burde have mulighed for at høre forklaringerne under hovedforhandlingen i nævningesagen, og landsretten fandt også, at sigtede havde ret til at overvære hovedforhandlingen, også den del, som måtte ligge forud for det tidspunkt, hvor han eventuelt selv skulle afgive vidneforklaring. Landsretten udtalte blandt andet: "S er efter det oplyste fortsat sigtet i det samme sagskompleks som de tiltalte i Retten i Glostrups nævningesag SS 70/2010, hvori hovedforhandlingen er påbegyndt den 8. marts 2010 og forventes afsluttet medio september 2010. Efter det af anklagemyndigheden anførte er sagen mod S sat i bero således, at der vil blive taget stilling til tiltalespørgsmålet i forhold til ham, når ovennævnte nævningesag er afgjort. Retsmøderne i Retten i Glostrups nævningesag har på denne baggrund i forhold til sigtede, S, karakter af retsmøder under efterforskning med henblik på at sikre bevis i form af forklaring fra en eller flere af de tiltalte og/eller et eller flere af vidnerne, jf. retsplejelovens § 747. Efter retsplejelovens § 748, stk. 2, 1. pkt., har forsvareren for sigtede, S, herefter krav på underretning om retsmøderne og ret til at overvære dem, i det omfang der under disse kan forventes at skulle afgives forklaring om forhold af betydning for en eventuel senere sag imod S, jf. tillige princippet i retsplejelovens § 745 d, stk. 1. Det af anklagemyndigheden anførte om, at forklaringerne under nævningesagen ikke under en eventuel senere sag imod S vil blive begæret dokumenteret, men alene forbeholdes anvendt til forehold, kan ikke ændre herpå. På baggrund af det af forsvareren for S anførte er forsvareren berettiget til under beskikkelsen at modtage vederlag for overværelse af retsmøderne, for så vidt der under en eller flere af disse retsmøder kan forventes bevisførelse af betydning for en eventuel senere straffesag mod S. Henset til det ovenfor anførte, og da S fortsat er sigtet i sagen, finder landsretten ikke grundlag for i medfør af retsplejelovens § 182, 2. pkt., at afskære S fra at påhøre forklaringer af andre vidner eller de tiltalte i sagen, jf. retsplejelovens § 748, stk. 1, 1. pkt. S skal derfor i medfør af § 748, stk. 1, 1. pkt., underrettes om alle for ham relevante retsmøder, og han er - med de i retsplejelovens § 748, stk. 5, nævnte undtagelser - berettiget til at overvære dem."

I TfK 2010.359 VLK havde byretten imødekommet anklagemyndighedens begæring om at meddele editionspålæg overfor en række virksomheder. Forsvareren havde forudgående anmodet om, at der blev afholdt et retsmøde i sagen. Denne anmodning havde byretten ikke imødekommet. Byretten havde tilbudt parterne at udtale sig skriftligt om spørgsmålet. Der var således ingen af parterne, der havde været indkaldt til et retsmøde. Forsvareren kærede til landsretten, hvor forsvareren principalt påstod sagen hjemvist til fornyet behandling ved byretten. Landsretten ophævede byrettens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter politiets fremsættelse af anmodningen om edition har retsmøde som udgangspunkt skullet afholdes efter retsplejelovens § 747, stk. 1, jf. § 806, stk. 1 og stk. 2. Forsvareren havde forud for byrettens behandling af begæringen om edition udtalt sig herom i et brev af 30. oktober 2009 til byretten samt anmodet om indkaldelse til retsmøde. Forsvareren havde videre i et brev af 5. november 2009 gentaget sit ønske om at modtage underretning om tidspunktet for retsmødets afholdelse med henblik på at overveje at få sine bemærkninger til editionsbegæringen ført til protokol. På denne baggrund og efter sagens karakter burde byretten ikke have truffet afgørelse i sagen uden at imødekomme forsvarerens begæring om afholdelse af et retsmøde eller uden at give forsvareren mulighed for skriftligt at uddybe sine synspunkter, inden retten traf sin afgørelse."

Forsvarerens fravær under retsmøder
I sagen Hanzevacki mod Kroatien (sagsnummer 17182/07), der blev afgjort 16. april 2009 ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), blev det anset for en krænkelse af EMRK artikel 6 § 1 sammenholdt med artikel 6 § 3(c), at en retssag ikke var blevet udsat som følge af, at forsvareren havde meldt sig syg og derfor ikke kunne give møde på sagens sidste retsdag. Det fremgår af sagen ved EMD, at klageren blev idømt en betinget fængselsstraf for overtrædelse af nogle softwareproducenters ophavsret. Sagen varede over flere dage. Klageren havde valgt sin egen forsvarer, der havde været til stede under bevisførelsen. Om morgenen på den sidste retsdag meddelte forsvareren telefonisk til en retsbetjent, at han ikke kunne give møde, idet han var blevet syg. Retten gennemførte sagen til trods herfor. Under sagen ved menneskerettighedsdomstolen henviste myndighederne blandt andet til, at forsvareren burde have meldt sig syg via telefax dagen forinden, hvor han var blevet syg, og at forsvareren havde været til stede under bevisførelsen. Af præmis 25 fremgår blandt andet, at EMD finder, at det er af stor betydning i en straffesag, at parterne har muligheden for under de afsluttende bemærkninger at kunne præsentere deres syn på hele sagen og beviserne fremlagt under sagen samt at kunne fremkomme med deres vurdering af, hvorledes sagen bør afgøres. Den omstændighed, at anklagemyndigheden også valgte ikke at fremkomme med sin procedure, ændrede ikke den omstændighed, at det udgjorde en krænkelse ikke at udsætte sagen, således at forsvareren kunne deltage i resten af sagen.

Sigtedes deltagelse i retsmøder ved anvendelse af telekommunikation (videokonference) (Retsplejelovens § 748 a og § 748 b)

§ 748 a vedrører sigtedes deltagelse i retsmøder i almindelighed ved hjælp af telekommunikation, medens § 748 b særligt vedrører varetægtsfængslede sigtedes deltagelse i retsmøder ved hjælp af telekommunikation i retsmøder om forlængelse af fængslingsfristen.

Bestemmelserne har følgende indhold:

retsplejelovens § 748 a.

"Stk. 1. Retten kan tillade, at sigtede deltager i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis sigtedes tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig. Skal sigtede afgive forklaring, finder § 192 tilsvarende anvendelse. En eventuel forsvarer skal deltage i retsmødet på samme sted som sigtede, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder frem i retten. 1. pkt. gælder ikke i de i § 760, stk. 2, og § 764, stk. 2, nævnte tilfælde.
Stk. 2. Retten kan tillade, at forsvareren deltager i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis det er forsvarligt og sigtede ikke deltager i retsmødet.
Stk. 3. Retten kan tillade, at anklageren deltager i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis
1) sigtede ikke deltager i retsmødet,
2) anklagerens deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede er forsvarlig og
3) der i øvrigt foreligger særlige grunde."

retsplejelovens § 748 b.

"Stk. 1. Retten kan bestemme, at en sigtet, der er undergivet varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et retsmøde om forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen eller foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation med billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. Dette gælder ikke for retsmøder, hvor der første gang skal tages stilling til forlængelse af en varetægtsfængsling eller varetægtsfængsling i isolation ud over de frister, som er nævnt i § 768 a, stk. 1 og 2, og § 770 c, stk. 3-5, eller når kæremål behandles mundtligt efter § 767, stk. 4, og § 770 e. Skal sigtede afgive forklaring, finder § 192 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Deltager sigtede i et retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse af telekommunikation med billede, skal forsvareren deltage i retsmødet på samme sted som sigtede, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder frem i retten eller deltager ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end sigtede. Deltager sigtede ikke i et retsmøde om fristforlængelse, kan retten tillade, at forsvareren deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis det er forsvarligt.
Stk. 3. Deltager sigtede i et retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse af telekommunikation med billede, eller deltager sigtede ikke i et retsmøde om fristforlængelse, kan retten tillade, at anklageren deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis
1) anklagerens deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede er forsvarlig og
2) der i øvrigt foreligger særlige grunde."

Bestemmelserne blev indsat i retsplejeloven ved Lov nr. 493 af 12. juni 2009 om ændring af retsplejeloven og udlændingeloven (Videokommunikation ved fristforlængelser og justering af dommernormering).

Se også kapitel 12 om videomøder og telefonmøder mv. i retsplejerådets Betænkning 1401 om reform af den civile retspleje l, Instansordningen, byrettens sammensætning og almindelige regler om sagsbehandlingen i første instans -2001 afgivet i 2001.

2.12.3 Afhøring hos politiet

Pligten til at oplyse sit navn, sin adresse og sin fødselsdag til politiet, og retten til i øvrigt ikke at udtale sig til politiet (retsplejelovens § 750)
Det følger af retsplejelovens § 750, at politiet kan foretage afhøringer, "men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring, og ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale sig". Retten til ikke at udtale sig til politiet er en af de grundlæggende rettigheder i straffeprocessen. Der findes i dansk ret en grundsætning om, at ingen kan pålægges at inkriminere sig selv. I høringssvar fra Justitsministeriet vedrørende Kommissionens "grønbog om uskyldsformodningen", side 5, afgivet i 2006 til "Europa-Kommissionen Generaldirektoratet for Retfærdighed, Frihed og Sikkerhed" udtrykker Justiitsministeriet sig således om dette princip: "Forbuddet mod selvinkriminering er lovfæstet i dansk ret. Det følger af retsplejelovens § 752, stk. 1, at sigtede – inden politiet afhører den pågældende – udtrykkeligt skal gøres bekendt med sigtelsen og med, at vedkommende ikke har pligt til at udtale sig. Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring."

Retsplejelovens § 750, 2. pkt., udtaler, at enhver er "pligtig på forlangende at opgive navn, adresse og fødselsdag til politiet. Undladelse heraf straffes med bøde."

Afhøringer foretaget i udlandet foranlediget af danske myndigheder skal foretages i overensstemmelse med retsplejelovens § 750, således at den afhørte ikke i strid med bestemmelsen pålægges at afgive forklaring, se om dette Rigsadvokaten Informerer nr. 29, 2005.

Der er i dansk ret ikke tvivl om, at en undladelse af at oplyse sit navn, sin adresse og sin fødselsdag til politiet kan medføre anholdelse med henblik på identifikation af den pågældende. Se for eksempel UfR.1959.949.

Almindelige proportionalitetshensyn sætter naturligvis grænser for længden af tilbageholdelsen af personer, der ikke vil oplyse deres identitet til politiet. I sagen Vasileva mod Danmark, sagsnummer 52792/99, fandt den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sin afgørelse af 25. september 2003, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 5, § 1, idet klageren havde været tilbageholdt i 13 timer og 30 minutter af politiet, fordi hun ikke ville oplyse sit navn til politiet. Klageren blev anholdt den 11. august 1995, kl. 21.30, idet politiet var blevet tilkaldt af en billetkontrollør i en bus i Århus, idet kontrolløren mente, at klageren rejste uden gyldig rejsehjemmel. Klageren havde nægtet at oplyse sit navn og øvrige data til billetkontrolløren, og hun nægtede ligeledes at opgive disse data til politiet. Hun blev anholdt for overtrædelse af retsplejelovens § 750. Da kvinden den 12. august kl. 10.45 om formiddagen oplyste sit navn mv. til politiet, blev hun kl. 11.00 løsladt. Af afgørelsens præmis 40 fremgår, at EMDs flertal fandt, at anholdelsen i sig selv hverken havde krænket retsplejeloven eller artikel 5, § 1. Imidlertid finder EMD (i præmis 41), at udstrækningen af frihedsberøvelsen i 13 og en halv time udgjorde en krænkelse af artikel 5, § 1, i konventionen. EMD henviste navnlig til det oplyste om årsagen til frihedsberøvelsen samt til, at overtrædelsen af retsplejelovens § 750 er en mindre forbrydelse, der alene kan straffes med bøde. Der var i afgørelsen dissens, idet to dommere fandt, at frihedsberøvelsens længde i sig selv udgjorde en overtrædelse af retsplejelovens § 755, stk. 4 (præmis 51). I øvrigt var de to dommere enige med flertallet. Af afgørelsen kan udledes, at politiet efter at have anholdt en person, der ikke vil oplyse navn, adresse og fødselsdag, har en pligt til hurtigst muligt at forsøge at fastslå den pågældendes identitet på anden måde end ved at opretholde frihedsberøvelsen. Sådanne forsøg kan navnlig bestå i at undersøge den pågældendes effekter for at få afklaret, om der i disse findes dokumenter mv. der kan bidrage til opklaringen af den pågældendes identitet (se præmis 41, øverst). Når identiteten er fastslået, skal der (naturligvis) straks ske løsladelse. I tilfælde, hvor polititjenestemændene kender den pågældendes identitet sikkert i forvejen, må anholdelse alene med henvisning til retsplejelovens § 750 anses for udelukket. I nogle tilfælde kender politiet måske lidt af en anholdt persons navn, øgenavn, omgangskreds, familie mv. Der vil i sådanne tilfælde kunne være behov for en - formentlig ofte ganske kortvarig - frihedsberøvelse, indtil politiet gennem sine registre, henvendelser til andre eller lignende efterforskningsskridt kan få fastslået den pågældendes identitet.

Politiet skal nedskrive det "væsentlige indhold af de afgivne forklaringer" i afhøringsrapporten (retsplejelovens § 751)
Af retsplejelovens § 751 følger det, at det "væsentlige indhold af de afgivne forklaringer" skal tilføres afhøringsrapporten. Af samme bestemmelse følger, at den afhørte skal have lejlighed til at gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen i rapporten, og at denne skal have sine "eventuelle rettelser og tilføjelser" medtaget. Den afhørte skal efter § 752 vejledes om, at denne ikke har pligt til at udtale sig. Af stk. 4 fremgår den selvfølgelighed, at afhøringen ikke må "forlænges alene for at opnå en tilståelse".

Den europæiske torturkomite (CPT) besøgte i februar 2008 Danmark og afgav i september samme år en rapport til de danske myndigheder med sine henstillinger mv. I rapportens præmis 21 henstillede komiteen til, at man i Danmark gennemfører en lovændring, der pålægger politiet at optage politiafhøringer på lydfil, som vil kunne afspilles for eksempel, hvis den afhørte gør gældende, at denne har været udsat for mishandling eller pression under afhøringen.

I UfR 1999.122 HD blev to journalister straffet for overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 1 og 3, og straffelovens § 268 ved den 22. april 1991 i Danmarks Radio, TV-udsendelsen »Politiets blinde Øje«, mod bedre vidende eller uden rimelig grund til at anse sigtelsen for sand at have fremsat eller udbredt ærekrænkende sigtelser mod en kriminalinspektør, om under efterforskningen af en straffesag at have gjort sig skyldig i bevisforvanskning og embedsmisbrug, hvilket er egnet til at nedsætte kriminalinspektøren i medborgernes agtelse, idet de tiltalte som journalistiske medarbejdere i udsendelsen rejste spørgsmålene: Hvorfor forsvandt den afgørende del af Jane Nielsens forklaring, og hvem inden for politi eller anklagemyndighed bærer ansvaret for dette? Var det kriminalinspektør Kaj Nielsen, der besluttede, at rapporten ikke skulle indgå i sagen? Eller har han sammen med Karl Nikolajsen fra Rigspolitiets Rejsehold holdt vidneudsagnet skjult for forsvar og dommere og nævninge? De to journalister havde efter Højesterets flertals mening "ikke begrænset sig til at beskylde politiet som sådant for at undertrykke" en vidneforklaring, men de havde også fremsat en konkret sigtelse mod en navngiven kriminalinspektør for at have begået et alvorligt strafbart forhold i form af undertrykkelse af et centralt vidneudsagn. Højesterets mindretal ville frifinde dem blandt andet med henvisning til, at det var "nærliggende for de tiltalte at gå ud fra", at en væsentlig vidneforklaring til politiet ville blive optaget i en rapport, jf. herved retsplejelovens § 744. Mindretallet anfører blandt andet også: "Det fremgår af TV-udsendelsen, at de tiltalte var bekendt med, at Frederikshavns politi dengang ikke overholdt kravet i retsplejelovens § 751, stk. 2, om, at den afhørte skulle gives mulighed for at gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen. De tiltalte kan herefter have haft en vis føje til at antage, at 0-22 rapporten af 30. december 1981 ikke gengav Jane Nielsens fulde forklaring, eller at der forelå en anden rapport herom."

Politiets vejledningspligt om retten til ikke at udtale sig, forsvarerbistand mv. forud for afhøring (retsplejelovens § 752, stk. 1)

Retsplejelovens § 752 forpligter politiet til at vejlede en sigtet person om sigtelsen samt om, at han eller hun ikke er forpligtet til at udtale sig. Bestemmelsens 1. stykke har følgende indhold: "Inden politiet afhører en sigtet, skal han udtrykkeligt gøres bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig. Det skal af rapporten fremgå, at disse regler er iagttaget."

Politiet skal ifølge retsplejelovens § 732, stk. 2, forud for afhøringen af en sigtet vejlede denne om adgangen til at få beskikket en forsvarer. Bestemmelsen har følgende ordlyd: "Begæring om beskikkelse af en offentlig forsvarer kan fremsættes såvel af sigtede som af politiet. Justitsministeren fastsætter regler om vejledning af sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket. Det skal af politirapporten fremgå, at den sigtede har modtaget behørig vejledning. Politiet drager omsorg for, at spørgsmålet indbringes for retten."

Omfanget af politiets vejledningspligt til anholdte er ofte genstand for prøvelsen af sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Endvidere udtaler Den Europæiske Torturkomite sig ofte om indholdet af denne vejledningspligt.

I Justitsministeriets "Grundnotat" med sagsnummer 2004-165-0618 afgivet i 2004 om forslag til Rådets rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union (KOM(2004)328) redegør ministeriet forholdsvis detaljeret blandt andet om omfanget af politiets vejledningspligt overfor anholdte personer efter retsplejelovens § 732 og § 752.

Ministeriet redegør i grundnotatet blandt andet om dansk rets regler om anholdte børns adgang til forsvarerbistand. Ministeriet anfører på side 11, 4. afsnit, herom følgende:

"Der findes ikke i dansk ret særlige regler om forsvarerbeskikkelse til unge mellem 15 og 18 år. Derimod indeholder retsplejelovens § 821 e en bestemmelse om, at der under visse nærmere angivne omstændigheder efter anmodning fra forældremyndighedens indehaver eller fra politiet kan beskikkes en advokat for en person under 15 år."

Justitsministeriet synes at forbigå den omstændighed, at der netop findes særlige regler i dansk ret om forsvarerbeskikkelse til børn under 14 år, der skal afhøres af politiet eller udsættes for andre straffeprocessuelle indgreb omfattet af retsplejelovens kapitel 75 b. Børn under 14 år er ifølge dansk ret udelukket fra forsvarerbistand i samme omfang som personer over 14 år, idet forsvarerbistanden kun ydes, når der er "et ganske særligt behov" herfor. Retsplejelovens § 821 e har følgende indhold:

"Efter anmodning fra forældremyndighedens indehaver eller fra politiet kan der beskikkes en advokat for en person under 14 år, når den pågældende efter sagens karakter og omfang må antages at have et ganske særligt behov for advokatbistand"

I grundnotatet omtaler ministeriet også bestemmelsen i retsplejelovens § 1008, stk. 1, om at personer, der findes skyldige i det påsigtede strafbare forhold, skal refundere blandt anden udgiften til den beskikkede forsvarer. Herom anføres på side 21, 2. afsnit, følgende:

"Formuleringen af rammeafgørelsens artikel 5 om retten til gratis juridisk bistand kan give anledning til lovgivningsmæssige overvejelser med hensyn til den måde, hvorpå der i Danmark pålægges og inddrives sagsomkostninger, herunder udgifterne til beskikket forsvarer."

Af punkt 3.1 i "Cirkulæreskrivelse nr. 12154 af 12. juni 2001 til politi og anklagemyndighed om underretning til pårørende eller andre om en anholdelse, om anholdtes lejlighed til at kontakte advokat og om anholdtes adgang til at få tilkaldt lægelig bistand." fremgår det blandt andet, at politiet "uden ugrundet ophold skal give anholdte lejlighed til at kontakte en advokat". Af punkt 3.4 i samme cirkulæreskrivelse fremgår imidlertid følgende: "3.4. Politiet skal som hidtil i forbindelse med vejledningen af en sigtet om adgangen til at kontakte en advokat oplyse den sigtede om, at han er pligtig at erstatte det offentlige vederlaget til forsvareren, hvis han findes skyldig, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 467 af 26. september 1978. Politiet må selvsagt ikke herved søge at påvirke den sigtedes vurdering af sit behov for advokatbistand."

Den europæiske torturkomite (cpt) kritiserede i præmis 17 i sin rapport fra september 2008 om Danmark blandt andet politiets "vejledning" til personer, der skal afhøres, om, at de kunne risikere at skulle betale sagsomkostninger, hvis de gjorde brug af deres ret til at få tilkaldt en forsvarer. Komiteen henstillede, at denne fremgangsmåde fremover blev bragt til ophør, idet komiteen udtalte, at den kan skræmme den person, der skal afhøres, fra at benytte sin ret til bistand fra en forsvarer. I Rapport fra torturkomiteens (CPT's) besøg i Danmark i perioden fra den 29. september til den 9. oktober 1996 advarede torturkomiteen i præmis 35 om, at politiets vejledning til en sigtet om, at denne vil blive pålagt at betale for sin forsvarerbistand, hvis denne findes skyldig, kan skræmme den sigtede fra at benytte sin ret til at have en forsvarer til stede ved afhøringen. I præmis 34 - in fine - henviser komiteen til en samtale, som komiteen under sit besøg i 1996 havde med en overordnet polititjenestemand ved rejseholdet, som ifølge komiteen pralede med, at politiets vejledning til sigtede om, at de ville blive pålagt at betale for forsvarerbistand i tilfælde af domfældelse, normalt førte til, at de sigtede tilbagekaldte ønsket om forsvarerbistand ("usually led such persons to withdraw their request").

Det hænder ikke sjældent, at tiltalte eller sigtede i retten nægter sig skyldig i en forbrydelse, men at der i sagen findes en politirapport - måske endda en politirapport, som den pågældende selv har underskrevet - hvoraf det fremgår, at den pågældende tidligere over for politiet har erkendt den omhandlede forbrydelse. I sådanne tilfælde ses det under tiden, at den pågældende var anholdt på det tidspunkt, hvor forklaringen fremkom, og at forklaringen er afgivet sent om aftenen eller i weekender, hvor det kan være svært for den afhørte at få fat i den advokat, som den pågældende ellers måtte ønske til stede som sin forsvarer. Det sker, at den pågældende, når sagen senere kommer for retten, hævder, at han eller hun i strid med sandheden aflagde tilståelsen med det formål at blive løsladt, idet han eller hun havde den opfattelse, at tilbageholdelsen ville komme til at trække ud, hvis ikke den pågældende aflagde tilståelse.

Såfremt politiet foretager afhøring af en mistænkt eller sigtet uden at vejlede denne om adgangen til at have en forsvarer til stede under afhøringen, politiet lægger pres på en sigtet eller mistænkt for at få denne til at udtale sig til politiet, eller endda foretager afhøringen, uagtet at forsvareren har meddelt, at denne ikke ønsker den pågældende afhørt uden forsvarerens tilstedeværelse, kan den eller de implicerede polititjenestemænd straffes for magtmisbrug. I UfR 1998.384 ØLD blev en polititjenestemand straffet for overtrædelse af straffelovens § 156 ved at have foretaget afhøring af en varetægtsfængslet person, uagtet at forsvareren havde meddelt politiet, at dennes klient ikke ønskede at udtale sig til politiet.

Har sigtede ikke været tilbudt forsvarerbistand under en afhøring hos politiet, kan anklagemyndigheden være afskåret fra efterfølgende at bruge afhøringsrapporten som bevis mod sigtede under en senere straffesag mod denne. Se kapitlet nedenfor om forehold af tilståelser opnået under afhøring af sigtede, uden at en forsvarer har været til stede under afhøringen.

I UfR 1997.336 VLD udtalte Vestre Landsret, at politiets pligt efter retsplejelovens § 752 til forud for en afhøring af sigtede at gøre denne bekendt med sigtelsen og med, at den pågældende ikke er forpligtet til at udtale sig, er en "væsentlig retssikkerhedsgaranti", og at "konsekvensen af tilsidesættelse af denne bestemmelse" som "hovedregel" må medføre, at de "fremkomne oplysninger ikke kan bruges af anklagemyndigheden til skade for tiltalte."

Se nærmere ovenfor under bemærkningerne til retsplejelovens § 745 c om forsvarerens adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede.

Politiets afhøring af mentalt afvigende personer
I kendelsen V.L. S-2678-10 af 2. maj 2011 anmodede anklagemyndigheden om landsrettens tilladelse til at foreholde tiltalte dennes forklaring afgivet under en forudgående politiafhøring. Forsvaret protesterede herimod og henviste til tiltaltes psykiske tilstand og Rigsadvokatens meddelelse nr. 5 af 12. juli 2007 om behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af straffelovens § 70, som blandt andet foreskriver, at der normalt skal være forsvarer til stede under afhøringen af mentalt afvigende personer. Den pågældende var i en mentalundersøgelse blevet anset for at være omfattet af straffelovens § 16, stk. 1. Landsretten tog ikke anklagemyndighedens begæring til følge, hvorfor der ikke kunne ske forehold af den omhandlede rapportforklaring. Det følger blandt andet af den omhandlede meddelelse, at mentalt afvigende, der bør bistås af en forsvarer, ikke må afhøres til politirapport, før retten har taget stilling til spørgsmålet om forsvarerbeskikkelse. Det fremgår videre, at dette dog ikke gælder i tilfælde, hvor uopsættelige efterforskningsskridt, f.eks. af hensyn til offeret for en strafbar handling, gør det nødvendigt straks at få oplysninger fra sigtede. I tilfælde, hvor sigtede f.eks. er taget på fersk gerning, kan det ligeledes være nødvendigt at foretage en række indledende efterforskningsskridt, som forudsætter afhøringer af sigtede. Endelig følger det om afhøring af mentalt afvigende personer, at der i tilfælde, hvor en forsvarer er beskikket, ikke må foretages afhøring til politirapport, påhør af diktat til politirapport, gennemgang af den nedskrevne politirapport eller gennemlæsning og eventuel underskrift af politirapporten uden forsvarerens tilstedeværelse. Det skal af politirapporten fremgå, hvornår afhøringen er påbegyndt og tilendebragt, samt at forsvareren har været til stede.

Politiets afhøring af børn og unge (Retsplejelovens § 752, stk. 2)

Retsplejelovens § 752, stk. 2, har følgende indhold:

"Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilke tilfælde kommunalbestyrelsen skal underrettes om og have adgang til at overvære afhøringen af sigtede under 18 år. For mistænkte personer under 14 år gælder bestemmelsen i § 821 d."

Se Rigsadvokaturens bekendtgørelse nr. 803 af 28. juni 2010 om underretning af kommunen om afhøringer af sigtede under 18 år.

Se nedenfor under retsplejelovens § 821 vedrørende børn og unge, der sigtes for strafbart forhold.

Politiets afhøring af vidner (personer der ikke er sigtet)
Af retsplejelovens § 753 fremgår følgende: "Ved politiets afhøring af en person, der ikke er sigtet, finder bestemmelserne i §§ 173, stk. 1, 182 og 184, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse".

I betænkning 622/1971, side 46, gengives udvalgets bemærkninger til retsplejelovens § 753. Heraf fremgår følgende: "Bestemmelsen overfører nogle af reglerne fra retsplejelovens kap. 18 om indenretlig vidneafhøring på politiets afhøringer af vidner. Dette medfører navnlig, at politiet, inden det afhører personer, der kan begære sig fritaget for at afgive vidneforklaring i retten, skal gøre de pågældende bekendt med deres retsstilling. Herved modvirker man, at der til politiet afgives vidneforklaringer, som den afhørte kan begære sig fritaget for at gentage i retten. Den i en sag, refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1968, side 152, anvendte fremgangsmåde, hvor det tillodes den politimand, der havde optaget rapporten, at afgive indenretlig vidneforklaring om indholdet heraf, vil efter forslaget ikke kunne opretholdes. Udvalget har fundet det ønskeligt, at reglen i retsplejelovens § 182 om, at vidner skal afhøres hver for sig, og normalt ikke må påhøre hinandens forklaringer, overføres på politiafhøringer, selv om udvalget erkender, at lokaleforhold og andre forhold undertiden kan gøre det vanskeligt at overholde reglen."

Retsplejelovens § 753, som blandt andet fordrer, at politiet afhører vidner "hver for sig", således som dette sker i retten efter retsplejelovens § 182, er utvivlsomt en bestemmelse, hvis overholdelse kan bidrage til mere valide forklaringer fra vidner. I sagen 22-485/2011 behandlet ved Retten i Randers i 2011 (politiets sagsnummer 4200-75211-01909-10), hvor der var rejst tiltale mod to personer for tyveri af store mængder designermøbler i Jylland og på Fyn, havde politiet hos de mistænkte beslaglagt nogle designermøbler, som politiet antog var stjålet. Politiet havde fremlyst de beslaglagte møbler i medierne og havde opfordret personer, der mente, at de havde fået designermøbler stjålet, til at henvende sig til Østjyllands Politi. Under afhøringen af en polititjenestemand i retten henviste forsvaret til det betænkelige i, at polititjenestemanden ifølge en politirapport havde vist to forurettede (en mand og dennes hustru) ind på det lager, hvor politiet opbevarede de beslaglagte møbler, og derpå havde anmodet de to forurettede om at udpege de møbler, som de mente måtte tilhøre dem. De to forurettede kunne efter det oplyste overhøre hinandens forklaringer til politiet om, hvilke møbler de hver især genkendte. De udpegede blandt andet nogle højtalere, som de mente var deres. Under den videre efterforskning kunne den forhandler, som havde solgt de højtalere, som de forurettede havde anmeldt stjålne, imidlertid oplyse, at serienumrene på de højtalere, som politiet havde beslaglagt hos de tiltalte, ikke var identiske med de serienumre, som fandtes på højtalerne, som forhandleren havde solgt til de to forurettede. En mere kritisk tilgang til de afhørtes oplysninger samt en adskillelse af de to vidner, medens de udtalte sig til politiet, kunne muligvis have bidraget til et andet afhøringsresultat.

Afsluttende om politiafhøringers bevismæssige værdi
Om den bevismæssige værdi af politirapporter, der indeholder forklaringer afgivet af sigtede eller vidner under afhøring hos politiet, henvises til afsnittet "Politiafhøring før afhøringen i retten kan forvanske afhøringens bevismæssige betydning" under bemærkningerne til retsplejelovens § 871 nedenfor.

Fremgangsmåden ved afhøringer i retten af sigtede, vidner m. fl (retsplejelovens § 754)
Af retsplejelovens § 754 fremgår:

"Stk. 1. Ved afhøringer i retten finder §§ 751 og 752 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Om fremgangsmåden ved afhøring af sigtede gælder regler svarende til dem, der er fastsat om vidner i § 183, stk. 1 og 2. Endvidere finder § 186, stk. 3-6, tilsvarende anvendelse."

Henvisningen til retsplejelovens § 751 indebærer, at det "væsentlige indhold af de afgivne forklaringer" skal tilføres rapporterne, og at "særlig vigtige dele" af forklaringer "så vidt muligt gengives "med den afhørtes egne ord". Andet stykke i § 751 bestemmer, at den afhørte skal have "mulighed for at gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen", og at den afhørtes eventuelle rettelser og tilføjelser medtages". Henvisningen til retsplejelovens § 752 indebærer blandt andet, at afhørte sigtede eller tiltalte skal vejledes om adgangen til ikke at udtale sig.

Se nærmere om afhøringer i retten af henholdsvis tiltalte og vidner nedenfor under retsplejelovens § 863 og § 866.

Politiets brug af agenter
Retsplejelovens § 754 a til § 754 e regulerer politiets adgang til brug af agenter. § 754 b bestemmer, at politiets foranstaltninger ikke må "bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed". Af § 754 c fremgår det, at det som udgangspunkt er retten, der afgør, om foranstaltninger i form af brug af agenter skal anvendes. Af 3. stk. følger det imidlertid, at foranstaltningen kan iværksættes af politiet, hvis øjemedet med foranstaltningen ville forspildes, hvis rettens kendelse skulle afventes. Af § 754 d følger, at forsvaret skal underrettes om, at der i en sag har været anvendt agent. Af § 754 e følger, at § 754 a-d ikke gælder ved forfølgelsen af visse overtrædelser af straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed.

Reglerne bygger på lov nr. 319 fra 1986, som er ændret ved lov nr. 436 fra 2003, lov nr. 218 fra 2004 og lov nr. 366 fra 2005. Bestemmelsernes baggrund er blandt andet Betænkning 1023 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter udgivet af strafferetsplejeudvalget i 1984.

I sagen Bulfinsky mod Rumænien afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 1. juni 2010 under sagsnummer 28823/04 blev brugen af agenter i en narkotikasag efter en konkret vurdering anset for at udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 6, 1. Nogle personer var blevet anholdt på en restaurant, hvor de havde aftalt at mødes med nogle personer, der viste sig at være politiagenter. Her var en af personerne fundet i besiddelse af en pose med 2.016 tabletter, som viste sig at være ecstasy-tabletter. Den pågældende påstod, at han var lokket i en fælde, og at posen i virkeligheden tilhørte politiet. I præmis 40 udtaler EMD blandt andet, at det påhviler de nationale myndigheder at foretage en grundig undersøgelse af sagens omstændigheder i tilfælde, hvor en sigtet hævder, at politiet har lokket den pågældende på en utilbørlig måde. I præmis 44 fremhæver EMD, at de nationale myndigheder undlod at reagere på forsvarets begæringer om, at der blev foretaget undersøgelser af fingeraftryk på den pose, som pillerne befandt sig i på anholdelsestidspunktet. I samme præmis fremhæves det yderligere, at forsvaret ikke fik adgang til at afhøre agenterne.

I UfR 2002.340 HD udtalte højesteret, at agentvirksomhed, der strider mod reglerne i retsplejelovens §§ 754 a-d, kan få betydning for strafudmålingen. Der henvistes under sagen til kapitel 3.5.7 i ovennævnte betænkning 1023, der nærmere udtaler, at det kan få betydning for strafudmålingen, og at der eventuelt kan blive tale om strafbortfald, i tilfælde, hvor agentvirksomhed er udøvet i strid med bestemmelserne i retsplejeloven.

2.12.4 - Anholdelse

Betænkning 728 om anholdelse og varetægt - 1974

Politiets adgang til at foretage anholdelse (retsplejelovens § 755, stk. 1)

Retsplejelovens § 755, stk. 1, har følgende indhold:

"Politiet kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at hindre yderligere strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem med andre."

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5 bestemmer, at ingen må berøves friheden undtagen i en række nærmere opregnede tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde. Et af de opregnede tilfælde findes i bestemmelsens litra c, som under disse betingelser tillader "lovlig anholdelse eller forvaring af en person med det formål at stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har foretaget en retsstridig handling, eller når der er rimelig grund til at anse det for nødvendigt for at hindre ham i at foretage en retsstridig handling eller i at flygte efter at have fuldbyrdet en sådan"

Endvidere fremgår følgende af stykke 2 til stykke 5 i EMRK artikel 5 følgende:

"2. Enhver, der anholdes, skal ufortøvet på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver mod ham rettet anklage.
3. Enhver, der anholdes eller tages i forvaring i henhold til bestemmelserne i denne Artikels stk. 1 c), skal ufortøvet stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til rettergang inden en rimelig tid, eller til at blive løsladt i afventning af rettergang. Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen.
4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller forvaring, skal være berettiget til at tage skridt til, at der af en domstol træffes hurtig afgørelse om lovligheden af hans forvaring, og at hans løsladelse beordres, hvis forvaringen ikke er retmæssig;
5. Enhver, der har været genstand for anholdelse eller forvaring i modstrid med bestemmelserne i denne Artikel, har ret til erstatning."

I Lazoroski mod det tidligere Makedonien afgjort af EMD den 8. oktober 2009 under sagsnummer 4922/04 fandt EMD, at de nationale myndigheder ikke havde godtgjort, at en anholdelse og efterfølgende tilbageholdelse i en periode af 21 timer og 3 kvarter var begrundet i "rimelige mistanke" ("reasonable suspicion") som krævet i EMRK artikel 5 § 1 (c) i konventionen. Af præmis 14 fremgår det, at den pågældende havde været mistænkt for våbensmugling og på dette grundlag var blevet anholdt og tilbageholdt. I præmis 48 udtaler EMD, at de fakta, der kan begrunde en mistanke, ikke behøver at være på samme niveau, som de fakta, der begrunder en domfældelse eller en tiltalerejsning. Imidlertid finder EMD - også i præmis 48 - at myndighederne i den konkrete sag ikke havde tilvejebragt udtalelser eller konkrete oplysninger, der var tilstrækkelige til at understøtte "rimeligheden" ("the "reasonableness"") af den mistanke, der havde begrundet anholdelsen og tilbageholdelsen.

Anholdelse kan ikke finde sted alene med henblik på afhøring
Ingen har som nævnt ovenfor alene pligt til at oplyse navn, adresse og fødselsdag til politiet Ingen har pligt til at udtale sig yderligere til politiet, uanset om politiet anser personen som vidne eller sigtet i sagen. Det er således ulovligt, når politiet anholder en person for at afhøre den pågældende. En sådan anholdelse udløser derfor erstatning, også selv om den person, der anholdes, senere findes skyldig i det forhold, som førte til anholdelsen. Dette udelukker ikke, at politiet må anholde personer af andre grunde end for at afhøre den pågældende. Politiet må for eksempel anholde en person for at få optaget foto, fingeraftryk og DNA i tilfælde, hvor betingelserne for disse indgreb er til stede, og hvor efterforskningsskridtet er uopsætteligt og derfor ikke kan afvente domstolenes stillingtagen efter retsplejelovens § 746. Politiet må naturligvis også anholde en person med henblik på at forsøge at få den pågældende varetægtsfængslet, hvis man skønner, at betingelserne herfor er til stede.

Statsadvokaten for København har i en klagesag af 10. oktober 2005 under journalnummer SA1-2005-42-0258 udtalt sig nærmere om, hvorledes politiet skal skride frem, når politiet vil afhøre en person. Det fremgår således også af udtalelsen, at det ikke er lovligt at anholde en person med henblik på afhøring.

Anholdelse alene til afhøring til trods for tumult på anholdelsesstedet udløste erstatning i administrativ sag hos statsadvokaten i sagen SA1-2005-521-1428.

I afgørelsen UfR 1995.548 Ø blev en person tilkendt forhøjet erstatning, idet han var blevet anholdt alene til en afhøring (hvor han i øvrigt ikke udtalte sig og derpå blev løsladt).

Der er ikke hjemmel til at anholde en person med henblik på forkyndelse
I sagen BS 41-2-322/2006 afgjorde Retten i Haderslev en sag, hvor Sydøstjyllands Politi i Vejle den 24. maj 2006 i Vejle havde antruffet en kvinde, som politiet ønskede at overrække et brev fra "ATK" (Automatisk Trafik Kontrol). Af politiets dispositionsrapport af samme dato fremgik det, at hun var "efterlyst til konstatering af bopæl", hvilket sker, når politiet for eksempel ikke kan finde en person, for hvem man ønsker at forkynde en indkaldelse til et retsmøde. Kvinden havde været meget vanskelig at få fat i, og da politiet tilfældigvis havde fået fat i hende, bad man hende vente i sin bil, medens man fik det omhandlede brev bragt ud til hende. Dette ønskede kvinden ikke, hvorfor politiet erklærede hende for anholdt og lod hende sidde og vente i bilen i 30 minutter, indtil en anden patrulje fik brevet bragt frem til hende. Kvinden klagede og sagen blev indbragt for retten med krav om erstatning for uberettiget frihedsberøvelse. Politiet tog under sagen bekræftende til genmæle, og kvinden fik således medhold i sit krav om erstatning. Ved politiet har sagen journalnummer 3700-83169-00164-05.

I UfR 1996.1103/1 ØLK havde politiet 18 gange over for en person forgæves forsøgt at forkynde en tilsigelse til et retsmøde i en straffesag mod den pågældende. Efter at sagen var blevet omberammet, forsøgte politiet på ny i alt 22 gange at forkynde en indkaldelse til den pågældende. Anklagemyndigheden bad derpå retten om at træffe beslutning om anholdelse, hvilket forsvareren protesterede imod. Anklagemyndigheden henviste blandt andet til stævningsmandens oplysninger om, at der var personer til stede ved dennes henvendelser, men at der ikke blev lukket op. Såvel byretten som landsretten nåede frem til, at retsplejelovens § 755, stk. 1, ikke giver hjemmel til sådan anholdelse.

Anholdelse efter retsplejelovens § 755, stk. 2, såkaldt "privat anholdelse" eller "civil anholdelse"
I 2010.496 ØLD blev en person frifundet for at have sparket mod en person, der angiveligt havde forsøgt at foretage en civil anholdelse af tiltalte. Landsretten fandt, at betingelserne for at foretage en civil anholdelse ikke var tilstede, hvorfor den pågældende blev frifundet.

Anholdelse efter retsplejelovens § 755, stk. 3, af personer, der deltager i "opløb"
Retsplejelovens § 755, stk. 3, udtaler: "Finder opløb sted, hvorunder der øves eller trues med vold på person eller gods, eller er slagsmål, hvori flere har deltaget, resulteret i drab eller betydelig legemsbeskadigelse, og den eller de skyldige ikke med sikkerhed kan udpeges, kan politiet anholde enhver, der er til stede, og som kan mistænkes for strafbar deltagelse".

I TfK 2009.346 ØLD blev en person den 26. november 2006 anholdt under en demonstration ved "Faderhuset" i Rødovre som sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3. Det blev anset for bevist, at hun havde bidt en polititjenestemand i fingeren, og at hun havde gjort dette som følge af de smerter, som hun var blevet påført i forbindelse med anholdelsen. Hun blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121, idet anholdelsen ikke havde været lovlig. Hun blev med samtlige dommerstemmer i landsretten derimod fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244. Fem dommere i landsretten fandt, at hun havde overskredet grænserne for lovligt nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1, og de fandt endvidere, at dette ikke var straffrit efter samme bestemmelses stk. 2. Tiltalte var efter, at forholdet var begået, men inden sagens afgørelse i landsretten, i en anden sag ved Københavns Byret blevet idømt en straf af fængsel i 1 år og 3 måneder blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 119. De fem dommere fandt, at der ikke var grundlag for at idømme tiltalte en tillægsstraf i medfør af straffelovens § 244, jf. § 89. En dommer fandt ligesom byretten, at tiltalte havde handlet i lovligt nødværge. Anholdelsen blev såvel af byretten som landsretten anset for ulovlig, idet betingelserne for anholdelse hverken efter retsplejelovens § 755, stk. 1, eller efter § 755, stk. 3, var opfyldt. Byretten udtalte blandt andet følgende: "Efter de afgivne forklaringer må det lægges til grund, at tiltalte ankom til pladsen foran Faderhuset i Rødovre i en bus fra Nørrebro med det formål sammen med de øvrige personer i bussen at deltage i en demonstration mod Faderhusets køb af Ungdomshuset, og at demonstrationen på forhånd var annonceret ved hjælp af bl.a. »flyers«. Det forhold, at demonstrationen ikke var anmeldt til politiet, ændrer ikke ved, at demonstrationen var en forsamling beskyttet af grundlovens § 79. Efter vicepolitikommissær G og vicepolitikommissær H's forklaringer, må det lægges til grund, at politiet ankom ca. samtidig med bussen, at der forinden havde været et antal personer inde i Faderhuset, hvor der var udøvet hærværk, og at disse personer, da politiet ankom, var på vej ud af huset. Det må endvidere lægges til grund, at der på et ukendt tidspunkt forud for politiets ankomst har været kastet maling mod Faderhusets facade. Det kan således ikke lægges til grund, at tiltalte har været inde i Faderhuset eller har kastet med maling. Da politiet ved anholdelsen har været klar over, at et stort antal af de anholdte ikke kan have været inde i huset eller have deltaget i kast med maling, idet de ankom til stedet samtidig med politiet, har politiet ikke haft rimelig grund til at mistænke tiltalte for disse strafbare forhold, jf. retsplejelovens § 755, stk. 1. Det forhold, at der under demonstrationen er råbt slagord, og at deltagerne således har optrådt støjende og fornærmende, kan ikke under de givne omstændigheder anses for en overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Mistanke om overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3 kan derfor ikke danne grundlag for anholdelse, og der har således ikke været hjemmel til anholdelsen i retsplejelovens § 755, stk. 1. Anklagemyndigheden har endvidere påberåbt sig retsplejelovens § 755, stk. 3, som hjemmel for anholdelsen. Efter § 755, stk. 3, kan politiet, når de øvrige betingelser i bestemmelsen er opfyldt, anholde enhver, der er til stede, og som kan mistænkes for strafbar deltagelse. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, jf. FT 1977-78, Tillæg A, sp. 2930, at Justitsministeriet fandt, at den tidligere regel, hvorefter det påhvilede de tilstedeværende at bevise, at de ikke på strafbar måde havde deltaget i opløbet eller slagsmålet, ikke burde opretholdes. I stedet foresloges den nugældende regel, hvorefter anholdelse kan ske af personer, der kan mistænkes for strafbar deltagelse. Uanset at det fremgår af forarbejder, at der ikke kan stilles store krav til mistankens styrke i denne situation, må bestemmelsen forstås således, at den blotte tilstedeværelse ikke er tilstrækkelig anholdelsesgrund, men at yderligere momenter, som indicerer strafbar deltagelse må foreligge. Der er ikke af anklagemyndigheden oplyst momenter, der giver grundlag for at mistænke tiltalte for at have deltaget i de strafbare handlinger, der blev begået inde i Faderhuset. Uanset om de øvrige betingelser for anvendelse af retsplejelovens § 755, stk. 3, måtte være opfyldt, har der således ikke været hjemmel i bestemmelsen til anholdelse af tiltalte." Landsretten udtalte yderligere: "... Landsretten tiltræder af de grunde, byretten har anført, at tiltalte, der var kommet med bussen nogenlunde samtidig med G og H, ikke kan have været blandt dem, der havde været inde i Faderhuset og udøve hærværk dér, ligesom hun ikke kan have kastet maling mod bygningen, og at det samme gælder de øvrige mindst ca. 35-40 personer, der kom med bussen. Som følge af, at politiet måtte vide, at dette store antal demonstranter ikke havde udøvet hærværk inde i Faderhuset eller ved at kaste maling på det, tiltræder landsretten endvidere, at der ikke forelå en rimelig grund til at mistænke tiltalte for disse strafbare forhold. Landsretten har herved også henset til karakteren og omfanget af de hos Faderhuset krænkede retsgoder. Der hengik alene ca. 3 minutter efter politiets ankomst til stedet, før beslutningen om anholdelsen blev meddelt, og landsretten finder, at der ikke er bevis for, at ordensbekendtgørelsens § 3 blev overtrådt i denne periode, eller grundlag for at mistænke nogen af de tilstedeværende herfor. Der var derfor ikke hjemmel til at foretage anholdelse efter retsplejelovens § 755, stk. 1, ligesom der af de herom af byretten anførte grunde heller ikke var grundlag for anholdelse efter denne bestemmelses stk. 3. Vedrørende politilovens § 8 finder landsretten, at det efter det anførte om demonstration ikke er godtgjort, at betingelserne for anholdelse, var opfyldt, og allerede fordi der ikke forelå opløb, kan politilovens § 9 heller ikke finde anvendelse. Der har herefter ikke været hjemmel til at anholde tiltalte, og landsretten tiltræder derfor, at tiltalte er frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121. .."

I TfK 2010.411 ØLD blev en person frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, og for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for vold mod polititjenestemænd, som skulle være udøvet i forbindelse med anholdelse i Vollsmose i Odense. Han blev endvidere frifundet for overtrædelse af straffelovens § 121 for at skulle være fremkommet med ringeagtsytringer mod polititjenestemændene. Landsretten fandt ikke, at han havde "lagt hindringer i vejen for visitationen", og landsretten fandt endvidere, at anholdelsen ikke opfyldte kravene i retsplejelovens § 755, skt. 1. Landsretten fandt derfor ikke, at anholdelsen var en "lovlig tjenestehandling". Endvidere fandt landsretten ikke anledning til at "henføre handlinger, som er begået under anholdelsen, under bestemmelserne i straffelovens § 119, stk. 1, og § 121".

Anholdelse ved mistanke om spirituskørsel (færdselslovens § 55)
Af færdselslovens § 55 følger, at politiet kan tilbageholde en "fører af et køretøj eller en rytter" ved mistanke om, at den pågældende har overtrådt færdselsloven som følge af sin tilstand herunder spirituspåvirkethed eller påvirkethed af euforiserende stoffer mv. Tilbageholdelsen kan ske med henblik på at lade den pågældendes tilstand undersøge for eksempel ved blodprøveudtagning. Se Justitsministeriets skrivelse nr. 11110 af 30. januar 1974 om tilbageholdelse i sager om spirituskørsel.

Skånsomhedsprincippet, den anholdtes ret til at underrette andre om anholdelsen mv. (retsplejelovens § 758).

Retsplejelovens § 758 har følgende indhold:

"Stk. 1. Anholdelsen skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Politiet kan under iagttagelse af bestemmelserne i § 792 e foretage besigtigelse og undersøgelse af den anholdtes legeme og tøj med henblik på at fratage vedkommende genstande, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt kan medføre fare for den anholdte eller andre. Politiet kan tage sådanne effekter samt penge, der findes hos den anholdte, i bevaring. Under anholdelsen er den pågældende i øvrigt ikke undergivet andre indskrænkninger i sin frihed, end anholdelsens øjemed og ordenshensyn nødvendiggør.
Stk. 2. Politiet skal snarest muligt gøre den anholdte bekendt med sigtelsen og tidspunktet for anholdelsen. Af rapporten skal fremgå, at denne regel er iagttaget."

Retsplejelovens § 758 kodificerer således en almindelig proportionalitetsgrundsætning om, at en anholdelse skal foretages så skånsomt som muligt. En anholdt har for eksempel som udgangspunkt - hvis det er nødvendigt eventuelt gennem en polititjenestemand - ret til at underrette pårørende, arbejdsgiver, advokat eller andre om anholdelsen. Dette fremgår af Betænkning 728 fra 1974, side 64. En anholdt har som udgangspunkt også adgang til lægebistand efter eget valg. Se endvidere "Cirkulæreskrivelse nr. 12154 af 12. juni 2001 til politi og anklagemyndighed om underretning til pårørende eller andre om en anholdelse, om anholdtes lejlighed til at kontakte advokat og om anholdtes adgang til at få tilkaldt lægelig bistand."

Brug af magt herunder håndjern mv. under anholdelse
Princippet i retsplejelovens § 758 om, at en anholdelse skal foretages "så skånsomt som muligt" tilsiger, at håndjern kun kan benyttes, hvis dette er påkrævet. Praksis ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) lægger bevisbyrden for, at det er nødvendigt for politiet at anvende magt (herunder håndjern), hos myndighederne.

Se nærmere nedenfor under politiets magtmidler.

Isolation under anholdelse
Som nævnt ovenfor under bemærkningerne til retsplejelovens § 755, stk. 1, fremgår det blandt andet af bestemmelsen, at anholdelse af en mistænkt kan finde sted "for at hindre hans samkvem med andre." Dette indebærer, at politiet kan bestemme, at den pågældende skal være udelukket fra kontakt med andre (isoleret), hvis dette er nødvendigt efter en konkret vurdering, hvor politiet har pligt til overveje, om hel eller delvis isolation er nødvendig. Kun hvis dette er tilfældet, kan politiet opretholde sådan isolation. Bliver den anholdte senere varetægtsfængslet, er det naturligvis retten, som afgør, om fortsat isolation er påkrævet jævnfør bemærkningerne nedenfor om varetægtsfængsling i isolation. I "Notat om isolation under anholdelse" besvarede Justitsministeriets lovafdeling den 29. juni 2004 en forespørgsel fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvor Justitsministeriet udtalte, at der ikke er hjemmel til, at kriminalforsorgen uden videre isolerer anholdte, men at den anholdte alene må isoleres, hvis politiet "anmoder herom" (side 5, sidste linje). I notatet argumenterer lovafdelingen forholdsvis detaljeret for resultatet af lovafdelingens overvejelser.

En anholdt skal løslades, når begrundelsen ikke længere er til stede. Tilbageholdelse ud over 24 timer besluttes af retten
Retsplejelovens § 760 indeholder et proportionalitetsprincip, der siger, at en anholdt skal løslades, "så snart begrundelsen for anholdelse ikke længere er til stede, og at tidspunktet for løsladelsen skal fremgå af rapporten. Af § 760, stk. 2, fremgår, at anholdte, der ikke inden for 24 timer er løsladt, skal fremstilles for retten. I TfK 2006.818 lykkedes det ikke politiet at få berammet retsmøde inden for 24 timer efter anholdelsen af 2 personer i en sag om vold. De måtte derfor løslades inden 24-timers fristen. Den Særlige Klageret misbilligede, at den administrerende dommer D ikke inden 24-timers-fristens udløb havde berammet det grundlovsforhør, anklagemyndigheden havde anmodet om.

2.12.5 - Varetægtsfængsling

Betænkning 1492 om begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængsling - 2007
Betænkning 1469 om varetægtsfængsling i isolation - 2006
Betænkning 1358 om isolation under varetægtsfængsling - 1998
Betænkning 978 om varetægtsfængsling i voldssager - 1983
Betænkning 975 om isolation af varetægtsarrestanter - 1983
Betænkning 728 om anholdelse og varetægt - 1974

2.12.5.1 - Indledende om varetægtsfængsling
§ 762, stk. 1, i retsplejeloven foreskriver, at en person kan varetægtsfængsles, når der er "begrundet mistanke" om, at vedkommende har begået en forbrydelse, der er undergivet offentlig påtale, og at forbrydelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Det er en yderligere betingelse, at der er grunde til at antage, at personen på fri fod vil "unddrage sig" strafforfølgningen, begå nye alvorligere lovovertrædelser eller vanskeliggøre politiets opklaring af sagen for eksempel ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre. Efter retsplejelovens § 762, stk. 2, kan der i visse tilfælde ske varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen, selv om betingelserne for varetægtsfængsling efter 1. stykke ikke er opfyldt. Varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen kan kun finde sted, når der foreligger en "særligt bestyrket mistanke" om, at der er begået en af de grovere lovovertrædelser, der efter bestemmelsen kan medføre varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen. Varetægtsfængsling er ikke en straf men et straffeprocessuelt indgreb, der ligesom andre straffeprocessuelle indgreb alene skal have til formål at bistå efterforskningen af en straffesag, gennemførelsen af en straffesag og/eller forebyggelsen af yderligere kriminalitet fra den person, der varetægtsfængsles.

I TfK 2010.269.ØLK forsøgte politiet at få en person, der var blevet anholdt under klimatopmødet i København i december 2009, varetægtsfængslet som sigtet for medvirken til samt forsøg på overtrædelse af straffelovens § 134a. Han var sigtet for i forening med andre "at have transporteret ikke under 80 skjolde lavet af træplader og 3 spraydåser, der skulle anvendes i forening og efter aftale med andre uidentificerede personer til slagsmål eller anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentlige steder under demonstrationer og lignende aktioner i København under klimakonferencen, formentlig samme dag kl. 11 ved Forsvarsministeriet". Udover de af sigtelsen omhandlede skjolde blev der i køretøjet blandt andet også fundet "beskyttelsesbriller", spraymaling samt stof, som politiet antog kunne anvendes som maskering. Den pågældende erkendte at have været med i køretøjet. Han forklarede blandt andet, at genstandene fundet i bilen skulle bruges til "gadeteater". Han bestred, at han skulle have forklaret til politiet, at skjoldene skulle anvendes "til kamp". Den pågældende var udlænding og havde siden oktober opholdt sig i Danmark som turist. Byretten løslod den pågældende, hvilket anklagemyndigheden kærede til landsretten. Landsretten tiltrådte, at den pågældende skulle løslades og henviste til, at "der navnlig ikke er fundet hærværksredskaber af betydning eller våben hos sigtede". Landsretten fandt, at det var "overvejende betænkeligt at fastslå, at der er begrundet mistanke om, at sigtede er skyldig i forsøg på deltagelse i slagsmål eller grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, jf. straffelovens § 134 a".

I UfR 2007.2827 HK havde en person været anholdt af politiet under en demonstration i "Ungdomshuset" på Nørrebro i København den 16. december 2006. Den 17. december 2006 var hun blevet løsladt. Den 7. februar 2007 blev hun efter, at politiet havde foretaget fornyet efterforskning mod hende, på ny anholdt og sigtedes for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 119, § 245 og § 134a i forbindelse med demonstrationen den 16. december 2006. Anmodningen om varetægtsfængsling støttedes af anklagemyndigheden på retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, om gentagelsesfare eller såkaldt "recidivfare". Anklagemyndigheden fik ved Højesteret medhold i, at den omstændighed, at en person ikke tidligere er straffet, ikke uden videre er til hinder for, at varetægtsfængsling kan ske af hensyn til gentagelsesfaren. Imidlertid fandt højesteret, at der ikke forelå oplysninger om, at der "i perioden indtil den 8. februar 2007 har været tilsvarende uroligheder", hvorfor betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, ikke var opfyldt. Sigtede blev derfor løsladt.

I Oprea mod Moldova afsagt af EMD den 21. december 2010 under sagsnummer 38055/06 fandt EMD, at en person under en varetægtsfængsling af nogle få måneders varighed ikke havde fået tilstrækkelig lægelig behandling for epilepsi, hvorfor EMRK artikel 3 ansås for krænket. Myndighedernes synspunkt (anført i præmis 37) om, at EMRK artikel 3 ikke var relevant som følge af, at varetægtsfængslingen havde været kortvarig, toges således ikke til følge af EMD. Da fængslingsgrundlaget havde været for spinkelt, blev artikel 5 § 3 også anset for krænket. I præmis 46 anfører EMD således, at de nationale myndigheder ikke havde henvist til nogen "konkrete omstændigheder eller dokumenter", som støttede anklagemyndighedens synspunkt om, at der bestod en undvigelsesrisiko samt en risiko for, at klageren på fri fod ville modvirke efterforskningen (".. did not refer to any specific fact or document which supported the prosecutor's allegation of a risk of absconding or interfering with the investigation .."). Endvidere havde man ikke undersøgt alternativer til varetægtsfængsling som for eksempel husarrest eller ophold på en psykiatrisk institution (også præmis 46). Endelig anfører EMD (også i præmis 46), at de nationale domstole "begrænsede dem selv til i deres afgørelser at gentage - på en abstrakt og formular-agtig måde - de formelle begrundelser for varetægtsfængsling anført i lovgivningen. Disse begrundelser var gengivet uden noget forsøg på at påvise, hvorledes de var gældende i klagerens sag, eller hvilke konkrete grunde man havde lagt vægt på, da man vurderede den risiko, som klageren frembød". Sidstnævnte er i afgørelsen fra EMD formuleret således: "The courts limited themselves in their decisions to repeating in an abstract and formulaic way the formal grounds for detention provided by law. These grounds were cited without any attempt to show how they applied to the applicant's case or on which specific facts the courts had relied when assessing the risks posed by the applicant."

Varetægtsfængsling af udlændinge (herunder EU-borgere) sigtet for mindre forbrydelser
Om varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35 af udlændinge i forbindelse med udvisning eller udsendelse henvises der til behandlingen af dette emne nedenfor under udvisning varetægtsfængsling og administrativ frihedsberøvelse af udlændinge i forbindelse med udvisning, udsendelse mv.

Varetægtsfængsling for spirituskørsel
Med den forhøjede strafferamme i færdselslovens § 117, stk. 2, er der hjemmel til varetægtsfængsling i sager om spirituskørsel.

Om varetægtsfængsling er det i pkt. 4.3. i bemærkningerne til lov nr. 363 af 24. maj 2005 bl.a. anført:

"..I relation til sager om spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden vil det navnlig være fængslingsgrunden i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, som kan have betydning. .."

og videre hedder det:

".. De situationer, hvor der kan blive tale om varetægtsfængsling efter reglen om gentagelsesrisiko i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, vil navnlig være tilfælde, hvor en person adskillige gange tidligere er dømt for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden og ofte vil have flere kørsler til samtidig påkendelse, og hvor der tegner sig et aktuelt mønster med så hyppige kørsler, at der er en betydelig og nærliggende risiko for, at den pågældende på fri fod på ny vil begå en lovovertrædelse af samme karakter.

Varetægtsfængsling efter reglen om gentagelsesrisiko i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, vil i praksis således alene finde anvendelse i de allergroveste tilfælde, hvor der er tale om helt vanemæssig spirituskørsel og/eller kørsel i frakendelsestiden, og hvor den aktuelle kørsel derfor udløser en længere fængselsstraf.”

Som eksempel herpå kan nævnes UfR 2008.29 VLK. Sagen vedrørte sigtelse for fire forhold af spirituskørsel i frakendelsestiden med promiller på henholdsvis 1,36, 1,19, 1,75 og 1,56, begået i perioden 11. juli 2007 til 24. september 2007. Sigtede havde endvidere en verserende sag vedrørende spirituskørsel i maj 2005 og var i perioden på 4 år og senest i 2003 dømt ni gange for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden samt i 2005 i Polen for spirituskørsel. I byretten blev sigtede løsladt, idet byretten fandt, at det uanset begrundet mistanke om, at sigtede var skyldig, ville være ude af proportioner at varetægtsfængsle ham. Landsretten henviste bl.a. til bemærkningerne til lov nr. 363 af 24. maj 2005 og udtalte: ”Landsretten finder, at dette forløb tegner et aktuelt mønster med så hyppige kørsler, at der er en betydelig og nærliggende risiko for, at [sigtede] på fri fod på ny vil gøre sig skyldig i spirituskørsel i frakendelsestiden. Det bemærkes herved, at dette er bestyrket ved [sigtedes] forklaring om hans aktuelle spiritusmisbrug og om hans behov for at køre bil. Det er endvidere bestyrket af, at [sigtede] efter hver af de fire aktuelle kørsler, hvor politiets hver gang har beslaglagt hans biler, har været i stand til at anskaffe sig en ny bil. Heroverfor kan [sigtedes] forklaring om, at han nu ikke har råd til at købe en ny bil, ikke tillægges vægt. På den anførte baggrund hører de spirituskørsler, [sigtede] er sigtet for, til de allergroveste tilfælde af helt vanemæssige spirituskørsler i frakendelsestiden, som de citerede bemærkninger tager sigte på. Betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 er herefter opfyldt.”

Varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen (retsplejelovens § 762, stk. 2)
§ 762, stk. 2, foreskriver, at en person kan varetægtsfængsles, hvis der er en "særlig bestyrket mistanke" om, at han eller hun har begået visse alvorligere lovovertrædelser, "og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve", at den pågældende ikke er på fri fod. "Retshåndhævelsen" betegnes af jurister og politikere også ofte som "retsfølelsen".

I 246/2011 afsagde Højesteret den 18. april 2011 kendelse om, at en 15-årig, der havde erkendt sig skyldig i røveri ved med kniv at have truet en anden til at udlevere en mobiltelefon og en halskæde, ikke burde have været varetægtsfængslet af hensyn til retshåndhævelsen. Den 19. maj 2010 var den pågældende blevet varetægtsfængslet for røveriet. Ved en efterfølgende fristforlængelse ville byretten ikke forlængevaretægtsfængslingen efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, yderligere, idet den pågældende havde erkendt røveriet, og idet den medsigtede nu var blevet anholdt. Byretten fandt derimod, at den pågældende kunne varetægtsfængsles af hensyn til retshåndhævelsen efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1. Den 25. juni 2010 blev hovedforhandlingen berammet til foretagelse den 7. september 2010, og det blev bestemt, at tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet, indtil der var afsagt dom i sagen jf. § 762, stk. 2, nr. 1, jf. § 765, jf. § 767, stk. 2. Kendelsen blev stadfæstet af Østre Landsret den 1. juli 2010. Højesteret fandt, at påstanden om fortsat varetægtsfængsling ikke burde være taget til følge ved byretten og landsretten. Højesteret udtalte blandt andet: "Som anført i Højesterets kendelse af 16. marts 1983 (UfR 1983 s. 391) forudsætter anvendelse af varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2 (nu stk. 2, nr. 1), efter bestemmelsens forarbejder, at sigtelsen angår forhold af en sådan grovhed, at der må forventes idømt en langvarig fængselsstraf eller anden strafferetlig foranstaltning af tilsvarende indgribende betydning. Af forarbejderne til lov nr. 386 af 10. juni 1987, hvor nr. 2 blev indsat i § 762, stk. 2, fremgår, at man med lovforslaget opretholdt den almindelige bestemmelse om retshåndhævelsesarrest som § 762, stk. 2, nr. 1, og at der efter Justitsministeriets opfattelse ikke var grundlag for den antagelse, at domstolene efter vedtagelse af den foreslåede nye bestemmelse skulle ændre anvendelsesområdet for den gældende bestemmelse, nu § 762, stk. 2, nr. 1 (FT 1986-87, tillæg A, sp. 2608, og tillæg B, sp. 2170). Efter de oplysninger, der forelå om karakteren og grovheden af det påsigtede forhold og om T’s personlige forhold, herunder hans unge alder og ustraffede fortid, da byretten og landsretten traf afgørelse om varetægtsfængsling den 25. juni og den 1. juli 2010, finder Højesteret, at T måtte forventes idømt en straf udmålt i måneder. På den baggrund var betingelserne for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, ikke opfyldt, og Højesteret ændrer derfor byrettens og landsrettens kendelser som nedenfor bestemt. .."

I TfK 2010.282 VLK begærede anklagemyndigheden en person varetægtsfængslet som sigtet for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, idet der på dennes bopæl var fundet et jagtgevær med 46 patroner. Byretten varetægtsfængslede den pågældende blandt andet af "hensynet til retshåndhævelsen". Landsretten løslod den pågældende og udtalte blandt andet: "Uansat om S' besiddelse af jagtgeværet er omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1, der indeholder en strafferamme på fængsel fra 1 år indtil 6 år, er der ikke oplysninger om det konkrete forholds grovhed, som af hensyn til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at han ikke er på fri fod under sagen".

I TfK 2010.1073 VLK løslod Vestre Landsret to personer, der var varetægtsfængslede efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 192 a, idet de var sigtede for med en riffel, der hidrørte fra indbrudstyveri, at have skudt mod nogle kvier med henblik på at dræbe disse, hvilket mislykkedes i det ene tilfælde. Henholdsvis den 1. og den 16. september 2010 blev varetægtsfængslingen af byretten for de to sigtede forlænget indtil, der er afsagt dom i sagen. Hovedforhandlingen var berammet til den 16. og 17. november 2010. De havde begge været varetægtsfængslede fra 11. juni 2010. Landsretten løslod i sin kendelse af 24. september 2010 dem begge og anførte blandt andet: "Det er oplyst, at sagen er færdigefterforsket, og at der er indleveret anklageskrift til byretten, som har berammet hovedforhandling i sagen til den 16. og 17. november 2010. Af de grunde, som er anført i landsrettens kendelse af 11. juni 2010, er der fortsat særligt bestyrket mistanke om, at de tiltalte har overtrådt straffelovens § 192 a, stk. 1. Det må antages, at de tiltalte S1 og S2 har haft en mindre aktiv rolle i forbindelse med anvendelsen af riflen. De tiltalte har været frihedsberøvede siden den 9. juni 2010, og efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes hensynet til retshåndhævelsen ikke længere at kræve, at de ikke er på fri fod, jf. herved retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1. Der er ikke grundlag for på nuværende tidspunkt som påstået af anklagemyndigheden at varetægtsfængsle de tiltalte i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3." Afgørelsen viser blandt andet, at behovet for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen kan aftage over tid.

I TfK 2005.139/2 HK begærede anklagemyndigheden den 29. april 2003 i Københavns Byret to personer fortsat varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr.2, som sigtede for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og straffelovens § 134 a. De to sigtede havde været frihedsberøvet siden 18. marts 2003. Ved byretten blev de to fængslet for yderligere 4 uger. Denne kendelse blev stadfæstet ved Østre Landsret den 30. april 2003. Denne afgørelse blev kæret til Højesteret. Inden Højesteret den 13. oktober 2003 afsagde kendelse i sagen, var de to sigtede ved byretten blevet fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 134 a ved den 18. marts 2003 uden for Det Udenrigspolitiske Nævn på Christiansborg i København at have kastet maling på henholdsvis statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller. De blev ved Københavns Byrets dom af 27. maj 2003 for blandt andet dette forhold straffet med fængsel i henholdsvis 4 og 3 måneder. De blev begge løsladt i forbindelse med domsafsigelsen. Højesteret udtalte blandt andet: "T1 og T2 havde den 30. april 2003, da landsretten stadfæstede byrettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling, været fængslet i 6 uger. Vi finder, at hensynet til retshåndhævelsen ikke krævede, at varetægtsfængslingen blev forlænget yderligere, og at anklagemyndighedens påstand herom derfor ikke burde være taget til følge. Vi stemmer således for at tage T1's og T2's påstand til følge.

I TfK 2001.120/2 HK havde en person været varetægtsfængslet i godt 10 måneder. De første cirka 6 måneder af varetægtsfængslingen havde været i isolation efter rettens bestemmelse. Anklageskriftet forelå før behandlingen af kæremålet om fortsat varetægtsfængsling ved Højesteret, og den pågældende var ifølge anklageskriftet tiltalt for sammen med andre at have indført eller forsøgt at indføre cirka 700 kg. hash. Han havde erkendt sig skyldig i indførsel af 149 kg. Hovedforhandlingen var berammet til at skulle finde sted over 21 retsdage nogle måneder efter kæremålets behandling ved højesteret. Højesteret tiltrådte, at der var en særlig bestyrket mistanke om, at den pågældende havde overtrådt straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved med henblik på videreoverdragelse at have indført og forsøgt at indføre hash i Danmark i betydeligt omfang. Højesteret løslod imidlertid den pågældende. Højesteret udtalte blandt andet: "Det er ikke af anklagemyndigheden gjort gældende, at tiltalte havde en central rolle i organisering og finansiering af indførslen. Under henvisning hertil og til den tid, tiltalte har været varetægtsfængslet, samt til oplysningerne om tidspunktet for domsforhandlingen finder Højesteret, at hensynet til retshåndhævelsen ikke kan begrunde en fortsat varetægtsfængsling. Tiltalte bør derfor løslades."

Den europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Dumont-Maliverg mod Frankrig, der blev afgjort den 31. maj 2005 fundet, at hensynet til retshåndhævelsen ikke kunne føre til, at en person mistænkt for seksuelt misbrug af børn kunne varetægtsfængsles. Frankrig ansås derfor for at have krænket EMRK artikel 5, stk. 3. Det samme resultat er EMD nået frem til i andre sager mod Frankrig. Se for eksempel afgørelsen Tomasi mod Frankrig afsagt 27. august 1992. EMD har undladt at statuere, at der er sket en krænkelse af EMRK artikel 5, stk. 3, i tilfælde, hvor forbrydelsen har en sådan karakter, at der kan opstå uroligheder ("social disturbance") i en sådan grad, at det er nødvendigt at varetægtsfængsle den mistænkte for at undgå dette.

Den Europæiske Menneskerettighedskommission afviste sidst i 80'erne en sag mod Danmark indbragt af en person, der havde tilstået forbrydelsen, og som var blevet varetægtsfængslet i retshåndhævelsesarrest efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2. Fredsted og Thomas Rørdam kritiserer i Advokaten 1989, side 449ff og side 452f denne afgørelse. De anfører blandt andet, at afvisningen kan skyldes, at der var tale om en tilståelsessag. Se også Eva Smith i Juristen 1990, side 234. Efter at EMD i 2005 har afsagt ovennævnte dom i sagen Dumont-Maiverg mod Frankrig har menneskerettighedskommissionens afgørelse i sagen mod Danmark næppe længere stor relevans.

Der ses ikke i nyere danske afgørelser, hvor der er sket varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, at foreligge tilfælde, hvor der er argumenteret for, at der ville opstå sociale uroligheder, hvis ikke varetægtsfængslingen blev gennemført. Dette kan for så vidt ikke undre, idet det ikke fremgår af bestemmelsen, at dette krav (også) skal være opfyldt. Det må således lægges til grund, at nogle af afgørelserne efter § 762, stk. 2 - hvis ikke dem alle - krænker artikel 5, stk. 3, i Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Et eksempel på en afgørelse, som må formodes at krænke konventionen, kunne være UfR. 2004.740, hvor en person blev varetægtsfængslet af hensyn til retshåndhævelsen, idet der var en særlig bestyrket mistanke om, at den pågældende havde overtrådt straffelovens § 215, jævnfør straffelovens § 261, stk. 2, ved at have taget sin søn med til udlandet og forhindret sin tidligere hustru i at have kontakt med sønnen. Hustruen var ved danske myndigheder blevet tillagt forældremyndigheden, medens faderen var blevet tillagt forældremyndigheden i sit hjemland, hvilket dog er mindre interessant i spørgsmålet om grundlaget for varetægtsfængslingen af manden.

Det burde ikke overraske de danske myndigheder, at Den europæiske Menneskerettighedsdomstol har fundet det konventionsstridigt at varetægtsfængsle borgere af hensyn til retshåndhævelsen. Den 9. april 1965 fremkom Europarådet med en resolution, der udelukker varetægtsfængsling begrundet i retshåndhævelsen. I Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 101 af 6. oktober 1965 er resolutionen oversat således, at det af § 1, punkt c, i bekendtgørelsen fremgår, at varetægtsfængsling ikke må anvendes som en "straffeforanstaltning". I nyere afgørelser fra EMD ses det ofte, at rekommandationer fra for eksempel CPT eller andre organer under Europarådet indgår i EMDs afvejninger, når det skal bedømmes, om der i et konkret tilfælde er sket en krænkelse af menneskerettighederne. Afgørelserne truffet mod Frankrig omtalt ovenfor i sager om varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen kan formentlig ses som et udtryk for en sådan udvikling.

Proportionalitet og varetægtsfængsling (retsplejelovens § 762, stk. 3)
§ 762, stk. 3. Varetægtsfængsling må ikke stå i misforhold til den straf, som kan forventes idømt, hvis personen senere findes skyldig i de strafbare forhold, der har begrundet varetægtsfængslingen. Det følger nærmere af bestemmelsen, at varetægtsfængsling ikke kan anvendes, hvis lovovertrædelsen "kan ventes" at ville medføre bøde eller straf af fængsel i højst 30 dage, eller hvis "frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan forventes, hvis tiltalte findes skyldig". Gammeltoft-Hansen anfører i "Varetægtsfængsling", side 253, at der bør tages hensyn til sædvanlig prøveløsladelse.

I sag 167/2010 afgjort af Højesteret den 23. juli 2010 afsagde Højesteret kendelse vedrørende spørgsmålet om varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen i sager om sædelighedskriminalitet. I sagen diskuteredes proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 762, stk. 3. Der blev således henvist til bemærkningerne til § 1 i lov nr. 499 af 17. juni 2008, hvoraf blandt andet følgende fremgår: "Proportionalitetsprincippet vil gælde uændret, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3. Varetægtsfængsling kan således ikke anvendes, hvis frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge,
som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig. Proportionalitetsprincippet har navnlig betydning i relation til forlængelse af varetægtsfængsling. Varetægtsfængslingen vil således ikke kunne udstrækkes ud over længden af den straf, som må forventes at skulle afsones, hvis sigtede findes skyldig. I vurderingen heraf indgår, at prøveløsladelse normalt kan ske, når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået, jf. straffelovens § 38.”

I sagen V.L. S-0242-11 afsagde Vestre Landsret den 7. februar 2011 kendelse om, at to personer, der havde været varetægtsfængslet fra oktober 2010, skulle løslades. Landsretten bemærkede, at der "fortsat er begrundet mistanke om, at de tiltalte er skyldige i røveriforholdet (nu forhold 14)". Imidlertid påpegede landsretten, at "betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 3, nu er til hinder for fortsat varetægtsfængsling". De to personer var blevet sigtet for at røveri, idet politiet mente, at de havde begået vold mod butikspersonale og en vagt umiddelbart efter, at de var blevet pågrebet i et butikstyveri. De var begge sigtede for en række andre forhold. Landsretten bemærkede herom: "Det fremgår ikke af byrettens retsbøger, at de tiltalte er foreholdt de øvrige forhold i retten. Retten har således ikke taget stilling til mistankegrundlaget vedrørende de øvrige forhold. Der er derfor ikke grundlag for at inddrage de øvrige tiltalepunkter i vurderingen af, om proportionalitetshensyn er til hinder for fortsat varetægtsfængsling frem til hovedforhandlingen." Forsvareren påpegede i sit processkrift, at i tilfælde, hvor butikstyveri udvikler sig til røveri som følge af, at gerningsmanden for eksempel skubber, slår eller truer personer i forbindelse med, at denne forsøger at få genstanden i sikkerhed, typisk straffes med fængsel i 3 til 4 måneder, der kan gøres helt eller delvist betinget efter omstændighederne. Det er værd at bemærke, at det af denne sag omhandlede røveri blev begået af flere i forening, hvilket efter praksis anses som en skærpende omstændighed.

I sagen Tase mod Romanien, der blev afgjort af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 10. juni 2008 under sagsnummer 29761/02, udtalte EMD blandt andet, at varetægtsfængsling af sigtede personer som udgangspunkt ikke skal finde sted, og at varetægtsfængsling kun må finde sted, når myndighederne kan påvise "relevante og tilstrækkelige" grunde til dette. Begrundelsen skal være konkret. Processen må ikke være delvis automatisk ("quasi-automatic"). Kravet om konkret begrundelse gælder også hver gang, varetægtsfængslingen skal forlænges. Kravet gælder ved alle frihedsberøvelser, uanset hvor kortvarige de er. I den konkrete sag blev klageren anholdt den 6. juni 2002 og var varetægtsfængslet frem til den 10. oktober 2002 - dvs. 5 måneder og 4 dage.

I Kubik mod Polen, app.nr. 12848/03, tog EMD den 29. januar 2008 stilling til længden af en varetægtsfængsling. Klageren blev i Polen idømt fængsel i 4 år for adskillige indbrudstyverier, forsøg på indbrudstyverier og hæleri. Han havde under sagen været varetægtsfængslet i to omgange. Sammenlagt var han varetægtsfængslet i 1 år, 11 måneder og 17 dage. EMD fandt, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 5 § 3. EMD medgav medlemsstaten, at der i periodens begyndelse havde været rimelig grund til varetægtsfængsling, men at disse var aftaget med tiden. EMD fandt, at blotte henvisninger til fængslingsbestemmelserne i retsplejeloven ikke kunne begrunde fængslingen. Der var ikke anført konkrete grunde til, hvorfor man mente, at klageren ville modvirke efterforskningen eller true vidner, hvis han var på fri fod. EMD henviste til, at der i fortolkningen af artikel 5 § 3 eksisterer et princip om, at man har krav på afgørelse af sin sag inden for en rimelig tid eller løsladelse under sagen. Det er værd at bemærke, at den idømte straf (4 år) er væsentlig længere end den faktiske varetægtsfængsling.

I Titovi mod Bulgarien, sagsnummer 3475/03 afgjort af EMD den 25. juni 2009 fandt EMD, at en varetægtsfængsling af en længde på 1 år og 5 dage udgjorde en krænkelse af artikel 5 § 3. Den pågældende var varetægtsfængslet for at besidde falske penge og falske værdipapirer. EMD fandt blandt andet, at de nationale myndigheder ikke havde givet en tilstrækkelig overbevisende forklaring på, hvorfor de betragtede sådan ikke-voldelig ("non-violent") kriminalitet for "alvolig" ("serious") under vurderingen af behovet for varetægtsfængsling. EMD gentog også princippet om, at det er op til de nationale myndigheder at sikre sig i en konkret sag, at varetægtsfængsling af en sigtet er rimelig på grundlag af relevante og tilstrækkelige grunde og ikke strækker sig ud over et rimeligt tidsrum ("it is for the national authorities to ensure that, in a given case, the pre-trial detention of an accused person is justified on the basis of relevant and sufficient reasons and does not exceed a reasonable period"). Se afgørelsens præmis 26-29.

I Szepesi mod Ungarn afgjort af EMD den 21. december 2010 under sagsnummer 7983/06 ansås EMRK artikel 5 § 3 for krænket i et tilfælde, hvor en person havde været varetægtsfængslet i 3 år i en sag, hvor den pågældende blev idømt 6 års fængsel. I præmis 25 udtaler EMD, at tilstedeværelsen af en rimelig mistanke om, at den varetægtsfængslede har begået en forbrydelse, er en ufravigelig betingelse for lovligheden af en fortsat varetægtsfængsling, og at denne betingelse efter et vist tidsrum ikke længere er tilstrækkelig. I disse tilfælde må EMD vurdere, hvorvidt de øvrige grunde, som de nationale domstole fremfører, fortsat kan begrunde varetægtsfængslingen. I tilfælde, hvor sådanne grunde er "relevante" og "tilstrækkelige" må EMD vurdere, hvorvidt de kompetente nationale myndigheder har udvist "særlige bestræbelser" under sagens gennemførelse. I præmis 28 bemærker EMD, at der gik 10 måneder fra anklageskriftet var udfærdiget, indtil hovedforhandlingen påbegyndtes. EMD bemærker - også i præmis 28 - at denne periode af 10 måneders inaktivitet ikke levede op til kravet om "særlige bestræbelser" ("special diligence"). Af præmis 34 fremgår, at den pågældende fik tilkendt 4.800 euros i godtgørelse, idet EMRK artikel 5 § 3 ansås for krænket.

Sigtedes ret til at udtale sig, retten til forsvarerbistand, begrundelseskravet mv. under retsmøde om varetægtsfængsling (retsplejelovens § 764)

I bemærkningerne til § 766 i Betænkning 728 om anholdelse og varetægt - 1974, anfører udvalget på side 73, 2. spalte, og på side 74, 1. spalte:

"Stk. 1 og 2 svarer til reglerne i § 779, stk. 1, og § 783, stk. 1, i den gældende retsplejelov. I udkastet foreskrives, at sigtede ikke alene skal være »hørt . . . angående sigtelsens genstand «, jfr. den gældende formulering, men at han »skal have lejlighed til at udtale sig«. Heri ligger, at sigtede skal have adgang til at få ordet for at fremføre sine synspunkter.

Som tilfælde, hvor fremstilling af sigtede i retten må anses for nytteløs eller skadeligt for ham, kan især nævnes sygdom eller bevidstløshed. Reglen bør ikke anvendes på tilfælde, hvor f. eks. sproglige hindringer og umuligheden af at fremskaffe en tolk til retsmødet vil vanskeliggøre en afhøring.

Stk. 3 svarer til retsplejelovens § 731, stk. 1, a), men foreskriver, at forsvarerbeskikkelse skal ske allerede i det retsmøde, hvor
varetægtsspørgsmålet behandles. Det er altså efter udkastet ikke tilstrækkeligt først at beskikke forsvarer, når kendelse om varetægt er afsagt. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne ovenfor s. 40.

Stk. 4 svarer til retsplejelovens § 782. Kravet om begrundelse af en varetægtskendelse er skærpet i forhold til de gældende
regler, jfr. s. 41. I udkastet foreskrives det endvidere, at der straks i retsmødet skal gives sigtede en mundtlig vejledning om de
anvendte retsregler, om begrundelsen for kendelsen og om sigtedes adgang til at kære afgørelsen, jfr. foran s. 43. Endelig har sigtede
ifølge udkastet - ligesom i dag - ret til at få en udskrift af kendelsen. Den frist på 24 timer, der i dag gælder for levering af udskrift, er udeladt, da fristen i enkelte tilfælde (helligdage, weekend) vanskeligt kan overholdes."

Det er almindeligt antaget, at de processuelle regler i retsplejeloven, der gælder for straffesagers behandling ved domstolene, også gælder ved grundlovsforhør og ved fristforlængelser. Se til støtte herfor for eksempel "Grundlovsforhøret" af Jørgen Johcimsen, Thomson Reuters Forlag 2010, side 79. Han anfører: ".. I retsplejelovens § 28 a er det foreskrevet, at retsmøder er offentlige, medmindre andet er bestemt ved lov eller i medfør af lov. Bestemmelsen gælder også for grundlovsforhør, der således skal afholdes for åbne døre, medmindre retten træffer bestemmelse om dørlukning, ..."

Den omstændighed, at de processuelle regler i retsplejeloven, der gælder for straffesagers behandling ved domstolene, også gælder ved grundlovsforhør og fristforlængelser, indebærer for eksempel, at reglen i retsplejelovens § 861 om, at tiltalte (sigtede) af retten skal vejledes om retten til ikke at udtale sig om sagen, skal iagttages. Reglen i retsplejelovens § 866, stk. 2, gælder således også i sådanne retsmøder. Heraf følger, at tiltalte (sigtede) har adgang til at afgive forklaring efter "hvert enkelt vidnes forklaring og efter ethvert andet bevis", hvis "beviset giver anledning til dette". Der er således intet til hinder for, at forsvareren og sigtede kan beslutte, at sigtede ikke udtaler sig om sagen under grundlovsforhøret eller under en fristforlængelse, men at sigtede begrænser sig til at kommentere de beviser, som anklagemyndigheden dokumenterer for retten, enten efter dokumentationen af de enkelte beviser, eller efter anklagemyndighedens afslutning af den samlede dokumentation. En sådan fremgangsmåde kan overvejes, hvis sigtede på den ene side gerne vil forsøge at rense sig med henblik på at undgå varetægtsfængsling eller fortsat varetægtsfængsling, og på den anden side ikke ønsker at udtale sig uden at kende det materiale, som anklagemyndigheden har mod sigtede.

Med hensyn til begrundelseskravet kan der henvises til TfK 2008.419/1 ØLK, hvor byretten under en fristforlængelse havde bestemt, at en røverisigtet person fortsat skulle være varetægtsfængslet. Byretten havde som begrundelse anført: "Grundlaget for rettens kendelse af 25. januar 2008, som senest stadfæstet af Østre Landsret den 3. marts 2008, findes fortsat at foreligge, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3." Landsretten bestemte, at den pågældende skulle løslades. Landsretten begrundede sin kendelse således: "Det fremgår ikke af byrettens retsbog af 12. marts 2008, på hvilket grundlag anklageren begærede fortsat varetægtsfængsling, og hvad der skulle ske i sagen mod arrestanten under den begærede forlængelse af varetægtsfængslingen. Dette synes heller ikke at fremgå af det til landsretten fremsendte rapportmateriale. På baggrund heraf må landsretten nære betænkelighed ved at anse betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af sigtede for opfyldt"

Mindre indgribende foranstaltninger end varetægtsfængsling - herunder varetægtsfængsling i surrogat (retsplejelovens § 765)

Retsplejelovens § 765, stk. 1, har følgende indhold:

"Stk. 1. Er betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling til stede, men kan varetægtsfængslingens øjemed opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, træffer retten, hvis sigtede samtykker heri, i stedet for varetægtsfængsling bestemmelse derom.

§ 765, stk. 1, pålægger således domstolene at bruge mindre indgribende midler end varetægtsfængsling, hvis disse er tilstrækkelige til at opfylde målet. Dette princip om proportionalitet følger også af praksis ved EMD som vist ovenfor, og det følger endvidere af Europarådets resolution af 9. april 1965 omtalt ovenfor om varetægtsfængsling, som er oversat i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 101 af 6. oktober 1965 ligeledes omtalt ovenfor. I resolutionen foreslås, at bevogtning i hjemmet, forbud mod at forlade et bestemt opholdssted eller område uden rettens tilladelse, påbud om regelmæssigt at give møde hos bestemte myndigheder; beslaglæggelse af pas eller andre legitimationspapirer, sikkerhedsstillelse eller anbringelse af unge lovovertrædere i særlig institution i nogle tilfælde vil kunne træde i stedet for varetægtsfængsling.

Det følger videre af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 og nr. 4, at retten bl.a. kan bestemme, at sigtede skal tage ophold i egnet hjem eller institution (nr. 3), eller at sigtede skal undergive sig psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende, om fornødent på hospital eller særlig institution (nr. 4).

Se nærmere Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5, 2007, om varetægtsfængsling af mentalt afvigende lovovertrædere efter disse bestemmelser.

I betænkning 728 om anholdelse og varetægt - 1974 udtales det, at varetægtssurrogater bør anvendes i alle tilfælde, hvor disse er tilstrækkelige foranstaltninger. På side 34, 1. spalte, udtaler udvalget blandt andet: "Det er udvalgets opfattelse, at der er grund til at anspore retterne, politiet og forsvarerne til at søge varetægtssurrogater anvendt i tilfælde, hvor disse vil være tilstrækkelige foranstaltninger. Dette skyldes først og fremmest hensynet til den sigtede og hans familie, der typisk vil blive påført langt mindre ulemper ved et surrogat end ved varetægtsfængsling. Også samfundshensyn kan tale for anvendelse af varetægtssurrogater, der som regel vil være langt billigere foranstaltninger end varetægtsfængsel. På den anden side bør anvendelse af varetægtssurrogater ikke ske i tilfælde, hvor betingelserne for fængsling ikke er opfyldt. Man bør ikke ved hjælp af surrogater for varetægt udvide området for straffeprocessuelle foranstaltninger."

I UfR 1974.14 HK tillod landsretten og senere Højesteret mod anklagemyndighedens protest en person, som havde dårligt helbred, som var sigtet og tiltalt for mange tilfælde af sædelighedskriminalitet, og som havde været varetægtsfængslet næsten i 1 år, at blive overført til en præstegård, hvor præsten havde lovet "efter bedste evne" at sørge for, at tiltalte ikke fjernede sig fra præstegården, og for at sigtede mødte op i retten, når dennes sag skulle behandles.

I UfR 1973.350 VLK var en person blevet idømt 1 års fængsel i byretten for sædelighedskriminalitet mod sin datter. Han blev løsladt under anken, men det blev bestemt som vilkår for løsladelsen, at den pågældende ikke måtte tage ophold hos sin hustru eller have samkvem med hende eller med datteren.

Surrogatvaretægtsfængsling af unge under 18 år

Varetægtsfængsling i surrogat af børn og unge under 18 år er reguleret i § 765 i retsplejeloven omtalt ovenfor samt i lov om social service. De nærmere regler om institutionerne, hvor surrogatvaretægtsfængslingen af unge under 18 år finder sted, er fastsat i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1093 af 21. september 2010 om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Bekendtgørelsens § 28, stk. 6, giver hjemmel til besøgsnægtelse, besøgskontrol, brevkontrol mv. Stk. 7 bestemmer, at begrænsninger fastsat efter stykke 6 kan forlanges domstolsprøvet. 8. stykke bestemmer, at den unge blandt andet har adgang til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.

Artikel 37. c, i FN-konventionen af 20 november 1989 om Barnets Rettigheder (børnekonventionen) har følgende indhold: "ethvert barn, der er berøvet friheden, behandles menneskeligt og med respekt for menneskets naturlige værdighed og på en måde, der tager hensyn til deres aldersmæssige behov. Især skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv, og skal have ret til at opretholde kontakt med sin familie gennem brevveksling og besøg, bortset fra under særlige omstændigheder ..."

Børn og unge under 18 år, som varetægtsfængsles, skal i henhold til konventionen således anbringes på en måde, der tager hensyn til deres aldersmæssige behov, de skal som udgangspunkt være adskilt fra voksne, og de skal have ret til at opretholde kontakt med sin familie gennem brevveksling og besøg.

I afsnit IX.G.1. (side 91 til side 97) om frihedsberøvelse af børn inden for strafferetsplejen i "Danmarks tredje rapport til FN’s Børnekomité om de foranstaltninger, der er truffet for at virkeliggøre de rettigheder, der er anerkendt i FN-konventionen af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder" redegør de danske myndigheder nærmere for, hvorledes disse forsøger at opretholde deres forpligtelser i henhold til konventionen i forhold til varetægtsfængslede børn og unge. Afsnit IX.G.1.c. Isolationsfængsling, side 95 f, vedrører adgangen til at varetægtsfængslet unge under 18 år i isolation.

Til brug for en høring om ungdomskriminalitet i 2007 udfærdigede docent i strafferet, Jørn Vestergaard, en oversigt over foranstaltninger over for børn og unge. Oversigten er offentliggjort af Folketingets Retsudvalg og Folketingets Socialudvalg i 2006 som bilag 188. Af side 1, nederst, fremgår blandt andet følgende: "Ud af knap 23.500 anholdelser i 2005 vedrørte en godt sjettedel (godt 3.700 tilfælde) de 15-17 årige. Ud af godt 6.100 varetægtsfængslinger samme år vedrørte godt 450 disse aldersgrupper."

I punkt 1 (side 2 til 4) i Justitsministeriets svar på spørgsmål 385 stillet af Folketingets Retsudvalg den 17. december 2009 redegør ministeriet for praksis med hensyn til varetægtsfængsling i surrogat af unge under 18 år. Med henvisning til Højesterets kendelse i TfK 2008.731/ HK udtaler ministeriet, at den omstændighed, at der ikke er plads til en ung på en institution, ikke fører til, at den unge af denne grund løslades. I den omhandlede kendelse nåede Højesteret frem til, at det i den konkrete sag havde været rimeligt, at de to unge måtte have hensiddet et stykke tid i et almindeligt varetægtsfængsel, indtil der kunne findes en plads på en egnet institution. Det skal bemærkes, at det overfor byretten var oplyst, at der ville være plads i en egnet institution til den ene af de to unge den efterfølgende dag. Der var dissens i Højesteret, idet en dommer fandt, at de to unge burde løslades. Højesterets flertal udtalte nærmere: "Under hensyn til karakteren og grovheden af det påsigtede forhold sammenholdt med de omstændigheder, der efter byrettens og landsrettens kendelser begrundede anvendelsen af fængslingsbestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, finder vi, at det ikke ville have været i strid med proportionalitetsreglen i § 762, stk. 3, at træffe bestemmelse om varetægtsfængsling af de sigtede, selv om der på tidspunktet for byrettens kendelse af 23. oktober 2007 ikke var pladser i en sikret institution for unge, hvor de sigtede kunne anbringes i surrogat i medfør af retsplejelovens § 765. Der er herved tillige henset til, at der allerede dagen efter byrettens kendelse var plads til den ene af de sigtede i en sikret institution, og at retten - evt. i forbindelse med at varetægtsfængslingsperioden i første omgang blev fastsat til f.eks. 7 dage - kunne have truffet afgørelse om, at de sigtede skulle overføres til en sikret institution for unge, så snart pladsforholdene tillod dette."

Det fremgår også af Justitsministeriets svar til retsudvalget omtalt ovenfor, at unge, der er mistænkt for "særlig alvorlig kriminalitet" kan placeres i et almindeligt arresthus.

Justitsministeriets svar af 7. juli 2009 på spørgsmål nr. 918 fra Folketingets Retsudvalg stillet den 16. juni 2009, der omhandler spørgsmålet om, hvorvidt FN's børnekonvention efterleves af danske myndigheder blandt andet i sager om varetægtsfængsling af personer under 18 år.

Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 203 stillet af Folketingets Retsudvalg den 20. november 2009 til Justitsministeriet, hvor der spørges der om, hvorvidt regeringen mener, om "det er i overensstemmelse med Børnekonventionen, at varetægtsfængsle flygtningebørn, der som led i deres flugt indrejser på falske dokumenter i de fængsler og institutioner der har kriminelle danske unge som målgruppe".

Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 413 stillet af Folketingets Retsudvalg den 2. februar 2010 til Justitsministeriet. Spørgsmålet lød således: ”I 2008 var de sikrede institutioner mange gange fuldt optaget, og det betød, at de syv institutioner tilsammen måtte sende 243 kriminelle børn videre til Kriminalforsorgens institutioner. Finder ministeren, at almindelig pladsmangel godtgør tilsidesættelse af FN's Børnekonvention og de europæiske fængselsregler, og dermed fængsling af børn i Danmark?"

I TfK 2010.820/1 ØLK var en 17-årig blevet varetægtsfængslet i surrogat. Under en fristforlængelse meddelte anklagemyndigheden, at det ikke havde været muligt at finde en institutionsplads til den pågældende, hvorfor han stadig opholdt sig i et arresthus. Byretten fandt, at betingelserne for varetægtsfængsling fortsat var til stede. Imidlertid løslod byretten den pågældende med henvisning til, at han var "mindreårig", og at varetægtsfængsling "som udgangspunkt skal ske i surrogat, jf. retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3. Det har ikke været muligt at finde plads til T i de fire uger, der er forløbet siden varetægtsfængslingen, og der foreligger ikke oplysninger, der begrunder, at institutionsplads med sikkerhed kan forventes at være til rådighed inden hovedforhandlingen. Efter en samlet, konkret vurdering finder retten herefter, at den kriminalitet, som er omfattet af anklageskriftet, og de forhold, der taler for en fortsat varetægtsfængsling, ikke står i et rimeligt forhold til den forstyrrelse af T's forhold, som en fortsat varetægtsfængsling i arrest medfører. Retten lægger tillige vægt på, at det ved varetægtsfængslingen den 7. maj 2010 blev tilkendegivet fra retten, at proportionalitetshensyn på det foreliggende grundlag ville tale imod en fortsat varetægtsfængsling efter 4 uger, hvis den ikke fandt sted i surrogat. Retten finder på det grundlag, at fortsat varetægtsfængsling efter § 762, stk. 1, eller § 763, stk. 1, ikke bør finde sted, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3". Denne afgørelse blev stadfæstet af landsretten, hvorfor den pågældende blev løsladt.

Af beslutningsforslag nr. 117 fremsat den 30. januar 2004 af 4 medlemmer af folketinget "om målsætning om en hurtig behandling af sager om kriminalitet begået af 15-17-årige" henvises der til undersøgelser, som blandt andet skulle vise, at "den samlede ungdomskriminalitet er faldet de sidste 20 år. Antallet af lovovertrædelser begået af unge i perioden 1981-2000 er således faldet med 35 pct. De sidste 10 år har niveauet dog ligget nogenlunde stabilt."

Se nedenfor om ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a.

Retten (og politiet) kan til enhver tid omgøre en afgørelse om varetægtsfængsling (retsplejelovens § 766)

Retsplejelovens § 766 har følgende indhold:

"Retten kan til enhver tid omgøre kendelser om varetægtsfængsling eller foranstaltninger, der træder i stedet herfor".

I bemærkningerne til § 766 i Betænkning 728 om anholdelse og varetægt - 1974, anfører udvalget på side 74, 1. spalte, følgende: "Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 789. Politiet kan - som hidtil - løslade en varetægtsarrestant uden forelæggelse for retten".

Forlængelse af varetægtsfængslingen ved fængslingsfristens udløb (retsplejelovens § 767, stk. 1)

§ 767, stk. 1. "Bortset fra tilfælde, hvor sigtede ikke er til stede her i landet, fastsættes der i kendelsen en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde. Fristen skal være så kort som muligt og må ikke overstige 4 uger. Fristen kan forlænges, men højst med 4 uger ad gangen. Forlængelsen sker ved kendelse, medmindre sigtede erklærer sig indforstået med forlængelsen. Reglerne i § 764 finder, indtil dom er afsagt i 1. instans, tilsvarende anvendelse på retsmøder og kendelser om fristforlængelse. Fremstilling af en sigtet, der er varetægtsfængslet eller undergivet anden frihedsberøvende foranstaltning, kan dog undlades, når han giver afkald derpå eller retten finder, at fremstillingen vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder."

I TfK 2002.208 VLK var de 3 sigtede, der var varetægtsfængslet henholdsvis i Arresthuset i Aalborg og i Arresthuset i Ringkøbing, ikke blevet fremstillet ved fængslingsfristens udløb med henblik på fristforlængelse i Retten i Varde, idet politiet gjorde gældende, at vejrforholdene medførte, at fremstillingen var forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder. Dette blev påtalt af byretten, hvilket anklagemyndigheden kærede. Landsretten ophævede påtalen og udtalte blandt andet: "Henset til oplysningerne om vejrliget den pågældende dag og navnlig på baggrund af, at det efter politimesterens redegørelse må lægges til grund, at politiet skriftligt med kopi til forsvarerne samme formiddag anmodede om rettens stillingtagen til anmodningen om ikke at fremstille de pågældende efter retsplejelovens § 767, stk. 1 - hvilken skrivelse retten og forsvarerne efter det oplyste ikke reagerede på inden retsmødet - har der ikke været tilstrækkeligt grundlag for at påtale den manglende fremstilling af de fængslede".

I TfK 2006.39 VLK fandt hverken byretten eller landsretten, at det "ville være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder" at fremstille en person, der var varetægtsfængslet i Politigårdens Fængsel i København, for Retten i Frederikshavn. Landsretten stadfæstede byrettens kendelse og henviste i sin kendelse til byrettens begrundelse, hvor det blandt andet udtaltes, at "alene det forhold, at fængslede er anbragt i arresten på Københavns Politigård, ikke kan medføre, at fremstilling af fængslede i retsmødet den 14. oktober 2005 vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder .....".

Skriftlig forlængelse af fængslingsfristen for et kort tidsrum, indtil den valgte forsvarer kan deltage i retsmøde om fortsat fængsling

Tidspunktet for retsmøder skal aftales med sigtedes forsvarer efter bestemmelsen i retsplejelovens § 748, stk. 2. Som anført ovenfor under bemærkningerne til retsplejelovens § 764 er det almindeligt antaget, at de processuelle regler i retsplejeloven, der gælder for straffesagers behandling ved domstolene, også gælder ved grundlovsforhør og ved fristforlængelser. Da en varetægtsfængslet, indtil der er berammet hovedforhandling, efter retsplejelovens § 767, stk. 1, 2. pkt., har krav på at blive fremstillet for retten senest 4 uger efter, at der sidst er truffet bestemmelse om varetægtsfængsling eller fortsat varetægtsfængsling, afholdes der undertiden adskillige retsmøder i løbet af den periode, hvor en person er varetægtsfængslet. Ofte har den valgte forsvarer ikke mulighed for at give møde i retten netop på den dag, hvor 4-ugers fristen udløber, hvilket kan gøre det vanskeligt eller umuligt for retten at aftale et tidspunkt for retsmødet med den forsvarer, som sigtede ønsker. I praksis løses dette ved, at den varetægtsfængslede erklærer sig indforstået med, at fristen forlænges uden fremstilling for retten enten for yderligere 4 uger, som er den maksimale fængslingsperiode uden fornyet fremstilling for retten jævnfør § 767, stk. 1, eller frem til et tidspunkt, hvor forsvareren har mulighed for at give møde. Som eksempel kan nævnes UfR 1977.776/ ØLK, hvoraf det blandt andet fremgår, at fængslingsfristen blev forlænget "til den følgende dag" med henvisning til, at den forsvarer, som den varetægtsfængslede ønskede beskikket i stedet for den aktuelle, havde mulighed for at give møde denne dag.

Varetægtsfængsling efter anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift (retsplejelovens § 767, stk. 2 og 3)

§ 767, stk. 2. "Når anklagemyndigheden har indleveret anklageskrift til retten og retten har fastsat tidspunkt for hovedforhandlingen, kan retten ved udløb af en frist efter stk. 1 bestemme, at varetægtsfængslingen eller foranstaltningen skal fortsætte uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen. Træffer retten sådan bestemmelse, kan tiltalte tidligst 3 uger efter afgørelsen anmode retten om at ophæve varetægtsfængslingen eller foranstaltningen efter § 766 eller § 768. I så fald skal retten inden 7 dage træffe afgørelse herom. Hvis retten ikke imødekommer anmodningen, kan tiltalte tidligst 3 uger efter rettens afgørelse fremsætte en ny anmodning. Efter hovedforhandlingens begyndelse finder § 767, stk. 3, 4.-6. pkt., tilsvarende anvendelse."

§ 767, stk. 3. "Når en frist, der er fastsat efter stk. 1, udløber, efter at hovedforhandlingen er begyndt, fortsætter varetægtsfængslingen eller foranstaltningen uden yderligere forlængelser, indtil der er afsagt dom i sagen. Tiltalte kan efter udløbet af den før hovedforhandlingen fastsatte frist anmode retten om at ophæve varetægtsfængslingen eller en foranstaltning, der træder i stedet herfor, efter § 766 eller § 768. Hvis tiltalte efter fristens udløb anmoder retten om at ophæve varetægtsfængslingen eller en foranstaltning, der træder i stedet herfor, skal retten inden 7 dage træffe afgørelse herom. Hvis retten ikke imødekommer anmodningen, kan tiltalte tidligst 14 dage efter rettens afgørelse fremsætte en ny anmodning. Hvis der er spørgsmål om varetægtsfængsling efter § 762, stk. 2, træffes afgørelsen om eventuel ophævelse af en dommer eller afdeling, som ikke deltager i hovedforhandlingen, jf. § 60, stk. 3, medmindre en af betingelserne i § 60, stk. 3, 2. pkt., er opfyldt. Tiltaltes anmodning kan efter rettens bestemmelse behandles på skriftligt grundlag, hvis afgørelsen træffes af en dommer eller afdeling, som ikke deltager i hovedforhandlingen."

Mundtlig prøvelse ved overordnet ret af fortsat varetægtsfængsling efter 3 måneders varetægtsfængsling

§ 767, stk. 4. "Kæres en kendelse om fristforlængelse, hvorved varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning udstrækkes ud over 3 måneder, skal kæremålet efter begæring behandles mundtligt. Når kæremål én gang er blevet behandlet mundtligt, afgør den overordnede ret, om en senere begæring om mundtlig behandling skal imødekommes. Bestemmelsen i stk. 1, sidste pkt., finder tilsvarende anvendelse. ..."

Fremmes en sag ikke "med tilstrækkelig hurtighed", kan dette begrunde løsladelse efter rpl. § 768, 2. pkt.
Retsplejelovens § 768, 2. pkt. udtaler: "Finder retten, at undersøgelsen ikke fremmes med tilstrækkelig hurtighed, og at fortsat varetægtsfængsling eller anden foranstaltning ikke er rimelig, skal retten ophæve den". Løsladelse efter denne bestemmelse kan således finde sted, uagtet at varetægtsfængslingen endnu ikke kan anses for uproportionel i forhold til den forventede straf eller retsfølge.

I TfK 2008.809 Ø.L.K havde to personer været varetægtsfængslede fra henholdsvis 20. juni 2008 og 14. august 2008. Under en fristforlængelse kærede forsvarerne byrettens afgørelse om fortsat varetægtsfængsling. Landsretten bad derpå statsadvokaten om "snarest muligt" at redegøre for de omstændigheder, der efter anklagemyndighedens opfattelse begrundede fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1. Anklagemyndigheden blev endvidere anmodet om at redegøre for det forventede strafniveau. Den 27. august 2008 oplyste anklagemyndigheden, at sagen blev videresendt til politiet torsdag den 21. august 2008, og at politiet endnu ikke har afgivet sit svar i sagen. Østre Landsret fandt, "at undersøgelsen i sagen ikke fremmes med tilstrækkelig hurtighed, og at fortsat varetægtsfængsling ikke er rimelig, jf. retsplejelovens § 768", hvorefter der skete løsladelse.

I kendelsen TfK 2009 877 bestemte Østre Landsret, at en person, der havde været varetægtsfængslet i cirka 6 måneder, hvor der fortsat var begrundet mistanke om, at den pågældende havde gjort sig skyldig i narkotikakriminalitet, og hvor proportionalitetsprincippet ikke var til hinder for fortsat varetægtsfængsling, skulle løslades. Landsretten henviste til den omstændighed, at der ikke var foretaget efterforskningsskridt mod den pågældende inden for de seneste 4 måneder, og at sagen således ikke blev fremmet med tilstrækkelig hurtighed. Af kendelsen fremgår blandt andet følgende:

"...Efter de foreliggende oplysninger, herunder om telefonaflytninger og fund under ransagning af S' bopæl, finder landsretten, at der er begrundet mistanke om, at S har gjort sig skyldig i overtrædelse af i hvert fald lov om euforiserende stoffer.
Henset til S' tidligere straf for ligeartet kriminalitet og S' og medsigtede B's forsøg på ved brevveksling at afstemme forklaringer, tiltræder landsretten, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3, er opfyldt.

Der er dog ikke foretaget efterforskningsskridt i sagen mod S i de seneste 4 måneder, og efter de foreliggende oplysninger er der ikke grundlag for at antage, at hovedforhandlingen i sagen mod A vil bidrage med væsentligt nyt i sagen mod S.
På denne baggrund finder landsretten, at undersøgelsen i sagen mod S ikke fremmes med tilstrækkelig hurtighed, og at fortsat varetægtsfængsling ikke er rimelig, jf. retsplejelovens § 768, 2. pkt. ."

Længerevarende varetægtsfængsling og retsplejelovens § 768 a
Efter retsplejelovens § 768 a skal der foreligge "særlige omstændigheder", førend varetægtsfængsling kan ske for længere end 6 måneder i tilfælde, hvor den angår en lovovertrædelse, der efter loven ikke kan medføre fængsel i 6 år. Er straframmen 6 år eller derover, kan fængslingen ske i op til et år, uden at der foreligger særlige omstændigheder. I stykke 2 er indsat nogle bestemmelser, der sigter til yderligere at begrænse længden af varetægtsfængsling vedrørende personer under 18 år.

I UfR 2011.96 HK afsagt den 1. oktober 2010 blev tiltalte, der havde været varetægtsfængslet i mere end 1 år, løsladt. Der var rejst tiltale for menneskesmugling efter straffelovens § 262 a. Der var, da kendelsen blev afsagt, berammet hovedforhandling i sagen den 23. november 2010. Anklagemyndigheden havde under sagen protesteret mod løsladelse og anførte blandt andet, at "indholdet af en række telefonaflytninger og afhøringer til politirapport giver begrundet mistanke om, at tiltalte og de øvrige tiltalte har været en del af et organiseret samvirke, der har skaffet kvinder her til landet og fastholdt dem i prostitution, idet de tiltalte har sørget for kvindernes indkvartering eller har medvirket i forbindelse med misbrug af et magtforhold i forhold til kvinderne". Endvidere anførte anklagemyndigheden, at der er "bestemte grunde til at antage, at tiltalte på fri fod vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at advare eller påvirke andre, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3." Anklagemyndigheden anførte til støtte herfor, at der er 9 tiltalte i sagen, at flere af disse hidtil har nægtet at udtale sig i sagen, at flere unavngivne personer fortsat er på fri fod, og at der under hovedforhandlingen vil blive afhørt en række vidner, herunder 8 rumænske kvinder, der har arbejdet som gadeprostituerede". Endelig anførte anklagemyndigheden, at en fortsat varetægtsfængsling frem til domsafsigelsen ikke ville være i strid med proportionalitetsprincippet, når henses til sagens alvorlige karakter. Højesteret udtalte blandt andet: "Tiltalte har været frihedsberøvet siden den 22. september 2009 og vil, hvis varetægtsfængslingen opretholdes, indtil byretten afsiger dom i sagen, på det tidspunkt have været frihedsberøvet i ca. 15 måneder. Opretholdelse af varetægtsfængslingen, indtil byretten afsiger dom, kan derfor kun ske, hvis der findes at foreligge særlige omstændigheder, jf. retsplejelovens § 768 a, stk. 1, nr. 2. Efter forarbejderne til denne bestemmelse skal der ved varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, i et sammenhængende tidsrum, der overstiger 1 år, foreligge en kvalificeret kollusionsrisiko. .." Højesteret fandt ikke, at der forelå en sådan kvalificeret kollusionsrisiko.

I TfK 2010.860/1 VLK havde en varetægtsfængslet været undveget for et tidsrum af få dage. Landsretten udtalte, at dette "ikke i sig selv" kunne medføre, at varetægtsfængsling ikke anses for at have fundet sted i et "sammenhængende tidsrum", jf. retsplejelovens § 768 a.

I TfK 2010.456 ØLK havde en person været varetægtsfængslet fra 31. december 2008 til februar 2010 som sigtet for narkotikakriminalitet. Hovedforhandlingen var endnu ikke berammet, idet anklagemyndigheden først ønskede en sag mod en medgerningsmand afgjort, idet denne medgerningsmand derefter ville kunne afhøres som vidne med sædvanlig vidnepligt i sagen mod sigtede. Hverken byretten eller landsretten fandt, at der forelå "særlige omstændigheder", der kunne begrunde, at varetægtsfængslingens længde kunne strækkes ud over et år.

I TfK 2009.354 V.L.K. var en person under 18 år sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119. Anklagemyndigheden ønskede at rejse sagen som nævningesag, og sagen var forelagt "Samrådet for udviklingshæmmede lovovertrædere". Den pågældende havde været varetægtsfængslet i cirka 8 måneder. Vestre Landsret fandt ikke, at der forelå sådanne "helt særlige omstændigheder", som kræves efter rpl. § 768 a, stk. 2, nr. 2. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter sagens omfang og kompleksitet finder landsretten, at det har været muligt - også uanset behovet for en grundig undersøgelse og vurdering af S' personlige, herunder mentale forhold - at få tilvejebragt de nødvendige oplysninger og vurderinger til brug for sagen, således at hovedforhandlingen har kunnet berammes inden for en periode på 8 måneder. Efter en samlet vurdering af sagens forløb, herunder at der endnu ikke er rejst tiltale eller berammet hovedforhandling, jf. herved retsplejelovens § 843 b, og under hensyn til omfanget og karakteren af sigtelserne mod S finder landsretten det herefter ikke godtgjort, at der foreligger sådanne helt særlige omstændigheder, at varetægtsfængslingen kan overstige 8 måneder."

I TfK 2000.352 V.L.K. afsagt 8. marts 2000 i kære 9. afdeling S-0553-00 var en person blevet varetægtsfængslet. På grund af den pågældendes unge alder, blev det bestemt, at varetægtsfængslingen skulle ske i surrogat. Da der ikke var plads på en egnet institution, var han midlertidigt blevet anbragt i et arresthus. Da anklagemyndigheden ikke tilstrækkeligt hurtigt fik fundet en egnet institutionsplads til den pågældende, blev den pågældende løsladt. Af kendelsen fremgår nærmere: "Den påkærede kendelse om fortsat varetægtsfængsling foreløbigt i arresten af S er afsagt den 7. marts 2000 af Retten i Århus, 1. afdeling.
Da det efter det oplyste fortsat er uafklaret, hvornår der kan findes institutionsplads til sigtede, findes sigtede under hensyn til dennes unge alder at burde løslades, jf. herved landsrettens kendelse af 2. marts 2000, hvorfor bestemmes: Sigtede, S løslades."

Se lovbemærkningerne til bestemmelsen, der blev indsat i retsplejeloven ved Lov nr.493 af 17. juni 2008.

Betænkning 1492 om begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængsling afgivet af justitsministeriets strafferetsplejeudvalg i 2007.

I Meddelelse fra Rigsadvokaten nr. 6/2008 gennemgår Rigsadvokaten blandt andet rpl. §§ 764, stk. 1, 768 a, 767, stk. 2 og 769, stk. 2 om varetægtsfængsling uden fristfastsættelse, begrundelseskravet ved begæring om fristforlængelse mv. Endvidere gennemgås rpl. § 747, stk. 3, der hjemler udvidet adgang til såkaldt "anticiperet bevisførelse" som et alternativ til fortsat varetægtsfængsling.

Varetægtsfængsling efter domsafsigelsen i første instans eller senere (retsplejelovens § 769)
Af retsplejelovens § 769, stk. 1, fremgår det, at bestemmelser om "varetægtsfængsling eller anden foranstaltning kun har virkning indtil sagens afgørelse i retten". Videre hedder det: "På begæring træffer retten efter afgørelsen bestemmelse om, hvorvidt tiltalte under eventuel appel, eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, skal varetægtsfængsles eller forblive varetægtsfængslet eller undergives foranstaltninger, der træder i stedet herfor".

Retten foretager en samlet afvejning, når retten skal tage stilling til en begæring om fortsat varetægtsfængsling. Har personen adskillige (især nyere) forstraffe bag sig, anses risikoen for, at den pågældende begår ny kriminalitet, større, hvilket kan tale for fortsat varetægtsfængsling efter domsafsigelsen. Det samme kan være tilfældet, hvis kriminalitetens art (eventuelt kombineret med straffens størrelse) kan tale for, at den såkaldte "retsfølelse" vil blive krænket, hvis den pågældende løslades. Omvendt, hvis der ikke er forhold, der taler for, at den pågældende vil begå ny kriminalitet eller unddrage sig strafforfølgningen, hvis denne løslades, kan dette tale mod varetægtsfængsling. Det er naturligvis sværere at varetage sine interesser ordentligt under en appelsag, hvilket isoleret set er en grund til, at man bør være tilbageholdende med varetægtsfængsling i forhold til en person, der vil anke.

I TfK 2005 678 ØLK, hvor en person for to såkaldte "gaderøverier" var idømt en fængselsstraf af 1 år, hvor 6 måneder af straffen blev gjort betinget (en såkaldt "kombinationsdom"), var blevet varetægtsfængslet ved Københavns Byret, ophævede landsretten varetægtsfængslingen med henvisning til, at tiltalte "nu er idømt en kombinationsdom på i alt 1 års fængsel". Den pågældende havde været varetægtsfængslet i cirka 1 og en halv måned. Der resterede således 4 og en halv måned at afsone, hvis ikke straffen blev ændret under en eventuel anke.

I TfK 2008.428/1 VLK var to personer ved byretten blev straffet med fængsel i henholdsvis 10 måneder og 1 år og 2 måneder for i forening at have solgt ikke under 200 gram heroin, som de havde modtaget fra en anden. Byretten bestemte, at de skulle forblive varetægtsfængslede under anken af hensyn til retshåndhævelsen. Byretten udtalte blandt andet: "Retten finder, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 769, stk. 1, 1. punktum, jf. § 762, stk. 1, nr. 3, ikke er til stede. Retten har lagt vægt på, at der er sket indenretlig afhøring i sagen, at der foreligger dokumentation i form af sms-beskeder og aflytninger, hvorfor der ikke er bestemte grunde til at antage, at der vil ske påvirkning af vidner under en eventuel ankesag. Retten finder, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 769, stk. 1, 1. punktum, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, er til stede. Retten har for begge de domfældtes vedkommende lagt vægt på, at der er tale om narkotikakriminalitet og salg af et ikke ubetydeligt kvantum heroin over en længere periode til et større antal personer, hvorfor hensynet til retshåndhævelsen skønnes at kræve, at de domfældte ikke er på fri fod." Landsretten bestemte, at personen, der var idømt fængsel i 10 måneder skulle løslades under anken, medens personen, der var idømt fængsel i 1 år og 2 måneder, skulle forblive varetægtsfængslet. Landsretten udtalte om dette: "Af de grunde, som byretten har anført, og under hensyn til længden af den idømte straf tiltrædes det, at T1 skal forblive varetægtsfængslet, jf. retsplejelovens § 769, stk. 1, jf. 762, stk. 2, nr. 1. Under hensyn til at T2 er straffet med fængsel i 10 måneder og til byrettens begrundelse herfor, er betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, for fortsat varetægtsfængsling ikke opfyldt."

I UfR 1968 888 VLK ville Vestre Landsret ikke varetægtsfængsle en person med flere verserende sager. Vestre Landsret udtalte: "Idet der efter det foreliggende ikke er grundlag for at antage, at sigtede, der er tjenestgørende ved en militær afdeling, ikke vil efterkomme en tilsigelse til et retsmøde, hvori en begæring om mentalundersøgelse kan fremsættes, tiltrædes det, at der efter sagens hidtidige behandling ikke er fundet tilstrækkeligt grundlag" for at imødekomme begæringen om varetægtsfængsling.

I UfR 1979 532 H løsladt, efter at denne var idømt en fællesstraf af fængsel i 2 år for sædelighedskriminalitet.

I sagen TfK 2005 679 blev tiltalte, der var født i 1982, ved Københavns Byrets dom af 12. juli 2005 fundet skyldig i røveri, idet han aftvang en bartender kontanter mv. ved at true og tildele bartenderen et slag med en ølflaske og ved at tildele bartenderen to knytnæveslag i ansigtet. Han havde været frihedsberøvet fra 23. maj 2005, og han blev straffet med en fællesstraf på 10 måneder, heraf 7 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste. Der lagdes herved vægt på T's særlige personlige og arbejdsmæssige forhold. Anklagemyndigheden begærede den pågældende varetægtsfængslet. Hverken byretten eller landsretten imødekom anklagemyndighedens begæring om varetægtsfængsling, hvorfor den pågældende blev løsladt.

I UfR 1992.952/2 VLK var tiltalte i byretten blevet straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder for vold efter straffelovens § 245, stk. 1, og § 246. Det blev i forbindelse med domsafsigelsen bestemt, at tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 2. Tiltalte afgav efter domfældelsen en ny forklaring til politiet, som afveg fra tiltaltes forklaring for byretten. Der blev endvidere foretaget fornyede politiafhøringer af 2 vidner. Vidnernes forklaringer til politiet afveg også fra de forklaringer, som de havde givet i byretten. Landsretten fandt, at betingelserne for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, ikke længere var til stede, hvorfor de blev løsladt.

I TfK 2007 289 VLK udtalte Vestre Landsret, at der ikke var hjemmel til at varetægtsfængsle en person, der var idømt fængsel i 30 dage for butikstyverier, og som tidligere var straffet "utallige" gange også for butikstyverier. Anklagemyndighedens begæring om varetægtsfængsling indtil fuldbyrdelsen kunne finde sted, blev ikke taget til følge. Landsretten udtalte:

"Efter retsplejelovens § 762, stk. 3, kan varetægtsfængsling bl.a. ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre straf af fængsel i højst 30 dage.

Af forarbejderne (lovforslagets § 2, nr. 12) til lov nr. 433 af 31. maj 2000, hvorved retsplejelovens § 762, stk. 3, fik sin nuværende formulering, fremgår:

»I den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 762, stk. 3, kan varetægtsfængsling bl.a. ikke anvendes, hvis lovovertrædelsen højst kan ventes at ville medføre straf af bøde eller hæfte. Bestemmelsen er således ikke til hinder for varetægtsfængsling, hvis straffen må forventes at blive fængsel, som i dag har et minimum på 30 dage. Med henblik på at bevare den nuværende adgang til varetægtsfængsling så vidt muligt uændret, foreslås § 762, stk. 3, ændret således, at der fremover vil gælde et krav om, at den forventede straf skal overstige fængsel i 30 dage. Forslaget skal også ses på baggrund af forslaget om, at fængselsstraffens minimum nedsættes til 7 dage.« .."

Udsigten til prøveløsladelse kan naturligvis også påberåbes til støtte for, at varetægtsfængsling bør undlades. Efter straffelovens § 38, stk. 1, prøveløslades personer, der er idømt fængselsstraffe af en varighed af mere end 2 måneder, medmindre dette findes "utilrådeligt".

Løsladelsesbekendtgørelsens § 14 har følgende indhold:
"§ 14. Institutionen skal overveje, om indsatte, der var under 18 år på gerningstidspunktet, kan løslades på prøve efter straffelovens § 38, stk. 2. Indstilling herom skal forelægges for Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, medmindre institutionen finder løsladelse i medfør af denne bestemmelse klart utilrådelig."

Under en sag, hvor anklagemyndigheden begærer fortsat varetægtsfængsling, kan det således tale mod varetægtsfængsling, at gerningsmanden har begået kriminaliteten før sit fyldte 18 år, idet der vil være kortere tid frem til prøveløsladelsestidspunktet.

Isolation efter rettens bestemmelse under varetægtsfængsling (retsplejelovens §§ 770 a - e)
§ 770 b. Isolation må ikke iværksættes eller skal standses, hvis ikke efterforskningen fremmes med særlig hurtighed. Er bevissikring efter § 747 mulig som alternativ til isolation, skal dette alternativ søges benyttet. Se eventuelt betænkning 1469 om varetægtsfængsling i isolation og betænkning 1358 om isolation under varetægtsfængsling. Se eventuelt også Betænkning 1219 om isolationsfængsling i andre europæiske lande - 1991 Adgangen til varetægtsfængsling af unge under 18 år i isolation behandles ovenfor under varetægt i surrogat af unge under 18 år.

I sagen SS 1-7103/2008 nægtede Retten på Frederiksberg i en kendelse af 10. oktober 2008 at tage anklagemyndighedens begæring om isolation til følge i en sag, hvor den sigtede var blevet varetægtsfængslet blandt andet for forsøg på manddrab. Anklagemyndigheden kærede til landsretten. Østre Landsrets 21. afdeling stadfæstede i sin kendelse af 13. oktober 2008 byrettens kendelse. Landsrettens kendelse har sagsnummer S-2922-08. Landsretten bemærkede yderligere, "at der ikke i retsplejelovens § 969, stk. 2, er hjemmel til at tillægge kæremålet om isolation opsættende virkning, således at sigtede skal være varetægtsfængslet i isolation under kæremålet".

Begrænsninger i varetægtsfængsledes rettigheder af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed (retsplejelovens §§ 771-773)
§ 771 angår indsattes ret til besøg under varetægtsfængsling, og § 772 angår retten til brevveksling under varetægtsfængsling. Det fremgår af den første bestemmelse, at politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed kan nægte en varetægtsfængslet besøg eller beslutte, at besøg kun kan finde sted under kontrol. Af § 772 fremgår, at politiet også af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed kan tilbageholde breve til eller fra den varetægtsfængslede, og at politiet af samme hensyn kan gennemlæse brevene, inden de videresendes til modtageren.

Politiets nægtelse af besøg eller krav om, at besøg skal finde sted under kontrol, kan af den varetægtsfængslede forlanges indbragt for prøvelse ved retten. Politiets tilbageholdelse af et brev skal straks forelægges for retten. Politiets beslutning om gennemlæsning af breve kan derimod ikke kræves indbragt for retten af den varetægtsfængslede.

Nægtelse af besøg eller begrænsninger i omfanget af besøg (retsplejelovens § 771)
Det kan udgøre en krænkelse af EMRK artikel 8 at nægte varetægtsfængslede besøg ikke mindst fra familiemedlemmer.

I Mazgaj mod Polen afgjort af EMD under sagsnummer 41656/02 den 21. september 2010 fandt EMD, at EMRK artikel 8 var krænket i et tilfælde, hvor en person, der havde været varetægtsfængslet fra den 28. juni 2000 til den 18. januar 2001, først havde fået tilladelse til besøg af sin søn den 14. oktober 2000 og af sin hustru den 14. januar 2001, uagtet at hustruen og sønnen allerede den 10. juli 2000 første gang havde anmodet om at få lov til at besøge den varetægtsfængslede. I afgørelsens præmis 48 udtaler EMD generelt: "The Court reiterates that detention, like any other measure depriving a person of his liberty, entails inherent limitations on private and family life. However, it is an essential part of a detainee's right to respect for family life that the authorities enable him or, if need be, assist him in maintaining contact with his close family." EMD anerkender således, at frihedsberøvelse - herunder varetægtsfængsling - i sig selv begrænser personers privatliv og familieliv, men udtaler samtidigt, at myndighederne har pligt til at lade en person have kontakt med sin nærmeste familie, og at myndighederne om nødvendigt skal bistå den pågældende hermed. I præmis 50 udtaler EMD, at nationale begrænsninger i en persons ret til respekt for sit familieliv og privatliv skal være hjemlede i tilstrækkelig præcis og tydelig national lovgivning. I præmis 51 bemærker EMD, at anklagemyndigheden den 17 august 2000 havde begrundet afvisningen af besøg til den varetægtsfængslede med hensynet til efterforskningen ("the need to secure the proper conduct of the investigation"). I præmis 54 til 57 udtaler EMD, at man finder den nationale lovgivning for upræcis, at anklagemyndighedens begrundelse ("hensynet til efterforskningen") var for generel, og at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 8 § 1. Af præmis 64 fremgår, at den pågældende blev tilkendt en ikke-økonomisk erstatning på 1.500 euro. Blandt andet af præmis 26 fremgår det, at den pågældende ved de nationale domstole var blevet tilkendt erstatning for uberettiget frihedsberøvelse samt for de pårørendes rejseudgifter i forbindelse med fængselsbesøg, idet han var blevet frifundet for det forhold, der havde begrundet varetægtsfængslingen. De nationale myndigheder gjorde under sagen gældende, at han havde fået erstatning, og at han derfor ikke var offer ("victim") i konventionens forstand. EMD udtalte i præmis 43, at klageren var "offer" i konventionens forstand, idet erstatningen, som han havde modtaget fra de nationale myndigheder, ikke specifikt var kompensation for den omstændighed, at han var blevet nægtet besøg af sin familie.

I TfK 2005.85/1 ØLK ville anklagemyndigheden nægte en journalist adgang til at besøge en varetægtsfængslet med henblik på interview. Den varetægtsfængslede og journalisten gjorde overfor såvel byretten som landsretten gældende, at interviewet ikke indebar, at den indsatte og journalisten skulle drøfte den sag, der havde begrundet varetægtsfængslingen, men at de alene skulle tale om forholdende, hvorunder den pågældende var varetægtsfængslet. Såvel byretten som landsretten fandt ,at betingelserne for at nægte besøget ikke var til stede, idet hensynet til efterforskningen kunne tilgodeses alene gennem besøgskontrol. Landsretten udtalte blandt andet: "T har anført, at formålet med interviewet er at fortælle om belastningen ved at være varetægtsfængslet, og at han ikke ønsker at fortælle om selve sagen. Som følge af den opretholdte besøgskontrol vil et besøg af en journalist med henblik på det ønskede interview i givet fald være overvåget, således at politiet kan være til stede under interviewet og vil have mulighed for at afbryde interviewet, såfremt der fremkommer oplysninger om sagen. På denne baggrund, og henset til at den fortsatte varetægtsfængsling af T efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, navnlig har til formål at hindre, at han og de øvrige tiltalte i sagen får mulighed for at samstemme deres forklaringer, findes de forhold, som anklagemyndigheden har henvist til, ikke at kunne begrunde, at det ønskede interview vil kunne skade varetægtsfængslingens øjemed. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten .."

I TfK 2005.170 ØLK anførte forsvareren under en fristforlængelse til støtte for, at dennes klient ikke fortsat skulle være varetægtsfængslet, blandt andet, at de begrænsede besøgstider i Politigårdens Fængsel i København for forsvarere udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 3, litra b, idet tiltalte på grund af disse besøgstider ikke fik tilstrækkelig tid til at forberede sit forsvar. Anklagemyndigheden henviste til, at der var mere end 5 måneder til hovedforhandlingens begyndelse, og at forsvareren derfor måtte have rigelig tid til sammen med sin klient at tilrettelægge dennes forsvar. Endvidere anførte anklagemyndigheden, at hvis det skulle "komme til at knibe med tiden", var politiet villig til at stille et besøgslokale til rådighed på Glostrup Politistation. Landsretten udtalte indledningsvist, at dette ikke er et spørgsmål, der som udgangspunkt er undergivet domstolsprøvelse i forbindelse med en afgørelse om eventuel forlængelse af fristen for varetægtsfængsling. Landsretten fandt ikke, at der "på nuværende tidspunkt" var grundlag for at antage, at arrestantens anbringelse i fængslet på Københavns Politigård udgjorde en sådan begrænsning i adgangen til at forberede arrestantens forsvar, at EMRK art. 6, stk. 3, litra b, sås at være blevet tilsidesat. Afgørelsen synes således at være ganske konkret begrundet, og det har formentlig ikke været uden betydning, at det var oplyst, at der resterede 5 måneder, inden hovedforhandlingen skulle begynde, og at politiet var villig til at stille lokaler til rådighed på politistationen, således at forsvareren og den indsatte kunne få mere tid sammen, hvis der var behov for dette.

I UfR 1986.846/2 ØLK finder landsretten, at domstolene er kompetente til at prøve omfanget af besøg til en varetægtsfængslet.

Besøgskontrol
Hvis ikke en varetægtsfængsling er begrundet med hensynet til efterforskningen men for eksempel med hensynet til risikoen for, at den pågældende begår ny kriminalitet, hvis den pågældende forbliver på fri fod, er der ikke grund til at træffe beslutning om, at besøg skal foregå under kontrol. I UfR 1992.905 VLK havde statsadvokaten bestemt, at en person skulle være undergivet besøgskontrol under varetægtsfængslingen. Dette fik statsadvokaten ikke medhold i ved landsretten, idet tiltalte "alene er varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1".

Besøgskontrol skal være konkret begrundet. I TfK 2010.283 ØLK havde Retten i Nykøbing Falster under en sag, hvor en varetægtsfængsling blev forlænget, nægtet at imødekomme forsvarets anmodning om at få ophævet besøgskontrollen i forhold til den sigtedes moder. Østre Landsret afsagde kendelse om, at der ikke skulle være besøgskontrol for så vidt angik moderen. Dette skete til trods for, at landsretten opretholdt varetægtsfængslingen med den begrundelse, at sigtede om et af de forhold, som han var sigtet for, havde afgivet "divergerende forklaringer", der var "i modstrid" med den medsigtedes forklaring, og at der således efter landsrettens opfattelse forelå "bestemte grunde til at antage, at sigtede vil modvirke forfølgningen ved at påvirke medsigtede eller vidner". Begrundelsen for at ophæve besøgskontrollen i forhold til moderen lød således: "Således som sagen er forelagt for landsretten, ses der ikke at være anført nogen nærmere begrundelse for, at kontrol ved besøg af M er nødvendigt af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed, jf. retsplejelovens § 771, stk. 1. Byrettens kendelse om besøgskontrol ophæves derfor."

I sagen 4200-76323-00005-10 havde Østjyllands Politi ved Retten i Århus fået en person varetægtsfængslet for røveri. Hans forældre var herboende udenlandske statsborgere, som kun i meget begrænset omfang forstår dansk. Politiet forlangte, at der skulle være besøgskontrol efter retsplejelovens § 771, når de pårørende aflagde sigtede besøg. Politiet forlangte endvidere, at samtalerne mellem den sigtede og de besøgende alene måtte foregå på dansk, således at polititjenestemanden, som forestod besøgskontrollen kunne høre, hvad der blev talt om. Forsvareren gjorde gældende, at de pågældende havde ret til at tale med hinanden på deres eget sprog og foreslog politiet, at politiet, hvis politiet ikke ville anerkende denne ret, alternativt kunne have en tolk til stede ved fremtidige besøg, således at den tilstedeværende polititjenestemand kunne forstå, hvad der blev talt om. Politiet ville ikke imødekomme forsvarerens begæring, hvorpå forsvareren forlangte spørgsmålet indbragt for retten. Forsvareren støttede sit krav på, at det ville være i strid med retten til familieliv i EMRK artikel 8 og muligvis også diskriminationsforbuddet i artikel 14, såfremt fremmedsprogede varetægtsfængslede nægtes at tale med disses pårørende på deres eget sprog. Kort tid før sagen skulle være behandlet ved retten, meddelte politiet forsvareren, at man ville imødekomme begæringen fra forsvareren, således at der fremover ville være en tolk til stede ved hvert andet besøg, der kunne oversætte samtalerne for politiet. Forsvareren ville i første omgang ikke acceptere den løsning, som politiet tilbød, idet den indebar færre besøg, end den varetægtsfængslede havde krav på, hvorfor forsvareren fastholdt kravet om domstolsprøvelse. Den varetægtsfængslede var imidlertid tilfreds med ordningen, idet den muliggjorde, at han kunne modtage besøg fra sine dansk-talende familiemedlemmer de gange, hvor tolken ikke kom til stede. Sagen er et eksempel på de vanskeligheder, som opstår, når politipersonale kun rekrutteres fra en afgrænset del af de etniske grupper, som bor i det land, hvor det omhandlede politikorps opererer.

Torturkomiteen oplyst fra de danske myndigheder, at indsatte i arresthus normalt får besøg af 2-3 timers varighed, hvis rejsetiden for de besøgende overstiger en time

I sagen 4100-76317-00014-10 anerkendte Midt- og Vestjyllands Politi i brev af 7. marts 2011, at en person, der havde besøgskontrol under varetægtsfængslingen, havde "krav på" at få besøg af en varighed af "mindst 1 time" af sine pårørende, der havde meget langt til besøgsstedet. De pårørende rejste fra Århus til Arresthuset i Frederikshavn.

§ 773 bestemmer, at politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed kan pålægge en varetægtsarrestant andre begrænsninger end de i § 771 og § 772 nævnte. Den varetægtsfængslede kan forlange spørgsmålet om sådanne begrænsningers fortsatte opretholdelse indbragt for retten til afgørelse. Sådanne begrænsninger kan for eksempel bestå i hel eller delvis nægtelse af den indsattes adgang til aviser, radio eller tv, hvis den varetægtsfængsledes adgang til sådanne medier vil kunne skade sagens opklaring.

Den retlige interesse i at få prøvet restriktioner under varetægtsfængsling består fortsat efter varetægtsfængslingens ophør
I UfR 1999.1536 HK var en varetægtsfængslet blevet nægtet at modtage besøg af en journalist med henblik på interview, idet interviewet drejede sig om den straffesag, der begrundede varetægtsfængslingen, og idet anklagemyndigheden fik medhold i, at et sådant interview ville kunne skade efterforskningen af straffesagen. Det er værd at bemærke, at det fremgår af sagen, at den pågældende var blevet løsladt, inden sagen skulle behandles ved højesteret. Til trods herfor fandt Højesteret, at den pågældende fortsat havde en retlig interesse i at få spørgsmålet prøvet ved domstolene.

EMRKs krav til domstolsprøvelse under varetægtsfængsling
Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5 § 4 har følgende ordlyd:

"Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden tilbageholdelse, har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen, og beordre ham løsladt, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig."

I afgørelsen Becciev mod Moldova, sagsnummer 9190/03, afgjort af EMD den 4. oktober 2005, fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 5 § 4, at en varetægtsfængslet under en fristforlængelse var blevet nægtet at føre et vidne, der eventuelt kunne afkræfte mistanken mod sigtede og dermed skabe tvivl om grundlaget for den fortsatte varetægtsfængsling. Vidnet var en polititjenestemand, der tidligere havde deltaget i efterforskningen mod den varetægtsfængslede, og som efterfølgende i pressen havde udtalt sig om, at der ikke var tilstrækkelige beviser mod den fængslede. I præmis 71 udtaler EMD, at ifølge EMDs praksis kan artikel 6 i et begrænset omfang anvendes i forhold til retsmøder om fristforlængelser. Videre udtaler EMD, at en sag efter artikel 5 § 4 i princippet i videst muligt omfang skal opfylde de grundlæggende krav til en "retfærdig rettergang". Af præmis 73-76 fremgår det yderligere, at EMD finder, at de nationale domstole burde have tilladt, at klageren havde fået lov til at føre vidnet under retsmødet, hvor der skulle tages stilling til forlængelsen af fængslingsfristen.

Den europæiske torturkomite har i 2002 kritiseret, at der ikke i dansk ret - ex officio - sker domstolsprøvelse af de af politiet fastsatte restriktioner som for eksempel besøgskontrol eller brevkontrol hver eneste gang, der er retsmøde om spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling (såkaldte "fristforlængelsesmøder").

Princip 37 i FN's principper af 9. december 1988 om beskyttelse af enhver person under enhver form for frihedsberøvelse eller fængsling indledes med at fastslå, at enhver, der anholdes, har krav på at få spørgsmålet om fortsat frihedsberøvelse (varetægtsfængsling) prøvet ved en domstol. Af sidste led fremgår, at en frihedsberøvet person har ret til at udtale sig for retten om den behandling, som denne har modtaget under frihedsberøvelsen ("A detained person shall, when brought before such an authority, have the right to make a statement on the treatment received by him while in custody").

Erstatning for indgreb under varetægtsfængsling samt klager over fængselspersonalets adfærd
Såfremt en varetægtsfængslet har været udsat for et uberettiget "indgreb" under varetægtsfængslingen, kan denne søge erstatning efter en særlig regel (varetægtsbekendtgørelsens § 96). Der findes ligeledes særlige regler i retsplejelovens § 778, hvorefter varetægtsfængslede kan klage over "fængselspersonalets adfærd". Endeligt findes der regler i retsplejeloven, hvorefter varetægtsfængslede kan klage over indgreb i den varetægtsfængsledes rettigheder iværksat af politiet som et led i efterforskningen af den straffesag, der begrunder varetægtsfængslingen. Reglerne giver en særlig vid adgang til domstolsprøvelse. Læs nærmere om disse bestemmelser her.

2.12.6 Frihedsberøvede sigtedes og tiltaltes tilstand før, mellem og under retsmøder, bevogtning under retsmødet mv.

Behandlingen af frihedsberøvede før og mellem retsmøder
I sagen Barberá, Messegué og Jabardo mod Spanien, afgjort 6. december 1988 (§§ 69 og 70) var transporten af de tiltalte til retsmødet foregået om natten, således at de ikke var tilstrækkeligt udhvilede, og at det derfor måtte antages, at de ikke i tilstrækkelig grad ville være i stand til at varetage deres interesser på betryggende vis under retsmøderne. EMD fandt, at det var nødvendigt, at de tiltalte havde tilstrækkelige ressourcer til at forsvare sig selv, tale med deres forsvarere osv.

Standarden af venterum, hvor anholdte opholder sig i pauser mv. under retsmøder, kan krænke EMRK
I sagen Moiseyev mod Rusland, der har sagsnummer 62936/00, og som blev afgjort 9. oktober 2008 ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), udtalte EMD sig om kravene til de rum i retsbygninger, hvor anholdte opholder sig - normalt i meget få timer - når de venter på at komme ind til retsmøder, eller når der er pauser i retsmøderne under frokost, voteringer eller lignende. EMD lagde under sagen til grund, at den af sagen omhandlede klager normalt kun opholdt sig i det af sagen omhandlede venterum i få timer ad gangen, når han skulle fremstilles i retten, og at de længste ophold varede i op til 8 til 10 timer. EMD udtalte blandt andet, at den omstændighed, at der ikke var toilet i venterummet, at der ikke var rimeligt møbleret, og at der ikke var sikret rimelig adgang til sund mad og drikke, var "uacceptabelt". Når dette blev sammenholdt med klagerens forhold under varetægtsfængsling og forholdene under transport, fandt EMD i øvrigt, at forholdene i venterummet udgjorde en krænkelse af EMRK, artikel 3.

Polititjenestemænds eller fængselspersonales bevogtning under retsmøder
I det omfang, at politiet eller fængselspersonalets bevogtning i et retslokale kommer i konflikt med retsplejemæssige hensyn, har retten kompetence til at træffe afgørelse om måden, hvorpå sådan bevogtning skal gennemføres. I andre tilfælde er det politiet eller fængselspersonalet, som har kompetencen til at træffe beslutning om bevogtningen efter bestemmelserne henholdsvis i politiloven og i straffuldbyrdelsesloven. Såfremt bevogtningen for eksempel forstyrrer en sigtets eller tiltalts mulighed for fortrolig kommunikation med sin forsvarer, kan retten træffe bestemmelse om, at bevogtningen skal afvikles på en anden måde (se for eksempel TfK 2004.653/2 VLK). Retsplejeloven stiller krav om, at rettergangen skal være offentlig. Pressen har som følge deraf normalt ret til at referere fra retsmøder, og i TfK 2005.571/2 HD fandt Højesteret derfor, at domstolene var kompetente til at tage stilling til, hvorvidt det var rimeligt, at politiet havde pålagt en journalist ikke at medtage en bærbar computer i et retslokale under et offentligt retsmøde. Højesteret udtalte blandt andet: "Spørgsmål om politiforanstaltninger, herunder bevogtning og adgangskontrol i forbindelse med afviklingen af en retssag, afgøres i medfør af politilovens § 4 af politiet med rekurs til Justitsministeriet og efterfølgende domstolskontrol, men dog således, at det tilkommer den ret, som behandler retssagen, at træffe afgørelse om politiforanstaltningernes overensstemmelse med retsplejelovgivningen og retsplejemæssige hensyn".

Håndjern i retten
Tiltalte skal kun i ekstraordinære tilfælde bære håndjern i retten. I UfR.1999.642VLD. Her bemærkedes det, at det frem til 1978 fremgik direkte af rpl. § 766, stk. 1, at en sigtet skulle fremstilles i retten "fri af bånd". Det konkluderes, at der med lovændringen ikke var "tilsigtet nogen ændring heraf". Det fremgik af sagen, at tiltalte i et retsmøde godt en måned tidligere havde forsøgt at undvige fra retsmødet. Retsformanden bemærkede også, at det er politiet, som bestemmer, hvorledes tiltalte skal være bevogtet i retten og henviste til UfR 1955.931. Retsformanden bestemte, at tiltalte ikke måtte være belagt med håndjern under retsmødet. I TfK 2001.592/2 VLK nåede landsretten til samme resultat. Det fremgik af sagen, at den sigtede i politibilen under vejs til retsmødet i byretten havde været voldsom. Han havde tidligere samme år været undveget. Byretten havde besluttet, at den pågældende skulle være belagt med håndjern under retsmødet. Denne beslutning blev påkæret af forsvareren. Landsretten underkendte byrettens beslutning om, at tiltalte skulle være belagt med håndjern under overværelsen af retsmødet, som vedrørte spørgsmålet om lovligheden af en beslaglæggelse. Landsretten bemærkede, at der "kan forekomme situationer, hvor der kan være grundlag for at gøre undtagelse fra reglen om, at en sigtet skal fremstilles i retten uden håndjern". Men landsretten fandt ikke, at dette var tilfældet i den aktuelle sag, idet der ikke forelå oplysninger om, at "han også skulle være uregerlig i retten". Landsretten tog således ikke hensyn til oplysningerne om, at den pågældende skulle have været voldsom uden for retslokalet (i politibilen). Om den strafferetlige reaktion mod myndighedspersoner, der begår overgreb mod anholdte, se nedenfor om straffelovens kapitel 16 angående magtmisbrug mv.

I sagen Gorodnitchev mod Rusland, sagsnummer 52058/99, afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 24. maj 2007 fastslog EMD, at der var sket en krænkelse af artikel 3 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention, fordi en sigtet under retsmøder den 5. og og 22. februar 1999 i retten i Kirovskiy skulle være belagt med håndjern. EMD fandt, at det ikke var bevist, at det ville indebære en risiko for vold, hærværk, flugt eller en hindring for gennemførelsen af strafforfølgningen, at den pågældende var blevet fremstillet uden håndjern. EMD bemærkede også, at man var opmærksom på, at den pågældende skulle bære håndjern på steder, hvor han kunne beskues af offentligheden, og at dette udgjorde en krænkelse, selvom det ikke var godtgjort, at meningen var at nedværdige den pågældende.

I Pullicino af 15.06.2000 udtaltes det, at tiltalte har adgang til at tage notater af vidneforklaringer m.v. under domsforhandlingen og anvende dem i forbindelse med sin egen afgivelse af forklaring. Bestemmelsen synes således at forudsætte, at tiltalte ikke er belagt med håndjern i retssalen.

2.12.7 - Andre straffeprocessuelle indgreb

Indgreb i meddelelseshemmeligheden, observation, dataaflæsning mv.

Betænkning 1023 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter - 1984

Retsplejelovens § 780 har følgende indhold:

"§ 780. Politiet kan efter reglerne i dette kapitel foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden ved at

1) aflytte telefonsamtaler eller anden tilsvarende telekommunikation (telefonaflytning),

2) aflytte andre samtaler eller udtalelser ved hjælp af et apparat (anden aflytning),

3) indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende kommunikationsapparater der sættes i forbindelse med en bestemt telefon eller andet kommunikationsapparat, selv om indehaveren af dette ikke har meddelt tilladelse hertil (teleoplysning),

4) indhente oplysning om, hvilke telefoner eller andre tilsvarende kommunikationsapparater inden for et nærmere angivet område der sættes i forbindelse med andre telefoner eller kommunikationsapparater (udvidet teleoplysning),

5) tilbageholde, åbne og gøre sig bekendt med indholdet af breve, telegrammer og andre forsendelser (brevåbning) og

6) standse den videre befordring af forsendelser som nævnt i nr. 5 (brevstandsning).

Stk. 2. Politiet kan foretage optagelser eller tage kopier af de samtaler, udtalelser, forsendelser m.v., som er nævnt i stk. 1, i samme omfang som politiet er berettiget til at gøre sig bekendt med indholdet heraf."

Om retsplejelovens § 780 henvises der navnlig til lovbemærkningerne til lov nr. 465 fra 2001 om ændringer af retsplejelovens regler om indgreb i meddelelseshemmeligheden for at tilgodese en række behov for "it-efterforskning".

I sag nr. 82/2010 godkendte et flertal af Højesteret i kendelse af 14. januar 2011, at Københavns Politi forud for COP 15 (klimatopmødet i København i december 2009) havde foretaget telefonalytning af personer med tilknytning til ledelsen af organisationen Greenpeace. Ved kendelser af 14. november og 2. december 2009 godkendte Københavns Byret i medfør af retsplejelovens § 780, at Københavns Politi måtte foretage aflytning af telefoner, der blev benyttet af 5 personer (”F1”, ”F2”, ”F3”, ”F4” og ”F5”) med central tilknytning til organisationen Greenpeace, idet retten fandt, at der var bestemte grunde til at antage, at der ved brug af de pågældende telefoner blev givet meddelelser til eller fra personer mistænkt for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 193, og at indgrebene måtte anses for at være af afgørende betydning for efterforskningen. Højesterets flertal (4 dommerstemmer) udtalte blandt andet, at "der forelå en rimeligt og konkret begrundet mistanke om, at de personer med tilknytning til Greenpeace, som indgrebene vedrører, ville begå en eller flere overtrædelser af straffelovens § 193 i forbindelse med klimatopmødet COP 15 i København i december 2009. Vi tiltræder derfor, at mistankekravet i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 1, var opfyldt. Vi tiltræder endvidere, at indikationskravet i § 781, stk. 1, nr. 2, var opfyldt, da de påkærede indgreb i meddelelseshemmeligheden måtte antages at være af afgørende betydning for efterforskningen". Mindretallet udtalte (en dommerstemme): "Til støtte for, at mistankekravet i retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 1, var opfyldt, har anklagemyndigheden henvist til den redegørelse, der er givet i svarskriftet af 8. januar 2010 for landsretten. Der er heri navnlig lagt vægt på telefonsamtalen den 16. december 2009 mellem den i forvejen aflyttede F3 og en person ved navn G-24, hvor der tales om indkøb af 15 pandelamper og om et møde med ”Metro volunteers”, og på telefonsamtalen den 11. december 2009, hvor en person ved navn G-02 spørger den i forvejen aflyttede F4, om han må rive en måned ud af dennes kalender, idet han tilføjer, at han ikke kan garantere, at det ikke bliver 3 måneder. Anklagemyndighedens udlægning af disse samtaler bygger imidlertid efter min opfattelse på løse formodninger. Hverken disse samtaler eller de øvrige oplysninger, der er beskrevet i svarskriftet for landsretten, gav efter min opfattelse – vurderet i lyset af den sædvanlige karakter af Greenpeace´s aktioner – grundlag for en rimeligt og konkret begrundet mistanke om, at Greenpeace som sådan eller enkeltpersoner med tilknytning til Greenpeace ville iværksætte aktioner, som indebar en overtrædelse af straffelovens § 193 om fremkaldelse af omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler m.m."

Tilfældighedsfund - retsplejelovens § 789
I TfK 2010.335 ØLK fik anklagemyndigheden ikke medhold i, at telefonaflytninger, der var tilvejebragt i forbindelse med efterforskningen af en anden lovovertrædelse, og som dermed var et såkaldt "tilfældighedsfund", kunne bruges som bevis mod den sigtede i den aktuelle sag. Landsretten udtalte blandt andet: "Det følger af retsplejelovens § 789, stk. 2 og 3, om tilfældighedsfund, at oplysninger tilvejebragt ved indgreb i meddelelseshemmeligheden kun under visse betingelser kan anvendes som bevis i retten vedrørende en lovovertrædelse, der ikke har dannet og efter § 781, stk. 1, nr. 3, eller § 781, stk. 5, heller ikke kunne danne grundlag for indgrebet. Under hensyn til at der kunne peges på andre egnede efterforskningsskridt til at sikre bevis i sagen, jf. retsplejelovens § 789, stk. 3, nr. 1, finder landsretten ikke, at det burde være tilladt anklageren at referere fra de foretagne aflytninger."

Afbrydelse af telekommunikation, telefonskanning mv.
Retsplejelovens § 791 c, stk. 1, tillader, at politiet kan "forstyrre eller afbryde radio- eller telekommunikation i et område, hvis der er afgørende grunde til det med henblik på at forebygge, at der i det pågældende område vil blive begået en lovovertrædelse, der efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13, og som kan medføre fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier. I 2. stykke modificeres 1. stykke af proportionalitetshensyn.

Se i øvrigt strafferetsplejeudvalgets udtalelse fra september 2006 om telefonskanning.

Kropsvisitation og andre legemsindgreb foretaget af politiet

Betænkning 1104 om legemsindgreb under efterforskning - 1987

Legemsindgreb med henblik på straffeprocessuel efterforskning er reguleret i retsplejelovens kapitel 72. § 792, stk. 1, nr. 1, giver hjemmel til, at politiet må foretage legemsbesigtigelse (for eksempel visitation af beklædning). § 792, stk. 1, nr. 2, vedrører legemsundersøgelser. Af § 792 a følger, at en legemsbesigtigelse kræver, at der er "rimelig grund" til at mistænke den pågældende for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, og at indgrebet må anses for at være af "væsentlig betydning" for efterforskningen. Ved legemsundersøgelser er kriminalitetskravet strengere, idet kravet med få undtagelser er, at sigtelsen skal angå et strafbart forhold, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Af § 792, stk. 3, fremgår, at legemsindgreb mod anholdte personer endvidere kan foretages efter retsplejelovens § 758, stk. 1, Af denne bestemmelse fremgår det, at politiet "under iagttagelse af bestemmelserne i § 792 e" kan "foretage besigtigelse og undersøgelse af den anholdtes legeme og tøj med henblik lpå at fratage vedkommende genstande, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt kan medføre fare for den anholdte eller andre".

Kropsvisitationer, hvor politiet kontakter en person og undersøger dennes lommer mv. forholdsvist overfladisk for eksempel for at lede efter euforiserende stoffer eller våben er et meget almindeligt form for legemsindgreb.

I TfK 2000.304/1 VLD udløste tre kortvarige og resultatløse kropsvisitationer, der blev anset som ulovlige, og som var udført inden for få dage mod samme borger, erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a.

I UfR 1994.677 HD havde politiet foretaget en kortvarig visitation af en person, der i hastig gang var på vej væk fra Christiania angiveligt for at lede efter euforiserende stoffer. Byretten udtalte blandt andet: "Det lægges til grund, at betjenten standsede erstatningssøgende alene begrundet i hans fremtoning og hastige gang væk fra Christiania, og at betjenten før sigtelsen og visitationen genkendte erstatningssøgende som den journalist han havde været i diskussion med få dage forinden om politiets visiteringer, og hvis forhold han havde undersøgt med hensyn til status som journalist. Retten finder, at betjenten på denne baggrund ikke har haft den fornødne rimelige grund til at mistænke erstatningssøgende for besiddelse af euforiserende stoffer som forudsat i retsplejelovens § 792 a, stk. 1." Højesteret tiltrådte, at den pågældende skulle tilkendes erstatning.

I UfR 1997 972 VLK ville en mand, der ifølge hans forsvarer var "sur på politiet", ikke afgive en blodprøve til brug for efterforskningen af en sag om et drab på en kvinde, hvis lig var fundet i nærheden af, hvor manden havde siddet i sin hyrevogn og spist morgenbrød. Hverken byretten eller landsretten fandt, at betingelserne for at udtage blodprøve var tilstede. Byretten udtalte blandt andet: "Det fremgår af motiverne til retsplejelovens § 792a, stk. 2, nr. 1, jfr. herved Betænkning om legemsindgreb under efterforskning - Betænkning nr. 1104 - side 52, at mistankekravet, der er anført i denne bestemmelse, svarer til mistankekravet, der stilles i forbindelse med varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1. På denne baggrund finder retten ikke, at mistanken mod sigtede har en sådan styrke, at betingelserne i retsplejelovens § 792a, stk. 2, nr. 1, er opfyldt. Det skal specielt bemærkes, at det forhold, at sigtede ikke har ønsket at medvirke ved blodprøveudtagning, ikke kan bevirke, at mistankekravet derved får den fornødne styrke, da sigtede under sagen er fremkommet med en rimelig begrundelse for sine motiver til ikke frivilligt at ville medvirke". I landsretten forklarede sigtede supplerende, at grunden til, at han ikke ønskede at afgive blodprøven, var, at han ikke vil stå i politiets registre. Hans broder har dårlige erfaringer med hensyn til en fotoregistrering, han var ude for som strejkevagt. Han har endvidere en principiel modstand mod at få foretaget indgreb i legemet, medmindre det var efter hans eget ønske. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse og anførte blandt andet: "Efter retsplejelovens § 792a, stk. 2, nr. 1, er det en betingelse for, at der mod en sigtets protest kan foretages legemsindgreb i form af legemsundersøgelse, herunder udtagelse af blodprøve, at der er en »begrundet mistanke« om, at sigtede har gjort sig skyldig i den forbrydelse, han er mistænkt for. Denne betingelse må på baggrund af bestemmelsens forarbejder forstås på linie med det tilsvarende udtryk i retsplejelovens § 762, stk. 1, om varetægtsfængsling". Landsretten fandt ikke, at mistanken havde "en sådan styrke", at "dette kriterium" kunne anses for opfyldt.

I TfK 2006 744 ØLK havde politiet på baggrund af en kvindes anmeldelse af en person for sædelighedskriminalitet mod kvinden hos denne person foretaget optagelse af fotografi og fingeraftryk samt udtagelse af spyt til brug for DNA. Efter at politiet den 26. juni 2006 havde meddelt personen påtaleopgivelse, bad denne om i medfør af retsplejelovens § 746 om domstolsprøvelse af indgrebets lovlighed. Både byretten og landsretten fandt indgrebet uhjemlet. Byretten udtalte blandt andet: "Det fremgår af sagen, at mistanken mod T ved foretagelsen af de omhandlede legemsindgreb alene byggede på forklaringen afgivet af F. Der var således ikke på dette tidspunkt sket anden efterforskning. Efter de foreliggende oplysninger må det imidlertid lægges til grund, at den yderligere efterforskning, der var fornøden, var ukompliceret og bestod i afhøringer af T's familie. Denne efterforskning støttede ikke F's forklaring, hvorfor anklagemyndigheden opgav påtale mod T. Under disse omstændigheder, hvor det umiddelbart har kunnet konstateres, at der ikke var grundlag for påtale, finder retten ikke, at der har foreligget en sådan rimelig grund til mistanke mod T, at der var hjemmel i retsplejelovens § 792 b, stk. 1, til at foretage de omhandlede legemsindgreb. ..". Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse af "de grunde, som byretten har anført".

Særligt om adgangen til legemsindgreb efter politiloven
Politiet kan med hjemmel i politilovens § 5, stk. 2, nr. 2 2) "besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes at være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre den offentlige orden eller bestemt til at udgøre fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed".

Se bemærkningerne til § 5 i forslag nr. 159 af 4. februar 2004 fremsat af justitsministeren (Lene Espersen) til lov om politiets virksomhed

Endvidere kan politiet efter politilovens § 6 foretage besigtigelse af en persons legeme med henblik på at finde våben, når visse nærmere betingelser er opfyldt. § 6 har følgende ordlyd:

"§ 6. På steder, hvor der efter lov om våben og eksplosivstoffer § 4, stk. 1, gælder forbud mod at besidde eller bære knive m.v., kan politiet besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben, jf. stk. 2.

Stk. 2. Besigtigelse og undersøgelse som nævnt i stk. 1 kan ske, hvis der er grund til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

Stk. 3. Beslutning om besigtigelse og undersøgelse efter stk. 1 træffes af politimesteren (politidirektøren) eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutningen skal være skriftlig og indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum, som beslutningen gælder for."

Når der vedrørende et område er truffet beslutning efter stk. 3 om, at politiet kan foretage de af stk. 1 omhandlede visitationer, betegnes området i folkemunde og i pressen ofte som "visitationszoner".

Bestemmelsen i politilovens § 6, stk. 2, stiller ikke noget krav om, at der skal være en rimelig mistanke om, at den pågældende bærer ulovlige våben. Kropsvisitationen kan foretages, når "der er grund til det med henblik på at forebygge", at nogen foretager visse strafbare handlinger. Legemsindgreb efter § 5 i samme lov kan foretages, når "vedkommende formodes at være i besiddelse" af de af loven omhandlede genstande.

Se bemærkningerne til § 6 i forslag nr. 159 af 4. februar 2004 fremsat af justitsministeren (Lene Espersen) til lov om politiets virksomhed

Under folketingets behandling af lovforslaget fremsatte SF og Enhedslisten et ændringsforslag, hvor de foreslog, at § 6 udgik af politiloven, idet de to partier mente, at indgreb af den omhandlede art fordrer et "strengere mistankekrav". Endvidere henviste partierne til en artiklen "Visitation uden mistanke - et retspolitisk skråplan", Lov & Ret, 2004, nr. 3, side 3f. af Lars Holmberg, Københavns Universitet. Han citeres blandt andet for i artiklen at udtale, at "forslaget rummer en ganske stor mulighed for misbrug, og at forslaget har en negativ indvirkning på forholdet mellem politiet og de mennesker, der er særlig udsat for politiets kontroller". Se "betænkning afgivet af Retsudvalget den 13. maj 2004 over forslag til lov om politiets virksomhed".

I sagen Gillan og Quinton mod Det forenede Kongerige (sagsnummer 4158/05), fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sin afgørelse af 12. januar 2010, at de britiske myndigheder havde krænket EMRK artikel 8. Som et led i kampen mod terrorisme indførte de britiske myndigheder i 2000 en adgang for politiet til at standse og visitere enhver, hvis den enkelte polititjenestemand fandt, at dette kunne være et "hensigtsmæssigt" ("expedient") led i kampen mod terrorisme. Loven, der tillagde polititjenestemænd denne beføjelse, krævede, at den lokale politiledelse havde besluttet, at der i politikredsen helt eller delvist var brug for en sådan ordning. Det fremgik også af loven, at en bemyndigelse efter loven højest kunne gælde i 28 dage, men at den kunne forlænges. Der var ikke i loven et krav om, at en polititjenestemand, der vil foretage en visitation, skulle have en begrundet mistanke mod personen, der ønskedes visiteret. Nogle personer, der var på vej til en demonstration, klagede over, at de blev udsat for en visitation efter loven. De fik ikke medhold ved de nationale domstole, men Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fandt, at visitationerne udgjorde en krænkelse. EMD henviste til, at loven ikke tilstrækkeligt præcist beskrev, hvilken type adfærd, der kunne begrunde visitationerne. Derudover henviste EMD til, at lovens upræcise formulering medførte, at det ikke kunne pålægges den enkelte polititjenestemand at godtgøre, at der lå en rimelig mistanke bag en visitation, idet loven netop ikke krævede en sådan mistanke (navnlig præmis 86 og 87). EMD henviser i sagen til, at indgreb af den omhandlede art (visitationer) skal være i overensstemmelse med princippet om "rule of law" ("legalitetsprincippet"). En lov, der indeholder bemyndigelse til at foretage visitation af borgerne skal være tilstrækkelig tilgængelig og forudsigelig. Se navnlig præmis 75. Det er endelig værd at bemærke, at EMD udtrykte bekymring over, at reglen kunne misbruges til uden rimelig grund at visitere personer, der var på vej til demonstrationer (se præmis 85). Af præmis 8 fremgår det, at den ene af klagerne blev tilbageholdt i cirka 20 minutter. For så vidt angår den anden klager gjorde politiet gældende, at han var tilbageholdt i 5 minutter, medens klageren selv mente, at tilbageholdelsen varede cirka 30 minutter. De to klagere fik refunderet deres sagsomkostninger med 35.000 britiske pund (præmis 95-97). Da foranstaltninger for at modvirke terrorisme normalt kan begrunde mere indgribende foranstaltninger end for eksempel besiddelse af ulovlige våben, vil menneskerettighedsdomstolen formentlig stille større krav om proportionalitet til visitationer foretaget med hjemmel i den danske politilovs § 6 end ovennævnte britiske regel. Det kan således ikke udelukkes, at de danske regler strider mod EMRK artikel 8.

Om erstatning for legemsindgreb i dansk ret henvises til kapitlet nedenfor om erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb.

Optagelse af fingeraftryk, personfotografi samt udtagelse af spyt- eller blodprøve til brug for identifikation
Retsplejelovens § 792 b opstiller et krav om, at disse indgreb kan foretages, hvis den pågældende "med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller for en overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2.

Afgørelse om fotografering træffes af politiet, jf. § 792 c. En sådan fotografering er et "efterforskningsskridt", og sigtede har derfor adgang til domstolsprøvelse efter den almindelige regel i retsplejelovens § 746. Se Betænkning 1298 om fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation, 1995, side 24, nederste afsnit.

I UfR 1985.153 HK udtalte Højesteret, at spørgsmålet om optagelse af fingeraftryk mod sigtedes protest burde have været forelagt retten, idet adgangen til optagelse af fingeraftryk på tidspunktet for afsigelse af kendelsen ikke var "ordnet ved lov". Adgangen til optagelse af fingeraftryk er i dag ordnet ved lov, hvoraf det fremgår at kompetencen til at bestemme, om fingeraftryk skal optages, tilkommer politiet. Dette udelukker naturligvis ikke, at sigtede kan forlange spørgsmålet domstolsprøvet efter retsplejelovens § 746.

Det følger af lov nr. 369 fra 2005 om det centrale DNA-register, at kompetencen til at træffe beslutning om optagelse af fingeraftryk samt udtagelse af spytprøver med henblik på senere identifikation ligger hos politiet. Politiets beslutning herom kan af sigtede - ligesom andre efterforskningsskridt - forlanges prøvet af retten i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1.

I UfR 1993.499/2 havde politiet anmodet alle mænd i en bestemt aldersgruppe, som boede i Avedøre Stationsby at afgive fingeraftryk til brug for politiets efterforskning af en drabssag. Der blev afgivet cirka 2.500 fingeraftryk. Tre personer, som nægtede at afgive fingeraftryk, fik medhold i, at de ikke skulle afgive fingeraftryk, idet de ikke var sigtede, idet der ikke var forhold, som tilknyttede dem til forbrydelsen, og idet det ikke var af afgørende betydning for efterforskningen, at politiet fik de tre personers fingeraftryk.

I sagen TfK 2006.744/1 ØLK havde politiet optaget fingeraftryk, fotografi samt udtaget spyt fra en person, der var sigtet for sædelighedskriminalitet, efter at en kvinde havde anmeldt personen for sædelighedskriminalitet, som skulle være begået mange år tidligere. Den 26. juni 2006 modtog den pågældende påtaleopgivelse i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, idet der ikke er fremkommet vidneforklaringer eller tekniske beviser, der støttede forurettedes forklaring. Forsvareren forlangte efterfølgende i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1 spørgsmålet om, hvorvidt indgrebene var "lovligt sket", indbragt for retten. Under sagens behandling i retten henviste anklagemyndigheden blandt andet til, at tiltalte "har været mistænkt med rimelig grund". Anklagemyndigheden henviste endvidere til, at forurettede havde "afgivet en detaljeret forklaring, og at hun i forbindelse hermed er vurderet som troværdig". Der havde således efter anklagemyndighedens opfattelse "foreligget en rimelig grund til mistanken" mod tiltalte. Byretten udtalte i sin kendelse: "Indledningsvist bemærkes, at det af bemærkningerne til lovforslaget om ændring af lov om oprettelse af et centralt dna-profilregister og retsplejeloven (LFF 2005-02-23, nr. 14) fremgår, at reglen i retsplejelovens § 792 b, stk. 1, er en særregel om udtagelse af prøver med henblik på senere identifikation i modsætning til den almindelige regel om udtagelse af prøver med henblik på konkret efterforskning. Der er således ikke grundlag for at anse de skete legemsindgreb for uhjemlede, alene fordi der ikke forelå et identifikationsspørgsmål i den konkrete sag. Det fremgår af sagen, at mistanken mod T ved foretagelsen af de omhandlede legemsindgreb alene byggede på forklaringen afgivet af F. Der var således ikke på dette tidspunkt sket anden efterforskning. Efter de foreliggende oplysninger må det imidlertid lægges til grund, at den yderligere efterforskning, der var fornøden, var ukompliceret og bestod i afhøringer af T's familie. Denne efterforskning støttede ikke F's forklaring, hvorfor anklagemyndigheden opgav påtale mod T. Under disse omstændigheder, hvor det umiddelbart har kunnet konstateres, at der ikke var grundlag for påtale, finder retten ikke, at der har foreligget en sådan rimelig grund til mistanke mod T, at der var hjemmel i retsplejelovens § 792 b, stk. 1, til at foretage de omhandlede legemsindgreb." Østre Landsret stadfæstede byrettens kendelse alene med henvisning til "de grunde, som byretten har anført".

I TfK 2001.135/1 VLK krævede forsvareren spørgsmålet om fotomappens sammensætning ved en fotokonfrontation domstolsprøvet efter retsplejelovens § 746, stk. 1. Det fremgår af sagen, at der endnu ikke var fastsat administrative regler vedrørende gennemførelsen af fotokonfrontationer. Landsretten udtalte blandt andet: "Der er ikke fastsat regler om sammensætning af en fotomappe, der skal anvendes ved en konfrontation, og landsretten finder, at sammensætningen af fotomappen må afgøres af politiet under iagttagelse af reglerne i retsplejelovens § 745, stk. 3. Spørgsmålet om, hvilken bevisværdi en foretagen fotokonfrontation kan tillægges, må afgøres under domsforhandlingen. Idet politiet har overholdt bestemmelsen i retsplejelovens § 745, stk. 3, finder landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte den påtænkte fotokonfrontation som ulovlig".

I kendelsen TfK 2009.643 VLK afsagt af Vestre Landsret den 20. maj 2009 fastslog landsretten, at en fotoforevisning ikke kunne indgå som bevis i en straffesag, hvor en mand var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244 ved i juni 2008 at have slået en person i ansigtet med knyttet hånd og med tandskade til følge. Forsvareren havde ikke været underrettet om fotooptagelsen og dermed haft mulighed for for eksempel at påvirke sammensætningen af fotos under konfrontationen. Anklageren fastholdt, at fotoforevisningen kunne anvendes som bevis. Da tiltalte ikke var sigtet i sagen på det tidspunkt, skulle der heller ikke beskikkes forsvarer for ham. Landsrettens kendelse lød således: "På tidspunktet for fotoforevisningens foretagelse havde politiet fra lederen af campen fået oplyst, at tiltalte af vidner den pågældende aften var blevet udpeget som gerningsmanden. Det må antages, at denne oplysning er baggrunden for, at tiltaltes billede er blandt de personfotografier, der blev forevist for vidnerne. Selv om en anden person på det tidspunkt var sigtet i sagen, burde tiltalte under de foreliggende omstændigheder også være sigtet og have haft adgang til at få en forsvarer beskikket. Da retsplejelovens § 745 d om forsvarerens adgang til at være til stede således ikke kan anses for overholdt, og da forsvareren har fremsat konkrete indsigelser mod fotoforevisningens gennemførelse, som ikke uden videre kan afvises, tages forsvarerens protest mod forevisningens anvendelse som bevis til følge."

Politiets opbevaring af personfotos, fingeraftryk DNA mv.
Af retsplejelovens § 792 f, stk. 1, fremgår følgende: "Politiet må ikke opbevare personfotografier med henblik på senere identifikation af personer, der ikke har været sigtet, eller som er frifundet, eller mod hvem påtale er opgivet". Stk. 2 udtaler: "Politiet må ikke opbevare andet materiale og andre oplysninger, der er tilvejebragt ved legemsindgreb, og som vedrører personer, der ikke har været sigtet. Af stk. 3 følger: "Oplysninger og materiale, der er tilvejebragt ved indgreb, som retten nægter at godkende i medfør af § 792 c, stk. 3, 2. pkt., eller som retten i medfør af § 746, stk. 1, finder uhjemlede, skal straks tilintetgøres.

I S og Marper mod Storbritannien afgjort af EMD den 4. december 2008 under sagsnummer 30562/04 og 30566/04 fandt EMD, at den ubegrænsede og vide adgang for myndighederne til at opbevare fingeraftryk, cellulære prøver og DNA-profile fra personer, der havde været mistænkt for strafbart forhold, men hvor påtalen var opgivet, eller hvor der var sket frifindelse, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8. Af præmis 125 fremgår blandt andet følgende: "In conclusion, the Court finds that the blanket and indiscriminate nature of the powers of retention of the fingerprints, cellular samples and DNA profiles of persons suspected but not convicted of offences, as applied in the case of the present applicants, fails to strike a fair balance between the competing public and private interests and that the respondent State has overstepped any acceptable margin of appreciation in this regard. Accordingly, the retention at issue constitutes a disproportionate interference with the applicants' right to respect for private life and cannot be regarded as necessary in a democratic society."

Det fremgår som vist ovenfor af retsplejelovens § 792f, stk. 2, modsætningsvist, at "materiale og andre oplysninger, der er tilvejebragt ved legemsindgreb" kan opbevares af politiet, hvis blot de angår personer, der har været sigtet. Dette gælder således også selv om sigtelsen er frafaldet, eller den pågældende under en efterfølgende straffesag er frifundet for det forhold, der har begrundet indgrebet. Denne bestemmelse synes således at stride mod EMRK artikel 8 som fastslået i S og Marper mod Storbritannien citeret umiddelbart ovenfor.

Retten i Kolding tilkendte i sagen SS 508/07 i dom afsagt den 26. februar 2008 en 51-årig kvinde en erstatning på 5.000 kr. for ulovlig opbevaring af et personfotografi af erstatningssøgende i en periode over 6 år. Se nærmere om afgørelsen i 3.1.4.2 om "Erstatning for andre typer indgreb" under Erstatning for straffeprocessuelle indgreb.

Ransagning

Betænkning 1159 om ransagning under efterforskning - 1989

Det er retten, som træffer afgørelse om ransagning af "boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande". For så vidt angår "andre genstande samt lokaliteter uden for husrum" træffes afgørelsen af politiet. Dette følger af retsplejelovens § 793, stk. 1, jf. § 796, stk. 1 og stk. 2.

Foretager politiet således ransagning af "boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande" uden først ved retten at have indhentet en kendelse, er ransagningen ulovlig. En vigtig undtagelse er dog retsplejelovens § 796, stk. 3, som foreskriver, at ransagninger af den art, der normalt kræver ransagningskendelse, kan gennemføres uden en sådan, såfremt "undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes".

I sagen TfK 2010.14 VLK havde politiet foretaget en ransagning på en landejendom efter forudgående indhentelse af en ransagningstilladelse. Efter at politiet havde forladt stedet, var politifolkene kommet i tvivl om, hvorvidt de havde aflæst et serienummer på en maskine, der stod i en lade, rigtigt. De vendte tilbage for at kontrollere dette. Sigtede oplyste politifolkene ved ankomsten, at han protesterede, idet en fornyet ransagning måtte kræve en ny retskendelse. Politifolkene henviste til, at den af den fornyede ransagning omhandlede maskine befandt sig i en åben lade, og at det derfor var politiet - og ikke retten - der kunne træffe beslutning om ransagning, hvorpå politifolkene gik ind i laden og kontrollerede maskinens serienummer. Sigtede forlangte rettens stillingtagen til, hvorvidt ransagningen havde været lovlig. Vestre Landsret fandt, at ransagning uden retskendelse var lovlig i det omhandlede tilfælde, idet det var politiet, som var den kompetente myndighed til at træffe afgørelsen om ransagning. Landsretten udtalte: "Efter de foreliggende oplysninger lægges det til grund, at den omhandlede ransagning blev foretaget i et uaflåst maskinhus/lade, hvor porten stod helt åben, da politiet foretog ransagningen, og at bygningen da bar præg af alene at være anvendt til opbevaring for blandt andet havemaskiner. På denne baggrund tiltrædes det, at ransagningen var omfattet af retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 2, og at retten derfor har afvist at prøve lovligheden af ransagningen, jf. retsplejelovens § 796, stk. 1, jf. § 793, stk. 1, nr. 2."

I UfR 1997.1572 ØLK fandtes en ransagning af en bil, som føreren netop var steget ud af, omfattet af retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 2, således at det (som anført i bestemmelserne i retsplejelovens § 796, stk. 1 og stk. 2) er politiet og ikke retten, der træffer afgørelse om ransagning. I afgørelsen citerer anklagemyndigheden bemærkningerne til bestemmelsen og anfører blandt andet: "Ransagninger i medfør af retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 2, omfatter ifølge bemærkningerne til lovforslaget (side 15) lokaliteter uden for husrum samt uaflåste genstande som for eksempel kufferter og biler. Når det i bemærkningerne til loven anføres, at uaflåste biler er omfattet af § 793, stk. 1, nr. 2, må der modsætningsvist ved aflåste biler forstås biler, der ikke tjener som transportmiddel, men er forladt af rådighedsindehaveren og henstillet på parkeringsplads". Det kan udledes (modsætningsvist) af afgørelsen, at en bil, som er efterladt af ejeren/brugeren, medens ejeren/brugeren opholder sig for eksempel i sit hjem, på sin arbejdsplads eller i en butik, er omfattet af retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 1, således at det er domstolene, der skal afgøre spørgsmålet om ransagning af bilen og ikke politiet. Opmærksomheden skal henledes på, at forsvareren (eller sigtede selv) i en straffesag kan forlange en ransagning - ligesom andre efterforskningsskridt - forelagt retten i medfør af retsplejelovens § 746, hvilket forsvareren i den aktuelle sag subsidiært påberåbte sig overfor anklagemyndighedens afvisningspåstand, og hvilket anklagemyndigheden ikke protesterede imod.

Retten i Esbjerg underkendte i sagen 3-1079/2010 Syd- og Sønderjyllands Politi foretog efter anmodning fra hospitalets ledelse den 28. januar 2010 en ransagning på den retspsykiatriske afdeling på Amtssygehuset i Hvidding. Ifølge politiet foretog man alene ransagning af afdelingens "åbne arealer" samt de til afdelingen knyttede "værelser". Politiet understregede, at man ikke havde foretaget ransagning af "patienternes private skabe og skuffer. En advokat forlangte ved telefax af 19. marts 2010 på vegne af 5 patienter på afdelingen ransagningens lovlighed prøvet ved retten. Anklagemyndigheden gjorde ved brev af 24. marts 2010 overfor retten blandt andet gældende, at ransagningen ikke var omfattet af retsplejelovens § 794, idet ransagningen var foretaget "efter anmodning fra Amtssygehuset i Hvidding". Byretten godkendte ikke ransagningen og fastslog, at ransagningen måtte anses for omfattet af retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 1 ("boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande"). Endvidere bemærkede retten, at politiet ikke havde haft fornødent grundlag for selv at træffe beslutning om ransagningen jf. retsplejelovens § 796, stk. 3, jf. stk. 2. Endvidere kritiserede retten, at de personer, der havde rådighed over værelserne ikke havde fået lov til at overvære ransagningen i medfør af retsplejelovens § 798, stk. 1, og at de ikke havde modtaget den vejledning, der følger af retsplejelovens § 798, stk. 2, blandt andet om adgangen til at kræve ransagningens lovlighed domstolsprøvet. Anklagemyndigheden kærede ikke byrettens kendelse.

Politiets ransagning af en fængselscelle er omfattet af retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 1 (om husrum mv.). En ransagning af en fængselscelle kan derfor blandt andet domstolsprøves, og en uberettiget ransagning kan udløse erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a. Se afgørelse herom truffet af Statsadvokaten for Midt-, Vest- og Sydøstjylland under sagsnummer SA5-2008-521-1071.

I TfK 2010.258 VLK havde en udlejer låst sig ind i et lejemål, der var beboet af en person, der på det omhandlede tidspunkt var varetægtsfængslet. Udlejeren meddelte politiet, at han havde fundet genstande i boligen, som han mente var tyvekoster. Politiet ransagede boligen samme dag, som de havde modtaget henvendelsen fra udlejeren, uden først at afvente en retskendelse. Forsvareren indbragte spørgsmålet om ransagningens lovlighed for retten. Landsretten fandt, at ransagningen var lovlig og udtalte blandt andet: "Ifølge ransagningsrapporten har udlejer kontaktet politiet, fordi han havde låst sig ind i T's lejlighed, hvor han havde konstateret, at der lå diverse koster. Ransagningen blev foretaget samme dag, umiddelbart efter at politiet havde modtaget oplysningen og var kommet til stedet. De fundne koster kunne i princippet blive fjernet fra lejligheden på et hvilket som helst tidspunkt. På denne baggrund finder landsretten ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte politiets skøn, hvorefter undersøgelsens øjemed ville kunne forspildes, hvis retskendelse skulle afventes. Den omstændighed, at T var varetægtsfængslet som sigtet for tyveri, og at politifolkene var bekendt hermed, kan ikke føre til andet resultat."

Af § 796, stk. 2, følger, at beslutning om ransagning af en mistænkts "bolig og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande" træffes af retten ved kendelse. Af 3. stykke følger, at politiet ikke behøver at afvente rettens kendelse i tilfælde, hvor "øjemedet ville forspildes, dersom rettens kendelse skulle afventes". I afgørelsen TfK 2007. 847 VLK nægtede landsretten at godkende to ransagninger, som politiet havde foretaget uden først at indhente en retskendelse, idet retten fandt, at politiet i den konkrete sag havde haft rigelig tid til at indhente en ransagningskendelse ved retten. Politiet havde aftenen inden ransagningen fået et telefonisk tip om, at der på adressen fandtes 1000 par "Nike" sko, som beboeren solgte for 500 kr. pr. par. Landsretten udtalte nærmere: "Henvendelsen til politiet kunne give anledning til at efterforske, om der var tale om tyveri eller hæleri, herunder eventuelt ved at foretage ransagning. Efter de oplysninger, som politiet modtog, var der imidlertid ikke grundlag for at antage, at undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, jf. retsplejelovens § 796. Politiet kunne derfor ikke træffe beslutning om at foretage ransagning". Ransagningerne kunne derfor ikke godkendes.

I TfK 2004 190 VLK godkendte Vestre Landsret ikke en ransagning foretaget den 7. november 2003, kl. 22.20. Landsretten udtalte blandt andet: "Baggrunden for ransagningen var to tyverier, der var begået henholdsvis den 26. og den 27.-28. oktober 2003, og indholdet af henvendelsen gav ikke grundlag for at antage, at undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes. Under disse omstændigheder kunne politiet ikke i medfør af retsplejelovens § 796, stk. 3, 1. pkt., træffe beslutning om at foretage ransagningen. Der er herefter ikke grundlag for at godkende ransagningen." Byretten havde i øvrigt godkendt ransagningen.

I TfK 1999 91 ØLK havde politiet fået et tip fra en anonym person om, at der skulle befinde sig en større mængde hash på 2. sal i en bygning på Christiania. Landsretten godkendte ikke ransagningen. Landsretten lagde til grund, at der er ca. 14 lejligheder på 2.-salen, og at mistanken ikke blev rettet mod en eller flere konkrete rådighedshavere eller vedrørte opbevaring i et eller flere konkrete rum. Landsretten fandt ikke, at "politiet med føje kunne mistænke alle beboerne i de 14 lejligheder for at have forbindelse til det angivelige hashlager". Betingelsen i retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 1, for at tillade ransagningen af 2.-salen var derfor ikke opfyldt.

I TfK 2002 37 ØLK fandt hverken byretten eller landsretten, at en påtænkt ransagning hos en person, der var mistænkt for butikstyveri, kunne godkendes. Byretten udtalte: "Retten anser ransagning af mistænktes bolig for et indgreb, som vil stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af mistænktes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis mistænkte findes skyldig". For landsretten blev det oplyst, at det fremgik af sagen, at det forhold, der har begrundet begæringen, vedrører et muligt butikstyveri den 24. juli 2001, og at begæringen om ransagning er indgivet til Retten i Helsinge den 20. september 2001. Landsretten udtalte: "Da ransagningen på denne baggrund ikke findes at være af væsentlig betydning for efterforskningen, jf. retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 2, og i øvrigt af de af byretten anførte grunde" bestemmes det, at den påkærede kendelse stadfæstes.

I TfK 2008.879 VLK foretog politiet ransagning af en bil, idet politiet havde mistanke om, at der kunne findes euforiserende stoffer i bilen. Politifolkene havde bemærket, at bilen kørte "langsommere", og at "passageren rodede med noget ved benene". Derudover havde politifolkene bemærket, at der lugtede af hash i bilen. Personerne blev endvidere visiteret. Politiet beslaglagde 44.450 kr., som en af personerne i bilen havde på sig. Man fandt ikke narkotika i bilen, uagtet at man fik rekvireret en narkohund til brug for søgningen. Landsretten fandt ved en efterfølgende domstolsprøvelse, at ingen af indgrebene havde været lovlige.

Politiet kan have en interesse i at foretage en ransagning efter bevismateriale mod den sigtede i akterne hos sigtedes forsvarer. I sagen HKK af 14.2.1984 udtalte samtlige dommere i Højesteret, at ransagning og beslaglæggelse kan foretages hos en forsvarer, uanset at retten hverken kan pålægge forsvareren at afgive vidneforklaring under straffesagen, jfr. retsplejelovens § 170, stk. 2, eller pålægge denne editionspligt. Det udtaltes videre, at ransagning og beslaglæggelse hos en forsvarer imidlertid må "anses som et væsentligt indgreb, der kun undtagelsesvis bør anvendes". Se nærmere om ransagning hos forsvareren i Justitsministeriets meddelelse nr. 11327 af 4. september 1984.

I sagen Rachwalski og Ferenc mod Polen afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 28. juli 2009 under sagsnummer 47709/99 fandt EMD, at en ransagning udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8. Politiet var under patrulje cirka kl. 3 om natten den 14. juni 1997 blevet opmærksom på en uaflåst bil, som de troede kunne være stjålen. Politifolkene bankede på et vindue i et hus, som bilen holdt uden for, og som var beboet af en større gruppe unge studerende, som lå og sov. Der udviklede sig en diskussion mellem de unge og politifolkene. En ung blev tildelt slag med stav og anholdt. Der blev tilkaldt forstærkning, og politiet ransagede huset og beordrede de øvrige unge ud for på den måde at forsøge at udfinde bilens ejer. EMD statuerede krænkelse af såvel EMRK artikel 3 som EMRK artikel 8. EMD fandt at den anvendte magt (præmis 60) samt indtrængen (præmis 75) i de unges bolig stod i misforhold til, at der var tale om efterforskning af ejerforholdet af en parkeret bil.

I Keegan mod Storbritannien afgjort af EMD den 18. juli 2006 under sagsnummer 28867/03 fandt EMD, at en ransagning udgjorde en krænkelse af EMRK, artikel 8, og at den omstændighed, at klageren under en civil sag skulle bevise, at politiet havde begået fejl, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 13. Politiet fik den 18. oktober 1999 en ransagningskendelse til at ransage klagerens bolig, idet politiet var af den opfattelse, at man kunne finde udbyttet fra nogle røverier på den omhandlede adresse. En person, som politiet havde haft mistænkt, havde tidligere oplyst, at han boede på denne adresse. Den 21. oktober 1999, kl. 07.00, trængte politiet ind på adressen ved brug af rambuk for at lede efter pengene og den mistænkte. Politiet fandt intet af politimæssig interesse, beklagede over for beboeren (klageren) og tilbød at lade skaderne udbedre. Klageren klagede til EMD, idet han ikke fik erstatning ved de britiske domstole. Klageren fik medhold i, at EMRK artikel 8 var krænket, idet politiet burde have foretaget bedre undersøgelser af, hvem der boede på adressen, inden man foretog ransagningen. EMD fandt endvidere i præmis 42, at EMRK artikel 13 var krænket, idet de britiske domstole efter britisk lovgivning var afskåret fra at prøve proportionaliteten eller rimeligheden i forhold til ransagningen ("proportionality or reasonableness"). Det blev også anset for en krænkelse, at national lovgivning krævede, at klageren skulle bevise, at politifolkene havde begået fejl. Af præmis 48 fremgår det, at de fire beboere på adressen ved EMD hver fik tilkendt mellem 2.000 og 3.000 Euros i ikke-økonomisk erstatning.

I UfR 1965.410 HK fandt Højesteret, at det ikke udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for ransagning, at sigtedes tidligere hustru havde meddelt skattemyndighederne, at den pågældende til skattemyndighederne havde opgivet sin indtægt for lavt og begået skattesvig.

Særligt om ransagning hos ikke-mistænkte
Af retsplejelovens § 795, stk. 1, nr. 2, følger, at ransagning hos ikke-mistænkte kan foregå, når "der er bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan beslaglægges, kan findes ved ransagningen".

I Zubal mod Slovakiet afgjort af EMD den 9. november 2010 under sagsnummer 44065/06 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, at politiet havde foretaget ransagning af en persons bolig i forbindelse med en sag om frembringelse og videresalg af falske malerier med henblik på at konstatere, om den pågældende var i besiddelse af et falsk maleri. Politiet havde efter det oplyste kendskab til, at den pågældende skulle have købt et af de falske malerier i 2003. Den pågældende var ikke sigtet i sagen. Af præmis 6 og 7 fremgår det, at anklagemyndigheden havde indhentet retskendelse, og at det af kendelsen fremgik, at der var mistanke om, at der på adressen fandtes materiale af betydning for efterforskningen. Af præmis 8 fremgår, at politiet den 22. juni 2005 besigtigede ("visually searched") alle lokaler i personens bolig, og at ransagningen tog 35 minutter. Det fremgår også, at personens søn, overværede ransagningen. Personen var ikke hjemme. Af præmis 45 fremgår, at EMD fandt, at ransagningen var foretaget uden tilstrækkelig grund ("sufficient grounds"). I præmis 42 udtaler EMD, at myndighederne ikke havde haft grund til, at tro, at personen ikke frivilligt ville have udleveret maleriet til politiet, hvis politiet havde bedt om dette. Af præmis 49 fremgår, at den pågældende fik tilkendt 3.000 euro i ikke-økonomisk skade.

I UfR 2000.2097 VLK havde politiet i forbindelse med efterforskningen af et røveri med tjenestehund fulgt efter et lugtspor, som endte i nærheden af klagerens bopæl. Politiet havde et signalement af røveren, der ifølge politiet kunne passe med personen Y, som politiet mente ofte kom på besøg hos klageren. Derfor henvendte politiet sig på klagerens bopæl. Politiet fik af klageren lov til at kigge sig rundt efter personen Y på klagerens bopæl. Klageren var ikke mistænkt. Byretten godkendte ransagningen. Landsretten godkendte ikke ransagningen, idet landsretten henviste navnlig til "misforholdet mellem signalementet og Y's udseende og til, at lugtsporet efter det oplyste ikke overvejende pegede mod kærendes bopæl".

Retten til at overvære en ransagning samt tilstedeværelsen af ransagningsvidner
I retsplejelovens § 798, stk. 2 og 3, findes reglerne om sigtedes eller andres adgang til at overvære en ransagning samt reglerne om ransagningsvidner. Politiet skal forespørge personer, der er til stede ved en ransagning, om de ønsker vidner hidkaldt, og politiet skal anføre svaret i politirapporten. Endvidere skal politiet, hvis der gives samtykke til ransagningen, sikre en underskrift fra den person, der giver samtykket. Se Justitsministeriets meddelelse nr. 11078 af 30. april 1959. I sagen TfK. 2008.788 VLK fandt Vestre Landsret, at bestemmelserne i retsplejelovens § 798, stk. 2, 4. og 5. punktum, ikke giver mulighed for "på forhånd at udelukke enhver tilstedeværende fra at overvære ransagningen". Landsretten fremhævede, at beslutningen om sådan udelukkelse skal træffes af politiet efter en konkret vurdering, og at beslutningen efterfølgende er genstand for domstolsprøvelse, såfremt en sådan begæres af den eller de personer, der har rådighed over den lokalitet, som er blevet ransaget.

I TfK 2006.68 ØLD havde en person lagt hindringer i vejen for politiet ved at stille sig i vejen, da politiet skulle ransage personens mors lejlighed i et forsøg på at udfinde koster fra et røveri, som personens broder kort inden overfor politiet havde erkendt at have begået. Den sigtede broder havde givet skriftlig tilladelse til ransagningen, hvilken imidlertid ikke var gyldig, idet det ikke var hans bolig. Landsretten fandt, at betingelserne for at foretage ransagningen uden at afvente retskendelse var opfyldt. Personen blev imidlertid frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3. Landsretten begrundede frifindelsen således: "Landsretten finder det imidlertid ikke godtgjort, at tiltalte, da han blev antruffet i lejligheden, fik en kort beskrivelse af sigtelsen mod broderen og af de omstændigheder, der begrundede ransagningen, eller at han fik oplysning om det korrekt formelle grundlag for ransagningen, som var ransagning uden retskendelse, idet undersøgelsens øjemed ellers ville forspildes. Væsentlige formelle betingelser for lovligheden af ransagningen af boligen blev dermed ikke iagttaget, jf. retsplejelovens § 798, stk. 2, og tiltaltes handling er derfor ikke strafbar efter straffelovens § 119, stk. 3."

I Turan mod Ungarn, sagsnummer 33068/05, afgjort af EMD den 6. juli 2010, havde politiet foretaget ransagning og beslaglagt nogle dokumenter fra en advokats kontor vedrørende en af advokatens klienter. Politiet havde forudgående indhentet en ransagningskendelse ved retten. Som ransagningsvidne havde politiet tilkaldt en anden advokat. Advokaten, hvis kontor blev ransaget, kom først tilstede 40 minutter efter, at ransagningen var iværksat. Ifølge national ret skal en ransagning af husrum "normalt" gennemføres, medens den person, som ransagningen vedrører, eller en repræsentant for denne er til stede. Repræsentanten skal være en person, som med tilstrækkelig sikkerhed kan antages at være en person, der vil varetage den persons interesser, som ransagningen vedrører. Advokaten, hvis kontor var blevet ransaget, gjorde i sin klage til EMD blandt andet gældende, at den tilkaldte advokat ikke repræsenterede hendes interesser. Da en sådan person, der opfyldte lovens krav, ikke var forsøgt tilkaldt som ransagningsvidne, fandt EMD, at ransagningen ikke blev udført i overensstemmelse med national ret (se især præmis 21). Af præmis 25 fremgår, at advokaten fik tillagt en godtgørelse for ikke-økonomisk skade på 3.000 euro.

I UfR 1962.788 ØLK misbilligede Østre Landsret, at politiet ikke havde tilkaldt ransagningsvidner.

Efter retsplejelovens § 796, stk. 2, træffes beslutningen om ransagning af boliger og andre husrum, dokumenter, papirer og lignende samt indholdet af aflåste genstande af retten.

I Ratushna mod Ukraine afgjort af EMD den 2. december 2010 under sagsnummer 17318/06 udtalte EMD sig om kravene til den proces, der ligger til grund for en ransagningskendelse. I præmis 72 udtaler EMD sig generelt om den undersøgelse, som EMD foretager af en klage over ransagning af husrum. EMD udtaler blandt andet, at hvor staten finder det nødvendigt at foretage skridt som at undersøge en bolig med henblik på at sikre bevis for en forbrydelse, vil EMD foretage en vurdering af, om begrundelsen for indgrebet er relevant og tilstrækkelig, og om man har taget hensyn til proportionalitetsprincippet. EMD vil også undersøge tilstedeværelsen af en effektiv beskyttelse mod misbrug og vilkårlighed i den nationale lovgivning og kontrollere, hvorledes denne beskyttelse er anvendt i den konkrete sag, som er genstand for undersøgelsen. Der tages blandt andet hensyn til måden, hvorpå kendelsen er afsagt. Der tages navnlig hensyn til, hvorvidt der var yderligere beviser til stede på tidspunktet, hvor kendelsen blev afsagt, og der tages hensyn til indholdet og omfanget af kendelsen, hvor der især lægges vægt på de foranstaltninger, der er truffet, for at sikre, at indgrebet begrænses til det rimelige. I præmis 76 foretog EMD en vurdering af de konkrete beviser mod klagerens søn, som havde været lagt til grund for ransagningskendelsen. Der var blevet lagt vægt på, at en bil mage til sønnens af et vidne var set ved gerningsstedet på det tidspunkt, hvor det af sagen omhandlede tyveri skulle være begået. I præmis 77 bemærker EMD, at der var et rimeligt grundlag for mistanken om, at tyvekosterne kunne findes på klagerens bopæl. EMD præciserer - også i præmis 77 - at de faktiske forhold, som ligger til grund for en sådan mistanke, ikke nødvendigvis er på samme niveau som de faktiske forhold, der kan begrunde en domfældelse eller en sigtelse, som er de næste skridt i efterforskningen af en straffesag. I præmis 78 bemærker EMD, at der ikke var blevet afsagt kendelse om, at ransagningen kunne gennemføres, førend retten havde studeret sagsakterne og personligt afhørt den polititjenestemand, som forestod efterforskningen. På denne måde havde retten sikret sig "en informeret mening" ("an informed opinion") om, at grundlaget for ransagningen var relevant og tilstrækkeligt. I præmis 81 bemærker EMD; at EMD fandt, at kendelsen var tilstrækkeligt konkret formuleret, idet den blandt andet opregnede de stjålne effekter samt prisen af disse.

Ransagninger mv. uden for strafferetsplejen
Se i øvrigt retssikkerhedskommissionens betænkning nr. 1428 fra 2003, hvor der foretages en gennemgang af reglerne i lovgivningen, der indeholder hjemmel til, at offentlige myndigheder, som handler uden for strafferetsplejen, uden forudgående retskendelse kan opnå adgang til private boliger og virksomheder eller foretage andre tvangsindgreb omfattet af grundlovens § 72

Grundlovens § 72 har følgende indhold: "Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post- , telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse". Det har i den statsretlige teori været diskuteret, hvorvidt grundlovens krav om, at retskendelse kræves for at gennemføre de omhandlede indgreb, også gælder uden for strafferetsplejen. Der synes at være overvejende enighed om, at bestemmelsen også er gældende uden for strafferetsplejen, og at sådanne indgreb som udgangspunkt således ikke kan gennemføres uden retskendelse. I afsnit 3.3 i kapitel 3 i ovennævnte betænkning 1428 anføres om dette spørgsmål blandt andet: "Det er den overvejende opfattelse, at § 72 finder anvendelse uden for strafferetsplejen, jf. således Max Sørensen, a. st., side 360 ff, Poul Andersen, a. st., side 621 ff, Henrik Zahle, a. st., side 262 f og betænkning nr. 1039/1985 om tvangsindgreb uden for strafferetsplejen, side 19 f, der anser spørgsmålet for uafklaret, men i sin fremstilling har valgt at forudsætte bestemmelsens anvendelse uden for strafferetsplejen. Lovgivningspraksis bygger på samme synspunkt".

Beslaglæggelse, edition, fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation

Betænkning 1223 om beslaglæggelse og edition under efterforskning - 1991
Betænkning 1298 om fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation - 1995

Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 801 om, hvornår der kan ske beslaglæggelse

Ved lov nr. 229 af 21. april 1999 indsattes der regler i retsplejeloven om beslaglæggelse, edition, fotoforevisning, efterlysning og observation. Indtil da var disse efterforskningsskridt ikke reguleret i lov. Ændringen af retsplejelovens byggede på betænkning nr. 1223/1991 om beslaglæggelse og edition under efterforskning samt betænkning nr. 1298/1995 om fotoforevisning, konfrontation, efterlysning og observation. Se lovbemærkningerne mv. her. Reglerne om beslaglæggelse og edition findes i retsplejelovens kapitel 74. Reglerne om fotoforevisning, konfrontation og efterlysning findes i retsplejelovens kapitel 75 a.

I TfK 2006 675 VLK blev en beslaglæggelse af en bil ophævet. Ejeren var 13. juni 2006 dømt for 4 tilfælde af kørsel i frakendelsestiden. Han var efterfølgende blevet pågrebet en enkelt gang i at køre bil. Byretten udtalte: "Henset til at sigtede efter dommen af 13. juni 2006 udelukkende har kørte en gang i frakendelsestiden, finder retten ikke, uanset det hurtig recidiv og ændringen af færdselslovens § 133 a, at anklagemyndigheden har antageliggjort, at bilen vil blive konfiskeret i medfør at færdselslovens § 133a, og retten finder ikke, at der er grundlag for at beslaglægge bilen i medfør af retsplejelovens § 802, stk. 1, jf. § 801, stk. 1, nr. 2, jf. § 806, stk. 3". Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse. I TfK 2003 337 ØLK havde en bilist 16 verserende sager om kørsel uden kørekort. Her blev beslaglæggelsen godkendt.

I TfK 2008 879 VLK afsagde Vestre Landsret kendelse af 25. september 2008 i kære 6. afd. S-1350-08 om, at en ransagning, visitation og beslaglæggelse foretaget mod en passager i en bil, som Syd- og Sønderjyllands Politi havde bragt til standsning på en motorvej, ikke var lovlig. Vestre Landsret udtalte i kendelsen: "Den bil, som J var passager i, blev bragt til standsning af to polititjenestemænd den 5. december 2007, og polititjenestemændene iværksatte ransagning og visitation og foretog beslaglæggelse af pengebeløbet på grundlag af en mistanke om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Det lægges efter politibetjent P's forklaring for byretten til grund, at han forinden havde bemærket, at bilen på motorvejen kørte »langsommere«, og at passageren rodede med noget ved benene. Det lægges endvidere til grund, at polititjenestemændene, som det fremgår af efterforskningsrapporten af 7. januar 2008, og som de har forklaret for byretten, fandt, at der lugtede af hash i bilen, da de, efter at den var bragt til standsning, henvendte sig. Det fremgår endvidere, at polititjenestemændene herefter foretog ransagning af bilen og visitation af føreren og af J. Der blev ikke fundet narkotika, heller ikke af en narkohund, der ankom, ca. 35 minutter efter at politiet havde henvendt sig. For landsretten er der indhentet en udtalelse af 27. august 2008 fra Syd- og Sønderjyllands Politi. Heraf fremgår, at den polititjenestemand, der ankom med hunden, har oplyst, at han har været narkohundefører i ca. 12 år. Han har endvidere oplyst, at han ikke registrerede nogen hashlugt, og at hunden ikke gav tegn på, at den registrerede hashlugt. Under de nævnte omstændigheder lægges det til grund, at polititjenestemændene ikke havde fornødent grundlag for deres opfattelse af, at der lugtede af hash i bilen. Herefter, og da J heller ikke på grundlag af de øvrige oplysninger med rimelig grund var mistænkt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. bestemmes: Den foretagne ransagning og visitation og beslaglæggelse var ikke lovlig."

I TfK 2007 622 ØLK var en kvinde af Københavns Politi sigtet for overtrædelse af straffelovens § 134a, jf. § 21. Det fremgår af sagen, at politiet blev sendt ud for at foretage ransagning med henblik på at søge efter udlændinge på adressen og med henblik på at søge efter effekter, der kunne bruges til opklæbning eller graffiti i forbindelse med modstand mod rydningen af Ungdomshuset. Det er under sagen oplyst, at en seddel med T's adresse forinden omkring midnat mellem den 7. og 8. marts 2007 var blevet fundet i en taske tilhørende en udenlandsk turist, der blev anholdt i Stengade, og at der i tasken tillige var en spraydåse. Københavns Byret bestemte, at den foretagne ransagning og beslaglæggelsen af ovennævnte effekter hos T kunne godkendes, ligesom beslaglæggelsen af effekterne, bortset fra 1 stk. digitalkamera af mr. Nikon Coolpix, opretholdtes. Østre Landsrets 24. afd. afsagde den 31. maj 2007 kendelse i sagen, der havde sagsnr. S-1125-07, med følgende indhold: "T blev på tidspunktet for ransagning og beslaglæggelse ikke gjort bekendt med, hvilken lovovertrædelse hun var mistænkt for. Hverken politiet eller anklagemyndigheden har efterfølgende oplyst nærmere herom. På dette grundlag finder landsretten det ikke godtgjort, at betingelserne for ransagning i medfør af retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 1, har været opfyldt. Af samme grund, og da de under ransagningen fundne genstande og det i øvrigt oplyste heller ikke findes at kunne danne grundlag for en rimelig mistanke om, at T har begået en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, findes betingelserne for beslaglæggelse i medfør af retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 1, ikke opfyldt. Der er derfor ikke grundlag for at godkende den skete ransagning og beslaglæggelserne, hvorfor bestemmes: Politiets ransagning hos T den 8. marts 2007 kl. 02.20-02.58 godkendes ikke.
Politiets beslaglæggelse af genstande hos T under ransagning den 8. marts 2007 godkendes ikke."

I TfK 2005 295 VLK ses, at politiet havde beslaglagt en guldhalskæde fra en person, der var registreret med fordringer hos politiet for skyldige bøder og sagsomkostninger. Personen gjorde gældende, at halskæden tilhørte hans mor. Der var for landsretten en temmelig omfattende bevisførelse, hvor blandt andet den guldsmed, der havde lavet kæden, blev afhørt. Efter en konkret vurdering fandt landsretten, at det var godtgjort, at kæden i virkeligheden tilhørte sigtede, og at beslaglæggelsen derfor kunne godkendes.

I TfK 2010.430 VLK havde en person købt en bil i virksomheden A. Personen fremviste ved overdragelsen af bilen overfor A en bankkvittering, som viste, at købesummen på 140.000 kr. var overført til A. Det viste sig senere, at bankkvitteringen var falsk, og at personen ikke havde overført købesummen til virksomheden A's bank. Virksomheden A forlangte nu bilen tilbage fra virksomheden B, som personen havde videresolgt denne til. Personen blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 171 og § 279. Politiet beslaglagde bilen fra virksomheden B, hvilket virksomheden B forlangte indbragt for retten. Byretten opretholdt beslaglæggelsen, idet byretten fandt, at det ikke kunne udelukkes, at B havde været "ondttroende aftaleerhverver". Vestre Landsret ophævede beslaglæggelsen, hvilket landsretten begrundede således: "Det fremgår, at B A/S ikke er sigtet i forbindelse med S' salg af bilen til selskabet. Som også anført af Bernhard Gomard i Adhæsionsproces side 238, er det herefter hovedreglen, at spørgsmålet om B A/S' ret til bilen må afgøres under en civil sag anlagt af A A/S mod B A/S og ikke under straffeprocessen, der ikke vedkommer B A/S. I så fald skal der ikke ske beslaglæggelse efter retsplejelovens § 803, stk. 1, 3. led. Efter det foreliggende finder landsretten ikke grundlag for at fravige denne hovedregel".

I UfR 1986.4 HD forsøgte anklagemyndigheden at få konfiskeret 69.000 kr., som han under politiets visitation af ham var fundet i besiddelse af på Christiania, og som efter anklagemyndighedens opfattelse hidrørte fra handel med euforiserende stoffer. I byretten blev han fundet skyldig i handel med euforiserende stoffer, og beløbet blev konfiskeret. I landsretten blev han frifundet for handel med euforiserende stoffer, men beløbet blev konfiskeret i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1. Sagen blev af tiltalte indanket for Højesteret med påstand om, at dommens bestemmelse om konfiskation skulle udgå, hvilket tiltalte fik medhold i ved Højesteret. Højesteret udtalte: "Ved landsrettens dom er tiltalte frifundet for den del af tiltalen, som vedrørte indførsel og salg af hash for 69.000 kr. Betingelserne for konfiskation af dette beløb findes herefter ikke at foreligge. Tiltaltes påstand vil derfor være at tage til følge."

Om retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, der tillader beslaglæggelse, hvis "beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger ...", henvises der til kapitlet nedenfor om opkrævning af gæld opstået som følge af skyldige sagsomkostninger hos domfældte, hvor blandt blandt andet afgørelsen TfK 2011.140 VLK er kommenteret.

I sagen TfK 2003 703 VLK fandt Vestre Landsret, at politiet, der efterforskede en bedragerisag mod en person, ikke kunne forlange retsbøger udleveret fra Retten i Nykøbing Mors med henblik på efterforskning af, om den pågældende eventuelt kunne have begået yderligere bedragerier. Landsrettens kendelse af 14. august 2003 i kære 5. afd. S-1516-03 havde følgende indhold: "Den påkærede kendelse om, at det tillades politiet i Thisted at forlange udskrifter af rets- og dombøger i de civile sager, som tiltalte har været impliceret i ved Retten i Nykøbing Mors, er afsagt den 11. juni 2003 af Retten i Nykøbing Mors. Politiets begæring om edition er ikke sket som led i efterforskningen af en konkret lovovertrædelse, men som led i politiets undersøgelse af, om kærende skulle have begået bedrageri ud over de tilfælde, kærende i forvejen er tiltalt for. Der er under disse omstændigheder ikke hjemmel i retsplejelovens § 804, stk. 1, til at pålægge Retten i Nykøbing Mors at udlevere udskrifter af rets- og dombøger i de civile sager, som T har været impliceret i ved Retten i Nykøbing Mors. .."

I Georgi Atanasov mod Bulgarien afsagt af EMD den 7. oktober 2010 under sagsnummer 5359/04 fandt EMD, at artikel 1 i protokol nr. 1 var krænket, idet de nationale myndigheder i 1997 havde beslaglagt et køretøj tilhørende klageren for at sikre bevis i en straffesag, og idet det først var blevet tilbageleveret i 2008 trods adskillige anmodninger fra klageren om at få det tilbageleveret.

Af retsplejelovens § 805, stk. 3, følger, at reglerne i §§ 509-516 finder "tilsvarende anvendelse" ved beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger, krav på konfiskation efter straffelovens § 75, stk. 1, 1. pkt., 2. led, og 2. pkt., og stk. 3, § 76 a, stk. 5, og § 77 a, 2. pkt., bødekrav eller forurettedes krav på erstatning.

I TfK 2009.13 VLK påstod anklagemyndigheden efter domfældelse af to rumænske statsborgere, der var blevet dømt for "alvorlig berigelseskriminalitet", at der skulle ske beslaglæggelse af 1.160,14 euro fra den ene domfældte og 23,92 euro fra den anden til dækning af sagsomkostninger. Den beskikkede forsvarer protesterede mod begæringen og nedlagde i anden række påstand om, at kun et mindre beløb burde beslaglægges, jf. princippet i retsplejelovens § 509. En beslaglæggelse som begæret af anklagemyndigheden ville efter forsvarets opfattelse unddrage de domfældte fra at kunne ernære sig og afholde sædvanlige leveomkostninger, når de er tilbage i Rumænien. Anklagemyndigheden anførte for landsretten, at det måtte anses for nødvendigt for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger, at de omtalte beløb blev beslaglagt. Anklagemyndigheden henviste til, at de domfældte var dømt for alvorlig berigelseskriminalitet, således at det ikke kunne afvises, at beløbene er udbytte herfra. Derfor fandt princippet i retsplejelovens § 509 efter anklagemyndighedens opfattelse ikke anvendelse i den aktuelle sag, hvor begæringen var fremsat efter dom. Landsretten fandt, at retsplejelovens § 509 skulle iagttages. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter retsplejelovens § 805, stk. 3, jf. § 509, stk. 1, må der gives fradrag for beløb, der er nødvendige for de pågældendes underhold. Efter en samlet vurdering og i fravær af nærmere oplysninger fastsættes fradraget til 200 euro. Der er herefter ikke grundlag for at beslaglægge 23,92 euro hos D2, og der er alene grundlag for at beslaglægge 960,14 euro hos D1."

Af Retsplejelovens § 806, stk. 3 følger, at i tilfælde, hvor politiet træffer beslutning om beslaglæggelse eller edition kan den, hvem indgrebet er rettet imod, anmode om, at spørgsmålet indbringes for retten. Dette skal ske "snarest muligt og senest inden 24 timer".

I TfK 2009.175/2 ØLK var en række genstande ved Københavns Byrets dom af 24. oktober 2007 blevet konfiskeret hos en domfældt i en straffesag i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand. Koster 301, 301 a og 301 b bestående af en ring, en armlænke og en halskæde var imidlertid ikke blevet konfiskeret. Ved breve af 19. november og 20. december 2007 samt 19. februar 2008 til Københavns Politi, Advokatur City, anmodede domfældtes forsvarer om udlevering af de nævnte tre smykker. Det fremgik af anmeldelsesrapport af 9. juni 2008, at Københavns Politi samme dag kl. 10.30 beslaglagde smykkerne. Beslaglæggelsen blev indbragt for Københavns Byret ved brev af samme dato. Brevet blev modtaget i byretten den 10. juni 2008. Landsrettens flertal fandt ikke, at der kunne ske beslaglæggelse af effekterne til sikkerhed for det offentliges krav på sagsomkostninger. Flertallet udtalte blandt andet: "Efter retsplejelovens § 1002, stk. 1, finder reglerne i kapitel 74 om beslaglæggelse til sikkerhed for det offentliges krav på bl.a. sagsomkostninger og bødekrav tilsvarende anvendelse efter dom er afsagt. Efter retsplejelovens § 806, stk. 3, skal politiet efter anmodning herom snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge beslaglæggelsen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Selvom formelle fejl i forbindelse med politiets rådighedsberøvelse ikke udelukker, at beslaglæggelse kan ske, jf. herved U.2005.1696H, lægger vi i denne sag ligesom byretten til grund, at politiets beslaglæggelse af de omhandlede smykker må anses for at være sket senest ved politiets modtagelse af advokat Jacob Kiils brev af 19. november 2007. Indbringelsen af beslaglæggelsen for byretten den 9. juni 2008 udgør herefter en meget betydelig overskridelse af fristen i retsplejelovens § 806, stk. 3, og der er ikke oplyst nærmere om grunden til fristoverskridelsen. Vi finder derfor på denne baggrund, at beslaglæggelsen af de omhandlede smykker ikke bør godkendes."

I TfK 2005.682 HK var en person blevet straffet for overtrædelse af straffelovens § 191 og havde fået konfiskeret 966.500 kr., som var fundet hos tiltalte. Udover de 966.500 kr. fundet hos tiltalte, var der yderligere fundet 350.000 kr. i dennes bankboks. Tiltalte forklarede, at de 350.000 kr. var et beløb, som han havde fået i personskadeerstatning, og som han den 6. december 2001 havde hævet i sin bank og lagt i bankboksen. Politiet havde imidlertid også forlangt de 350.000 kr. beslaglagt dels til dækning for sagsomkostninger og dels til dækning af et krav fra forurettede i en bedragerisag, hvor personen også var sigtet. Personen gjorde under sagen gældende, at de 350.000 kr. var beskyttet mod udlæg (og dermed beslaglæggelse) efter retsplejelovens § 513, stk. 1, hvoraf det fremgår, at udlæg ikke kan foretages i "erstatning for invaliditet eller tab af forsørger eller i godtgørelse i forbindelse hermed, hvis beløbet tilkommer skadelidte eller den, som har mistet en forsørger". Denne beskyttelse mod udlæg kræver imidlertid, at den omhandlede erstatning eller godtgørelse har været indsat på en særskilt konto i bank eller sparekasse, "eller på anden måde er holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue". Højesteret prøvede dette spørgsmål og nåede frem til, at pengene i den konkrete sag ikke havde været "holdt klart adskilt" fra personens øvrige formue, hvorfor højesteret fandt, at beslaglæggelsen kunne opretholdes. Højesteret udtalte blandt andet: "Efter ordlyden af retsplejelovens § 513, stk. 1, 2. pkt., skal det pågældende erstatningsbeløb være »holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue«, hvilket i overensstemmelse med bestemmelsens formål og forarbejder må forstås således, at det afgørende er, at det, der påstås omfattet af bestemmelsen, utvivlsomt, direkte og udelukkende hidrører fra det udbetalte erstatningsbeløb, så der ikke foreligger nogen risiko for misbrug og omgåelse. Højesteret finder, at indsættelse af det beskyttede erstatningsbeløb på lønkonto ikke i sig selv kan bringe beløbet uden for beskyttelsesområdet efter retsplejelovens § 513, stk. 1. Om en sådan indsættelse bringer beskyttelsen til ophør, må bero på en samlet bedømmelse af muligheden for at følge erstatningsbeløbet under hensyn til saldoen på kontoen på indsættelsestidspunktet, kontoens almindelige benyttelse og de efterfølgende bevægelser samt længden af den periode, bedømmelsen angår. Højesteret er enig med byretten og landsretten i, at saldoen på lønkontoen ved indsættelsen af de 140.000 kr. ikke kan medføre, at udlægsbeskyttelsen fortabes. Højesteret er endvidere enig med byretten i, at de efterfølgende, ordinære bevægelser på kontoen i den korte periode indtil overførslen af 140.000 kr. til den nyoprettede konto ikke har indebåret en sådan sammenblanding, at udlægsbeskyttelsen er fortabt. Det følger heraf, at de 350.000 kr. på den nyoprettede konto den 6. december 2001 var omfattet af beskyttelsen efter § 513, stk. 1. Efter det oplyste om T's økonomiske forhold må denne beskyttelse imidlertid anses for ophørt, da han hævede de 350.000 kr. kontant den 6. december 2001, idet der ikke er det fornødne - utvivlsomme - grundlag for at anse beløbet i bankboksen for at være identisk med erstatningsbeløbet."

I TfK 2006.624 VLK havde politiet indbragt en sag om beslaglæggelse af et kontantbeløb efter udløbet af den i § 806, stk. 3, omhandlede frist. Landsretten fandt, at politiet ved at overskride denne frist havde "begået så væsentlige formelle fejl, der har bevirket en tilsidesættelse af væsentlige hensyn til S's retssikkerhed", at beslaglæggelsen af kontantbeløbet ikke kunne godkendes.

I TfK 2011.197/2 VLK blev en polsk indregistreret personbil tilhørende en polsk statsborger, som tilsyneladende havde haft bopæl i Danmark i en længere årrække, beslaglagt for at sikre SKATs krav på registreringsafgift i Danmark, jf. toldlovens § 83, stk. 1 og stk. 3, jf. retsplejelovens § 806, stk. 1. Den beskikkede forsvarer gjorde under domstolsprøvelsen af beslaglæggelsens lovlighed gældende, at Rådets direktiv af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Fællesskabet ved midlertidig indførsel af visse transportmidler (83/182) , og som er gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse 1567 af 20. december 2007 (nu Bekendtgørelse nr. 811 af 28. juni 2010 om registrering af køretøjer mv.) var gældende i dennes klients tilfælde, således at klienten måtte benytte sit polsk indregistrerede køretøj i Danmark uden at betale dansk registreringsafgift. Beslaglæggelsen blev opretholdt med henvisning til, at den pågældende ikke havde dokumenteret, at hun opholdt sig i polen i det omfang som kræves efter bekendtgørelsen.

Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 802 om betingelserne for beslaglæggelse hos mistænkte.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 803 om betingelserne for beslaglæggelse hos ikke-mistænkte.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 804 om editionspligt.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 805 om proportionalitetshensynet ved beslaglæggelse og edition.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 806 om fremgangsmåden ved beslaglæggelse og edition.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 807 om politiets kompetence ved beslaglæggelse og edition.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 807a om civiles beføjelser til at foretage beslaglæggelse.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 807b om rådighedsbegrænsningen over beslaglagte genstande.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 807c om domstolsprøvelse af beslaglæggelse.
Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 807d om retsvirkningerne af beslaglæggelsens ophør.

Personundersøgelser og mentalundersøgelser

Personundersøgelser (retsplejelovens § 808)
Af retsplejelovens § 808 følger, at der skal "tilvejebringes sådanne oplysninger om sigtedes personlige forhold, som må antages at være af betydning for sagens afgørelse vedrørende straffastsættelse eller anvendelse af anden retsfølge end straf". Af stk. 2 fremgår, at en "nærmere" undersøgelse af sigtedes personlige forhold, herunder navnlig hans tidligere og nuværende forhold i hjem, skole og arbejde samt hans legemlige og åndelige tilstand" skal foretages, når der kan blive spørgsmål om anvendelse af

1) betinget dom i henhold til straffelovens kapitel 7 eller 8,

2) tiltalefrafald på andre vilkår end vedtagelse af bøde og betaling af erstatning,

3) retsfølger, der træder i stedet for straf.

Af Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/2000, punkt 2, fremgår, at det er "anklagemyndighedens pligt" at indhente relevante personundersøgelser. Forsvareren har mulighed for at anmode anklagemyndigheden om at indhente en personundersøgelse. I øvrigt gennemgår rigsadvokaten i meddelelsen de forhold, der efter rigsadvokatens opfattelse, kan begrunde, at der indhentes personundersøgelse.

Mentalundersøgelser (retsplejelovens § 809)
Det fremgår af retsplejelovens § 809, at sigtede "skal underkastes mentalundersøgelse, når dette findes at være af betydning for sagens afgørelse. Hvis han ikke udtrykkeligt samtykker i undersøgelsen, kan denne kun finde sted efter retskendelse. Er sigtede fængslet, kan han ikke mentalundersøges uden rettens bestemmelse". Af 2. stykke fremgår, at sigtede "indlægges til mentalundersøgelse på hospital for sindslidende, i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller i anden egnet institution", hvis dette findes påkrævet. Det er retten, der ved kendelse træffer bestemmelse herom.

Se Rigsadvokatens meddelelse nr. 5 af 12. juli 2007 om behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af straffelovens § 70. Her findes i kapitel 4 en nærmere gennemgang af reglerne om mentalundersøgelser. Kapitlet er opdelt således:
4.1. Betingelser for iværksættelse af en mentalundersøgelse
4.2. Undersøgelsens form (ambulant eller under indlæggelse)
4.3. Fremgangsmåden
4.4. Grundlaget
4.5. Særligt vedrørende ambulante mentalundersøgelser

I bilag 2 til ovennævnte meddelelse fra Rigsadvokaten gengives en aftale af 26. januar 2001 mellem Justitsministeriet og Fyns Amt, Nordjyllands Amt og Århus Amt om ambulante mentalundersøgelser. Af aftalens 3. afsnit fremgår blandt andet følgende: "Ved anklagemyndighedens rekvirering af ambulante mentalundersøgelser angives, hvilke spørgsmål der ønskes besvaret i den retspsykiatriske erklæring. Anklagemyndigheden oplyser endvidere, hvad der er rejst sigtelse for, og om den sigtede erkender sig skyldig eller ikke".

Ifølge bilag 2 (side 5 til 7) skal mentalundersøgelsen tage stilling til 14 nærmere definerede punkter.

I sagen Worwa mod Polen (27/11/03) fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, at hyppige mentalundersøgelser af den samme person krænkede EMRK, artikel 8.

I UfR 1979.218/2 VLK havde anklagemyndigheden anmodet retten om at afsige kendelse om, at en varetægtsfængslet mod dennes protest skulle overføres fra et arresthus til Sikringsanstalten med henblik på mentalundersøgelse. Den pågældende havde gennem længere tid modsat at medvirke til den ambulante mentalundersøgelse. Man kunne derfor ikke tage stilling til T's sjælelige tilstand på gerningstidspunktet og kunne ikke fremsætte sanktionsforslag. Hverken byretten eller landsretten ville imødekomme anklagemyndighedens begæring og udtalte: "Det fremgår af den i sagen indhentede erklæring af 15. november 1978 fra Retslægerådet, at der ikke er fundet holdepunkter for at antage, at den af sigtede gennemgåede medicinske behandling skulle kunne påvirke psyken eller i øvrigt have betydning for den påsigtede handling, hverken i sig selv eller i kombination med alkoholindtagelse, og at der heller ikke er fundet holdepunkter for at antage, at sigtede på tidspunktet for den påsigtede handling som følge af spiritusindtagelse befandt sig i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, som kan sidestilles dermed. Der findes ej heller i øvrigt oplyst omstændigheder, som giver anledning til at formode, at sigtede på gerningstidspunktet har befundet sig i en utilregnelighedstilstand. Under disse omstændigheder findes det i betragtning af sigtedes bestemte og gennem længere tid fastholdte modstand mod at medvirke ved en mentalundersøgelse usandsynligt, at der ved en sådan vil kunne fremskaffes yderligere oplysninger af betydning for sagens pådømmelse."

I TfK 2010.904/1 ØLK havde byretten forgæves forsøgt at få berammet et retsmøde med forsvareren, hvor der skulle tages stilling til spørgsmålet om, hvorvidt sigtede skulle mentalundersøges. Forsvareren havde lovet retten at ringe tilbage vedrørende berammelse af sagen men gjorde angiveligt ikke dette. Byretten havde derfor afsagt kendelse om, at der skulle ske mentalundersøgelse, uden at sigtede og forsvareren havde være tilstede i retsmødet. Landsretten hjemviste sagen til fornyet behandling i byretten og udtalte blandt andet: "Hverken sigtede eller hans forsvarer var til stede i retsmødet, hvor der blev truffet bestemmelse om mentalundersøgelse. Retsplejelovens § 809, stk. 1, forudsætter, at tiltalte er til stede, og at han har adgang til at udtale sig om sin holdning til en begæring om mentalundersøgelse. Det følger endvidere af retsplejelovens § 810, at sigtede skal spørges om, hvorvidt han samtykker i, at der søges tilvejebragt oplysninger om hans personlige forhold ved henvendelse til hans pårørende eller andre personer til brug for mentalundersøgelsen. Forsvareren har endvidere krav på underretning om ethvert retsmøde og adgang til at være til stede i sådanne møder, jf. retsplejelovens § 748, stk. 2."

Længden af mentalundersøgelser
Af punkt 4.3. i meddelelsen fra Rigsadvokaten, som der er henvist til umiddelbart ovenfor, fremgår der oplysninger om, hvor lang tid en mentalundersøgelse bør tage:
"Ambulante mentalundersøgelser skal så vidt muligt være gennemført senest 6 uger efter, at anklagemyndigheden har rekvireret en ambulant mentalundersøgelse. Kan erklæringen ikke foreligge inden dette tidspunkt, oplyser vedkommende læge anklagemyndigheden herom og om, hvornår erklæringen kan forventes at foreligge, jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 3. maj 2001 om gennemførelse af ambulante mentalundersøgelser i straffesager i politikredsene 23-54 (se pkt. 4.5. vedrørende nævnte cirkulæreskrivelse).
Mentalundersøgelse under indlæggelse på psykiatrisk afdeling må som udgangs-punkt forventes at kunne gennemføres på 8 uger, men det kan i nogle tilfælde være nødvendigt med en lidt længere hospitalsindlæggelse, hvilket kan medføre en forsinkelse af erklæringen."

Henvendelser til pårørende i forbindelse med personundersøgelser og mentalundersøgelser
Af retsplejelovens § 810 fremgår følgende: "Såfremt sigtede ikke samtykker i, at der søges tilvejebragt oplysninger om hans personlige forhold ved henvendelse til hans pårørende eller andre privatpersoner, kan dette kun ske, hvis retten finder det af væsentlig betydning for sagens afgørelse og ved kendelse træffer bestemmelse herom".

Fotoforevisning og konfrontation

Lovbemærkningerne til retsplejelovens §§ 812 til 816 om fotoforevisning mv.

Lovbemærkningerne til retsplejelovens § 817 om konfrontation.

Se artikel af 12. september 2010 af Claus Bonnez om de retssikkerhedsmæssige problemer i, at et vidne opfordres til at udpege den person, som vidnet genkender som gerningsmanden blandt de tilstedeværende i retssalen under hovedforhandlingen ("dock identification" på engelsk). Her omtales nogle af de retssikkerhedsmæssige problemer, der knytter sig til denne form for bevisførelse.

I Laska og Lika mod Albanien afsagt af EMD den 20. april 2010 (sagsnummer 12315/04) udgjorde det en krænkelse af EMRK artikel 6, at to personer var blevet fundet skyldige i røveri i det væsentlige på grundlag af en konfrontation, hvor de skulle bære elefanthuer, der i farverne mindede om de elefanthuer, som vidner havde set gerningsmændene til røveriet benytte, medens de øvrige deltagere i konfrontationsparaden havde sorte elefanthuer på. I præmis 66 udtaler EMD blandt andet, at domfældelse på grundlag af en konfrontation, der "åbent inviterer" vidner til at udpege den sigtede som gerningsmanden, strider mod EMRK artikel 6. Dette udtrykkes i præmis 66 således: "The Court finds that the identification parade was tantamount to an open invitation to witnesses to point the finger of guilt at both applicants and B.L. as the perpetrators of the crime." I danske straffesager forekommer det ikke sjældent, at anklagemyndigheden under hovedforhandlingen i en straffesag beder et vidne udpege en mulig gerningsmand blandt de tilstedeværende i retssalen, medens vidnet fra sin plads kan se alle de tilstedeværende i retssalen herunder tiltalte, som sidder på den plads ved siden af sin forsvarer, som er forbeholdt tiltalte i straffesager. En sådan fremgangsmåde må anses som en "åben invitation" til at udpege tiltale, idet sandsynligheden er stor for, at vidnet er bekendt med, hvor tiltalte normalt sidder i en retssal, hvorfor fremgangsmåden må anses for uforenelig med EMRK artikel 6. Det samme må gælde "konfrontationsparader", hvor tiltalte for eksempel i forbindelse med anholdelse på eller ved gerningsstedet stilles op mellem polititjenestemænd, hvorpå tilstedeværende vidner skal passere forbi og tilkendegive, hvorvidt de genkender den anholdte som gerningspersonen eller ikke. Domfældelse på grundlag af en konfrontation, hvor tiltaltes forsvarer ikke har været til stede, blev i ovennævnte sag også anset for at udgøre en krænkelse af artikel 6 (se om dette nærmere afgørelsens præmis 67).

Retsplejelovens § 818 og retsplejelovens § 819 om offentlig efterlysning af mistænkte personer

Af retsplejelovens § 818 om offentliggørelse af signalement mv. i forsøget på fastlæggelsen af en formodet gerningsmand fremgår følgende:

"Stk. 1. Politiet må kun offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der er egnede til at fastlægge identiteten af en formodet gerningsmand, såfremt

1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og

2) offentliggørelsen må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, herunder for fastlæggelsen af den pågældendes identitet, eller for at forebygge yderligere lovovertrædelse.

Stk. 2. Offentliggørelse af et fotografi af den formodede gerningsmand må kun finde sted, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Stk. 3. Offentliggørelse som nævnt i stk. 1 og 2 må dog ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 4. Afgørelse om offentliggørelse som nævnt i stk. 1 og 2 træffes af politiet."

Af retsplejelovens § 819 om offentlig efterlysning af bestemte personer, som er mistænkte for visse lovovertrædelser, fremgår følgende:

"Stk. 1. Er der særlig bestyrket mistanke om, at en person, hvis identitet er politiet bekendt, har begået en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, kan politiet efterlyse den pågældende gennem presse, radio, fjernsyn eller ved anden form for offentlig efterlysning, såfremt dette må antages at være af afgørende betydning for strafforfølgningens gennemførelse eller for at forebygge yderligere lovovertrædelser af tilsvarende grovhed.

Stk. 2. Ved efterlysning som nævnt i stk. 1 kan der gives oplysninger om den påsigtede kriminalitet og om den sigtedes identitet, herunder navn, stilling og bopæl. Ved efterlysningen kan der tillige ske offentliggørelse af et fotografi af den pågældende.

Stk. 3. Efterlysning må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som indgrebet må antages at forvolde den, som det rammer, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 4. Afgørelse om efterlysning træffes af politiet."

Politiets efterlysning af mistænkte efter retsplejelovens §§ 818 og 819 sker som led i en strafferetlig forfølgning, og politiets beslutning om at foretage offentlige efterlysning kan således påklages til statsadvokaten, jf. retsplejelovens § 101, stk. 2. Spørgsmålet kan endvidere indbringes for retten efter retsplejelovens § 746, hvorefter retten afgør tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt.

Lovbemærkningerne til retsplejelovens §§ 818 til 819 om offentlige efterlysninger.

Justitsministeriets svar af 15. februar 2010 på retsudvalgets spørgsmål nr. 110 om overholdelsen af retsplejelovens § 818 i en konkret sag. Bilag til svaret er en afgørelse af 19. november 2009 fra Datatilsynet. Sagen drejer sig om politiets offentliggørelse af videooptagelser optaget af politiet i forbindelse med en politiaktion mod nogle udlændinge i Brorson Kirke på Nørrebro i København 13. august 2009.

2.12.8 - Særligt om børn og unge under 18 år der sigtes for strafbart forhold

Retsplejelovens kapitel 75 b (med reglerne i §§ 821 a til 821 g) vedrører særligt reglerne om straffeprocessuelle indgreb mod børn under den kriminelle lavalder.

Reglerne har deres baggrund navnlig i Betænkning 1431 om straffeprocessuelle tvangsindgreb over for børn under den kriminelle lavalder. Reglerne fører til, at retsplejelovens tvangsindgreb som udgangspunkt også kan anvendes på børn under den kriminelle lavalder, uagtet at disse ikke kan straffes.

Danmarks tredje rapport til FN’s Børnekomité om de foranstaltninger, der er truffet for at virkeliggøre de rettigheder, der er anerkendt i FN-konventionen af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder.

Børns ret til advokatbistand og forældremyndighedsindehaverens ret til at vælge advokat til børn under 18 år
Forældre har ifølge bestemmelsen normalt ret til at overvære afhøring af deres barn under 15 år, og forældrene har derfor også ret til at blive indkaldt til afhøringen. Af betænkning 728 kan det udledes, at dette også gælder for unge under 18 år. Forældre har også ret til at vælge forsvarer for deres barn under 18 år. Se Rigsadvokatens meddelelse nr. 4 fra 2007, og se KRIMs artikel af 31. august 2007 derom.

Se Rigsadvokaturens bekendtgørelse nr. 803 af 28. juni 2010 om underretning af kommunen om afhøringer af sigtede under 18 år.

Kravet i retsplejelovens § 821 e om, at barnet skal have "et ganske særligt behov for advokatbistand" indebærer, at børn under 15 år ikke i samme udstrækning som voksne efter dansk ret har ret til at få beskikket en forsvarer under efterforskningen af en straffesag. I visse sager har en voksen efter retsplejelovens § 731 en ubetinget ret til at få beskikket en forsvarer under efterforskningen. I alle andre sager kan en voksen efter retsplejelovens § 732 få beskikket en forsvarer under efterforskningen, når retten "anser det for ønskeligt".

Børn er således dårligere stillede end voksne med hensyn til adgangen til forsvarerbistand, når disse skal afhøres hos politiet. I praksis er forskellen på et barns og en voksens adgang til forsvarerbistand som sigtet i en straffesag formentlig af meget ringe betydning, idet et barn - ligesom tilfældet er for en voksen - ikke har pligt til at udtale sig til politiet. Et barn vil således (eventuelt gennem en advokat) blot kunne stille som betingelse for at lade sig afhøre, at der beskikkes barnet en advokat, som kan være til stede ved afhøringen sammen med barnet, og som inden afhøringen kan gennemgå sagens akter med barnet - akkurat som med en voksen sigtet. I sagen 32-76/2010 beskikkede Retten i Randers den 7. januar 2010 en forsvarer for en 14-årig, som politiet ønskede at sigte og afhøre vedrørende påstået hærværk mod et solcenter. Advokaten havde ved brev af 3. januar 2010 meddelt Østjyllands Politi, at barnet ikke ønskede at udtale sig til sagen, førend der var blevet beskikket advokat, og førend barnet havde haft lejlighed til at gennemgå sagens akter med forsvareren. Der var tale om en sigtelse for et enkeltstående - forholdsvist banalt - tilfælde af hærværk, hvor den sigtede sammen med nogle kammerater var sigtet for at have åbnet for en brandhane i et solcenter med deraf følgende vandskade. Barnet nægtede sig i øvrigt skyldig, idet han gjorde gældende, at der var tale om et uheld.

Det synes at være i strid med artikel 40 i FN's børnekonvention, at børn ikke i alle tilfælde, hvor de skal afhøres som "sigtede" i straffesager, får beskikket en forsvarer. 4 pind i 2. stykke i artikel 40 siger, at "ethvert barn, der mistænkes eller anklages for at have begået strafbart forhold", har ret til "at blive oplyst straks og direkte om anklagernes indhold, om fornødent gennem sine forældre eller værge, og til at få juridisk eller anden passende bistand til forberedelse og fremstilling af sit forsvar". Se nærmere KRIMs artikel af 16. april 2008 om børns adgang til advokatbistand.

Se også Rigsadvokatens meddelelse nr. 4 af 12. juni 2007 om anklagemyndighedens behandling af straffesager mod børn og unge lovovertrædere.

Af artikel 40 i FN-konventionen af 20 november 1989 om Barnets Rettigheder (børnekonventionen) fremgår følgende:

"1. Deltagerstaterne anerkender retten for ethvert barn, der mistænkes eller anklages for eller er fundet skyldig i at have begået strafbart forhold, til at blive behandlet på en måde, der er i overensstemmelse med fremme af barnets sans for værdighed og værdi, som styrker barnets respekt for andres menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder, og som tager barnets alder og ønskeligheden af at fremme, at barnet resocialiseres og påtager sig en konstruktiv rolle i samfundet, i betragtning.

2. Med henblik herpå og under hensyn til vedkommende bestemmelser i internationale instrumenter skal deltagerstaterne især sikre, at

• (a) intet barn skal mistænkes eller anklages for at have begået strafbart forhold eller anses for skyldig heri på grund af handlinger eller undladelser, som ikke var forbudt ved national eller international ret på tidspunktet for overtrædelsen;
• (b) ethvert barn, der mistænkes eller anklages for at have begået strafbart forhold, har mindst følgende garantier:
• (i) at blive anset for uskyldig, indtil skyld er bevist i henhold til loven;
• (ii) at blive oplyst straks og direkte om anklagernes indhold, om fornødent gennem sine forældre eller værge, og til at få juridisk eller anden passende bistand til forberedelse og fremstilling af sit forsvar;
• (iii) at få sagen afgjort, uden forsinkelse, af en kompetent, uafhængig og upartisk myndighed eller dømmende organ efter en upartisk procedure i henhold til loven med tilstedeværelse af en juridisk eller anden passende rådgiver, medmindre dette ikke anses for at tjene barnets tarv, især i betragtning af dets alder eller situation, dets forældre eller værge;
• (iv) ikke at blive tvunget til at afgive vidneudsagn eller tilstå skyld; ret til at udspørge eller få forhørt vidner, som påberåbes mod barnet, og til for egen regning og på lige vilkår at få vidner indkaldt og forhørt;
• (v) hvis det anses for at have begået strafbart forhold, at få beslutningen derom og enhver foranstaltning, der er truffet som følge deraf, prøvet af en højere kompetent, uafhængig og upartisk myndighed eller dømmende organ i medfør af loven,
• (vi) at få gratis bistand af en tolk, hvis barnet ikke kan forstå eller tale det sprog, der anvendes;
• (vii) at få sit privatliv respekteret fuldt ud på alle stadier af sagsforløbet.
3. Deltagerstaterne skal søge at fremme indførelsen af love, fremgangsmåder, myndigheder og institutioner, som er specielt tilpasset børn, der mistænkes, anklages for eller anses for at have begået strafbart forhold, herunder især:

• (a) fastlæggelse af en minimumsalder, under hvilken børn anses ikke at være i stand til at begå strafbart forhold,
• (b) forholdsregler, hvor det er hensigtsmæssigt og ønskeligt, til at tage vare på sådanne børn uden at involvere retsinstanserne, forudsat at menneskerettigheder og retsgarantier respekteres i fuldt omfang.

4. Forskellige forholdsregler, såsom omsorg, vejledning og tilsynsføring, rådgivning, prøveløsladelse, plejeaftaler, undervisning og erhvervsorienterede uddannelsesprogrammer og andre alternativer til anbringelse i institution, skal være til rådighed for at sikre, at børn behandles på en måde, der tjener deres tarv og står i passende forhold til både deres personlige forhold og til forbrydelsen."

2.12.9 - Straffeprocessuelle indgreb i Danmark på begæring af andre landes myndigheder

Se Justitsministeriets grundnotat samt forslag vedrørende forslag til Rådets rammeafgørelse om en europæisk bevissikringskendelse til fremskaffelse af genstande, dokumenter og data til brug i straffesager. Det fremgår af grundnotatet, at hensigten med forslaget er at sikre et hurtigere og mere effektivt retligt samarbejde i straffesager, når det drejer sig om fremskaffelse af (eksisterende) genstande, dokumenter og data til brug i straffesager i et andet EU-medlemsland. Det fremgår videre, at rammeafgørelsen om en (ny) europæisk bevissikringskendelse på dette område vil skulle erstatte de traditionelle aftaler om gensidig retshjælp efter Europarådets konvention fra 1959 om gensidig retshjælp i straffesager og lignende instrumenter. Anmodninger om retshjælp til fremskaffelse af (nyt) bevismateriale, såsom erklæringer fra mistænkte, vidner mv., eller efterforskningsskridt, der indebærer bevisoptagelse i reel tid, f.eks. aflytning af samtaler eller overvågning af banktransaktioner, vil ikke være omfattet af rammeafgørelsen om den europæiske bevissikringskendelse, og de eksisterende internationale instrumenter på området vil således fortsat finde anvendelse her. Med forslaget fastlægges mindstekravene til den retshjælp, som EU-medlemslandene skal yde hinanden. Disse krav kan ifølge Kommissionen overordnet beskrives på følgende måde:

1 - En retsanmodning fra en anden EU-medlemsstat skal anerkendes umiddelbart, uden at der er behov for at omdanne den til en national afgørelse, før den kan fuldbyrdes.
2 - Retsanmodninger bliver standardiserede ved hjælp af formular
3 - Der skal indføres frister for efterkommelse af anmodninger.
4 - Der skal indføres minimumsbeskyttelse både for udstedelse og efterkommelse af retsanmodninger.
5 - Mulighederne for at afvise en retsanmodning skal begrænses.

2.13 - Sagens rejsning for retten - tilståelsessager, anklageskriftet, forkyndelse, frihedsberøvedes tilstedeværelse i retten mv.

2.13.1 - Tilståelsessager
Retsplejelovens § 831, stk. 1, har følgende indhold: "Afgiver sigtede i et retsmøde efter § 694, stk. 3, en uforbeholden tilståelse i en straffesag, hvor lægdommere ellers skulle have medvirket, kan sagen straks fremmes til dom, uden at der udarbejdes anklageskrift, hvis
1) tilståelsens rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger,
2) sigtede og anklageren giver samtykke,
3) retten ikke finder det betænkeligt at afgøre sagen uden hovedforhandling og
4) der ikke bliver spørgsmål om anvendelse af straffelovens §§ 68, 69, 70 eller 73."

Af § 831, stk. 4, følger, at sigtede også i tilfælde, hvor han ikke er frihedsberøvet under sagen, har ret til at få beskikket en forsvarer, hvis sigtede ønsker dette, inden sigtede tager stilling til, om sigtede vil give samtykke til, at sagen fremmes som tilståelsessag.

I TfK 2009.941 VLD fik anklagemyndigheden ikke lov til under hovedforhandlingen i landsretten at påstå sagens tyveriforholde henført under straffelovens § 286, stk. 1, der hverken er nævnt i retsmødebegæringen for byretten, i byrettens retsbog for det retsmøde, hvor sagen blev fremmet efter retsplejelovens § 831, eller i ankemeddelelsen. Byrettens dom blev stadfæstet i landsretten.

I TfK 2011.46/2 ØLD blev en sag, der i byretten var fremmet som tilståelsessag, hjemvist til fornyet behandling i byretten, idet landsretten ikke fandt, at tiltalte havde "afgivet en uforbeholden tilståelse i forhold til den rejste tiltale". Tiltalte kunne i byretten ikke erkendte sig skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 2, nr. 2, idet han alene kunne erkende, at han ville overdrage stofferne til nogle bekendte uden fortjeneste.

I TfK 2006.536/2 HD var tiltalte i en tilståelsessag fundet skyldig i overtrædelse af beredskabslovens § 60, stk. 1, nr. 1, og straffet med fængsel i 6 måneder. Højesteret fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at den pågældende havde erkendt sig skyldig i overtrædelse af lovens § 60, stk. 1, nr. 1, om nægtelse af at gøre tjeneste men alene lovens § 60, stk. 1, nr. 2, om udeblivelse fra tjenesten. Højesteret fandt således alene den pågældende skyldig i udeblivelse fra tjenesten i overensstemmelse med dennes erkendelse og nedsatte straffen til en bøde.

I UfR 1986.11 HD blev en dom i en tilståelsessag af Højesterets flertal (3 dommere) ophævet og hjemvist til fornyet behandling ved byretten. Højesteret udtalte blandt andet: "Efter tiltaltes forklaring i grundlovsforhøret og retsmødet den 24. januar 1985 om sit økonomiske og retlige mellemværende med finansieringsselskaberne og efter de oplysninger herom, som i øvrigt må antages at være lagt til grund ved pådømmelsen, findes det overordentlig tvivlsomt, om tiltalte ved at foretage de i byretsdommen beskrevne handlinger har gjort sig skyldig i skyldnersvig og underslæb efter straffelovens §§ 283, stk. 1, nr. 1, og 278, stk. 1, nr. 1. Da betingelserne for at fremme sagen til dom som tilståelsessag efter retsplejelovens § 925 således ikke har været til stede, findes det - uanset at tiltaltes forsvarer ikke har fremsat ønske derom - rettest, at byrettens og landsrettens domme ophæves, og at sagen hjemvises til fornyet behandling ved byretten." To dommere ville frifinde tiltalte. Disse to dommere udtalte blandt andet: "Uanset om der i forbindelse med en hjemvisning måtte kunne tilvejebringes et andet grundlag for domfældelse af tiltalte, findes det - også under hensyn til sagens forløb - rettest på grund af den urigtige anvendelse af straffeloven at frifinde tiltalte, jfr. retsplejelovens § 959, stk. 1, nr. 1, og § 960, stk. 1."

I UfR 1962.215 ØLD blev byrettens dom i en tilståelsessag ophævet og hjemvist til fornyet behandling ved byretten, idet landsretten blandt andet udtalte: "Da der ikke før tiltalens rejsning og sagens optagelse til dom er tilført retsbogen nogen gengivelse af tiltaltes forklaring, således som det er foreskrevet i retsplejelovens § 824, stk. 2, samt da dommen savner enhver angivelse af de omstændigheder, som udkræves til forholdenes betegnelse, findes dommen ikke at kunne danne grundlag for behandling under den iværksatte anke."

2.13.2 - Anklageskriftets udformning, indhold og forkyndelse
Retsplejelovens § 834 kræver blandt andet, at anklageskriftet skal indeholde oplysninger "om det forhold, der rejses tiltalte for". I 2. stykke er dette præciseret, og det fremgår, at disse oplysninger skal omfatte "den regel, der påstås overtrådt, og forbrydelsens kendetegn, som de fremgår af reglen", "forbrydelsens navn, hvis loven indeholder angivelse heraf", "strafbestemmelsen" og "en kort beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, med sådan beskrivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder, som er nødvendig for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse" og "i givet fald de strafforhøjelses- eller strafnedsættelsesgrunde, der vil blive påberåbt".

I Mattoccia mod Italien, app. nr. 23969/94, afgjort af EMD den 25. juli 2000 fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 3, i en sag, hvor en skolebuschauffør var sigtet for voldtægt mod en mindreårig pige på en skole for handicappede. Anklageskriftet var udformet for upræcist med hensyn til tid og sted for forbrydelsen. Tiltalte havde endvidere ikke haft tilstrækkelig tid og muligheder for at forberede sit forsvar.

I TfK 2009.949/1 ØLD blev en sag af landsretten hjemvist til fornyet behandling i byretten. En person var i sagens forhold 2 tiltalt for medvirken til tyveri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 276, jf. § 286, stk. 1, jf. § 23, ved i forening med 3 personer, hvis sager er afgjort, at have medvirket til at stjæle 9 skrueblade fra Scandlines' oplagringsplads i Gedser. Landsretten udtalte blandt andet: "Anklageskriftet indeholder ikke nogen form for beskrivelse af, på hvilken måde tiltalte skulle have medvirket til dette tyveri. Anklageskriftet vedrørende forhold 2 lever således ikke op til kravene i retsplejelovens § 834, og landsretten finder, at den valgte udformning af tiltalen har indebåret en sådan vanskeliggørelse af tiltaltes forsvar, at der ikke kan bortses fra, at en iagttagelse af reglerne i retsplejelovens § 834 kunne have medført et andet udfald af sagen."

Se TfK 2009.393/1 HD, hvor en tysk taxachauffør var tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1, "ved den 3. januar 2008 ca. kl. 14.00 via Oksevejen, 6330 Padborg, fra Tyskland til Danmark, i tysk registreret taxa - - -, forsætligt at have bistået 3 afghanske statsborgere med ulovlig indrejse og ophold i Danmark". Under sagens behandling ved Højesteret præciserede anklagemyndigheden, at tiltalen alene vedrørte § 59, stk. 7, nr. 1, og ikke nr. 2 om forsætlig bistand til ophold her i landet. Højesteret frifandt den pågældende med henvisning til anklageskriftets mangelfulde udformning og udtalte herom nærmere: "Efter landsrettens bevisvurdering kan det ikke anses for bevist, at T har haft forsæt til at bistå de 3 afghanske statsborgere med deres ulovlige indrejse i landet, og domfældelsen af T kan derfor alene antages at angå den resterende del af tiltalen. Beskrivelsen i anklageskriftet af denne del af tiltalen (»ophold i Danmark«) opfylder - i relation til § 59, stk. 7, nr. 1, 2. led - ikke kravene i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 1, hvorefter anklageskriftet skal angive »forbrydelsens kendetegn, som de fremgår af reglen«. Dette skyldes, at det ikke af anklageskriftet kan udledes, hvad det - efter de tre afghaneres indrejse i Danmark - er for en aktivitet, som T er tiltalt for at have ydet bistand til. Anklageskriftet har dermed ikke givet T anledning til at forholde sig til fortolkningen og anvendelsen af 2. led af § 59, stk. 7, nr. 1 (bistand til »rejse gennem landet«), herunder om dette udtryk alene omfatter bistand til transit og dermed til ulovlig passage af et andet lands grænse, og om bistandsyderen i givet fald har haft forsæt hertil. Højesteret finder herefter, at anklageskriftet ikke indeholder en sådan beskrivelse af forholdet, at det kan danne grundlag for en domfældelse efter udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1, 2. led, jf. herved retsplejelovens § 883, stk. 3."

I "Rigsadvokaten Informerer", nr. 7, 2009, kommenterer rigsadvokaten ovennævnte højesteretsdom.

I TfK 2006.505 VLD var en person i sagens forhold 1 tiltalt for at have modtaget "en ikke ubetydelig mængde" amfetamin med henblik på videreoverdragelse. Tiltalte blev delvist domfældt for dette forhold ved landsretten, som herom blandt andet udtalte: "Således som anklageskriftet er udformet, kan der med hensyn til mængden af amfetamin alene anses for at være rejst tiltale for at have modtaget en mængde på ikke under 50 g amfetamin, som er den mængde, der efter retspraksis kræves, for at forholdet er omfattet af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt."

I TfK 2004.574/1 HD hjemviste Højesteret en fældende dom vedrørende medvirken til indsmugling af narkotika til fornyet behandling i landsretten. Højesteret udtalte blandt andet: "Hverken anklageskriftet, hvis formulering ikke blev ændret under sagen, eller hovedspørgsmålet indeholder for så vidt angår den principale tiltale for medvirken nogen form for beskrivelse af, på hvilken måde T1, der ikke indrejste sammen med T2 ved indsmuglingen, skulle have medvirket til indførslen af kokainen. Selv om det kan være vanskeligt at fastlægge den nærmere rollefordeling mellem flere, der samvirker om forbrydelser, fører bestemmelserne i retsplejelovens § 831 og § 888 efter vores opfattelse til, at det ikke er tilstrækkeligt i et tilfælde som det foreliggende blot at angive, at en tiltalt har medvirket til en nærmere beskrevet indsmugling af narkotika, foretaget af en anden. Den valgte udformning af tiltalen og spørgsmålet til nævningerne har indebåret en sådan vanskeliggørelse af T1's forsvar, at der efter vores opfattelse ikke kan bortses fra, at en iagttagelse af reglerne i retsplejelovens § 831 og § 888 kunne have medført et andet udfald af sagen."

I TfK 2004.611 VLD var der rejst tiltale for overtrædelse af "straffelovens § 245, stk. 1 - legemsangreb af særlig rå og brutal karakter, ved ......". Ordene ".. eller farlig ..", som fremgår af straffelovens § 245, stk. 1, fremgik således ikke af anklageskriftet. Landsretten fandt de tiltalte skyldige i vold men fandt ikke, at legemsangrebet havde "været af særlig rå og brutal karakter, jf. straffelovens § 245, stk. 1." Anklagemyndigheden gjorde under proceduren gældende, at der vil kunne dømmes for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, for legemsangreb af særlig farlig karakter, fordi der er benyttet håndvægte ved voldsudøvelsen. Landsretten udtalte blandt andet: "Anklageskriftet for byretten, som ankemeddelelsen henviser til, er formuleret således, at det vedrører overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, legemsangreb af særlig rå og brutal karakter. Med denne formulering af anklageskriftet er der ikke grundlag for, at landsretten kan henføre forholdet under straffelovens § 245, stk. 1, fordi legemsangrebet eventuelt har været af særlig farlig karakter. Herefter er de tiltalte skyldige i overtrædelse af straffelovens § 244 ved i forening at have udøvet vold i det foran anførte omfang."

I TfK 2002.43 ØLD frifundet for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 15, stk. 3, "ved torsdag den 21. december 2000 kl. 15.44, at have ført Mazda 323 personbil, reg.nr. - - - ad Holbækmotorvejen mod vest i Vallensbæk Kommune og undladt at afpasse afstanden til de forankørende, så der ikke var fare for påkørsel, hvis køretøjet foran standsede eller dets hastighed nedsattes." Landsretten begrundede frifindelsen således: "Anklageskriftet indeholder ikke angivelse af den eller de strækninger, hvorunder den anførte videooptagelse har fundet sted, den hastighed, hvormed tiltalte førte sit køretøj, eller afstanden til det forankørende køretøj. Efter bevisførelsen og således som sagen er procederet af anklagemyndigheden, lægger landsretten til grund, at tiltalen omfatter tiltaltes to kørsler i kombination. Landsretten finder under disse omstændigheder, at anklageskriftet ikke opfylder de krav, som stilles i retsplejelovens § 930, jf. § 926, jf. § 831, stk. 1, nr. 3, til den tilstrækkelige og tydelige betegnelse af det forhold, tiltalen angår."

I TfK 2001.389 VLD ankede tiltalte byrettens dom for overtrædelse af straffelovens § 244 "ved natten til søndag den 8. august 1999 ud for restaurant Sunrise, Jomfru Anegade 14, Aalborg, at have slået A i ansigtet med knyttet hånd, hvorved han mistede en tand i overmunden." Tiltalte påstod for landsretten frifindelse. Til støtte herfor gjorde tiltalte blandt andet gældende, at der ved byretten var sket domfældelse "for et forhold, der ikke er rejst tiltale for". Landsretten frifandt den pågældende med henvisning til det af sagen omhandlede hændelsesforløb ikke var omfattet af anklageskriftets gerningsbeskrivelse. Landsretten utalte herom nærmere: "Ifølge anklageskriftet er tiltalte tiltalt for at have slået A i ansigtet med knyttet hånd, hvorved han mistede en tand i overmunden. Tiltalte er i byretten frifundet for at have slået A ansigtet med knytnæve, medens det er lagt til grund, at tiltalte har slynget sin arm omkring A hvorved han faldt, ligesom hun har sat sig oven på ham og trukket hans hoved bagover. Landsretten finder ikke, at dette hændelsesforløb er omfattet af anklageskriftets beskrivelse af det strafbare forholds udførelsesmåde, og landsretten frifinder derfor tiltalte."

2.13.3 - Berigtigelse af anklageskriftet under hovedforhandlingen
Af retsplejelovens § 836, stk. 2, fremgår, at anklageskriftet under hovedforhandlingen kun kan udvides med andre forhold med tiltaltes samtykke, medmindre forholdet er begået under hovedforhandlingen. Af § 836, stk. 2, 3. pkt., følger forudsætningsvist, at anklagemyndigheden kan foretaget "berigtigelser" af anklageskriftet under hovedforhandlingen uden hverken rettens eller tiltaltes samtykke. Retsplejelovens § 883, stk. 4, der vedrører rettens adgang til at fravige tiltalen, kan bidrage til afklaringen af, hvornår der foreligger en "udvidelse" af tiltalen, eller hvornår der blot er tale om en "berigtigelse". § 883, stk. 4, skal ses i sammenhæng med § 883, stk. 3, som fastslår hovedreglen om, at retten ikke kan domfælde for noget forhold, der ikke er omfattet af tiltalen. § 883, stk. 4, har følgende indhold: "Derimod er retten ikke udelukket fra at henføre det påtalte forhold under en anden strafbestemmelse end den, anklagemyndigheden har påstået anvendt. Retten kan også fravige tiltalen med hensyn til de med lovovertrædelsen forbundne biomstændigheder (tid og sted mv.). Dette kan dog kun ske, hvis retten med sikkerhed skønner, at tiltalte, også under forudsætning af sådan afvigelse fra tiltalen, har haft fyldestgørende adgang til forsvar. Finder retten, at dette ikke er tilfældet, eller nærer den tvivl i så henseende, skal den, inden dens afvigende bedømmelse lægges til grund for domfældelse, give parterne lejlighed til at udtale sig og efter omstændighederne udsætte sagen i det tidsrum, der er nødvendig for at varetage forsvaret."

I TfK 2011.137 VLD, hvor der var rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 192 a for besiddelse af et jagtgevær og ammunition, anmodede anklagemyndigheden under sagens behandling ved landsretten om tilladelse til at berigtige anklageskriftet, således at ordene "at have besiddet 49 patroner, cal. 16 af mærket Gyttorp Steel 70 mm og Kent Champion Pro Steel 67 mm" ændredes til: "at have besiddet 46 patroner, cal. 12 af mærket Gyttorp Steel 70 mm og 3 patroner, cal. 16 af mærket Kent Champion Pro Steel 67 mm". Forsvareren protesterede herimod, idet han gjorde gældende, at der er tale om en udvidelse af tiltalen, der ifølge retsplejelovens § 917, stk. 1, jf. § 836, stk. 2, kræver tiltaltes samtykke. Landsretten tillod ikke den omhandlede "berigtigelse", idet man fandt, at der reelt var tale om en udvidelse af tiltalen. Landsretten udtalte blandt andet: "Landsretten har ved en beslutning truffet under hovedforhandlingen fastslået, at der er tale om en udvidelse af tiltalen, der ikke kan ske uden tiltaltes samtykke. Landsretten har herved lagt vægt på, at tiltalen, som den er rejst, angår besiddelse af et jagtgevær og 49 patroner, der ikke passer til geværet, idet geværet er kaliber 12, mens patronerne ifølge formuleringen af tiltalen i forhold 2 er kaliber 16. Den ændring, som anklagemyndigheden har ønsket, vil indebære, at tiltalen angår besiddelse af et jagtgevær og 49 patroner, hvoraf de 46 patroner passer til geværet. Der ville således i realiteten være tale om en udvidelse af tiltalen fra at angå besiddelse af et jagtgevær uden tilhørende ammunition til at angå besiddelse af et jagtgevær med tilhørende ammunition."

I TfK 2010.214 ØLD havde anklagemyndigheden rejst tiltale mod en person for forsøg på overtrædelse af bekendtgørelse om privates indførsel af lægemidler. Der kan straffes med bøde for overtrædelse af bestemmelsen, og anklagemyndigheden havde således nedlagt påstand om bøde. Under hovedforhandlingen ønskede anklagemyndigheden at ændre tiltalen, således at den pågældende skulle tiltales for "at have indført" og ikke for "at have forsøgt at have indført". Dette tillod landsretten ikke. Landsretten udtalte: "Tiltalen i sagen er rejst som en forsøgshandling. Strafbart forsøg forudsætter efter straffelovens § 21, stk. 3, at der for lovovertrædelsen [kan] idømmes en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder. Dette er ikke tilfældet i det konkrete tilfælde, hvor strafferammen alene er bøde. En berigtigelse under hovedforhandlingen af et anklageskrift, hvorved et ikke-strafbart forhold erstattes i beskrivelse med et strafbart kan ikke finde sted, jfr. retsplejelovens § 836, stk. 2."

I sagen TfK 2009 941 VLD fik anklagemyndigheden ikke lov til under hovedforhandlingen i landsretten at påstå en række tyveriforhold henført under straffelovens § 286, stk. 1, der hverken er nævnt i retsmødebegæringen for byretten, i byrettens retsbog for det retsmøde, hvor sagen blev fremmet efter retsplejelovens § 831, eller i ankemeddelelsen. Byrettens dom blev stadfæstet i landsretten.

I TfK 2010.304 VLD var en person tiltalt efter straffelovens § 119, stk. 1, blandt andet for at være fremkommet med trusler over for fængselsbetjent A. Efter retsplejelovens § 834. stk. 1, skal anklageskriftet indeholde oplysninger om det forhold, der rejses tiltale for. Det fremgår af § 834, stk. 2, nr. 1 og 4, at oplysningerne blandt andet skal omfatte forbrydelsens kendetegn, som de fremgår af reglen, og en kort beskrivelse af de forhold, der rejses tiltale for med en sådan angivelse af blandt andet udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder, som er nødvendig for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse. Landsretten udtalte blandt andet, at anklageskriftet hverken indeholder "en angivelse af, at truslerne angik trusler om vold, eller ordlyden af truslerne". Landsretten udtalte videre: "Herefter opfylder anklageskriftet, der ikke er søgt berigtiget for byretten, ikke kravene efter retsplejelovens § 834. Byretten burde derfor have afvist den del af sagen, der angår overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, begået over for A". Den pågældende blev derpå frifundet for at have fremsat de af sagen omhandlede trusler.

I TfK 2005.6/3 ØLD kunne tiltalen i medfør af retsplejelovens § 836, stk. 2, ikke udvides mod tiltaltes protest, således at straffelovens § 247, stk. 2, tillige skulle citeres vedrørende det voldsforhold efter straffelovens § 244, som byretten havde fundet tiltalte skyldig i. Landsretten udtalte blandt andet: "Uanset det i anklageskriftets beskrivelse af forhold 4 udtrykkeligt er anført, at forurettede var kontrollør eller dørmand, finder landsretten ikke, at der hermed er givet en så tilstrækkelig beskrivelse af forholdet, at dette kan henføres til straffelovens § 247, stk. 2, når denne bestemmelse ikke samtidig er nævnt i anklageskriftet, jf. retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3. Det bemærkes herved navnlig, at det ikke er utvivlsomt, at dørmænd eller kontrollører i enhver situation er omfattet af straffelovens § 247, stk. 2. Mod tiltaltes protest kan tiltalen derfor ikke udvides som efter anklagemyndighedens påstand, jf. retsplejelovens § 833, stk. 2 og 3."

I TfK 2005.179 VLD blev en person ved byretten fundet skyldig i brandstiftelse efter straffelovens § 181, stk. 1. Anklagemyndigheden under sagens behandling ved landsretten om tilladelse til at berigtige tiltalen, således:
at forholdet henføres både under straffelovens § 181, stk. 1 og 2,
at der efter »Silkeborg,« indsættes »til dels«,
at »til sin ejendom« ændres til »på sin hustrus ejendom«,
at der efter »skade på« indsættes »tiltaltes og hustruens« og at »ejendommen til« ændres til »på hustruens ejendom til«. Forsvareren protesterede. Landsretten fandt, at berigtigelsen, der var anmodet om, ikke angik "biomstændigheder" og tillod ikke berigtigelsen mod tiltaltes protest. Landsretten udtalte: ""Landsretten finder, at de yderligere ændringer, som anklagemyndigheden har anmodet om tilladelse til at foretage i tiltalen for landsretten, ikke kan anses som biomstændigheder. Berigtigelsen af tiltalen vil derfor kun kunne ske i overensstemmelse med retsplejelovens § 833, stk. 2 [nu § 836, stk. 2]. Da tiltalte ikke har samtykket i berigtigelsen, tages anklagemyndighedens begæring om den yderligere berigtigelse af tiltalen ikke til følge."

I TfK 2005.336/2 ØLD toges en påstand om konfiskation nedlagt under hovedforhandlingen i landsretten ikke til påkendelse ved landsretten. Landsretten udtalte herom: "Vedrørende den nedlagte påstand om konfiskation bemærkes, at byrettens dom ikke omtaler en sådan påstand, ligesom anklagemyndigheden ikke har nedlagt påstanden særskilt i ankemeddelelsen af 17. september 2004. Under disse omstændigheder finder landsretten at måtte give tiltalte medhold i, at påstanden herom, der under anken først er blevet nedlagt under selve domsforhandlingen, ikke bør kunne tages under påkendelse af landsretten."

I TfK 2002.644/2 VLD var tiltalte i byretten fundet skyldig i overtrædelse af blandt andet straffelovens § 222, stk. 1, og § 216. Tiltalte var blevet frifundet for et forhold. Anklagemyndigheden berigtigede for landsretten berigtiget tiltalen således: ".. I forhold 2 tilføjes efter straffelovens § 222, stk. 1,: »til dels jf. § 224«. I forhold 3 tilføjes efter § 223, stk. 2,: »til dels jf. § 224«. Efter »Kolding« indføjes ordene »under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed«. .." Tiltalte protesterede mod, at der i forhold 3 indføjes ordene »under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed«. Landsretten tillod ikke berigtigelsen mod tiltaltes protest og udtalte herom: "Med hensyn til anklagemyndighedens berigtigelse af tiltalens forhold 3 tiltræder landsretten, at tiltalens forhold 3 ikke opfylder betingelserne i retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, og tiltalen findes ikke mod tiltaltes protest at kunne ændres under anken, som anført af anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 965a, jf. § 833. Sagen afvises derfor, for så vidt angår forhold 3."

I TfK 2002.639/2 OE ankede tiltalte byrettens dom, hvor han var blevet fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191. For landsretten påstod tiltalte frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 191 i forhold 2-6 som følge af, at der ikke i anklageskriftet er rejst tiltale for køb med henblik på overdragelse, jf. retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, samt frifindelse i forhold 4 for så vidt angår 150 g heroin, frifindelse i forhold 5 og frifindelse for 100 g heroin i forhold 6, samt i øvrigt til formildelse. Tiltalte blev ved landsretten frifundet for overtrædelse af bestemmelsen. Landsretten udtalte vedrørende dette blandt andet: "Da anklageskriftet ikke indeholder en tilstrækkelig og tydelig angivelse af, at tiltalte skulle have købt eller forsøgt at købe stoffet med henblik på overdragelse, jf. retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, jf. § 965, stk. 1, og da den manglende beskrivelse ikke kan anses som en biomstændighed, jf. § 908, stk. 4, frifindes tiltalte i det hele for overtrædelse af straffelovens § 191."

2.13.4 - Fremsendelse af anklageskrift, forkyndelse af hovedforhandlingen overfor tiltalte mv.
Af retsplejelovens § 835 følger, at anklagemyndigheden indleverer anklageskriftet til retten, og at straffesagen "er indledt" ved indleveringen af anklageskriftet for retten. Det fremgår også, at anklagemyndigheden "uden ophold" sender kopi af anklageskriftet til forsvareren. Se

Rigsadvokatens cirkulæreskrivelse (RAC skrivelse 43/734 af 4. maj 1973 om genparter af anklageskrift og bevisfortegnelse til forsvarere (journalnummer 934/72).

Af retsplejelovens § 844, stk. 2, følger, at tiltalte har krav på forkyndelse med mindst 4 dages varsel. Retten kan i særlige tilfælde fastsætte et kortere varsel, for eksempel i forhold til hjemløse personer, der er vanskelige at komme i kontakt med. Vidner har normalt krav på "aftens varsel" - bor vidnet længere væk end 30 km., forlænges varslet med 2 døgn.

I sagen UfR 2003.1636 Ø var tiltalte udeblevet fra hovedforhandlingen i byretten i en sag, hvor denne var tiltalt for vold. Sagen var blevet fremmet i tiltaltes fravær, og han blev idømt en fængselsstraf. Tiltalte ankede til landsretten (dog kun som en udmålingsanke, idet tiltalte ikke havde opnået procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke skyldsspørgsmålet). I landsretten kom det frem, at stævningen ikke var blevet forkyndt med mindst 4 dages varsel for tiltalte. Da tiltalte ikke havde været lovligt tilsagt, blev byrettens dom ophævet, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling for byretten.

2.13.5 - Det er anklagemyndighedens (eller politiets) ansvar, at fængslede sigtede, tiltalte eller vidner bringes til retten
Det følger af retsplejelovens § 844, stk. 2 og 3, at det er anklagemyndighedens ansvar at bringe anholdte eller fængslede tiltalte eller vidner frem til retten. Stk. 3 har følgende ordlyd: "Er tiltalte fængslet eller anholdt, sørger anklagemyndigheden for, at tiltalte bringes til retten". Stk. 4, 2. pkt., i samme bestemmelse har følgende indhold: "Er et vidne fængslet eller hensat i forvaring, sørger anklagemyndigheden for, at den pågældende bringes til retten."

I Romanov mod Rusland afgjort den 20. oktober 2005 af EMD udtalte EMD i præmis 108 blandt andet, at staten er forpligtet til at sørge for, at frihedsberøvede sigtede eller tiltalte personer bringes til stede til retsmøder i straffesager mod denne.

Det følger modsætningsvist af retsplejelovens § 748, stk. 1, 3. pkt., at myndighederne har pligt til at "fremstille" sigtede for retsmøder. Kun i tilfælde, hvor en sådan fremstilling er forbundet med "uforholdsmæssigt besvær", kan den undlades. Der skal ganske meget til, før domstolene finder, at en sådant besvær måtte være "uforholdsmæssigt". I TfK 2001.333 VLK blev en sag hjemvist til fornyet behandling i byretten, idet landsretten ikke fandt, at det var "forbundet med uforholdsmæssigt besvær", at fremstille en person, der var indlagt til mentalundersøgelse i Århus til en fristforlængelse i Fredericia.

2.14 - Hovedforhandlingen i første instans

2.14.1 - Sagens udsættelse, tiltaltes udeblivelse fra retsmødet mv.

Retsplejelovens § 847 har følgende indhold:

"Stk. 1. Retten kan udsætte hovedforhandlingen, inden den er begyndt, hvis dette er nødvendigt af hensyn til retten selv eller på grund af andre omstændigheder, herunder tiltaltes flugt, hindringer for anklagemyndigheden, tiltalte, forsvareren, vidner eller syns- og skønsmænd, ændringer i tiltalen eller anmeldelse af nye beviser.
Stk. 2. En part, der ønsker hovedforhandlingen udsat efter stk. 1, skal snarest muligt anmode retten herom."

I UfR 1971.191 ØLK havde tiltalte, der var arrestant, meddelt, at han "under ingen omstændigheder" ville lade sig fremstille i retten, idet han mente, at sagens udfald ville blive den samme, hvad enten han var tilstede eller ej. Efter denne udtalelse havde han smækket celledøren i, så en kriminalassistent var ved at komme i klemme mellem celledøren og karmen. Kriminalassistenten oplyste, at han tidligere havde kunnet tale med tiltalte, som villigt havde afgivet forklaring, men han var blevet fuldstændig afvisende og tillukket, efter at han havde været på Vestre fængsel og til mentalundersøgelse på Statshospitalet, Nykøbing Sjælland. Arrestforvareren og kriminalassistenten var overbevist om, at tiltalte kun kunne fremstilles i retten ved brug af magt, og at han under sin tilstedeværelse i retten hele tiden måtte være belagt med håndjern, for at han ikke skulle blive desperat og slå alt i stykker. Arrestforvareren oplyste videre, at tiltalte tidligere var gået helt amok og havde knust inventaret i den celle, han var indsat i. Der var ingen udsigt til, at tiltalte forandrede standpunkt eller optræden, idet han lige siden marts måned havde optrådt på denne uforsonlige måde. Arrestforvareren frarådede at lade tiltalte fremstille, idet det var uforsvarligt og umuligt uden at anvende magt. Anklagemyndigheden ville fremme sagen uden tiltaltes tilstedeværelse. Forsvareren protesterede mod, at der førtes vidner uden, at tiltalte var til stede. Landsretten tiltrådte, at sagen var blevet udsat og udtalte: "Da der ikke er oplyst omstændigheder, der kan begrunde, at domsforhandlingen påbegyndes uden tiltaltes tilstedeværelse, jfr. retsplejelovens §§ 846 og 847, og da bestemmelsen i § 151 om tiltaltes fjernelse fra retssalen ikke findes at kunne bringes til anvendelse, uden at tiltalte forinden har været fremstillet i retten, tiltrædes det, at domsforhandlingen er udsat."

I UfR 1988.114/3 HK var tiltalte i byretten blevet frifundet for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed. Anklagemyndigheden havde anket sagen, og anklageskriftet samt indkaldelse til hovedforhandlingen var forkyndt korrekt for tiltalte. Denne havde bosat sig i London og meddelte, at han ikke havde tænkt sig at møde til hovedforhandlingen. Han udeblev ved hovedforhandlingens begyndelse. Anklagemyndigheden påstod sagen fremmet i tiltaltes fravær, hvilket forsvareren protesterede imod. Hverken landsretten eller Højesteret ville fremme sagen i tiltaltes fravær og udsatte derfor sagen. Højesteret udtalte blandt andet: "Som anført i kendelsen har tiltalte siden foråret 1981 haft fast bopæl i London, og han er fortsat bosat der. Under disse omstændigheder findes det forhold, at tiltalte i skrivelsen af 25. juni 1987 tilkendegav, at han ikke ville give møde til den berammede domsforhandling, og at dette muligt - som af anklagemyndigheden anført - skyldes et ønske om at unddrage sig videre strafforfølgning, ikke at kunne begrunde, at hans udeblivelse sidestilles med en undvigelse efter retsplejelovens § 847, stk. 2, nr. 1. Højesteret tiltræder herefter, at sagen ikke kan fremmes efter denne bestemmelse. Det bemærkes i øvrigt, at det tilkommer den ret, der skal dømme i en straffesag, at skønne over, om den kan fremmes i tiltaltes fravær, og at der kun under ganske særlige omstændigheder vil være grundlag for at tilsidesætte dette skøn."

I retsplejelovens § 855 findes virkningerne af, at tiltalte udebliver fra et retsmøde "trods lovlig indkaldelse og uden oplyst lovligt forfald". Af bestemmelsen fremgår blandt andet, at bevisførelsen (i visse tilfælde) kan gennemføres uden tiltaltes tilstedeværelse, hvis retten "finder at dette er foreneligt af hensyn til tiltalte". Det fremgår også, at tiltalte på trods af sit fravær kan idømmes kortere fængselsstraffe ved sådan udeblivelse. Se også bestemmelserne om forkyndelse ovenfor.

Af retsplejelovens § 855, stk. 2, følger (modsætningsvist), at vidner ikke kan føres i tilfælde, hvor tiltalte er udeblevet som følge af sygdom eller manglende forkyndelse.

Ved lov nr. 256 af 8. maj 2002 blev retsplejelovens dagældende § 847, stk. 3, nr. 4, (nu § 855, stk. 3, nr. 4) ændret, således at en sag kan fremmes til dom i tiltaltes fravær i tilfælde, hvor tiltalte udebliver trods lovlig forkyndelse, hvis retten ikke finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig, og når tiltalte ikke idømmes højere straf end ubetinget fængsel i 3 måneder. Tidligere var det en betingelse, at der alene var spørgsmål om ubetinget frihedsstraf i 30 dage eller derunder. Det blev i § 987, stk. 2, bestemt, at den tiltalte har krav på genoptagelse af sagen, hvis sagen er fremmet i tiltaltes fravær efter § 855, stk. 3, nr. 4. Hovedreglen er at begæringen om genoptagelse skal være fremsat overfor den dømmende ret senest 4 uger efter, at dommen er forkyndt for tiltalte. Se Rigsadvokatens kommentarer fra oktober 2004 om bestemmelserne.

2.14.2 - Tiltaltes udelukkelse fra retslokalet under afhøring af vidner eller medtiltalte
Ifølge § 856 kan tiltalte pålægges at forlade retslokalet under afhøring af vidner eller medtiltalte, når der foreligger "særegne grunde" til at antage, at en uforbeholden forklaring ellers ikke vil kunne opnås. Alene hensynet til, at en "uforbeholden forklaring" ellers ikke vil kunne opnås, vil kunne begrunde anvendelse af bestemmelsen. I sagen UfR. 1995.590 H.K. henviste Rigsadvokaten til, "at der i denne sag er særegne grunde til at antage, at en uforbeholden forklaring ikke vil blive afgivet af de tiltalte, såfremt de påhører hinandens forklaringer. det er derfor afgørende for sagens oplysning, at de tiltalte hver for sig afhøres om deres kendskab til vidner, deres indbyrdes relationer samt de enkelte tiltalepunkter, da det kun herigennem vil kunne undgås, at de tiltalte indbyrdes afstemmer deres forklaringer og deres stillingtagen til tiltalepunkterne". Højesteret fandt, at bestemmelsen "efter sin ordlyd må forstås således, at det alene er hensynet til at opnå en uforbeholden forklaring fra medtiltalte og vidner, der kan begrunde, at en tiltalt udelukkes fra at overvære disses forklaringer". I den konkret sag fandt Højesteret ikke, at der "vil være større mulighed for at få en uforbeholden forklaring fra nogen (med)tiltalt, hvis en eller flere af de øvrige tiltalte ikke overværer vedkommendes forklaring". Det fremgår således af kendelsen fra Højesteret, at bestemmelsen ikke kan anvendes af anklagemyndigheden som et værn mod, at flere tiltalte i samme straffesag måtte udnytte muligheden for at overvære hinandens forklaringer til at afstemme deres forklaringer med hinanden.

I UfR. 1998. 665 Ø.L.K. blev tiltalte, der havde tilknytning til en rockergruppe, ført ud, medens et vidne afgav forklaring. Forsvareren fik medhold i, at vidnet skulle afhøres om "grunden til hans begæring". Vidnet forklarede, at han var "bange for repressalier. Han har ikke været ude for trusler, men han har fået at vide, at folk, som han ikke kender, har spurgt efter ham på bopælen. Vidnet føler det ubehageligt at afgive forklaring, mens tiltalte er til stede". Retsformanden fandt, at der forelå "særegne grunde", der kunne begrunde, at tiltalte førtes ud af retslokalet, medens tiltalte afgav forklaring. Tiltalte blev herefter placeret i et lokale, hvor han via et højtaleranlæg kunne overhøre vidneforklaringen.

Af § 856, stk. 4, følger, at en polititjenestemand, der har opereret som politiagent under sagens opklaring, kan afgive forklaring uden at skulle afsløre sin identitet. Af stykke 6 fremgår det, at rettens formand kan bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, når en politiagent eller "en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion" afhøres. Bestemmelsen kræver dog, at dette skal være "påkrævet af hensyn til hemmeligholdelsen af polititjenestemandens identitet, og det må antages at være uden væsentlig betydning for tiltaltes forsvar".

Formuleringen af denne bestemmelse forudsætter, at det i dansk ret skal sandsynliggøres, at det er "uden væsentlig betydning" for tiltaltes forsvar, at politiagenten føres anonymt, når blot dette er påkrævet af hensyn til hemmeligholdelsen af den pågældendes identitet. Det fremgår af EMRK artikel 6, at tiltalte har ret til enten selv eller gennem sin forsvarer at afhøre vidner herunder de vidner, der føres mod denne. Den europæiske menneskerettighedsdomstol (EMD) har afgjort, at der skal foreligge "ekstraordinære forhold", førend det kan tillades, at personer ansat i politiets tjeneste optræder som anonyme vidner, uden at dette krænker EMRK artikel 6. EMD begrunder blandt andet denne begrænsning med politipersonales relation til anklagemyndigheden. Derudover henviser EMD til, at det at skulle vidne i et åbent retsmøde, er et forhold, som man som udgangspunkt må tåle, når man har valgt at gøre tjeneste ved politiet.

I afgørelsen Van Mechelen m. fl. mod Holland afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 23. april 1997, fandt EMD, at der var sket en krænkelse i et tilfælde, hvor politifolk optrådte som anonyme vidner, fordi de "ekstraordinære forhold", der eventuelt kan begrunde sådan vidneførsel, ikke sås at være til stede. Der var tale om en røverisag, hvor de tiltalte blev dømt for at have skudt mod og såret politifolk under deres flugt væk fra røveriet, som tillige var udført på en brutal måde. De national domstoles henvisning til, at der var tale om alvorlig kriminalitet, og til at politifolkene konkret følte sig bange for at vidne i et åbent retsmøde, kunne ikke begrunde, at politifolkene kunne optræde som anonyme vidner. Vidnerne afgav forklaring under hovedforhandlingen fra et tilstødende lokale. Tiltalte, forsvareren og anklageren kunne høre afhøringen fra selve retslokalet, og de havde selv mulighed for at stille spørgsmål. EMD fremhævede det uheldige i, at tiltalte (og forsvareren) ikke kunne se vidnernes reaktioner, medens disse udtalte sig. Dette begrænsede efter EMDs opfattelse disses muligheder for at vurdere vidnernes troværdighed.

Den omstændighed, at tiltalte i dansk ret kan føres ud af retslokalet, medens politiagenter afhøres, når blot tiltaltes tilstedeværelse i retslokalet kan føre til, at vidnets identitet ikke længere kan holdes skjult, og dette må anses for at "være uden væsentlig betydning" for tiltaltes forsvar, synes med henvisning til ovennævnte praksis ved EMD at være uforenelig med artikel 6, som kun tillader denne fremgangsmåde, når der foreligger "ekstraordinære forhold".

2.14.3 - Adgangen til at lade bevisførelsen helt eller delvist gå om efter lange afbrydelser af hovedforhandlingen
Af retsplejelovens § 858, stk. 1, følger, at en hovedforhandling, der er begyndt, "¨så vidt muligt" skal fortsættes uafbrudt, indtil retten har truffet endelig afgørelse i sagen. § 858, stk. 2, vedrører det tilfælde, hvor hovedforhandlingen har været afbrudt. Bestemmelsen lyder således: "Har hovedforhandlingen været afbrudt, bestemmer rettens formand, om og i hvilket omfang det, der allerede er foretaget, skal gentages, når hovedforhandlingen genoptages".

Retsplejelovens udgangspunkt om, at hovedforhandlingen så vidt muligt skal gennemføres uafbrudt, stemmer godt overens med det såkaldte bevisumiddelbarhedsprincip, der indebærer, at bevisførelsen skal foregå for den dømmende ret, således at retten har en direkte adgang til at forholde sig til de førte beviser. Adgangen i retsplejeloven til at lade bevisførelsen gå helt eller delvist om som følge af, at hovedforhandlingen har været afbrudt, blev indsat allerede i den første retsplejelov. Ifølge Straffeprocesudkast 1899, mot. sp. 155 (472) vil det "Så snart man ikke kan være sikker på, at indtrykket fra den Stedfundne del af Forhandlingen er bevaret usvækket, være rettest at lade denne gå om igen".

Måtte retten - for eksempel af procesøkonomiske hensyn - vælge at fortsætte en hovedforhandling, der har været afbrudt, uden at bestemme, at den forud for afbrydelsen foretagne bevisførelse skal gå om, kan den almindelige grundsætning om, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode, sammenholdt med princippet i dansk ret om, at bevisbedømmelsen er fri, føre til, at retten vælger at vægte beviser, der måtte belaste tiltalte, og som er ført forud for afbrydelsen, lavere, og beviser, der måtte være til gavn for tiltalte, og som er ført forud for afbrydelsen, højere, hvis det er langt tilbage i tiden, at bevisførelsen er fundet sted. En sådan fremgangsmåde kan tænkes i nogle tilfælde at ville kunne kompensere for risikoen for, at rettens opfattelse af den omhandlede bevisførelse kan være blevet forvansket.

Til belysning af, hvor lang tid, der skal forløbe, uden at "indtrykket fra den stedfundne del af forhandlingen er bevaret usvækket", kan der henvises til TfK 2005.184/1 ØLK, hvor landsretten godkendte, at der blev berammet retsmøder på lørdage, for at få sagen hurtigst muligt afsluttet. Her udtalte landsretten blandt andet: "Landsretten tiltræder, at det ikke findes forsvarligt, at proceduren i en sag, hvor der er anvendt 14 retsdage, og hvor bevisførelsen hovedsageligt har bestået i gennemsyn af videoklip, først afholdes fem måneder efter bevisførelsens afslutning."

2.14.4.1 - Tiltaltes ret til ikke at udtale sig under retsmøder
Af retsplejelovens § 861 følger, at retten, når anklagemyndigheden har læst anklageskriftet op, skal gøre "tiltalte bekendt med, at tiltalte ikke har pligt til at udtale sig". Politiet har en tilsvarende pligt under politiafhøringer, idet det af retsplejelovens § 752, stk. 1, om politiets afhøringer fremgår, at politiet inden afhøringen "udtrykkeligt" skal gøre sigtede bekendt med sigtelsen "og med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig". Retsplejelovens § 863, stk. 1, lyder: "Bevisførelsen indledes med, at rettens formand spørger, om tiltalte er villig til at afgive forklaring. I bekræftende fald bestemmer formanden, på hvilket tidspunkt under bevisførelsen forklaringen skal afgives."

Per Lindegaard og Jørgen Trolle anfører i "Procedure i straffesager", Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, København 1975, side 65, om tiltaltes ret til ikke at udtale sig, at "tavshedsretten indebærer, at han også kan nægte at svare på enkelte spørgsmål .."

Tiltaltes ret til ikke at udtale sig til politiet eller under hovedforhandlingen hænger sammen med det generelle forbud mod selvinkriminering.

2.14.4.2 Afhøringen i retten, afhøringens form, ledende spørgsmål mv.

Af retsplejelovens § 863, stk. 2, fremgår følgende: "Når tiltalte afgiver forklaring, sker det ved, at anklageren stiller tiltalte spørgsmål om sagen. Derefter kan forsvareren stille spørgsmål til tiltalte. Anklageren, forsvareren og enhver af dommerne, nævningerne, domsmændene og de sagkyndige retsmedlemmer, jf. § 869, kan stille yderligere spørgsmål til tiltalte."

Retsplejelovens § 866, stk. 1, har følgende ordlyd: "Anklagemyndighedens vidner afhøres af anklageren og derefter af forsvareren. Forsvarets vidner afhøres først af forsvareren eller af tiltalte og derefter af anklageren. Rettens formand kan træffe bestemmelse om en anden rækkefølge."

Om fremgangsmåden under afhøringer i retten se også ovenfor under retsplejelovens § 754.

Per Lindegaard og Jørgen Trolle behandler "Procedure i straffesager", Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, København 1975, side 74 f, blandt andet spørgsmålet om afhøring af vidner. De anfører blandt andet:

"Ledende spørgsmål, spørgsmål der efter deres form venter et bestemt svar, er ikke direkte forbudt, men kan komme i strid med forbuddet om, at afhøringen skal ske på en måde, som er egent til at fremkalde en tydelig og sandfærdig forklaring. Sådanne spørgsmål rummer i almindelighed en større fare ved afhøring af vidner end ved afhøring af tiltalte, men også her gælder det, at de introducerende spørgsmål om kendsgerninger, der ikke er bestridt, kan stilles i almindelig samtaleform, således at man leder vidnet på vej og prøver at bidrage det ro og tryghed, så at det kan samle sine tanker og koncentrere sin hukommelse. "De bor ... gade nr. 17. Jeg forstår, at De lejer nogle værelser ud? Blandt Deres lejere var en ung mand ved navn ...? Han boede også hos Dem den 17.8.1974? Ud på aftenen hørte De noget tumult inde fra hans værelse? Hvad skete så?"

Herefter er man fremme ved afhøringstemaet og spørgsmål, der lægger vidnet svaret i munden, bør undgås. Der spørges ikke: "Havde han blod i ansigtet?", men: "Var der noget at bemærke ved hans udseende?" Hvis vidnet ikke bringes på sporet: "Så han ud som han plejede, når De mødte ham på gangen om aftenen?" Der kan være vidner, der er så træge, at det ikke eer muligt at gennemføre en afhøring uden at stille ledende spørgsmål. I sådanne tilfælde kan det for at komme igennem afhøringen være nødvendigt at stille ledende spørgsmål, indtil man kommer til de helt afgørende spørgsmål. Men denne fremgangsmåde bør kun følges, når det har vist sig, at det ikke er muligt at gennemføre afhøringen på normal måde, og ofte vil det være rigtigst direkte eller stiltiende at indhente rettens tilslutning ved f. eks. at bemærke, at man vist bliver nødt til at spørge, så man leder vidnet på sporet".

Afhøringsformen kan utvivlsomt påvirke en sags udfald, og det er derfor naturligt at være opmærksom på, hvorledes spørgsmål til sigtede, tiltalte og vidner stilles i retten (og navnlig hos politiet, hvor de omhandlede personer udtaler sig om sagen i dennes tidligste stadier, medens forsvareren oftest ikke er til stede). Gennemførelse af en ordning, hvor forklaringer afgivet til politiet og domstolene under en straffesag, optages på en lydfil, vil kunne føre til, at man for eksempel under en hovedforhandling ved en gennemgang af lydoptagelserne vil kunne få indblik i, hvorledes politiets afhøring af en sigtet eller et vidne er forløbet. Sådanne optagelser vil formentlig også kunne medvirke til, at det under anke af eller genoptagelse af en straffesag kan afdækkes, om en afhørt har været udsat for ledende spørgsmål eller måske egentlig pression under afhøringer såvel hos politiet som i tidligere retsinstanser. I Betænkning 1513 om optagelse og protokollering af forklaringer i straffesager afgivet i 2010 af Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg foreslås en ordning, hvorefter blandt andet forklaringerne under hovedforhandlingen i en straffesag skal optages på en lydfil. Af betænkningens side 52, 3. afsnit, fremgår det imidlertid udtrykkeligt, at udvalgets overvejelser om protokollering ikke omfatter "forklaringer, der afgives for politiet, heller ikke med hensyn til billed- og lydoptagelse af sådanne forklaringer". Udvalget forholder sig ikke til Den europæiske torturkomites (CPT) anbefalinger fremkommet i en rapport afgivet i 2008 efter komiteens besøg i Danmark i februar 2008. I rapportens præmis 21 henstillede komiteen til, at man i Danmark gennemfører en lovændring, der pålægger politiet at optage politiafhøringer på lydfil, som vil kunne afspilles for eksempel, hvis den afhørte gør gældende, at denne har været udsat for mishandling eller pression under afhøringen.

2.14.5 - Tiltaltes ret til at kommentere hvert enkelt vidneudsagn eller andet bevis ført for retten
Af retsplejelovens § 866, stk. 2, fremgår følgende: "Efter hvert enkelt vidnes forklaring og efter ethvert andet bevis har tiltalte adgang til at afgive forklaring, hvis beviset giver anledning til dette". Se kommentaren til § 738, stk. 1. Bestemmelsen er i sin formulering obligatorisk og ikke fakultativ. Der er således ikke hjemmel til at forhindre tiltalte i at gøre brug af sin ret til at forklare sig efter "hvert enkelt vidnes forklaring" og efter førelsen af "ethvert andet bevis" som for eksempel fremvisning af et synbart bevismiddel, et gerningsstedsrids eller lignende.

2.14.6 - Dokumentation og forehold under hovedforhandlingen af retsbøger, politirapporter mv. - rpl. § 871

Dokumentation af retsbøger
Har tiltaltes forsvarer ikke haft mulighed for at være til stede ved tidligere retsmøder, hvor vidner eller medgerningsmænd har været afhørt, kan disses forklaringer under disse tidligere retsmøder normalt ikke dokumenteres, idet forsvareren ikke har haft lejlighed til at afhøre de pågældende under retsmøderne.

I UfR 1992 949 VLD var en person fundet skyldig i byretten på grundlag af forklaringer afgivet til retsbøger fra medtiltalte og andre vidner under andre straffesager, som byretten havde tilladt anklagemyndigheden at dokumentere. Landsretten frifandt den pågældende og påtalte, at byretten havde tilladt dokumentation af de omhandlede forklaringer, uden at forsvareren havde haft mulighed for at være tilstede under de omhandlede straffesager, hvor de pågældende afgav deres forlaringer. Forsvareren havde således ikke haft mulighed for at kontraafhøre de pågældende. Landsretten henviste til EMRK artikel 6, stk. 3, litra d.

I TfK 2005.551/2 VLK havde anklagemyndigheden indkaldt et vidne, som var sigtet i samme sag som tiltalte, men hvis sag var udskilt til særskilt behandling. Vidnet havde i et tidligere retsmøde afholdt den 11. februar 2005 afgivet indenretlig forklaring. Tiltaltes forsvarer havde været indkaldt til dette retsmøde, men var ikke mødt. Vidnet meddelte, at vidnet ikke ønskede at afgive forklaring i mod de tiltalte. Anklagemyndigheden anmodede derfor om tilladelse til at dokumentere den indenretlige forklaring afgivet den 11. februar 2005, hvilket tiltaltes forsvarer protesterede imod. Byretten tillod ikke dokumentation af den omhandlede retsbog, hvilket anklagemyndigheden kærede til landsretten. Landsretten tillod dokumentationen blandt andet under henvisning til, at tiltaltes forsvarer var orienteret om retsmødet, og at det ikke var gjort gældende, at han ikke havde haft mulighed for at være til stede. Landsretten udtalte nærmere: "Inden A den 11. februar 2005 i byretten afgav forklaring som sigtet, blev han gjort bekendt med, at han ikke havde pligt til at udtale sig. Der er derfor ikke noget hensyn til ham, der afgørende taler imod, at hans dengang afgivne forklaring nu, hvor han har valgt ikke at afgive forklaring i sagen mod T, anvendes som bevis. T's forsvarer var ikke til stede, da A afgav forklaring, men det fremgår af retsbogen, at han var orienteret om retsmødet, og det er ikke gjort gældende, at han ikke havde lejlighed til at være til stede. Under disse omstændigheder er der heller ikke hensyn til T, som afgørende taler imod, at forklaringen anvendes som bevismiddel. Landsretten finder, at der under de nævnte omstændigheder er grundlag for undtagelsesvis at give tilladelse til, at A's tidligere afgivne forklaring anvendes som bevismiddel, således at dokumentation af forklaringen sker under hans tilstedeværelse, jf. retsplejelovens § 877, stk. 3."

I sagen TfK 2010.36 VLD tillodes dokumentation af medgerningsmands forklaringer afgivet til retsbog, uden at tiltaltes forsvarer havde været til stede, idet denne var blevet indkaldt til retsmødet med få dages varsel. Såvel byret som landsret undlod at tillægge forklaringen nogen bevismæssig vægt, hvorfor der skete frifindelse for forhold, hvor denne forklaring var "det reelt afgørende bevis" for tiltaltes skyld. Tiltalte var tiltalt for sammen med en rumænsk medgerningsmand "R" at have indført kokain fra Holland til Norge. Den rumænske medgerningsmand var i Norge blevet dømt for indførslen på grundlag af sin egen erkendelse. Han havde oplyst, at tiltalte havde bistået ham på forskellige måder med henblik på at få stoffet afhentet i Holland og leveret i Norge. Tiltalte erkendte, at han havde rejst til Holland og Norge sammen med medgerningsmanden, men at han ikke var vidende om, at medgerningsmanden indsmuglede narkotika under rejserne. Under retssagen i Norge var tiltaltes forsvarer "med få dages varsel to gange" været underrettet om retsmøder mod medgerningsmanden. Tiltaltes forsvarer havde imidlertid ikke mulighed for at give møde med så kort et varsel. Under straffesagen mod tiltalte i Danmark blev medgerningsmanden tilsagt som vidne men gav ikke møde. Byretten tillod dokumentation af medgerningsmandens forklaringer til politiet og i retten i Norge. Byretten udtalte herom nærmere: "Generelt bemærker retten, at den bevisværdi, der kan tillægges det dokumenterede materiale vedrørende afhøring af R hos det norske politi og i forbindelse med domsafsigelsen ved Øvre Romerike Tingrett afsagt den 25. juni 2008, skal ses på baggrund af, at forsvareren, uanset at han med få dages varsel to gange har været underrettet om retsmøder, reelt ikke har haft lejlighed til at varetage sin klients interesse. Herefter finder retten, at forklaringer afgivet af R under disse omstændigheder kun kan tillægges begrænset bevisvægt og således ikke kan danne baggrund for domfældelse, hvis R's udsagn må anses for det reelt afgørende bevis". Landsretten tiltrådte frifindelsen for det omhandlede forhold med følgende begrundelse: "Det må lægges til grund, at tiltalte har befundet sig i Oslo den 14. maj 2007 og den 24. juni 2007 sammen med R og også, at de er rejst til Oslo sammen den 24. juni 2007. Da der ikke er fundet noget narkotika i forbindelse med disse rejser, kan en domfældelse af tiltalte ikke alene baseres på disse beviser. R har ikke afgivet forklaring i denne sag, og tiltalte har ikke gennem sin forsvarer haft adgang til at stille spørgsmål til vidnet. Under disse omstændigheder tiltræder landsretten, at de dokumenterede forklaringer vil udgøre det reelt afgørende bevis i disse forhold, og de kan derfor ikke danne grundlag for domfældelse. På denne baggrund tiltræder landsretten, at tiltalte er frifundet i disse forhold." Tiltalte blev ved landsretten ligesom i byretten fundet skyldig i nogle andre forhold om indførsel af narkotika, idet der fandtes at være "objektive omstændigheder", der - udover medgerningsmandens forklaring - udgjorde et bevis for tiltaltes skyld.

Politiafhøring før afhøringen i retten kan forvanske afhøringens bevismæssige betydning
Det er helt almindeligt, at anklagemyndigheden (og i nogle tilfælde også forsvareren) under afhøringen i retten i de tilfælde, hvor tiltalte eller et vidne forud for retsmødet har udtalt sig om sagen til politiet, "foreholder" tiltalte eller vidnet dele af den forklaring, som den pågældende tidligere har afgivet til politiet. Dette sker ved at oplæse politiets referat af forklaringen fra relevante politirapporter for den pågældende i rettens påhør. Derpå spørges den pågældende om, hvorvidt det er korrekt, at den pågældende har forklaret til politiet, således som forklaringen er refereret i politirapporten. Forehold sker normalt, fordi anklageren (eller forsvareren) under den pågældendes afgivelse af forklaring i retten bemærker, at den forklaring, som fremkommer i retten, helt eller delvist afviger fra den forklaring, som den pågældende har afgivet til politiet, og som fremgår af den politirapport, der ønskes foreholdt den pågældende. Er der afvigelser mellem de forklaringer, der er afgivet til politiet ifølge politiets rapport, og den forklaring, som den afhørte afgiver i retten, kan dette få væsentlig betydning for rettens bedømmelse af forklaringens troværdighed. Derfor er det af afgørende betydning, at afhøringen hos politiet er foregået på en måde, der sikrer mest muligt, at personen ikke er blevet manipuleret med eller har været udsat for pres fra politiet for at formå den pågældende at fremkomme med en urigtig forklaring (for eksempel en falsk tilståelse).

I en skrivelse af 19. maj 2009 fra Sydsjællands og Lolland-Falster Politi (politiets sagsnummer 1900-73241-00657-08) havde politiet nægtet at imødekomme forsvarerens begæring om at indkalde nogle vidner til at afgive forklaring i retten, som ifølge tiltalte skulle have overværet episoden, som klienten var tiltalt for (vold foran et værtshus i Nykøbing F.) Politiet henviste i brevet til, at vidnerne "hverken er anført i politirapporterne eller afhørt" [af politiet]. Det er helt almindeligt, at politiet afhører et vidne og tiltalte "til rapport", inden vidnet eller tiltalte udtaler sig i retten. Da der ikke sker lydoptagelse af afhøringen, da forsvareren ikke er til stede under politiets afhøring af vidner, og da forsvareren ofte ikke er til stede under afhøringen af tiltalte, er det ikke muligt for forsvareren (eller retten) at efterprøve forklaringens validitet på anen måde end under en fornyet afhøring af den pågældende i retten.

Lydoptagelse af politiafhøringer af sigtede og vidner i udlandet og i Danmark
I Storbritannien og flere steder i USA skal politiet foretage video- og/eller lydoptagelser af afhøringer. Flere mener, at afspilning af sådanne optagelser i retten øger retssikkerheden, idet der er mindre tvivl om, hvorvidt en sigtet har været manipuleret med eller under pres under afhøringen hos politiet. Tilstedeværelsen af sådanne optagelser vil formentlig gøre det mindre betænkeligt under afhøringen i retten at foreholde tiltalte og vidner de forklaringer, som de pågældende har givet til politiet.

Den europæiske torturkomite (CPT) besøgte i februar 2008 Danmark og afgav i september samme år en rapport til de danske myndigheder med sine henstillinger mv. I rapportens præmis 21 henstillede komiteen til, at man i Danmark gennemfører en lovændring, der pålægger politiet at optage politiafhøringer på lydfil, som vil kunne afspilles for eksempel, hvis den afhørte gør gældende, at denne har været udsat for mishandling eller pression under afhøringen. Komiteen udtaler blandt andet: "The electronic (i.e. audio and/or video) recording of police interviews represents an important additional safeguard against the ill-treatment of detainees. Such a facility can provide a complete and authentic record of the interview process, thereby greatly facilitating the investigation of any allegations of ill-treatment. This is in the interest both of persons who have been ill-treated by the police and of police officers confronted with unfounded allegations that they have engaged in physical ill-treatment or psychological pressure. Electronic recording of police interviews also reduces the opportunity for defendants to later falsely deny that they have made certain admissions. Consequently, the CPT invites the Danish to reconsider introducing electronic recording of police interviews."

Justitsministeriets besvarede 23. februar 2009 torturkomieens henstilling om at gennemføre lydoptagelse af politiafhøringer i Danmark. Af rapportens side 13 fremgår blandt andet, at de danske myndigheder ikke har tænkt sig at følge komiteens henstilling. Justitsministeriet henviser navnlig til de "praksiske problemer" ("practical aspects") samt til politiets og anklagemyndighedens "resourcer" ("resources"). Justitsministeriet anførte nærmere:

"..The Director of Public Prosecutions has noted that the CPT, at its visit in Denmark in 2008, heard no allegations of ill-treatment during police questioning and that the CPT has not otherwise found evidence of such treatment. According to the report of CPT, the great majority of people met by the CPT indicated that they had been correctly treated during questioning by the police.

It is clear that electronic recordings of police interviews would provide an additional safeguard for persons being interviewed by the police. However, the introduction of such measures into Danish law will give rise to a number of considerations of principles as well as practical aspects. Moreover, police and prosecution resources must be taken into account.

It is the assessment of the Director of Public Prosecutions that there are at the moment no specific indications of a need for electronic recordings of police interviews. .."

Læs hele Justitsministeriets besvarede 23. februar 2009 til torturkomiteen her.

Forehold af tilståelser opnået under afhøring af sigtede, uden at en forsvarer har været til stede under afhøringen

Efter praksis må anklagemyndigheden ikke dokumentere eller foreholde (oplæse for retten) politirapporter vedrørende forklaringer, der kan være til skade for tiltalte, og som tiltalte har afgivet under politiafhøringer, hvor sigtedes rettigheder har været tilsidesat, hvis sådanne forklaringer kan antages at ville være "afgørende bevis" mod tiltalte.

Se ovenfor om forbuddet i dansk ret mod at afhøre mentalt afvigende personer som sigtede uden forsvarerbistand.

I TfK 2003.267 VLK nægtede tiltalte at udtale sig i retten, og anklagemyndigheden ønskede at foreholde tiltalte dennes forklaring til politirapport. Anklagemyndigheden henviste til, at tiltalte havde underskrevet og gennemlæst rapporten, og at tiltalte forud for afhøringen var blevet vejledt om sin ret til at have en forsvarer til stede under afhøringen, hvilket tiltalte ikke havde ønsket. Hverken landsretten eller byretten fandt, at betingelserne for undtagelsesvist at tillade dokumentation af tiltaltes forklaring var opfyldt, idet "tiltaltes forklaring til politirapport må antages at blive det afgørende bevis i sagen". Det er værd at bemærke, at der var yderligere beviser mod tiltalte i sagen, der drejede sig om vold, herunder en politiattest vedrørende forurettede fra skadestuen samt et muligt vidne.

I UfR 1997.336 VLD udtalte Vestre Landsret, at politiets pligt efter retsplejelovens § 752 til forud for en afhøring af sigtede at gøre denne bekendt med sigtelsen og med, at den pågældende ikke er forpligtet til at udtale sig, er en "væsentlig retssikkerhedsgaranti", og at "konsekvensen af tilsidesættelse af denne bestemmelse" som "hovedregel" må medføre, at de "fremkomne oplysninger ikke kan bruges af anklagemyndigheden til skade for tiltalte."

I sagen Kolu mod Tyrkiet afsagt af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 2. august 2005 under sagsnummer 35811/97 fandtes det at udgøre en krænkelse af EMRK artikel 6, at en person blev fundet skyldig i røverier og indbrudstyverier i det væsentlige på grundlag af foreholdelse af politirapporter, hvor den pågældende under afhøring hos politiet havde tilstået forbrydelserne. Han havde underskrevet rapporterne. Tiltalte var blevet anholdt af politiet den 27. februar 1995 om aftenen, og han underskrev politirapporterne den 28. februar. Politirapporterne var ikke eneste bevis mod den pågældende, idet et vidne havde udpeget ham med sikkerhed på et fotografi. Tiltalte gjorde gældende, at han ikke var vejledt om adgangen til ikke at udtale sig, og at han ikke var vejledt om adgangen til at have en forsvarer til stede under afhøringen. EMD fandt, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 6 § 3 (c) og (d) jævnfør artikel 6 § 1. EMD lagde vægt på, at den pågældende havde været afhørt, uden at der havde været en forsvarer til stede, samtidigt med at han havde været tilbageholdt i isolation. Se i samme retning også Barberá, Messegué og Jabardo mod Spanien, som er afgjort af EMD den 6. december 1988. Denne afgørelse viser også, at EMD allerede i 1988 var opmærksom på, at det kunne stride mod artikel 6 at dokumentere en politiafhøring i retten, som er foretaget under frihedsberøvelse og uden en forsvarers tilstedeværelse. Se afgørelsens § 87.

I Lopata mod Rusland afgjort den 13. juli 2010 under sagsnummer 72250/01 havde en person klaget over, at EMRK artikel 3 var krænket, fordi han som anholdt den 8. september og 9. september 2000 var blevet trakteret med slag under en indledende afhøring hos politiet, hvor han var sigtet for drab. Han klagede også over, at EMRK artikel 6 var krænket, fordi en tilståelse, som han havde underskrevet under pres, var blevet anvendt som bevis under den efterfølgende straffesag mod ham. Det fremgår af sagen, at klageren den 14. september 2000 blev undersøgt af en læge, som noterede, at han ikke kunne se mærker efter slag. I præmis 144 udtalte EMD, at der var tale om en uretfærdig rettergang, idet tilståelsen er fremkommet under omstændigheder, der rejser tvivl om, at klageren frivilligt havde aflagt tilståelse, at klageren ikke havde haft juridisk bistand samt, at der i øvrigt ikke havde været tilstrækkelige retsgarantier under sagens behandling.

I Bortnik mod Ukraine afgjort af EMD den 27. januar 2011 under sagsnummer 39582/04 anså EMD EMRK artikel 6, § 3 (c) for krænket, idet den forklaring, som klageren havde afgivet til politiet uden, at der var en forsvarer til stede, var blevet dokumenteret i retten under hovedforhandlingen. Den pågældende fik først beskikket en forsvarer efter, at han havde afgivet sine første forklaringer til politiet. Under hovedforhandlingen nægtede den pågældende sig skyldig i det drab, som han var tiltalt for. Han var blevet fundet skyldig dels på grundlag af forklaringen til politiet og dels på grundlag af andre indirekte beviser. De nationale myndigheder påpegede, at den pågældende udtrykkeligt havde frasagt sig retten til at have en forsvarer til stede under afhøringen, og at domfældelsen ikke alene var sket på grundlag af forklaringen afgivet til politiet, men at domfældelsen også var baseret på andre beviser. Se navnlig præmis 37. I præmis 46 fremhæver EMD, at domfældelsen navnlig hvilede på den tilståelse, som klageren var fremkommet med, da han var alene med politiet dels under afhøringen og dels under en efterfølgende rekonstruktion. De øvrige fældende beviser var af en indirekte art ("indirect nature"). I præmis 43 fremhæver EMD, at det er oplyst, at den pågældende havde et fysisk handicap, at han var kronisk alkoholiker, og at han tilhørte en socialt svagtstillet gruppe, og at dette kunne give grund til at antage, at han var særlig sårbar, ukyndig på det juridiske område og nem for andre at påvirke. I præmis 44 konkluderer EMD, at under disse omstændigheder er klagerens fravalg af forsvarerbistand i sagens indledende fase ikke ægte ("not genuine"). I præmis 47 henviser EMD til, at den omstændighed, at klageren har haft mulighed for at forsvare sig mod beviserne, der føres mod ham under hovedforhandlingen og senere under en ankesag, ikke kan opveje, at der ikke har været en advokat til stede under politiafhøringerne, idet dette uigenkaldeligt kan påvirke retten til et forsvar ("could irretrievably affect his defence rights"). EMD henviser her til Salduz mod Tyrkiet afgjort af Storkammeret i november 2008 gennemgået nedenfor.

I Panovits mod Cypern afsagt af EMD den 11. december 2008 under sagsnummer 4268/02 fandt EMD blandt andet, at dokumentation af tiltaltes tilståelse i en sag, hvor tiltalte nægtede sig skyldig under hovedforhandlingen, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6. Tiltalte, der var 17 år gammel, var af politiet blevet bedt om at give møde på politistationen, hvor han mødte sammen med sin far. Medens far og søn befandt sig på en ledende politimands kontor, fik de oplyst, at sønnen var sigtet for drab og skulle anholdes. Sønnen nægtede sig skyldig. Sønnen kom ind i et andet rum, hvor han blev afhørt. Faderen fik kort tid efter, at sønnen var gået ind i det andet rum, oplyst, at sønnen havde erkendt sig skyldig. Faderen blev tilbudt at komme med ind og overvære resten af afhøringen, hvilket han dog ikke ønskede. Af præmis 13 fremgår, at klageren under sagens behandling ved de nationale domstole gjorde gældende, at hans tilståelse til politiet ikke havde været frivillig, men at den var resultatet af bedrag, psykisk pres, løfter, trusler og anden taktik, der havde til formål at fremkalde frygt. Han gjorde videre gældende, at han havde været spirituspåvirket på det tidspunkt, hvor han afgav forklaringen til politiet, og at han derfor ikke havde været i stand til nøjagtigt at huske de forhold, som var beskrevet i forklaringen. Derudover gjorde han gældende, at han ikke havde haft juridisk bistand i tiden fra han var blevet anholdt, og indtil han var blevet afhørt og lokket til at underskrive politirapporten. I præmis 59 henviser de nationale myndigheder til, at tiltaltes far, der havde optrådt som værge for tiltalte, var blevet opfordret til at kontakte en advokat umiddelbart efter, at sønnen var taget med ind til afhøring, hvilket tiltaltes far ikke havde ønsket. Derudover havde faderen ikke taget imod tilbuddet om at være til stede under afhøringen. Endelig havde sønnen gjort brug af forsvarerbistand allerede dagen efter anholdelsen og frem til sagens afslutning. I præmis 72 udtaler EMD, at de nationale myndigheder ikke havde gjort tilstrækkeligt for at sikre sig, at tiltalte før den første afhøring havde forstået, at han havde ret til adgang til forsvarerbistand, der om nødvendigt var gratis ("¨that he understood that he could request the assignment of a lawyer free of charge if necessary"). EMD fandt, at myndighederne ikke havde gjort tilstrækkeligt for at sikre tiltalte den nødvendige information, der kunne sætte ham i stand til at søge juridisk bistand. I præmis 46 henviser EMD blandt andet til CPTs 9. generelle rapport, hvoraf blandt andet fremgår, at unge fra det øjeblik, hvor de har pligt til at være hos politiet, blandt andet har ret til at have en advokat til stede.

I Yeremenko mod Ukraine afgjort under sagsnummer 32092/02 den 12. juni 2008 fandt EMD, at EMRK artikel 6 § 3 (c) var krænket, idet en sigtet under en afhøring hos politiet ikke havde haft en forsvarer til stede, og idet resultatet af denne afhøring, hvor sigtede havde erkendt sig skyldig, var blevet anvendt som bevis mod denne i retten under en senere straffesag. Myndighederne hævdede under sagen ved EMD, at det var efter klagerens eget ønske, at han havde været uden forsvarerbistand (præmis 87). I præmis 88 udtaler EMD blandt andet: "Den omstændighed, at klageren tilstod uden, at der var en forsvarer til stede, og tilbagekaldte tilståelserne umiddelbart efter, at en forsvarer kom til stede, viser klagerens sårbare position og nødvendigheden af tilstrækkelig juridisk bistand ..." ("The fact that the applicant made confessions without a lawyer being present and retracted them immediately in the lawyer’s presence demonstrates the vulnerability of his position and the real need for appropriate legal assistance ...") Afgørelsen er interessant, idet den må forstås således, at EMD finder, at den omstændighed, at en sigtet, der har været afhørt uden forsvarer, straks trækker sin forklaring tilbage, når den pågældende kommer i kontakt med en forsvarer, er en indikation for, at den pågældende ikke af egen fri vilje har givet afkald på forsvarerbistand under afhøringen.

I sagen Salduz mod Tyrkiet, sagsnummer 36391/02 afgjort af EMD (Storkammeret) den 27 November 2008, gentog EMD i § 55, at EMRK artikel 6 forudsætter, at der skal være en forsvarer til stede allerede ved den første afhøring af en anholdt person ("Article 6 § 1 requires that, as a rule, access to a lawyer should be provided as from the first interrogation of a suspect by the police ...."). Derpå nævner EMD, at denne regel kan fraviges i ganske særlige tilfælde, men tilføjer, at forsvaret vil i princippet blive uopretteligt skadet, såfremt belastende udtalelser fremkommet under en politiafhøring, hvor der ikke har været en advokat til stede, senere bruges som bevis i retten mod den pågældende. Dette er i afgørelsen formuleret således: "The rights of the defence will in principle be irretrievably prejudiced when incriminating statements made during police interrogation without access to a lawyer are used for a conviction." (også § 55). Det skal særligt bemærkes, at tiltalte i sagen Salduz mod Tyrkiet efter første afhøring fik en forsvarer, fik lov at indkalde vidner osv. EMD fandt, at tiltaltes rettigheder blev iagttaget under selve sagen mod denne med den begrænsning, at hans forklaringer til politiet under første afhøring blev dokumenteret og anvendt som bevis mod ham. Dette var i § 62 formuleret således: ".. In sum, even though the applicant had the opportunity to challenge the evidence against him at the trial and subsequently on appeal, the absence of a lawyer while he was in police custody irretrievably affected his defence rights. ..". Tiltalte påstod, at han havde været udsat for tvang fra politiets side under første afhøring. Han blev tilset af en læge umiddelbart efter afhøringen. Der var ifølge en lægeundersøgelse ingen tegn på, at han havde været udsat for hårdhændet behandling (§ 16). Endvidere havde tiltalte skrevet under på et dokument, hvoraf det fremgik, at han var vejledt om retten til at have en forsvarer til stede, men at han ikke havde ønsket dette. EMD fandt imidlertid, at man ikke kunne tillægge den underskrevne formular nogen betydning som et tegn på, at den tiltalte var blevet behørigt vejledt om retten til ikke at udtale sig. EMD anførte i § 59 således blandt andet ".. no reliance can be placed on the assertion in the form stating his rights that the applicant had been reminded of his right to remain silent ...". Dommen synes at vise, at den blotte omstændighed, at en sigtet, der ikke har været repræsenteret ved en forsvarer under afhøringen, hævder, at denne har været udsat for pres fra politiet, også selv om der ikke er lægelige indikationer for dette, fører til, at det vil udgøre en krænkelse af EMRK artikel 6, hvis dennes belastende forklaring om sig selv, senere anvendes som bevis mod denne. At den afhørte har skrevet under på, at han er gjort bekendt med sine rettigheder under afhøringen, synes ikke at føre til et andet resultat, hvis tiltalte hævder, at underskriften er afgivet under pres.

EMD's afgørelse i Salduz mod Tyrkiet har fået vidtrækkende følger i strafferetsplejen i Europa
EMD's afgørelse i Salduz mod Tyrkiet gennemgået ovenfor har blandt andet ført til, at det skotske parlament den 26. oktober 2010 ændrede reglerne om anholdtes adgang til advokatbistand under politiafhøringer. Se skrivelse af 4. marts 2011 fra det skotske parlaments informationscenter (SPICe). Det fremgår blandt andet af skrivelsen, at parlamentet med lovændringen gjorde fri proces-reglerne mere smidige for at undgå, at de økonomiske krav for at det offentlige yder fri proces ikke fortsætter med at gøre adgangen for sigtede, der skal afhøres, til advokatbistand illusorisk. Den skotske rigsadvokat ("Lord Advocate") har i en meddelelse af 9. juni 2010 til politiet og anklagemyndigheden i Skotland udstedt ny retningslinjer vedrørende advokaters tilstedeværelse under politiafhøringer med baggrund i EMD-afgørelsen Salduz mod Tyrkiet og en efterfølgende skotsk sag ("HMA v Cadder"). Se meddelelse af 11. juni 2010 fra den skotske retshjælps-myndighed ("Scottish Legal Aid Board"), hvor landets advokater vejledes om, hvorledes de honoreres, når de deltager i afhøringer i aftens- og nattetimerne af deres klienter hos politiet. Det fremgår af vejledningen, at den er ændret i anledning af Salduz-dommen. Det belgiske advokatsamfund har i en meddelelse afgivet 25. januar 2011 meddelt, at man har udarbejdet standardprocedurer, som advokater opfordres til at anvende ved de nationale domstole og ved EMD med baggrund i EMD-afgørelsen Salduz mod Tyrkiet. I "Criminal Law & Justice Weekly" skriver professor i jura Jacqueline Hodgson, Warwick Universitet, den 21. august 2010 i en artikel, at den franske såkaldte "garde à vue"-procedure er blevet underkendt ved de franske domstole som forfatningsstridig blandt andet med henvisning til EMD-afgørelsen Salduz mod Tyrkiet, idet "garde à vue"-proceduren satte begrænsninger for forsvarerens adgang til at være til stede under politiafhøringer af sigtede i straffesager. I artiklen anføres det blandt andet (oversat fra engelsk af undertegnede): ".. Den 30. juli 2010 underkendte den franske "Counseil constitutionnel", at reglerne om politiets tilbageholdelse og afhøringer af mistænke, der begrænser advokatbistand under frihedsberøvelsen til en 30 minutters samtale med advokaten ved frihedsberøvelsens start, strider mod den franske forfatning (afgørelse nr. 2010-14/22 QPC af 30. juli 2010). Afgørelsen var resultatet af advokaters indsats under en ny procesform, som har været i kraft siden 1. marts samme år kendt som "la question prioritaire de constitutionnalité (QPC). Denne procesform indebærer, at i tilfælde, hvor det gøres gældende, at en bestemmelse strider mod rettighederne og frihederne garanteret i forfatningen, kan "Counseil constitutionnel" anmodes om at tage stilling til spørgsmålet, efter at sagen er henvist af enten "Conseil d'Etat" eller "Cour de casation". Afgørelsen skal træffes inden for 3 måneder (Cour de cassation henviste spørgsmålet den 31. maj og den 4. juni 2010). Spørgsmålet om medholdelighed må ikke være afgjort tidligere, og det skal vedrøre nye spørgsmål eller spørgsmål af væsentlig betydning. Advokater havde allerede haft held med at anfægte dele af "garde à vue" ved de almindelige kriminalretter med henvisning til, at bestemmelserne vedrørende juridisk bistand stred mod den praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), som blev indledt med "Salduz mod Tyrkiet (27. november 2008, nr. 36391/02). .." På side 19 i punkt A 8 refereres den hollandske regerings svar af 5. maj 2009 til til FN's menneskerettighedskomite i anledning af komiteens 4. periodiske rapport vedrørende Holland. Under overskriften "Liberty and security of the person and right to a fair trial" anføres i næstsidste afsnit blandt andet følgende om hollandsk lovgivning (oversat fra engelsk af undertegnede): "Justitsministeren informerede den 16. april 2009 parlamentet om, at et lovforslag er undervejs, ifølge hvilket sigtede personer, der er anholdt, vil få adgang til advokatbistand forud for politiets afhøring. Politiet vil snart blive pålagt at informere den sigtede om muligheden for juridisk bistand herunder muligheden for at konsultere juridisk bistand. Derudover skal den pågældende udtrykkeligt informeres om sine rettigheder. Afgørelsen truffet af EMD i sagen Salduz mod Tyrkiet har været taget med i overvejelserne."

CPT oplyser i præmis 23 til præmis 26 i rapport af 2007 vedrørende komiteens besøg i Estland samme år, at der i Estland siden 2005 har været adgang til fri proces til forsvarerbistand for personer, der skal afhøres af politiet

I nyhedsbrev nr. 17, april 2009 ("Newsletter, Issue 17, April 2009), kommenterer European Criminal Bar Association (ECBA) EMDs afgørelse Salduz mod Tyrkiet og Panovits mod Cypern (også kommenteret ovenfor). På side 10, 2. spalte, anføres det, at de to afgørelser er "land mark decisions" blandt andet vedrørende spørgsmålet om adgang til en forsvarer i efterforskningens indledende fase.

Salduz-dommen og efterfølgende praksis ved EMD har bidraget til, at European Criminal Bar Associaltion (ECBA) sammen med blandt andet det østrigske advokatsamfund og en række universiteter har indledt studier, der betegnes "The Pre-Trial Emergency Defence Project", og at man forsøger at få et europæisk "emergency lawyer system" på benene, således at der vil være mulighed for at tilbyde advokatbistand under enhver afhøring af mistænkte og sigtede hos politiet rundt i Europa. Dette projekt blev præsenteret på Ljubljana efterårskonferencen den 1. og 2. oktober 2010. På side 3 i ECBA nyhedsbrev nr. 21 fra december 2010 udtales Blandt andet: "All speakers agreed that an adequate emergency lawyer system should exist throughout the EU in order to assist every suspect at the very first moment of police interrogations. This is what the Salduz doctrine is about."

Salduz mod Tyrkiet og en lang række andre (herunder nyere) domme fra EMD er kommenteret i "Factsheet - Police arrest" publiceret af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i februar 2011. Her henvises blandt andet til afgørelsen Dayanan mod Tyrkiet afgjort af EMD den 13. oktober 2009, hvor det blev anset for en krænkelse af EMRK artikel 6 § 3 (c), at den pågældende ikke havde haft adgang til advokatbistand under anholdelsen, uagtet at den pågældende faktisk ikke udtalte sig til politiet. Det er værd at bemærke, at det i præmis 32 og 33 i sidstnævnte afgørelse er præciseret, at adgangen til advokatbistand under fængsling ikke kun er en ret til at have en advokat til stede under afhøringen, men at den anholdte også har krav på advokatbistand af andre grunden, herunder at advokaten skal kunne føre kontrol med vilkårene i fængslet ("le contrôle des conditions de détention").

Forsvarerbistand betalt af det offentlige under politiets afhøringer af sigtede i Europa og Salduz-dommen
Den omstændighed, at EMDs storkammer (enstemmigt) i Salduz mod Tyrkiet udtrykkeligt udtaler, at EMRK artikel 6 § 3 (c) er krænket som følge af "manglen på juridisk bistand til klageren under tilbageholdelsen" ("the lack of legal assistance to the applicant while he was in police custody"), har tilsyneladende ført til overvejelser i mange lande om, hvorvidt afgørelsen kræver ændringer i reglerne om fri proces til personer, der er tilbageholdt af politiet. Se herom for eksempel omtalen ovenfor af Skotland og Holland. "International Legal Aid Group" ("ILAG") omtaler i "Legal Aid Newsletter July-August 2010" Salduz-sagen. Her anfører Roger Smith, side 1, at Salduz-sagen er en "major intervention by an international human rights court in the scope of legal aid provision." (et omfattende indgreb fra en international menneskerettighedsdomstol i omfanget af adgangen til fri proces). Videre anføres det i artiklen: "For the 47 countries subject to the jurisdiction of the court, Salduz raises the bar in terms of what services the state must provide". (For de 47 lande, som er omfattet af domstolens jurisdiktion, hæver Salduz grænsen for, hvilke ydelser staten skal tilbyde).

EU har i en årrække arbejdet på at udvikle fælles minimumrettigheder til mistænkte og sigtede i straffesager i EU's medlemslande. I "Impact Assessment accompanying the Proposal for a DIRECTIVE OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL on the right to information in criminal proceedings" offentliggjort 20. juli 2010 har kommissionen blandt andet udtalt sig om omkostningerne for det offentlige ved, at mistænkte, der skal afhøres af politiet, ikke vejledes om adgangen til advokatbistand. Her anføres i afsnit 3.4.1, side 9, nederst, side 10, øverst, at det kan være kostbart for en medlemsstat ikke at sikre en person, der skal afhøres af politiet, advokatbistand under afhøringen, idet den afhørte senere risikerer i at få medhold i, at en eventuel domfældelse på grundlag af afhøringen er uretfærdig ("unfair"). Det vil påføre medlemsstaten betydelige udgifter til for eksempel sagsomkostninger, retsmøder mv., at afgørelsen senere ankes og eventuelt underkendes ved en højere instans eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Kommissionen henviser blandt andet til EMD's afgørelse i Salduz mod Tyrkiet for at eksemplificere de menneskeretlige krav til adgangen til forsvarerbistand.

EU-Kommissionen har på hjemmesiden www.e-justice.europa.eu under rubrikken "sagsomkostninger" foretaget en gennemgang af reglerne om sagsomkostninger både i civile sager og i straffesager i de enkelte medlemslande af EU. I alle medlemslande af EU ydes der gratis retshjælp til ubemidlede i straffesager. Det er kun Tyskland og Danmark, som stiller krav om, at beløbet skal tilbagebetales af den pågældende uden hensyn til den pågældendes økonomiske forhold på tidspunktet, hvor "retshjælpen" ydes,hvis den sigtede senere findes skyldig i straffesagen. Det skal bemærkes, at domfældte i Ungarn, der i alvorlige sager har modtaget advokatbistand uden hensyn til deres indkomst, skal tilbagebetale beløbet, hvis de findes skyldige, og de ikke opfylder betingelserne for fri proces. Også i Sverige og Finland består der et tilbagebetalingskrav mod personer, der findes skyldige i en straffesag, såfremt de pågældende ikke opfylder de økonomiske krav til fri proces.

I en undersøgelse, som er finansieret af EU og det tyske justitsministerium, som er offentliggjort i juli 2010 med titlen "EU–Wide Letter of Rights in Criminal Proceedings: Towards Best Practice", og som er udført af blandt andet Taru Spronken, Maastricht Universitet, forsøger man blandt andet at beskrive omfanget af den skriftlige vejledning, som personer, der skal afhøres som sigtede i en straffesag i EU's medlemslande, tilbydes. I indledningen af undersøgelsen henvises der blandt andet til betydningen af menneskerettighedsdomstolens afgørelse i Salduz mod Tyrkiet. (Se især side 8 og 9 med note 4). Appendiks 5 er en undersøgelse af det nærmere indhold af den skriftlige vejledning, som sigtede personer i medlemslandene modtager forud for eventuel afhøring hos politiet. I Appendiks 5, punkt 1, behandles spørgsmålet om vejledning om advokatbistand. Det følger blandt andet, at den sigtede udtrykkeligt vejledes om adgangen til at få advokatbistanden under afhøringen betalt af det offentlige i følgende EU-lande: Østrig, Den Czekiske Republik, England og Wales, Italien, Letland, Holland, Spanien og Sverige.

rI Danmark fremgår det udtrykkeligt af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 31 om retshjælp og fri proces, at straffesager er undtaget fra reglerne om retshjælp og fri proces. Dette indebærer, at sigtede i straffesager ikke kan få retshjælp eller fri proces til dækning af advokatomkostningerne under afhøringer hos politiet. Det følger ganske vist, at udgifterne til advokatbistand i første omgang finansieres af det offentlige, men at den pågældende i tilfælde af, at han eller hun senere findes skyldig, vil blive pålagt at erstatte det offentliges udgifter til advokatbistand. Se herom nedenfor under afsnit 2.18 om sagsomkostninger i strafferetsplejen, hvor det blandt andet påpeges, at Europarådets torturkomite har henstillet til de danske myndigheder, at man ophører med at fortælle sigtede personer, der skal afhøres hos politiet, at de, såfremt de vælger af have en forsvarer til stede under afhøringen, i tilfælde af senere domfældelse vil blive pålagt at tilbagebetale det offentliges udgifter til forsvarerbistand, idet en sådan fremgangsmåde efter torturkomiteens (og danske politifolks) opfattelse skræmmer sigtede til ikke at benytte sig af retten til forsvarerbistand under afhøringen. Det fremgår også af afsnit 2.18, at der i Grønland findes regler om fri proces i straffesager ligesom i de fleste andre europæiske lande, idet tiltalte, der her findes skyldig i en straffesag, kun pålægges helt eller delvist at betale sagens omkostninger, "når særlige omstændigheder foreligger". Dette følger af Retsplejelov for Grønland § 480, stk. 2. Se endvidere bemærkningerne til denne bestemmelse mv. i betænkning 1442/2004, bind 5. Af artikel af 20. september 2007 af Claus Bonnez vedrørende sagsomkostninger i vore nabolande, fremgår det yderligere, at der også i Norge eksisterer en ordning, hvor sigtede opnår fri proces i straffesager. Af EMD's afgørelse i Ognyan Asenov mod Bulgarien fremgår det, at Bulgarien har haft en ordning, der var identisk med den danske, idet staten i første omgang betalte for forsvarerbistanden til sigtede i straffesager men pålagde sigtede at betale udgiften i tilfælde af domfældelse. Af afgørelsens præmis 20 fremgår det imidlertid, at Bulgarien har afskaffet ordningen den 1. januar 2006, hvor man indførte en ordning med fri proces i straffesager. I præmis 37 udtaler den bulgarske regering, at ændringen skyldtes, at man ønsker en ordning, der utvivlsomt lever op til kravene i EMKR artikel 6 §§ 1 og 3 (c) i konventionen ("fully in line with the requirements of Article 6 §§ 1 and 3 (c) of the Convention.")

I Justitsministeriets "Grundnotat" med sagsnummer 2004-165-0618 afgivet i 2004 om forslag til Rådets rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union (KOM(2004)328) omtaler ministeriet også bestemmelsen i retsplejelovens § 1008, stk. 1, om at personer, der findes skyldige i det påsigtede strafbare forhold, skal refundere blandt anden udgiften til den beskikkede forsvarer. Herom anføres på side 21, 2. afsnit, følgende: "Formuleringen af rammeafgørelsens artikel 5 om retten til gratis juridisk bistand kan give anledning til lovgivningsmæssige overvejelser med hensyn til den måde, hvorpå der i Danmark pålægges og inddrives sagsomkostninger, herunder udgifterne til beskikket forsvarer."

Se nedenfor under domfældtes pligt til at erstatte det offentliges udgifter til sagsomkostninger.

Salduz-dommen og dansk ret
Salduz-dommen, der blev afsagt 27. november 2008, synes i skrivende stund (29. marts 2011) ikke at have haft indflydelse på praksis i dansk ret.

I TfK 2009.459 VLK, bestemte Vestre Landsret i sin kendelse af 31. marts 2009, at tiltaltes forklaring til en politirapport kunne dokumenteres mod dennes protest under hovedforhandlingen. Den pågældende var efter det oplyste 16 år på tidspunktet for afhøringen, og han havde ikke haft en forsvarer til stede under afhøringen. Landsretten udtalte i sin begrundelse for at tillade dokumentation af afhøringen blandt andet: "Da tiltalte under hovedforhandlingen har tilkendegivet, at han ikke ønsker at udtale sig, er betingelserne i retsplejelovens § 871, stk. 4, for undtagelsesvis at benytte politirapporten som bevismiddel opfyldt i sagen mod tiltalte T. Det er i den forbindelse uden betydning, at tiltalte er under 18 år, og at afhøringen ikke blev overværet af en forsvarer. Den omstændighed, at sigtelsen vedrører et alvorligt forhold, og at tiltalte efter afhøringen afgav forklaring i retten, kan ikke føre til et andet resultat."

I kendelse af 8. marts 2011 med sagsnummer 1-3046/2010 afsagt af Retten i Esbjerg tillod retten - mod forsvarerens protest - anklagemyndigheden at foreholde tiltalte dennes forklaring afgivet til politiet vedrørende mængden af narkotika, som han skulle have været i besiddelse af under en køretur fra København til Esbjerg. Der var ikke fundet noget narkotika, det var således alene de tiltaltes forklaringer til politiet, der dannede grundlag for tiltalen. Der havde ikke været forsvarer til stede under afhøringen. Tiltalte hævdede i retten, at han havde været i besiddelse af væsentlig mindre mængder narkotika, end han havde forklaret til politiet, og at han ikke kunne huske, hvad han havde forklaret til politiet. Af retsbogen fremgår følgende: "Tiltalte forklarede vedrørende afhøringen hos politiet, at han ikke kan huske afhøringen, da han var lidt fuld. Han var anholdt. Han kan ikke huske meget af, hvad der skete. Tiltalte vil ikke afvise, at han havde fået tilbudt, at en forsvarer kunne være til stede under afhøringen". Retten i Esbjerg tillod anklagemyndighedens foreholdelse med følgende begrundelse: "Det fremgår af politirapporten, at tiltalte er blevet gjort bekendt med sigtelsen, og at han ikke havde pligt til at udtale sig til politiet, og at han er blevet vejledt med hensyn til beskikkelse af offentlig forsvarer, og afhørte ikke ønskede nogen forsvarer til stede, finder retten det bevist, at politiet ved afhøringen har overholdt retsplejelovens § 752, stk. 1." Det skal tilføjes, at tiltalte ikke havde skrevet under på erklæringer af nogen art om, at han ikke ønskede en forsvarer til stede. Det var alene politiet, som i afhøringsrapporten havde anført: "Afhørte ønskede ingen forsvarer til stede"

Se i øvrigt ovenfor nærmere om politiets vejledningspligt til anholdte og til personer, der skal afhøres, og retten til forsvarerbistand under afhøringen.

Danske anholdte klager undertiden også offentligt over hårdhændede afhøringsmetoder. Se for eksempel uddrag af artiklen "Rigmor Zobel retter hårde anklager mod politiet" bragt i dagbladet Politiken den 21. februar 2010.

Forskellen på "forehold" og "dokumentation" i dansk ret
Den i dansk ret fulgte praksis, hvorefter anklagemyndigheden stort set uden undtagelse får rettens tilladelse til at "foreholde" tiltalte dennes forklaringer til politirapport, når tiltaltes forklaring i retten afviger fra forklaringen afgivet til politiet, synes at have sin baggrund i, at der i dansk ret har udviklet sig en praksis, hvorefter der ikke stilles de samme processuelle krav til "forehold" som til "dokumentation" af selvinkriminerende forklaringer afgivet til politirapporter. Eva Smith m. fl. anfører i "Straffeprocessen", 2. udgave, Forlaget Thomson 2008, side 671, blandt andet: ".. I et system, der lægger vægt på at finde frem til den materielle sandhed, betragtes det som en selvfølge, at der må være mulighed for at foreholde tiltalte eller vidner en eventuel diskrepans mellem de udtalelser, der afgives i retten, og vidnets eller sigtedes tidligere udtalelser under sagens forberedelse. Det er derfor ganske almindeligt, at forsvarer eller anklager anmoder retten om tilladelse til at foreholde den afhørte tidligere udtalelser til politirapporten. Der er ikke nogen skarp grænse mellem forehold og dokumentation men forehold betragtes ikke som egentlig dokumentation af politirapporten. Forehold foretages ganske rutinemæssigt, og det er sjældent, at de afskæres. De antages dog at kræve rettens tilladelse, jf. § 873, stk. 1, for så vidt angår forklaringer afgivet i retten og § 871, stk. 4, for så vidt angår forehold af politirapporter." Jørgen Jochimsen anfører i "Straffesager for Landsretten, 2. udgave, Forlaget Thomson 2005, side 99. ".. Såfremt rapportforklaringen er tilvejebragt under iagttagelse af retsplejelovens regler herom, er retsstillingen, at tiltalte kan foreholdes sin forklaring til politirapport. Nægter tiltalte at udtale sig i retten, kan der - jf. U 2000.1309 H - også ske dokumentation af tidligere rapportforklaringer, ligesom der kan foretages afhøring af den rapportoptagende politiassistent om, hvorvidt tiltalte havde erkendt sig skyldig i sigtelsen i forbindelse med rapportoptagelsen, jf. TfK 2002.12 V. En sådan dokumentation kan, hvis den forklaring, tiltalte tidligere har afgivet, er belastende for hans forsvar, give tiltalte et forklaringsproblem, således at han - uanset at han ved domsforhandlingens begyndelse har nægtet at udtale sig - alligevel føler det nødvendigt at afgive forklaring under domsforhandlingen, men de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder herved synes at være til at overse. .."

Der er næppe grundlag for at antage, at EMD vil anerkende domfældelse på grundlag af selvinkriminerende udtalelser fra tiltalte fremkommet under en politiafhøring, hvor der er opstået tvivl om, hvorvidt tiltalte er behørigt tilbudt forsvarerbistand under afhøringen, blot fordi oplæsningen fra politiets materiale for den dømmende ret betegnes som et "forehold" og ikke som "dokumentation". EMD synes ikke at skelne mellem de to begreber. EMD synes alene at forholde sig til, hvorvidt udtalelser fra tiltalte, der bruges som bevis mod denne, er fremkommet under en afhøring, hvor sigtedes rettigheder er behørigt iagttaget, eller hvorvidt dette ikke skulle være tilfældet. Se for eksempel præmis 55 (in fine) i den ovenfor omtalte afgørelse fra EMD Salduz mod Tyrkiet. Her anfører EMD: "The rights of the defence will in principle be irretrievably prejudiced when incriminating statements made during police interrogation without access to a lawyer are used for a conviction". Det er i det væsentlige denne konstatering, der var grundlaget for, at EMRK artikel 6 § 3 (c) ansås for krænket.

Har sigtede ikke haft rimelig tid til at overveje konsekvenserne af at udtale sig til politiet, kan udtalelserne ikke dokumenteres
I sagen Aleksandr Zaichenko mod Rusland, sagsnummer 39660/02, afgjort af EMD den 18. februar 2010, fandt EMD, at EMRK artikel 6, § 1, var blevet krænket, idet klageren, ved de nationale domstole var blevet fundet skyldig i tyveri af dieselolie fra sin arbejdsgivers bil på grundlag af selvinkriminerende udtalelser, som klageren var fremkommet med i en ransagningsrapport umiddelbart efter, at politiet havde fundet to dunke med dieselolie i klagerens bil. Ransagningsrapporten var blevet dokumenteret under straffesagen, hvor klageren nægtede sig skyldig. Klageren havde underskrevet ransagningsrapporten, hvor der blandt andet var en vejledning om, at han ikke havde pligt til at udtale sig til politiet. I præmis 55 i EMDs afgørelse udtaler EMD blandt andet, at EMD ikke er "overbevist om, at klageren gyldigt kunne frasige sig sin beskyttelse mod selv-inkriminering før eller under udfærdigelsen af ransagningsrapporten". EMD lagde vægt på, at klageren ved denne lejlighed havde været stresset, og at denne ikke havde haft rimelig tid til at forholde sig til konsekvenserne af at udtale sig til politiet.

Se ovenfor om forbuddet i dansk ret mod at afhøre mentalt afvigende personer som sigtede uden forsvarerbistand.

Dokumentation og forehold af forklaringer afgivet af vidner til politiet
I UfR.1987.191 VLK udtalte landsretten, at dokumentation af et vidnes forklaring ikke burde være fundet sted som surrogat for en afhøring af vidnet i retten, idet de tiltalte havde nægtet sig skyldige og "rapportforklaringen var det eneste grundlag for domfældelsen".

I TfK 2006.550 VLK var et vidne udeblevet i et tilfælde, hvor vidnet ønskedes afhørt under en nævningesag. Anklagemyndigheden fik tilladelse til at dokumentere vidnets forklaring til politirapport. Derpå forsøgte politiet at få vidnet anholdt til en af de efterfølgende retsdage under sagen. Dette lykkedes ikke, formentlig fordi vidnet holdt sig skjult. Landsretten afviste på ny anklagemyndighedens anmodning om tilladelse til at dokumentere vidnets forklaring til politiet. Landsretten udtalte blandt andet: "Det må lægges til grund, at politiet har foretaget rimelige bestræbelser på at finde vidnet V, efter at vidnet var udeblevet fra retsmødet den 10. maj 2006. Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at det ikke inden for overskuelig tid vil være muligt at finde vidnet. Det kan således ikke anses for umuligt eller forbundet med ekstraordinære vanskeligheder at gennemføre vidneførslen. På det foreliggende grundlag er betingelserne for undtagelsesvist at tillade dokumentation af politirapporten om vidnets forklaring til politiet efter retsplejelovens § 877, stk. 3, herefter ikke opfyldt. Det kan på den anførte baggrund ikke føre til andet resultat, at vidnet efter det oplyste må antages for tiden at holde sig skjult for at undgå at afgive forklaring i retten." Anklagemyndigheden valgte herefter at frafalde vidnet.

I TfK 2004.672/2 VLD blev en sag af landsretten hjemvist til fornyet behandling i byretten, idet anklagemyndigheden i byretten havde fået tilladelse til at oplæse en forklaringer fra ansatte ved to tyske juvelforretninger, som belastede tiltaltes forsvar. Tiltalte fik ved landsretten medhold i, at dokumentation af forklaringerne ikke burde finde sted, idet domfældelsen i byretten i det væsentlige var støttet på forklaringerne. Landsretten udtalte blandt andet: "De nævnte personer har ikke været søgt ført som vidner, og tiltalte og forsvareren har ikke haft mulighed for at stille supplerende spørgsmål til de pågældende, jf. artikel 6, stk. 3, litra d, i Den europæiske Menneskerettighedskonvention. .."

I TfK 2008.341/1 VLK var en person blandt andet tiltalt for vidnetrusler mod sin hustru. Hustruen nægtede at afgive forklaring for byretten og forklarede i landsretten, at den forklaring, som hun havde afgivet til politiet, ikke passede. Politiassistenten, som havde afhørt hustruen, blev ført som vidne. Landsretten frifandt tiltalte for vidnetrusler og udtalte blandt andet: "Politiassistent B's forklaring, der vedrørende forhold 2 træder i stedet for dokumentation af A's forklaring til politiet, er det eneste bevis i forhold 2. Forsvareren har ikke haft lejlighed til at afhøre A om forhold 2. Domfældelse i dette forhold som fastslået af byretten vil derfor være i strid med artikel 6, stk. 3, litra d), i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Tiltalte skal herefter frifindes i forhold 2."

Tilladeligheden af forehold og dokumentation af politirapporter vedrørende vidners forklaringer til politiet under hovedforhandlingen har også været vurderet af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Sagen Unterpertinger mod Østrig (sagsnummer 9120/80) afgjort af EMD den 24. november 1986 var en af de første sager, hvor EMD tog stilling til dette spørgsmål. Her udtalte EMD, at dokumentation af vidneforklaringer i politirapporter i stedet for at afhøre vidnet i retten, ikke må være et bevis, som er væsentligt for grundlaget for domfældelse. Dette skyldes blandt andet, at tiltalte og hans forsvarer skal have muligheder for at afhøre vidnet. Dette er ikke muligt, hvis forklaringen til politiet dokumenteres i stedet for, at vidnet møder op i retten. EMRK artikel 6-1 ansås for krænket. Se navnlig afgørelsens §§ 30-32.

I Kononenko mod Rusland afgjort den 17. februar 2011 af EMD under sagsnummer 33780/04 var klageren blevet fundet skyldig i drab i det væsentlige på grundlag af, at anklagemyndigheden mod forsvarets protest havde fået lov til at dokumentere et øjenvidnes forklaring til politirapport under hovedforhandlingen (præmis 27 og 28). Vidnet havde til politiet forklaret, at vidnet havde været i rummet og set, at det var klageren, der i forbindelse med et skænderi om nogle penge havde sparket offeret ud gennem en rude, hvilket bevirkede, at offeret afgik ved døden. Hovedforhandlingen under straffesagen mod klageren var blevet udsat 4 gange i forsøget på at imødekomme forsvarets begæring om, at vidnet blev ført. Se navnlig præmis 68. Ifølge de nationale myndigheder havde politiet gjort store anstrengelser for at forsøge at få fundet vidnet, som ingen vidste hvor var. Af præmis 69 fremgår det, at EMD fandt, at myndighederne ikke havde gjort ethvert rimeligt forsøg ("every reasonable effort") på at få fat i vidnet. Derfor ansås EMRK artikel 6 § 1 og artikel 6 § 3 (d) for krænket. Af præmis 28 fremgår blandt andet, at den fældende dom (også) byggede på resultatet af forskellige tekniske undersøgelser og udsagn fra to forholdsvis perifere vidner. EMD fandt imidlertid, at den pågældende i det væsentlige var domfældt på grundlag af dokumentationen af rapportforklaringen fra vidnet, som ikke kunne findes, og hvor forsvaret derfor ikke havde haft mulighed for at foretage kontraafhøring. Den dokumenterede rapportforklaring havde været et afgørende ("decisive") bevis mod klageren (præmis 67).

I sagen Melnikov mod Rusland afgjort af EMD den 14. januar 2010 under sagsnummer 23610/03 fandt EMD, at blandt andet dokumentation af en fraværende medgerningsmands belastende forklaringer mod klageren under hovedforhandlingen, havde krænket artikel 6. Af præmis 9 fremgår det, at medgerningsmanden S under en politiafhøring, hvor S havde sin forsvarer til stede, erkendte at have begået 2 tyverier, og at han havde begået dem sammen med klageren og yderligere en (uidentificeret) person. S forklarede nærmere, hvorledes klageren havde brækket vinduer op, og at de efterfølgende havde solgt det stjålne og delt fortjenesten. Klageren nægtede sig skyldig. Af præmis 10 fremgår, at der den 6. december 2001 blev foretaget en konfrontation mellem S og klageren. Her gentog klageren, at han kendte S, men at han ikke havde begået tyverier sammen med ham. S fastholdt derimod, at de havde begået tyverierne sammen. Ved denne konfrontation var de to ifølge de nationale myndigheder blevet vejledt om deres ret til at stille spørgsmål til hinanden. Af præmis 11 fremgår, at der den 28. september 2001 blev begået et røveri på et lager. Klageren og en person ved navn A blev nu sigtet og varetægtsfængslet. A erkendte, at han havde begået dette røveri sammen med klageren. Der var angiveligt ikke nogen forsvarer til stede ved denne afhøring af A. Af præmis 13 fremgår, at klageren under sagen nægtede sig skyldig både i tyverierne, som skulle været begået sammen med blandt andet S og i røveriet begået sammen med blandt andet A. Klageren hævdede, at beskyldningerne mod ham fra S og A var forkerte. Han gjorde gældende, at A havde forklaret om klagerens deltagelse under en politiafhøring, hvor A havde været udsat for overgreb fra politiet. Af præmis 15 ses, at A efterfølgende trak sin forklaring tilbage og nu forklarede, at han havde aflagt sin tilståelse og angivet klageren under pres. På anklagerens anmodning blev politifolkene, der havde forestået afhøringen, afhørt, og den videooptagelse, hvor A havde påvist gerningsstedet og forklaret om klagerens deltagelse blev afspillet i retten. Retten nåede frem til, at beskyldningerne mod politiet var grundløse. S blev ikke afhørt under hovedforhandlingen, idet myndighederne ikke kunne finde ham. Af præmis 16 fremgår, at anklagemyndigheden mod klagerens protest fik tilladelse til at dokumentere S's forklaring til politiet. Af præmis 17 fremgår, at retten fandt klageren skyldig og henviste navnlig til forklaringerne afgivet af S til politiet. Der blev også lagt vægt på andre "fysiske beviser" herunder videoafhøringen med påvisningen af gerningsstedet. I præmis 63 gør klageren overfor EMD gældende, at forklaringen fra S til politiet ikke burde have været dokumenteret under hovedforhandlingen. Klageren gjorde gældende, at S, der modsat af klageren, ikke havde været varetægtsfængslet, havde afgivet den belastende forklaring mod klageren for at undgå selv at blive varetægtsfængslet, og at myndighederne ikke havde gjort tilstrækkeligt for at få S pågrebet, således at han kunne afhøres under hovedforhandlingen. Klageren gjorde også gældende, at der ikke havde været en forsvarer til stede under konfrontationen mellem S og klageren under efterforskningen. I præmis 65 og 66 henviser EMD til praksis, som kræver, at belastende forklaringer fra vidner (herunder medsigtede) normalt ikke kan bruges som bevis mod tiltalte, hvis ikke tiltalte får lejlighed til at kontraafhøre de omhandlede vidner (herunder medsigtede). Vedrørende dokumentationen af forklaringen fra S fremhæver EMD i præmis 75, at der er særlig grund til at være varsom med at tillægge en belastende forklaring fra en medsigtet bevismæssig betydning, idet en medsigtet har en åbenlys interesse ("obvious interest") i at forsøge at kaste skylden fra sig selv og over på andre. I præmis 76 bemærkede EMD yderligere, at afhøringen af S ikke var optaget på video, således at man under hovedforhandlingen havde haft mulighed for at få indtryk af S's adfærd mv. under afhøringen. Af præmis 84 fremgår, at EMD statuerede krænkelse af EMRK artikel 6 §§ 1 og 3 (d) i konventionen.

I UfR 1976.600 VLK ønskede anklagemyndigheden at afhøre en politiassistent om, hvad tiltaltes hustru havde forklaret om sagen. Da hustruen ikke var vejledt efter retsplejelovens § 171 om sin ret til ikke at udtale sig om sin mand, kunne det ikke tillades, at den omhandlede politiassistent blev afhørt om indholdet af hustruens forklaring til politiet.

I UfR 1992.930 ØLK ønskede anklagemyndigheden under hovedforhandlingen at afhøre polititjenestemænd, der havde afhørt et vidne, som var vidnefritaget som følge af, at vidnet selv var sigtet i sagen. Forsvarerne protesterede. Landsretten tillod ikke denne bevisførelse og utalte blandt andet: "Efter retsplejelovens § 877, stk. 3 [nu § 871, stk. 4], kan retten kun helt undtagelsesvis tillade, at politirapporter benyttes som bevismiddel som surrogat for afhøring af et vidne. Afhøring af de rapportoptagende politifolk om, hvad den sigtede A har forklaret til politirapport, må sidestilles med en dokumentation af de afgivne politirapporter. De af anklagemyndigheden ønskede afhøringer som bevismiddel i situationen, hvor vidneafhøring af A, der har været sigtet siden 1988, ikke har kunnet gennemføres, er forbundet med væsentlige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, navnlig fordi de tiltaltes forsvarere afskæres fra muligheden for at stille spørgsmål til A, og fordi afhøringerne af polititjenestemændene vil kunne vanskeliggøre A's forsvar, såfremt der rejses tiltale imod ham, jf. herved i det hele artikel 6, stk. 1, og stk. 3, litra d, i Den europæiske Menneskerettighedskonvention."

Om vidners ret til ikke at afgive vidneforklaring mod nærstående henvises til gennemgangen ovenfor om undtagelser fra vidnepligten.

Forsvareren bør have mulighed for at afhøre et vidne forud for anklagers forehold og "medgerningsmænd" har status som "vidner"
I sagen Kaste og Mathisen mod Norge afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) under sagsnumrene 18885/04 og 21166/04 den 9. november 2006 blev Norge dømt for krænkelse af EMRK artikel 6 §§ 1 og 3 (d). En medgerningsmand havde udtalt sig til politirapport under en straffesag men nægtede at udtale sig under hovedforhandlingen i en sag, hvor de to klagere var tiltalt. Anklagemyndigheden bad under hovedforhandlingen om og fik tilladelse til at dokumentere medgerningsmandens forklaring afgivet til rapport. Forsvarene fik med henvisning til, at medgerningsmanden ikke ønskede at udtale sig i retten, ikke tilladelse til at stille spørgsmål til den pågældende medgerningsmand, inden anklagemyndigheden dokumenterede forklaringen til rapport. De fik endvidere ikke tilladelse til at forsøge at stille enkelte spørgsmål til den pågældende efter, at anklagemyndigheden havde dokumenteret hans forklaring. EMD fandt, at denne fremgangsmåde udgjorde en krænkelse af artikel 6, §§ 1 og 3 (d). EMD udtalte i sagen, at "medgerningsmænd" i forhold til spørgsmålet om dokumentation af tidligere forklaringer ganske skal sidestilles med "vidner". Der henvises navnlig til præmis 47-56 i afgørelsen, som er gengivet i en dansk oversættelse. Dommen mod Norge synes at indikere, at det er i strid med EMRK artikel 6, at forsvaret stilles mindre gunstigt som følge af, at anklagemyndigheden tillades at dokumentere et vidnes forklaring til politirapporten, inden forsvareren har haft mulighed for at kontraafhøre vidnet herunder at forespørge vidnet, om vidnet måtte ønske at besvare bestemte spørgsmål.

I UfR 2006.844 ØLK tillod Østre Landsret anklagemyndigheden at foreholde et vidne dettes tidligere forklaring til politirapport, inden forsvareren fik mulighed for at afhøre vidnet, uagtet at forsvareren protesterede herimod. Forsvarerens begæring forekommer forståelig: Det må antages, at vidner, der afgiver en forklaring i retten, som ikke stemmer overens med en forklaring afgivet af samme vidne tidligere til politiet, og som i retten foreholdes den tidligere afgivne forklaring, påvirkes af dette. Det ses ikke sjældent under vidneafhøringen i retten, at vidnet vælger at holde sig til forklaringen afgivet til politiet for eksempel med en bemærkning om, at "hvis jeg har sagt sådan til politiet, er det jo nok sådan". Det kan være fristende for et vidne at fastholde den (rigtige eller forkerte) forklaring, som vidnet tidligere har afgivet til politiet. Dette kan for eksempel skyldes frygt for ikke at komme til at fremstå som utroværdig som følge af sine skiftende forklaringer. Når henses til, at forklaringen til politiet er blevet til under former, der ikke rummer de retsgarantier, der gælder, når et vidne afgiver forklaring i retten, forekommer det ikke rimeligt, at anklagemyndigheden gennem forehold af rapportforklaringer får mulighed for at låse et vidne fast på en forklaring, der er afgivet til en politirapport, inden forsvareren har haft mulighed for at foretage kontraafhøring. Under en politiafhøring af et vidne er sigtedes forsvarer ikke til stede og har ikke mulighed for at kontraafhøre vidnet, eller for at gribe ind, hvis vidnet måtte blive udsat for pres eller manipulation under afhøringen. Det er nærliggende at antage, at de principper, som EMD har lagt til grund for sin afgørelse i sagen Kaste og Mathisen mod Norge, med samme styrke taler for, at forsvareren ikke nægtes adgang til at kontraafhøre anklagemyndighedens vidner, inden anklagemyndigheden tillades at foreholde vidnet en forklaring, som vidnet måtte have afgivet tidligere til politiet. Det kunne overvejes, om ikke princippet tilsiger, at loven indrettes således, at forsvaret altid har lov til at foretage foreholdelser, inden anklagemyndigheden tillades at foretage sådanne.

Afhøring af den rapportoptagende polititjenestemand i stedet for dokumentation af forklaring til politirapport
Det forekommer ikke sjældent, at anklagemyndigheden anmoder om, at den polititjenestemand, der har foretaget en politiafhøring, føres som vidne i retten. Mogens Koktvedgaard og Hans Gammeltoft-Hansen skriver i "Lærebog i Strafferetspleje", Juristforbundets Forlag, 1978, side 47, om dette følgende: "I stedet for dokumentation af selve rapporten føres undertiden de pågældende polititjenestemænd som vidner. En sådan afhøring kan omfatte polititjenestemandens iagttagelser omkring rapportens tilblivelse eller hans supplerende oplysninger om eventuelle tvetydigheder og mangler ved de afgivne forklaringer. Derimod bør afhøringen ikke ske blot til gengivelse af rapportens indhold. At lade rapportoptageren gennemlæse rapporten og derefter gengive den efter hukommelsen under domsforhandlingen, for dermed at opfylde et formelt krav om at selve rapporten ikke må dokumenteres, har karakter af omgåelse og fiktion".

Dokumentation af afhøringer af medgerningsmænd fra retsmøder, hvor tiltalte og dennes forsvarer ikke har været til stede
Har tiltalte og dennes forsvarer ikke efter retsplejelovens § 748 været indkaldt til eller haft lejlighed til at overvære retsmøder mod eventuelle medgerningsmænd, kan dokumentation af disses forklaringer under de omhandlede retsmøder eventuelt nægtes dokumenteret under hovedforhandlingen. Se kommentarerne til retsplejelovens § 748 ovenfor under punkt 2.12.2

I sagen TfK 2010.36 VLD tillodes dokumentation af medgerningsmands forklaringer afgivet til retsbog, uden at tiltaltes forsvarer havde haft mulighed for at være til stede, idet denne var blevet indkaldt til retsmødet med få dages varsel og ikke kunne give møde på det omhandlede tidspunkt. Såvel byret som landsret undlod at tillægge forklaringen nogen bevismæssig vægt, hvorfor der skete frifindelse for forhold, hvor denne forklaring var "det reelt afgørende bevis" for tiltaltes skyld.

Dokumentation af forstraffe og mentalerklæringer inden afgørelsen af skyldsspørgsmålet
Af retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 5, fremgår blandt andet, at "erklæringer" og "udskrifter af tiltaltes tidligere straffedomme" kan benyttes som bevismidler under hovedforhandlingen ved at de oplæses ("dokumenteres").

Dokumentation af oplysninger om tiltaltes forstraffe (navnlig på et tidspunkt hvor retten endnu ikke har taget stilling til skyldsspørgsmålet i en verserende sag) kan øge risikoen for, at retten påvirkes på en utilbørlig måde.

I UfR.2001.1523.H, hvor der var rejst tiltale for vold, ønskede anklagemyndigheden at medtage oplysninger i ekstrakten om straffe for vold, som tiltalte var idømt henholdsvis i 1978 og i 1990. Højesteret bemærkede, "at de pågældende domme er afsagt for nu henholdsvis ca. 11 år og ca. 23 år siden, og at tiltalte ved dommene blev idømt straf for voldskriminalitet af væsentligt ringere grovhed end det, han nu er tiltalt for". Højesteret fandt, at dokumentation af de omhandlede domme ikke burde ske, og at de derfor skulle udelades af ekstrakten.

Af retsplejelovens § 879 fremgår det, at retten kan bestemme, at "skyldsspørgsmålet kan behandles og afgøres først". Bestemmelsen har praktisk betydning for eksempel i sager, hvor mentalerklæring endnu ikke foreligger ved hovedforhandlingens begyndelse, idet der er mulighed for at undlade at iværksætte (eller fortsætte) en mentalundersøgelse, såfremt tiltalte frifindes. Bestemmelsen bør også overvejes af forsvareren i tilfælde, hvor denne frygter, at rettens kendskab til tiltaltes forstraffe kan påvirke skyldsspørgsmålet. Denne risiko har højesteret påpeget blandt andet i nævningesagen 516/2006, hvor højesteret udtalte, at dokumentation af forstraffe forud for rettens stillingtagen til skyldsspørgsmålet er et forhold, der "efter sin art" kan "være egnet til at påvirke skyldsspørgsmålet". Denne risiko kan ikke antages at være større i nævningesager end i andre sager. Navnlig i sager, hvor en person tidligere er straffet for kriminalitet af samme art, som den, der aktuelt er under pådømmelse, og hvor tiltalte nægter sig skyldig, bør der udvises forsigtighed med at åbenbare forstraffe for den dømmende ret, inden retten har taget stilling til skyldsspørgsmålet.

I TfK 2009.285 ØLK havde byretten under en nævningesag tilladt dokumentation af tiltaltes forstraffe forud for rettens stillingtagen til skyldsspørgsmålet. Dette fik anklagemyndigheden derimod ikke tilladelse til under ankesagens behandling ved landsretten.

Af retsplejelovens § 893 følger det vedrørende nævningesager, at parterne, når skyldsspørgsmålet er afgjort, får ordet for "at udtale sig om sanktionen og andre punkter, der ikke tidligere har været grund til at inddrage i forhandlingen". Parterne skal endvidere "have lejlighed til at føre de beviser, som er nødvendige i den forbindelse". I note 4057 til § 893 i Karnov, "Retspleje og strafferet" 2008, side 291, spalte 1, udtales: "Herunder evt. dokumentation af tidligere forstraffe".

Dokumentation af oplysninger fra efterforskningsregisteret, "forakter" mv.
Cirkulære nr. 177 af 8. oktober 1952 om dokumentation af forakter og straffeattester mv. i straffesager begrænser anklagemyndighedens adgang til at dokumentere forakter, straffeattester mv. i retten.

Forakter bør ifølge cirkulæret ikke dokumenteres, "medmindre disse har direkte betydning for den sag, som foreligger til afgørelse". Det påpeges, at dokumentation kan være særlig relevant, såfremt der kan være tale om, at et tidligere forhold skal tillægges gentagelsesvirkning. Dokumentation af "ældre afgørelser og afgørelser vedrørende forhold af anden art end det, for hvilket tiltale nu er rejst" bør "i tvivlstilfælde" undlades.

Endvidere hedder det i cirkulæret: "Rigsregistraturattester bør hverken optages i ekstrakter eller søges dokumenteret". Rigsregistraturattester svarer i det store hele til de nuværende udskrifter fra kriminalregisterets efterforskningsdel. Se cirkulæret og artikel om dette.

Dokumentation af tiltaltes udtalelser om skyldsspørgsmålet i mentalundersøgelser og personundersøgelser
Anklagemyndighedens dokumentation af tiltaltes udtalelser om skyldsspørgsmålet i en mentalundersøgelse blev nægtet af landsretten i UfR.2002.195. Landsretten udtalte meget kortfattet: "Dokumentation af oplysninger om tiltaltes forklaring om de i sagen omhandlede forhold afgivet under mentalundersøgelser bør ikke ske". Det må antages, at denne praksis også er gældende for personundersøgelser (såkaldte § 808-undersøgelser), hvor formålet med samtalen med tiltalte alene er at få indsigt i dennes personlige forhold, der har betydning for sanktionsfastsættelsen. I øvrigt må det også antages, at de retsgarantier, der knytter sig til politiafhøringer ville kunne omgås, hvis tiltaltes udtalelser om skyldsspørgsmålet under mentalundersøgelser eller personundersøgelser senere kunne bruges som bevis mod denne.

Videoafhøringer af børn samt udviklingshæmmede/retarderede som bevismiddel
I § 872 bestemmes det, at politiets optagelse på video af en afhøring af et barn kan benyttes som bevis under hovedforhandlingen. Bestemmelsen afviger fra et grundlæggende princip i retsplejen om bevisumiddelbarhed. Det fremgår af retsplejelovens § 731 a og § 745 e, at der skal beskikkes en forsvarer for den mistænkte, og at denne skal gives mulighed for at overvære videoafhøringen af barnet. Af retsplejelovens § 745 e, stk. 2, følger det, at den, der er mistænkt eller sigtet ikke har krav på at overvære afhøringen, men at den pågældende har krav på at se videooptagelsen af afhøringen, og at denne kan anmode om genafhøring. Den omstændighed, at reglen grundlæggende bryder med princippet om bevisumiddelbarhed, fører til, at der følges en meget restriktiv praksis med hensyn til, at formkravene skal overholdes i forbindelse med tilblivelsen af videooptagelsen, hvilket fører til, at videoen ikke kan tillades anvendt som bevis, hvis disse formkrav ikke er overholdt. Se ovenfor under retsplejelovens § 745 e om fremgangsmåden, praksis mv. i forbindelse med videoafhøringer, der optages med henblik på, at de senere kan anvendes som bevis for, at nogen har begået strafbart forhold.

I dommen UfR 2005.474 ØLK bestemte Østre Landsret, at videoafhøringer af nogle børn i en sag om blufærdighedskrænkelse ikke burde være afspillet i retten, idet landsretten ikke anså det for godtgjort, at tiltalte, der - som foreskrevet af Rigsadvokaten - var blevet vejledt om sin ret til at gennemse videooptagelserne sammen med sin forsvarer, ikke tillige var "blevet vejledt om formålet hermed, herunder at optagelserne skulle anvendes i retten som bevis imod ham, og at han havde adgang til at begære genafhøring, samt at adgangen hertil kunne fortabes, hvis den ikke blev fremsat snarest muligt".

I UfR 2005.1424 ØLD ophævede landsretten en dom afsagt af byretten og hjemviste sagen til fornyet behandling i byretten. Tiltalte var i byretten blevet fundet skyldig i strafbart forhold på grundlag af en videoafhøring af et barn, som anklagemyndigheden havde afspillet for byretten. Landsretten bemærkede, at det ved landsrettens kendelse af 18. oktober 2004 var blevet fastslået, at de pågældende videooptagelser ikke kunne anvendes som bevis, fordi tiltalte ikke var gjort bekendt med, at optagelserne skulle træde i stedet for en afhøring af de pågældende piger direkte for den dømmende ret. Endvidere var tiltalte ej heller gjort bekendt med, at han under hensyn til dette formål med videoafhøringerne havde adgang til straks at gennemse optagelserne med sin forsvarer, og at han straks måtte begære pigerne videoafhørt på ny, hvis han og forsvareren fandt behov for at få forklaringerne suppleret eller uddybet. Endelig var han ikke gjort bekendt med, at han, dersom han undlod dette, ville være afskåret fra senere at begære pigerne indkaldt til at besvare spørgsmål direkte for den dømmende ret under domsforhandlingen. Herefter fandt landsretten, at der er sket en sådan tilsidesættelse af fundamentale garantier for tiltaltes retssikkerhed, herunder retten til kontraafhøring af anklagemyndighedens vidner, at fuld prøvelse i ankesagen, også under hensyn til toinstans-princippet, ikke er tilstrækkelig til at sikre tiltaltes retsstilling.

I UfR 2006.2159 VLK blev en videoafhøring af et barn nægtet afspillet under hovedforhandlingen. Det fremgik af sagen, at tiltalte havde haft lejlighed til at gennemse videooptagelsen hos politiet, men at forsvareren ikke havde været til stede. Landsretten anførte til støtte for kendelsen blandt andet: "Som det fremgår af bemærkningerne, er de grundlæggende betingelser i retsplejelovens § 745 e fastsat for at tilgodese den mistænktes eller sigtedes retssikkerhed. Det er, når der ikke senere bliver lejlighed for forsvareren til at afhøre barnet, af særlig vigtighed for den mistænkte eller sigtede, at der er adgang for ham til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen, således at de i samråd kan tage stilling til, om begæring om genafhøring skal fremsættes, jf. retsplejelovens § 745 e, stk. 2, 3. pkt., og således at begæringen kan fremsættes så hurtigt, at eventuel genafhøring, der af hensyn til barnet skal ske snarest muligt, ikke af denne grund må nægtes."

I UfR 2007.51 VLK fandt landsretten, at en videooptagelse af en afhøring af et barn kunne anvendes som bevis under hovedforhandlingen, til trods for at tiltaltes forsvarer ikke havde været til stede under optagelsen. Landsretten lagde vægt på, at der havde været en forsvarer til stede for den person, som politiet på tidspunktet for afhøringen havde mistænkt som gerningsperson. Landsretten lagde også vægt på, at der senere var foretaget en fornyet afhøring af barnet, hvor sigtedes forsvarer havde været til stede. Tiltalte og forsvareren havde derpå fået mulighed for at forlange genafhøring, hvor de kunne have fået spørgsmål stillet om begge afhøringer. Der var dissens i afgørelsen, idet en dommer fandt, at videooptagelsen ikke burde anvendes som bevis. Denne dommer lagde vægt på, at den blotte omstændighed, at tiltaltes forsvarer ikke havde overhørt den første videoafhøring førte til, at fremgangsmåden i retsplejelovens § 745 e, stk. 1, ikke var fulgt.

I TfK 2008.355 VLD fandt landsretten, at en dvd-optagelse af forklaringerne fra en 19-årig udviklingshæmmet mand kan anvendes som bevis i retten "jf. retsplejelovens § 872 analogt".

I TfK 2003 714 ØLK fik forsvareren ved landsretten tilladelse til i medfør af retsplejelovens § 745 e, stk. 2, 3. pkt. at få et barn, der havde været videoafhørt, genafhørt. Forsvareren havde overfor landsretten anført konkrete spørgsmål, som han ønskede afklaret ved at stille barnet yderligere spørgsmål. Landsretten fandt nogle af spørgsmålene relevante og fandt, at anmodningen om genafhøring skulle tages til følge.

I A.S. mod Finland afgjort af EMD den 28. september 2010 under sagsnummer 40156/07 blev klageren ved de nationale domstole idømt en betinget fængselsstraf for seksuelt misbrug af et barn. Barnets mor havde i begyndelsen af 2004 anmeldt til politiet, at hendes barn var blevet misbrugt seksuelt af en bekendt til moderen (klageren). Barnet blev afhørt, og afhøringen blev optaget på video. Da der senere blev rejst tiltale mod klageren, forlangte klageren i første omgang, at videooptagelsen ikke blev anvendt som bevis under straffesagen imod ham, idet han og hans forsvarer ikke havde haft lejlighed til at stille barnet spørgsmål. Uanset at tiltalte efter national lovgivning kan modsætte sig, at videooptagelsen anvendes som bevis, hvis tiltalte ikke har haft lejlighed til at lade spørgsmål stille til barnet, ombestemte tiltalte sig og tillod, at videooptagelsen blev afspillet for retten, idet anklagemyndigheden under straffesagens forberedelse havde meddelt, at man blandt andet ville afhøre den sagkyndige, der havde udarbejdet undersøgelser af, om barnet kunne være misbrugt seksuelt, samt barnets moder, som havde hørt barnet fremkomme med udtalelser, som hun opfattede således, at barnet var blevet misbrugt. Under disse omstændigheder mente klageren, at en afspilning af videooptagelsen kunne være i forsvarets interesse, idet videooptagelsen efter klagerens opfattelse viste, at nogen havde påvirket barnet til at fremkomme med beskyldningerne mod klageren. Klageren blev fundet skyldig ved de nationale domstole og klagede over, at afgørelsen var uretfærdig og i strid med EMRK artikel 6. Generelt om afhøringer af børn i tilfælde, hvor forklaringen fra barnet senere skal anvendes som bevis i en straffesag, udtaler EMD i præmis 56 blandt andet, at tiltalte skal tilbydes en mulighed for at lade spørgsmål stille til barnet, og at dette også skal ske i tilfælde, hvor barnet afhøres på video. Dette kan enten ske under selve optagelsen af afhøringen eller ved en senere lejlighed. De nationale myndigheder gjorde under sagen ved EMD gældende, at klageren og hans forsvarer selv havde ønsket videooptagelsen afspillet for retten, uagtet at klageren ikke havde haft mulighed for at lade spørgsmål stille til barnet, og at videooptagelsen ikke var det eneste bevis, der var blevet ført mod klageren (præmis 41). Af præmis 61 fremgår det, at EMD fandt, at videooptagelsen var det eneste "direkte bevis" ("direct evidence") mod klageren. Det fremgår af sagen, at de øvrige af anklagemyndighedens beviser i det væsentlige var afhøringer af moderen og specialisten, der havde undersøgt barnet. Ingen af disse vidner havde set det påståede seksuelle misbrug. De skulle alene afhøres om, hvad barnet havde fortalt til dem. I præmis 68 udtaler EMD, at brugen af videooptagelsen af barnets forklaring, som EMD anså som det eneste direkte bevis mod klageren, uden at klageren havde fået mulighed for at lade spørgsmål stille direkte til barnet, udgjorde begrænsninger for forsvaret i et sådant omfang, at processen ikke levede op til kravene til en retfærdig rettergang som krævet af artikel 6 §§ 1 og 3 (d) i konventionen. I præmis 74 påpegede EMD, at klagerens tilladelse til, at myndighederne kunne anvende videooptagelsen som bevis i retten, hang sammen med, at myndighederne ville anvende de tilstedeværende indirekte beviser (vidneafhøringerne) mod ham. Under disse omstændigheder havde klageren ikke frivilligt ("of his own free will") frasagt sig sine rettigheder til en retfærdig rettergang.

I Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2007 om "Behandling af sager om seksuelt misbrug af børn og videoafhøring af børn" gennemgås den fremgangsmåde, som politiet skal følge i forbindelse med videoafhøring af børn. Af afsnit 2 følger det blandt andet, at børn, der er over 12 år gamle, normalt ikke skal videoafhøres. Af afsnit 6, side 2, fremgår den selvfølge, at politiet ikke må tale med barnet om sagen forud for videoafhøringen, og at der skal udfærdiges "en detaljeret politirapport" om det besøg hos barnet, som politiet skal foretage forud for afhøringen. Af afsnit 6, side 3, følger, at der skal beskikkes sigtede en forsvarer inden videoafhøringen, at denne forsvarer skal være til stede under afhøringen, og at forsvareren "inden videoafhøringen" bør have adgang til sagens akter. Af afsnit 8, side 2, følger blandt andet, at personer, der forventes at skulle vidne i sagen, ikke må overvære afhøringen, Endvidere følger det, at ingen af barnets forældre bør overvære videoafhøringen. Afsnit 9 vedrører indholdet af den vejledning, som sigtede/mistænkte skal have. Det fremgår også at forsvareren skal vejledes om, at videooptagelsen kan anvendes som bevis i retten, uagtet at sigtede ikke ønsker at gennemse den.

Se afsnit 3.3.2, 3.3.3 og 3.3.4. i bemærkningerne til lov nr. 228 fra 2003. Se også betænkning nr. 1420/2002 om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn. I den nu ophævede meddelelse nr. 2/2003 fra Rigsadvokaten gennemgås fremgangsmåden ved videoafhøring af børn forholdsvis detaljeret. Se om den tidligere retstilstand blandt andet UfR 2000.1326 HK, som statuerede, at sigtede (dengang) havde ret til at være tilstede i monitorrummet under afhøringen af barnet, idet anklagemyndigheden ikke "havde påvist reale grunde" til støtte for, at dette ikke burde være tilfældet.

Forehold af politirapporter, forevisning af gerningsstedsrids mv. kan være uhensigtsmæssig påvirkning
Per Lindegaard og Jørgen Trolle behandler "Procedure i straffesager", Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, København 1975, side 75, blandt andet spørgsmålet om afhøring af vidner. De anfører blandt andet:

"Det kan derfor også ved afhøring af velvillige vidner være påkrævet at opfriske deres hukommelse ved forehold fra politirapporterne, men det vil i reglen være rigtigst at undgå det længst muligt og søge at fremkalde erindringen ved udspørgningen. Forehold af denne karakter vil jo ofte indeholde en suggestion".

På samme side anføres videre:

"Forevisning af bevismateriale for vidnet, kan også rumme risiko for suggestion. I færdselssager forevises vidner ofte ridset i forbindelse med at de afæskes en forklaring om parternes placering under forløbet. Jon Palle Buhl har rejst det spørgsmål, om der ikke ved siden af politiets rids, hvor køretøjerne er indtegnet som de er fundet, og hvor de efter politiets hypotese på grundlag af oplysningerne i sagen befandt sig under forløbet, bør haves et blankt rids til rådighed til forevisning for vidnet. I så fald bør vidnet have adgang til ved anvendelse af små figurer at påvise placeringen, således som den var efter hans erindring på det tidspunkt, da han gjorde sine iagttagelser".

2.14.7 - Mere om bevisførelsen under hovedforhandlingen

For sent anmeldte beviser - herunder beviser anmeldt under hovedforhandlingen - kan tillades ført
Retsplejelovens § 874 udtaler, at et bevis, "som er til stede" ikke kan nægtes ført med den begrundelse, "at beviset ikke er anmeldt i så god tid, at modparten har haft tilstrækkelig tid til at forberede sig". Fører en part bevis efter denne bestemmelse, kan modparten, hvis beviset af retten ikke anses som "uden betydning" for sagen, forlange "passende udsættelse", således at modparten får mulighed for at imødegå den omhandlede bevisførelse.

Af retsplejelovens § 874, stk. 2, fremgår, at retten kan udsætte sagen med henblik på at føre et bevis, som ikke er til stede", såfremt retten finder, at "bevisførelsen er ønskelig for sagens oplysning". Af 3. stykke fremgår, at retten af egen drift kan begære beviser ført og også af denne grund udsætte sagen, hvis dette skønnes "nødvendigt for sagens fuldstændige oplysning".

I afgørelsen TfK 2008 242 VLK hvor en person var tiltalt for overtrædelse af færdselsloven i et tilfælde, hvor han i bil og i spirituspåvirket tilstand havde påkørt en cyklist, begærede forsvareren en påbegyndt hovedforhandling udsat i cirka 1½ år, idet et vidne, som forsvareren ønskede at føre, befandt sig USA og formentlig ikke ville vende hjem før cirka 1½ år senere. Både byretten og landsretten fandt, at det var ønskeligt for sagens oplysning at føre vidnet. Byrettens kendelse, som landsretten henviste til i sin begrundelse for at stadfæste byrettens afgørelse, lød således: "Hvis sagen udsættes som begæret af forsvareren, er der megen sandsynlighed for, at næste retsmøde, hvor vidnerne skal afgive forklaring, først finder sted på et sent tidspunkt. Imidlertid finder retten ikke på det foreliggende grundlag at kunne afvise, at vidneforklaringerne kan få betydning for sagens afgørelse. .."

I Pello mod Estland afgjort af EMD den 12. april 2007 under sagsnummer 11423/04 afviste de nationale domstole at imødekomme forsvarerens begæring om udsættelse af hovedforhandlingen med henblik på, at to vidner blev ført, efter at vidnerne, der havde været indkaldt af retten på forsvarerens anmodning, var udeblevet fra retsmødet. De nationale domstole henviste til, at forsvaret ikke havde begrundet, hvorfor vidnerne var relevante. EMD udtalte, at EMD er enig i, at en forsvarer, der begærer vidneførsel, i rimeligt omfang skal begrunde dette (præmis 26). EMD fandt imidlertid, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 6, § 1 og 3 (d). EMD henviste blandt andet til, at vidnet havde befundet sig i umiddelbar nærhed af gerningsstedet på gerningstidspunktet, og at de nationale domstole også hidtil havde accepteret, at vidnerne skulle føres (præmis 34 og 35).

Bevisførelsens omfang og nægtelse af bevisførelse
Det er ifølge den straffeprocessuelle teori sjældent, at domstolene afskærer forsvarerne bevisførelse i en straffesag. Således fremgår af side 568 i "Straffeproces" af Eva Smith m.fl., forlaget Thomson 2005, blandt andet følgende: ".. Udelukkelse af bevis forekommer dog forholdsvis sjældent i straffesager; også selv om det på forhånd kan ventes, at f. eks. en forklaring har relativ lille betydning for bevisførelsen, således når tiltaltes mor afhøres til belysning af hans personlige forhold. Domstolene er imidlertid forsigtig med at afskære bevis, navnlig når det er forsvarets bevis. Se dog U. 1992.87 H, hvor Højesteret fandt, at udsættelse af sagen med henblik på indkaldelse af 2 vidner fra Nigeria ikke var påkrævet. .."

I sagen Janatuinen v. Finland (sagsnummer 28552/05) fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sin afgørelse af 8. december 2009, at artikel 6 var krænket, idet de finske domstole havde fundet klageren skyldig i narkotikakriminalitet i en sag, hvor politiet havde destrueret en del telefonaflytninger, som ikke forinden var blevet fremlagt som bevis i retten. Forsvareren, der som følge af, at telefonaflytningerne var blevet destrueret, ikke havde haft lejlighed til at høre disse, gjorde under sagen gældende, at der i telefonaflytningerne forekom samtaler, der kunne bekræfte tiltaltes uskyld. De finske myndigheder henviste til, at intet materiale af relevans for rettens bevisvurdering ("relevant to the courts' decision-making") var blevet destrueret (præmis 36). Myndighederne henviste også til, at en politiassistent, der havde kendskab til materialet, havde været indkaldt i retten, og at denne havde afgivet vidneforklaring om, at alt materiale, der var relevant for sagen, havde været fremlagt for retten (også præmis 36). Af præmis 37 fremgår det, at de finske myndigheder endvidere gjorde gældende, at forsvarets rettigheder var blevet yderligere beskyttet af objektivitetsprincippet, som anklagemyndigheden har pligt til at følge efter kapitel 1 i loven om offentlige anklagere. Anklageren havde samarbejdet med politiet under efterforskningen og havde således været i stand til at deltage i udvælgelsen af telefonaflytningerne, der var inkluderet i sagens akter, på grundlag af dennes vurdering af, hvilken information, der var relevant for sagen, og hvilken der ikke var dette. Præmis 37 lyder således: "37. The Government also contended that the rights of the defence had been further safeguarded by the principle of objectivity governing the duties of public prosecutors, as provided in section 1 of the Act on Public Prosecutors. The prosecutor had co-operated with the police during the pre-trial investigation and had thus been able to participate in the selection of the recordings included in the case file, based on his view of which information did or did not relate to the matter." I præmis 50 udtaler EMD, at man har lagt vægt på, at beslutningen om udelukkelse af bevismateriale blev truffet under efterforskningen, uden at man tilbød forsvareren en mulighed for at deltage i denne beslutningsproces. EMD fandt, at der forelå en krænkelse af artikel 6 § 1, jævnfør artikel 6, § 3 (b).

Se i øvrigt ovenfor i kapitlet om retsplejelovens § 185 vedrørende "bevisførelse om vidnets almindelige troværdighed"

Synbare bevismidler kan kræves fremlagt for den dømmende ret
EMD fandt i sagen Barberá, Messegué og Jabardo mod Spanien (sagsnummer 10590/83), der blev afgjort 6. December 1988, at synbare bevismidler bør fremvises for den dømmende ret. I denne sag havde en kniv bevismæssig betydning for sagen. Denne kniv var imidlertid ikke blevet fremlagt for den dømmende ret. Domfældelsen af de tiltalte, uden at retten havde haft lejlighed til at vurdere den omhandlede kniv, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6-1 (Se præmis 88 og præmis 89).

Tiltaltes adgang til at få det sidste ord inden sagens optagelse til dom og til selv at procedere sin sag
Retsplejelovens § 876 bestemmer, at "parterne, inden retten afsiger dom eller kendelse under hovedforhandlingen, skal have lejlighed til at udtale sig, og at tiltaltes "altid" har det sidste ord (inden dom eller kendelse). I TfK 2008 70 VLD blev en dom ophævet og sagen hjemvist med henvisning til, at parterne ikke havde haft lejlighed til at procedere sagen, og at tiltalte ikke havde haft lejlighed til at få det sidste ord. Landsretten begrundelse lød således: "Det fremgår af retsplejelovens § 876, at parterne, inden retten afsiger dom eller kendelse under hovedforhandlingen, skal have lejlighed til at udtale sig, og at tiltalte altid har det sidste ord. Det fremgår af retsbogen for byretten, at parterne ikke har haft adgang til at udtale sig, ligesom der ikke ses at være givet tiltalte det sidste ord. Da der således er sket tilsidesættelse af en væsentlig regel, der har til formål at beskytte tiltalte, og da den begåede fejl gør domfældelsens rigtighed tvivlsom, ophæver landsretten dommen og hjemviser sagen."

Af retsplejelovens § 877 fremgår, at når bevisførelsen er sluttet, får "først anklageren og derefter forsvareren og tiltalte ordet for at udtale sig om bevisførelsens resultat og om de retlige spørgsmål i sagen (proceduren)". I afgørelsen UfR 1971.10H udtalte højesteret, at tiltalte bør spørges, om han eller hun ønsker at gøre brug af denne ret.

2.14.8.1 - Bevisvurderingen i straffesager - retsplejelovens § 880

Retsplejelovens § 880 har følgende ordlyd:

"Ved afgørelsen af, om noget er bevist eller ikke, tages alene hensyn til de beviser, som er ført under hovedforhandlingen. Rettens bedømmelse af bevisernes vægt er ikke bundet ved lovregler."

Udgangspunktet i dansk ret er, at bevisbedømmelsen er fri. Det fremgår således af retsplejelovens § 880, 2. pkt., at rettens "bedømmelse af bevisernes vægt" ikke er "bundet ved lovgivning". Bestemmelsen betyder dog på trods af dens ordlyd ikke, at retten kan vægte de beviser, der er ført for retten, ganske efter rettens frie skøn. Der har i dansk ret udviklet sig en række bevisgrundsætninger, som sætter grænser for rettens frie skøn. Eksempelvis er der i straffesager en grundsætning om, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode. Denne grundsætning forklarer Eva Smith m.fl. i "Straffeprocessen", Thomson, GadJura 2005, side 558 på følgende måde: "Endvidere er det i straffesager ikke tilstrækkeligt, at anklagemyndighedens version forekommer mest sandsynlig. Det kræves, at beviset skal have en sådan styrke, at der ikke længere er nogen rimelig tvivl om, at tiltalte er skyldig, jf. det ovenfor kap. l nævnte princip: In dubio pro reo".

Det er ikke sjældent, at der i straffesager forekommer den situation, at det af en vidneforklaring fremgår, at tiltalte har begået den strafbare handling, som der er rejst tiltalte for, medens tiltalte nægter at have begået handlingen. Der er i en sådan sag således tale om påstand mod påstand. Ud fra grundsætningen om, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode, har domstolene udviklet en praksis, hvorefter tiltalte frifindes i sådanne sager.

I sager, hvor tiltalte frifindes som følge af, at det eneste belastende bevis mod denne er et vidnes (for eksempel forurettedes) forklaring, udtaler retten ofte noget i retning af, at der ikke er "ført det til domfældelse fornødne bevis", idet vidnets forklaring "ikke understøttes af objektive fund". Som eksempel på denne praksis kan nævnes dommen UfR.2006.2788 ØLD. I denne sag blev tiltalte dømt efter anklageskriftets forhold 1 og 2 men frifundet for anklageskriftets forhold 3 og 4. Frifindelsen i forhold 3 (en tiltale for røveri) begrundede retten således: "...Retten finder ikke, at der foreligger det til domfældelse fornødne bevis for, at T er skyldig i røveri (forhold 3). Retten har herved henset til, at T benægter forholdet, og at forurettedes forklaring ikke understøttes af objektive fund. T frifindes derfor for røveri. ..."

Uskyldsformodningen
Artikel 6, stk. 2, i EMRK indeholder reglen om "uskyldsformodning". I et høringssvar fra Justitsministeriet vedrørende Kommissionens "grønbog om uskyldsformodningen" har ministeriet i 2006 overfor "Europa-Kommissionen Generaldirektoratet for Retfærdighed, Frihed og Sikkerhed" redegjort nærmere for, hvorledes "uskyldsformodningen" er gældende i dansk ret. Justitsministeriet udtaler sig om kravet til styrken af de beviser, som anklagemyndigheden skal føre om tiltaltes skyld, førend der kan ske domfældelse. På side 4, øverst, anfører ministeriet således: "Ved beviskrav forstås efter dansk ret den grad af sikkerhed, der på grundlag af bevisførelsen skal være opnået, for at et bestemt forhold kan anses for bevist. Hovedreglen i straffesager er, at tiltaltes skyld skal være sandsynliggjort i en sådan grad, at der ikke består nogen rimelig tvivl herom. Såfremt der efter bevisførelsen og bevisvurderingen består en rimelig tvivl om tiltaltes skyld, skal der således ske frifindelse (in dubio pro reo)." Se også Justitsministeriets høringsnotat vedrørende Kommissionens grønbog om uskyldsformodningen fra 2006

I Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers grønbog af 26. april 2006 om uskyldsformodningen, kapitel 2, side 5 og 6, har man defineret "uskyldsformodningen" således: ".. "Uskyldsformodning" er nævnt i artikel 6, stk. 2, i den europæiske menneskerettighedskonvention (retten til en retfærdig rettergang): "Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven" og i artikel 48 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder (Uskyldsformodning og forsvarets rettigheder): "1. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans/hendes skyld er bevist i overensstemmelse med loven. 2. Respekt for forsvarets rettigheder er sikret enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse." Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis giver retningslinjer for, hvad der forstås ved uskyldsformodningen. Uskyldsformodningen kan kun komme en person til gode, som er "anklaget for en strafbar handling"12. Den anklagede skal behandles, som om han/hun ikke har begået et strafbart forhold, indtil staten, via anklagemyndigheden, fremfører tilstrækkelige beviser til at overbevise en uafhængig og uvildig domstol om, at den anklagede er skyldig. Uskyldsformodningen kræver […], at medlemmer af en domstol ikke må have den forudfattede mening, at den anklagede har begået det strafbare forhold, han/hun er anklaget for13. Domstolen bør ikke udtale sig om vedkommendes skyld, før den faktisk har fastslået denne skyld. En person bør ikke varetægtsfængsles, medmindre der foreligger vægtige grunde hertil. Hvis der foretages varetægtsfængsling, skal fængslingsvilkårene være i overensstemmelse med formodningen om uskyld. Anklagemyndigheden skal bevise den anklagedes skyld, og enhver tvivl bør komme den anklagede til gode. Den anklagede skal kunne nægte at besvare spørgsmål. Det bør normalt ikke forventes, at den anklagede leverer beviser mod sig selv. Anklagedes ejendom må ikke konfiskeres uden en retfærdig rettergang. .."

Ved brev af 16. juni 2006 fremlagde Justitsministeriet til Folketingets Europaudvalg samt Folketingets Retsudvalg et "Grundnotat vedrørende Kommissionens grønbog om uskyldsformodningen". I dette grundnotat redegør Justitsministeriet i punkt 2.2.3. for Kommissionens opfattelse af menneskerettighedsdomstolens krav til bevisbyrden i straffesager. Af punkt 2.2.3, b, fremgår, at omvendt bevisbyrde i straffesager alene er acceptabelt for "mindre alvorlige" forseelser. I punkt 3.4. redegør ministeriet for ministeriets opfattelse af de danske regler om bevisbyrden og bevisbedømmelsen i straffesager. Det påpeges, at "in dubio pro reo"-grundsætningen er gældende i dansk ret. I punkt 2.2.5. behandles retten til ikke at udtale sig i en straffesag. I punkt 3.4. redegør ministeriet for dansk rets regler om, at sigtede ikke har pligt til at udtale sig under en straffesag. Det er værd at bemærke, at ministeriet i sin redegørelse forbigår retsplejelovens § 897, stk. 1, der i mindre straffesager hvor tiltalte nægter at udtale sig, hjemler adgang til, at retten behandler sagen, "som om tiltalte har tilstået det forhold, som den pågældende er tiltalt for", når der ikke under sagen er spørgsmål om højere straf en bøde. I punkt 2.2.1. behandles forbuddet mod at for eksempel dommere eller andre myndighedspersoner udtaler sig om en persons skyld, inden der foreligger dom. I punkt 3.2 redegør ministeriet for ministeriets opfattelse af, hvorledes retsplejelovens § 1016 a skal forstås. Ministeriet anfører blandt andet, at bestemmelsen forhindrer dommere, anklagere, politi og den valgte forsvarer at udtale sig om skyldsspørgsmålet i en straffesag, inden sagen er afgjort.

I UfR 2010.1027 HK var en person blevet pålagt en parkeringsafgift for at have parkeret i en handicap-bås på en parkeringsplads ved Bispebjerg Hospital uden at have placeret et handicapskilt i bilen således, at det var synligt ude fra. Bilisten gjorde gældende, at skiltet var placeret synligt i bilens forrude. Bilisten ville ikke betale parkeringsafgiften, og der blev anlagt en civil sag. Landsretten gav "Parkering København" medhold i, at afgiften var opkrævet med rette. Landsretten udtalte blandt andet, at bilisten "ikke har tilvejebragt en sådan tvivl om berettigelsen af den pålagte parkeringsafgift, at der er grundlag for at tilsidesætte den af parkeringsmyndigheden trufne afgørelse". Østre Landsret fandt dermod, at bevisbyrden for, at skiltet havde været placeret synligt i bilen, hvilede på bilisten. Højesteret gennemgik under sagens behandling ved Højesteret en afgørelse truffet af Den Europæiske Menneskerettighedskommission 14. september 1998 i sagen Flemming Petersen mod Danmark, sagsnummer 24989/94. Denne sag vedrørte også en parkeringsafgift. Her fandt kommissionen, at den såkaldte "skyldformodningsregel" såvel som andre af de retsgarantier, der knytter sig til straffesager, er gældende i sådanne sager. De danske myndigheder fik således ikke medhold i, at en "parkeringsafgift" ikke kan sidestilles med en "bøde". Kommissionen fandt, at afgiften er pønalt begrundet, og at parkeringsafgifter har et afskrækkende formål. Højesteret frifandt bilisten med henvisning til kommissionens afgørelse og udtalte blandt andet: "Det følger heraf, at retten ved behandlingen af en sådan sag skal iagttage de retssikkerhedsgarantier, der i medfør af artikel 6 gælder for tiltalte i straffesager. Dette er ikke til hinder for, at en sag om parkeringsafgift til det offentlige behandles i den civile retsplejes former, men indebærer bl.a., at de beviskrav, der gælder i straffesager, jf. herved reglen om uskyldsformodning i artikel 6, stk. 2, finder anvendelse. Det indebærer endvidere, at reglen i retsplejelovens § 863 om, at en tiltalt ikke har pligt til at afgive forklaring, også finder anvendelse. Af de grunde, der er anført af fogedretten, finder Højesteret, at Parkering København, som må antages at have haft mulighed for at sikre sig bevis ved fotografering, ikke har godtgjort, at invalideskiltet ikke var anbragt synligt i forruden."

Bevisumiddelbarhed
Efter EMRK artikel 6 gælder der et almindeligt princip om bevisumiddelbarhed. Se for eksempel Peer Lorenzen m.fl. i "Den Europæiske Menneskerettighedskonvention" med kommentarer, Jurist og Økonomforbundets Forlag, 2. udgave, 2003. På side 241 anføres blandt andet: "Ifølge EMD's praksis anses det for et grundlæggende princip, at beviser skal fremlægges "in presence of the accused at a public hearing with a view to adversarial argument, jf. f. eks. Lüdi pr 47. ..."

Princippet om bevisumiddelbarhed gælder også i ankeinstansen, dog følger det af retsplejelovens § 923, at tilførsler til retsbøger om forklaringer afgivet af vidner og syns- og skønsmænd under byretsbehandlingen ud over i de i § 871 nævnte tilfælde kan anvendes som bevismiddel, hvis ingen af parterne inden hovedforhandlingen har anmodet om ny afhøring. Ved behandlingen af en straffesag for 1. instans og ikke mindst, når den behandles ved senere instanser, er det værd at være opmærksom på, at vidnerne og de tiltalte ofte har været afhørt af politiet, og at de derudover har haft lejlighed til at drøfte sagen med andre. Dette kan svække betydningen af vidnets eller den tiltaltes forklaring. Eva Smith m.fl. anfører herom i "Straffeprocessen", Forlaget Thomson 2008, side 655, blandt andet: "... Man skal være opmærksom på, at næsten alle vidner i straffesager har været afhørt af politiet, når de møder i retten - og drejer det sig om et vigtigt vidne, har det været afhørt adskillige gange. Dertil kommer samtale med slægt og venner. Det er en fiktion at forestille sig, at der ved afhøringen i retten afgives en "frisk og umiddelbar" forklaring. Der vil ofte være tale om en gentagelse af den tidligere forklaring. Man taler i sådanne situationer om en "fastlåsning" eller "fiksering" af vidnets erindring. Dette forhold accentueres under ankebehandlingen. Ved ankebehandlingen vil der ofte være forløbet meget lang tid siden gerningstidspunktet, og det vil være vanskeligt for vidnet at skelne mellem erindringen om det faktisk passerede og den flere gange gentagne forklaring. Imidlertid gælder princippet om bevisumiddelbarhed også i ankeinstansen. .." I landsretten under en bevisanke er det ikke ualmindeligt, at et vidnes forklaring i byretten oplæses for vidnet, hvorpå vidnet spørges, om vidnet kan vedkende sig forklaringen, hvorefter eventuelle supplerende spørgsmål stilles til vidnet. Om dette anfører Eva Smith m. fl. i "Straffeprocessen" også på side 655 blandt andet: ".. Det er ofte påpeget, at en fornyet afhøring i almindelighed fører til en gentagelse af den tidligere afgivne forklaring. Dette forhold hænger bl.a. sammen med, at man, i Østre Landsret, ofte indleder med at oplæse vidnets tidligere forklaring og spørge, om vidnet kan vedkende sig den. En afhøring af denne karakter har ingen selvstændig betydning for sagen og påfører i øvrigt vidnet en unødvendig ulejlighed. Skal en fornyet afhøring have nogen mening, må der være tale om en egentlig afhøring, hvor man først efterfølgende konfronterer vidnet med dets tidligere udtalelser. Dette er efter det oplyste også den fremgangsmåde, der anvendes i Vestre Landsret. .."

Som nævnt ovenfor anser Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bevisumiddelbarhedsprincippet som et grundlæggende princip i retsplejen. Bevisumiddelbarhedsprincippet anses således for at være en selvfølgelighed i retsplejen i demokratiske retsstater omfattet af EMRK. Det forekommer derfor noget overraskende, at Vestre Landsret i en kendelse af 20. oktober 2010 vedrørende skyldspørgsmålet i nævningesagen V.L.S-1283-10 tillagde det særlig betydning ved vurderingen af to vidners troværdighed, at vidnerne i landsretten var blevet afhørt, uden at de forklaringer, som vidnerne havde afgivet i byretten, umiddelbart forinden, at vidnerne skulle afgive forklaring i landsretten, var blevet oplæst for dem. Vidnerne, der var store teenage-piger, havde i sommeren 2009 til politiet og i byretten forklaret, at deres fader over en længere årrække havde misbrugt dem seksuelt. Forsvareren forlangte, at pigerne skulle afgive forklaring i landsretten, uden at pigerne først skulle have adgang til at høre forklaringerne afgivet i byretten umiddelbart forinden, at de skulle afgive forklaring for landsretten. I kendelsen om skyldsspørgsmålet udtalte landsretten, at landsretten fandt pigernes forklaringer troværdige blandt andet, fordi pigerne afgav deres forklaringer for landsretten "uden forinden at være foreholdt gengivelsen af deres forklaringer for byretten". Kendelsen må give forsvarere i almindelighed grund til at overveje det hensigtsmæssige i at påberåbe sig retsgarantier, der har til formål at beskytte tiltalte mod en urigtig domfældelse, så som bevisumiddelbarhedsprincippet, idet kendelsen er svær at forstå anderledes, end den blotte omstændighed, at disse processuelle retsgarantier har været iagttaget, i sig selv bestyrker troværdigheden af et vidneudsagn, der belaster tiltalte. Kendelsen kan vel fremover give anledning til en forsvarer-strategi, hvor forsvareren overvejer, at de retsgarantier, der skal beskytte tiltalte mod urigtig domfældelse, i videst muligt omfang tilsidesættes, hvorpå forsvareren påberåber sig dette i sin procedure.

Tekniske bevismidler

Sporing af genstande ved hjælp af politihund

I færdselssagen V.L. nr. S-0421-11 afgjort af Vestre Landsret den 13. maj 2011 nægtede tiltalte sig skyldig i spirituskørsel. Han hævdede, at den målte spirituspromille, hvis størrelse han ikke bestred, var fremkommet som følge af spiritusindtagelse umiddelbart efter køreturen. Den pågældende var kørt galt, og der kom vidner til stede straks efter. Tiltalte flygtede i løb fra stedet ind i noget bevoksning ved siden af vejen, hvorfor politi med hunde blev tilkaldt. Tiltalte blev pågrebet et kvartes tid senere af en hundefører, hvis hund fandt ham liggende i noget bevoksning cirka 300 meter fra stedet, hvor biluheldet var fundet sted. Tiltalte forklarede, at han havde haft en flaske spiritus i en jakkelomme, at han havde indtaget spiritus fra flasken under løb væk fra bilen, og at han derpå havde smidt flasken væk fra sig. I retten forklarede hundeføreren, at han havde søgt efter eventuelle tomme flasker i nærheden af den rute, som tiltalte havde løbet. Hundeføreren blev indkaldt til at afgive vidneforklaring. I byretten forklarede han blandt andet: ".. Hvis en person smider en genstand væk på en rute, som hunden går, så kan hunden sagtens lugte det, idet den har en meget fint følende næse. Ved ugunstige vindforhold kan flasken være smidt 0,5 meter fra ruten, uden at hunden vil kunne lugte den. Ved gunstige forhold kan hunden lugte flasken på ruten på lang afstand. .." Sagen blev ved Østjyllands Politi behandlet under sagsnummer 4200-80201-00753-09.

Se Kundgørelse om retningslinier for brug af Rigspolitichefens ID-hunde til sammenligning af lugtspor, cirkulære nr. 10695 af 12. februar 1998.

DNA som bevismiddel
I UfR 2010.82 VLD blev en person ved Vestre Landsret frifundet for ildspåsættelse. Landsretten lagde vægt på, at det eneste bevis, som fandtes mod tiltalte, var, at der var fundet blod på gerningsstedet hidrørende fra gerningsmanden, og at der fra dette blod blev foretaget en DNA-test, som viste, at det er "mere end 1.000.000 gange mere sandsynligt, at det blod, der er fundet på gerningsstedet, hidrører fra tiltalte end fra en tilfældig anden person". Landsretten lagde vægt på, at der kan være flere personer med samme DNA-profil som den fundne, og at der derfor er "rimelig tvivl" om tiltaltes skyld. Der var i 2001 blevet sat ild til et diskotek i Grenaa. Politiet fandt ved brandstedsundersøgelsen, at en rude i en dør til diskoteket var blevet knust. På det indvendige dørhåndtag på samme dør blev der fundet "blodig afsmitning". Endvidere blev der fundet bloddryp på fliserne "lige uden for indstigningsstedet". I 2006 blev en person med rockertilknytning sigtet for en anden forbrydelse og fik ved denne anledning foretaget mundskrab til en DNA-analyse. Der viste sig at være stor overensstemmelse mellem dennes DNA-profil og DNA-profilen fra det blod, som var fundet på gerningsstedet i Grenaa. Byretten fandt tiltalte skyldig og af begrundelsen fremgår: ".. Det lægges ved sagens afgørelse til grund, at branden den 29. juni 2001 på Diskotek »Shakes Beer«, Grenaa, var påsat. Det lægges endvidere til grund, at gerningsmanden har afsat spor, herunder blodspor, som blev undersøgt af Retsgenetisk Afdeling, hvorefter der er blevet lavet en dna-profil, som viser, at der er sammenfald mellem disse 4 blodspor, der således kunne være afsat af den samme person. Det lægges endvidere til grund, at indehaveren af diskoteket, D, i begyndelsen af juni 2001 blev truet af 2 personer, som han på grund af hele deres fremtoning antog var rocker-relaterede, med, at hvis han ikke gav adgang til diskoteket for dem, ville diskoteket blive brændt af. Det lægges yderligere til grund, at der i Grenaa i 2001 var to rocker-relaterede grupper - Red & White og Tornados, som begge havde tilknytning til Hells Angels. I overensstemmelse med tiltaltes forklaring lægges det til grund, at tiltalte i 2001 var prospekt for Bandidos Randelev, og at han senere er blevet fuldgyldigt medlem af Bandidos. Under hensyn til den tidsmæssige sammenhæng mellem truslerne og den påsatte brand samt til tiltaltes rockertilknytning, samt efter resultatet af dna-analysen - som angiver at der er større sandsynlighed end 1 til 1.000.000 for, at sporet stammer fra tiltalte end fra en tilfældig anden person - sammenholdt med den af L afgivne vidneforklaring, finder retten det bevist med tilstrækkelig sikkerhed, at det er tiltalte, der har påsat branden. Tiltalte findes derfor skyldig efter anklageskriftets forhold 1. .." Landsretten frifandt tiltalte med følgende begrundelse: ".. Efter bevisførelsen lægges det til grund, at der kort før branden den 21. juni 2001 var en episode på diskotek Shakes Beer, hvor en person med tilknytning til det lokale rockermiljø blev bortvist, at dette førte til, at personer med rygmærke herefter var uønskede, og at 2 rockerlignende personer herefter opsøgte diskoteksejeren og under henvisning til dette forbud truede med at brænde diskoteket ned. Det er under bevisførelse oplyst, at de lokale rockergrupper havde tilknytning til Hells Angels. Der er derimod ikke oplysninger om, at Bandidos var repræsenteret i området. Landsretten finder det derfor ikke sandsynliggjort, at truslerne om nedbrænding blev fremsat af rockere med tilknytning til Bandidos. Tiltalte har forklaret, at forholdet mellem Hells Angels og Bandidos i 2001 ikke var godt, og at det er helt usandsynligt, at medlemmer af Bandidos og Hells Angels samarbejdede om at begå kriminelle handlinger. Denne forklaring er ikke imødegået af oplysninger fra anklagemyndigheden. Landsretten finder derfor ikke, at den omstændighed, at tiltalte havde tilknytning til Bandidos, kan tillægges betydning ved sagens afgørelse. Der er således ikke i sagen andet end dna-analysen, der knytter tiltalte til ildspåsættelsen. Af dna-analysen fremgår det, at det efter en analyse af 10 punkter er mere end 1.000.000 gange mere sandsynligt, at det blod, der er fundet på gerningsstedet, hidrører fra tiltalte end fra en tilfældig anden person. Efter den forklaring, som retsgenetiker L har afgivet i byretten, må det imidlertid lægges til grund, at dette indebærer, at der i en befolkning med 5 millioner personer statistisk er 4 andre personer, der har den samme dna-profil, hvis man ikke tager hensyn til køn. Under hensyn til at det herefter må lægges til grund, at der kan være flere personer med samme dna-profil som den fundne, finder landsretten, at der er rimelig tvivl om, hvorvidt tiltalte er skyldig. Tiltalte frifindes derfor. ..."

I TfK 2011.216 VLD blev en person frifundet for indbrudstyveri i et tilfælde, hvor et cigaretskod fundet på gerningsstedet var eneste bevis mod den pågældende. Den pågældende var adskillige gange tidligere straffet for berigelseskriminalitet. Det fremgik af sagen, at Retsgenetisk afdeling har konkluderet i erklæringerne, at det er mere end 1.000.000 gange mere sandsynligt, at det undersøgte materiale fra de to gerningssteder stammer fra tiltalte end en tilfældig anden person i den danske befolkning.

Det er muligt, at ovennævnte domme fører til, at politiet under tiden opgiver påtalen i tilfælde, hvor DNA-fund på gerningsstedet peger på en bestemt person, der nægter at kende noget til den kriminelle handling, og hvor mistanken ikke støttes af andet end DNA-fundet. Dette synes for eksempel at være tilfældet i sagen 4500-75211-00350-06. Her havde Østjyllands Politi den 18. juli 2006 i en villa, hvor der netop havde været begået indbrudstyveri, fundet DNA spor. I juli 2009 konstaterede Retsgenetisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet, at det i villaen fundne DNA-materiale med en bevisvægt >1.000.000 var identisk med DNA-profilen på en 26-årig mand fra Randers, der var adskillige gange tidligere straffet for blandt andet tyveri. Den pågældende blev den 10. maj 2010 afhørt. Han nægtede sig skyldig og forklarede, "at han ikke husker, hvad han lavede i sommeren 2006 og derfor ikke kan erkendte dette forhold". Den 30. september 2010 meddelte Østjyllands Politi, at man havde opgivet påtalen mod den pågældende.

Særligt om vidneudsagn fra polititjenestemænd
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i mange år fulgt det udgangspunkt, at domstolen overlader bevisbedømmelsen til national ret. I de senere år har domstolen dog i sager, hvor Domstolen har undersøgt, om EMRK. artikel 2 eller EMRK. artikel 3 kan være krænket, i meget vidt omfang foretaget en egentlig bevisvurdering. I Zelilof mod Grækenland (sagsnummer 17060/03) fandt EMD anledning til at kritisere bevisvurderingen i et tilfælde, hvor en medlemsstats domstole havde lagt mere vægt på nogle polititjenestemænds forklaring end på nogle borgeres forklaring, da borgerne skulle straffes for vold mod politiet. I denne sag udtaler EMD blandt andet, at der ikke var anvendt samme standarder ved bedømmelsen af politifolkenes og af de civiles forskellige forklaringer om, hvad der var foregået.

EMDs kritik af, at der er anvendt forskellige "standarder" i bedømmelsen af de forklaringer, som på den ene side politifolkene og på den anden side de civile borgere har afgivet i ovennævnte sag, hvor myndighederne har undersøgt en klage over politiet, kan næppe undgås også at få betydning for, hvorledes nationale domstole fremover vil bedømme forklaringerne i straffesager, hvor civile borgere risikerer domfældelse på grundlag af politifolks forklaringer. I sådanne sager er der et særligt behov for, at domstolene anvender nogle "standarder", som ikke efterlader indtryk af, at politifolk kan påstå hvad som helst i retten med den virkning, at andre straffes. Politiet kan formentlig mest effektivt udføre deres opgaver, når politiet opererer i en befolkning, som har fuld tillid til, at politiet kigges efter i kortene af den dømmende magt.

Se mere om beviskravene i politiklagesager under "Klager over politiet".

Politifolk føler sig mere end andre mennesker sikre på, at deres iagttagelser er rigtige - også selv om de er forkerte
Eva Smith skriver i sin afhandling "Vidnebeviset, En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer", GAD 1986, side 581 ff om politifolk som vidner. Forfatteren indleder med at henvise til en engelsk annonce for rekruttering af politifolk, der fortæller læserne, at man under uddannelsen som politimand lærer at observere og huske. Hun henviser derpå til, at annoncen formentlig er et udtryk for "en almindelig opfattelse, som også deles af retten". Forfatteren henviser derpå til et eksempel fra en engelsk sag, hvor tiltalte var blevet genkendt af 5 politifolk og dømt, skønt "ikke mindre end 38 andre vidner ikke mente, at han var forbryderen". Annoncen og eksemplet fra engelsk retspraksis bygger således på en antagelse, der går ud på, at politifolk i særlig grad skulle være gode til at observere og huske.

Eva Smith indleder afsnittet om politifolk som vidner med at konkludere følgende (side 581, nederste afsnit og side 582): "Også i Danmark lægges der sædvanligvis megen vægt på politifolks vidneudsagn. Det antages, at de - i modsætning til mange andre vidner - ikke har nogen personlig interesse i at opfatte et hændelsesforløb på en bestemt måde, samt at de i deres job har fået opøvet en særlig god iagttagelsesevne. En sådan opfattelse er det imidlertid ikke lykkedes at finde overbevisende belæg for."

Eva Smith beskæftiger sig der på med eksempler på forskellen på politifolks og andre vidners iagttagelsesevne og hukommelse. Hun citerer en hollandsk undersøgelse, hvor forskellene på politifolks og studenters iagttagelsesevne nærmere undersøges. Om denne undersøgelse påpeger Eva Smith, at der kun er "små forskelle mellem politifolk og studenter - bortset fra, at politifolkene tenderer at udtrykke større sikkerhed med hensyn til korrektheden af deres iagttagelser (dette gælder også de forkerte)."

Eva Smith behandler (side 583) den omstændighed, at retterne lejlighedsvist henviser til "det enkelte politividnes rutine og erfaring". Dette leder forfatteren ind på en undersøgelse af "Billig og Milner", hvor politifolk med stor erfaring ikke viste sig at være bedre til identifikation fra fotografier end politifolk med ringe erfaring.

Eva Smith forholder sig i afsnittet til den omstændighed, at tiltalte eller vidner i retten, hvis forklaringer afviger fra politifolks med hensyn til, hvad de pågældende tidligere har forklaret politiet, "ikke sjældent" fra dommeren eller anklageren mødes med spørgsmålet: "Ja, men hvilken interesse skulle polititjenestemanden dog have i at tillægge Dem ukorrekte udtalelser?". Om dette skriver hun, at forskning viser, at spørgsmålet er forkert stillet, idet ingen ifølge Eva Smith beskylder politiet for bevist at referere afhørte personer forkert, men at politiet "må antages at ligge under for de samme psykologiske mekanismer som andre dødelige". Politifolk filtrerer således det, som de hører, "i lyset af deres tidligere erfaringer og almindelige verdensbillede". Derpå peger forfatteren på, at politifolkene "meget ofte er en slags part i sagen, idet de ofte afhøres om forhold, hvor de selv har spillet en aktiv rolle". Hun henviser til, at "angst og ophidselse" må at tages at have "samme indvirkning på deres iagttagelse som på andres" i tilfælde, hvor det drejer sig om "følelsesmæssigt belastede situationer".

Eva Smith afslutter afsnittet om politifolk som vidner med at citere en afgørelse fra dansk ret med afgørelsen UfR.1982.842 HD, hvor "en politimand direkte var part i sagen (tiltalt). Her udtaler retten på dommens side 845, at "den havde tillagt hans og hans kollegers forklaringer samme bevismæssige vægt som andre vidners".

Se artikel af 12. september 2010 af Claus Bonnez, der blandt andet indeholder et avisreferat af en straffesag, hvor en polititjenestemand udtalte, at han utvivlsomt genkendte en tilstedeværende i retssalen som gerningsmanden til en forbrydelse, uagtet at dette ikke var tilfældet.

Bevisvurderingen i sædelighedssager mod børn
I punkt 13.1.2.8. i familiestyrelsens vejledning nr. 9860 af 6. september 2007 om samvær behandles spørgsmålet om, hvorledes Statsforvaltningen skal behandle samværssager, hvor en forælder beskylder den forælder, der skal have samvær med et barn, for at denne forælder har været grænseoverskridende over for barnet. Punktet i vejledningen synes at forudsætte, at det ikke er helt sjældent, at sådanne beskyldninger fremkommer i forbindelse med en samværssag. Mere interessant kan det imidlertid være, at det i vejledningen præciseres, at de "signaler", der udsendes af et misbrugt barn, er så identiske med de signaler, der udsendes af børn med forældre, der har et højt "konfliktniveau", at det er svært at afgøre, om disse signaler er resultatet af grænseoverskridende adfærd fra en forælder eller af forældrenes indbyrdes konflikter med hinanden.

Familiestyrelsens vejledning er ikke uinteressant for straffesager, hvor der er rejst sigtelse mod en forælder for seksuelt misbrug af sit barn, og hvor det er kendt, at der er eller har været konflikter forældrene imellem. Det kan således være disse konflikter og ikke nødvendigvis seksuelt misbrug, der er årsagen såvel til, at der sker anmeldelse om grænseoverskridende adfærd, som til, at barnet udviser en adfærd, der anses for sædvanlig for børn, der har været udsat for grænseoverskridende adfærd.

Se nærmere en artikel af 19. februar 2008 af Claus Bonnez om falske anmeldelser og beviskravene i voldtægtssager.

2.14.8.2 - Dommernes afstemninger, domsafsigelse, hovedforhandlingens afslutning, begrundelse for domfældelse, rådslagning mv.

Af Retsplejelovens § 883, stk. 3, fremgår, at retten ikke kan domfælde for noget forhold, der ikke er omfattet af tiltalen. Stk. 4 har imidlertid følgende indhold: "Derimod er retten ikke udelukket fra at henføre det påtalte forhold under en anden strafbestemmelse end den, anklagemyndigheden har påstået anvendt. Retten kan også fravige tiltalen med hensyn til de med lovovertrædelsen forbundne biomstændigheder (tid og sted m.v.). Dette kan dog kun ske, hvis retten med sikkerhed skønner, at tiltalte, også under forudsætning af sådan afvigelse fra tiltalen, har haft fyldestgørende adgang til forsvar. Finder retten, at dette ikke er tilfældet, eller nærer den tvivl i så henseende, skal den, inden dens afvigende bedømmelse lægges til grund for domfældelsen, give parterne lejlighed til at udtale sig og efter omstændighederne udsætte sagen i det tidsrum, der er nødvendigt for at varetage forsvaret."

I TfK 2009.920/2 HD blev en person frifundet for tyveri af nogle designermøbler fra den pågældendes arbejdsplads. Den pågældende var tiltalt for tyveri efter straffelovens § 276 "ved i perioden fra marts 2006 til november 2006 hos firmaet E ApS, - - -, København NV, hvor tiltalte var ansat som sælger, at have stjålet designermøbler samt en herrecykel, alt til en samlet værdi af 41.675 kr." Byretten frifandt den pågældende, idet byretten anførte: "Efter bevisførelsen finder retten det ikke bevist, at tiltalte har realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 276. Som anklageskriftet er udformet, finder retten ikke i medfør af retsplejelovens § 883, stk. 4, at kunne henføre det påtalte forhold under anden straffebestemmelse i straffelovens kapitel 28." Landsrettens flertal fandt den pågældende skyldig, idet landsretten fandt det godtgjort, at tiltalte "sørgede for, at møblerne kom i hendes bekendtes besiddelse. Ved den anvendte fremgangsmåde ved salgene og tilegnelsen af betalingerne for møblerne finder vi, at tiltalte har gjort sig skyldig i tyveri efter straffelovens § 276." I højesteret anførte forsvareren til støtte for påstanden om frifindelse, at tiltalte ikke havde realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 276 om tyveri, og at forholdet, således som anklageskriftet er udformet, ikke kan henføres under en anden straffebestemmelse. På grundlag af "parternes samstemmende påstande" frifandt Højesteret tiltalte.

Se ovenfor under kommentarerne til retsplejelovens §§ 834 og 836 om anklageskriftets indhold og begrænsningerne i adgangen til at berigtige angivelser i anklageskriftet samt udvidelse af tiltalen

Retsplejelovens § 884 indeholder krav til begrundelsen i domme i straffesager.

I UfR 1973.848/1 VLD blev en fældende dom ophævet og hjemvist til fornyet behandling i byretten, idet landsretten fandt, at Der ikke i dommen var "optaget nogen nøjagtig angivelse af de omstændigheder der er lagt til grund for domfældelsen af tiltalte, herunder oplysning om, i hvilket nærmere omfang overtrædelserne er anset for begået med forsæt ...".

2.14.9 - Nævningesager
Reglerne om nævningesager findes i retsplejelovens § 886 til § 894 (retsplejelovens kapitel 79).

Af retsplejelovens § 12, stk. 5, følger, at der i nævningesager ved byretten deltager 3 dommere og 6 nævninger. Af retsplejelovens § 7, stk. 3, følger, at der deltager 3 landsdommere og 9 nævninger ved nævningesager i landsretten.

Af § 891, stk. 4, fremgår, at en afgørelse af skyldsspørgsmålet i en nævningesag ved første instans, der er ugunstig for tiltalte, kun kan vedtages med mindst 4 stemmer fra nævningerne og mindst 2 stemmer fra dommerne. Af retsplejelovens § 931, stk. 2, følger, at under ankesager kan en for tiltalte ugunstig afgørelse af skyldsspørgsmålet kun vedtages med mindst 6 stemmer fra nævningerne og mindst 2 stemmer fra dommerne.

Retsplejelovens § 894 regulerer, hvorledes sanktionen fastsættes, såfremt tiltalte findes skyldig i strafbart forhold. I nævningesager behandles sanktionsspørgsmålet først, når retten har taget stilling til skyldsspørgsmålet. Der foregår i nævningesager - efter at skyldspørgsmålet er afgjort - en selvstændig bevisførelse og procedure vedrørende sanktionen efter retsplejelovens § 893.

Retsplejelovens kapitel 79 om nævningesager.

Notat af 24. marts 2006 fra Justitsministeriets lovafdeling om forholdet mellem grundlovens § 65, stk. 2, og en ordning om fælles votering om skyldsspørgsmålet mellem nævninger og de juridiske dommere.

I en redegørelse af 13. marts 2006 udtaler professor Henrik Zahle sig overfor Folketingets Retsudvalg om grundlovens bestemmelser om nævningers medvirken i strafferetsplejen. Det er Henrik Zahles opfattelse, at bestemmelsens ordlyd "ikke entydigt" udtaler, at nævninger skal medvirke, men at "Betænkningsforarbejderne fra 1953 går ud fra en klar forpligtelse". Endvidere påpeger Henrik Zahle, at der efter hans opfattelse ikke er grundlag "for den fuldstændige omtolkning af nævningebegrebet, som må forudsættes for at kunne sætte lægdommere sammen med de juridiske dommere ved afgørelsen af skyldspørgsmålet."

I bemærkningerne til grundlovens § 66, stk. 2 (nu § 65, stk. 2) i Betænkning afgivet af Forfatningskommissionen af 1946 i 1953 udtaler forfatningskommissionen blandt andet: "Efter kommissionens opfattelse forpligter bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt., til at bevare nævningers medvirken i strafferetsplejen."

Retsplejerådets betænkning nr. 1352/1998 om behandling af nævningesager.

2.14.10 - Straffesager, i hvilke der ikke medvirker lægdommere
Retsplejelovens § 897, stk. 1, har følgende ordlyd: "Udebliver tiltalte uden oplyst lovligt forfald, eller nægter tiltalte at afgive forklaring, kan retten behandle sagen, som om tiltalte har tilstået det forhold, som den pågældende er tiltalt for, når der ikke under sagen er spørgsmål om højere straf end bøde og omstændighederne ikke taler imod det. Dommen kan udfærdiges ved en påtegning på anklageskriftet."

Af bestemmelsen fremgår det således, at retten kan anse tiltalte som skyldig i tilfælde, hvor der er påstået bødestraf, hvis tiltalte nægter at udtale sig i retten. Sagt med andre ord indebærer reglen, at der er formodning for, at tiltalte er skyldig i den forbrydelse, der er rejst tiltale for, medmindre tiltalte afgiver en troværdig forklaring, der kan overbevise retten om tiltaltes uskyld.

I note 3 i kommentaren til § 897, stk. 1, anføres i Kommenteret Retsplejelov, DJØF forlag 2008, bind lll, side 391, "Medens tiltaltes nægtelse af at afgive forklaring ikke har nogen umiddelbar processuel virkning i domsmands- og nævningesager, jf. § 754, stk. 1, jf. § 752, stk. 1, og § 863, stk. 1, har nægtelsen i kap. 80-sager den virkning, at dommeren kan afsige "udeblivelsesdom". Tiltalte bør forinden være gjort bekendt med virkningen af nægtelsen, jf. § 896, stk. 3, nr. 2." Noten er vanskelig at forstå på anden måde, end at disse forfattere også mener, at reglen i § 897, stk. 1, om, at tiltaltes undladelse af at afgive forklaring medfører, at retten kan behandle sagen, "som om tiltalte har tilstået", er gældende i alle straffesager med undtagelse af "domsmands- og nævningesager".

Den omstændighed, at reglen gælder i "straffesager", uanset hvor bagatelagtige disse straffesager måtte være, synes at stride imod EMRK artikel 6, stk. 2. Denne bestemmelse lyder således: "Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven." EMRK artikel 6, stk. 2, indebærer således, at "enhver", der "anklages for en lovovertrædelse" er omfattet af uskyldsformodningsreglen.

Det kan diskuteres - og har været diskuteret - om bøder kan være så bagatelagtige, eller om sager, hvor der ikke er tale om egentlige "bøder" efter straffelovgivningen men derimod "afgifter" efter særlovgivningen, kan være af en sådan ringe betydning, at det ikke er rimeligt at kræve, at "sigtede" skal tilbydes den retsbeskyttelse, som følger for eksempel EMRK artikel 6, stk. 2. Dette kunne være særligt oplagt at diskutere i sager om "afgifter" til det offentlige, som skal betales af personer, der for eksempel kører i bus eller s-tog uden gyldig rejsehjemmel eller parkerer ulovligt. Det kan anføres, at en sådan "afgift" ikke kan sidestilles med en "bøde", hvorfor den omhandlede person ikke "anklages for en lovovertrædelse". Diskussionen har været rejst i mange sager ved EMD. I sagen Putz mod Østrig afgjort den 22. februar 1996 af EMD under sagsnummer 18892/91 var en person blevet idømt bøder for at forstyrre retsmøder (se præmis 7). I præmis 37 bemærker EMD blandt andet, at bøderne ikke tilføres den pågældendes straffeattest (" the fines are not entered in the criminal record"). Blandt andet på dette grundlag udtaler EMD (præmis 37 in fine), at forholdene ikke kunne anses som "lovovertrædelser" ("criminal"). Sagen Ziliberberg mod Moldova afgjort den 1. februar 2005 af EMD under sagsnummer 61821/00 angik også spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne i EMRK artikel 6 var gældende i forhold til en sag, hvor en person var idømt en bøde for deltagelse i en uanmeldt demonstration. Af præmis 34 fremgår blandt andet, at EMD ved afgørelsen af, om der var tale om en anklage for en forbrydelse, lagde vægt på, at den pågældende kunne blive indsat til afsoning, hvis han undlod at betale bøden, medens der ikke fandtes en tilsvarende mulighed for at frihedsberøve personer, der ikke opfyldte deres forpligtelser i henhold til civile afgørelser ("civil judgments"). Af præmis 35 fremgår det, at EMD fandt, at der var tale om en "anklage" ("charge"). Af § 11, stk. 2, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 218 af 27. marts 2001 om Det Centrale Kriminalregister, der vedrører straffeattester med oplysninger blandt andet om "overtrædelser af straffeloven", fremgår følgende: "Bødestraffe medtages ikke, hvis der er forløbet 2 år fra datoen for den endelige afgørelse". Det fremgår således forudsætningsvist af denne bestemmelse, at "bødestraffe" for overtrædelse af straffeloven tilføres lovovertræderens straffeattest. Af § 53 i straffeloven fremgår følgende: "Indgår en bøde ikke, træder i dennes sted en forvandlingsstraf af fængsel". Sidstnævnte bestemmelse lovfæster således en såkaldt "forvaltningsstraf", der indebærer, at ubetalte bøder kan konverteres til en frihedsstraf.

Ovennævnte praksis ved EMD giver grund til at antage, at idømmelse af bøder i hvert tilfælde for straffelovsovertrædelser skal ske under iagttagelse af de retsgarantier, der følger af EMRK artikel 6, stk. 2, og at det således vil være konventionsstridigt som foreskrevet i retsplejelovens § 897, stk. 1, at "behandle sagen, som tiltalte har tilstået det forhold", som tiltalte ikke ønsker at udtale sig om. Retsgarantierne i artikel 6, stk 2, kan også være relevante i forhold til "bøder", der af myndighederne betegnes som "afgifter", også selvom sådanne afgifter ikke registreres i kriminalregisteret eller ikke kan forvandles til en frihedsstraf i medfør af straffelovens § 53. I UfR 2010.1027 HK henviste Højesteret til sagen Flemming Petersen mod Danmark, sagsnummer 24989/94, afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedskommission den 14. september 1998. Her fandt kommissionen, at den såkaldte "skyldformodningsregel" såvel som andre af de retsgarantier, der knytter sig til straffesager, er gældende i sådanne sager. De danske myndigheder fik således ikke medhold i, at en "parkeringsafgift" ikke kan sidestilles med en "bøde". Kommissionen fandt, at afgiften er pønalt begrundet, og at parkeringsafgifter har et afskrækkende formål. Højesteret frifandt bilisten med henvisning til kommissionens afgørelse og udtalte blandt andet: "Det følger heraf, at retten ved behandlingen af en sådan sag skal iagttage de retssikkerhedsgarantier, der i medfør af artikel 6 gælder for tiltalte i straffesager. Dette er ikke til hinder for, at en sag om parkeringsafgift til det offentlige behandles i den civile retsplejes former, men indebærer bl.a., at de beviskrav, der gælder i straffesager, jf. herved reglen om uskyldsformodning i artikel 6, stk. 2, finder anvendelse. Det indebærer endvidere, at reglen i retsplejelovens § 863 om, at en tiltalt ikke har pligt til at afgive forklaring, også finder anvendelse ..."

Ovenstående afgørelser såvel fra EMD som fra Højesteret viser, at myndighederne ikke kan undgå at yde borgerne den beskyttelse, som "sigtede" under en straffesag har krav på, ved blot at idømme personen en "afgift" i stedet for en "bøde". Der kan ikke være megen tvivl om, at den af EMRK artikel 6, stk. 2, omhandlede retsgaranti skal være til rådighed for sigtede i enhver "straffesag", også i sager, hvor der idømmes bøder, uanset hvor små disse bøder måtte være. Brugen af § 897, stk. 1, 2. - 4. pkt. må således formodes at stride mod EMRK artikel 6, stk. 2.

Se nærmere ovenfor om uskyldsformodningen i danske ret og i EMRK

2.14.11 - Rettens meddelelse af advarsel i straffesager efter retsplejelovens § 900

Af § 900 i retsplejeloven følger, at en sag kan afgøres ved, at retten tildeler tiltalte en advarsel, hvis retten finder, at tiltalte er skyldig, og sagen egner sig til afgørelse ved en advarsel på grund af lovovertrædelsens karakter, herunder navnlig fordi der er tale om et førstegangstilfælde af en ringe forseelse. Dette kræver, at tiltalte ikke protesterer.

I TfK 2009.911/1 VLD erkendte en person sig skyldig i at have været i besiddelse af 1,37 gram heroin fordelt på 4 salgspakker og 3,87 gram hash til eget brug. Det fremgår af sagen, at han var "talrige gange tidligere straffet, især for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer". I byretten blev den pågældende idømt fængsel i 60 dage. Afgørelsen blev ikke gjort betinget. Landsretten henviste til forarbejderne til lov nr. 526 af 6. juni 2007 og ophævede byrettens dom for så vidt angik byrettens bestemmelser om straf og sagsomkostninger. Tiltalte blev tildelt en advarsel efter retsplejelovens § 900.

2.15 - Anke og kære i straffesager

Se "Vejledning om den praktiske behandling af straffesager ved landsretterne" udarbejdet i et samarbejde mellem de to landsretter og efter drøftelse med statsadvokaterne og repræsentanter for de beskikkede forsvarere. Vejledningen er gældende fra 1. januar 2011 og indeholder oplysninger blandt andet om:
- sagens forberedelse og berammelse, side 3 til 11,
- ekstrakt og materialesamling, side 12 til 15,
- hovedforhandlingen, side 17 til 26,
- nævningesager, side 27 til 28.

Ankefrister

Retsplejelovens § 902 fastsætter en bagatelgrænse i forhold til anklagemyndighedens og tiltaltes adgang til at anke byrettens domme til landsretten uden først at have fået anketilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Af § 902, skt. 2, fremgår de nærmere betingelser for, hvor stor sanktionen skal være, førend der kan indgives anke. En bøde skal bestå af mere end 20 dagbøder, eller der skal være idømt en bøde på over 3.000 kr. Er der sket konfiskation af genstande af en værdi på mere end 3.000 kr., kan der også indgives anke direkte til retten. Endelig kan der ankes, hvis der er truffet bestemmelse om "andre offentligretlige følger". Se UfR 1928.761 VLD og en række andre afgørelser, der angik spørgsmålet om, hvorvidt der kan ankes, hvis en bøde og værdien af konfiskerede genstande tilsammen overstiger ankegrænsen ("Summa Appellabilis").

Af § 904 følger, at fristen for at anke en straffesag til landsretten er 14 dage "og regnes fra dommens afsigelse". Skal dommen forkyndes for tiltalte, regnes fristen efter § 904, stk. 2, fra forkyndelsen. Som anført nedenfor under bemærkningerne til retsplejelovens § 932 skal procesbevillingsnævnets tilladelse altid indhentes, forinden en straffesag kan ankes til Højesteret.

Af retsplejelovens § 907 fremgår, at anklagemyndighedens anke eller kontraanke til skade for tiltalte skal "være landsretten i hænde" inden udløbet af ankefristen. I TfK 2009.119 VLK havde anklagemyndigheden inden ankefristens udløb fremsendt ankemeddelelse pr. telefax men havde først nogen tid efter afsendt originalen af ankemeddelelsen til landsretten. Forsvareren gjorde gældende, at kontraanken ikke var indgivet rettidigt, idet originalen ikke var afsendt til landsretten tilstrækkeligt hurtigt efter afsendelsen af telefaxen. Landsretten udtalte: "Det må - i overensstemmelse med almindelig praksis - anses for forudsat i retsplejelovens § 907, stk. 1, at original ankemeddelelse, der inden ankefristens udløb er sendt til landsretten pr. telefax, skal ekspederes således, at den må forventes at være fremme første hverdag efter ankefristens udløb. Da original ankemeddelelse først er sendt den 31. oktober 2008, er anklagemyndighedens kontraanke ikke iværksat rettidigt."

Af retsplejelovens § 908, stk. 2, følger, at ankemeddelelse fra tiltalte ved personlig henvendelse kan fremsættes mundtligt til den pågældende byrets retsbog eller til den, der foretager forkyndelsen. Skriftlig ankemeddelelse skal inden fristens udløb ske til anklagemyndigheden eller byretten (og således ikke til landsretten). Det er tvivlsomt, om en anke, der fejlagtigt indgives til landsretten inden fristens udløb, og som derpå ikke når at blive videresendt til rette myndighed inden fristens udløb, kan anses for rettidigt indgivet. Se Rigsadvokaten Informerer, nr. 15/2008, hvor en forsvarer fejlagtigt (inden ankefristens udløb) havde anket til landsretten, og hvor anken blev videresendt derfra og til rette myndighed så sent, at den rette myndighed ikke modtog anken inden fristens udløb. Landsretten og et mindretal i Højesteret tillod anken admitteret, "idet bestemmelsen efter forarbejderne ikke anses for at have haft til hensigt at afskære tiltalte fra at stile sin ankemeddelelse til ankeinstansen". Højesterets flertal tillod også, at anken blev admitteret men henviste som begrundelse i stedet til bestemmelsen i retsplejelovens § 910, stk. 2, 1. pkt. Denne bestemmelse tillader, at der kan bortses fra fristoverskridelser, "som ikke kan tilregnes den pågældende". Højesterets flertal synes således at have vurderet, at forsvarerens fejlagtige ekspedition af anken ikke skulle komme tiltalte til skade. Rigsadvokaten har således næppe belæg for, som anført i ovennævnte artikel i Rigsadvokaten Informerer nr. 15/2008, at konkludere, at Højesterets flertal har fundet, at en anke fra tiltalte, der fejlagtigt indgives til landsretten, skal afvises med den begrundelse, at tiltalte ikke kan anke til landsretten. Se endvidere TfK 2008.192 VLK. Også her havde en forsvarer fejlagtigt fremsendt anken til landsretten, således at landsretten havde modtaget anken rettidigt, og således at statsadvokaten først var blevet underrettet om anken efter ankefristens udløb. Landsretten admitterede anken og udtalte blandt andet: "Ankemeddelelsen er indgivet af den beskikkede forsvarer på grundlag af en telefonisk henvendelse fra tiltalte. Det må derfor antages, at det ikke er tiltaltes, men forsvarerens fejl, at meddelelsen først fejlagtigt blev indgivet til landsretten, der ikke har videresendt den til Statsadvokaten, og dernæst blev indgivet for sent til Statsadvokaten."

Anke efter ankefristens udløb
Af retsplejelovens § 910 følger det, at landsretten afviser en anke, som ikke er fundet sted inden udløbet af ankefristen. Af 2. stykke følger imidlertid, at anken kan tillades trods fristoverskridelsen i tilfælde, hvor en part først efter ankefristens udløb er blevet bekendt med den omstændighed, som anken støttes på, eller at overskridelse af fristen i øvrigt skyldes grunde, som ikke kan tilregnes den pågældende. I afgørelsen TfK.2008.192 V havde tiltaltes forsvarer fejlagtigt indgivet ankemeddelelsen til landsretten og ikke til statsadvokaten. Anken blev admitteret, idet man ikke fandt, at det var tiltaltes men derimod forsvarerens fejl. Afgørelsen viser, at der ikke (altid) er identifikation mellem tiltalte og forsvareren. I dommen UfR.2003.1651 blev en anke, der var indgivet efter fristens udløb, admitteret, idet byretten ikke havde givet ankevejledning. I UfR 2000.1300 HK blev en anke tilladt, uagtet at tiltaltes forsvarer først indgav anken ca. 1½ måned efter, at han var blevet bekendt med de forhold, som han støttede anken på. Der forelå oplysninger om, at tiltalte var psykisk syg, Højesteret udtalte: "Anke skulle have været iværksat inden 14 dage efter, at T og hans daværende forsvarer var blevet bekendt med de lægelige udtalelser, jf. retsplejelovens § 963, stk. 3, jf. § 949, stk. 2, 2. pkt. Efter det oplyste om T's sindstilstand må det imidlertid lægges til grund, at fristens overskridelse ikke kan tilregnes T, men alene beror på en fejl begået af forsvareren. Højesteret finder, at T's påstand om ankens admittering under disse omstændigheder bør tages til følge."

I kendelsen UfR.2008.2737.ØLK havde byretten truffet afgørelse i en straffesag 29. maj 2008, hvor tiltalte og forsvareren var til stede, men hvor tiltalte udbad sig betænkningstid med hensyn til anke. Byretten sendte domsudskriften til tiltalte efter retsplejelovens § 219 a, stk. 5. Den blev afsendt den 13. juni 2008. Den 24. juni fremsendte forsvareren ankemeddelelse til byretten og anklagemyndigheden. Landsretten admitterede ikke anken. Af kendelsen fremgår blandt andet følgende: "Efter forarbejderne til retsplejelovens § 219 a, stk. 1 og 2 (Folketingstidende 1996/97, Tillæg A, side 3770), forudsættes det, at dommen udarbejdes skriftligt umiddelbart efter afsigelsen, således at både tiltalte og anklagemyndigheden har god tid til at gennemlæse dommen inden ankefristens udløb. Henset til at T og hans forsvarer var til stede ved domsafsigelsen, hvor de blev gjort bekendt med dommens resultat og ankevejledt, samt til at anke ikke ses at være iværksat i rimelig tid efter modtagelsen af domsudskriften, finder landsretten ikke, at fristoverskridelsen skyldes grunde, der ikke kan tilregnes domfældte". Landsretten udtalte yderligere: "Der er ikke grundlag for at antage, at manglende admittering i en situation som den foreliggende indebærer en krænkelse af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention".

I sagen V.L. S-2146-09 af 9. februar 2010 admitterede Vestre Landsret en for sent indgivet bevisanke i en sag, hvor tiltalte inden ankefristens udløb alene havde anket til formildelse. Anklagemyndigheden havde den 18. september 2009 "initiativanket" til skærpelse af byretsdommen mod tiltalte afsagt den 4. september 2009. Ved brev af 22. september 2009 kontraankede tiltaltes forsvarer til formildelse. Efter ankefristens udløb skiftede tiltalte, der var varetægtsfængslet, forsvarer. Den nye forsvarer indsendte den 5. oktober 2009 på ny en ankestævning (efter ankefristens udløb) og bad om en fornyet bedømmelse af beviserne, hvorfor der var tale om en bevisanke. Statsadvokaten protesterede ved brev af 20. januar 2010. I sin kendelse af 9. februar 2010 admitterede landsretten bevisanken og udtalte, at landsretten lagde vægt på, at tiltaltes bevisanke af 5. oktober 2009 "er kommet frem i forbindelse med forsvarerskifte få dage efter ankefristens udløb, at medtiltalte Y's bevisanke omfatter samme forhold (forhold 13), og at tiltalte X og medtiltalte Y i byretten begge erkendte medvirken til røveriet og alene påstod, at det ikke var begået efter forudgående aftale og med deres forsæt til brug af pistol". Landsretten udtalte yderligere, "at en admittering af tiltalte X's bevisanke på denne baggrund ikke kan antages at nødvendiggøre en udsættelse af sagen, der er berammet til hovedforhanlding den 23. - 25. februar 2010."

I V.L. S-1327-10 afgjort den 29. oktober 2010 af Vestre Landsret tillod landsretten i medfør af retsplejelovens § 910, stk. 2, 1. pkt., admittering af en bevisanke indgivet til landsretten ved brev og telefax af 13. september 2010 i et tilfælde, hvor en dom afsagt af byretten den 31. maj 2010 oprindeligt var anket til formildelse af tiltaltes forsvarer. Der var en medtiltalt i sagen, som havde anket til frifindelse. Tiltalte havde efter, at anken til formildelse var indgivet, skiftet forsvarer. Da den nye forsvarer i begyndelsen af september på baggrund af en henvendelse fra anklagemyndigheden blev opmærksom på, at der var tale om en udmålingsanke og ikke en bevisanke, og da forsvareren havde opfattelsen af, at tiltalte gik ud fra, at der var tale om en bevisanke, anmodede forsvareren ved brev og telefax af 13. september 2010 landsretten om, at bevisanken kunne admitteres. Anklagemyndigheden protesterede herimod og anførte, at admittering af tiltaltes for sent indgivne bevisanke ville indebære en væsentlig forlængelse af sagens behandling ved landsretten. Landsretten bad den tidligere forsvarer meddele, hvorvidt "det beror på en fejl eller en misforståelse, at dommen er anket til formildelse, eller om begrænsningen af anken i øvrigt kan skyldes grunde, som ikke kan tilregnes tiltalte ..". Da den tidligere forsvarer var bortrejst i en periode, modtog landsretten ikke den tidligere forsvarers bemærkninger vedrørende dette spørgsmål men tillod til trods herfor, at anken blev admitteret.

I TfK 2011.67/2 HK havde forsvareren inden ankefristens udløb fremsendt en ankemeddelelse til byretten og til politiet via telefax. Forsvareren havde undladt også at afsende ankemeddelelsen pr. brev. Det følger af praksis, at det ikke er tilstrækkeligt at fremsende en ankemeddelelse via telefax, idet der tillige med telefaxen skal fremsendes en ankemeddelelse med original underskrift. Statsadvokaten havde i sin ankemeddelelse påstået anken afvist i medfør af retsplejelovens § 910, stk. 1, jf. retsplejelovens § 908, stk. 1, jf. stk. 2. Højesteret tiltrådte, at anken af landsretten var blevet tilladt, idet Højesteret udtalte: "Da fristoverskridelsen ikke kan tilregnes T, men alene beror på en fejl begået af forsvareren, tiltræder Højesteret imidlertid, at anken tillades i medfør af retsplejelovens § 910, stk. 2, 1. pkt., 2. led."

Det er ikke kun i straffesager, at domspraksis viser, at der ikke - uden videre - sker identifikation mellem en advokat og dennes klient, når advokaten har overskredet anke- eller kærefrister. I sag nr. 275/2009 bestemte Højesteret i en kendelse af 31. august 2010, at et kæremål, der var for sent indgivet som følge af en advokatfejl, skulle admitteres. Sagen drejede sig om prøvelse ved landsretten af en kendelse truffet af byretten om opretholdelse af et afslag på opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring.

Afvisning af ankesager, hvor tiltalte har anket, og hvor tiltalte udebliver fra sagens behandling ved ankeinstansen
Af retsplejelovens § 920, stk. 2 og stk. 3, om ankesager fremgår følgende:

Stk. 2. Udebliver tiltalte uden oplyst lovligt forfald i et tilfælde, hvor dommen er anket af tiltalte, og hvor anken omfatter bevisbedømmelsen, kan retten ved kendelse afvise tiltaltes anke, hvis retten finder, at sagen ikke med nytte kan behandles, uden at tiltalte er til stede.

Stk. 3. Retten kan endvidere ved kendelse afvise tiltaltes anke, hvis anklageskrift eller indkaldelse ikke på sædvanlig måde har kunnet forkyndes for tiltalte, fordi denne har skiftet bopæl eller opholdssted uden at give den nødvendige meddelelse herom.

I straffesagen U.2006.1924Ø afsagde Østre Landsret kendelse om, at tiltaltes anke skulle afvises, idet den lægeerklæring, der var fremlagt ved retsmødets begyndelse, efter landsrettens opfattelse ikke var tilstrækkelig dokumentation for tiltaltes sygdom. Det fremgår udtrykkeligt af kendelsen, at den beskikkede forsvarer gav møde. Kendelsen om afvisning blev truffet i det samme retsmøde.

I straffesagen U.2008.2620H afsagde Højesteret kendelse om, at det var korrekt, at landsretten havde afvist en ankesag, hvor tiltalte havde anket byrettens dom af ubetinget fængsel i 4 måneder, og hvor der var sket konfiskation af en bil. Det fremgår af sagen, at forsvareren var til stede, og at denne ved retsmødets indledning oplyste retten om, at tiltalte var på vej til retsmødet, og at han ville blive cirka 40 minutter forsinket. Det fremgår også af sagen, at landsretten havde tid til at behandle sagen trods forsinkelsen, idet den ankesag, der skulle være behandlet efter retsmødet, var blevet hævet.

I begge overnævnte kendelser var forsvareren til stede. I ingen af tilfældene fik tiltaltes forsvarer lov til at forsvare tiltalte, selv om forsvareren var til stede.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i sagen Kari-Pekka Pietiläinen mod Finland, sagsnummer 13566/06, afgjort den 22. september 2009, fundet, at der var sket en krænkelse af artikel 6, § 1, jævnfør artikel 6, § 3, (c), i den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), idet en appelinstans i Finland afviste at behandle en ankesag, hvor tiltalte havde anket, hvor tiltaltes forsvarer mødte frem til hovedforhandlingen, men hvor tiltalte selv udeblev fra den første retsdag. Den valgte fremgangsmåde var i overensstemmelse med den finske retsplejelov, der tillod, at en anke i straffesag, hvor anken var indgivet af tiltalte selv, kunne afvises, hvis tiltalte udeblev fra retsmøder, når ankesagen skulle behandles.

I afgørelsens præmis 34 udtaler EMD blandt andet, at det var appelretten i Helsingfors' pligt at tillade klagerens advokat, som deltog i retsmødet, at forsvare klageren, selv om klageren var fraværende fra retsmødet. EMD fremhæver i præmis 32, at retten for enhver, der er sigtet for en kriminel handling, til at blive forsvaret effektivt af en advokat, er en af de grundlæggende elementer i en retfærdig rettergang. En tiltalt mister ikke denne ret blot ved ikke at møde frem til et retsmøde. EMD tilføjer i præmis 32, at medlemsstaterne har en legitim ret til at sanktionere udeblivelse fra retsmøder, men at dette skal ske med andre midler end at fratage tiltalte sin ret til et forsvar.

Det kan således ikke udelukkes, at kendelserne UfR.2006 1924 ØLK og UfR 2008 2620 HK ikke er forenelige med EMRK artikel 6.

I UfR 1998.386 ØLD blev en person i byretten straffet med 20 dagbøder á 200 kr. for overtrædelse af straffelovens § 172, stk. 1, jf. § 171. Afgørelsen blev anket til frifindelse. Anklagemyndigheden påstod afvisning, idet ikke var mødt frem ved sagens behandling i landsretten. Afvisningspåstanden blev ikke taget til følge. Landsretten udtalte: "Nærværende sag vedrørte overtrædelse af straffelovens § 171, stk. 1, jf. § 172, stk. 1. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om straf af fængsel. Sagen blev behandlet under medvirken af domsmænd. Domfældte gav udtrykkeligt samtykke til, at sagen i byretten kunne domsforhandles uden hans tilstedeværelse i retten, jf. retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 3. Procesbevillingsnævnet har i medfør af retsplejelovens § 962, stk. 3, jf. stk. 2, meddelt tilladelse til anke uanset straffens størrelse. På denne baggrund findes domfældtes fravær ikke at afskære anke."

I TfK 2002.258 ØLD blev en person, der havde solgt 6 stk. Nitrazepamtabletter og 24 Stesolidtabletter til en anden, i byretten straffet med fængsel i 10 dage. Tiltalte ankede med påstand om frifindelse men udeblev under sagens behandling ved landsretten. Landsretten fremmede sagen som en udmålingsanke, hvorpå straffen blev gjort betinget. Landsretten udtalte: "Tiltalte er, trods lovlig forkyndelse, udeblevet fra domsforhandlingen. Tiltaltes bevisanke er herefter blevet afvist, men sagen er efter rettens bestemmelse blevet fremmet som en udmålingsanke."

Anke med procesbevillingsnævnets tilladelse

Betænkning 1222 om 3. instansbevillinger og andre procesbevillinger - 1991

Andeninstanssager
Efter retsplejelovens § 902, stk. 1, kan anklagemyndigheden kun anke en byretsdom, når der efter loven kan idømmes andre offentligretlige følger end bøde eller konfiskation for lovovertrædelsen.

Efter § 902, stk. 2, kan tiltalte kun anke, når tiltalte har givet møde i byretten og er idømt 1) mere end 20 dagbøder, 2) en bøde på over 3.000 kr., 3) konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller 4) andre offentligretlige følger. Af 3. stykke følger, at hvis sagen er fremmet i medfør af § 855, stk. 3, nr. 4, kan tiltalte anke, selv om tiltalte ikke har givet møde i byretten, hvis anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld og betingelserne i stk. 2 i øvrigt er opfyldt.

Procesbevillingsnævnet kan efter retsplejelovens § 903, stk. 1, tillade anke af domme, der ikke kan ankes efter § 902, stk. 1, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler for det. Ansøgningsfristen er 14 dage, jf. § 903, stk. 2.

Fristen for at ansøge om procesbevilling er ifølge retsplejelovens § 903, stk. 2, 14 dage. Det fremgår dog af bestemmelsen, at procesbevillingsnævnet "undtagelsesvis" kan meddele tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere men inden 1 år efter dommens afsigelse. Se for eksempel UfR 1970.308 HD, hvor anklagemyndigheden efter udløbet af fristen på 14 dage ansøgte procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke en dom afsagt af landsretten til Højesteret. Under sagens behandling ved Højesteret påstod tiltalte afvisning som følge af anklagemyndighedens overskridelse af fristen. Tiltalte anførte til støtte for afvisningspåstanden, at den af Justitsministeriet meddelte anketilladelse var ugyldig, fordi der ikke forelå særlige grunde, der kunne begrunde, at der blev meddelt anketilladelse. Højesteret udtalte herom: "Det er for Højesteret oplyst, at Rigsadvokatens andragende om anketilladelse efter indhentet erklæring fra Ligningsdirektoratet er indsendt til Justitsministeriet den 22. november 1968, og at anketilladelse er meddelt den 27. november 1968. Da der ikke i det af tiltalte anførte findes grundlag for at tilsidesætte det af Justitsministeriet i henhold til de nævnte lovbestemmelser udøvede skøn, kan tiltaltes påstand om afvisning ikke tages til følge."

Anke af straffesager til Højesteret

Anke af landsrettens domme i straffesager til Højesteret kræver i alle tilfælde Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 932, stk. 1.

Ansøgning om tilladelse til anke skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14 dage efter dommens afsigelse, jf. retsplejelovens § 932, stk. 2.

Procesbevillingsnævnets praksis vedrørende meddelelse af anketilladelse i straffesager

Se eksempler fra Procesbevillingsnævnets Årsberetning vedrørende praksis med hensyn til meddelelse af anketilladelse i straffesager.

Se Rigsadvokatens meddelelse nr. 2, 2009, om anklagemyndighedens behandling af sager om procesbevillinger.

Kære

Adgangen til kære af kendelser og andre beslutninger truffet af domstolene i straffesager er reguleret i retsplejelovens §§ 968 til 974 (retsplejelovens kapitel 85).

Kære af kendelser eller andre beslutninger truffet af byretten til landsretten (retsplejelovens § 968)

Af retsplejelovens § 968, stk. 1, følger, at kendelser og andre beslutninger afsagt af byretten, som ikke, eller ikke for tiden, kan ankes i medfør af §§ 901-905, kan kæres til landsretten af enhver, over for hvem kendelsen eller beslutningen indeholder en afgørelse, medmindre andet er bestemt i loven. Bestemmelsens

2. stykke hjemler derudover adgang for pressen til under visse betingelser at kære kendelser om dørlukning, referatforbud og navneforbud.

3. stykke, der henviser til retsplejelovens § 1013, vedrører adgangen til at kære rettens afgørelse af omkostningsspørgsmålet i tilfælde, hvor dommen ikke ankes. I UfR 1983.231 ØLD behandlede landsretten et kæremål vedrørende salæret til den beskikkede forsvarer i en sag, hvor anklagemyndigheden ikke havde anket en frifindende dom til landsretten. Landsretten udtalte blandt andet, at forsvareren "skal anses som part i sagen for så vidt angår salærkravet som beskikket forsvarer".

4. stykke vedrører kendelser og andre beslutninger afsagt under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse. Disse kan kun kæres, medmindre andet er bestemt i loven, hvis kendelsen eller beslutningen
1) angår sagens berammelse,
2) går ud på, at sagen udsættes, afvises eller hæves,
3) angår fængsling, beslaglæggelse, ransagning eller lignende,
4) angår dørlukning, referat- eller navneforbud, billed- eller lydoptagelse eller tegning,
5) pålægger straf eller omkostninger eller
6) er rettet mod nogen, som ikke er part i sagen.

Af retsplejelovens § 969, stk. 1, følger, at kæremålsfristen er 14 dage, medmindre loven bestemmer andet. Retsplejelovens § 737 er et eksempel på en sådan bestemmelse. Heraf fremgår, at rettens afgørelse om nægtelse af at beskikke en person en bestemt forsvarer i medfør af §§ 730, stk. 3, 733, stk. 2, eller 736, stk. 2, kan påkæres til Den Særlige Klageret. Kærefristen er i disse tilfælde en uge og således ikke de sædvanlige 14 dage.

I TfK 2010.541 VLK havde anklagemyndigheden kæret byrettens kendelse om, at straffesagerne mod to forskellige tiltalte ikke skulle sammenlægges i medfør af retsplejelovens § 705. De to tiltaltes forsvarere havde for byretten protesteret mod, at sagerne mod de to forsvareres klienter blev lagt ammen. En af forsvarerne henviste til, at sammenlægningen ville medføre en væsentlig forsinkelse af sagen, idet den sammenlagte sag ikke ville kunne færdiggøres på de to retsdage, der oprindeligt var afsat til sagen mod denne forsvarers klient. Skulle der ske omberammelse, ville denne forsvarer først kunne give møde flere måneder senere. Landsretten afviste anklagemyndighedens kæremål og anførte blandt andet: "Der er ikke i retsplejeloven foreskrevet en særskilt adgang til at kære afgørelser om sammenlægning eller adskillelse af sager, og sådanne afgørelser er ikke omfattet af opregningen i retsplejelovens § 968, stk. 4, nr. 1-6, over afgørelsestyper, der kan kæres. Herefter, og da kendelsen ikke angår et spørgsmål af fundamental betydning for sagens videre behandling eller er af vidtrækkende principiel betydning, er der ikke grundlag for uanset ordlyden af retsplejelovens § 968, stk. 4, at tage kæremålet under behandling. Landsretten afviser derfor kæremålet."

Kære af kendelser eller andre beslutninger truffet af landsretten til Højesteret (retsplejelovens § 968 a)

Kære af kendelser og andre beslutninger afsagt af landsretten i kæresager eller under behandling af en ankesag, jf. retsplejelovens § 973 og § 968 a, stk. 1, kræver procesbevillingsnævnets tilladelse.

Ansøgning om tilladelse til kære skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14 dage efter kendelsens eller beslutningens afsigelse, jf. retsplejelovens § 968 a, stk. 2.

Af retsplejelovens § 968 a følger:

"Stk. 1. Kendelser og andre beslutninger, der er afsagt af landsretten under behandling af en ankesag, kan kun kæres til Højesteret af sagens parter eller de personer, der er nævnt i § 968, stk. 2, under tilsvarende betingelser som anført i § 968 og med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan meddeles, hvis kæremålet angår spørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til kære skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14 dage efter kendelsens eller beslutningens afsigelse. Er det tiltalte, der vil kære, og har tiltalte ikke været til stede ved afsigelsen, regnes ansøgningsfristen fra forkyndelsen af afgørelsen. Procesbevillingsnævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter kendelsens eller beslutningens afsigelse. Hvis det er anklagemyndigheden, der vil kære, skal den samtidig med ansøgningen til Procesbevillingsnævnet give underretning om ansøgningen til den, som kendelsen eller beslutningen vedrører. Manglende underretning medfører ikke, at sagen kan afvises.

Stk. 3. Hvis Procesbevillingsnævnet meddeler tiltalte eller anklagemyndigheden tilladelse til kære efter stk. 1, indbringer anklagemyndigheden sagen for Højesteret. Sagen skal indbringes inden 14 dage efter, at Procesbevillingsnævnet har underrettet anklagemyndigheden om tilladelsen.

Stk. 4. Kendelser og andre beslutninger, der er afsagt af landsretten under behandling af en ankesag, og som retter sig mod nogen, der ikke er part i sagen, kan kæres til Højesteret under tilsvarende betingelser som anført i § 968 uden tilladelse efter stk. 1, jf. dog § 1013, stk. 3."

Se eksempler fra Procesbevillingsnævnets Årsberetning vedrørende praksis med hensyn til meddelelse af tilladelse til kæremål til Højesteret i straffesager.

Ankefristens og kærefristens beregning
I kendelsen UfR 2007.969 HK var en person blevet idømt straf i en dom afsagt mandag den 27. februar 2006. Mandag den 13. marts 2006, kl. 17.42 ankede den pågældende dommen ved fremsendelse af en ankestævning til statsadvokatens kontor ved telefax. Det fremgår af sagen, at den 13. marts var ankefristens sidste dag. Var ankestævningen fremsendt før tidspunktet, hvor statsadvokatens kontor lukkede, ville fristen således være overholdt. Højesteret udtalte blandt andet: "Det er ubestridt, at T's telefax af 13. marts 2006, som var ankefristens sidste dag, indgik til Statsadvokaten for Sjælland den pågældende dag kl. 17.42, og at dette var efter kontortids ophør. Ankemeddelelsen er derfor indgivet efter ankefristens udløb." Det kan af sagen udledes, at dagen, hvor dommen afsiges, ikke medtælles i fristen på 14 dage.

Opmærksomheden skal henledes på, at statsadvokaternes kontorer i nogle tilfælde har længere åbningstider end retterne, hvilket kan være relevant i tilfælde, hvor en anke indgives via telefax kort tid før kontortids ophør på ankefristens sidste dag.

2.16 - Genoptagelse af straffesager
Anklagemyndigheden kan under visse betingelser efter retsplejelovens § 976 kræve en straffesag, der er afgjort, genoptaget, for eksempel fordi en person tilstår en forbrydelse, eller når der er kommet nye oplysninger om skyldsspørgsmålet for dagen.

Efter retsplejelovens § 977 kan en person, der er fundet skyldig i en straffesag, kan forlange forlange straffesagen genoptaget, såfremt der tilvejebringes nye oplysninger, som ikke blev forelagt retten, da sagen oprindeligt blev pådømt. En sag kan også genoptages, såfremt der foreligger omstændigheder, som gør det sandsynligt, at de i sagen foreliggende bevisligheder ikke har været rigtigt bedømt.

§ 979 indeholder en forældelsesregel, der indebærer, at en sag ikke kan genoptages efter § 977, stk. 1, nr. 3, hvis der er forløbet mere end 5 år siden dommens afsigelse. Har sagen ført til frihedsberøvelse, løber fristen indtil 2 år efter løsladelsen.

Artikler af relevans for genoptagelse af straffesager

Reglerne for genoptagelse af straffesager (retsplejelovens kapitel 86)
Vejledning om genoptagelse af straffesager
Klagerettens statistik
Praktiske oplysninger om den særlige klageret
Reglerne om aktindsigt i afsluttede straffesager (uddrag af betænkning 1427)
Anklagemyndigheden burde have anket rettidigt ved fremkomsten af nye beviser (genoptagelse nægtet) - Rigsadv. Inf. nr. 1/2000
Om omfanget af falske anmeldelser i voldtægtssager - 2008
Svar til retsudvalget om genoptagelse af sædelighedssager mod børn i Danmark og tilsvarende praksis i Norge - 2006
Rigsadvokatens redegørelse om genoptagelse af efterforskningen vedrørende branden på Scandinavian Star i 1990
Kan der i fremtiden blive tale om genoptagelse af sager om straffelovens § 119, hvor der ikke er andre beviser mod tiltalte end forurettedes forklaring?

Af betænkning 830, side 23, fremgår, at der også kan ske beskikkelse af forsvarer i genoptagelsessager. Det er Den Særlige Klageret, som tager stilling til spørgsmålet om beskikkelse af forsvarer.

I TfK 2010.611 afsagde Den Særlige Klageret kendelse om, at en sag, hvor tiltalte ved Vestre Landsret var blevet idømt fængsel i 2 år og 3 måneder for voldtægt mod en mindreårig, skulle genoptages. Det fremgik blandt andet af sagen ved klageretten, at anklagemyndigheden havde tilsluttet sig anmodningen om genoptagelse, og at anklagemyndigheden overfor klageretten navnlig havde anført, at forurettede i sagen var blevet sigtet for overtrædelse af straffelovens § 158 i forbindelse med afgivelse af vidneforklaring, og at forurettede nu havde ændret sin forklaring om hændelsesforløbet. Endvidere havde anklagemyndigheden henvist til blandt andet en videooptagelse af en samtale mellem forurettede og tiltaltes bror.

I TfK 2010.610 afsagde Den Særlige Klageret - mod anklagemyndighedens protest - kendelse om genoptagelse af en sag, hvor en person ved Retten i Hvidovre var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 123 og § 245. Den pågældende var blevet fundet skyldig i at skulle have hældt skoldhed kaffe ned i en kvindes skød. Domfældte fremlagde under genoptagelsessagen en CD-rom, hvor forurettede skulle have forklaret, at det ikke var tiltalte, som skulle have påført hende skader. Af en ny lægeudtalelse fremgik det, at forurettedes skader/spor var forenelige med, at kruset med den varme kaffe ved et uheld væltede på spisebordet, og at kaffen herefter dryppede ned i skødet på hende. Under en fornyet afhøring nægtede forurettede, at hun skulle have ændret forklaring, og da hun blev foreholdt optagelsen på CD-en, forklarede hun, at hun var blevet "bombarderet med alle mulige spørgsmål, som hun bar blevet træt af at svare på og derfor på et tidspunkt blot svarede på spørgsmålene uden selv at hvide, hvad hun svarede på". Klageretten bestemte, at sagen skulle genoptages ved Retten i Glostrup. Det skal bemærkes, at Retten i Hvidovre blev nedlagt ved domstolsreformen i 2007. Det er værd at bemærke, at der under sagen ved klageretten blev fremlagt oplysninger om, at kvinden havde anmeldt flere andre personer for vold, uden at anmeldelserne havde ført til efterforskning.

Den Særlige Klageret genoptog i TfK 2009.155 en straffesag for så vidt angik spørgsmålet om udvisning. En person var blevet fundet skyldig i strafbart forhold og var tillige blevet udvist af Danmark i forbindelse med straffedommen. Senere blev den pågældendes far dømt for strafbart forhold. Faderen blev imidlertid frifundet for udvisning. Det blev til støtte for sagens genoptagelse anført, at faderes frifindelse for udvisning må antages at være nye oplysninger, som - havde de foreligget på domstidspunktet - ikke kan afvises at ville have haft betydning for udvisningspåstanden vedrørende personen.

I TfK 2005.524 blev en sag om blufærdighedskrænkelse genoptaget, uagtet at der ikke var tilvejebragt nye oplysninger i sagen. Den pågældende var ved byretten blevet straffet for overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse. Den pågældende var fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse, fordi han ved en tunnel havde taget fat i en 17-årig pige bagfra og udtalt: "Tag mig med hjem. Jeg er ensom. Jeg elsker dig". Dette havde den domfældte gjort, angiveligt efter at han havde forvekslet pigen med en pige, som han kendte. Klageretten fandt, "at der under disse omstændigheder ikke er ført bevis for, at han havde forsæt til at begå en handling med en sådan seksuel prægning eller intention og af en sådan grovhed, at forholdet kan karakteriseres som et uterligt forhold omfattet af straffelovens § 232."

I TfK 2007.467 genoptog Den Særlige Klageret på anklagemyndighedens begæring en sag, hvor anklagemyndigheden mente, at den domfældte var dømt med urette. Den pågældende var den 30. april 1998 i byretten idømt 2 dagbøder hver på 150 kr. for tyveri efter straffelovens § 276 jf. 287. Anklagemyndigheden, der tiltrådte, at den pågældende var dømt med urette, bemærkede, at det ikke er muligt for anklagemyndigheden at anke dommen til frifindelse, idet anke kræver anketilladelse, jf. retsplejelovens § 962, stk. 2, 1. pkt., og idet fristen på 1 år i retsplejelovens § 962, stk. 3, 4. pkt., var udløbet.

I TfK 2007.464 afviste Den Særlige Klageret en anmodning om genoptagelse af en sag, hvor en person havde vedtaget en bøde for overtrædelse af færdselsloven. Klageretten bemærkede, at klageretten ikke med afvisningen havde "taget stilling til, om politimesteren i Horsens burde have genoptaget sagen, idet afgørelse af dette spørgsmål hører under statsadvokatens kompetence." Det kan udledes af kendelsen, at en anmodning om genoptagelse af en sag, hvor der er vedtaget en bøde, skal indbringes for politidirektøren, hvis afgørelse kan påklages til statsadvokaten.

I FOU 2006.214 havde en udenlandsk statsborger vedtaget en bøde for at have kørt "uden at have erhvervet kørekort". Manden viste i forbindelse med færdselssagen et – skulle det vise sig – forfalsket jugoslavisk kørekort. I marts 2002 blev han frifundet for en tiltale for dokumentfalsk idet retten fandt at han hverken var eller burde have været bekendt med at hans kørekort var falsk. Retten lagde herved mandens detaljerede og troværdige forklaring om erhvervelsen af kørekortet til grund. Hvad størrelsen af færdselsbøden fra 2001 angår, meddelte ombudsmanden at han på det foreliggende grundlag ikke kunne tage stilling til om manden på baggrund af frifindelsesdommen burde have (en del af) bøden på 6.000 kr. tilbage. Ombudsmanden henviste herved til at hverken politimesteren eller statsadvokaten syntes at have behandlet spørgsmålet som ombudsmanden samtidig hermed sendte videre til politimesteren. Politimesteren fastholdt sin tidligere afgørelse om færdselsbødens størrelse, men efter at manden på ny havde klaget til ombudsmanden, ændrede statsadvokaten politimesterens afgørelse idet statsadvokaten mente at der kun var grundlag for at give manden en bøde for at have kørt uden ”gyldigt kørekort” – og ikke for at have kørt ”uden at have erhvervet førerret”. Manden blev herefter (delvis) benådet og fik 4.500 kr. tilbage.

Den canadiske anklagemyndighed udgav i september 2004 publikationen "REPORT ON THE PREVENTION OF MISCARRIAGES OF JUSTICE", hvor der gennemgås en lang række forhold, som nationens anklagere skal være opmærksomme på i forsøget på at minimere justitsmord. Se for eksempel siderne 26-29, hvor det påpeges, at man er pligtig til at anvende DNA-beviset til at efterkontrollere, om personer, der tidligere er fundet skyldig i forbrydelser, måtte være uskyldige, således at deres sager kan genoptages.

2.16.2 - Påtale af borgerlige krav under straffesager (adhæsionsprocessen)
Retsplejelovens § 991 giver hjemmel til, at den forurettede kan tilkendes erstatning under straffesagen mod tiltalte. Et sådant "adhæsionskrav" kan retten afvise at behandle, hvis dets behandling ikke kan ske "uden væsentlig ulempe" under straffesagen. Det følger forudsætningsvist af UfR. 1997.509 ØLD, at et erstatningskrav mod tiltalte under straffesagen kun kan behandles, såfremt tiltalte har haft mulighed for "at begære nærmere bevisførelse om det borgerlige krav". I UfR 2006.703 ØLD fandt retten, at den af forurettede nedlagte påstand om erstatning ikke var "egnet til påkendelse" under straffesagen jf. retsplejelovens § 991, stk. 4, og § 992, stk. 1. Kravet blev derfor i sin helhed henvist til "eventuelt civilt søgsmål eller behandling ved Erstatningsnævnet". Forurettede i en voldtægtssag havde udarbejdet en egentlig erstatningsopgørelse, der blandt andet indeholdt en opgørelse af "tabt arbejdsfortjeneste", tab ved "forsinket uddannelse" mv. Posterne var meget præcist opgjort. Som nævnt ovenfor fandt landsretten imidlertid, at kravet ikke var "egnet til påkendelse" under straffesagen.

I TfK 2008.528/2 ØLD var der rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 299, stk. 2, over for to personer. De blev begge fundet skyldige i at have piratkopieret musik-cd'er og derpå videresolgt eller forsøgt at videresælge ikke over 200 af piratkopierede musik-cd'er. Landsretten ville ikke behandle de forurettedes krav som et adhæsionskrav under straffesagen. Landsretten anførte blandt andet: "Efter de juridiske dommeres bestemmelse tages det nedlagte erstatningskrav ikke under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1. Landsretten har herved lagt vægt på, at antallet af solgte cd'er i forhold b er blevet reduceret, at kravet såvel i byretten som i landsretten har været bestridt af de tiltalte, både med hensyn til erstatningspligten og kravets størrelsesmæssige opgørelse. Anti Pirat Gruppen har ikke givet møde under sagens behandling i landsretten."

I UfR 1990.27 HD blev en person fundet skyldig i brugstyveri af en bil. Tiltalte var forulykket i bilen, og bilen var blevet påført betydelige skader. Forsikringsselskabet fremkom med et regreskrav mod tiltalte under straffesagen, hvilket byretten frifandt tiltalte for med henvisning til erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, jfr. stk. 1. Forsikringsselskabet ankede denne afgørelse i den borgerlige retsplejes former for så vidt angik erstatningen. Landsretten gav forsikringsselskabet medhold. Landsretten udtalte blandt andet: "Landsretten finder i overensstemmelse med hidtil gældende retspraksis, at indstævnte ved uretmæssigt at have sat sig i besiddelse af bilen må være erstatningsansvarlig for den skade, som påføres den, så længe den ulovlige råden opretholdes. Herefter, og da der ikke efter forarbejderne til Erstatningsansvarslovens § 19 er holdepunkter for at antage, at et sådant erstatningsansvar, der er etableret ved begåelsen af en forsætlig strafbar handling, skal bortfalde efter bestemmelsen i de tilfælde, hvor skaden på bilen er dækket af en tingsforsikring, tager landsretten appellantens påstand til følge". Denne afgørelse blev anket til Højesteret. Højesteret udtalte blandt andet: "Højesteret finder, at der ikke i ordlyden af eller forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, er fornødne holdepunkter for at fastslå, at brugstyveriet af bilen begrunder, at appellanten anses for at have forvoldt den ved kørselsuheldet opståede skade forsætligt. Ved uretmæssigt at have sat sig i besiddelse af bilen og kørt med den, skønt han var træt på grund af mangel på søvn og havde en betydelig alkoholpromille i blodet, og ved herunder at have kørt galt som sket, har appellanten imidlertid udvist en så uforsvarlig adfærd, at han efter en samlet vurdering må anses for at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed som anført i erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1." Højesteret nåede således til det resultat, at et erstatningsansvar, der etableres ved begåelsen af en forsætlig strafbar handling, skal bortfalde efter erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, i tilfælde, hvor skaden er dækket af en tingsforsikring. Dette indebærer, at erstatningsansvaret kun består, såfremt skadevolder har forvoldt skaden ved grov uagtsomhed.

2.16.2.1 - Erstatning til forurettede for tort efter erstatningsansvarslovens § 26
I sagen TfK 2005.459.ØLD kom forurettede, der havde været udsat for røveri og grov vold, alvorligt til skade. Gerningsmanden havde rettet henvendelse til forurettede og sagt "Hiit med pengene" eller lignende, hvorefter han, da forurettede afviste at efterkomme det forlangte, sprøjtede CS-gas eller peberspray i øjnene på forurettede og tildelte ham talrige spark og knytnæveslag mod hovedet og kroppen, ligesom han med en 60 cm lang og ca. 3 kg tung boltsaks tildelte forurettede, som var faldet om på jorden, flere slag mod krop, arme og ben. Herefter fratog han forurettede ca. 4.000 kr. Landsretten afviste kravet om godtgørelse for tort. Landsretten anførte blandt andet: "Selvom bestemmelsens forudsætninger om det begåede forholds alvor og sanktionens længde findes at foreligge opfyldt, tiltræder landsretten derfor, at der efter det oplyste om F's forhold i relation til følgerne af overfaldet ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilkende godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3."

I UfR 1985.597 HD blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119 ved at have tildelt en ældre polititjenestemand et knytnæveslag i ansigtet umiddelbart efter, at polititjenestemanden havde forkyndt en stævning for tiltalte. Den pågældende polititjenestemand blev blandt andet påført tandskader. Højesteret fandt ikke anledning til at efterkomme skadelidtes krav om godtgørelse for tort, idet "volden i det foreliggende tilfælde ikke er udøvet under sådanne særligt krænkende omstændigheder, at der er grundlag for at tilkende appellanten godtgørelse for tort."

2.16.3 - Indbringelse af spørgsmål om dommes fortolkning for retten efter retsplejelovens § 998
Af retsplejelovens § 998 fremgår det, at fortolkningstvister af domme (for eksempel om fordelingen af sagsomkostninger mellem det offentlige og den domfældte) kan indbringes for domstolene. Har retten i en straffesag truffet bestemmelse om, at tiltalte skal betale sagens omkostninger, men gør tiltalte senere gældende, at en del af omkostningerne bør bæres af det offentlige for eksempel i medfør af retsplejelovens § 1008, skt. 4, vil den domfældte kunne forlange spørgsmålet indbragt for retten i medfør af § 998. Sagerne afgøres ved kendelse.

I UfR 1995.331 ØLK var en person ved byretten den 10. maj 1994 for overtrædelse af straffelovens § 244 i medfør af straffelovens § 61, stk. 1, idømt en fælles retsfølge tillige omfattende en række ved dom af 17. februar 1994 pådømte forhold, der havde medført en fællesstraf af fængsel i 1 år og 2 måneder, heraf 10 måneder betinget. Den ved dommen af 10. maj 1994 nævnte fælles retsfølge fastsattes til »en fællesstraf af fængsel i 1 år og 3 måneder«, hvoraf fuldbyrdelsen af 10 måneder af straffen udsattes og ville bortfalde efter en prøvetid på 2 år på nærmere angivne vilkår. Ved samme rets dom af 14. juli 1994, fremmet efter retsplejelovens § 925, blev personen for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 244 og § 276 i medfør af § 61, stk. 2, idømt en »fællesstraf omfattende tillige de ved dommen af 10. maj 1994 påkendte forhold.« Fællesstraffen fastsattes til fængsel i 1 år. Under afsoningen af fængselsstraffen opstod spørgsmålet om, hvorvidt den ved dommen af 10. maj 1994 idømte, ubetingede del - fængsel i 5 måneder - tillige skulle afsones, eller afsoning heraf måtte bortfalde som følge af formuleringen af straffastsættelsen i dommen af 14. juli 1994. Landsretten fandt, at de 5 måneders ubetinget fængsel idømt ved dommen af 10. maj 1994 var indeholdt i den samlede straf af fængsel i 1 år idømt ved domen af 14. juli 1994, således at domfældte samlet skulle afsone 1 års ubetinget fængsel. Landsretten udtalte: "Således som dommen af 14. juli 1994, jf. »idømmes en fællesstraf omfattende tillige de ved dommen af 10. maj 1994 påkendte forhold«, er affattet, er der taget stilling til konsekvenserne af den af tiltalte i prøvetiden begåede kriminalitet, uden at dommen af 14. juli 1994 har gjort op med, om den idømte fællesstraf alene vedrører den betingede del af dommen eller tillige den ubetingede del. Herefter samt efter dommens sproglige formulering findes dommen at burde forstås således, at tiltalte ved dommen af 14. juli 1994 i det hele er idømt en fællesstraf af fængsel i 1 år med den konsekvens, at de 5 måneders ubetinget fængsel idømt ved dommen af 10. maj 1994 ikke yderligere kommer til fuldbyrdelse."

I UfR 2006.3248 VLK fandt landsretten, at spørgsmålet om en anden forståelse af en dom end den, der var lagt til grund for Kriminalforsorgens strafberegning, kunne indbringes for retten efter retsplejelovens § 998.

I TfK 2006.406 ØLK, blev en person ved byretten den 29. november 2004 idømt en bøde for overtrædelse af straffelovens § 241 og pålagt at betale sagens omkostninger. I en opkrævning af 13. januar 2005 fra politiet fremsatte politiet krav om, at den pågældende skulle betale i alt kr. 36.777 i sagsomkostninger. Omkostningerne vedrørte i vidt omfang udgifterne til en retsmedicinsk undersøgelse af afdøde. De 11.375 kr. vedrørte forsvarersalæret. Under sagen, der var indbragt for retten i medfør af retsplejelovens § 998, stk. 1, ved politiets skrivelse af 3. august 2005, påstod domfældte sig principalt frifundet for at skulle betale sagsomkostninger og subsidiært gjorde han gældende, at han skulle betale et mindre beløb end det forlangte. Den pågældende fik ikke medhold i, at han ikke skulle betale sagsomkostninger, eller at beløbet skulle nedsættes. Sagen blev prøvet både ved byret og ved landsret.

UfR 1991.929 HD vedrører de såkaldte "afsoningsomkostninger", som frem til en lovændring i 1994 var et beløb, som blev afkrævet strafafsonere for kost mv. under fængselsopholdet. På tidspunktet for lovændringen blev de indsatte afkrævet 100 kr. pr. dag, hvor de opholdt sig i fængsel eller arresthus. I den af dommen omhandlede sag forsøgte politiet at afkræve en strafafsoner erstatning for skyldige afsoningsomkostninger. Den pågældende havde under afsoningen af en livstidsdom opsparet et større pengebeløb. Den pågældende havde været fængslet siden domfældelsen i 1966, og han afsonede fortsat straf, da opkrævningen blev iværksat. I landsretten fik politiet medhold i, at man kunne foretage arrest i den pågældendes opsparing. Sagen var anlagt af Københavns Politi som en almindelig civil sag mod strafafsoneren. Højesteret gav sagsøgte (strafafsoneren) medhold i, at afsoningsomkostninger skulle anses som sagsomkostninger, og at sagen derfor burde være ført i straffeprocessens former jævnfør retsplejelovens § 998. Højesteret ville endvidere ikke på forhånd anse det som udelukket, at myndighederne kunne have fortabt deres krav ved udvist passivitet. Højesteret udtalte blandt andet: "Højesteret finder, at appellantens indsigelser mod fuldbyrdelsen af dommens bestemmelse om sagsomkostninger er af en sådan karakter, at der foreligger en tvist, der er omfattet af retsplejelovens § 998.Spørgsmålet om, hvorvidt de straffuldbyrdende myndigheder igennem årene har haft et sådant kendskab til appellantens formueforhold, at der skulle være taget skridt til eventuel inddrivelse af afsoningsomkostninger på et tidligere tidspunkt, jf. cirkulære nr. 53 af 27. marts 1940, pkt. 4, er ikke således belyst, at sagen bør tages under påkendelse uanset den skete processuelle fejl."

Se nedenfor under sagsomkostninger i strafferetsplejen nærmere om fastsættelse af sagsomkostninger herunder fordelingen af disse mellem domfældte og det offentlige.

2.16.4 - Fuldbyrdelse af straffedomme, retsplejelovens § 999

Retsplejelovens § 999 har følgende indhold:

"Stk. 1. En straffedom kan ikke fuldbyrdes, før fristen for anke efter lovens almindelige regel er udløbet, eller ankeafkald er meddelt.

Stk. 2. Er domfældte varetægtsfængslet efter straffedommen, skal dommen fuldbyrdes, så snart det kan konstateres, at dommen er endelig.

Stk. 3. Er der grund til at antage, at den dømte vil forlade landet, inden fuldbyrdelse kan ske efter stk. 1, eller på anden måde søge at unddrage sig fuldbyrdelse, kan det i en bødedom bestemmes, at bøden straks kan inddrives, medmindre der stilles sikkerhed for dens betaling.

Stk. 4. For bødedomme, som ikke kan ankes, og bødeafgørelser efter § 899 gælder en fuldbyrdelsesfrist på 3 dage, medmindre en længere frist fastsættes i medfør af borgerlig straffelov. Fristen beregnes på den i § 904 angivne måde. Under tilsvarende omstændigheder som angivet i stk. 3 kan politidirektøren straks lade afgørelsen fuldbyrde, medmindre der stilles sikkerhed for bødens betaling.

Stk. 5. Med hensyn til erstatning, som er tilkendt ved en straffedom, gælder den i § 480, stk. 1, fastsatte fuldbyrdelsesfrist."

Det fremgår af bemærkningerne til § 999, stk. 2, i betænkning 1355/1998, at formålet med bestemmelsen er "at sikre, at en person, der er varetægtsfængslet efter endelig dom, hurtigst muligt overgår fra behandling efter retsplejelovens regler om varetægtsarrestanter til straffuldbyrdelsesloven og således bl.a. omfattes af de særlige rettigheder, der gælder for indsatte."

I UfR 1992.952 VLK var en person blevet idømt en straf af fængsel i 40 dage. Tiltalte modtog dommen. Ved domsafsigelsen blev det bestemt, at tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet, indtil fuldbyrdelse kunne iværksættes. Politiet havde fejlagtigt besluttet, at dommen kunne fuldbyrdes. Da tiltalte havde udstået straffen, blev han løsladt, hvilket skete inden ankefristens udløb. Anklagemyndigheden ankede til skærpelse, hvilket også skete inden ankefristens udløb. Anklagemyndighedens anke blev afvist af landsretten, som blandt andet udtalte: "Byretsdommen bærer en påtegning fra politimesteren i Vejle om, at fuldbyrdelse kan finde sted, og tiltalte havde allerede fuldt ud afsonet den ved byretten idømte straf, da anklagemyndigheden udfærdigede ankemeddelelse. Af ankemeddelelsen fremgår det ikke, at dommen ankes selv om fuldbyrdelse allerede havde fundet sted, og anklagemyndigheden har heller ikke efterfølgende meddelt tiltalte, at fuldbyrdelsesordren beroede på en fejl."

I UfR 1972.168 VLK var en person i byretten blandt andet blevet frakendt førerretten. Den pågældende udbad sig betænkningstid med hensyn til anke. Anklagemyndigheden havde på dette grundlag straks begæret domfældtes førerbevis afleveret. Dette fik anklagemyndigheden ikke medhold i. Landsretten udtalte blandt andet, at efter retsplejelovens § 999, stk. 1, kan en straffedom ikke fuldbyrdes, før ankefristen er udløbet, eller ankeafkald er meddelt.

Se Rigsadvokatens Meddelelse nr. 20/1974 vedrørende førerrettens ophør ved frakendelse.

2.17 - Sagsomkostninger i strafferetsplejen, dækning af udgiften til sagkyndig bistand til forsvareren mv.

Retsplejelovens § 1007 har følgende indhold:

"Stk. 1. I straffesager, som forfølges af en offentlig myndighed, udredes omkostningerne ved sagens behandling og straffens fuldbyrdelse af det offentlige med forbehold af ret til at få dem erstattet efter nedenstående regler.

Stk. 2. Vederlag til en valgt forsvarer vedkommer ikke det offentlige; dog kan retten undtagelsesvis, når det efter sagens særlige omstændigheder findes rimeligt, at sigtede har valgt den pågældende til forsvarer, hos det offentlige tilkende denne et beløb, der ikke kan overstige, hvad der i sagen ville være blevet tilkendt en beskikket forsvarer. Udgifter, der foranlediges ved skridt, som en tredjemand foretager i sin interesse, er ligeledes det offentlige uvedkommende. Det samme gælder udgifter i anledning af beviser, som sigtede fremskaffer uden rettens foranstaltning; dog kan retten undtagelsesvis pålægge det offentlige at afholde sådanne udgifter helt eller delvis, når sigtede skønnes at have haft rimelig grund til at fremskaffe beviserne. Om udgifter, som udredes af det offentlige i medfør af dette stykke, gælder samme forbehold som i stk. 1 nævnt."

Det forekommer (formentlig sjældent), at personer, der ikke har fået beskikket en forsvarer af det offentlige, selv antager en forsvarer (en såkaldt "valgt forsvarer").

Af retsplejelovens § 1007, stk. 2, følger, at vederlaget til en valgt forsvarer normalt ikke betales af det offentlige. Af 2. punktum følger det imidlertid, at det offentlige kan betale udgiften til den valgte forsvarer, når dette "efter sagens særlige omstændigheder findes rimeligt".

Om beskikkelse af forsvarer henvises der til kommentarerne herom under retsplejelovens § 731 og § 732.

I TfK 2010.183/1 HK havde de tiltalte i en straffesag undladt at anmode om at få beskikket en forsvarer under straffesagen. De havde selv antaget forsvarerbistand og blev frifundet i sagen. Efter frifindelsen anmodede de om at få udgiften til forsvarerbistand dækket af det offentlige. Denne anmodning blev ikke imødekommet af Højesterets flertal, som fandt, at anvendelsesområdet i retsplejelovens § 1007, stk. 2, bør være snævert, "således at tilkendelse af vederlag hos det offentlige som udgangspunkt ikke kommer på tale i tilfælde, hvor tiltalte i samråd med sin forsvarer bevidst har undladt at fremsætte anmodning om beskikkelse af denne". Højesteret udtalte yderligere: "Det må lægges til grund, at T1 og T2 i samråd med deres forsvarere har valgt ikke at anmode om, at forsvarerne blev beskikket under sagen, for derved at undgå, at advokatsalærerne skulle fastsættes efter de regler, der gælder for beskikkede advokater, og herunder blev underlagt bestemmelsen i retsplejelovens § 741, jf. § 334, stk. 5, hvorefter den beskikkede advokat ikke må modtage salær eller godtgørelse ud over de beløb, der er fastsat af retten." Højesterets mindretal fandt, at det offentlige burde dække en del af udgiften og udtalte blandt andet: "Den foreliggende sag har angået spørgsmål af en sådan betydning for det danske arbejdsmarked, herunder den måde, hvorpå de faglige organisationer i fremtiden kan bistå deres medlemmer i forbindelse med større afskedigelser som følge af virksomhedsomlægninger, at fagbevægelsens opdrag til forsvarerne med rimelighed har været således defineret, at advokaterne måtte påregne at skulle bruge så megen tid på opdraget, at de ville løbe en væsentlig risiko for ikke at få det udførte arbejde passende honoreret efter medgået tid, hvis de skulle udføre arbejdet som beskikkede forsvarere."

I UfR 1985.434 VLK nægtede en person at vedtage en bøde på 500 kr. for overtrædelse af færdselsloven, hvorfor sagen af politiet blev indbragt for retten. Tiltalte nægtede sig skyldig og blev på grundlag af bevisførelsen for retten frifundet. Tiltalte havde selv antaget en forsvarer, som sendte tiltalte en regning på kr. 1200 tillagt moms for sit arbejde med sagen. Tiltalte anmodede derpå byretten om, at det offentlige afholdt udgiften til forsvarer. Denne anmodning blev afvist af byretten, hvilket blev kæret til landsretten af den pågældende. Landsretten fandt, at udgiften til forsvarer burde afholdes af statskassen efter retsplejelovens § 1007, stk. 2. Landsretten udtalte blandt andet: "Indledningsvis bemærkes, at den valgte forsvarer med kendskab til de synspunkter hos byretten, som har fundet udtryk i kendelsen, måtte forvente, at en anmodning fra ham om at blive beskikket, ikke ville være blevet imødekommet af byretten. Selv om en nægtelse af at beskikke advokaten som forsvarer kunne være påkæret til landsretten, findes det under disse omstændigheder ikke ved afgørelsen af kæremålet at burde tillægges betydning, at der ikke for byretten har været fremsat anmodning om beskikkelse af forsvarer. Afgørelsen af, om der i medfør af retsplejelovens § 732, stk. 1, skal beskikkes en forsvarer, findes at burde træffes på grundlag af en samlet bedømmelse, herunder også af det både for tiltalte og for retten hensigtsmæssige i, at en tiltalt under en politisag, hvori der skal ske afhøring af vidner, og hvori der kan opstå bevistvivl eller tvivl om anvendelsen af en straffebestemmelse m.v., har bistand af en forsvarer, og der findes ved afgørelsen ikke at burde anlægges noget snævert skøn. Det ønskelige i at undgå en meget restriktiv praksis er særligt fremtrædende i sager, hvori der er rejst tiltale efter 1. juli 1984, idet anke fra tiltaltes side i sådanne politisager som hovedregel kun kan ske, hvis der er idømt højere straf end 10 dagbøder eller bøde på 1.000 kr., jfr. den ved lov nr. 298 af 6. juni 1984 gennemførte ændring af retsplejelovens § 962, stk. 2. Selv om der i den foreliggende sag er rejst tiltale, før den omtalte ændring af retsplejeloven trådte i kraft, finder landsretten, at det - hvis der for byretten var fremsat anmodning om beskikkelse, af forsvarer - efter omstændighederne ville have været rigtigst at imødekomme anmodningen. Herefter findes der tilstrækkeligt grundlag for i medfør af retsplejelovens § 1007, stk. 2, at godtgøre kærende hans udgift til valgt forsvarer, idet bemærkes, at denne udgift ikke kan antages at overstige, hvad der ville være blevet tilkendt en beskikket forsvarer. - - -"

I sagen SS 6.5860/2007 blev 3 unge mennesker ved Retten i Århus i juli 2008 frifundet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. De erkendte, at de på et stort antal busstoppesteder i Århus havde udskiftet de reklamer, der var opsat på busstoppestederne, med plakater med teksten "Reklamer, Nej tak!", som de selv havde fremstillet. Forsvaret fik medhold i, at en sådan handling ikke er omfattet af ordensbekendtgørelsen, idet den ikke er egnet til at forstyrre den offentlige orden. Efter praksis kan opsætning af plakater med pornografiske billeder og lignende anses for omfattet af ordensbekendtgørelsen men ikke plakater med det foreliggende indhold. Det er muligt, at handlingen har krænket private interesser, men der var ikke rejst tiltale for for eksempel hærværk. Forsvareren forlangte sit salær betalt af det offentlige efter retsplejelovens § 1007, stk. 2. Retten i Århus tilkendte forsvareren et salær på 5.800 kr. tillagt moms. Retten henviste som begrundelse til "sagens særlige omstændigheder".

Af retsplejelovens § 1007, stk. 2, følger blandt andet, at det offentlige "undtagelsesvis" kan pålægges at afholde udgifterne til sigtedes fremskaffelse af beviser, "når sigtede skønnes at have haft en rimelig grund til at fremskaffe beviserne". På trods af, at reglens ordlyd giver indtryk af, at der er tale om en mulighed, der kun bør benyttes undtagelsesvist, udtaler Eva Smith m.fl. i "Straffeprocessen", Thomson, GadJura 2005, side 329, blandt andet følgende: "Normalt vil forsvareren få rettens tilladelse til at engagere en sagkyndig bistand inden for et angivet beløb, der evt. senere vil kunne forhøjes....". Til støtte for et synspunkt om, at forsvareren har "en selvstændig ret til at indhente bistand og erklæringer fra sagkyndige" henviser forfatterne yderligere til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen Bönisch mod Østrig, som har app.nr. 92 1985. Der henvises til afgørelsens § 32.

I UfR 2011.1014 HK havde forsvareren uden rettens foranstaltning hyret sagkyndig bistand (revisorbistand) for 779.435 kr. Højesteret godkendte, at det offentlige skulle afholde 1/3 del af udgiften. Højesteret henviste til begrundelsen anført af mindretallet i landsretten. Af landsrettens mindretals begrundelse følger blandt andet: "Der er ikke i retsplejeloven bestemmelser, der afskærer en forsvarer fra på egen hånd at foretage efterforskning. Forsvarerens adgang til på egen hånd at foranstalte efterforskning skal ses i lyset af de retsplejelovsændringer, der blev gennemført ved lov nr. 243 af 8. juni 1978 med henblik på styrkelse af forsvarerens stilling under efterforskningen, hvorved det blev tilstræbt at indføre en principiel ligestilling mellem politiet og forsvareren med hensyn til sagens undersøgelse, herunder ved indførelse af regler, der var egnet til at aktivere forsvarerens indsats bl.a. til fremskaffelse af undersøgelsesmateriale, som er i klientens favør, og som skulle muliggøre en indsats fra forsvarerens side, allerede inden tiltale rejses, jf. betænkning nr. 622/1071 om efterforskning i straffesager m.v., side 11. En forsvarer, der engagerer sagkyndig bistand uden forinden at have anmodet retten om tilladelse hertil, vil uanset sagens udfald imidlertid ikke kunne være sikker på at få udgiften til den sagkyndige godtgjort som en sagsomkostning, idet en sådan udgiftsdækning som et minimum må forudsætte, at forsvareren har haft rimelig grund til at benytte sig heraf, jf. retsplejelovens § 1007, stk. 2, 3. pkt. Spørgsmålet om, hvorvidt en forsvarer har haft rimelig grund hertil, må afhænge af forhold som sagens karakter og kompleksitet, anklagemyndighedens stilling under sagen, herunder den stedfundne efterforskning og resultatet eller det foreløbige resultat heraf, samt sagens udfald."

Opmærksomheden skal også henledes på en artikel i TfK 2004.631, hvor højesteretsdommer Thomas Rørdam redegør nærmere for forsvarerens adgang til på det offentliges regning at hyre sagkyndig bistand under straffesag. Forfatteren foreslår følgende fremgangsmåde: "En fremgangsmåde, som forsvareren her kan benytte, består i at anmode retten om tilladelse til at få en ekspert stillet til rådighed, således at udgiften til eksperten godtgøres forsvareren som en sagsomkostning. Rettens tilladelse til en sådan ordning må antages at indebære, at forsvareren uden at skulle indhente yderligere tilladelse efter rpl. § 729 a, stk. 3, er berettiget til at stille alle relevante sagsakter - evt. hele sagsmaterialet - til disposition for eksperten. Forsvareren skal dog selvfølgelig sikre sig, at eksperten afleverer materialet tilbage efter endt brug. Dersom politiet er af den opfattelse, at der bør gælde restriktioner mht. forsvarerens adgang til at stille sagsmateriale til disposition for eksperten, må politiet fremføre det i forbindelse med retsforhandlingerne om ekspertordningen, således at retten ved samme lejlighed kan tage stilling til dette spørgsmål, jf. rpl. § 746. Forsvareren er naturligvis også berettiget til at holde møder med eksperten uden politiets tilstedeværelse og uden at orientere politiet . Eksperten har status som forsvarerens rådgiver, og politiet, anklagemyndigheden og retten har derfor ikke adgang til at gøre sig bekendt med ekspertens vurdering, medmindre forsvareren vælger, at den skal frem."

I TfK 2010.798/1 VLK anmodede en forsvarer om at få stillet sagkyndig bistand til rådighed i en færdselssag, hvor tekniske undersøgelser skulle anvendes som bevis for tiltaltes hastighed forud for et færdselsuheld. Forsvarerens anmodning blev ikke imødekommet af byretten, hvilket forsvareren kærede til landsretten. I sit kæreskrift præciserede forsvareren, at han "ikke ønsker en »second opinion«, men derimod teknisk sagkyndig bistand til gennemgang af bilinspektørens beregninger samt forudsætninger for beregningerne mv." Landsretten tillod forsvareren sådan bistand og udtalte blandt andet: "På baggrund af det ovenfor anførte om sagens karakter og den bevismæssige betydning af bilinspektørens erklæring samt under hensyn til indholdet af erklæringen finder landsretten ikke grundlag for at afskære forsvareren fra at få godtgjort udgifterne til en sådan sagkyndig bistand. Efter at have modtaget den sagkyndige bistand må forsvareren vurdere, om spørgsmålet om bilens hastighed er tilstrækkeligt belyst, og i modsat fald fremsætte anmodning om yderligere sagkyndig bevisførelse."

I TfK 2008.776 VLK tillod landsretten, at en forsvarer fik stillet en sagkyndig DNA-ekspert til rådighed. Landsretten udtalte nærmere: "Da dna-sammenligningen efter det oplyste er det eneste bevismiddel i sagen, vil vurderingen af analysens bevisværdi få afgørende betydning for sagens udfald. Under hensyn hertil og til at forsvareren ikke kan forventes at have en sådan teknisk indsigt, at han uden sagkyndig bistand vil kunne vurdere, om den retsgenetiske erklæring kan og bør anfægtes, finder landsretten, at begæringen om sagkyndig bistand til forsvareren bør imødekommes."

I sagerne UfR 2002.1039 H og UfR 2002.1267 H, der angik "laboratorier", hvor der blev fremstillet ulovligt narkotika, fik forsvareren stillet en ekspert, som forsvareren selv havde fundet frem til, til rådighed. Dette skete blandt andet for, at denne ekspert kunne kontrollere og eventuelt anfægte de opgørelser, der var foretaget af den ekspert, som politiet havde benyttet. I den sidstnævnte af sagerne førte vurderingerne fra forsvarerens ekspert til, at mængden af narkotika, der kunne fremstilles ved hjælp af de fundne kemikalier, reduceret.

I de såkaldte SØK-sager er det ikke sjældent, at forsvarerens udgifter til alternativ revision afholdes som sagsomkostninger. Se betænkning nr. 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, side 279-281. Thomas Rørdam behandler også emnet i Juristen 1998.277 ff.

Det skal bemærkes, at Europarådets menneskerettighedskommissær i en rapport af 11. juli 2007 har udtalt, at han forventer, at der er adgang til hyppig domstolsprøvelse på grundlæg af grundige lægelige undersøgelser, der er underlagt kritiske modundersøgelser ("contradictory examination"), i sager hvor en person forlanger sig prøveudskrevet fra forvaring i medfør af straffelovens § 72.

Man kan overveje om formuleringen af retsplejelovens § 1007, stk. 2, er så restriktivt formuleret, at bestemmelsen kommer i konflikt med kravene i EMRK, hvilket naturligvis mere er af akademisk interesse, såfremt reglen i praksis anvendes som hævdet af Eva Smith m. fl.

Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i afgørelsen "Shulepova mod Rusland", sagsnummer 34449/03, afgjort den 11. december 2008 - ligesom flere gange tidligere - fundet, at der var sket en krænkelse af Den europæiske menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 6, ved at domstolene i en medlemsstat havde accepteret, at eksperter, der afgav udtalelser i retten, ikke var uafhængige af en af parterne. Klageren forlangte erstatning for en tvangsindlæggelse. De nationale domstole havde lagt afgørende vægt på udtalelser, der var kommet fra ansatte på det hospital, som tidligere havde tvangsindlagt klageren. Det fremgår også af sagen, at EMD forudsætter, at parterne i en retssag skal have adgang til selv at tilsige sagkyndige vidner.

I Danmark lægger domstolene i vidt omfang udtalelser fra eksperter, der ikke er uafhængige af en af sagens parter, til grund for afgørelser. Når domstolene for eksempel skal tage stilling til prøveudskrivning af en forvaringsdømt fra Anstalten ved Herstedvester, lægges der stort set uden undtagelse alene vægt på undersøgelser foretaget af den pågældende af læger og psykologer ansat ved Anstalten ved Herstedvester. Personen kan dog indbringe udtalelserne fra anstalten for retslægerådet. Retslægerådet foretager imidlertid ikke selv nogen undersøgelse af klageren. Dertil kommer, at retslægerådet ikke er udpeget af den forvaringsdømte men snarere af modparten (statsmagten). Retslægerådet lever således ikke op til de krav, som den europæiske menneskerettighedskonvention stiller til parternes ret til selv at antage ekspertvidner. Det er værd at bemærke, at EMD i afgørelsen udtrykkeligt bemærker, at nationale domstole ikke uden videre må lægge større vægt på udtalelser fra eksperter, som retten selv har udpeget, end fra eksperter, som parterne har udpeget (§ 68).

Sagen Stoimenov mod den tidligere jugoslaviske republik, Makedonien, afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 5. april 2007 under sagsnummer 17995/02 er et eksempel på, at EMD kan anse Den europæiske Menneskerettighedskonvention for krænket i tilfælde, hvor anklagemyndigheden kan konsultere eksperter, uden at den anklagede får en tilsvarende mulighed for at konsultere eksperter, som den anklagede selv har valgt. I den konkrete sag var nogle borgere blevet straffet for besiddelse og salg af euforiserende stoffer. De domfældte var kommet i besiddelse af noget materiale, som anklagemyndigheden mente var opium, og som klagerne ved de nationale domstole blev dømt for at have besiddet, solgt og/eller forsøgt på at sælge i strid med national lovgivning om euforiserende stoffer. Anklagemyndigheden havde forud for tiltalerejsningen fået stoffet undersøgt hos eksperter ved en statslig myndighed, der under sagen blev benævnt "the Forensic Science Bureau". På grundlag af en udtalelse fra denne myndighed, der havde fundet, at der var tale om opium, de tiltaltes udtalelser samt udtalelser fra vidner, blev de tiltalte fundet skyldige og idømt fængselsstraffe ved de nationale domstole. De tiltalte havde ved de nationale domstole bedt om tilladelse til at få stoffet undersøgt af eksperter, som de selv ville have lov til at vælge. Dette havde de ikke opnået tilladelse til ved de nationale domstole. EMD fandt, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, § 1, at en sådan tilladelse ikke blev givet.

2.18 - Domfældtes pligt til at refundere det offentliges udgifter til sagsomkostninger

Retsplejelovens § 1008 har følgende indhold:

"Stk. 1. Findes sigtede skyldig, eller kendes han ved dom uberettiget til oprejsning i anledning af strafferetlig forfølgning, er han pligtig at erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens behandling. Justitsministeren kan fastsætte takster til brug ved opgørelsen af det beløb, som sigtede skal betale til dækning af udgifter til sagkyndig bistand ved sagens behandling.

Stk. 2. Har undersøgelsen været rettet på en anden forbrydelse end den eller på andre forbrydelser foruden den, for hvilken tiltalte dømmes, er han ikke pligtig til at erstatte de derved foranledigede yderligere omkostninger (jf. dog § 1010); kan en sondring ikke ske, bestemmer retten, om og hvor stort et afdrag der bør gøres.

Stk. 3. Udgifter, der er foranledigede ved anke, kære eller begæring om en genoptagelse, bliver ikkun da at udrede af tiltalte, når disse skridt enten har ført til et for ham ugunstigere udfald eller er iværksat af ham selv og ikke har ført til forandring til hans fordel. Er anke rejst eller genoptagelse begæret af nogen af de i § 906, stk. 3, 1. pkt., nævnte personer, er den pågældende under tilsvarende betingelser pligtig at erstatte de derved forvoldte udgifter.

Stk. 4. Omkostninger, som er forårsagede ved andres fejl eller forsømmelser, bør ikke falde domfældte til last. Retten kan også i dommen begrænse omkostningsansvaret, når den finder, at dette ellers ville komme til at stå i åbenbart misforhold til domfældtes skyld og vilkår.

Stk. 5. Rejsegodtgørelser og dagpenge til landsrettens personale i anledning af rettens møder uden for dens hovedsæde, rejsegodtgørelser og dagpenge til nævninger og domsmænd, rejsegodtgørelser og dagpenge til statsadvokaten, som foranlediges ved, at denne har embedskontor på et andet sted end det, hvor retten holdes, falder ikke domfældte til last."

Det er formentlig flertallet af de personer, der findes skyldige i en straffesag ved de danske domstole, som ikke er repræsenteret ved en forsvarer. Det er formentlig også ganske få sigtede, der kræver en forsvarer til stede, når de afhøres af politiet. Årsagen synes at være, dels at det er forholdsvis få, som får en forsvarer beskikket, idet domstolene undlader at beskikke forsvarer under henvisning til "bagatelgrænsen" i retsplejelovens § 732, dels at mange, der tilbydes forsvarerbeskikkelse, fravælger denne, idet de af myndighederne og af potentielle advokater indledningsvist oplyses om, at de jævnfør retsplejelovens § 1008, stk. 1, normalt selv skal betale for forsvarerbistanden, hvis de findes skyldige.

Ubemidlede personer, der domfældes i en straffesag, kan efter ovennævnte bestemmelse ikke få deres udgifter til forsvarerbistand eller andre sagsomkostninger under straffesagen dækket af det offentlige, idet de almindelige regler om retshjælp og fri proces i civile sager ikke gælder i straffesager. Det offentlige lægger alene pengene ud for den pågældende men afkræver efterfølgende den pågældende at erstatte det offentlige udgiften hertil, hvis den pågældende helt eller delvist findes skyldig i den omhandlede straffesag.

Se ovenfor under afsnittet om politiets vejledningspligt til anholdte og personer, der skal afhøres, hvoraf det blandt andet fremgår, at sigtede personer inden afhøringen skal vejledes om risikoen for senere at blive pålagt at betale sagens omkostninger. Den europæiske Torturkomite (cpt) kritiserede i præmis 17 i sin rapport fra september 2008 om Danmark den omstændighed, at politiet giver "vejledning" til personer, der skal afhøres, om, at de risikerer at skulle betale sagsomkostninger, hvis de gør brug af deres ret til at få tilkaldt en forsvarer under afhøringen. Komiteen henstillede, at denne fremgangsmåde fremover blev bragt til ophør, idet komiteen udtalte, at den kan skræmme den person, der skal afhøres, fra at benytte sin ret til bistand fra en forsvarer. I de fleste andre lande opnår sigtede og tiltalte, der er ubemidlede, fri proces under en eller anden form. Se artikel af 20. september 2007 af Claus Bonnez vedrørende sagsomkostninger i vore nabolande.

Retsplejelovens § 1008, stk. 1, er en afvigelse fra hovedreglen i retsplejelovens § 1007 om, at det er det offentlige, som betaler sagens omkostninger i straffesager. Det fremgår nemlig af § 1008, stk. 1, at "findes sigtede skyldig, eller kendes han ved dom uberettiget til oprejsning i anledning af strafferetlig forfølgning", skal han eller hun betale sagens omkostninger. I UfR.2007.2197H nåede Højesteret frem til, at sigtede ikke kunne pålægges at betale sagens omkostninger i en såkaldt "tilpasningssag", hvor en person domfældt i udlandet, og som ønskede at afsone straffen herhjemme, skulle have den udenlandske dom tilpasset dansk ret. Højesteret fandt, at bestemmelsen ikke kunne udvides til at gælde andre området end de tilfælde, hvor sigtede "findes skyldig", eller hvor en person ikke får "oprejsning i anledning af strafferetlig forfølgning". Højesteretsdommen må formentlig føre til, at der ikke kan fremsættes krav om erstatning af det offentliges sagsomkostninger for eksempel i et tilfælde, hvor en person ikke ikke får medhold i en sag, hvor denne forlanger en ransagning domstolsprøvet, eller hvor en person ikke får erstatning efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 20 under domstolsprøvelse af indgreb fra fængselsmyndighederne.

Ovennævnte afgørelse må for eksempel føre til, at en varetægtsarrestant, som i medfør af retsplejelovens § 778 ønsker en klage over fængselspersonalets adfærd behandlet ved retten, ikke kan pålægges at betale omkostningerne ved denne sags behandling.

Det er statskassen og ikke domfældte, der skal udrede salæret til bistandsadvokaten. Se for eksempel UfR 1998.526 Ø. Her udtalte Østre Landsret, at det af forarbejderne til retsplejelovens § 741 e fremgår, at det har været forudsat, at udgiften til bistandsadvokat for den forurettede afholdes af det offentlige.

Af § 2 i Justitsministeriets cirkulære nr. 104 af 7. juli 1989 om afholdelse af udgifter til tolk fremgår, at udgifter til tolkning i straffesager afholdes endeligt af statskassen. Der er således ikke mulighed for efter retsplejelovens § 1008, stk. 1, at pålægge domfældte i straffesager at erstatte det offentlige udgifterne til tolkebistand.

Af retsplejelovens § 1008, stk. 2, følger, at tiltalte ikke skal betale de "yderligere omkostninger", der følger af, at undersøgelsen har været "rettet på en anden forbrydelse end den eller på andre forbrydelser foruden den, for hvilke tiltalte dømmes".

I TfK 2009.331 VLK nedsattes sagsomkostningerne for en af de tiltalte i en straffesag. Den pågældende var tiltalt for et af sagens syv forhold. Det fremgik nærmere, at to af medtiltaltes særskilte forhold krævede nærmere bevisførelse. Den tiltalte skulle med henvisning hertil kun betale en del af sit forsvarersalær. Der henvistes til "princippet i bestemmelserne i retsplejelovens § 1008, stk. 2, og § 1009".

I TfK 2002.28 HD var tiltalte i landsretten i et nævningeting sammen med flere andre tiltalte fundet skyldig i narkotikakriminalitet og idømt en fængselsstraf. Endvidere blev han pålagt at betale sagens omkostninger. Under anken til Højesteret gjorde denne tiltalte gældende, at sagsomkostningerne for hans vedkommende skulle fordeles mellem ham og det offentlige. Han anførte til støtte herfor, at han alene var blevet domfældt i overensstemmelse med sin egen forklaring, hvorfor hans sag - som anført i en kendelse afsagt af byretten den 21. marts 2000 - kunne have været afgjort som en tilståelsessag allerede i foråret 2000. Det burde derfor ikke komme ham til skade, at anklagemyndigheden valgte at inddrage hans sag i en nævningesag vedrørende et større sagskompleks i stedet for - som også overvejet - at udskille hans sag til senere behandling som domsmandssag i byretten. Højesteret nedsatte sagsomkostningerne for sagens behandling ved landsretten for denne tiltaltes vedkommende til 50.000 kr. Endvidere skulle det offentlige bære sagsomkostningerne for sagens behandling ved højesteret.

I TfK 2001.525 HK blev en person ved et nævningeting fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1. Han blev således frifundet for overtrædelse af straffelovens § 180, som der var rejst tiltale for. Landsretten bestemte, at det offentlige skulle bære alle sagsomkostninger, hvilket anklagemyndigheden kærede til Højesteret. Højesteret stadfæstede landsrettens afgørelse om sagsomkostninger, dog således at tiltalte skulle betale et mindre beløb skønsmæssigt fastsat til 50.000 kr. Højesteret udtalte: "Under hele sagen har tiltalte erkendt sig skyldig i forsøg på manddrab under omstændigheder, der tillige indebar en overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1, uden forvoldelse af fare for S, men han har nægtet sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 180. Da tiltalte blev frifundet for det forhold, der havde begrundet, at tiltale blev rejst ved nævningeting, kunne sagen have været fremmet som en tilståelsessag i overensstemmelse med tiltaltes erkendelse. Højesteret finder herefter, at statskassen skal betale en del af sagens omkostninger. Der er ikke grundlag for helt at fritage tiltalte for at betale sagens omkostninger, idet en del af disse må anses for nødvendige til sagens behandling, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1. Højesteret fastsætter herefter det beløb, tiltalte skal betale, til 50.000 kr."

Af § 1008, stk. 3, følger pligten til at bære sagsomkostningerne for en anke eller et kæremål, der ikke har ført til forandring til fordel for den part, der har anket eller kæret.

Af § 1008, stk. 4, fremgår, at omkostninger, "som er forårsagede ved andres fejl eller forsømmelser" ikke skal pålægges domfældte. § 1008, stk. 4, 2. pkt., har følgende ordlyd: "Retten kan også i dommen begrænse omkostningsansvaret, når den finder, at dette ellers ville komme til at stå i åbenbart misforhold til domfældtes skyld og vilkår".

UfR.2005.1632.VLK er et eksempel på en afgørelse, hvor sagsomkostningerne, som domfældte var blevet pålagt at betale, var blevet væsentligt nedsat, efter at domfældte havde kæret spørgsmålet om sagsomkostninger til landsretten. Landsretten fandt, at den retsmedicinske undersøgelse, som anklagemyndigheden havde valgt at foretage for at bevise tiltaltes skyld, var for omfattende, og at domfældte derfor kun skulle betale en del af den. Se mere omfattende gennemgang af praksis her.

Der er i trykt praksis ikke eksempler på, at sagsomkostninger nedsættes med udtrykkelig henvisning til domfældtes "vilkår" - for eksempel ringe økonomi. Dette kan undre, når henses til, at kriminologiske undersøgelser gentagne gange har dokumenteret, at domfældte personer i mange tilfælde har meget ringe økonomiske vilkår. I UfR.1994.363.VLK citeredes retsplejelovens § 1008, stk. 4, 2. pkt. ganske vist. Med den argumentation, som landsretten brugte for nedsættelsen af domfældtes andel af omkostningerne, kunne det overvejes, om landsretten ikke lige så vel kunne have citeret 1. punktum i stykke 4. Landsretten anførte, at omkostningerne var "blevet væsentligt forøget som følge af de gentagne udsættelser af domsforhandlingen, som ikke er forårsagede ved fejl eller forsømmelser fra de tiltaltes side". Landsretten udtalte derpå videre, "at omkostningstilsvaret, hvis det ikke begrænses, vil komme til at stå i åbenbart misforhold til de domfældtes skyld og vilkår". Omkostningerne blev på dette grundlag nedsat med 1/3 del. I UfR.1973.23.H citeres § 1008, stk. 4, 2. pkt. også som hjemmel for at pålægge det offentlige sagens omkostninger. Der var tale om en bødestraf for afgiftsunddragelser. Afgørelsen om sagsomkostninger må formentlig skulle forstås således, at der bestod et misforhold mellem domfældtes skyld og sagsomkostningerne.

I sager, der ikke afgøres med en dom men ved bødevedtagelse, kan den sigtede have haft advokatbistand. Politiets opkrævning af sagsomkostninger i et sådant tilfælde er reguleret i "Cirkulære nr. 217 af 28. oktober 1938 til Rigsadvokaten, Statsadvokaterne og samtlige Politimestre angaaende Sagsomkostninger i Straffesager, der afgøres uden Dom." Politiet skal ifølge cirkulæret sikre, at sigtede indenretligt vedtager bøden, medmindre det oplyses, "at han ikke ejer midler til betaling heraf".

I Grønland kan tiltalte, der findes skyldig i en straffesag, kun pålægges helt eller delvist at betale sagens omkostninger, "når særlige omstændigheder foreligger". Dette følger af Retsplejelov for Grønland § 480, stk. 2. Se endvidere bemærkningerne til denne bestemmelse mv. i betænkning 1442/2004, bind 5.

Af § 6 i lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol fremgår følgende: "Udgifter til beskikket forsvarer i forbindelse med afhøringer her i landet efter anmodning fra Den Internationale Straffedomstol afholdes af det offentlige, medmindre retten under særlige omstændigheder bestemmer, at de skal betales af den, der afhøres". Denne bestemmelse henviser ikke til retsplejelovens § 1008, stk. 1, og der er således ikke hjemmel til at pålægge domfældte at erstatte det offentliges udgifter til forsvarerbistand herunder udgiften til forsvarersalær. Derimod fremgår det af bestemmelsen, at der skal foreligge "særlige omstændigheder", førend den, som afhøres, pålægges at betale udgiften. Bestemmelserne i loven tager udgangspunkt i statut om oprettelse af en international straffedomstol. Afvigelsen fra dansk rets almindelige regel om at pålægge domfældte at erstatte udgiften til egen forsvarerbistand mv. er nærmere behandlet i bemærkningerne til § 6 i lovforslaget (lovforslag nr. 20 fremsat den 4. oktober 2000 af udenrigsministeren). Heraf fremgår blandt andet, at statuttens "ordning med vederlagsfri advokatbeskikkelse, hvor den pågældende ikke har tilstrækkelige midler til selv at betale, imidlertid ikke i dansk retspleje, hvor det beror på trangsbeneficiet, om pålagte sagsomkostninger inddrives." I øvrigt anføres det, at bestemmelsen på dette område svarer til ordningen efter udleveringslovens § 14, stk. 2.

§ 14 i lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005 om udlevering af lovovertrædere har følgende indhold: "

"Stk. 1. Når der iværksættes undersøgelse efter § 12, skal der beskikkes en forsvarer for den, som søges udleveret, medmindre den pågældende selv vælger en forsvarer. I øvrigt finder reglerne i retsplejelovens kapitel 66 om beskikkelse og valg af forsvarer tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Udgifter til beskikket forsvarer og andre sagsomkostninger afholdes af det offentlige, medmindre retten under særlige omstændigheder bestemmer, at de skal betales af den, som søges udleveret."

Om baggrunden for udleveringslovens § 14, stk. 2, henvises der til det ovenfor anførte i bemærkningerne til § 6 i lov om Den Internationale Straffedomstol.

I Justitsministeriets "Grundnotat" med sagsnummer 2004-165-0618 afgivet i 2004 om forslag til Rådets rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union (KOM(2004)328) omtaler ministeriet blandt andet bestemmelsen i retsplejelovens § 1008, stk. 1, om, at personer, der findes skyldige i det påsigtede strafbare forhold, skal refundere blandt anden udgiften til den beskikkede forsvarer. Herom anføres på side 21, 2. afsnit, følgende: "Formuleringen af rammeafgørelsens artikel 5 om retten til gratis juridisk bistand kan give anledning til lovgivningsmæssige overvejelser med hensyn til den måde, hvorpå der i Danmark pålægges og inddrives sagsomkostninger, herunder udgifterne til beskikket forsvarer."

Tiltalte, der frifindes, skal normalt ikke betale sagsomkostninger og har krav på transportgodtgørelse
Af retsplejelovens § 1010, stk. 1, følger, at tiltalte, der frifindes, kun kan pålægges helt eller delvist at betale sagens omkostninger, hvis disse er forårsagede ved dennes "tilregnelige og retsstridige handlinger eller undladelser".

Tiltalte, der frifindes, har efter § 1010, stk. 2, krav på at få godtgørelse for udgifter til transport. Administrative regler herom er fastsat i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 470 af 26. september 1978. Tiltalte, der har haft udgifter til transport i forbindelse med afhøringer mv. i en sag, hvor påtalen senere opgives, må kunne få godtgørelse efter den samme bestemmelse. Dette fremgår der imidlertid ikke oplysninger om i bekendtgørelsen. Det fremgår ikke af bekendtgørelsen, at tiltalte har krav på dækning af andre udgifter end transportudgifter, som sagen måtte have påført denne. Af UfR 1990.840 VLD fremgår det imidlertid, at en person fik tilkendt erstatning for udgifter udover transport til og fra retsmøderne i en sag, hvor denne var blevet frifundet. I denne sag havde politiet rejst tiltale mod den pågældende for overtrædelse af brandloven, idet den pågældende ifølge anklagemyndigheden ikke havde efterlevet et påbud fra skorstensfejeren med hensyn til indretningen af en brændeovn i sit sommerhus. Tiltalte blev delvist frifundet i byretten og helt frifundet i landsretten. Under erstatningssagen gjorde tiltalte gældende, at han under straffesagen havde opfordret anklagemyndigheden til at besigtige brændeovnen, idet denne efter tiltaltes opfattelse var lovligt indrettet. Frifindelsen var begrundet i, at ovnen af landsretten blev anset for lovligt indrettet. Under erstatningssagen udtalte landsretten blandt andet: "Landsretten finder på dette grundlag, at der ved anklagemyndighedens tiltalerejsning er udvist forhold, som efter dansk rets almindelige erstatningsregler medfører erstatningspligt over for den af tiltalen omfattede person. Der tilkommer herefter erstatningssøgende krav på godtgørelse for udgifter til befordring til retsmøder og besigtigelser uden hensyn til de begrænsninger, der følger af bekendtgørelse nr. 470 af 26. september 1978, ligesom erstatningssøgende findes at have krav på »tabt arbejdsfortjeneste« i forbindelse med retsmøder og besigtigelser, således at erstatningssøgendes påstand for så vidt angår de første 6 poster i det hele tages til følge."

I TfK 2010.1111/2 VLK udtalte Vestre Landsret, at byretten burde have truffet afgørelsen om sagsomkostninger ved kendelse jævnfør retsplejelovens § 1012, stk. 1. Landsretten fandt ikke, at tiltaltes kærefrist var overskredet. Byretten havde 10. maj 2010 truffet afgørelse om sagsomkostninger, efter at tiltalte og forsvareren havde forladt retten. Der forelå ikke oplysning om, at tiltalte havde modtaget underretning om omkostningsafgørelsen forud for opkrævningen af 6. juli 2010. Landsretten anså derfor kæremålet for rettidigt.

Opkrævning af gæld opstået som følge af sagsomkostninger hos domfældte
I sagen X mod Tyskland (sagsnummer 9365/81), besluttede den nu nedlagte menneskerettighedskommission den 6. maj 1982, at den ikke ville admittere en klage mod Tyskland over, at en person, der var blevet idømt en betinget dom, var blevet pålagt at erstatte det offentlige sagens omkostninger. Den pågældende gjorde gældende, at de tyske myndigheder handlede i strid med EMRK artikel 6 (3) (c), fordi tysk lovgivning foreskrev, at domfældte, der under straffesagen havde været ubemidlede, og som derfor havde fået beskikket en forsvarer, efter domfældelsen skulle erstatte det offentlige udgiften til advokatbistand i tilfælde, hvor den pågældende blev fundet skyldig. Kommissionen påpegede, at en sådan ordning ikke er i strid med konventionen forudsat, at den ikke indebærer, at man tvangsfuldbyrder kravet fra personer, der fortsat er ubemidlede på det tidspunkt, hvor man forsøger at opkræve beløbet. Kommissionen påpegede, at bestemmelsen udtaler, at personer, der ikke har tilstrækkelige midler til at betale for advokatbistand, skal tilbydes denne af det offentlige, og at samme bestemmelse forudsætter, at den pågældende ikke pålægges at tilbagebetale beløbet, så længe den pågældende fortsat ikke har "tilstrækkelige midler til at betale". I afgørelsen udtalte kommissionen således blandt andet: The wording "has not sufficient means to pay" does not, in the Commission's opinion, refer solely to the moment when the court decides whether or not free legal assistance should be provided . It is relevant also at the time when the question is decided whether and to what extent the defendant has to pay the costs of the proceedings . For these reasons it is not contrary to Article 6(3)(c) that the accused has to pay the costs of his legal aid counsel after final conviction unless his means are insufficient . Uncontestably the German law contains provisions which protect a convicted person against compulsory execution in case he remains unable to pay the costs of the criminal proceedings . Moreover, the applicant has not alleged that he will be or was obliged to pay the remaining costs in question regardless of his financial situation .

Da det synes at stride mod EMRK artikel 6 at pålægge en person, der ikke har "tilstrækkelige midler", at erstatte det offentliges udgifter til sagsomkostninger, er det ikke uvæsentligt at forsøge at definere, hvad der forstås ved "utilstrækkelige midler". Stefan Trechsel kommenterer i "Human Rights in Criminal Proceedings, Oxford University Press 2006, side 278, afgørelsen. Han skriver blandt andet, at det ifølge afgørelsen ikke er konventionsstridigt at tvangsfuldbyrde kravet, "provided that this debt is only enforced if the defendant's economic situation improves to such an extent tha legal aid woud no longer be justified. ..". Da fri proces netop ydes til personer, der har "utilstrækkelige midler", forekommer denne udlægning ganske overbevisende.

Der er således grund til at antage, at det kan stride mod EMRK artikel 6 (3) (c), såfremt myndighederne forsøger at tvangsinddrive gæld opstået som følge af sagsomkostninger fra en person, der på det tidspunkt, hvor tvangsinddrivelsen forsøges iværksat, ikke opfylder de økonomiske betingelser for at opnå fri proces.

Personer, hvis økonomiske forhold indebærer, at de ville opfylde de økonomiske betingelser for at opnå fri proces, hvis de var part i en civil sag, hævder undertiden, at de påtvinges at skulle betale afdrag på det offentliges krav om sagsomkostninger på trods af deres dårlige økonomiske forhold. Såfremt politiet under visitationer af de pågældende finder dem i besiddelse af kontante penge, beslaglægges disse ofte i medfør af retsplejelovens § 802, stk. 2, nr. 2, der tillader beslaglæggelse, hvis "beslaglæggelse anses for nødvendig for at sikre det offentliges krav på sagsomkostninger ..." Se om denne problemstilling for eksempel Vestre Landsrets kendelse af 2. november 2010 i sagen V.L.S-2237-10 (TfK 2011.140 VLK). Af afgørelsen fremgår, at domstolene tillader, at politiet beslaglægger værdier til dækning af skyldige sagsomkostninger til det offentlige, som de finder under ransagning hos skyldneren, når blot mistankekravet er opfyldt. Det fremgår af kendelsen, at de fundne værdier også kan beslaglægges, uagtet at personen ikke har misligholdt en afdragsordning aftalt med restanceinddrivelsesmyndigheden (SKAT). Der er ikke i kendelsen foretaget nogen prøvelse af den pågældendes aktuelle økonomiske forhold.

Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1365 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Eftergivelse og henstand vedr. gæld opstået som følge af sagsomkostninger hos domfældte
1. januar 2009 trådte lov nr. 1330 af 19. december 2008 (den nye inddrivelseslov) i kraft. Denne lov vedrører reglerne for, hvorledes det offentlige skal inddrive penge fra borgerne, som det offentlige har til gode hos disse. Loven giver (som noget nyt) mulighed for, at gæld til det offentlige, der er opstået som følge af strafbart forhold (herunder sagsomkostninger og afsoningsomkostninger) i visse tilfælde kan eftergives. Reglerne om eftergivelse findes i lovens § 13. Læs mere her.

Der skal ifølge artikel 6 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention i national lovgivning være eftergivelsesmulighed for sagsomkostninger. I Croissant mod Tyskland, afsagt 25/09/1992 under sagsnummer 13611/88, lagde Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) til grund, at domfældte i straffesager i den af sagen omhandlede tyske delstat havde tilstrækkelige gode muligheder for helt eller delvist at få eftergivet krav, som det offentlige havde mod disse i anledning af det offentliges udgifter til sagsomkostninger. I klagesag 24967/94, Ole Mortensen mod Danmark afgjort af Kommissionen den 15. maj 1996, udtalte kommissionen, at det ikke i sig selv er en krænkelse af EMRK. artikel 6, stk. 3, litra c, at en domfældt i en straffesag bliver pålagt at betale sagens omkostninger. Dette er tilfældet, så længe dette ikke påvirker sagens fairness. Ligesom i Croissant v. Germany påpegede kommissionen, at man ville kunne nå frem til et andet resultat, såfremt staten forsøger at inddrive beløbet i tilfælde, hvor den domfældtes manglende betalingsevne er godtgjort. Ændringen af inddrivelsesloven omtalt ovenfor må formodes at opfylde kravene i EMRK, såfremt der faktisk sker eftergivelse i relevante tilfælde.

Se også Ognyan Asenov mod Bulgarien afsagt af EMD den 17. februar 2011 under sagsnummer 38157/04. Af præmis 44 til præmis 48 i afgørelsen fremgår det, at det som udgangspunkt ikke er strid med EMRK artikel 6, stk. 3, litra c, at en medlemsstat pålægger en person, der er fundet skyldig i en straffesag, efterfølgende at erstatte det offentlige udgiften til forsvarerbistand, når blot dette ikke har en uheldig indflydelse på adgangen til en retfærdig rettergang. Det fremgår af sagen, at EMD prøver, hvorvidt det kan antages, at sigtede og tiltalte personer vil afstå sig fra at anmode om forsvarerbistand som følge af, at myndighederne i tilfælde af domfældelse vil pålægge den pågældende at erstatte udgiften hertil. Se i det følgende en dansk oversættelse af præmis 44 til præmis 48 med henvisning til tidligere afgørelser om samme spørgsmål.

Ved domstolsprøvelse af erstatningskrav for uberettiget straffeprocessuel frihedsberøvelse opnås der i dansk ret ikke fri proces

Reglerne om fri proces i civile sager finder ikke anvendelse under sager, hvor en borger begærer domstolsprøvelse af krav om erstatning i anledning af uberettiget straffeprocessuel frihedsberøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Det følger således udtrykkeligt af retsplejelovens § 1008, stk. 1, at i tilfælde, hvor en sigtet findes skyldig, "eller kendes han ved dom uberettiget til oprejsning i anledning af strafferetlig forfølgning, er han pligtig at erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået til sagens behandling". Anderledes forholder det sig i tilfælde, hvor der er tale om en administrativ frihedsberøvelse, som kan domstolsprøves efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43. I sådanne sager, beskikkes der en advokat til den erstatningssøgende, hvis salær udredes efter reglerne i retsplejeloven om fri proces.

Den manglende adgang i dansk ret til fri proces i sager, hvor der søges erstatning for uberettiget straffeprocessuel frihedsberøvelse, kan være i strid med EMRK artikel 6, stk. 3, (c). I sagen Prezec mod Kroatien afgjort af Den europæiske Menneskeretsdomstol (EMD) den 15. oktober 2009 under sagsnummer 48185/07 fandt EMD, at EMRK artikel 6 var krænket, fordi klageren ikke havde fået advokatbistand under en straffesag ved sagens behandling i første instans. Der havde således alene været advokatbistand i 2. instans. EMD fremhævede, at klageren var indsat i et fængsel og tiltalt for vold mod en ansat i fængslet. Det blev også fremhævet, at klageren led af en personlighedsforstyrrelse. Disse forhold talte for, at han burde have adgang til advokatbistand under straffesagen (præmis 29). Afgørelsen er begrundet i præmis 32. Afgørelsen indicerer, at EMD finder, at der består et særligt behov for at sikre, at alle retsgarantier i særlig grad respekteres af de nationale myndigheder i tilfælde, hvor en frihedsberøvet person er tiltalt for vold mod personale i den institution, hvor han eller hun er frihedsberøvet. I præmis udtaler EMD yderligere: " ..Furthermore, the Court's case-law is clear on the principle that where deprivation of liberty is at stake, the interests of justice in principle call for legal representation ...". EMD fastslår således, at såfremt frihedsberøvelse kan komme på tale, skal der efter praksis ved EMD ske beskikkelse af en advokat.

2.19 - Retsplejelovens § 1016 a om offentlige udtalelser om skyldspørgsmålet i en uafsluttet straffesag
Retsplejelovens § 1016 a har følgende ordlyd: "Ingen, som i embeds medfør er beskæftiget med en straffesag, må, så længe sagen ikke er pådømt eller bortfaldet, udtale sig uden for retten til offentligheden angående skyldsspørgsmålet."

Retsplejelovens § 1016 a er blandt andet begrundet i det menneskeretlige princip om uskyldsformodning, som indebærer, at enhver har krav på at blive anset som uskyldig, indtil den pågældendes skyld er fastslået ved en lovlig dom. Se ovenfor om uskyldsformodningen i dansk ret og i EMRK.

I UfR 1982.306 HD blev en mand, dennes ægtefælle, samt dennes moder anholdt i Aalborg Lufthavn, umiddelbart da de skulle på ferierejse. Manden blev sigtet for røveri mod pengeinstitutter, og hustruen blev sigtet for hæleri. Mandens moder blev løsladt. Manden og hustruen blev løsladt i det efterfølgende grundlovsforhør. Senere modtog de alle tre påtaleopgivelser. Manden blev og tiltalt for og senere dømt for skatteunddragelse, idet drikkepenge, som den pågældende havde optjent ved sit arbejde som tjener på en færgeoverfart, ikke havde været opgivet til beskatning. Der var under sagen blevet fundet 180.000 kr. i den pågældendes fryser. Under sagen havde en ansat ved politiet til dagspressen blandt andet udtalt: "Vi har i øvrigt fået godtgjort, at de mange penge ikke er blevet medtaget på tjenerens selvangivelser, og han har da også været nødt til at erkende skattesvig --- Vi er overbevist om, at pengene stammer fra kriminalitet". Af en anden artikel fremgik følgende: "Politiet i Frederikshavn er overbeviste om, at pengene stammer fra røverier i Aalborg og Frederikshavn. Trods løsladelsen er manden stadig sigtet for røveri". Den pågældende blev ikke omtalt ved navn men blandt andet som "en 32-årig fredrikshavnsk tjener." Dagbladet B.T. bragte den 30. oktober en omtale af sagen under overskriften: "Tjener: De 300.000 er drikkepenge - Politiet: »Vrøvl, du har dem fra røveri". Følgende citat fandtes også i artiklen: ""Og inden tjeneren forklarede, han havde tjent de mange penge i drikkepenge, havde han rodet sig ind i en række selvmodsigelser og givet to andre helt forskellige forklaringer på, hvor pengene stammer fra", siger politiet." En anden artikel havde blandt andet følgende indhold: "Vi er overbeviste om, at pengene stammer fra kriminalitet, og vi mener, det er tjeneren, der har begået røverier i Ålborg og Frederikshavn - - - siger kriminalkommissæren." Landsretten tilkendte den pågældende erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a blandt andet som følge af, at udtalelserne fra politiet var fremsat i strid med retsplejelovens § 1016 a. Landsretten udtalte blandt andet: "Ved erstatningens fastsættelse findes der at burde tages hensyn bl.a. til, at der efter S's løsladelse i dagspressen blev refereret udtalelser fra kriminalkommissær Kaj Nielsen som de i dommen gengivne udtalelser, der måtte føles belastende og krænkende for ham, og hvorved der må antages at være sket en tilsidesættelse i hvert fald af bestemmelsen i retsplejelovens § 1016 a. Erstatningen findes herefter at burde bestemmes til i alt 15.000 kr."

I UfR 1998.328 VLD var to personer blevet anholdt og varetægtsfængslet for manddrab. De blev senere løsladt, og anklagemyndigheden opgav påtalen mod dem. Sagen medførte megen presseomtale, hvor politiet blandt andet blev citeret for at udtale: "Vi mener fortsat, at de to kvinder dræbte C og fortsætter efterforskningen som hidtil." "Intet tyder på, at andre skulle have begået drabet." og "Kvinderne har derimod et motiv til kvælning, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, og intet alibi". Det fremgår af sagen, at de to personer selv udtalte sig detaljeret til forskellige medier om sagen efter disses løsladelse. Overfor retten oplyste Rigsadvokaten således, at han ved den administrative behandling af erstatningskravet blandt andet havde lagt vægt på, at "de erstatningssøgende »selv i meget vidt omfang har givet detaljerede oplysninger til pressen om sagen, og herunder ladet sig fotografere og deltaget i TV-udsendelser." Landsretten lagde til grund, at udtalelserne fra politiet i pressen er fremsat i strid med retsplejelovens § 1016 a men fandt, at den administrativt tilkendte tortgodtgørelse ikke burde forhøjes.

2.20 - Diverse retskilder indenfor straffeprocessen
Register til gældende meddelelser fra Rigsadvokaten - 1974 til april 2005

3 - Erstatning og godtgørelse for uberettiget strafferetlig forfølgning og klager mv. over politiet

Reglerne om erstatning for uberettiget strafferetlig forfølgning samt klager over og strafforfølgning mod politiets personale findes i retsplejelovens 4. bog - nærmere i kapitel 93 a, b og c. Reglerne behandles således i strafferetsplejen. Reglerne om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning findes i kapitel 93 a, reglerne om behandlingen af klager over politipersonalet findes i kapitel 93 b, og reglerne om straffesager mod politipersonalet findes i kapitel 93 c. Adgangen til erstatning for uberettiget strafferetlig forfølgning samt adgangen til at klage over eller indlede strafferetlig forfølgning mod politiets personale behandles forholdsvis indgående i denne fremstilling, hvilket er årsagen til, at emnet ikke er behandlet ovenfor sammen med den øvrige straffeproces men har fået et kapitel for sig selv.

3.1. Erstatning for uberettiget strafferetlig forfølgning

3.1.1 - Indledende om Erstatning og godtgørelse for uberettiget strafferetlig forfølgning
Har en person været anholdt, udsat for ransagning, kropsvisitation eller lignende "straffeprocessuelle indgreb", og bliver personen ikke senere fundet skyldig i den sigtelse, som har begrundet indgrebet, anses indgrebet som "uberettiget". Dette indebærer, at den pågældende som udgangspunkt har krav på erstatning og/eller godtgørelse. Dette gælder også, hvis den pågældende er fundet skyldig i et strafbart forhold, men at den under sagen anvendte frihedsberøvelse ikke står i rimeligt forhold til strafforfølgningens udfald eller det af andre særlige grunde findes rimeligt. Erstatningen kan dog nedsættes eller bortfalde, hvis den pågældende har udvist såkaldt "egen skyld", det vil sige, at den pågældende skal have udvist en form for dadelværdig adfærd, der kan have bidraget til, at den pågældende uberettiget udsættes for straffeprocessuelle indgreb. En person, der standser en politipatrulje og i strid med sandheden erklærer sig skyldig i et bankrøveri, vil kunne nægtes erstatning for den eventuelle anholdelse, som han risikerer som følge af sin handling.

Personer, der ikke har været sigtet for noget strafbart forhold, kan også udsættes for straffeprocessuelle indgreb, der kan udløse erstatning. Trænger politiet for eksempel ind i en bortrejst families hus for at anholde en eftersøgt bankrøver, der - uden den bortrejste families tilladelse - har valgt familiens hus som skjulested, vil familien efter omstændighederne kunne få erstatning for de ulemper, som indgrebet måtte have medført for familien. Familiens krav på erstatning vil skulle behandles efter reglerne om erstatning til "ikke-sigtede".

Reglerne om erstatning og/eller godtgørelse i anledning af strafferetlig forfølgning bygger i vidt omfang på forslagene i Betænkning nr. 801 om Erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning afgivet af det af Justitsministeriet den 16. januar 1968 nedsatte udvalg i 1977.

3.1.1.2 - Erstatningens eller godtgørelsens størrelse
I "Rigsadvokatens Meddelelser" fastsætter Rigsadvokaten de standardiserede takster, som lægges til grund for anklagemyndighedens administrative fastsættelse af godtgørelsen for "lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold", som kan ydes til personer, der klager over at have været udsat for uberettigede straffeprocessuelle indgreb. Taksterne reguleres hvert år. Nedenfor gengives taksterne gennem de seneste år.

Størrelsen af den godtgørelse, der udmåles efter Rigsadvokatens standardiserede og administrativt fastsatte takster, synes at være væsentlig lavere end den godtgørelse, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) med hjemmel i EMRK artikel 41 tilkender borgere, der har været udsat for for eksempel uberettigede straffeprocessuelle indgreb, og hvor indgrebet anses for at udgøre en krænkelse af en eller flere bestemmelser i EMRK.

Adjunkt Jonas Christoffersen behandler i artiklen UfR 2005B.133 spørgsmålet om, hvorvidt det kan udgøre en krænkelse af retten til "effektive retsmidler" i EMRK artikel 13, at de godtgørelser og erstatninger, der ydes efter national ret, er lavere (eller væsentligt lavere) end de godtgørelser og erstatninger, der tilkendes ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i tilfælde, hvor der er sket krænkelse af EMRK.

Jonas Christoffersen anfører blandt andet: "Artikel 41 er en kompetenceregel, som ikke kan påberåbes direkte over for nationale myndigheder. Når der desuagtet er grund til at tage udgangspunkt i artikel 41, skyldes det sammenhængen i klagesystemet. Såfremt et individ vil klage til EMD, skal nationale retsmidler udtømmes (artikel 35, stk. 1). Der er adgang til at fremføre klager over menneskerettighedskrænkelser over for nationale myndigheder (artikel 13). Retten til effektive retsmidler efter artikel 13 indebærer efter fast retspraksis, at der på nationalt plan skal være adgang til at fremføre sin klage for et kompetent organ, ligesom det kompetente organ skal have beføjelse til at reparere krænkelsen, således at individet ikke længere er offer for en krænkelse. Hvis EMRK's klagesystem skal hænge sammen, må klageadgangen på nationalt plan (artikel 13) indebære samme adgang til kompensation som klageadgangen på internationalt plan (artikel 41)."

Umiddelbart herefter anfører Jonas Christoffersen videre: "EMD fastslog således i Scordino v. Italy (2003), at national ret så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med EMD's praksis efter artikel 41. Sammenhængen i EMRK's klagesystem betyder, at retten til kompensation er et logisk element i retten til et effektivt retsmiddel på nationalt plan, fordi såvel artikel 13 som artikel 41 har til formål at redressere krænkelser af EMRK. Såfremt krænkelserne ikke redresseres på nationalt plan, vil den krænkede person fortsat være offer i konventionens forstand og berettiget til at klage til EMD bl.a. med henblik på at få tildelt kompensation i medfør af artikel 41. Artikel 41 normerer derved fortolkningen af artikel 13."

I Ciorap mod Moldova afgjort af EMD den 20. juli 2010 under sagsnummer 7481/06 fandt EMD, at klageren ikke ved de nationale domstole havde fået tilstrækkelig erstatning for en krænkelse af EMRK artikel 3. Klageren var blevet tilkendt et beløb svarende til 600 euro i godtgørelse for ikke-økonomisk skade, efter at de nationale domstole havde fundet, at fængselsmyndighedernes langsommelighed med at få klageren overført fra et fængsel til et hospital havde udgjort en krænkelse af EMRK artikel 3. EMD fandt, at den tilkendte godtgørelse lå væsentligt under ("considerably below") de beløb, som EMD i almindelighed tilkender i lignende sager. EMD fandt derfor, at klageren fortsat kunne gøre gældende, at han var offer i forhold til en krænkelse af EMRK artikel 3 (præmis 24 og præmis 25). Af præmis 33 fremgår, at EMD tilkendte klageren en godtgørelse på 4.000 euro for ikke-økonomisk skade.

Afgørelsen UfR 1997.776 HD påberåbes ofte af anklagemyndigheden til støtte for, at størrelsen af de administrativt fastsatte takster for godtgørelser efter retsplejelovens kapitel 93 a er rimelige. Det skal i den anledning anføres, at hverken EMRK artikel 13 eller andre bestemmelser i EMRK ses at være påberåbt eller omtalt i afgørelsen. Det er således ikke åbenbart, at denne afgørelse længere har større relevans.

Rigsadvokatens administrativt fastsatte takster for "lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold" reguleres hvert år i begyndelsen af året. Nedenfor gengives taksterne gennem de seneste år:

Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2011 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2010 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2009 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2008 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2007 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2006 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2005 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2004 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2003 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2002 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2001 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2000 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/1999 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/1995 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/1993 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a

3.1.1.3 - Udover taksmæssig godtgørelse for tort mv. kan der ydes erstatning efter erstatningsansvarslovens regler

I TfK 2010.191 HD tilkendtes en person takstmæssig godtgørelse for uberettiget frihedsberøvelse i tiden fra 11. maj 2005 til 16. august 2005 svarende til 95 dage. Den pågældende fik beløbet forhøjet med 25% på grund af sigtelsens karakter (sædelighedskriminalitet). Den pågældende krævede yderligere godtgørelse for tort, hvilket han ikke fik medhold i. Under sagens behandling ved Højesteret tillod anklagemyndigheden, at et yderligere krav om erstatning for erhvervsevnetab og varige men blev behandlet administrativt på trods af, at fristen i retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, 3. pkt., jf. stk. 2, var overskredet. Arbejdsskadestyrelsen fastsatte mengraden til 20%, hvorimod arbejdsskadestyrelsen ikke fandt, at der var sket et tab af erhvervsevne som følge af frihedsberøvelsen, idet det erhvervsevnetab, som den pågældende havde pådraget sig, måtte antages at hidrøre fra en ryglidelse og således ikke fra frihedsberøvelsen. Højesteret udtaler blandt andet: "Som følge af varetægtsfængslingen er A blevet påført psykiske gener svarende til middelsvær posttraumatisk belastningsreaktion. Han har for denne skade krav på erstatning og godtgørelse opgjort efter reglerne i erstatningsansvarsloven. Der er i overensstemmelse hermed ydet eller givet tilsagn om erstatning for helbredelsesudgifter med 27.000 kr. og godtgørelse for varigt mén med 144.600 kr. Der er ikke under sagen spørgsmål om, hvorvidt han som følge af varetægtsfængslingen har haft tabt arbejdsfortjeneste eller et varigt erhvervsevnetab."

Afgørelsen er interessant, idet det anerkendes, at selv en forholdsvis kortvarig frihedsberøvelse af godt 3 måneders varighed kan udløse en såkaldt "posttraumatisk belastningsreaktion" ("PTSD"), og at der skulle ydes erstatning herfor.

I TfK 2000.672 ØLK fik en person erstatning for erhvervsevnetab og godtgørelse for varigt men men ikke godtgørelse for tort efter at have været varetægtsfængslet i isolation i cirka 11 måneder. Den pågældende var blevet fundet skyldig i forsøg på indsmugling af diamanter i papayafrugter og herfor idømt fængsel i 8 måneder. Tiltalen lød på forsøg på indsmugling af narkotika, hvilket den pågældende blev frifundet for, da det ikke ansås for bevist, at han havde vidst, at frugterne indeholdt narkotika og ikke diamanter. Grunden til, at der ikke blev ydet godtgørelse for tort, var, at den pågældende ansås for at have udvist en betydelig grad af "egen skyld", blandt andet fordi han havde modvirket efterforskningen, medens sagen verserede. Højesteret udtalte blandt andet: "Vedrørende kravene om erstatning for erhvervsevnetab og godtgørelse for varigt mén bemærkes, at det for myndighederne - som anført af landsretten - må anses for almindeligt kendt, at varetægtsfængsling i isolation indebærer risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred. Derimod kan det ikke antages, at det har været påregneligt for E, at han ved sin adfærd og de i tilslutning hertil trufne straffeprocessuelle foranstaltninger ville kunne blive påført varige psykiske lidelser med erhvervsevnetab og varigt mén til følge."

I UfR 1997.1667 H blev de pårørende til en sindsforvirret mand, som under anholdelsesforsøg var blevet skudt og dræbt af politiet, nægtet erstatning. Det fremgår af sagen, at den sindsforvirrede mand angiveligt havde forsøgt at stikke en polititjenestemand med kniv og en stegegaffel umiddelbart efter, at politiet ved hjælp af tåregas havde drevet den pågældende ud af sit hjem. Der var dissens hos en dommer for at yde de pårørende erstatning. Se kommentarerne til denne afgørelse nedenfor under EMD's praksis i forhold til planlagte anholdelser.

I UfR 1996.353 ØLD havde politiet foretaget en anholdelse af en ung mand på Rådhuspladsen i København. Den pågældende kom alvorligt til skade under anholdelsen. Anholdelsen blev af landsretten anset for berettiget, men Københavns Politi blev pålagt erstatningspligt. Landsretten udtalte blandt andet: "Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at Benjamin kastede en flaske, som ramte en uniformeret politibetjent i ryggen. Dette var baggrunden for anholdelsen af Benjamin, da han løb fra stedet. Anholdelsen findes derfor berettiget. Hverken efter forklaringerne om de nærmere omstændigheder ved anholdelsen eller efter videooptagelsen, der giver et klart billede af de kaotiske forhold, som herskede på Rådhuspladsen på det pågældende tidspunkt, findes der at være grundlag for at kritisere den udøvede magtanvendelse, ligesom der heller ikke findes tilstrækkeligt grundlag for at kritisere omstændighederne ved den måde, hvorpå Benjamin blev båret eller slæbt væk og derefter anbragt og fastholdt bag bussen, indtil transportvognen ankom. Efter de lægelige oplysninger, navnlig overlæge Lars Heslets forklaring, sammenholdt med forklaringerne om Benjamins tilstand, da han blev slæbt over til og anbragt i transportvognen, må det lægges til grund, at Benjamins hjertestop er opstået, mens han lå bag bussen. Uanset den voldsomme uro, der fortsat var på Rådhuspladsen, og som med rette gav de anholdende betjente anledning til at have deres opmærksomhed rettet mod omgivelserne, herunder raketter, eventuelle yderligere flaskekast eller andre negative reaktioner fra menneskemængden på pladsen, findes de tillige at burde have haft opmærksomheden rettet mod Benjamins tilstand i de ca. 7 minutter, han var i deres varetægt bag bussen. Det bemærkes herved, at ingen af dem havde hørt Benjamin sige noget, og at han blev rolig uanset den smertefulde benlås, samt at det - selv under de kaotiske forhold - må antages, at livløshed kunne være konstateret ved ukomplicerede undersøgelser. Idet det efter den nære sammenhæng mellem Benjamins alvorlige hjerneskade og varigheden af hjertestoppet må antages, at skaderne kunne være undgået eller begrænset ved tidligere reaktion fra de anholdende betjente, f.eks. ved at de selv sørgede for tilkaldelse af ambulance, findes sagsøgte, Politidirektøren i København, at være erstatningsansvarlig for de indtrådte skader."

I UfR 1985.475 ØLD blev de efterladte til en person, der var afgået ved døden i forlængelse af en voldsom (men berettiget) anholdelse ved anvendelse af politistave, tilkendt erstatning, som dog blev nedsat til det halve som følge af den anholdtes egen skyld. Landsrettens flertal udtalte blandt andet: "Det lægges endvidere til grund, at anholdelsen var berettiget, og at betingelserne for at anvende staven som udgangspunkt var til stede, jfr. herved justitsministeriets cirkulære af 30. januar 1933 om stavens brug med senere ændringer, senest af 1. september 1970. Retten må imidlertid tillige hæfte sig ved, at situationen var karakteriseret ved, at anholdte umiddelbart søgte at undgå politiet og kun angreb, når politiet - hvor berettiget det end var - søgte at lægge hånd på ham. Han var indkredset på et ganske lille område uden egentlige flugtmuligheder, var ubevæbnet og omgivet af fire bevæbnede politifolk med forstærkning i vente. Hertil kom, at det allerede af de iagttagelser, der kunne gøres af de tilstedeværende politifolk, måtte fremgå, at Polat - hvis forklaring efter sagens karakter jo aldrig kan fås - muligvis var sindsforvirret. I den således beskrevne situation finder landsdommerne Kjærsgaard og Ebbe Christensen, at politiassistenterne ved deres beslutning om ufortøvet at ville gennemføre anholdelsen under anvendelse af de ikke ufarlige stave i et omfang som sket frem for at søge lempeligere og eventuelt mere tidskrævende udveje, ikke er gået frem med fornøden skånsomhed. Disse dommere finder herefter, at politiet er erstatningspligtigt for følgerne af det forløb, som førte til anholdtes død, og dette uanset om det i sig selv kan tilregnes politiassistenterne som uagtsomt, at de afgørende slag på grund af anholdtes voldsomhed traf ham i hovedet. Den omstændighed, at anholdte uberettiget og på voldsom måde modsatte sig anholdelsen, bør imidlertid efter alt foreliggende medføre en nedsættelse af sagsøgtes erstatningspligt med halvdelen." Sagen var anlagt af afdødes efterladte mod Justitsministeriet.

I UfR 1974.807 VLK fik en person tilkendt erstatning under et civilt søgsmål, hvor den pågældende forlangte erstatning fra statskassen som følge af, at polititjenestemænd havde lukket en politihund ind til personen, medens denne havde opholdt sig alene i en detentionscelle. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter det foreliggende findes det at måtte lægges til grund, at appellanten, så længe han opholdt sig alene i detentionscellen, ikke var farlig for sig selv eller for andre, selv om han var i besiddelse af jernstangen. Det bemærkes herved, at appellanten kun havde opholdt sig ganske kort tid i cellen efter at have revet jernstangen løs, og at der, som sagen er forelagt landsretten, ikke kan ses bort fra, at appellanten ville være faldet til ro efter nogen tids forløb, hvilket kunne være afklaret, såfremt politiet havde ventet et stykke tid, inden man foretog sig videre over for den pågældende. Ved under disse omstændigheder at slippe politihunden løs på appellanten for at den skulle bide ham, findes politiet at have overskredet. hvad der på det pågældende tidspunkt var nødvendigt og forsvarligt, og indstævnte findes herefter at måtte være ansvarlig for skaden. Idet erstatningen findes at burde ansættes til det af appellanten krævede beløb, hvorved dog bemærkes, at der ikke er fundet grundlag for at tilkende erstatning for tort, vil appellantens påstand være at tage til følge."

I UfR 1996.194 ØLD fik en person, som var blevet bidt af en politihund under en demonstration tilkendt erstatning for de skader, som han havde pådraget sig som følge af hundebiddet. Han fik imidlertid ikke tilkendt godtgørelse for selve anholdelsen, som landsretten fandt, at erstatningssøgende selv havde givet anledning til Landsretten udtalte: "Det lægges til grund, at begge erstatningssøgende forblev på færgeselskabets areal, uanset at de havde iagttaget, at demonstrationen havde taget et voldsommere omfang, hvorunder der blev affyret kanonslag, og der hos demonstranterne var slagvåben i form af stokke og lægter. Herefter findes de erstatningssøgende at have givet anledning til den kortvarige anholdelse. Landsretten frifinder således statskassen for kravene om godtgørelse for anholdelsen. Efter vidnet S's forklaring kan det ikke afvises, at skaden på erstatningssøgende E1's ben er blevet væsentligt forværret ved de 2 politifolks uhensigtsmæssige håndtering af erstatningssøgende. Herefter tiltrædes det, at der er tilkendt denne erstatningssøgende erstatning for følgerne af hundebiddet med 8.860 kr."

I UfR 1970.940 ØLD fik en erstatningssøgende i en civil erstatningssag anlagt mod en polititjenestemand og rigspolitichefen tilkendt erstatning efter hundeloven fra polititjenestemanden, idet han var blevet bidt af en politihund. Erstatningssøgende havde bedt polititjenestemanden om assistance mod en formodet lovovertræder. Da erstatningssøgende og polititjenestemanden sammen med sin polititjenestehund var på vej over mod erstatningssøgendes bus, kom erstatningssøgende nogle meter foran polititjenestemanden. Medens polititjenestemanden havde vendt sig om for at tale med en kollega, havde politihunden bidt erstatningssøgende. Det blev lagt til grund, at erstatningssøgende, der havde en kniv i hånden, var ophidset. Landsretten fandt, at polititjenestemanden var erstatningsansvarlig efter hundelovens regler, og at der ikke var forhold, der talte for, at erstatningen skulle nedsættes eller bortfalde. Rigspolitichefen blev ikke pålagt ansvar efter DL 3-19-2, idet polititjenestemanden ikke fandtes at have handlet uforsvarligt.

I UfR 1999.1491 HD var sagsøgeren, der havde deltaget i en demonstration i forbindelse med "Ribus-konflikten" i Esbjerg, blevet anholdt. Hun var i den forbindelse blevet bidt af en politihund bag på venstre lår. Hun var efterfølgende blevet behandlet på skadestuen for hundebid. I politiets indberetning i rapport af 3. maj 1995 om »Anvendelse af politihunde« var rubrikken med spørgsmålet, om hunden er anvendt til beordret magtanvendelse, afkrydset med: nej. Hun var blevet sigtet for overtrædelse af politivedtægten (nu ordensbekendtgørelsen). Medens sagen mod hende verserede, fik hun udbetalt 17.765 kr. fra Rigspolitichefens hundeansvarsforsikring. Den største del af beløbet (14.700 kr.) var godtgørelse for svie og smerte. Resten var for dækning af udgiften til ødelagt tøj, medicin mv Kvinden anlagde en civil sag mod Politimesteren i Esbjerg og Justitsministeriet, hvor hun forlangte godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. Under anken til Højesteret påberåbte appellanten sig yderligere, at anholdelsen havde været ulovlig samt "artikel 3 og princippet i artikel 41 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention". Politimesteren i Esbjerg og Justitsministeriet gjorde blandt andet gældende, "at artikel 3 ikke for danske domstole udgør et selvstændigt hjemmelsgrundlag for tilkendelse af tortgodtgørelse, jf. artikel 41". Højesteret tilkendte ikke erstatningssøgende godtgørelse og udtalte blandt andet: "Allerede fordi anbringenderne om ulovlig anholdelse og anvendelse af retsplejelovens §§ 1018 a-c først er fremsat under domsforhandlingen, kan de ikke mod de indstævntes protest tages i betragtning, jf. retsplejelovens § 383, stk. 1. Det følger af retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, at politiet i forbindelse med anholdelse kan anvende magt. Efter retsplejelovens § 758 skal anholdelse foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. At anvende hunde som magtmiddel i forbindelse med anholdelse er ikke i sig selv i strid med det proportionalitetsprincip, der er indeholdt i retsplejelovens § 758, eller med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling. Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at der ikke i forbindelse med anholdelsen af Linda Svane Sørensen er sket nogen retsstridig krænkelse af hende. Det, der er anført om menneskerettighedskonventionens artikel 3, kan ikke medføre noget andet resultat."

Udgiften til relevante undersøgelser (for eksempel hos en speciallæge) af erstatningssøgende med henblik på at kunne fastsætte eventuelle skaders omfang og dermed omfanget af et erstatningskrav for eksempel for personskade betales normalt af det offentlige. Ønsker erstatningssøgende at rejse et krav på grundlag af sådanne undersøgelser, kan erstatningssøgende inden undersøgelserne sættes i gang bede anklagemyndigheden bekræfte, at det offentlige afholder udgiften dertil. Som eksempel på, hvor en sådan fremgangsmåde er fulgt, og hvor det offentlige har betalt udgiften til undersøgelserne, kan nævnes RA-2003-521-0001 afgjort den 13. januar 2011 af Rigsadvokaten. I den konkrete sag betalte det offentlige såvel for undersøgelser hos egen læge samt de efterfølgende undersøgelser hos speciallæger.

I TfK 2007.313 VLD fremgår, at forlænget uddannelse som følge af uberettigede straffeprocessuelle indgreb som for eksempel varetægtsfængsling kan udløse erstatning svarende til praksis efter erstatningsansvarslovens § 1. Den pågældende var blevet varetægtsfængslet efter færdiggørelsen af 3. semester af en HA-uddannelse, der varer 10 semestre. Erstatningssøgende havde forlagt et væsentligt større beløb, som skulle svare til 1 års løntab som færdiguddannet, hvilket han ikke fik medhold i. Derimod blev den pågældende tilkendt 60.000 kr., idet det ansås for godtgjort, at den pågældendes uddannelse var forlænget med et år. Af kommentarerne til § 1 i "Erstatningsansvarsloven", 6. udgave, side 30, fremgår blandt andet følgende: "Efter praksis synes udgangspunktet at have været, at der er ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis skadelidte er ganske tæt på uddannelsens afslutning, og ulempetillæg i andre tilfælde ..."

Tiltalte, der frifindes, har efter § 1010, stk. 2, krav på at få godtgørelse for udgifter til transport. Administrative regler herom er fastsat i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 470 af 26. september 1978. Tiltalte, der har haft udgifter til transport i forbindelse med afhøringer mv. i en sag, hvor påtalen senere opgives, må kunne få godtgørelse efter den samme bestemmelse. Dette fremgår der imidlertid ikke oplysninger om i bekendtgørelsen. Det fremgår ikke af bekendtgørelsen, at tiltalte har krav på dækning af andre udgifter, som sagen måtte have påført denne. Af UfR 1990.840 VLD fremgår det imidlertid, at en person fik tilkendt erstatning for udgifter udover transport til og fra retsmøder. I denne sag havde politiet rejst tiltale mod den pågældende for overtrædelse af brandloven, idet den pågældende ifølge anklagemyndigheden ikke havde efterlevet et påbud fra skorstensfejeren med hensyn til indretningen af en brændeovn i sit sommerhus. Tiltalte blev delvist frifundet i byretten og helt frifundet i landsretten. Under erstatningssagen gjorde tiltalte gældende, at han under straffesagen havde opfordret anklagemyndigheden til at besigtige brændeovnen, idet denne efter tiltaltes opfattelse var lovligt indrettet. Frifindelsen var begrundet i, at ovnen af landsretten blev anset for lovligt indrettet. Under erstatningssagen udtalte landsretten blandt andet: "Landsretten finder på dette grundlag, at der ved anklagemyndighedens tiltalerejsning er udvist forhold, som efter dansk rets almindelige erstatningsregler medfører erstatningspligt over for den af tiltalen omfattede person. Der tilkommer herefter erstatningssøgende krav på godtgørelse for udgifter til befordring til retsmøder og besigtigelser uden hensyn til de begrænsninger, der følger af bekendtgørelse nr. 470 af 26. september 1978, ligesom erstatningssøgende findes at have krav på »tabt arbejdsfortjeneste« i forbindelse med retsmøder og besigtigelser, således at erstatningssøgendes påstand for så vidt angår de første 6 poster i det hele tages til følge."

3.1.1.4 - Forhøjet erstatning for ulovlige indgreb
Erstatningen kan forhøjes, hvis indgrebet ikke alene er "uberettiget" men også er "ulovligt". I dommen UfR 1995.548Ø blev erstatningen forhøjet, idet den pågældende havde været anholdt, alene fordi politiet ønskede at afhøre ham. Dette er ulovligt, og derfor fik han ud over den sædvanlige takstmæssige erstatning tilkendt yderligere erstatning.

Anholdelse alene til afhøring til trods for tumult på anholdelsesstedet udløste erstatning i administrativ sag hos statsadvokaten i sagen SA1-2005-521-1428.

I TfK 2000.304/1 VLD udløste tre kortvarige og resultatløse kropsvisitationer, der blev anset som ulovlige, og som var udført inden for få dage mod samme borger, erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a.

3.1.1.5 - Krav affødt af ulovlige (men ikke culpøse) indgreb og af traktatmæssige forpligtelser kan støttes på § 1018 a, stk. 2.
Af side 39, 1. spalte i Betænkning nr. 801/1977 følger blandt andet: "Til bestemmelsen i udkastet § 1018 a, stk. 2, om erstatning ved misforhold mellem indgreb og retsfølge har udvalget fundet det ønskeligt at føje en almindelig billighedsregel. Det kan ikke udelukkes, at der kan opstå ganske særlige situationer, hvor der vil være trang til at yde en vis erstatning, til trods for at de i loven beskrevne betingelser ikke er opfyldt. For at etablere det fornødne hjemmelsgrundlag i sådanne ekstraordinære sager, foreslås bestemmelsen i udkastets § 1018 a, stk. 2 in fine. Som nævnt (jfr. s. 36) vil denne bestemmelse også kunne anvendes
i de sjældne tilfælde, hvor et ulovligt indgreb ikke med sikkerhed kan karakteriseres som culpøst, eller hvor traktatmæssige
forpligtelser afføder erstatningskrav, der ikke kan imødekommes efter de almindelige regler."

3.1.2 - Erstatning til sigtede og mistænkte
Personer, der har været udsat for uberettigede straffeprocessuelle indgreb som for eksempel anholdelse eller varetægtsfængsling, kan normalt få tilkendt erstatning på et såkaldt "objektivt grundlag". Dette indebærer, at den erstatningssøgende ikke skal føre bevis for, at politiet har begået fejl. Den blotte omstændighed, at den erstatningssøgende har været udsat for et erstatningspådragende indgreb, der ikke fører til, at den pågældende straffes for den forbrydelse, der har begrundet indgrebet, udløser som udgangspunkt erstatning, hvis der indenfor fristen søges derom.

Som nævnt i indledningen kan såkaldt "egen skyld" føre til, at erstatningen kan nedsættes eller bortfalde. Der stilles dog efter praksis forholdsvis strenge krav, førend domstolene anerkender, at der foreligger sådan egen skyld.

Den blotte sigtelse anses efter praksis ikke for et "straffeprocessuelt indgreb", der udløser erstatning. Har anklagemyndigheden ikke fremmet sagen hurtigt nok, og bliver perioden, hvor sigtelsen opretholdes, derfor trukket i langdrag, kan dette udløse erstatning for den blotte sigtelse. Se for eksempel en upåanket afgørelse fra Retten i Århus, hvor en person, der blev dømt for 3 brugstyverier i den såkaldte "Tilst-sag" fik erstatning, fordi han i omkring et halvandet år havde været sigtet for medvirken til forsøg på manddrab mod nogle politifolk. Retten fandt i øvrigt ikke, at den pågældendes tilstedeværelse i de brugsstjålne køretøjer kunne føre til, at erstatningen skulle nedsættes eller bortfalde som følge af "egen skyld".

I TfK 2007.771 VLD havde en person været sigtet i tiden fra den 13. oktober 2004 og frem til den 1. juli 2005, hvor en påtaleopgivelse blev fremsendt til personen. Han var sigtet for overtrædelse af straffelovens § 224 og § 232. Den pågældende havde ikke været anholdt eller frihedsberøvet under sagen. Både byretten og landsrettens flertal tilkendte den pågældende en godtgørelse på 10.000 kr. blandt andet med henvisning til sigtelsens karakter (sædelighedskriminalitet mod børn). Det fremgår i øvrigt også af sagen, at politiet under en ransagning hos den pågældende den 8. november 2004 beslaglagde en computer med børnepornografiske billeder. Den 26. januar 2005 blev den pågældende idømt dagbøder for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2.

3.1.3 - Erstatning til ikke-sigtede
Erstatning kan efter retsplejelovens § 1018 c også ydes til personer, der ikke har været sigtet, hvis dette "findes rimeligt". Det kan for eksempel være tilfældige mennesker, der får deres bolig ransaget, fordi politiet antager, at en tyv har gemt tyvekoster på bopælen. Det kan også være forældre til en person, der gemmer tyvekoster på forældrenes bopæl, uden at forældrene ved, at der er tale om tyvekoster.

Statsadvokaten for Nord- og Østjylland nægtede i afgørelsen SA4-2007-521-0922 truffet den 3. oktober 2007 at yde erstatning til en kvinde, på hvis bopæl der i stuen blev fundet "diverse autoudstyr i original emballage samt bildæk med fælge". Statsadvokaten henviste til de erstatningsretlige regler om "egen skyld". Selv om det fremgår af sagen, at kvinden havde ladet sønnen opbevare "nye genstande i original emballage, og af en vis værdi", og at kvinden ifølge politiet "ikke ønskede at oplyse, hvem genstandene tilhørte, ligesom hun ikke ville fremvise kvitteringer herpå" fandt Rigsadvokaten ikke, at kvinden havde udvist egen skyld i en sådan grad, at hun kunne nægtes erstatning. Rigsadvokaten bestemte således i afgørelsen RA-2007-521-2072, at kvinden skulle tilkendes 1000 kr. i erstatning for den ulempe, der havde været forbundet med ransagningen. Rigsadvokatens afgørelse er truffet den 18. december 2007.

Ved ransagninger ydes der ifølge praksis, der er beskrevet i Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, erstatning efter samme retningslinjer for ransagninger hos ikke-sigtede personer som for ransagninger hos sigtede personer.

3.1.4.1 - Erstatning for frihedsberøvelse
I Foka mod Tyrkiet afgjort af EMD den 24. juni 2008 under sagsnummer 28940/95 beskæftigede EMD sig med, hvornår et indgreb er at anse som en "frihedsberøvelse" omfattet af EMRK artikel 5. Det påpeges under sagen blandt andet, at ikke enhver form for restriktion af en persons bevægelsesfrihed kan betegnes som "frihedsberøvelse". I nogle tilfælde kan der være tale om indgreb, der alene udgør en "begrænsning af bevægelsesfriheden". Sådanne indgreb kan være omfattet af Protokol nr. 4, artikel 2. Se om denne sondring nærmere i afgørelsens præmis 73. Klageren i den aktuelle sag skulle i bus passere grænsen mellem det sydlige og det nordlige Cypern, og hun blev i den forbindelse bedt om at lade sin taske visitere. Da hun modsatte sig dette, blev hun tilbageholdt og medtaget til en politistation, hvor hendes taske blev visiteret. Derefter blev hun kørt tilbage til bussen, hvorefter hun kunne fortsætte sin rejse. Hun klagede til EMD efterfølgende blandt andet over, at hun havde været uberettiget frihedsberøvet. Ved EMD blev det diskuteret, om tilbageholdelsen var så kortvarig, at der reelt ikke var tale om en frihedsberøvelse. Af præmis 77 fremgår, at EMD lægger til grund, at tilbageholdelsen af klageren ikke har varet længere end nogle få timer ("few hours"). Af præmis 78 følger det, at EMD anså det af sagen omhandlede indgreb for en "frihedsberøvelse", idet der var anvendt magt for at tvinge klageren til at stige ind i en bil. EMD fandt derfor, at der var et niveau af tvang, som ikke kun berørte klagerens ret til selv at bestemme sit opholdssted ("freedom of movement") men også hendes frihed ("liberty"). I den konkrete sag fandt EMD, at frihedsberøvelsen var fundet sted med hjemmel i lov, og at den ikke var vilkårlig. Derfor ansås artikel 5 ikke for krænket.

Det kan udledes af ovennævnte afgørelse, at en ganske kortvarig frihedsberøvelse kan udgøre en krænkelse af EMRK artikel 5, hvorfor nationale myndigheder kan være nødsaget til blandt andet at yde den forurettede godtgørelse for ikke at komme i strid med EMRK artikel 13.

3.1.4.2 - Erstatning for ransagninger
Af Rigsadvokatens meddelelse 1/2007 under punkt 3 fremgår, at "erstatningsbeløbet i forbindelse med ransagning, der ikke foretages i forbindelse med frihedsberøvelse" takseres til 1.000 kr.

Det har været anført, at der er en "nedre grænse" for, hvad der forstås ved ransagning, således at forstå, at det ikke er enhver undersøgelse af ikke offentligt tilgængelige lokaliteter mv., der er omfattet af begrebet. I betænkning 1159/1989, side 42ff., anføres, at der er forskel på, om "politiet flygtigt gennemser en række private forhaver for at se, om en bankrøver, der er løbet forbi, har kastet sit overtrækstøj og sit våben ind i en have, og på den anden side, om politiet giver sig til at grave i en privat forhave for at lede efter nedgravede koster eller narkotika". Angår det egentlige husrum, må enhver form for indtrængen i undersøgelsesøjemed formentlig betragtes som ransagning jævnfør Folketingets Ombudsmands udtalelse i FOB 1976.136, hvor ombudsmanden udtaler, at politiets "gennemsyn" af en lejlighed efter en person, der skulle anholdes, havde haft karakter af en ransagning.

En indsat i en fængselscelle er også beskyttet mod vilkårlige ransagninger. I SA5-2008-521-1071 ydede Statsadvokaten for Midt., Vest- og Sydøstjylland således en erstatning på 1.000 kr. til en person, der den 31. marts 2008 fik sin fængselscelle i Statsfængslet Østjylland ransaget af politiet, uden at politiet fandt den stjålne halskæde, som man søgte efter. Det fremgår af afgørelsen, at der var tale om sædvanlig takstmæssig erstatning ydet efter Rigsadvokatens Meddelelse nr. 1/2008. Ransagninger foretaget af kriminalforsorgens personale, og som er uforskyldte, kan udløse erstatning efter reglerne i Straffuldbyrdelseslovens kapitel 20.

3.1.4.3 - Erstatning for visitationer

Af Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2010 fremgår af punkt 2 blandt andet følgende:

"Der udbetales som udgangspunkt ikke erstatning for kortvarige, resultatløse visitationer og ransagning i tilknytning hertil.*

Dette gælder også i tilfælde, hvor den person, indgrebet er rettet mod, ikke ved sin egen adfærd har givet anledning til indgrebet.

Udgangspunktet gælder ligeledes, selv om det fornødne mistankegrundlag i enkeltstående tilfælde ikke findes at have været tilstede, jf. U 1997.1498 H.

Udgangspunktet kan fraviges i særlige tilfælde. Som eksempel herpå kan nævnes visitationer, som har været særligt indgribende, og samtidig er foretaget på et sted, hvor udenforstående har kunnet overvære visitationen, og som på denne baggrund har kunnet opleves som særlig krænkende af den pågældende person."

En praksis, hvorefter erstatning nægtes en person, der har været visiteret, uden at det fornødne mistankegrundlag har været til stede, synes at stride mod EMRK artikel 8. I sagen Gillan og Quinton mod Det forenede Kongerige (sagsnummer 4158/05), der vedrørte visitationer af 2 personer af nogle minutters varighed, fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sin afgørelse af 12. januar 2010, at de britiske myndigheder havde krænket EMRK artikel 8. Som et led i kampen mod terrorisme indførte de britiske myndigheder i 2000 en adgang for politiet til at standse og visitere enhver, hvis den enkelte polititjenestemand fandt, at dette kunne være et "hensigtsmæssigt" ("expedient") led i kampen mod terrorisme. Loven, der tillagde polititjenestemænd denne beføjelse, krævede, at den lokale politiledelse havde besluttet, at der i politikredsen helt eller delvist var brug for en sådan ordning. Det fremgik også af loven, at en bemyndigelse efter loven højest kunne gælde i 28 dage, men at den kunne forlænges. Der var ikke i loven et krav om, at en polititjenestemand, der vil foretage en visitation, skulle have en begrundet mistanke mod personen, der ønskedes visiteret. Nogle personer, der var på vej til en demonstration, klagede over, at de blev udsat for en visitation efter loven. De fik ikke medhold ved de nationale domstole, men Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fandt, at visitationerne udgjorde en krænkelse. EMD henviste til, at loven ikke tilstrækkeligt præcist beskrev, hvilken type adfærd, der kunne begrunde visitationerne. Derudover henviste EMD til, at lovens upræcise formulering medførte, at det ikke kunne pålægges den enkelte polititjenestemand at godtgøre, at der lå en rimelig mistanke bag en visitation, idet loven netop ikke krævede en sådan mistanke (navnlig præmis 86 og 87). EMD henviser i sagen til, at indgreb af den omhandlede art (visitationer) skal være i overensstemmelse med princippet om "rule of law" ("legalitetsprincippet"). En lov, der indeholder bemyndigelse til at foretage visitation af borgerne skal være tilstrækkelig tilgængelig og forudsigelig. Se navnlig præmis 75. Det er endelig værd at bemærke, at EMD udtrykte bekymring over, at reglen kunne misbruges til uden rimelig grund at visitere personer, der var på vej til demonstrationer (se præmis 85). Af præmis 8 fremgår det, at den ene af klagerne blev tilbageholdt i cirka 20 minutter. For så vidt angår den anden klager gjorde politiet gældende, at han var tilbageholdt i 5 minutter, medens klageren selv mente, at tilbageholdelsen varede cirka 30 minutter.

I UfR 1994.677 HD havde politiet foretaget en kortvarig visitation af en person, der i hastig gang var på vej væk fra Christiania. Byretten udtalte blandt andet: "Det lægges til grund, at betjenten standsede erstatningssøgende alene begrundet i hans fremtoning og hastige gang væk fra Christiania, og at betjenten før sigtelsen og visitationen genkendte erstatningssøgende som den journalist han havde været i diskussion med få dage forinden om politiets visiteringer, og hvis forhold han havde undersøgt med hensyn til status som journalist. Retten finder, at betjenten på denne baggrund ikke har haft den fornødne rimelige grund til at mistænke erstatningssøgende for besiddelse af euforiserende stoffer som forudsat i retsplejelovens § 792 a, stk. 1." Højesteret tiltrådte, at den pågældende skulle tilkendes erstatning.

3.1.4.4 - Erstatning for andre typer indgreb
Retten i Kolding tilkendte i sagen SS 508/07 i dom afsagt den 26. februar 2008 en 51-årig kvinde en erstatning på 5.000 kr. for ulovlig opbevaring af et personfotografi af erstatningssøgende i en periode over 6 år. Retten udtalte i sin begrundelse blandt andet: "Det er ubestridt, at det var i strid med bestemmelsen i retsplejelovens § 792f, at politiet fortsat opbevarede personfotografiet af X efter, at hun var frifundet for røveri. Reglen i retsplejelovens § 792f blev indsat på baggrund af betænkning nr. 1104 fra 1987 om legemsindgreb under efterforskning. Det fremgår af betænkningen på side 89, at indsættelsen af § 792f er begrundet med: "at der til disse fotografier er knyttet indlysende genkendelsesmuligheder for udenforstående. Hvis et fotografi af en person, der er frifundet, eller mod hvem påtale er opgivet, opbevares af politiet og eventuelt senere forevises udenforstående i forbindelse med andre sager, kan betragteren få det indtryk, at den pågældende person tidligere er straffet. Personfotografiet af X blev ulovligt opbevaret i en periode på mere end 6 år og først destrueret, efter at X havde klaget til justitsministeriet. Herefter og idet det ikke kan udelukkes, at hendes personfotografi i det tidsrum, det ulovligt blev opbevaret har været anvendt, finder retten, at der har været tale om en sådan krænkelse af X, at hun i medfør af retsplejelovens § 1018b har krav på godtgørelse for tort med 5.000 kr. med tillæg af rente som påstået." Denne afgørelse blev anket til Vestre Landsret af Statsadvokaten for Midt-, Vest- og Sydøstjylland, som dog senere tilbagekaldte anken. Dommen er således endelig.

En beslaglæggelse af noget pc-udstyr havde efter rettens opfattelse "strakt sig væsentligt ud over, hvad der har været rimeligt begrundet efterforskningsmæssigt", hvorfor erstatningssøgende fik tilkendt en godtgørelse på 2.000 kr. Se upåanket dom afsagt af Retten i Holbæk den 3. februar 2011 under rettens journalnummer 60-1016/2010. Det fremgik af sagen, at beslaglæggelsen havde varet fra den 3. juni 2007 til henholdsvis den 22. juli 2008 og den 20. maj 2008 - omkring et års tid.

3.1.4.5 - Erstatning for lang sagsbehandlingstid og inaktivitet eller anden culpøs adfærd hos de strafforfølgende myndigheder
Af EMRK artikel 6, stk. 1, følger blandt andet, at "enhver" har ret til en retfærdig og offentlig rettergang "inden en rimelig frist". Den omstændighed, at en straffesag trækkes i langdrag af myndighederne, kan således udgøre en krænkelse af sigtedes og/eller tiltaltes rettigheder.

Gennemføres en sag til domfældelse, kan den omstændighed, at sagsbehandlingen har været langsommelig, føre til at straffen nedsættes som kompensation for, at den pågældende domfældte har måttet vente længe på at få sin sag afgjort. Se nedenfor under overskriften "Lang sagsbehandling mv. kan mildne straffen".

I de tilfælde, hvor en straffesag ikke gennemføres til domfældelse, men hvor myndighederne i stedet meddeler sigtede, at der er sket påtaleopgivelse, kan sigtede opnå erstatning, hvis sagen har været længe om at blive afgjort. I sagen SA5-2010-521-0533 ydede Statsadvokaten for Midt-, Vest- og Sydøstjylland erstatning til en person, der havde været sigtet for overtrædelse af straffelovens 119 fra den 17. januar 2008 til den 10. september 2010 svarende til cirka 2 år og 7 måneder. Statsadvokaten tilkendte den sigtede en skønsmæssig erstatning på 10.000 kr. efter retsplejelovens § 1018 h. Statsadvokaten henviste til, at der havde været en "langvarig periode" fra den 4. april 2008 til den 10. september 2010, hvor der havde været "inaktivitet i efterforskningen ud fra den samlede sagsbehandlingstid på ca. 2 år og 7 måneder, som udelukkende har beroet på de strafforfølgende myndigheders forhold".

I TfK 2007.771/2 VLD fik en person tilkendt godtgørelse på kr. 10.000 i en sag, hvor den pågældende var blevet straffet for besiddelse af børnepornografi men frifundet for overtrædelse af straffelovens § 224 og § 232. Byretten henviste til, at der havde været foretaget afhøring af flere personer i erstatningssøgendes familie og omgangskreds, og at efterforskningen blev afsluttet den 21. oktober, medens afgørelsen af tiltalespørgsmålet først forelå den 1. juli 2005. Landsrettens flertal henholdt sig til samme begrundelse. Det fremgår af sagen, at den pågældende blev sigtet den 13. oktober 2004, at han ikke under sagen var frihedsberøvet, og at politiet den 1. juli 2005 opgav påtalen mod ham. Den pågældende var således sigtet i sagen i ca. 8½ måned.

I TfK 2007.51/2 VLD fik et par tilkendt en godtgørelse på kr. 10.000 i en sag, hvor de pågældende havde været sigtet for seksuelle overgreb mod børn. Landsretten lagde vægt på oplysninger om, at de erstatningssøgende havde været sigtet i godt 2 år og 10 måneder. I dette efterforskningsforløb havde der været 2 perioder på henholdsvis ca. 5½ måned og ca. 7 måneder, hvor der ikke var foretaget efterforskningsskridt, og der var forløbet ca. 9 måneder mellem det seneste efterforskningsskridt og afgørelsen af tiltalespørgsmålet. Landsretten udtalte: "På baggrund af den tid, hvor de erstatningssøgende har været sigtet sammenholdt med sigtelsernes karakter og den omstændighed, at der under efterforskningen er afhørt flere personer, der ikke forud for afhøringen havde kendskab til mistanken mod de erstatningssøgende og sammenholdt med, at der i sigtelsesperioden har været 2 relativt lange perioder, hvor der ikke er foretaget efterforskningsskridt, og på baggrund af den tid der i forlængelse af det lange efterforskningsforløb er forløbet fra det sidste efterforskningsskridt og til, at der blev taget stilling til tiltalespørgsmålet, foreligger der sådanne ganske særlige og helt ekstraordinære omstændigheder, at de erstatningssøgende er berettiget til erstatning efter retsplejelovens § 1018 b."

I TfK 2006.591/1 ØLD blev der ydet godtgørelse til en person, der var blevet fundet skyldig i overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 1, men som var blevet frifundet for en alvorligere sigtelse for bedrageri. Godtgørelsen blev ydet blandt andet under henvisning til, at politiets efterforskning og anklagemyndighedens tiltalerejsning var fundet at være overfladisk og kritisabel. Landsretten udtalte blandt andet: "Landsretten har herved lagt til grund, at de straffeprocessuelle indgreb, som E2 var udsat for i form af frihedsberøvelse den 7. juni 1993, ransagning og beslaglæggelse ikke stod i misforhold til den betingede bøde, som han blev idømt for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 1, og til dels forsøg herpå. Da bødestraffen ved landsrettens dom blev gjort betinget under henvisning til den skete krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, findes E2 hermed kompenseret for den langvarige sagsbehandlingstid, således at der ikke er grundlag for at yde ham yderligere kompensation herfor efter retsplejelovens § 1018 h. Landsretten finder imidlertid, at gennemførelsen af straffesagen mod E2, som efter det oplyste deltog i 66 retsmøder i byretten og 36 retsmøder i landsretten, var af helt ekstraordinær karakter henset til tiltalens karakter og omfang, sagens udfald og de mangelfulde og kritisable forhold vedrørende politiets efterforskning og anklagemyndighedens tiltalerejsning og sagsbehandling, at E2 bør tillægges det ovennævnte yderligere beløb i godtgørelse for ikke økonomisk skade efter retsplejelovens § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2."

3.1.5.1 - Nægtelse af erstatning under henvisning til erstatningssøgendes "egen skyld"
Efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, kan erstatningen under visse betingelser nedsættes eller bortfalde. Bestemmelsen har følgende indhold:

"Stk. 3. Erstatning kan nedsættes eller nægtes, såfremt den sigtede selv har givet anledning til foranstaltningerne."

Denne bestemmelse er et udtryk for det almindelige erstatningsretligt princip om, at "egen skyld" hos skadelidte kan føre til hel eller delvis nedsættelse

I Betænkning nr. 801/1977, side 32-33, anføres følgende vedrørende erstatningssøgendes egen skyld:

”… den ”egen skyld”, som kan begrunde nedsættelse eller udelukkelse af erstatning for straffeprocessuelle indgreb, [må] principielt betragtes på samme måde som ”egen skyld” i forbindelse med et almindeligt civilretligt erstatningssøgsmål. Det drejer sig om udmøntning af de almindelige principper for bedømmelsen af skadelidtes egen medvirken til skadens indtræden; og der må derfor i det hele ske en vis afgrænsning med udgangspunkt i de almindelige civilretlige regler, i første række vedrørende culpa, kausalitet og adækvans. Sigtedes adfærd må indebære et dadelværdigt moment, der karakteriserer hans handlemåde – eller hans undladelse – som culpøs. Og det må dertil stå for ham som en påregnelig følge af hans adfærd, at han kan blive udsat for strafforfølgning og eventuel frihedsberøvelse.”

I TfK 2010.477 VLD fik anklagemyndigheden ikke medhold i, at erstatningen til en kvinde, der var frifundet for drab, og som havde været varetægtsfængslet i en længere periode, skulle nedsættes med henvisning til kvindens egen skyld. Kvinden havde umiddelbart efter, at hendes mor var blevet stukket ihjel - ifølge kvinden af sin fader - forladt gerningsstedet og løbet tilbage til sin egen bopæl 3,5 km. borte. Her havde hun taget sit blodige tøj af og gemt det i en pose bag sin tørretumbler, hvorpå hun var gået i bad. Umiddelbart efter var hun blevet anholdt af politiet, og da politiet havde bedt hende påvise det tøj, som hun havde taget af, havde hun påvist noget andet tøj. Landsretten fandt ikke, at den udviste adfærd kunne bebrejdes kvinden i en sådan grad, at erstatningen burde nedsættes.

I TfK 2004.644 ØLD var en person blevet anholdt og varetægtsfængslet i 14 dage som sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Det fremgår af sagen, at den pågældende blev anholdt i en bod på Christiania, hvor der fandtes hash, joints og digitalvægte. Hans krav om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a blev imødekommet af landsretten, der blandt andet udtalte: "Det lægges til grund, at erstatningssøgende den 1. maj kl. 22.00 befandt sig bag disken i bod 6 i Pusherstreet, hvor han ifølge vidnet A's forklaring rodede i et eller andet. Han har derved udvist en adfærd, der har givet rimelig anledning til efterfølgende anholdelse. Da det imidlertid må lægges til grund, at erstatningssøgende var åbenlyst beruset, og at man ved visitationen på stedet intet fandt på ham, der kunne relateres til salg af hash, findes han ikke at have givet anledning til efterfølgende fremstilling i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling."

I sagen Kurti mod Grækenland, sagsnummer 2507/02, afgjort af EMD den 29. september 2005, fandt EMD, at der var sket en krænkelse af artikel 6 § 1. Klageren var blevet varetægtsfængslet og tiltalt i en straffesag for besiddelse af narkotika. Han forklarede under sagen, at han havde givet en mand et lift på sin motorcykel, og at de under turen var blevet standset af politiet, der fandt passageren i besiddelse af narkotika. Passageren gjorde gældende, at denne tidligere havde modtaget narkotika fra klageren. Retten troede på klagerens forklaring om, at han ikke tidligere havde haft noget at gøre med det omhandlede narkotika og passageren, udover at han havde givet ham kørelejlighed den dag, hvor han blev standset af politiet. Som foreskrevet i græsk ret anmodede klageren efter frifindelsen straks mundtligt om erstatning for uberettiget varetægtsfængsling, hvilket han blev nægtet med henvisning til, at han havde udvist "grov uagtsomhed" ("gross negligence"). Af afgørelsens præmis 12 fremgår det, at reglen om nægtelse af erstatning for uforskyldt varetægtsfængsling i den græske strafferetsplejelov har følgende indhold: "Article 535, § 1, The State shall have no obligation to compensate a person who...has been detained on remand if, whether intentionally or by gross negligence, he was responsible for his own detention.” Af præmis 17 fremgår, at EMD fandt, at den manglende præcision af begrebet "grov uagtsomhed" ("gross negligence") blandt andet fordrer, at domstolene giver en "mere detaljeret begrundelse" for sin afgørelse, og at der foretages en vurdering af sagens fakta. EMD fandt, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 6 § 1. Præmis 17 lyder således: ".. In the present case, the domestic court decided to rule out the State’s liability for the applicant’s detention on account of his own “gross negligence”. The lack of precision of this concept, which involves an assessment of questions of fact, required that the courts give more detailed reasons, particularly since their finding was decisive for the applicant’s right to compensation .."

Den tilsvarende danske regel i retsplejelovens § 1018 a, stk. 3, har - som nævnt ovenfor - følgende ordlyd: "Erstatning kan nedsættes eller nægtes, såfremt den sigtede selv har givet anledning til foranstaltningerne". Denne regel forekommer på ingen måde mere præcis end den græske. Et konkret afslag på erstatning til en ung mand, der havde siddet varetægtsfængslet et længere stykke tid, inden han blev frifundet for manddrab. Har givet anledning til spørgsmål fra retsudvalget til ministeren. Folketingets Retsudvalg spurgte i spørgsmål nr. 215 af 27. april 2004 således Justitsministeriet blandt andet om, hvorvidt "det er sædvanligt, at erstatning afslås alene på grundlag af et skøn". Der blev også spurgt om, hvorvidt der kunne være "behov for en præcisering af lovgivningen på dette punkt". Ministeren svarede blandt andet, at der efter ministerens opfattelse ikke var "behov for at ændre de gældende regler".

Dommen mod Grækenland synes at vise, at der kan stilles krav om en meget konkret og detaljeret begrundelse fra domstolene i sager, hvor borgere med henvisning til borgerens "egen skyld" nægtes erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb.

I O mod Norge afgjort den 11. februar 2003 af EMD under sagsnummer 29327/95 blev EMRK artikel 6, § 2, anset for krænket. En person var blevet frifundet for seksuelt misbrug af sin datter. Efter frifindelsen anlagde personen en civil sag mod myndighederne og forlangte erstatning for tort i anledning af straffesagen mod ham. Dette fik han ikke, idet de nationale domstole fandt, at det ikke kunne udelukkes, at han havde begået forbrydelsen, selv om der ikke var tilstrækkeligt bevis mod personen til domfældelse i en straffesag. EMD fandt, at den omstændighed, at myndighedspersoner under den civile sag såede tvivl om rigtigheden af den frifindende dom, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, § 2, som udtaler, at en person, der er sigtet for en forbrydelse, skal anses som uskyldig, indtil han er fundet skyldig i overensstemmelse med loven. Se præmis 40. Af præmis 48 fremgår, at personen blev tilkendt 5.000 Euro i godtgørelse.

3.1.5.2 - Erstatning i tilfælde, hvor indgrebet står i misforhold til den senere idømte sanktion
Såfremt en person, der har været udsat for et straffeprocessuelt indgreb, senere vedtager bøde eller findes skyldig i den forbrydelse, der har givet anledning til indgrebet, er udgangspunktet, at den pågældende ikke skal have erstatning for indgrebet. Det følger imidlertid af retsplejelovens § 1018 a, skt. 2, at erstatning også i sådanne tilfælde kan ydes, såfremt "den under sagen anvendte frihedsberøvelse ikke står i rimeligt forhold til strafforfølgningens udfald eller det af andre særlige grunde findes rimeligt".

Af bemærkningerne til det forslag til retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, der blev vedtaget ved lov nr. 243 af 8. juni 1978, og som uændret fortsat er gældende, fremgår blandt andet (FT 1977-78, Tillæg A, spalte 2400-2401):
”Stk. 2 indeholder en generel udvidelse af muligheden for at tilkende erstatning i anledning af straffeprocessuel frihedsberøvelse. I modsætning til stk. 1 er der tale om en fakultativ regel. Erstatning kan tilkendes, uanset at strafforfølgningen ikke er mundet ud i frifindelse eller påtale-opgivelse, såfremt der består et misforhold mellem den under sagen anvendte frihedsberøvelse og den senere idømte sanktion. Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets bemærkninger i betænkningen side 38-39 om de momenter, som der bør lægges vægt på ved udøvelse af skønnet over, om erstatning skal ydes. Herefter må det i almindelighed være en forudsætning for erstatning, at der kan påvises et klart misforhold mellem på den ene side det processuelle indgreb og på den anden side sagens karakter og det påsigtede forholds grovhed.”

Lovforarbejderne forudsætter således, at der skal bestå et "klart misforhold" mellem indgrebet og den forskyldte sanktion.

En person, der blev idømt 1 års fængsel for narkotikakriminalitet, havde i samme sag været varetægtsfængslet i 1 år og 75 dage. Den pågældende forlangte i sagen UfR 2009.2095 HD erstatning for den varetægtsfængsling, der lå ud over et år. Anklagemyndigheden gjorde gældende, at der ikke bestod et klart misforhold mellem sanktionen og indgrebet. Dette fik anklagemyndigheden medhold i byretten, hvorimod såvel Østre Landsret som Højesteret fandt, at der bestod et sådant misforhold og tilkendte den pågældende erstatning.

Rigsadvokaten har på baggrund af ovennævnte dom udsendt Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2010. Af side 4 fremgår blandt andet følgende:

"..I lyset af Højesterets dom af 4. maj 2009 (U.2009.2095H) fastsættes følgende retningslinjer for afgø-relse af erstatningskrav omfattet af retsplejelovens § 1018 a, stk. 2, 1. led, i sager, hvor der er idømt frihedsstraf:

Med mindre særlige omstændigheder gør sig gældende i den konkrete sag, bør der som udgangspunkt ydes erstatning, hvis den anvendte frihedsberøvelse under straffesagens behandling overstiger den idømte fængselsstraf med mere end 15 procent. ..."

3.1.6 - Særligt om erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb mod børn
Børn under 15 år straffes ikke, dette følger af straffelovens § 15. Til trods for denne bestemmelse findes der i retsplejelovens kapitel 75 b bestemmelser, der tillader straffeprocessuelle indgreb i form af for eksempel tilbageholdelse over for børn. Da børn under 15 år ikke kan stilles for retten, vil de således ikke kunne frifindes i en straffesag. Spørgsmålet er således, om et barn under 15 år vil have adgang til erstatning (og domstolsprøvelse af sit erstatningskrav) efter retsplejelovens kapitel 93 a. I afgørelsen UfR 1995.536 ØLD fik et barn på 14 år, der havde været anholdt som "sigtet" i en straffesag erstatning, idet retten fandt, "at der ikke har bestået en nødvendighed for at udstrække frihedsberøvelsen til at omfatte indtransport til politistationen og ventetid". Retten støttede afgørelsen på retsplejelovens § 1018 a, stk. 2.

Nogle forfattere mener, at en person kun kan "sigtes", hvis der er en egentlig udsigt til, at den sigtede vil kunne straffes, hvilket et barn under 15 år som nævnt ovenfor ikke kan. Det kan således overvejes, om det egentlig var rigtigt, at erstatningskravet blev prøvet af retten efter retsplejelovens kapitel 93 a, som det skete i den umiddelbart ovenfor citerede dom fra Østre Landsret. Det kan overvejes, om en tilbageholdelse af et barn egentlig bør anses som en administrativ frihedsberøvelse, og at erstatning for uberettiget frihedsberøvelse derfor bør rejses under en sag, der behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om administrativ frihedsberøvelse. Se artikel herom.

I Anklagemyndighedens Årsberetning 1998/1999, bind 2, side 16, nederst, side 17 øverst, anføres, at børn under 15 år (nu 14 år) anses for at være omfattet af retsplejelovens kapitel 93 a. Herom udtales: "Reglerne i kapitel 93 a anvendes dog på sager, hvor personer under 15 år har været frihedsberøvet (tilbageholdt) eller udsat for andre straffeprocesuelle indgreb, jf. U 1995. 536 Ø, hvor en 14-årig pige fik erstatning, efter at hun som sigtet for overtrædelse af politivedtægten var blevet medtaget til politistationen med henblik på afhøring."

3.1.7 - Særligt om, hvor mistanke om strafbart forhold fører til fængsling efter udlændingeloven
I TfK 2008 110 fængslede Københavns Byret en rumænsk statsborger, efter at denne var sigtet for overtrædelse af straffelovens § 276. Der var tale om et butikstyveri af en jakke til en værdi af 299 kr. byretten anførte, at betingelserne for varetægtsfængsling efter retsplejelovens regler ikke var opfyldt, idet det ikke kunne ventes, at straffen ville blive fængsel i over 30 dage. Byretten fandt imidlertid, at der kunne ske fængsling efter udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den pågældende ikke "har fast bopæl her i landet", og til at der var en begrundet mistanke om en lovovertrædelse, deer kunne medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24. Det fremgår ikke af sagen, at den pågældende søgte om eller fik tilkendt erstatning for et uberettiget straffeprocessuelt indgreb. Det forekommer imidlertid åbenlyst, at erstatning burde tilkendes.

3.1.8 - Om modregning af gæld til det offentlige i erstatningskrav for frihedsberøvelse mv.
Får en person erstatning for uberettiget frihedsberøvelse, vil det offentlige nogle gange kunne modregne krav mod erstatningssøgende i dennes krav på erstatning.

Har der været tale om en ulovlig - og ikke kun "uberettiget" frihedsberøvelse, vil sådan modregningsadgang formentlig være udelukket. Dette har Vestre Landsret fastslået i afgørelsen UfR 1996.1217V: En person, som havde været frihedsberøvet, fik ved Vestre Landsret tilkendt 60.000 kr. i godtgørelse. Politiet ville modregne sagsomkostninger fra såvel den aktuelle som fra en efterfølgende sag i klagerens erstatning, hvilket klageren forlangte indbragt for retten. Landsretten henviste til, at erstatningen var "tilkendt i medfør af retsplejelovens § 1018 H", jf. erstatningsansvarslovens § 26 som følge af en retsstridig alvorlig krænkelse af kærendes frihed, der skyldes en åbenbar fejl fra politiets side, og derved adskiller sig fra de former for uberettiget frihedsberøvelse, som begrunder erstatning efter retsplejelovens § 1018 a." Landsretten udtalte videre: "På denne baggrund findes den erstatning, der er tillagt kærende, ikke mod dennes ønske at burde anvendes til dækning af det offentliges krav på omkostninger i de to straffesager, idet dette efter karakteren af den krænkelse, som det offentlige har påført kærende, ville være stødende og i strid med erstatningsreglernes formål."

I en sag afgjort 14. februar 2011 af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen under journalnummer 2009-101-02494-0001 fik erstatningssøgende medhold i, at Østjyllands Politi ikke var berettiget til at foretage modregning i erstatningssøgendes krav på transportgodtgørelse. Erstatningssøgende var blevet tilkendt godtgørelse efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, idet erstatningssøgende var blevet indkaldt til afsoning af en fængselsstraf i en sag, hvor erstatningssøgende var blevet idømt en betinget fængselsstraf. Erstatningssøgende var rejst fra Randers, hvor han har bopæl, til Statsfængslet på Kragskovhede nær Frederikshavn, hvortil han ankom på det på indkaldelsen angivne tidspunkt. Da kriminalforsorgen umiddelbart efter ankomsten fandt ud af, at der var tale om en betinget afgørelse, blev den pågældende straks løsladt. Han søgte gennem sin forsvarer godtgørelse efter retsplejelovens § 1018 a, stk. 1, og han fik tilkendt erstatning for frihedsberøvelse af under 5 timers varighed samt kørselsgodtgørelse. Han fik tilkendt 2.200,00 kr. for frihedsberøvelsen og kr. 610,50 i kørselsgodtgørelse. Der blev foretaget modregning i hele beløbet herunder i den tilkendte kørselsgodtgørelse, idet den pågældende havde en gæld til det offentlige, der oversteg det samlede beløb. Direktoratet udtalte som begrundelse for at give erstatningssøgende medhold i, at der ikke kunne foretages modregning i kørselsgodtgørelsen, at "kørselsgodtgørelser af denne karakter udbetales efter formuerettens almindelige regler", og at det i forbindelse "med foretagelse af modregning blandt andet er et krav, at der foreligger den fornødne gensidighed mellem kreditors krav og debitors modkrav". Direktoratet fandt ikke, at der forelå "den fornødne gensidighed, der berettiger til at foretage modregning".

3.1.9.1 - Overskridelse af klagefristen i retsplejelovens § 1018 e
Efter retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, skal krav fra en person, der har været sigtet, fremsendes inden to måneder efter meddelelse til den sigtede om strafforfølgningens ophør eller afsigelse af endelig dom. Krav fra andre skal fremsættes inden to måneder efter indgrebets ophør.

Denne klagefrist gælder ikke i tilfælde, hvor klageren i stedet for at følge fremgangsmåden i retsplejelovens kapitel 93 a i stedet vælger at forfølge sit krav under en almindelig civil erstatningssag. Se UfR 1993.558 H. Se også TfK 2003.737 VLD, hvor en person havde forlangt erstatning for blandt andet lang sigtelsestid. Den pågældende havde overskredet klagefristen i retsplejelovens § 1018 e men forlangte til trods herfor sagen indbragt for domstolene efter den sædvanlige fremgangsmåde i retsplejelovens kapitel 93 a (dvs. i strafferetsplejens former). Såvel byret som landsret afviste kravet under henvisning til, at den pågældende havde overskredet klagefristen. Efter landsretten havde afvist kravet, indbragte klageren kravet for domstolene i den civile retsplejes former. Landsretten fandt, at klageren havde krav på at få spørgsmålet realitetsbehandlet under denne civile sag. Landsretten udtalte blandt andet: "Da appellanten under denne sag har valgt at gøre sit krav gældende i den civile retsplejes former og ikke på grundlag af reglerne i retsplejelovens kap. 93 a, jf. også herved § 1018 h, er fristerne i retsplejelovens § 1018 e uden betydning for kravets fremsættelse".

I UfR 2011.1225 VLD afviste Statsadvokaten for Nord og Østjylland ved brev af 15. januar 2010 afsendt til erstatningssøgendes forsvarer at yde erstatningssøgende erstatning for uberettiget straffeprocessuel frihedsberøvelse under henvisning til, at den pågældende havde udvist egen skyld. Ved brev af 3. marts 2010 påklagede en anden advokat som ny advokat for erstatningssøgende statsadvokatens afgørelse af 15. januar 2010 til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten afviste at realitetsbehandle klagen under henvisning til, at klagefristen var overskredet. Denne afgørelse forlangte erstatningssøgendes nye advokat indbragt for retten. Under sagens behandling ved retten påstod anklagemyndigheden sagen afvist. Til støtte for afvisningspåstanden anførte anklagemyndigheden blandt andet, at klagefristen for Statsadvokatens afgørelse af 15. januar 2010 udløb den 15. februar 2010, og at klagen således er indgivet ca. 3 uger for sent. Anklagemyndigheden anførte yderligere: "Klagefristen på 4 uger i retsplejelovens § 1018e, stk. 5, er absolut, og klagen kan kun behandles uanset fristoverskridelse, hvis overskridelsen må anses for undskyldelig. Ved vurderingen kan det ikke tillægges betydning, at erstatningssøgende først fik kendskab til Statsadvokatens afgørelse, efter klagefristen var udløbet, idet hun efter eget ønske var repræsenteret af en advokat, som også havde repræsenteret hende tidligere i sagsforløbet. Det er advokatens ansvar, at klage sker rettidigt. Baggrunden for, at advokaten ikke indgav klage, er derfor uden betydning og kan ikke føre til, at overskridelse af klagefristen anses for undskyldelig. Erstatningssøgendes daværende advokat har et professionsansvar for sin sagsbehandling, og der foreligger ingen oplysninger, der kan retfærdiggøre overskridelsen af klagefristen. Der er intet i sagen, der tyder på, at der foreligger undskyldelige omstændigheder hos advokaten." Landsrettens flertal (5 medlemmer) hjemviste sagen til Rigsadvokaten til realitetsbehandling. Samme flertal udtalte: "Det følger af retsplejelovens § 1018 f, stk. 3, at erstatningssager i anledning af strafferetlig forfølgning ved indbringelse for domstolene i medfør af bestemmelsens stk. 1, 1. pkt., behandles i strafferetsplejens former, herunder som udgangspunkt under medvirken af domsmænd. Ved overskridelse af ankefristen i straffesager kan en anke admitteres, hvis overskridelsen skyldes grunde, som ikke kan tilregnes den pågældende, jf. retsplejelovens § 910, stk. 2, 1. pkt. Fejl begået af forsvareren tilregnes ikke den tiltalte, jf. Højesterets kendelse af 14. oktober 2010, sag nr. 12, 2010. Der er ikke grundlag for at antage, at bestemmelsen skal fortolkes anderledes i forhold til erstatningssøgende og dennes advokat. Reale grunde taler for at fortolke bestemmelsen i retsplejelovens § 1018 e, stk. 5, 2. pkt. - hvorefter der kan bortses fra fristoverskridelse, der findes undskyldelig - i overensstemmelse med bestemmelsen i § 910, stk. 2, 1. pkt., og der er hverken i ordlyden af eller forarbejderne til § 1018 e, stk. 5, 2. pkt., momenter, der taler imod en sådan fortolkning. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af byrettens flertal, stemmer vi - uanset kravenes civilretlige karakter - for at stadfæste byrettens dom."

Den 15. januar 2010 traf Statsadvokaten for Nord- og Østjylland afgørelse om ikke at imødekomme erstatningskravet, under henvisning til at der var udvist egen skyld, jf. retsplejelovens § 1018a, stk. 3. Ved brev af 3. marts 2010 påklagede advokat Anders Skovholm som ny advokat for E denne afgørelse.

Der har under sagen været fremlagt blandt andet breve af 24. og 26. februar 2010 til E fra hendes daværende advokat, advokat Henrik Feldt-Rasmussen. Af brevet af 24. februar 2010 fremgår blandt andet, at advokaten i fortsættelse af telefonsamtale af 22. februar 2010 bekræfter en meddelt vurdering om, at han ikke mente, at der efter Statsadvokatens afvisning var chance for at få erstatning, og at han derfor afsluttede sagen. Af brevet af 26. februar 2010 fremgår det, at Statsadvokatens afgørelse fremsendes i henhold til telefonbesked.

I TfK 2010.191 HD tilkendtes en person, der havde rejst krav om sædvanlig godtgørelse for en uberettiget frihedsberøvelse, yderligere erstatning for erhvervsevnetab, uanset at kravet herfor - i øvrigt på rigsadvokatens initiativ - blev rejst efter, at sagen var indbragt for Højesteret. Dette krav blev særskilt behandlet administrativt, idet Rigsadvokaten fandt, at det var undskyldeligt, at fristen i retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, 3. pkt., jf. stk. 2, var overskredet.

Har den sigtede været repræsenteret af en forsvarer, regnes fristen først fra det tidspunkt, hvor forsvareren underrettes om påtaleopgivelsen. Det er således ikke tilstrækkeligt for anklagemyndigheden blot at fremsende påtaleopgivelsen til den sigtede selv.

Af side 86, 3. afsnit, i Anklagemyndighedens Årsberetning 1998/1999 fremgår følgende tilføjelse til en gennemgang af praksis vedrørende overskridelser af klagefristen: "Det kan tilføjes, at fristen for fremsættelse af erstatningskravet ikke bør regnes fra meddelelsen om påtaleopgivelse, i de tilfælde, hvor erstatningssøgende under sagen har været repræsenteret af en advokat, og hvor underretningen om afgørelsen typisk ved en fejl kun er sendt til den sigtede og ikke samtidig til advokaten. Det følger af en ombudmandsafgørelse (FOB 1991 s. 161), at begyndelsestidspunktet for en klagefrist ved partsrepræsentation regnes fra det tidspunkt, meddelelsen er kommet frem til partsrepræsentanten.Tilsvarende synspunkter er i nyeste administrative praksis anvendt i situationer, hvor en meddelelse om påtaleopgivelse ikke er sendt til advokaten."

I sagen SA4-2009-521-0132 havde Østjyllands Politi den 15. august 2008 fremsendt påtaleopgivelse til den sigtede. Ifølge Statsadvokaten for Nordjylland skulle det fremgå af "politiets sagsstyringssystem", at også forsvareren skulle være blevet underrettet om påtaleopgivelsen, hvilket forsvareren bestred. Først ved brev af 20. januar 2009, fremsendte forsvareren i et brev til statsadvokaten erstatningskravet. Statsadvokaten afviste at yde erstatning og henviste til, at "der ikke var oplyst omstændigheder, som bevirker, at fristoverskridelsen må anses for undskyldelig". I samme sag besluttede Rigsadvokaten med henvisning til, at det "ikke ganske kan afvises", at advokaten ikke havde modtaget brevet, og at der således forelå "sådanne særlige omstændigheder, at fristoverskridelsen må anses for undskyldelig", hvorfor statsadvokaten blev bedt om at realitetsbehandle kravet på ny. Sagen er hos Rigsadvokaten behandlet under sagsnummer RA-2009-521-0338.

I sagen SA5-2008-521-1089 afviste Statsadvokaten for Midt- Vest- og Sydøstjylland at yde erstatning i en sag, hvor klageren ifølge statsadvokaten skulle have modtaget en påtaleopgivelse afsendt af politiet den 21. april 2004, og hvor den forsvarer, der siden klageren var blevet sigtet, havde været beskikket som forsvarer for denne, først rejste krav om erstatning i 2008. Forsvareren gjorde gældende, at han ikke havde modtaget kopi af påtaleopgivelsen fra 2004. Forsvareren havde den 24. marts 2008 skrevet til politiet for at forhøre sig om sagens status, idet forsvareren ikke var vidende om, at påtalen var opgivet. Da forsvareren fik oplyst fra politiet, at der var fremsendt påtaleopgivelse i 2004, forlangte forsvareren hos statsadvokaten erstatning for uberettiget anholdelse. Statsadvokaten meddelte i sit afslag af 18. juni 2008, at statsadvokaten ikke ville yde erstatning, idet fristoverskridelsen ikke var undskyldelig. Statsadvokaten henviste til, at det af kopien af påtaleopgivelsen fremsendt til klageren i 2004 fremgik, at kopi af denne også var sendt til forsvareren. Endvidere anførte statsadvokaten: ". Uanset at man måtte lægge til grund, at De [forsvareren] som partsrepræsentant først 22. april 2008 blev underrettet om påtaleopgivelsen, har jeg ved min afgørelse lagt vægt på, at der er forløbet 4 år uden at De har fundet anledning til at rette henvendelse til politiet, med henblik på afklaring af tiltalespørgsmålet". Forsvareren klagede til Rigsadvokaten, der med de samme grunde som anført af statsadvokaten nægtede at yde erstatning. Rigsadvokatens afgørelse har sagsnummer RA-2008-521-2312. Risikoen for at blive pålagt at skulle betale sagens omkostninger førte til, at klageren ikke turde indbringe Rigsadvokatens afgørelse for retten. Afgørelsen synes at være åbenlys forkert, idet det ikke forekommer rimeligt at lægge forsvareren til last, at forsvareren ikke rettede "henvendelse til politiet, med henblik på afklaring af tiltalespørgsmålet". En forsvarer skal - inden for lovens rammer og indenfor de advokat-etiske rammer - alene varetage sin klients interesser og ikke anklagemyndighedens. Det forekommer meget tvivlsomt at lægge til grund, at en forsvarer - for at klienten kan bevare adgangen til erstatning - med kortere eller længere intervaller bør henlede politiets opmærksomhed på sigtelsen. Der består naturligvis den mulighed, at politiet har overset eller glemt sagen, og at den sigtede således alene bliver strafforfulgt som følge af, at forsvareren med sin rykker gør politiet opmærksom på sagens eksistens. En forsvarer skal naturligvis arbejde for, at klienten ikke straffes, eller - hvis denne skal straffes - straffes så mildt som muligt. Kun i tilfælde, hvor klienten udtrykkeligt beder om det, bør forsvareren rykke politiet i en straffesag, hvor klienten er sigtet, og kun efter at klienten er behørigt vejledt om de mulige følger.

3.1.10 - Forsvarerbeskikkelse ved behandlingen af krav efter retsplejelovens kapitel 93 a ved domstolene
Retsplejelovens § 1018 f, stk. 2, har følgende indhold: "På den erstatningssøgendes begæring beskikkes der en advokat for ham. De regler, der er fastsat for forsvarere, finder anvendelse for den beskikkede advokat". Forsvarerbeskikkelse i sådanne sager er således obligatorisk, såfremt erstatningssøgende anmoder om forsvarerbeskikkelse.

I UfR 1983.231 ØLK var en person blevet frifundet for vold. Forsvareren havde efterfølgende bistået ham med forligsforhandlinger med anklagemyndigheden om erstatning. Anklagemyndigheden havde efter en længere korrespondance accepteret at yde en erstatning på 3.400 kr. Anklagemyndigheden ville ikke yde forsvareren salær for fremsættelse af erstatningskravet. Landsretten fandt, at forsvareren skulle tillægges salær for sit arbejde. Landsretten udtalte blandt andet: "Sagen behandles af landsretten som et kæremål i medfør af retsplejelovens § 1013 sammenholdt med § 968, således at landsretssagfører Thoregaard anses som part i sagen for så vidt angår salærkravet som beskikket forsvarer. Landsretssagfører Thoregaards behandling af erstatningssagen findes i beskaffenhed og omfang at gå ud over, hvad der sædvanligvis henhører under forsvarerkravet under en straffesag, og det tiltrædes derfor, at der tilkommer ham et særskilt salær herfor af det offentlige i medfør af retsplejelovens § 1018 f, stk. 2, eller dens analogi."

3.1.11 Domspraksis og administrativ praksis

3.1.11.1 - Domspraksis
Se nærmere en række eksempler fra domstolenes praksis, hvor anklagemyndigheden helt eller delvist har nægtet at yde en borger erstatning for et uberettiget straffeprocessuelt indgreb ofte med henvisning til udvist egen skyld fra borgerens side, men hvor domstolene har tilkendt den pågældende erstatning.

3.1.11.2 - Administrativ praksis og domspraksis
Se omfattende gennemgang af praksis vedrørende erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb i Anklagemyndighedens Årsberetning 1998/1999.

Se også:
Anklagemyndighedens Årsberetning 2003-2004 om erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb
Anklagemyndighedens Årsberetning 2001-2002 om erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb
Anklagemyndighedens Årsberetning 2000 om erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb

Straffuldbyrdelseslovens kapitel 20 giver en særlig nem adgang for indsatte til at kræve erstatning for diverse uforskyldte indgreb, som de måtte have været udsat for under ophold i et fængsel eller arresthus. Krav efter bestemmelserne i kapitlet fremsættes overfor Direktoratet for Kriminalforsorgen. Henvisningen i straffuldbyrdelseslovens § 108 til retsplejelovens § 1018 a forstår KRIM således, at kriminalforsorgens afslag på erstatning efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 20 kan indbringes først for statsadvokaten og rigsadvokaten, hvis afgørelser derpå kan indbringes for domstolene. Direktoratet for Kriminalforsorgen (og anklagemyndigheden) har derimod været af den opfattelse, at direktoratets afgørelser ikke kan indklages først for anklagemyndigheden og dermed for domstolene. I kendelse nr. SS 3504/2009 afsagt af Retten i Glostrup den 1. april 2009 fik Kriminalforsorgen ikke medhold i, at et erstatningskrav fra en indsat for udelukkelse fra fællesskabet under udståelsen af en fængselsstraf skulle afvises. Afgørelsen er ikke anket af Anklagemyndigheden/Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Se nærmere om praksis ved indgreb hos personer, der ikke er sigtet.

3.1.11.3 Erstatningskrav i anledning af strafferetlig forfølgning kan alternativt anlægges som almindelige civile sager

I TfK 2003.737 VLD havde en person forlangt erstatning for blandt andet lang sigtelsestid. Den pågældende havde overskredet klagefristen i retsplejelovens § 1018 e men forlangte til trods herfor sagen indbragt for domstolene efter den sædvanlige fremgangsmåde i retsplejelovens kapitel 93 a (dvs. i strafferetsplejens former). Såvel byret som landsret afviste kravet under henvisning til, at den pågældende havde overskredet klagefristen. Efter landsretten havde afvist kravet, indbragte klageren kravet for domstolene i den civile retsplejes former. Landsretten fandt, at klageren havde krav på at få spørgsmålet realitetsbehandlet under denne civile sag. Landsretten udtalte blandt andet: "Da appellanten under denne sag har valgt at gøre sit krav gældende i den civile retsplejes former og ikke på grundlag af reglerne i retsplejelovens kap. 93 a, jf. også herved § 1018 h, er fristerne i retsplejelovens § 1018 e uden betydning for kravets fremsættelse".

Et erstatningskrav mod politiet rejst i civilprocessens former er alene begrænset af de almindelige civilretlige forældelsesregler. Se bemærkningerne til forældelsesloven fremsat af Justitsministeriet den 22. december 2006.

I UfR 2008.463 HD havde en person i forbindelse med, at han blev sigtet for lov om registreringsafgift, fået sin bil beslaglagt. Senere blev påtalen mod den pågældende opgivet, og han fik bilen tilbage. Den pågældende anlagde en civil sag mod Nordsjællands Politi og forlangte 91.589,08 kr. i erstatning for skader, som efter sagsøgerens opfattelse var påført bilen, medens denne under beslaglæggelsen var opbevaret i en garage tilhørende politiet. Derudover rejste han kravet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a ved at fremsætte det over for statsadvokaten. Statsadvokaten anerkendte erstatningspligten men mente kun, at det offentlige skulle betale for en skade på en kofanger samt for en rengøring for støv. Statsadvokaten mente ikke, at det kunne godtgøres, at de øvrige skader var opstået som følge af opbevaringen. Rigsadvokaten tiltrådte denne afgørelse. Nordsjællands Politi påstod den civile sag afvist. Til støtte for afvisningspåstanden gjorde Nordsjællands Politi gældende, at sagsøgerne efter, at sagen var afgjort af statsadvokaten ikke længere havde en konkret, aktuel retlig interesse i at få kravet pådømt af domstolene. Ved afgørelsen Statsadvokaten for Sjælland er der efter Nordsjællands Politis opfattelse allerede - i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 93a - truffet administrativ afgørelse om det erstatningskrav, som kravet angik. Afgørelsen var påklaget til Rigsadvokaten. Sagsøgerne kunne efter Nordsjællands Politis opfattelse ikke få påkendt det samme forhold i en almindelig retssag, som allerede er blevet påkendt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Højesterets flertal gav ikke Nordsjællands Politi medhold i afvisningspåstanden. Højesterets flertal udtalte blandt andet: "D og F GmbH anlagde denne sag den 3. maj 2001 som civilt søgsmål mod Politimesteren i Helsingør (nu Nordsjællands Politi), bl.a. med krav om erstatning for de skader på bilen, der var opstået, mens den under beslaglæggelsen blev opbevaret hos politiet. Efter at påtale i straffesagen var blevet opgivet den 2. december 2005, fremsatte appellanterne den 27. januar 2006 krav om erstatning over for Statsadvokaten for Sjælland, idet kravet, der hviler på dansk rets almindelige erstatningsregler, ønskedes behandlet efter reglerne i retsplejelovens kap. 93 a, jf. § 1018 h. Inden statsadvokaten traf afgørelse, blev der den 5. maj 2006 afholdt et forberedende retsmøde i landsretten, hvor der var enighed om, at appellanterne senest den 6. juni 2006 skulle tage stilling til, hvilke krav de opretholdt i denne sag, og hvilke krav de frafaldt, som følge af at kravene blev forfulgt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Appellanterne meddelte herefter den 6. juni 2006 i et processkrift, at de i denne sag opretholdt kravet på 91.589,08 kr. med renter, og at de derfor frafaldt dette krav under behandlingen i medfør af kapitel 93 a. Samme dag - den 6. juni 2006 - traf statsadvokaten afgørelse og tilkendte appellanterne en erstatning på 8.000 kr. med renter. Den øvrige del af erstatningskravet blev afvist. I klageskrivelsen af 4. juli 2006 til Rigsadvokaten meddelte appellanterne bl.a., at de frafaldt kravet om erstatning for skader på bilen, da dette krav var gjort gældende i den civile sag. Appellanterne har senere reduceret deres krav i denne sag med de 8.000 kr. til 83.589,08 kr. med renter. I hvert fald efter dette forløb finder vi, at appellanterne ikke er afskåret fra at forfølge restkravet på 83.589,08 kr. med renter under denne sag."

3.2 - Klager over og strafforfølgning mod politipersonalet

3.2.1 - Indledende om klager over og strafforfølgning mod politipersonalet
I Danmark behandles klager over vold, brutal adfærd, fornærmelig adfærd udvist af politiet for eksempel i forbindelse med anholdelser mv. af statsadvokaten, hvis afgørelser kan påklages til rigsadvokaten.

Regelgrundlaget er retsplejelovens kapitel 93 b, der vedrører behandlingen af klager over politipersonalet, kapitel 93 c, der vedrører straffesager mod politipersonalet, og kapitel 93 d, der vedrører politiklagenævnets kompetence, sammensætning mv.

Lovbestemmelserne bygger i vidt omfang på forslaget i betænkning nr. 1278 fra 2004 om behandlingen af klager over politipersonalet afgivet af et af Justitsministeriet nedsag udvalg.

I 2009 afgav et udvalg under Justitsministeriet betænkning 1507 om behandling af klager over politiet, der foreslår ændringer af reglerne om behandling af klager over politiet. Det foreslås blandt andet, at statsadvokatens kompetence begrænses. Betænkningen har ført til lov nr. 404 af 21. april 2010, der blandt andet gennemfører ændringer af retsplejelovens kapitel 93 a og kapitel 93 b. Anklagemyndigheden skal fortsat afgøre tiltalespørgsmålet i straffesager mod polititjenestemænd. Klager over polititjenestemænd skal derimod ikke længere behandles af statsadvokaten og rigsadvokaten men derimod af en ny myndighed, der får betegnelsen "Den Uafhængige Politiklagemyndighed". Der er ligesom tilfældet er i de gældende regler mulighed for, at foretage indenretlige afhøringer i politiklagesager. I sådanne tilfælde vil klageren og indklagede få beskikket advokater, der har ret til at stille spørgsmål såvel til sin egen klient som til andre. Klageren vil kunne få beskikket advokat under en politiklagesag, der ikke behandles indenretligt, i samme omfang som hidtil, uagtet at det følger af retsplejelovens § 1019 j i de nye bestemmelser, at advokatbeskikkelse kan ske, når "særlige grunde taler derfor", medens det af de gældende regler fremgår, at advokatbeskikkelse kan ske, "når forholdene taler derfor". Det fremgår af bemærkningerne til § 1019 j, at der ikke hermed er "tilsigtet en ændring i den nuværende praksis for advokatbeskikkelse". Det fremgår af § 5 i loven, at den nye politiklageordning træder i kraft den 1. januar 2012.

Betænkning 555 om aldersfordelingen i politikorpset - 1970
Betænkning 507 vedrørende undersøgelser mod personer ansat i politiets tjeneste - 1968

Udøver politiet (eller andre myndigheder som for eksempel fængselsmyndighederne) vold mod borgere, eller udsætter myndighederne borgere for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, kan der foreligge en overtrædelse af straffelovgivningen eller en krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3.

Det følger af retsplejelovens § 1021 h, at Rigsadvokaten afgiver en årlig beretning om behandlingen af de i kapitel 93 b og kapitel 93 c nævnte sager. Et uddrag af beretningerne gengives umiddelbart nedenfor.

Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2008 og 2009
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2007
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2006
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2005
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2004
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2003
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2002
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2001
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2000
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 1999
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 1998
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 1997

Rigsadvokaten udgiver særskilte beretninger vedrørende politiet i Grønland, som er tilgængelige på rigsadvokatens hjemmeside. Se for eksempel beretningen for Grønland vedrørende 2007.

Efter den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) kan overdreven magtanvendelse eller vold udøvet for eksempel mod frihedsberøvede personer af myndighedspersoner udgøre en krænkelse af konventionens artikel 3. Det samme kan manglende eller upartisk efterforskning af påstande om vold eller andre overgreb begået af myndighedspersoner. EMRK skelner ikke mellem for eksempel fængselspersonale eller politipersonale. I det følgende er der citeret mange afgørelser fra Den europæiske menneskerettighedsdomstol (EMD). Afgørelser vedrørende for eksempel polititjenestemænd vil derfor ofte have helt samme relevans for eksempel i forhold til fængselsbetjente. Det samme er tilfældet i sager vedrørende EMRK artikel 2, der vedrører tilfælde, hvor offeret er afgået ved døden eller har været bragt i livsfare.

3.2.2.1 - Advokatbeskikkelse til borgeren under politiklagesager
I visse tilfælde kan borgere, der klager over politiet, få beskikket en advokat under sagen, som betales af det offentlige. Af forarbejderne til lov nr. 393 af 14. juni 1995 om ændring af politiklageordningen i fremgår blandt andet, at udgangspunktet er, at der beskikkes advokat i sager, hvor der klages over hårdhændet behandling hos politiet. Bestemmelsen fortolkes af domstolene således, at disse beskikker advokat i alle tilfælde, hvor der klages over hårdhændet behandling hos politiet. Dette gjorde Østre Landsrets 10. afdeling for eksempel i afgørelsen S-2430-07 af 26. september 2007, hvor en borger havde klaget over, at Københavns Byret nægtede at beskikke denne advokat i en sag, hvor der klagedes over hårdhændet behandling under en anholdelse. TfK 2009.579 ØLK er et andet eksempel på denne fortolkning. Her havde en person klaget over, at han var blevet sprøjtet på med peberspray, efter at han var lagt i håndjern. Byretten ville ikke beskikke advokat, men landsretten beskikkede derimod den pågældende en advokat. Landsretten udtalte blandt andet: "..... under hensyn til, at K har klaget over at være blevet udsat for hårdhændet behandling fra politipersonale, finder landsretten, at der skal beskikkes en advokat for ham i forbindelse med klagesagens behandling." I TfK.2002.271.V havde en advokat indgivet anmeldelse til statsadvokaten mod en politiassistent for overtrædelse af straffelovens § 155 (magtmisbrug). Vestre Landsret fandt, at advokaten havde krav på at få beskikket en advokat efter retsplejelovens § 1020 e, stk. 1, under henvisning til "sagens oplysninger, herunder at der er beskikket advokat for politiassistent .... ". Det er værd at bemærke, at landsretten således ikke ligesom byretten tillagde det betydning, at statsadvokaten ikke endnu havde "foretaget afhøringer i sagen". Se nærmere om praksis vedrørende advokatbeskikkelse i politiklagesager. Ved behandlingen af klager over politiet kan der beskikkes advokat til forurettede i de tilfælde, hvor forurettede efter retsplejelovens kapitel 66 ville kunne have fået beskikket en advokat.

3.2.2.2 - Advokatens og klagerens beføjelser under straffesager mod polititjenestemænd
En advokat, der bistår forurettede i en sag, hvor der er sket anmeldelse af strafbart forhold begået af polititjenestemænd i tjenesten, har blandt andet krav på at modtage kopi af sagens akter også i tilfælde, hvor der ikke er rejst tiltale mod polititjenestemanden. Læs mere.

Personer, der afgiver forklaring hos statsadvokaten vedrørende en klage over politiet eller anmeldelse mod polititjenestemænd i medfør af retsplejelovens kapitel 93 b eller kapitel 93 c, har krav på vidnegodtgørelse mv. efter Justitsministeriets skrivelse af 5. januar 1996, Justitsministeriets journalnummer 1995-945-0226. Se nærmere ovenfor om vidnegodtgørelse mv.

I Giuliani og Gaggio mod Italien afgjort af EMD den 25. august 2009 under sagsnummer 23458/02 fandt EMD, at den processuelle del af EMRK artikel 2 var krænket. Pårørende til en person, der den 20. juli 2001 var blevet skudt mod af politiet og umiddelbart efter påkørt af et af politiets køretøjer, og som afgik ved døden kort efter, havde klaget over de nationale myndigheders efterforskning mod politiet. EMD fandt, at efterforskningen ikke levede op til de processuelle krav i EMRK artikel 2. Af præmis 60 fremgår blandt andet, at de pårørende fik meddelelse fra anklagemyndigheden den 21. juli 2001, kl. 12.10 om, at de kunne antage en ekspert og en advokat. Obduktionen blev sat i værk samme dag, kl. 15.15. Af præmis 248 fremgår blandt andet, at EMD anser det for beklageligt ("regrettable"), at de pårørende kun havde fået et varsel på 3 timer forud for obduktionen, som efter EMD's opfattelse formentlig var årsagen til, at de pårørende ikke kunne nå at sende en repræsentant til obduktionen. Det kan udledes af afgørelsen, at de pårørende efter praksis ved EMD har krav på at være involveret i efterforskningen i tilfælde, hvor disses nærmeste er afgået ved døden i politiets varetægt. (Sagen er anket til STORKAMMERET)

3.2.2.3 - Bistandsadvokat til pårørende til afdøde
Af retsplejelovens § 1020 e, stk. 2, følger, at nære pårørende til den forurettede i en straffesag mod politipersonalet kan få beskikket en bistandsadvokat, når forholdene taler derfor.

3.2.2.4 - Polititjenestemændenes retsstilling under behandlingen af politiklagesager
Politifolkene har ikke pligt til at udtale sig under en politiklagesag. Dette gælder naturligvis i tilfælde, hvor der er risiko for, at der kan blive rejst straffesag mod dem. Denne praksis er en naturlig følge af forbuddet mod selvinkriminering. Imidlertid har politifolkene ikke pligt til at udtale, selv om de alene risikerer en disciplinærsag. Politifolkene har ret til aktindsigt i sagens akter, hvis der er tale om en almindelig adfærdsklage men normalt ikke i straffesager. Politipersonalet har altid adgang til en bisidder betalt af det offentlige og i visse tilfælde også en advokat. Læs Rigsadvokatens vejledning til politipersonalet om sagsbehandlingen under politiklagesager.

I TfK 2010.830/1 ØLK fik en polititjenestemand i et tilfælde, hvor der var klaget over "magtmisbrug/vold" beskikket en advokat under klagesagens behandling.

3.2.3.1 - Efterforskning og strafforfølgning i politiklagesager og straffesager om overgreb fra myndighedspersoner i dansk ret
Det er som nævnt i indledningen statsadvokaten, som foretager efterforskningen under klagesager mod eller straffesager mod politipersonalet. Dette følger af retsplejelovens § 1019 for klagesagernes vedkommende og § 1020 a og § 1020 b for straffesagernes vedkommende. § 1019 f har imidlertid følgende indhold: "Statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives for retten". I praksis forekommer det sjældent, at der foretages indenretlig afhøring i politiklagesager. Som eksempel på, at dette er forekommet, kan der henvises til en afgørelse truffet af Statsadvokaten for København mv. i SA1-98-44-0292 og K 551/00. Om denne sag fremgår af Statsadvokatens Beretning 2000, side 77, følgende: "En mand M, der stammede fra Færøerne, klagede over, at en politiassistent havde sagt til ham: "Skide færing", "Det er jer, der altid er problemer med", "Skrid med jer" i forbindelse med, at M blev bortvist fra diskotek. Politiklagenævnet anmodede om, at et vidne blev afhørt indenretligt, således at nævnet kunne danne sig et indtryk af vidnets troværdighed. Vidnet blev herefter afhørt i retten under overværelse af to medlemmer af politiklagenævnet." I TfK 2011.110/1 VLK nægtede såvel byretten som landsretten at imødekomme en begæring fra bistandsadvokaten om indenretlig afhøring af 4 polititjenestemænd, der forudgående havde været afhørt af statsadvokaten. Bistandsadvokaten var i medfør af retsplejelovens § 1020 e, stk. 2, beskikket for de efterladte til en person, der var afgået ved døden i politiets varetægt,

I FOB.1998.170 klagede Dansk Politiforbund til Folketingets Ombudsmand over, at 4 kolleger havde været udsat for pres, da Statsadvokaten i Sønderborg gennem det lokale politi havde anmodet de 4 kolleger om at give samtykke til, at der blev udtaget blodprøve hos dem. De 4 polititjenestemænd havde den 6. juni 1996 deltaget i anholdelsen af en kvinde, der mistede bevidstheden under anholdelsen og døde kort tid efter. Blodprøverne skulle anvendes i efterforskningen af omstændighederne omkring politiets behandling af kvinden. Politiforbundet klagede også over Statsadvokaten i Sønderborg til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten meddelte i brev af 31. juli 1996 politiforbundet, at Rigsadvokaten ikke mente der var grundlag for at kritisere statsadvokatens anmodning om udtagelse af blodprøver. Rigsadvokaten anførte bl.a. følgende i brevet: "Jeg har ved min afgørelse lagt vægt på, at undersøgelsen i henhold til retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, omhandlede en persons død i politiets varetægt, mens den pågældende var ilagt håndjern, og efter at der var anvendt stav mod den pågældende. En undersøgelse af et så tragisk hændelsesforløb må gennemføres så grundigt som muligt, herunder ikke mindst af hensyn til de involverede politiassistenter, der som anført ikke har modsat sig udtagelsen af blodprøver." Politiforbundet klagede især over, at politiledelsen, da man bad de 4 betjente om samtykke til at udtage blodprøve, skulle have henvist til det dagældende pkt. 5 i Rigspolitichefens Kundgørelse I, nr. 10, der havde følgende indhold: "'Har en tjenstlig forseelse bestået i eller været forbundet med påvirkning af spiritus, bør tjenestemanden underkastes spiritusprøve og herunder afgive blodprøve. Der er - bortset fra bestemmelserne i færdselslovens § 55 og retsplejelovens kapitel 72 - ikke hjemmel til at gennemføre spiritusprøve eller udtagning af blodprøve med magt, men nægtelse af at medvirke til prøverne må i sig selv betragtes som en tjenesteforseelse, der vil blive behandlet og vurderet i forbindelse med den foreliggende sag." Af udtalelsen fra Folketingets Ombudsmand fremgår det afslutningsvist, at ombudsmanden ikke foretog sig mere i sagen, idet han var bekendt med, at proceduren nu var ændret, "således at der for fremtiden kun vil blive foretaget legemsindgreb, såfremt retsplejelovens betingelser for at foretage indgrebet tvangsmæssigt er opfyldt."

I TfK 2008.355/1 ØLD blev en polititjenestemand frifundet ved Østre Landsret efter straffelovens § 13, stk. 1, for den 19. august 2006 på Rådvadsvej i København at have affyret 13 skud mod føreren af en bil med de resultat, at denne afgik ved døden, og for at have bragt to andre personer, der befandt sig i samme bil, i fare ved at skyde mod bilen således, at skuddene var tæt på at ramme disse to personer. Kollegaen til polititjenestemanden havde affyret 7 skud. Han blev frifundet efter § 13, stk. 1, for nogle af skuddene. Andre af dennes skud blev anset for omfattet af straffelovens § 13, stk. 2. Han blev fundet skyldig blandt andet i overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, jf. § 21 for nogle af forholdene. Disse forhold ansås for omfattet af straffelovens § 82, nr. 3. Han fik strafbortfald efter straffelovens § 83. Landsretten lagde - ligesom byretten - til grund, at de to betjente følte sig i fare for at blive påkørt af flugtbilen, og at de affyrede skuddene for at undgå at blive påkørt. Et vidne (vidnet V5), en taxachauffør, der tilfældigvis kom forbi, forklarede i retten blandt andet, at han ikke mente, at nogle af betjentene var i fare for at blive påkørt, idet de begge befandt sig bag flugtbilen, da de skød. Vidnet er i retsbogen citeret således: "Betjentene var ikke i fare for at blive ramt af den røde bil. De var bag denne, da de afgav skud første gang. Vidnet er ikke klar over, hvor langt bag ved bilen, de var. Der blev afgivet mange skud, og begge betjente skød. Efter et stykke tid standsede den røde bil ovre på den anden side af vejen. Nu kom der en masse andre politibiler, så vidnet så ikke, hvad der yderligere skete." Heller ikke vidnet V6 (en nabo) mente, at betjentene var i livsfare. Såvel byretten som landsretten valgte imidlertid i det væsentlige at lægge de to tiltalte polititjenestemænds forklaringer til grund for deres afgørelser.

Højesteret frifandt i sag nr. 170/2010 Nordjyllands Politi og Justitsministeriet for et erstatningskrav rejst af de pårørende til en ung mand, som den 14. juni 2002 afgik ved døden, medens han som anholdt var i politiets varetægt. Sagen har i pressen været omtalt som "Løgstør-sagen". To betjente havde om aftenen den 14. juni 2002 anholdt en 21-årig mand, A, og givet ham håndjern på. På vej til politistationen i Aalborg tilkaldte de to betjente forstærkning fra Aalborg Politi, da den anholdte - efter politiets oplysninger - var så urolig på bagsædet, at betjenten, der sad ved siden af, ikke kunne holde ham i ro. Betjentene blev derfor af den vagthavende beordret til at holde ind til siden, og de kørte ind på en rasteplads. Her blev den unge mand ifølge de tilstedeværende polititjenestemænd taget ud af bilen og bl.a. lagt ned på maven i et såkaldt bugleje. Han blev også – forgæves – forsøgt lagt i benlås. Ifølge poliittjenestemændene blev han pludseligt livløs, og betjentene, der mente at have konstateret livstegn, fjernede håndjernene og lagde ham i låst sideleje og fik rekvireret en ambulance. To betjente fra Aalborg Politi ankom til rastepladsen kort før ambulancens ankomst. Falckredderne kunne ikke konstatere livstegn og forsøgte forgæves genoplivning. Ved ankomsten til hospitalet blev den unge mand erklæret for død.
Appellanterne, As mor, M, og dødsboet efter A, havde bl.a. nedlagt påstand om, at Nordjyllands Politi og Justitsministeriet, skulle betale godtgørelse for ikke-økonomisk skade m.v. som følge af deres ansvar eller medansvar for As død. Det blev bl.a. gjort gældende, at politimæssige pligter var blevet tilsidesat, og at der var sket krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2 (retten til livet). Nordjyllands Politi og Justitsministeriet påstod frifindelse. Højesterets flertal på tre dommere udtalte, at hvis en person, der er ved godt helbred, anholdes af politiet og efterfølgende afgår ved døden, mens vedkommende er i politiets varetægt, har staten pligt til at fremkomme med en plausibel forklaring på de begivenheder, der førte frem til dødsfaldet. I denne sag, hvor det alene var myndighederne, der var vidner til dødsfaldet, må det endvidere kræves, at forklaringen er tilfredsstillende og overbevisende. Dommerne fandt, at myndighedernes forklaring på begivenhederne var tilfredsstillende og overbevisende, og at de fire betjente ikke havde handlet ansvarspådragende eller overtrådt EMRK artikel 2. Et mindretal på to dommere fandt derimod ikke, at myndighedernes forklaring om forløbet på restepladsen var tilfredsstillende og overbevisende i forhold til, at A var afgået ved døden. Landsretten var nået til samme resultat som flertallet. Mindretallet udtalte blandt andet: "Betjentene har forklaret, at da A lå stille, overvejede de, om han simulerede. Da han blev ved med at ligge stille og ikke reagerede, blev de klar over, at han havde mistet bevidstheden, og lagde ham i låst sideleje og fjernede håndjernene. De tog puls ved håndleddet og ifølge den ene betjent muligvis tillige på halsen, og de mente at kunne mærke puls. Retslægerådet har som svar på spørgsmål 8 oplyst, at det kan være vanskeligt at føle puls hos en person med kraftig overvægtig underarm, og at det ikke er ualmindeligt, at lægfolk forveksler deres eget pulsslag i fingrene med den undersøgtes eventuelle manglende puls. De kunne begge se As brystkasse hæve og sænke sig og den ene betjent tillige, at han bevægede hoved eller mund. Ingen af betjentene tog imidlertid hovedet ned til hans mund og næse for at tjekke åndedrættet. Ved bedømmelsen af forløbet må det efter vores opfattelse yderligere tages i betragtning, hvad der var baggrunden for anholdelsen, og at forholdene på rastepladsen var rolige, selv om A var stor og reagerede voldsomt, samt at betjentene ikke havde andre opgaver at tage vare på. På baggrund af det anførte finder vi, at myndighederne – selv om betjentene gjorde, hvad de i situationen vurderede som det rigtige – ikke har givet en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på det forløb på rastepladsen, som førte til As død."

Eksempler på tiltalepraksis ved statsadvokaterne og Rigsadvokaten i sager, hvor der kan rejses mistanke om magtmisbrug hos polititjenestemænd.

Se også afsnittet nedenfor om magtmisbrug mv. efter straffelovens kapitel 16 og det efterfølgende kapitel om straffelovens § 157 a om tortur.

3.2.3.2 - EMRK artikel 2 og artikel 3 kræver, at påstande om myndigheders vold undersøges grundigt
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) undersøger under klagesager vedrørende påståede krænkelser af EMRK artikel 3 om forbuddet mod tortur, nedværdigende behandling mv. naturligvis, om den handling (eller undladelse), for eksempel en brutal anholdelse, udgør en krænkelse af artikel 3. Derudover undersøger EMD også, om de nationale myndigheders efterfølgende efterforskning har været tilstrækkelige grundig til, idet en mangelfuld efterforskning af påstande om eller mistanke om en krænkelse af EMRK artikel 3 kan udgøre en selvstændig krænkelse af artikel 3. De nationale myndigheder kan således (for eksempel i forbindelse med en anholdelse) krænke artikel 3 både ved, at politiet anvender overdreven magt under anholdelsen, og ved at myndighederne under en efterfølgende klagesag ikke er tilstrækkeligt omhyggelige med at undersøge, om anholdelsen har været brutal på en måde, der krænker artikel 3. Artikel 3 stiller således både "materielle" krav og "processuelle" krav til de nationale myndigheder.

I Gökhan Yildirim mod Tyrkiet afgjort af EMD under sagsnummer 31950/05 den 23. februar 2010 fandt EMD, at EMRK artikel 3 var krænket, idet de nationale myndigheder for ukritisk havde lagt vægt på lægelige undersøgelser, der understøttede de indklagede polititjenestemænds forklaringer om, at der ikke var begået vold mod klageren, medens lægeoplysninger fra en anden læge, der kunne tale for, at klageren havde fået slag, som han ikke kunne have påført sig selv, ikke var blevet tillagt betydning, da de nationale domstole havde frifundet politifolkene for vold. I præmis 59 fremhæver EMD, at EMD normalt overlader det til de nationale domstole at vurdere beviser, men at i tilfælde, hvor sagen angår EMRK artikel 2 eller EMRK artikel 3, foretager EMD en særdeles grundig prøvelse, uagtet at der har været taget processuelle eller efterforskingsmæssige skridt ved de nationale myndigheder. Dette udtrykkes i præmis 59 således: "However, the Court is sensitive to the subsidiary nature of its role and recognises that it must be cautious in taking on the role of a first-instance tribunal of fact, where this is not rendered unavoidable by the circumstances of a particular case (see, for example, Solomou and Others v. Turkey, no. 36832/97, § 68, 24 June 2008). Where domestic proceedings have taken place, it is not the Court's task to substitute its own assessment of the facts for that of the domestic courts and as a general rule it is for those courts to assess the evidence before them (see Klaas v. Germany, 22 September 1993, § 29, Series A no. 269). Though the Court is not bound by the findings of domestic courts, in normal circumstances it requires cogent elements to lead it to depart from the findings of fact reached by those courts (see ibid., § 30, and Selim Yıldırım and Others v. Turkey, no. 56154/00, § 59, 19 October 2006). Nonetheless, where allegations are made under Articles 2 and 3 of the Convention, the Court must perform a particularly thorough scrutiny (see, mutatis mutandis, Ribitsch, cited above, § 32, and Avşar, cited above, § 283) even if certain domestic proceedings and investigations have already taken place."

I Mizigarova mod Slovakiet afgjort af EMD den 14. december 2010 under sagsnummer 74832/01 fandt EMD, at EMRK artikel 2 var krænket. En person blev, medens han var til afhøring hos politiet som sigtet for cykeltyveri, skudt i maven og døde få dage efter på hospitalet. Den polititjenestemand, som befandt sig i værelset, hvor skuddet gik af, fortalte, at den pågældende havde taget betjentens tjenestevåben og skudt sig selv i maven med dette. EMD fandt blandt andet, at betjentens hænder straks efter episoden burde være undersøgt for krudtslam og ikke først den efterfølgende dag (præmis 102). I præmis 103 udtalte EMD, at myndighederne burde have foretaget nærmere undersøgelser af, hvorvidt den afdøde kunne have været udsat for politibrutalitet i strid med EMRK artikel 3, inden han afgik ved døden, idet dennes hustru efter indbringelsen til hospitalet havde bemærker, at han havde flere forskellige skader på kroppen. I præmis 89 udtalte EMD, at det var kritisabelt, at en polititjenestemand, der skulle foretage afhøring af en 21-årig mand sigtet for cykeltyveri, var bevæbnet. EMD udtalte således: "First, the Court would observe that compelling reasons must be given as to why the interrogation of a suspect is entrusted to an armed police officer. For the Court, the facts of the present case disclose no justification whatsoever for allowing Lt. F. to remain in possession of his firearm during the interrogation of Mr Šarišský, a young man who had been arrested on suspicion of bicycle theft." Af præmis 134 følger, at hustruen fik tilkendt 45.000 euros for ikke-økonomisk skade. Derudover fik hun tilkendt 8.000 euros i sagsomkostninger. Det er i øvrigt værd at bemærke, at det fremgår af præmis 43, at den omhandlede polititjenestemand under en straffesag ved de nationale domstole for skødesløshed i tjenesten blev idømt 1 års fængsel, der dog blev gjort betinget.

I Nikiforov mod Rusland, afgjort af EMD den 1. juli 2010 under sagsnummer 42837/04, fandt EMD, at EMRK artikel 3 var blevet krænket. En person, der havde været til afhøring hos politiet, hævdede overfor en dommer dagen efter afhøringen, at politiet med vold havde forsøgt at presse ham til at tilstå et røveri. Der blev foretaget en lægelig undersøgelse af klageren. Det konstateredes, at klageren havde brækket næsen, at han havde hudafskrabninger i ansigtet, og at han havde fået slået et stykke af en tand. De nationale myndigheder havde indledt strafferetlig efterforskning i sagen men havde opgivet påtalen af bevismæssige årsager. Af præmis 34 følger, at de nationale myndigheder under sagen ved EMD gjorde gældende, at klagen skulle afvises, idet klageren ikke havde udnyttet alle nationale retsmidler. Det fremgår således af sagen, at klageren ikke havde anlagt en civil sag med henblik på at søge erstatning. Han havde alene udnyttet den administrative klageadgang til den overordnede anklagemyndighed ved at klage over, at efterforskningen var blevet indstillet af de underordnede myndigheder. I præmis 38 fastslår EMD, at tilstedeværelsen af skaderne i klagerens ansigt sammenholdt med, at klageren gør gældende, at han er blevet slået af politiet, fører til, at myndighederne skal sandsynliggøre, at skaderne ikke er opstået på den måde, som klageren hævder. I præmis 51 fastslår EMD, at den omstændighed, at klageren har skader i ansigtet, og at han hævder, at disse skader er fremkommet efter, at han er blevet slået af politiet, fører til, at hans klage er velbegrundet. Der er således et "arguable claim" med hensyn til, at han har været udsat for politibrutalitet. Myndighederne har dermed en forpligtelse til at indlede en effektiv efterforskning af klagen. I præmis 48 bemærker EMD, at en effektiv efterforskning blandt andet indebærer, at myndighederne skal tage klagen alvorligt, bestræbe sig på at finde ud af, hvad der er sket, og at de ikke bør standse efterforskningen på grundlag af overfladiske og uholdbare konklusioner ("... the authorities must always make a serious attempt to find out what happened and should not rely on hasty or ill-founded conclusions to close their investigation or as the basis of their decisions"). I præmis 52 udtaler EMD, at skaderne på klageren taler for, at han har været udsat for en voldsforbrydelse, og at der derfor bør indledes en straffesag, hvilket ikke skete. I præmis 53 kritiserer EMD, at der ikke blev foretaget grundlæggende efterforskningsskridt som for eksempel en undersøgelse af gerningsstedet eller en konfrontation mellem klageren og de mistænkte polititjenestemænd. Af præmis 54 fremgår, at EMD fandt, at efterforskningen var for langsom. Af præmis 55 fremgår, at den processuelle del af EMRK artikel 3 ansås for krænket. Af præmis 47 fremgår, at den materielle del også var krænket.

I Giuliani og Gaggio mod Italien afgjort af EMD den 25. august 2009 under sagsnummer 23458/02 fandt EMD, at den processuelle del af EMRK artikel 2 var krænket. Pårørende til en person, der den 20. juli 2001 var blevet skudt mod af politiet og påkørt af et af politiets køretøjer, og som afgik ved døden umiddelbart efter, havde klaget over de nationale myndigheders efterforskning mod politiet. EMD fandt, at efterforskningen ikke levede op til de processuelle krav i EMRK artikel 2. Af præmis 249 fremgår blandt andet, at obduktionen ikke var tilstrækkelig grundig, idet den ikke levede op til minimumskravene til en undersøgelse af en sag vedrørende manddrab. (Sagen er anket til STORKAMMERET)

3.2.3.2.1 - Begrebet "Hasty or ill-founded conclusions"
EMD foretager en prøvelse af de nationale myndigheders bevisvurdering i sager, hvor der klages over krænkelser af EMRK artikel 2 eller 3. Der statueres ofte krænkelse af den processuelle del af en af disse to bestemmelser som følge af, at EMD finder, at de nationale myndigheder har standset efterforskningen på grundlag af "hasty or ill-founded conclusions".

I Nikiforov mod Rusland, sagsnummer 42837/04, afgjort af EMD den 1. juli 2010 fandt EMD, at såvel den materielle del som den processuelle del af artikel 3 var krænket. En person var blevet anholdt af politiet, og han gjorde gældende, at han var blevet udsat for fysisk vold fra polititjenestemænd, som på denne måde ville fremkalde en tilståelse. Der var foretaget en retsmedicinsk undersøgelse af den pågældende, hvoraf det fremgik, at han havde et mærke samt hudafskrabninger i ansigtet. Hans næse var endvidere brækket. Det var ikke muligt at konstatere, hvornår han havde pådraget sig skaderne på næsen. Han havde også fået brækket et hjørne af en tand. Af undersøgelsens konklusion fremgik det, at den pågældende kunne have pådraget sig skaderne på den angivne måde. Skaderne blev anset som "tortur" og således ikke blot som "nedværdigende behandling" (der i øvrigt også er omfattet af artikel 3). EMD fandt endvidere, at den processuelle del af artikel 3 var krænket. Af præmis 51 fremgår det, at EMD fandt, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, at der ikke var rejst en straffesag mod de polititjenestemænd, som ifølge klageren havde udsat ham for tortur, idet den omstændighed, at den pågældende havde fysiske skader, og at han tillige hævdede, at skaderne var opstået som følge af politivold, i sig selv gjorde, at klagen var velbegrundet ("amounted to an aguable claim") Af præmis 53 følger det videre, at EMD anså det for en krænkelse af artikel 3, at de mest grundlæggende efterforskningsskridt i form af besigtigelse af stedet, hvor klageren hævdede, at han var blevet slået, eller i form af at afholde en konfrontation mellem polititjenestemændene på den omhandlede politistation og klageren, ikke havde været gennemført ("The Court notes that the most fundamental investigative measures, such as inspecting the scene where the applicant alleged to have been beaten or arranging a confrontation between him and the police officers from Nerekhta district police station, were never carried out. These failures alone, for which no explanation has been provided to the Court, suffice to render the investigation ineffective. Afgørelsen må forstås således, at den blotte omstændighed, at der ikke er foretaget besigtigelse af gerningsstedet og konfrontation mellem klageren og polititjenestemændene i sig selv udgør en krænkelse af den processuelle del af EMRK artikel 3 i tilfælde, hvor en frihedsberøvet påstår at have været udsat for vold fra myndighedspersoner, og hvor der er konstateret legemlige skader, der kan hidrøre fra den påståede vold. I præmis 48 udtaler EMD, at efterforskningen af en klage over brutalitet fra myndighedspersoner ikke må standses på grundlag af overfladiske konklusioner, som der ikke er hold i ("hasty or ill-founded conclusions"). Af præmis 61 fremgår det, at den pågældende blev tilkendt 60.000 euro i godtgørelse for ikke-økonomisk skade.

3.2.3.2.2 - Relevante vidner, herunder klageren eller medindsatte skal udfindes og afhøres
I Lopata mod Rusland afgjort den 13. juli 2010 under sagsnummer 72250/01 omtalt nærmere ovenfor havde de nationale myndigheder undladt at rejse straffesag i anledning af en klage over politivold, og man havde undladt at afhøre politifolkene, klageren selv samt medindsatte, der skulle have set mærker på den forurettede efter overfaldet. Dette blev anset for at udgøre en krænkelse af den processuelle del af EMRK artikel 3. Se navnlig præmis 116 og 117. Det fremgår også, at det var myndighedernes pligt at forsøge at identificere medindsatte, som måtte have oplysninger af betydning for sagen.

I Bisir og Tulus mod Moldova afgjort den 17. maj 2011 under sagsnummer 42973/05, hvor en person havde klaget over vold begået af polititjenestemænd under ransagning af dennes celle, fandt EMD, at efterforskningen ikke levede op til kravene i den processuelle del af EMRK artikel 3, idet klageren og dennes medindsatte ikke havde været afhørt (præmis 53. Endvidere kritiserede EMD, at myndighederne havde undladt at give en sandsynlig forklaring på de skader, som klageren havde pådraget sig. EMD fandt det kritisabelt, at myndighederne lagde til grund, at skaderne enten var selv-påførte eller hidrørte fra et fald, og at denne konklusion ikke var underbygget. Se præmis 54.

I Musa Yilmaz mod Tyrkiet afgjort af EMD den 30. november 2010 under sagsnummer 27566/06 hævdede klageren, at han under ophold i detentionen hos politiet i juli 1998 havde været udsat for overgreb begået af polititjenestemænd. EMD finder blandt andet, at der var sket en krænkelse af den processuelle del af EMRK artikel 3, blandt andet fordi myndighederne ikke havde forsøgt at sikre eventuelle øjenvidner som for eksempel de personer, der blev anholdt sammen med klageren, eller andre som måtte have været til stede på politigården eller i detentionen på den dag, hvor hændelsen skulle have været fundet sted. Af præmis 55 fremgår således blandt andet: "Thirdly, both the prosecutor and the first-instance court failed to secure the testimonies of potential eyewitnesses, such as the persons arrested together with the applicant, others present at the police station or in detention on the day of the events or the receptionist of the hotel."

I sagen Popa mod Moldova afgjort af EMD den 21. september 2010 under sagsnummer 29772/05, klagede en borger over, at politiet havde begået vold mod hende på politistationen umiddelbart efter, at hun var blevet anholdt på klagerens søsters bopæl, hvor klageren ifølge politiet havde været i slagsmål med andre festdeltagere. De nationale myndigheder rejste straffesag mod klageren i anledning af hendes adfærd overfor politiet under samme anholdelse. Af afgørelsens præmis 7 følger, at politibetjenten, der forestod anholdelsen, forklarede, at han, da han var ankommet til stedet, var blevet udsat for fornærmende udtalelser fra klageren og dennes svoger. Efter at politibetjenten havde advaret klageren, begyndte hun at slå på og sparke sin svoger. Svogeren forklarede, at klageren ville slås med politimanden, og at hun hev i hans skulderstropper i et forsøg på at rykke dem af, samtidigt med at hun tiltalte politibetjenten som "rådden panser" og fortalte ham, at hun kendte en tidligere strafafsoner, som kunne gøre det af med ham. Nogle civile, som tilfældigvis befandt sig på politistationen, da klageren efter anholdelsen blev indbragt dertil, forklarede, at klageren havde råbt fornærmende udtryk mod politifolkene, at hun hev i deres beklædning, og at hun truede dem med, at de ville blive fyret fra politiet (præmis 9). Den 28. juli 2004, som var dagen efter anholdelsen, blev klageren undergivet en retsmedicinsk undersøgelse, hvor der blev konstateret mindre skader på hende. Her forklarede hun, at hun var blevet overfaldt af tre ukendte mænd (præmis 13). Den 3. august 2004 klagede klageren til anklagemyndigheden over, at hun den 27. juli 2004 var blevet udsat for vold fra tre ukendte personer under politiets tilstedeværelse. Hun fremlagde navnene på de to politifolk, der havde været til stede, da hun blev udsat for vold, og hun fremlagde lægeudtalelsen af 28. juli 2004. Den 30. september 2004 meddelte anklagemyndigheden klageren, at man ikke ville foretage videre i sagen. Anklagemyndigheden havde under sagens behandling blandt andet foretaget afhøringer af svogeren og andre civile. Af præmis 23 fremgår det, at den nationale straffelov foreskriver, at anklagemyndighedens afgørelse kan indbringes for retten. Anklagemyndighedens afgørelsen blev af klageren indbragt for retten, hvor der blev foretaget mundtlig forhandling. Retten fandt, at anklagemyndighedens afgørelse var lovlig, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den. Under denne sag blev et større antal vidner - herunder klagerens familiemedlemmer - afhørt (præmis 21). I præmis 37 bemærker EMD, at klagerens forskellige forklaringer om den påståede vold var modstridende. I præmis 40 bemærker EMD, at klageren havde skader på kroppen, som ifølge de lægelige oplysninger kan være påført på den måde, som hun har forklaret. Myndighederne har derfor pligt til at foretage en effektiv efterforskning af hendes påstande om, at hun har været udsat for vold fra myndighederne. I præmis 42 bemærker EMD, at anklagemyndigheden kun har afhørt de vidner, der vidnede til myndighedernes fordel, hvilket EMD dog er opmærksom på blev delvist korrigeret under sagens behandling for retten. Imidlertid fremhæver EMD, at der er vidner, som klageren havde peget på, som ikke blev afhørt. I præmis 43 udtaler EMD, at såfremt de nationale myndigheder havde ladet klageren undersøge ved ankomsten til politistationen, ville man muligvis have kunnet få afklaret, hvorvidt hun havde pådraget sig skaderne før ankomsten til politistationen (som hævdet af myndighederne) eller efter ankomsten (som hævdet af klageren). Manglen på en sådan undersøgelse førte efter EMDs opfattelse til, at myndighederne ikke kunne løfte den bevisbyrde, som hviler på myndighederne efter praksis ved EMD Der blev derfor statueret krænkelse af EMRK artikel 3 (præmis 43-45).

I sagen Dondu Erdogan mod Tyrkiet, sagsnr. 32505/02, afgjort af EMD den 23. marts 2010 blev EMRK artikel 3 anset for krænket, blandt andet fordi man ikke havde foretaget en grundig afhøring af klageren. I præmis 52 udtaler EMD blandt andet: "... the authorities must take whatever reasonable steps they can to secure the evidence concerning the incident, including, inter alia, a detailed statement concerning the allegations from the victim ". I præmis 56 begrundes domfældelsen af Tyrkiet blandt andet således: ".. Lastly, the Court notes that the applicant was at no point asked to provide a statement regarding her allegations of ill-treatment during the preliminary investigation. .."

I afgørelsen Trajkoski mod den tidligere Jugoslaviske republik, Makedonien, (sagsnummer 13191/02) afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 7. februar 2008, fandt EMD, at vidner, som klageren havde bedt om at få ført, burde være afhørt. Statsadvokaten og retten havde kun afhørt de indklagede polititjenestemænd. EMD fandt, at EMRK artikel 3 var krænket. EMD fandt det ikke bevist, at skaderne på klienten hidrørte fra overdreven magtanvendelse, idet forskellige lægeudtalelser på afgørende måde modsagde hinanden. Det var således alene manglen på effektiv efterforskning, der førte til, at artikel 3 ansås for krænket. Klageren havde fået ganske få og meget overfladiske skrammer efter at være blevet smidt ud fra forhallen på en politistation. I denne sag ansås det således ikke bevist, at den materielle del af artikel 3 var krænket. Derimod var den processuelle del af bestemmelsen krænket.

3.2.3.2.3 - Påstande om, at politifolk har vanskeliggjort forfølgningen af en sag mod politifolk, skal undersøges
I Vachkovi mod Bulgarien afgjort af EMD den 8. juli 2010 under sagsnummer 2747/02 fandt EMD, at såvel den materielle del som den processuelle del af EMRK artikel 2 var krænket. Den 6. juni 1999 havde politiet på en fodboldbane fået øje på klagerens søn, der var efterlyst for blandt andet røveri og ulovlig våbenbesiddelse. Det lykkedes klagerens søn sammen med en kammerat at undløbe i bil. De blev straks eftersat af politiet. Under eftersættelsen var der skudveksling mellem personerne i klagerens bil og politiet. På et tidspunkt forlod de to mænd bilen. Klagerens søn løb ind i en bygning, som straks blev omringet af politiet. Politi trængte ind i bygningen, og nogen tid efter kom nogle politifolk ud af bygningen med klagerens søn, der var blevet skudt i hovedet. Han døde kort tid efter. Myndighederne hævdede, at klagerens søn havde begået selvmord ved at skyde sig i hovedet med sit våben. Klageren gjorde under sagen gældende, at det var usikkert, om sønnen var i besiddelse af et våben på det tidspunkt, hvor han løb ind i bygningen. Det burde efter EMD's opfattelse være efterforsket, om våbenet kunne være blevet placeret i bygningen af politiet. Af præmis 92 fremgår det blandt andet, at EMD fandt, at der burde være taget fingeraftryk på våbenet.

3.2.3.2.4 - Myndighedspersoners og borgeres gensidige beskyldninger om vold skal undersøges efter samme standarder
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i mange år fulgt det udgangspunkt, at domstolen overlader bevisbedømmelsen til national ret. I de senere år har domstolen dog i sager, hvor Domstolen har undersøgt, om EMRK. artikel 2 eller EMRK. artikel 3 kan være krænket, i meget vidt omfang foretaget en egentlig bevisvurdering.

I Zelilof mod Grækenland (app. nr. 17060/03) fandt EMD anledning til at kritisere bevisvurderingen i et tilfælde, hvor en medlemsstats domstole havde lagt mere vægt på nogle polititjenestemænds forklaring end på nogle borgeres forklaring, da borgerne skulle straffes for vold mod politiet. I denne sag udtaler EMD blandt andet, at der ikke var anvendt samme standarder ved bedømmelsen af politifolkenes og af de civiles forskellige forklaringer om, hvad der var foregået. EMD kritiserede blandt andet, at de nationale myndigheder havde lagt vægt på, at de civiles forklaringer kunne være et led i en taktik i forhold til den ventende straffesag mod dem. EMD fandt, at politifolkene kunne have haft en tilsvarende interesse i at udtale sig taktisk i forhold til en mulig disciplinærsag mod dem. Domstolen fandt, at de nationale myndigheder ikke havde noget grundlag for at konkludere, at de civiles forklaringer var mere "subjektive" end politifolkenes. (afgørelsens § 60). Dette er i præmis 60 blandt andet udtrykt således: "In the Court's view, the administrative inquiry applied different standards when assessing the testimonies as those given by the civilians involved in the events were recognised as subjective but not those given by the police officers. However, the credibility of the latter testimonies should also have been questioned as the administrative proceedings had also sought to establish whether they were liable on disciplinary grounds."

I Ognyanova og Choban mod Bulgarien afgjort under sagsnummer 46317/99 den 23. februar 2006 anså EMD den processuelle del af EMRK artikel 3 for krænket. De nationale myndigheder havde efter EMDs opfattelse ikke i tilstrækkelig grad undersøgt, om klageren, der var afgået ved døden i politiets varetægt, havde begået selvmord ved at springe ud af vinduet fra et lokale på 3. sal på den politistation, hvor han var til afhøring, fordi hans psykiske tilstand generelt var dårlig, eller om springet gennem vinduet var motiveret af handlinger begået af polititjenestemænd, som befandt sig i afhøringslokalet forud for det tidspunkt, hvor han sprang ud af vinduet. I præmis 109 fremhæver EMD blandt andet, at de tilstedeværende polititjenestemænd havde en "åbenlys fordel ved at benægte at have begået noget forkert" ("an apparent gain from denying any alleged wrongdoing"). Blandt andet fordi polititjenestemændene havde ændret forklaring efter, at obduktionsresultaterne var blevet kendt, og at de nationale myndigheder ikke havde forholdt sig mere kritisk til disses forklaringer, fandt EMD, at EMRK. artikel 2 var krænket. I § 110 kritiserer EMD, at den afdødes medsigtede, som havde befundet sig nær ved afhøringsværelset, da episoden fandt sted, kun blev afhørt en gang af de indklagede myndigheder, idet han er "det eneste vidne, som ikke er ansat i politiet" (" the only witness who was not a member of the police force"). Bemærkningerne i § 110 er svære ikke at forstå således, at vidneudsagn, der kommer fra personer uden tilknytning til politiet, bør tillægges særlig betydning, i sager, hvor der foretages undersøgelser mod polititjenestemænd.

3.2.3.2.5 - Lægeundersøgelsen af en person, der påstår sig udsat for vold fra myndighedspersoner, skal ske straks
I Parnov mod Moldova afgjort af EMD den 13. juli 2010 under sagsnummer 35208/06 klagede en mand over en brutal anholdelse den 22. marts 2005 samt over, at han under indtransport og efter ankomst til politigården blev slået blandt andet med en plasticflaske fyldt med vand. Klageren var vagtmand. Han oplyste, at han var på vej hjem fra arbejde, da han blev antruffet af nogle mænd, der ville give ham en lille pakke. Medens han stod ved mændene, kom to yderligere mænd løbende til, medens de råbte til de tilstedeværende, at de skulle stoppe, og at de var fra politiet. Mændene undløb inklusive klageren. Efter at have løbet cirka 700 meter snublede klageren, og han blev overmandet af en politimand. Politifolkene var civilklædte, og klageren hævdede, at han ikke vidste, at de var politifolk. Klageren hævdede, at han under anholdelsen blev slået, og at han yderligere blev slået i bilen under indtransport og efter at være ankommet til politistationen. Politifolkene hævdede, at de skader, som klageren havde pådraget sig, var forårsaget af, at klageren havde modsat sig anholdelsen, og at politiet derfor havde været nødsaget til at bruge den fornødne magt til at pacificere ham. Politifolkene forklarede videre, at klageren havde skudt mod dem med en tåregaspistol. Klageren bestred ikke, at han havde haft en sådan pistol, idet han benyttede den i forbindelse med sit arbejde. Han bestred, at han havde brugt den mod politiet, men at en politimand havde affyret den, efter at klageren var blevet pacificeret. Klagen over politiet blev indgivet den 23. marts 2005, som var dagen efter anholdelsen. Statsadvokaten iværksatte en undersøgelse, og det blev besluttet at klageren skulle undersøges hos en retsmediciner den 30. marts 2005. Klageren hævdede, at en del af de synlige tegn på vold var forsvundet inden lægeundersøgelsen. En af politifolkene, der forestod anholdelsen, havde pådraget sig skader af nogenlunde samme karakter som klageren. Under en straffesag mod klageren blev denne i første og anden instans fundet skyldig i at have skudt med tåregaspistolen mod en af politibetjentene, for hvilket han blev idømt 5 dages fængsel. I tredje instans blev han frifundet. Der blev ikke rejst straffesag mod politifolkene, idet myndighederne lagde vægt på politifolkenes forklaring om, at klageren havde skudt mod politiet, og at politiet alene havde anvendt den fornødne magt til at gennemføre anholdelsen. Myndighedernes begrundelse er nærmere refereret i præmis 14, hvoraf det også fremgår, at statsadvokaten havde afhørt vidner, der havde set episoden. Et af disse vidner forklarede, at vidnet havde set klageren skyde mod en polititjenestemand, og nogle vidner havde hørt pistolskud. Ingen havde set klageren i slagsmål med politifolkene (også præmis 14). Af præmis 31 fremgår det, at EMD finder, at den materielle del af EMRK artikel 3 var krænket, idet medlemsstaten ikke kunne godtgøre, at skaderne på klageren ikke skyldtes en krænkelse af EMRK artikel 3. Af præmis 34 og 35 fremgår det, at den processuelle del af artikel 3 også ansås for krænket. EMD hæftede sig især ved, at der gik en uge, inden klageren blev lægeundersøgt, medens politifolkene var blevet undersøgt umiddelbart efter hændelsen. Af præmis 34 fremgår det også, at EMD kritiserede, at de nationale myndigheder i for høj grad tillagde polititjenestemændenes forklaringer bevismæssig vægt, medens de forkastede de øvrige vidners forklaringer. Afgørelsen er også interessant, idet EMD i præmis 30 påpeger, at myndighederne burde havde ladet klageren lægeundersøge umiddelbart efter ankomsten til politistationen. EMD tilføjer (også i præmis 30) derpå følgende: "In this connection, the Court notes that a medical examination, together with the right of access to a lawyer and the right to inform a third party of the detention, constitute fundamental safeguards against the ill-treatment of detained persons which should apply from the very outset of deprivation of liberty (see the 2nd General Report of the European Committee for Prevention of Torture, CPT/Inf/E (2002) 1 - Rev. 2006, § 36)"

3.2.3.2.6 - Myndighedspersoner må ikke være til stede i lægeværelset, når en klager undersøges for mærker efter påstået vold
I Lopata mod Rusland afgjort den 13. juli 2010 under sagsnummer 72250/01 havde en person klaget over, at EMRK artikel 3 var krænket, fordi han som anholdt den 8. september og 9. september 2000 var blevet trakteret med slag under en indledende afhøring hos politiet, hvor han var sigtet for drab. Han klagede også over, at EMRK artikel 6 var krænket, fordi en tilståelse, som han havde underskrevet under pres, var blevet anvendt som bevis under den efterfølgende straffesag mod ham. Det fremgår af sagen, at klageren den 14. september 2000 blev undersøgt af en læge, som noterede, at han ikke kunne se mærker efter slag. Der blev under klagesagen ved de nationale myndigheder fremlagt erklæringer fra to medindsatte samt klagerens advokat, hvor disse erklærede, at de havde set, at han havde mærker efter slag mv. I præmis 114 bemærker EMD, at der ikke bør være politipersonale og andre myndighedspersoner ("police officers and other government officials") til stede i konsultationsværelset, når en læge skal undersøge en person, der påstår sig udsat for vold fra myndighedspersoner

3.2.3.2.7 Sager om påstået politibrutalitet skal undersøges hurtigt

Er en person, der klager over politibrutalitet, kommet til skade under kontakten med politiet, bør myndighederne ex officio foretage en strafferetlig undersøgelse mod politifolkene. Dette var ikke sket i sagen Galotskin mod Grækenland afgjort af EMD den 14. januar 2010 under sagsnummer 2945/07. Her blev Grækenland dømt for at have krænket EMRK artikel 3 - både den materielle del (præmis 40) og den processuelle del (præmis 50). EMD fandt blandt andet, at både den administrative sagsbehandling og den efterfølgende straffesag mod betjentene var mangelfuld (også præmis 50). Af præmis 60 fremgår det, at EMRK artikel 6 også var krænket som følge af, at sagsbehandlingstiden havde været for lang. Det fremgår blandt andet af sagen, at klageren indgav anmeldelse mod politifolkene, og at der efterfølgende blev rejst straffesag mod disse, hvor de blev frifundet. Det fremgår også, at der blev rejst straffesag mod klageren for vold mod politiet og forsøg på at befri en anholdt. Dette blev han imidlertid frifundet for. Det er værd at bemærke, at EMD fandt, at der er sket en krænkelse af EMRK artikel 3 blandt andet fordi medlemsstaten ikke ex officio rejste straffesag mod politifolkene, da klageren var kommet til skade, og da klageren havde gjort gældende, at han havde været udsat for vold begået af politiet.

I afgørelsen Trajkoski mod den tidligere Jugoslaviske republik, Makedonien, (sagsnummer 13191/02) afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 7. februar 2008, fremgår det af præmis 46, at myndighedernes rapport over hændelsesforløbet i en politiklagesag havde taget "næsten 7 måneder" ("nearly seven months"). Af præmis 49 fremgår det, at efterforskningen i sagen af EMD blev anset for ineffektiv og stridende mod EMRK artikel 3.

3.2.3.2.8 - Undersøgelser af en klage foretaget i forbindelse med en straffesag mod klageren opfylder ikke kravene i EMRK artikel 3
I Nechiporuk og Yonkalo mod Ukraine, sagsnummer 42310/04, afgjort af EMD den 21. april 2011, fandt EMD i præmis 165, at myndighedernes mangelfulde efterforskning af en klage over politivold, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3. EMD udtalte, at de nationale myndigheders afvisning af at rejse straffesag mod de indklagede polititjenestemænd med henvisning til, at sagen ville blive undersøgt i forbindelse med straffesagen mod klageren, generelt var en utilstrækkelig fremgangsmåde, idet straffesagen mod klageren har som formål at afdække, om han er uskyldig eller skyldig i tiltalen mod ham frem for at pålægge nogen ansvar for vold mod klageren og sikre ham oprejsning for de påståede krænkelser af artikel 3 i konventionen. Dette udtrykkes i præmis 164 således: "...Thus, the Court notes that the first applicant’s attempts to reverse the KCPO ruling of 18 June 2004 on its refusal to prosecute the police officers were dismissed under the pretext that the matter would be examined in the context of his own trial (see paragraph 95 above). The Court questions the adequacy of such approach in principle given that the purpose of the criminal proceedings against the applicant was to find him innocent or guilty of the criminal charges levelled against him rather than to attribute responsibility for alleged beatings or afford redress for an alleged breach of Article 3 of the Convention .."

I FOB 2001.147 har Folketingets Ombudsmand taget stilling til en praksis, hvorefter statsadvokaterne ikke træffer afgørelse i politiklagesager, førend straffesagen mod klageren er afgjort, i tilfælde hvor politiklagesagen og straffesagen mod klageren har "hændelsesmæssigt sammenfald". I en skrivelse af 9. april 2001 til Rigsadvokaten anførte Statsadvokaten for Sjælland blandt andet: "Såfremt der er et hændelsesmæssigt sammenfald er det korrekt, at politiklagesagen som hovedregel afventer afgørelsen af straffesagen mod klager. Det er således min opfattelse, at det i disse tilfælde er hensigtsmæssigt ved behandlingen af politiklagesagen, at kunne anvende retsbøger med vidneforklaringer mv. fra straffesagen som en procesbesparende foranstaltning. Denne fremgangsmåde skønnes retssikkerhedsmæsigt fuldt forsvarlig, hvorimod det næppe er tænkeligt, at de tilsvarende afhøringer i politiklagenævnssagen, vil blive tillagt nogen væsentlig bevisvægt ved behandlingen af straffesagen. Endvidere finder jeg det meget betænkeligt, såfremt de tiltalte klagere kan overtage den styring med straffesagens forløb, der tilkommer domstole og anklagemyndighed ved at indgive klage over polititjenestemændene. En del klager synes således direkte at udspringe af den omstændighed, at politiet har rejst sag mod de pågældende." I en udtalelse af 3. september 2001 udtalte Rigsadvokaten blandt andet: "Som anført i min afgørelse af 26. april 2000 fremgår det af min beretning om behandlingen af klager over politiet i 1997 side 127 f., at jeg i en skrivelse af 11. november 1997 til Justitsministeriet på baggrund af en henvendelse fra Dansk Politiforbund til Justitsministeriet udtalte, at statsadvokaterne havde tilkendegivet, at en straffesag som hovedregel bør afgøres forud for en klagesag, der udspringer af den samme episode. Jeg bemærkede hertil, at jeg kunne tiltræde det af statsadvokaterne anførte, og at statsadvokaterne efter min opfattelse bør have et vidt skøn over, hvordan en undersøgelse i en politiklagenævnssag tilrettelægges, herunder om det efter en konkret vurdering er hensigtsmæssigt at sætte behandlingen af en klagesag i bero på afgørelsen af en straffesag." Folketingets Ombudsmand fandt ikke anledning til at prioritere statsadvokaternes og Rigsadvokatens fremgangsmåde. Ombudsmanden udtalte endvidere, at han ikke har "fundet grundlag for at iværksætte en nærmere undersøgelse af hvorvidt kravet om rettergang inden en rimelig frist i artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention skulle være tilsidesat. .." Det fremgår af ombudsmandsudtalelsen, at den episode, hvor politiet ifølge klageren havde anvendt vold mod denne, fandt sted den 6. august 1999. Klagen blev indgivet den 15. november 1999. Det fremgår blandt andet også af udtalelsen, at de indklagede politiassistenter og to andre politiassistenter blev indkaldt til afhøring på statsadvokatens kontor den 17. juli 2001. Endelig fremgår det, at politiklagesagen ikke var endeligt afgjort, da ombudsmanden afgav sin udtalelse.

Den prioritering af på den ene side behandlingen af straffesager mod polititjenestemænd i tilfælde, hvor en borger påstår sig udsat for vold under en politiforretning, og på på den anden side straffesager mod borgere, som ifølge polititjenestemænd har begået vold mod politiet under samme politiforretning, som Rigsadvokaten og Folketingets Ombudsmand tiltræder, synes at være udtryk for en mere eller mindre systematisk krænkelse af EMRK artikel 3 blandt andet som følge af langsommelig sagsbehandling.

Se kritik af Folketingets Ombudsmands indsats og kompetence på det menneskeretlige område under straffuldbyrdelsesrettens retskilder og OPCAT..

3.2.3.3 - Undladelse af at yde et offer for politivold oprejsning eller retsforfølge de skyldige kan være en krænkelse af EMRK artikel 3

I Gäfgen mod Tyskland, sagsnummer 22978/05, afgjort af EMD (Storkammeret) den 1. juni 2010 havde en politimand under en afhøring truet en sigtet person med, at den pågældende ville blive udsat for en smertefuld behandling, hvis ikke den sigtede straks fortalte, hvor det barn befandt sig, som den pågældende var sigtet for at have kidnappet, og som myndighederne ikke kunne finde. Efter cirka 10 minutter tilbød den sigtede at påvise det sted under en mole ved en sø, hvor barnet befandt sig. Politimanden erkendte efterfølgende, at han var fremkommet med de omhandlede trusler efter instruks fra en overordnet kollega, og at han gjorde dette i håbet om, at barnet kunne findes hurtigst muligt i live. Barnet var imidlertid dødt, da det blev fundet. De tyske myndigheder anerkendte, at de omhandlede trusler i sig selv udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, og de rejste straffesag mod politifolkene, der blev idømt en bøde og forflyttet til arbejde, hvor de ikke længere skulle deltage i efterforskning af straffesager (præmis 47 til 52). Under straffesagen mod klageren gav man denne medhold i, at de udtalelser til politiet, som han var fremkommet med forud for hovedforhandlingen, ikke måtte bruges som bevis mod ham i retten. Han fik imidlertid ikke medhold i, at andre beviser som for eksempel fundet af hjulspor fra sigtedes bil i nærheden af søen samt undersøgelser af barnets lig ikke måtte bruges som bevis under straffesagen (især præmis 28-31). Da menneskerettighedsdomstolen afgjorde sagen, verserede der fortsat en civil erstatningssag anlagt af klageren mod de tyske myndigheder, hvor klageren forlangte erstatning for krænkelsen. I denne civile sag var han blevet meddelt fri proces ved de nationale myndigheder med henvisning til, at hans krav ikke på forhånd kunne udelukkes (præmis 57). Under sagen ved EMD gjorde de tyske myndigheder gældende, at klageren ikke havde status som "offer" i konventionens forstand, idet de tyske myndigheder på en tilstrækkelig klar måde havde anerkendt, at EMRK artikel 3 var krænket, at man havde strafforfulgt politifolkene, og idet det ikke kunne udelukkes, at klageren ville få passende erstatning ved den verserende civile sag. I præmis 124 udtaler storkammeret, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, at politifolkene ikke havde fået mere mærkbare straffe, idet de alene var idømt straffe, der var så milde, at de ikke kunne forventes at have en forebyggende effekt mod fremtidige krænkelser af EMRK artikel 3. EMD udtaler videre, at politibetjente, der er mistænkte for mishandling bør suspenderes, medens sagen undersøges, og at domfældelse bør medføre afskedigelse og ikke kun forflyttelse til andre stillinger i politiet (præmis 125). I præmis 127 kritiseres de tyske myndigheder for, at det havde taget for lang tid at behandle klagerens anmodning om erstatning.

I Nikolova og Velichkova mod Bulgarien afgjort af EMD den 20. december 2007 under sagsnummer 7888/03 fandt EMD, at såvel den processuelle del som den materielle del af EMRK artikel 2 var krænket. Det fremgår af sagen, at nogle politifolk ville anholde en 62-årig person, der havde et skuffejern i hænderne. Ifølge politifolkene ville manden ikke smide skuffejernet fra sig på trods af politiets opfordringer herom. Ifølge politifolkene holdt manden skuffejernet op mod dem. I forbindelse med anholdelsen blev manden tildelt slag. Han afgik senere ved døden. De nationale myndigheder nåede frem til, at dødsfaldet skyldtes slagene. De nationale myndigheder rejste straffesag mod to af betjentene for vold, der medførte døden. De blev idømt fængselsstraffe, der blev gjort betingede blandt andet med henvisning til, at der ved domfældelsen var forløbet 7 år siden hændelsen. De pårørende blev endvidere tilkendt erstatning ved de nationale domstole. Af præmis 63 fremgår det blandt andet, at EMD finder, at myndighedspersoner, der er sigtet for ("charged with") forbrydelser, der vedrører mishandling, bør suspenderes fra tjenesten, medens sagen undersøges, og at de skal afskediges, hvis de findes skyldige. Endvidere fandt EMD, at betingede fængselsstraffe ikke har den ønskede præventive og afskrækkende virkning i sager om krænkelse af EMRK artikel 2 (også præmis 63).

3.2.3.4.1 - Om begrebet "Impunity" (nationale myndigheders undladelse af at retsforfølge ansvarlige for menneskerettighedsbrud)
Institutioner, som beskæftiger sig med menneskerettigheder udtaler ofte betydelig bekymring over begrebet "impunity" (immunitet mod straf) i forhold til for eksempel polititjenestemænd eller fængselspersonale, som anklages for at krænke menneskerettighederne.

Se Europarådets "“The state of human rights in Europe: the need to eradicate impunity” – Parliamentary Assembly Recommendation 1876 (2009)"

Europarådet ministerkomite arbejder med et udkast til retningslinjerne "Guidelines of the Committee of Ministers of the Council of Europe on Impunity" (med de belgiske forslag til forbedringer og rettelser). Udkastet bygger i vidt omfang på konkrete afgørelser fra EMD og vedrører i det væsentlige krænkelser af EMRK artikel 2, 3 og 5.

Written contributions from CPT members on the topic of combating impunity, as a possible subject for the substantive section of the 14th General Report.

Justitsministeriets svar af 13. september 2010 på spørgsmål nr. 1334 om omfanget af disciplinærsager rejst mod polititjenestemænd over perioden 2005 til 2009.

Justitsministeriets svar af 13. september 2010 på spørgsmål nr. 1335 om, i hvilke tilfælde domfældelse for strafbart forhold medfører afskedigelse fra tjenesten i politiet.

Justitsministeriets svar af 13. september 2010 på spørgsmål nr. 1336 om, i hvilket omfang der forskes i politikultur i Danmark.

Justitsministeriets svar af 13. september 2010 på spørgsmål nr. 1333 om omfanget af straffesager rejst mod polititjenestemænd gennem den seneste 5-års periode. Ministeriet svarede her, at Rigspolitiet ikke er i besiddelse af statistiske oplysninger, der kan danne grundlag for en besvarelse af spørgsmålet om, i hvor mange sager der er rejst tiltale eller afsagt domme mod polititjenestemænd i de seneste fem år.

Se nedenfor om repressalier mod personer, der klager over myndighedspersoners magtmisbrug og om frygten for at klage over politiet.

3.2.3.4.2 - Statens pligt til at forebygge myndighedsovergreb

Den europæiske torturkomite (CPT) besøgte i februar 2008 Danmark og afgav i september samme år en rapport til de danske myndigheder med sine henstillinger mv. I rapportens præmis 21 henstillede komiteen til, at man i Danmark gennemfører en lovændring, der pålægger politiet at optage politiafhøringer på lydfil, som vil kunne afspilles for eksempel, hvis den afhørte gør gældende, at denne har været udsat for mishandling eller pression under afhøringen. Komiteen udtaler blandt andet: "The electronic (i.e. audio and/or video) recording of police interviews represents an important additional safeguard against the ill-treatment of detainees. Such a facility can provide a complete and authentic record of the interview process, thereby greatly facilitating the investigation of any allegations of ill-treatment. This is in the interest both of persons who have been ill-treated by the police and of police officers confronted with unfounded allegations that they have engaged in physical ill-treatment or psychological pressure. Electronic recording of police interviews also reduces the opportunity for defendants to later falsely deny that they have made certain admissions. Consequently, the CPT invites the Danish to reconsider introducing electronic recording of police interviews."

Justitsministeriets besvarede 23. februar 2009 torturkomieens henstilling om at gennemføre lydoptagelse af politiafhøringer i Danmark. Af rapportens side 13 fremgår blandt andet, at de danske myndigheder ikke har tænkt sig at følge komiteens henstilling. Justitsministeriet henviser navnlig til de "praksiske problemer" ("practical aspects") samt til politiets og anklagemyndighedens "resourcer" ("resources"). Justitsministeriet anførte nærmere:

"..The Director of Public Prosecutions has noted that the CPT, at its visit in Denmark in 2008, heard no allegations of ill-treatment during police questioning and that the CPT has not otherwise found evidence of such treatment. According to the report of CPT, the great majority of people met by the CPT indicated that they had been correctly treated during questioning by the police.

It is clear that electronic recordings of police interviews would provide an additional safeguard for persons being interviewed by the police. However, the introduction of such measures into Danish law will give rise to a number of considerations of principles as well as practical aspects. Moreover, police and prosecution resources must be taken into account.

It is the assessment of the Director of Public Prosecutions that there are at the moment no specific indications of a need for electronic recordings of police interviews. .."

Af præmis 18, side 14, i CPT's inspektionsrapport offentliggjort 10. februar 2011 vedrørende Irland fremgår følgende:

"The delegation also noted that other important safeguards against ill-treatment were in place, such as the video-recording of all interviews and the progressive installation of CCTV cameras in the detention areas and public spaces of police stations visited in the Dublin area. The CPT encourages the authorities to pursue their stated intention to equip all police stations with such cameras.

As regards the video recording of all interviews, the delegation did receive allegations from at least one person that in the course of the interview Gardai had stopped the video-recording and issued verbal threats to the interviewee. Subsequently, the formal interview was resumed with the video-recording. The CPT would like to be informed whether there are security features surrounding all video-recordings, such as running time and date stamp, to counter any manipulations of recordings."

Udateret redegørelse fra "Metropolitan Police i London blandt andet om brugen, opbevaring mv. af videooptagelser af områder, hvor tilbageholdte personer befinder sig på politistationer.

Det fremgår af en afgørelse af 19. november 2009 fra Datatilsynet, at politiet havde foretaget videooptagelse i forbindelse med en politiaktion mod nogle udlændinge i Brorson Kirke på Nørrebro i København den 13. august 2009. Det er svært ikke at forstå bilagets side 3 anderledes, end at formålet med optagelsen var, at politiet i tilfælde af, at der måtte fremkomme beskyldninger herom, ønskede at sikre sig dokumentation for, at der ikke blev begået overgreb under aktionen.

I irske fængsler er det forudsat, at der er installeret videoovervågning af fællesarealerne i fængsler blandt andet for at beskytte de indsatte mod overgreb fra fængselspersonalet.

I inspektionsrapport af 24. marts 2011 vedrørende Mountjoy fængslet i Irland udtaler den irske "Prison Inspector" i anbefaling nr. 13, side 21, at videoovervågningen i Montjoy-fængslet intensiveres, idet der er strategiske stedet ("strategic areas") i fængslet, hvor der ikke er videoovervågning. Anbefalingen fremkommer efter en gennemgang af klager fra indsatte om vold begået af fængselspersonalet.

Der er ikke i Danmark lovgivning om indvendig tv-overvågning af køretøjer, i hvilke frihedsberøvede personer transporteres (for eksempel politiets patruljevogne eller kriminalforsorgens transportvogne). Dette er derimod tilfælde for så vidt angår hyrevogne, som ifølge lov nr. 485 af 11. maj 2010 - med dispensationsadgang - skal være forsynede med indvendig tv-overvågning senest den 1. juli 2012. Af lovbemærkningerne i lovforslag nr. 118 fremsat den 28. januar 2010 fremgår det af punkt 1 i de almindelige bemærkninger, at formålet med forslaget er "at forebygge og bidrage til opklaring af røverier og overfald imod førere af taxier."

Ifølge en artikel af 13. august 2010 i det britiske dagblad "Manchester EveningNews" afslørede optagelser fra videoovervågningen i "Strangeways-fængslet", at en fængselsbetjent havde tildelt en indsat 6 slag i ansigtet, hvorpå fængselsbetjenten blev afskediget og straffet med fængsel i 8 måneder. Det fremgår også af artiklen, at en kollega og en overvagtmester blev suspenderet, medens sagen blev internt undersøgt af fængselsmyndighederne. Den indsatte havde overfor fængselssygeplejersken hævdet, at han var faldet.

3.2.4.1.1 - Staten skal sandsynliggøre, at skader på frihedsberøvede ikke hidrører fra krænkelser af EMRK art. 3
Det er ikke ualmindeligt, at myndighederne under en klagesag ved EMD gør gældende, at skaderne på en frihedsberøvet person skyldes, at politiet har været nødsaget til at anvende magt for eksempel for at gennemføre en anholdelse, at man ikke har anvendt mere magt end nødvendigt for at kunne gennemføre anholdelsen, og at skaderne på den frihedsberøvede derfor ikke er påført denne i strid med EMRK artikel 3.

Artikel 3 forudsætter, at myndighederne må anvende den fornødne magt, når borgerens adfærd giver rimelig anledning til dette. Derfor kan skader, som en frihedsberøvet har pådraget sig, være påført denne, uden at der er sket en krænkelse af EMRK artikel 3. Som gennemgået mere detaljeret nedenfor, er det staten, der skal sandsynliggøre, at skader, som en person har pådraget sig i myndighedernes varetægt, ikke skyldes myndighedsadfærd, der er i strid med EMRK artikel 3. EMD kræver, at magtanvendelsen skal "være strengt nødvendiggjort af borgerens egen adfærd". I sagen Musa Karatas mod Tyrkiet 63315/00 afgjort 5. januar 2010 udtrykker EMD i sidste del af præmis 64 dette krav således: "Furthermore, the Court has repeatedly held that, in respect of a person deprived of his liberty, recourse to physical force which has not been made strictly necessary by his own conduct diminishes human dignity and is in principle an infringement of the right set forth in Article 3 (see, inter alia, Mathew v. the Netherlands, no. 24919/03, § 177, ECHR 2005-IX, and the cases cited therein)".

EMDs beviskrav medfører, at en medlemsstat ikke kan undgå domfældelse ved blot at hævde, at myndighederne har anvendt den strengt nødvendige magt, som var nødvendiggjort af klagerens egen adfærd eller lignende. Myndighederne skal sandsynliggøre, at borgeren har udvist en adfærd, der kunne begrunde magt, og at magten - selv om det har været rimeligt at anvende magt - ikke har været mere omfattende end "strengt nødvendigt".

Kommer personer til skade som følge af politiets magtanvendelse, skal en medlemsstat efter fast praksis hos den europæiske menneskerettighedsdomstol sandsynliggøre, at magtanvendelse i det valgte omfang var nødvendig. Praksis viser, at det ofte er svært for medlemsstaterne at løfte denne bevisbyrde, og at de derfor dømmes for krænkelse af EMRK artikel 2 eller artikel 3. Se som eksempel sagen Necdet Bulut mod Tyrkiet, der blev afgjort under sagsnummer 77092/01 afgjort af EMD den 20. november 2007.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har efterhånden, i tilfælde, hvor borgere har pådraget skader, medens borgerne er under myndighedernes kontrol, en lang og sikker praksis, hvorefter bevisbyrden vendes om, således at staten skal bevise, at skaderne ikke skyldes en krænkelse af artikel 3 (eller artikel 2). I præmis 64 i sagen Musa Karatas mod Tyrkiet 63315/00 afgjort 5. januar 2010 gentager EMD, at når en person er ved godt helbred, når personen kommer i politiets varetægt, men der konstateres skader på personen ved dennes løsladelse, påhviler det i overensstemmelse med EMDs faste praksis staten at fremkomme med en rimelig forklaring på, hvorledes disse skader er opstået. Såfremt staten ikke gør dette, falder klagen ind under artikel 3 i konventionen. Ordret udtrykkes dette i præmis 64 således: "The Court reiterates that, according to its well-established case-law, where an individual is taken into police custody in good health but is found to be injured at the time of release, it is incumbent on the State to provide a plausible explanation of how those injuries were caused, failing which a clear issue arises under Article 3 of the Convention (see Tomasi v. France, 27 August 1992, §§ 108-111, Series A no. 241-A). .."

I sagen Afanasyev mod Ukraine, afgjort den 5. april 2005 under sagsnummer 38722 af EMD gjorde klageren gældende, at han under afhøring hos politiet var blevet slået adskillige gange. Han blev løsladt efter 3 dages fængsling og blev undersøgt af en læge 3 dage efter episoden. Han blev senere undersøgt flere gange. Ved en af undersøgelserne fandt læge, at skaderne kunne være påført klageren som påstået af denne. Klageren havde været sigtet for bedrageri. Da han efter løsladelsen erfarede, at medgerningsmanden havde erkendt, erkendte han sig også skyldig og blev senere dømt for bedrageri. EMD fandt at der var sket en krænkelse af artikel 3, idet myndighederne ikke kunne godtgøre, at skaderne ikke var påført klageren af politifolk (se afgørelsens §§ 59-66). Endvidere fandt EMD, at der var sket en krænkelse af artikel 13 på grund af utilstrækkelig efterforskning i anledning af klagen. EMD udtalte i afgørelsens § 76: "EMD bemærker, at de nationale myndigheder som følge af klagen indledte en overfladisk undersøgelse og kun afhørte de personer, som klageren havde fremsat sine beskyldninger imod. Myndighederne tog polititjenestemændenes benægtelser for pålydende og nægtede at indlede straffesag mod dem på trods af klagerens udtalelser og de skader, som det var ubestridt, at han havde".

I Stefanou mod Grækenland, sagnr. 2954/07, afgjort af EMD den 22. april 2010, hævdede en 16-årig ung mand, der havde indgivet klage mod politiet, at han var blevet slået af politiet under en afhøring den 5. august 2001. Den pågældende forklarede under sagen nærmere, at han den omhandlede dag havde indfundet sig på politistationen for at forhøre sig om, hvorvidt nogle af hans venner var blevet anholdt tidligere samme dag. Politiet havde ifølge klageren tilbageholdt ham omkring 1 time, hvor de havde afhørt ham som mistænkt for tyveri af et større pengebeløb fra en kiosk. Under denne afhøring skulle klageren have fået adskillige slag i ansigtet af en politiassistent. Kioskens ejer var til stede på politistationen. Denne kunne imidlertid ikke genkende klageren som gerningsmand, og klageren var blevet løsladt. Nogle timer efter løsladelsen - også den 5. august 2001 - henvendte klageren sig på skadestuen. Af præmis 9 fremgår det, at skadestuen havde noteret, at klageren havde skader på hovedet, som efter det oplyste hidrørte fra slag. Han havde svimmelhed, svær hovedpine, hævet og øm næse samt vanskeligt ved at fokusere med øjnene. Der var ikke tegn på fraktur af kraniet. Han tilbragte 4 timer på hospitalet og modtog medicinsk behandling med "Lonarid". Under klagesagen udtalte kioskejeren som vidne, at han var bekendt med, at klageren aftenen før den 5. august 2001 havde været i slagsmål med andre unge, og at han ved denne lejlighed var faldet (præmis 15). Under en efterfølgende retssag blev politiassistenten straffet for vold i første instans men frifundet i ankeinstansen. Af præmis 22 fremgår det, at ankeinstansen frifandt politiassistenten navnlig med henvisning til, at det må anses for højst sandsynligt, at skaderne, som ifølge skadestuen var overgået klageren, hidrørte fra slagsmålet, som klageren ifølge kioskejeren havde deltaget i aftenen før, han var kommet i kontakt med politiet. Kioskejeren var således citeret for, at han havde set klageren ankomme til politistationen med en brækket højre arm. I præmis 45 henviser EMD til, at lægeerklæringen udtaler sig om skader i hovedet og ikke på armen. I præmis 47 finder EMD, at der er alvorlig tvivl med hensyn til skaderne, som klageren har pådraget sig. Derpå henviser EMD til, at de nationale myndigheders efterforskning af dette spørgsmål var utilstrækkelig. I præmis 48 udtales det, at de nationale myndigheder ikke havde foretaget alvorlige forsøg ("serious attemts") på at få afklaret, om skaderne hidrørte fra et slagsmål aftenen før den 5. august 2001 eller fra kontakten med politiet. I præmis 52 præciseres det, at EMD ikke finder, at sagen falder under bagatelgrænsen i EMRK artikel 3 navnlig under henvisning til klagerens unge alder. EMRK ansås således som krænket. EMD fandt også EMRK artikel 6 krænket med hensyn til længden af sagsbehandlingstiden. Af præmis 75 følger det, at klageren blev tilkendt 20.000 EUR i ikke-økonomisk erstatning.

3.2.4.1.2 - Ved planlagte anholdelser har staten bevisbyrden for, at magtanvendelse ikke er overdreven
Ved planlagte anholdelser har myndighederne bevisbyrden for, at magtanvendelse ikke er overdreven. Se præmis Rehbock mod Slovenien afgjort af EMD den 28. november 2000 under sagsnummer 29462/95. Af denne afgørelse fremgår det, at politiet den 8. september 1995 foretog en anholdelse af 3 personer (herunder klageren), der var mistænkt for indsmugling af narkotika. Der var tale om en planlagt anholdelse. Politiet havde forud for anholdelsen fået oplysninger om, at Klageren var en fysisk særdeles stærk person, der flere gange havde vundet et tysk mesterskab i styrketræning. Dagen efter anholdelsen blev det konstateret, at den pågældende havde brækket kæben. Den pågældende gjorde gældende, at dette var sket som følge af unødig magtanvendelse. Myndighederne gjorde derimod gældende, at man alene havde anvendt den fornødne magt, men at det havde været nødvendigt at anvende magt, idet den pågældende havde modsat sig anholdelsen (se præmis 12 til 14). I præmis 72 bemærker EMD, at den pågældende blev anholdt under en planlagt operation, og at politiet havde haft tilstrækkelig tid til at foretage en risikovurdering og tage de nødvendige forholdsregler. Der deltog 13 polititjenestemænd ved anholdelsen, og der forelå ikke oplysninger om, at den pågældende synligt bar våben eller truede politifolkene. EMD lagde også vægt på det oplyste om de skader, som den anholdte havde pådraget sig ved anholdelsen. EMD udtalte, at bevisbyrden for, at magtanvendelsen ikke var overdreven, hviler hos myndighederne.

I UfR 1997.1667 H blev de pårørende til en sindsforvirret mand, som under anholdelsesforsøg var blevet skudt og dræbt af politiet, nægtet erstatning. Det fremgår af sagen, at den sindsforvirrede mand angiveligt havde forsøgt at stikke en polititjenestemand med kniv og en stegegaffel umiddelbart efter, at politiet ved hjælp af tåregas havde drevet den pågældende ud af sit hjem. Der var dissens hos en dommer for at yde de pårørende erstatning. Denne dommer udtalte blandt andet: "Det kan lægges til grund, at politiet, forud for at der blev anvendt tåregas, for så vidt angår M's adfærd den 24. september 1993 havde oplevet, at han havde truet med den farlige kniv samt truet verbalt, at han talte meget forvirret og usammenhængende, at han løb planløst rundt i lejlighedens forskellige rum, at han så forvirret og stirrende ud, og at han så ud, som om han var påvirket af et eller andet. På det anførte grundlag måtte politiet efter min opfattelse være klar over, at der var tale om en person, som formentlig i nogen tid havde været og i den aktuelle situation var sindsforvirret. Det kan videre lægges til grund, at politiet var opmærksom på, at M var farlig, idet han havde truet med kniven, og opmærksom på, at han kunne gå over til at udløse truslen, især hvis politiet trængte ind til ham eller tvang ham ud. Det fremgår således af politifolkenes forklaringer, at det, der var M magtpåliggende, var, at han ikke ville komme ud af lejligheden, og at han ikke ville have, at politiet kom ind i lejligheden. Det kan yderligere lægges til grund, at der ikke var noget i den konkrete situation, der tydede på, at M ville gå til angreb på politiet på eget initiativ – selv om politiet naturligvis måtte frygte, at dette kunne ske. Det fremgår endelig af politifolkenes forklaringer, at de ikke konkret frygtede, at M var i besiddelse af et skydevåben. På denne samlede baggrund havde politiet efter min opfattelse mulighed for – samtidig med at man fastholdt at ville anholde M – at overveje en nøjere planlægning af, hvorledes anholdelsen af den sindsforvirrede M kunne ske, uden at politiet kom i fare i højere grad end ved at anvende tåregas, og samtidig således, at man opnåede den største mulighed for, at det ikke blev nødvendigt at anvende skydevåben mod M med risiko for hans liv eller førlighed."

Det er ikke svært at forestille sig, at EMD ville statuere krænkelse af EMRK artikel 2 med samme begrundelse som den dissentierende dommer, såfremt ovennævnte sag havde været indklaget for EMD.

3.2.4.2 - Statens bevisbyrde gælder medens en borger er under myndighedernes kontrol
Det hænder, at de nationale myndigheder gør gældende, at en person, der er i færd med at blive anholdt, endnu ikke er i "politiets varetægt", og at ovennævnte strenge bevisregel derfor ikke gælder skader, som klageren pådrager sig i forbindelse med selve anholdelsen. Dette gjorde de tyrkiske myndigheder - uden held - også gældende under den ovenfor omtalte sag Musa Karatas mod Tyrkiet 63315/00 afgjort 5. januar 2010. I præmis 65 udtaler EMD således: "Uagtet at klageren i den aktuelle sag endnu ikke var taget i politiets varetægt på politistationen, da denne ifølge regeringen havde pådraget sig skaderne, var denne ikke desto mindre i polititjenestemændenes hænder og underlagt disse fra det øjeblik, hvor han blev tilbageholdt. Når henses til det forudgående forløb, kan tilbageholdelsen af klageren sidestilles med at være i statens varetægt". Fra praksis henviser EMD til dels til Yasin Ates mod Tyrkiet (sagsnummer 30949/96) afsagt den 31. maj 2005. Ordret hedder det i præmis 65: "Although the applicant in the present application had not yet been taken into police custody at the police station when, according to the Government, his injuries were caused, he was nevertheless in the hands and under the supervision of the police officers from the moment of his apprehension. In the light of the foregoing, the Court considers that the applicant's apprehension amounted to his being in the custody of the State (see, mutatis mutandis, Yasin Ateş v. Turkey, no. 30949/96, § 140, 31 May 2005). It follows that the burden of providing a plausible explanation for the applicant's injuries lies with the Government."

Politiet kan endvidere ikke unddrage sig ansvar ved at hævde, at en klager ikke har været "anholdt" men for eksempel kun "tilbageholdt". Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder ikke myndighedernes betegnelse af indgrebet relevant, når den skal bedømme, om artikel 3 er krænket eller ikke. EMD ser alene på, om klageren kan anses for at have været under "politiets kontrol" på det tidspunkt, som klagen vedrører. Se Dondu Erdogan mod Tyrkiet, sagsnr. 32505/02, afgjort af EMD den 23. marts 2010, præmis 45, hvor EMD om dette spørgsmål nærmere udtaler: "Uanset hvorledes hendes status klassificeres i national lovgivning, finder EMD i forhold til formålet med artikel 3 i konventionen, at klagerens velbefindende er de statslige myndigheders ansvar fra det øjeblik, hvor hun er under politiets kontrol". ("Regardless of the classification of her status under the domestic law, the Court considers that for the purposes of Article 3 of the Convention, the applicant's well-being was the responsibility of the State authorities from the moment she was under police control").

3.2.4.3 - Uoverensstemmelse mellem tekniske beviser og politifolks forklaringer (bevisvurdering ved EMD)
I sagen Necdet Bulut mod Tyrkiet, sagsnummer 77092/01, blev Tyrkiet ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 20. november 2007 dømt for krænkelse af EMRK artikel 3 efter, at en polititjenestemand havde skudt mod en person, der var blevet såret i benet som følge af skuddet. Politimanden hævdede, at at han skød mod personen, der skulle anholdes, fordi denne angiveligt havde skudt mod betjenten. Af præmis 26 i afgørelsen fremgår det blandt andet, at EMD fandt det bemærkelsesværdigt, at kuglens retning indikerede, at klageren ikke havde ansigtet mod politifolkene, da han blev ramt. EMD fandt således, at klageren næppe havde skudt mod politifolkene i det øjeblik, hvor betjenten havde skudt, som denne havde hævdet. EMD udtalte om dette nærmere: "Finally, the Court also finds it noteworthy that the bullet trajectory indicates that the applicant was not facing towards the police officers when he was hit (see paragraph 8) and that consequently he could not have been shooting at the police officers, at least at that precise moment, as the Government suggested."

I Nachova m. fl. mod Bulgarien afsagt af EMD (Storkammeret) 6. juli 2005 under blandt andet sagsnummer 43577/98 blev Bulgarien dømt for krænkelse af EMRK artikel 2. En politibetjent havde skudt mod to ubevæbnede personer, der tog flugten, da betjenten ville forsøge at anholde dem. De havde ikke overgivet sig, da betjenten forudgående havde advaret dem om, at han ville skyde mod dem, hvis de ikke overgav sig. Af præmis 26 fremgår, at politibetjenten under den efterfølgende sag forklarede, at han forsøgte at skyde efter deres fødder, idet han ikke ville tilføje dem unødig skade. Begge personerne afgik ved døden som følge af skuddene. I præmis 71 henviser EMD til "The United Nations Basic Principles on the Use of Force and Firearms by Law Enforcement Officials adopted on 7 September 1990 by the Eighth United Nations Congress on the Prevention of Crime and the Treatment of Offenders". EMD henviser i præmis 72 til disse princippers paragraf 9, som kræver, at skydevåben kun anvendes i selvforsvar, for at forebygge overhængende fare for døden eller alvorlig tilskadekomst, for at forebygge særligt alvorlige livstruende forbrydelser, eller for at anholde (eller forhindre undvigelse hos) en person, der udgør en sådan fare. Skydevåben må i følge bestemmelsen kun anvendes, når mindre vidtgående midler ikke er tilstrækkelige. I præmis 74 citerer EMD paragraf 23 i principperne, som kræver, at "ofre og deres familier skal have adgang til en uafhængig prøvelse herunder en judiciel proces". I præmis 75 henviser EMD til "The United Nations Principles on the Effective Prevention and Investigation of Extra-Legal, Arbitrary and Summary Executions, adopted on 24 May 1989 by the Economic and Social Council in Resolution 1989/65". EMD henviser særligt til paragraf 11, som udtaler sig nærmere om, hvorledes sager, hvor politiet har forårsaget en persons død, skal efterforskes. I præmis 109 fastslår EMD, at brugen af skydevåben for at gennemføre anholdelserne under de foreliggende omstændigheder udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 2. Endvidere fandt EMD, at efterforskningen af sagen udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 2. EMD fremhævede i præmis 115 således, at gerningsstedsridset ikke indeholdt karakteristika for terrænet, og at relevante målangivelser manglede. Endvidere bemærkede EMD - også i præmis 115 - at der ikke var foretaget en rekonstruktion af hændelserne. I præmis 116 fremhæver EMD, at myndighederne undlod at forholde sig til uoverensstemmelser mellem antallet af anvendte projektiler fundet på stedet og politibetjentens forklaring, og at man accepterede politibetjentens forklaringer uden grundige undersøgelser. Det konkluderes, at efterforskerne og anklagemyndigheden effektivt beskyttede betjenten mod retsforfølgning ("The investigator and the prosecutors thus effectively shielded Major G. from prosecution").

3.2.4.4.1 - Vægtningen af politifolkenes benægtelser af at have brugt overdreven magt under sager mod politifolk
I Polanowski mod Polen, sagsnr. 16381/05, afgjort af EMD den 27. april 2010, klagede en person over en brutal anholdelse. Han var 23. december 2002 efter et skænderi med sin hustru, hvor hustruen hævdede, at han havde slået hende, af politiet på opfordring fra hustruen blevet anholdt og derpå indbragt til et afrusningscenter ("sobering-up centre"). Lægerne på afrusningscenteret havde konstateret, at klageren havde skader i ansigtet. Han var derpå i en ambulance blevet sendt på skadestuen. Han blev ifølge lægeerklæring undersøgt den 23. december kl. 03.41. Det fremgik af erklæringen, at klageren var blevet slået, at han havde et mærke ved det højre øje, et hæmatom på et højre øverste øjenlåg samt hudafskrabninger på kinden og venstre side af panden. Den pågældendes tilstand tydede ifølge erklæringen på indtagelse af spiritus. Efter at være udskrevet fra centeret henvendte klageren sig igen til en læge og blev den 23. december kl. 12.35 på ny undersøgt. Af erklæringen fremgik det, at klageren var blevet slået, at et sår ved højre øje var blevet syet, at der var et hæmatom ved det venstre øjenlåg, at der var hudafskrabninger på hovedet og nederste læbe, og at der var mærker på begge håndled samt fingre på venstre hånd. Der var mærker på lænden. Af en lægeudtalelse fra den 24. december fremgik det, at klageren kunne forvente følger af sine skader, der varede længere end 7 dage. (Se lægeudtalelserne i præmis 20-24). Personen klagede til anklagemyndigheden over behandlingen og gjorde gældende, at han var blevet slået af politifolkene i lejligheden, hvor han blev anholdt, at han var blevet sparket undervejs til politiets transportvogn, og at han var blevet slået og sparket under indtransport til afrusningscenteret. Anklagemyndigheden undersøgte sagen og foretog en række afhøringer af en nabo, der angav, at han havde set episoden, klagerens hustru, klagerens svigermor, personale i afrusningscenteret samt de politifolk, der havde været til stede. Anklagemyndigheden opgav sagen og rejste ikke tiltale mod politifolkene i anledning af klagen. I præmis 62 konstaterer EMD, at de nationale myndigheder under efterforskningen havde foretaget afhøring af klagerens kone, klagerens svigermor, en nabo, politifolkene, der deltog i anholdelsen og ansatte på afrusningsanstalten, der undersøgte klageren den omhandlede nat. EMD bemærker i samme præmis, at de nationale myndigheder under klagesagen havde indhentet en ekspertudtalelse. EMD udtaler videre i præmis 62, at EMD finder, at myndighederne ikke har været i stand til at fremkomme med overbevisende grunde til, at man lagde den udlægning af begivenhedsforløbet, som fremkom fra politifolkene til grund. EMD skriver videre: "Anklagemyndigheden lagde politifolkenes forklaringer til grund, uden at forholde sig til den omstændighed, at de havde en interesse i sagens udfald og i at rense sig selv for anklagerne. EMD understreger betydningen af, at polititjenestemænds vidneudsagn vurderes kritisk under sådanne omstændigheder".

I sagen Muradova mod Azerbaijan, som Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) afgjorde den 2. april 2009 under sagsnummer 22684/05 udtaler EMD sig meget klart om nationale myndigheders pligt til ikke at overvurdere betydningen af vidneudsagn fra polititjenestemænd, der er indklaget for vold mod borgere, eller som er kolleger til indklagede polititjenestemænd.

I sagen Dzwonkowski mod Polen, sagsnummer 46702/99, afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 12. april 2007, fandt EMD, at der var sket en krænkelse af artikel 3. Den 13. juni 1997 var politiet blevet tilkaldt, fordi nogle unge mennesker lavede uro foran en døgnkiosk. Da politiet ankom, forsøgte nogle af de tilstedeværende, herunder klageren, at undløbe. Politiet fik anholdt klageren. Klageren havde efterfølgende fået brud på næsen, hånden, kæben og ved siden af sin højre øjenhule. Han klagede efterfølgende og påstod, at han havde været udsat for vold fra politiet. Politifolkene hævdede, at de kun havde anvendt den fornødne magt til at passivisere klageren. to af klagerens venner understøttede klagerens påstand om, at politiet havde slået ham. Lægelige udtalelser kunne ikke udelukke, at skaderne var opstået som forklaret af klageren. De kunne på den anden side ikke udelukke, at skaderne kunne være opstået som forklaret af politiet. EMD kritiserede blandt andet, at de nationale myndigheder tillagde udsagn fra politifolkene om, at klageren havde påført sig selv skaderne ved at slå hovedet ned mod en kantsten, nogen vægt, idet en sådan adfærd fra klageren efter EMDs opfattelse forekommer usandsynlig, idet skadernes antal talte mod, at noget sådant skulle være sket (§ 64). I § 65 kritiserede EMD, at anklagemyndigheden "betingelsesløst" lagde politifolkenes forklaringer til grund for en afgørelse uden at tage hensyn til det forhold, at de havde en åbenbar interesse i sagens udfald og i at minimere deres eget ansvar. EMD fandt, at både den materielle del og den processuelle del af artikel 3 var krænket. EMD henviste som sædvanligt til, at bevisbyrden hviler på medlemsstaten, når en borger, der ikke har fysiske skader, inden denne frihedsberøves af myndighederne, har sådanne ved løsladelsen. Kan medlemsstaten ikke løfte bevisbyrden, anses artikel 3 for krænket. Endvidere ansås medlemsstatens efterforskning af episoden ikke for tilstrækkelig omhyggelig, hvorfor artikel 3 også af denne grund var krænket.

I Samardak mod Ukraine afgjort af EMD den 4. november 2010 under sagsnummer 43109/05 ansås EMRK artikel 3 for krænket såvel materielt som processuelt. Klageren havde lørdag den 20 april 2002 på et busstoppested leget med en kniv, og han var derfor blevet anholdt. Efter endt afhøring var han blevet løsladt. Den følgende mandag indgav han anmeldelse til myndighederne om vold begået af politiet under afhøringen. På dette grundlag blev der foretaget en lægeundersøgelse, som viste, at klageren havde pådraget sig flere mindre skader, som tilsammen blev vurderet som værende "mindre alvorlige skader" ("cumulatively qualifying as minor bodily injurie"). Se præmis 8. Politifolkene, som havde foretaget anholdelsen, forklarede under efterforskningen ved de nationale myndigheder, at den pågældende havde modsat sig anholdelsen, og at politiet derfor havde anvendt den fornødne magt for at pacificere ham ("subdue him"). Se præmis 10. Ved en ny lægelig vurdering af klageren foretaget mellem den 3. og den 7. juni 2002 fandt man, at han udover de oprindelige skader havde adskillige frakturer af ribben, som kunne være opstået den 20. april 2002 (præmis 12). Betjentene havde efterfølgende tilføjet til deres forklaringer, at klageren var faldet ned på jorden, da politiet havde anvendt den fornødne magt, og at han på denne måde var kommet til skade (præmis 16). Sagen verserer fortsat ved de hjemlige domstole. Af præmis 38 fremgår det, at EMD fandt, at den materielle del af artikel 3 var krænket blandt andet som følge af det oplyste om skadernes karakter, som efter EMDs opfattelse ikke var forenelig med polititjenestemændenes forklaringer. Af præmis 34 fremgår, at EMD ved bevisvurderingen også tog hensyn til, at den pågældende var blevet afhørt uden tilstedeværelsen af en advokat. EMD fandt endvidere, at de nationale myndigheder ikke havde været tilstrækkelige hurtige og omhyggelige med at få afhørt alle relevante vidner, hvorfor nogle af vidnerne ikke længere kunne huske detaljer (se navnlig præmis 46). Den processuelle del af artikel 3 blev derfor ligeledes anset for at være krænket. Se præmis 48. Af præmis 52 fremgår det, at klageren fik tilkendt en godtgørelse på 10.000 euro. Det er værd at bemærke, at det fremgår af præmis 19, at de nationale myndigheder blandt andet også havde foretaget afhøringer af adskillige andre, der havde været tilbageholdt af politiet på samme tidspunkt som klageren ("... several individuals detained in the police station on the same date.."), hvilket imidlertid ikke var tilstrækkeligt til at undgå, at den processuelle del af artikel 3 af EMD blev anset for krænket.

3.2.4.4.2 - Tidligere klager over en polititjenestemand skal indgå i bevisvurderingen under behandlingen af nye klager mod denne
Klager en borger over, at en polititjenestemand har udøvet vold eller udsat borgeren for overdreven magtanvendelse, er det relevant under vurderingen af sagen at tage hensyn til, om der tidligere er klaget over, at den pågældende polititjenestemand har udvist voldsom adfærd, også selv om de tidligere klager mod den pågældende ikke har ført til, at der er rejst kritik mod den pågældende polititjenestemands adfærd.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol lod oplysninger om tidligere klager mod en polititjenestemand indgå i bevisvurderingen i sagen Rivas mod Frankrig afgjort den 1. april 2004 under sagsnummer 59584/00. Her fandt EMD, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 3. Det fremgår af sagen, at klageren påstod, at han var blevet slået af en polititjenestemand på en politistation, hvilket polititjenestemanden nægtede. Af afgørelsens præmis 49, in fine, fremgår blandt andet, at EMD tog hensyn til, at der forelå oplysninger om, at der tidligere var klaget over brutal adfærd fra den pågældende polititjenestemænd. De franske myndigheders henvisning til, at klagerne var blevet frafaldet, ansås af EMD ikke for at have betydning for vurderingen af sagen, idet oplysningerne kunne have betydning for vurderingen af den pågældende polititjenestemands "attitude".

For at klageren kan påberåbe sig eventuelle tidligere klagesager mod en polititjenestemand under en sag, hvor klageren gør gældende, at den pågældende har optrådt voldeligt, skal klageren naturligvis have adgang til sådanne oplysninger, såfremt de findes. I 1998 blev lov om offentlighed i forvaltningen med lov nr. 276 af 13/05/1998 ændret, således at offentligheden ikke længere har aktindsigt i for eksempel oplysninger om disciplinære afgørelser mod underordnede ansatte i politiet. Derimod blev forvaltningsloven ikke ændret. En part kan således fortsat få aktindsigt i personalesager i samme omfang, som tilfældet var før lovændringen. Af 2. afsnit i De almindelige bemærkninger til L 33 fremsat under titlen: "Forslag til lov om ændring af lov om offentlighed i forvaltningen. (Aktindsigt i personalesager)" fremgår blandt andet følgende: "Lovforslaget indebærer alene en ændring af offentlighedsloven og har derfor kun betydning for offentlighedens adgang til aktindsigt i personalesager. Lovforslaget berører ikke de særlige regler om partsaktindsigt i forvaltningslovens kapitel 4. Indgår der f.eks. i en klagesag i forvaltningen oplysninger om de pågældende medarbejderes personalemæssige forhold med henblik på at supplere det faktiske afgørelsesgrundlag, vil disse oplysninger ligesom i dag være undergivet aktindsigt for sagens parter efter forvaltningsloven." Lovændringen synes således ikke at komme i konflikt med EMRK, idet en person, der klager over en polititjenestemands voldelige adfærd også efter lovændringen har krav på fra myndighederne at modtage oplysninger om eventuelle tidligere klager mod en indklagede polititjenestemand.

3.2.4.5 - Klagers sene anmeldelse og andre forhold, der påvirker troværdigheden af klagerens påstande om overgreb
I Aleksandr Smirnov mod Ukraine afgjort af EMD den 15. juli 2010 under sagsnummer 38683/06 anmeldte klageren til de nationale myndigheder, at han under en anholdelse den 26. marts 2002 havde været udsat for vold fra politiet. De nationale myndigheder iværksatte en undersøgelse af klagen, hvor myndighederne blandt andet indhentede materiale herunder røntgen-billeder fra et hospital, hvor klageren forklarede, at han havde været i behandling efter den påståede vold. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren var anholdt fra den 26. marts 2002 til den 29. marts 2002, og at han efter løsladelsen første gang henvendte sig til læge den 15. april 2002, hvor han forklarede, at han havde smerter i brystkassen. Den 22. april 2002 var han igen hos læge, hvor det kunne konstateres, at han havde fået slag mod ribbenene. Ved denne lejlighed oplyste han, at disse skader skyldtes, at han var faldet ned af en trappe den 13. april 2002 (præmis 13). Den 25. april blev han indlagt frem til 8. maj 2002. Under indlæggelsen blev klageren behandlet for brud på et ribben og skader på brystbenet. Det er ubestridt, at klageren blev tilset af ambulancepersonale den 26. marts 2010 på politistationen (den dag hvor han blev anholdt). Dette skyldtes, at klageren, da han var blevet præsenteret for beviser vedrørende sin besiddelse af narkotika, havde skåret sig selv hen over halsen med en nøglering. Han var ved denne lejlighed begyndt at bløde, hvorfor politiet havde tilkaldt en ambulance. Ambulancepersonalet havde fundet, at der var tale om en mindre skade, hvorfor han var blevet behandlet på stedet (præmis 6). Under behandlingen af klagesagen blev ambulancefolkene afhørt i oktober 2003. Disse forklarede, at klageren ikke til dem havde fortalt om overgreb, og at såret, som han havde på halsen, var betydningsløst ("insignificant") (præmis 20). Af præmis 20 fremgår også, at den læge, som havde indlagt klageren i april 2002 heller ikke huskede, at klageren skulle have klaget til ham over overgreb. I februar og april 2005 forsøgte myndighederne at identificere medindsatte for at høre, om klageren overfor disse under selve frihedsberøvelsen skulle have givet udtryk for, at han havde været udsat for overgreb. Tre af disse huskede ikke, at klageren skulle have udtalt noget om overgreb, medens den fjerde medindsatte fortalte, at han huskede, at klageren havde fortalt, at han var blevet slået af politiet, uden at han havde oplyst nærmere detaljer (præmis 28). Under afhøring af klageren havde denne forklaret, at grunden til, at han oprindeligt havde oplyst, at skaderne skyldtes et uheld, var, at han på dette tidspunkt ikke ønskede en straffesag mod politibetjenten (præmis 31). Af præmis 55 fremgår, at EMD finder det umuligt at bevise, at der var sket en krænkelse af den materielle del af EMRK artikel 3. Af præmis 63 fremgår det imidlertid, at EMD fandt, at der var sket en krænkelse af den processuelle del af EMRK artikel 3. I præmis 59 udtaler EMD, at det ikke kan udelukkes, at efterforskningen er blevet vanskeliggjort af, at klageren først 10 måneder efter episoden anmeldte denne. EMD udtaler imidlertid, at dette ikke bør føre til, at man uden videre betragter dette som en hindring for at gennemføre en efterforskning. Det påpeges - også i præmis 59 - at myndighederne kunne have gjort sig større anstrengelser for at undersøge de lægelige dokumenter i sagen. I præmis 57 bemærker EMD, at det lægelige materiale, som var indhentet, ikke modsagde klagerens påstand om, at han havde været udsat for overgreb. I samme præmis udtales, at der ikke er noget i sagen, der fører til, at det kan antages, at klagen er af en sådan karakter, at der ikke bør ske en hurtig og effektiv efterforskning.

3.2.5 - Krænkende kropsvisitationer
I Wieser mod Østrig, der har app. nr. 2293/03, og som blev afgjort af EMD den 22. februar 2007, anså EMD artikel 3 for krænket i en sag, hvor en borger var blevet helt afklædt, da han skulle kropsvisiteres for våben i sit eget hjem forud for en anholdelse. Medlemsstaten havde givet ham erstatning og anerkendt en krænkelse af artikel 3, fordi han ikke havde fået lov til at skifte tøj, efter at klageren havde tisset i bukserne som følge af forskrækkelse over anholdelsen.

3.2.6 - Politiets magtmidler

3.2.6.1.1 - Politiets brug af skydevåben
Politiets brug af skydevåben er reguleret i politilovens § 17 og i FN's "Basic Principles on the Use of Force and Firearms by Law Enforcement Officials" fra 1990. Endvidere kan der henvises til Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 978 af 21. september 2004 om politiets anvendelse af visse magtmidler mv. I denne bekendtgørelsen har Landsforeningen KRIM indsat links til de tidligere gældende kundgørelser vedrørende de af bekendtgørelsen omhandlede magtmidler.

Det er værd at bemærke, at det af bemærkningerne til politilovens § 17 blandt andet fremgår, at bestemmelsen "omfatter den faktiske afgivelse af skud, herunder varselsskud, samt advarsler og andre tilkendegivelser om afgivelse af skud. Politiet må således ikke – mundtligt eller ved sin blotte optræden – bevidst give indtryk af, at skud vil blive afgivet, medmindre betingelserne i bestemmelsen er opfyldt". Politiet må således ikke true med skydevåben, hvis ikke betingelserne i politilovens § 17 er opfyldt.

I Karandja mod Bulgarien afsagt af EMD den 7. oktober 2010 under sagsnummer 69180/01 blev de efterladte til en person, der var afgået ved døden 1½ døgn efter at være skudt af en polititjenestemand, tilkendt en godtgørelse på 25.000 euro (præmis 80). Den pågældende var flygtet fra sin celle på en politigård efter at være blevet anholdt for brugstyveri. Under flugten var han til fods blevet eftersat af polititjenestemand, som på et tidspunkt affyrede et skud mod den pågældende, som blev ramt i baghovedet af dette skud. Polititjenestemanden forklarede efterfølgende, at han havde advaret den pågældende, inden han affyrede skuddet, og at han alene forsøgte at skyde efter benene på den pågældende. EMD fandt, at såvel den materielle del som den processuelle del af EMRK artikel 2 var krænket. I præmis 61 bemærker EMD, at de nationale myndigheder ikke har gjort gældende, at politiet havde grund til at tro, at den pågældende havde begået en voldelig forbrydelse, var farlig eller, hvis ikke han var blevet forhindret i at flygte, ville være til fare for polititjenestemændene eller andre. EMD bemærker videre - også i præmis 61 - at under disse omstændigheder var brugen af enhver form for potentielt livsfarlig magtanvendelse forbudt efter EMRK artikel 2. I præmis 63 bemærker EMD, at den indklagede stat ikke opfyldte sine forpligtelser efter EMRK artikel 2, idet deres lovgivning vedrørende politiets brug af skydevåben var mangelfuld.

3.2.6.1.2 - Politipersonalets adgang til at være bevæbnet med skydevåben
I Mizigarova mod Slovakiet afgjort af EMD den 14. december 2010 under sagsnummer 74832/01 fandt EMD, at EMRK artikel 2 var krænket. En person blev, medens han var til afhøring hos politiet som sigtet for cykeltyveri, skudt i maven og døde få dage efter på hospitalet. Den polititjenestemand, som befandt sig i værelset, hvor skuddet gik af, fortalte, at den pågældende havde taget betjentens tjenestevåben og skudt sig selv i maven med dette. Det er værd at bemærke, at det ikke kun er den mangelfulde efterforskning af drabet, der kritiseres. Selve den omstændighed, at polititjenestemanden overhovedet var bevæbnet, kritiseres også. I præmis 89 udtalte EMD, at det var kritisabelt, at en polititjenestemand, der skulle foretage afhøring af en 21-årig mand sigtet for cykeltyveri, var bevæbnet. EMD udtalte således: "First, the Court would observe that compelling reasons must be given as to why the interrogation of a suspect is entrusted to an armed police officer. For the Court, the facts of the present case disclose no justification whatsoever for allowing Lt. F. to remain in possession of his firearm during the interrogation of Mr Šarišský, a young man who had been arrested on suspicion of bicycle theft." Af præmis 134 følger, at hustruen fik tilkendt 45.000 euros for ikke-økonomisk skade. Derudover fik hun tilkendt 8.000 euros i sagsomkostninger. Det er i øvrigt værd at bemærke, at det fremgår af præmis 43, at den omhandlede polititjenestemand under en straffesag ved de nationale domstole for skødesløshed i tjenesten blev idømt 1 års fængsel, der dog blev gjort betinget.

Danske anholdte klager undertiden over, at de føler sig skræmt af, at politiet bærer skydevåben under afhøringer. Se for eksempel uddrag af artiklen "Rigmor Zobel retter hårde anklager mod politiet" bragt i dagbladet Politiken den 21. februar 2010.

3.2.6.2 - Politiets brug af stav
Politiets brug af stav er reguleret i politilovens § 18. Se politilovens § 18 med bemærkninger. Endvidere kan der henvises til Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 978 af 21. september 2004 om politiets anvendelse af visse magtmidler mv. I denne bekendtgørelsen har Landsforeningen KRIM indsat links til de tidligere gældende kundgørelser vedrørende de af bekendtgørelsen omhandlede magtmidler.

Det fremgår blandt andet af bestemmelsen, at stav kan anvendes for at sikre gennemførelsen af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres "aktiv modstand", og at den kan anvendes at "sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres passiv modstand, såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes uopsættelig, og anden og mindre indgribende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet". I lovbemærkningerne udtales vedrørende politiets brug af stav ved passiv modstand blandt andet: "Hvis en eller ganske få personer yder modstand ved at forholde sig passivt, må det antages, at det næsten undtagelsesfrit vil være muligt at gennemføre tjenestehandlingen ved brug af almindelig fysisk magt, det vil sige magtanvendelse uden midler."

I UfR 1985.475 ØLD blev de efterladte til en person, der var afgået ved døden i forlængelse af en voldsom (men berettiget) anholdelse ved anvendelse af politistave, tilkendt erstatning, som dog blev nedsat til det halve som følge af den anholdtes egen skyld. Landsrettens flertal udtalte blandt andet: "Det lægges endvidere til grund, at anholdelsen var berettiget, og at betingelserne for at anvende staven som udgangspunkt var til stede, jfr. herved justitsministeriets cirkulære af 30. januar 1933 om stavens brug med senere ændringer, senest af 1. september 1970. Retten må imidlertid tillige hæfte sig ved, at situationen var karakteriseret ved, at anholdte umiddelbart søgte at undgå politiet og kun angreb, når politiet - hvor berettiget det end var - søgte at lægge hånd på ham. Han var indkredset på et ganske lille område uden egentlige flugtmuligheder, var ubevæbnet og omgivet af fire bevæbnede politifolk med forstærkning i vente. Hertil kom, at det allerede af de iagttagelser, der kunne gøres af de tilstedeværende politifolk, måtte fremgå, at Polat - hvis forklaring efter sagens karakter jo aldrig kan fås - muligvis var sindsforvirret. I den således beskrevne situation finder landsdommerne Kjærsgaard og Ebbe Christensen, at politiassistenterne ved deres beslutning om ufortøvet at ville gennemføre anholdelsen under anvendelse af de ikke ufarlige stave i et omfang som sket frem for at søge lempeligere og eventuelt mere tidskrævende udveje, ikke er gået frem med fornøden skånsomhed. Disse dommere finder herefter, at politiet er erstatningspligtigt for følgerne af det forløb, som førte til anholdtes død, og dette uanset om det i sig selv kan tilregnes politiassistenterne som uagtsomt, at de afgørende slag på grund af anholdtes voldsomhed traf ham i hovedet. Den omstændighed, at anholdte uberettiget og på voldsom måde modsatte sig anholdelsen, bør imidlertid efter alt foreliggende medføre en nedsættelse af sagsøgtes erstatningspligt med halvdelen."

3.2.6.3 - Politiets brug af hund
Politiets brug af hund er reguleret i politilovens § 19. Se politilovens § 19 med bemærkninger. Endvidere kan der henvises til Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 978 af 21. september 2004 om politiets anvendelse af visse magtmidler mv. I denne bekendtgørelsen har Landsforeningen KRIM indsat links til de tidligere gældende kundgørelser vedrørende de af bekendtgørelsen omhandlede magtmidler.

Såkaldt "udkast til talepapir" og andre oplysninger offentliggjort af Justitsministeriet som svar på spørgsmål nr. 344 fra Folketingets Retsudvalg stillet i folketingssamlingen 1996-67 vedrørende brug af politihunde i forbindelse med en politiaktion på Brøndby Stadion 23. juli 1997.

I UfR 1974.807 VLK fik en person tilkendt erstatning under et civilt søgsmål, hvor den pågældende forlangte erstatning fra statskassen som følge af, at polititjenestemænd havde lukket en politihund ind til personen, medens denne havde opholdt sig alene i en detentionscelle. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter det foreliggende findes det at måtte lægges til grund, at appellanten, så længe han opholdt sig alene i detentionscellen, ikke var farlig for sig selv eller for andre, selv om han var i besiddelse af jernstangen. Det bemærkes herved, at appellanten kun havde opholdt sig ganske kort tid i cellen efter at have revet jernstangen løs, og at der, som sagen er forelagt landsretten, ikke kan ses bort fra, at appellanten ville være faldet til ro efter nogen tids forløb, hvilket kunne være afklaret, såfremt politiet havde ventet et stykke tid, inden man foretog sig videre over for den pågældende. Ved under disse omstændigheder at slippe politihunden løs på appellanten for at den skulle bide ham, findes politiet at have overskredet. hvad der på det pågældende tidspunkt var nødvendigt og forsvarligt, og indstævnte findes herefter at måtte være ansvarlig for skaden. Idet erstatningen findes at burde ansættes til det af appellanten krævede beløb, hvorved dog bemærkes, at der ikke er fundet grundlag for at tilkende erstatning for tort, vil appellantens påstand være at tage til følge."

3.2.6.4 - Politiets brug af gas og peberspray
Politiets brug af hund er reguleret i politilovens § 19. Se politilovens § 20 med bemærkninger. Endvidere kan der henvises til Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 978 af 21. september 2004 om politiets anvendelse af visse magtmidler mv.

Den Europæiske Torturkomite (CPT) har udtalt sig mod brugen af gas i fængselsceller og andre lukkede rum.

Informationsskrivelse af 21. februar 2008 fra Københavns Politi til hospitaler, praktiserende læger m. fl. i Region Hovedstaden vedrørende indførelse af peberspray hos politiet som magtmiddel.

Med bekendtgørelse nr. 1430 af 11. december 2007 om ændring af bekendtgørelse om politiets anvendelse af visse magtmidler m.v. indsattes i sidstnævnte bekendtgørelse bestemmelser om politiets brug af peberspray som magtmiddel i bekendtgørelsens §§ 25 a til 25 d.

Politiken citerer i artikel af 3. juni 2007 afdelingslæge Lis Keiding, Sundhedsstyrelsen, for at udtale, at politiets brug af peberspray kan være farlig.

Justitsministeriet oplyser i et svar af 17. marts 2009 til Folketingets Retsudvalg blandt andet, at man i 2008 anvendte peberspray i 152 tilfælde "for at overvinde passiv modstand. I øvrigt fremgår det, at politiet "samlet set" anvendte peberspray 1.449 gange i 2008.

I KRIMs kommenteret straffuldbyrdelsesret under magtanvendelse behandles i Kommentarer til reglerne om brug af peberspray mod indsatte reglerne om brug af peberspray mod indsatte i fængsler og arresthuse

3.2.6.5 - Politiets brug af håndjern
Folketingets Ombudsmand har i FOB.1995.182 taget stilling til en sag, hvor Landsforeningen KRIM klagede over, at Gladsaxe Politi benyttede håndjern under transport af en indsat, uden at der forelå konkrete holdepunkter, som kunne begrunde dette. Gladsaxe Politi modtog i udtalelsen kritik fra ombudsmanden, der blandt andet fandt, at der ikke forelå "det fornødne grundlag" for politiets beslutning.

I afgørelsen "Mouisel mod Frankrig (app.nr. 67263/01 fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, at der forelå en krænkelse af EMRK, artikel 3, i et tilfælde, hvor håndjern var anvendt, uden at der var konkrete grunde til at antage, at der forelå "significant danger of his absconting or resorting to violence" (§ 47).

18. marts 2008 har Folketingets Ombudsmand under journalnummer 2007-0149-611/CBR afgjort en sag, hvor Landsforeningen KRIM havde klaget over, at Østjyllands Politi i Randers den 25. september 2006 benyttede et såkaldt "transportbælte" under transport af en kvindelig varetægtsfange mellem Arresthuset i Aalborg og Retten i Randers. Ombudsmanden rejste kritik af politiet og statsadvokaten i den konkrete sag, fordi begge efter ombudsmandens opfattelse ikke havde gjort sig tilstrækkeligt bekendt med reglerne om brug af håndjern og transportbælte. Af afgørelsen kan forudsætningsvist udledes, at ombudsmanden næppe skelner mellem håndjern og transportbælte.

I FOU 2003.239 var Folketingets Ombudsmand blevet opmærksom på, at en varetægtsarrestant var blevet ført med håndjern på ryggen mellem 2 betjente blandt andet ad en gågade mellem retsbygningen, hvor arrestantens straffesag verserede, og Arresthuset i Næstved. Ombudsmanden fandt den anvendte fremgangsmåde "meget beklagelig"

Den Europæiske Torturkomite (CPT) henstillede i sin rapport af 25. september 2008 (præmis 11) til den danske regering, at politiet kun anvender håndjern under transport af anholdte efter en konkret vurdering og når dette er absolut nødvendigt. Komiteen modtog den 23. februar 2009 et svar fra Justitsministeriet, hvor man på side 5 bekræftede, at man følger en sådan fremgangsmåde.

I sagen Erdogan Yagiz mod Tyrkiet, sagsnummer 27473/02, afgjort den 6. marts 2007 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af artikel 3 i EMRK, at en person, der skulle anholdes, var blevet belagt med håndjern. Ved senere ransagninger var han blevet set på sin arbejdsplads og af sin familie i hjemmet i håndjern. EMD udtalte i præmis 46 følgende: "Klageren havde ikke nogen historie, der kunne begrundet frygt for sikkerheden, og det var ikke godtgjort, at han udgjorde en fare for sig selv eller andre, eller at han tidligere havde begået strafbare forhold i form af vold mod andre eller selvdestruktion. EMD lægger særlig vægt på, at regeringen ikke er fremkommet med forklaringer, der godtgør, at der var behov for at bruge håndjern. I præmis 47 udtales, at EMD ikke kan se nogen grund til, at det skulle være nødvendigt, at klageren skulle ses i håndjern under anholdelsen eller ved ransagningerne. EMD antager derfor ud fra de foreliggende forhold, at meningen med, at han skulle være belagt med håndjern, var, at man havde til hensigt hos ham at fremkalde en følelse af frygt, angst eller mindreværd, der kunne ydmyge og nedværdige ham og måske svække hans moralske modstand. Af præmis 58 fremgår det, at han fik tilkendt 2.000 euros i ikke-økonomisk skade (godtgørelse).

Brug af håndjern kan ifølge lægelige undersøgelser foretaget af personer, som der har været anvendt håndjern imod, medføre langvarige fysiske skader hos de pågældende. Se artikel i fagbladet "Sygeplejersken" 1994, nr. 27.

Dansk Politiforbund var ifølge en artikel i Berlingske den 31. marts 2008 utilfredse med statsadvokaten, efter at statsadvokaten i en afgørelse havde kaldt det "meget kritisabelt", at en politimand i forbindelse med en faglig aktion på politigården i København havde misbrugt en arrestant i håndjern ved at udstille den anholdte belagt med håndjern i forkontoret til politidirektørens kontor for at demonstrere over for ledelsen mod lokaleforholdene på politigården. Af afgørelse 17 i Rigspolitiets sagsresume over disciplinærsager mod politipersonalet vedrørende 2008 fremgår, at den pågældende polititjenestemand fik en "irettesættelse" af Rigspolitiet, og at der ikke blev rejst straffesag mod den pågældende for embedsmisbrug efter straffelovens kapitel 16.

Tilfælde, hvor en person, der har haft armene i håndjern bag på ryggen, og hvor den pågældende hævder, at politi/fængselspersonale har påført den pågældende smerte ved at løfte op i den pågældendes arme, skal af de nationale myndigheder behandles som en sag om vold. Se præmis 56, in fine, i CPTs rapport af 8. juni 2010 om Ungarn. Heraf fremgår følgende: "Further, at Tiszalök Prison, the delegation heard one allegation of a totally unacceptable use of handcuffs (i.e. fixed behind the prisoner’s back and raised to inflict pain). Any such conduct should be considered as constituting an assault."

Placering af anholdte på maven med henblik på at belægge denne med håndjern ("face down immobilisering").

På side 37, præmis 34 i "REPORT TO THE ICELANDIC GOVERNMENT ON THE VISIT TO ICELAND CARRIED OUT BY THE EUROPEAN COMMITTEE FOR THE PREVENTION OF TORTURE AND INHUMAN OR DEGRADING TREATMENT OR PUNISHMENT (CPT) FROM 3 TO 10 JUNE 2004" udtaler CPT, at anholdelser, hvor den anholdte placeres på maven med henblik på, at den pågældende skal belægges med håndjern, er farlige og skal undgås.

Halsgreb bruges ikke ved det britiske politi, og her anses placering af anholdte på maven for farlig. Den britiske politiklagemyndighed "PCA" (The Police Complaints Authority") har udarbejdet rapporten "Safer Restraints" (sikre magtmidler) på grundlag af en konference om emnet holdt i London i April 2002.

3.2.6.6 - Forhold i venterum, transportmidler, placering i ubekvemme stillinger, forplejning mv
I Københavns Byrets dom afsagt den 16. december 2010 under sagsnummer BS 4B-553/2010 fandt byretten blandt andet, at placeringen af 905 personer med strips på håndleddene med armene bag på ryggen i såkaldte ”tog” eller "futtog" på jorden, hvor de under pressens bevågenhed sad på den vinterkolde jord i timer stort set uden adgang til toilet eller drikkevand, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3.

3.2.7.1 - Særligt om dødsfald i politiets varetægt, under anholdelse mv.
Grækenland blev den 8. januar 2009 i sagen Leonidis mod Grækenland, sagsnummer 43326/05, anset for at have krænket Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2. En ung mand, der skulle anholdes af det græske politi, gjorde ifølge politiet, da han skulle belægges med håndjern, et pludseligt udfald mod en af betjentene. Betjentes tjenestepistol gik af ved en fejl, og den anholdte afgik ved døden. Den unge mand havde ifølge politibetjenten stukket en hånd ind under sin jakke under flugt til fods, og det havde betjenten, der løb bag ham, tolket således, at manden ville fremdrage et våben. Derfor havde betjenten taget pistolen frem og havde peget på den unge mand men uden at skyde. Det var således på grund af den unge mands pludselige udfald, at våbenet ved en fejl gik af. De græske myndigheder rejste straffesag mod politimanden, der dog blev frifundet. Den unges pårørende rejste erstatningskrav mod staten ved de nationale domstole og fik tilkendt erstatning, idet man fandt, at betjenten havde handlet skødesløst. EMD fandt, at der var sket en krænkelse af artikel 2's substantielle del, idet betjenten under de konkrete omstændigheder ikke burde have taget våbenet frem. Grækenland blev derimod frifundet for krænkelse af artikel 2's krav om effektiv undersøgelse, idet undersøgelsen ved de nationale myndigheder havde været tilstrækkeligt effektiv. Der var dissens fra en dommer, som fandt, at undersøgelsen ikke havde været tilstrækkelig omhyggelig, og at artikel 2 derfor også af denne grund var krænket. Klageren fik ikke tilkendt godtgørelse, idet EMD fandt, at godtgørelsen tilkendt ved de nationale domstole (80.000 EUR) var tilstrækkelig. EMD fandt, at han havde fået rimelig oprejsning ved konstateringen af, at der var sket en krænkelse. Også i denne sag præciseres det, at udbetaling af godtgørelse ikke er tilstrækkelig for en medlemsstat til at undgå, at der statueres krænkelse af artikel 2, hvis ikke der også har været en effektiv undersøgelse af omstændighederne ved dødsfaldet, og hvis ikke der er foretaget en strafferetlig undersøgelse mod politifolk, der kan mistænkes for strafbart forhold.

3.2.7.2 - De efterladtes offerstatus, ret til aktindsigt og adgang til at påvirke efterforskningen

I Mikhalkova m. fl. mod Ukraine afgjort af EMD under sagsnummer 10919/05 den 13. januar 2011 fandt EMD, at EMRK artikel 2 var krænket i et tilfælde, hvor en person, der på grund af beruselse var blevet anbragt i detentionen, afgik ved døden i detentionen. EMD fandt, at efterforskningen ikke opfyldte kravene i EMRK artikel 2. I præmis 48 bemærker EMD blandt andet, at klagerne (de pårørende) gentagne gange var blevet nægtet aktindsigt. EMD udtaler om dette i præmis 48: "... The Court also notes that the applicants were repeatedly denied access to the case file (see paragraphs 13 and 33 above) and the opportunity to participate meaningfully in the proceedings concerning the establishment of circumstances of death of their relative. The Court considers that such conduct on the part of the authorities vis-à-vis the applicants could not but undermine the effectiveness of the investigation and was contrary to the Convention.")

I sagen Jordan mod Det forenede Kongerige (UK) afgjort af EMD den 4. maj 2001 under sagsnummer 24746/94 fandt EMD, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 2. I præmis 142 udtalte EMD, at den processuelle del af bestemmelsen var krænket, blandt andet fordi de pårørende ikke i tide havde fået gratis retshjælp, fordi de pårørende ikke i tide havde modtaget kopi af sagens akter, og fordi undersøgelsen havde været for langsom.

3.2.8 - Tavshedsbrud
Politipersonale kan i dansk ret straffes efter straffelovens § 152 for "uberettiget" at videregive fortrolige oplysninger om andres private forhold uden disses samtykke. Politiet må således ikke invitere journalister til at være til stede på et sted, hvor der skal foretages anholdelser af personer uden at have sikret sig disses samtykke. Se nærmere Justitsministeriets cirkulære af 27. juni 2003 om nogle spørgsmål vedrørende politiets samarbejde med pressen.

3.2.9 - Særligt om klager over politiets efterretningstjeneste
I Segerstedt-Wiberg med flere mod Sverige, applikationsnummer 62332/00, der blev afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 6. juni 2006, fandt EMD, at de svenske myndigheder havde krænket EMRK, artikel 8 (retten til privatliv), artikel 10 (ytringsfriheden), artikel 11 (forsamlingsfriheden) og artikel 13 (adgangen til effektive retsmidler). Nogle svenske statsborgere havde været involveret i politiske partier på venstrefløjen tilbage fra 1970'erne. De var i flere tilfælde blevet registreret hos politiets efterretningstjeneste. En var registreret for under en demonstration i 1969 angiveligt at skulle have agiteret for voldelig modstand mod politiet ("violent resistance to police"). EMD understreger, at det kan være nødvendigt for den nationale sikkerhed, at medlemsstaterne registrerer visse oplysninger om borgerne. EMD fandt, at ovennævnte registrering var en krænkelse af artikel 8 både på grund af registreringens art og alder. En anden var registreret for deltagelse i et politisk møde i Warszawa i 1967, hvilket også fandtes at være uden betydning for den nationale sikkerhed og derfor en krænkelse af artikel 8. To af klagerne havde været medlem af et politisk parti (KPML). EMD var enig med de svenske myndigheder i, at partiet ifølge sine vedtægter ville forsøge at omstyrte det demokratiske samfund med voldelige midler. EMD fandt imidlertid, at medlemmernes og ledelsens faktiske adfærd ikke havde givet grund til at tro, at de ville bruge vold til dette formål. EMD fandt ikke, at partiet, dets medlemmer og dets ledere udgjorde "en aktuel eller endda en potentiel trussel mod rigets sikkerhed" ("an actual or even potential threat to national security") i 1999, da klagerne gennem aktindsigt fik kendskab til oplysningerne. Registreringen udgjorde derfor en krænkelse af artikel 8. At aktindsigten var begrænset, var derimod ikke en krænkelse af artikel 8, idet EMD fandt, at hensynet til rigets sikkerhed og kampen mod terrorisme kan begrunde nødvendige indskrænkninger i aktindsigten hos en efterretningstjeneste. Af samme grunde som anført ovenfor fandt EMD også, at der var sket en krænkelse af artikel 10 og artikel 11, når bortses fra en enkelt af klagerne. Om denne klager havde tjenesten registreret, at hun selv på et tidspunkt havde været udsat for en bombetrussel. EMD fandt, at det var relevant for beskyttelsen af en borger, at sådanne registreringer kunne foretages. EMD fandt, at de svenske myndigheder ikke havde godtgjort, at den svenske ombudsmand og det svenske datatilsyn var tilstrækkeligt effektive retsmidler til prøvelse af de påståede krænkelser. De svenske myndigheder havde bestemmelser, der gav mulighed for erstatning, men dette kompenserede ikke for den omstændighed, at borgerne ikke havde en effektiv mulighed for gennem en klageinstans at få fjernet de omhandlede oplysninger.

3.2.10.1 - Frygt for at klage over politiet
Det har i den offentlige debat været hævdet, at nogle borgere ikke vover at klage over overgreb fra politiet af frygt for, at de vil blive straffet for dette. Se artikel fra april 2008, hvor eksempler fra praksis belyses.

Se ovenfor om begrebet "impugnity" og nedenfor om repressalier mod personer, der klager over magtmisbrug.

3.2.10.2 - Sager om falsk anmeldelse mod personer, der klager over politiet
I "boomerang-sagerne" i Norge blev personer, der havde klaget over politivold, senere straffet for falsk anmeldelse . Blandt andet en meget omfattende debat om disse sager i Norge førte til, at straffedommene mod de pågældende blev genoptaget. De blev senere frifundet. Den norske højesteret begrundede blandt andet genoptagelsen med, at det er "overvejende sandsynligt, at nogen i politiets tjeneste har afgivet falsk forklaring" (Lov og Rett 1999 s. 631 flg)."

Se eventuelt nedenfor under falsk anmeldelse (straffelovens § 164)

3.2.11 - Kritik af den danske politiklageordning
Europarådets menneskerettighedskommissær har i 2004 og igen i 2007 i Memorandum to the Danish Government af 11. juli 2007 udtalt kritik til den danske regering af, at politiklageordningen i Danmark ikke er tilstrækkelig effektiv, og at undersøgelserne af klager over politiet ikke foregår i et forum, der er tilstrækkelig uafhængig af politiet. Statsadvokatens (og Rigsadvokatens) manglende uafhængighed af politiet kan udgøre en krænkelse af artikel 3 eller artikel 2 i behandlingen af sager, hvor det skal undersøges om politiet har overdrevet brugen af magt eller anvendt vold mod borgere. I Dondu Erdogan mod Tyrkiet, sagsnr. 32505/02, afgjort af EMD den 23. marts 2010 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af artikel 3, at en klage over politibrutalitet var blevet undersøgt af et administrativt organ, som er ansvarligt for politiets virksomhed. Af præmis 55 fremgår således følgende: "The Court reiterates its earlier finding in a number of cases that investigations carried out by administrative entities such as the District Administrative Council cannot be regarded as independent since they are chaired by district governors who are themselves responsible for the security forces, and it is the security forces whose conduct is presently at issue."

Retsplejeloven er vanskelig at forstå anderledes, end at statsadvokaten er overordnet i forhold til politiet. Lovens §§ 95 og 96, stk. 1, lyder således:

"§ 95. De offentlige anklagere er rigsadvokaten, statsadvokaterne, politidirektørerne samt de personer, der er antaget til bistand for disse ved den retlige behandling af straffesager.

§ 96. De offentlige anklageres opgave er i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i denne lov."

3.2.12 - Borgernes muligheder for at retsforfølge politiet og klage over politiet i tidligere ordninger
Borgeren kan ikke selv "anlægge straffesag" ved domstolene mod politiet i anledning af påstået vold eller andre ulovligheder, som borgeren måtte mene, at personer i politiets tjeneste har begået. Det er alene anklagemyndigheden, der kan rejse tiltale i et sådant tilfælde. Frem til 1960'erne tilkom der efter dagældende § 726, stk. 3, og stk. 4, i retsplejeloven borgeren privat påtaleret i sådanne tilfælde. Se "Retsplejeloven med bilove m.v., udgivet og kommenteret af Victor hansen m. fl., G.E.C. Gads Forlag - København, 1939, side 978-979. Denne egentlige påtaleret indebar, at borgeren kunne anlægge en privat straffesag mod polititjenestemænd med påstand om, at de pågældende skulle straffes. Borgere, der ville klage over "myndighedsmisbrug fra politiets side under efterforskning", behøvede ikke at rejse sag efter § 726 men kunne i stedet følge fremgangsmåden i den dagældende § 814 i retsplejeloven og bede retten fremkomme med en "misbilligende udtalelse", hvortil der ikke var tilknyttet noget strafferetligt ansvar. Se "Retsplejeloven med bilove m.v., udgivet og kommenteret af Victor hansen m. fl., G.E.C. Gads Forlag - København, 1939, side 1086-1087.

Se også betænkning 507 vedrørende undersøgelser mod personer ansat i politiets tjeneste - 1968

3.2.13 - Politiklageordninger i andre lande
Folketingets Retsudvalg stillede den 9. februar 2004 spørgsmål 162 til justitsministeren. Spørgsmålet lød således:

"Ministeren bedes tilsende udvalget en redegørelse for Storbritanniens system
for behandling af klager over politiet, herunder
– Hvad er de britiske erfaringer, og hvad er baggrunden for og overvejelserne
bag ændringerne i det britiske klagesystem.
– Klagesystemets uafhængighed sammenlignet med det danske klagesystem.
– Hvor ofte klagerne får ret i klager over politiet sammenholdt med praksis i
Danmark."

Folketingets Retsudvalg stillede endvidere den 13. februar 2004 spørgsmål 164 til justitsministeren. Spørgsmålet lød således:

"Ministeren bedes redegøre for de andre nordiske landes systemer for behandling
af klager over politiet og erfaringerne hermed."

Spørgsmålene førte til, at Justitsministeriet pålagde Rigsadvokaten at udføre en redegørelse om disse spørgsmål. I april 2005 fremkom Rigsadvokatens redegørelse for behandlingen af klager over politiet i de nordiske lande og i Storbritannien.

3.2.14 - Muligheden for prøvelse af sager om politibrutalitet ved nationale domstole eller menneskerettighedsdomstolen (EMD)
Det følger af retsplejelovens § 1019 a, stk. 1, 1. pkt., at klager over politiet indgives til vedkommende statsadvokat. Af § 1019 h følger, at statsadvokatens afgørelse vedrørende en adfærdsklage kan indbringes for rigsadvokaten, og at der ikke er yderligere klageadgang.

Af retsplejelovens § 1020 c følger, at offentlig påtale tilkommer statsadvokaten i straffesager mod politiet med undtagelse af de særlige tilfælde, hvor påtalen ligger hos rigsadvokaten eller justitsministeren.

Det følger af § 1019 a, stk. 1, 2. pkt., at klage "over myndighedsmisbrug fra politiets side" under behandlingen af en straffesag kan fremsættes mundtligt til retsbogen under straffesagens behandling. I "Kommenteret Retsplejelov", 8. udgave, DJØF 2008, bind lll, side 592, fremgår af note 3 følgende: "Svarer til de tidligere tilsvarende bestemmelser (§ 814, stk. 1, og § 1019a), se hertil Gomard, Straffeprocessen s. 407f, og Gammeltoft-Hansen ll s. 73. Som det er anført i bemærkningerne til lovforslaget (FT 1994-95 tillæg A s. 3565), må retten - såfremt der fremsættes mundtlig klage til retsbogen - fremsende en udskrift af retsbogen til statsadvokaten."

Af retsplejelovens § 1019 f fremgår, at statsadvokaten under behandlingen af en klage over politiet "kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten". I praksis ses denne mulighed stort set ikke udnyttet. I en konkret klagesag (RA-2010-321-0200) anmodede den beskikkede advokat statsadvokaten om, at klageren i den konkrete sag blev afhørt indenretligt. Dette afviste såvel statsadvokaten som rigsadvokaten. Rigsadvokaten begrundede i skrivelse af 16. august 2010 til advokaten afgørelsen således: "Vedrørende det af NN anførte krav om at blive afhørt indenretligt, kan jeg oplyse, at det følger af retsplejelovens § 1019 f, at statsadvokaten i en adfærdsklagesag kan bestemme, at afhøring skal ske indenretligt. En indenretlig afhøring af en klager anvendes typisk i tilfælde, hvor det skønnes af betydning, at klageren afhøres under vidneansvar eller i et offentligt retsmøde. .."

Klageren kan anlægge en civil sag mod myndighederne efter Grundlovens § 63, for eksempel såfremt klageren ønsker at rejse et erstatningskrav mod de ansvarlige myndigheder eller ønsker dom for, at klagerens rettigheder efter EMRK er krænket.

Det følger af EMRK artikel 35, at en klage til EMD som udgangspunkt kun kan behandles af EMD, når "alle nationale retsmidler er blevet udtømt". Omvendt følger det af praksis ved EMD, at EMD i tilfælde, hvor EMD finder, at de nationale myndigheder ikke i tilstrækkelig grad har efterforsket klager over krænkelser af EMRK artikel 2 eller EMRK artikel 3, antager en klage over krænkelse af disse bestemmelser, uden at klageren gennem en civil sag har krævet - eller forsøgt at kræve - erstatning eller dom for, at der er sket en krænkelse. Dette skyldes, at der ikke under en sådan civil sag er de samme muligheder som under en straffesag for at foranstalte de nødvendige undersøgelser af klager over krænkelser af artikel 2 og artikel 3. En civil sag anses i disse tilfælde ikke som et "effektivt retsmiddel", således som dette forstås i EMRK artikel 13.

Jon Fridrik Kjølbro anfører i "Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - for praktikere", DJØF forlag 2007, 2. udgave, side 113, nederst, side 114, øverst, blandt andet: "Hvis en klage vedrører f. eks. mishandling i forbindelse med frihedsberøvelse i strid med artikel 3, vil indgivelse af anmeldelse til politiet med henblik på efterforskning og strafforfølgning som udgangspunkt være et effektivt retsmiddel." Til støtte for dette henviser forfatteren i note 35 på side 114 til Mikheyev mod Rusland afsagt af EMD den 26. januar 2006, præmis 86.

I Nikiforov mod Rusland, afgjort af EMD den 1. juli 2010 under sagsnummer 42837/04, fandt EMD, at EMRK artikel 3 var blevet krænket. En person, der havde været til afhøring hos politiet, hævdede overfor en dommer dagen efter afhøringen, at politiet med vold havde forsøgt at presse ham til at tilstå et røveri. Der blev foretaget en lægelig undersøgelse af klageren. Det konstateredes, at klageren havde brækket næsen, at han havde hudafskrabninger i ansigtet, og at han havde fået slået et stykke af en tand. De nationale myndigheder havde indledt strafferetlig efterforskning i sagen men havde opgivet påtalen af bevismæssige årsager. Af præmis 34 følger, at de nationale myndigheder under sagen ved EMD gjorde gældende, at klagen skulle afvises, idet klageren ikke havde udnyttet alle nationale retsmidler. Det fremgår således af sagen, at klageren ikke havde anlagt en civil sag med henblik på at søge erstatning. Han havde alene udnyttet den administrative klageadgang til den overordnede anklagemyndighed ved at klage over, at efterforskningen var blevet indstillet af de underordnede myndigheder. I præmis 38 fastslår EMD, at tilstedeværelsen af skaderne i klagerens ansigt sammenholdt med, at klageren gør gældende, at han er blevet slået af politiet, fører til, at myndighederne skal sandsynliggøre, at skaderne ikke er opstået på den måde, som klageren hævder. I præmis 51 fastslår EMD, at den omstændighed, at klageren har skader i ansigtet, og at han hævder, at disse skader er fremkommet efter, at han er blevet slået af politiet, fører til, at hans klage er velbegrundet. Der er således et "arguable claim" med hensyn til, at han har været udsat for politibrutalitet. Myndighederne har dermed en forpligtelse til at indlede en effektiv efterforskning af klagen. I præmis 48 bemærker EMD, at en effektiv efterforskning blandt andet indebærer, at myndighederne skal tage klagen alvorligt, bestræbe sig på at finde ud af, hvad der er sket, og at de ikke bør standse efterforskningen på grundlag af overfladiske og uholdbare konklusioner ("... the authorities must always make a serious attempt to find out what happened and should not rely on hasty or ill-founded conclusions to close their investigation or as the basis of their decisions"). I præmis 52 udtaler EMD, at skaderne på klageren taler for, at han har været udsat for en voldsforbrydelse, og at der derfor bør indledes en straffesag, hvilket ikke skete. I præmis 53 kritiserer EMD, at der ikke blev foretaget grundlæggende efterforskningsskridt som for eksempel en undersøgelse af gerningsstedet eller en konfrontation mellem klageren og de mistænkte polititjenestemænd. Af præmis 54 fremgår, at EMD fandt, at efterforskningen var for langsom. Af præmis 55 fremgår, at den processuelle del af EMRK artikel 3 ansås for krænket. Af præmis 47 fremgår, at den materielle del også var krænket.

Også i tilfælde, hvor det gøres gældende, at myndighedspersoner har begået strafbart forhold mod en borger, uden at der nødvendigvis foreligger en krænkelse af EMRK artikel 2 eller artikel 3, vil det efter praksis ved EMD være tilstrækkeligt at indgive anmeldelse til myndighederne om det strafbare forhold, uden at borgeren også skal anlægge en civil sag med krav om erstatning. Jon Fridrik Kjølbro anfører i "Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - for praktikere", DJØF forlag 2007, 2. udgave, side 114, blandt andet: "Hvis klagen vedrører en påstand om, at myndighedspersoner har begået strafbare handlinger, f. eks. i forbindelse med en anholdelse, kan det give anledning til tvivl, hvilke retsmidler der kræves udtømt. På den ene side vil det være muligt at indgive anmeldelse til politiet og dermed opfordre det offentlige til at indlede strafforfølgning, når forholdet ikke er undergivet privat påtale. Den forurettede har i sådanne tilfælde mulighed for i et vist omfang at fremsætte krav om erstatning som et adhæsionskrav under straffesagen. På den anden side vil det ligeledes ofte være muligt at anlægge civilt erstatningssøgsmål mod vedkommende myndighed eller myndighedspersoner. Udnyttelse af det strafferetlige retsmiddel vil være nemmere og mindre omkostningskrævende end anlæggelse af civilt søgsmål, hvorfor en klager kan have en væsentlig interesse i kun at indgive anmeldelse, og hvis dette ikke fører til det ønskede resultat da at klage til Domstolen. Domstolen har i praksis anerkendt, at det i et sådant tilfælde vil være tilstrækkeligt at udnytte det ene retsmiddel, nemlig at indgive politianmeldelse, og ikke anlæggelse af sag. Det synes i disse tilfælde at være afgørende for Domstolen, at medlemsstaten rent faktisk har haft mulighed for at råde bod på en sket krænkelse. Det forhold, at staten ikke foretager videre i anledning af en anmeldelse, skal således ikke føre til, at klager pålægges en yderligere forpligtelse. ..."

Jon Fridrik Kjølbro henviser i note 39 blandt andet til Assenov m. fl. mod Bulgarien afgjort af EMD den 28. oktober 1998 under sagsnummer 24760/94. I denne sag var klageren og hans søn blevet anholdt og taget med på politistationen. Faderen hævdede, at sønnen var blevet slået af politiet på den busstation, hvor han var blevet anholdt, og faderen hævdede endvidere, at han selv var blevet slået på politistationen. De var begge blevet løsladt uden sigtelse efter to timer. Der blev foretaget en lægeundersøgelse to dage efter løsladelsen, og der blev konstateret minimale skader. Myndighederne efterforskede sagen men rejste ikke straffesag mod politifolkene. I præmis 86 udtaler EMD blandt andet, at klagerne ikke var nødsaget til at anlægge en civil erstatningssag for at udtømme alle nationale retsmidler, der var til deres rådighed. EMD fandt, at det var tilstrækkeligt, at de havde udnyttet adgangen til at klage til den overordnede anklagemyndighed over den underordnede anklagemyndigheds beslutning om ikke at strafforfølge politifolkene. I præmis 103 kritiseres myndighederne blandt andet for, at man ikke under efterforskningen i rimelig tid havde foretaget afhøring af de mange civile vidner (buschauffører), som havde overværet episoden på busstationen. I præmis 106 statuerer EMD krænkelse af EMRK artikel 3.

Se nærmere ovenfor om fremgangsmåden ved klagesager ved Menneskerettighedsdomstolen.

3.2.15 - Disciplinærsager mod polititjenestemænd i dansk ret

Rigspolitiets resumé over disciplinærsager 2008
Rigspolitiets resumé over disciplinærsager 2007
Rigspolitiets resumé over disciplinærsager 2006
Rigspolitiets resumé over disciplinærsager 2005
Opfølgning på tidligere års verserende disciplinærsager - 2005
Rigspolitiets resumé over disciplinærsager 2004
Opfølgning på tidligere års verserende disciplinærsager - 2004
Oversigt over disciplinærsager fordelt på emner

I øvrigt henvises til til Landsforeningen KRIMs artikler mv. om politiet samt til kapitlet nedenfor om straf for magtmisbrug, tjenesteforsømmelse med videre i det offentliges tjeneste.

4 - Strafferetten

4.1 - Indledende om strafferetten
Strafferetten beskæftiger sig i det væsentlige med, hvordan der skal reageres overfor handlinger, der er strafbare, og hvilke handlinger, der skal defineres som strafbare. I Danmark betegnes hovedloven inden for strafferetten "straffeloven".

Straffeloven er opdelt i en "almindelig del" og en "speciel del".

Straffelovens almindelige del behandler emner, der har generel betydning for alle typer af strafbare handlinger, samt reaktionerne overfor strafbare handlinger. Det er således i den almindelige del af straffeloven, at det er bestemt, hvad der kræves, førend man kan tale om forsøg på en forbrydelse eller om medvirken til en andens forbrydelse. Det er også i den almindelige del, at typerne af straf er nærmere beskrevet. I straffelovens almindelige del findes der også regler, der regulerer andre følger af den strafbare handling end straf. Som eksempel på sådanne følger kan nævnes reaktioner i form af dom til psykiatrisk behandling, rettighedsfrakendelse eller konfiskation af genstande eller penge. Derudover behandles i straffelovens almindelige del også de såkaldte "udmålingsregler", der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger omstændigheder, der kan begrunde, at en straf skal ligge på det sædvanlige niveau, skal være strengere end sædvanligt, eller skal være mildere end sædvanligt. Endelig behandles i almindelig del reglerne om, hvornår der indtræder forældelse i strafferetten.

Straffelovens specielle del behandler de enkelte strafbare handlinger (undertiden kaldet "delikter"). Det er således i straffelovens specielle del, at det er defineret, hvad der forstås ved "drab", "tyveri", "hæleri" osv. Det er også i strafferettens specielle del, at de såkaldte "straframmer" for de enkelte strafbare handlinger findes. "Straframmen" er den begrænsning, som loven har fastsat for, hvor strengt (eller mildt) der kan straffes for de enkelte strafbare handlinger. Det er således straframmerne, der sammen med den af domstolene udviklede praksis, skal sikre, at straffens størrelse ikke bliver ganske vilkårlig og afhængig af de enkelte dommeres skøn.

De handlinger, der er defineret som strafbare i straffelovens specielle del, betegnes sædvanligvis som "straffelovsovertrædelser". Derudover findes der mange handlinger (eller undladelser), der også er gjort strafbare, men som til trods herfor ikke er beskrevet i straffelovens specielle del. De er derimod beskrevet i et stort antal såkaldte "særlove". Strafbare handlinger, der ikke er beskrevet i straffelovens specielle del men derimod i en særlov, betegnes sædvanligvis som "særlovsovertrædelser". Som en "særlov", der berører mange mennesker, kan nævnes færdselsloven. I færdselsloven er der defineret et meget stort antal handlinger eller undladelser, der er strafbare. Straffelovens almindelige del anvendes også i tilfælde, hvor der rejses straffesag efter særlovgivningen. Dette betyder, at for eksempel udmålingsreglerne i straffelovens almindelige del også finder anvendelse, når man skal udmåle en straf for en handling, der er kriminaliseret for eksempel efter færdselsloven, ordensbekendtgørelsen eller våbenloven. Dog kan en særlov - udover de typer reaktioner, der findes i straffelovens almindelige del - indeholde yderligere reaktioner, der særligt vedrører de handlinger, der er omhandlet af særloven. For eksempel findes reglerne om fradømmelse af retten til at føre motordrevet køretøj i færdselsloven og ikke i straffelovens almindelige del.

4.2 - Straffeloven

Nogle strafferetlige betænkninger:

Betænkning 1488 om dansk straffemyndighed
Betænkning 759 om visse strafferetlige og civilretlige spørgsmål i forbindelse med arbejdskonflikter - 1976
Betænkning 1407 om inkorporering af EMRK. i dansk ret
Betænkning afgiven af straffelovskommissionen af 9. november 1917 - 1923
Betænkning indeholdende udkast til love vedrørende den borgerlige straffelovgivning med motiver udarbejdet af Carl Torp - 1917
Betænkning afgiven af kommissionen nedsat til at foretage et gennemsyn af den almindelige borgerlige straffelovgivning - 1912
Udkast til straffelovbog for Danmark med tilhørende motiver udarbejdet af den dertil anordnede kommission - 1864
Foreløbigt udkast til lov om forbrydelser - 1859

4.2.1 - Straffelovens almindelig del

Legalitetsprincippet i strafferetten

Af § 1 i straffeloven fremgår følgende: "Straf kan kun pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant. Med hensyn til de i kapitel 9 nævnte retsfølger gælder en tilsvarende regel."

Bestemmelsen fastslår det internationalt anerkendte princip om, at det kræver hjemmel i lov, når nogen pålægges straf. Dette princip betegnes undertiden "nullum crimen, nulla poena sine lege".

I de oprindelige udkast til straffeloven fandtes bestemmelsen i lovens § 2.

Carl Torp anfører i betænkningen af 1917 med udkast til straffelovgining, Almindelig del, side 5, i bemærkningerne til § 2: "Skønt vistnok alle nyere Love og Udkast helt udelukker Anvendelsen af Analogi, kan det formentlig forsvares at bibeholde denne hos os tilvante og, saa vidt vides, ikke misbrugte Regel. Der stikker sikkert ogsaa i Kravet om Analogiens fuldstændige Udelukkelse en Del Doktrinarisme, idet dette Kravs Gennemførelse frister ikke blot til en generaliserende Affattelse af Straffebudene, men ogsaa til paa anden Maade at gøre disses Afgrænsning saa vag ved Henvisning til ganske skønsmæssige Kriterier eller Tilføjelser som »eller lignende«, at det i Virkeligheden bliver det samme paa en anden Maade. Dog bør Redaktionen ændres saaledes, at det bliver ganske utvivlsomt, at kun den fuldstændige Lovanalogi skal tilstedes. Ligeledes bør det udtrykkelig udtales, at Bestemmelsen finder tilsvarende Anvendelse paa andre Retsfølger af strafbare Handlinger, for saa vidt ved disse den samme Begrænsning bør fastholdes."

I straffelovskommissionens betænkning afgivet i 1917 udtales i bemærkningerne til bestemmelsen, motivernes side 10, følgende: "§ 2 opretholder i ændret Affattelse Bestemmelsen i Straffelovens § 1 om Anvendelse af Analogi, jfr. herved K. U. 1912 Mot. S. 2, T. U. Mot. S. 5. Ved Ordene: »som ganske maa ligestilles med« er det udtrykt, at kun den fuldstændige Lovanalogi er berettiget. Det er derhos udtalt, at Bestemmelsen om Anvendelse af Analogi ogsaa finder Anvendelse paa de i Kapitlerne 8 og 9 nævnte Retsfølger. Ogsaa her kræves der fuldstændig Lovanalogi."

I TfK 2004.505/1 VLD blev en person frifundet for at have opholdt sig i Botanisk Have i Århus i strid med et forbud givet af politiet efter politivedtægten (nu ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 2). Landsrettens flertal udtalte blandt andet: "Efter politivedtægten for Århus Politikreds § 6, stk. 3, jf. stk. 2, kan politiet for så vidt angår vejstrækninger meddele en person forbud mod at færdes frem og tilbage eller at tage ophold på vejen inden for en afstand af 100 meter fra det sted, hvor den seneste overtrædelse er begået. Af vedtægtens § 2 fremgår, at ved en vej forstås enhver offentlig eller privat vej, gade, plads, bro, tunnel, passage, sti, trappe eller andet lignende areal, der benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter. Ved forbuddet af 24. juli 2003 blev der meddelt tiltalte forbud mod at færdes eller tage ophold i Botanisk Have og det tilgrænsende område, som var markeret på et kortudsnit. 5 voterende udtaler: Forbuddet vedrører et område, der klart overstiger en afstand af 100 meter fra det sted, hvor tiltalte senest er bortvist fra eller har solgt hash fra. Vi finder derfor, at politiet ikke har haft hjemmel til at udstede forbuddet."

I TfK 2004.418/2 VLD blev tiltalte frifundet for overtrædelse af lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler § 4, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. § 1, stk. l (lov om såkaldte "hashklubber"), idet det ikke var godtgjort, at der var skiltning om forbuddet som foreskrevet i lovens § 2, stk. 2. Landsretten udtalte blandt andet: "Således som sagen er forelagt for landsretten, lægges det til grund, at der på det tidspunkt, hvor tiltalte blev truffet i lokalerne, ikke længere var opsat nogen skiltning om det nedlagte forbud. Det fremgår af sagens oplysninger, at der i lokalerne forhandledes hash, men der foreligger ikke nærmere beskrivelse af lokalerne eller den aktivitet, der foregik, herunder hvilke og hvor mange personer der opholdt sig i lokalerne, og hvor længe. Under disse omstændigheder og efter den bevisførelse, der i øvrigt har fundet sted under sagen, er det betænkeligt at lægge til grund, at tiltalte har udvist en uagtsomhed, der kan medføre straf."

Princippet om "nullum crimen, nulla poena sine lege" følger blandt andet også af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 7, som fastslår, at kriminalisering med tilbagevirkende kraft ikke må finde sted, og at strafskærpelser ikke må have tilbagevirkende kraft. I Cantoni mod Frankrig afgjort den 15. november 1996 af EMD under sagsnummer 17862/91 udtalte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i præmis 29 følgende: "As the Court has already held, Article 7 (art. 7) embodies, inter alia, the principle that only the law can define a crime and prescribe a penalty (nullum crimen, nulla poena sine lege) and the principle that the criminal law must not be extensively construed to an accused's detriment, for instance by analogy. From these principles it follows that an offence must be clearly defined in the law. This requirement is satisfied where the individual can know from the wording of the relevant provision (art. 7) and, if need be, with the assistance of the courts' interpretation of it, what acts and omissions will make him criminally liable. When speaking of "law" Article 7 (art. 7) alludes to the very same concept as that to which the Convention refers elsewhere when using that term, a concept which comprises statutory law as well as case-law and implies qualitative requirements, notably those of accessibility and foreseeability (see, as the most recent authority, the S.W. and C.R. v. the United Kingdom judgments of 22 November 1995, Series A nos. 335-B and 335-C, pp. 41-42, para. 35, and pp. 68-69, para. 33, respectively). In the present case only that last aspect is in issue.

De nationale domstole må næppe idømme straf for overtrædelse af nationale strafbestemmelser, som strider mod EU-retten.

I TfK 2011.196 HD var en person ved byretten og landsretten fundet skyldig i overtrædelse af bekendtgørelse nr. 611 af 4. juli 1994 om regulering af sejlads med vandscootere mv. § 12, jf. § 6 ved torsdag den 12. august 2004 kl. 15.25 at have sejlet henholdsvis med vandscooter mrk. Bombardier, 137 HK, og vandscooter mrk. Seedo, 110 HK, på søterritoriet ud for Løverodde i Kolding. Ved Højesteret blev den pågældende frifundet, idet Højesteret fandt, at den danske regulering af sejlads med vandscootere var i strid med TEUF artikel 34, jf. artikel 36.

Forbudet mod dobbelt straf (”ne bis in idem”)
Af artikel 4 i "Tillægsprotokol nr. 7 af 22. november 1984 til Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder" fremgår følgende:

"1. Under een og samme stats jurisdiktion skal ingen i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i overensstemmelse med denne stats lovgivning og strafferetspleje.

2. Bestemmelserne i foregående stykke forhindrer ikke genoptagelse af sagen i overensstemmelse med vedkommende stats lovgivning og strafferetspleje, såfremt der foreligger bevis for nye eller nyopdagede kendsgerninger, eller såfremt der i den tidligere rettergang er begået en grundlæggende fejl, som kunne påvirke sagens udfald.

3. Der kan ikke ske fravigelse fra denne artikel i medfør af artikel 15 i konventionen."

Artikel 154 i Schengenkonventionen, som gælder mellem Danmark og en række andre lande jf. herved lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltræden af Schengenkonventionen, har følgende indhold:

"En person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en kontraherende part, kan ikke retsforfølges af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den dømmende kontraherende parts lovgivning."

I dansk ret gælder som en selvfølge, at der ikke kan rejses tiltale og afsiges straffedom i en sag, der allerede har været til strafferetlig pådømmelse ved en dansk domstol. Dette princip om negativ retskraft (såkaldt ne bis in idem: ikke to gange en sag om det samme) begrænses alene af de almindelige regler om genoptagelse, jf. retsplejelovens kapitel 86.

Straffelovens § 10 a og 10 b
Muligheden for at gennemføre en straffesag i Danmark for en forbrydelse, i forhold til hvilken der tidligere har været rejst en straffesag i udlandet, er reguleret i straffelovens § 10 a. Bestemmelsen omhandler således alene spørgsmålet om, i hvilket omfang en udenlandsk straffedom har negativ retskraft i Danmark.

Hvis en vurdering efter straffelovens § 10 a falder ud til, at retsforfølgning i Danmark for et forhold, som allerede har været til pådømmelse i udlandet, er mulig, fastsætter straffelovens § 10 b rammerne for, i hvilket omfang der ved strafudmålingen skal tages hensyn til den udenlandske dom.

Se Kapitel 8 om forbuddet mod dobbelt retsforfølgning samt kapitel 19 om overvejelser vedrørende forbuddet mod dobbelt retsforfølgning i betænkning nr. 1488 om dansk straffemyndighed afgivet af Justitsministeriets Jurisdiktionsudvalg i 2007.

Se eventuelt også bemærkningerne til lov nr. 490 af 17. juni 2008 om straffelovens § 10 a og § 10 b samt retsplejelovens § 985 a om adgangen til at straffe personer, der uden for landet er idømt en straffedom, samt om adgangen til at genoptage en udenlandsk straffedom, hvor en person er frifundet.

I TfK 2006.76/2 HK fandt Højesteret ligesom landsretten ikke, at der var grundlag for at straffe to personer for forsøg på indsmugling af narkotika til Danmark, idet de var blevet straffet i Tyskland, og idet Højesteret (og landsretten) lagde til grund, at det var den samme forbrydelse, som de var blevet straffet for i Tyskland. Højesteret udtalte blandt andet: "Højesteret finder, at der ikke er grundlag for en anden forståelse af den tyske dom end den, der er kommet til udtryk i de nævnte erklæringer fra de tyske myndigheder, og tiltræder derfor, at den forbrydelse, T2 og T3 er dømt for ved den tyske dom, må anses for at omfatte den forbrydelse, der er beskrevet i anklageskriftets forhold 2, jf. straffelovens § 10 a, stk. 1. Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret endvidere, at der ikke er hjemmel i straffelovens § 10 a, stk. 2, litra a, jf. § 6 og til dels § 9, til at strafforfølge T2 og T3 her i landet for så vidt angår anklageskriftets forhold 2."

I UfR 1983.727/2 HD blev straffen for indførsel af narkotika til Danmark for en af de tiltaltes vedkommende nedsat med 35 dage. Højesteret bemærkede, at der skulle ske afkortning med "35 dage for den frihedsberøvelse, der er overgået ham i Marokko."

Dobbeltstraf i andre sammenhænge
I UfR.1999.666 ØLD blev straffen nedsat under henvisning til, at den pågældende var blevet idømt disciplinærstraf i et fængsel for det forhold, der nu var rejst tiltale for. Af kommenteret straffuldbyrdelseslov, 1. udgave, side 166, fremgår, at institutionen skal "orientere politiet om den ikendte disciplinærstraf, så denne kan tages i betragtning af retten ved en eventuel strafudmåling". Praksis skal ses i sammenhæng med forbudet mod dobbeltstraf i Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Artikel 63 i De europæiske Fængselsregler har følgende ordlyd: "Indsatte må ikke straffes to gange for samme handling eller opførsel".

I Tsonyo tsonev mod Bulgarien (nr. 2) afgjort af EMD den 14. januar 2010 under sagsnummer 2376/03 ansås artikel 4 i protokol nr. 7 for krænket. En person havde modtaget en bøde for husfredskrænkelse ved sammen med en bekendt at være brudt ind hos en bekendt, hvorefter der var opstået tumult. Efter at fristen for at kræve den administrative bøde indbragt for retten var udløbet, blev personen tiltalt og senere dømt for vold mod den pågældende. Retten fandt det imidlertid ikke bevist, at han også var skyldig for husfredskrænkelse, som der også var rejst tiltale for. Under sagen ved EMD gjorde den pågældende gældende, at det var i strid med forbuddet mod dobbeltstraf i artikel 4 i protokol nr. 7, at der var rejst sag mod ham for husfredskrænkelsen, idet bøden angik selvsamme husfredskrænkelse. Af præmis 55 fremgår det blandt andet, at den blotte omstændighed, at der var rejst tiltale mod ham, udgjorde en krænkelse af artikel 4 i protokol nr. 7, idet fristen for at omgøre bøden var overskredet på det tidspunkt, hvor der rejstes tiltale. Den omstændighed, at klageren var blevet frifundet, udelukkede således ikke, at hans menneskerettigheder ikke ansås for krænket.

I Norge eksisterer der et generelt forbud mod, at fængselsmyndighederne politianmelder strafafsonere i tilfælde, hvor fængselsmyndighederne har idømt den pågældende en disciplinærstraf. I punkt 3.43, side 142 i "Retningslinjer til lov om gjennomføring av straff mv (straffegjennomføringsloven) og til forskrift til loven, fastsatt av Kriminalomsorgens sentrale forvaltning 16. mai 2002 med hjemmel i forskrift til lov om straffegjennomføring av 22. februar 2002 § 7-1. Revidert 27. oktober 2008", er dette udtrykt således: "Ved anmeldelse skal det som hovedregel ikke ilegges reaksjon på brudd i medhold av straffegjennomføringsloven."

Om disciplinærstraf i sammenstød med en straffesag mod indsatte i danske fængsler henvises der til "Kommentarer til reglerne om disciplinærstraffe, konfiskation mv." under straffuldbyrdelseslovens kapitel 11.

Se også nedenfor under straffelovens § 86 om strafafkortning i tilfælde, hvor en person har været anholdt, varetægtsfængslet eller indlagt til mentalundersøgelse i Danmark eller i udlandet.

Nødværge efter straffelovens § 13

Straffelovens § 13 har følgende indhold:
"Stk. 1. Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.

Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

Stk. 3. Tilsvarende regler finder anvendelse på handlinger, som er nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt persons rømning."

I TfK 2009.346 ØLD blev en person den 26. november 2006 anholdt under en demonstration ved "Faderhuset" i Rødovre som sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3. Det blev anset for bevist, at hun havde bidt en polititjenestemand i fingeren, og at hun havde gjort dette som følge af de smerter, som hun var blevet påført i forbindelse med anholdelsen. Hun blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121, idet anholdelsen ikke havde været lovlig. Hun blev med samtlige dommerstemmer i landsretten derimod fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244. Fem dommere i landsretten fandt, at hun havde overskredet grænserne for lovligt nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1, og de fandt endvidere, at dette ikke var straffrit efter samme bestemmelses stk. 2. Tiltalte var efter, at forholdet var begået, men inden sagens afgørelse i landsretten, i en anden sag ved Københavns Byret blevet idømt en straf af fængsel i 1 år og 3 måneder blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 119. De fem dommere fandt, at der ikke var grundlag for at idømme tiltalte en tillægsstraf i medfør af straffelovens § 244, jf. § 89. En dommer fandt ligesom byretten, at tiltalte havde handlet i lovligt nødværge.

I Højesterets dom af 12. maj 2010 i sag nr. 338/2009 tiltrådte Højesteret, at de to tiltalte ved landsretten var frifundet for straf i medfør af straffelovens § 13, stk. 2. Den ene af de to tiltalte, som var flere gange tidligere straffet for vold herunder vold begået i forbindelse med den pågældendes tilknytning til rockermiljøet, var blevet angrebet med tre knivstik fra en mand, som han ikke kendte, hvorpå han sammen med medtiltalte fravristede angriberens hans kniv, hvorefter de to tiltalte tildelte angriberen 3 stik med kniven samt nogle slag og spark. Umiddelbart derefter forsvandt de to tiltalte fra stedet.

Københavns Byret frifandt i nævningesagen SS 3-17375/2010 i en kendelse afsagt den 25. februar 2011 en forvaringsdømt person, der var mange gange tidligere straffet for vold mod fængselspersonale, for en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 begået den 20. december 2006 i Politigårdens Fængsel i København. Retten fandt det bevist, at den pågældende havde bidt en fængselsbetjent i benet. Retten lagde imidlertid til grund, at tiltalte havde handlet i nødværge, og at handlingen derfor var straffri efter straffelovens § 13, stk. 1. Den pågældende blev fundet skyldig i at have bidt en fængselsbetjent i højre ben i forbindelse med, at han skulle føres i sikringscelle. Retten fandt, at betingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 66 om anbringelse i sikringscelle ikke var opfyldt, og at den indsatte derfor havde handlet i lovlig nødværge. Under samme sag blev den pågældende frifundet for et yderligere tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. I dette tilfælde fandt retten det bevist, at den pågældende under en sikringscelleanbringelse den 13. juni 2007 i Politigårdens Fængsel i København havde råbt dødstrusler til det tilstedeværende fængselspersonale. Retten fandt, at anbringelsen af tiltalte i sikringscelle havde været for langvarig på gerningstidspunktet, og at det "derfor lægges til grund, at tiltalte var udsat for en for vidtgående magtanvendelse, hvorfor tiltaltes udtalelser ikke findes at kunne henføres under straffelovens § 119, stk. 1." Den pågældende blev i stedet fundet skyldig i at have fremsat trusler omfattet af straffelovens § 266.

Nødret efter straffelovens § 14

§ 14 har følgende indhold: "En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning."

I UfR 1998.1769/2 ØLD blev en bilist, som havde kørt med 93 km/t. på et sted, hvor den størst tilladte hastighed var 50 km/t., frifundet i medfør af straffelovens § 14. Landsretten fandt, at den ikke kunne afvise tiltaltes forklaring om, at en lastbil, som kørte til højre for ham, pressede ham over i en vognbane for modkørende færdsel, og at han derfor var nødsaget til at accelerere op til den af politiet målte hastighed for at kunne overhale lastbilen, inden der opstod fare for sammenstød med lastbilen eller modkørende færdsel.

I TfK 2010.134/2 VLD blev en person anset for skyldig i overtrædelse af blandt andet straffelovens § 245 ved forsætligt to gange at have kørt sin bil ind i en gruppe af personer. Det fremgik af sagen, at der umiddelbart forinden havde været uoverensstemmelser mellem på den ene side tiltalte og dennes ven og på den anden side den gruppe mennesker, som blev påkørt af bilen, og at vennen var omringet af de mennesker, som tiltalte kørte frem imod, da påkørslen fandt sted. Tiltalte fik ikke medhold i, at han skulle frifindes efter straffelovens § 13 eller straffelovens § 14, selvom det blev lagt til grund, at nogle fra gruppen havde omringet vennen og sparket ham omkuld. Retten henviste til, at tiltalte også havde påkørt personer, der ikke havde deltaget i volden mod vennen. Straffen blev fastsat til fængsel i 4 måneder, som blev gjort betinget. Landsretten begrundede afgørelsen med, at tiltalte ved handlingen befandt sig i en meget presset situation som følge af det angreb, vennen blev udsat for, og at tiltalte havde meget gode personlige forhold.

Straffrihed for børn efter straffelovens § 15
Straffelovens § 15 har følgende indhold: "Handlinger foretagne af børn under 14 år straffes ikke". Denne bestemmelse er et udtryk for den såkaldte "kriminelle lavalder".

Ved lov nr. 711 af 25. juni 2010 blev straffelovens § 15 ændret, således, at den kriminelle lavalder blev sat ned fra 15 til 14 år. Loven trådte i kraft den 1. juli 2010. Lovændringen bygger på lovforslag nr. 164 fremsat den 17. marts 2010 af justitsministeren.

Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet advarede i betænkning 1508 om indsatsen mod ungdomskriminalitet afgivet i 2009 mod en nedsættelse af den kriminelle lavalder. Kommissionen udtalte på side 665 således: "Nedsættes den kriminelle lavalder til 14 år, vil dette efter alt at dømme også medføre international kritik, herunder fordi man i Danmark ikke på andre områder skelner mellem 13- og 14-åriges retsstilling, jf. det ovenfor refererede uddrag af Beijing regelsættet. Herudover vil man med en sådan nedsættelse få en lavere kriminel lavalder end de øvrige nordiske lande. I den forbindelse kan der henvises til, at Norge som nævnt har hævet den kriminelle lavalder til det samme niveau som de øvrige nordiske lande". På side 162 anfører kommissionen blandt andet: "Den kriminelle lavalder på 15 år har gjaldt uændret siden vedtagelsen af straffeloven i 1930 og svarer i øvrigt til niveauet for den kriminelle lavalder i de øvrige nordiske lande." I afsnit 2.3.2.1 på side 161 påpeger kommissionen, at en sænkelse af den kriminelle lavalder næppe vil have nogen gavnlig effekt. Kommissionen anfører blandt andet: "For så vidt angår tiltag, der indebærer en strafferetlig reaktion på kriminelle handlinger begået af børn under 15 år i form af en sænkelse af den kriminelle lavalder (model 2 og til dels model 1) har kommissionen noteret sig, at der i lande, der har en lavere kriminel lavalder end Danmark, anvendes andre sanktioner end traditionel straf over for denne aldersgruppe. Der er tale om sanktioner, der i vidt omfang svarer til de reaktionsmuligheder, der allerede forefindes i det sociale system i Danmark, hvorfor spørgsmålet i virkeligheden er, om disse tiltag bør administreres af de sociale myndigheder eller af domstolene. Vælger man at nedsætte den kriminelle lavalder vil der således primært være tale om en tidligere ”retliggørelse” af barnets problemer, hvilket i henhold til undersøgelser i sig selv kan medføre en negativ kriminalpræventiv effekt, uden at der herved ses at kunne opnås tilsvarende fordele i forhold til et system baseret på ikke-strafferetlige reaktionsmuligheder. Man risikerer således herved, at barnet tidligere ”stemples” som kriminelt, og at der er en betydelig risiko for, at barnet til skade for behandlingsmulighederne ikke ønsker at medvirke til opklaringen af det kriminelle forhold. Dertil kommer, at de sociale myndigheder har langt større muligheder for at inddrage alle aktører (herunder barnets forældre) i en vurdering af, hvilke tiltag, der vil være mest effektive i det konkrete tilfælde, mens denne rolle er fremmed for domstolene."

Se bilag 5 til Betænkning 1508 om "styrkede reaktionsmuligheder og indsats i forhold til børn under 15 år, der begår kriminalitet, herunder spørgsmålet om den kriminelle lavalder". Her gennemgås den kriminelle lavalder i en del andre lande. Derudover er der medtaget en del statistik om børns og unges kriminalitet i Danmark og i udlandet.

Af artikel 37 i FN-konventionen af 20 november 1989 om Barnets Rettigheder (børnekonventionen) om straf af børn fremgår følgende:

"Deltagerstaterne skal sikre, at:
- (a) intet barn gøres til genstand for tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Hverken dødsstraf eller fængsel på livstid uden mulighed for løsladelse skal kunne idømmes for forbrydelser begået af personer under 18 år;
- (b) intet barn ulovligt eller vilkårligt berøves sin frihed. Anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling af et barn skal følge lovens forskrifter og må kun bruges som en sidste udvej og for det kortest mulige passende tidsrum;
- (c) ethvert barn, der er berøvet friheden, behandles menneskeligt og med respekt for menneskets naturlige værdighed og på en måde, der tager hensyn til deres aldersmæssige behov. Især skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv, og skal have ret til at opretholde kontakt med sin familie gennem brevveksling og besøg, bortset fra under særlige omstændigheder;
- (d) ethvert barn, der er berøvet sin frihed, har ret til hurtig juridisk og anden passende bistand samt ret til at få lovligheden af sin frihedsberøvelse prøvet ved en domstol eller anden kompetent, uafhængig og upartisk myndighed og til hurtig afgørelse af enhver sådan sag."

I præmis 49 (b) i "Concluding Observations" of the Committee on the Rights of the Child vedrørende Danmark af 4. februar 2011 beklager komiteen, at Danmark har nedsat den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år.

Straffrihed efter straffelovens § 16

§ 16 i straffeloven har følgende indhold:

"Stk. 1. Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad. Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 2. Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i lettere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med mental retardering."

Se Betænkning 667 om de strafferetlige særforanstaltninger afgivet i 1972

Der henvises endvidere til omtalen nedenfor af Straffelovens §§ 68, 69 og 70, som vedrører foranstaltninger, der kan træde i stedet for straf i tilfælde, hvor en person frifindes for straf i medfør af straffelovens § 16.

Anbringelse af psykisk syge personer i et fængsel eller et arresthus kan udgøre en krænkelse af EMRK artikel 5 § 1.

I Kumenda mod Polen afgjort af EMD den 8. juni 2010 under sagsnummer 2369/09 var en person blevet varetægtsfængslet for vold. Den 3. februar 2009 fandt en appeldomstol den pågældende skyldig i vold men frifandt ham for straf under hensyn til, at han var psykisk syg. Appelretten idømte ham i stedet for straf behandling på et psykiatrisk hospital. Det blev bestemt, at han skulle forblive varetægtsfængslet, indtil der var plads på et hospital. Den 29. juni 2009 blev klageren overført til et psykiatrisk hospital (se præmis 13 til 16). I præmis 27 konstaterer EMD efter en gennemgang af den nationale lovgivning, at varetægtsfængslingen havde hjemmel i den nationale lovgivning. I præmis 28 bemærker EMD, at frihedsberøvelsen skal være i overensstemmelse med EMRK artikel 5, som har til formål at modvirke, at personer frihedsberøves på en vilkårlig måde. I præmis 29 bemærkes det, at det ikke fremgår af nogen bestemmelser, hvor længe en person må være i et fængsel, medens der afventes en plads på et psykiatrisk hospital. Af præmis 32 og præmis 33 fremgår det, at EMRK artikel 5 § 1 af EMD blev anset for krænket, idet myndighederne ikke havde kunnet angive en rimelig grund til, at der i den aktuelle sag var gået lang tid, inden klageren var blevet overført fra fængslet til et hospital.

I USA kan personer, der begår forbrydelser, og som lider af såkaldt "PTSD" ("Post Traumatisk Stress Syndrom"), tilsyneladende frifindes med henvisning til "insanity". Se artiklen "PTSD and Criminal Behavoir" af Claudia Baker m. fl.

Forsætslæren
En person er for de fleste straffelovsovertrædelser kun skyldig, når anklagemyndigheden har ført tilstrækkeligt bevis for, at den sigtede har haft et tilstrækkeligt "forsæt" til at begå den strafbare handling, som retten skal tage stilling til. Det skal med andre ord have været personens hensigt til at begå den omhandlede handling. Ved enkelte forbrydelser som for eksempel hæleri efter straffelovens § 303 kan der straffes, selvom gerningspersonen kun har handlet "groft uagtsomt". Ved overtrædelser af særlovgivningen kan der straffes også i de tilfælde, hvor gerningsmanden har handlet uagtsomt med mindre "det modsatte er særligt hjemlet" (Se straffelovens § 19). Hvis den sigtede på grund af for eksempel manglende opmærksom udfører en handling, som er strafbar efter straffeloven, vil den pågældende normalt ikke kunne straffes, idet der ikke er noget kriminelt forsæt.

En vicepolitiinspektør blev den 11. juni 1998 anholdt af personalet i engros-butikken "Metro" ved Århus for butikstyveri. Han blev fundet i besiddelse af nogle varer, som han ikke havde betalt for. Ved dom af 15. juli 1998 ved Retten i Århus blev den pågældende i sag nr. SS 9802338-13 frifundet for tyveri. Retten lagde vægt på den tiltaltes forklaring om, at han havde haft "en stresset arbejdssituation" på gerningstidspunktet. Dette kunne blandt andet bekræftes af en kollega, der som vidne forklarede, at han havde bemærket, at tiltalte tidligere på gerningsdagen havde "rystet lidt på hænderne". Dommen blev ikke anket af anklagemyndigheden.

Se artikel af 24. december 2007 med overskriften "Stress - og ikke tyverihensigt - kan være årsag til, at kunder fjerner varer fra en butik uden at betale for dem. I så fald sker der frifindelse for butikstyveri"

Dommen TfK 2002.416/1 VLD belyser det såkaldte dolus eventualis ansvar. Tiltalte blev fundet skyldig blandt andet i forsøg på brandstiftelse. Tiltalte, der er født i 1961, blev straffet med fængsel i 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, og § 266, samt færdselslovens § 117, stk. 6. Tiltalte havde tændt ild til effekter uden for sit hus men tæt på bygningen. Naboer havde tilkaldt brandvæsenet. Der var efter det oplyste sodskader på "tagudhænget". Landsretten udtalte blandt andet: "Efter at tiltalte havde påsat ilden, har T efter sin egen forklaring fortsat med at smide effekter på bålet, medens hun opholdt sig i indgangsdøren. T må således antages ikke at have haft fuldt udsyn til den ild, der var foran køkkenvinduerne, og T var efter indsatslederens forklaring ikke til stede, da han ankom, efter at tiltaltes nabo havde tilkaldt brandvæsenet. Efter indholdet af de foran anførte erklæringer og det oplyste om tiltaltes færden under branden finder landsretten, at T måtte have indset muligheden for, at ilden i effekterne ville antænde huset, og at T også har accepteret dette. Landsretten finder således, at tiltalte har haft det fornødne forsæt til forsøg på at forvolde ildebrand på ejendommen, og tiltræder derfor, at tiltalte er fundet skyldig som sket i dette forhold."

I UfR 1979.576 HD udtales det blandt andet, at det såkaldte "dolus eventualis" anvendes "sjældent" i dansk ret. Fra sagens behandling ved højesteret fremgår blandt andet følgende: "I det forslag til Borgerlig Straffelov, som blev fremsat i Folketinget den 2. december 1924, jfr. RT. 1924-25, tillæg A spalte 3145 ff., fandtes sålydende bestemmelse i § 20, stk. 2: »Forsæt foreligger, naar Gerningsmanden ved sin Handling vil hidføre, hvad der efter Loven kræves til Forbrydelsen, eller anser dennes Indtræden som en nødvendig eller overvejende sandsynlig Følge af Gerningen eller vel kun anser Forbrydelsens Indtræden som mulig, men vilde have handlet, selv om han havde anset den som sikker«. .."

I TfK 2002.479/1 HD var de tiltalte blevet overrasket af en ung rengøringsassistent, medens de var i færd med at begå indbrud på et lager. De tiltalte lukkede derpå rengøringsassistent ind i et fryserum, hvorefter de færdiggjorde tyverierne og forsvandt. Rengøringsassistenten var afgået ved døden, da hun senere blev fundet. Det blev lagt til grund, at rengøringsassistenten var død som følge af kvælning. Af retsbelæringen fremgår blandt andet, at det var relevant for vurderingen af skyldsspørgsmålet at tage stilling til, om der forelå et såkaldt "sandsynlighedsforsæt". De tiltalte blev fundet skyldige i drab.

Straffelovens § 21 om forsøg på en forbrydelse

Straffelovens § 21 har følgende indhold:

"Handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg.
Stk. 2. Den for lovovertrædelsen foreskrevne straf kan ved forsøg nedsættes, navnlig når forsøget vidner om ringe styrke eller fasthed i det forbryderiske forsæt.
Stk. 3. For så vidt ikke andet er bestemt, straffes forsøg kun, når der for lovovertrædelsen kan idømmes en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder."

Om betingelserne for at straffe for forsøg på en forbrydelse kan der henvises til bemærkningerne til §§ 57 og 58 i Betænkning afgiven af kommissionen nedsat til at foretage et gennemsyn af den almindelige borgerlige straffelovgivning i 1912, motiverne, side 93 til side 101. bemærkningerne til §§ 22 og 33 i Betænkning afgiven af straffelovskommissionen af 9. november 1917 - 1923, Motiver, Almindelig del, spalte 69 til spalte 72, og bemærkningerne til §§ 22 og 23 i Betænkning indeholdende udkast til love vedrørende den borgerlige straffelovgivning med motiver udarbejdet af Carl Torp i 1917, Almindelig del, side 33 til side 38.

I UfR 1963.947/1 ØLD blev en person frifundet for forsøg på indbrud, uagtet han i retten forklarede, at han ville "være taget med", hvis de to medsigtede havde bedt ham om at deltage i tyveriet. Det fremgår af sagen, at den pågældende havde fortalt de to medsigtede "om en let måde at begå indbrud i en fiskeforretning på en adresse, som han oplyste dem om. De to medsigtede var efterfølgende forsvundet, og personen var ikke klar over, at de var gået ud for at begå indbrudstyveri i forretningen. I byretten blev han straffet for medvirken til de to medsigtedes indbrudstyveri. I landsretten blev han - efter anklagemyndighedens påstand - frifundet. Han blev således også frifundet for forsøg på forbrydelsen.

Ovennævnte dom anvendes af Vagn Greve m. fl. i "Kommenteret straffelov, Almindelig del, 9. omarbejdede udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2009, side 247, til støtte for synspunktet om, at det i dansk ret ikke er strafbart "at være villig til at begå noget ulovligt". Vedrørende forsøgsbegrebet i dansk ret sammenholdt med forsøgsbegrebet i andre lande, anføres i samme fremstilling på side 250: ".. Dansk ret har et usædvanligt omfattende forsøgsbegreb. Det er uafklaret, om det skal anvendes i alle tilfælde, hvor EU-regler konverteres til dansk strafferet, jfr. Greve: Ansvar s. 273 m. note 66, Elholm J 2006.137, Cornils J 2008.211 f. og Festskr. til V. Greve s. 101 f. .."

I UfR 1975.430/2 VLD blev nogle udlændinge, der var set færdes i centrum af Århus i nærheden af flere guldsmedebutikker i en bil, hvori der fandtes udstyr, der var egnet til indbrudstyverier, frifundet for forsøg på tyveri. Landsretten udtalte blandt andet: "Selv om flere af de af de tiltalte i deres bil medbragte redskaber efter alt foreliggende må antages at have været bestemt til at benyttes til indbrudstyveri, og uanset at de tiltalte efter de afgivne vidneforklaringer må antages at have færdedes ad gader i Århus som i dommen beskrevet, findes det - når bl. a. henses til, at de tiltalte efter det oplyste ikke tidligere er straffet for indbrudstyveri, og at der ikke fra deres side foreligger handlinger, der direkte sigter mod gennemførelse af tyveri - overvejende betænkeligt at anse det for bevist, at de tiltalte har gjort sig skyldig i forsøg på tyveri."

Ovennævnte dom kommenteres af Vagn Greve m. fl. i "Kommenteret straffelov, Almindelig del, 9. omarbejdede udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2009, side 249 f. Her anføres det blandt andet: ".. Det er strafbart som forsøg at indfinde sig på gerningsstedet eller blot at begive sig af sted mod det. Derimod er en rekognoscering i sig selv ikke strafbar, hvis den alene sker med henblik på en eventuel senere forbrydelse det pågældende sted. Fuldbyrdelsen skal være besluttet, før der kan straffes for forsøg ...". I en anden kommentar umiddelbart i tilslutning til et referat af dommen anføres på side 250, øverst, 1. spalte, yderligere: ".. Dommen kan opfattes enten som en "rekognosceringsdom" eller som udtryk for manglende bevis. Det er jo givet, at der ikke i dansk ret stilles krav om en iværksættelseshandling eller lignende for at straffe for forsøg ..."

I TfK 2010.214 ØLD havde anklagemyndigheden rejst tiltale mod en person for forsøg på overtrædelse af bekendtgørelse om privates indførsel af lægemidler. Der kan straffes med bøde for overtrædelse af bestemmelsen, og anklagemyndigheden havde således nedlagt påstand om bøde. Strafbart forsøg forudsætter efter straffelovens § 21, stk. 3, at der for lovovertrædelsen [kan] idømmes en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder. Da dette ikke kunne ske for den omhandlede lovovertrædelse, blev tiltalte frifundet.

I TfK 2008.75/2 HD var der i sagens forhold 6 rejst tiltale for bedrageri. Anklagemyndigheden fik imidlertid ikke medhold i, at forhold 6 var fuldbyrdet. Højesteret udtalte om dette: "Af sagen fremgår, at forhold 6 blev opdaget, inden skadesanmeldelsen til Tryg Forsikring havde ført til udbetaling af forsikringssummen. Højesteret finder derfor, at dette forhold alene kan anses som forsøg på bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 21."

I UfR 1999.171 VLD havde en indsat i et fængsel i et besøgslokale i et arresthus om en person, der skulle afgive vidneforklaring mod den indsatte, blandt andet udtalt "ham skal vi have nakket". Der var rejst tiltale for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 123, hvilket den pågældende blev frifundet for. Landsretten udtalte blandt andet: "Ved de fremsatte udtalelser, der er dokumenteret ved rumaflytningen, giver tiltalte utvivlsomt udtryk for, at han mener, at der bør udøves vold mod A i anledning af dennes forklaringer til politiet og i retten i straffesagen mod tiltalte. Uanset om det - som følge af anstiftelsen af volden i forhold 4 og hans udtalelser om A - må antages, at tiltalte havde det fornødne fortsæt til, at volden skulle udøves, findes de anførte udtalelser i sig selv ikke at kunne anses for en forsøgshandling, der er omfattet af straffelovens § 21."

I TfK 2006.508 VLD blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Det blev således lagt til grund, at han bad M afhente amfetaminen, som skulle leveres ved Super Brugsen i Frederikshavn, at der var tale om et kvantum på cirka 40 gram, at der var aftalt en pris på 4.500 eller 5.000 kr., og at M modtog og opbevarede amfetaminen på vegne tiltalte, inden stoffet efter ordre fra tiltalte blev tilbageleveret. Landsretten gjorde straffen betinget og anførte blandt andet: "Navnlig under hensyn til omstændighederne i forbindelse med købet af amfetaminen, tilbageleveringen af dette og tiltaltes oplysninger om, at han fortrød, at han havde bevæget sig ind i narkotikamiljøet, tiltrædes det, at straffen er fastsat som sket. Det tiltrædes endvidere med samme begrundelse, som byretten har anført, at straffen er gjort betinget."

Straffelovens § 22 om frivillig tilbagetræden fra forsøg

Straffelovens § 22 har følgende ordlyd:

"Forsøg straffes ikke, når gerningsmanden frivilligt og ikke på grund af tilfældige hindringer for gerningens udførelse eller for opnåelsen af det ved denne tilsigtede øjemed afstår fra iværksættelsen eller hindrer fuldbyrdelsen eller foretager handlinger, som ville have hindret fuldbyrdelsen, hvis denne ikke, ham uafvidende, var mislykkedes eller ad anden vej var afværget."

Om betingelserne for at straffe for forsøg på en forbrydelse kan der henvises til bemærkningerne til § 59 i Betænkning afgiven af kommissionen nedsat til at foretage et gennemsyn af den almindelige borgerlige straffelovgivning i 1912, motiverne, side 101. bemærkningerne til § 23 i Betænkning afgiven af straffelovskommissionen af 9. november 1917 - 1923, Motiver, Almindelig del, spalte 72, og bemærkningerne til § 23 i Betænkning indeholdende udkast til love vedrørende den borgerlige straffelovgivning med motiver udarbejdet af Carl Torp i 1917, Almindelig del, side 35 til side 38.

I "Kommenteret Straffelov", Almindelig del, 9. omarbejdede udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2009, anfører forfatterne på side 261 blandt andet: "..Motivet er i almindelighed uden betydning. Tilbagetrædelsen diskulperer, også selv om den er begrundet i, at gerningspersonen i stedet vil begå en helt anden forbrydelse, enten således, at der udvælges et nyt offer, eller således, at offeret skal udsættes for en anden forbrydelsesart (f. eks. lade en hævn komme som legemsangreb i stedet for som tingsødelæggelse). At gerningspersonen har mistet interessen i forbrydelsen, gør som hovedregel ikke tilbagetrædelsen ufrivillig. .."

I TfK 2005.38/2 HD blev en tiltalt, der havde forsøgt på at begå røveri mod en bank, frifundet ved Højesteret, idet Højesteret fandt, at der var tale om frivillig tilbagetræden fra forsøg. Årsagen til, at han undlod at fuldbyrde forbrydelsen, var, at han ikke gad begå den. Han var fundet skyldig i røveriet ved landsretten. Højesteret udtalte herom: "Frivillig tilbagetræden fra forsøg er ikke betinget af, at gerningsmandens tilbagetræden skyldes agtværdige motiver. Det kan endvidere ikke i sig selv udelukke frivillighed, at gerningsmanden afstår, fordi han ikke »gider«. .." Den pågældende blev under samme sag fundet skyldig i flere andre røverier.

I TfK 2003.72 VLD blev tiltalte frifundet for drabsforsøg under henvisning til, at hun frivilligt var tilbagetrådt fra forsøg på at dræbe sit barn. Hun blev alene dømt for vold mod barnet. Frifindelsen for drabsforsøg blev af landsretten begrundet således: "Efter de afgivne forklaringer i retsbogen for byretten og indholdet af båndoptagelsen findes det bevist, at tiltalte under indflydelse af stærk sindsbevægelse har forsøgt at dræbe B ved at blokere hans luftveje. Denne handling er omfattet af straffelovens § 237, jf. § 21. Der findes ikke oplyst sikre holdepunkter for, at tiltalte på gerningstidspunktet har gjort sig klare forestillinger om, hvorvidt forsøget var lykkedes eller ej. Det må imidlertid navnlig efter X's forklaring og indholdet af båndoptagelsen fra alarmcentralen lægges til grund, at tiltalte efter drabsforsøget har vækket sin daværende mand og deltaget aktivt i genoplivningen af B ved at tilkalde hjælp. Disse handlinger findes omfattet af straffelovens § 22 om frivillig tilbagetræden fra forsøg. Drabsforsøget er derved straffrit. ..."

I TfK 2001.338 VLD blev tiltalte frifundet efter straffelovens § 22 for forsøg på bankrøveri, idet tre af landsrettens medlemmer (modsat af byretten) fandt, at der var tale om frivillig tilbagetræden fra forsøg. Dette skete på trods af, at det hverken fremgik af afhøringen af tiltalte til politirapport eller af retsbogen fra grundlovsforhøret, hvorfor denne havde opgivet at begå røveriet. Landsretten udtalte blandt andet: ". Tiltalte har i forbindelse med den første afhøring til politirapport ikke nærmere begrundet, hvorfor det planlagte røveri blev opgivet, men han har, vejledt om reglerne for frivillig tilbagetræden, givet udtryk for, at der var tale om en frivillig tilbagetræden. Tiltalte har under domsforhandlingen i såvel byretten som under anken forklaret, at røveriet blev opgivet på grund af moralske skrupler. Under disse omstændigheder finder vi ikke alene på baggrund af forklaringen i grundlovsforhøret, at der er tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte tiltaltes forklaring om, at det var moralske skrupler, der var afgørende for, at røveriet blev begået. .."

Straffelovens § 23 og § 24 om medvirken til en forbrydelse

Straffelovens § 23 har følgende indhold:

"Den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Straffen kan nedsættes for den, der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet eller en tilsigtet medvirken er mislykkedes.
Stk. 2. Straffen kan ligeledes nedsættes for den, der medvirker til krænkelse af et særligt pligtforhold, men selv står uden for dette.
Stk. 3. For så vidt ikke andet er bestemt, kan straf for medvirken ved lovovertrædelser, der ikke straffes med højere straf end fængsel i 4 måneder, bortfalde, når den medvirkende kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt når hans medvirken skyldes uagtsomhed."

Straffelovens § 24 lyder således:

"Den medvirkende straffes ikke, hvis han under de i § 22 angivne betingelser hindrer fuldbyrdelsen eller foretager handlinger, som ville have hindret fuldbyrdelsen, hvis denne ikke, ham uafvidende, var mislykkedes eller ad anden vej var afværget."

Om betingelserne for at straffe for medvirken til en forbrydelse kan der henvises til bemærkningerne til §§ 60-62 i Betænkning afgiven af kommissionen nedsat til at foretage et gennemsyn af den almindelige borgerlige straffelovgivning i 1912, motiverne, side 101 til side 105. bemærkningerne til §§ 25 og 26 i Betænkning afgiven af straffelovskommissionen af 9. november 1917 - 1923, Motiver, Almindelig del, spalte 72 til spalte 78, og bemærkningerne til §§ 24 og 25 i Betænkning indeholdende udkast til love vedrørende den borgerlige straffelovgivning med motiver udarbejdet af Carl Torp i 1917, Almindelig del, side 38 til side 43.

Efter dansk ret straffes både forsætlig og uagtsom medvirken. Der kan dog kun straffes for uagtsom medvirken i tilfælde, hvor den omhandlede forbrydelse også straffes i uagtsom form. Se side 316 i "Det kriminelle forsæt" af Knud Waaben, 2. oplag, Juristforbundets Forlag, København 1973. I samme værk anføres på side 314, at alle "samvirkende personer" principielt er gerningsmænd. Han anfører videre, at det i visse forbindelser kan "falde naturligt at kalde en deltager medvirkende, idet man derved karakteriserer hans virksomhed i dens forhold til en andens, - særlig hvor den har haft en partiel eller uselvstændig eller mindre væsentlig karakter".

I værket citeret ovenfor anfører Knud Waaben på side 317: "Der er to bevismæssige spørgsmål vedrørende forsæt til medvirken som særligt hyppigt melder sig. Det ene er om deltageren har kendt hele den sammenhæng der omgiver hovedmandens handlinger. Det andet spørgsmål - en speciel forgrening af det første - er om deltageren har kendt hovedmandens forsæt. I mange tilfælde kan deltagere hævde at deres handlinger har været normalt motiverede og har kunnet foretages uden mistanke om en kriminel sammenhæng. Udlån af en bil, underskrift på et stykke papir, salg af varer osv. kan være uskyldige handlinger som det under normale omstændigheder er berettiget at foretage, i egen interesse eller for at gøre andre en tjeneste. Det skal altså bevises, at den handlende har vidst eller antaget at forholdene ikke var normale, men havde en kriminel karakter på grund af noget tidligere passeret, noget samtidigt foreliggende eller et fremtidigt må som en anden havde sat sig." I UfR.1961.933.V blev en taxachauffør under en køretur for en kunde klar over, at kunden medbragte en sæk med indsmuglede cigaretter. En time senere lod taxachaufføren sig hyre af samme kunde igen. Taxachaufføren blev frifundet for den første tur men dømt for medvirken til salg af indsmuglede cigaretter for den anden. I UfR.1991.216.Ø blev en person, der havde serveret i lokaler, der anvendtes til ulovligt spil, ikke straffet for medvirken til lokalernes indehavers lovovertrædelse.

I Justitsministeriets høringsnotat vedrørende Kommissionens grønbog om uskyldsformodningen, side 4, udtaler Dansk Retspolitisk Forening i sit høringssvar til ministeriet sig om foreningens holdning til de danske regler om ansvar for medvirken, som foreningen anser som "langt videregående end de fleste andre (EU-)landes".

Af Tsonyo tsonev mod Bulgarien (nr. 2) afgjort af EMD den 14. januar 2010 under sagsnummer 2376/03 fremgår det blandt andet, at en bulgarsk domstol har taget stilling til en sag, hvor to personer (klageren og vennen D.M.) var tiltalt for den 11. november 1999 omkring kl. 21.00 sammen, efter at de havde indtaget alkohol, at være gået hen til en fælles bekendt G og sparket dennes dør ind, hvorpå G var blevet udsat for vold. Af præmis 10 følger, at klageren blev fundet skyldig i vold mod G. Klageren blev derimod ikke fundet skyldig i at være trængt ind i G's bolig. Alene D.M. blev fundet skyldig i at være trængt ind i boligen. Af præmis 10 fremgår blandt andet følgende: "The court found that Mr D.M. alone had broken down the door of Mr G.I.'s flat and that the applicant had entered the flat after him." Afgørelsen blev stadfæstet ved en senere prøvelse ved en højere domstol. Dommen er efter danske forhold interessant, idet de bulgarske domstole ikke statuerede medvirken-ansvar, uagtet at de anså det for bevist, at medtiltalte havde brækket døren op og gået ind i lejligheden, og tiltalte derpå var fulgt efter medtiltalte ind i boligen. Efter dansk ret ville tiltalte ikke kun være dømt for volden begået inde i lejligheden men med en høj grad af sandsynlighed også for medvirken til ulovlig indtrængen.

Strafansvar indtræder ikke, hvis forsæt først indtræder efter forbrydelsens fuldbyrdelse. Dette udelukker ikke strafansvar for andre forbrydelser for eksempel hæleri. I UfR.1930.88 blev nogle demonstranter frifundet for røveri, idet det ikke var bevist, at de havde tænkt sig, at en aktion ("plyndring") skulle være forbundet med vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold. I HRT.1947.763 blev en person alene dømt for ulovlig tvang og hærværk men ikke røveri, idet gerningsmanden ikke havde "regnet med", at man også skulle fratage forurettede en genstand. I UfR.1948.559 blev en person dømt for vold. Han havde fremstillet nogle stinkbomber, som han regnede med skulle bruges mod personer. Hovedmændene brugte dem faktisk kun til hærværk. I UfR.1986.959.V. blev en interviewer i en lokalradio frifundet for medvirken til ærekrænkelse, idet det ikke blev anset for bevist, at han var klar over, at der ville blive fremsat injurier under interviewet.

I sagen TfK 2001.387 ØLK råbte T1 og T2 på gaden "et eller andet uvenligt" efter en anden, der vendte sig om og kom hen imod dem. T1 gav herefter forurettede et knytnæveslag", som ifølge byrettens bemærkninger førte til, at "forurettede faldt om og lå ubevægelig på ryggen på vejen". Medens forurettede lå på vejen tildelte T2 ham flere spark med sine tunge "buffalostøvler". Byretten fandt, at "begge de tiltalte er ansvarlige for den samlede voldsudøvelse over for forurettede, som ikke er gået ud over, hvad der måtte anses for påregneligt". De blev derfor begge straffet for overtrædelse af straffelovens § 245. Østre Landsret frifandt T1 for medvirken til T2's grove vold, og dømte således alene T1 for overtrædelse af straffelovens § 244. Landsretten udtalte: "Efter bevisførelsen for landsretten kan det ikke med den fornødne sikkerhed fastslås, at der mellem tiltalte og T2 har foreligget en fælles forståelse om, at der skulle udøves vold mod W, eller at betingelserne for i øvrigt at pålægge tiltalte et medvirkensansvar for den af T2 udøvede vold er opfyldt. Tiltalte findes herefter alene skyldig i overensstemmelse med sin erkendelse, idet bemærkes, at der ikke er tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at de skader, som påførtes W, kan henføres til den af tiltalte udøvede vold".

I TfK 2008.624 ØLD var den 20-årige T1 tiltalt for den 29. maj 2007 sammen med to andre (T2 og T3) at have begået et røveriforsøg, hvor alle 3 ved trussel med en "rambo-kniv" forsøgte på en sti at fratage A penge, hvilket mislykkedes, idet A ikke havde penge. Den pågældende var endvidere tiltalt for sammen med T2 og T3 cirka en halv time senere at have begået røveri mod B ved på dennes bopæl at have truet den pågældende med kniv og frarøvet denne cirka 10 gram amfetamin. Endvidere var T1 tiltalt for umiddelbart efter røveriet mod B i forening med T2 og T3 "med accept af, at der kunne eller skulle anvendes kniv at have tildelt B et knivstik i halsen, hvorved B kort efter afgik ved døden". Endvidere var de 3 tiltalt for besiddelse af 10 gram amfetamin og for besiddelse af den anvendte "rambo-kniv" i strid med våbenloven. T1 blev frifundet for røveriforsøget men blev fundet skyldig i det fuldbyrdede røveri, vold efter straffelovens § 245, besiddelse af 10 gram amfetamin samt ulovlig våbenbesiddelse. Han blev frifundet for drab. T1 var flere gange tidligere straffet heraf 2 gange for røveri. T1 blev straffet med fængsel i 2 år, og han blev betinget udvist.

Den blotte viden om andres kriminalitet medfører ikke strafansvar som medvirkende
I TfK 2003.732/1 ØLD blev tiltalte frifundet for at have medvirket til sin ægtefælles besiddelse af hash i parrets fælles hjem, uagtet at retten lagde til grund, at tiltalte havde set ægtefællen placere cigaretpakken med hash i et skab i køkkenet. Retten lagde også til grund, at tiltalte ikke havde været "inddraget i beslutningen herom". Landsretten udtalte blandt andet: "Landsretten finder, at T ved sin blotte formodning om ægtefællens opbevaring af hash på den fælles bopæl ikke selv er blevet besidder af hashen, ligesom hun ikke derved findes at have pådraget sig ansvar for medvirken efter straffelovens § 23 for nogen andens besiddelse af hashen."

Tilstedeværelse på gerningsstedet kan i sig selv ikke straffes for medvirken
I UfR.1982.900.V havde den tiltalte været med på en rejse til Holland. Tiltalte var klar over, at rejsefældens formål med rejsen var at købe narkotika. Retten anså ikke dette for strafbar medvirken. Landsretten udtalte nærmere: "Uanset at det efter bevisførelsen for landsretten må lægges til grund, at tiltalte må have været klar over, at A's formål med turene til Holland var køb af narkotiske stoffer, findes det ikke bevist, at tiltalte under den første tur har deltaget i indkøbet eller i øvrigt ydet en medvirken, der kan anses for omfattet af straffelovens § 23".

Knud Waaben kommenterer på side 224 i "Strafferettens Ansvarslære, G.E.C. Gad, København 1987, denne dom. Han anfører: "Afgørelsen er næppe udtryk for at medvirken skal være af betydning for forbrydelsen; det drejer sig formentlig om et grænsetilfælde hvor rejsefællesskab ikke - specielt som forberedende handling - har haft en tilstrækkelig tilknytning til det kriminelle forløb. Et tilsvarende tilfælde ville måske være at en person planlægger sommerhusferie sammen med en anden med bevidsthed om at den anden højest sandsynligt vil udnytte egnens muligheder for indbrud".

I samme værk anfører forfatteren på side 229: "Ved lovovertrædelser der kræver forsæt skal enhver deltager fuldt ud opfylde forsætskravet efter den bestemmelse som der er tale om".

I dommen UfR.1992.634.Ø var 5 unge om natten kravlet op i en påhængsvogn. Tre af disse tændte bål oppe på vognen, medens de to blot kiggede på. De to, der havde kigget på, forlod kort tid efter vognen og gemte sig i nærheden for senere at komme tilbage til vognen, hvor de først forsøgte at slukke ilden for derefter at tilkalde brandvæsenet. Landsretten frifandt de to unge og henviste til, at de "ikke på strafbar måde" har medvirket til det skete". I TfK.2000.328.Ø blev en person frifundet for røveri på et toilet. Landsrettens 4 voterende fandt det ikke "bevist, at tiltalte ved sin blotte tilstedeværelse har gjort sig skyldig i strafbar medvirken". Mindretallet (2 dommere) ville domfælde, idet de lagde vægt på, at tiltalte havde stået på et meget lille toilet sammen med medgerningsmanden og forurettede, medens medgerningsmanden slog samt røvede penge og hævekort fra forurettede, uden at tiltalte straks forlod stedet eller forsøgte at "hindre røveriet". Disse to dommere anså det dog for bevist, at tiltalte havde bedt medgerningsmanden om at ophøre med at slå, og at han ude på gaden havde opfordret forurettede til at stikke af. Dette var imidlertid først sket efter røveriet. I dommen TfK.2003.117 var 3 personer tiltalt for at være brudt ind i et redskabsskur ved en kirke og en halv time senere at forsøge indbrud i et redskabsskur ved et idrætscenter. En af de 3 tiltalte henviste til, at han ikke havde viden om, hvad der foregik, da han var med på turen. Landsretten lagde til grund, at han senest ved ankomsten til kirken måtte være blevet klar over, at de to øvrige ville begå indbrud. Landsretten lagde til grund, at tiltalte var steget ud af bilen og var med henne ved kirken og senere fulgtes med de 2 andre fra stedet. Under "de anførte omstændigheder" havde tiltalte "ved at blive på stedet sammen med de 2 andre og senere forlade stedet sammen med dem gjort sig skyldig i medvirken til indbrud". Om forholdet ved idrætscentret udtalte landsretten, at tiltalte "som følge af begivenhedsforløbet ved kirken" vidste, at formålet med at tage tilbage til idrætscentret var et begå indbrud også der. Landsretten lagde til grund, at "tiltalte også ved denne lejlighed steg ud af bilen og fulgte med de 2 andre, som han senere også forlod stedet sammen med". Landsretten fandt "derfor også i dette forhold" tiltalte skyldig i medvirken til forsøg på indbrud.

UfR.1992.634.Ø, TfK.2000.328.Ø og TfK.2003.117 viser alle tre, at den blotte tilstedeværelse på gerningsstedet og viden om, at andre begår noget strafbart, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at der kan straffes for medvirken. Afgørelsen UfR.1982.900.V viser, at det ikke er enhver form for medvirken, der er strafbar. Handlingen skal have en tilstrækkelig tilknytning til det kriminelle forløb.

I UfR 1968.186 ØLD var en person tiltalt for forsøg på manddrab ved den 2. november 1966 kl. ca. 21 i overensstemmelse med aftale med de medtiltalte at have indfundet sig på Rådvadsvej i den hensigt med en medbragt springkniv at dræbe H, når hun kl. ca. 21.30 vendte tilbage fra aftenskole, hvilket imidlertid mislykkedes, da H blev opmærksom på tiltalte og undveg denne. Nævningerne fandt, at straffelovens § 24 jf. § 22 fandt anvendelse på forholdet, hvorfor tiltalte blev frifundet.

Straffene
Af straffelovens § 31 fremgår, at "de almindelige straffe er fængsel og bøde". Indholdet af fængselsstraffen er nærmere reguleret i straffuldbyrdelseslovgivningen.

Af § 33 følger, at fængsel "idømmes på livstid eller på tid, ikke under 7 dage og ikke over 16 år".

Af 2. stykke fremgår det, at der i tilfælde, hvor der er hjemmel tl at forhøje den straf, der er foreskrevet for en lovovertrædelse, "kan der dog idømmes fængsel indtil 20 år".

Af 3. stykke følger, at en gerningsmand, der ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført, ikke kan idømmes fængsel på livstid. 3. stykke blev ændret ved lov nr. 711 af 25. juni 2010, som bygger på lovforslag nr. 164 af af 17. marts 2010. Før lovændringen kunne personer, der ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført, højest straffes med fængsel i 8 år. Af kapitel 4.2 i lovforslaget fremgår blandt andet følgende til støtte for lovændringen: "Kommissionen har overvejet, om der ved særlig grov kriminalitet bør være mulighed for undtagelsesvis at gå ud over et strafmaksimum på 8 års fængsel, således at der kan fastsættes en længere tidsbestemt straf. Kommissionen henviser i den forbindelse til anbefalingen fra FN’s Børnekomité om aldrig at anvende livstidsstraf over for unge under 18 år, uanset om der er mulighed for prøveløsladelse." I lovforslagets bemærkninger til § 33, stk. 3, fremgår følgende: "Det foreslås, at den nuværende regel om en maksimumstraf på 8 års fængsel for kriminelle handlinger begået af personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet, ophæves, og i stedet fastsættes det, at personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet, ikke kan idømmes fængsel på livstid. Personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet, kan således idømmes op til 16 års fængsel eller op til 20 års fængsel i de tilfælde, hvor der er hjemmel til at forhøje den foreskrevne straf, jf. straffelovens § 33, stk. 1 og 2 (som ikke ændres)." I

I "Concluding Observations" of the Committee on the Rights of the Child vedrørende Danmark af 4. februar 2011 henstiller komiteen i præmis 50 til de danske myndigheder, at man ophæver lovændringen i straffelovens § 33, stk. 3, og genindfører den tidligere formulering, hvorefter unge under 18 år højest kunne idømmes fængsel i 8 år. Komiteen beder de danske myndigheder om at "consider repealing the recent amendment to the Penal Code which removes the upper limit of 8 years for prison sentences issued to persons below the age of 18".

Prøveløsladelse i straffelovens §§ 38 til 42

Reglerne om de tidsmæssige betingelser for prøveløsladelse findes i straffelovens § 38. § 39, stk. 1, fastsætter, at løsladelse på prøve er betinget af, at den løsladte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. I § 39, stk. 2, 1. pkt., bestemmes det, at der kan fastsættes vilkår om tilsyn i prøvetiden. Af § 39, stk. 2, 2. pkt., fremgår det, at der kan fastsættes yderligere vilkår efter reglerne i § 57 om vilkår for betingede domme.

Straffuldbyrdelseslovens § 80, stk. 1, regulerer nærmere, hvornår beslutningen om prøveløsladelse skal træffes, og af samme lovs § 80, stk. 2, fremgår det, at Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse. Se kommentarerne til bestemmelserne om prøveløsladelse i straffuldbyrdelsesloven i KRIMs kommentarer til straffuldbyrdelsesloven.

Betænkning 1099 om strafferammer og prøveløsladelse - 1987
Betænkning 1211 om samfundstjeneste - 1990
Betænkning 519 om vilkår ved betingede domme og prøveløsladelser - 1969
Betænkning 82 om forsorgsdomme og betingede domme - straffelovskommissionen 1952
Betænkning 563 om rekruttering og instruktion af honorarlønnede tilsynsførende - 1970

§ 40, stk. 1, i straffeloven vedrører de tilfælde, hvor en prøveløsladt begår nyt strafbart forhold i prøvetiden. § 40, stk. 2, vedrører de tilfælde, hvor den prøveløsladte begår vilkårsovertrædelser i prøvetiden.

§ 40 har følgende ordlyd:

"§ 40. Begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og foretages der inden dennes udløb rettergangsskridt, hvorved han sigtes for forholdet, træffer retten afgørelse i overensstemmelse med § 61, stk. 2, således at reststraffen ligestilles med en betinget dom. Har prøveløsladelse i medfør af § 40 a, stk. 3 eller 4, været forbundet med vilkår om samfundstjeneste, skal der ved fastsættelse af en fællesstraf tages hensyn til omfanget af den udførte samfundstjeneste.
Stk. 2. Overtræder den prøveløsladte i øvrigt de fastsatte vilkår, kan justitsministeren
1) tildele advarsel,
2) ændre vilkårene og forlænge prøvetiden inden for den i § 39 fastsatte længstetid eller
3) under særlige omstændigheder bestemme, at han skal indsættes til udståelse af reststraffen.
Stk. 3. Begår den prøveløsladte strafbart forhold i prøvetiden, uden at der rejses tiltale herfor, finder reglerne i stk. 2 tilsvarende anvendelse. Det samme gælder, såfremt den prøveløsladte i udlandet dømmes for strafbart forhold begået i prøvetiden, uden at der i forbindelse med dommen er taget stilling til spørgsmålet om fuldbyrdelse af reststraffen.
Stk. 4. Afgørelse efter stk. 2, jf. stk. 3, kan kun træffes inden prøvetidens udløb.
Stk. 5. Træffes der ikke bestemmelse om fuldbyrdelse af reststraffen efter stk. 1 eller stk. 2, jf. stk. 3, anses straffen for udstået på det tidspunkt, da prøveløsladelse fandt sted.
Stk. 6. Såfremt genindsættelse er bestemt i medfør af stk. 2, jf. stk. 3, kan fornyet prøveløsladelse ske, selv om de tidsmæssige betingelser i § 38, stk. 1 og 2, eller § 40 a, stk. 1, ikke er opfyldt med hensyn til reststraffen. Ved afgørelse efter 1. pkt. skal der tages hensyn til omfanget af samfundstjeneste, som den pågældende har udført i medfør af § 40 a, stk. 3 eller 4. Med hensyn til prøvetid efter sådan prøveløsladelse gælder de i § 39 fastsatte tider med fradrag af den tid, i hvilken den pågældende tidligere har været prøveløsladt."

Se bemærkningerne til straffelovens § 40 i Betænkning nr. 650 vedrørende nogle af- og nedkriminaliseringsspørgsmål afgivet i 1972, side 63 til side 67. I betænkningen foreslås det, at genindsættelse i tilfælde af, at der begås ny kriminalitet i prøvetiden, anvendes i sjældnere tilfælde end efter dagældende praksis. Man foreslår blandt andet, at "at genindsættelse i henhold til det foreliggende forslag kun helt undtagelsesvis finder sted, efter at 6 måneder af prøvetiden er gået". På side 65, 2. spalte, anføres blandt andet: "

"Arbejdsgruppen forestiller sig, at genindsættelse i henhold til det foreliggende forslag kun helt undtagelsesvis finder sted, efter at 6 måneder af prøvetiden er gået, og derudover kunne man tænke sig, at en forholdsvis stor del af de tilfælde, hvor recidivet finder sted inden for de første 6 måneder, ikke skulle føre til genindsættelse, men tværtimod til andre reaktioner efter forslagets § 40, stk. 1.

Man finder imidlertid, at de grunde, der førte arbejdsgruppen til at foreslå, at der kun undtagelsesvis finder genindsættelse sted efter 6 måneders forløb - udsigten til at falde ind under en lempeligere praksis, såfremt recidivet udskydes, - i en vis udstrækning kontraindicerer en sådan løsning. Man finder på den anden side ikke at burde foreslå ændringer i den nuværende praksis, hvorefter meget korte, ubetingede frihedsstraffe for forhold, begået forholdsvis kort tid efter prøveløsladelsen, kun undtagelsesvis fører til genindsættelse, idet man finder, at det navnlig er de mere alvorlige og professionelt prægede recidiver med længerevarende straffe til følge, som forslaget direkte sigter imod."

I TfK 2007.782 VLK var en drabsdømt, som var blevet prøveløsladt, begyndt at drikke alkohol, uagtet at prøveløsladelsen var betinget af antabusvilkår. Han havde indledningsvist modtaget en advarsel. Da forholdene efter kriminalforsorgens opfattelse ikke ændrede sig, blev han genindsat. Retten udtalte blandt andet: "Efter straffelovens § 40, stk. 2. nr. 3, forudsætter indsættelse til udståelse af reststraffen, at der forligger særlige omstændigheder. Udgangspunktet er således, at overtrædelse af vilkårene for en prøveløsladelse, når der ikke foreligger nyt strafbart forhold, ikke skal medføre genindsættelse, men de konsekvenser, der er angivet i straffelovens § 40, stk. 2, nr. 1 og nr. 2. A er blevet advaret om de mulige konsekvenser af en fortsat overtrædelse af vilkåret. A er dømt for forsøg på manddrab. Forholdet blev ifølge mentalerklæringen begået, mens han var beruset. Han blev idømt fængsel i 6 år. Der er således tale om en meget alvorlig forbrydelse, der blev begået under beruselse. Derfor er det særligt alvorligt, at A ikke overholdt vilkåret om alkoholistbehandling, trods flere indskærpelser. Retten er derfor enig i, at der i dette tilfælde har foreligget særlige omstændigheder. Retten stadfæster derfor direktoratets afgørelse. Efter straffelovens § 40, stk. 6, udelukker afgørelsen ikke, at A igen søger om at blive prøveløsladt, således at det fortsat er muligt gennem prøveløsladelse at søge at motivere A til at leve et ædrueligt og kriminalitetsfrit liv." Sagen blev på kriminalforsorgens begæring behandlet på skriftligt grundlag.

Om prøveløsladelse efter straffelovens § 40 a henvises der til kommentarerne til bestemmelserne om prøveløsladelse i straffuldbyrdelsesloven i KRIMs kommentarer til straffuldbyrdelsesloven.

Straffelovens § 53 om bødeforvandling
Straffelovens § 53 har følgende formulering: "Indgår en bøde ikke, træder i dennes sted en forvandlingsstraf af fængsel".

Bestemmelsen er et udtryk for, at der indtræder en såkaldt "forvandlingsstraf" i de tilfælde, hvor bøden ikke betales. Det er værd at bemærke, at administrativ praksis foreskriver, at bødeafsoning alene kan gennemføres i tilfælde, hvor bødefældte mangler "betalingsvilje" men ikke i tilfælde, hvor bødefældte mangler "betalingsevne". Af kapitel 7, afsnit 1.3, i straffelovrådets betænkning 1441 om visse forældelsesretlige spørgsmål fremgår følgende: "I administrativ praksis træffes alene beslutning om bødeafsoning, hvis den pågældende skønnes at have betalingsevne, sml. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 394 af 17. maj 2001 om opkrævning og inddrivelse m.v. af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger samt den administrative behandling af sager om eftergivelse af bøder og konfiskationsbeløb (bødebekendtgørelsen) § 29, stk. 3, nr. 1, hvorefter afgørelse om forvandlingsstraf ikke må træffes, hvis skyldneren ikke kan antages at have betalingsevne." Det er værd at bemærke, at det efter retsplejelovens § 97 a følger, at bøder, hvis der ikke forinden er indgivet begæring om udpantning, bortfalder efter 5 år, hvis bøden ikke overstiger 10.000 kr., og 10 år, hvis den overstiger 10.000 kr. Afdragsordninger medfører ikke udskydelse af fristen. Se for eksempel UfR 1953, s. 144 V, UfR 1954, s. 880 V, og UfR 1958, s. 624 Ø. Det er i dommen i UfR 1954, s. 880, antaget, at dette gælder, selv om der i forbindelse med afdragsordningen er udstedt gældsbrev.

Se også nedenfor i straffelovens § 97 a om forældelse af bødekrav og konfiskationskrav.

Betingede domme

Straffelovens § 56 har følgende indhold:

"Finder retten det upåkrævet, at straf kommer til fuldbyrdelse, bestemmes det i dommen, at spørgsmålet om straffastsættelse udsættes og bortfalder efter en prøvetid.

Stk. 2. Såfremt det må anses for mere formålstjenligt, kan retten fastsætte straffen og bestemme, at fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder ved udløbet af prøvetiden.

Stk. 3. Udsættelsen betinges af, at den dømte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold, og at han overholder de vilkår, som måtte være fastsat i medfør af § 57. Prøvetiden fastsættes af retten og kan i almindelighed ikke overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan dog fastsættes en prøvetid på indtil 5 år."

Efter straffelovens § 57 er der adgang til at fastsætte vilkår for en betinget straf. Der kan efter bestemmelsen for eksempel fastsættes vilkår om, at den domfældte tager ophold et bestemt sted, underkaster sig en nærmere angivet behandling eller underkaster sig foranstaltninger efter den sociale lovgivning. Opregningen af vilkår i bestemmelsen er ikke udtømmende.

Vilkårene for betingede domme (og prøveløsladelse) opdeles undertiden i "hovedvilkår", "tillægsvilkår" og "særvilkår". Ved hovedvilkår forstås vilkåret om, at den pågældende i en prøvetid ikke begår strafbart forhold. Dette vilkår er efter loven obligatorisk, jfr. straffelovens §§ 39, stk. 1, og 56, stk. 3. Ved tillægsvilkår forstås tilsyn og eventuelle særvilkår, der kan være knyttet til en prøveløsladelse, betinget dom m. v., jfr. straffelovens §§ 39, stk. 2, og 57, stk. 1. Ved særvilkår forstås de i straffelovens § 57, stk. 1, nr. 1) til 8) opregnede vilkår, samt øvrige individuelle vilkår, jfr. § 57, stk. 1, 2. pkt.

I Betænkning 752 Kriminalforsorg Socialforsorg, bind 1, afgivet af det af justitsministeriet den 24. august 1973 nedsatte planlægningsudvalg
vedrørende forsorgsarbejdet inden for kriminalforsorgen i 1975 behandles adgangen til at fastsætte vilkår for betingede domme og prøveløsladelse nærmere. Se eventuelt kapitel 8 "Beskrivelse af prøvetid, tilsyn og særvilkår" (side 109 til side 124), kapitel 9 "Beskrivelse af de enkelte særvilkår" (side 127 til side 145) og kapitel 10 "Overvejelser og forlag vedrørende prøvetid, tilsyn og særvilkår" (side 147 til side 174).

Vedrørende sager om spirituskørsel kan der henvises til bemærkningerne til lov nr. 230 af 4. april 2000 om udvidet brug af samfundstjeneste og betingede domme med vilkår om alkoholistbehandling for spirituskørsel

Se eventuelt også Kriminalforsorgsudvalgets betænkning 519 om vilkår ved betingede domme og prøveløsladelser afgivet i 1969 og Straffelovskommissionens betænkning 82 om forsorgsdomme og betingede domme - 1953

§ 58 regulerer adgangen til såkaldte "kombinationsdomme" (delvis betingede domme). Retten kan efter § 58, stk. 1, bestemme, at en del af den forskyldte straf, dog højst 6 måneder, skal fuldbyrdes, medens dommen i øvrigt gøres betinget. Tidligere var der kun adgang til at gøre højst 3 måneder af straffen ubetinget.

Der redegøres nærmere om kombinationsdommes indhold og baggrund i Straffelovrådets betænkning 1211 om samfundstjeneste, delbetænkning ll om sanktionssspørgsmål afgivet i 1990, kapitel 15, side 165 til side 181 under overskriften "Delvis betingede domme". I punkt 15.2.3 foreslår Straffelovrådet, at 3 måneders grænsen i § 58, stk. 1, sættes op til 6 måneder.

Vilkår for en betinget dom fastsat efter § 57 kan på begæring senere ændres eller ophæves
Efter § 59, stk. 1, i straffeloven kan såvel anklagemyndigheden som den dømte begære vilkår fastsat efter § 57 ændret eller ophævet. Dette sker ved retskendelse. Den dømte beder efter bestemmelsen anklagemyndigheden om at indbringe spørgsmålet for retten. Anklagemyndigheden skal derpå "snarest muligt" indbringe sagen for retten. Tages begæringen ikke til følge, kan sagen ikke på ny indbringes for retten, førend der er forløbet 6 måneder fra rettens kendelse.

Vilkårsovertrædelser
Efter straffelovens § 60 kan retten i tilfælde, hvor vilkårene fastsat efter § 57 overtrædes, tildele den pågældende en advarsel, ændre vilkårene eller forlænge prøvetiden inden for den i § 56, stk. 3, fastsatte længstetid eller fastsætte straf eller anden retsfølge.

Der kan ske varetægtsfængsling efter bestemmelsen i retsplejelovens § 763.

Se nærmere om sanktioner ved vilkårsovertrædelser på side 120 til side 123 i Betænkning 752 Kriminalforsorg Socialforsorg, bind 1.

Rettergangsskridt for nyt strafbart forhold begået i prøvetiden
Straffelovens § 61, stk. 2, bestemmer, at retten kan fastsætte en "ubetinget straf eller anden retsfølge" for det nye forhold og den tidligere pådømte lovovertrædelse. Det er også muligt alene at idømme en ubetinget straf alene for det nye forhold, eller at afsige en ny betinget dom vedrørende begge lovovertrædelser eller alene for det nye forhold.

Vagn Greve m. fl. anfører i Kommenteret Straffelov, Almindelig del, 9. omarbejdede udgave, DJØF forlag 2009, side 353, blandt andet: "... I stedet for en fælles ubetinget straf kan retten imidlertid idømme en ubetinget straf alene for det forhold, der nu er til pådømmelse, og opretholde den betingede dom, eventuelt med ændrede vilkår. I dette tilfælde fastsættes således ingen fællesstraf. Denne løsning er især nærliggende, når den nye kriminalitet er af en anden art end den, der førte til den betingede dom. Men den mulighed står også åben at afsige en ny fælles betinget dom, eventuelt en kombinationsdom efter § 58. .."

I TfK 2007.421 ØLD blev en person fundet skyldig i den 26. november 2005 på en restauration at have været i besiddelse af 1,83 gram kokain og 30 ecstasypiller til eget brug. Den pågældende var flere gange tidligere straffet for narkotikakriminalitet, og det aktuelle forhold blev begået i prøvetiden. Den pågældende var således den 31. oktober 2005 ved landsretten for narkotikakriminalitet blevet straffet med fængsel i 9 måneder, hvoraf de 6 måneder var blevet gjort betinget med 2 års prøvetid. Landsretten henviste til, at der i det nye forhold angik "besiddelse af 1,83 gram kokain og 30 stk. ecstasypiller til eget forbrug". Landsretten fandt derfor, at det ikke var nødvendigt at udløse den betingede del af dommen afsagt den 31. oktober 2005. Der blev udmålt en straf af fængsel i 10 dage for det nye forhold.

I TfK 2007.796 ØLD blev en person straffet for forsøg på indbrudstyveri begået den 29. maj 2007, indbrudstyveri begået den 1. juni 2007, hvor tltalte sammen med en anden stjal et fladskærms-tv til en værdi af 13.000 kr. og forsøg på indbrudstyveri den 1. juni 2007. Den pågældende var den 21. december 2006 blevet prøveløsladt med en reststraf på 1.116 dage efter at have udstået en straf af fængsel i 5 år blandt andet for røveri og brugstyveri. Prøvetiden løb indtil den 11. december 2008. Den pågældende blev idømt fængsel i 6 måneder, og reststraffen blev således ikke udløst. Landsretten udtalte blandt andet: "Under hensyn til det oplyste om T's personlige forhold, samt til at den betydelige reststraf på 1.116 dage vedrører ikke ganske ligeartet kriminalitet begået tilbage i 2002, finder retten det undtagelsesvist forsvarligt at undlade at fastsætte den nu forskyldte straf som en fællesstraf omfattende de 1.116 dage og i stedet idømme T en ubetinget straf for de nye forhold, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2, nr. 1."

Andre retsfølger af den kriminelle handling end straf

Straffelovens §§ 68, 69 og 70 - foranstaltninger mv.

Betænkning 149 om de retspsykiatriske undersøgelser i straffesager - 1956
Betænkning 333 om sterilisation og kastration - 1964
Betænkning 450 om oprettelse af en særlig behandlingsinstitution for en del af de psykisk abnorme lovovertrædere - 1967
Betænkning 667 om de strafferetlige særforanstaltninger - 1972
Betænkning 644 - Effektiviteten af forvaring og særfængsel - 1972
Betænkning 667 om de strafferetlige særforanstaltninger - 1972
Betænkning 955 om foranstaltninger over for åndssvage og andre svagt begavede lovovertrædere - 1982
Betænkning 1196 om retslægerådet - 1990
Betænkning 1372 om tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 - 1999

Se Rigsadvokatens meddelelse nr. 5 af 12. juli 2007 (rettet juni 2010) om behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af straffelovens § 70 Se eventuelt tidligere udgaver af samme meddelelse.

Af Rigsadvokaten Informerer nr. 9 af 15. juni 2010 fremgår, at Justitsministeriet i april 2010 har offentliggjort en samlet evaluering af tidsbegrænsning af foranstaltninger. Evalueringen tager primært sigte mod at belyse, hvorvidt de dømtes risiko for at begå ny kriminalitet er øget som følge af en tidsbegrænsning af foranstaltningen. Det fremgår af rapporten, at der ikke kan påvises en forskel i recidivrisikoen mellem dem, der er dømt inden lovændringen, og dem, der er dømt efter. Der kan heller ikke påvises en forskel mellem dem, der efter lovændringen har fået en tidsbegrænset foranstaltning, sammenlignet med dem, der har fået en ikke-tidsbegrænset foranstaltning. Det anføres, at undersøgelsen således ikke tyder på, at lovændringen har haft en negativ effekt på de dømtes recidivrisiko.

I TfK 2008.592/1 HD var en person i et nævningeting blevet straffet med fængsel i 7 år for røveri. Han var ved en forudgående mentalundersøgelse var der fundet "en lettere mentalretardering" hos den pågældende, og han var fundet omfattet af Straffelovens § 69. Mentalundersøgelsen bemærkede yderligere: "Såfremt observanden findes skyldig kan der ikke peges på foranstaltninger, jf. Straffelovens § 68, 2. pkt., som mere formålstjenlig end straf til imødegåelse af fremtidig ligeartet kriminalitet". Under sagens behandling ved Højesteret afgav Retspsykiatrisk Klinik og Retslægerådet udtalelser, hvoraf det fremgik, at den pågældende var omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, og at man anbefalede dom til anbringelse i sikret afdeling for personer med vidtgående psykisk handicap". Højesteret hjemviste sagen til fornyet behandling for landsretten, idet Højesteret blandt andet udtalte: "Da de lægelige erklæringer gør domfældelsens rigtighed tvivlsom, ophæver Højesteret landsrettens dom med henvisning til den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens § 959, stk. 1, nr. 3, og hjemviser sagen til landsretten."

I TfK 2010.62 ØLD blev en person fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Hun blev herudover fundet skyldig i overtrædelse af våbenloven. Den pågældende var tidligere straffet for vold. Hun blev frifundet efter straffelovens § 244. Kvinden blev idømt behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse. Der blev fastsat en længstetid på 5 år.

I TfK 2011.342 ØLD blev en person fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved at have tildelt en politiassistent to knytnæveslag heraf et i ansigtet, at have tildelt en anden politiassistent to knytnæveslag i maveregionen, og at have udtalt til en tredje politiassistent "Jeg slår dig ihjel. Jeg følger dig hjem en dag og så slår jeg din familie ihjel" eller lignende. Landsretten gav ikke anklagemyndigheden medhold i, at der ikke skulle fastsættes en længstetid for en foranstaltning til den pågældende, der ansås som sindssyg. Landsretten udtalte blandt andet: "Karakteren af den udøvede vold giver ikke i sig selv grundlag for at undlade at fastsætte en længstetid for foranstaltningen. Efter de foreliggende oplysninger om de omstændigheder, hvorunder tiltalte fremsatte trusler, og når der samtidig henses til de foreliggende oplysninger om tiltaltes forhold, finder landsretten i midlertid - uanset at truslerne har haft en sådan karakter, at de var omfattet af straffelovens § 266, - at det vil være forsvarligt at fastsætte en længstetid på 5 år for foranstaltningen, jf. straffelovens § 68 a, stk. 1., 1 pkt."

I TfK 2011.310 ØLD blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved på en restauration at have slået forurettede i ansigtet med et colaglas, hvorved glasset knustes, og forurettede pådrog sig en syningskrævende flænge ved venstre øje. Tiltalte var to gange tidligere idømt ambulant psykiatrisk behandling for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 119. Retslægerådet udtalte i en erklæring af 8. december 2009 blandt andet: "Retslægerådet finder således, at tiltalte er omfattet af straffelovens § 69. Såfremt han findes skyldig, skal Retslægerådet, til imødegåelse af en vis risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet som mere formålstjenlig foranstaltning end straf, jf. [samme] lovs § 68, 2. pkt., anbefale dom til ambulant psykiatrisk behandling med psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse." Anklagemyndigheden fik ikke medhold i, at der ikke skulle fastsættes en længstetid for foranstaltningen. Landsretten stadfæstede byrettens dom og henviste til byrettens begrundelse. Byretten havde blandt andet anført, at arten af den pådømte kriminalitet - selv om forholdet er henført under straffelovens § 245, stk. 1, - ikke kan karakteriseres som en "alvorlig voldsforbrydelse, jf. straffelovens § 69 a, stk. 2", hvorefter der ikke skal fastsættes nogen længstetid for foranstaltningen. Længstetiden for tiltaltes ophold på institution blev fastsat til 1 år, jf. straffelovens § 69 a, stk. 1.

I dommen TfK 2009.839 fastsatte Østre Landsret i medfør af straffelovens § 68 a, stk. 2, en længstetid på 5 år for en foranstaltning, som en person blev idømt efter at være fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1 (voldtægt).

I dommen TfK 2009 918 ØLD blev en 58-årig mand fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 for at have fremsat trusler til sin mor om at ville skyde hende. Endvidere blev tiltalte fundet skyldig i bedrageri. Både byretten og Østre Landsret dømte den pågældende til psykiatrisk behandling og fastsatte en længstetid på 5 år. Længstetiden for en eventuel indlæggelse fastsættes til 1 år. Tiltalte var tidligere straffet. Den tiltalte var således i 2000 idømt en behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1, og igen i 2004 idømt en behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens § 266. I begge de tidligere domme var der fastsat en længstetid på 5 år. Den tidligere idømte foranstaltning var blevet ophævet ved byrettens kendelse af 1. maj 2007.

I TfK 2005 499 HD fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at dømme en mand til forvaring, der var fundet skyldig i vold og trusler, og som mange gange tidligere var straffet for lignende kriminalitet. Højesteret gik således imod såvel konklusionen i mentalobservationserklæringen som imod i Retslægerådets anbefaling om, at den pågældende blev idømt forvaring. Retslægerådet udtalte i sin erklæring af 3. juli 2003 blandt andet: " ..Under hensyn til karakteren af den tidligere idømte og den nu påsigtede kriminalitet samt hans personlighedsmæssige egenart, må T, såfremt han findes skyldig, antages at frembyde en sådan nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at anvendelse af forvaring i stedet for straf efter Retslægerådets opfattelse er påkrævet for at forebygge denne fare". Højesteret begrundede afgørelsen om ikke at idømme den pågældende forvaring således: "..Efter en samlet bedømmelse af karakteren af de nu begåede forhold sammenholdt med karakteren af T's tidligere kriminalitet finder Højesteret - uanset de lægelige udtalelser om hans personlighedsmæssige egenart - at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at han frembyder en sådan nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at betingelserne for at idømme forvaring er opfyldt. Højesteret finder ikke grundlag for at ændre den fællesstraf af fængsel i 3 år, som byretten har fastsat, og stadfæster derfor byrettens dom. ..."

I TfK 2004.197/1 HD blev en person, der var tidligere straffet for blufærdighedskrænkelse, og som blev fundet at være omfattet af straffelovens § 16 (sindssyg), på ny fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse. Mentalundersøgelsen konkluderede, at "man skal som hensigtsmæssig foranstaltning anbefale dom til behandling i psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen og hospitalet under udskrivning, således at Kriminalforsorgen og overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse." Såvel byretten som landsretten fulgte anbefalingen i mentalundersøgelsen, og den pågældende blev således dømt til behandling på hospital for sindslidende i medfør af straffelovens § 68. Landsretten udtalte supplerende: "Da tiltalte tidligere har overtrådt straffelovens § 232, er det ikke uproportionalt at idømme tiltalte foranstaltninger efter straffelovens § 68. Det tiltrædes derfor af de grunde, som byretten har anført, at tiltalte er idømt en foranstaltning efter straffelovens § 68 som sket." Højesteret ændrede afgørelsen og fandt, at en dom til ambulant behandling med mulighed for, at der administrativt kunne træffes bestemmelse om indlæggelse, var tilstrækkelig. Højesteret udtalte nærmere: "Højesteret tiltræder, at der er grundlag for at træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. straffelovens § 68. Højesteret finder imidlertid, at det vil være tilstrækkeligt, at denne foranstaltning fastsættes til ambulant psykiatrisk behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse. Højesteret har herved lagt vægt på T's personlige forhold og risikoen for fremtidig kriminalitet vurderet i lyset af de begåede lovovertrædelser. Længstetiden fastsættes til 5 år, jf. straffelovens § 68 a, stk. 1." Højesteret valgte således ikke at følge de lægelige anbefalinger.

Fastsættelse af en ny længstetid efter straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt. og § 69 a, stk. 1, 3. pkt.
I tilfælde, hvor der efter § 68 a eller § 69 a er fastsat en længstetid for foranstaltningen, kan retten "under særlige omstændigheder" efter henholdsvis § 68 a, stk. 1, 3. pkt. og § 69 a, stk. 1, 3. pkt. fastsætte en ny længstetid på 2 år.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i straffelovens § 68 a, jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, s. 3623, at de særlige omstændigheder, der er nævnt i bestemmelsen, f.eks. kan foreligge, "hvis den dømtes tilstand er blevet forværret på en sådan måde, at den pågældende frembyder fare for andre, eller hvor der i øvrigt ved længstetidens udløb foreligger et åbenbart behov for at fortsætte en behandling eller pleje, der er motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn".

Bestemmelsen giver således ikke mulighed for forlængelse af længstetiden blot fordi det udtales om den domfældte, at det ville være mest hensigtsmæssigt at forlænge længstetiden. Der skal være et "åbenbart behov" for at fortsætte foranstaltningen, og forlængelsen skal være motiveret af "kriminalitetsforebyggende hensyn".

I TfK 2010.595 VLK blev anklagemyndighedens begæring om, at en foranstaltning skulle forlænges ud over 5 år i medfør af straffelovens § 68 a, stk. 1, ikke imødekommet. Den pågældende var i 2004 blevet idømt foranstaltningen for vold. Under sagen, hvor anklagemyndigheden forlangte foranstaltningen forlænget, udtalte landsretten blandt andet følgende: "Efter de lægelige oplysninger må det lægges til grund, at D ikke har nogen sygdomsindsigt, og at han ved ophør af den idømte foranstaltning må forventes at ophøre med at modtage den medicinske behandling. Sidstnævnte støttes tillige af D's egen forklaring til sagen. Ligeledes må det lægges til grund, at D, såfremt han afbryder den medicinske behandling, bliver stærkt psykotisk, og at der som følge heraf vil være risiko for ny kriminalitet." Landsretten udtalte yderligere: "Med undtagelse af forholdet, som blev pådømt i forbindelse med dommen af 14. april 2004, er D ikke i øvrigt straffet for vold eller anden personfarlig kriminalitet. Den idømte foranstaltning har nu været opretholdt i mere end 5 år, hvilket står i åbenbart misforhold til længden af den straf, som den begåede kriminalitet må antages at kunne have medført. Endvidere må det ifølge de lægelige oplysninger antages, at der ikke er udsigt til, at D's tilstand inden for en nærmere fremtid vil bedres så meget, at der efter en lægelig vurdering vil være grundlag for at ophæve foranstaltningen. På den anførte baggrund - og uanset at en opretholdelse af foranstaltningen må anses for formålstjenlig for at forebygge ny kriminalitet - foreligger der ikke sådanne særlige omstændigheder, som kan begrunde en forlængelse af den idømte foranstaltning."

I TfK 2008.567 ØLK fremgik det af en lægelig udtalelse om den dømte, at man kunne "befrygte", at den dømte ville ophøre med at tage sin medicin, når dommen ophævedes. Man udtalte videre, at man "for at mindske risikoen for at det skulle komme til voldelige episoder, anbefale, at foranstaltningen opretholdes". Østre Landsret imødekom ikke begæringen om forlængelse af længstetiden og udtalte blandt andet, at landsretten ikke fandt, at der "foreligger oplyst forhold der gør, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder som beskrevet i straffelovens § 68 a, stk. 2 for at opretholde foranstaltningen i yderligere 2 år".

I TfK 2008.645 ØLK blev længstetiden forlænget med 2 år. Her forelå en grundig lægelig udtalelse, hvor der var påpeget ganske konkrete grunde til, at man frygtede hurtigt recidiv, hvis ikke længstetiden blev forlænget. Af lægeudtalelsen fremgik blandt andet, at "....det ikke [er] uvæsentligt at påpege, at den idømte foranstaltning er en væsentlig garant for, at patienten ikke igen har udøvet vold og må ses som en forudsætning for at en eventuel udslusning til socialpsykiatrisk bosted, vil kunne lykkes. Af denne årsag er undertegnede overbevist om, at en forlængelse af dommens længstetid er påkrævet. Såvel en afslutning af dommen i juni i år samt en afslutning af kontakten til den retspsykiatriske afdeling vil medføre, at risiko for fornyet kriminalitet af den tidligere pådømte accentueres i løbet af ganske kort tid på grund af, at patienten med stor sandsynlighed ganske kort efter udskrivning, vil påbegynde et omfattende misbrug af centralstimulerende stoffer. Fordi D er undergivet et værgemål og derfor ikke har fuld råderet over sine pensionsmidler, må man endvidere forvente, at et omfattende misbrug vil medføre anden kriminalitet. Landsretten henviste til byrettens udtalelse om, at der "fortsat eksisterer et åbenbart behandlingsbehov", og udtalte yderligere blandt andet, at "der af kriminalitetsforebyggende hensyn foreligger sådanne særlige omstændigheder, at betingelserne for at fastsætte en ny længstetid på 2 år er opfyldt ..."

Af UfR 1994.784/1 ØLK fremgår det, at der kan kræves domstolsprøvelse i tilfælde, hvor en person er dømt til ambulant psykiatrisk behandling på hospital eller afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen og/eller hospital eller afdeling, således at der i forbindelse med overlægen kan træffes bestemmelse om indlæggelse, og hvor der faktisk træffes bestemmelse om sådan indlæggelse.

Straffelovens § 72 om ophævelse eller ændring af foranstaltninger efter straffelovens kapitel 9
Se omtalen af forvaringsinstituttet i Danmark i Memorandum to the Danish Government fra Europarådets menneskerettighedskommissær - 11. juli 2007, side 13. Af præmis 57 fremgår blandt andet følgende: "As concerns safe custody, the Commissioner reiterates his predecessor’s concerns of principle and the absolute requirement that judicial review of such decision be carried out at short intervals on the basis of thorough expert reports and contradictory examination." Kommissæren finder såldes, at der er et "absolut behov" for regelmæssig domstolsprøvelse med korte intervaller, og at denne skal baseres på grundige ekspertudtalelser og "contradictory examination", hvilket formentlig vil sige, at der skal være adgang til ekspertudtalelser, der indeholder en kritisk prøvelse af de oprindelige ekspertudtalelser.

I tilfælde, hvor en person er frihedsberøvet, og hvor løsladelse eller såkaldt "prøveudskrivning" beror på for eksempel lægelige vurderinger af en persons fortsatte farlighed eller vurderinger af den pågældendes tilstand eller udvikling i øvrigt, har den pågældende ret til at være til stede under rettens behandling af sagen, og den pågældende har ret til at være til stede og føre vidner. Dette fremgår for eksempel af Singh mod Storbritannien afsagt af EMD den 21. februar 1996 (præmis 66) og Hussain mod Storbritannien afsagt af samme også den 21. februar 1996 (præmis 58).

I S.T.S mod Holland afgjort af EMD den 7. juni 2011 under sagsnummer 277/05 fandt EMD, at EMRK artikel 5, § 4, var krænket i en sag om domstolsprøvelse af en frihedsberøvelse, idet det var forløbet 294 dage fra det tidspunkt, hvor sagen var anket til højesteret, og frem til det tidspunkt, hvor højesteret afgjorde sagen. Der henvises til afgørelsens præmis 47-50.

Proportionalitet og vægtningen af lægelige udtalelser i sager efter straffelovens § 72
I kendelsen TfK 2010.235 VLK blev en foranstaltning ophævet efter 7 år, uanset at det af en udtalelse af 22. maj 2009 fra regionspsykiatrien fremgik, at den pågældende er "kronisk psykotisk og har behov for at forsætte med den medikamentelle og socialpædagogiske behandling". Overlægen, der havde affattet udtalelsen, fandt det "derfor formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, at den foranstaltning, som D er idømt, opretholdes". Det fremgik af sagen, at den pågældende tidligere havde været idømt en foranstaltning for forsøg på røveri. Han var endvidere straffet for at have sat ild til en cykel. Den pågældende var den 14. august 2002 blevet idømt den foranstaltning, som han nu forsøgte at få ophævet, for to tilfælde af brandstiftelse. Flertallet i Vestre Landsret udtalte: "Uanset at det på grundlag af erklæringen af 22. maj 2009 fra Regionspsykiatrien i Randers må anses for formålstjenligt at opretholde foranstaltningen for at forebygge ny kriminalitet, stemmer vi for at tage begæringen om ophævelse af foranstaltningen til følge, idet vi lægger vægt på karakteren af den kriminalitet, der medførte, at D blev idømt foranstaltningen, og at den nu har været opretholdt i mere end 7 år."

I TfK 2009.78 ØLK blev en foranstaltning ophævet. Personen var fundet skyldig i voldtægt, vold og flere tilfælde af brandstiftelse begået i 1997 og var herfor i 1998 idømt en anbringelsesdom. I 2004 var anbringelsesdommen blevet ændret til en behandlingsdom. De behandlende læger udtalte sig mod, at foranstaltningen blev ophævet blandt andet med henvisning til risikoen for nye lovovertrædelser. Landsretten ophævede foranstaltningen og udtalte: " Den idømte foranstaltning har nu været opretholdt i et tidsrum, der står i åbenbart misforhold til længden af den straf, som den begåede kriminalitet må antages at kunne have udløst, og karakteren af den kriminalitet, som D har begået, taler under de foreliggende omstændigheder ikke afgørende imod en ophævelse af den idømte foranstaltning."

Kendelsen UfR.2008.1269.ØLK. Person, der i 2003 var blevet idømt en foranstaltning efter straffelovens § 68, og som tidligere (i 1998) også var blevet idømt en foranstaltning efter samme bestemmelse, fik ved landsretten foranstaltningen ophævet ud fra proportionalitetssynspunktet. Landsretten fulgte ikke de lægelige anbefalinger om foranstaltningens ophævelse. Ved den sidstnævnte foranstaltning var den pågældende blevet fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 181 og straffelovens § 252. Byretten var nået til det modsatte resultat.

I Gajcsi mod Ungarn afgjort af EMD den 3. oktober 2006 under sagsnummer 34503/03 var en person den 4. november 1999 blevet indlagt på et psykiatrisk hospital og tilbageholdt der frem til den 24. april 2003. Af præmis 6 fremgår det, at indlæggelsen og tilbageholdelsen støttes på en udtalelse fra en speciallæge i psykiatri, der fandt, at personen blandt andet har en "pyromanisk adfærd" ("pyromaniac behaviour"). Han blev af denne grund anset for "farlig". I forbindelse med indlæggelsen blev den administrative beslutning om tvangsindlæggelse domstolsprøvet. Under indlæggelsen blev der regelmæssigt foretaget domstolsprøvelse af den fortsatte opretholdelse af frihedsberøvelsen. EMD fandt, at EMRK artikel 5, § 1, var krænket. EMD henviste i præmis 21 til, at de relevante nationale lovbestemmelser kræver, at der foreligger "farlighed", for at der kan ske tvangsindlæggelse og tvangsbehandling. EMD bemærker, at beslutningerne truffet af de nationale domstole i den aktuelle sag mangler vurderinger af klagerens påståede "farlige adfærd". Under disse omstændigheder fandt EMD, at opretholdelsen af klagerens tvangsbehandling ikke havde hjemmel i lov.

Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i afgørelsen "Shulepova mod Rusland", sagsnummer 34449/03, afgjort den 11. december 2008 - ligesom flere gange tidligere - fundet, at der var sket en krænkelse af Den europæiske menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 6, ved at domstolene i en medlemsstat havde accepteret, at eksperter, der afgav udtalelser i retten, ikke var uafhængige af en af parterne. Klageren forlangte erstatning for en tvangsindlæggelse. De nationale domstole havde lagt afgørende vægt på udtalelser, der var kommet fra ansatte på det hospital, som tidligere havde tvangsindlagt klageren.

I Østre Landsrets kendelse nr. 12. S-478-10 af 29. april 2010 udtalte landsretten sig blandt andet om, hvorledes hensynet til "retshåndhævelsen" burde vægtes ved vurderingen af proportionalitetssynspunkter i en sag, hvor en person, der i 2002 var blevet idømt en forvaringsdom, havde anmodet om at få foranstaltningen ændret eller ophævet. Landsretten udtalte nærmere: "Ved vurderingen af, om proportionalitetssynspunkter skal føre til prøveudskrivning, kan hensynet til retshåndhævelsen, henset til længden af den hidtidige forvaring, ikke indgå med samme styrke som tidligere, og er må således i højere grad tages udgangspunkt i farligheden af den begåede kriminalitet og risikoen for recidiv."

I Trajce Stojanovski mod det tidligere Makedonien afgjort af EMD den 22. oktober 2009 under sagsnummer 1431/03 havde de nationale domstole opretholdt en frihedsberøvelse på baggrund af oplysninger fra politiet om, at den pågældende under udgange skabte frygt i det lokalsamfund, hvor den pågældendes far boede, på trods af at hospitalet, hvor han var indlagt, anbefalede, at han blev udskrevet. Det fremgår af præmis 7 i afgørelsen, at den pågældende var dømt for i en retsbygning i 1995 at have overfaldet en person, der som følge af overfaldet fik en hjerneblødning og afgik ved døden 7 dage senere. Samme dag overfaldt han også en tilstedeværende dommer med flere slag Derudover havde han forsøgt at overfalde en tredje person. Af præmis 12 fremgår, at hospitalet, hvor den pågældende var indlagt, i april 2003 fremkom med en udtalelse, hvor man anbefalede, at den pågældende blev prøveudskrevet. Hospitalet henviste til, at en prøveudskrivning ville kunne bidrage blandt andet til en hurtigere resocialisering af den pågældende. Af præmis 15 fremgår, at politiet i en rapport af 13. oktober 2003 udtalte sig mod, at den pågældende blev prøveløsladt. Der henvistes i rapporten blandt andet til, at beboerne i lokalsamfundet frygtede ham, når han var på udgang. Af præmis 15 fremgår yderligere, at begæringen om prøveudskrivning blev afvist af retten. I præmis 31 udtaler EMD, at indespærring på grund af sindssygdom efter EMRK artikel 5 § 1 (e) i konventionen kun kan ske, når det med tilstrækkelig pålidelighed er fastslået, at den pågældende er sindssyg, og at dette skal være konstateret ved en kompetent myndighed på baggrund af udtalelser fra objektive lægelige eksperter ("established before a competent authority on the basis of objective medical expertise"), og at sindssygdommen skal være af en karakter, der kan begrunde tvangstilbageholdelse, og at fortsat tvangstilbageholdelse afhænger af, at en sådan tilstand fortsat er tilstede. Tvangstilbageholdelsen blev anset for at udgøre en krænkelse af EMRK artikel 5 § 1 (e).

H:S Sundhedsfaglige Råd for Psykiatri skrev i en redegørelse af 26. februar 2002 til Folketingets såkaldte "§ 71-udvalg, at sindssyge mennesker tilsyneladende udskrives fra hospitalerne for at blive sat i fængsel. Man anfører blandt andet: "En gennemgang af materiale fra Københavns Fængsler fra slutningen af 1990'erne belyser, at det kan være endog overordentligt vanskeligt at få indlagt en psykotisk (sindssyg) indsat, det være sig varetægtsarrestant eller afsoner. Yderligere udskives erkendte psykotiske patienter efter påbegyndt medikamentel behandling fra de psykiatriske afdelinger til fortsat ophold i Københavns Fængsler - en situation som de Københavnske psykiatriske afdelinger beklager, men vedkender sig." (side 59). I redegørelsen udtales blandt andet også "Effekten af behandling af patienter med retspsykiatriske foranstaltninger på kriminelt recidiv, herunder farlighed, er udokumenteret" (side 61).

Af Rigsadvokatens skrivelse nr. 11110 af 20. juni 1975 fremgår, at Rigsadvokaten skal underrettes, når en forvaret person begærer prøveudskrivning.

Se retslægerådets vejledning i udarbejdelse af retspsykiatriske erklæringer i sager vedrørende ændring/ophævelse af en idømt foranstaltning jf. straffelovens § 72. Vejledningen er ikke dateret men er fundet på Retslægerådets hjemmeside på linket http://www.retslaegeraadet.dk/Retspsykiatriske-erkl%C3%A6ringer-vedr%C3%B8rende-%C3%A6ndring-oph%C3%A6velse-af-en-id%C3%B8mt-s%C3%A6rforanstaltning--jf--straffelovens---72-# den 9. februar 2011 og er tilsyneladende et uddrag fra side 107 ff i et andet værk.

Se ovenfor om blandt andet kravene til mentalundersøgelser.

Ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a

Betænkning 309 om udbygning af ungdomsfængslerne mv. - 1962
Betænkning 232 vedrørende ungdomskriminaliteten - 1959

Ungdomssanktionen blev indsat i straffelovens § 74 a i juni 2001 og trådte i kraft med virkning fra 1. juli 2001. Bestemmelsen siger, at hvis en person, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, har begået "grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet", kan retten bestemme, at den pågældende skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Det fremgår videre, at "længstetiden for ophold i døgninstitution eller godkendt opholdssted er 1 år og 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge". Se Servicestyrelsens "Håndbog om ungdomssanktionen" udgivet i 2007. Af side 34 fremgår blandt andet, at mellem 60 og 70 % af ungdomssanktionerne idømmes for røveri, mens mellem 20 og 25 % er domme for vold.

Af side 32 følger blandt andet: "Er den unge omfattet af målgruppen for ungdomssanktionen skal anklagemyndigheden så hurtigt som muligt indhente udtalelse fra de sociale myndigheder i den unges opholdskommune. De sociale myndigheder vurderer, hvorvidt ungdomssanktion vil være formålstjenlig. En indstilling skal også indeholde forslag til, hvordan ungdomssanktionen for den pågældende bør udformes herunder tidsramme for både anbringelse på en sikret institution og på en åben institution eller et godkendt opholdssted. Dom til ungdomssanktionen er som nævnt en dom til en socialpædagogisk behandling. Derfor er det ikke den begåede kriminalitet, der ligger til grund for indstillingen af længden af institutionsophold, men derimod den unges behov for socialpædagogisk behandling. Længden af institutionsopholdene skal dog holde sig inden for de tider, der er angivet i straffelovens § 74 a, ..."

Det hedder videre på samme side: "Hvis den unge tidligere under sagen har været anbragt i varetægtssurrogat i sikret afdeling, eller der foreligger andre særlige omstændigheder, der taler for, at der ikke er behov for at fastsætte en minimumsperiode på f.eks. to måneder på en sikret afdeling, kan tiden for opholdet på den sikrede afdeling angives til f.eks. »indtil to måneder«. ..."

Af side 33 fremgår blandt andet, at Ekspertgruppen vedrørende ungdomskriminalitet "forudsatte i sin rapport i 2001, at det indledende ophold i sikret regi almindeligvis ville have en varighed på to måneder".

I TfK 2007.294/1 VLD gjorde anklagemyndigheden gældende, at en ung tiltalt skulle idømmes ungdomssanktion herunder, at tiltalte i de første 2 måneder anbringes på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge. Anklagemyndigheden fik medhold i, at den pågældende skulle idømmes ungdomssanktion men ikke i påstanden om, at domfældte de første 2 måneder skulle anbringes på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge. Landsretten begrundede afgørelsen blandt andet med den omstændighed, at "tiltalte har været varetægtsfængslet i surrogat i perioden fra den 22. juni 2006 til den 31. august 2006", hvorfor der ikke er behov for at pålægge tiltalte at tage ophold i en sikret døgninstitution for unge i indtil 2 måneder.

Se ovenfor om surrogatvaretægtsfængsling af unge under 18 år.

Konfiskation efter straffelovens §§ 75-77

Betænkning 355 om konfiskation - 1964

Efter straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, kan en genstand, der har været brugt eller bestemt til at bruges ved en strafbar handling, konfiskeres, hvis dette anses for påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser. I dommen UfR.2007.74.VLD fandtes det ikke påkrævet at konfiskere den af sagen omhandlede "pocket-bike", som i strid med færdselsloven havde været benyttet under en kort strækning på offentlig vej. Det fremgik af sagen, at der havde været tale om en kortere prøvekørsel i forbindelse med køb. Landsretten lagde blandt andet også vægt på, at køretøjet også kunne anvendes lovligt (til banekørsel).

Har tiltalte ikke brugt eller haft til hensigt at bruge tingen, der søges konfiskeret, til netop det strafbare forhold, som han eller hun er domfældt for, kan der ikke ske konfiskation efter bestemmelsen. I sagen UfR 1995.604 VLD udtaler Vestre Landsret blandt andet følgende: "Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at de konfiskerede pibehoveder med tilbehør ikke har været anvendt af tiltalte, men alene har været beregnet til videresalg. Landsretten finder, at bestemmelsen i straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, der af anklagemyndigheden er påberåbt som grundlag for påstanden om konfiskation af disse genstande, må forstås således, at alene genstande, der har været brugt eller er bestemt til at bruges ved den strafbare handling, for hvilken der er rejst tiltale eller domfældt, kan konfiskeres i medfør af bestemmelsen. Da pibehovederne med tilbehør ikke efter det foreliggende har været beregnet til brug ved tiltaltes hashrygning har der ikke været grundlag for konfiskation heraf. Landsretten ophæver derfor konfiskationen af følgende genstande: 8 prislister, 60 pibehoveder, 49 rør, 33 gummipropper og 22 hashpiber/chillums".

I sagen UfR 1975.972 havde en person forsætligt skudt en andens hund med et jagtgevær. Han blev straffet for hærværk. Tiltalte blev frifundet for anklagemyndighedens påstand om konfiskation. Herom udtalte Vestre Landsret, at der ikke fandtes "tilstrækkelig anledning til at træffe bestemmelse om konfiskation."

I TfK 2011.3 VLD blev en person fundet skyldig i på et offentligt tilgængeligt sted (til en "Country-Festival") uden anerkendelsesværdigt formål at have været i besiddelse af en foldekniv med en klinge på 7,6 cm samt 2 dolke med bladlængder på henholdsvis 27 cm og 10,8 cm. Blandt andet fordi landsretten fandt, at den pågældende havde handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af reglerne i våbenlovgivningen jf. straffelovens § 82, nr. 4, bortfaldt straffen. Anklagemyndighedens påstand om konfiskation af knivene blev ikke imødekommet. Landsretten udtalte herom: "Det kan ikke anses for påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser, at der sker konfiskation, og der er ikke særlige omstændigheder i øvrigt, som taler derfor, jf. herved straffelovens § 75, stk. 2. Påstanden om konfiskation tages derfor ikke til følge."

I UfR 1986.4 HD forsøgte anklagemyndigheden at få konfiskeret 69.000 kr., som han under politiets visitation af ham var fundet i besiddelse af på Christiania, og som efter anklagemyndighedens opfattelse hidrørte fra handel med euforiserende stoffer. I byretten blev han fundet skyldig i handel med euforiserende stoffer, og beløbet blev konfiskeret. I landsretten blev han frifundet for handel med euforiserende stoffer, men beløbet blev konfiskeret i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1. Sagen blev af tiltalte indanket for Højesteret med påstand om, at dommens bestemmelse om konfiskation skulle udgå, hvilket tiltalte fik medhold i ved Højesteret. Højesteret udtalte: "Ved landsrettens dom er tiltalte frifundet for den del af tiltalen, som vedrørte indførsel og salg af hash for 69.000 kr. Betingelserne for konfiskation af dette beløb findes herefter ikke at foreligge. Tiltaltes påstand vil derfor være at tage til følge."

I UfR 1979.935 ØLD blev en person fundet skyldig i at have været i besiddelse af 10 gram heroin delvis med henblik på videresalg. Anklagemyndigheden påstod konfiskation blandt andet af 3.800 kr., som tiltalte var fundet i besiddelse af. Anklagemyndigheden fik ikke medhold i konfiskationspåstanden hverken ved byretten eller landsretten. Byretten udtalte blandt andet: "Under hensyn til mængden og værdien af det indkøbte kvantum heroin sammenholdt med oplysningerne om tiltaltes økonomiske forhold, finder retten det ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte, der ifølge sine egne oplysninger ikke er afhængig af narkotika, men dog lejlighedsvis bruger det, har indkøbt de 10 gram heroin med i hvert fald delvis videresalg for øje. Derimod findes efter sagens oplysninger ikke imod tiltaltes benægtelse tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at tiltalte herudover har handlet med heroin. Betingelserne for konfiskation af beløbet på 3.800 kr. findes som følge heraf heller ikke at foreligge opfyldt."

I Foka mod Tyrkiet afgjort af EMD den 24. juni 2008 under sagsnummer 28940/95 blev det anset som en krænkelse af EMRK artikel 10, at myndighederne havde konfiskeret nogle disketter, brochurer og andet skriftligt materiale, som myndighederne havde fundet i klagerens taske under en ransagning af denne i forbindelse med, at hun skulle passere grænsen mellem det nordlige og det sydlige Kypern. Af præmis 107 fremgår det, at EMD ikke fandt, at de nationale myndigheder havde godtgjort, at materialet havde været egnet til at fremkalde social og racemæssig had ("social and racial hatred").

Rettighedsfrakendelse som følge af strafbart forhold
Straffelovens § 78 fastslår, at strafbart forhold ikke medfører "tab af borgerlige rettigheder, herunder ret til virksomhed i henhold til almindeligt næringsbrev eller næringsbevis". Af stykke 2 fremgår det imidlertid, at den, der er dømt for strafbart forhold, kan "udelukkes fra at udøve offentlig virksomhed, som kræver en særlig offentlig autorisation eller godkendelse, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hverver."

Af straffelovens § 79 følger det, at den, der udøver den af § 78, stk. 2, omhandlede virksomhed, ved dom for strafbart forhold kan "frakendes retten til fortsat at udøve den pågældende virksomhed eller til at udøve den under visse former, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen". Af § 79, stk. 3, fremgår det, at en frakendelse kan ske i et tidsrum "fra 1 til 5 år, regnet fra endelig dom, eller indtil videre".

Straffelovens § 78 blev indsat og straffelovens § 79 blev ændret med Lov nr. 286 af 18. juni 1951 om ændring af reglerne om fortabelse af rettigheder som følge af straf. Loven benævnes under tiden "rettighedsloven", og den bygger i vidt omfang på Straffelovskommissionens Betænkning angående fortabelse af rettigheder som følge af straf fra 1950. Betænkningens udgangspunkt er, at vandelskrav skal formuleres som et skarpt "adækvanskriterium", således at straffede personer kun udelukkes fra at udøve den omhandlede rettighed (for eksempel besidde en stilling eller et hverv), så længe der består en "nærliggende fare for misbrug" af stillingen eller hvervet.

Af betænkningens side 26, 2. spalte, fremgår blandt andet: "Som omtalt i indledningen har kommissionen valgt at formulere vandelskravet som et skarpt adækvanskriterium, der ikke lader plads åben for betragtninger over fornøden agtelse og tillid, hvis ingen fare for misbrug kan befrygtes. — Ordene „såfremt det udviste forhold begrunder .. . ." indeholder en forudsætning både med hensyn til forholdets karakter og tidspunktet for dets begåelse. Adækvanskriteriet lader efter sin formulering den mulighed stå åben,
at selv meget gamle forhold kan hindre autorisation. Det må dog antages, at der i så henseende i praksis bliver truffet afgørelser, som ikke føles ubillige i forhold til de gældende regler (efter hvilke de fleste rettigheder vil genindtræde efter ca. 5 års forløb)".

Udvalget anerkender imidlertid behovet for, at der inden for visse afgrænsede områder udover adækvanskriteriet er behov for et værdighedskriterium, således at straffede kan udelukkes fra at udøve disse begrænsede rettigheder, uagtet at der ikke består en "nærliggende fare for misbrug" af den omhandlede rettighed. På side 11 anfører udvalget således: "De eneste områder, hvor samfundsmoralske betragtninger kan gøre sig gældende med nogen styrke, er sådanne stillinger, hvor der normalt forudsættes en særlig tillid til stillingens indehaver: tjenestemænd, læger, sagførere, mæglere, fondsbørsvekselerere o. s. v."

Betænkning 966 om glatløbede haglgeværer mv. afgivet af Arbejdsgruppen vedrørende våbenlovgivningen i 1982
Betænkning 1048 om vagtvirksomhed - 1985
Betænkning angaaende fortabelse af borgerlige rettigheder afgivet i 1938 af et udvalg nedsat af Justitsministeriet

I TfK 2010.414.ØLD blev en person straffet med fængsel i 1 år og 2 måneder for overtrædelse af straffelovens § 192 a, for hæleri og for overtrædelse af våbenloven. Han var "under særligt skærpende omstændigheder" fundet i besiddelse af et oversavet jagtgevær med ammunition samt en totenschlæger. Geværet var erhvervet ved hæleri. Han var ikke tidligere straffet af betydning for den aktuelle sag. Hverken byretten eller landsretten gav anklagemyndigheden medhold i, at den pågældende i medfør af straffelovens § 79 skulle frakendes retten til at virke som ansat i vagtvirksomhed samt at udøve virksomhed som dørmand. Byretten udtalte om dette spørgsmål, at der ikke forelå "en sådan nærliggende fare, som anført i bestemmelsen, at der er grundlag for frakendelse, idet retten herved navnlig har lagt vægt på omstændighederne omkring tiltaltes erhvervelse af våbnet, og at han ikke tidligere er straffet, hverken for vold eller trusler om vold, eller for overtrædelse af våbenlovgivningen". Landsretten henviste til støtte for sin stadfæstelse til "de af byretten anførte grunde". Det er værd at bemærke, at den pågældende i grundlovsforhøret forklarede, at han havde erhvervet våbenet, fordi han boede i "et kedeligt kvarter". Under hovedforhandlingen ændrede tiltalte sin forklaring til, at han havde anskaffet våbenet, fordi han havde planer om at begå selvmord. Om totenschlægeren forklarede han, at han havde erhvervet denne, fordi han arbejdede som dørmand og vagt, og at han aldrig vidste, "om der var nogen der ventede på ham, når han kom fra arbejde". Det er interessant, at domstolene tilsyneladende ikke har overvejet, om lovens "skarpe adækvanskriterium" kunne tale for frakendelse af den pågældendes ret til at virke som vagt eller dørmand, idet den pågældende forklarede, at totenschlægeren var blevet anskaffet, fordi han havde behov for at kunne forsvare sig mod personer, der kunne udgøre en trussel mod ham, efter at han havde fået fri fra sit arbejde som dørmand eller vagt. Det kunne således overvejes, om der netop i hans tilfælde var en "nærliggende fare" for, at han på ny ville overtræde våbenlovgivningen, hvis ikke han blev frakendt retten til at virke som dørmand eller vagt.

I UfR 2001.504 ØLD anlagde en person en civil sag mod Justitsministeriet med påstand om, at sagsøgte, Justitsministeriet, Civil- og Politiafdelingen, tilpligtedes at ændre sin afgørelse af 10. maj 1999 om afslag på godkendelse af sagsøgers ansættelse som servicemedarbejder i en restaurationsvirksomhed, jf. restaurationsvirksomhedslovens § 15, stk. 3, således at sagsøger i overensstemmelse med ansøgning af 29. oktober 1998 kunne godkendes som servicemedarbejder. Landsretten tilsidesatte sagsøgtes afgørelse af 10. maj 1999, således at sagen i overensstemmelse med sagsøgtes subsidiære påstand hjemvistes til fornyet behandling hos de administrative myndigheder. Landsretten udtalte blandt andet, at når henses til, "at sagsøger, der på gerningstidspunktet var 18 år, blev idømt betinget frihedsstraf med tillægsbøde for overtrædelse af straffelovens § 244, til oplysningerne om hans gode personlige forhold og til, at der på afgørelsestidspunktet var forløbet mere end 2½ år siden gerningen, finder landsretten, at sagsøgte ikke har haft tilstrækkeligt grundlag for at antage, at sagsøger ikke på betryggende vis ville kunne udføre sit hverv som servicemedarbejder i en restaurationsvirksomhed." I dommen henviste Justitsministeriet blandt andet til Betænkning 1206 om revision af restaurationsloven afgivet af Industriministeriet i juni 1990, side 25. Endvidere fremgår det af dommen, at Industriministeriet under lovforslagets behandling i Folketinget besvarede spørgsmål fra Erhvervsudvalget. Af industriministerens kommentar til en henvendelse fra Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, der er optaget som bilag 1 til Erhvervsudvalgets betænkning over lovforslaget (Folketingstidende 1992-93, Tillæg B, sp. 1285 - 1288), fremgår blandt andet følgende: "Lovovertrædelser, der vil kunne begrunde nægtelse af tilladelse, vil eksempelvis være voldskriminalitet, narkokriminalitet samt ikke ubetydelig berigelseskriminalitet (tyveri/hæleri), der enten konkret eller typisk har relation til dele af restaurationsmiljøet. Der er tale om konkrete afgørelser, som også må tage behørigt hensyn til ansøgerens behov for resocialisering."

I afgørelsen TfK 2009.746V blev en dørmand straffet med betinget fængsel i 20 dage for vold. Han blev ikke frakendt retten til at virke som dørmand. Der henvistes til, at den pågældende ikke var tidligere straffet, og at han havde fungeret som dørmand over en længere periode. Uagtet at volden var begået i forbindelse med arbejdet som dørmand, fandt landsretten ikke, at der var en nærliggende fare for, at han i fremtiden ville misbruge stillingen som dørmand.

Personer, der er frakendt en rettighed "indtil videre", kan efter § 79, stk. 3, indbringe spørgsmålet om, at rettigheden generhverves, når der er forløbet 5 år. I UfR 2008.336 VLK generhvervede en advokat, der i 1998 var blevet fradømt retten til at drive advokatvirksomhed "indtil videre", efter at denne var blevet straffet med 6 måneders betinget fængsel for 10 tilfælde af underslæb med klientmidler. Landsrettens begrundelse lød således: "Efter den tid, der nu er forløbet siden landsrettens ankedom af 28. maj 1998, samt oplysningerne om kærendes personlige forhold, findes det forsvarligt at gengive kærende retten til at udøve advokatvirksomhed, hvis kærende i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Med denne bemærkning tages kærendes påstand til følge."

I UfR 1991.487 fandt Østre Landsret ikke, at en straf af fængsel i 3 år og 9 måneder idømt den pågældende i februar 1989 kunne føre til, at denne, der i forbindelse med sin prøveløsladelse i april 1991 havde søgt om tilladelse til at erhverve kørekort til erhvervsmæssig personbefordring, burde nægtes dette. Byretten lagde blandt andet vægt på, at hovedparterne af lovovertrædelserne var af ældre dato, og at den pågældende var førstegangsstraffet. Landsretten var opmærksom på, at den pågældende som hyrevognschauffør havde mulighed for at sælge hash til kunderne, og at hyrevognen kunne benyttes til at bringe hash ud til kunder. Landsretten fandt imidlertid, at der ikke var holdepunkter for at antage, at den pågældende ville benytte sig af sådanne muligheder.

I TfK 2007.640/2 ØLD blev en taxa-chauffør fundet skyldig i ulovlig omgang med hittegods ved at have tilegne sig et Dankort, som en kunde, der netop havde betalt for en tur i taxaen, havde glemt i taxaen. Endvidere blev han fundet skyldig i 3 tilfælde af dokumentfalsk over for taxaselskabet ved falskeligt at have underskrevet 3 dankortkvittering på henholdsvis kr. 1.087, kr. 369 og kr. 517 og efterfølgende anvendt dem overfor selskabet som dokumentation for at få udbetalt pengene. Den pågældende var flere gange tidligere straffet for berigelseskriminalitet. Han blev straffet med fængsel i 60 dage, der blev gjort betinget af vilkår om 60 dages samfundstjeneste. Endvidere blev han frakendt retten til at udøve erhvervsmæssig personbefordring i 3 år fra endelig dom.

I TfK 2007.371/1 VLD blev en social- og sundhedshjælper fundet skyldig blandt andet i 74 tilfælde af dokumentfalsk overfor en beboer på det ældrecenter, hvor hun var ansat. Tiltalte havde stjålet 74 checkblanketter fra beboeren, falskeligt underskrevet checkene med beboerens navn og indløst dem i banken. Tiltalte havde på denne måde tilegnet sig 144.127 kr. Tiltalte blev straffet med fængsel i 6 måneder, hvoraf 4 måneder blev gjort betinget med vilkår om 80 timers samfundstjeneste. Tiltalte blev derudover frakendt retten til indtil videre at udøve virksomhed som social- og sundhedshjælper mv.

Retten kan foreløbigt udelukke en person fra at udøve en rettighed, indtil straffesagen er endeligt afgjort. Dette følger af straffelovens § 79, stk. 4, der giver mulighed for, at retten under behandlingen af de i stk 1 og 2 nævnte sager, indtil sagen er endeligt afgjort, ved kendelse kan udelukke den pågældende fra at udøve virksomheden.

I TfK 2001.418/2 ØLK forsøgte anklagemyndigheden at få retten til at afsige kendelse om, at en læge, der var tiltalt blandt andet for voldtægt og blufærdighedskrænkelse begået i forbindelse med den pågældendes hverv som alment praktiserende læge. Forsvareren indgav kæreskrift, hvor forsvareren blandt andet anførte: "... at allerede den omstændighed, at sagen har været efterforsket i mere end 2 år, bør føre til, at anklagemyndighedens begæring ikke imødekommes. Bestemmelsen i straffelovens § 79, stk. 4, skal efter forarbejderne anvendes meget restriktivt, og selv om de i anklageskriftet beskrevne forhold er særdeles alvorlige, kan der rejses begrundet tvivl om rigtigheden af samtlige forhold. Hertil kommer, at en sådan afgørelse træffes efter en summarisk proces, hvor der ikke føres vidner eller andre beviser, hvilket er i strid med bestemmelsen i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til en retfærdig rettergang." Landsretten bestemte, at den pågældende ikke skulle udelukkes fra at udøve lægegerning, indtil sagen var endeligt afgjort.

Se Justitsministeriets svar på retsudvalgets spørgsmål nr. 411 af 6. juni 2006 vedrørende praksis med hensyn til fornyelse af jagttegn mv. til personer, der er straffet. Ministeriet påpeger blandt andet, at tilbagekaldelse eller nægtelse af samtykke til udstedelse af jagttegn med henvisning til, at den pågældende er dømt i en straffesag for overtrædelse af straffelovens § 244, vil være i overensstemmelse med Justitsministeriets praksis. Endvidere anfører ministeriet: "Samtykke til jagttegn nægtes som udgangspunkt i en periode på fem år regnet fra tidspunktet for lovovertrædelsen. Der skal dog i alle tilfælde foretages en konkret vurdering, og afgørelsen er ikke til hinder for, at den pågældende på et senere tidspunkt – også inden der er forløbet fem år fra tidspunktet for lovovertrædelsen – på ny søger om udstedelse af jagttegn."

I UfR 2003.1 HD fandt Højesteret ikke grundlag for at tilsidesætte Justitsministeriets afgørelse af 23. april 1999, hvorefter ministeriet fastholdt Politimesteren i Holstebros afgørelse vedrørende nægtelse af samtykke til udstedelse af jagttegn til sagsøgeren for jagtåret 1999/2000. Af en skrivelse af 29. januar 2002 fra Justitsministeriet fremgår, at Politimesteren i Holstebro den 4. januar 2002 meddelte samtykke til, at der udstedes jagttegn til A for året 2001/2002. Den pågældende var den 15. september 1998 straffet for overtrædelse af straffelovens § 265.

Om straffede retsstilling generelt henvises til kapitlet nedenfor med titlen "Straffedes retsstilling generelt".

Strafudmålingen
Der tages ved udmålingen af straf hensyn til flere faktorer herunder kriminalitetens grovhed, tiltaltes eventuelle forstraffe, forurettedes adfærd forud for og medens den strafbare handling blev begået, oplysninger om sigtedes alder og modenhed samt det oplyste om sigtedes personlige forhold.

For at domstolene vil gøre en afgørelse betinget eventuelt med vilkår, kan det være nødvendigt med en såkaldt "personundersøgelse". Af Rigsadvokatens meddelelse nr. 3 fra 2000, punkt 2, fremgår, at det er "anklagemyndighedens pligt" at indhente relevante personundersøgelser. Forsvareren har mulig for at anmode anklagemyndigheden om at indhente en personundersøgelse. Se i øvrigt afsnittet om personundersøgelser.

Se nedenfor under straffelovens §§ 285 til 287 særligt om strafniveauet for visse typer af berigelsesforbrydelser som for eksempel tyveri og hæleri.

Betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer, bind 1 - 2003
Betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer, bind 2 - 2003
Betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer, bind 3 - 2003
Betænkning 1099 om strafferammer og prøveløsladelse - 1987
Betænkning 914 om voldtægt, røveri og brandstiftelse - 1980

Se de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 80 til § 84 mv. i lov nr. 218 af 31. marts 2004.

Rigsadvokatens strafpåstande i sager om overtrædelse af straffeloven
Rigsadvokaten vejleder i Rigsadvokat Meddelelse nr. 9/2005 anklagemyndigheden om "strafpåstanden i sager om overtrædelse af straffeloven". I afsnit 4 behandles anklagemyndighedens forslag til sanktion i de enkelte bestemmelser. Se samme meddelelse på Rigsadvokatens hjemmeside med eventuelt senere opdateringer.

Straffelovens § 80
Se bemærkningerne til § 80 i lov nr. 218 af 31. marts 2004.

Straffelovens § 81 (skærpende omstændigheder ved straffens udmåling)
Straffelovens § 81 har følgende indhold:

"§ 81. Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som skærpende omstændighed,
1) at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen,
2) at gerningen er udført af flere i forening,
3) at gerningen er særligt planlagt eller led i omfattende kriminalitet,
4) at gerningsmanden tilsigtede, at gerningen skulle have betydelig alvorligere følger, end den fik,
5) at gerningsmanden har udvist særlig hensynsløshed,
6) at gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende,
7) at gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat,
8) at gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller under misbrug af stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt,
9) at gerningsmanden har fået en anden til at medvirke til gerningen ved tvang, svig eller udnyttelse af dennes unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold,
10) at gerningsmanden har medvirket til kriminalitet udført af et barn under 14 år,
11) at gerningsmanden har udnyttet forurettedes værgeløse stilling,
12) at gerningen er begået af en person, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter,
13) at gerningen er begået af en tidligere indsat over for institutionen eller en person med ansættelse ved institutionen."

Straffelovens § 81, nr. 1, stiller krav om, at gerningsmandens eventuelle forstraffe skal være af "betydning for sagen", for at disse kan tillægges betydning for straffens udmåling som en skærpende omstændighed. Se ovenfor under "rettergangsskridt for nyt strafbart forhold begået i prøvetiden" vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en eventuel betinget dom skal udløses, når nyt strafbart forhold er begået i prøvetiden.

Straffelovens § 81, nr. 7, indsat ved lov nr. 1400 i 2005 hjemler skærpet straf i tilfælde, hvor en forbrydelse begås som reaktion på den forurettedes ytringer i den offentlige debat om samfundsspørgsmål af f.eks. politisk, religiøs, etisk eller faglig karakter. Bestemmelsen sigter ifølge bemærkninger ikke alene på ytringer, der fremsættes i massemedierne eller på internettet, men også på andre situationer, hvor ytringerne fremsættes over for en videre kreds, herunder i forbindelse med foredrag og undervisning. Bestemmelsen forudsættes også at omfatte den meningstilkendegivelse, der ligger i at deltage i en demonstration. Udenfor falder tilfælde, hvor den forurettedes ytringer er fremsat i en rent privat sammenhæng. Bestemmelsen gælder ifølge bemærkningerne kun i forhold til forurettedes "lovlige" ytringer. Se Vestre Landsrets afgørelse af 9. december 2009 af sagen V.L. S-1277-09 , hvor unge fra en politisk gruppering blev straffet for vold mod unge fra en anden politisk gruppering.

Se bemærkningerne til § 81 i lov nr. 218 af 31. marts 2004.

Rigsadvokatens redegørelse af april 2008 om anvendelsen af straffelovens § 81, nr. 6 og nr. 7 samt sager om overtrædelse af forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv.

Straffelovens § 81 a om strafforhøjelse indtil det dobbelte ved visse voldsforbrydelser mv.
Det fremgår af lovbemærkningerne til § 81 a indsat med lov nr. 501 af 12. juni 2009, at det "er en betingelse for at anvende bestemmelsen i straffelovens § 81 a, at der foreligger et »opgør«. Herved sigtes der til en konflikt mellem to (rivaliserende) parter af en betydelig intensitet, som gennem en vis periode giver sig udslag i angreb. Enkeltstående voldelige angreb eller lignende uden indbyrdes sammenhæng vil således ikke være tilstrækkeligt til at udgøre et opgør omfattet af bestemmelsen".

Straffelovens § 82 om strafnedsættelse
Bestemmelsen har følgende indhold:

§ 82. Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som formildende omstændighed,
1) at gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført,
2) at gerningsmanden har høj alder, når anvendelse af den sædvanlige straf er unødvendig eller skadelig,
3) at gerningen grænser til at være omfattet af en straffrihedsgrund,
4) at gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder handlingens foretagelse,
5) at gerningen er udført i en oprørt sindstilstand, der er fremkaldt af forurettede eller personer med tilknytning til denne ved et uretmæssigt angreb eller en grov fornærmelse,
6) at gerningen er begået som følge af tvang, svig eller udnyttelse af gerningsmandens unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold,
7) at gerningen er begået under indflydelse af stærk medfølelse eller sindsbevægelse, eller der foreligger andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand eller omstændighederne ved gerningen,
8) at gerningsmanden frivilligt har afværget eller søgt at afværge den fare, der er forvoldt ved den strafbare handling,
9) at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse,
10) at gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre,
11) at gerningsmanden har genoprettet eller søgt at genoprette den skade, der er forvoldt ved den strafbare handling,
12) at gerningsmanden på grund af den strafbare handling frakendes en af de i § 79 omhandlede rettigheder eller påføres andre følger, der kan sidestilles med straf,
13) at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden for en rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden,
14) at der er gået så lang tid, siden den strafbare handling blev foretaget, at anvendelse af den sædvanlige straf er unødvendig.

Se bemærkningerne til § 82 i lov nr. 218 af 31. marts 2004.

§ 82 beskriver en række forhold, der kan føre til, at straffen nedsættes inden for den foreskrevne strafferamme. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 83, som giver mulighed for, når betingelserne i § 83 er opfyldt, at fastsætte en straf, der ligger "under den foreskrevne strafferamme" for det omhandlede delikt. Nedenfor gengives eksempler på praksis med videre vedrørende straffelovens § 82:

Ung alder er i sig selv en grund til, at en straf kan nedsættes. Dette følger direkte af straffelovens § 82, nr. 1, som udtaler, at det "i almindelighed" indgår som en formildende omstændighed, at "gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført". I TfK. 2006.86 ØLD havde en 20-årig efter en havnefest den 8. august 2004 kastet en glasflaske efter en anden. Flasken havde ramt den pågældende i hovedet, den knustes, og forurettede kom til skade. Straffen blev gjort betinget blandt andet under henvisning til "ung alder".

Høj alder kan i sig selv begrunde nedsættelse af den sædvanlige straf. I TfK 2008.772 ØLD blev en straf af fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121 gjort betinget under henvisning til tiltaltes høje alder. Straffelovens § 82, nr. 2, blev citeret i landsrettens afgørelse. Det fremgår ikke af sagen, hvor høj den pågældendes alder var.

§ 82, nr. 3 vedrører det tilfælde, hvor "gerningen grænser til at være omfattet af en straffrihedsgrund". I TfK 2007.612/2 HD blev tiltalte idømt en betinget dom uden straffastsættelse for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1. Tiltalte, der var taxachauffør, blev fundet skyldig i at have bidt noget af fingeren af på en person umiddelbart efter, at personen havde rakt en arm ind gennem vinduet i taxaen og slået tiltalte i hovedet. Højesteret udtalte blandt andet: "Forud for voldshandlingerne var der en uoverensstemmelse mellem K og T. Det må efter landsrettens bevisresultat lægges til grund, at K herefter førte en arm ind i T's taxa og tildelte ham i hvert fald ét slag i hovedet, og at T i forbindelse hermed bed et stykke af det yderste led af K's ringfinger på højre hånd. Uanset K's uretmæssige angreb finder Højesteret, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at anse T's handling for rimeligt begrundet i den skræk eller ophidselse, som angrebet forårsagede. Der er herved lagt vægt på karakteren af K's angreb sammenholdt med, at T's handling, der er henført under straffelovens § 245, stk. 1, har påført K en varig skade. Højesteret tiltræder derfor, at forholdet ikke er straffrit efter straffelovens § 13, stk. 2. Højesteret finder imidlertid, at der foreligger formildende omstændigheder som anført i straffelovens § 82, nr. 3 og nr. 5, og at sagen derfor kan afgøres med en betinget dom uden straffastsættelse alene på vilkår som nedenfor anført."

I TfK 2011.3 VLD blev en person fundet skyldig i på et offentligt tilgængeligt sted (en "Country-Festival") uden anerkendelsesværdigt formål at have været i besiddelse af en foldekniv med en klinge på 7,6 cm samt 2 dolke med bladlængder på henholdsvis 27 cm og 10,8 cm. Blandt andet fordi landsretten fandt, at den pågældende havde handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af reglerne i våbenlovgivningen jf. straffelovens § 82, nr. 4, bortfaldt straffen. Landsretten udtalte blandt andet: "Det lægges efter tiltaltes forklaring til grund, at han var af den opfattelse, at våbentilladelsen gav ham ret til at bære kniven og dolkene som sket. Tiltalte har i den forbindelse fejlagtigt troet, at våbentilladelsen omfattede alle tre våben, selv om det kun var dolken med en bladlængde på 27 cm, der var omfattet af reglerne i våbenbekendtgørelsen. Tiltalte har endvidere været uvidende om, at forbuddet i våbenlovens § 4, stk. 1, mod at bære kniv eller dolk på offentligt tilgængeligt sted uden anerkendelsesfærdigt formål gælder, selv om man har en våbentilladelse til blankvåben. I tiltaltes ansøgning fra primo juni 2009 om fornyelse af våbentilladelsen er det under våbenart påført, at der er tale om »knive«. Tiltalte fik herefter en våbentilladelse af 15. juni 2009, der efter sin ordlyd gav ham tilladelse til at erhverve, besidde, bære og anvende »blankvåben« uden nogen nærmere angivelse af, hvilke våben tilladelsen omfattede. Våbentilladelsen indeholdt heller ikke nogen klar angivelse af, under hvilke omstændigheder tiltalte måtte bære blankvåben. Den nærmere rækkevidde af undtagelsen i våbenlovens § 4, stk. 1, vedrørende »et andet lignende anerkendelsesværdigt formål« kan i øvrigt give anledning til tvivl. Tiltalte må på denne baggrund anses for at have handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af reglerne i våbenlovgivningen, jf. straffelovens § 82, nr. 4. ..."

Det fremgår af straffelovens § 82, nr. 5, at straffen kan nedsættes, når "gerningen er udført i en oprørt sindstilstand, der er fremkaldt af forurettede eller personer med tilknytning til denne ved et uretmæssigt angreb eller en grov fornærmelse. I Vestre Landsrets afgørelse af 9. december 2009 af sagen V.L. S-1277-09 tog landsretten blandt andet hensyn til, at "den gruppe, som vidnerne var en del af, har optrådt på en sådan måde, at det har bidraget til at optrappe situationen og udløse volden".

I tilfælde hvor indsatte i fængsler og arresthuse straffes for lovovertrædelser begået, medens de af myndighedspersoner har været udsat for overgreb, vil sådanne overgreb kunne føre til, at straffen nedsættes. I sagen 5-2340/2009 afgjort af Retten i Herning den 11. maj 2010 blev en person idømt 3 måneders fængsel, der blev gjort betinget uden vilkår om samfundstjeneste. Han var blandt andet fundet skyldig i tre tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og et tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 121. Den pågældende var flere gange tidligere straffet blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. To af forholdene i den aktuelle sag var begået, efter at den pågældende havde ligget fikseret i en sikringscelle i Statsfængslet Midtjylland i timevis under "nedværdigende forhold". Retten udtalte blandt andet: "Efter en samlet vurdering af indholdet af rapporterne vedrørende anbringelse af tiltalte i sikringscelle fra den 14. december 2005 kl. 18.26 lægges det til grund, at tiltalte i hvert fald fra den 15. december 2005 kl. 08.05 henlå fastspændt på en briks i sikringscellen under nedværdigende forhold, idet tiltalte var våd efter at have urineret på sig selv og først kl. 13.15 blev vasket, fik mad og medicin. Disse omstændigheder tillægges imidlertid alene vægt ved straffastsættelsen. Efter det oplyste om tiltaltes opførsel og forstraffe, er der således ikke grundlag for at antage, at selve fikseringen af tiltalte var ulovlig". Afgørelsen blev ikke anket af anklagemyndigheden.

I nævningesagen SS 3-17375/2010 frifandt Københavns Byret en indsat, der var fundet skyldig i vold efter straffelovens § 119, stk. 1, begået mod fængselsbetjente i forbindelse med, at tiltalte skulle fikseres i en sikringscelle i Politigårdens Fængsel i København. Nævningetinget lagde til grund, at tiltalte havde handlet i nødværge, og at handlingen derfor var straffri efter straffelovens § 13, stk. 1. Se bemærkningerne til afgørelsen ovenfor under nødværge. Havde nævningetinget ikke fundet, at betingelserne for nødværge havde foreligget, kunne straffen eventuelt have været nedsat efter bestemmelsen i straffelovens § 82, nr. 5.

I TfK 2008.850/2 ØLD blev tiltalte, der var to gange tidligere straffet for vold, straffet med fængsel i 40 dage, der blev gjort betinget med henvisning til straffelovens § 82, stk. 1, nr. 5. Dommen blev afsagt den 10. september 2008. Tiltalte var tidligere straffet senest ved en dom afsagt af byretten den 26. oktober 2006 med fængsel i 30 dage, der blev gjort betinget med 2 års prøvetid, for overtrædelse af straffelovens § 244, og ved en dom afsagt af byretten den 14. februar 2008 med fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at forurettede inden voldsudøvelsen havde tildelt tiltalte et slag i ansigtet. Imidlertid fandt landsretten, "at den udøvede vold er udført i en oprørt sindstilstand, der var fremkaldt af forurettede ved dennes aggressive henvendelse til tiltalte", og at forholdet derfor var omfattet af straffelovens § 82, nr. 5". Byretten havde idømt den pågældende en straf af fængsel i 50 dage. Landsretten nedsatte straffen til fængsel i 40 dage, og fandt det "undtagelsesvist forsvarligt at gøre straffen betinget som nærmere anført nedenfor."

I TfK 2005.580/2 ØLD blev en person, der var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245 ved forsætligt at have påkørt en anden med forholdsvis alvorlig personskade til følge, idømt en fængselsstraf, der blev gjort betinget, idet landsretten fandt, at betingelserne i § 82, nr. 5 var til stede. Landsretten lagde vægt på, at forurettede umiddelbart forinden havde udøvet vold mod en bekendt til tiltalte, og at tiltalte havde frygtet, at han ville anvende yderligere vold. Landsretten udtalte: "Landsretten tiltræder også, at forholdet med rette er henført under strafnedsættelsesreglen i straffelovens § 82, stk. 1, nr. 5. Landsretten finder ikke grundlag for at lade straffen bortfalde efter stk. 2 i den pågældende bestemmelse, men finder, at straffen kan nedsættes til fængsel i 60 dage. Under hensyn til, at tiltalte er ustraffet og i øvrigt har gode personlige forhold, finder landsretten, at det er forsvarligt, at straffen gøres betinget som nedenfor nærmere anført."

Af straffelovens § 82, nr. 6 fremgår, at straffen kan nedsættes, hvis "gerningen er begået som følge af tvang, svig eller udnyttelse af gerningsmandens unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold". I UfR 1992.752/2 ØLD bortfaldt straffen efter § 84, stk. 1, nr. 5 (svarende til den nugældende § 82, nr. 6) overfor en 17-årig, som havde accepteret et vederlag for at hjælpe med at tage kokain ombord på det skib, som han havde påmønstret. Det blev lagt til grund, at han ikke vidste, hvad der skulle foregå, førend skibet befandt sig i rum sø, og at han havde næret en berettiget frygt for sit liv, hvis han ikke deltog. Han havde straks afmønstret, så snart skibet kom i havn i USA, og han havde efter det oplyste ikke modtaget sit vederlag eller forsøgt at modtage det. Dagældende § 85, som svarer til den nuværende § 82, nr. 7, behandlet umiddelbart nedenfor, blev også citeret i afgørelsen.

Af straffelovens § 82, nr. 7, fremgår, at straffen kan nedsættes, hvis "gerningen er begået under indflydelse af stærk medfølelse eller sindsbevægelse, eller der foreligger andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand eller omstændighederne ved gerningen". Bestemmelsen svarer til den nu ophævede § 85 i straffeloven.

I TfK 2003.212 VLD blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 165 ved den 4. juni 2001 til politiet i Randers i strid med sandheden at have anmeldt, at der var begået indbrud i hans lejlighed, selv om dette var sket efter aftale mellem tiltalte og »gerningsmanden«, J, med henblik på at tiltalte skulle anmelde det til sit forsikringsselskab. Endvidere blev han fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 279 om bedrageri ved den 12. juni 2001 i strid med sandheden til sit forsikringsselskab at have anmeldt, at der ved et indbrud på hans bopæl, var stjålet og ødelagt effekter for ca. 130.000 kr. Forsikringsselskabet havde på dette grundlag udbetalt tiltalte 103.483 kr. i erstatning. Vestre Landsret gjorde en straf af fængsel i 4 måneder betinget med vilkår om udførelse af samfundstjeneste i 80 timer. Det fremgår af sagen, at den pågældende havde været depressiv efter, at hans kæreste havde brudt med ham. Hans liv var "bare gået ned af bakke". Han oplyste i retten, at han var "bange for at skulle ind at afsone, fordi han tror, at han så vil falde tilbage til sin depressive tilstand med tanker om selvmord". Landsretten udtalte blandt andet: "Som fastslået af Højesteret i dommen af 22. marts 2002, citeret i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 1264, skal straffen for forsikringsbedrageri i almindelighed fastsættes til en kombinationsstraf i medfør af straffelovens § 64 som sket i byretten. Efter det oplyste om tiltaltes personlige og helbredsmæssige forhold, samt da forholdet er begået for mere end 1½ år siden, findes det forsvarligt undtagelsesvis at gøre straffen betinget i sin helhed, jf. straffelovens § 56, stk. 2, på vilkår som fastsat nedenfor."

En vicepolitiinspektør blev den 11. juni 1998 anholdt af personalet i engros-butikken "Metro" ved Århus for butikstyveri. Han blev fundet i besiddelse af nogle varer, som han ikke havde betalt for. Ved dom af 15. juli 1998 ved Retten i Århus blev den pågældende i sag nr. SS 9802338-13 frifundet for tyveri. Retten lagde vægt på den tiltaltes forklaring om, at han havde haft "en stresset arbejdssituation" på gerningstidspunktet. Dette kunne blandt andet bekræftes af en kollega, der som vidne forklarede, at han havde bemærket, at tiltalte tidligere på gerningsdagen havde "rystet lidt på hænderne". Dommen blev ikke anket af anklagemyndigheden.

Se eventuelt artikel af 24. december 2007 med overskriften "Stress - og ikke tyverihensigt - kan være årsag til, at kunder fjerner varer fra en butik uden at betale for dem. I så fald sker der frifindelse for butikstyveri"

I UfR 1965.662 HD blev en polititjenestemand straffet for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, efter at have anmeldt en kollega for at have modtaget returkommission fra en virksomhed, der havde leveret varer til politiet. Den pågældende blev straffet med fængsel i 30 dage, der blev gjort betinget blandt andet under henvisning til "den alvorlige psykiske belastning", som tiltalte havde været udsat for på anmeldelsestidspunktet.

Det fremgår af straffelovens § 82, nr. 10, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, at gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre. Se Justitsministeriets svar af maj 2008 til retsudvalget om denne bestemmelse. I "Rigsadvokaten Informerer", nr. 2, 2009 redegør Rigsadvokaten for en højesteretsdom, hvor anklagemyndigheden får tilladelse til at afhøre vidner, der er dømt i USA i samme sagskompleks som de nu tiltalte. Vidnerne er blevet lovet strafnedsættelser/påtaleopgivelser mod, at de ved de danske domstole afgiver vidneforklaringer mod de tiltalte. Vidnerne har således indgået en såkaldt "plea agreement" med de amerikanske myndigheder. Den indebærer, at deres sager kan genoptages, og at de kan idømmes strengere straffe, hvis deres adfærd som vidner i Danmark måtte give anledning til dette. Forsvareren protesterede mod, at disse vidner blev ført, og henviste til, at de havde en interesse i at afgive forklaring mod de tiltalte i overensstemmelse med aftalen, uagtet at forklaringer måtte være usandfærdige. Højesteret gav anklagemyndigheden medhold og udtalte i præmisserne blandt andet: ”… aftaler[ne] indebærer bl.a., at de pågældende har forpligtet sig til at samarbejde med myndighederne ved at afgive forklaring i sager mod medgerningsmænd, og at en tilsidesættelse af denne forpligtelse kan medføre bortfald af de fordele i form af påtalefrafald og strafnedsættelse, som er opnået eller stillet i udsigt. Aftaler om tiltalefrafald og/eller strafnedsættelse, der er betinget på denne måde, er lovlige og sædvanlige i USA. Derimod kan sådanne aftaler som udgangspunkt ikke anses for lovlige i dansk ret. Den danske anklagemyndighed er ikke deltager i de tilståelsesaftaler, der er indgået i denne sag, og kan heller ikke – som det ellers er anført i byrettens kendelse af 20. november 2007 – anses for at have tiltrådt aftalerne. Tilkendegivelsen om, at de pågældende ikke vil blive strafforfulgt i Danmark for de samme forhold som dem, der er omfattet af sagerne i USA, har alene karakter af en oplysning om, hvad der følger af princippet om, at ingen må strafforfølges to gange for det samme forhold. Selv om tilståelsesaftaler som de omhandlede ikke lovligt kan indgås af en dansk anklagemyndighed, kan de dog ikke anses for stridende mod grundlæggende danske retsprincipper. Ordninger, som i et vist omfang har samme karakter og formål som de amerikanske tilståelsesaftaler, kendes også i dansk ret. Således indeholder straffelovens § 82, nr. 10, en bestemmelse om strafnedsættelse i tilfælde, hvor gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre. Efter konkurrencelovens § 23 a kan en virksomhed, der deltager i kartel, opnå tiltalefrafald eller strafnedsættelse, hvis den samarbejder med myndighederne om opklaringen. På denne baggrund, og da der ved behandlingen af sager om international kriminalitet må tages hensyn til, at andre lande kan have straffeprocessuelle regler, som adskiller sig fra de danske, kan de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, som er baggrunden for, at tilståelsesaftaler som de foreliggende ikke anerkendes i dansk ret, ikke føre til, at anklagemyndigheden afskæres fra at føre de fire personer som vidner i den danske straffesag. Ved vurderingen af forklaringernes bevisværdi må det imidlertid tages i betragtning, at forklaringerne kan være usande, fordi de er motiverede af de lovede fordele.”

Lang sagsbehandlingstid mv. kan mildne straffen
Af straffelovens § 82, nr. 13 fremgår det også, at straffen kan nedsættes, hvis ikke sagen er afgjort inden for "rimelig tid", uden at dette kan bebrejdes gerningsmanden. Af § 82, nr. 14, fremgår det, at straffen kan nedsættes, hvis der er "gået så lang tid, siden den strafbare handling blev begået, at anvendelse af den sædvanlige straf er unødvendig". Sidstnævnte strafnedsættelsesgrund er således også aktuel i tilfælde, hvor det skønnes, at det kan bebrejdes gerningsmanden, at sagen har været længe under vejs. EMRK artikel 6 fordrer også, at straffesager skal fremmes med rimelig hurtighed. Det kan således udgøre en krænkelse af menneskerettighederne, at en straffesag ikke fremmes rimeligt hurtigt. Dette kan domstolene i større eller mindre omfang reparere ved at mildne straffen med henvisning til, at en sag har været for længe under vejs.

I TfK 2010.638 ØLD blev straffen for trusler mod en anden bilist på Øresundsmotorvejen med en softgun fastsat til fængsel i 20 dage jævnfør straffelovens § 266. Forholdet var begået i maj 2007 og blev behandling i landsretten i april 2010. Landsretten udtalte, at den lange sagsbehandlingstid udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 1. Som "en konsekvens af krænkelsen" gjorde landsretten dommen betinget.

TfK 2008 546 ØLD blev tiltalte straffet med 8 måneders fængsel, som blev betinget med vilkår om misbrugsbehandling. Den pågældende var fundet skyldig i at have besiddet ikke under 100 gram amfetamin, ikke under 500 gram hash samt 500 tørrede hampplanter delvis med henblik på videresalg. Den pågældende var blevet pågrebet den 5. december 2006 og blev i byretten den 22. februar 2008 idømt fængsel i 8 måneder. Sagen blev afgjort i landsretten den 5. maj 2008, hvor byrettens dom blev stadfæstet men gjort betinget under henvisning til den pågældendes personlige forhold og tiden, der var gået.

I afgørelsen TfK 1999.28 VLD blev en dom på 30 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119 gjort betinget med henvisning til tiden, der var gået, siden forbrydelsen blev begået. Denne var ifølge afgørelsen begået den 5. juni 1997. Sagen blev afgjort den 19. maj 1999 i landsretten.

Østre landsret bestemte i TfK 2006.85 ØLD, at en person, der i marts 2003 havde overtrådt våbenloven ved at være i besiddelse af en salonriffel med tilhørende ammunition, som havde afgivet et skud med våbenet, og som havde efterladt våbenet uden opsyn i en bil, skulle straffes med 4 måneders fængsel samt frakendelse af førerretten i 5 år, idet han også var fundet skyldig i spirituskørsel for 2. gang. I byretten var fængselsstraffen gjort ubetinget. Landsretten afsagde dom i sagen i november 2005 og gjorde navnlig under hensyn til den lange tid, der var gået, siden de strafbare forhold blev begået, afgørelsen betinget.

I TfK. 2006.86 ØLD havde en 20-årig efter en havnefest den 8. august 2004 kastet en glasflaske efter en anden. Flasken havde ramt den pågældende i hovedet, den knustes, og forurettede kom til skade. Sagen blev afgjort den 1. november 2005 i landsretten. Landsretten gjorde blandt andet med henvisning til den "forløbne tid" afgørelsen betinget. Der var således forløbet under 15 måneder fra gerningstidspunktet og frem til domsafsigelsen i landsretten.

I en dom afsagt af Vestre Landsrets 12. afdeling den 2. maj 2011 under sagsnummer V.L. S-2678-10 blev en person fundet skyldig blandt andet i salg af euforiserende stoffer samt overtrædelse af våbenloven. Ved en mentalundersøgelse af 13. november 2009 var den pågældende fundet omfattet af straffelovens § 16, og det blev anbefalet, at den pågældende skulle dømmes til psykiatrisk behandling. De strafbare forhold var begået i 2007 og 2008. Landsretten udtalte blandt andet: "Under hensyn til karakteren af lovovertrædelserne, herunder disse forholds beskedne omfang, det om tiltaltes personlige forhold oplyste, og i betragtning af, at der er forløbet 3-4 år siden lovovertrædelserne blev begået, findes der af proportionalitetshensyn ikke på nuværende tidspunkt at burde fastsættes foranstaltning i medfør af straffelovens § 68, og landsretten ophæver derfor dommens bestemmelse herom."

I TfK 2011.89 ØLD blev en person fundet skyldig i overtrædelse af ordensbekendtgørelsen begået den 16. november 2007. I dommen, der blev afsagt den 19. oktober 2010 bestemte landsretten, at bøden skulle bortfalde. Landsretten udtalte: "Der findes ikke grundlag for at frifinde tiltalte for forhold 2, men henset til det lange sagsforløb, der ikke skyldes tiltaltes forhold, bortfalder bøden på 800 kr. for dette forhold."

I TfK 2010.950 VLD blev en person frifundet for et kørselsforbud under henvisning til den lange tid, som sagen havde været under behandling ved domstolene. Forholdet var begået den 17. december 2006. Sagen blev afgjort ved byretten den 3. december 2009 og ved landsretten den 18. august 2010.

I TfK 2004.404 VLD bortfaldt straffen for færdselsforseelser, idet der var forløbet mere end 4 år, fra forholdet blev begået, til sagen blev afgjort ved landsretten.

Om muligheden for erstatning til sigtede/tiltalte for, at en straffesag er trukket i langdrag, henvises der til behandlingen af dette emne ovenfor i afsnittet om erstatning til sigtede/tiltalte i tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har været lang.

Straffelovens § 83 om strafnedsættelse eller strafbortfald begrundet i oplysninger om gerningen eller gerningsmanden
Bestemmelsen lyder således:

"Straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde."

Se bemærkningerne til § 83 i lov nr. 218 af 31. marts 2004.

Det fremgår af straffelovens § 83, at straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.

I TfK 2006.168 ØLD, blev straffen for vold gjort delvis betinget under hensyn til det oplyste om, at tiltalte led af det såkaldte ADHD syndrom (tidligere DAMP syndrom), og at der var taget initiativer til at hjælpe den pågældende. Pågældende var tidligere straffet for vold. Under den aktuelle sag blev han fundet skyldig i at have sparket en FALCK-redder i hovedet.

I TfK 2005.3 ØLD blev straffen for overtrædelse af straffelovens § 245 om grov vold gjort betinget under hensyn til det oplyste om gerningsmandens lidelse af det såkaldte "Gilles de la Tourette's syndrom". Af landsrettens dom fremgår blandt andet: "Fire voterende finder at det ikke kan udelukkes, at tiltaltes sygdom kan have haft indflydelse på hans handling. Under hensyn hertil og til oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder disse voterende, at der foreligger sådanne forhold, at straffen undtagelsesvis kan gøres betinget uden vilkår om samfundstjeneste."

I TfK 2004.29 ØLD blev 40 dages fængsel for at sparke polititjenestemand i skridtet og på låret gjort betinget under hensyn til tiltaltes skrøbelige psyke og klaustrofobi.

I TfK 2000.50 ØLD blev to personer hver idømt fængsel i 6 måneder for narkotikakriminalitet. Det oplystes om deres personlige forhold, at de begge havde arbejde. Den ene af de to var yderligere mor til et hjemmeboende barn på 12 år. For den tiltaltes vedkommende, som var mor til et hjemmeboende barn, blev afgørelsen gjort betinget, medens dette ikke var tilfældet for den anden, hvor hele straffen blev gjort ubetinget.

Straffelovens § 84 om gentagelsesvirkning
Straffelovens § 84 opstiller betingelserne for gentagelsesvirkning. Se nedenfor under færdselsstrafferetten om den særlige gentagelsesvirkning på 5 år vedrørende sager om kørsel uden kørekort i strid med færdselslovens § 56, stk. 1

Se bemærkningerne til § 84 i lov nr. 218 af 31. marts 2004.

Straffelovens § 86 om afkortning i straf som følge af anholdelse, varetægtsfængsling eller indlæggelse til mentalundersøgelse

Hovedreglen er efter bestemmelsen, at der sker afkortning i "et antal dage svarende til det antal påbegyndte døgn, som frihedsberøvelsen eller indlæggelsen har varet, i den idømte fængselsstraf. Det fremgår af bestemmelsens 1. stykke, 3 punktum, at der i tilfælde, hvor personen har været "isoleret efter rettens bestemmelse skal ske yderligere afkortning "et antal dage svarende til en dag for hvert påbegyndt tidsrum af 3 døgn, hvor den dømte har været isoleret". Af 1. stykke, 5. punktum, følger, at retten "undtagelsesvist" kan bestemme, "at hele straffen skal anses for udstået, selv om den idømte straf er længere end den tid, hvori den dømte har været frihedsberøvet eller indlagt".

§ 86, stk. 4, vedrører tilfælde, hvor domfælde har været frihedsberøvet i udlandet. Bestemmelsen har følgende indhold: "Har den dømte været anholdt, varetægtsfængslet eller indlagt til mentalundersøgelse i udlandet, bestemmer retten, i hvilket omfang der skal ske ændring i den idømte straf."

Se Europarådets ministerkomites Recommendation R (86) 13 vedrørende den praktiske anvendelse af den europæiske konvention om udlevering med hensyn til tilbageholdelse i forbindelse med udlevering. Heraf fremgår blandt andet følgende: "Time spent in custody pending extradition should be deducted from the sentence in the same manner as time spent in custody pending trial .."

I TfK 2009.890 ØLD viser, at der kan ske afkortning efter principperne i § 86, stk. 1, 3. pkt., om yderligere afkortning som følge af isolationsfængsling, i tilfælde, hvor en person har være fængslet i udlandet under særligt usle forhold på begæring af de danske myndigheder. Dette skete ikke i den konkrete sag med følgende begrundelse: "Landsretten tiltræder, at der i den idømte straf skal ske fuld afkortning af den tid, som tiItalte har været frihedsberøvet i Brasilien. Det er oplyst, at tiltalte under frihedsberøvelsen har modsat sig udlevering til Danmark og aktivt forsøgt at undgå en sådan udlevering blandt andet ved at søge om asyl i Brasilien og appellere afgørelsen om udlevering, hvilket kan begrunde frihedsberøvelsens forholdsvis lange varighed. Det er endvidere oplyst, at tiltalte under frihedsberøvelsen betalte store beløb for at skaffe sig bedre forhold. På denne baggrund findes der uanset det i øvrigt oplyste om afsoningsforholdene i det brasilianske fængsel ikke tilstrækkeligt grundlag for at foretage yderlige afkortning i den idømte straf, som sket ved byrettens dom."

I UfR 1970.885/2 ØLD var der her i landet den 13. november 1969 er afsagt fængslingskendelse over tiltalte, der var forsvundet. Tiltalte blev herefter efterlyst gennem Interpol og den 9. december 1969 anholdt i Bentheim. Den 3. marts 1970 overførtes han til Danmark, hvor han den følgende dag blev fængslet. Landsretten fandt, at i medfør af straffelovens § 86 og dens analogi burde hele tidsrummet siden den 9. december 1969 komme til afkortning i den idømte straf.

I UfR 1997.478/1 VLD fandt Vestre Landsret, at straffen for røveri skulle afkortes med den periode, hvor en udlænding havde været frihedsberøvet efter udlændingelovens § 36 og ikke kun det tidsrum, hvor han havde været varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1. Landsretten udtalte blandt andet: "Tiltalte har været varetægtsfængslet og frihedsberøvet som anført i byrettens dom. Også frihedsberøvelsen i perioden fra den 27. juni - 9. juli 1996 bør i medfør af straffelovens § 86 eller dennes analogi medføre afkortning i den idømte frihedsstraf."

Se ovenfor om det generelle forbud mod dobbeltstraf herunder om straffelovens §§ 10 a og 10 b, der vedrører udgangspunktet om, at ingen kan straffes kan straffes i Danmark for en forbrydelse, som den pågældende er straffet for (eller frifundet for) i udlandet.

Straffelovens § 89 om tillægsstraf
I TfK 2009.346 ØLD blev en person den 26. november 2006 anholdt under en demonstration ved "Faderhuset" i Rødovre som sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3. Det blev anset for bevist, at hun havde bidt en polititjenestemand i fingeren, og at hun havde gjort dette som følge af de smerter, som hun var blevet påført i forbindelse med anholdelsen. Hun blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121, idet anholdelsen ikke havde været lovlig. Hun blev med samtlige dommerstemmer i landsretten derimod fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244. Fem dommere i landsretten fandt, at hun havde overskredet grænserne for lovligt nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1, og de fandt endvidere, at dette ikke var straffrit efter samme bestemmelses stk. 2. Tiltalte var efter, at forholdet var begået, men inden sagens afgørelse i landsretten, i en anden sag ved Københavns Byret blevet idømt en straf af fængsel i 1 år og 3 måneder blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 119. De fem dommere fandt, at der ikke var grundlag for at idømme tiltalte en tillægsstraf i medfør af straffelovens § 244, jf. § 89. En dommer fandt ligesom byretten, at tiltalte havde handlet i lovligt nødværge.

I TfK 2005.268 ØLD blev der ikke udmålt en tillægsstraf efter straffelovens § 89 i et tilfælde, hvor en person var idømt en straf, medens sagen var under anke for et strafbart forhold begået under anken. Der henvistes til "situation C 1" i Juristen 1985, side 244.

Strafferetlig forældelse

Betænkning 433 om strafferetlig forældelse - 1966
Betænkning 1441 om visse forældelsesretlige spørgsmål
Betænkning 355 om konfiskation - 1964

Er der tale om en såkaldt "fortsat forbrydelse" begynder forældelse efter straffelovens § 93 først at løbe, når forbrydelsen er endeligt ophørt. Har tiltalte for eksempel holdt en person ulovligt frihedsberøvet, begynder forældelsen først at løbe fra det tidspunkt, hvor frihedsberøvelsen ophører.

I TfK 2000.181/2 VLK havde politiet den 27. juni 1996 fremsendt en skrivelse til retten med henblik på afbrydelse af forældelsen. Der var ikke nogen begæringer i skrivelsen. Da der senere blev rejst straffesag mod tiltalte, fandt landsretten, at skrivelsen ikke kunne anses som et "rettergangsskridt, som efter straffelovens § 94, stk. 4, 1. pkt., afbryder forældelsesfristerne". Da forholdene herefter var forældede blev tiltalte frifundet.

I TfK 2011.106 ØLD, hvor tiltalte var tiltalt for sædelighedskriminalitet begået mod forskellige mindreårige piger i tiden fra 1969 til 2009, fandt landsretten, at en række af forholdene var forældede. Landsretten udtalte om forældelsesspørgsmålet følgende: "Der er enighed om, at hvert enkelt forhold isoleret bedømt er forældet, jf. straffelovens § 93. Straf er derfor udelukket, medmindre forholdene sammen med forhold 9 må opfattes som en fortsat forbrydelse, fordi forholdene findes at udgøre en sammenhængende række af forbrydelser, hvor forældelsesfristen for alle forhold under ét regnes fra ophøret af den sidste strafbare handling. Samtlige forhold angår forbrydelser mod kønssædeligheden mod piger, der bortset fra forhold 8 alle har været mindreårige. Forholdene er imidlertid begået mod flere forskellige piger og er af forskellig karakter, ligesom forholdene ikke er begået kontinuerligt. På denne baggrund finder landsretten ikke grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter forældelsesspørgsmålet, når flere strafbare forhold foreligger til samtidig pådømmelse, afgøres isoleret for hvert forhold for sig."

I UfR 1988.640 HD havde en person indgivet momsangivelser, som efter anklagemyndighedens opfattelse skulle medføre straf. Den sidste momsangivelse blev indgivet den 20. februar 1981, og den 5-årige forældelsesfrist udløb derfor den 20. februar 1986. Højesteret fandt, at strafansvaret var forældet og udtalte blandt andet: "Toldvæsenet og anklagemyndigheden har i alle instanser fastholdt påstanden om frihedsstraf. Sagen kunne som følge heraf efter momslovens § 36 ikke være afgjort administrativt. Der findes ikke i straffelovens § 94, stk. 4, 3. pkt., eller dens forarbejder at være støtte for at antage, at forældelsesfristen i et sådant tilfælde kunne afbrydes ved udenretlige skridt. Da det første rettergangsskridt i sagen var anklageskriftets indlevering til retten den 16. april 1986, er strafansvaret forældet. Tiltalte frifindes derfor."

Straffelovens § 94, stk. 6, har følgende indhold: "Frafaldes forfølgningen, uden at beslutningen herom omgøres af overordnet anklagemyndighed inden for den almindelige omgørelsesfrist, løber forældelsesfristen videre, som om forfølgning ikke havde fundet sted. Dette gælder også, når forfølgning standses på ubestemt tid. Skyldes standsningen, at sigtede har unddraget sig forfølgningen, medregnes forfølgningstiden dog ikke ved beregningen af forældelsesfristen."

Se blandt andet afgørelsen UfR.1990.649.

I UfR 1968.678 SHD havde anklagemyndigheden indleveret anklageskrift til retten i oktober 1966 mod en sømand for overtrædelse af sømandsloven. Anklagemyndigheden havde imidlertid ikke efterfølgende gjort tilstrækkeligt for at få berammet retsmøde i sagen. Det lykkedes således først at afholde det første retsmøde den 18. marts 1968. Retten fandt, at efterforskningen havde været standset på ubestemt tid, og at strafansvaret var forældet. Retten udtalte blandt andet: "Det må i overensstemmelse med fast praksis lægges til grund, at forældelsesfristen er afbrudt ved anklageskriftets indlevering til retten i oktober 1966. Tiltalte har ikke efter det oplyste unddraget sig forfølgningen. Når en sag som denne er udsat på ubestemt tid for at få oplyst, når og hvor en tiltalt næste gang kommer til landet, må det, for at undgå at forældelsesfristen løber videre, i hvert fald kræves, at der er udfoldet de fornødne bestræbelser for at få disse oplysninger tilvejebragt. I denne henseende kan det ikke være tilstrækkeligt, at der er fremlagt et formløst notat om telefonopringninger, hvoraf man ikke engang kan se, hvem den pågældende polititjenestemand har talt med, og der er ikke rettet skriftlig henvendelse til den pågældende selv eller til rederiet med anmodning om at rette henvendelse til politikontoret, når tiltalte kom til dansk havn. Herefter findes der ikke fra anklagemyndighedens side at være udfoldet de fornødne bestræbelser for at få sagen fremmet, og den må derfor behandles, som om forfølgningen var standset på ubestemt tid, jfr. Straffelovens § 94, stk. 5, 2. punktum. Herefter er strafansvaret forældet."

Forældelse af bøder og konfiskationsbeløb
Straffelovens § 97 a indeholder reglerne om forældelse af bødekrav og konfiskationskrav. Hvis der ikke forinden er "indgivet begæring om udpantning" bortfalder bøder, der "ikke overstiger 10.000 kr." efter 5 år. Overstiger bøden 10.000 kr. er fristen 10 år. Af § 97 a, stk. 2, fremgår, at forvandlingsstraf af en bøde bortfalder efter 3 år, "medmindre dens fuldbyrdelse er påbegyndt forinden". For "bøder på over 10.000 kr. er fristen dog 5 år. Af § 97 a, stk. 3, fremgår det, at konfiskation "bortfalder efter 5 år, medmindre, der forinden er indgivet begæring om udlæg". Af 2. led fremgår det, at der ved dommen kan fastsættes en frist på indtil 10 år, og at en sådan frist også kan fastsættes senere ved retskendelse. Disse bestemmelser er nærmere behandlet i kapitel 7, i straffelovrådets betænkning 1441 om visse forældelsesretlige spørgsmål.

I kendelsen UfR 2003.1623 VLK undlod Vestre Landsret at følge anklagemyndighedens påstand om at forlænge fristen fra 5 til 10 år vedrørende et konfiskationsbeløb. Landsretten udtalte: "Det følger af straffelovens § 97 a, stk. 3, at den almindelige frist for forældelse af konfiskationskrav på 5 år ved dommen eller senere kendelse kan forlænges til indtil 10 år. Om baggrunden for bestemmelsen fremgår af Straffelovrådets betænkning nr. 433/1966 om strafferetlig forældelse m.v., side 30, følgende:
». . . foreslår rådet en almindelig forældelsesfrist på 5 år. Med henblik på enkelte meget store konfiskationsbeløb, herunder navnlig konfiskerede udbytter, som må påregnes også fremtidig at kunne forekomme, foreslås dog en supplerende regel, hvorefter retten enten straks ved dommen eller senere ved kendelse kan fastsætte en længere frist, dog højst 10 år; ved afgørelser efter denne bestemmelse bør hensyn navnlig tages til mulighederne for fastlæggelse af en rimelig afdragsordning.« Der blev hos A alene konfiskeret et udbytte på 65.000 kr., hvoraf de 49.848,75 kr. blev betalt ved modregning, således at der herefter kun resterede et konfiskationsbeløb på 15.151,25 kr. Af dette beløb har A efter sin løsladelse i overensstemmelse med en indgået afdragsordning betalt 4.550 kr., og der resterer herefter et konfiskationsbeløb på 10.601,25 kr. Der er på denne baggrund ikke mod A's protest tilstrækkeligt grundlag for at imødekomme anklagemyndighedens anmodning om forlængelse af forældelsesfristen."

Det fremgår af sagen, at den pågældende i 1998 var blevet idømt fængsel i 6 år for overtrædelse af narkotikalovgivningen, at han blev prøveløsladt i maj 2001, at han - som nævnt ovenfor af landsretten - havde afdraget på konfiskationsbeløbet til politiet efter løsladelsen med i alt 4.550 kr.

Afdragsordninger medfører ikke udskydelse af fristen. Se for eksempel UfR 1953, s. 144 V, UfR 1954, s. 880 V, og UfR 1958, s. 624 Ø. Det er i dommen i UfR 1954, s. 880, antaget, at dette gælder, selv om der i forbindelse med afdragsordningen er udstedt gældsbrev.

Se også ovenfor under straffelovens § 53 om bødeforvandling ("forvandlingsstraf").

4.2.2. - Straffelovens specielle del

Straffelovens kapitel 12 og 13 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, forfatningen mv. samt terrorisme

Betænkning 1505 om administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed - 2009
Betænkning 1474 om det strafferetlige værn mod terrorisme - 2006
Oversigt over lovgivning vedtaget i tiden umiddelbart efter anden verdenskrig i forbindelse med retsopgøret i Danmark.

Terrorisme (straffelovens § 114 til 114 h)
Straffelovens § 114 samt 114 a til 114 h kriminaliserer "terrorisme" samt forskellige former for forsøg og/eller medvirken til terrorisme. Bestemmelserne er indsat blandt andet

Bestemmelserne i § 114 og 114 a til 114 e blev indsat ved lov nr. 378 af 6. juni 2002. Se bemærkningerne til bestemmelserne i lovforslag nr. 35 af 13. december 2001, hvoraf det blandt andet fremgår, at bestemmelserne blev indsat i straffeloven som et led i gennemførelsen af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv. Bestemmelserne blev revideret med lov nr. 542 af 8. juni 2006. Se bemærkningerne til sidstnævnte lov i lovforslag nr. 217 fremsat den 31. marts 2006. Ved lov nr. Lov nr. 501 af 12. december 2009 blev bestemmelserne yderligere revideret. Se bemærkningerne til denne lov i lovforslag nr. 211 fremsat den 29. april 2009.

En selvstændig kriminalisering af "terrorisme" og middelalderens kasuistiske lovteknik
Det kan overvejes, om der i den danske straffelovgivning overhovedet er behov for selvstændig kriminalisering af "terrorisme", idet de handlinger, som sædvanligvis begås som et led i "terrorisme", i dansk ret gennem mange år har været og fortsat er omhandlet af præcise strafbestemmelser som for eksempel straffelovens § 237 (drab), straffelovens § 266 (trusler), straffelovens voldsbestemmelser, bestemmelsen om kriminalisering af flykapring osv. Dertil kommer, at der i dansk ret er en meget vid adgang til at straffe for forsøg på at begå forbrydelser samt medvirken til andres forbrydelser. Endelig findes der i straffelovens § 81 generelle bestemmelser, der under visse betingelser giver mulighed for at skærpe straffen for de enkelte lovovertrædelser, som er beskrevet i straffelovens specielle del og i særlovene. Den selvstændige kriminalisering af "terrorisme" kan anses som et eksempel på en såkaldt "kasuistisk lovteknik" som bryder med den lovteknik, som har udviklet sig op gennem oplysningstiden, og som undertiden benævnes "syntetisk lovteknik". Den norske rigsadvokat (Riksadvokaten) har i et høringssvar af 3. august 2007 til et forslag i den norske straffelovgivning om selvstændig kriminalisering af "terrorhandlinger" og "terrorrelaterede handlinger", som man har måttet gennemføres i forbindelse med Norges ratifikation af Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme, udtalt bekymring om en sådan lovteknik. På side 1, nederst, og side 2, øverst, anfører den norske rigsadvokat blandt andet: "Vurderet ud fra et rent norsk perspektiv kan der rejses tunge indvendinger mod udformningen af forslagene til strafbestemmelser i høringsbrevet. Efter norsk tradition, som på dette punkt har gode grunde for sig, ville man forsøge at beskrive det forhold, som ønskes ramt med straf, så præcist som muligt, samtidigt med at man formulerer een enkelt strafbestemmelse, som omfatter hele den strafværdige virksomhed (syntetisk lovgivning). Med et sådant udgangspunkt er det for eksempel næppe nogen heldig løsning, både at have bestemmelser om retsstridig transport af radioaktivt materiale (udkastets § 5, 2. led, litra a) og anden ulovlig håndtering af sådant materiale (udkastets § 7, 1. led, litra a). Tilsvarende er det let at kritisere forslaget om en selvstændig bestemmelse om terrorbombning, medens andre måder at udøve terrorisme på, ikke er særskilt nævnt. Der er endnu flere eksempler på uheldig kasuistisk lovgivning i udkastet. .."

I TfK 2009.436/1 HD var et antal personer tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 114a, nr. 2 (nu straffelovens § 114b. nr. 2), jf. § 21, ved i perioden den 19. januar til den 20. februar 2006 at have forsøgt direkte eller indirekte at tilvejebringe eller indsamle midler til grupper, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af § 114, idet de via firmaet Fighters and Lovers medvirkede til salg af T-shirts til en samlet værdi af ikke under 24.982 kr. med henblik på at sende en del af overskuddet svarende til 35 kr. pr. solgt T-shirt til organisationerne PFLP (Popular Front for the Liberation og Palestine) og FARC (Fuerzas Armadas Revulocionarias de Colombia) (Colombias væbnede revolutionshær), hvilket forehavende imidlertid mislykkedes, idet politiet den 3. februar 2006 foretog beslaglæggelse af beløbet. Højesteret fandt, at landsretten med rette har henført FARC's og PFLP's ovenfor nævnte handlinger til § 114. Da alle de tiltalte havde erkendt at have medvirket til produktion, salg og distribution af de omhandlede T-shirts, hvor overskuddet skulle anvendes til at købe radioudstyr til FARC og et trykkeri til PFLP, og da de tiltalte ansås for at have været bekendt med eller i hvert fald har anset det for overvejende sandsynligt, at FARC og PFLP begår handlinger omfattet af § 114 eller har til hensigt at gøre det, ansås de for skyldige. Højesteret udtalte blandt andet, at efter straffelovens § 114 b (tidligere § 114 a) er det en betingelse for at straffe for tilvejebringelse eller indsamling af midler, at indsamlingen mv. er sket til en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114. Det er ikke et krav, at der indsamles til bestemte udførte eller fremtidige terrorhandlinger. Til domfældelse efter § 114 b er det tilstrækkeligt, at der foreligger bevis for, at den person, gruppe eller sammenslutning, der indsamles til, begår eller har til hensigt at begå handlinger af den art og med det særlige terrorismeforsæt, som fremgår af § 114, uden at det - som ved domfældelse efter § 114 - er nødvendigt nærmere at tage stilling til de enkelte handlingers udførelse og omfang. Højesteret anførte blandt andet også: "Landsretten har som resultat af bevisbedømmelsen lagt til grund, at FARC og PFLP har begået alvorlige overgreb mod civilbefolkningen med forsæt til at skræmme befolkningen i alvorlig grad eller for at destabilisere de grundlæggende politiske. forfatningsmæssige. økonomiske og samfundsmæssige strukturer i henholdsvis Colombia og Israel på en sådan måde, at handlingerne i kraft af deres karakter kan tilføje landene alvorlig skade. For FARC's vedkommende drejer det sig om, at FARC har dræbt civile, udsat civile for grov vold, gennemført kidnapninger, herunder af politikere og en præsidentkandidat, og gjort brug af upræcise mortergranater i civile områder, hvor civile er blevet ofre. For PFLP's vedkommende drejer det sig om, at PFLP har angrebet og dræbt civile, herunder ved anvendelse af bilbomber og selvmordsbombere. Efter retsplejelovens § 933, stk. 2, jf. § 912, stk. 1, kan anke til Højesteret ikke støttes på, at landsretten som følge af fejlagtig bedømmelse af beviserne i sagen urigtigt har afgjort, at tiltalte skal dømmes. Højesteret skal således lægge landsrettens bevisresultat til grund. Efter forarbejderne til § 114 (Retsudvalgets betænkning i Folketingstidende 2001-02, 2. saml., L 35, tillæg B, s. 1466 f.) skal det ved vurderingen af, om en handling er omfattet af § 114, stk. 1, bl.a. indgå, om handlingen har været rettet mod et demokratisk samfund, der respekterer retsstatsprincippet, eller har været rettet mod en besættelsesmagt mv. Disse forhold skal indgå i en samlet vurdering af alle sagens elementer. De tiltalte har anført, at Israel må anses for en besættelsesmagt, der krænker demokratiet og retsstatsprincippet, og at Colombia ikke kan anses for et demokratisk samfund, der respekterer retsstatsprincippet, og at disse forhold skal tages i betragtning ved bedømmelsen af sagen. Uanset om det måtte forholde sig som anført af de tiltalte, finder Højesteret, at omfanget og karakteren af de handlinger, som FARC og PFLP efter landsrettens bevisresultat har begået mod civile, også efter en samlet vurdering må føre til, at handlingerne ikke falder uden for området for § 114."

I TfK 2009.762 ØLD var 2 personer tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og 7, jf. § 21, ved i månederne op til den 4. september 2007 med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske myndigheder til at foretage eller undlade at foretage en handling eller destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige struktur at have forsøgt at begå handlinger som nævnt i stk. 1, nr. 1 og 7, af en karakter, som kunne tilføje Danmark eller et andet land alvorlig skade, idet de tiltalte gennem samtaler og møder, ved anvendelse af bombemanualer og ved anskaffelse af kemikalier samt ved fremstilling og prøvesprængning af sprængstoffet TATP gjorde forberedelser til fremstilling af en eller flere bomber til brug for en terrorhandling et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller udlandet, hvilket mislykkedes, idet de tiltalte blev anholdt. De tiltalte blev straffet med henholdsvis 8 og 12 års fængsel for forsøg på terrorisme.

I TfK 2008.496/2 HD blev to personer straffet med fængsel i 12 år og en person med fængsel i 5 år for forsøg på terrorisme.

I TfK 2008.9/2 HD blev en person fundet skyldig i forsøg på terrorisme begået som 16-årig.

Europols rapport "TE-SAT 2010, EU Terrorism Situation and Trend Report". På side 15 ses en tabel, hvoraf det fremgår, at 11 personer kom for retten i Danmark i 2007 som sigtede for terrorisme. I 2008 var der tale om 16 personer og i 2009 om 9. For Tysklands vedkommende var der tale om 7 personer i 2007, 10 i 2008 og 7 i 2009. I Sverige var der 0 personer i 2007, 1 i 2008 og 1 i 2009. Side 17 viser en tabel, hvor retsafgørelsernes resultater i sager om terrorisme i 2009 er offentliggjort. For Danmarks vedkommende fremgår det, at 8 personer blev fundet skyldig, medens 2 blev frifundet. Det fremgår således, at frifindelsesprocenten er 20.

Vold og trusler mod offentligt ansatte (Straffelovens § 119)

§ 119, stk. 1

"§ 119, stk. 1. Den, som med vold eller trussel om vold overfalder nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år."

Trusler skal være fremsat direkte over for forurettede for at være omfattet af straffelovens § 119, stk. 1, idet bestemmelsen kræver, at tiltalte "overfalder" forurettede. Se nærmere herom i forarbejderne til lov nr. 87 af 15. marts 1939 ( Rigsdagstidende 1938-39, Tillæg A, sp. 3770-71).

I dommen TfK 2007.375/1 ØLD blev de tiltalte frifundet for overtrædelse af § 119, stk. 1, idet retten ikke fandt, at det var omfattet af bestemmelsen, at nogle muslimer i løbesedler havde opfordret andre til at udslette "jeres regenter". En sådan handling ansås ikke for omfattet af udtrykket "overfalder" i straffelovens § 119, stk. 1. Landsretten citerede i afgørelsen lovforarbejderne og henviste til RT 1938-39, Tillæg A, spalte 3770-71, hvoraf det blandt andet fremgår, at der alene kan straffes for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, i tilfælde, hvor trusler om vold "er fremsat direkte til den paagældende Tjenestemand". Det fremgår videre af samme lovforarbejder, at § 119, stk. 2, kan anvendes også i tilfælde, hvor truslen ikke er fremsat direkte overfor forurettede. For at straf kan idømmes efter § 119, skt. 2, kræves det imidlertid, at forurettede er dommer, overordnet tjenestemand indenfor politi og anklagemyndighed eller indenfor andre administrative myndigheder.

I TfK 2007.774 ØLD blev en person, der på en internetside havde truet med at "brandbombe" en ministers bolig. Landsretten bemærkede, at tiltalte ikke havde "overfaldet" forurettede, og tiltalte blev derfor frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Han blev alene fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 1 og 2, som der også var rejst tiltale for.

I TfK.2008.562/1 ØLD blev tiltalte frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for fremsættelse af trusler mod en læge overfor nogle andre sundhedspersoner. Henset til at udtalelserne ikke er blevet fremsat direkte over for forurettede, der var på ferie på det pågældende tidspunkt, fandt landsretten, at tiltalte ikke har "overfaldet forurettede", hvorfor han frifindes for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Derimod fandtes tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 om trusler.

I TfK 2009.826 ØLD blev en person frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119. Han havde til fængselsfunktionærer truet med, at han ville begå vold mod en kriminalassistent i anledning af, at han ikke havde fået noget af sit tøj tilbageleveret fra politiet. Han blev i stedet fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266. .

Udtalelser, der umiddelbart kan opfattes som en trussel, er ikke i alle tilfælde omfattet af § 119, stk. 1.

U.1995.308V. Bemærkninger til urobetjente om, at de kunne få bank/tærsk, ikke anset for trusler om vold, jf. straffelovens § 119, stk. 1.Afgørelsen var begrundet med henvisning til en af politifolkenes forklaring om ordlyden af de fremsatte udtalelser og om, at T ikke på anden måde havde vist truende adfærd og i øvrigt ikke opført sig anderledes, end han plejede, når politiet var i nærheden. (Dissens).

I TfK 2003.583 VLD blev en person frifundet for overtrædelse af § 119, stk. 1, for til flere politifolk under en ransagning at have udtalt: "Jeg binder en af jer og knepper ham i røven, når jeg bliver løsladt, så kan I mærke, hvordan det føles at være bundet", eller lignende, og til en enkelt politiassistent at have sagt "du skal ikke være nervøs, jeg skal ikke have svinet min pik til", eller lignende. Den pågældende blev alene straffet for overtrædelse af straffelovens § 121.

I TfK 2002.694 ØLD blev en person frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Det fandtes bevist, at den pågældende overfor en politiassistent som anholdt havde udtalt: "sådan nogen drengerøve spiser jeg til morgenmad". Landsretten fandt ikke en sådan udtalelse omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.

Udfører "forurettede" en ulovlig tjenestehandling mod den person, der begår vold eller fremsætter trusler mod forurettede, kan der ikke straffes for overtrædelse af straffelovens § 119. Der vil eventuelt kunne straffes for overtrædelse af andre bestemmelser i straffeloven, for eksempel vold efter straffelovens § 244 eller trusler efter straffelovens § 266. Se f.eks. afgørelsen U.99.1460.

Af forarbejderne til straffelovens § 119, stk. 1, fremgår følgende:
Ved Torps udkast til straffelovgivningen fra 1917 (udkast II)blev ordet »retmæssig« indsat foran »tjenestehandling« i § 119, stk. 1, 2. led. I bemærkningerne til udkastet side 130 anføres blandt andet: "Endnu en Begrænsning bør formentlig opstilles ved Bestemmelsen af den strafbare Handling. Det er i Nutiden almindelig anerkendt, at Nødværge er tilladt overfor uretmæssige Embedshandlinger. Det bør da udtrykkelig fremhæves, at kun Hindring af retmæssige Embedshandlinger er strafbar efter denne Bestemmelse. Hvis det anvendte Middel gaar ud over det fornødne og tilladelige, er Handlingen selvfølgelig strafbar efter de almindelige Regler om ulovlig Tvang eller Legemskrænkelser, men der ligger ikke deri noget Angreb paa den offentlige Myndighed"

Ved betænkningen i 1923 fra straffelovskommissionen (Udkast III)blev ordet »retmæssig« erstattet af »lovlig«. I bemærkningerne til udkastet side 233 hedder det herom, at man har »fundet det rettest foran Ordet »Tjenestehandling« at sætte Ordet »lovlig« for derved udtrykkeligt at tilkendegive, at kun Hindring af retmæssige Tjenestehandlinger er strafbar efter denne Bestemmelse. Dette er stemmende med den almindelige Opfattelse, hvorefter Nødværge er tilladt overfor uretmæssige Tjenestehandlinger«.

Straffelovskommissionens udkast blev på dette punkt ikke ændret ved de i Rigsdagen fremsatte forslag til straffeloven. I bemærkningerne til det først fremsatte lovforslag, jfr. RT 1924-25, tillæg A, sp. 3339, anføres blandt andet, at kun hindring af retmæssige tjenestehandlinger er strafbare efter denne bestemmelse.

I UfR 1987.498 HD havde en person, der var blevet anholdt, bidt en polititjenestemand i fingeren. Højesteret fandt, at anholdelsen ikke havde været lovlig, hvorfor den pågældende blev frifundet. Højesteret udtalte blandt andet: "Anholdelsen skete efter det foreliggende alene for at afhøre den pågældende på politistationen i anledning af de verserende sager. Retsplejelovens § 755, stk. 1, indeholder ikke hjemmel for anholdelse i et sådant tilfælde. Da anholdelsen herefter ikke har været en lovlig tjenestehandling som anført i straffelovens § 119, stk. 1, er forholdet ikke strafbart efter denne bestemmelse."

I TfK 2010.411 ØLD blev en person frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, og for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for vold mod polititjenestemænd, som skulle være udøvet i forbindelse med anholdelse i Vollsmose i Odense. Han blev endvidere frifundet for overtrædelse af straffelovens § 121 for at skulle være fremkommet med ringeagtsytringer mod polititjenestemændene. Den pågældende var den 8. oktober 2008 passager i en bil, der blev ført af en bekendt. Da de steg ud af bilen, blev de kontaktet af polititjenestemænd, som havde fulgt efter dem i en patruljevogn under den sidste del af køreturen. Politifolkene ønskede at visitere dem og henviste til, at "Odense" var en visitationszone på det omhandlede tidspunkt. Passageren blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, for at have gjort modstand mod visitationen. Endvidere blev han sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for at have sparket ud efter polititjenestemændene under anholdelsen umiddelbart herefter. I byretten blev han idømt en ubetinget frihedsstraf af fængsel i 30 dage. I landsretten blev han frifundet. Landsretten fandt ikke, at han havde "lagt hindringer i vejen for visitationen", og landsretten fandt endvidere, at anholdelsen ikke opfyldte kravene i retsplejelovens § 755, skt. 1. Landsretten fandt derfor ikke, at anholdelsen var en "lovlig tjenestehandling". Endvidere fandt landsretten ikke anledning til at "henføre handlinger, som er begået under anholdelsen, under bestemmelserne i straffelovens § 119, stk. 1, og § 121".

Østre Landsret frifandt i TFK 2008 288 ØLD en mand for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og straffelovens § 121 efter at byretten havde fundet det bevist, at den pågældende havde overtrådt bestemmelsen og idømt en ubetinget fængselsstraf af 40 dage. Frifindelsen var alene begrundet i, at det ikke fandtes "godtgjort, at betingelserne i retsplejelovens § 755, stk. 1, for at anholde den pågældende var opfyldt". Afgørelsen synes at vise, at domstolene pålægger anklagemyndigheden bevisbyrden for, at en anholdelse har været lovlig i tilfælde, hvor tiltalte gør gældende, at anholdelsen ikke var lovlig. Det fremgår af sagen, at politiet var blevet kaldt til stedet i anledning af husspektakler. Han var ifølge en af politifolkene, der afgav forklaring i retten, blevet anholdt, fordi han var "eftersøgt til anholdelse på grund af en sigtelse i en anden sag". Under afhøringen i landsretten forklarede en af polititjenestemændene, at den tiltalte den omhandlede aften "skulle bortvises, og derefter blev han ophidset og begyndte at råbe skældsord", og at politifolkene havde fået oplyst, at tiltalte "var søgt til anholdelse til Station Bellahøj", og at han blev anholdt".

I TfK 2009.346 ØLD blev en person den 26. november 2006 anholdt under en demonstration ved "Faderhuset" i Rødovre som sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3. Det blev anset for bevist, at hun havde bidt en polititjenestemand i fingeren, og at hun havde gjort dette som følge af de smerter, som hun var blevet påført i forbindelse med anholdelsen. Hun blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121, idet anholdelsen ikke havde været lovlig. Hun blev med samtlige dommerstemmer i landsretten derimod fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244. Fem dommere i landsretten fandt, at hun havde overskredet grænserne for lovligt nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1, og de fandt endvidere, at dette ikke var straffrit efter samme bestemmelses stk. 2. Tiltalte var efter, at forholdet var begået, men inden sagens afgørelse i landsretten, i en anden sag ved Københavns Byret blevet idømt en straf af fængsel i 1 år og 3 måneder blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 119. De fem dommere fandt, at der ikke var grundlag for at idømme tiltalte en tillægsstraf i medfør af straffelovens § 244, jf. § 89. En dommer fandt ligesom byretten, at tiltalte havde handlet i lovligt nødværge.

I en upåanket dom af 25. september 2007 med sagsnummer SS 2-2236/2007 blev en ung mand ved Retten i Århus frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for den 8 december 2006 i Odder at have forsøgt at nikke en politiassistent en skalle, spyttet på denne samt råbt til ham: "Jeg smadrer dig" (forhold 1). Han blev i samme sag frifundet for overtrædelse af straffelovens § 121 ved at skulle have råbt "fucking pansersvin" og vist politiet "skråt op" tegnet (forhold 2). Endelig blev han frifundet for på samme tid og sted at have overtrådt straffelovens § 124, stk. 1, ved at være flygtet ud af en patruljevogn, efter at han var blevet anholdt (forhold 3). Læs uddrag af dommen.

Københavns Byret frifandt i nævningesagen SS 3-17375/2010 i en kendelse afsagt den 25. februar 2011 en forvaringsdømt person, der var mange gange tidligere straffet for vold mod fængselspersonale, for en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 begået den 20. december 2006 i Politigårdens Fængsel i København. Retten fandt det bevist, at den pågældende havde bidt en fængselsbetjent i benet. Retten lagde imidlertid til grund, at tiltalte havde handlet i nødværge, og at handlingen derfor var straffri efter straffelovens § 13, stk. 1. Den pågældende blev fundet skyldig i at have bidt en fængselsbetjent i højre ben i forbindelse med, at han skulle føres i sikringscelle. Retten fandt, at betingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 66 om anbringelse i sikringscelle ikke var opfyldt, og at den indsatte derfor havde handlet i lovlig nødværge. Under samme sag blev den pågældende frifundet for et yderligere tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. I dette tilfælde fandt retten det bevist, at den pågældende under en sikringscelleanbringelse den 13. juni 2007 i Politigårdens Fængsel i København havde råbt dødstrusler til det tilstedeværende fængselspersonale. Retten fandt, at anbringelsen af tiltalte i sikringscelle havde været for langvarig på gerningstidspunktet, og at det "derfor lægges til grund, at tiltalte var udsat for en for vidtgående magtanvendelse, hvorfor tiltaltes udtalelser ikke findes at kunne henføres under straffelovens § 119, stk. 1." Den pågældende blev i stedet fundet skyldig i at have fremsat trusler omfattet af straffelovens § 266.

§ 119, stk. 2

"§ 119, stk. 2. På samme måde straffes den, som, uden at forholdet falder ind under stk. 1, fremsætter trusler om vold, om frihedsberøvelse eller om sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold mod nogen, der af det offentlige er tillagt domsmyndighed eller myndighed til at træffe afgørelse vedrørende retsforhold eller vedrørende håndhævelse af statens straffemyndighed, i anledning af udførelsen af tjenesten eller hvervet, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling."

2. stykke er begrænset til at omfatte personer, der har myndighed til at træffe egentlig afgørelse vedrørende retslige forhold. Dette er for eksempel dommere, overordnede tjenestemænd indenfor politi og anklagemyndighed og andre overordnede administrative myndigheder. Bestemmelsen er således ikke anvendelig i forhold til offentlige ansatte i underordnede stillinger, idet disse ikke er tillagt myndighed til at træffe egentlig afgørelse vedrørende retslige forhold. Bestemmelsen omfatter ikke kun trusler om vold men for eksempel også trusler om skandalisering eller lignende. Endvidere kan den anvendes, uagtet at truslerne ikke er fremsat direkte overfor den forurettede. Se nærmere herom i forarbejderne til lov nr. 87 af 15. marts 1939 ( Rigsdagstidende 1938-39, Tillæg A, sp. 3770-71).

§ 119, stk. 3

"§ 119, stk. 3. Lægger nogen ellers de nævnte personer hindringer i vejen for udførelsen af deres tjeneste eller hverv, straffes han med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted."

§ 119, stk. 3, 2. pkt. er indsat med lov nr. 1107 af 1. december 2009. Det fremgår blandt andet af bemærkningerne, at den foreslåede strafskærpelsesregel kun finder anvendelse, "hvis der er en tidsmæssig og geografisk sammenhæng mellem overtrædelsen og den grove forstyrrelse af den offentlige ro og orden".

"Passiv" modstand er ikke omfattet af straffelovens § 119, stk. 3. Se nærmere herom i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 9/1994 "om overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3", hvor der nærmere redegøres for Rigsadvokatens opfattelse af, hvorledes bestemmelsen skal anvendes.

I TfK 2004.3 VLD tog tiltalte (en lastvognschauffør) fat i en polititjenestemands håndled og fravristede polititjenestemanden et "diagramark" fra tiltaltes lastbil, som polititjenestemanden netop havde sikret sig til en færdselssag, hvorefter der var opstået håndgemæng mellem politiassistenten og tiltalte. Tiltalte blev straffet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3. Der var ikke rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1.

I TfK 2006.68 ØLD havde en person lagt hindringer i vejen for politiet ved at stille sig i vejen, da politiet skulle ransage personens mors lejlighed i et forsøg på at udfinde koster fra et røveri, som personens broder kort inden overfor politiet havde erkendt at have begået. Den sigtede broder havde givet skriftlig tilladelse til ransagningen, hvilken imidlertid ikke var gyldig, idet det ikke var hans bolig. Landsretten fandt, at betingelserne for at foretage ransagningen uden at afvente retskendelse var opfyldt. Personen blev imidlertid frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3. Landsretten begrundede frifindelsen således: "Landsretten finder det imidlertid ikke godtgjort, at tiltalte, da han blev antruffet i lejligheden, fik en kort beskrivelse af sigtelsen mod broderen og af de omstændigheder, der begrundede ransagningen, eller at han fik oplysning om det korrekt formelle grundlag for ransagningen, som var ransagning uden retskendelse, idet undersøgelsens øjemed ellers ville forspildes. Væsentlige formelle betingelser for lovligheden af ransagningen af boligen blev dermed ikke iagttaget, jf. retsplejelovens § 798, stk. 2, og tiltaltes handling er derfor ikke strafbar efter straffelovens § 119, stk. 3."

I TfK 2005.432 ØLD indfandt en pressefotograf sig ved Rigshospitalets traumecenter for at fotografere en kongelig patient. Politiet havde afspærret stedet og hævdede, at pressefotografen havde passeret spærringen til trods for, at politiet havde tilkendegivet, at han ikke måtte. Han var blevet anholdt for at passere spærringen. Der blev rejst tiltalte mod pressefotografen for to tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, for at modsætte sig anholdelsen, idet han havde lagt hindringer i vejen for politiets arbejde med etablering af spærringen og for at have modsat sig anholdelse, idet han ifølge anklageskriftet "fægtede med armene, stemte imod, sparkede med benene og forsøgte at rive sig løs". Pressefotografen blev frifundet for begge begge forhold. Østre Landsret fandt det ikke godtgjort, at tiltalte havde passeret eller forsøgt at passere afspærringen, "og da der ikke i øvrigt forelå lovlige grunde til at anholde tiltalte - heller ikke for en mulig senere overtrædelse af straffelovens § 264 d - jf. i det hele retsplejelovens § 755, stk. 1, har anholdelsen ikke været en lovlig tjenestehandling. Det tiltrædes derfor, at tiltalte også er frifundet for forhold 2".

I TfK 2010.411 ØLD blev en person frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, og for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for vold mod polititjenestemænd, som skulle være udøvet i forbindelse med anholdelse i Vollsmose i Odense. Han blev endvidere frifundet for overtrædelse af straffelovens § 121 for at skulle være fremkommet med ringeagtsytringer mod polititjenestemændene. Den pågældende var den 8. oktober 2008 passager i en bil, der blev ført af en bekendt. Da de steg ud af bilen, blev de kontaktet af polititjenestemænd, som havde fulgt efter dem i en patruljevogn under den sidste del af køreturen. Politifolkene ønskede at visitere dem og henviste til, at "Odense" var en visitationszone på det omhandlede tidspunkt. Passageren blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, for at have gjort modstand mod visitationen. Endvidere blev han sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for at have sparket ud efter polititjenestemændene under anholdelsen umiddelbart herefter. I byretten blev han idømt en ubetinget frihedsstraf af fængsel i 30 dage. I landsretten blev han frifundet. Landsretten fandt ikke, at han havde "lagt hindringer i vejen for visitationen", og landsretten fandt endvidere, at anholdelsen ikke opfyldte kravene i retsplejelovens § 755, skt. 1. Landsretten fandt derfor ikke, at anholdelsen var en "lovlig tjenestehandling". Endvidere fandt landsretten ikke anledning til at "henføre handlinger, som er begået under anholdelsen, under bestemmelserne i straffelovens § 119, stk. 1, og § 121".

Særligt om retsgarantierne i sager om anklager mod frihedsberøvede personer for vold mod personalet
I sagen Prezec mod Kroatien afgjort af Den europæiske Menneskeretsdomstol (EMD) den 15. oktober 2009 under sagsnummer 48185/07 fandt EMD, at EMRK artikel 6 var krænket, fordi klageren ikke havde fået advokatbistand under en straffesag ved sagens behandling i første instans. Der havde således alene været advokatbistand i 2. instans. EMD fremhævede, at klageren var indsat i et fængsel og tiltalt for vold mod en ansat i fængslet. Det blev også fremhævet, at klageren led af en personlighedsforstyrrelse. Disse forhold talte for, at han burde have adgang til advokatbistand under straffesagen (præmis 29). Afgørelsen er begrundet i præmis 32. Afgørelsen indicerer, at EMD finder, at der består et særligt behov for at sikre, at alle retsgarantier i særlig grad respekteres af de nationale myndigheder i tilfælde, hvor en frihedsberøvet person er tiltalt for vold mod personale i den institution, hvor han eller hun er frihedsberøvet. I præmis udtaler EMD yderligere: " ..Furthermore, the Court's case-law is clear on the principle that where deprivation of liberty is at stake, the interests of justice in principle call for legal representation ...". EMD fastslår således, at såfremt frihedsberøvelse kan komme på tale, skal der efter praksis ved EMD ske beskikkelse af en advokat.

Se kritik af bevisvurderingen i dansk ret i sager, hvor der er rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 119, i artikel af 7. juni 2008 af Claus Bonnez.

Straffen for vold mod visse grupper af offentligt ansatte - herunder politiet - i Danmark

Se lov nr. 218 af 31. marts 2004 om skærpelse af straffen for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1.

Straframmen for overtrædelse af § 119, stk. 3, blev hævet fra 6 måneder til 1 år og 6 måneder ved lov nr. 501 af 12. juni 2009. Det fremgår blandt andet af kapitel 4.2 i bemærkningerne til lovændringen, at det er "ikke hensigten, at straffen i mindre grove tilfælde skal forhøjes i forhold til i dag". Af samme kapitel fremgår det videre, at strafskærpelsen kun skal virke i forhold til "de groveste tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 119, stk.". Som eksempler på tilfælde, hvor skærpede straffe tænkes anvendt, henvises der til "tilfælde med blokader, der er sat op for at forhindre politi og brandvæsen mv. i at nå frem til nødlidende, eller tilfælde, hvor man forsøger at forhindre politiet i at foretage en ransagning af et sted, hvor der er mistanke om, at der opbevares våben."

I TfK 2008.772 ØLD blev en straf af fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121 gjort betinget under henvisning til tiltaltes høje alder. Straffelovens § 82, nr. 2, blev citeret i landsrettens afgørelse. Den pågældende blev fundet skyldig i flere gange at have kaldt en stævningsmand for "drengerøv og idiot" ligesom han (ifølge anklageskriftet) "skubbede hårdt til F, hvorefter T, da F foreviste sit politiskilt og oplyste, at han var politimand, med stor kraft kastede T's fullfaceknallerthjelm i hovedet på F, hvorved denne fik en bule i panden, hvorefter T kastede fårefoder i hovedet på F, slog med politiskiltet og tog stævningspapirerne og kastede dem efter F, ligesom T, da F erklærede ham for anholdt, skubbede til ham flere gange, medens han forlod stedet, og endelig råbte til naboens hund, »pus ham den idiot, æd ham«, da han sammen med T indfandt sig hos naboen ca. 150 meter væk."

I TfK 2009.519 VLD blev tiltalte fundet skyldig i at have udtalt: "Jeg slår jer ihjel, om det så er det sidste jeg gør i denne verden. Jeg er uddannet til at dræbe" eller lignende til to repræsentanter fra SKAT, medens tiltalte og disse sad i venteværelset i en retsbygning, hvor alle ventede på at skulle afgive vidneforklaring i en sag. Byretten idømte den pågældende en straf af ubetinget fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 266. Byretten fandt under henvisning til "forholdets karakter, herunder at truslerne blev fremsat i en retsbygning", ikke grundlag for at gøre straffen betinget. Landsretten fandt den pågældende skyldig i straffelovens § 119, stk. 1, og nedsatte straffen til fængsel i 20 dage under henvisning til "forholdets karakter". 5 af landsrettens dommere bestemte, at straffen skulle gøres betinget. Dette blev begrundet således: "Navnlig under hensyn til oplysningerne om tiltaltes modsætningsforhold til SKAT og til, at truslerne må anses for fremsat spontant og uovervejet, efter at tiltalte og de pågældende medarbejdere fra SKAT i flere timer havde siddet sammen i venteværelset, og under hensyn til tiltaltes alder og gode personlige forhold, finder 5 voterende det undtagelsesvist forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår som anført nedenfor". En dommer ville gøre straffen ubetinget.

I TfK 2008.133 VLD blev straffen for dødstrusler mod en kommunal sagsbehandler samt for to mindre tyverier udmålt til ubetinget fængsel i 14 dage. 2 af landsrettens 6 dommere ville gøre straffen betinget, idet de udtalte: "Under hensyn til tiltaltes personlige og sociale forhold, herunder at han bor alene med sin datter på 9 år, er der uanset karakteren af forhold 1 undtagelsesvist grundlag for at gøre straffen betinget."

I TfK 2004.29 ØLD blev 40 dages fængsel for at sparke polititjenestemand i skridtet og på låret gjort betinget under hensyn til tiltaltes skrøbelige psyke og klaustrofobi.

I TfK.2006.76 ØLD blev en person, der havde sparket en politiassistent på venstre ben, straffet med 30 dages fængsel betinget med en prøvetid på 2 år. Straffen blev gjort betinget, idet landsretten ikke kunne afvise, at tiltalte havde sparket, idet han havde anset sig for påkørt af en patruljevogn. Endvidere lagdes der vægt på tiltaltes gode personlige forhold.

Straffen for vold mod visse grupper af offentligt ansatte - herunder politiet - andre steder i verden
Det hævdes ikke sjældent i den danske kriminalpolitiske debat, at vi her til lands er for blødsødne, når det gælder straffen over for for eksempel voldsforbrydere, ikke mindst hvis volden er rettet mod offentligt ansatte som for eksempel polititjenestemænd eller fængselsbetjente.

De norske fængselsmyndigheder skal møde "mindre alvorlige, trussellignende udtalelser, "som er fremsatt i pressede situasjoner" med "dialog" og disciplinærreaktioner og ikke med politianmeldelse. Se punkt 3.43, side 143, øverst, i "Retningslinjer til lov om gjennomføring av straff mv (straffegjennomføringsloven) og til forskrift til loven, fastsatt av Kriminalomsorgens sentrale forvaltning 16. mai 2002 med hjemmel i forskrift til lov om straffegjennomføring av 22. februar 2002 § 7-1. Revidert 27. oktober 2008."

I sagen Popa mod Moldova afgjort af EMD den 21. september 2010 under sagsnummer 29772/05, klagede en borger over, at politiet havde begået vold mod hende under en anholdelse på klagerens søsters bopæl, hvor klageren angiveligt havde været i slagsmål med andre festdeltagere. De nationale myndigheder rejste straffesag mod klageren i anledning af hendes adfærd overfor politiet under samme anholdelse. Af afgørelsens præmis 7 følger, at politibetjenten, der forestod anholdelsen, forklarede, at klageren, da han var ankommet til stedet, var blevet udsat for fornærmende udtalelser fra klageren og dennes svoger. Efter at politibetjenten havde advaret klageren, begyndte hun at slå på og sparke sin svoger. Svogeren forklarede, at klageren ville slås med politimanden, og at hun hev i hans skulderstropper i et forsøg på at rykke dem af, samtidigt med at hun tiltalte politibetjenten som "rådden panser" og fortalte ham, at hun kendte en tidligere afsoner, som kunne gøre det af med ham. Nogle civile, som tilfældigvis befandt sig på politistationen, da klageren efter anholdelsen blev indbragt dertil, forklarede, at klageren havde råbt fornærmende udtryk mod politifolkene, at hun hev i deres beklædning, og at hun truede dem med, at de ville blive fyret fra politiet (præmis 9). Af præmis 12 og 16 fremgår det, at klageren for fornærmelser mod politiet og for at modsætte sig politiets lovlige påbud blev straffet med en bøde svarende til cirka 1,24 EURO på det omhandlede tidspunkt.

Den amerikanske ambassade klagede i 2007 til de danske myndigheder over unfair dansk retssag om påstået vold mod politiet

Omfanget af trusler og vold mod offentligt ansatte m. fl.
En arbejdsgruppe med repræsentanter for Rigspolitiet, anklagemyndigheden og Politiforbundet afgav i september 2008 rapporten "Kortlægning af trussels- og voldssituationen i forhold til politiets ansatte". Der ses ikke at være udgivet en tilsvarende rapport om kortlægning af trusler og vold fra politiets ansatte mod borgere.

I lovforslag nr. 99 af 26. november 2003 overvejede nogle medlemmer af Straffelovrådet, hvorvidt straffelovens § 119 samt § 247 burde ophæves som overflødige strafskærpelsesbestemmelser med henvisning til, at straffelovens almindelige strafskærpelsesbestemmelser var tilstrækkelige. Se nærmere herom nedenfor i kapitlet om magtmisbrug mv.

Rigsadvokaten har i august 2009 udarbejdet en domsoversigt over domfældelser og frifindelser i sager om overtrædelse af straffelovens § 119, straffelovens § 121 og straffelovens § 247, stk. 2, fordelt på de forskellige faggrupper, der er beskyttet af disse særlige bestemmelser.

Straffelovens § 121
Straffelovens § 121 lyder således: "Den, som med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale overfalder nogen af de i § 119 nævnte personer under udførelsen af hans tjeneste eller hverv eller i anledning af samme, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder."

Efter praksis straffes overtrædelse af straffelovens § 121 med bøde.

I TfK 2003.145/2 ØLD blev tiltalte blev fundet skyldig i overtrædelse af § 121 for at kalde en polititjenestemand for "smatso" og straffet med 4 dagbøder á 200 kr.

I TfK 2004.338/1 ØLD henførte landsrettens flertal "et enkelt spyt" mod en buschauffør under straffelovens § 121. Tiltalte blev straffet med 15 dagbøder af á 200 kr.

I TfK 2003.364/1 ØLD fandt en enig landsret, at "et enkelt" spyt mod en polititjenestemand skulle henføres under straffelovens § 121, dette formuleredes i dommens begrundelse således: "Navnlig under hensyn til at der er tale om et enkelt spyt, finder landsretten, at forholdet bør henføres under straffelovens § 121." Den pågældende blev straffet med 15 dagbøder á 200 kr. Forvandlingsstraffen blev fastsat til fængsel i 15 dage.

I TfK 2003.583 VLD blev en person straffet med bøde for overtrædelse af straffelovens § 121. Der var rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121. Den pågældende blev fundet skyldig i til flere politifolk under en ransagning at have udtalt: "Jeg binder en af jer og knepper ham i røven, når jeg bliver løsladt, så kan I mærke, hvordan det føles at være bundet", eller lignende, og til en enkelt politiassistent at have sagt "du skal ikke være nervøs, jeg skal ikke have svinet min pik til", eller lignende.

Se nedenfor i kapitlet om "sanktionen for ærekrænkelser" nærmere om artikel 13 i Europarådets Resolution 1577 (2007) om nedkriminalisering af ærekrænkelse (defamation). Her henstiller rådet til medlemsstaterne, at man afskaffer fængselsstraffen for ærekrænkelser.

Domssamling fra Rigsadvokaten vedrørende blandt andet straffelovens § 119, § 121 og § 247, stk. 2 fordelt på mange persongrupper

Straffelovens § 123 om vidnetrusler
I TfK 2001.422 VLD blev en person frifundet for trusler efter straffelovens § 123 og § 266. Personen havde den 24. marts 2000 uden for retsbygningen i Ribe stillet sig op foran en anden, der netop havde afgivet vidneforklaring, og stirret den pågældende i øjnene og udtalt: "Kan du huske, du stod op i morges, din idiot?". Dagen efter havde den samme person mødt den samme igen på en restauration. Her havde personen grebet fat i den andens kravetøj og udtalt: "Var det ikke dig, der var i retten i dag? og "Jo, det var dig, der var i retten i dag". Landsretten fandt ikke "tilstrækkeligt grundlag for at anse udtalelsen uden for retsbygningen som en trussel, der er omfattet af straffelovens § 123", hvorfor der skete frifindelse for dette forhold. Endvidere fandt landsretten ikke, at udtalelserne fremsat efterfølgende på restaurationen var "en trussel omfattet af straffelovens § 266." En enkelt dommer i landsretten fandt imidlertid, at tiltaltes tag i kravetøjet måtte anses som en trussel om vold efter straffelovens § 244. Tiltalte blev i overensstemmelse med flertallets afgørelse frifundet.

I TfK 2005.587 VLD blev en person, der ikke var tidligere straffet, straffet med fængsel i 20 dage, der blev gjort betinget, for overtrædelse af straffelovens § 123. Landsretten lagde ved straffastsættelsen vægt på "karakteren og omfanget af den uoverensstemmelse, der lå bag det mulige sagsanlæg fra F's side. Landsretten har endvidere taget i betragtning, at de tiltalte mødte F tilfældigt den pågældende nat, og at truslerne havde en noget ubestemt karakter. Det tiltrædes derfor, at straffene er udmålt som sket."

I TfK 2005.793 ØLD blev en person ved byretten fundet skyldig i trusler mod en overlæge, som tidligere havde udfærdiget en politiattest om forurettede i en voldssag, der forinden havde været rejst mod personen. Landsretten frifandt den pågældende med følgende begrundelse: "Tiltaltes trusler mod forurettede er fremsat på et tidspunkt, hvor der i byretten var afsagt endelig frifindende dom i voldssagen mod tiltalte. Truslerne hang sammen med den politiattest, som forurettede havde udfærdiget, og som indgik i den afsluttede sag. Forurettede havde hverken afgivet forklaring til politiet eller i retten. Landsretten finder ikke, at forholdet under disse omstændigheder tillige kan henføres under straffelovens § 123. Tiltalte frifindes derfor for overtrædelse af straffelovens § 123."

I TfK 2010.56 VLD blev tiltalte straffet med fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 123 ved at have fremsat trusler mod en person, der forventedes at skulle vidne mod den pågældende i en voldssag.

Straffelovens § 124 om straf for fangeflugt og besiddelse af mobiltelefoner i fængsler mv.

"§ 124. Den, der flygter som anholdt eller fængslet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der befrier en anholdt, fængslet eller tvangsanbragt person, såvel som den, der tilskynder eller hjælper en sådan person til at undvige eller holder den undvegne skjult.

Stk. 3. Den, som ulovligt sætter sig i forbindelse med nogen fængslet eller tvangsanbragt person, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 måneder.

Stk. 4. Den, der i et arresthus eller lukket fængsel som anholdt eller fængslet uretmæssigt besidder en mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. På samme måde straffes besøgende og andre udefrakommende, som uretmæssigt medtager en mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr i et arresthus eller lukket fængsel. (Se bemærkningerne til lov nr. 527 af 6. juni 2007).

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder også i forhold til personer i forvaring samt personer, der i stedet for varetægtsfængsel i forbindelse med straffuldbyrdelse uden for kriminalforsorgen eller i medfør af straffelovens § 74 a er frihedsberøvet i institution m.v. Bestemmelsen i stk. 4, 1. pkt., gælder også i forhold til personer i forvaring."

I TfK 2005.610 VLD blev straffen for at flygte fra et fængsel gjort betinget. Landsretten tiltrådte byrettens begrundelsen. Byretten udtalte blandt andet: "tiltalte flygtede fra statsfængslet, fordi han havde været udsat for vold begået af medfanger og var stillet i udsigt, at han ville blive udsat for yderligere voldshandlinger, såfremt han ikke forlod fængslet. Herefter, og under hensyn til at tiltalte, 4 dage efter at han forlod fængslet, meldte sig selv til myndighederne, finder retten, at udgangspunktet om, at kriminalitet af denne art skal straffes med ubetinget fængsel, kan fraviges, således at straffen kan gøres betinget."

I TfK 2006.262 ØLD blev straffen for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1, udmålt til fængsel i 30 dage og gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste under henvisning til det oplyste om tiltaltes personlige forhold. Det fremgik af sagen, at den pågældende efterfølgende var påbegyndt en uddannelse, havde arbejde som rengøringsassistent og levede af SU.

I TfK 2005.261 VLD blev en ung indsat, der flygtede fra et fængsel og derpå forsøgte at komme ubemærket ind i fængslet igen, straffet med fængsel i 14 dage for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1.

I TfK 2008.22 ØLD blev straffen for overtrædelse af såvel straffelovens § 119, stk. 3, og for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1, gjort betinget. Både byretten og landsretten lagde vægt på, at den pågældende, efter at være undløbet fra politiet umiddelbart efter at være blevet anholdt, løb noget væk men forblev i området. Landsretten lagde til grund, at begge bestemmelserne var overtrådt. Byretten udtalte, at overtrædelsen var sket "på en meget beskeden måde, idet han jo blev i nærheden og ikke har forsøgt at forlade selve området. Det må lægges til grund, at han følte sig ubehagelig tilpas ved situationen og ikke ønskede, at hans bekendte skulle se ham sådan, men at det ikke var hans tanke at stikke af fra sit ansvar." Landsretten tiltrådte, at afgørelsen var gjort betinget under henvisning til "sagens særlige omstændigheder".

I TfK 2009.534/1 VLD blev en person frifundet for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1. Han var i 11 tilfælde flygtet fra en unge-institution, hvor han var domsanbragt. Landsretten begrundede frifindelsen således: "N er efter det oplyste en ikke-sikret institution, og tiltaltes undvigelser herfra er derfor ikke strafbare efter straffelovens § 124, stk. 1. .."

I UfR 1973.567 HD blev en kvinde frifundet for at have en nevø, der var på flugt fra et fængsel, boende hos sig. Højesterets flertal fandt, at hun intet havde gjort for at "skjule" den pågældende, hvorfor handlingen ikke var omfattet af daværende § 124, stk. 1, (nu § 124, stk. 2).

I TfK 2009.932 ØLD blev en person frifundet for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4, ved at have haft et sim-kort liggende i sin celle i et arresthus. Om tiltaltes og en fængselsfunktionærs supplerende forklaringer i landsretten fremgår af dommen følgende: "Han har normalt SIM-kortet omtalt i forhold 3 i en lille lomme i sin pung. Han lagde pungen frem til gennemsyn, da han kom til fængslet. Han fik den tilbage, uden at SlM-kortet var fjernet. Han opfattede det sådan, at det, han fik tilbage, måtte han gerne have i sin celle. Kortet blev beslaglagt, ganske kort efter han var blevet indsat. Han bruger normalt SIM-kortet i sin egen telefon. Det er korrekt, at han som anført i forhørsprotokollen af 26. januar 2009 fik en betinget disciplinærstraf. Årsagen til, at straffen blev betinget, var, at han ikke havde søgt at skjule kortet, som lå frit fremme i cellen, og at fængslet ikke kunne afvise, at man havde overset det ved visitationen. Fængselsbetjenten forklarede supplerende bl.a., at man under visitationen ved indsættelse i fængslet jævnligt finder SIM-kort hos anholdte, som fratages den pågældende. Man vil normalt gennemgå en pung. Det er ikke usandsynligt at man har overset SIM-kortet ved visitationen." Af Østre Landsrets bemærkninger fremgår blandt andet følgende: "..Landsretten finder ikke grundlag for at nægte anklagemyndigheden at berigtige anklageskriftet som anket i forhold 3 som »det mindre i det mere«. Det fremgår af lovbemærkningerne til den ved lov nr. 527 af 6. juni 2007 gennemførte ændring af straffelovens § 124, stk. 4 og 5, jf. Folketingstidende 2006/07 A, bemærkningerne til § 1 »Efter bestemmelsen er det kommunikationsudstyr, som ikke må besiddes (medmindre besiddelsen er retmæssig, jf. lovforslagets § 3), mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr. Dette udstyr omfatter alt elektronisk udstyr, der sætter - eller sammen med andre enheder vil kunne sætte - vedkommende i stand til at kommunikere med andre i lyd, tale eller på skrift. Det vil f.eks. være tilfældet, når der er tale om besiddelse af mobiltelefoner, satellittelefoner, walkie talkie enheder, (håndholdte) computere og personsøgere. Omfattet er også f.eks. trådløse telefoner og trådløse hovedtelefonsæt (såkaldte headset), der sætter besidderen i stand til at kommunikere via en enhed, der er tændt i det omgivende område, ligesom visse tv-spil (såkaldte spillekonsoller) også vil kunne være omfattet. Besiddelse af tilbehør eller enkelte dele af kommunikationsudstyret, herunder f.eks. et batteri til en mobiltelefon, en enhed, der kan oplade et sådant batteri, eller et sim-kort, der etablerer forbindelsen fra en mobiltelefon, kan straffes som forsøg, hvis det er muligt at bevise, at der foreligger forsæt til at fuldbyrde en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse.« Fire voterende finder navnlig henset til den måde hvorpå og det sted SIM-kortet blev fundet hos tiltalte ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed, at det kan lægges til grund, at tiltalte havde forsæt til at anvende kortet til overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4, og stemmer derfor for frifindelse. .."

I TfK 2008.412/1 ØLD blev en person, der på gerningstidspunktet var indsat i et lukket fængsel, straffet med fængsel i 7 dage for besiddelse af en mobiltelefon i fængslet. Landsretten udtalte blandt andet: "Der findes ikke oplyst sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der er grundlag for at fravige det strafniveau, der er anført i forarbejderne til bestemmelsen i straffelovens § 124, stk. 4, jf. lov nr. 527 af 6. juni 2007 om ændring af straffeloven m.v., hvorfor straffen findes passende."

Personer, der er frihedsberøvet efter udlændingeloven i den lukkede institution "Ellebæk" i "Sandholmlejren, straffes også for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4, hvis de besidder en mobiltelefon i institutionen i strid med bestemmelsen. Se herom i § 2, nr. 1, i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser i lov nr. 527 af 6. juni 2007. Den Europæiske Torturkomite (CPT) har i sin rapport vedrørende besøg i Ukraine i tiden fra den 5. til den 10. december 2007 udtalt kritik af Ukraines regering i anledning af, at mobiltelefoner beslaglægges, når disse findes hos frihedsberøvede udlændinge. I præmis 42 udtaler komiteen således følgende: "The Committee recommends that the Ukrainian authorities ensure that the right of detained foreign nationals to receive visits and make telephone calls is not unreasonably restricted. In this connection, the CPT invites the Ukrainian authorities to reconsider their policy of systematically confiscating the mobile phones of detained foreign nationals." I nyere praksis ved EMD citeres CPTs udtalelser ofte, når EMD skal vurdere, om en given myndighedsadfærd strider mod f. eks. EMRK artikel 3. Se for eksempel Palushi mod Østrig afsagt af EMD den 22. december 2009 under sagsnummer 27900/04, hvor CPTs udtalelser tillægges vægt ved EMDs vurdering af sagen. Da myndighederne i Danmark ikke blot beslaglægger telefonerne men derudover straffer udlændingen, der er i besiddelse af telefonen, er der yderligere grund til at formode, at EMD vil anse den danske praksis for at stride mod EMRK artikel 3.

Se bemærkningerne til reglerne om straf for fangeflugt i lovforslag nr. 140 fremsat 27. februar 2002.

Straffelovens § 134 a
Bestemmelsen lyder: "Deltagere i slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted straffes, såfremt de har handlet efter aftale eller flere i forening, med fængsel indtil 1 år og 6 måneder."

I sagen UfR 1996.639 HD tog højesteret nærmere stilling til, hvad der forstås ved "deltagere". Højesteret udtalte om dette spørgsmål:

"Vedrørende de tiltalte, der i landsretten er dømt for overtrædelse alene af straffelovens §134 a - T8 dog tillige efter straffelovens §121 - bemærkes:

Urolighederne på Nørrebro den 18.-19. maj 1993 indebar utvivlsomt grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, jf. straffelovens §134 a. Domfældelse for deltagelse heri er imidlertid betinget af, at anklagemyndigheden godtgør, at den enkelte tiltalte har tilsluttet sig gruppen af uromagere og fredsforstyrrere, således at vedkommende med sikkerhed kan udskilles fra tilskuere, forbipasserende, beboere og andre, der blot har været til stede og overværet hele eller dele af begivenhedsforløbet.

Efter det bevisresultat, som landsretten har lagt til grund, findes det herefter betænkeligt at anse andre end tiltalte T7 for skyldig i deltagelse i grov forstyrrelse af ro og orden som angivet i §134 a.

Straffen for tiltalte T7 fastsættes til hæfte i 30 dage og for tiltalte T8 til 5 dagbøder a 100 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 5 dage, mens de øvrige tiltalte frifindes."

Om beviskravene for at der kan ske domfældelse i sager om overtrædelse af straffelovens § 134 a se Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 51 vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed (Styrket indsats mod omfattende forstyrrelse af den offentlige orden m.v.) (L 49): ”Hvad er retspraksis med hensyn til at kunne bevise "forsættet" i straffelovens § 134 a?”

I TfK 2008.295 ØLD erkendte en mand, at han havde samlet en "afmærkningspæl" op fra gaden og smidt den ind i et bål. der i forvejen var antændt på Nørrebrogade, da han sammen med venner passerede Nørrebrogade. Tiltalte gjorde gældende, at han intet havde med de igangværende uroligheder vedrørende "Ungdomshuset" at gøre. Han kom blot tilfældet forbi. Han erkendte, at det var "dumt gjort". Han blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 134 a. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter bevisførelsen må landsretten anse det for tvivlsomt, om tiltalte ved sin tilfældige enkeltstående handling, og hvor der ikke er fremkommet oplysninger om uroligheder på det pågældende sted på tidspunktet for handlingens foretagelse har gjort sig til deltager i uroligheder omfattet af straffelovens § 134 a."

Straffelovens § 144 om bestikkelse
Af straffelovens § 144 følger, at den, "der i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige en gave eller anden fordel, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år." Bestemmelsen kriminaliserer således modtagelsen af bestikkelse for så vidt angår personer i det offentliges tjeneste.

Ifølge en pressemeddelelse af 26. november 2010 fra Københavns Byret blev en 52-årig fængselsfunktionær frifundet for at have modtaget bestikkelse og for at have bistået indsatte i indsmugling af mobiltelefoner.

Tavshedspligtsbrud

Betænkning 998 om tavshedspligt - 1984

Det fremgår af straffelovens § 152, at det er strafbart uberettiget at videregive fortrolige oplysninger. Politiet har i de senere år ladet journalister deltage i (og optage lyd og billeder) fra politiets aktioner herunder anholdelser. Lader politiet pressen komme med politifolkene ind på private områder, hvor der for eksempel skal foretages en anholdelse eller en ransagning, vil dette være strafbart, hvis ikke de personer, der råder over stedet, har givet samtykke. Er personerne påvirkede af alkohol eller stoffer, eller befinder de sig i en situation, hvor de ikke har de rimelige forudsætninger for at give et sådant samtykke, vil samtykket ikke være gyldigt. Se i øvrigt Justitsministeriets cirkulære af 27. juni 2003 om nogle spørgsmål vedrørende politiets samarbejde med pressen.

I TfK 2006.500 ØLD blev en polititjenestemand idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 152 og § 155 ved at have videregivet oplysninger fra kriminalregisteret og Det Centrale Personregister om 7 forskellige personer til en privatdetektiv. Polititjenestemanden forklarede blandt andet i retten, at han "ikke overvejede hvilke konsekvenser det kunne have, muligvis fordi privatdetektiven var tidligere politibetjent".

Magtmisbrug, grov forsømmelse eller skødesløshed i det offentliges tjeneste mv. - straffelovens §§ 155-157
Straffelovens § 157 lyder således: "Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Uden for foranstående bestemmelse falder hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg."

Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004, som bygger på lovforslag nr. 99 af 26. november 2003, blev straffelovens § 154 som et led i en større modernisering af straffeloven ophævet. Bestemmelsen havde følgende ordlyd: "Har nogen i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv gjort sig skyldig i falsk anklage, forbrydelser vedrørende bevismidler, legemsangreb, frihedsberøvelse, underslæb eller mandatsvig, kan den for den pågældende forbrydelse foreskrevne straf forhøjes med indtil det halve." I stedet for straffelovens § 154 indsattes straffelovens § 81, nr. 7, som har følgende ordlyd: "Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som skærpende omstændighed ....", "...at gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller under misbrug af stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt, .."

Lovændringen betyder således, at den lovbestemte adgang til at "forhøje straffen med indtil det halve" i tilfælde, hvor for eksempel fængselspersonale findes skyldige i vold mod indsatte, blev erstattet af en mere elastisk bestemmelse, der udtaler, at det "i almindelig" skal "indgå som en skærpende omstændighed", at forbrydelsen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste. Lovændringen bør ses i sammenhæng med straffelovens § 247, stk. 2, som giver adgang til at forhøje straffen "med indtil det halve", når en borger begår vold mod personer i visse stillinger som for eksempel dørmænd på diskoteker, vagtfolk og lignende. Denne bestemmelse blev ikke i forbindelse med moderniseringen af straffeloven ophævet og erstattet af en mere generel og elastisk bestemmelse som for eksempel i straffelovens § 81, nr. 7. Det samme er tilfældet for så vidt angår straffelovens § 119, der giver adgang til væsentligt skærpede straffe i tilfælde, hvor for eksempel en indsat begår vold mod fængselspersonalet.

I lovforslag nr. 99 af 26. november 2003 overvejede Straffelovrådet, hvorvidt straffelovens § 119 samt § 247 burde ophæves. Af afsnit 4.11.2. med overskriften "Straffelovrådets overvejelser" fremgår blandt andet følgende: "Der er under rådets drøftelse stillet spørgsmålstegn ved behovet for §§ 119 og 247, stk. 2 , ved siden af de almindelige voldsbestemmelser. Der er enighed om, at lov nr. 380 af 6. juni 2002 også kunne rejse spørgsmål i forhold til disse bestemmelser. §§ 119 og 247, stk. 2, har baggrund i særlige hensyn, der efter nogle medlemmers opfattelse fuldt ud kan begrunde opretholdelse af et skærpet strafmaksimum. Rådet har afstået fra at fremkomme med forslag, der særligt retter sig mod disse bestemmelser."

Der rejses oftere straffesager mod myndighedspersoner for magtmisbrug for at krænke det offentliges ret end for at krænke private borgeres ret. Se artikel af Claus Bonnez af 23. oktober 2010.

Se afsnit 5 i kapitel 17 om straffelovens §§ 154-157 i Betænkning 1424/2002.

Gengivelse af 16. kapitel om "Forbrydelser i offentlig Tjeneste eller Hverv" i BETÆNKNING AFGIVEN AF STRAFFELOVSKOMMISSIONEN AF 9. NOVEMBER 1917, TRYKT 1923

I TfK 2010.329 ØLD blev en polititjenestemand straffet for overtrædelse af straffelovens § 157. Han havde den 13. oktober 2008 på sin arbejdsplads fremtaget sit tjenestevåben og affyret et skud. Der blev efterfølgende fundet mærker i gulvet, hvor skuddet havde ramt. En kvindelig kollega hævdede efterfølgende, at hun og hendes hund, der også befandt sig i lokalet, nær var blevet ramt. Landsretten fandt, at han havde handlet i tjenesten, og at forholdet var omfattet af straffelovens § 157. Handlingen var efter landsrettens opfattelse udtryk for "grov skødesløshed".

I TfK 2006.500 ØLD blev en polititjenestemand idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 152 og § 155 ved at have videregivet oplysninger fra kriminalregisteret og Det Centrale Personregister om 7 forskellige personer til en privatdetektiv. Polititjenestemanden forklarede blandt andet i retten, at han "ikke overvejede hvilke konsekvenser det kunne have, muligvis fordi privatdetektiven var tidligere politibetjent"

I TfK 2001.554 VLD blev en fængselsbetjent fundet skyldig i vold mod en indsat ved at have tildelt den indsatte, der opholdt sig i sin celle i Arresthuset i Esbjerg, slag med knyttede hænder. En anden fængselsbetjent forklarede som vidne i retten, at han var trådt ind i cellen og havde set, at den tiltalte kollega havde rettet slag mod den indsatte, der stod op ad væggen og værgede for sig med sine hænder. Den nu ophævede § 154 i straffeloven blev citeret i dommen.

I TfK 2001.2126 VLD blev en polititjenestemand straffet for vold begået mod en anholdt belagt med håndjern. Byretten citerede den dagældende strafskærpelsesregel i straffelovens § 154. Landsretten gjorde afgørelsen betinget, hvilket næppe er foreneligt med EMRK artikel 3 jævnfør for eksempel Gäfgen mod Tyskland gennemgået umiddelbart ovenfor.

I TfK 2000.690 ØLD havde en polititjenestemand købt en havelåge med stolper hos en privat. Polititjenestemanden mente imidlertid, at havelågen ikke passede til stolperne og tog derfor ud til sælgerens privatadresse og forlangte købesummen tilbagebetalt. Sælgeren bestred, at der var fejl ved lågen og stolperne. Under diskussionen om købet med polititjenestemanden på sælgerens bopæl fremtog polititjenestemanden sin politilegitimation og sagde noget i retning af, at han var "politimand og har magt og kan gøre meget". Sælgeren indvilgede i, at handlen gik tilbage, hvorfor polititjenestemanden kom tilbage med havelågen og stolperne og fik købesummen tilbage. Sælgeren forklarede i retten blandt andet, at han mente, at det var nogle andre stolper, som politimanden returnerede. I byretten blev polititjenestemanden dømt for overtrædelse af straffelovens § 155 med to dommerstemmer. En ville således frifinde ham. I landsretten blev han frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155. Landsretten udtalte blandt andet: "Det kan ikke anses for godtgjort, at T ved sin handling og udtalelse havde forsæt til at skaffe sig en uberettiget fordel, idet det som anført ikke kan afvises, at T havde ret til at hæve handlen. Han frifindes derfor for tiltalen vedrørende overtrædelse af straffelovens § 155, 2. pkt. T's forevisning af politilegitimation og udtalelser findes at være fremkommet uden tjenstlig anledning under en diskussion om mangler ved et privat køb. Landsretten finder, at T herved på utilbørlig måde har udnyttet den autoritet som påvirkningsmiddel, der er forbundet med politilegitimationen. Det samme gælder de udtalelser, som T fremkom med i samme forbindelse. T findes derfor at have misbrugt sin stilling som politiassistent. Enhver tjenesteforseelse kan anses for en krænkelse af det offentliges ret. Det antages imidlertid, at kun grovere tilfælde af tjenesteforseelser skal anses for omfattet af straffelovens § 155, idet ordinære tilfælde af tjenesteforseelser alene skal give anledning til disciplinært ansvar. Landsretten finder, at den tjenesteforseelse, som T har gjort sig skyldig i - sagens omstændigheder taget i betragtning - ikke er af en sådan grovere karakter, at den er omfattet af straffelovens § 155. Han frifindes derfor for den rejste tiltale."

I UfR 1998.384 ØLD blev en polititjenestemand straffet for overtrædelse af straffelovens § 156 ved at have foretaget afhøring af en varetægtsfængslet person, uagtet at forsvareren havde meddelt politiet, at den pågældende ikke ønskede at udtale sig til politiet. Anklagemyndigheden havde principalt rejst tiltale efter straffelovens § 156 og subsidiært efter den mildere bestemmelse i straffelovens § 157. Landsretten henførte forholdet under straffelovens § 156 og udtalte blandt andet: "Det lægges til grund, at tiltalte har foretaget afhøring af A, uagtet dennes beskikkede forsvarer havde meddelt, at A ikke uden forsvarerens tilstedeværelse ønskede at deltage i afhøringer hos politiet. Herefter og da væsentlige hensyn til arrestantens retssikkerhed derved findes tilsidesat, tiltrædes det, at forholdet er henført som en overtrædelse af straffelovens § 156."

Sagens disciplinære følger ses i Rigspolitiets disciplinærstrafresume årgang 1998 og er benævnt afgørelse nr. 47/1996. Heraf fremgår følgende: "Polititjenestemand indberettet for overtrædelse af straffelovens § 156 ved at have afhørt en arrestant uden advokatens viden, selv om det var krævet af advokaten, samt for langsommelig og utilstrækkelig sagsbehandling m.v. Tjenestemanden blev idømt 5 dagbøder a 200,- af landsretten, der herved stadfæstede byrettens dom. Politimesteren indstillede, at tjenestemanden blev afskediget subsidiært forflyttet og ikendt en disciplinær bøde. Afgørelsesresumé: Rigspolitichefen forflyttede tjenestemanden til andet tjenestested."

I UfR 1994.492 VLD blev en fængselsbetjent fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155. Fængselsbetjenten havde et bijob som vagt i et indkøbscenter ved Århus. Her mente han, at han den 16. januar 1993 var blevet forulempet af 3 unge mennesker, medens han stod og ventede på en taxa for at komme ind til sit arbejde i Arresthuset i Århus. Nogen tid senere mente fængselsbetjenten, at han genkendte en person, der var blevet indsat i arresthuset, som værende en af de tre personer. Han havde derfor henvendt sig i den pågældende indsattes celle og udspurgt den indsatte derom. Ifølge den indsatte havde fængselsfunktionæren slået på ham, da han havde været inde hos ham på cellen. Såvel byret som landsret frifandt fængselsbetjenten for vold, som han også var tiltalt for. Der var dog både ved byret og landsret dissens for domfældelse både for vold og for overtrædelse af straffelovens § 155. Domfældelsen for overtrædelse af straffelovens § 155 blev af byretten begrundet således: "Den tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 155 forskyldte straf, jf. forhold 1, fastsættes til hæfte i 14 dage. Der er ved straffastsættelsen taget hensyn til, at tiltalte har forsøgt at få de nævnte oplysninger på et tidspunkt, hvor vidnet A befandt sig i sin aflåste celle, og at oplysningerne intet havde med vidnets ophold i arresten at gøre, men en episode, der havde forbindelse med tiltaltes bibeskæftigelse, og som tiltalte havde opgivet at anmelde til politiet. Det må også efter vidnet A's forklaring, som der er enighed om på dette punkt kan lægges til grund for afgørelsen, anses for bevist, at tiltalte har optrådt så »bestemt« eller hårdt, at A har følt sig truet og bange for i nattens løb på ny at blive overrasket af tiltalte i sin celle". Landsretten, der også fandt tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, begrundede domfældelsen således: "Af de grunde, som er anført af byretten, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte i cellen har opsøgt A for at få oplyst navnene på to personer, og at han herved på en utilbørlig måde har udnyttet den autoritet, der var forbundet med hans stilling, i forsøget på at få oplysninger, der var tjenesten uvedkommende."

I UfR 1994.717 ØLD blev en polititjenestemand fundet skyldig i vold mod en anbragt i detentionen. Han blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155 men fundet skyldig i vold efter straffelovens § 244, jf. § 154. Den tiltalte polititjenestemand havde fået sit eget køretøj stjålet. Han havde derpå opsøgt de to mistænkte gerningsmænd i disses detentionsceller. Begge de anholdte forklarede, at han under besøget hos dem i disses celler udsatte dem for vold. Han blev fundet skyldig i vold mod den ene og frifundet for vold mod den anden.

I UfR 1990.812 ØLD blev en politiassistent fundet skyldig i vold mod en anholdt ved at have dunket den pågældendes hoved flere gange ned mod motorhjelmen på en patruljebil, medens den anholdte var ilagt håndjern på ryggen. Landsretten fandt den pågældende skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. straffelovens § 154. Han blev straffet med ubetinget fængsel i 6 måneder. Landsretten udtalte blandt andet: "Straffen er fastsat under hensyn til, at der er tale om en umotiveret, grov og meningsløs magtdemonstration overfor en forsvarsløs person begået af en politibetjent under udførelsen af sit arbejde."

I UfR 1982.842 HD blev en politiassistent straffet med 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 4, jævnfør § 154. Han blev fundet skyldig i at have begået 3 tilfælde af vold mod anholdte personer. En enkelt dommer ville stadfæste landsrettens dom på fængsel i 4 måneder under henvisning til, at volden i to tilfælde var "udøvet over for personer. der var anholdt og belagt med håndjern. således at hænderne var fastgjort bag ryggen på dem."

I UfR 1980.695 ØLD blev en politiassistent fundet skyldig i vold mod en 14-årig på en politistation. Tiltalte nægtede sig skyldig men blev domfældt i det væsentlige på grundlag af forklaringer fra kolleger. Straffelovens § 154 blev citeret i afgørelsen.

I UfR 1979.858 H blev to fængselsfunktionærer straffet for vold mod indsat i sikringscelle i Arresthuset i Køge. Domfældelsen var i det væsentlige støttet af nogle tilstedeværende politifolks forklaringer. Straffelovens § 154 blev citeret i denne afgørelse.

I UfR 1979.896 H blev en politiassistent straffet med hæfte i 30 dage for vold mod en knallertkører, som politiassistenten sammen med en kollega havde standset på gaden. Politiassistenten nægtede sig skyldig. Hans kollega forklarede i retten, at han ikke havde set tiltalte slå mod forurettede. Imidlertid var et større antal civile personer, der boede i området, og som havde overværet politiforretningen, indkaldt som vidner. De fleste af dem forklarede, at de havde set tiltalte slå mod forurettede flere gange. De havde hørt tiltalte stille spørgsmål til forurettede, som denne ikke ville svare på, hvorefter slagene var faldet. Straffelovens § 154 blev citeret i denne afgørelse.

Det forekommer ikke sjældent, at reglerne om magtmisbrug ikke påberåbes af anklagemyndigheden, uagtet at anklagemyndigheden har mulighed herfor. Se for eksempel Københavns Byrets dom af 13. marts 2001 i sag nr. 4980/01, hvor en fængselsfunktionær, der havde begået underslæb mod de indsattes købmandsforretning ved Vestre Fængsel i København for godt 14.000 kr., alene blev tiltalt for og efterfølgende dømt for underslæb.

Eksempler på tiltalepraksis ved statsadvokaterne og Rigsadvokaten i sager, hvor der kan rejses mistanke om magtmisbrug hos polititjenestemænd

I dagspressen ses flere eksempler på, at fængselsbetjente frifindes for vold mod indsatte. Dette sker også i tilfælde, hvor anklagemyndigheden fører adskillige vidner, der forklarer om vold begået af de tiltalte.

Repressalier mod borgere kan lægge en dæmper på lysten til at klage over myndighedspersoners magtmisbrug

En fængselsindsat, der var talsmand for de øvrige indsatte i Statsfængslet i Nyborg, indgav den 16. april 2007 i følge en artikel publiceret den 19. oktober 2007 i jp.dk på vegne af 26 andre indsatte klage til fængselsmyndighederne blandt andet over en fængselsbetjent, som efter det indsattes opfattelse optrådte "racistisk" og "agrressiv". Klagen var skrevet på en computer stillet til rådighed for de indsatte blandt andet til brug for selvstudier. Computeren kunne efter det oplyste også anvendes af de indsattes talsmænd til talsmandsarbejde. Fængselsinspektør Arne Tornvig Christensen blev i artiklen spurgt om, hvorvidt det var korrekt. at adgangen til computeren var blevet lukket, "fordi nogen i forbindelse med selvstudium har brugt dem til noget andet end studier". Hertil svarede fængselsinspektøren: "Ja. Man har simpelthen misbrugt den tillid, som ligger i det at være selvstuderende ved at anvende computerne til et andet formål ..". Det er ikke oplyst, at der efterfølgende har været indledt politimæssig efterforskning mod fængselsinspektøren eller andre for eksempel for overtrædelse af straffelovens bestemmelse om magtmisbrug.

I sagen 2010/210/00927-0003 behandlet ved Direktoratet for Kriminalforsorgen i foråret 2011 var en indsat den 3. december 2010 blevet udelukket fra fællesskab med andre indsatte (isoleret) og derefter overført til et andet fængsel, efter at han samme dag havde rettet telefonisk henvendelse til indehaveren af et benzintank-anlæg og fortalt denne, at han havde været vidne til, at en fængselsbetjent tidligere samme dag havde påkørt benzin-anlægget og derpå straks var kørt bort fra stedet. Den pågældende var indsat i Statsfængslet på Søbysøgård. Han havde den omhandlede dag befundet sig i en bus sammen med andre indsatte fra fængslet. De indsatte havde været inde i den lokale Coop-butik for at købe ind. En fængselsbetjent kørte bussen. Da bussen var på vej af sted, bemærkede de indsatte, at bussen påkørte et anlæg med benzin-standere, som stod foran forretningen. Den indsatte samt andre indsatte, som også befandt sig i bussen, råbte straks til chaufføren, at han skulle standse, idet han havde påkørt benzin-anlægget. Ifølge de indsatte tog fængselsbetjenten sig ikke af, at han blev anråbt, men fortsatte kørslen væk fra benzin-anlægget og tilbage til fængslet. Den indsatte valgte efter ankomsten til fængslet at ringe til forretningens indehaver og fortælle denne, hvad han havde observeret, og at han kunne oplyse registreringsnummeret på det køretøj, som havde forårsaget skaderne. Ifølge den indsatte, blev han lidt senere på dagen kaldt ind på kontoret, hvor fængselsbetjenten, der havde ført bussen opholdt sig. Den indsatte oplyser, at han fik skæld ud over, at "brugsuddeleren" havde haft ringet. Derpå var den indsatte blevet afhørt om, hvorvidt det havde sin rigtighed, at det var den indsatte, som havde "sladret til brugsuddeleren". Den indsatte erkendte, at det var ham, som havde ringet til forretningen. Han blev derpå udelukket fra fællesskab med andre indsatte (sat i isolationscelle). I brev af 26. januar 2011 oplyste Statsfængslet på Søbysøgård til Direktoratet for Kriminalforsorgen, at udelukkelsen fra fællesskab og den efterfølgende overførsel til et andet fængsel var begrundet i forebyggelse af "overgreb på personale (m.fl.)". Den indsatte klagede til Direktoratet for Kriminalforsorgen, som ved afgørelse af 11. april 2011 fandt, at udelukkelsen fra fællesskabet var uberettiget, og at overførslen til andet fængsel også var uberettiget. Den indsatte søgte efterfølgende aktindsigt i sagen, hvilket han ved afgørelse af 20. april 2011 blev nægtet med henvisning til bestemmelsen i forvaltningslovens § 9, stk. 4. Den pågældendes advokat klagede ved brev af 29. april 2011 til Folketingets Ombudsmand og påpegede, at aktindsigt ikke kunne nægtes efter forvaltningslovens § 9, stk. 4, idet der er tale om en såkaldt "blandet sag". Efter få dage modtog advokaten delvis aktindsigt. Direktoratet for Kriminalforsorgen undlod at anmelde fængselspersonalet til politiet for magtmisbrug. Den 28. maj 2011 anmeldte Landsforeningen KRIM forholdet til Fyns Politi.

Se også ovenfor om begrebet "impugnity"

Strafskærpelser ved tortur
Ved lov nr. 316 af 30. april 2008 blev straffeloven ændret, således at det af § 157 a nu fremgår, at der ved fastsættelse af straf for en overtrædelse af straffeloven skal det indgå som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået ved tortur. Af bestemmelsens stykke 2 fremgår det nærmere, at overtrædelsen "anses for begået ved tortur, hvis den er begået i udøvelsen af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv ved at tilføje en anden person skade på legeme eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse 1) for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen, 2) for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget eller 3) på grund af den pågældendes politiske overbevisning, køn, race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.

Der blev ved vedtagelsen af straffelovens § 157 a yderligere vedtaget en ændring af reglerne om forældelse i straffelovens § 93 b. Det fremgår af denne ændring, at der ikke indtræder forældelse i tilfælde, hvor en lovovertrædelse er omfattet af straffelovens § 157 a.

I Gäfgen mod Tyskland, sagsnummer 22978/05, afgjort af EMD (Storkammeret) den 1. juni 2010 havde en politimand under en afhøring truet en sigtet person med, at den pågældende ville blive udsat for en smertefuld behandling, hvis ikke den sigtede straks fortalte, hvor det barn befandt sig, som den pågældende var sigtet for at have kidnappet, og som myndighederne ikke kunne finde. Efter cirka 10 minutter tilbød den sigtede at påvise det sted under en mole ved en sø, hvor barnet befandt sig. Politimanden erkendte efterfølgende, at han var fremkommet med de omhandlede trusler efter instruks fra en overordnet kollega, og at han gjorde dette i håbet om, at barnet kunne findes hurtigst muligt i live. Barnet var imidlertid dødt, da det blev fundet. De tyske myndigheder anerkendte, at de omhandlede trusler i sig selv udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, og de rejste straffesag mod politifolkene, der blev idømt en bøde og forflyttet til arbejde, hvor de ikke længere skulle deltage i efterforskning af straffesager (præmis 47 til 52). I præmis 124 udtaler storkammeret, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, at politifolkene ikke havde fået mere mærkbare straffe, idet de alene var idømt straffe, der var så milde, at de ikke kunne forventes at have en forebyggende effekt mod fremtidige krænkelser af EMRK artikel 3. EMD udtaler videre, at politibetjente, der er mistænkte for mishandling bør suspenderes, medens sagen undersøges, og at domfældelse bør medføre afskedigelse og ikke kun forflyttelse til andre stillinger i politiet (præmis 125). I præmis 127 kritiseres de tyske myndigheder for, at det havde taget for lang tid at behandle klagerens anmodning om erstatning.

I Nikolova og Velichkova mod Bulgarien afgjort af EMD den 20. december 2007 under sagsnummer 7888/03 fandt EMD, at såvel den processuelle del som den materielle del af EMRK artikel 2 var krænket. Det fremgår af sagen, at nogle politifolk ville anholde en 62-årig person, der havde et skuffejern i hænderne. Ifølge politifolkene ville manden ikke smide skuffejernet fra sig på trods af politiets opfordringer herom. Ifølge politifolkene holdt manden skuffejernet op mod dem. I forbindelse med anholdelsen blev manden tildelt slag. Han afgik senere ved døden. De nationale myndigheder nåede frem til, at dødsfaldet skyldtes slagene. De nationale myndigheder rejste straffesag mod to af betjentene for vold, der medførte døden. De blev idømt fængselsstraffe, der blev gjort betingede blandt andet med henvisning til, at der ved domfældelsen var forløbet 7 år siden hændelsen. De pårørende blev endvidere tilkendt erstatning ved de nationale domstole. Af præmis 63 fremgår det blandt andet, at EMD finder, at myndighedspersoner, der er sigtet for ("charged with") forbrydelser, der vedrører mishandling, bør suspenderes fra tjenesten, medens sagen undersøges, og at de skal afskediges, hvis de findes skyldige. Endvidere fandt EMD, at betingede fængselsstraffe ikke har den ønskede præventive og afskrækkende virkning i sager om krænkelse af EMRK artikel 2 (også præmis 63).

Se lovforslaget med bemærkninger. Lovforslaget bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1494/2008 om en torturbestemmelse i straffeloven. Artikel af Claus Bonnez om straffelovens § 157 a og Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

FN's torturkomite udtrykte i punkt 6, a, i FN's torturkomites overvejelser af 12. juni 2002 vedrørende Danmark bekymring over, at der i Danmark på daværende tidspunkt ikke fandtes en bestemmelse i den danske straffelovgivning, der hjemler straf til personer, der pågribes i at udøve tortur.

FN's "Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment" har i tiden fra den 2. til den 9. maj 2008 besøgt Danmark og har afgivet rapport af 18. februar 2009 om besøget i Danmark. I rapporten omtales straffelovens § 157 a, som ikke findes at yde et tilstrækkeligt værn mod tortur. På side 10, præmis 15, udtales nærmere: "Dog mener FN's "Special Rapporteur", at fraværet af en egentlig kriminalisering af tortur og den omstændighed, at loven blot foreskriver strafskærpelser i forhold til handlinger, der har karakter af tortur, ikke tillægger tortur den betydning og grovhed, som den fortjener, når henses til, at tortur er en af de mest grundlæggende krænkelser af menneskerettighederne, som Danmark har været førende med at bekæmpe globalt. Idet tortur ikke er indsat som en egentlig kriminel handling i den danske straffelov men kun anses som en skærpende omstændighed i forbindelse med alvorlig eller gentagen tjenestemisbrug eller pligtforsømmelse i det offentliges tjeneste, risikerer indførelsen af en bestemmelse om universel retsforfølgning af torturhandlinger at blive modvirket."

I TfK 2006.662/1 ØLD blev en række danske militærpersoner frifundet for overtrædelse af § 27 i den militære straffelov. Anklagerne vedrørte brug af hårdhændede afhøringsmetoder i den danske bataljons lejr Camp Eden i Irak i 2004.

Falsk forklaring (straffelovens § 158)

Af straffelovens § 158 følger, at den, som "afgiver falsk forklaring for retten", straffes med fængsel indtil 4 år. Denne bestemmelse modificeres af straffelovens § 159, som har følgende ordlyd:

"Stk. 1. Afgiver nogen falsk forklaring som sigtet i en offentlig straffesag eller under afhøring i tilfælde, hvor forklaring ifølge loven ikke må kræves, straffes han ikke.

Stk. 2. Afgives falsk forklaring under afhøring for retten i tilfælde, hvor den afhørte var berettiget til at nægte forklaring, kan straffen nedsættes og under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde".

Bestemmelsen i § 159 fastslår det princip, at en person, der er sigtet, ikke kan straffes for at afgive usand forklaring, når denne udtaler sig under afhøring hos politiet eller i retten. Denne regel begrænses af, at det er strafbart også for en sigtet i strid med sandheden at beskylde andre for et strafbart forhold. Sigtede må således gerne udtale, at sigtede ikke kender noget til for eksempel det røveri, som den pågældende er sigtet for, selvom den pågældende måtte have begået det. Det er imidlertid strafbart, hvis sigtede udpeger en anden som gerningsmand, uagtet at sigtede ved, at denne anden ikke har noget med røveriet at gøre.

I TfK 2007.458/2 ØLD blev en person, der selv var tiltalt i en straffesag, frifundet for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 158. Han havde forsøgt at overtale en medgerningsmand til i strid med sandheden at fortælle, at personen ikke havde medvirket til forbrydelsen.

I UfR 1977.114 HD havde en person tilskyndet en anden til at afgive falsk forklaring for retten, da denne anden blev afhørt i en straffesag mod en tredje person. Afhøringen vedrørte ikke et forhold, som denne anden var sigtet for men et andet strafbart forhold. Den anden havde derfor status som vidne og ikke som tiltalt eller sigtet, uagtet at denne anden var afhørt med retsstilling som sigtet, således at hendes forklaring var straffri efter straffelovens § 159, stk. 1

I praksis forekommer det ikke sjældent, at sager mod flere personer, der er sigtet for at have begået en forbrydelse i fællesskab, afgøres hver for sig. I sådanne tilfælde kan politiet for eksempel vente med at rejse tiltale mod den person, som politiet måtte anse som "hovedmand", indtil sagerne mod medgerningsmændene er endeligt afgjort. Dette indebærer, at medgerningsmændene kan pålægges at afgive vidneforklaring med sandhedspligt, idet deres egne sager er afgjort, og de derfor ikke længere er sigtede og risikerer (yderligere) straf. I sagen UfR 1975.14 HD blev en medgerningsmand, hvis sag nogle dage forinden var endeligt afgjort, afhørt som vidne i en sag mod en tiltalt. Her forklarede den pågældende i strid med sandheden, at han havde begået forbrydelsen alene. Dette afstedkom, at anklagemyndigheden efterfølgende rejste straffesag mod vidnet for falsk forklaring. Han blev imidlertid frifundet, idet statsadvokaten på det tidspunkt, hvor forklaringen blev afgivet, endnu ikke havde afgivet fuldbyrdelsesordre i vidnets sag.

Falsk anmeldelse (straffelovens § 164)
I KRIMs retshjælp optræder der med mellemrum sager, hvor personer, der har klaget over politiet, senere bliver tiltalt og straffet for falsk anmeldelse mod politifolkene. I "boomerang-sagerne" i Norge blev personer, der havde klaget over politivold, senere straffet for falsk anmeldelse. Blandt andet en meget omfattende debat om disse sager i Norge førte til, at straffedommene mod de pågældende blev genoptaget. De blev senere frifundet. Den norske højesteret begrundede blandt andet genoptagelsen med, at det er "overvejende sandsynligt, at nogen i politiets tjeneste har afgivet falsk forklaring" (Lov og Rett 1999 s. 631 flg)."

I præmis 151 i "Report to the United Kingdom Government on the visit to the United Kingdom and the Isle of Man carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT) from 8 to 17 September 1997" udtaler Den Europæiske Torturkomite (CPT) bekymring over, at en hjemmel i den nationale straffuldbyrdelseslovgivning til at straffe personer, der indgiver falsk anmeldelse mod fængselspersonale, kan skræmme frihedsberøvede fra at indgive reelle klager mod fængselspersonalet. Komiteen anfører nærmere: "...However, the CPT notes that to date the Isle of Man has retained the disciplinary offence of making a false and malicious allegation against a prison officer. The Committee is concerned that the existence of this offence could under certain circumstances deter prisoners who have a genuine grievance from lodging a complaint ..." Oversat til dansk af undertegnede (". Dog bemærker CPT, at frem til nu har Isle of Man opretholdt adgangen til disciplinærstraf for falsk anmeldelse mod fængselspersonale. Komiteen er bekymret over, at tilstedeværelsen af denne strafbestemmelse i visse tilfælde kan afskrække indsatte, som har reelle grunde til at indgive en klage ..."). I præmis 133, punkt xxx, i de britiske myndigheders svar af 11. maj 2000 svarede disse, at bestemmelsen aldrig havde været anvendt i Isle of Man-fængslet, at bestemmelsen ville blive ophævet, og at man håbede, at dette ville ske inden årets udgang". Man anførte: " ... the comments of the Isle of Man authorities on the retention of the disciplinary offence of making a false and malicious allegation against a prison officer (paragraph 151). 134. The disciplinary offence of making a false and malicious allegation has never been used in the Isle of Man Prison. It will be removed when the Prison Rules are revised. It is hoped that the new Rules will be introduced this year."

I TfK 2011.204 VLD blev en person straffet med fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 164, efter at den pågældende til Politimesteren i Horsens ved breve af 27. oktober 2006 og 31. oktober 2006 havde klaget over, at de polititjenestemænd fra Politiets Efterretningstjeneste, som forestod en transport af den pågældende fra det nu nedlagte statsfængsel i Horsens til Vestre Fængsel i København den 16. oktober 2006, havde slået og sparket ham, iført ham bind for øjnene og en pose over hovedet samt truet ham med en pistol. Den pågældende havde også klaget over, at den person, som førte bilen, under kørslen talte i mobiltelefon, og at de kørte så hurtigt, at han blev bange. Det fremgår af sagen, at Statsadvokaten for Mdt, Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster ved brev af 3. december 2007 indstillede efterforskningen mod de to politifolk. Statsadvokaten anførte i sin begrundelse blandt andet: "Det er det min opfattelse, at der ikke er noget som helst grundlag for at antage, at betjentene har forset sig som anført under punkt 4. Jeg lægger herved blandt andet vægt på, at De intet nævner herom i Deres første henvendelse til myndighederne, og ifølge den ene af de anmeldte betjente, som jeg forespurgte herom, intet nævnte herom til fængselspersonalet i Vestre Fængsel. Det må antages, at De, såfremt De havde været udsat for den behandling, der er nævnt under 4, straks ville have gjort opmærksom herpå, og ikke blot omtalt hastighedsovertrædelsen og anvendelsen af mobiltelefon." Statsadvokatens brev må forstås således, at statsadvokaten ikke har foretaget en afhøring af for eksempel fængselspersonale eller medindsatte, men at statsadvokaten tilsyneladende har stillet sig tilfreds med, at den ene af de indklagede betjente på forespørgsel fra statsadvokaten til statsadvokaten har forklaret, at klageren ved ankomsten til Vestre Fængsel intet havde nævnt om, at han skulle have været udsat for overgreb under køreturen. Endvidere hæfter statsadvokaten sig ved, at klageren ikke i sit første brev, som ifølge det oplyste er dateret den 24. oktober 2006, havde nævnt, at han havde været udsat for vold, men alene, at betjentene havde kørt for hurtigt og talt i mobiltelefon under kørslen. Det fremgår ikke af sagen, at den pågældende blev lægeundersøgt, heller ikke efter den 27. oktober 2006, hvor han efter det oplyste indgav den første klage om vold til politiet. Det fremgår af dommen, at der under behandlingen af straffesagen mod klageren i landsretten i efteråret 2010 blev afhørt en "holdleder" fra Vestre Fængsel, som oplyser, at han var på vagt "den 16. oktober 2006 om natten", og at holdlederen sidder "ca. 10 meter fra den skranke, hvor folk, der indsættes, bliver indskrevet". Der blev ikke afhørt medindsatte hverken ved byretten eller for landsretten. I byretten var det alene de to polititjenestemænd, som afgav vidneforklaringer.

I UfR 1994.566 VLD blev en person, der den 2. januar 1993 indgav anmeldelse om, at han den 24. januar 1993 havde været udsat for vold fra polititjenestemænd på en politistation, idømt 30 dages ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1.

I UfR 1994.501/1 ØLD havde en borger anmeldt en politimand for hærværk mod en rude, idet borgeren havde anmeldt, at betjenten havde knust ruden med et spark, medens betjenten stod udenfor. Det fremgår, at byretten blandt andet på grundlag af en "teknisk undersøgelse" fandt det godtgjort, at ruden var knust inde fra. Den pågældende blev straffet med fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1.

I UfR 1965.662 HD blev en polititjenestemand straffet for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, efter at have anmeldt en kollega for at have modtaget returkommission fra en virksomhed, der havde leveret varer til politiet. Den pågældende blev straffet med fængsel i 30 dage, der blev gjort betinget blandt andet under henvisning til "den alvorlige psykiske belastning", som tiltalte havde været udsat for på anmeldelsestidspunktet.

I UfR 1963.616 blev en indsat i et fængsel fundet skyldig i falsk anmeldelse af en fængselsbetjent, som han havde beskyldt for seksuelle tilnærmelser. Straffen bortfaldt efter straffelovens § 89.

I TfK 2009.89/2 VLD blev en kvinde, der havde anmeldt polititjenestemænd for at have skubbet hendes søn ud af vinduet under en anholdelse, straffet for falsk anmeldelse med ubetinget fængsel i 30 dage.

I TfK 2006.532 ØLD blev en mand straffet med 30 dages ubetinget fængsel for falsk anmeldelse mod polititjenestemænd, som ifølge anmelderen havde begået vold mod ham i forbindelse med en anholdelse. Det fremgår af sagen, at manden indleverede en politiattest til politiet. Landsretten fandt, at der ikke var "holdepunkter for, at tiltalte havde været udsat for magtanvendelse ud over den, som tiltaltes egen adfærd nødvendiggjorde."

I TfK 2006.217/2 ØLD blev en indsat straffet for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, efter at den indsatte havde anmeldt en fængselsbetjent ved Anstalten ved Herstedvester for seksuelle overgreb. Af byrettens begrundelse for afgørelsen fremgår blandt andet følgende: "Efter bevisførelsen må retten lægge til grund, at det tiltalte fortalte sin bistandsværge den 17. marts 2004 om fængselsfunktionær A var urigtigt. Retten har herved lagt vægt på, at tiltalte har afgivet forskellige forklaringer om, hvornår den påståede krænkelser skulle være sket. Der er videre lagt vægt på, at tiltalte efter udgangen den 30. august 2001 havde været på flere ledsagede udgange med A. Endelig er der lagt vægt på, at tiltalte ifølge fængselsfunktionær C plejede at komme og fortælle ham, hvis der var noget han gik og rugede over." Straffen blev udmålt til ubetinget fængsel i 30 dage.

Se i øvrigt ovenfor under afsnit 3.2.10.2 - Sager om falsk anmeldelse mod personer, der klager over politiet og nedenfor under ærekrænkelser, der behandler en række eksempler på, at personer, der udtaler sig kritisk om offentlige myndigheder herunder politiet) retsforfølges for injurier mv.

Forbrydelser vedrørende bevismidler (straffelovens § 171 til § 171

Om dokumentfalsk i forbindelse med datakriminalitet kan der henvises til side 59 til side 64 i Straffelovrådets Betænkning 1032 om datakriminalitet afgivet i 1986.

Med lov nr. 352 af 19. maj 2004 om ændring af straffeloven mv. vedrørende IT-kriminalitet blev blandt andet straffelovens regler om dokumentfalsk ændret. Af bemærkningernes kapitel 1.2 fremgår det således, at lovforslaget indebærer, at dokumentfalskbestemmelsen i straffelovens § 171 ændres, således at det af bestemmelsen fremgår, at den omfatter både skriftlige og elektroniske tilkendegivelser, der er bestemt til at tjene som bevis. Samtidig foreslås straffelovens § 172, der omhandler straffen for dokumentfalsk, ændret, således at normalstrafferammen er bøde eller fængsel indtil 2 år. Foreligger der særligt skærpende omstændigheder, skal straffen kunne stige til fængsel i 6 år (lovforslagets § 1, nr. 4 og 5). Det foreslås i tilknytning hertil at ændre straffelovens § 175, således at denne bestemmelse tillige omfatter dokumenter eller bøger, der er udfærdiget eller føres på andet læsbart medie. Endvidere foreslås bestemmelsens normalstrafferamme (fængsel indtil 3 år) og sidestrafferamme (bøde) slået sammen, således at overtrædelse af bestemmelsen fremover straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år (lovforslagets § 1, nr. 6). Lovforslaget medfører desuden, at straffelovens § 293, stk. 2, om rådighedshindring ændres for at præcisere, at bestemmelsen også omfatter elektroniske rådighedshindringer. Samtidig foreslås normalstrafferammen for overtrædelse af § 293, stk. 2, ændret til bøde eller fængsel indtil 1 år. Ved særligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel indtil 2 år (lovforslagets § 1, nr. 13).

I sager, hvor en udlænding ved indrejse eller ophold i Danmark anvender eller har forsøgt at anvende et falsk/forfalsket rejsedokument/legitimationspapir, vil der som udgangspunkt være tale om dokumentfalsk efter straffelovens § 171. Såfremt den pågældende udlænding søger om asyl, kan det umiddelbart under visse omstændigheder være i strid med flygtningekonventionens artikel 31 at strafforfølge den pågældende. Ifølge flygtningekonventionens artikel 31 skal flygtninge, der kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i den i artikel 1 anførte betydning, og som uden tilladelse indrejser til eller befinder sig inden for de kontraherende staters område, ikke i disse stater kunne straffes for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse eller tilstedeværelse. Se kapitel 19 i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 9, 2005 om anklagemyndighedens praksis i forbindelse med asylansøgerens indrejse/ophold i Danmark.

I UfR 1970.70/2 HD havde tiltalte underskrevet ansøgninger til Direktoratet for Vejtransport om tilladelse til international godskørsel med en andens navn, hvorfor der var rejst tiltale mod ham for dokumentfalsk efter straffelovens § 171. Det fremgik af sagen, at den pågældende havde benyttet et andet navn i ansøgningerne, idet direktoratet generelt udelukkede ansøgninger fra virksomheder, som direktoratet mente, at direktoratet ikke kunne stole på som følge af tidligere konstateret uregelmæssigheder i de omhandlede virksomheder. Tiltalte tilhørte den kreds af personer, hvis ansøgninger blev udelukket, hvorfor han havde anvendt en andens navn. Højesteret fandt, at det var af "afgørende betydning" for sagen, hvorvidt direktoratet havde været berettiget til at træffe bestemmelse om virksomhedens udelukkelse. Således som sagen var procederet, kunne højesteret ikke tage stilling til dette spørgsmål under straffesagen, hvorfor tiltalte blev frifundet.

I TfK 2008.297 ØLD blev to journalister fundet skyldige i overtrædelse af blandt andet straffelovens § 171 og § 174 for ved hjælp af falske dokumenter at have formået Københavns Politi at udstede dem kørekort og pas i en andens navn og et kirkekontor at udstede dem et navnebevis i en andens navn. Handlingerne blev udført i forbindelse med, at journalisterne skrev artikler, der skulle afdække, at der var en sikkerhedsbrist hos politiet, når politiet udsteder pas og kørekort. Under straffesagen påstod de tiltalte strafbortfald med henvisning til, at de var beskyttet af EMRK artikel 10 om ytringsfrihed. Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorefter de tiltalte blev pålagt henholdsvis 20 dagbøder á 100 kr. og 30 dagbøder á 100 kr. Landsretten bemærkede blandt andet: "... at de tiltaltes formål med disse handlinger efter det fremkomne var at afsløre en sikkerhedsbrist i kontrollen i forbindelse med politiets udstedelse af pas og kørekort. Ved afgørelsen af, om de tiltaltes handlinger er straffri som følge af den beskyttelse af ytringsfriheden, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 10, som også omfatter en situation som den foreliggende, må der herefter foretages en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for den strafbare handlings karakter. Landsretten tiltræder, at der er en væsentlig samfundsmæssig interesse i at få belyst en sådan eventuel sikkerhedsbrist, og at en journalistisk dækning heraf har stor nyheds- og informationsværdi. Landsretten bemærker, at beskyttelsen af ytringsfriheden efter art. 10, stk. 1, ikke generelt fritager de tiltalte som journalister fra pligten til at overholde gældende straffebestemmelser, jf. art. 10, stk. 2. Landsretten finder, at det i den forbindelse bør tillægges særlig vægt, at de tiltalte har planlagt og udført selvstændige strafbare handlinger for at bringe de pågældende avisartikler i - - -, og at der derfor skal tungtvejende grunde til for at anse de strafbare handlinger for straffrie. På denne baggrund findes en afvejning af de modstående hensyn ikke at kunne føre til, at de tiltaltes overtrædelse af straffeloven er straffri efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 10. Landsretten tiltræder derfor, at de tiltalte er fundet skyldige som sket ved byrettens dom. .."

I TfK 2007.640/2 ØLD blev en taxa-chauffør fundet skyldig i ulovlig omgang med hittegods ved at have tilegne sig et Dankort, som en kunde, der netop havde betalt for en tur i taxaen, havde glemt i taxaen. Endvidere blev han fundet skyldig i 3 tilfælde af dokumentfalsk over for taxaselskabet ved falskeligt at have underskrevet 3 dankortkvittering på henholdsvis kr. 1.087, kr. 369 og kr. 517 og efterfølgende anvendt dem overfor selskabet som dokumentation for at få udbetalt pengene. Den pågældende var flere gange tidligere straffet for berigelseskriminalitet. Han blev straffet med fængsel i 60 dage, der blev gjort betinget af vilkår om 60 dages samfundstjeneste. Endvidere blev han frakendt retten til at udøve erhvervsmæssig personbefordring i 3 år fra endelig dom.

I TfK 2007.371/1 VLD blev en social- og sundhedshjælper fundet skyldig blandt andet i 74 tilfælde af dokumentfalsk overfor en beboer på det ældrecenter, hvor hun var ansat. Tiltalte havde stjålet 74 checkblanketter fra beboeren, falskeligt underskrevet checkene med beboerens navn og indløst dem i banken. Tiltalte havde på denne måde tilegnet sig 144.127 kr. Tiltalte blev straffet med fængsel i 6 måneder, hvoraf 4 måneder blev gjort betinget med vilkår om 80 timers samfundstjeneste. Tiltalte blev derudover frakendt retten til indtil videre at udøve virksomhed som social- og sundhedshjælper mv.

I TfK 2005.323 ØLD blev en person, der flere gange tidligere var straffet blandt andet for dokumentfalsk straffet med fængsel i 40 dage, der blev gjort betinget, for i to tilfælde at have benyttet falske klippekort under rejse med offentligt transportmiddel. Det fremgår af sagen, at den pågældende ved bødeforelæg vedtaget for Københavns Politi den 27. juli 2003 på 2.000 kr. tidligere var straffet for overtrædelse af straffelovens § 171 ved at forfalske rejsehjemmel til offentlig transport.

I UfR 1998.386 ØLD blev en person i byretten straffet med 20 dagbøder á 200 kr. for overtrædelse af straffelovens § 172, stk. 1, jf. § 171. Afgørelsen blev anket til frifindelse. Resultatet foreligger ikke i afgørelsen, der alene angik spørgsmålet om behandling af anklagemyndighedens afvisningspåstand begrundet i, at tiltalte ikke var mødt frem ved sagens behandling i landsretten. Afvisningspåstanden blev ikke taget til følge.

Brandstiftelse (straffelovens §§ 180, 181 og 182)

I TfK 2010.981 ØLD blev en hjemmehjælper idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for at have sat ild på en klients bolig med det formål at sløre, at hun havde stjålet et større pengebeløb fra klienten. Landsretten udtalte: "Straffen fastsættes til fængsel i 1 år og 3 måneder. Der er ved strafudmålingen lagt vægt på, at der er tale om en planlagt påsat brand, som havde til formål at søge at dække over et tyveri af et betydeligt kontantbeløb fra en svagtseende ældre klient, for hvem tiltalte havde en betroet stilling som hjemmehjælper."

I TfK 2009.600/2 ØLD blev tiltalte for brandstiftelse og trusler straffet med fængsel i 4 måneder, hvoraf 2 måneder blev gjort betinget. Den ubetingede del af straffen blev anset for udstået med varetægtsfængslingen. Landsretten anså det for bevist, "at tiltalte på det sted og tidspunkt, der er nævnt i forhold 2, under anvendelse af 1-2 liter benzin satte ild til en stor bunke kvas på den ejendom, som A boede på, omkring 7 meter fra det på ejendommen beliggende træsommerhus. Der opstod herved straks flammer af adskillige meters højde tæt på flere sommerhuse og bevoksninger, branden bredte sig til græsset, og en større del af bunken med kvas blev brændt af. Flere personer forsøgte at slukke ilden, men denne blev først helt slukket af det tilkaldte brandvæsen."

I TfK 2007.178 VLD blev to unge på 16 år og 1 på 17 år for blandt andet brandstiftelse og hærværk straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder, hvoraf de to år blev gjort betinget på grund af gerningsmændenes alder og den omstændighed, at de ikke var tidligere straffet. De blev fundet skyldige i adskillige tilfælde af ildspåsættelse og hærværk begået i løbet af en nat. De skete skader blev opgjort til mere end 20 millioner kroner. De tiltalte blev blandt andet fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 3, idet retten fandt, at der som følge af de omfattende skader forelå særligt skærpende omstændigheder.

I TfK 2002.416/1 VLD blev en person, der er født i 1961, blev straffet med fængsel i 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, og § 266, samt færdselslovens § 117, stk. 6. Tiltalte havde tændt ild til effekter uden for sit hus men tæt på bygningen. Naboer havde tilkaldt brandvæsenet. Der var efter det oplyste sodskader på "tagudhænget". Landsretten udtalte blandt andet: "Efter at tiltalte havde påsat ilden, har T efter sin egen forklaring fortsat med at smide effekter på bålet, medens hun opholdt sig i indgangsdøren. T må således antages ikke at have haft fuldt udsyn til den ild, der var foran køkkenvinduerne, og T var efter indsatslederens forklaring ikke til stede, da han ankom, efter at tiltaltes nabo havde tilkaldt brandvæsenet. Efter indholdet af de foran anførte erklæringer og det oplyste om tiltaltes færden under branden finder landsretten, at T måtte have indset muligheden for, at ilden i effekterne ville antænde huset, og at T også har accepteret dette. Landsretten finder således, at tiltalte har haft det fornødne forsæt til forsøg på at forvolde ildebrand på ejendommen, og tiltræder derfor, at tiltalte er fundet skyldig som sket i dette forhold."

Narkotika (straffelovens § 191 og lov om euforiserende stoffer mv.)

Betænkning om misbrug af euforiserende stoffer - 1953
Oversigt over straffens størrelse i udvalgte afgørelser om omgang med euforiserende stoffer.

I TfK 2011.141 ØLD blev en person frifundet for besiddelse af hashfrø og mescalinkaktusplanter, idet disse plantedele ikke ansås for omfattet af forbuddet i lov om euforiserende stoffer. Det fremgår af sagen, at man kan lovligt kan være i besiddelse af planter, selv om disse planter måtte indeholde et stof, der er omfattet af forbuddet. Under sagen fremlagdes der en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, hvoraf blandt andet følgende fremgik: " .. At indholdsstoffet meskalin er omfattet af Bekendtgørelse om euforiserende stoffer, indebærer ikke, at planter, der indeholder meskalin er omfattet af lov om euforiserende stoffer. Besiddelse af meskalinkaktus er derfor lovlig i relation til lov om euforiserende stoffer. .."

I TfK 2010.299 ØLD blev en person idømt en bøde samt fængsel i 4 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste, for den 13. oktober 2007 at have været i besiddelse af 54 ecstasytabletter, 8,70 gram kokain og 10,90 gram hash alt med henblik på videresalg. Den pågældende blev også fundet skyldig i den 28. marts 2008 at være kørt frem mod rødt lys med en hastighed, der "i betydelig grad" oversteg den tilladte, og hvor han havde 1,73 promille alkohol i blodet. Endelig blev den pågældende fundet skyldig i tyveri af nummerplader samt overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen. Han havde den 1. oktober 2008 ført et køretøj, der ikke var registreret i Danmark, som ikke var ansvarsforsikret, og hvor de stjålne nummerplader var anvendt. Den pågældende var tidligere straffet blandt andet med 14 dages fængsel, der var gjort betinget med en prøvetid på et år. Forholdene begået den 1. oktober 2008 var begået i prøvetiden. Førerretten blev frakendt i 3 år og 6 måneder.

Se Rigsadvokatens Meddelelse nr. 6 fra 2006 rettet i september 2008, der vedrører anklagemyndighedens sanktionspåstande i narkotikasager, hvoraf det blandt andet fremgår, i hvilke tilfælde anklagemyndigheden rejser tiltale på den ene side efter straffelovens § 191 eller på den anden side efter lov om euforiserende stoffer.

Stoffets renhed eller narkotiske virkning har betydning for strafudmålingen
I dommen TfK 2005.461 ØLD blev tiltalte dømt for i 2004 at have sået hamp på sin adresse. Der kunne den 5. oktober 2004 høstes 4 cannabis planter med en vægt på 4,7 kg. svarende til 376 gram marihuana. Endvidere blev han fundet i besiddelse af 6,6 kg. tørrede planter svarende til 2,64 kg. marihuana. Der var således tale om i alt 3.016 kg. marihuana. Tiltalte besad derudover 3,46 g. hash til eget brug. Han blev straffet med fængsel i 14 dage, der ikke blev gjort betinget. Han var to gange tidligere straffet for lignende kriminalitet.

I TfK 2009.314 VLD havde politiet i forhold 1 d rejst tiltale for, at man på et såkaldt "skunklaboratorium" ville udvikle 167,4 kg. hash af 995 stiklinger. De tiltalte blev alene fundet skyldige i at have forsøgt at udvikle 30 kg. hash. Landsretten udtalte herom nærmere: "Under hensyn til den usikkerhed, der er forbundet med, om stiklinger kan overleve, og til mulighederne for at dyrke planterne under optimale forhold på - - -, finder landsretten efter en samlet vurdering, at produktionen i forhold 1 d skønsmæssigt skal fastsættes svarende til 30 kg hash. .." De pågældende blev fundet skyldige i i alt at have forsøgt på at udvinde og sælge og for at have solgt i alt 98 kg. hash. Hovedmanden blev idømt fængsel i 2½ år.

I TfK 2003.778 ØLD blev en person straffet med fængsel i 14 dage, der blev gjort betinget med vilkår om 30 timers samfundstjeneste for dyrkning af 898 stk. cannabisplanter, der blev opvejet til 99,5 kg, og som skønnedes at svare til 2,5 kg. hash. Den pågældende var tidligere straffet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Når domstolene skal tage stilling til straffens størrelse ved besiddelse eller videreoverdragelse af ulovlige euforiserende stoffer, tages der blandt andet hensyn til stoffets "renhed". Det er en skærpende omstændighed, at stoffet er meget rent. Se for eksempel U.1998.1321H, U.1982.256Ø, U.1984.443Ø eller TfK.2002.401 (ØLD).

I ankesagen S-1344-07 afsagt 8. november 2007 af Vestre Landsret blev der ved strafudmålingen blandt andet taget hensyn til, at noget amfetamin var af en relativ beskeden styrke. Byretten udtale i sin begrundelse om dette: "Det lægges efter det forklarede til grund, at amfetaminen har været af relativt beskeden styrke, idet den må antages at være opblandet. Efter bevisførelsen kan retten ikke udelukke, at opblandingen er sket allerede ved tiltaltes erhvervelse af stoffet, hvorfor dette lægges til grund ved strafudmålingen". Landsretten stadfæstede den udmålte straf.

I "Rapport til Sundhedsstyrelsen" med titlen "Narkotika på gadeplan, 2004" har Retskemisk Afdeling på Aarhus Universitet, Retskemisk Afdling på Københavns Universitet og Retskemisk Afdeling, Syddansk Universitet på side 15-18 udtalt sig om den gennemsnitlige "renhed" i prøver vedrørende forskellige euforiserende stoffer foretaget i perioden 2002-2004.

Narkotika-typernes farlighed, virkning, priser mv.
I punkt 2.3.3. i lovforslag nr. 201 af 28. marts 2007 om ændring af lov om euforiserende stoffer, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf og retsplejeloven findes en udtalelse af 1. august 2006 fra rigspolitiet om priserne på daværende tidspunkt for diverse euforiserende stoffer.

Loven og bekendtgørelsen om euforiserende stoffer
I lov om euforiserende stoffer er det bestemt, at ministeren for sundhed og forebyggelse bemyndiges til at bestemme, at stoffer, som efter internationale vedtagelser eller efter Sundhedsstyrelsens skøn frembyder ganske særlig fare i anledning af deres euforiserende egenskaber, ikke må forefindes her i landet, medmindre ministeren under ganske særlige omstændigheder og på nærmere af ham fastsatte vilkår meddeler tilladelse dertil. Ministeren har i medfør af denne lov udstedt en bekendtgørelse desangående. Se Lovbekendtgørelse nr. 748 af 1. juli 2008 om euforiserende stoffer samt Bekendtgørelse nr. 749 af 1. juli 2008 om euforiserende stoffer. Se også Lægemiddelstyrelsens liste over euforiserende stoffer omfattet af bekendtgørelsen.

Om såkaldte "dopingmidler" henvises der til kapitlet om dopingloven nedenfor.

Mængder der efter praksis anses for at være til eget brug og således ikke besiddes med henblik på overdragelse

I afsnit 4 på side 3 i rigsadvokatens meddelelse nr. 6 fra 2006 henviser rigsadvokaten til pkt. 2.1.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget til lov nr. 445 af 9. juni 2004 om ændring af lov om euforiserende stoffer og straffuldbyrdelsesloven (Skærpet indsats mod narko mv.), hvor det er anført, at medmindre andre oplysninger peger på det modsatte, anses mængder indtil det nedenfor angivne som bestemt til eget forbrug:

10 gram hash

50 gram marihuana

100 gram hampeplanter

0,2 gram heroin/kokain/morfinbase

1,0 gram råopium

0,5 gram amfetamin

1,0 gram cannabiol/hasholie

10. stk. lægemiddeltabletter

5. stk. morfinpiller

1-2 stk. ecstasypiller

I TfK 2007.386/2 VLD erkendte en person sig skyldig i besiddelse af 98 gram hash i et fængsel og i besiddelse af 2,31 gram hash i et andet fængsel. Den pågældende var 10 gange tidligere for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer heraf 5 gange tidligere 5 gange for besiddelse i fængsler eller arresthuse. Den pågældende blev straffet med fængsel i 60 dage for besiddelse af stofferne til eget brug.

Bødegrænsen i sager om euforiserende stoffer

Af en tabel i afsnit 4, side 9, i rigsadvokatens meddelelse nr. 6 fra 2006 fremgår de øvre grænser for, hvornår der nedlægges påstand om bødestraf for besiddelse af euforiserende stoffer. Det fremgår videre af tabellen, at bødens størrelse stiger i tilfælde, hvor den pågældende besidder stoffet i 2. gangstilfælde og 3. gangstilfælde. Er der tale om større mængder end de i tabellen anførte, er udgangspunktet, at der idømmes frihedsstraf. Tabellen vises umiddelbart nedenfor:

Stoffets art	mængder omfattet af bødestraf
Hash	99,9 gram
Marihuanna	499,9 gram
Hampeplanter	999,9 gram
Khat	9.999 gram
Heroin	4,9 gram
LSD	49 dosis
Amfetamin	4,9 gram
Kokain	4,9 gram
Ecstasy	19 tabletter
Morfinbase og morfinklorid	4,9 gram
Morfinpiller	49 tabletter
Råopium	4,9 gram
Lægemidler bl. a. dopesin, stesolid, metadon og ketogan	99 tabletter

Overdragelse af mindre mængder hash og piller straffes med bøde
Af punkt 4.4.2. i rigsadvokatens meddelelse nr. 6 fra 2006, afsnit 4, side 12, Fremgår følgende: "I enkelte tilfælde kan overdragelse og besiddelse med henblik på videreoverdragelse af euforiserende stoffer straffes med bøde. Det gælder således salg af hash under 50 gram og lægemidler under 10 tabletter, som i førstegangstil-fælde straffes med en bøde. Bøden fastsættes som udgangspunkt til det dobbelte af de bødepåstande vedrørende hash og lægemidler, som findes i afsnit 4.3.3. Overdragelse mv. af 50 gram hash eller derover samt 10 tabletter eller derover straffes således med frihedsstraf."

I TfK 2002.258 ØLD blev en person, der havde solgt 6 stk. Nitrazepamtabletter og 24 Stesolidtabletter til en anden, straffet med fængsel i 10 dage, der blev gjort betinget.

Grænsen for anvendelse af lov om euforiserende stoffer i stedet for straffelovens § 191

I afsnit 3 i rigsadvokatens meddelelse nr. 6 fra 2006 vedrører afgrænsningen af, hvornår der rejses sigtelse efter lov om euforiserende stoffer eller den strengere bestemmelse i straffelovens § 191. Her anfører rigsadvokaten, at i tilfælde, hvor der er sket "salg, indsmugling og besiddelse med henblik på videreoverdragelse mv." af stofmængder svarende til mængderne angivet i tabellen umiddelbart nedenfor eller større mængder, bør der i almindelighed rejses tiltale efter straffelovens § 191. Det anføres yderligere, at der "efter sagens konkrete omstændigheder" kan ske fravigelse af de angivne grænser både i op- og nedadgående retning. Salg, indsmugling og besiddelse med henblik på overdragelse mv. af mængder, der er mindre end de i tabellen anførte, skal således som udgangspunkt straffes efter lov om euforiserende stoffer.

Hash	Ca. 10 kg
Marihuana	Ca. 10 – 15 kg
Råopium	Ca. 500 gram
Morfinbase	Ca. 100 gram
Heroin	Ca. 25 gram
Kokain	Ca. 25 gram
Amfetamin	Ca. 50 gram
Ecstasy	Ca. 150 – 200 tabletter
Centralstimulerende piller	Ca. 5000 stk.
Stimulerende lægemidler	Ca. 5000 stk.
Beroligende lægemidler	Ca. 5000 stk.
Smertestillende lægemidler	Ca. 3000 stk.

Bemærk at i tilfælde, hvor der er rejst tiltale for flere forskellige forhold vedrørende overdragelse af euforiserende stoffer, er det mængderne i de enkelte forhold, der er afgørende for, om der i dette forhold rejses tiltale efter lov om euforiserende stoffer eller efter straffelovens § 191. Der skal således ikke rejses tiltale efter straffelovens § 191 for et forhold, blot fordi mængderne i dette forhold sammen med mængder af stoffer omhandlet af andre forhold tilsammen kommer op over § 191-grænsen. Se for eksempel TfK 2004.424 VLD, hvor der i forhold 1 var rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 191 for videreoverdragelse af blandt andet 55 g amfetamin, og hvor der i forhold 2 var rejst tiltale for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer for besiddelse af blandt andet 3,5 g amfetamin til eget brug.

Advarsel for besiddelse af euforiserende stoffer

Der kan i særlige tilfælde meddeles advarsel for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Dette kan for eksempel ske i tilfælde, hvor brugen af stof "skønnes at være udslag af en stærk afhængighed". Af afsnit 2.3.1 i de almindelige bemærkninger til Lov nr. 445 af 9. juni 2004 følger blandt andet:

"Advarsel, herunder advarsel tildelt af retten i medfør af retsplejelovens § 937, vil efter forslaget alene kunne meddeles i særlige tilfælde, hvor det på baggrund af en konkret vurdering er mest formålstjenligt at anvende denne sanktion. Advarsel vil i sådanne undtagelsestilfælde kunne gives i overensstemmelse med de hidtil gældende retningslinjer, jf. pkt. 2.1.3, dvs. som hovedregel kun i førstegangstilfælde, medmindre der er tale om besiddelse af hash.

En sådan undtagelsesvis anvendelse af advarsel for besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer til eget forbrug vil blandt andet kunne komme på tale, såfremt hensynet til en effektiv strafforfølgning tilsiger dette. Det vil for eksempel være tilfældet, hvis anklagemyndigheden vurderer, at der kan blive behov for, at køberen af euforiserende stoffer kan afhøres som vidne i en straffesag mod sælgeren, og der med dette formål ikke skønnes at være tid til at afvente gennemførelsen af en bødesag mod køberen.

Advarsel vil endvidere f.eks. kunne meddeles, hvis anvendelse af en bødestraf vil medføre administrativt besvær, der ikke står i rimeligt forhold til sagens beskaffenhed. Dette vil for eksempel kunne være tilfældet i relation til udlændinge, der alene opholder sig her i landet som turister, og som ud over advarslen vil kunne udvises på grund af sagen.

Herudover kan sociale hensyn efter omstændighederne tale for anvendelse af advarsel, hvor brugen af et stof skønnes at være udslag af en stærk afhængighed."

Af forarbejderne (lovforslaget) til lov nr. 526 af 6. juni 2007 fremgår det, at man med loven ønskede at udvide adgangen til at meddele advarsel til stofafhængige personer, der bliver fundet i besiddelse af små mængder narkotika til eget forbrug, således at sådan advarsel også kan meddeles i "gentagelsestilfælde", der nærmere defineres som "andengangs- og senere tilfælde".

I TfK 2009.911/1 VLD erkendte en person sig skyldig i at have været i besiddelse af 1,37 gram heroin fordelt på 4 salgspakker og 3,87 gram hash til eget brug. Det fremgår af sagen, at han var "talrige gange tidligere straffet, især for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer". I byretten blev den pågældende idømt fængsel i 60 dage. Afgørelsen blev ikke gjort betinget. Landsretten henviste til forarbejderne til lov nr. 526 af 6. juni 2007 og ophævede byrettens dom for så vidt angik byrettens bestemmelser om straf og sagsomkostninger. Tiltalte blev tildelt en advarsel efter retsplejelovens § 900.

Euforiserende stoffer i fængsler og arresthuse
Som udgangspunkt er det en skærpende omstændighed, at euforiserende stoffer besiddes eller indsmugles i et fængsel. I RA meddelelse nr. 6 fra 2006, afsnit 4.5, omtales praksis efter gennemførelsen af Lov nr. 445 af 9. juni 2004, hvorefter besiddelse af under 10 gram hash i et fængsel eller arresthus som udgangspunkt skal straffes med bøde på samme måde, som for personer på fri fod. En strafafsoner, som blev fundet i besiddelse af 46 gram hash i fængsel idømt fængsel i 20 dage, som blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste på grund af gode personlige forhold. Se endvidere afgørelsen SS 7/05, 10/5 2005. Se også afgørelsen UfR 2007.81V, hvor en strafafsoner, der var straffet 7 gange for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, hvoraf de 4 gange vedrørte besiddelse af hash i fængsler, blev straffet med bøde for besiddelse af i alt 2,3 gram hash i et fængsel.

Advarsel vil også overfor indsatte kunne anvendes i stedet for bøde i tilfælde, hvor den indsatte findes i besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer. Af afsnit 2.3.1 i de almindelige bemærkninger til Lov nr. 445 af 9. juni 2004 følger blandt andet:

"For så vidt angår indsatte i kriminalforsorgens institutioner forudsættes det, at også de – ud over en eventuel disciplinærstraf – tillige som udgangspunkt mindst straffes med bøde, såfremt de findes i besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer. I de sager, hvor der i dag rejses straffesag og udmåles en kortere fængselsstraf for besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer i fængsler mv., forudsættes den hidtidige praksis opretholdt. Det forudsættes samtidig, at strafniveauet for mindre besiddelser af hash, typisk besiddelse af op til 10 gram, som udgangspunkt skal være det samme for indsatte i fængsler og arresthuse mv. som for andre personer, dvs. normalt en bødestraf.

Der kan dog også i særlige tilfælde meddeles advarsel til indsatte, der findes i besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer, jf. de ovenfor nævnte retningslinjer. Advarsel til indsatte vil endvidere blandt andet kunne komme på tale, hvor det på baggrund af en konkret vurdering af den resterende strafs længde og den indsattes sociale forhold må antages, at den indsatte ikke vil kunne betale en bøde, og hvor en advarsel i øvrigt skønnes at være tilstrækkeligt."

I TfK 2007.123 ØLD blev en person straffet med fængsel i 7 dage for besiddelse af 46 Rivotril-tabletter til eget forbrug.

I TfK 2005.256 ØLD blev besiddelse af 4,39 gram amfetamin til eget forbrug i et fængsel straffet med fængsel i 30 dage.

I TfK 2007.386/2 VLD blev en person, der i et forhold var blevet fundet skyldig i at være i besiddelse af 98 gram hash i et fængsel til eget forbrug og i et andet forhold var blevet fundet skyldig i at være i besiddelse af 2,31 gram hash til eget forbrug i et andet fængsel, straffet med fængsel i 60 dage. Det fremgik af sagen, at den pågældende var straffet tidligere i alt 10 gange for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. Heraf angik 5 domme besiddelse af euforiserende stoffer i arresthus eller fængsel.

I TfK 2008.530 VLD blev en person fundet skyldig i at have været i besiddelse af 9,2 gram heroin til eget forbrug samt 8 ml. testosterone til eget forbrug. Den pågældende 4 gange tidligere straffet for besiddelse af euforiserende stoffer i fængsler. Straffen blev fastsat til fængsel i 60 dage. Landsretten udtalte blandt andet: "Navnlig under hensyn til mængden af kokain, som tiltalte besad i fængslet, og til, at tiltalte 4 gange tidligere er dømt for besiddelse af euforiserende stoffer under afsoning, forhøjes straffen til fængsel i 60 dage. Det kan ikke føre til andet resultat, at tiltalte som følge af overtrædelserne er blevet underlagt forskellige disciplinære foranstaltninger under sin afsoning."

Indsmugling af stoffer i fængsler og arresthuse
I TfK 2006.267/3 ØLD blev en person straffet med fængsel i 3 måneder ubetinget for indsmugling af 338,62 gram hash i et fængsel. Landsretten udtalte blandt andet: "Der findes ikke grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter straffen for indsmugling af narkotika i et fængsel, er ubetinget frihedsstraf."

I TfK 2000.562/2 ØLD blev en person straffet med ubetinget fængsel i 30 dage for indsmugling af 4 gram rygeheroin og 2 gram kokain i Arresthuset i Holbæk.

I UfR 1983.1136/1 ØLD blev en indsat i et fængsel straffet med hæfte i 30 dage for indsmugling af i alt 50 gram hash i fængslet til eget forbrug. (Den nu ophævede "hæftestraf" var en mildere strafform end "fængsel")

I UfR 1976.791/2 ØLD blev en kvinde, som havde indsmuglet i alt 775 gram hash til sin ægtefælle i Statsfængslet i Vridsløselille, hvor ægtefællen udstod frihedsstaf, og som havde forsøgt at indsmugle yderligere 240 gram hash til samme, idømt en betinget straf uden straffastsættelse. Ægtefællen blev idømt 6 måneders ubetinget fængsel. For så vidt angår strafudmålingen til kvinden udtalte landsretten blandt andet: "Ved sagens afgørelse må det lægges til grund, at T1 i overensstemmelse med det i anklageskriftet anførte har udleveret ca. 775 gram hash til medtiltalte og forsøgt udlevering af yderligere 240 gram hash, samt at T2 har modtaget ialt ca. 910 gram hash og heraf har overdraget ca. 250 gram til 4 forskellige personer i fængslet for samme pris, som han selv havde givet for det. Således som sagen herefter foreligger til pådømmelse for landsretten, findes der ikke for nogen af de tiltaltes vedkommende at være tale om besiddelse, udlevering eller overdragelse af hash til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag. Da der - uanset den omstændighed, at der foreligger indsmugling til og salg i et fængsel - heller ikke iøvrigt kan siges at foreligge særligt skærpende omstændigheder, tiltrædes det derfor, at de tiltaltes forhold i anklageskriftets pkt. 3 og 4 alene er henført under lov om euforiserende stoffer som sket ved dommen."

I UfR 1971.568/2 ØLD blev en kvinde, der i prøvetiden for en betinget dom indsmuglede 25 gram hash til en indsat i Statsfængslet Renbæk, idømt "hæfte" i 10 dage. Fuldbyrdelsen af den betingede dom forblev udsat på det yderligere vilkår, at kvinden tog ophold og arbejde efter Dansk Forsorgsselskabs bestemmelse. (Den nu ophævede "hæftestraf" var en mildere strafform end "fængsel")

Beviskravene i narkotikasager
I TfK 2005.406/2 ØLD blev en person fundet i besiddelse af blandt andet 9,94 g. heroin samt en elektronisk vægt. Landsrettens flertal udtalte blandt andet: "Uanset mængden af heroin samt den omstændighed at tiltalte var i besiddelse af en elektronisk vægt findes det ikke mod tiltaltes benægtelse med den til domsfældelse i en straffesag fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte havde til hensigt at videresælge den fundne heroin."

Straffelovens § 192 a om skærpet straf for grove overtrædelser af våbenloven
Denne bestemmelse vedrører overtrædelser af våbenloven "under særlig skærpende omstændigheder" og indeholder straf af fængsel "fra 1 år indtil 6 år. Se bemærkningerne til lov nr. 501 af 12. juni 2009. Efter lovændringen kan besiddelse af våben på bopælen også ske "under særlig skærpende omstændigheder" og dermed være omfattet af straffeloven. I kapitel 2.3.2 fremgår om besiddelse på bopælen fremhæves særligt:

"Ulovlig besiddelse mv. af skydevåben på bopælen og andre ikke offentligt tilgængelige steder vil ikke altid udgøre særlig skærpende omstændigheder. Det er forudsat, at personer uden kriminel baggrund i øvrigt, som f.eks. har arvet et skydevåben og igennem en årrække i strid med våbenlovgivningen har haft våbnet liggende ubenyttet (måske glemt) på bopælen, ikke vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 192 a. Det samme gælder for personer uden kriminel baggrund i øvrigt, der har våbentilladelse eller jagttegn, og blot har glemt at forny våbentilladelsen eller jagttegnet inden for de relevante frister. Sådanne overtrædelser vil i givet fald være omfattet af våbenlovens § 10, stk. 1."

Med ovennævnte bemærkning om, at personer "uden kriminel baggrund" ikke skal være omfattet af strafskærpelsen, synes loven at være udtryk for en tilbagevenden til tankegangen i middelalderens strafferet om, at visse handlinger kun skal straffes, hvis de begås af udvalgte persongrupper, medens andre kan begå de samme handlinger uden risiko for straf (eller samme straf). Dette brud med den demokratiske retsstats grundprincip om, at det er særlige handlinger og ikke særlige persongrupper, der skal kriminaliseres, ses ikke diskuteret i bemærkningerne til lovforslaget. Det kan overvejes, om denne lovteknik er udtryk for en såkaldt "kasuistisk lovteknik" og dermed bryder med den lovteknik, som har udviklet sig op gennem oplysningstiden, og som undertiden benævnes "syntetisk lovteknik". Den norske rigsadvokat (Riksadvokaten) har i et høringssvar af 3. august 2007 til et forslag i den norske straffelovgivning om selvstændig kriminalisering af "terrorhandlinger" og "terrorrelaterede handlinger", som måtte gennemføres i forbindelse med Norges ratifikation af Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme, udtalt bekymring om en sådan lovteknik. På side 1, nederst, og side 2, øverst, anfører den norske rigsadvokat blandt andet: "Vurderet ud fra et rent norsk perspektiv kan der rejses tunge indvendinger mod udformningen af forslagene til strafbestemmelser i høringsbrevet. Efter norsk tradition, som på dette punkt har gode grunde for sig, ville man forsøge at beskrive det forhold, som ønskes ramt med straf, så præcist som muligt, samtidigt med at man formulerer een enkelt strafbestemmelse, som omfatter hele den strafværdige virksomhed (syntetisk lovgivning). Med et sådant udgangspunkt er det for eksempel næppe nogen heldig løsning, både at have bestemmelser om retsstridig transport af radioaktivt materiale (udkastets § 5, 2. led, litra a) og anden ulovlig håndtering af sådant materiale (udkastets § 7, 1. led, litra a). Tilsvarende er det let at kritisere forslaget om en selvstændig bestemmelse om terrorbombning, medens andre måder at udøve terrorisme på, ikke er særskilt nævnt. Der er endnu flere eksempler på uheldig kasuistisk lovgivning i udkastet. .."

Om anvendelsen af straffelovens § 192 a vedrørende fyrværkeri henvises der til bemærkningerne til strafbestemmelserne i fyrværkeri og beredskabsloven nedenfor.

I TfK 2011.137 VLD blev en person idømt fængsel i 60 dage for besiddelse af et jagtgevær og ammunition, der ikke passede til geværet. Dommen blev gjort betinget med henvisning til den pågældendes gode personlige forhold. Landsretten henførte ikke forholdet under straffelovens § 192 a. Landsretten udtalte blandt andet: "Jagtgeværet blev fundet i et uaflåst skab i et værelse på 1. sal i tiltaltes bolig. Tiltalte har forklaret, at han i sommeren 2009 havde købt geværet af en kammerat, som han ikke vil oplyse navnet på. Geværet var ikke oversavet eller afkortet og var ikke efterlyst. Det er mod tiltaltes benægtelse ikke bevist, at han har anvendt geværet. Tiltalte er ikke tidligere straffet for ligeartet kriminalitet, og han har ikke tilknytning til rocker- eller bandemiljøet. Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder er der ikke tilstrækkeligt holdepunkt for at fastslå, at tiltaltes besiddelse af jagtgeværet skete under særlig skærpende omstændigheder, og tiltalte frifindes derfor for tiltalen for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1."

I en dom afsagt af Højesteret i sagen 229/2010 den 15. november 2010 blev en person idømt fængsel i 4 måneder for besiddelse af to skydevåben. Rigsadvokaten gjorde under sagen gældende, at der forelå særlig skærpende omstændigheder, idet T var i besiddelse af to skydevåben, som blev opbevaret uforsvarligt. Våbnene kan ikke antages at være anskaffet til et lovligt formål. Tiltalte var fremkommet med flere divergerende forklaringer om formålet med erhvervelsen, og det ene våben var efterlyst af politiet. Forholdet burde efter rigsadvokatens opfattelse derfor henføres under straffelovens § 192 a. Højesteret fandt, at under "de anførte omstændigheder" foreligger der ikke "særlig skærpende" omstændigheder. Videre hedder det i Højesterets bemærkninger: "Højesteret har herved lagt vægt på, at Ts besiddelse af våbnene efter en samlet vurdering ikke kan anses at have indebåret en nærliggende risiko for, at de ville blive brugt til fare for andre. Forholdet kan derfor ikke henføres under straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1." Højesteret fandt, at tiltalte havde overtrådt våbenloven under skærpende omstændigheder, idet våbnene blev opbevaret uforsvarligt. Forholdet skulle derfor henføres under våbenlovens § 10, stk.1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1.

I en dom afsagt af Højesteret i sagen 227/2010 den 15. november 2010 fandt Højesteret, at en person, som var tidligere straffet flere gange, bl.a. for vold af særlig farlig karakter ved brug af en folde-kniv i forbindelse med røveri og for overtrædelse af våbenlovgivningen, og som under en ransagning på sine forældres bopæl var blevet fundet i besiddelse af et skydevåben uden ammunition, skulle straffes med fængsel i 10 måneder. Straffen var en fællesstraf, der indeholdt en reststraf på fængsel i 124 dage. Det fremgår af sagen, at der i tasken, hvor skydevåbenet (en pencilpistol, der ifølge en våbenteknisk erklæring var "potentielt livsfarligt på mindst 50 m.") blev fundet, også blev fundet kokain og en radioscanner. Endvidere var der heroin og hash i værelset. Højesteret lagde vægt på, at den ulovlige besiddelse af skydevåbenet var sket under skærpende omstændigheder men ikke under særlig skærpende omstændigheder. Med hensyn til det generelle strafniveau udtalte højesteret nærmere: "Under hensyn til den betydelige skærpelse af straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben på bopælen m.v. under særlig skærpende omstændigheder finder Højesteret, at straffen for besiddelse af skydevåben i et tilfælde som det foreliggende, hvor der foreligger skærpende omstændigheder, som udgangspunkt bør fastsættes til fængsel i 4-6 måneder". Vedrørende straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, henviste Højesteret til Højesterets dom af 25. juni 2010 (U 2010.2552 H), hvor det blev fastslået, at det må bero på en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder, om besiddelse af skydevåben på ikke offentligt tilgængeligt sted må anses for begået under særlig skærpende omstændigheder i straffelovens § 192 a, stk. 1's, forstand. Der kan herved lægges vægt på de momenter, der er nævnt i forarbejderne til lov nr. 411 af 10. juni 1997 (den tidligere bestemmelse i våbenlovens § 10, stk. 2) og til lov nr. 501 af 12. juni 2009 (straffelovens § 192 a).

I en dom afsagt af Højesteret i sagen 228/2010 den 15.november 2010 blev en person straffet med fængsel i 1 år for opbevaring af skydevåben under særlig skærpende omstændigheder. Rigsadvokaten påstod den pågældende straffet med "fængsel i ikke under 1 år og 6 måneder". Højesteret udtalte blandt andet: "T er fundet skyldig i på sin bopæl at have været i besiddelse af en pistol med isat magasin indeholdende 13 skarpe skud og af yderligere ammunition. Våbnet og ammunitionen blev opbevaret umiddelbart tilgængeligt. Ifølge hans forklaring havde nogen pålagt ham at opbevare våbnet. Han har tidligere været medlem af en rockergruppe, som han skyldte penge, og som havde kontaktet ham, efter at han havde meldt sig ud. Under de anførte omstændigheder tiltræder Højesteret, at der foreligger særlig skærpende omstændigheder. Højesteret har herved lagt vægt på, at T’ besiddelse af våbnet efter en samlet vurdering må anses at have indebåret en nærliggende risiko for, at det ville blive brugt til fare for andre. Forholdet er derfor med rette henført under straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1."

I TfK 2010.1091 ØLD fandt landsretten, at opbevaring af en pistol og et haglgevær samt ammunition ikke var sket under sådanne særligt skærpende omstændigheder, at straffelovens § 192 a var overtrådt. Den pågældende blev alene fundet skyldig i overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1. Den pågældende, der var tidligere straffet for overtrædelse af straffelovens § 266, blev for dette forhold og for besiddelse af 2,8 gram hash til eget forbrug straffet med fængsel i 4 måneder.

I TfK 2010.1089 VLK blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, idet den pågældende i sin lejlighed for underboen havde opbevaret to afkortede skydevåben med ammunition. Tiltalte, der ikke tidligere var straffet, ansås for at have haft en underordnet rolle i forbindelse med opbevaringen af våbnene, hvorfor 8 måneder af straffen på fængsel i 1 år blev gjort betinget. Såvel byret som landsret gjorde afgørelsen delvis betinget til trods for anklagemyndighedens påstand om, at hele straffen skulle være ubetinget. Anklagemyndigheden fik endvidere ikke medhold i en subsidiær påstand om, at der til den betingede dom skulle knyttes vilkår om samfundstjeneste.

I TfK 2011.208 ØLK blev tiltalte idømt fængsel i 1 år, hvoraf de 8 måneder blev gjort betinget, for overtrædelse af straffelovens § 192 a ved på et tidspunkt mellem den 14. oktober 2009 ca. kl. 13.00 og den 1. november 2009 ca. kl. 12.00 i forening med S1, S2 og S3 at have besiddet 1 jagtgevær med tilhørende ammunition, ligesom sigtede, S1, S2 og S3 skød ud over vandet ved Lehnskov i Svendborg. Den pågældende var flere gange tidligere straffet for vold og i et enkelt tilfælde for overtrædelse af våbenloven. Landsretten udtalte blandt andet: ".. Når henses til det fremkomne om tiltaltes personlige forhold, findes det undtagelsesvis forsvarligt, at en del af den forskyldte straf gøres betinget, således at alene 4 måneder af [straffen] skal fuldbyrdes, jf. straffelovens § 58."

Voldtægt
Straffelovens § 216 vedrører voldtægt. Om strafniveauet se for eksempel rigsadvokatens "Straffene i voldtægtssager efter ændringen af straffelovens § 216" fra 2005.

Efter straffelovens § 218, stk. 1, straffes den, "der ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering skaffer sig samleje uden for ægteskab med den pågældende". Efter straffelovens § 218, stk. 2, straffes den, der "skaffer sig samleje uden for ægteskab med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen", medmindre forholdet er omfattet af § 216.

I TfK 2010.388 VLD blev en person frifundet for voldtægt efter straffelovens § 218, stk. 2. Frifindelsen støttedes blandt andet på, at der efter gerningstidspunktet var udtaget blodprøve hos forurettede, og at beregninger af forurettedes spirituspromille på gerningstidspunktet pegede i retning af, at hun ikke havde været ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Sædelighedskriminalitet mod børn

Betænkning 1420 om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrugte børn - 2002
Betænkning 747 om straffelovsrådets udtalelse om strafferetlige aldersgrænser for seksuelle forhold - 1975

Straffelovens § 222 vedrører samleje med børn under 15 år. Om strafniveauet se for eksempel rigsadvokatens "Oversigt over domme i sager om overtrædelse af straffelovens § 222" fra 2004.

I TfK 2008.355 VLD blev en person, som i 1989 og 1998 var straffet for blufærdighedskrænkelse, voldtægt og seksuel omgang med mindreårige, straffet med fængsel i 1 år for et tilfælde af seksuel omgang med en 13-årig, to tilfælde af forsøg på seksuel omgang med 14-årige og for i flere tilfælde at have udnyttet en 19-årig retarderet mand seksuelt. Landsretten lagde i skærpende retning vægt på det oplyste om, at tiltalte benyttede sig af eller søgte at benytte sig af en "klemme" på de tiltalte.

I TfK 2011.112 VLD blev en gift mand, der er far til to børn på henholdsvis 6 og 8 år, fundet skyldig i seksuelle overgreb mod et barn, der boede på samme vej som tiltalte, og som på gerningstidspunktet var 14 år gammelt. Den pågældende blev frifundet for påstanden om overtrædelse af straffelovens § 232, idet alle handlingerne efter landsrettens opfattelse var omfattet af straffelovens § 224 jf. § 222, stk. 1. Endvidere fandt landsrettens flertal ikke, at strafskærpelsesbestemmelsen i straffelovens § 222, stk. 3, skulle anvendes. Herom udtalte landsretten nærmere: "Den særlige strafskærpelsesbestemmelse i straffelovens § 222, stk. 3, blev indføjet ved lov nr. 501 af 17. juni 2008. Det fremgår af forarbejderne til lovændringen (Lovforslag nr. 186 af 9. maj 2008), at der ved afgørelsen af, om gerningsmanden har udnyttet sin fysiske eller psykiske overlegenhed, bl.a. skal lægges vægt på aldersforskellen mellem parterne. Ifølge forarbejderne vil der normalt foreligge udnyttelse af en fysisk eller psykisk overlegenhed, hvis barnet er op til 10-11 år. Det skal endvidere tillægges betydning, om der bestod en særlig afhængighed eller et særligt tillidsforhold mellem gerningsmanden og forurettede. Der er ikke grundlag for at fastslå, at der bestod en særlig afhængighed eller et særligt tillidsforhold mellem tiltalte og F. Fire voterende finder efter en samlet vurdering, at det ikke kan statueres, at tiltalte har skaffet sig anden kønslig omgængelse end samleje med F ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed. Disse voterende stemmer derfor for, at straffelovens § 222, stk. 3, ikke anvendes."

Betænkning 1377 om børnepornografi og IT-efterforskning
Betænkning 435 om straf for pornografi - 1966

Straffelovens § 235 indeholder et forbud mod udbredelse og besiddelse af børnepornografi. Se om omfanget og indholdet af denne bestemmelse bemærkningerne til lov nr. 228 fra 2003.

Ved lov nr. 319 af 28. april 2009 blev straffelovens § 235, stk. 2, ændret, således at det at skaffe sig adgang til børnepornografi for eksempel på internettet uden at betale for det og uden at lagre det børnepornografiske materiale, nu er blevet kriminaliseret. Af indledningen af lovforslaget kan man få den fejlagtige opfattelse, at lovændringen er gennemført for at gennemføre Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug. Det fremgår imidlertid længere nede i teksten, at konventionen ikke stiller krav om, at den omhandlede adfærd kriminaliseres. Se bemærkninger til lov nr. 319 af 28. april 2009.

Se Rigsadvokatens Meddelelse nr. 12 af 15. april 2005 med et større antal domme vedrørende besiddelse af børnepornografi afsagt før 2005.

Blufærdighedskrænkelse - § 232

I TfK 2005.524 blev en sag om blufærdighedskrænkelse genoptaget, uagtet at der ikke var tilvejebragt ny e oplysninger i sagen. Den pågældende var ved byretten blevet straffet for overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse. Den pågældende var fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse, fordi han ved en tunnel havde taget fat i en 17-årig pige bagfra og udtalt: "Tag mig med hjem. Jeg er ensom. Jeg elsker dig". Dette havde den domfældte gjort, angiveligt efter at han havde forvekslet pigen med en pige, som han kendte. Klageretten fandt, "at der under disse omstændigheder ikke er ført bevis for, at han havde forsæt til at begå en handling med en sådan seksuel prægning eller intention og af en sådan grovhed, at forholdet kan karakteriseres som et uterligt forhold omfattet af straffelovens § 232."

Drab (straffelovens - § 237
I sag 156/2009, hvor Højesteret stadfæstede en straf af fængsel i 12 år for samleverdrab, gennemgås tidligere praksis, hvor udgangspunktet i sager om drab af samlever var fængsel i 10 år.

Uagtsomt manddrab - § 241
Bestemmelsen lyder: "Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel eller særlig hensynsløs kørsel, anses dette som en særlig skærpende omstændighed."

Se bemærkningerne til bestemmelsen i lov nr. 380 af 6. juni 2002.

I UfR 2010.1062 HD påkørte en bilist en 6-årig dreng, der kørte på cykelstien. Drengen afgik ved døden. Det blev lagt til grund, at bilisten havde kørt med en hastighed på cirka 85 km/t umiddelbart før uheldet, og at der på stedet maksimalt måtte køres 50 km/t. Landsretten idømte bilisten en straf af fængsel i 8 måneder. Højesteret nedsatte straffen til fængsel i 30 dage. Højesteret udtalte blandt andet:

"T kørte med en hastighed, der oversteg ca. 85 km/t., ad Skovlinien i Værløse, hvor den højest tilladte hastighed er 50 km/t., jf. færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1, om kørsel i tættere bebygget område. Han foretog en ikke nærmere klarlagt uhensigtsmæssig manøvre, der medførte, at bilen skred mod venstre over i den modsatte vejside, ramte drengen på cykelstien og fortsatte ud i rabatten. Forud for udskridningen havde T set drengen og hans mor. Om vejforholdene er det oplyst, at Skovlinien kun har få sideveje og må betragtes som en forbindelsesvej/omfartsvej i forhold til bymidten i Værløse, og det er i politirapporten angivet, at der på uheldsstedet var bebyggelse uden direkte adgang til vejen. På uheldsstedet buede vejen svagt mod venstre, men der var ifølge politirapporten meget gode oversigtsforhold. Uheldet skete i dagslys med regn og vådt føre.

Højesteret finder, at T ved sin kørsel med alt for høj hastighed under de angivne omstændigheder har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Uden nærmere oplysninger om den uhensigtsmæssige manøvre, der medførte udskridningen, finder Højesteret imidlertid, at T's kørsel ikke kan tages som udtryk for, at han bevidst satte sig ud over hensynet til andres sikkerhed på en sådan måde, som efter forarbejderne til færdselsloven og straffeloven er en forudsætning for at anse kørslen for særlig hensynsløs. Herefter tiltræder Højesteret byrettens afgørelse, hvorefter forholdet ikke er omfattet af straffelovens § 241, 2. pkt., om særlig hensynsløs kørsel.

Straffen for uagtsomt manddrab i forbindelse med kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden er i praksis som udgangspunkt bødestraf. I det foreliggende tilfælde foreligger der ikke en enkeltstående kørselsfejl (»klapfejl«), men en grov hastighedsovertrædelse, der sammen med en uhensigtsmæssig manøvre førte til drengens død, uden at ulykken kan tilskrives drengens forhold."

I 2010.227 ØLD var en cyklist blevet påkørt af en lastbil, da lastbilen i et kryds i Søborg skulle svinge til højre. Cyklisten var afgået ved døden. Der blev rejst tiltale for overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, og § 26, stk. 6, og for uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241. Det blev lagt til grund, at lastbilchaufføren havde set cyklisten forud for svingningen, men at han, da han skulle svinge, ikke kunne se cyklisten, da denne befandt sig i en blind vinkel. Den pågældende blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 241 samt for påstanden om frakendelse af førerretten. Landsretten udtalte blandt andet, at "det må lægges til grund, at tiltalte havde bemærket cyklisten forud for uheldet og derpå forgæves havde søgt at lokalisere cyklisten".

I TfK 2010.459 VLD var en person tiltalt efter straffelovens § 244 samt § 241 for vold mod en person, der afgik ved døden dagen efter, at volden var begået. Det fandtes bevist, at volden havde forårsaget dødsfaldet. Landsretten fandt endvidere, at dødsfaldet var en "påregnelig" følge af volden. Den pågældende blev ved landsretten fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244 men blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 241. Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år. Landsretten udtalte blandt andet: "Spørgsmålet om straf for overtrædelse af straffelovens § 241 i sammenstød med § 244, når disse bestemmelser er overtrådt ved en og samme handling, er ikke omtalt i forarbejderne til senere ændringer af disse bestemmelser. Landsretten finder herefter, at der som følge af forarbejderne til den nugældende bestemmelse i straffelovens § 244, ikke er grundlag for tillige at fastsætte straffen i medfør af straffelovens § 241. Som følge heraf frifindes tiltalte for overtrædelse af denne bestemmelse. Ved straffens fastsættelse tillægger landsretten det afgørende betydning, at voldsudøvelsen har været af betydelig grovhed og omfang og medført døden".

Vold
Straffelovens § 244 til 249 indeholder bestemmelserne om vold. Om strafniveauet se for eksempel Rigsadvokatens "Oversigt over højesterets- og landsretsdomme efter lovændringen i sager om vold efter straffelovens §§ 244 - 246" fra 2004.

Domssamling fra Rigsadvokaten vedrørende blandt straffelovens § 119, § 121 og § 247, stk. 2 fordelt på mange persongrupper

Bagatelagtige forulempelser falder uden for voldsbestemmelserne
Vagn Greve m. fl. anfører i "Kommenteret straffelov, speciel del", side 359, DJØF 2008, blandt andet: "... Rent bagatelagtige forulempelser falder uden for bestemmelsen f. eks. let kilden, tjat, små puf og skub (VLT 1937.141). Ved U 1982.460 V blev anbringelse af en 2-årig i en tørretumbler, som drejede 1/4 til 1/2 omgang, ikke anset for omfattet af den tilsvarende formulering i den dagældende lov. ...". Fra nyere praksis kan TfK 2009.95 ØLD, hvor byrettens flertal og et mindretal i landsretten ville frifinde tiltalte for vold i et tilfælde, hvor en person havde skubbet en anden, og hvor personen, der var blevet skubbet, efterfølgende måtte sys med 8 sting i en flænge, der ifølge politiattesten gik "helt ned til kranieknoglen". Den pågældende blev af landsrettens flertal idømt en straf af fængsel i 14 dage.

I UfR 1970.491 H fandt Højesteret, at en polititjenestemand, som uden rimelig grund havde ført en person i "føregreb" væk fra et område ved Holmens Kirke, hvor et kongeligt bryllup fandt sted, var erstatningsansvarlig overfor personen, der som følge af grebet kom lettere til skade. Derimod fandt højesteret ikke, at polititjenestemanden kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 244. Højesteret udtalte herom: "Efter det foreliggende findes appellanten ikke at have haft forsæt til legemskrænkelse overfor indstævnte. Det bemærkes herved, at det ikke kan antages, at appellanten, før føringen var afsluttet, blev klar over, at indstævntes arm var brækket. Disse dommere stemmer herefter for at frifinde appellanten for indstævntes tiltale efter straffelovens § 244, stk. 1." (Det skal bemærkes, at der i 1970 var adgang til privat påtale for overtrædelser af straffelovens § 244, stk. 1). Dommen synes at vise, at en handling ikke anses for at være vold, hvis ikke der er forsæt til legemskrænkelse.

Har den angrebne gengældt angrebet, eller har den angrebne indledningsvist for eksempel haft fat i kraven på angriberen, kan straffen bortfalde efter straffelovens § 248, som gennemgås nedenfor. Har forurettede forudgående fornærmet angriberen, kan straffen efter omstændighederne bortfalde efter bestemmelsen i straffelovens § 82, stk. 1, nr. 5.

Straffelovens § 244
I 2010.496 ØLD blev en person frifundet for at have sparket mod en person, der angiveligt havde forsøgt at foretage en civil anholdelse af tiltalte. Landsretten fandt, at betingelserne for at foretage en civil anholdelse ikke var tilstede, hvorfor den pågældende blev frifundet.

I dommen 329/2010 afsagt af Højesteret den 16. maj 2011 var tiltalte, der var 31 år på gerningstidspunktet, fundet skyldig i at have tildelt forurettede et slag i ansigtet med knyttet hånd på en restauration med begrænsede skader til følge. Anklagemyndigheden gjorde under sagen ved Højesteret gældende, at "normalstraffen for et knytnæveslag i ansigtet er fængsel i 30-40 dage". Forsvaret henviste til, at vold i restaurationsmiljøet ikke er omfattet af strafskærpelsen i 2002. Højesteret tiltrådte, at straffen var fastsat til fængsel i 30 dage. Højesterets flertal (3 dommere) henviste til, at det fremgik af landsrettens dom, at der forud for voldsudøvelsen havde været noget skubberi ved baren, hvor blandt andre tiltalte og forurettede befandt sig, men at det ikke kunne antages at være lagt til grund, at forurettede havde givet anledning til voldsudøvelsen. Med disse bemærkninger fandt Højesterets flertal uanset det oplyste om tiltaltes personlige forhold ikke grundlag for at gøre straffen betinget heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Højesterets mindretal (2 dommere) stemte for at gøre straffen betinget. Mindretallet udtalte: "Det må lægges til grund, at voldsudøvelsen ikke var helt umotiveret, idet den havde baggrund i noget skubberi ved baren. Det må endvidere lægges til grund, at skaden på F var begrænset. På denne baggrund og under hensyn til, at T ikke tidligere er straffet og også i øvrigt har gode personlige forhold, finder vi det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om udførelse af 40 timers samfundstjeneste." Det fremgår af sagen, at Højesteret forud for domsafsigelsen var oplyst om, at den pågældende var påbegyndt hjemmeafsoning ("afsoning på bopælen under intensiv overvågning og kontrol").

I TfK 2010.758 ØLD blev en person straffet med 40 dagens fængsel, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste, for at have slået et person flere gange i ansigtet med knyttet hånd med hjernerystelse til følge. Byretten udtalte, at volden var "uprovokeret" og lagde ved udmålingen blandt andet vægt på, at forurettede mistede bevidstheden. På grund af tiltaltes gode personlige forhold blev straffen gjort betinget ved landsretten.

I TfK 2010.820/2 ØLD blev det lagt til grund, at tiltalte ved en privat bryllupsfest uden grund tildelte A flere slag, herunder bl.a. med knyttet næve, i ansigtet, og da denne lå på gulvet med tiltalte siddende oven på sig en skalle i ansigtet. Byretten idømte den pågældende 40 dages ubetinget fængsel. Landsretten udtalte til støtte for, at straffen kunne gøres betinget, at volden var begået under tiltaltes private bryllupsfest og har haft begrænsede følger. Det hedder i landsrettens begrundelse videre: "Forurettede er tiltaltes nabo og var til stede som gæst, og de var gode venner før voldsudøvelsen, ligesom de efter både tiltaltes og forurettedes forklaringer fortsat har et godt forhold. Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen. På den baggrund og henset til tiltaltes gode personlige forhold finder landsretten, at straffen kan gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste .."

I Rigsadvokaten Informerer nr. 8, 2010, omtaler Rigsadvokaten en dom afsagt af Højesteret den 20. marts 2010 (TfK 2010.777/1 HD), hvor en straf af fængsel i 40 dage afsagt af byret og stadfæstet af Østre Landsret blev gjort betinget. Tiltalte blev fundet skyldig i at have tildelt sin tidligere kæreste (A) et skub. Herudover havde han skubbet sin tidligere kærestes veninde (B) og – da hun skubbede tilbage – slået hende én gang i ansigtet med knyttet hånd. Anklagemyndigheden havde for Højesteret påstået straffen skærpet og anførte til støtte herfor, at der var tale om vold mod to 17-årige piger, som ikke havde givet rimelig anledning til volden. Anklagemyndigheden anførte endvidere, at der i relation til A var tale om såkaldt familie-/samlivsrelateret vold, mens der i relation til B var tale om selskabs-/festvold, hvorfor tiltaltes voldsudøvelse mod begge de forurettede var omfattet af den strafskærpelse, der blev gennemført ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Anklagemyndigheden pegede i den forbindelse på, at det – som anført i Rigsadvokatens redegørelser om straffene i voldssager efter ændringen af straffelovens §§ 244-245 – på baggrund af retspraksis må antages, at normalstraffen for et knytnæveslag i ansigtet efter strafskærpelsen i 2002 er fængsel i 40-50 dage, og at der i den foreliggende sag tillige var udøvet vold i form af skub med skade til følge. Højesteret ændrede landsrettens dom, således at straffen på fængsel i 40 dage blev gjort betinget. Højesteret udtalte blandt andet: "Den udøvede vold er begået under en privat fest efter skænderier mellem på den side T og den anden side hans tidligere kæreste A og hendes veninde B. Volden har ikke medført skader af betydning. Under hensyn hertil og til, at T var 18 år på gerningstidspunktet og har gode personlige forhold, finder Højesteret, at straffen, der er passende udmålt, kan gøres betinget som nedenfor bestemt [prøvetid på 2 år].”

I TfK 2009 857 VLD blev en 20 årig i byretten idømt fængsel i 60 dage ubetinget. Byretten lagde vægt på, at der var tale om "uprovokeret gadevold". I landsretten blev straffen gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten henviste til, "at tiltalte, der på gerningstidspunktet var 20 år, ikke tidligere er straffet for vold og har gode personlige forhold og er under uddannelse". Der henvistes også til, at skaderne på forurettede var "begrænsede". Det blev som vilkår for den betingede dom - udover vilkåret om samfundstjeneste - fastsat, at tiltalte skulle underkaste sig lægeligt ledet antabusbehandling. Om selve voldsforholdet fandt landsretten det bevist, at tiltalte havde væltet forurettede omkuld og slået og sparket ham, medens han lå ned. Voldsudøvelsen blev begået i forbindelse med et karneval. Forurettede pådrog sig skader i forbindelse med volden. Det fremgår af sagen, at tiltalte var flere gange tidligere straffet blandt andet for hærværk. Imidlertid fandt landsretten ikke, at der var tale om relevante forstraffe.

En 22-årig mand og en 20-årig mand med tilknytning til den politiske højrefløj blev ved Vestre Landsret i sagen V.L. S-1277-09 den 9. december 2009 fundet skyldig i i forening af have udøvet vold mod en gruppe unge med tilknytning til den politiske venstrefløj. Anklagemyndigheden gjorde blandt andet gældende, at straffen burde skærpes efter bestemmelsen i straffelovens § 81, stk. 1, nr. 7, hvorefter straffen kan skærpes, når "gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat". Byretten idømte de to mænd en straf af fængsel i 60 dage, hvoraf de 40 dage skulle gøres betinget af, at de tiltalte hver skulle udføre 60 timers samfundstjeneste. Byretten henviste blandt andet til "på den ene side voldens karakter af gadevold, og at volden blev begået mod de pågældende som følge af deres politiske observans, og på den anden side, at volden blev udløst i en anspændt atmosfære og de begrænsede skader". Landsretten fastsatte for dem begge straffen til fængsel i 60 dage men bestemte, at hele straffen skulle gøres betinget med vilkår om 60 timers samfundstjeneste. Landsretten anførte, at straffene passende var udmålt til fængsel i 60 dage. Landsretten udtalte yderligere: "I betragtning af de tiltaltes alder og gode personlige forhold, og idet det ikke kan udelukkes, at den gruppe, som vidnerne var en del af, har optrådt på en sådan måde, at det har bidraget til at optrappe situationen og udløse volden, er det forsvarligt at gøre fængselsstraffene betinget med vilkår om samfundstjeneste". Landsretten synes således at have taget hensyn blandt andet til strafnedsættelsesgrunden i straffeloven § 82, stk. 1, nr. 5, der udtaler, at straffen kan nedsættes, når "gerningen er udført i en oprørt sindstilstand, der er fremkaldt af forurettede eller personer med tilknytning til denne ved et uretmæssigt angreb eller en grov fornærmelse".

I TfK 2005 149 ØLD blev en 56-årig mand, der ikke tidligere er straffet, idømt 40 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244. Byretten idømte den pågældende en straf af fængsel i 30 dage. Straffen blev gjort ubetinget, formentlig fordi den pågældende ikke havde ønsket at medvirke til en personundersøgelse og ikke ønskede at udføre eventuel samfundstjeneste. For landsretten blev der imidlertid indhentet en personundersøgelse. Landsretten hævede straffen til fængsel i 40 dage og gjorde straffen betinget med vilkår om 40 timers samfundstjeneste. Landsretten fandt under hensyn til, at Folketinget ønskede skærpelse af straffen for vold, at straffen burde forhøjes til fængsel i 40 dage. Landsrettens flertal lagde særlig vægt på voldens begrænsede omfang, den forudgående ordveksling og tiltaltes gode personlige forhold. Det fremgik af sagen, at slaget havde medført, at forurettedes briller faldt af. Byretten havde tillagt dette betydning for strafudmålingen og udtalte om dette: "Der er ved strafudmålingen navnlig lagt vægt på, at tiltalte må anses for at have tildelt forurettede et slag - lussing - med ikke ubetydelig kraft i ansigtet, til trods for at tiltalte bar briller. Et sådant slag indebærer en risiko for skade ud over det sædvanlige."

Straffelovens § 245 om "særlig rå, brutal eller farlig" vold eller "mishandling"

Vagn Greve m. fl. udtaler sig i "Kommenteret straffelov, speciel del", side 360, DJØF 2008, om afgrænsningen mellem § 244 og § 245. Det anføres blandt andet: "..Typisk udføres de angreb, som bestemmelsen [§ 244] tager sigte på, ved slag eller spark, ved nikning af skaller (U 1996.756 H) eller ved slag eller kast med genstande. Nogle af disse tilfælde har tidligere været bedømt som vold af særlig farlig karakter, men denne karakterisering kan ikke altid opretholdes længere, jf. kommentaren til § 245. Nikning af skaller mod et fikseret offer kan dog være § 245 (J 1999.180 f.). Paragraffen omfatter også føregreb (U 1970.491 H), benspænd, bid (JD 1957.94 U), udtværen af kage i hovedet (U2006.2172 Ø), kraftigt sugemærke på kinden (U 2006.1357 Ø) og slæbning af person i undertøj hen ad grusbelagt indkørsel (TfK 2007.174 V). Fastholdelse (mekanisk tvang) kan efter omstændighederne være omfattet (U 20002.2322 V). I sin nuværende udformning skal § 244 dække alle ordinære, sædvanligt forekommende voldshandlinger og må således også omfatte med stokke og kæppe (TfK 2007.45 Ø) og lignende stumpe redskaber. Hivs de pågældende handlinger udføres i stort tal, kan dette begrunde anvendelse af § 245 (f. eks. U 1996.400 H)." Videre anføres det blandt andet, at "halsgreb" kan være livsfarlige. "Hvis der er opstået punktformede blødninger i og omkring øjnene, er det nærliggende at henføre grebet under § 245. Dette gælder også, hvis det af halsmærkerne fremgår, at grebet har været kraftigt eller langvarigt. jf. U. 1993.549 H ..."

I sag 322/2010 afgjort af Højesteret den 8. februar 2011 blev en person for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, idømt fængsel i 60 dage, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste i 80 timer. Tiltalte var fundet skyldig i at have slået eller kastet "et større, kantet drikkeglas med en vis tyngde" mod forurettedes ansigt, hvorved forurettede pådrog sig skader i form af hævelse og misfarvning under højre øje samt en 1 cm lang og 1 mm dyb flænge fra øjenkrogen over næseryggen. Højesteret fandt, at "slag med eller kast af glas eller flaske mod ansigtet må på grund af handlingens typiske farlighed som udgangspunkt anses for omfattet af straffelovens § 245, stk. 1. Dette gælder, selv om glasset eller flasken i det konkrete tilfælde ikke bliver knust ved at ramme ansigtet". Højesteret fandt ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i det foreliggende tilfælde. Dommen må forstås således, at det ikke er ethvert kast med en flaske eller et glas mod en person, der er omfattet af § 245, stk. 1. Det skal være kast mod steder på kroppen, som er typisk farlige som for eksempel ansigtet. Det fremgår også af dommen, at Højesteret finder, at udgangspunktet kan fraviges i konkrete situationer. Af dommen fremgår det således, at der var tale om et "større, kantet drikkeglas med en vis tyngde". Var der kastet med et mindre glas, er det således muligt, at forholdet burde have været henført under straffelovens § 244. Det er værd at bemærke, at to af Højesterets fem dommere ville have fastsat straffen til fængsel i 40 dage betinget med vilkår om samfundstjeneste.

I TfK 2007.675 ØLD blev en person fundet skyldig i at have tildelt en taxachauffør flere slag på kroppen og et slag i ansigtet med en paraply, hvorved taxachaufføren mistede en tand. Der var rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 245 jf. § 247, stk. 2. Landsretten henførte forholdet under straffelovens § 244 jf. § 247, stk. 2. Desuden citerede landsretten med henvisning til forurettedes adfærd straffelovens § 248.

I TfK 2007.612/2 HD blev tiltalte idømt en betinget dom uden straffastsættelse for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1. Tiltalte, der var taxachauffør, blev fundet skyldig i at have bidt noget af fingeren af på en person umiddelbart efter, at personen havde rakt en arm ind gennem vinduet i taxaen og slået tiltalte i hovedet. Højesteret udtalte blandt andet: "Forud for voldshandlingerne var der en uoverensstemmelse mellem K og T. Det må efter landsrettens bevisresultat lægges til grund, at K herefter førte en arm ind i T's taxa og tildelte ham i hvert fald ét slag i hovedet, og at T i forbindelse hermed bed et stykke af det yderste led af K's ringfinger på højre hånd. Uanset K's uretmæssige angreb finder Højesteret, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at anse T's handling for rimeligt begrundet i den skræk eller ophidselse, som angrebet forårsagede. Der er herved lagt vægt på karakteren af K's angreb sammenholdt med, at T's handling, der er henført under straffelovens § 245, stk. 1, har påført K en varig skade. Højesteret tiltræder derfor, at forholdet ikke er straffrit efter straffelovens § 13, stk. 2. Højesteret finder imidlertid, at der foreligger formildende omstændigheder som anført i straffelovens § 82, nr. 3 og nr. 5, og at sagen derfor kan afgøres med en betinget dom uden straffastsættelse alene på vilkår som nedenfor anført."

I UfR 1991.884/1 ØLD fandt landsretten, at et halsgreb ikke havde været "umiddelbart livsfarligt", hvorfor det blev henført under straffelovens § 244 og ikke § 245. Landsretten udtalte nærmere: "Også efter bevisførelsen i landsretten tiltrædes det, at tiltalte med det fornødne forsæt har udøvet vold overfor forurettede ved at tage et greb om hendes hals. Særlig efter de objektive fund, herunder at grebet ikke var umiddelbart livsfarligt, findes forholdet alene at være omfattet af straffelovens § 244, medens tiltalte frifindes for overtrædelse af straffelovens § 245."

I 2006.589 H udtalte retslægerådet blandt andet følgende: "Forekomsten af punktformede blødninger på øjenlågene viser, at der har foreligget en kvælningstilstand og dermed manifest livsfare". Højesteret fandt, at der var sket en overtrædelse af straffelovens § 245 og ikke § 246. Om dette bemærkede højesteret blandt andet: " Den omstændighed, at der blev konstateret punktformede blødninger på forurettedes øjenlåg, og at forurettede dermed har været i »manifest livsfare«, kan ikke i sig selv begrunde, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, således at forholdet er omfattet af lovens § 246. Der foreligger heller ikke andre omstændigheder, som kan begrunde dette, og forhold 6 henføres derfor under § 245, stk. 1.". Straffen blev fastsat til fængsel i 9 måneder, som var en fællesstraf, og en påstand om udvisning blev ikke taget til følge.

I TfK 2011.218 VLD blev tiltalte, som var født i 1956, straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffelovens § 245 ved med en "Maglitelygte" at have slået forurettede i hovedet "mindst 4 gange". Endvidere blev det lagt til grund, at forurettede havde blødt "kraftigt fra de tilførte skader".

I sagen TfK 2009.950 VLD blev en 47-årig mand, der i 2001 var straffet for vold, idømt 30 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Anklagemyndigheden havde påstået den pågældende idømt ubetinget fængsel i ikke under 4 måneder. Af landsrettens begrundelse fremgår følgende:

"Da der er foretaget 2 kvælertag, uden at der dog er fundet punktformede blødninger i øjnene, og tiltalte tidligere er fundet skyldig i vold - omend dette ligger år tilbage - findes straffen at burde udmåles til fængsel i 3 måneder.

Under hensyn til de foreliggende omstændigheder og tiltaltes særdeles gode personlige forhold tiltrædes det imidlertid, at straffen undtagelsesvis gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste som nærmere nedenfor bestemt, herunder således at arbejdsforpligtelsen forhøjes til 80 timer. .."

I sagen 2009 149 ØLD blev en person, der var 16 år på gerningstidspunktet, som var tidligere straffet for vold og røveri, og som havde deltaget i egentlig mishandling af forurettede, straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder, hvoraf 1 år og 3 måneder blev gjort betinget. Tiltalte blev fundet skyldig i legemsangreb af særlig farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, idet han tidligere var dømt for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold. Den unge mand blev fundet skyldig i i begyndelsen af august 2006 i en lejlighed i forening med S, hvis sag behandles særskilt, at have udsat den forurettede for mishandling, idet S bandt en snor eller lignende stramt om forurettedes højre tommelfinger for at standse blodtilførelsen til fingeren og derefter skar rundt om fingeren med en kniv, hvorefter tiltalte efter tilskyndelse fra S huggede fingeren af forurettede med en økse og spiste en del af den afhuggede finger. Derefter havde S forsøgt at sy såret sammen med nål og tråd. Endelig havde S brændt forurettedes sår med en lighter. Landsretten lagde ved straffens fastsættelse blandt andet vægt på, at "tiltalte af S [medgerningsmanden] er blevet udsat for grov vold over en temmelig lang periode under »slavelignende omstændigheder«, og at den vold, som tiltalte har udøvet over for A, skal ses i lyset heraf. Det er endvidere tillagt betydning, at voldsudøvelsen er en enkeltstående begivenhed, og at tiltalte på gerningstidspunktet var 16 år og efter det oplyste nu har fået gode personlige forhold"."

I sagen TfK 2008.334 ØLD blev en 27-årig mand idømt fængsel i 3 måneder, der blev gjort betinget med et vilkår om udførelse af 80 timers samfundstjeneste. Den pågældende blev fundet skyldig i at have kastet en flaske i hovedet på en dørmand. Flasken blev knust og dørmanden pådrog sig "en hudafskrabning i panden og en flænge på næsen". To dommere i landsretten ville gøre dommen ubetinget. Af flertallets begrundelse og resultat fremgår blandt andet: "Fire voterende finder - uanset voldsforholdets karakter - særligt under hensyn til tiltaltes gode personlige forhold samt at han siden efteråret 2007 ugentligt har undergivet sig psykologbehandling, at straffen undtagelsesvis kan gøres betinget efter straffelovens § 62 med vilkår om samfundstjeneste og om alkoholistbehandling, som nedenfor bestemt".

I sagen TfK 2008.674 VLD blev en 24-årig mand fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, idet han på et værtshus havde slået en anden i hovedet med en flaske, der blev knust. Forurettede havde derved blandt andet fået en flænge ved sit venstre kindben og et 1,5 cm. langt sår på sin venstre kind. Skaderne blev behandlet på skadestuen. Tiltalte forklarede om sine personlige forhold blandt andet, at han den 23. maj 2008 afsluttede VUC- uddannelsen og derefter vendte tilbage til sit arbejde i Forsvaret. Han har nævnt sagen for sine overordnede. Han kan formentlig ikke fremover blive sikkerhedsgodkendt. Han risikerer derfor at miste sit job. Landsretten fandt, at tiltalte under hensyn til, at han var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245 ved at have slået forurettede i ansigtet med et glas, men også til skadens begrænsede omfang, at straffen skulle fastsættes til fængsel i 60 dage. Landsretten udtalte nærmere: "... Udgangspunktet er i en sådan situation, at straffen skal være ubetinget. Navnlig under hensyn til tiltaltes overordentlig gode personlige forhold og de følger, som sagen må antages at få for tiltalte, findes straffen dog undtagelsesvis at kunne gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste i 80 timer som anført nedenfor. ..."

Ung alder er i sig selv en grund til, at en straf kan nedsættes. Dette følger direkte af straffelovens § 82, nr. 1, som udtaler, at det "i almindelighed" indgår som en formildende omstændighed, at "gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført". I TfK. 2006.86 ØLD havde en 20-årig efter en havnefest den 8. august 2004 kastet en glasflaske efter en anden. Flasken havde ramt den pågældende i hovedet, og den knustes. Forurettede havde fået en 7 cm. lang flænge i baghovedet, der måtte sys med 9 sutur. Den unge mand var ikke tidligere straffet. I byretten blev gerningsmanden for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, idømt en straf af fængsel i 3 måneder. Straffen blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Byretten begrundede afgørelsen således: "Retten har på den ene side lagt vægt på voldens grovhed, herunder særligt at forurettede blev angrebet bagfra med en flaske, og på den anden side tiltaltes alder og ustraffede fortid". Landsrettens flertal fulgte byretten og gjorde straffen betinget. Landsretten henviste til "de grunde, som byretten har anført" og henviste derudover til "den forløbne tid". Det er værd at bemærke, at landsrettens dom blev afsagt den 1. november 2005, som er mindre end 15 måneder efter gerningstidspunktet. Det er også værd, at bemærke, at den pågældende var 20 år gammel, og at "ung alder" således også kan påvirke straffen, uagtet at den pågældende er over 18 år.

I TfK 2005.3 ØLD blev straffen for overtrædelse af straffelovens § 245 om grov vold gjort betinget under hensyn til det oplyste om gerningsmandens lidelse af det såkaldte "Gilles de la Tourette's syndrom". Af landsrettens dom fremgår blandt andet: "Fire voterende finder at det ikke kan udelukkes, at tiltaltes sygdom kan have haft indflydelse på hans handling. Under hensyn hertil og til oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder disse voterende, at der foreligger sådanne forhold, at straffen undtagelsesvis kan gøres betinget uden vilkår om samfundstjeneste."

I VLD afsagt den 19. maj 2008 af Vestre Landsrets 8. afdeling under sagsnummer S-0272-08 blev en far fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved i 2006 og 2007 over næsten et år at have begået vold i adskillige tilfælde mod sine to drenge, der var henholdsvis 10 og 12 år gamle. Faderen blev idømt en straf af fængsel i 8 måneder, som blev gjort betinget med vilkår blandt andet om psykiatrisk behandling efter Kriminalforsorgens bestemmelse. Den pågældende blev i det væsentlige fundet skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet, hvor han blandt andet var sat under tiltale for i perioden fra slutningen af oktober 2006 til den 27. juni 2007 på sin bopæl i adskillige tilfælde at have pisket sin søn A, født i 1994, med en el-ledning på kroppen. Det blev endvidere anset for bevist, at tiltalte havde taget halsgreb på sønnerne, og at han havde tvunget de to sønner til at slå hinanden med en el-ledning. Landsretten udtalte i sine bemærkninger blandt andet: "Uanset forholdenes alvorlige karakter tiltræder landsretten, at straffen under hensyn til tiltaltes personlige forhold, herunder at han har psykiske traumer fra sit hjemland, og at A og B nu bor hos tiltalte, at straffen gøres betinget på vilkår, at tiltalte underkaster sig psykiatrisk behandling."

I TfK 2010.134/2 VLD blev en person anset for skyldig i overtrædelse af blandt andet straffelovens § 245 ved forsætligt to gange at have kørt sin bil ind i en gruppe af personer. Det fremgik af sagen, at der umiddelbart forinden havde været uoverensstemmelser mellem på den ene side tiltalte og dennes ven og på den anden side den gruppe mennesker, som blev påkørt af bilen, og at vennen var omringet af de mennesker, som tiltalte kørte frem imod, da påkørslen fandt sted. Straffen blev fastsat til fængsel i 4 måneder, som blev gjort betinget. Landsretten begrundede afgørelsen med, at tiltalte ved handlingen befandt sig i en meget presset situation som følge af det angreb, vennen blev udsat for, og at tiltalte havde meget gode personlige forhold.

I TfK 2008.167 VLD blev tiltalte straffet med fængsel i 6 måneder efter straffelovens § 245, stk. 1, jævnfør § 247, stk. 1, for som tidligere straffet for vold i forening med flere medgerningsmænd at have snittet forurettede i ansigtet og andre steder med en kniv, medens forurettede blev fastholdt, og for at have tildelt forurettede flere knytnæveslag i ansigtet.

Om straffelovens § 247, stk. 1

I TfK 2004.435 ØLD nedsatte landsretten en straf af fængsel i 60 dage til fængsel i 40 dage. Byretten havde citeret straffelovens § 247, stk. 1, med henvisning til en tidligere dom for vold, som den pågældende var blevet idømt ved byretten, men som den pågældende havde anket til landsretten med påstand om frifindelse, og som endnu ikke var afgjort ved landsretten, da byrettens dom i den aktuelle sag blev afsagt. Inden den aktuelle sag blev afgjort af landsretten, havde landsretten fundet den pågældende skyldig i vold for så vidt angår den første sag. Landsretten udtalte udtalte ved afgørelsen af den aktuelle sag: "På tidspunktet for afsigelse af den indankede dom den 19. september 2003 var Kalundborg Rets dom af 13. juni 2003 under anke til prøvelse af skyldsspørgsmålet. Der har derfor under byrettens behandling af nærværende sag ikke været grundlag for at anvende straffelovens § 247, ligesom denne bestemmelse under disse omstændigheder ikke kan finde anvendelse under ankebehandlingen, uanset at Kalundborg Rets dom er stadfæstet af Østre Landsret den 22. oktober 2003."

I TfK 2011.46/3 VLD blev en person, der var tidligere straffet for vold, straffet med fængsel i 60 dage for at have "stemplet" (eller sparket) en person i brystet under uroligheder på en gade midt i Århus by mellem 2 grupper af fodboldfans. Ved strafudmålingen blev der lagt "afgørende vægt på legemsangrebenes karakter, og det er taget i betragtning, at voldsudøvelsen er sket i forbindelse med uroligheder mellem fans fra to fodboldklubber i almindelig bymæssig bebyggelse". Endvidere blev der lagt vægt på, at der er tale om vold i gentagelsestilfælde.

I TfK 2010.832/2 VLD blev en person for vold i gentagelsestilfælde straffet med fængsel i 3 måneder. Ved straffens fastsættelse lagde landsretten vægt på "voldens karakter og grovhed, at volden er udøvet af flere i forening, og at volden medførte blandt andet brud på kindbenet."

I TfK 2010.767 VLD blev en person, der tidligere var straffet for vold, straffet med fængsel i 40 dage for vold i gentagelsestilfælde. Volden blev af byretten betegnet som "meningsløs". Det fremgik af sagen, at tiltalte havde fået opfattelsen af, at forurettede havde "givet ham fingeren", hvorpå tiltalte var fulgt efter forurettede på knallert. Der var opstået en ordveksling, hvorpå tiltalte havde slået forurettede i ansigtet med knyttet hånd. Landsretten tiltrådte "med samme begrundelse, som byretten har anført, at straffen er fastsat som en ubetinget frihedsstraf som sket".

I TfK 2008.854 VLD blev en person idømt 60 dages ubetinget fængsel for vold i gentagelsestilfælde. Det blev lagt til grund, at tiltalte flere gange have slået forurettede med knyttet hånd i ansigtet, og at forurettede havde "skader 7 forskellige steder i hovedet". Der blev endvidere lagt vægt på, at volden, der foregik på et værtshus, var uprovokeret.

TfK 2009.824 VLD. En person var tidligere straffet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 og stk. 3. fik ikke straffen forhøjet efter straffelovens § 247, stk. 1. Landsretten udtalte om dette: "..Tiltalte er ikke tidligere dømt for forsætligt legemsangreb eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold, hvorfor der ikke er grundlag for at citere straffelovens § 247. ..". Straffelovens § 119, stk. 1, omhandler både vold og trusler. Såfremt forstraffen alene angår trusler, vil § 247, stk. 1, ikke skulle citeres ved en efterfølgende domfældelse for vold.

I TfK 2008.850/2 ØLD blev tiltalte, der var to gange tidligere straffet for vold, straffet med fængsel i 40 dage, der blev gjort betinget med henvisning til straffelovens § 82, stk. 1, nr. 5. Dommen blev afsagt den 10. september 2008. Tiltalte var tidligere straffet senest ved en dom afsagt af byretten den 26. oktober 2006 med fængsel i 30 dage, der blev gjort betinget med 2 års prøvetid, for overtrædelse af straffelovens § 244, og ved en dom afsagt af byretten den 14. februar 2008 med fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at forurettede inden voldsudøvelsen havde tildelt tiltalte et slag i ansigtet. Imidlertid fandt landsretten, "at den udøvede vold er udført i en oprørt sindstilstand, der var fremkaldt af forurettede ved dennes aggressive henvendelse til tiltalte", og at forholdet derfor var omfattet af straffelovens § 82, nr. 5". Byretten havde idømt den pågældende en straf af fængsel i 50 dage. Landsretten nedsatte straffen til fængsel i 40 dage, og fandt det "undtagelsesvist forsvarligt at gøre straffen betinget som nærmere anført nedenfor."

Om straffelovens § 247, stk. 2
Da det ikke fremgik af anklageskriftets beskrivelse af forholdet eller byrettens begrundelse, at forurettede var dørmand, kunne straffelovens § 247, stk. 2, ikke anvendes. TfK 2009.842 VLD. Landsretten udtalte blandt andet: "..Hverken i anklageskriftets beskrivelse af forholdet eller i byrettens begrundelse for dommens resultat er anført, at forurettede var kontrollør eller dørmand. Forholdet kan derfor ikke på dette grundlag henføres til straffelovens § 247, stk. 2, og det er ikke tilstrækkeligt, at anklagemyndigheden i ankemeddelelsen har påstået forholdet henført under denne bestemmelse. Landsretten tager derfor ikke denne del af anklagemyndighedens påstand til følge. .."

Rigsadvokaten har i august 2009 udarbejdet en domsoversigt over domfældelser og frifindelser i sager om overtrædelse af straffelovens § 119, straffelovens § 121 og straffelovens § 247, stk. 2, fordelt på de forskellige faggrupper, der er beskyttet af disse særlige bestemmelser.

Straffelovens § 248 om legemsbeskadigelse under slagsmål
Straffelovens § 248 har følgende ordlyd: "For legemsangreb under slagsmål, eller når den angrebne har øvet gengæld mod angriberen, kan straffen under særlig formildende omstændigheder bortfalde".

Det ses sjældent i trykt praksis, at anklagemyndigheden i anklageskriftet citerer straffelovens § 248. Det ses derimod i praksis, at domstolene domfælder for overtrædelse af straffelovens § 248, uagtet at der er rejst tiltale efter straffelovens § 244 eller § 245.

I TfK 2009.406/2 ØLD havde tiltalte taget ophold på en parkeringsplads for at spærre denne for andre biler, medens hans hustru i sin bil var på vej hen til parkeringspladsen. En anden bilist, der ankom før hustruen, kørte imidlertid ind på parkeringspladsen og hen mod tiltalte. Dette førte til, at personen, der var ankommet i bil, steg ud og gik hen til tiltalte og skubbede til ham. Da der blev en anden parkeringsplads ledig, kunne såvel hustruen som den førstankomne mand parkere deres køretøjer, hvorpå hustruen og tiltalte forlod stedet. Få minutter senere blev tiltalte på ny kontaktet af manden, som ved denne lejlighed skubbede til tiltalte, hvorpå tiltalte slog manden med en knytnæve. Landsretten lader straffen mod tiltalte bortfalde og udtaler blandt andet: "Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at T forsøgte at spærre en p-plads, og at F dels kørte frem mod T, dels steg ud af bilen og forsøgte fysisk at flytte T, hvorved de begge kom ned at ligge, indtil en vagt greb ind. Det lægges endvidere til grund, at F, der var rasende, da T kort efter sammen med sin kone var på vej op ad trappen til E, på ny kontaktede T og blandt andet skubbede til T, der derefter gav F et knytnæveslag, som bevirkede, at F fik en flænge på munden. T er herved skyldig i vold efter straffelovens § 244. Henset til det samlede forløb finder retten, at forholdet bør henføres under straffelovens § 248, og at der foreligger sådanne formildende omstændigheder, at straffen bør bortfalde."

I TfK 2007.675 ØLD var en person tiltalt for vold mod en taxachauffør ved anvendelse af en paraply. Anklagemyndigheden havde rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 245 jf. § 247, stk. 2. Landsrettens flertal henførte forholdet under straffelovens § 248 og udtalte blandt andet: "Uanset om T verbalt var udfarende, finder vi det ikke godtgjort, at T slog på taxachaufføren, før denne holdt T i kraven, hvorfor T's handlinger må anses for omfattet af straffelovens § 248 henset til omstændighederne og forløbet i øvrigt."

Straffelovens § 253

Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 498 af 17. juni 2008 om skærpede sanktioner mod flugtbilister.

Se Rigsadvokatens skrivelse fra januar 2008 med journalnummer RA-2007-709-0046, hvor Rigsadvokaten redegør for sanktionerne for overtrædelse af straffelovens § 253 og færdselslovens § 9 med baggrund i Rigspolitiets rapport om flugtbilisme i Danmark i 2005 og 2006.

Ulovlig tvang efter straffelovens § 260
I tilfælde, hvor en gerningsmand med trusler om anvendelse af vold eller ved brug af vold tvinger en person til at udlevere genstande eller penge, som gerningsmanden mener, at han har krav på, er der ikke tale om røveri eller afpresning, idet gerningsmanden ikke har forsæt til at opnå en uberettiget berigelse ved at tilegne sig tingen. Gerningsmanden vil i sådanne tilfælde kunne straffes for ulovlig tvang. Det samme gælder i tilfælde, hvor nogen på samme måde tvinger en anden til at give sig en genstand, som gerningsmanden ønsker at gøre brug af, men som gerningsmanden ikke ønsker at tilegne sig. Dette er for eksempel tilfældet, når gerningsmanden med trusler om vold eller ved brug af vold fratvinger nogen en bil, som gerningsmanden har tænkt sig at benytte et stykke tid for derefter at efterlade bilen igen.

I TfK 2010.400 VLD blev en person i byretten fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens §§ 260, nr. 1, 291, stk. 2, og 245 og straffet med fængsel i 8 måneder. Den pågældende blev fundet skyldig i den 4. august 2009 om eftermiddagen telefonisk at have henvendt sig til forurettede og udtalt, at "han ville have sine penge ellers fik han tæsk" eller lignende. Endvidere blev han fundet skyldig i sammen dag om aftenen sammen med 3 andre at have indfundet sig hos forurettede og afkrævet denne 1.100 kr. og, da forurettede ikke betalte, at have begået grov vold samt hærværk mod denne. Uagtet at retten fandt det bevist, at der var tale om gæld opstået i forbindelse med køb af hash, fandt retten, at forholdet skulle henføres under straffelovens § 260, nr. 1, og ikke afpresning, som der var rejst tiltale for. Byretten udtalte således: "Uanset at det må antages, at de 1.100 kr., som F angivelig skyldte C, formentlig hidrørte fra køb af hash og således næppe ville kunne gennemføres ad lovlig vej, finder retten det betænkeligt at henføre forholdet under straffelovens § 281 om afpresning. Retten dømmer derfor C ad forhold 1, dog at forholdet henføres under straffelovens § 260 nr. 1 (ulovlig tvang)." Sagen blev anket af de tiltalte til formildelse og af anklagemyndigheden til skærpelse. Anklagemyndigheden gjorde under anken således ikke gældende, at forholdet skulle henføres under straffelovens § 281 om afpresning og ikke straffelovens § 260, nr. 1, om ulovlig tvang.

I TfK 2000.231/2 ØLD kan det udledes af landsrettens bemærkninger, at det er anklagemyndigheden, som skal bevise, at der foreligger berigelsesforsæt, således at der kan straffes for røveri eller afpresning i tilfælde, hvor gerningsmænd bag inkassoforretninger ved anvendelse af vold eller trusler om vold erkender sig skyldige i ulovlig tvang. I den aktuelle sag var gerningsmændene tiltalt for røveri men blev alene fundet skyldig i ulovlig tvang og idømt 60 dages fængsel for at have opsøgt en person i sit hjem og med vold og trusler om vold at have frataget de forurettede penge, smykker, mobiltelefoner m.m. til en samlet værdi af ca. 33.650 kr. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter en samlet vurdering af de foreliggende beviser finder landsretten det betænkeligt at anse det for bevist med den til domfældelse fornødne sikkerhed, at tiltalte havde fortsæt til at skaffe sig uberettiget vinding ved den bestilte »inkassoforretning«. Tiltalte frifindes derfor for medvirken til røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 23. Efter tiltaltes erkendelse og de i øvrigt foreliggende oplysninger finder landsretten det bevist, at tiltalte er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 260, nr. 1, j. § 23, ved at have bestilt T2 til at foretage »inkassoforretningen«. .."

I TfK 2003.638 ØLD blev de to tiltalte i byretten fundet skyldige i afpresning ved mandag den 9. juli 2001 om eftermiddagen på forurettedes bopæl i forening og efter forudgående aftale, sammen med 4 ukendte mandspersoner, at have indfundet sig og truet forurettede A og dennes mor med, »at de jo kunne klare sagen på 2 måder, enten den blide eller den hårde« og, »at såfremt de ikke betalte, ville sagen blive videregivet til nogle andre personer, som nok skulle forstå at inddrive pengene« og »at de havde nøjagtig et par døgn til at skaffe disse penge, ellers ville forurettede A høre fra dem«, hvis ikke de snarest betalte 25.000 kr. i kontanter og straks afleverede en Nokia mobiltelefon og et Citizen armbåndsur tilhørende forurettede A til en samlet værdi af 30.394 kr., hvorefter forurettede A og dennes mor den 11. juli 2001 afleverede 25.000 kr. til T2. Byretten fandt det bevist, at der forelå et berigelsesforsæt. Byretten lagde vægt på, at de tiltaltes henvendelse til forurettede skyldtes deres mistanke om, at forurettede havde begået indbrud i en bil tilhørende en bekendt af en af de tiltalte, og at de således ikke selv havde noget mellemværende med forurettede. Landsretten ændrede byrettens afgørelse og fandt alene de tiltalte skyldige i ulovlig tvang. Landsretten udtalte blandt andet: "Det findes derimod ikke bevist, at de tiltalte, der kendte bilens ejer og var klar over det begåede tyveri, og at der var opstået skader på bilen, har haft det fornødne forsæt til berigelse, da de modtog pengene. Dette underbygges af, at de samlede skader ved tyveriet fra bilen beløbsmæssigt senere blev opgjort til ca. 22.000 kr., og at tiltalte T2 underskrev og afleverede en kvittering for det modtagne beløb til A og dennes mor."

I TfK 2005.386 ØLD tvang en passager i en taxa - ved at true chaufføren af taxaen med peberspray - chaufføren til at forlade taxaen, hvilket chaufføren gjorde. Derpå tog passageren taxaen og kørte bort i denne. Passageren blev straffet for ulovlig tvang samt for brugstyveri af køretøjet. Endvidere blev han straffet for spirituskørsel, idet han førte taxaen, medens han var påvirket af spiritus. Den pågældende var ikke tidligere straffet og blev straffet med fængsel i 40 dage, hvoraf de 20 dage blev gjort betinget.

I TfK 2008.431 ØLD blev en person idømt en straf af fængsel i 3 måneder blandt andet for ulovlig tvang, idet han med en hammer havde truet en kvindelig bekendt til at give sig 500 kr. Det var ikke under sagen blevet gjort gældende, at manden ikke havde et berettiget krav på pengene, hvorfor der ikke var rejst tiltalte for røveri. Straffen blev udmålt under hensyn til, at gerningsmanden var tidligere straffet for "personfarlig kriminalitet", og at han også blev fundet skyldig i trusler samt ulovlig indtrængen hos kvinden. Det blev anset for skærpende, at truslerne med hammeren fandt sted, medens kvinden stod med sit barn på armen. Tiltalte blev i øvrigt frifundet for et krav om torterstatning fremsat af forurettede.

I TfK 2007.13 ØLD blev en person straffet med fængsel i 3 måneder for sammen med en medgerningsmand at have indfundet sig i en lejlighed, hvor de ved brug af vold tvang forsøgte at tvinge beboeren til at betale en telefonregning for en anden og til at udlevere en mobiltelefon. Beboeren, der forsøgte at undløbe, blev med magt ført ind i lejligheden igen, og hun blev blandt andet truet med, at hun ville blive smidt ud fra altanen, hvis hun ringede efter politiet. Endvidere blev hun slået med flad og knyttet hånd. Tiltalte var ikke tidligere straffet, men der var "under hensyn til forholdets karakter" ikke grundlag for at gøre straffen betinget. Byretten udtalte: "Efter karakteren af volden og truslerne, og da truslerne